Dan Simmons, Carrion Comfort (1989): Psykisk vampyrterror

Paperback, Headline 1990. som sædvanlig oplyser Headline ikke, hvem der har skabt forsiden

Jeg synes, at Dan Simmons er en lidt sær størrelse i genrefiktionen. Han har skrevet den formidable skrækroman Song of Kali (1985) og den særdeles underholdende SF-roman Hyperion (1989), men samtidig har han også skrevet ganske forfærdelige ting. Ting så skrækkelige, at jeg har svært ved at tro, at det er samme mand, der står bag.

Sagen er den, at Simmons i høj grad skifter stil, tematik og udtryk fra bog til bog. Det gør naturligvis, at han er lidt af en hamskifter, som aldrig står stille. I hvert fald hvad indholdet angår, for Simmons er stilistisk altid til den svulmende, pyntede side, og hans psykologiske portrætter typisk en anelse entydige. Når Simmons er bedst, bliver disse slagsider af mindre betydninger, men i andre af hans projekter kommer skavankerne tydeligt frem, som det eksempelvis sker i den næsten ulidelige Summer of Night (1991); en bog jeg også snart skriver om her på bloggen, så ikke mere om den nu.        

Paperback, Headline 1990

Carrion Comfort er på mange måder en klassisk Simmons’ bog. Det er en konceptuelt skarpskåren roman med tydelige genrereferencer og idéer, der viser, at Simmons loyalt går ind i de genreuniverser, han arbejder med. Carrion Comfort er også en lang roman, som tillader Simmons at komme ganske vidt omkring i et omfattende persongalleri, der kronologisk strækker sig fra Anden Verdenskrig og frem til bogens nutid (midten af 80’erne).

Handlingen er, kort fortalt, at en gruppe ”psykiske vampyrer”, der lever af frygt og smerte, har arbejdet bag facaderne i umindelige tider. Her, fra skyggerne, har de påvirket såvel storpolitik som møder mellem mennesker i det små. Vampyrerne holder sig unge ved at optage den smerte, de forvolder, og for mange af vampyrerne er deres gerninger blevet en form for leg, hvor de dyster om, hvem der kan påføre verden de mest chokerende og overraskende lidelser, uden at dette naturligvis blive opdaget af de dødelige. For det er selvfølgelig idéen med det hele; vampyrerne driver deres uvæsen i det skjulte, selvom mange af dem lever fuldt offentlige liv. En af bogens vampyrer er en fremtrædende embedsmand, en anden er TV-prædikant, en tredje filmproducent i Hollywood og så fremdeles. Det var således vampyrer, der stod bag mordene på Lennon og Kennedy, og vampyrer, der mere eller mindre har stået bag alle andre ubehagelige og uhyrlige ting, som vi kender fra den nyere historie.

Dan Simmons (født 4. april 1948)

Det gælder dermed også Anden Verdenskrig, eller rettere Nazisternes massemord. Netop det er omdrejningspunktet for Carrion Comfort, fordi bogens bærende protagonist er den aldrende, jødiske psykolog og universitetsmand Saul Laski. Som ganske ung blev Laski interneret med sin familie i en udryddelseslejr, og her, midt i al gruen, møder Laski en SS-officer, der er langt værre end alle andre. Faktisk er mødet med denne officer næsten overnaturligt, fordi han overtager unge Laskis sind med en form for tankekontrol og tvinger den stakkels knægt til at deltage i et skakspil, hvor brikkerne er jøder, der kæmper for livet på spilbrættet. På mirakuløs vis lykkes det Laski at undslippe dødsspillet, men oplevelsen præger selvsagt Laski resten af livet, og som en anden Simon Wiesenthal bruger han efter krigen sin tid på at jagte denne officer, han er overbevist om ikke er død.

Vejen ind i fortællingen bliver da også, at Laski, nu som aldrende mand, genkender denne officer og begynder at forfølge han, hvilket gradvist fører ham og en spraglet gruppe medhjælpere ud i åben kamp mod de vampyriske bagmænd.

Hardcover, Dark Harvest 1989. Romanens 1. udgave

Som sagt er Carrion Comfort på mange måder en klassisk Simmons-roman. Genremæssigt låner han en del fra skræklitteraturen her, men bogen er først og fremmest en technothriller, der lader sine hovedpersoner udkæmpe en kamp mod system i bedste David-og-Goliat-stil. Vampyrerne sidder på magtapparatet, men trods deres enorme indflydelse kan de ikke kontrollerer alt, og vores hovedpersoner får bl.a. hjælp fra Mossad og en bande sorte fra slummen.

Til sammen udgør alt dette en omtrent underholdende roman, som måske er en smule længere, end historien kan bære, men Simmons har fået sprøjtet så meget spænding og ramasjang ind i historien, at man nysgerrigt læser videre for at se, hvordan det hele ender.

Paperback, Warner Books 1990

Så langt så godt. Jeg har imidlertid alvorlige problemer med selve bogens underliggende tematik, som desværre ikke er helt klar. Hvis man kaster sig ud i fortolkningernes overdrev, kan man måske læse Carrion Comfort som en magtkritik eller en lettere paranoid, konspiratorisk forestilling om grå mænd, der styrer vores verden og virkelighed – altså ”the masters of war”, som Dylan bl.a. synger om. Den tolkning når man langt med, men problemet er bare, at det eksempelvis bliver uklart, hvordan Simmons’ lettere idyllisk fremstilling af staten Israel passer ind i dette. Han portræt af magt og magtanvendelse er dermed langt fra entydig, og egentlig kritik kan der derfor heller ikke være tale om.

Mine problemer med handlingen er imidlertid større, hvis man går knap så langt ind i fortolkningen og blot registrere handlingens umiddelbare lag. Her får vi præsenteret disse tanke- og kropskontrollerende vampyrer, der driver deres uvæsen i verden og i virkeligheden er roden til alt ondt. Præcis det er for let og for ufarligt. Idéen er naturligvis sjov, men konsekvensen er, at Simmons får fraskrevet mennesket alle destruktive tendenser. Al ”ond” agens bliver flyttet over i vampyrerne, og menneske fremstilles som relativt uskyldige ofrer, der ufrivilligt lader sig lede gennem tankekontrol. Præcis det er for slapt. Det er det nøjagtigt omvendte af den misantropi, som Simmons udtrykker mesterligt i Song of Kali, og det bliver en nærmest irriterende, blåøjet næstekærlighed, der trods bogens store mængder vold og blod, gør det hele til en form for fraværende, social eskapisme.

