En frafalden Anne Rice-læsers bekendelser

En af de ting, som jeg ikke fik gjort, mens bloggen lå i dvale, er at skrive et par ord om Anne Rice, der døde d. 12. december sidste år. Jeg har skrevet om Rice flere gange på bloggen, og som man kan læse, er jeg ikke nogen stor fan. Men det var jeg en gang, en kæmpe fan faktisk, så tillad mig at blive lidt personlig i det her indlæg.

En ung Anne Rice (4. oktober 1941 – 12. december 2021) omkring 1970

Det begyndte med en fiasko, som udviklede sig til en ydmygelse. Som purung teenager var min kusine en af mine store inspirationskilder. Hun kom fra en større by end Aabenraa og havde fingeren på pulsen på en måde, som jeg i hvert fald ikke altid havde det. Hun anbefalede mig Anne Rice, og jeg købte Interview with the Vampire. Bogen gjorde ikke noget stort indtryk på mig, og jeg er ikke sikker på, at jeg fik den læst til ende. Så opdagede jeg, at den var kommet i dansk oversættelse, og måske det kunne lette forståelsen. Det var op til sommerferien. Jeg fik reserveret bogen på biblioteket og tog så med mine forældre på den obligatoriske bilferie sydpå.

Fjorten dage senere var vi tilbage og En Vampyrs Bekendelser lå og ventede på mig i køkkenet. Min mormor havde fundet kortet fra biblioteket i posten, som fortalte, at bogen var kommet, og hun havde hentet den for mig. Næste formiddag ringede min mormor til min mor, og efter lidt tid blev jeg hentet hen til telefonen. Jeg kan her indskyde, at min mormor var en kvinde, der gerne kastede sig ud i små ondskabsfuldheder, hvis hun kunne slippe afsted med det.

Det første hun sagde, da jeg kom på medhør var, ”om min pornobog var spændende”. Hun havde selvfølgelig hæftet sig ved den udtalelse fra Sting, som var plantet på biblioteksbogens forside: ”En af de vidunderligste og mest erotiske, sensuelle bøger, der nogensinde er skrevet.” Det lyder jo unægtelig voldsomt. Min mor sendte mig et overrasket blik, mens jeg halvkvalt forsøgte at forklare, at det ikke var porno. Den kamp var tabt på forhånd. Efter det var romanen forbundet med en vis følelse af skam, men jeg bed det i mig, og det satte gang i en lang Rice-periode for mig.

Gothmother Rice er nu for alvor trådt ind i sin rolle. Her fotograferet under promoveringen af Memnoch The Devil i 1995.

På det tidspunkt i begyndelsen af 90’erne var Rice en litterær superstjerne, og man kunne finde hendes paperbacks i alle boghandler. Jeg slugte det hele; vampyrerne, heksene, mumien og de historiske romaner. Alt var fedt. Alt var godt.

Før Rice havde jeg haft en periode med Stephen King, som var en af de første forfattere, jeg for alvor dyrkede. Den fascination blev imidlertid ikke ved, og jeg kan huske, at jeg efter endnu læsning af Needful Things oplevede en form for afsky over for hans gammelgode romanuniverser, som jeg ikke følte havde noget med mig at gøre.

Her var det helt anderledes med Anne Rice. Hun indtog nu førersædet med romaner, der virkede begavede, kultiverede og smukke. De var benzin på drømmemaskinen og åbnede for idéen om en stor og mystisk verden, der lå langt fra dødkedelige Aabenraa og middelklasselivet i et parcelhuskvarter. Jeg læste især vampyrbøgerne flere gange. De var den perfekte læsning for en sortklædt teenager, der på det tidspunkt lyttede til Cure, Bauhaus, Sisters of Mercy, Bowie, Nine Inch Nails og alt mulig andet. Da filmen Interview with the Vampire kom, tog jeg den som en form for fornærmelse. Med en selvhøjtidelighed, som kun teenagere og nørder kan svinge sig op til, kunne jeg næsten ikke rumme den, fordi den virkede som et fuldstændigt overgreb på mit personlige forhold til romanen.  

Hardcover, Knoph 1976, 1. udgave. Romanen og det ganske kedelige omslag, der startede det hele

Jeg elskede hendes bøger, karakterer og hendes dystre men altid smukke natverden fyldt med musik, mystik og ja erotik. Jeg elskede romanerne, lige indtil jeg ikke længere gjorde det. Præcis som med King faldt Rice i unåde fra den ene dag til den anden. På det tidspunkt havde jeg et indtryk af, at hendes bøger blev dårligere og dårligere. Mere tyndbenede om man vil. I virkeligheden begyndte jeg nok bare at registrere alle de patetiske og sentimentale greb, som Rice gang på gang bruger for at levere den eskapisme, som jeg også selv faldt for. Set på afstand er ligheden mellem Rices og V.C. Andrews’ forfatterskaber skræmmende stor.  

For mig var Rice en del af det at gå fra stort barn til teenager eller ung, om man vil. Hun var en stemme, der sagde, at det var okay at gå op i bøger og musik. Hun talte til outsideren i mig, og hun viste, at kultur er cool. Uanset hvor lidt jeg værdsætter hendes romaner i dag, kan jeg aldrig fjerne de første intense læseoplevelser, som jeg havde med hendes bøger.

Det kan nærmest være lidt pinligt at indrømme, men om jeg vil det eller ej, har hun en særlig status hos mig, som kun ganske få andre forfattere har. Heldigvis har jeg ikke noget nostalgisk forhold til romanerne. Jeg læste mig igennem dem, og da jeg var kommet ud på den anden side, havde jeg suget alt fra dem, som jeg kunne tage med mig videre. Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at Rice gav noget til teenageudgaven af mig, og jeg er helt sikkert ikke den eneste, der har det på samme måde.  

Anne Rice, The Tale of the Body Thief (1992): Min krop, din krop, vores krop

Paperback, Ballantine Books 1992. Den forside arbejdede de nok længe med hos Ballantine…

Da Anne Rice vendte tilbage til sit vampyrunivers med The Tale of the Body Thief, var hun blevet en superstjerne og et kulturelt ikon. Der var med andre ord sket meget i hendes professionelle virke, hvilket afgjort også afspejles i seriens fjerde bind. Ser man forfatterskabet som helhed, kan det da heller ikke komme som nogen overraskelse, at bogens form og tone er, som den er. Men mere om det senere.

I romanen genintroduceres vi til en livstræt Lestat de Lioncourt, der har slikket sine sår efter oplevelserne, som vi fik skildret i Queen of the Damned (1988). Vi hører, at den fælles kamp mod Akasha først førte til en form for forbrødring mellem de overlevende vampyrer, men som tiden er gået, er de gradvist drevet fra hinanden igen. Mørkets skabninger er i sidste ende enspændere, der ikke trives i flok. Alt dette har imidlertid efterladt Lestat med en akut følelse af livslede, der driver ham til et ikke helt oprigtigt selvmordsforsøg i Gobiørkenen. Men netop i kølvandet på dette følelsesmæssige lavpunkt indtræffer en interessant mulighed.

