Tag Archives: Algernon Blackwood

Julia Briggs, Night Visitors. The Rise and Fall of the English Ghost Story (1977): Akademisk blåstempling

Hardcover, Faber 1977

Hardcover, Faber 1977

Som jeg har skrevet et par gange her på bloggen, så arbejder jeg for tiden på en bog om skrækfiktion. Det arbejde har givet mig anledning til at genlæse Julia Briggs’ fagbog Night Visitors fra 1977. Faktisk er det tredje gang, jeg læser den, fordi der er så meget stof i bogen, som er værd at genbesøge og genoverveje. Julia Briggs har da også utvivlsomt skabt en klassiker med sin bog, der må regnes som en af de første nyere, akademiske analyser af skrækfortællingen, som ikke udspringer fra fankredse. Ikke alene står Briggs dermed på delvist ukendt terræn i bogen, hun kæmper også op imod et væld af gamle, ubegrundede antagelser såvel som akademiske fordomme i forhold til stoffet. Tiden har imidlertid arbejdet for Briggs, hvis bog kun er blevet mere relevant, som årene er gået, fordi hun pludselig blev et af udgangspunkterne for en gren af litteraturvidenskaben, der tog ”gyserne” alvorlige som validt litterært udtryk.

I bogen gennemgås den engelske spøgelsesfortælling fra 1800-tallets slutning, med særlig fokus på Dickens, og frem til Walter de la Mare i 1950’erne. De mellemliggende kapitler er alle centreret omkring en eller to væsentlige forfattere, der bliver indgående diskuteret og analyseret. Udvalget af forfattere, der stort set tæller alle de velkendte, engelske skikkelser med undtagelse af Bram Stoker, som kun behandles perifært, er ikke synderligt overraskende, og Briggs’ tilgang til stoffet er da også ganske klassisk. Det gør Night Visitors til komfortabel læsning, fordi stoffet, hun lægger frem og diskuterer, er velkendt. Dermed bliver det også let at komme i dybden med teksterne, fordi vi ikke først behøver forstå, hvad det er for historier, hun skriver om.

Hardcover, Faber 1977

Hardcover, Faber 1977

Bogens genredefinition er derimod værd at snakke mere om. Den fulde titel lyder Night Visitors. The Rise and Fall of the English Ghost Story, og dermed har Briggs allerede fastlagt to ting; hun skriver om engelske forfattere – Henry James medregnet – og bogen skildrer en genres fremvækst og fald. Hun bruger termen ”ghost story”, altså ”spøgelsesfortælling”, om sit emne, men læser man hendes definition, står det klart, at betegnelsen dækker alle former for gys, der på en eller anden måde rummer noget overnaturligt.

Det kan synes upræcist eller forkert, for eksempelvis varulve har vel ikke noget med spøgelser at gøre? Men faktisk ligger der en væsentlig reference i titlen. Det var nemlig først i slutningen af mellemkrigsårene, at betegnelsen ”horror” begyndte at blive almindeligt brugt som paraply-term for alle typer skrækfiktion. Før var betegnelsen ”spøgelseshistorie” den almindelige, og vi ser faktisk det samme herhjemme, hvor en stor del af de ældre antologier refererer til spøgelser i titlen, selvom langtfra alle novellerne handler om gengangere.

Charles Dickens (7. februar 1812 – 9. juni 1870)

Charles Dickens (7. februar 1812 – 9. juni 1870)

Ved at tale om den engelske spøgelsesfortælling signalerer Briggs med andre ord, at hun ikke bare er optaget af fiktionen som sådan, men at hun er optaget af den som et historisk produkt, der ikke skal sidestilles med den ”horror”, som er fulgt efter. Fiktion hun i øvrigt antyder, efter hendes mening ikke har mange kvaliteter.

Der er da også god grund til at se bogens omtrent 50 år med engelske spøgelseshistorier, for nu at blive i terminologien, som noget særligt. Mens tyskerne i 1800-tallets anden halvdel udviklede en sentimental, længselsfuld litteratur, der sværmede for fortidens skønhed, og franskmændene borede sig ned i en dekadent fejring af det morbide, vendte man sig i Storbritannien mod spiritistiske fantasier. Spøgelsesfortællingen, som vi kender den i dag, blev dermed utvivlsomt destilleret i England, og takket være den folkekære og ekstremt toneangivne Charles Dickens’ smag for præcis den genre, formåede spøgelseshistorien at blive en del af den acceptable, litterære palet.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Forbløffende mange anerkendte forfattere, der normalt slet ikke identificeres med gys, har nemlig efter Dickens forsøgt sig med en eller flere spøgelseshistorier, og hver gang har de bidraget til at bekræfte opfattelsen af genren som noget litterært acceptabelt. Det er ganske unikt, og selvom den engelske begejstring for spøgelseshistorien har haft en grad af afsmitning på omverden, genfinder man ikke den samme agtelse uden for Storbritannien. Dog har man i USA en snært af dette, takket være urfædre i den amerikanske litteratur som Washington Irving og Poe. Præcis den store, engelske respekt for genren fornemmes da også tydeligt i Julia Briggs’ bog, der skriver sine analyser med stor veneration.