Paperback, St. Martin’s Griffin 2009

Bogens koncept irriterer mig med andre ord ganske voldsomt, fordi det er for pjanket at bruge vampyrer som syndebukke for vores handlinger og problemer. Idéen, som plot, er kanske underholdende tænkt, men i praksis bliver det for uforpligtende og tandløst. Jeg vil have min skrækfiktion og min technothriller indhyllet i sort kynisme og grim ærlighed, der udstiller vores menneskelige svagheder og fejl; og særligt for technothrilleren må magtapparatets undertrykkende vold ikke skubbes til side og reduceres til noget udefrakommende eller distanceret. Vampyrerne er ikke overnaturlige monstre, de er mennesker af kød og blod.

Paperback, Quercus 2010

Onde japanere og djærve amerikanere

Battle Cry, november 1960

Ser man på den amerikanske pulplitteraturs sølvalder, er det interessant at notere sig, hvor stor en rolle japanere spillede som fjendebillede i 50’erne og 60’erne. Det er faktisk overraskende på flere punkter, men den væsentligste er nok den, at vi fra et eurocentrisk perspektiv ofte overser, hvor stor betydning kampene i Stillehavet havde for amerikanerne under Anden Verdenskrig. For os, var Stillehavet en fjern arena, som automatisk blev tilskrevet sekundær betydning i forhold til alt det, der udspillede sig i Europa.

Wings, marts 1944

For professionelle historikere har Stillehavskrigen naturligvis været nærværende hele tiden, men pulpmagasinerne tillader os rent faktisk også at få et glimt af de åbne sår, som stadig sad på den amerikanske befolkning ganske længe efter, at Anden Verdenskrig var afsluttet. At der så samtidig også opstod nye krigssituationer i Østen, der holdt disse kulturelle sår åbne, har naturligvis forlænget krigens eftervirkninger og gjort, at billedet af ”den onde japaner” kunne suppleres med andre asiatiske folkeslag.

Stag, juni 1963

Japaneren indtager imidlertid afgjort hovedsædet, hvilket betyder, at man i de amerikanske pulpmagasiner og pulpudgivelser ser ganske mange fortællinger dedikeret til kampen mod japanere, der skildres som ekstremt afstumpede og onde individer.

Amazing Stories, september 1942

Det er ligeledes sjovt, så meget japanerne fylder i forhold til eksempelvis fjenderne på den anden side af jerntæppet. Kineserne optræder også i pulpens verden, man slet ikke i samme omfang, der samme gør cubanerne eksempelvis heller ikke. Faktisk overgås japanerne kun af karikerede fremstillinger af russere og nazister.

Stag, juli 1964

Her er sagen da nok også den, at japanerne var en overstået trussel, der kunne henlægges til en ufarlig fortid, mens kommunisterne var en aktuel trussel, som man skulle træde en smule mere varsomt med at fremstille. Samtidig var mindet om den japanske fjende stadig i så frisk erindring i 50’erne og 60’erne, at man kunne give sit fjendebillede hele armen og udmale japanerne i den ene uhyrlige og absurde situation efter den anden og være sikker på, at de stereotype og racistiske fremstillinger ville finde genklang hos pulplæsernes fordomme.

Real Men, oktober 1963

Der udspillede sig således en racistisk kamp på pulpmagasinernes forsider, hvor stolte amerikanske unge mænd (og kvinder) kæmper mod nedrige japanere, der tydeligvis er helt blottet for enhver humanitet. Hvis vi skal forstå pulpmagasinernes verdenssyn, havde USA naturligvis en lang række af sådanne fjender, og landet var dermed underlagt en form for belejring, som dog var dømt til at fejre på grund af det amerikanske folks heltemod. Sådan er logikken i hvert fald i 50’erne og 60’ernes mandeblade og krigsromaner.

Paperback, Star Books 1967

Den type billeder, som vi ser i indlægget her, mistede gradvist deres popularitet i takt med, at Vietnamkrigen blev et stadigt større problem for den amerikanske befolkning. Til sidst forsvandt de helt og overlod krigsforsiderne til de gamle, tyske nazister, som stod tilbage som alemgyldigt fjendebillede for alting amerikansk og godt her i verden. Senere vendte japanerne tilbage som fjendebillede, men nu i form af en merkantil og kulturel trussel, men det er en anden historie.

Paperback, Pocket Books 1966

Paperback, Pocket Books 1963

Paperback, Panther Books 1965

Paperback, Panther Books 1958

Man’s Magazine, januar 1962

Man’s Adventure, januar 1965

Man’s Action, maj 1965

Man’s Action, december 1962

Liberty, april 1944

High Adventure, juni 1958

For Men Only, november 1960

Escape To Adventure, november 1962

Battle Stories, april 1943

Argosy, februar 1943

American Sky Devils, januar 1943

American Sky Devils, april 1943

 

 

F. Paul Wilson, The Keep (1981): Heil til den dæmoniske vampyr

Paperback, Berkley Books 1982. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

The Keep er et stykke klassisk skrækfiktion fra 1980’ernes begyndelse, der var med til at sætte tonen for et nyt årtis bud på horror. Wilson havde allerede skabt sig et navn i slutningen af 70’erne, men The Keep er ubetinget bogen, der cementerede hans status som en prominent aktør på genrescenen. Romanen blev et hit blandt læserne, og Wilson har efterfølgende haft svært ved at slippe fri af bogen, der udviklede sig til en serie på seks bind, hvoraf det seneste (Nightworld) udkom tilbage i 1992.

Man bemærker da også straks, at The Keep ikke er nogen helt almindelig skrækroman. Handlingen udspiller sig i Rumænien i 1941 blandt tyske soldater. Tyskerne har besat en middelalderlig borg i Karpaterne, hvorfra de kan bevogte et stort området. Da vi kommer ind i handlingen, er der begyndt at udspille sig mystiske ting på stedet. Nogen eller noget slår soldaterne ihjel, og SS-officeren Eric Kaempher udkommanderes til at få styr på sagen. Kaempher er en ambitiøs mand med drømme om at stryge til tops i Nazi-partiet, derfor må sagen i Rumænien løses effektivt. Let bliver det bare ikke, fordi Kaempher hurtigt indser, at noget nærmest overnaturligt synes at husere på stedet. Til sidst må han kalde på assistance fra den dødeligt syge jødiske (sic!) historiker Theodore Cuza, der er specialist i egnen og borgens historie.