Paperback, Ballantine Books 1992

 

Lestat bliver tilbudt at bytte krop med et menneske – altså en dødelig mand af kød og blod. Han opsøges nemlig af den enigmatiske slyngel Raglan James, der er i besiddelse af betragtelige paranormale, psykiske evner; bl.a. evnen til at bytte krop med andre. Det sker ved en form for sjælevandring, der beskrives som noget i retning af at gøre et ”hop med sjælen”. Hvordan det rent faktisk sker er ikke så vigtigt, det centrale er, at Lestat ikke kan modstå fristelsen. Han siger ja, til trods for advarsler fra sin ven og fortrolige skriftefader David Talbot fra Talamasca-ordenen; en størrelse som Rice introducerede i romanen The Witching Hour (1990).

Aftalen mellem Lestat og Raglan James lyder, at Lestat får 24 timer som menneske, hvorefter de skal bytte deres kroppe igen. Ikke overraskende overholder Raglan ikke denne aftale, og nu begynder en hæsblæsende rutsjetur, hvor Lestat og David Talbot sammen jager ”the body thief”, så Lestat kan komme tilbage til sit vante vampyriske jeg.

Anne Rice (født 4. oktober 1941) fotograferet 19. oktober 1992

Som det fremgår af handlingsreferatet, er der tale om en ganske ligefrem røverhistorie med tempo og højt humør. Lestat er vores entusiastiske fortæller, og vanen tro kommenterer han undervejs direkte på handlingen. I indledningen fortæller han os endda, at dette ikke er en historie om sukkende vampyrer og fortrolige samtaler. Dette er en anden slags historie, og her kan man kun give ham ret.

Med førnævnte Queen of the Damned skiftede Rice for alvor udtryk. Hun flyttede sig fra det meditative, indadvendte drama, vi fik udfoldet i Interview with the Vampire (1976) til en langt mere udadvendt og pågående stil. Det gjorde, at hendes romaner i høj grad kom til at fremstå som erotisk spændingslitteratur. The Tale of the Body Thief har således kun ganske lidt til fælles med seriens udgangspunkt, men den finder derimod en nær slægtning i The Mummy (1989), som Rice havde udgivet året forinden. De to romaner er, så at sige, båret af samme narrative ånd, og deres udtryk skulle også komme til at kendetegne en stor del af de videre bøger i Rices forfatterskab – eksempelvis Lasher (1993), der ligger omtrent så langt fra The Witching Hour, som The Tale of the Body Thief ligger fra Interview with the Vampire.

Hardcover, Chatto & Windus 1992. Romanens 1. udgave

Anne Rice var med andre ord ikke længere den samme forfatter. Overfladisk havde hun bevaret sit indfølte, stemningsbårne udtryk; men så snart man ser om bag tekstens forgrund, er det klart, at den er blevet til noget ganske andet. Det, der begyndte som eksistentialistisk, litterær behandling af livets store spørgsmål, er med The Tale of the Body Thief blevet staffage. Det er et formsprog, der først og fremmest skal danne afsæt for den romantiske spændingsfiktion om underskønne helte, der udkæmper deres kampe i al den kultiverede luksus, som verden kan tilbyde.

The Tale of the Body Thief er sentimental, som det meste Rice har skrevet, men Rice havde efterhånden også på dette tidspunkt fået etableret sin hovedperson Lestat så tydeligt, at han som skælmsk enfant terrible formår at gøre selv de tungeste passager lettere med en vittig bemærkning. Men alligevel insisterer Rice på at føje gravitas til handlingen og lade sine hovedpersoner diskuterer meningen med livet, forholdet mellem ungdom og alderdom samt ikke mindst livets flygtighed. Alt dette er der til overflod i romanen her, men det sikker ikke dybt. Det er stemningsskabende røgslør, som mere tjener som intellektuelle og finkulturelle markører end egentlige, oprigtige afsøgninger af disse umuligt store temaer.

Paperback, Ballantine Books 1993

På et punkt må man imidlertid konstatere, at Rice har skærpet sine synspunkter. Hvor Interview with the Vampire var båret af en fundamental seksualisering af alle relationer, og dermed afgjort et stykke såkaldt queer-litteratur, er fokus forflyttet i The Tale of the Body Thief. Sex er ikke muligt for Rices vampyrer, men i sin nye menneskekrop er det en anden sag for Lestat. Han går dermed i seng med en kvinde, men alle bogens øvrige relationer handler om homoseksuelle forhold mellem mænd. Rice skubber på den led homoseksualiteten helt frem blandt handlingens hovedtematikker.

Det er uden tvivl et udtryk for Rices behov for at tale homoseksuelles sag; noget, der har fulgt hende siden 80’erne. Den katolske kirkes holdning til homoseksualitet har eksempelvis været en af årsagerne til hendes tumultariske forhold til den kirke, som hun har elsket og kæmpet imod i hele sit forfattervirke. En kamp der ikke mindst har gjort Rice til et queer-ikon.

Paperback, Penguin Books 1996

Romanen har med andre ord et budskab og en kamp at kæmpe, men bagsiden af dette er, at hendes vampyrunivers desværre også bliver en smule enstrenget. Alle de gode intentioner til trods, kan man så også notere sig, at det kun er sex mellem mand og kvinde, der beskrives; alt andet forbigås med floromvundne vendinger. Rice gik med andre ord ikke linen ud i bogen; måske fordi hun alligevel var bange for at skubbe læsere bort med alt for konkrete skildringer.

Det vittige fylder, som sagt, en hel del i fortællingen, der stedvist har karakter af en farce. Det er således indledningsvist underholdende at læse Rice udlægge Lestats genvordigheder med transformationen fra vampyr til menneske, men det bliver også hurtigt søgt. Især fordi Rice forsøger at vende sit sprog og sin metaforik på vrangen. Hendes sensualisering af sproget og verden har været et karakteristikum for hendes beskrivelser af vampyrernes verden, men nu udnytter hun selvsamme til at beskrive erfaringen af de dødeliges verden, og det greb lykkes ikke.

Paperback, Ballantine Books 1997

Tale of the Body Thief er en roman, som man ikke må tage for mere, end den er. Man skal således tage Lestat på ordet, når han fortæller sine læsere, at dette er en røverhistorie. At Rice her givetvis forsøger at underspille sine intentioner med romanen, er der dog nogen tvivl om; de litterære prætentioner er altid til stede i hendes forfatterskab, ligegyldigt hvor banalt det bliver for hende.

Som sagt er det en bog, som man umuligt kan tage seriøst, også selvom Rice sikkert gerne ville have, at vi skulle gøre det. Den solgte godt, da den kom på gaden. Jeg købte den selv, dengang den udkom, men der var formentlig mange som vendte hende ryggen efter denne roman. Min Rice-periode var i hvert fald ved at ebbe ud på dengang, hvilket er paradoksalt, taget i betragtning, at det var den første Rice-roman, jeg rent faktisk fik købt på udgivelsestidspunktet. Sådan kan det gå. Jeg må også indrømme, at dette formentlig er min endestation for hendes vampyrunivers. Det, der kom efter Tale of the Body Thief, er ulideligt og fortjener hverken læsning eller genlæsning.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Arrow Books 2004

Paperback, Arrow Books 2010

Ebog, Ballantine Books 2010

 

Anne Rice, The Mummy, or Ramses the Damned (1989): En saftig mumie i den lumre ørkennat

Paperback, Penguin Books 1990

Med tobinds-romanen The Vampire Lestat (1985)/Queen of the Damned (1988) indtog Anne Rice pludselig pladsen blandt genrefiktionens absolut bedst sælgende forfattere. På grund af bøgernes vampyrtematik blev de regnet ind i skrækgenren, hvilket i virkeligheden er ganske misvisende. Der sker i hvert fald et tydeligt skred i Rices forfatterskab mellem den første vampyrroman Interview with the Vampire (1976) og så Queen of the Damned. Et skred, der forlader den eksistentielle angst og gru, som Interview kredser om, og i stedet går i retning af et plotdrevent, eskapistisk pulpeventyr, som forsøger at fortrylle sin læser med eksotisk erotik såvel som kulturel og materiel rigdom. Rice begyndte med andre ord at skrive en form for gotisk fantasy, og den tendens fortsatte hun ind i The Mummy fra ’89.

Det er tydeligt, at Rice, der var på toppen af sin popularitet i ’88, havde brug for en ny vej, hvor hun kunne sadle om men alligevel fortsætte sine overdådige eventyr. Vampyrerne havde udspillet deres rolle som interessante figurer efter Queen of the Damned, men Rice ønskede samtidig at forfølge det stilistiske spor, som hun havde fundet med sine seneste to romaner. Præcis som hun havde genopfundet vampyrfiguren, greb hun derfor tilbage i skrækkens idékatalog og hev mumien frem som sin nye, primære aktør.

Paperback, Penguin books 1990

Rice lod naturligvis mumien undergå en forvandling; fjernede bandagerne og bragte saft og kraft til den udødelige skabning. Den kom derved til at stå ikke bare som den diametrale modsætning til monstergysets støvede, langsomme levende døde, men også som en absolut modsætning til hendes vampyrer. Mumien hos Rice blev en skabning med enorm appetit på livet, der næres af sollys og – hvilket er ganske vigtigt – er et særdeles potent og lystfyldt, erotisk væsen, der gerne vil inddrages i menneskenes liv og kultur. Rice gør dermed mumien til noget ganske andet, end det vi normalt forbinder med mumier i genrefiktionen, og man kan måske endda hævde, at hun fører sin mumie så langt bort fra udgangspunktet, at det reelt slet ikke er det samme ”genrevæsen” længere. Men det er en anden snak.

I sin roman valgte Rice at gøre to af Egyptens bedst kendte historiske skikkelser til sine væsentligste karakterer. Hovedpersonen, mumien om man vil, er Ramses d. II, som fødtes omkring år 1300 f.kr., den anden er bærende karakter er den sagnomspundne Kleopatra (født 69 f.kr.). Disse to skikkelser, adskilt af århundreder, bringer Rice sammen takket være den idé, at Ramses blev gjort udødelig gennem en hemmelig eliksir. Han fungerede således som rådgiver for faraoner i de følgende århundreder og forelskede sig til sidst i Kleopatra, men denne legendariske skønhed blev også hans fald. Deres affære gik skævt, Kleopatra forelskede sig i Markus Antonius, og Ramses lagde sig til hvile i sin krypt. Her har Ramses ligget i slummer frem til det punkt, hvor sollyset rammer ham igen, da engelske arkæologer åbner hans gravkammer.

Anne Rice (4. Oktober 4, 1941) fotografer i 1992

Jeg skal ikke kede jer med mere handlingsreferat, men forholdet mellem Ramses og Kleopatra er vigtigt at forstå, når man vil forstå, hvad Rice udfolder i sin roman. The Mummy er nemlig ikke nogen skrækfortælling. Det er en eventyrhistorie og en erotisk kærlighedshistorie om forelskelse, lyst og udødelige følelser. Rice skriver selv i bogens begyndelse, at hun takker H. Rider Haggard for inspiration hentet i romanen She, hvilket må siges at være en helt afgørende inspirationskilde. Faktisk kan man slet ikke tænke The Mummy uden at se den som et ekko af She.

I The Mummy introducerer Rice således et lille ensemble af engelske aristokrater, der alle på en eller anden måde er viklet ind i hinandens liv, og alle har relationer til gentleman-arkæologen Lawrence Stratford, der ved bogens åbning finder den sovende Ramses. Med kryptens åbning bliver der også åbnet for et eventyr, der svælger i lige dele engelsk kolonial luksus og orientalistisk begejstring for det eksotiske Egypten.

Hardcover, Chatto & Windus 1989. Romanens første udgave

Med det store persongalleri har Rice rig mulighed for at udspille intriger, kærlighedsforhold og forskellige menneskelige karaktertræk. Kernen i alt dette er den enigmatiske Ramses, der har den kvalitet, at alle som tilbringer tid sammen med ham, på en eller anden måde forelsker sig i ham. Hans tiltrækning er enorm og det uanset køn. Men den hemmelige eliksir, der har givet Ramses denne tiltrækningskraft, er mindst lige så interessant. Spørgsmålet, som Rice rejser i bogen, er da også, hvordan man selv ville forholde sig, hvis udødelighed og skønhed lå inden for rækkevidde? Hvor langt ville vi gå for at opnå den? Ville vi dræbe for det? Ville vi sige ja til udødelighed, hvis vi vidste, hvilken pris vi skulle betale for den i form af tab af venner og familie? Persongalleriet i The Mummy handler alle forskelligt, og vi får dermed en hel buket af holdninger serveret, ledsaget af en tydeligt moralsk løftet pegefinger fra Rice.

Kærlighedsforholdet mellem Ramses og Kleopatra er naturligvis et vigtigt spor i fortællingen, men de tjener også som fundamentalt forskellige reaktioner på udødeligheden. Hvor Ramses er lys, imødekommende og nysgerrig, er Kleopatra dyster, egoistisk og ond. Ramses vil opleve og mærke verden, Kleopatra vil beherske og kontrollere den. Det er da også imellem disse to yderpunkter, at romanens persongalleri fordeler sig i to lejre, som langsomt hen imod slutningen kan tørne sammen i Kairo i en afgørende konfrontation.

Paperback, Ballantine Books 1989

Denne grundlæggende dikotomi genkender vi i øvrigt som et strukturelt lån fra Interview, hvor forholdet mellem Louis og Lestat udtrykker samme form for udspaltning. I The Mummy er alt det subtile fra før nævnte bog imidlertid fejet af bordet til fordel for en langt mere håndfast fremstilling af Ramses som den gode, men fejlbarlige, og Kleopatra som den gennemført onde. Den eneste hage i dette er, at det er Ramses selv, der har gjort Kleopatra udødelig og til det monster, hun er, men det tjener naturligvis først og fremmest til at styrke bogens advarende tone.

The Mummy er rendyrket romantisk fantasy og ramasjang. Enhver ansats til dybsindighed er, som kraftigt antydet, for længst forduftet fra Rices forfatterskab, der på dette tidspunkt efterhånden udelukkende opererer med overfladiske arketyper og klichéer. Bogen har afgjort tempo og underholdningskraft, fordi Rice sprogligt formår at løfte sin overnaturlige ørkenromance til noget, der er en smule mere end ren banalitet. Men også kun en smule, for med The Mummy er det klart, at Rice er blevet en forfatter, som først og fremmest skriver det, som læserne forventer fra hendes hånd. Det er da også evident, at bogen om Ramses kom til at danne idémæssigt udgangspunkt for Rice, da hun genoptog sine langt mere populære vampyrbøger med The Tale of the Body Thief (1992), der har samme stemning af hurtigt pulpeventyr som The Mummy.

Paperback, Ballantine Books 1991

Historien om den udødelige Ramses er imidlertid også en vej tilbage til de romaner, der var Rices egentlige udgangspunkt, nemlig erotiske romancer. The Mummy er dermed fyldt med hele den gotiske romances floromvundne og lyrisk absurde sprogbrug, der æstetiserer samlejet til en blomsterduftende eksplosion af candyfloss og poesi. Som da Ramses i bogen penetrerer Julie Stratford med hendes invitation: ’Batter down the door,’ she whispered. ’The virgin door. Open it, I am yours for ever.’ He went through the seal (s. 255).

Den slags patetisk melodrama er ulidelig læsning og noget, der bør punktere enhver illusion om Rice som stor lyriker.

Paperback, Ballantine Books 1991

Skal man være pæn ved The Mummy, kan man sige, at den sammen med Rices øvrige romaner har gjort sit til at flytte en udtalt queer-dimension ind i bestsellerlitteraturen. Biseksualiteten, der optræder i vampyrromanerne, bliver således langt mere fremtrædende i bogen om Ramses, men altid kun som noget omtalt; den egentlige sex henlægger Rice til mødet mellem mand og kvinde. Nogen provokatør er hun dermed bestemt ikke, og The Mummy står da også tilbage som letlæst genreroman, der med en vis bitterhed minder os om det, Rice var i ’76.

Den entreprenante Anne Rice sluttede i øvrigt bogen med en såkaldt cliffhanger (”The Adventures of Ramses the Damned shall continue’’), men fortsættelsen til The Mummy skulle først udkomme i 2017. Det er en ganske lang ventetid, men Rice opdagede efter førnævnte Tale of the Body Thief, at der trods alt stadig var liv/salg i vampyrerne, og samtidig oplevede hun en overvældende succes med sin serie om Mayfair-heksene, hvilket åbenbart gjorde Ramses til en mindre attraktiv figur at arbejde videre med. Det kan man jo kun give Rice ret i.

Paperback, Ballantine Books 1994

Paperback, Arrow Books 2004

 

 

 

Nancy A. Collins: Sunglasses After Dark (1989): Vampyrisk pulp-pop-punk

Hardcover, White Wolf Publishing 1995. Omnibus-udgave med de første tre romaner i serien om Sonja Blue. Forsiden er malet af Thom Ang

Anne Rice satte ting i bevægelse med Interview of the Vampire (1976), men det var først med efterfølgeren The Vampire Lestat fra 1985, at Rice for alvor fik udviklet en moderne vampyr, som slog igennem i skrækfiktionen. The Vampire Lestat har således langt mere tempo, kulørte karakterer og rock ’n roll end forgængeren. Den har tilmed en bande biker-vampyrer, der godt nok spiller en lille rolle i historien, men selve konceptet står ganske tydeligt frem i bogen med stilsikker overbevisning. Patos er der stadig meget af, men den nye bog viste pludselig vampyrerne som nattens hårde negle. Der er med andre ord en anden attitude i efterfølgeren til den mesterlige debutroman, og den første, som for alvor samlede tråden op efter Rice i romanform, var debutanten Nancy A. Collins, der udsendte sin debut i ’89.

Sunglasses After Dark er en actionfyldt vampyrroman, hvis bistre hovedperson er den lille, men fysisk overlegne vampyr Sonja Blue. Sonja blev voldtaget på bagsædet af en limousine i 60’ernes swingin’ London. Voldtægtsmanden var vampyr, og Sonjas skæbne skulle derfor egentlig være beseglet. Sådan går det bare ikke. Vampyren smider Sonja i rendestenen, da han er færdig med hende, men viljen til liv er stærk i pigen og i stedet for at krepere kummerligt, begynder hendes krop at transformeres. Langsomt bliver Sonja selv til en af nattens skabninger. Modsat de fleste andre af hendes slags har Sonja imidlertid bevaret en rest af sin menneskelighed, og da hun først har fundet sig til rette i den nye tilværelse som udød, går hun ikke på jagt efter mennesker, men bruger sine nætter på at opspore og dræbe vampyrer.

Hardcover, White Wolf Publishing 1995

Den egentlige handling udspiller sig i nutiden; da bogen åbner, er Sonja fanget på en galeanstalt for helt særlige tilfælde. Fanget og mishandlet ligger hun næsten bevidstløs, låst i vedvarende mareridt. Igen viser viljen til livet sig stærk i Sonja, og det lykkes for hende at slippe ud af fangenskabet. Nu er spørgsmålet så, hvem der har fået Sonja indespærret. Hun har mange fjender, ikke mindst på grund af hendes angreb på vampyrsamfundet. Men andre kræfter truer også i kulissen, og det viser sig hurtigt, at den egentlige fjende er TV-prædikanten Catherine Wheele, der bag den renskurede, kristne facade også skjuler dystre, overnaturlige kræfter.

Nancy Collins har tydeligvis studeret Anne Rices vampyrer nøje, og hun har først og fremmest noteret sig den transformation, som vampyrerne gennemgik mellem Rices første og anden bog. Hos Collins er vampyrerne nemlig punks, gadedrenge, slyngler og samfundets udskud, alt sammen krydret med obligatoriske gentlemen-vampyrer og levendedøde adelige. Alt dette omsluttes af et dybt korrupt amerikansk samfund, som ikke synes stort bedre end de brutale blodsugere, Sonja Blue bekæmper.

Nancy Averill Collins (født 10. september 1959)

Der løber derfor en snerrende punkattitude til livet og samfundet gennem hele Sunglasses After Dark, som først og fremmest skal vise os, hvor pilrådden og hyklerisk vores kultur er, når man først begynder at se ind under overfladen. Med sit budskab er Collins dermed også et sent barn af sin tid. På lige fod med en lang række andre skrækforfattere fra 80’ernes anden halvdel er det tydeligt, at de bruger brutalitet og vildskab i fiktionen for at fange den energi og kreative voldsomhed, der opstod i kølvandet på punkens stormløb mod både finkultur og afslappet hippieselvtilstrækkelighed.

I både sprog og handling ligger der et værdisæt bag Collins’ bog, som måske umiddelbart kan fremstå råt og kynisk, men ser man nøjere efter, står det klart, at Sunglasses After Dark i høj grad er en moralsk roman, der handler om anstændighed, værdighed og ærlighed. Det, den anti-sociale Sonja i virkeligheden jagter, er nemlig falskhed og overgreb – hun jagter dem, der har magten til at træde på andre og slippe godt fra det. I den forstand bliver hun en form for superhelt, der benytter sine kræfter til at jagte dem, der krænker grundlæggende værdier som solidaritet og respekt, hvorfor hun selvfølgelig heller ikke drikker menneskeblod. Hun køber sit blod hos slagteren, så heller ingen uskyldige dyr lider overlast på grund af hendes trang.

Paperback, Onyx 1989. Romanens 1. udgave

En positiv læsning af Nancy Collins’ Sonja Blue-karakter er, at hun er en stærk kvindelig hovedrolle i stil med den type især unge kvinder, der er begyndt at befolke generelitteraturen i de senere år. Det feministiske budskab i bogen er da heller ikke til at tage fejl af – opgørets akse i romanen løber mellem Sonja og prædikanten Catherine Wheele, mens mændene får lov at stå på sidelinjen som mere eller mindre svage fiaskoer. Bogen er dermed også en spejling af det mandsdrevne univers hos Rice.

Alt dette kan man sige meget godt om, men et fundamentalt problem bliver, at den stærke kvindehelt hurtigt bliver præcis lige så uinteressant og ligegyldig som den stærke mandehelt. En bog som Sunglasses After Dark er dermed en tidlig mønsterbryder, som har gjort noget godt for kønskampen, men som litterær fremstilling bliver dens personskildring i sidste ende mangelfuld og en smule pinlig i dens dyrkelse af Sonjas overlegenhed.

Hardcover, Kinnell 1990

Det grundlæggende opråb imod sat, korrupt magt i bogen er sympatisk, men Nancy Collins driver desværre først og fremmest sin roman frem med en tempofyldt handling og en ungdommelig, kæk flabethed, som hurtigt bliver anstrengende. Hæver man blikket fra de underliggende temaer, står der nemlig en ganske triviel spændingsroman tilbage, der mest af alt fremstår som en relativt ung forfatters fantasier om et magtfuldt alter ego (altså Sonja Blue), der kan gøre oprør mod de ”voksne”. De konflikter og det samfund, Collins med andre ord viser os, er sort/hvidt og skildret i noget, der nærmer sig det parodiske.

Føjer man en ulden opbygning og en hang til uvæsentlige deltaljer, er det klart, at Sunglasses After Dark ikke kan karakteriseres som en vellykket roman. Den er et stykke teenagelitteratur forklædt som voksenlæsning (har jeg ikke også lige skrevet det om en anden bog?). Collins har forsøget at indfange alvor og grimhed igennem anti-helten Sonja, men Sonja er slet ikke nogen anti-helt, og den voldsomhed, som Collins beskriver, virker først og fremmest lånt hos hendes idoler. Der er derfor god grund til at se meget kritisk på bogen og den succes, som Collins oplevede med den. For Sunglasses After Dark blev en moderat bestseller og ganske populær blandt genrefans samt ikke mindst superhelte-glade unge mænd.

Paperback, Warner Books 1994

Nancy A. Collins kvaliteter som forfatter er tvivlsomme, men Sunglasses After Dark er alligevel en interessant roman, fordi den synes at være et startskud for hele den bølge af sort skrækfiktion, der pludselig vældede frem i begyndelsen af 90’erne. Jeg tror ikke, at navne som Kathe Koja og Poppy Z. Brite har været et sekund inspireret af Collins, men trods forskellige evner og kunstneriske ambitioner udspringer deres fiktion fra samme sted. Et grimt, dunket sted, langt fra Castle Rock, langt fra pæne skrækromaner om middelklassens mavesår og monsterklichéer. Nancy A. Collins var dermed den første, men måske også den svageste, i en prominent række af kvindelige forfattere, der skulle gå hen og føje en helt ny gren til skrækkens stamtræ, og det er da lid af en bedrift, uanset om Collins’ debutroman er god eller ej.

Paperback, White Wolf Publishing 2000

Paperback, Open Road Integrated Media 2014

Og så må I ikke snydes for den fine sang med The Cramps, der har lagt navn til bogen.

 

Anne Rice, Queen of the Damned (1988): … og sandheden skal gøre jer frie

Paperback, Futura 1990

The Vampire Lestat slutter med en ægte cliffhanger, og Anne Rices tredje vampyrroman begynder da også mere eller mindre der, hvor anden bog sluttede. De to romaner hænger med andre ord nøje sammen som første og anden del i én fortælling. Det tog Rice tre år at få afsluttet historien, og vampyrseriens begejstrede læsere måtte derfor væbne sig med tålmodighed, mens de ventede på at få opklaret, hvad der skete med Lestat. Den forventningens glæde oplevede jeg aldrig, fordi fjerde bog, The Tale of the Body Thief (1992), var den første, der udkom, efter jeg opdagede Rice. Men det er et sidespring.

Med sidste kapitel i The Vampire Lestat havde Rice vendt op og ned på sit vampyrunivers. Fra at være en primært metaforisk størrelse i den brillante Interview with the Vampire konkretiserede Rice sin mytologi, gav slip på de bagvedliggende poetiske tematikker og begyndte i stedet at skrive en romantisk, gotisk fortælling om de levende dødes eskapader. Rice malede med en bred pensel og hev læseren gennem mange tusinde års historie via fortællinger fortalt i fortællingen. Et kneb hun gang på gang vender tilbage til – Queen of the Damned er ingen undtagelse.

Paperback, Futura 1990. Min udgave af bogen har desværre haft et uheldigt møde med noget grøn maling.

I tredje roman fortsætter Rice i samme spor. Det viser sig nemlig nu, at det lykkedes for Lestat at vække Akasha – en af de to første vampyrer – fra en tusindårig slummer. Konsekvenserne er alvorlige, for Akasha er ikke tilfreds med tingenes tilstand i det tyvende århundrede. Opfyldt af had til især mænd vil hun etablere et verdensomspændende matriarkat, hvor hun selv skal indtage pladsen som gudinde. En storslået plan, som stakkels Lestat ufrivilligt bliver indrulleret i. Det betyder blandt andet, at Akasha også indleder en udrensning blandt verdens vampyrer, hvilket vi allerede fik en forsmag på i forrige bog, hvor det stod klart, at vampyrernes dronning nok var ved at vågne.

Lestat er fortælleren i Queen of the Damned. Det oplyser han selv, nærmest som en eftertanke fra Rices side, og indskyder skyndsomt, at han også fortæller ting, han ikke selv oplevede, men først har hørt efterfølgende. Den lille prolog skyldes, at Rice fører en del af handlingen tilbage til dagene op til den store koncert, som afsluttede forrige bog. Hun bruger nu flere kapitler til at beskrive en hel stribe, meget forskellige vampyrers fatale møde med Akasha. Alt sammen for at forberede os på dannelsen af den lille modstandsgruppe, som til sidst tager kampen op mod vampyrdronningen og redder Lestat ud af hendes kløer.

Gothmother Anne Rice – døbt Howard Allen O’Brien (født den 4. oktober 1941)

I folkemunde har Queen of the Damned fået et dårligt navn og bliver ofte udpeget som det sted, hvor Rice for alvor sendte vampyrserien på afveje. Det er i virkeligheden et overraskende synspunkt, fordi de to bøger efter Interview hænger så uløseligt sammen og har altid været tænkt som sammenhængende. Tematisk, stemningsmæssigt og konceptuelt er de identiske. Hvad skyldes modstanden mod den tredje bog så? Godt spørgsmål, men jeg tror, at det drejer sig om to ting. For det første gør Rice brug af et bredspektret ensemble af vampyrer i bogen. Det snævre fokus på Lestat (og Louis) er dermed ikke til stede, og navnlig den af fans så højt elskede Lestat træder i baggrunden. Det kan meget let opleves som et savn, fordi den fortættede kammerstemning derved også forsvinder fra bogen.

For det andet er bogen en hel del mere handlingsorienteret. Hvor de første to romaner har en nærmest biografisk, for ikke at sige selvbiografisk karakter, koncentrerer den tredje bog sig om løsningen af det konkrete, nutidige problem med Akasha. Handlingen, selvom vi har vampyrer som hovedpersoner, ligner derfor langt mere en almindelig spændingsfortælling end de romantiske stykker historisk fiktion, vi ellers kender.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1988. Romanens 1. udg.

