Tag Archives: Amdi Silvestri

Et satans arbejde møder Rama Rama Europa

Amdi Silvestri udgav sidste år romanen Et satans arbejde, der er en spøjs, underholdende og tankevækkende bog. Allerede da jeg læste den første beskrivelse af handlingen i en anmeldelse, noterede jeg mig, at der tilsyneladende var nogle paralleller mellem Silvestris fortælling og min egen roman Rama Rama Europa. Det viste sig ikke at være helt forkert, selvom der selvfølgelig er tale om to vidt forskellige bøger. Alligevel er der nogle sammenfald – ikke mindst at vi begge omtaler en Snickers king size! Ud af den iagttagelse er der vokset en lille samtale, hvor Amdi og jeg har læst hinandens bøger. Egentlig skulle Amdi have interviewet mig om Rama Rama Europa på Krimimessen i Horsens, men da hele verden gik i karantæne, måtte vi finde en anden løsning. Resultatet kan du læse her.

 

***

Martin: Et satans arbejde er historien om flyttemanden Asger, der får til opgave at flytte en del af Helvede. Asger og hans to medhjælpere indgår dermed en kontrakt med de sataniske magter; betalingen er fyrstelig, men det vil også have nogle alvorlige konsekvenser, hvis de ikke kan overholde tidsfristen. Den præmis er der kommet en finurlig historie ud af, som på en gang favner det helt prosaiske og samtidig har nogle meget fine, poetiske elementer. Romanens styrke, synes jeg, ligger i det varme menneskeportræt, som Amdi udfolder i bogen, men også i bogens sproglige musikalitet, der fremmer oplevelsen af noget magisk. Sidstnævnte er virkelig noget, jeg sætter pris på.

Hardcover, Brændpunkt 2019

Amdi: Rama Rama Europa er en vidt forgrenet fortælling om et Europa i opløsning, og under læsningen var jeg bjergtaget af de mange forskellige småhistorier og den elegante måde, Martin diskuterer ideen om at gå til grunde på. Hvis man kan sin europæiske dannelseslitteratur, vil der være små godbidder undervejs i læsningen, men kan man ikke, så bliver der også plads til både eurodance og ultravold. Rama Rama Europa er stærk fortælling, den både formår at være klassisk og meget nutidig, noget jeg sjældent oplever.

 Martin: Dette er nok mest en kommentar. Jeg blev optaget af din prolog. Iscenesættelsen af flyttemanden som en karakter, der bevæger sig imellem verdenerne uden selv at høre til, er rigtig fin, og virkeligt stærkt set. Men er det en tilstand, der kan opretholdes? Synes du selv, at din hovedperson Asger i løbet af romanen bevæger sig bort fra denne liminale tilstand og får et fast sted eller hjem selv? Og kan han i så fald blive ved med at være denne perfekte flyttemand? Det er fascinerende idéer, du sætter i gang.

Amdi: Asger har gennem livet ikke lavet meget andet end at løbe fra det trygge. Selv om han i fortællingen lige har købt hus og har et barn på vej, vælger han alligevel at sige ja til at flytte for Helvede. Han kan ikke selv finde ro, og måske er det fordi, han er i evig transit, at han er så god til at flytte? Netop turen gennem Helvede føjer en dyb usikkerhed til Asger. Jeg tænker ikke, at han kan blive ved med at være den perfekte flyttemand. Han har oplevet ting, han ikke kan glemme. Det hjem, han i begyndelsen af bogen er ved at skabe sammen med Iselin, er ikke det samme ved slutningen. Han begraver sig i sit arbejde og kæmper, kæmper, kæmper for at forstå noget, han måske slet ikke kan eller skal forstå. Eller vil forstå.

Amdi: Jeg har haft lidt svært ved helt at forstå Rama Rama Europas titel. Har det noget at gøre med den indiske inkarnation Rama eller er det fra Biblen med Rakels ramaskrig over de forsvundne børn?

Hardcover, Brændpunkt 2019. Den sjove bagside bagsiden på Et satans arbejde

 Martin: Det fanger du jo helt rigtigt. Titlen er tænkt som et dobbeltspil. På den ene side henviser det til den mantriske brug af ordet ”rama”. Altså som en form lovprisning, der her er blevet brutalt approprieret til at prise idéen om Europa. Men omvendt ligger der også en henvisning til ramaskriget, der netop begræder Europa og Europas børn. Stort og nedrigt er klasket sammen her – og forstærket gennem den mantriske gentagelse. Der er også mere i dette ord ”rama”, men jeg tror måske, at man allerede her kan se, hvor jeg vil hen med titlen.