Francis Paul Wilson (Født 17. maj 1946) i begyndelsen af 80’erne

Vi aner naturligvis, at det må være en slags vampyr, der spøger i borgens skumle kamre. Helt så simpelt er det bare ikke, for der er snarere tale om en form for ældgammel dæmoniske skabning, der faktisk er selve kilden til vampyrmyten, som vi kender den. F. Paul Wilson føjer endda et episk element til historien, ved at introducere en udødelig kelter ved navn Glaeken, der siden tidernes morgen har bekriget den dæmoniske skabning. Faktisk var det denne Glaeken, der i sin tid fangede skabningen og låste den inde i klippen, hvor borgen står. Nu har nazisterne uforvarende vækket dæmonen til live; Glaeken vågner derfor også op til dåd igen og må rejse til Rumænien, hvor lys og mørke kan tørne sammen nok engang.

Der er noget helt formidabelt ved rammen omkring fortællingen i The Keep: En dyster borg med alle de gammelkendte gotiske troper, antydninger af den Bram Stokerske vampyrmyte og nazister som hovedpersoner. For en god ordens skyld iblandes der endda lidt forvirrede referencer til den såkaldte ”Cthulhu mythos” med ind i historien. Til sammen danner det en forfriskende skæv iscenesættelse, der afgjort fanger opmærksomheden fra første side. Navnlig takket være det nuancerede portræt af nazisterne, der ikke er gengivet som de sædvanlige endimensionelle skurke, føjer Wilson en original dimension til sin bog.

Hardcover, William Morrow 1981. Romanens 1. udgave med ganske fint grafisk forside

I de første kapitler, hvor navnlig borgen og borgens persongalleri skal introduceres, foregår der et spændende spil med læseren, hvor Wilson antyder en masse, som vi tror, vi kan genkende, men samtidig opererer han med så mange uforklarligheder, at vi alligevel ikke kan gennemskue, hvad der rent faktisk foregår. Som et nyt bud på den moderne vampyrmyte er The Keep derfor også sjov, fordi det rent faktisk lykkes for Wilson at udnytte Stokers Dracula til noget selvstændigt, som måske nok er genkendeligt, men dybest set slet ikke har noget med vampyrfiguren at gøre.

Desværre, og jeg mener vitterligt desværre, udfolder Wilson ikke sin historie med samme originalitet som fortællingens ramme. Da først bogens miljø og aktører er introduceret,m synker The Keep ned i en helt ordinær, pulpet grød, der på den mest banale facon beskriver kampen mellem godt og ondt. Den udødelige Glaeken trasker op til borgen og klarer ærterne, alt imens han har tid til at kissemisse med den aldrende professor Cuzas smukke datter, der selvfølgelig også er rejst med op til borgen. Historien kører på skinner med ekspresfart mod den lykkelige slutning, der naturligvis skal være der.

Hardcover, New English Library 1982

Det uinteressante sprog og den lettere svulstige dialog gør ikke meget for at forbedre indtrykket af en visionsløs og æstetisk fattig roman, der eksempelvis ikke har modet til lade en af nazisterne optræde som den forløsende figur, der kan nedlægge dæmonen. I stedet har Wilson brug for den ”gæliske” eller anglo-amerikanske frelser, der kommer og ordner problemerne som et sindbillede på den amerikanske befrierfigur under Anden Verdenskrig, der ligeledes kom europæerne til hjælp. Præcis dette kaster et patetisk skær over romanen, fordi den ikke tør udfordre sine læsere.

Trods mine indvendinger imod bogen, er der ikke nogen tvivl om, at The Keep er lettilgængelig og ganske ukompliceret. Dette, sammen med bogens miljø, er sikkert grundene til romanens stjernestatus. Romanen er da også ganske sjov læsning, fordi den er en af de bestsellere, der var med til at formulere en form for gys, der lå langt fra King-skolens gru. Genrehistorisk er The Keep ikke ligefrem et uomgængeligt værk, men den illustrerer fint det skifte, der begyndte at ske i 80’erne, som søgte tilbage mod pulplitteraturen og langt mere løsslupne historier uden tungt fokus på den hverdagsrealisme, der havde præget meget af 70’ernes horror.

Paperback, Berkley Books 1983

The Keep står dermed også som en af de ærgerlige skrækromaner, fordi den kunne være så meget bedre end den er. Det er en bog, som jeg virkelig gerne ville kunne holde af, og jeg har faktisk læst den tre gange nu, fordi jeg håbede, den pludselig ville vise sig at vinde noget, som jeg ikke havde opdaget tidligere. Sådan er det bare ikke, og der er derfor heller ikke andet for end at glædes over de ting interessante ting, som romanen faktisk indeholder i stedet for at ærgre sig over alt det spildte potentiale, som dybest set kendetegner Wilsons episke gotik.

Paperback, New English Library 1983

Paperback, Tor 2000

Paperback, Tor 2006

Paperback, Tor 2010

 

Genrefiktion eller exploitation?

Paperback, Scripts Publications 1971

Der findes litteratur, der går til kanten og videre. Litteratur, der først og fremmest forsøger at levere et så chokerende indhold, at læseren ganske enkelt ikke kan lade være med at købe flere bøger af samme slags for at få sin nysgerrighed og fascination styret. ”Exploitation fiction” kalder man den slags på engelsk – jeg tror ikke, vi har et navn på dansk. En term, der vækker associationer til filmens verden, men som i virkeligheden dækker over al den litteratur fra før Anden Verdenskrig, der bevægede sig i udkantgen af pulpmarkedet og forsøgte at lokke læsere til med ekstremt indhold. Altså præcis samme strategi som filmfolk senere begyndte at bruge. Den type bøger findes da også afgjort endnu, men deres første storhedstid lå altså for en hel del årtier siden.

Paperback, Scripts Publications 1974

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan man kan definere denne exploitation-fiktion. Den optræder inden for alle genrer og former, men vi er alligevel sjældent i tvivl, når vi møder den. Eller er vi? Personlig smag og behag synes også at spille med ind, så hvad der er den enes grovkornede underholdning, bliver den andens exploitation – altså rendyrket, kommerciel udnyttelse af meget voldsomme elementer; ekstremt blodige mord, porno, tortur og så fremdeles.  

Paperback, Scripts Publications 1974

Et godt eksempel på litteratur, der udfordrer vores genredefinitioner, er forlagspseudonymet John Slaters ekstreme krigs- og vildmarksberetninger, hvis forsider har fundet et perfekt talerør igennem Col Camerons fabelagtige og nedrige billeder, som du kan se i dette indlæg.

Paperback, Scripts Publications 1973

Slaters romaner opfylder overfladisk betragtet alle krigs- og vildmarkslitteraturens troper, men dykker man ned i substansen, bliver det tydeligt, at bøgernes dramaturgi er bygget op omkring situationer, der indeholder tortur, sex og vold. Plot og historiefortælling træder dermed i baggrunden for det, der synes at være bøgernes egentlige anliggende.