Det er sådan set ikke nogen ukendt side af Rices forfatterskab. Allerede i den midterste del af Interview, hvor opgøret i Paris skildres, viser Rice en smag for action og tempo. Og med Queen of the Damned kommer det til fuld udfoldelse, hvilket vel i virkeligheden kun er rimeligt, fordi hele optakten til historien jo lå i den tidligere bog.

Nu skal det her ikke være et forsvar for Queen of the Damned – min pointe er nærmere, at den er præcis lige så god eller dårlig som forgængeren, fordi de hænger sammen og er skrevet ud fra nøjagtigt samme konceptuelle skabelon. Men faktisk må jeg indrømme, at jeg stedvist foretrækker anden del frem for den første, fordi Rice får en smule mere spillerum her.

Paperback, Ballantine Books 1993

I The Vampire Lestat maler Rice vampyrerne op i et moralsk hjørne og forsøger, med vold og magt, at nedtone deres dæmoniske side til et rent eksistentialistisk anliggende. Sådan er det ikke i fortsættelsen. Fordi vi møder så mange, og så mange forskellige vampyrer her, kan hun også tillade sig at skildre andet end de moralske, kultiverede rigmænd, der ellers har befolket bøgerne. Det er både underholdende og noget mere spændstigt end den stemning af repetition, som hang over The Vampire Lestat. Det er da også Rices tredje bog, der mere end og noget andet, peger ind i den vampyrlitteratur, som prægede 90’ernes første halvdel med navne som Poppy Brite og Nancy Collins.

Præcis som i de tidligere bøger krydser Rice hastigt århundrede, for ikke at sige årtusinder, i sin fiktion og fører ligeledes læseren med ud på en måneoplyst verdensomsejling. Det kræver sit at gennemføre sådanne vue over historien og etablere eksempelvis antikke eller middelalderlige miljøer med troværdighed. For Rice lykkedes det kun sjældent, fordi hendes periodeskildringer konsekvent træder i baggrunden for persongalleriet af vampyrer, der af en eller anden grund altid tænker og agerer som kultiverede, moderne, vestlige mennesker.

Paperback, Warner Books 1995

Men modsat de tidligere romaner kommer vi faktisk nærmere Rices historieforståelse i tredje bog. Hendes vampyrer kommenterer nemlig her direkte på tidens gang, og modsat det man måske kunne forvente, har de kun ros til den moderne verden. Rice hylder det vestlige samfund, dets kultur, kunst og religion med sin bog og udtrykker klart, at vejen frem mod 1980’erne er vejen frem mod en frigørelse af mennesket fra undertrykkelse og mental formørkelse. Alt det truer Akasha nu som en gotisk skygge fra de gamle dage. Rices historiebrug kan næppe kaldes andet en tvivlsom og naiv, men spændende er det endelig at få hendes egne ord for hendes historiefascination.

Da Queen of the Damned slutter, har Rice cementeret sit vampyrunivers med en skabelsesberetning, et syndefald og en forsoning. På kanten af udslettelse finder vampyrerne fred og verden ligger dermed åben for Lestat, Louis og alle de andre. Den vestlige kultur og frihed er reddet fra fortidens undertrykkelse og alt kan begynde på en frisk. Rice satte sine karakterer fri med den tredje bog. Der var ikke længere nogen omklamrende fortid, der holdt dem fanget, ej heller nogen overhængende trussel fra fremtiden.

Paperback, Ballantine Books 1997

Man kan dermed også sige, at det opgør med katolicismen, som Rice indledte i Interview, nu er fuldbragt. Fortidens spøgelser og myternes magt er brudt. Oprøreren Lestat har ikke alene betvunget Akasha (Kirken), han har også udfordret og overvundet det stokkonservative vampyrsamfund (menigheden) med dets rigide regler og systemer, baseret på ældgamle tanker, hvis ophav ingen længere kan huske. Feltet er nu vidt åbent, navnlig for Lestat, der mest af alt minder om en halvgud ved romanens udgang.

Spørgsmålet er så naturligvis, hvad man gør, når fortællingen er fortalt og hemmelighederne afsløret? Rice var i tvivl, hvilket tydeligt mærkes på de følgende romaner. Queen of the Damned er dermed også et kritisk punkt i vampyrforfatterskabet, fordi Rice i virkeligheden satte et kreativt punktum her, som hun ikke har formået efterfølgende at overskride med nogen form for overbevisning.

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Warner Books 2002

 

Gothmother Anne Rice fortæller

Lyt lidt her til Anne Rice, som optakt til søndagens bogomtale, hvor der er vampyrer på menuen igen. Om ikke andet kan du her se en forfatter på toppen af sin karriere i ’95. Hun sidder som en anden rockstjerne og lader sig interviewe i en sort brudekjole – mere goth kan det næsten ikke blive! Anne Rice har på dette tidspunkt netop udgivet Memnoch the Devil, en skelsættende roman i forfatterskabet, der markerede hendes gradvise tilbagevenden til den katolske kirke.

I samme interview fortæller en række bands, hvordan Rices bøger har påvirket deres musik. Rice får endda selv lov til at vælge en sang og vælger Madonnas “Like a prayer”.

Så tag et hop tilbage til ’95 og kom i godt selskab med de fordømtes dronning.

Vi ses på søndag.

 

Anne Rice, The Vampire Lestat (1985): Forklarelsens klare, trivielle lys

Paperback, Futura 1992

Der skulle gå næsten ti år, før Anne Rice vendte tilbage til de højtelskede vampyrer, der så verden i Interview with the Vampire tilbage i ’76. Hun havde bestemt ikke ligget på den lade side i mellemtiden. Rice udgave den fine og roste Feast of All Saints i ’79 og to erotiske bind i den såkaldte Sleeping Beauty-serie, udgivet under pseudonym. Alt det er velkendt, og min pointe er, at det sådan set ikke var af kreativ nød, at Rice vendte tilbage til vampyruniverset. Det enorme momentum, hendes debutroman havde opbygget i mellemtiden, virkede ganske enkelt inspirerende på hende. Sådan har hun i hvert fald selv formuleret det. Fortsættelsen digter dermed videre på universet og løfter sløret for noget af alt det, der forbliver usagt eller uforløst i den første roman.

Resultatet blev en af Anne Rices mest populære bøger, men uden tvivl også en dramatisk omkalfatring af det univers, hun havde skabt i første bog. The Vampire Lestat, som fortsættelsen hedder, er en fundamentalt anden historie, hvis eneste parallel til Interview er Rices stærke, karakteristiske fortællerstemme, der ledsager os som en varm brise gennem den nat hun maner frem. Og der er skam ingen tvivl om, at Rice er en mester ud i det sanselig sprog. Hendes prosa er rig på indtryk og sanseoplevelser, formidlet i smukke, beherskede vendinger. Desværre formår den fine sproglige indpakning ikke at skjule det faktum, at Rices anden vampyrbog er en tyndbenet fortælling uden den knusende blanding af skønhed, melankoli og smerte, der karakteriserede den første roman.

Paperback, Futura 1992

 

Nu har de fleste af Fra Sortsands læsere sikkert læst The Vampire Lestat. Bogen var fast teenage-læsning, før andre gik på strandhugst i samme gebet og gjort Rice rangen stridig som vampyr-gothens dronning. Handlingen kan derfor også sammenfattes ganske hurtigt uden, tror jeg, at ret mange bliver hægtet af. Som titlen antyder, er det skurken fra første bog, der nu er blevet hovedpersonen. Lestat får dermed talerøret i en bog, der strukturelt minder ganske meget om Interview. Det er således blevet Lestats tur til at fortælle sin historie, fra han blev vampyr til tiden, hvor han møder Louis i New Orleans.