Mere bemærkelsesværdig end terminologien er det imidlertid, at Briggs vælger at fortælle sin bog ud fra en model, der taler om storhed og fald. Hun skriver med andre ord om en fremvækst, en guldalder og en hensygnen af spøgelsesfortællingen, hvilket naturligvis bør få alarmklokkerne til at ringe, for den slags forestillinger er altid udtryk for en iscenesættelse af helt bestemte tolkninger eller præferencer. For Briggs handler historien da også i høj grad om at vise, hvordan Dickens samler de tidlige tendenser og skaber spøgelseshistorien som moderne litterært udtryk. Denne fakkel gives så videre til Dickens discipel M. R. James, som raffinerer formen til perfektion. Alt efter James er således enten imitation eller forringelser af formen.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Formelt har Briggs her fuldstændig ret. Dickens er uden tvivl den, der skaber skabelonen for spøgelsesfortællingen, og det er ligeledes fuldstændig rigtigt, at James fortsætter, hvor Dickens slap. James skaber således en række noveller, der i dag står som arketyperne for det, vi normalt forstår som en spøgelseshistorie. Der, hvor jeg er uenig med Briggs, er i hendes primære fokus på struktur frem for indhold.

At M. R. James eksempelvis skal krones som spøgelsesfortællingernes mester, er ganske problematisk, fordi han i en sådan grad har sat sine noveller på formel, at de allerede efter hans første novellesamling Ghost Stories of an Antiquary (1904) gentager sig selv til hudløshed. Langt mere spraglede forfattere som Arthur Machen, Algernon Blackwood og Walter de la Mare byder her ind med egentlige litterære bud på spøgelsesfortællingen, som både sprogligt og tematisk til enhver tid kan gøre M. R. James rangen stridig. I hvert fald så længe vi ikke taler konceptuel klarhed, for der er James uden tvivl den stærkeste.

Walter John de la Mare(25. april 1873 – 22. juni 1956)

Walter John de la Mare(25. april 1873 – 22. juni 1956)

Julia Briggs’ bog er som sagt fra ’77, og der er sket og skrevet meget siden. På nogle punkter er den dermed også blevet forældet, ikke mindst efter en mand som Peter Mashalls arbejde, der dokumenterer, at spøgelsestroen i moderne forstand vokser frem som resultat af 1500-tallets religiøse omvæltninger. Præcis det metafysiske har ikke nogen stor rolle hos Briggs, som dermed til tider får en lidt enstrenget, psykoanalytisk tilgang til novellerne og forfatterne.

Ikke desto mindre er Night Visitors en væsentlig bog, som fortsat er værd at trække frem, fordi Briggs var en af dem, der har været med til at bygge bro mellem genrelitteraturen og den seriøse litteraturkritik. Den slags broer kan vi ikke få nok af, fordi det er sikkert og vist, at vedvarende samtaler om bøger, der ikke rækker ud over begejstrede fankredse, kun alt for hurtigt fører til triviel nørdsnak. En bog som Night Visitiors åbner med andre ord horisonten og peger på både dybden og meningerne bag de klassiske noveller, som vi alle elsker så højt. Briggs er derfor også en form for forbillede, i hvert fald for mig, fordi hun hiver gyset ind i et intellektuelt samtalerum og viser, hvor uendelig meget rigere litteraturen bliver, når den behandles kritisk, seriøst og som andet end filmatiserbar underholdning.

