Tag Archives: Analyser

Douglas E. Winter, Stephen King. The Art of Darkness (1984): Kongen blev hyldet før han faldt

 

paperback-new-american-library-1986

Paperback, Signet 1986. Bogens anden, reviderede udgave

 

Douglas Winter er en vigtig skikkelse i 80’ernes genrehistorie, fordi han med stor ildhu kastede sig over at dokumentere den litterære gyserscene, som den tog sig ud på det tidspunkt. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor gys og gru fortsat var ekstremt populær, og familien af forfattere med mindst én skræk-bestseller i bagagen var voksende. Winter lagde imidlertid heller ikke skjul på, at hans største oplevelse med skrækfiktionen kom, da han i ’74, i et venteværelse, faldt over en novelle af en ”Stephen King”. Et navn, der var ham totalt ubekendt, men historien gjorde indtryk, og Winter gik på jagt efter mere. Og mere, det fandt han, for kun få måneder senere slog King igennem med debutromanen Carrie. Det blev startskuddet til en lavine af fiktion, som forandrede skræklitteraturens vilkår for bestandig, og Douglas Winter var med fra begyndelsen.

Winter skrev flere artikler og anmeldelser af Kings bøger i 70’erns anden halvdel, og efter et møde med forfatteren på en kongres blev det også til en form for venskab og arbejdsfællesskab. Winter fik nemlig lov til at lave en række timelange samtaler med King, der resulterede først i en lille biografi om King (1982) og efterfølgende bogen Stephen King. The Art of Darkness, der så dagens lys i ’84.

 

paperback-new-american-library-1986_bagside

Paperback, Signet 1986

 

Bogen er en lidt sær sammensyning af interview, biografi, litterær analyse og bibliografi. I de glade dage før internet og Google har bogen utvivlsomt været guld værd for Stephen King-samleren på jagt efter hans romaner og spredt publicerede noveller. I dag har den omfattende bibliografiske del af Winters bog desværre overlevet sig selv, og de fleste ville nok nu ønske, at der i stedet havde været et par kapitler mere med bogens andre aspekter, men det kan man jo ikke ændre på.

Fra første side er det tydeligt, at Douglas Winter elsker Stephen Kings værker, og The Art of Darkness er en lang og komplet ukritisk hyldest til Kings forfatterskab. Det gør bogen til en ganske ensidig affære, der har det dobbelte formål dels at udlægge Kings tekster for hans mange interesserede fans, dels at modgå den etablerede presses lunkne modtagelse af King. Winter går dermed til kamp for Kings litterære kvaliteter og demonstrer meget tydeligt, at der skam er alvorlige tematikker hos King, der i Winters univers sidestiller King med en skikkelse som eksempelvis Mark Twain.

 

douglas-e-winter-anno-1985

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

 

Jubelbegejstringen kender med andre ord ingen grænser, men Winter har blik for litterær analyse. Han formår derfor at trække de bedste og stærkeste elementer frem i forfatterskabet. Bogen er således interessant læsning, selv for den, der ikke har synderlig megen begejstring for Kings bøger, fordi Winter faktisk beriger forståelsen af King.

Mens Winter lægger vægtige argumenter for Kings litterære kvaliteter, kan man samtidig læse en række mildest talt problematiske udsagn fra forfatteren selv i bogens interview-dele. Her sammenligner Stephen King sin egen skrivestil med intet mindre end en Big Mac. Han ser sig selv som et brand, en stil eller et udtryk, som læseren præcis ved, hvad er. Hvordan Winter kan arbejde for Kings litterære status, når forfatteren selv tydeligvis bevidst sigter ganske lavt med sit arbejde, er lidt af en gåde for mig.

 

paperback-new-american-library-1984_1ed

Paperback, New English Library 1984. Bogens 1. udgave

 

King beskriver et andet sted sine bøger som hængekøjer, som læseren kan slænge sig i. Igen fornemmer man den komplette mangel på kunstneriske ambitioner hos King, der tydeligvis hellere vil omfavne og behage sine læsere med det, de forventer, end at udfordre dem med noget uventet. En anti-intellektuel og anti-kunstnerisk selviscenesættelse fra Kings side, som også vil være bekendt for den, der har læst hans Danse Macabre.

Winter får ganske enkelt ikke enderne til at mødes i sin bog, fordi alt ved King synes at modsige den litterære forfatterperson, som Winter gerne vil ophøje ham til. Men at King alligevel gerne selv vil ses i det litterære lys, kunne måske ligge antydet i nogle af hans mere ambitiøse bøger (eksempelvis The Stand og It), men det er gætværk fra min side og under alle omstændigheder irrelevant, fordi Kings bøger i min verden er og bliver den Big Mac, han sammenligner sig selv med.