Amdi: Jeg havde godt det mantriske på fornemmelsen – en manende remse, der ligger som et lydspor til fortællingen. Ser du din fortælling som cyklisk – noget, der er sket før, og automatisk kommer til at ske igen?

 Martin: Nej, ikke cyklisk. Der er nok nærmere tale om en form for stilstand eller en oplevelse af altid at være et efterskrift til historien. Mine to hovedpersoner kom afgjort for sent til festen, men spørgsmålet er naturligvis om der nogensinde har været en fest.

Martin: Din hovedperson Asger siger et sted i romanen, da han graver i litteraturen om Helvede, at han ikke kan finde konkrete svar i teologien, derfor går han nu videre til skønlitteraturen. Den sondring er tankevækkende, synes jeg. Især fordi det er vanskeligt at sige, at man kan tale om Helvede uden at være dybt indlejret i teologiske forestillinger. Jeg kan eksempelvis notere mig, at det Helvede, du beskriver i romanen, fremstår som et helvede i den katolske forstand. Er det et bevidst valg? Kan du ikke fortælle lidt om de overvejelser, du har gjort dig i den sammenhæng.

For man kan vel nærmest sige, at du langt hen ad vejen præsenterer Helvede i en sekulariseret form, der fremstår helt løsrevet fra den religiøse kontekst, der har fostret de billeder, du opererer med. Jeg synes især, det er interessant at overveje, hvilken betydning du tillægger Helvede som stedet for straf. De syndere, vi får beskrevet i bogen, synes mest at relatere til grådighed. Der kommer også løbende små stik til det velstillede Danmark. Det er vel ikke tilfældigt, og man kan næsten se antydningerne af et moralsk anliggende her. Ser du romanen som opdragende?

Amdi: Min grundtanke med Asger var at gøre ham til et ret gennemsnitligt og ubogligt menneske, der efter at have oplevet noget ufatteligt forsøger at fatte/forstå/kapere det. Asger ville ikke se det vigtige i en forskel på et katolsk og et protestantisk helvede, fordi han ser det hele som ’kristendommen’. Han konkluderer det på et til tider popkulturelt grundlag, som f.eks. tegnefilm og barndomsminder, og på de ideer og tanker, han har samlet sammen gennem sit liv. Det var faktisk en af de vanskeligste ting ved at skrive bogen, nemlig først at lave en ordentlig omgang research for derefter at sakse og ’glemme’ væsentlig viden, indsigt og forståelse, simpelthen fordi det ikke passer til Asger som figur.

Jeg ser egentlig ikke romanen som direkte opdragende, mere som et billede på, hvad det vil sige at kæmpe med en forståelse, der ligger uden for ens fatteevne, til dels grundet det faktum, at det er svært for Asger at indse, at han en stor del af vejen ikke er hovedperson i fortællingen; at der er andre ting på spil end noget, der direkte har at gøre med ham. Så i den forstand kan man godt se romanen som opdragende, at jeg forsøger at viderebringe til læseren den tanke, at de ikke er verdens centrum.

Grådighed er markant, men jeg ser også fråseri og dovenskab som vigtige – men alle dødssynderne er repræsenteret ad flere omgange. At det velstillede Danmark får sit, vokser igen ud af Asgers personlighed. Han kommer fra små kår, og han har måske et behov for at distancere sig til alle de velstillede – uden at han helt fatter, at han faktisk er en af dem. Blandt andet er han ret ligegyldig overfor alle de penge, de får for arbejdet.

Amdi: I Rama Rama Europa findes et Europa i samfundsforfald, synkront med at dele af det stadig fungerer. Hvorfor har du valgt den ret mærkelige blandingsform, hvor verden både fungerer og ikke gør det?

Undervejs i Rama når du igennem mange af troperne i undergangsfortællingen – bevæbnede bander i pimped up biler, ødemarken, den religiøse kult, de få der forsøger at bevare den oprindelige verden og lignende (Jeg synes, de mumiekneppende arkæologer har noget). Kan du huske den grundlæggende idé eller tanke, der fik dig til at begynde på bogen?