Paperback, Scripts Publications 1972

Nuvel, man kan kalde Slaters bøger krigslitteratur, og man kan kalde det pulp, men i virkeligheden synes exploitation som den eneste dækkende betegnelse. Faktum er, at de voldsomme bøger stadig har en stor tiltrækningskraft – ikke mindst på alle elskere af gammelt skrammel fra populærkulturens store losseplads.

Paperback, Scripts Publications 1972

Ikke mere sniksnak. Kast et blik på Col Camerons forsider og nyd absurditeterne i fulde drag,

Tak for ordet.

Paperback, Scripts Publications 1971

Paperback, Scripts Publications 1971

Paperback, Scripts Publications 1968

 

Paperback, Scripts Publications 1967

 

Paperback, Scripts Publications 1967

Paperback, Horwitz 1966

Paperback, Horwitz 1966

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1965

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Horwitz 1962

I krig og pulp: Gil Cohens forsider

Male, maj 1967

Når man ser på mandemagasinerne fra 1950’erne og 60’erne, så fylder krig og kamp en hel del. Det samme gør sex, og sex og krig bliver derfor også kombineret på utallige måder. En af mestrene, som formåede at indfange spænding, erotik, gru og tempo, var veteranen Gil Cohen. Om nogen er han manden, der har skabt især 60’ernes militære pulpforsider – for ikke at nævne hans forsider til tidens actionromaner, der naturligvis kun udkom i paperbackformat. Et format, der hans blev hans primære arbejdsplads, da mandebladene gradvist ændrede format og gik bort fra malede forsider i 70’erne.

Stag, oktober 1968

Hans nøjagtige, forstærkede realisme gik rent ind hos bladkøberne og det selvsamme har gjort hans originale billeder til eftertragtede samlerobjekter. De indfanger en på en gang løssluppen og humoristisk tilgang til forsidernes dramatiske begivenheder; samtidig er der også nok ulmende trusler og løfter om forbudne frugter i billederne til, at de får en snert af den pikante stemning af ”snavs”, som bladene gerne ville frembringe.

Battlecry, december 1958

Gil Cohen hverken opfandt sin stil eller forsidernes indhold, men han var en af genrens fremmeste udøvere, og jeg vil mene, at kun få har malet onde, liderlige nazister så fint, som Cohen fik dem skildret. Præcis den type billeder har måske knap så høj kurs blandt samlere i dag, der foretrækker hans nostalgiske skildringer af soldaterliv under navnlig Anden Verdenskrig og Koreakrigen, men hos mig er det de sære, grovkornede optrin, som har størst charme.

Stag, november 1968

Hvad du selv mener om Gil Cohen, kan du få afgjort her, hvor et lille udvalg af hans enorme produktion fejres. Så spring i uniformen og dyk ned i Cohens tempofyldte verden.

For Men Only, august 1958

Stag, januar 1965

For Men Only, juni 1963

Stag, august 1967

Gusto, februar 1958

Real Men, oktober 1966

Male, februar 1965

Real Men, februar 1968

Male, januar 1965

Paperback, Pinnacle Books 1978

Man’s Adventure, april 1966

Paperback, Pinnacle Books 1975

Man’s Adventure, september 1965

Paperback, Pinnacle Books 1972

Man’s Story, oktober 1967

Paperback, Harlequin Enterprises 1982

Man’s World, august 1961

Men, december 1967

Men Today, maj 1966

Men, april 1967

Men Today, marts 1968

Gil Cohen i nyere tid foran sit maleri “We Guide to Strike”

 

Philip K. Dick, The Man in the High Castle (1962): Historien som produkt

Paperback, Berkley Books 1983. Forsidens skaber er ikke oplyst

Mystikeren Philip K. Dick udsendte sine feberfantasier i en forrygende fart, og set retrospektivt kom hans fysiske og mentale sammenbrud, der afsluttede Dicks karriere på et bekymrende lavpunkt, måske ikke helt uvarslet. Under det veldokumenterede øjeblik i Metz i 1977, da han på en SF-convention læser sit fabulerende, metafysiske manifest op, tørnede verdenerne endegyldigt sammen omkring forfatteren, der aldrig efterfølgende blev sig selv igen. Fiktion og religion, vision og psykose smeltede sammen til et trist mareridt.

Alt det lå imidlertid langt ude i fremtiden for Dick, da han i 1962 kunne udsende et af sine første store mesterværker. Romanen The Man in The High Castle er nemlig ubetinget et af Dicks mest subtile og raffinerede arbejder. Et værk, der i øvrigt ifølge Dick selv tærede betydeligt på ham, fordi hans afdækning af nazismen bragte ham dybt ind i den form for totalitære tankegang, der skræmte ham så meget.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982) fotograferet i 1962 til romanens bagside

Historien foregår i 1962 og har som præmis, at tyskerne og japanerne vandt Anden Verdenskrig. De deler nu principielt verdensmagten og har blandt andet også kontrollen over USA, hvor historien udspiller sig. Bogens handling er flimrende, præcis som persongalleriet også er flimrende. I det japansk besatte San Francisco møder vi antikvitetshandleren Robert Childan, der bliver fortællingens knudepunkt. Fra hans butik synes en lang række hændelser at udgå, der sætter nye hændelser i bevægelse, og derved flytter handlingen sig dybt ind i det besatte USA.

Jeg skal ikke kede jer med et handlingsreferat, for sandt at sige sker der i bund og grund ganske lidt i bogen. I hvert fald ikke som plot betragtet. Snarere har handlingen en episodisk karakter, der viser, hvordan mennesker reagerer på livet under det totalitære regime, men også hvordan den japanske kulturpåvirkning har transformeret både dagligdag og tænkemåde. Det er med andre ord tunge temaer, som Dick folder ud, men han gør det med et vid og en underspillet humor, der føjer noget livligt til den dystre grundtone af håbløshed. En stemning der hænger over hovedparten af de havarerede skæbner, som romanen er fyldt med.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1962. Romanens 1. udgave

At selve bogens handling måske heller ikke betyder alverden, synes endda at være indarbejdet i teksten, hvor flere af bogens personer benytter den kinesiske I Ching, med alt hvad det indebærer af tilfældighed. Dick har tilmed fortalt, at han selv brugte I Ching som inspirationskilde til bogen. Man kan på den led sige, at et form for filosofisk styret tilfældighedsparadigme er lagt ned over teksten, hvilket afgjort har genklang i handlingen, noget jeg kommer ind på nedenfor.

