I 1922 udsendte T. S. Eliot sit sønderknusende digt The Wasteland, der formørkede den litterære himmel og flængede tæppet ind til poesiens helligste hellige. Utallige samlede tråden op efter Eliot, og digtet fik også enorm betydning for den unge Allen Ginsberg. Han hørte Eliots stemme klart og brugte den som podium for sit eget sønderlemmende skrig – et generationsbrøl, der varskoede en ny litterær bølge i Amerika.
Ginbergs fabelagtige digt Howl blev skrevet i 1955 og står i dag som en paradigmatisk tekst for alt det, der kendetegner beat og forfatterne. Beat-litteraturen; det sære, fascinerende og uimodståelige kludetæppe af stemmer og tematikker, der fortsætter med at inspirere og mystificere med sine myter og selviscenesatte løgne.
Bannerførere som Ginsberg, Burroughs og Kerouac er litterære darlings i dag, og jeg skal da heller ikke være sen til at tilslutte mig begejstringen. Imidlertid er dette indlæg slet ikke om de litterære giganter. I stedet handler det om selve idéen om beat-generationen. De såkaldte beatniks og reception af disse i populærkulturen. Som nævnt er beat-begrebet vagt og dækker over tematisk såvel som stilistisk meget, meget forskellige værker, der stort set ikke har andet tilfælles end et kronologisk sammenfald og forfatternes indbyrdes bekendtskaber.
En ting fik de litterære figurer imidlertid til fælles, og det var deres ry blandt en stor del af den amerikanske befolkning som hipsters, vilddyr, amoralske krabater, junkier, liderbukse og repræsentanter for alt fordærv i USA. For det moralsk bekymrede og indignerede Amerika var de en kræftsvulst på samfundet og Greenwich Village i New York forfaldets hjerte.
Naturligvis måtte pulpmarkedet gribe det mondæne Amerikas forargelse, og i løbet af 1950’erne og 60’erne udkom en lang række beatnik-titler, der dykker ned i forestillingen om smudset. Her udfoldes det depraverede liv i ”the village”, her fortælles om vilde sexorgier til sort bebop, og som altid er tonen advarende. Mødre og fædre, vogt jer for de liderlige, vilde mænd og vildkvinder, der lurer i New York.
Men naturligvis er romanerne også fyldte med ambivalens. Naturligvis spiller de på den ekstreme nysgerrighed, som Amerika havde i forhold til idéen om de frigjorte beatniks. Og naturligvis var bøgerne også eskapisme for forstadsunge, der var ved at kede sig ihjel i deres sikre miljøer. Naturligvis var både mænd og kvinder stærkt optaget af de seksuelle udskejelser, og naturligvis var bøgerne en mulighed for at komme på gæstevisit i en dunkle, fremmed verden.
Så her lægger vi også vejen forbi Greenwich Village og kigger inden for på de sagnomspundne kaffebarer. Kan man nogensinde blive træt af pulpens fantasiske evne til at kanalisere kulturel ambivalens? I hvert fald ikke mig.
Afslutningsvis skal I da heller ikke snydes for Ginsberg, der her læser Howl op i 1959. En oplæsning, jeg en overgang havde for vane at høre, når jeg kom fuld hjem fra koncerter og den slags. Sådan har vi alle vores små, sære vaner.