 Martin: Da jeg begyndte at lege med tanken om romanen, var jeg ret sikker på, at jeg ville udnytte en form for post-apokalyptisk rammeværk for fortællingen. Men det post-apokalyptiske er stort set ikke andet end en leg med ordene i bogen, hvor jeg mest af alt var optaget af ideen om det urealistiske. Jeg ser det post-apokalyptiske som en beskrivelse af min hovedperson Dalmatinerens indre verden, der ligger i ruiner. Mens fortællingen udspiller sig, genrejser han situationer og øjeblikke for os, men de falder sammen og bliver til ødemarken igen, så snart hans fortælling stopper. Hvor eller hvordan Dalmatinerens verden egentlig ser ud, det ved vi ikke, men omvendt så holder Dalmatinerne jo heller aldrig kæft, så verdenerne får på en måde lov at stå side om side.

Amdi: Så læseren er i virkeligheden sat som beskuer midt i Dalmatinerens ødeland. Ud fra den tanke er Dalmatineren vel nærmest ophøjet til en gud, der ved sin tale kreerer verden og ved tavshed ødelægger den igen. Dalmatinerens følgesvend Uret kan vel næsten kun repræsentere tiden i en eller anden forstand. For det meste er det Uret, der udfører de væmmeligste gerninger, fra mord til kannibalisme og tilbage igen. Hvordan ser du selv Urets betydning i historien, og hvorfor har fortælleren Dalmatineren brug for en art stedfortræder, når der virkelig skrues op for det væmmelige?

Martin: For mig er Dalmatineren og Uret vanskelige at skille fra hinanden. De er to sider af samme sag, men Dalmatineren har helt klart fine fornemmelser og ser sig selv som en distingveret gentleman af en slags. Han er også en livsløgner, hvilket nok får ham til at fremstille Uret mere grov end ham selv. På den måde er Uret en bekvem figur i Dalmatineres selvfortælling. Vi kender også kun Uret gennem Dalmatinerens ord, det er derfor svært at sige hvem eller hvad Uret egentlig er, men ja, der er afgjort en sammenhæng mellem ham og tiden.

Martin: I din roman gør du jo også brug af brud med realismen i mere end en forstand. Der er selve turen ned til Helvede, men samtidig har du også fortællingen om trompeten, der må siges at være et stykke meget klassisk ”magisk realisme”. Det påvirker jo ikke dit persongalleri voldsomt, da de opdager at helvede rent faktisk findes. Hvordan opfatter du selv disse forhold? Gjorde du dig tanker om realismen i bogen? Jeg synes sammenstillingen af det internationale helvede, den danske kontekst for romanen og den sydamerikanske sidehistorie er en overraskende sammenblanding. Måske især sammenstillingen af det danske og den sydamerikanske fortælling om trompeten. Hvilke tanker har du gjort dig om de to elementer, og kan du sige et par ord om, hvad du synes, der opstår, ved at sætte disse ting sammen?

Amdi: Jeg tror, vi skal tilbage til din tanke om det sekulariserede Helvede her. Det er et sted, og det er sted, som det egentlig ikke overrasker flytteholdet, at det eksisterer. Det har potentielt altid været der. Asger beskriver også dets geografi og meteorologi, virkeliggør det, som han ville Mallorca eller Amager. Denne måde at forholde sig til virkeligheden på, synes jeg, er meget udtalt i netop den magiske realisme – man accepterer og sandsynliggør, at der i den realistiske verden findes urealistiske ting – og er med til at skabe hele fortællingens ramme. Jeg ser fortællingen om trompeten som et mikrokosmos i romanens makrokosmos; en lille fortælling, der spejler den store. Det er også i den lille fortælling, at der ligger et muligt svar på Asgers dybe forvirring – hvis han ellers kunne løfte blikket fra sig selv et sekund for at kigge efter.

Amdi: Rama er til tider humoristisk, og det er en humor, der opstår gennem absurditeten ved f.eks. casual kannibalisme, mord til tonerne af Dr. Alban og liderlige arkæologer. Er humoren noget, du bevidst har fremmanet?

Martin: Absolut. Det var vigtigt for mig, at man både griner med og af Dalmatineren, der grundlæggende er en tragikomisk figur, som jeg håber, man kan holde en lille smule af, selvom han er et egoistisk skvat. Samtidig ville jeg gerne arbejde med det patetiske ved os selv og vores kultur.

Amdi: Midt i det humoristiske virker Dalmatineren også som fornuftens stemme – men først, når han selv har fået nok af noget. Det er ham, der får dem videre ad flere omgange og bringer dem til det næste tableau, fristes jeg næsten til at kalde det. Og du har mange tableauer – flash backs til en lukket fortælling, der foregår på et ubestemt tidspunkt i deres fortid. Disse tableauer kunne egentlig fungere som små historier i sig selv. Hvorfor valgte du den form, og peger alle fortællingerne i samme retning?

Martin: Ja, det synes jeg. Det er Dalmatineren, der fortæller, men alle scenerne fra hans fortællinger er nedslag i beretningen om Uret og Dalmatinerens venskab og brud. Det er øjeblikke, der alle har deres egen logik og dynamik, men udfaldet af scenerne er afgørende for den samlede beretning. Hvert nedslag bringer os nærmere forståelsen af, hvordan Dalmatineren har oplevet sit liv.

Martin: Humoren spiller jo også en væsentlig rolle i Et satans arbejde. Det er jo uden tvivl også et bevidst valg. Overvejede du at skrive romanen uden humor? Det kunne være blevet en meget dyster skrækfortælling.

Amdi: Humoren var en del af fortællingen fra første linje, og jeg tænkte det aldrig som en mulighed at skrive den mere dyster, end den nu engang er. Med det sagt, finder jeg den faktisk i visse dele ret ubehagelig, på den måde, hvor latteren stikker i halsen. Humoren var en måde at gøre et meget ubehageligt emne spiseligt på, og jeg synes også, at den er med til at gøre alle romanens figurer mere menneskelige – fra Alias Haboryms vrede til Viktors naziglorificerende enetaler – fordi de også er lidt latterlige.

Amdi: Vil det så sige, at begge historierne er tragikomiske? Handler de om menneskets storhedsvanvid?

Martin: På en måde ja. Der er i hvert fald et meget tydeligt fokus på dårskab, som går igen i begge bøger. De bruger også begge det absurde som vej til fremstilling af uforløste drømme og potentialer, synes jeg. Det komiske kommer vel også ind gennem det faktum, at begge historier bøjer virkeligheden, så det absurde kommer tydeligt frem. Men ja, tragisk og komisk er ord, der beskriver begge bøger meget godt.

Tak for snakken, Amdi.

Amdi: I lige måde.

***

Jeg håber, at det har givet dig blod på tanden til at opsøge begge fortællinger. Jeg tror, at du vil føle dig godt underholdt i selskab med dem begge to.

 

Rama Rama Europa er udgivet på forlaget Kandor i 2020, og kan købes her.

Et satans arbejde er udgivet på forlaget Brændpunkt i 2019, og kan købes her.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Reklame: Bogforum ’18

Jeg tillader mig lille raklame på bloggen i dag. Min medsammensvorne skrivemakker Jacob Holm Krogsøe og jeg skal optræde med vores fælles roman Randvad til Bogforum i København om søndagen, d. 28. oktober, kl. 11:45. Amdi Silvestri skal styre slagets gang, og samtalen vil runde emner som overtro, mystik og horror. Måske vi også vil komme forbi min roman Thelema. Det bliver sikkert en underholdende snak, som jeg ser meget frem til. Skulle du være i nærheden, vil du være hjerteligt velkommen.

Jacob og jeg præsenterede Randvad i Aabenraa i aftes. Det var et godt og oplagt arrangement, og jeg må uden skam sige, at jeg gang på gang overrasket over, hvor godt folk har taget imod bogen. Det er sjovt, også når man i Aabenraa møder læsere, der normalt slet ikke er interesseret i horror. Jacob og jeg har i hvert fald fået blod på tanden i forhold til det videre samarbejde, som snart for alvor begynder igen.

På genhør

Martin

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogsamlerne: Janus Andersen

Så er det langt om længe blevet tid til endnu et indslag i den lille stafet, som jeg har startet på bloggen. Bogsamlerne kalder jeg stafetten, og her får folk fra genremiljøet lejlighed til at fortælle lidt om deres bogsamlinger, deres tilgang til bøger, til det at have bøger stående og måske endda til det at samle på dem. Senest har forfatter Amdi Silvestri sat ord på sin samling, og han har givet ordet videre til Janus Andersen. Selvom Janus, der fører pennen i dette indlæg, gør et nummer ud af at understrege, at han ikke er samler, så tror jeg, de fleste vil give mig ret i, at han har fået skrabet sig en ganske anseelig samling sammen.

Tankerne, han gør sig om denne samling, er fascinerende, og jeg forventer, at der er mange, som vil kunne nikke genkende til de faser, som Janus’ samlerliv har gennemgået over tid. Jeg genkender i hvert fald en del af mig selv i hans overvejelser.

Skulle du i øvrigt være i tvivl, er Janus en særdeles velkendt og vidende person på vores genrescene herhjemme. Han har bidraget indsigtsfuldt på en række fronter og skriver nu blandt andet på bloggen Superkultur, som jeg bestemt synes, du bør besøge, hvis du altså ikke allerede gør det regelmæssigt. Alt i alt er det dermed en fornøjelse at få bragt Janus’ ord og tanker her på Fra Sortsand.