 

stephen-king

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Winters fascination af King og bogens udgivelsestidspunkt er også interessant at se nærmere på. The Art of Darkness udkom, som sagt, i 1984, og på det tidspunkt gik Kings kurs stadig mod stjernerne. Han havde udgivet stort set alle de romaner, der i dag betragtes som hans hovedværker, og King var for længst blevet et verdensomspændende synonym for horror.

Det fører Douglas Winter til, i et lille efterskrift, at filosofere over, hvad fremtiden mon vil bringe for King. Winter er ikke i tvivl om, at der ligger store ting ude i horisonten, men her skulle han vise sig at tage fejl. Der lå ikke store ting i vente, snarere det modsatte. Der kom bare mere af det samme, og Kings forfatterskab overlevede ikke 80’erne med kreativiteten i behold. Ved indgangen til det nye årti – 90’erne – var han blevet en forstenet dinosaur, der var blevet overhalet af yngre, kreative kræfter på skrækscenen. Kings bogsalg gik fortsat fint, men hans popularitet har været faldende lige siden storhedstiden i 80’erne.

 

 

paperback-plume-1986

Paperback, Plume 1986

 

Douglas Winters bog er først og fremmest et tidsbillede af Stephen King på toppen, da han enerådigt regerede skrækscenen. Et billede på den entusiasme og friskhed, som en generation af læsere oplevede, da de mødte værker som The Shining og ’Salems Lot for første gang. Den begejstring er bestemt ikke uberettiget eller ubegrundet, men Kings momentum forduftede hurtigt, mens han sled sig op på tusindsiders romanfortællinger. Winters bog er derfor et bittersødt gravskrift; en lettere løgnagtig ligprædiken, der pynter på Kings forfatterskab ved at ignorere alt det, der umuliggør at måle hans bøger på den kunstneriske vægt, som Winter gerne vil anbringe King på.

Man taler ikke ondt om de skindøde.

 

paperback-new-english-library-1989

Paperback, New English Library 1989

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Mathias Clasen, Monstre (2012): Famlende og meget lidt overraskende

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Jeg har fulgt Aarhus Universitetsforlags opfordring og brugt lidt tid på en tænkepause i selskab med Mathias Clasens Monstre. Noget der ikke ligefrem blev et begejstret bekendtskab, selvom bogen da helt sikkert stimulerede til eftertanke og derved til fulde levede op til tænkepause-seriens formål.

Før jeg går videre, må jeg hellere slå to ting fast. For det første aner jeg ikke ret meget om genetik og hjerneforskning. Blandt kulturhistorikere i bred forstand blev hjerneforskningen et populært turn i det nye årtusinde, og den naturvidenskabelige afsmitning kan følges langt ind i tidens humanistiske studier. Clasens arbejde indskriver sig dermed i en bredere bølge, der eksempelvis også berører den ritualforskning, som jeg selv blandt andet har en baggrund i.

For det andet måtte jeg under læsningen løbende minde mig selv om, at Monstre er et populærvidenskabeligt destillat af Clasens ph.d.-afhandling og dermed ikke i sig selv en videnskabelig publikation. Den lille bog har et andet sigte end den egentlige afhandling og vil nødvendigvis fremstå mindre velargumenteret, end afhandlingen forhåbentlig gør. Nu er det imidlertid Monstre, som jeg har læst, og derfor også den tekst som jeg gerne vil rejse nogle indvendinger imod.

Mathias Clasens udgangspunkt er spørgsmålet om, hvorfor vi ser, skriver og fortæller gysere. Hvad er det, der gør, at vi frivilligt bruger tid på at lade os skræmme? Det spørgsmål er ikke nyt, og Clasens svar er grundlæggende heller ikke nyt, selv om han giver det en for tiden populær indpakning. Det har været en udbredt forestilling, at gysets rødder kan føres tilbage til en urmenneskelig tilstand, hvor det fortalte gys var en form for sansetræning, der skærpede vagtsomheden i en verden domineret af vildsom natur. Det nye, Clasen gør, er at koble denne ældre forklaringsmodel med hjerneforskningens resultater.

Jeg vil på ingen måde anfægte, at vi genetisk er disponeret til forestille os situationer og muligheder, der kan udløse en emotionel reaktion. Det kan vel heller ikke udelukkes, at gyset rent faktisk har været brugt, som Clasen postulerer det blandt fortidsmennesker. Det ved jeg ikke noget om, og det er der vel heller ikke nogen andre, der kan afgøre med nogen form for sikkerhed.