Samtidig har bogen et spor i nutiden, hvor Lestat er kommet sig over den miserable forfatning, Rice efterlod ham i, da vi forlod ham i sidst. Fuld af virkelyst og konfronterende vrede er Lestat besluttet på at ruske op i det stivnakkede vampyrsamfund. Han tager derfor tingene et skridt længere end Louis, der jo som bekendt afslørede sine hemmeligheder til en journalist. Lestat springer ud som rockstjerne, der med sit band udbasunerer alt, hvad der er vampyrerne helligt. Dermed kommer Lestat alvorligt i fedtefadet, men mon ikke han klarer sig alligevel?

Anne Rice (født den 4. oktober 1941) omkring 1985

Med The Vampire Lestat får vi serveret bogens hovedperson i et nyt lys. En genfortolknign af karakteren, om man vil, idet Rice til fulde udnytter det faktum, at Interview er fortalt med Louis’ stemme. Nu er det, som sagt, Lestat, der har ordet, og han omskriver mere eller mindre hele handlingen fra første roman til sin fordel. Det kunne der være kommet en fantastisk bog ud af, men desværre taber Rice – i min optik – sit værk på gulvet.

I løbet af de ti år, der er gået mellem de to bind i serien, har Rice åbenbart mistet sin appetit på den erotiske leg med død og religion. Hun kan i det mindste ikke skrive om den længere med samme intense nerve. Det, der drev første roman, synes helt afsluttet, og den nye bog er skrevet af en skarpsleben bestseller-forfatter, der har fået appetit på spændingsfiktion.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1985. Romanens 1. udg.

The Vampire Lestat er en ganske konform fortælling, hvor vi hører, at Lestat faktisk slet ikke er en skrupelløs tyran, der myrder uden hæmninger. Nej, det viser sig nu, at Lestat kun dræber mordere og andre grove forbrydere. Han opererer altså ud fra en form for gammeltestamentlig retfærdighedskodeks, præcis som en del af bogens andre vampyriske hovedpersoner. Allerede her er vampyrenes monstrøsitet nedtonet betydeligt, men Rice gør flere af den slags manøvre.

Rice hiver nemlig sine vampyrer ud af det gråtonede, moralske tusmørkeland og får dem gjort til ganske anstændige væsner. Det er da også bemærkelsesværdigt, at Rice efter The Vampire Lestat begyndte at omtale sine vampyrfigurer som ”helte” – ikke karakterer eller personer, helte.

Paperback, Ballantine Books 1986

Det er i virkeligheden her, vi finder den helt store forandring. Fra at være et udtryk, et billede på fundamental menneskelig tvivl, angst, smerte og længsel er Rices vampyrer ti år senere blevet romantiske superhelte. Helte, som modsat de dødelige kan hengive sig helt til den æstetiske nydelse af verden og diskutere meningen med livet i et væk, uden at føle den brod af død, der gør samme diskussion kritisk nødvendig for ”almindelige mennesker”. Det smertelige drama fra Interview reduceres således til en uforpligtende tidsfordriv; en selskabsleg blandt udødelige levemænd og pseudo-intellektuelle.

Et eller andet sted forsøger Rice dermed også stadig at fastholde og forpligte sine hovedpersoner på de klassiske, eksistentialistiske grundspørgsmål, som sendte voldsomme rystelser gennem den første bog. Nu bare uden troværdighed. Det skyldes uden tvivl, at vampyrerne ikke længere er metaforer. De er blevet omdannet til konkrete helte, der slippes løs i en fortælling for fortællingens skyld.

Paperback, Ballantine Books 1993

Sandt at sige er The Vampire Lestat en lang, lettere ensformig bog, der præges af gentagelser og en systematisk nedbrydning af alt det, der gør Interview with the Vampire til et mesterværk. Bogens projekt er ganske klart. Rice har følt sig kaldet til at give sine læsere en række forklaringer på ting, hun ikke tidligere havde givet svar på. Hvad er vampyrerne, hvem var den første vampyr osv. Alt sammen typiske fanspørgsmål, og desværre gik Rice ind på læsernes leg og fortalte alt. Alle kort lægges på bordet, myten blottes og vampyrernes inderste væsen vises frem. Med svaret følger tom ligegyldighed.

Jeg kan sagtens se, hvorfor Lestat har betaget millioner af læsere. Jeg var selv en af dem, da jeg som glad teenager så ham som den mest übercoole hovedpersoner. I dag har jeg svært ved at genfinde samme begejstring. The Vampire Lestat har mistet enhver forankring i de stemninger og sensuelle ekskursioner ind i en blodfyldt, erotisk nat, som drev den første roman. Bogens forsøger måske at fremstå finkulturel og filosofisk, men er i bund og grund et helteepos om et smukt og rigt liv, der ikke er stort anderledes end enhver romantisk lægeroman.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Sphere 2008

 

Anne Rice, Interview with the Vampire (1976): Smuk blasfemi og gotisk patos

Paperback, Ballantine Books 1993

Af alle de bøger, som jeg har og nok kommer til at skrive om her på bloggen, er Interview with the Vampire formentlig blandt de absolut mest betydningsfulde. Den er en af de romaner, der flyttede – for ikke at sige genopfandt – en genre og transcenderede selve romanens univers. Den var med til at skabe en subkultur og inspirerede et æstetisk udtryk, som har fundet vej ind i musik, film og naturligvis litteraturen.

Dertil, på et privat plan, kan jeg så også tilføje, at jeg har læst bogen ret mange gange efterhånden. Måske fordi jeg mødte Anne Rices første vampyrroman som ung teenager, hvor jeg var særligt modtagelig overfor bogens erotiske, mystiske univers, er den blevet hos mig som et vendepunkt. Et af de steder, hvor jeg opdagede genrelitteratur, kunne være mere end bare skrækhistorier eller fornøjelig fantasy. Dengang dyrkede jeg bogen meget, og selvom mit forhold til Anne Rice og Interview er kølnet betydeligt sidenhen, har den stadig en helt særlig, jeg vil ikke sige nostalgisk, men nærmere irrationel status hos mig. Nå, nu skal det ikke handle om mig, men bogen.

Paperback, Ballantine Books 1993

Du kender jo sikkert handlingen til hudløshed. Bogens første del begynder ved udgangen af 1700-tallet i New Orleans. Den unge plantageejer Louis tumler fordrukken gennem livet med døden i tankerne, efter hans bror er omkommet under lettere mystiske omstændigheder. Louis plages af skyld, og netop som han synes at være sunket endegyldigt ned i depressionen, møder Louis vampyren Lestat. Det møde forandrer alt, for Lestat har planer med Louis. Han vil gøre Louis til sin ledsager og overtage Louis’ plantage, fordi den vil give sikkerhed og økonomisk råderum. Som sagt så gjort, og Louis mister livet for kun at genfødes ind i nattilværelsen som vampyr. En dyb og foruroligende transformation, der både er skræmmende og smuk.

Sammen kan de to vampyrer nu se evigheden i møde, men så let er det bare ikke. Louis og Lestat er nemlig som hund og kat. Mens Lestat hedonistisk jagter alt, hvad New Orleans kan tilbyde af forlystelser, forlanger Louis svar. Hvad er meningen med livet, hvorfor findes der vampyrer? Har Gud skabt vampyrerne eller er de Djævlens værk? Det er store spørgsmål, og da Lestat nægter både at besvare og diskutere dem, synker Louis atter ned i en depressiv døs, blot denne gang uden døden som mulighed.

Goth-mother Anne Rice (født d. 4. oktober 1941) i 1976

Tingene forandrer sig imidlertid, da Lestat mere eller mindre spidsfindigt narrer Louis til at gøre den lille pige Claudia til vampyr. Resultatet bliver en grufuld, dukkelignende barnevampyr. To bliver til tre, og den dysfunktionelle familie finder en form for fred. En fred, der varer i mange år, indtil Claudia begynder at stille egne krav og spørgsmål. Det bliver et vendepunkt, og tiden i New Orleans kommer til sin ende. Louis og Claudia forlader New Orleans med kurs mod Europa i håb om at finde andre vampyrer. Dem finder de skam også, i byernes by Paris, hvor det snart viser sig, at de måske har været alt for naive.

Det er nærmest lidt fjollet, når man stadig ser Interview with the Vampire fremstillet som horror-roman. Der er grumme, ubehagelige passager i bogen og vidunderligt morbide scener, som da Lestat danser rundt med liget af sin døde far, men gys er der ikke rigtigt. Snarere er der tale om en fantastisk metaforisk rejse ind i eksistentielt kerneland. Rices vampyrer har således ikke meget med tidligere inkarnationer af figuren at gøre. Faktisk kun det, at vampyren er et udtryk for det utøjlede libido. Men netop dette gør Rice også til et omdrejningspunkt for hele bogen. Vampyrerne er en utilsløret drift, blottet til fulde, fordi de ikke længere har nogen bånd til verden. Lestat synes indbegrebet af dette og lille Claudia ligeså, mens Louis tøvende anerkender tilfredsstillelsens glæder, men samtidig forlanger en begrundelse. Er det nok bare at søge glæde? Er der ikke mere i livet? Står vi ikke til regnskab for noget som helst?

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udg.

Ganske interessant afspejles disse spørgsmål i selve bogens opbygning. For godt nok er historien en kronologisk beretning om Louis’ vampyrliv, men tekstens egentlige omdrejningspunkt er en række centrale samtaler mellem Louis og de forskellige karakterer, han møder på sin vej gennem natten. Hver af disse samtalepartenere ser livet anderledes end Louis, og hver gang må Louis konkludere, at han ikke får de svar, han søger. Tættest på en følelse af sandhed kommer han dog, da han langt om længe møder vampyren Armand – en af de ældste vampyrer. Men også her må Louis til sidst konkludere, at Armands svar til dels er baseret på en løgn.

Dette peger selvfølgelig hen imod en grundlæggende overvejelse omkring godt og ondt og endelig, hvordan mennesket er stillet i en verden, hvor der ikke eksisterer nogen højere magter; ingen Gud eller Djævel. For Anne Rice er dette helt afgørende spørgsmål, og man behøver ikke læse ret mange kapitler, før det står klart, i hvor høj grad bogen er skrevet i et vidunderligt blasfemisk sprog, der skamløst og dekadent låner fra de klassiske meditative katolske tekster, som Rice må kende godt fra sit tumultariske forhold til katolicismen. Eksempelvis i sprogbrugen omkring Louis’ bror eller endnu tydelige i Louis’ første møde med Lestat. Her beskriver hun, hvordan Louis’ sjæl smelter, da han ser vampyren. Hvordan han længes efter at forenes med ham og hvordan vampyrens ansigt brænder sig ind i Louis’ sind. Alt sammen kristologiske metaforer, som vi finder dem hos Thomas à Kempis og Heinrich Suso, der skildrer deres metafysiske møde med Kristus.

Paperback, Ballantine Books 1977

Naturligvis, præcis som hos de førnævnte middelalderlige mystikere, som Anne Rice parafraserer, er mødet ladet med tunge erotiske konnotationer, og dette er altafgørende. Rice går imidlertid et skridt videre og erotiserer alt omkring vampyren; alle relationer, uanset køn og alder får en sanselig, lystfuld dimension. Konkret sex er der imidlertid ikke noget af. Rice får på den led med al tydelighed demonstreret sin kongstanke om, at den drift, der først og fremmest styrer os alle, er behovet for at blive elsket og høre til. Vampyren, revet ud af tid og sted, er det perfekte billede på dette. Ensomt står de som evige iagttagere, der aldrig helt er del af den verden, de betragter. Livet passerer dem forbi, og det eneste, de kan gøre for at fastholde den, er at nyde den. Smage den, røre den. Disse indtryk er imidlertid flygtige og fortoner sig alt for hurtigt. Ultimativt markeres denne manglende evne til at fastholde eller forankre sig i verden og andre gennem fraværet af konkret sex. Vampyrerne kan opføre sig, som havde de sex og opleve alt i erotiske baner, men den faktisk handling sker ikke, hvorfor vampyrerne impotent må søge surrogater.

De udødelige vampyrer opfatter sig som uforanderlige, men det er de ikke. De forandrer sig som alt andet, de forandrer sig bare ikke i takt med den verden, de nu lever i skyggen af. Svælget mellem verden og vampyren vokser således stille og roligt, og en skønne dag opdager vampyren sig isoleret fra alt, fordømt til evig ensomhed. Louis ser dette med det samme. Og da han i sin søgen efter sandhed langt om længe må konkludere, at det eneste reale der findes, er de mellemmenneskelige relationer, han ikke kan være en del af, fører det til en forstening af ham. Han fryser sjæleligt og affinder sig med rollen som evig, passiv tilskuer. Omvendt er det med Lestat, der fornægter alt og vedholdende dyrker sanseerfaringen som sit højeste mål. Også han indhentes af fremmedgørelsens svælg og rammes så hårdt, at det får knusende konsekvenser.

Paperback, Ballantine Books 1979. En ganske cool forside, men mere misvisende kan det nok ikke blive

 

En af hemmelighederne bag bogens succes er uden tvivl, at Rices svulstige prosa sælger vampyrerne og deres vampyriske tilværelse som noget uendeligt smukt og tiltrækkende. Alt er billedskønt, rigt og overdådigt hos Rice, hvis roman har noget barokt, frodigt over sig. Og det er ironisk, at vi oplever bogen sådan, for den unge journalist, der fører samtalen med Louis (deraf bogens titel), gør det samme, og derved misforstår han alt, hvad Louis har fortalt ham. Louis budskab er nemlig, at journalisten skal elske sin menneskelighed og evnen til at leve i takt med andre og verden. Journalisten fatter det imidlertid ikke, og han forstår ikke, at Louis er fanget i helvede. Journalisten ser kun den skønhed og mystik, som vampyren beretter om, og dumme som vi er, gør vi læsere det samme. Vi fascineres af det sanselige tusmørkeland, som vampyrerne lever i og overhører alle advarslerne.

At det samme også skete for Anne Rice, der efterfølgende også lod sig forføre af sine vampyrer og skabte tåkrummende elendig fiktion, gør nærmest bare romanens pointe endnu tydeligere: Kan ske skønheden lokker os, men skønheden kan aldrig stå alene, fordi den visner indefra og bliver en hul skal.

Paperback, Futura 1993.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1996. Forlagets jubilæumsudgave af romanen

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 2004

E-bog, Ballantine Books 2011