 

***

Samlertrang

Af Janus Andersen

Hej, allesammen, jeg hedder Janus, og jeg er samler. Bogsamler, for at være mere præcis. Og, er det gået op for mig, mens jeg har forsøgt at skrive om det, en forfærdeligt dårlig bogsamler.

Men det vil jeg vende tilbage til. Lad mig starte ved begyndelsen:

Bøger har fulgt mig hele livet i en eller anden forstand. De er fysiske objekter, men også minder. Ikke bare om hændelser og historier, som måske/måske ikke har fundet sted, men også som fysiske reminders om egen historie. Det er gået op for mig, at det er derfor, jeg samler på bøger: jeg har en forfærdeligt dårlig hukommelse.

Janus Bjarke Andersen

Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg altid har haft en tendens til at samle: fra helt lille, hvor samlingen var så vagt defineret, at alt kunne være en del af den – Det her krabbeskjold? En perle i min samling. Den her plasticbil? Det samme. – til jeg blev lidt ældre, og samlertrangen indsnævredes omkring kulturprodukter: VHS, tegneserier, DVD, bøger, fanzines og lignende. Der har dog været et gennemgående element, kan jeg se: fantastikken. Allerede som barn indså jeg, at en historie har potentialet til at være mere spændende, når fortælleren kan slå sig lidt i tøjret og ikke er begrænset af, hvad der strengt taget er muligt – i en krimi ved du, at målet er at få afsløret morderen, men smid en telepat ind i plottet, og så er mulighederne pludselig legio. Prøver jeg at finde tilbage ved hjælp af bøgerne som mnemoteknik, støder jeg på titler som Telekattene og Mark Brandis – den ene lovede eventyr lige om hjørnet, mens den anden i barnlig logik lovede hardcore realisme (når nu forfatter og hovedperson hed det samme, hvordan kunne det så være andet?).

Det var uden tvivl titler, jeg opdagede på biblioteket. Senere blomstrede verden med de ting, jeg opdagede i den lokale byttebiks: som flere generationer af danske science fiction-læsere faldt jeg over Stig Vendelkærs bøger, og det bandt mig både til genren og til det at snuse mig frem til bøger.

Jeg tænker, at SVSF var med til at skabe bevidstheden om, at man kunne samle. Først hele serien, naturligvis, men derefter genren. For det kan godt være, at det er svært at finde afgrænsningerne i en fantastisk fortælling, men som samler er det netop rammerne, der er tiltalende: muligheden for at male helt ud til kanterne og skaffe alt det, der ligger inden for ens afgrænsning.

En del af de samlinger, jeg har startet, er visnede med tiden – medier er uddøde, pladsmanglen har talt, jeg har følt, jeg var blevet for gammel og så videre og så videre (og nu og da kan jeg stadig føle fortrydelse over hver og en af de halvformede samlinger, der har forladt mine hænder, for i nostalgiens lyserøse instagram-filter er de alle uendeligt smukke). Men én ting har dog fulgt mig hele livet: bøgerne.

Men begrænsningen på den samling har undergået en del transformationer gennem tiden. Fra “De få ting, jeg kan få i gave” over “Alt, hvad jeg falder over, som ligner, det ville falde i min smag” til en udkrystallisering, der holdt i mange år: dansk fantastik. Jeg tror, det var min samlertrangs blomstringsår – der, hvor alt synes muligt, og hvor jeg troede, at det var et mål, jeg kunne komme i nærheden af: al den fantastik, der er udgivet på dansk. Science fiction, fantasy, horror og alt der i nærheden. Det var en smuk tid, som betød, at vægten af mit personlige indbo steg kraftigt, og jeg fik en masse gode læseoplevelser.

Men bøger er som sagt både oplevelser og objekter, så jeg har altid både samlet og købt – samlingen er forsøget på at bygge noget komplet, at udfylde nogle rammer, mens det almindelige køb bare er bøger, jeg gerne vil læse. Nogle havner naturligvis i begge kategorier, men det er noget af det smukke ved en bog; den kan dække mange behov. Min største mangel som samler blev dog tidligt tydelig: jeg foretrækker at finde bogen. Det er altid hyggeligt at gå i en boghandel og købe en god, ny bog, og internettet blomstrede i mine unge år og gav da også anledning til købet af nogle titler, jeg ellers ikke ville have været i nærheden af – men den “rigtige” måde at få fat i en bog på vil altid være at finde den brugt. Den er billigere (forhåbentlig), den har noget historie, og det er en større bedrift. Det er ligesom at jage og slagte koen selv i stedet for at gå på Jensens Bøfhus.