Dick lufter naturligvis sin foragt for nazismen i romanen, men det er egentlig ikke som sådan dette, der er hans virkelige anliggende. Dick vil et andet sted hen. Selve romanen er et stykke kontrafaktisk historiefortælling, som meget omhyggeligt iscenesætter den triumferende aksemagt efter sejren. Samtidig florerer der en roman i bogen, som flere af hovedpersonerne læser og diskuterer. En roman, der beskriver Anden Verdenskrig med en anden udgang end bogens krig. Og denne udgang er vel at mærke præcis lige så plausibel som romanens egentlige hændelser.

Paperback, Popular Library 1964

Dermed har vi tre mulige udfald på krigen, den virkelige og romanens to. Pointen synes at være, at den virkelighed, vi befinder os i, altid er summen af en uoverskuelig mængde episoder, som lige såvel kunne have ført os et helt andet sted hen. Intet er givet, alt er i fluks og fremtidens historie dermed også et produkt, som vi konstant bearbejder.

Det betyder også, at vi grundlæggende må acceptere, at den verden, vi har omkring os, i høj grad er defineret af vores syn på verden. Vi farves af vilkår og ikke mindst kultur, hvilket i romanen illustreres gennem den massive påvirkning fra Japan. Romanens førnævnte antikvitetshandler Childes lever af at sælge autentiske amerikanske kulturgenstande til rige japanere – baseballkort, ure med Mickey Mouse og den slags. Ting, der efter krigen ikke længere bliver produceret.

Paperback, Penguin Books 1965

Nu er det bare sådan, at hovedparten af dem slet ikke er antikviteter, men billigere falsknerier. Det ved antikvitetshandleren dybest set godt, men han har ikke mange skrupler ved at sælge sine ting til besættelsesmagten. Faktisk har han kun hån til overs for deres begejstrede tilegnelse af amerikansk populærkultur. Pludselig vender hans held imidlertid, og falsknerierne bliver opdaget, men japaneren, der opdager det, gør noget overraskende. Han beholder sit falsum og accepterer det som ægte. Et stykke ægte amerikansk kultur.

Det får tiøren til at falde for antikvitetshandleren. Hele den amerikanske kultur er et stort falskneri uden autenticitet – alt er lånt eller skabt ud af stumper fra andre kulturer. Men det går dybere endnu, for med dette siger Dick grundlæggende, at al kultur kan betvivles. Alt kan forfalskes og måske er alt omkring os bare afskygninger af falsknerier skabt ud fra en selvbedragerisk illusion om tilhørsforhold og drømmen ægthed.

Paperback, Berkley Books 1974

Det ligger snublende nær at se Dicks The Man in the High Castle som et stykke veldrejet alternativ historie, præcis som eksempelvis Kingsley Amis’ underholdende The Alteration (1976), der også tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig. Men det er at forklejne Dicks indsats med romanen, der på overfladen synes så enkel og ligetil, men som rummer fascinerende dybder, for den der ønsker at bevæge sig ned ad Dicks tankemalstrøm. Gør man det, er det på egen risiko, for han arbejder med ubehagelig overbevisningskraft på at nedbryde vores verdensforståelse og erstatte den af et stort, udefinerbart net af tilfældigheder. Et net, hvor vi som akrobater må kæmpe for at knytte meningen sammen. Det sker, vi skaber altid mening, men det sker med eftertryk på skaber. Hvad der er ægte, er dermed noget, vi beslutter os for. Vi skaber mening. Vi skaber historien. Vi skaber verden.

Hardcover, Readers Union 1976

Paperback, Penguin Books 1976

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1980

Paperback, Penguin Books 1987

Hardcover, The Easton Press 1988

Paperback, Vintage Books 1992

Paperback, Roc 1993

Paperback, Gollancz 2001

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

Paperback, Gollancz 2009

Paperback, Mariner Books 2012

Paperback, Penguin Books 2012

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2015

 

 

Dennis Wheatley, Strange Conflict (1941): Voodoo, nazister og okkult ballade

…’No,’ the Duke reassured her, ’but it has fallen to us to break a lance against Hitler on the astral.’ (Arrow, s. 43).

Mens tyskernes bomber faldt over London, skrev og udsendte Dennis Wheatley sin okkulte spændingsroman Strange Conflict. En roman der udspiller sig i 1940 og påny samler Wheatleys tilbagevende helt Duc de Richleau og hans venner til dåd. Denne gang bliver kammeraterne indkaldt til krigstjeneste af den engelske flåde.

Paperback, Arrow Books 1975

Flåden plages af en mystisk informationslækage. Tyske ubåde er i stand til at angribe de engelske forsyningslinjer i Nordsøen til trods for, at skibenes ruter er strengt fortrolige og kun kendes af to admiraler. De engelske ministre aner ikke deres levende råd, og de har brug for en udefra kommende, der måske kan løse problemet uden at vække for megen opmærksomhed. Her kommer Duc de Richleau ind i billedet, og det tager ham da heller ikke mange minutter at regne sagens rette sammenhæng ud.

Duc mener nemlig, at tyskerne må benytte sig af okkulte agenter på det astrale plan, der kan udspionere de engelske admiraler og på den led stjæle fortrolige oplysninger. Ducs diplomatkontakt har naturligvis svært ved at tro på den forklaring, men her kaster Duc (Wheatley) sig ud i en ganske lang redegørelse, der skal dokumentere nazisternes tilknytning til okkulte og sataniske kræfter. Duc sætter trumf på sit argument, da han selv udfører et magisk ritual for diplomaten og hidkalder sine venner med magi.

Paperback, Arrow Books 1975

På den led beviser han det overnaturliges eksistens, og det bliver optakten til et hæsblæsende opgør, der begynder i London og slutter i Port-au-Prince i Haiti. For Duc de Richleau har naturligvis ret. Nazisterne benytter sig nemlig af en satanisk magiker og voodoopræst, der fra Haiti udspionerer englænderne via sit astrale legeme.

Da vores hovedpersoner først har fået sporet satanisten til Haiti, skifter historien imidlertid spor, og jægerne bliver de jagede. Hvad Duc og vennerne nemlig ikke ved, er, at voodoopræsten, de forfølger, er ganske klar over, at de jagter ham. Han er således mere end forberedt på deres ankomst i Port-au-Prince. Duc og de andre kommer derfor for alvor i livsfare – måske også mere end man har oplevet det på noget tidspunkt i deres tidligere eventyr.

Hardcover, engelsk bogklubudg. 1942

Strange Conflict er naturligvis en omgang forvrøvlet pjank. Ikke desto mindre er den skrevet relativt tidligt i Wheatleys karriere – på et tidspunkt hvor han stadig fremstår som en tilnærmelsesvis frisk spændingsforfatter, der ikke tynges af den forstenede konservatisme, der plager hans senere værker.

Trods eventyrets høje tempo slipper man ikke helt for Wheatleys sædvanlige, lange moralprædikerne, men de er heldigvis trukket noget i baggrunden. I stedet er det den moralske krigsoprustning, der optager Wheatley. Bogen er dermed fyldt med kommentarer til den aktuelle krigssituation. Og der spares ikke på krudtet, når Nazisterne, navnlig Hitler selv, skal dæmoniseres, hvilket frembringer det ene hysterisk morsomme postulat om nazisterne efter det andet. Det er eksempelvis en grundlæggende præmis for bogen, at nazismen er et skalkeskjul for Djævlens agenter – et argument Wheatley opdyrker videre og bruger om kommunismen i senere bøger.

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

Til det kan man så føje de harske udfald mod franskmændene, der mere eller mindre direkte bliver betegnet som forrædere, der har svigtet den europæiske sag og så de for Wheatley sædvanlige racistiske bemærkninger. Bemærkninger der naturligvis får frit løb, da Duc og vennerne er ankommet i Haiti og møder den lokale befolkning. Køn læsning er det ikke og ej heller flatterende for Wheatleys menneskesyn. Ikke desto mindre er den ublu, fornærmende, absolut ikke-politiske korrekthed underholdende, fordi den er så provokerende i dag.

Med al sin ufrivillige underholdningsværdi er Wheatleys tekst morsom læsning, men den er også interessant på et andet niveau, fordi den bliver en form for flaskepost fra Anden Verdenskrig. Vi er så vante til at læse og se ting, der behandler krigen retrospektivt, men her er der en roman, der faktisk er skrevet og udspiller sig tidligt i krigen. Vi får derved Wheatleys indtryk fra en konflikt, hvis udfald ingen kender på dette tidspunkt.

Hardcover, Hutchinson & Lymington 1952

Jøde-spørgsmål optræder eksempelvis slet ikke i bogen, og russerne bliver omtalt i en for den senere Wheatley overraskende positiv facon. Det er nazisternes behandling af den polske civilbefolkning, der bliver brugt til at illustrere tyskernes ubarmhjertighed, og det fremgår tydeligvis, at krigen forventes overstået relativt hurtigt. Her er det også tankevækkende at læse, hvordan Wheatley ser englænderne som Europas sande beskyttere. Som bolværket mod de sataniske horder. Et ekko fra den hastigt falmende drøm om England som verdensmagt. Som et af de mange udfald af imperiale vrangforestillinger lyder:

’As long as Britain stands the Powers of Darkness cannot prevail. On Earth the Aglo-Saxon race is the last Guardians of the Light, and I have an unshakeable conviction that, come what may, our island will prove the Bulwark of the World.’ (s. 320).

Paperback, Arrow Books 1959

Romanen bruger også meget plads på at udfolde Wheatleys metafysiske forestillinger om astrallegemer og sjæleforståelse. De langhårede passager er hverken specielt velformulerede eller gennemtænkte, men interessante fordi de argumenterer for en panteistisk kosmologi, der tilmed låner ikke så lidt fra buddhismen. Senere gik Wheatley væk fra den slags og skrev ud fra et entydigt kristent standpunkt. Det gør han imidlertid ikke i Strange Conflict, og scenerne, der udspiller sig på det astrale plan, er faktisk ganske spændende. Navnlig den første konfrontation med den sataniske voodoopræst er fascinerende læsning, fordi den har et syret, fabulerende element over sig, som jeg ikke tror, man finder andre steder i forfatterskabet.

Strange Conflict er en af Dennis Wheatleys mere sympatiske bøger. Koblingen mellem voodoo, satanisme og nazisme er så skør og pulpet, at det næsten ikke kan gå galt, hvis vi taler underholdningsværdi og gør det da heller ikke. Romanen er en veldrejet globetrotter af en spændingsroman. Den er også et stykke krigspropaganda, der havde til formål at styrke den engelske moral, og det er faktisk som krigskommentar, at den er mest interessant i dag.

Hardcover, Hutchinson & Lymington 1966

Paperback, Arrow Books 1969

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1981

Paperback, Mandarin 1991

Jeg over dette charmerende billede. Mutti får en lur efter lidt læsning i Strange Conflict anno 1966:

Mor får en lur efter Wheatley-læsning. Foto 1966

Totalitær ikonicitet: Nazister i pulpen

Paperback, Scripts PTY 1968

Jeg skrev for nogen tid siden om genrefiktionen og især pulpens brug af totalitære systemer som chok-materiale til forsider og historier. Som jeg skrev dengang, har nazismen klart spillet den mest fremtrædende rolle i den sammenhæng. Nazisterne kommer, måske ganske naturligt, allerede under Anden Verdenskrig til at optræde som ondskabsfulde og svigagtige. Men ganske interessant kan man notere sig, at brugen af nazister som brutale, dæmoniske skabninger forklædt i menneskeham ikke bliver mindre efter krigen. Faktisk kan man se en stigende brug af nazister som diabolske skurke og skræmmebilleder – en udvikling der kulminerer i 60’erne og 70’erne, hvor mandebladene bringer den ene vanvittige torturforside efter den anden med nazier i hovedrollen.

True Danger, april 1964

Der sker med andre ord et skred i fremstilingen og brugen af nazisterne. Dæmoniseringen intensiveres, og fremstillingerne bliver voldsommere. Glæden ved at udpensle nazisternes ondskab kender ingen grænser, og nazi-motivet slipper næsten sin rod i virkeligheden. En stor del af dette har sikkert at gøre med bredere tendenser i det visuelle udtryk; alt bliver mere eksplicit i løbet af 60’erne. Omvendt må man også hæfte sig ved selve receptionen af Anden Verdenskrig. Først og fremmest den brede identifikation af nazismen som noget dyrisk inhumant og samtidig som en tabersag. Det vil sige en opfattelse af nazismen som slået og systemets ondskab afdækket.

All Man, december 1965

Som skurke byder nazisterne sig derfor til som universelt symbol i en nærmest jungiansk forstand. Præcis som genrefiktionens heltefigurer optræder i bestemte skikkelser og funktioner, gør skurkene – det onde – det samme. Nazisten bliver her billedet på det utæmmede, rå libido. En altfortærende undertrykkelse, der ikke mindst kommer til udtryk som fysisk dominans. Ser man på billederne i indlægget her, er det fysiske aspekt i hvert fald ganske tydeligt. Pisken, volden osv.

Speed Adventure Stories, februar 1943

Modsat kommunismen er der en næsten universel accept af nazismen som noget grusomt, og når nazierne tilmed benyttede et letgenkendeligt formsprog, bliver de perfekte skurkeemner. De rummer ganske enkelt en ikonicitet – en billedlighed – der lader sig umiddelbart afkode hos iagttageren. Der er med nazisten tale om et overvundet onde, hvis genkomst imidlertid ikke ligger uden for det tænkelige. De bliver på den led et ubehageligt hvad-nu-hvis-billede.

All Man, september 1961

Man kan sige, at Universals Dracula og Frankenstein i løbet af 50’erne fik følgeskab af endnu et ikonisk monster – nemlig nazisten.

Paperback, Transworld Publishers 1985. I denne sammenhæng må man heller ikke glemme den skandaleombruste Sven Hassels uhæmmede dyrkelse af nazister som macho-emne

Big Adventure, marts 1961

Paperback, Schorpioen 1979

Fifth Column Stories, januar 1941

Paperback, Savoy Books 2001

Hardcover, Hutchinson 1964

Paperback, Savoy Books 1996

Hardcover, Bellum 1972

Paperback, Pyramid Books 1954

Man’s Book, april 1963

Paperback, Panther Books 1961

Man’s Story, marts 1964

Paperback, New English Library 1980

Man’s Story, oktober 1969

Paperback, New English Library 1973

MEN, december 1967

Paperback, NEL Books 1981

MEN TODAY, august 1972

Paperback, Major Books 1976

Paperback, Avon 1968

Paperback, Everest 1973

Paperback, Digit Books 1960

Paperback, Coronet 1978

Paperback, Corgi 1983

Paperback, Corgi 1980

Totalitær Gru: Pulpen og regimerne

Man’s Story, juni 1964

Pulplitteraturen var naturligvis en vigtig arena, når det gjaldt værdikamp og ideologisk oprustning mod politiske fjender. Under Anden Verdenskrig var krigseventyr et meget populært tema, hvor De Allieredes helte kunne få lov at nedkæmpe nazister og fascister i hobetal.

Wildcat Adventures, april 1962

I løbet af 50’erne sker der imidlertid et mærkbart skift i selve brugen af de totalitære regimer i genrelitteraturen. Tonen ændrer sig fra den klassiske drengeromansstil til en mere udtalt dæmonisering. Elementer af gru eller frygt glider ind i billedet. Det er uden tvivl en påvirkning fra tidens generelt anspændte politiske klima, som det udviklede sig efter ’45. Spørgsmålet om territoriel kontrol var fortsat vigtigt, men selve den ideologiske værdikamp blev i den grad skærpet – en kamp der vel nærmest kun fortsatte med at vokse helt op i 80’erne. Og det var vel især på en front, den ideologiske front, at klingerne for alvor blev krydset.

Battle Cry, august 1961

I pulpens altid farverige spejl blev regimernes mænd og kvinder til dæmoniske entiteter, der voldtog, torturerede og myrdede gode, anstændige vestlige (amerikanske) borgere. Der ligger noget satanisk i den skadefro glæde, som regimernes forhadte mænd fremstilles med, når de piner og plager deres ofre.

True Adventures, juni 1963

På forsiderne spilles der på alle emotionelle strenge. Billederne kommer i den forstand paradoksalt nok meget tæt på de politiske systemers propagandaplakater, som pulpforsiderne går til angreb på.

Man’s Action, januar 1961

Forsiderne fremstiller ”fjenderne” på en måde, hvor nazister og kommunister er to sider af samme sag, men anlægger man et Jekyll og Hyde-perspektiv på billederne, bliver forsiderne til grumme spejlinger, der viser, at potentielt alle vil kunne indtage pladsen som både offer og bøddel.

Sensation, april 1959

Man må imidlertid heller ikke være blind for den underspillede ”guilty pleasure”, som forsiderne vel også skal vække hos læseren. En følelse der både skal skabe identifikation med helten, der forhåbentlig vil komme ofrene til undsætning men også – vil jeg mene – en identifikation med bødlerne og den seksuelle dominans, der kommer til udtryk i ydmygelsen af ofrene. Billederne leger nemlig også med en brutal fascination af fysisk, rå magt. Noget der vel eksempelvis har appelleret til de mere dunkle fantasier hos læserne.

Man’s Life, april 1964

Ja-ja. Det kan jeg fable meget om, og der kommer mere af samme skuffe ved en senere lejlighed.

Vi ses efter påske.

Real Men, maj 1960

Man’s Story, august 1968

Paperback, Tower Books 1968

Man’s Story, februar 1963

Paperback, Tandem Books 1969

Man’s Story, juni 1971

Paperback, Random House 1977

Man’s Story, september 1963

Paperback, Horwitz 1965

Man’s Story, september 1964

Paperback, Horwitz 1964

Man’s Story, marts 1965

Paperback, Horwitz 1963

Men Today, februar 1963

Paperback, Headline Books 1960

Men Today, maj 1974

Paperback, Doubleday 1953

New Man, juli 1966

New Man, september 1963

New Man, september 1964

 

 

Dennis Wheatley, The Haunting of Toby Jugg (1948): Wheatley på godt og ondt

  

Paperback, Arrow Books 1961. En rigtig fin forside malet af Sheldon

Jeg har det vanskeligt med Dennis Wheatleys romaner. De er stort set alle som en skrevet på en tung, kluntet facon og fyldt med bedrevidende, reaktionære kommentarer til samtidens politik, religion, kønsroller og ungdomskultur. Historierne flyder sjældent let, og som regel må Wheatley ty til en eller anden form for deus ex machina for at få sine gæve hovedpersoner sikkert gennem skærene. Omvendt er det præcis den ubehjælpelige facon og de absurde, moraliserende indslag, der gør romanerne moderat underholdende. Og her skal det understreges, at der kun er tale om moderat underholdende bøger, for de er hverken vellykket horror, thriller eller pulp.

Kan ske The Devil Rides Out (1934) er en klassiker, men den er absolut også den bedste såkaldte ”black magic story”, som Wheatley skrev. Resten af hans sataniske gysere er tyndbenet pulp, der redder sig igennem på fladpandet charme og stedvist ganske kreative, diabolske optrin. Et stort problem for Wheatley er i virkeligheden, at han ikke formår at finde nye måder at bruge satanismen og den sorte magi. En af forklaringerne er formentlig, at okkultismen ikke er ren underholdning for Wheatley. Han troede selv på djævlen og al hans væsen og så romanerne som en måde at advare sine læsere om satanismens mange ansigter. Det binder naturligvis historierne kreativt og tematisk til en eller anden form for jordnær realitet, og bøgerne bliver på den led variationer og gentagelser over ting, som allerede lå i The Devil Rides Out.

Paperback, Arrow Books 1961

The Haunting of Toby Jugg er ingen undtagelse. Romanen har imidlertid det forfriskende, og for Wheatley ganske atypiske, at hovedpersonen ikke (umiddelbart) er nogen super-mand af James Bondsk kaliber. Det er jo ellers den type mand, vi møder i Wheatleys romaner. Sådan er det bare ikke her. Bogen, der udspiller sig i 1942, handler nemlig om den unge jægerpilot Toby Jugg, der er blevet skudt ned under en ildkamp med tyskerne. Han overlevede styrtet, men har mistet førligheden i sine ben og sidder derfor i kørestol. Toby er med andre ord handicappet, men det er sådan set også den eneste ulempe, man kan tilskrive den unge mand. Jugg er nemlig ud af en af Englands rigeste industrifamilier, han er flot (de andre soldater kaldte ham ”The Viking” på grund af størrelsen, det rødblonde hår og de blå øjne!), lynende intelligent og generelt snarrådig. Det skal nok også nævnes, at unge Toby Jugg på tragisk vis blev forældreløs tidligt i barndommen, og han står nu til at arve slægtens ustyrlige rigdomme, når han bliver 21.

Efter sit styrt er Toby, ganske gotisk, blevet flyttet til en gammel, familieejet borg i Wales, hvor han bliver passet af Helmuth Lisicky – familiens tjekkiske privatlærer. Da vi træder ind i historien, er unge Jugg kommet i vanskeligheder. Han er blevet overbevist om, at han hjemsøges af en frygtelig skabning i form af noget der måske er et spøgelse, måske en dæmon. I månelyset ser han hver nat, hvordan denne skabning sniger sig omkring ved vinduet, og det lader til, at den bliver mere modig for hver nat, der går. Helmuth tror ikke på Toby, og problemet er nu, om Toby rent faktisk ser dette væsen eller om han måske er ved at blive skør?

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

For at klare tankerne begynder han at skrive sine oplevelser ned i en dagbog, og det er gennem denne dagbog, vi følger stakkels Toby Juggs lidelser. Problemer vokser hurtigt for den unge mand, for ikke ret langt inde i romanen går det op for ham, at den ellers trofaste Helmuth har egne planer – sandsynligvis for at tilrane sig formynderskabet over Jugg-formuen. Måden, han vil gøre dette, er ved at samle beviser på, at Toby er ved at gå fra forstanden. En ganske diabolsk plan som kun en satanist kan udtænke den. Man skal da heller ikke være ret velbevandret i Wheatleys forfatterskab for at lugte, at Helmuth er en af hans klassiske skurke.

The Haunting of Toby Jugg finder sine kvaliteter i det faktum, at hovedpersonen er en fange, der ikke kan undslippe ved egen hjælp. For at komme ud af kløerne på den lede djævledyrker, der holder ham indespærret, må Toby bruge alt, hvad han har lært og mere til. Wheatley spiller her først og fremmest et velkendt kort fra forfatterskabet og lader Toby finde en bog om hypnotisme. Den bliver et farligt våben i hændende på Jugg, der inde ved militæret fik at vide, at han har ”hypnotiske øjne”. Og naturligvis er Jugg en mesterlig hypnotisør. Det går ud over de forskellige oppassere, der hjælper Helmuth med at holde styr på fangen. Desværre er Helmuth en dreven modstander, der gang på gang matcher Juggs forsøg ud i det okkulte. Der er kun en flanke, som onde Helmuth ikke formår at dække, og det er kærlighedens. Jugg får et godt øje til sin sygeplejerske og vice versa; og mon ikke ungdommelig forelskelse kan trumfe den gamle haltefandens tricks?

Hardcover, Hutchinson 1948. Romanens 1. udgave. En rigtig fin forside af Frank C. Papé

Var Dennis Wheatley en bedre forfatter, kunne han måske have fået mere ud af The Haunting of Toby Jugg end han gør, for desværre ender romanen med at blive ganske mekanisk. Det er et tilbagevendende problem for Wheatley, der generelt har svært ved at holde sammen på sine historier og fastholde den intensitet, som genren vel egentlig foreskriver.

Og nu vi er ved det, gør bogens epistolærstil ikke ligefrem, at Wheatleys evindelige politiske betragtninger fylder mindre. Faktisk skriver unge Jugg stolpe op og stolpe ned om engelske skattelovgivning, fagforeningernes svøbe, kommer med kradse antisemitiske betragtninger, flere racistiske bemærkninger og generelt ultrakonservative holdninger, som vi kender dem fra Dennis Wheatley. Romanens argument er skam også, som altid i hans fortællinger om sort magi, at kommunismen er satans politiske manifestation. Venstrefløjen er Djævlens værktøj, og det skalkeskjul Fanden bruger for at kunne indtage sin plads som denne verdens hersker. Det kammer selvfølgelig løbende over for Wheatley, når han fortaber sig i de politiske tirader. Men det er jo nok også her, midt i absurditeterne, at man som læser føler sig bedst underholdt, for det er vel altid sjovt at høre, når nogen vælter ud med uhyrlige påstande uden nogen jordforbindelse.

Paperback, Arrow Books 1959. Glen Steward står for den fede, men måske i forhold til handlingen lidt problematiske forside.

Som horrorroman har The Haunting of Toby Jugg ikke meget at byde på og i virkeligheden nok en del mindre end flere af Wheatleys andre romaner. Det skyldes formentlig det relativt begrænsede univers, som fortællingen udspiller sig i. Historien suppleres med nogle oplevelser fra Tobys barndom, som han tænker tilbage på, men dybest set forbliver vi på fanges værelse romanen igennem. Det kræver sin forfatter at få det til at lykkes, og Wheatley mestrer ikke opgaven. Men det største problem kommer i virkeligheden helt til sidst, da Wheatley skal runde romanen af. Naturligvis skal vi som altid trækkes med til en sort messe, men hvordan kan en lam, ubevæbnet mand forsvare sig mod horder af satanister og dæmoner? Et godt spørgsmål og Wheatleys løsning er en tam, vandet omgang, præcis som resten af bogen.

Hardcover, Lymington 1961. Forside af ukendt tegner

Paperback, Arrow Books 1966. Ukendt tegner

Paperback, Arrow Books 1969

 

Paperback, Ballantine Books 1974

Paperback, Arrow Books 1974

Paperback, Arrow Books 1974, 2. udg.

Paperback, Mass Market Paperback 1982

Paperback, Mandarin Books 1991

Paperback, Wordsworth Editions 2007