1 kommentar

Filed under Nonfiktion

S. T. Joshi, The Weird Tale (1990): På jagt efter den sære fortælling

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsiden er skabt af Ed Lindlof

S. T. Joshi var allerede i slutningen af 80’erne på vej til at blive det største navn indenfor den akademiske udforskning H. P. Lovecrafts liv og forfatterskab, og den produktive herre har tilmed løbende arbejdede på at udvide sit forskningsfelt. Det resulterede blandt andet tidligt i bogen The Weird Tale fra 1990. Bogen er baseret på en række reviderede artikler, der tilsammen forsøger at afdække grænserne for den særlige genre, som Joshi kalder ”The weird tale”. Begrebet lader sig måske oversætte på dansk til ”den sære fortælling”, men jeg bruger alligevel termen weird tale her, fordi vi faktisk ikke har nogen sproglig konvention for dette. For at forstå, hvorfor det skulle være spændende, at forfølge disse weird tales – der i øvrigt ikke har noget med magasinet af samme navn at gøre – endsige, hvad end weird tale i det hele taget er, må man gå tilbage til Lovecraft, for det er hos ham, idéen opstår.

Lovecraft var stærkt optaget af tekster, der momentant var i stand til at åbne læserens horisont og skabe forståelsesmæssige visioner, der kunne virke så utrolige eller sønderknusende, at man savner ord til at beskrive disse flygtige øjeblikke. Lovecraft selv introducerede det såkaldte kosmiske perspektiv i sin egen fiktion, der netop jager efter dette øjeblik. Et perspektiv, der beskriver en verden, hvor mennesket absolut ingen rolle spiller. Den kulde og følelse af meningsløshed dette udløser er ekstremt ubehagelig, fordi det tilsyneladende reducerer vores gøren og laden, endsige vores eksistens til noget aldeles ligegyldigt. Det kosmiske gør mennesket til en lille mikrobe i et gigantisk univers, og præcis dette enorme perspektiv kan siges momentant at udløse den ”weird”-følelse, vi her taler om. At Lovecraft også bruger dette perspektiv indadtil som eksistentialistisk projekt til forsvar for kunst og kultur, er en anden sag.

Paperback, University of Texas Press 1990

Paperback, University of Texas Press 1990

Lovecrafts kosmiske perspektiv er imidlertid kun én vej ind i dette weird-moment i litteraturen, og i sit essay Supernatural Horror in Literature trækker han trådene fra de gotiske klassikere og op til vennen Clark Ashton Smith i sin søgen på steder, hvor momentet eller følelsen kan påvises. Lovecraft argumenterer med andre ord for, at der findes en særlig lille gruppe forfattere eller tekster, der kan grupperes på grund af deres virkning på læseren; altså ikke grupperet som genre, men grupperet på grund af deres effekt. Det er et ekstremt fascinerende og provokerende udsagn fra Lovecrafts side, fordi han selv har svært ved at indfange, hvad han egentlig mener, men fordi han samtidig – på et intuitivt niveau – har helt ret.

Her når vi så tilbage til S. T. Joshi og bogen The Weird Tale, for Joshi samler nemlig tråden op fra Lovecraft. I sin analyse tager Joshi udgangspunkt i en række hovednedslag i Lovecrafts essay om horror, og undersøger, hvad det er, der kan siges at udløse denne ”weird”-erfaring hos læseren. Det arbejde er der kommet en række ganske, ganske eftertænksomme kapitler ud af, som jeg stærkt kan anbefale alle, der gerne vil grave sig dybere ned i skrækfiktionens virkemidler.

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Joshi behandler følgende forfattere i sin bog: Arthur Machen, Lord Dunsany, Algernon Blackwood, M. R. James, Ambrose Bierce og Lovecraft. Ikke alle får lige lange kapitler, og bogens ubetingede hovedemne er naturligvis Lovecraft, der både har sit eget afsnit og løbende diskuteres i de øvrige. Som det også fremgår af listen, er det meget forskellige typer fiktion, der er repræsenteret i Joshis udvalg, hvilket faktisk fungerer forbløffende godt, fordi det giver ham lejlighed til at afsøge meget forskelligartede virkemidler.

Hos mesterlige Algernon Blackwood og Arthur Machen er det eksempelvis i den besjælede, fornuftsstridige naturoplevelse, at dette weird-moment opdages, mens det hos Lord Dunsany ligger i selve den betagende, sproglige kraft, hvormed han skaber sine fantastiske(fantasy)-universer. Her er der med andre ord tale om et tab af tid og sted, ikke gru, fordi ordnes fylde bliver en form for retorisk hypnose af læseren.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det skal imidlertid understreges, at Joshis bog er en undersøgelse, og det eksplorative går dermed som en rød tråd gennem kapitlerne. Vi får således ikke på forhånd at vide, om alle de nævnte forfattere rent faktisk har et weird-element, og som vi kommer frem gennem kapitlerne, står det da også klart, at man kun kan finde det stedvist i alle forfatterskaberne. Faktisk ender Joshi ud med helt at afvise M. R. James som ”weird”-forfatter, hvilket virker ganske rimeligt taget hans stive, formulariske noveller i betragtning.

Men hvad er så ”weird”? Hvornår er det det ene og hvornår er det det andet? For Joshi er det altafgørende, at forfatterskaber er baseret på et konsistent filosofisk verdenssyn. Dette verdenssyn skal forholde sig til menneskets væren og mennesket i forhold til en metafysisk dimension. Enten afvisende, som hos Lovecraft og Bierce, eller åbenlyst dyrkende, som hos Machen, Blackwood og Dunsany. Ud fra dette grundlag bliver det imidlertid også svært for Joshi at nå frem til nagelfaste definitioner. Begrebet kan i hvert fald ikke sættes på nogen formel og ender dermed også i sidste ende at ligge en ganske subjektiv vurdering nær. På den led strander han også præcis der, hvor Lovecraft også strandede i sit horroressay.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Joshi kommer med andre til kort, når han skal indsnævre, hvor denne weird-oplevelse præcis dannes og ud fra hvilke virkemidler, det sker. I sin indledning skriver Joshi, at han ikke interesserer sig synderligt for litterær teori, men måske kunne han faktisk hente noget ved mere aktivt at inddrage andres overvejelser i stedet for, en smule arrogant, at afskrive teori som unødvendig. For mig at se er det eksempelvis igennem fænomenologien, at vi kan nærme os en forståelse af de ting, som Joshi og Lovecraft diskuterer, men savner redskaber til helt at gribe. Nuvel, det er en anden snak, som jeg kan vende tilbage til en anden gang.

Det er afgjort en intellektuel svaghed ved bogen, at det ikke lykkes for Joshi at indkapsle sit begreb tydeligt, men sandt at sige er det af mindre betydning, fordi jeg i langt højere grad ser hans arbejde som et forsøg på et vise, hvordan filosofi og poesi kan forenes forbløffende potent i fiktion, der bevidst dyrker urealisme. Han demonstrerer med andre ord kvaliteten ved at suspendere fornuften og lade sig forføre af verdenssyn, der får omgivelserne til at se aldeles anderledes ud. Det budskab, tror jeg ikke, vi kan få gentaget ofte nok.

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

På et mere praktisk plan må jeg så også understrege, at Joshi er et særdeles underholdende bekendtskab. Hans stil er præcis, men snakkende, og han er ekstremt krigerisk. Andre forskere, både amatører (for dem er der en del af, i dette felt) og professionelle, bliver haglet igennem og næsten – men også kun næsten – hånet.

Det gør bogen flabet, og den slags er jo altid sjovt, især når det også bakkes op af solide overvejelser. Man kan måske ikke kalde The Weird Tale for en ubetinget succes, fordi bogen faktisk aldrig lykkes med sin opgave, men Joshi leverer ikke desto mindre et stykke førsteklasses genreanalyse, som viser, hvor meget man kan hente ud af genrefiktionen, hvis man gider stikke næsen ned mellem linjerne.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Algernon Blackwood, Selected Tales (1964): Gruen der gemmer sig i sindets afkroge

Hardcover, John Baker 1970. En på en gang uendeligt dum og fantastisk forside.

Hardcover, John Baker 1970. En på en gang uendeligt dum og fantastisk forside

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Algernon Blackwood hører til mine absolutte favoritter i den ældre kanon af skrækfiktion. Det skyldes flere ting, men stort set alt det, som jeg synes, er så fantastisk ved Blackwoods værk, findes samlet i denne lille antologi. Man kan nemlig her, i bogens 11 fortællinger, få et indtryk af de væsentligste hovedspor i forfatterskabet og de tematiske forbindelseslinjer, der trods indbyrdes forskelligheder gør Blackwoods historier til et forbløffende homogent corpus.

Samlingen åbner med ”The Willows”, der hører til blandt de bedste skrækfortællinger nogensinde skrevet. En fortælling fyldt med stigende rædsel og dødsangst. For alle, der aldrig har læst novellen, kan jeg kun med misundelse sige, at de har noget stort i vente. For os andre, der for længst har været igennem den og sikkert genlæst beretningen flere gange, står novellen om de to venner, der strander på en lille ø i Donau, lysende klart. Øen synes nærmest besjælet af en besynderlig, destruktiv naturånd, og det er hurtigt klart, at vennerne næppe vil forlade stedet i live. Beretningens tematiske pendul svinger mellem de konkrete, nærmest surreale oplevelser på øen, og de feberfantasier, som fortælleren maner frem om øens rædsler, når mørket falder på.

Hardcover, John Baker 1970

Hardcover, John Baker 1970

Tematisk stærkt beslægtet er ”The Wendigo”, hvor vi følger et jagtselskab i den canadiske ødemark. Også her bevæger hovedpersonerne sig ud i vildnisset og møder en besjælet natur, der ikke alene viser sig mennesket overlegen, den er også mennesket fjendtligt stemt. Den isende rædsel, som hovedpersonerne føler på henholdsvis øen i Donau og ved søbredden langt oppe i Yukon, er den samme. Alene står de ansigt til ansigt med en form for dæmoni, der bid for bid flår deres verdens billede i stumper og stykker.

En nøgle til forståelsen af Blackwoods symboler og hans brug af vildnisset som rædselsmark finder man i den lange ”Camp of the Dog”, der nok engang tager os med ud i ødemarken – denne gang til den svenske skærgård. En gruppe friluftselskende englændere har her slået lejr for at tilbringe sommeren langt fra storbyens tummel. Alt går imidlertid ikke som planlagt, for en stor hund begynder hver nat at hjemsøge lejren. Det mærkværdige er imidlertid, at hunden ikke har noget sted at skjule sig på klippeøen – så hvor kommer den fra?

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Indefra er svaret. Hunden vokser frem i en ung mand i lejren, der er dybt forelsket i den unge kvinde, som også er i blandt dem. Beretningen er med andre ord en ublodig varulvefortælling om dyrisk begær og mennesket, der smider sin ham og blotter sit indre. Vildnisset er her det betydningsbærende. Det er nemlig i vildnissets forgrenede vildsomhed, at psyken spejles og transformeres. Rejsen ud i det øde er rejsen ind i det indre og rædslerne, Blackwoods hovedpersoner møder ude i vildmarken, er i virkeligheden spejlinger af dem selv. Dybt bekymrende spejlinger af det indre sjæleliv, der ligger så uendelig langt fra den rem af kultur, som spænder vores drifter sammen og holder dem på plads.

”Camp of the Dog” kunne da også nærmest synes som en kommentar til Robert Louis Stevensons The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886), fordi Blackwood i sidste ende plæderer for seksualdrifternes naturlighed – ikke bare hos manden, men også i kvinden. Novellens unge par, der liderligt hyler som ulve mod månen hos Blackwood, gør det i utvungen harmoni og opnår en form for dyrisk skønhed, der ligger langt fra Dr. Jekyll, der krøller sammen under vægten af den skam og bondeanger, som han føler over sine lyster og behov.

Hardcover, Eveleigh Nash 1906

Hardcover, Eveleigh Nash 1906

Blackwood var et barn af sin tid og dybt involveret i tidens tænkning. Han omsatte dermed tanker, som bl.a. Nietzsche satte ord på i sin skildring af mødet med den iskolde, moralske intethed. For stirrer vi længe nok på os selv, ser vi til sidst ind under overfladen og opdager, at der lurer noget andet i os, som vi måske helst vil være foruden. Noget, der glubsk ser tilbage på os med lummert begær.

Blackwood var stærkt optaget af Freuds tanker og den blomstrende psykoanalytiske tilgang til forståelsen af mennesket. Det ligger som en grundsten i hans forfatterskab. Men der er ikke bare tale om en intellektuel fascination, der ligger også et eksistentialistisk perspektiv her; en personlig erkendelse hos Blackwood, der voksede frem under hans mange rejser og vildmarksture. Erkendelsen af naturen som billede på mennesket i følelsernes vold er således med stor sandsynlighed udsprunget af de følelsesmæssige erfaringer, som Blackwood selv havde gjort sig. Og netop denne levede tilgang til det psykoanalytiske gør, at teorien indlejres og lægger sig implicit under teksterne som naturligt afsæt.

Hardcover, Eveleigh Nash 1907

Hardcover, Eveleigh Nash 1907

Man må imidlertid ikke være blind for, at novellerne i vid udstrækning står forankret i victoriatidens reception af gotikkens uhygge og periodens fascination af metafysik. Blackwoods fortællinger tager i høj grad udgangspunkt i traditionelle handlingsmønstre og velkendte troper. Gotikkens landskabssymbolik og den engelske spøgelsestradition er modellerne, som Blackwoods historier grundlæggende vokser ud af. Det udgangspunkt gør nogle af fortællingerne mere ordinære eller genkendelige end førnævnte vildmarkshistorier, men selv i en spøgelsesfortælling som ”Miss Slumbubble” eller ”Max Hensig” er det legen med frygtens selvforstærkende kvalitet og dødsangstens kispus med sindet, der driver historien frem. Det er med andre ord den psykologiske vinkel, der først og fremmest er i centrum, ikke spøgeriet som sådan.

Både Freud og Nietzsche er hovedakser i 1900-tallets tænkning og forfattere, hvis bøger vi stadig fordøjer i dag. Det er derfor heller ikke så underligt, at Algernon Blackwoods tekster, trods et udgangspunkt i en ældre og dybt konservativ litterær genre, fremstår som moderne litteratur helt og holdent i 1900-tallets tegn. Blackwood er en af dem, der danner brohoved ind i det nye århundredes litterære strømninger, og gennem hans relativt begrænsede forfatterskab gør han det med en sproglig elegance og intellektuel overbevisning, som kun kan betegnes som beundringsværdig. Det er modernitetens gru, det moderne menneskes frygt og selvlede, som her vises frem i smerternes vildnis, som Morrison kalder det.

Hardcover, Spring Books 1968

Hardcover, Spring Books 1968

Det meste skræklitteratur blegner, når det sammenstilles med Blackwoods, fordi hans litterære projekt om  at skildre menneskets vrangside og hans sværmeriske, lidt arkaiske digterhjerte forener intellekt og poesi  til en ubesværet helhed. Man skal helt op i 1950’erne for at finde forfattere, der for alvor forstår at omsætte psykologiske indsigter til litteratur på samme niveau, som Blackwood gjorde det.

En novellesamling som denne bliver dermed også til andet og mere end en smagsprøve på Algernon Blackwoods forfatterskab. Den bliver et vidnesbyrd om, at skræklitteratur kan være meget mere end ferske gys og pulpet festivitas. Blackwood er bidende alvorlig, også der, hvor han er sjov eller ironisk. Han er en af de rødder, som den seriøse, moderne skrækfiktion vokser ud af, men hans anliggende bliver alt for sjældent husket i en genre, som generelt har det bedre med det banale end komplekse. Tvivler du i ny og næ på, at skrækfiktion kan skrives klogt og samtidig skræmme, så find Blackwood frem. Han er vores genres samvittighed og fyrtårn, når kursen kan synes uklar.

 

Novellerne:

The Willows

The Woman’s Ghost Story

Max Hensig

The Listener

The Old Man of Visions

May Day Eve

The Insanity of Jones

The Dance of Death

Miss Slumbubble

The Wendigo

The Camp of the Dog

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

The Ithaqua Cycle, red. Robert M. Price (1998): Wild is the wind…

Chaosium og rollespillet Call of Cthulhu har haft en enorm betydning for interessen for H. P. Lovecraft, kredsen om Lovecraft og den såkaldte Cthulhu mythos-fiktion. Undertegnede er ingen undtagelse. De nære bånd mellem fiktion og rollespil har derfor også helt åbenlyst været et marked, der kunne opdyrkes for Chaosium. Modsat mange andre rollespilssystemer lå der imidlertid som udgangspunkt et omfattende bagkatalog af fiktion, der relativt let kunne genudgives. En af Chaosiums bedrifter i forhold til mythos-fiktionen har derfor også været at udgive opsamlinger med noveller, der ellers har været ganske vanskelige at få fingre i. Det er i sig selv en stor ting, men måske eller ikke helt uproblematisk.

Paperback, Chaosium 1998. Forsiden er jævnt kedeligt illustreret af H. E. Fassl.

Paperback, Chaosium 1998. Forsiden er jævnt kedeligt illustreret af H. E. Fassl.

The Ithaqua Cycle, som jeg nok skal komme til om et øjeblik, er et godt eksempel. På forsiden kan vi nede i bunden læse, at der er tale om ”Call of Cthulhu Fiction” – endda angivet med et lille trademark, der skal vise, at dette skam er et officielt brand. Bogen rummer med andre ord noveller, der direkte relaterer sig til rollespillet. Det er klart, at Chaosium gerne så det sådan, men et eller andet sted er der tale om et overgreb eller i hvert fald en transformation af teksternes kontekst, som ikke fremstår helt rimeligt.

Paperback, chaosium 1998

Paperback, chaosium 1998

Rollespillet Call of Cthulhu har i høj grad været med til at styrke opfattelsen af Cthulhu mythos som en særlig pulpet horrorgenre med gamle okkulte bøger, tentakelmonstre fra universets dyb og masser af vanvid. Man kan sige, at rollespillet har opdyrket de mere konkrete, traditionelle sider af især Lovecrafts forfatterskab, men i virkeligheden alle dele af mythos-fiktionen. Idéerne om kosmisk gys, filosofien som Lovecraft gradvist fik skrevet sig frem til gennem de næsten uendeligt mange breve, han sendte til sine venner og kontakter, fortoner sig dermed hurtigt hos Chaosium bag orientalsk ramasjang og antikvarisk ballade.

Og her kommer en bog som The Ithaqua Cycle ind i billedet. Bogens noveller er nemlig, som også de øvrige bind i ”cycle-serien”, koncentreret om et specifikt monster eller en guddom, om man vil. Sekundært er der også bind i serien, der udforsker lokaliteterne fra Lovecrafts univers, men det er sådan set to sider af samme sag. Novellerne bliver inspirationskilder og konkrete vejledninger til monstre, væsner og steder, der kan omsættes til rollespillet. Bogen får guidebogens karakter, hvilket kan være godt og fint, men den vinkel på de udvalgte noveller fremmer absolut de stereotype opfattelser af mythos-fiktionen. Desværre. I stedet for at udfordre Call of Cthulhu-rollespillerens billede af Lovecrafts univers har Chaosium gjort, hvad de kunne for at sælge deres særlige fortolkning baseret på spillets logik og præmisser.

Robert McNair Price (født 7. juli 1954)

Robert McNair Price (født 7. juli 1954)

Når det så er sagt, må man hæfte sig ved, at Chaosiums mythos-bøger blev redigeret af Robert M. Price – lovecraftianer par exellence, udgiver af det banebrydende magasin Crypt of Cthulhu, forfatter og forsker. Price har været en drivende kraft bag udviklingen af forskningen i og omkring Lovecraft, men han har også været en afgørende figur i udgivelsen af yngre såvel som etablerede forfatteres mythos-noveller.  Der er ikke mange redaktører, som har været inde over så meget ny mythos-fiktion, som Price har været igennem snart rigtig mange år. Skulle Chaosium vælge en person til at sammensætte de bedste temabind med mythos-historier, var Price derfor den absolut rigtige.

The Ithaqua Cycle er da også en fremragende komponeret antologi. Den får både det historiske perspektiv, det vil sige udviklingen af selve Ithaqua-guden på plads, og samtidig har Price fundet plads til de mere eksperimenterende historier, hvor vi møder vindguder i nye sammenhænge. F. eks. midt under en ildkamp mellem flyvemaskiner under Første Verdenskrig. Det sker i Stephen Mark Raineys ”Stalker of the Wild Wind”. Der skal derfor heller ikke herske nogen tvivl om, at bogen fungerer rigtig godt. Og Robert Prices små indledninger til alle novellerne er spændende læsning, for alle der interesserer sig bare lidt for mythos-emnet.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Bogen åbner meget passende med Algernon Blackwoods ”The Wendigo” fra 1910, der må siges at være udgangspunktet for alle de senere fortællinger. Novellen er intet mindre end fremragende. Blackwood iscenesætter indianerlegenden om ånden Wendigo som spøgelsesagtig kraft, der hjemsøger de dybe canadiske skove. Et lille jagtselskab kommer lidt for tæt på denne ånd og betaler en dyr pris. Helt eminent, og det bliver ikke meget bedre i resten af bogen. Blackwood er sublim i sin måde at væve gyset frem, så det langsomt sniger sig ind på læseren.

Det er måske derfor heller ikke så underligt, at August Derleth bed mærke i Blackwoods novelle. Blandingen af autentisk mytologi, vildnis og americana lå til højrebenet for Derleth, der gav Wendigo mythos-navnet Ithaqua. Det må nemlig understreges, at Ithaqua i høj grad er en Derleth-konstruktion. Sammenligner man Ithaqua med især Lovecrafts gudeskikkelser, har Derleths vindgud en anden stemning. Der er noget klassisk, både i antik forstand og klassisk, forstået som ordinært, over Ithaqua.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Ikke at Lovecraft og eksempelvis Clark Ashton Smith ikke selv kunne være kommet på en skikkelse som Ithaqua, men den ville utvivlsomt have fået en anden karakter. Jeg vil mene, at Ithaqua i bund og grund har meget lidt egentlig ”Cthulhu mythos” over sig. Det betyder imidlertid ikke så meget, fordi vindguden er et stærkt og gennemtænkt koncept. At bruge den isnende nordenvind som monstrøs guddom har ganske enkelt så mange kvaliteter, at det ikke er så sært, at mange mythos-forfattere senere har følt sig fristede til at digte videre om Derleths gudeskikkelse.

August Derleth skrev selv tre noveller om Ithaqua. Alle historierne hænger løseligt sammen, om end de tangerer en gentagelse af eller parafrase over samme tema. Novellerne er imidlertid blandt Derleths bedre mythos-historier, og var det ikke lige for det punkt, at Lovecraft optræder i dem alle tre som sandhedsvidne og mystiker med okkulte indsigter, var de faktisk rigtig solide. Desværre tager meta-referencen til Derleths idol og forbillede en del af pusten fra stemningen, og gør novellerne lidt fjollede. Måske virkede det overraskende og gådefuldt i 1933, men i dag er det bare plat og dumt.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Ikke desto mindre lagde Derleth køreplanen for en stor del af alle de senere noveller om Ithaqua. Formlen blev eksempelvis samlet op af Derleth-eleven Brian Lumley, der skrev et relativt langt epos om vindguden i novellen ”Born of the Winds” fra 1975. Her møder vi igen Itaqua, der kidnapper sine ofre og flytter dem gennem tid og rum for så at kaste dem fra sig mange hundrede kilometer væk. Lumleys historie om en mor, der søger efter sin søn i Alaskas ødemark, har elementer af drengeromanens vildmarkseventyr. Det fungerer ret godt i forhold til Lumleys vanlige slagkraftige helte og prosa. En slags Jack London der møder mythos-universet. Jeg er ikke nogen stor Lumley-fan, men novellen er en af de bedre. Afslutningen er ganske frygtelig og omtrent så typisk en Lumley-slutningen, som den kan blive. Hovedparten af teksten fungerer dog fint som en optimeret udgave af Derleths gamle fortællinger fra første halvdel af 30’erne.

Blandt de nyere historier i bogen vil jeg først og frem gerne pege på Joseph Payne Brennans charmerende lille pulp-gyser, ”Jendick’s Swamp”, der har en umiskendelig stemning af 80’er-horror. Novellen er fra 1987. Historien er strengt taget kun perifert knyttet til Ithaqua, men pokkers stemningsfuld, det er den. I fortællingen udforsker to mænd et sært gammelt hus midt ude i en sump. Okkult kannibal-horror, mere siger jeg ikke!

Stephen Mark Rainey (født 2. maj 1959)

Stephen Mark Rainey (født 2. maj 1959)

Pierre Comtois’ ”The Country of the the Wind” fra 1994 er ligeledes et pokkers atmosfærisk bidrag. Novellen slår apokalyptiske toner an. En mand møder en forladt landsby, hvor alt står forladt tilbage, som var indbyggerne blevet hekset bort på et øjeblik. Har vinden mon ført dem bort? Fortællingen er meget vag og stille, men måske netop derfor står den frem blandt bogens øvrige bidrag som noget særligt. Jeg er ret glad for historien, som faktisk fortjener at blive bedre kendt. Da Price inkluderede den i samlingen, må man sige, at hans næse for guld holdt stik.

Med sine 14 noveller er The Ithaqua Cycle en kompakt antologi, der kommer langt omkring. Historierne afsøger afkrogene af fiktionen, der kredser om Ithaqua og sender læseren i vidt forskellige retninger. En stor del af novellerne er mere eller mindre klichéfyldte monsterfortællinger, der genfortæller variationer over samme historie. Og enkelte falder helt igennem, men ikke desto mindre har Robert M. Price samlet så mange gennemført fremragende noveller i bogen, at den er et centralt bidrag til mythos-fiktionen generelt.  Så må jeg også nævne på falderebet, at hele konceptet med vinden, vildnisset og kulden som ramme for gyserhistorier fungerer ufattelig godt – i hvert fald på mig. Monster-pjank eller ej, man kommer langt med en antologi, som den her.

Novellerne:

Algernon Blackwood , “The Wendigo”

George Allen England, “The Thing from Outside”

August Derleth, “The Thing That Walked on the Wind”

August Derleth, “The Snow-Thing”

August Derleth, “Beyond the Threshold”

Brian Lumley, “Born of the Winds”

George C. Diezel II and Gordon Linzner, “Spawn of the North”

Randy Medoff, “They Only Come Out at Night”

Pierre Comtois, “Footsteps in the Sky”

Joseph Payne Brennan, “Jendick’s Swamp”

G. Warlock Vance and Scott H. Urban, “The Wind Has Teeth”

Stephen Mark Rainey, “Stalker of the Wild Wind”

Pierre Comtois, “The Country of the Wind”

James Ambuehl , “Wrath of the Wind-Walker”

2 kommentarer

Filed under Novellesamling