Man kan ikke gå ind i en boghandler og finde bøger, der rammer samme perfekte blanding af nostalgi og samlertrang som gamle udgaver af Tarzan, Rumfart-serien, Planetbøgerne, Iskolde gys, Notabenes science fiction eller et hav af andre gamle serier. Eller: hvis du kan, så misunder jeg dig.

Jeg kan dog ikke lade være med at føle, at en “rigtig” samler burde have en klart afgrænset samling, burde gå hårdt efter at fylde den ud og burde holde stramt fast i det projekt.

Jeg fejler groft, fordi jeg hellere vil bladre gennem bøgerne i en genbrugs uden held end finde perfekte titler på en hjemmeside, og fordi jeg både køber af samlerbehov og af lyst – så en god del af de bøger, der fylder mine hylder i alt for mange lag, er “fordi jeg har lyst” snarere end “fordi jeg mangler den”. Jeg bøjer mit hoved i skam og indrømmer, at jeg for nylig så mig nødsaget til at rydde ud på hylderne – der var ganske enkelt ikke plads til at stable flere inden bagved, og ofrene blev i høj grad forskellige ungdomsromaner, som i høj grad hørte til samlingen.

Men hvor jeg må begynde at finde mig til rette til min nye identitet som dårlig bogsamler, må jeg dog holde fast i, at bøger er det perfekte objekt at samle på. De er grundlæggende oplevelser i fysisk form, så man får andet og mere end blot genstanden, men samtidig findes de i så mange forskellige afskygninger, at man kan vælge en afgrænsning af sin samling alt efter, hvad der passer én som person: Vil du samle en forfatter eller en genre eller et forlag eller noget helt andet? Går du efter førsteudgaver, autograferede udgaver eller billigbogsudgaver (åh, der er en særlig glæde over at finde f.eks. et nummer af Midnatsgyseren, som man ikke allerede ligger inde med)? Lige meget hvilken type samler du er, kan du vælge en afgrænsning af bøger, som vil passe til lige præcis dig. Og så kan de stables, så man kan altid more sig med at finde den perfekte konfiguration, der vil give plads til flere på hylden.

Alene tanken om alle de muligheder, der findes derude, giver mig lyst til at starte en ny samling. En rigtig samler holder sig til sit projekt, som sagt, men bøger er minder – og den letteste måde at skabe og fastholde nye minder er ved at finde og læse en god bog.

P.S. til billederne:

Jeg er gift med en bibliotekar, så jeg er ikke den eneste, der bringer bøger til huset. Stueetagen er biblioteket, omend der også står reoler på de andre etager – jeg har stået for størstedelen af bøgerne, mens hun har stået for udsmykningen, men hun foretrækker at have sine bøger fremme, så man kan se dem; det gør mig ikke så meget, at de står i stabler inde bagved, bare jeg ved, de er der. Måske er det et symptom på at være samlet.

Der er en overordnet inddeling, som hedder fantastik i forskellige størrelser, fantastik i paperbackformat (det er et vidunderligt format, som der kan stå tre rækkker af på en hylde), ikke-fantastik, faglitteratur og faglitteratur med forbindelse til fantastik. På andre etager findes der billedbøger og bøger i lidt for stort format. Men en nogenlunde alfabetisk inddeling gør det, at jeg som regel kan finde det, jeg leder efter… med en indsats.

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Dobbelt op! En kort reklamepause

På lørdag udkommer to bøger, som jeg har været med til at skrive. Min roman Thelema, der dykker ned i metafysikkens og magiens labyrint, og så Randvad, som jeg har skrevet sammen med Jacob Holm Krogsøe. Her er der tale om en mere traditionel spændingsroman, der leger med tid og upålidelige fortællere. Du kan tilmed høre Jacob og mig fortælle om begge bøger i samtale med Amdi Silvestri på Krimimessen på lørdag. Det bliver sikkert en underholdende snak.

Skulle du føle dig fristet, kan du tilmed forudbestille Thelema her og Randvad her.

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogsamlerne: Amdi Silvestri

For snart noget tid siden forsøgte jeg at få en ny serie løbet i gang her på bloggen. Bogsamlerne, en serie, hvor folk præsenterer deres bogsamlinger og skriver lidt om deres tilgang til det at samle og læse bøger. Fokus skal naturligvis ligge på genrefiktionen, for det er jo det, som Fra Sortsand handler om.