Ligegyldig om man accepterer Clasens påstand eller ej, må jeg imidlertid konkludere, at hans hypotese forklarer meget lidt, hvis man interesserer sig for horrorgenrens historie. Han viser, at vi er genetisk disponeret til at reagere på bestemte faresignaler, uden at han er i stand til at forankre denne konklusion erkendelsesmæssigt eller genrehistorisk i det gotiske felt, han undersøger. Det betyder, at Clasens argumentation mildest talt virker slingrende i den gennemgang af et par arketypiske skabninger som eksempelvis vampyren og zombien, vi finder i Monstre.

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Som sagt er det et problem at forstå, hvad Clasen egentlig vil med sin konklusion. Han præsenterer sit genetiske argument som et trylleslag, der vil forandre vores syn på gysets natur. Det fremstår, som om han ved hjælp af sin kognitive-nøgle er i stand til at jævnføre følelsen af gru på tværs af tid og rum. Men er det helt så enkelt? Finder der ikke en kulturel skoling af vores følelser sted? Følelserne bor uden tvivl i vores DNA, men måden, de udtrykkes på, sker gennem sociale koder, der skifter over tid og sted. Man kan derfor kun med stor varsomhed diskutere følelser og emotionelle reaktioner i en historisk kontekst.

Om Bram Stokers Dracula skriver Clasen friskt på s. 44, at romanen er ”dybt forankret i historisk betingede ængsteligheder”. Med mindre man tror på særligt universelle problemstillinger og forhold i mennesket, er alt vel betinget af specifikke historiske omstændigheder, som vi ikke kan løsrive os fra. Det vil sige, at vi heller ikke uden videre kan sammenligne fænomener, der ellers på overfladen kunne synes ens.

Når Clasen eksempelvis gennemgår vampyrmytens transformationer fra østeuropæisk folklore til Stephenie Meyers blodsugere, og hæfter sig ved de skiftende betoninger af monstret over tid, sker det helt uden blik for den mangel på sammenhæng, der er i brugen af vampyrfiguren. Man kan jo i virkeligheden ikke tale om en stabil vampyrmytologi, men nærmere om en vedvarende genopfindelse af et motiv baseret på en håndfuld faste ingredienser. Og hvorfor denne gennemgang af vampyrmyten i det hele taget. Hvad er det Clasen vil fortælle os ved at optrevle en velkendt transformationshistorie?

Dybest set sidder jeg tilbage med en følelse af undren over bogens projekt. Det er klart, at Clasen vil hævde, at vi er disponeret til at opdigte monstre, fordi vi er skabt til at gøre det, men hvad har det at gøre med den gennemgang af velkendt genrehistorie, som han trækker os igennem? Der er i sig selv intet nyt i det, Clasen skriver om monstre.

Der sker et skred i teksten fra skildringen af den genetisk betingede oplevelse af horror til brugen af gys i den moderne kultur. Det skred sker i det øjeblik, Clasen begynder at fortælle, hvordan monstret er anvendt i de enkelte film og romaner. Altså hvad monstret betyder i filmen og teksten – ikke hvorfor det skræmmer. Clasen laver analyser af teksterne og påviser monstrenes allegoriske muligheder, men det har intet med hans udgangspunkt at gøre. Faktisk undergraver det vel hans argument, fordi han viser, hvordan monstret konceptuelt er blevet en løsrevet metafor, der kan bruges til hvad som helst uden nødvendigvis at ville skræmme. Dette væsentlige erkendelsesteoretiske og æstetiske perspektiv forpasses helt i bogen.

Mathias Clasen

Mathias Clasen

Endelig må jeg også beklage, at Monstre bliver en sært enøjet fremstilling, fordi der fokuseres entydigt på gyset. Hvis Clasens fremstilling skulle virke overbevisende, ville han vel være nødt til sammenstille gyset med andre følelsesmæssige reaktioner som forelskelse, lyst, had, glæde osv. Begrænsningen skyldes sikkert det tids- og pladsmæssige forhold, der gør sig gældende for en ph.d.-afhandling, men måske det også vil sige, at der er blevet slået et for stort brød op?

Som det fremgår, er jeg ikke ret glad for bogen. Faktisk irriterede den mig, og den fjollede friskfyrstone, som den er skrevet i, er sådan set bare prikken over i’et. Skal formidling være kæk for at sælge? Det er glædeligt, at der bliver arbejdet med gyset akademisk. Det er ikke et specielt opdyrket felt herhjemme, hvilket er en skam. Efter at have læst Monstre må jeg konkludere, at der fortsat er god plads til at gøre spændende studier.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion