Tag Archives: Alexandre Dumas

Arturo Pérez-Reverte, Dumas-Klubben (1993): Snydt, men ikke snydt igen

Paperback, Samlerens Bogklub 1996

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg læste Dumas-Klubben (originaltitlen er El Club Dumas) første gang, og jeg har ikke fået den genlæst før nu. Dengang var jeg fuldstændig opslugt af bogen, men da jeg læste den igen for ikke ret lang tid siden, var det med en følelse af let forundring og stigende uro, fordi jeg under min læsning studsede over den ene mere eller mindre tåkrummende detalje efter den anden. Men lad mig vende tilbage til dette. Først må vi lige få handlingen på plads, selvom det vel næppe er nødvendigt – romanen var en bestseller, og I har formentlig alle læst (og elsket?) den.

Den uafhængige bogsælger, litterære detektiv og skruppelløse, antikvariske gavtyv Lucas Corso bliver hyret til at verificere, om et håndskrevet kapitel af De Tre Musketerer (1844) rent faktisk er skrevet af Alexandre Dumas selv – altså om manuskriptet er den ægte vare eller et falskneri. Det fører Corso ud på en indviklet rejse, fordi han samtidig accepterer en opgave for rigmanden Varo Borja, der ønsker, at Corso skal undersøge et værk, hvis forkortede titlen lyder ”De Ni Døre” – en okkult bog, der angiveligt beskriver, hvordan man hidkalder Djævlen selv. Der skulle ifølge overleveringen kun findes ét eksemplar af dette værk, men Vara kender til tre, hvilket må betyde, at der formentlig er tale om to falsknerier, hvis legenden altså taler sandt. Nu er spørgsmålet bare, hvilken af de tre udgaver, der er den ægte. Varo vil gøre alt for at få fingrene i det rigtige værk, og Corso må med Varos eksemplar af De Ni Døre drage til Toledo og Paris, hvor de to andre udgaver af den okkulte bog befinder sig.

En yngre Arturo Pérez-Reverte (født 25. november 1951)

Så langt så godt, men bogdetektiven har stadig også opgaven med Dumas’ manuskript, og sagen bliver ikke mindre kompliceret af, at der tilsyneladende er kræfter omkring Corso, som ikke vil ham noget godt. En mystisk mand med et ar i ansigtet forfølger og angriber ham. Corso døber passende manden Rochefort, efter en af håndlangerne i De Tre Musketerer, og dermed er metalaget i romanen i fuld udvikling. Corso møder også en beskyttende engel, der kalder sig Irene Adler efter karakteren fra Sherlock Holmes-universet, og sådan kan man blive ved. Hele romanen er opbygget i dialog med en lang række romaner, vigtigst af alt De Tre Musketerer, spørgsmålet er så bare, hvem der indtager hvilken rolle.

Reverte væver på den led en stor, mystisk sammensværgelse frem for læseren, der sender Corso dybere og dybere ind i en litterær labyrint af metareferencer og gækkerier, hvor han selv – tydeligt modelleret over Philip Maarlowe – udgør det egentlige omdrejningspunkt for alt. Samtidig er der også plottet omkring De Ni Døre, og de træsnit, som bøgerne er illustreret med. Hvorfor er de forskellige i de tre udgaver? Corso aner, at sagen er mere kompliceret, end Varo Borja først præsenterede den.

Hardcover, Alfaguara 1993. Romanens første udgave – tror jeg nok

Der udfolder sig et rigt liv omkring Corso, fordi han tilsyneladende eksisterer i en sky af litterære referencer, som læseren selv kan gå på opdagelse i. Det er sjovt, og uden tvivl en af bogens absolut stærkeste træk, fordi Reverte formår at fremtrylle en illusion af kompetent viden, der skal afspejle den utrolige Lucas Corsos viden og verden. At meget af dette er bluff, fra Revertes side, står imidlertid også klart, fordi man ikke behøver have ret meget kendskab til hverken Dumas, middelalderen eller ældre litteratur generelt, for at gennemskue, hvor meget der i virkeligheden er almindeligheder, som Reverte får solgt som særlige, intellektuelle erkendelser.

Reverte er ofte, lidt hånligt, og med fuldt rette blevet beskrevet som ”Umberto Eco-light”, og når den karakteristik rammer plet, er det fordi, Reverte med sine to berømte krimier Det Flamske Maleri (1990) og Dumas-Klubben tilsyneladende forsøger at gøre Eco kunsten efter og formidle et erkendelsesteoretisk perspektiv gennem genrefiktion. Det er i hvert fald Ecos projekt gennem detektivfortællingen at forsøge at optrevle kulturens indvirkning på vores opfattelse af os selv og vores omgivelser; selve vores virkelighedsforståelse, kan man sige, for derved at forklare noget om det at være menneske.

Et af de gådefulde træsnit, der optræder i bogen

Dette er, som sagt, Ecos anliggende. Revertes romaner søger overfladisk det samme, men har reelt intet af dette, selvom han måske foregiver det. Han vil bare gerne fortælle en røverhistorie, men låner sit formsprog hos Eco. At han fuldt ud var klar over de lånte fjer, lader han os da også forstå i Dumas-Klubben, hvor vi under den afsluttende fest i titlens ”Dumas-klub” lader Corso konstatere, at der blandt festens deltagere også befinder sig en berømt italiensk professor i semiotik – hvilket naturligvis er Umberto Eco, der på den led er blevet indfældet i romanen, helt i metalegens ånd.

Alt dette er for så vidt godt og fint; det er underholdende, og det var uden tvivl også alt dette, der opslugte mig ved første læsning af romanen. Men under genlæsningen, hvor plottet ikke længere rummer nogen overraskelser, kunne jeg nok læse romanen med lidt mere nøgterne øjne, hvilket ikke var nogen køn oplevelse. Det er nemlig grumme forbavsende at opleve, hvor utrolige mængder af sproglige klichéer, plat seksualiseret drama og utroværdige, indre dialoger, som Reverte får hobet op. Romanen er skrevet i et tarveligt svulstigt sprog, der på ingen måde kan overbevise mig om, at det er et bevist valg fra Revertes side, således at den sensationshungerende prosa skal gå hånd i hånd med plottets udtryk. Nej, der er slet og ret tale om utrolig jævn metervarefiktion med et plot, der er mere eksotisk end vanligt.  

En andet af bogens fine illustrationer

Sideløbende med dette kan man så konstatere, at den til stadighed mere komplicerede historie til sidst falder fra hinanden i noget, der viser sig at være én stor vittighed. Den litterære spøg kunne da også være meget sjov og helt i Ecos og Jorge Luis Borges’ ånd, men i Revertes hænder bliver det klodset og dumt. Romanen skuffer ganske enkelt, når man opdager, at Reverte som en anden tryllekunster afleder vores opmærksomhed fra det konkrete og i stedet får os til at tænke på alt muligt andet, mens man læser. Ikke mindst er forholdet mellem de to plotakser, Dumas-delen og den okkulte del, så kejtet og skuffende sammensat, at man må spørge sig, om romanen i det hele taget hænger sammen. Jeg tvivler; klogt er det i hvert fald ikke.

Hardcover, Penguin Random House 2019. Den signerede 25-års jubilæumsgave af romanen

Jeg kan faktisk ikke få mig til at rose Dumas-Klubben længere. Den læses som en billig krimi, der forsøger at være begavet, men som i sidste ende bare er en udmajet tekst, som med sit sært slibrige sprog og platte menneskeportræt til fulde formår at leve op til alle de fordomme, man kan have om bestsellere. Noget af dette kan naturligvis skyldes en dårlig oversættelse fra spansk, men jeg vil nødig give oversætteren Hans H. Rasmussen skylden for noget. Jeg må derfor med en vis mængde foragt sætte Reverte tilbage på hylden og ærgre mig, nok mest fordi jeg ikke fattede, hvad jeg læste første gang, jeg sad med bogen.

13 kommentarer

Filed under Roman

Alexandre Dumas, Varulven (1857): ” …Listen in awe and you’ll hear him bark at the moooooon!”

Paperback, Delta 1976. romanen på svensk, som jeg tror må være den seneste oversættelse, der nærmer sig det danske. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Da den aldrende Alexandre Dumas havde mistet taget i sit enorme publikum og tabt sin vigtigste samarbejdspartner Auguste Maquet, forlod han Frankrig og de stigende økonomiske vanskeligheder. Han forsøgte nu at leve som turnerende berømthed, der da også blev modtaget fyrsteligt ude i verden, hvor hans falmende status ikke var blevet et problem endnu. Under denne sidste del af sit liv kastede Dumas sig over en række sentimentale romanprojekter, hvor han dykkede ned i sin barndom og opvækst på landet i nærheden af Villers-Cotterêts. I Dumas’ forfatterskab er disse sene tekster interessante, fordi de i høj grad er med til at vise, hvordan han gerne ville opleves og huskes af eftertiden. Dumas gik med andre ord i gang med mere eller mindre at kuratere sin egen myte og litterære eftermæle.

Her skal vi se nærmere på en af disse sene tekster, nemlig romanen Le Meneur de loups (direkte oversat ”ulvenes leder”). I den svenske udgave af romanen, som jeg har, bærer historien titlen Varulven, og dermed har vi vel meget præcist fået indkredset, hvad det er for en type handling, vi her står overfor. Helt så enkelt er det bare ikke; men lad os se på nærmere på historien.

Alexandre Dumas ”den Ældre” (24. juli 1802 – 5. december 1870)

Handlingen er gengivet som en fortælling i fortællingen. I begyndelsen beretter Dumas selvbiografisk om en oplevelse, han havde som ung mand eller stor knægt under en ulvejagt. Her skød han efter en mærkelig ulv, som efterfølgende sporløst forsvandt. Undrende spurgte Dumas den gamle jæger, han var i selskab med, hvad det skulle betyde. Denne fortalte nu en sælsom historie til unge Alexandre, som han her har nedfældet efter hukommelsen til os læsere. Selvom Dumas dermed kun spiller en begrænset rolle i romanen, optræder han som sig selv i bogen, og Dumas bringer på den led sin egen person i kontakt med en form for magisk eller mytologisk fortid, som læseren nu igennem Dumas kan drømme sig tilbage imod.   

I jægerens fortælling, der udspiller i begyndelsen af 1780’erne, hører vi, hvordan den selvhøjtidelige skomager og eneboer Thibault bliver krænket af den lokale herremand, der ender med at give skomageren et grundigt drag prygl. Mens Thibault raser i sin skovhytte over det skete, bliver han opsøgt af en talende ulv, der tilbyder ham en genvej til magt, rigdom og hævn. Sagen har naturligvis en hage, for Thibault skal antage ulvens skikkelse med jævne mellemrum, men hvis han accepterer det, vil lykken tilsmile ham. Skomageren tager imod tilbuddet, og dermed har han taget kurs direkte mod sin egen fortabelse.

Paperback, Athos 1943

Thibault havde en kæreste før episoden med ulven, men efter han har indgået pagten, er hun ikke længere god nok til ham, for Thibault forlanger mere. Romanen skildrer, hvordan den ærgerrige skomager stiler højere og højere i en higen efter anerkendelse, magt og rigdom. Hver gang han opnår noget, der ligner succes, kommer skæbnen i vejen for ham, og han forlader episoden fattigere end før. Det, der umiddelbart kunne ligne fremdrift, bliver blot en langstrakt deroute, der gradvist fremmedgør Thibault fra sine medmennesker. Til sidst giver han sig helt hen til den ulv, han bærer inden i sig, og bliver en form for gespenst, der som anfører af et ulvekobbel nu hjemsøger de skove, han levede fredeligt i førhen.

Dumas’ roman er en af de helt tidlige forsøg på at bruge den folkloristiske varulv som litterært motiv, og handlingens ”monster” har da også meget lidt at gøre med den varulv, vi tænker på i dag. Hans ulv er, som sagt, primært en form for indre fordærvelse, der opstår, fordi Thibault sælger sin sjæl til Djævlen. Han skifter også konkret form og bliver til en ulv, men det er i virkeligheden mindre monstrøst, end den adfærd Thibault udviser i sin stadigt mere depraverede menneskeskikkelse.

Paperback, Collection illustrée GRÜND 1948

Parallellerne mellem Thibault og mr. Hyde fra 1886 er tydelige og pointen den samme; de har kastet deres medmenneskelighed fra sig og hengivet sig helt til det dyriske, hvilket i sidste ende bliver deres undergang. Men hvor Stevensons Hyde-figur er en refleksion over dualiteten i mennesket og forholdet mellem rationalitet og instinkt, har Dumas et andet sigte med sin roman. Bogen er nemlig en moralsk opsang; en tydelig påmindelse om standsbevidsthed og gudfrygtighed.

Den begærlige Thibault oveskider sin stands beføjelser og rækker ud efter noget, der ikke er hans. Han er ment til at være skomager, hverken mere eller mindre, men desværre for ham er han fra naturens hånd blevet født med intelligens implicit derfor med en længsel efter mere. Den stakkels, simple bondepige, han først kurtiserer, er kernemotivet her, for hun er billedet på alt det, Thibault burde være og elske, men som han forkaster i jagten på verdens glæder.

Et blik ind i GRÜND-udgaven (1948)

Utilfredshed er Thibaults egentlige forbandelse, og det er den, der sender ham i armene på Djævlen. Havde han lyttet til råd og stillet sig tilfreds, kunne fortællingen få en lykkelig udgang, men Thibault angrer ikke, før det er for sent, og han har mistet sig selv endegyldigt til Djævlen og må leve livet i permanent ulveform, afskyet og frygtet af alle.

Romanen er underholdende, ikke mindst fordi Thibault er en herligt ulidelig og usympatisk karakter, der hver eneste gang træffer det forkerte valg. Om hans undergang er selvforskyldt eller ej kan diskuteres, fordi han, som sagt, er født med denne ulyksalige stræben efter mere, end det hans stand kan tilbyde, og det er måske i virkeligheden her, Dumas viser sig som en moderne forfatter. Dette spørgsmål om skyld, der ikke entydigt lader sig besvare indenfor fortællingens rammer, peger fremad ind i samtidens litteratur. Stilistisk må man imidlertid konstatere, at Dumas’ roman er en dinosaur, der har overlevet sig selv.

Paperback, Bibliothèque Marabout 1970. Den svenske udgaves forlæg

Fortællingen lægger sig entydigt i forlængelse af de gotiske romaner, der havde deres storhedstid 50-60 år tidligere. Sammenligner man Dumas’ varulv med Lewis’ The Monk, er lighederne åbenlyse og handlingen i de to bøger fuldstændig ens. Rammen er naturligvis forskellig, men selve skelettet i er det samme. I begge følger vi en karakter, der begærer noget, han ikke retmæssigt kan få. For alligevel at få opfyldt sine behov søger karakteren bort fra det gode og kaster sig i armene på Djævlen, som naturligvis løber fra sine løfter og ødelægger hovedpersonen. Som fordærvsfortælling er Dumas’ historie derfor et stykke rendyrket gotik, der i midten af 1800-tallet kunne lukrere på en vis smag for det fantastiske og eventyrlige, men som trods det må siges at være et værk af mindre betydning.

Blandt os elskere af skrækfiktion betyder det imidlertid ikke så meget, for Dumas’ varulvefortælling er væsentlig for udviklingen af selve den moderne varulvemyte, og hans roman er, som de fleste gotiske klassikere, et godt billede på de selvdestruktive kræfter og længsler, vi alle i et eller andet omfang bærer omkring på. Jeg vil derfor absolut opfordre til, at man tager en tur med Thibaults ulvekobbel, hvis man skulle falde over denne roman, som ikke får ret meget opmærksomhed længere. Den fortjener måske ikke ligefrem prædikatet klassiker, men den må absolut ikke gå i glemmebogen.   

1 kommentar

Filed under Roman