Nu er der endelig sket noget nyt. Den produktive og dygtige forfatter Amdi Silvestri har nemlig skrevet et engagerende og underholdende bidrag om sin bogsamling. Har du bare interesseret dig marginalt for vores hjemlige genrefiktion, vil du være bekendt med Silvestris navn og hans vidtforgrenede produktion. En produktion, der efterhånden er blevet så omfattende, at han udgiver opsamlinger. Han er tilmed formand for Dansk Horror Selskab (eller er det Horrorselskab?).

Det er næppe kun mig, der vil synes, Silvestris essay er spændende, og måske kan du genkende lidt af dig selv i hans tilgang til bøger? Uanset hvad, er du i godt selskab her, og det er derfor også med en vis tilfredshed, at jeg giver ordet videre til forfatteren.

***

Jeg elsker at bo i en brandfælde:

Science fiction, samlinger og sæd

af A.Silvestri

I min lejlighed på Nørrebro har jeg 55 reolhylder. 38 i stuen, 14 i biblioteket og tre i soveværelset. Det anede jeg ikke før jeg satte mig ned for at skrive dette indlæg. Reolerne er fyldt med bøger i alle afskygninger og alle genrer. Det er en regulær brandfælde. En gang for længe siden var der en art system i nogle af reoler. To reoler var til den fantastiske litteratur. En reol var til forfatterskaber. En helt anden til novellesamlinger, en tredje til gammel ungdomslitteratur og så videre og så videre. Nutildags er mit gamle system i kaos, men jeg er nu sikker på at ordene i bøgerne stadig har det helt fint.

Amdi Silvestri (født 1977)

Jeg er bibliofil på den måde, at jeg har svært ved at se bøger blive smidt ud. Når jeg går ned med skrald, tjekker jeg altid storskraldsrummet for at se, om der er blevet sat nogle små stakler ud, der har brug for et nyt hjem. En gang under en løbetur, hvor det stod ned i tove, fandt jeg en bog opslået midt på stien. Selv om den var tabt for al tid, lukkede jeg den, og lagde den på en bænk, der stod i læ under nogle bøgetræer. Det var Charlie Hotel Oscar Kilo af Majse Njor og Camilla Stockmann. Der var nok en grund til, at den lå der og flød. Det ændrede ikke på, at jeg reddede den. På samme måde (og med samme held) som når en bombesprængt soldat kæmper sig frem mod den ventede helikopter med sin afrevne arm på slæb.

Der er ingen tvivl om at jeg er samler, men den måde jeg er samler på, har muteret sig.

Min barndoms Lolland var et sted, hvor der to hundrede meter fra huset var en containerplads. På den stod en stor, blå container af jern, fyldt med skarpe søm, halve sække cement og det skrevne ord i form af bøger og tegneserier. Jeg stod på hovedet i den, og fandt lasede Kong Kylie-blade og et væld af bogklub-bøger uden omslag. I min erindring er det altid sommer, og støvet ligger rødbrunt i mit hår og på mine hænder. Jeg spytter brunt når jeg kommer hjem fra containeren med et læs, men det jeg husker klarest er tanken om en helhed. Hvis jeg fandt nummer 11 af noget, endevendte jeg containeren i håbet om at resten af serien var der. Det var en skatteøjeblik, et mysterium, elementer af én følelse. At ville en helhed. At have muligheden for at læse alt hvad der var. Intet var for småt til at samle. Intet var for laset til at beholde. Jeg var et sært barn, der med årene blev bedre til at smide ud. Dog holdt jeg fast i visse samlinger. Nærmere bestemt tre.

Den ene af dem var serien Galakse Bøgerne. De solgte sig under sloganet Spænding, gys, grin, science fiction og bestod af en noget i bakspejlet tilfældigt udvalgt række romaner og samlinger af noveller. Galakse Bøgerne tændte en sol i mig, og det var gennem dem jeg stiftede bekendtskab med forfattere som Ray Bradbury og Kenneth Ireland for første gang. Når jeg læser dem den dag i dag, må jeg nok sande at de ikke er ældet med ynde, eller også er det mig, der ikke er. Det ændrer ikke på, at jeg aldrig vil skille mig af med min næsten komplette samling. For mig er de et billede på en oprindelig kærlighed. På hvordan en livslang interesse for både det fantastiske og rædselsvækkende, og de korte former som novellen, opstod.

En anden serie jeg samlede med næsten religiøs omhu, var Stig Vendelkærs science fiction-bøger, der udkom i sluttresserne og halvfjerdserne. De var billigbøger, ryglimen var svag og forsidernes tryk havde det med at krakelere. Men indholdet! Det var horisontudvidende. Det var Clarke og det var Asimov, det var Simak og det var Pohl. Det var science fictions fædre og farfædre, der leverede den ene juvel efter den anden, og den dag i dag læser jeg stadig novellerne med lige så stor begejstring, for så mange af dem er plastiske. De forandrer sig i takt med at læseren gør, og historier jeg har læst 10-12 gange kaster nu nye betydninger af sig. Fortællinger, der ikke ramte mit 15-årige selv, rammer det nu 40-årige. Fortællingerne er ikke tidsløse, tværtimod er de meget et produkt af den tid, de er skrevet i. 50erne lever i bedste velgående i de fortællinger. Men essensen af dem er ikke bundet af tid. De fortæller om drømme og drivkraft, og bløder filosofiske tanker fra siderne til ens hud. Der er ikke noget helt som det.

I kølvandet på SV-serien, begyndte jeg at samle de andre opsamlinger. Hasselbalch science fiction, Kaleidoskop-serien, undervisningssamlingerne til skolerne, og den dag i dag tæller min samling af gammel paperback science fiction langt over 150. Det er ikke en hermetisk bevaret samling. Det er en jeg bruger, som jeg stadig læser, og jeg vil også tro at visse dele af den science fiction, jeg selv skriver, er påvirket af de gamle stemninger.

Den tredje samling er ikke en samling af serier, eller lignende. Den er en emne-samling, og det er den, der står på de tre hylder i soveværelset. Vi taler erotik, eller måske er det rigtige ord sex. Der er ikke noget porno, for det passer ikke ind i samlingen. Der er derimod masser af tegneserier. Fanny-serien, Eroticon-serien og en del arbejder af Varenne og Manara. Der er en stor bunke kunstbøger, om kroppen som medium, der er selvhjælpsbøger, psykologiske værker, erotiske klassikere og novellesamlinger. Alt muligt, der direkte relaterer til det erotiske og seksuelle. Jeg begyndte på samlingen som teenager, hvor min hjerne mere eller mindre bestod af sæd, og den er den eneste af mine samlinger, jeg den dag i dag aktivt arbejder på at gøre større. Jeg husker endda de to grunde til at jeg startede samlingen. Jeg ville udforske hvad sex var, og jeg ville være god til det. Mens jeg skriver den foregående sætning griner jeg lidt. Visse tanker og løfter bliver bare siddende. Jeg skal dog ikke gøre mig klog på, om nogle af tingene lykkedes.

Med de 55 reolhylder siger det sig selv, at jeg ud over samlingerne også har en masse andre bøger. Kan man kalde det samling ud fra volumen? Det ved jeg ikke. Hvis man kan, tæller min samling de første 2000 værker. Går man reolerne igennem, vil man opdage et meget stort spænd i både emner og forfattere. Det er ikke noget, jeg tænker over. Det er bare et udslag af at jeg som menneske synes de fleste ting som udgangspunkt er spændende. Jeg har dog i sidste par måneder fået lidt af en genvækkelse som læser, og det har jeg skrevet et par indlæg om på min egen blog. Før det begyndte jeg dog på en anden ting, nemlig at forære bøger væk. Hvis jeg læste en bog, eller faldt over en bog, og vidste, at alene det at eje det værk, ville gøre en anden person mere glad for bogen end jeg var, så sendte jeg det til dem. Jeg tror efterhånden jeg har gjort det med 25-30 værker, og det er fedt at se hvor lykkelige bøger gør folk.

Jeg er stadig samler, men fra at samle alt, samler jeg nu kun på noget. Jeg får ikke længere hjertebanken over at sende en bog videre i systemet. Jeg tror at det er blevet vigtigere for mig, at de få ting jeg samler, også virkelig er mig og gør mig glad.

Nu har jeg vist pludret længe nok. Jeg vil dog tillade mig at runde sagerne lidt af, med en flagrende tanke, der får lov til at slå sig ned her. Jeg elsker bøger for de historier de fortæller. Jeg elsker dem også for de mennesker, der har skrevet dem. Bøger kan på en helt unik måde lade dig som læser føre en samtale med et andet menneske. Din del af samtalen er de tanker du får. Forfatterens del er de ord, der står på siden. Når du har læst en bog til ende, har du hørt en anden persons tankesæt. Er det en god bog, vil det tankesæt påvirke dit eget. Det er jeg overbevist om.

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret