Paul Tremblay, The Cabin at the End of the World (2018): Dommedag måske

Paperback, Titan Books 2018

Paul Tremblay er på få år blevet en af de mest prominente, yngre skrækforfattere. Hans romaner er små bestsellere, der udmærker sig ved at være både afdæmpede og kreative i deres tilgang til gyset. Hvor flere af de bøger og forfattere, der har fået opmærksomhed indenfor skrækgenren i de seneste år, har skrevet til genren og dyrket det velkendte og nostalgiske, går Tremblay en anden vej. Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at han lægger sig i forlængelse af Stephen Kings fiktion. Man kan faktisk gå så vidt som at sige, at han er en form for modernisering af det klassiske King’ske gys.

Tremblay skildrer hverdagen; helt ordinære menneskers konfrontation med det uforståelige og skræmmende. Vi kender hans persongalleri, fordi de udspringer af en form for hverdagsportræt, og hans historier kunne udspille sig i vores eget nabolag eller måske endda hjemme hos os selv. Gyset hos Tremblay er ikke selve formålet med hans romaner, men snarere en katalysator, der sætter gang i de menneskelige dramaer, som er hans egentlige emne. 

Paperback, Titan Books 2018

Det, der først og fremmest tiltrækker sig opmærksomhed hos Tremblay, er, at hans sprog og dialog har en oprigtighed eller naturlighed. Sproget er ukunstlet og i øjenhøjde med læseren. Meget vigtigt får han samtidig, midt i det prosaiske, sneget det lyriske ind som små, glimt, der løfter passager til smukke øjeblikke eller ganske nedslående momenter. Han beskriver med andre ord vores hverdag, men han æstetiserer den også, og giver os på den måde en følelse at livets intensitet, selv der hvor det sker i det små.

Tremblay arbejder i høj grad med en form for minimalisme i sit udtryk, hvor han skærer sine fortællinger så tæt ind på sine hovedpersoner som muligt. Dramaet og gyset bor i detaljerne, ikke i store, sprudlende, fortællinger. Eller sagt på en anden måde: Der sker typisk ikke voldsomt meget i hans romaner, hvilket på ingen måde er et problem. Ikke desto mindre kan handlingen udfordre ham, hvilket kan mærkes i hans The Cabin at the end of the World fra 2018, der har karakter af et kammerspil, som gerne vil være mere end det.

Paul G. Tremblay (født d. 30. juni 1971)

Handlingen fører os ud i den dybe skov, hvor et homoseksuelt ægtepar, Andrew og Eric, er taget på ferie i en hytte sammen med deres adopterede, kinesiske datter Wen. Fædrene har aftalt, at turen skal være en rigtig ferie, og derfor er der nul telefoner, tablets eller lignende med i hytten. Det skal kun være de tre i skovens skønne idyl. Sådan bliver det naturligvis ikke.

En dag, da Wen sidder et stykke fra hytten og fanger græshopper, møder en mand op i en mærkelig kedeldragt. Leonard hedder han, og han begynder venligt at snakke med Wen, som om han kender hende. På det tidspunkt har han allerede afsløret over for pigen, at noget grumt skal ske, men hun forstår ikke, hvad han mener. Vi læsere forstår derimod straks, at der er noget alvorligt under opsejling.

Hardcover, HarperCollins 2018. Romanens første udgave

Det viser sig, at Leonard og to allierede er af den opfattelse, at jorden er ved at gå under. Det har de fået at vide under en form for guddommelig vision. Det eneste, der kan redde kloden er, at de opsøger præcis denne hytte i skoven. Ikke nok med det, de skal her forlange af en af hyttens beboere, at de frivilligt lader sig dræbe som en form for sonoffer. Kosmos kræver blod for at undgå dommedag, og det skal ske frivilligt. Nu beder de tre fremmede familien om at vælge hvem af dem, der skal dø.  

Situationen er således, at Andrew, Eric og deres datter bliver holdt fanget af to mænd og en kvinde, der forlanger noget fuldstændig vanvittigt af dem. Det store spørgsmål er naturligvis, om bødlerne bare er galninge eller om de har ret – vil verden gå under? Hvis ja, og undergangen kan forhindres, hvem skal så egentlig have martyrrollen?  Romanens handling skildrer den følelsesmæssige tur, som tager den lille familie fra vrede og vantro til tvivl og måske endda en form for accept, før hele cirklen er sluttet og det hele kan gentage sig.

Paperback, HarperCollins 2019

Fortællingen er komprimeret og handlingen, som sagt, minimal. Måske også for minimalistisk eller omvendt for ambitiøs; det afhænger lidt af, hvor man gerne så historien bevæge sig hen. Der er meget at rose ved The Cabin at the end of the World, men handlingen og romanens længde synes ikke helt velafstemt. Bogen er ikke lang, men alligevel føles den længere, end historiens udgangspunkt kan bære. Ikke at forstå sådan, at den er kedelig, men nærmere at Tremblay vælger at indlægge en række sekvenser, hvor vi forlader hytten, blandet med dramatiske optrin i selve hytten. Eksempelvis det næsten obligatoriske flugtforsøg, der strækker fortællingen og føjer facetter til persongalleriet, men som alligevel fremstår som spæk på en grundlæggende rørende enkel fortælling.

Der er noget forbilledligt ved selve historiens præmis og den absurde idé, der sætter gang i dramaet. Det er psykologisk gru, når det er bedst, men det føles som om, at det ikke var nok for Tremblay, der måske ønskede et mere filmisk udtryk i sin roman. Spændingselementerne virker forcerede og overtydelige i deres forsøg på at skabe noget nervepirrende. Bogen virker fundamentalt filmisk i dens tilgang til narrativet og i dens opbygning. Det er ikke nødvendigvis noget dårligt, men det er bare heller ikke noget, der skaber stærk litteratur. Snarere skaber det en atmosfære af at være skabt grydeklar til filmatiseringen, hvilket er trist, især fordi jeg savner det stille formsprog fra de tidligere romaner.

Paperbaack, SSP Publications 2020

På samme måde er der noget tvetydigt omkring hans valg af hovedpersoner. At vælge et homoseksuelt ægtepar med en adopteret datter som primære personer, er, om man vil det eller ej, et statement. Det kan læses som et forsøg på at vise dette som noget fuldstændig normalt og derfor noget, som ikke fortjener nogen videre opmærksomhed. Det kan også læses som en pointe, hvilket løbende antydes i teksten, blot er det vanskeligt at afgøre, hvad pointen i så fald er.

Handlingen afsøger lidt klodset idéen om offerrollen, og alle karakterer i romanen har på en eller anden måde et aspekt af offeret over sig. Alle personer bevæger sig i løbet af historien, så de, der indledningsvist er stærke, ender som svage og så fremdeles. Det sker efter en tydelig skabelon, og igen fornemmer man, at Tremblay ikke helt stolede på sin egen, enkle præmis. Han lagde mere til, forklarede mere og skabte karakterudvikling, hvilket er synd, fordi det er fuldstændig unødvendigt i denne sammenhæng.

Hardcover, Dark Regions Press 2022. Denne illustrerede luksusudgave af romanen er i skrivende stund i forudbestilling hos forlaget. Den kan findes her.

Det valg, han udsætter sine hovedpersoner for, skaber grundlaget for et ekstremt potent stykke skrækfiktion, som kunne være blevet et moderne referencepunkt inden for genren. Desværre rystede Tremblay på hånden, polstrede romanen og giver os i sidste ende en relativt ordinær fortælling med en usædvanlig præmis. Det er ærgerligt, at værket ikke når de højder, som det kunne og burde. At han til sidst formår at forløse det hele på både smuk og grusom vis, viser dog, at Tremblay fortjener den opmærksomhed, han får som en af de fremmeste forfattere inden for skrækgenren i disse år.

John Wyndham, The Day of the Triffids (1951): “News guy wept and told us Earth was really dying…”

Paperback, Crest 1964. Forsiden er malet af gode, gamle Richard Powers

John Wyndham trådte for alvor ind på den moderne, britiske genrefiktionsscene med et bemærkelsesværdigt og gribende værk, der i dag har opnået klassikerstatus. The Day of the Triffids fra 1951 står nemlig som en forbløffende stærk, apokalyptisk fortælling, der stemningsmæssigt lægger sig i gråzonen mellem SF og gys. Det var tydeligvis et sted, hvor Wyndham befandt sig godt, for han skrev efterfølgende flere romaner, der ligger samme sted mellem undren og gru.

The Day of the Triffids er et tydeligt nik til pioneren M.P. Shiels ligeledes fremragende The Purple Cloud, men Wyndham får opdateret fortællingen, ikke mindst under påvirkning fra amerikansk genrefiktion, og leverer et nyt, relevant bud på en undergangsberetning.

John Wyndham Parkes Lucas Beynon Harris (10. juli 1903 – 11. marts 1969)

Historien er fortalt retrospektivt, efter katastrofen om man vil, og begynder den nat, hvor en meteorsky farer over himlen. Vi befinder os i England, nærmere bestemt London, og skyens klare, grønne lys trækker folk i hobetal ud på gaden for at se fænomenet. Næste dag ved daggry bryder helvede løs, for alle, der har set det grønne lys, er nu blinde. Som ved et trylleslag kan kun et fåtal af befolkningen se, og på rekordtid har storbyen udviklet sig til et kaos, hvor kun den stærkes ret gælder.

Der går imidlertid en historie forud for den skæbnesvangre nat. Nogle år forinden begyndte man at kultivere nogle mystiske, kødædende planter – de såkaldte ”triffids”, der er en stor ressource, fordi der kan udvindes olie til brændstof fra planterne. Hagen ved denne superafgrøde er, at den ikke bare er kødædende, men planterne kan også skyde med giftige torne, der lammer offeret, og de kan tilmed flytte sig (sic!). Planterne kan trække deres rødder op og langsomt bevæge sig i retning af deres ofre. Det gør, selvfølgelig at man skal være ganske påpasselig i omgangen med dem. Ikke desto mindre er det med en form for galgenhumoristisk dødsforagt blevet moderne at have tornløse triffids stående i haven som pynt.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave

Det store spørgsmål er, hvor disse mystiske panter i det hele taget stammer fra? Nogle mener, at de blevet udviklet i Sovjet, andre gætter på Sydamerikas jungler som deres ophavsland, mens andre igen mener, at så sære vækster ikke kan stamme fra denne jordklode. Noget entydigt svar får vi aldrig.

Bogens hovedperson, biologen Bill Masen, fik kort før meteornatten en triffids saft i øjnene, hvorfor han lå indlagt med en skærmende forbinding om hovedet, da det grønne lys blændede verden. Han er med andre ord gået fri, og det er Bill, som nu introducerer os til alt, der skete, efter det hele gik ad helvede til.

Hardcover, Michael Joseph 1951

To ting står hurtigt klart; for det første, at alle disse plantager med triffids pludselig bliver en enorm trussel, fordi planterne er ubevogtede og derfor frit kan vandre ud i verden. Den anden alvorlige ting er, at der næsten synes at være en form for kollektiv bevidsthed planterne imellem. Det er som om, at de er i stand til at tænke og handle taktisk – men det kan ikke passe, for de er jo bare planter, ikke? Og er der en sammenhæng mellem planterne og meteorskyen, eller er det blot en tilfældighed?

Bill finder sammen med et lille hold af blinde og seende, og igennem romanens anden halvdel vi følger, hvordan de forskanser sig på en lille landejendom og her sikrer sig imod ikke bare det stadigt voksende antal triffids, der gradvist har omringet hele grunden, men også fra de andre, der forsøger at finde sig til rette i den nye verdensorden.

Paperback, Penguin Books 1954

The Day of the Triffids rummer næsten alle de motiver, som vi finder i den moderne, apokalyptiske eller post-apokalyptiske genrelitteratur. Zombiefans vil eksempelvis med glæde kunne notere sig, at man uden videre kan erstatte romanens kødædende planter med levende døde og derved stå med en historie, der virker voldsomt bekendt.

Wyndham byggede som sagt videre på andres værker. Førnævnte Shiel er vigtig, og han angav selv H.G. Wells som inspirationskilde, hvilket også synes rimeligt. Man kommer dog ikke uden om, at fortællingen er hans egen, og Wyndham skaber i langt højere grad fremtidens klichéer her, end han gentager andres idéer.

Modsat meget af den litteratur, der er kommet efter Wyndhams roman, er der noget underspillet over The Day of the Triffids. Den har al det kaos og menneskelige ondskab, som vi kender fra genren, hvor grupper af overlevende tørner hensynsløst sammen i kampen for overlevelse. Men alligevel er der en nedtonet realisme over handlingen; noget tørt, man fristes til at sige særligt britisk, over den nøgterne fremstillingsform. Præcis dette bidrager til romanens styrke, fordi den når meget igennem det usagte og antydningens kunst.

Paaperback, Dolphin Books, 1960

Man kan diskutere kvaliteten i dialogen og andre stilistiske greb i romanen, men ikke desto mindre får Wyndham udnyttet sit stof til det yderste. Han skriver sine triffids frem som en gruopvækkende størrelse, der på grund af uforklarligheden er langt mere ubehagelige end mangt et mere klassisk monster. Vi forstår ikke disse plantevæsner, vi ved dybest set ikke, hvad de er, hvor de kommer fra og om de har et større mål end ren overlevelse.

Man skal da også bide mærke i, at det er menneskeheden selv, der har inviteret disse triffids indenfor, og dermed også selv skabt undergangen. Det er derfor nærliggende at se triffids som metafor for teknologi, særlig atomkraft, der letsindigt bliver taget i brug af mennesker, som overmodigt tror, at de kan kontrollere den. Det viser sig nu bare, at det er dem selv, der bliver kontrolleret og dem selv, der forblændet af overmodig selvtillid, har sat alt over styr. Dette tidstypiske, allegoriske lag er i virkeligheden mindre interessant end selve historiens ødelæggende vision af disse skrækindjagende planter, der stille og roligt lukker sig om menneskeheden.

Paperback, Horwitz 1961

Scenerne, hvor Wyndham beskriver, hvordan tusindvis af planter står i tæt ring rundt om hovedpersonernes farm og presser sig imod hegnet, er stærk skrækfiktion, og ikke mindst et billede, der har fået fornyet aktualitet i vores egen samtid, hvor det kan læses som tegn på en natur, der slår tilbage mod en selvdestruktiv kultur.

Paperback, Crest 1962

En anden væsentlig ting ved The Day of the Triffids er selve dens fremstillingsform. Vi kastes ind i handlingen, og vi forlader den igen uden at få opklaret, hvordan det i sidste ende kommer til at gå med Bill og hans allierede. Dette ufuldstændige narrativ er et formidabelt greb, fordi det efterlader os med en nagende uro. Vi tør ikke stole på det øjebliks ro, som har givet Bill tid til at nedfælde sin beretning, men vi kan håbe. Måske er det da også netop Bills faste tro på, at der kan være en fremtid for mennesket derude, som er romanens vigtige budskab til læseren. Selv i undergangen er der håb, men for at der kan blive liv, må alting gøres fra ny.

Paperback, Penguin Books 1962

Paperback, Penguin Books 1973

Paperback, Hutchinson 1973

Hardcover, Doubleday 1979

Paperback, Fawcett Crest 1980

Paperback, Penguin Books 1985

Paperback, Penguin Books 1988

Paperback, Carroll & Graf 1993

Paperback, Penguin Books 1998

Paperback, Gollancz 2001

Paaperback, Modern Library 2003

Paperback, Penguin Books 2008

Paperback, Penguin Books 2008

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2016

M.P. Shiel, The Purple Cloud (1901): “Excuse me while I kiss the sky…”

Paperback, Warner Paperback Library 1973. Den fine forside er skabt af Chuck Sovek

M.P. Shiels The Purple Cloud fra 1901 hører til blandt de absolut bedste og mest formative stykker apokalyptisk skønlitteratur. Genren, hvis man kan kalde den det, ville ikke være det samme uden Shiels værk, og man kan hurtigt konstatere, at der ikke er kommet meget nyt til udtrykket, siden Shiels roman udkom. Han sagde det hele! og sagde det på sæt og vis bedre, end langt de fleste har gjort det efterfølgende.

Som David Lindsays A Voyage to Arcturus (1920) begynder Shiels fortælling samme overraskende sted, nemlig med en spiritistisk seance. Det fortæller os en hel del om tilblivelsestidspunktet for teksten, men de to forfattere bruger det ikke til det samme. Hos Shiel bliver seancen nemlig et metagreb, hvor åndemediet i sin trance læser et manuskript langt ude i fremtiden, og det er dette manuskript, mediet læser, som vi nu får genfortalt i romanen. Det er en kluntet konstruktion, men den har sin pointe, hvilket jeg skal vende tilbage til.

Paperback, Warner Paperback Library 1973

I grove træk skildrer The Purple Cloud menneskehedens sidste dage på Jorden, fortalt gennem den næsten eneste overlevende; en brite ved navn Adam Jeffson. Optakten til dette er som følger. I en ikke alt for fjern fremtid bliver der udlovet en dusør til den, der først kan nå Nordpolens centrum. Den opgave udløser en række videnskabelige ekspeditioner, og Jeffson er ombord på et af de skibe (Borealis), der sætter kursen mod nord. Jeffson er også del af en lille gruppe, der med hundeslæde begiver sig ud på isen for at komme frem til det afgørende punkt. Så langt når han også, men det nytter ham ikke meget. En dag antager himlen et lilla skær, og kort efter begynder dyrelivet at dø omkring ham. Jeffson er alene på isen på dette tidspunkt, og han indleder sin rejse tilbage mod ekspeditionens skib.

Noget er tydeligvis helt galt. Der ligger døde dyr over alt, og da han når Borealis, er alle ombord også døde her. Alt er dækket af et lag fint, lilla støv, og mysteriet bliver kun større, da det lykkes Jeffson at styre skibet hjemad på egen hånd. Dets nærmere han kommer beboede kyster, dets klare står det for han, at verden har været udsat for en katastrofe. Der driver skibe med døde besætninger rundt på havet, og da Jeffson for første gang går i land, et sted på den norske kyst, finder han kun døde overalt. Alt liv er ophørt – dyr som mennesker ligger rådnende der, hvor den lilla sky indhentede dem.

Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)

I løbet af romanen finder vi ud af, at der formentlig har været et vulkanudbrud et sted på Jordens sydlige halvkugle, der har slynget et giftstof ud i luften, som vinden har spredt til alle hjørner af verden. Alt er dermed blevet forgiftet og intet har overlevet. I hvert fald ikke ret meget.

Jeffson begynder en trøstesløs odysse gennem en ødelagt verden. Først går turen til England og London, hvor han genbesøger sit gamle hjem. Derfra rejser han videre for til sidst at slutte livet på en tropeø, hvor han kan afvente døden. Før han når dertil, har Jeffson skabt sig et museum af kunstskatte indsamlet fra denne mennesketomme verden, og omgivet af herlighederne vil han nu afvente, at han kan slutte sig til de døde. Så let går det dog ikke, for naturligvis dukker der en Eva op i Adam Jeffsons mausoleum af en tropeø, og dermed får vores hovedperson pludseligt helt nye tanker og udfordringer. Med ét er der måske en fremtid, men hvilken fremtid kan det egentlig blive og for hvem?

Hardcover, Chatto & Windus 1901. Romanens første udgave

The Purple Cloud er en fremragende roman. Dens første del er et stykke isnende skrækfiktion, der på grusomste vis udmaler de rædsler, som Jeffson bliver vidne til under sin rejse rundt i England, mens han stadig har håbet om at finde overlevende. Det psykologiske portræt, som Shiel skaber, er mesterligt, og han leger skånselsløst med Jeffsons konstante, men stadigt mindre, håb. Det er uhyggeligt, hjerteskærende og smukt, når vi med Jeffson vandrer gennem det ene morbide tableau efter det andet. Mest hjerteskærende er det uden tvivl, da Jeffson opsøger sin familie og finder dem døde, men der er mange andre optrin, der står decideret foruroligende. Han finder miner, hvor folk har søgt tilflugt, kun for at dø af sult i mørket. Der er også mange andre lignende situationer, hvor vi får beskrivelser af mennesker, der ligger fastfrosset i deres dødsøjeblik som bizarre hverdagsglimt fra en verden, der ikke længere findes.

Romanens første halvdel er et dødsstudium. Det er et billede på undergangens øjeblik og verden, som den tager sig ud, efter døden har passeret på hastig gennemfart. Der er ikke nogen tvivl om, at Poes sublime “The Masque of the Red Death” (1842) har dannet en væsentlig inspirationskilde for Shiel, der her lader sin lilla død angribe verden og præcis som Poe røde død, luller den alle bort som trolddomssøvnen i ”Tronerose”.

Hardcover, World Publishing Co. 1946

Anden halvdel, efter Jeffson beslutter sig for at skabe sit museum over menneskets kunstneriske bedrifter, har en ny tone. Det morbide går i baggrunden for en gylden, varm stemning af melankoli og afsked. Det er slutpunktet for alt liv, vi hører om. Matthæusevangeliets formuleringen om, at de første skal være de sidste, er her tydeligt udgangspunktet. Romanens Adam får således lov til at lukke og slukke for alt – sådan tror han i hvert fald selv.

De anfald af vemod, vrede og galskab, der rammer ham under arbejdet med museet, står stærkt og viser os Shiels forestilling om mennesket som socialt individ. Det er et imponerende psykologisk register, som Shiel præsenterer med sans for den frustration og skuffelse, Jeffson føler. Han er rasende over at have overlevet alene. Rasende over, ikke at have modet til selvmord og rasende over, at det i det hele taget kunne ske. Hvorfor, spørger han sig hele tiden, og svaret kan ikke gives. Der er ikke noget svar, det skete bare, fordi sådan er naturen. Den grusomme erkendelse knuser alle forestillinger om mening med livet og guddommelige indvirkning i verden. Det er et billede på mennesket som en skabning fuldstændig i verdens og naturkræfternes vold, til trods for vores forestillinger om kontrol ved hjælp af teknologi og intellekt.

Hardcover, Gollancz 1963

Jeffsons reaktioner er mange, og den første vrede sender ham på en årelang ødelæggelseskampagne, hvor han sprænger og brænder alle monumenter, han kan komme i nærheden af. Alt stort, alt ikonisk, skabt af mennesket ødelægger han. Han sætter hele byer i flammer og sletter menneskehedens spor. Men han kan alligevel ikke bære at ødelægge alt. Angsten for tomheden og den totale ensomhed bliver for stor, og han skaber sig derfor museet og nedfælder den beretning, som vi nu læser. Han skriver dermed til en fremtid, der måske vil komme, hvorfra ved han dog ikke.

Paperback, Paperback Library 1963

Nu kan jeg så vende tilbage til den kluntede konstruktion med det spiritistiske medie, der læser Jeffsons tekst i en trance. Det vigtige er her, at Shiel trækker en streg mellem os og Jeffson. Mediet kan med mystiske kræfter krydse barrieren ind i fremtiden, men det er klart, at vi (os læsere) er de dødsmærkede. Vi vil gå under, og det er kun tilfældigheder, der tillader os at få et indblik i den verden, der skal komme, når vi ikke længere er der. Denne nye verden, der tilhører Adam Jeffson, er noget andet og et sted, vi ikke hører hjemme. Det er ikke verdens undergang, Shiels beskriver, det er vores undergang; din og min død. Det er et barskt billede, der rammer i hjertekulen, når man først forstår sammenhængen.

De første skal være de sidste. Shiels skabte noget dybt fascinerende og vemodigt smukt med The Purple Cloud, og med sin vision sagde han også mere eller mindre alt, hvad der er et sige inden for denne tematik. Det begynder og slutter her. Storslået.

Paperback, Paperback Library 1966

Paaperback, Panther 1969

Hardcover, Gollancz 1978

Paperback, Allison & Busby 1978

Paperback, Bison Books 2000

Hardcover, Tartarus Press 2004

Paperback, CreateSpace 2012

Paperback, Penguin Books 2012

Roger Zelazny, This Immortal (1965): Vi skaber os selv med sproget

Paperback, Methuen 1985. Forsiden er malet af Melvyn Grant

Roger Zelazny var på toppen af sin karriere i perioden fra midten af 1960’erne og frem til 70’erns begyndelse, hvor han skabte en række fortællinger, der har indskrevet som vigtige værker indenfor både SF- og fantasygenren. At han ikke kunne holde dampen oppe og at der efterhånden tegnede sig lidt for mange tomme idéer i forfatterskabet, kan ikke overraske – sådan er det jo hos stort set alle skønlitterære forfattere, der udgiver mange bøger. Det skal dog ikke forhindre os i at værdsætte Zelaznys tidlige produktion, der med fuld rette gjorde ham til en superstjerne indenfor genrefiktionen.

This Immortal fra 1965, der har en lidt kompliceret udgivelseshistorie, hører næppe til Zelaznys bedst kendte værker, men ikke desto mindre rummer romanen alle de klassiske træk fra hans hånd, hvorfor den absolut er værd at opsøge. Samtidig vil jeg mene, at den er blevet vigtig med fornyet aktualitet, men det skal jeg komme tilbage til.

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni 1995)

Fortællingen udspiller sig et ubestemt sted ude i fremtiden, hvor Jorden mere eller mindre er blevet ødelagt af atomkrig. De forhutlede rester af civilisation har fået nødhjælp af rumvæsnerne fra solsystemet omkring Vega. Vegas indbyggere (blåhudede væsner, der ligner mennesker) har tilmed gradvist opkøbt store dele af Jorden, der nu udgør en form for turistpark for de kulturelt interesserede rumvæsner.

Det er ikke alle jordboer, der har været lige tilfredse med rumvæsnernes tilstedeværelse på Jorden, og da vi kommer ind i fortællingen, har der for længst været udkæmpet guerillakampe mellem jordboer og grupper, der ønsker uafhængighed af veganerne(?!). Midt i alt dette møder vi den enigmatiske Conrad, der fungerer som en form for rejseguide på Jorden, hvor han nu fremviser steder som Egyptens pyramider og andre ikoniske lokaliteter, turisterne kan se med ærefrygt og gysen. Det er også en opgave af den type, Conrad nu har fået. Han skal nemlig ledsage en veganer rundt til forskellige steder på planeten, fordi veganeren vil skrive en bog om Jorden. Med på rejsen er et mindre følge af kulturelle dignitarer, samt ikke mindst veganeres arabiske livvagt, som er en af Conrads gamle bekendte.

Paperback, Ace Books 1966. Romanens første udgave i bogform

Allerede kort efter afrejsen står det klart, at der er noget uldent ved hele affæren. Nogen vil Conrad til livs, men er der også nogen, som vil myrde den veganske forfatter? Med tydelige referencer til den klassiske whodunnit sender Roger Zelazny således sit rejseselskab ud i en ødelagt verden, hvor vi bliver vidne til de bizarre væsner, der er opstået i kølvandet på den atomare holocaust. Det jordiske vildnis er med andre ord blevet et ganske farligt sted, hvor mutanter lurer og såkaldte ”hot zones” pulserer giftigt.

Så langt så godt, men nu er dette en Roger Zelazny-roman, hvorfor der naturligvis er et udtalt metalag i fortællingen. Romanens omdrejningspunkt er den græske mytologi, og Zelazny har spækket sin roman med antikke referencer, som man kan muntre sig med at optrevle. Det væsentlige er her, at han bruger dette til at opstille et cirkelmotiv i romanen, hvorigennem han forsøger at fortælle os noget om, hvem vi er som mennesker og hvordan vi forklarer vores verden.

Paperback, Panther 1968

Atomkrigen har, som sagt, udløst mutationer, og disse mutanter kan være af monstrøs karakter, eller mere diskrete – det væsentlige er, at de af jordboerne bliver opfattet som en genkomst af mytologiske eller folkloristiske væsner. I Grækenland begyndte satyrer eksempelvis at danse i bakkerne igen efter atomkrigen side om side med andre, klassiske kompositte væsner, der også pludselig dukkede op. Naturen er dermed på en måde blevet magisk igen og er vendt tilbage til en form for mytologisk fortid.

Sådan forholder det sig bare ikke helt, fordi alle disse mytologiske væsner ved nærmere eftersyn ikke helt ligner det, som vi traditionelt forstår ved dem. Satyrerne ligner satyrer, men alligevel ikke, og det er med andre ord klart, at det er menneskene selv, der fortolker de nye væsner som mytologiske skabninger og derved gennem sproget skabt en genkendelig forklaringsmodel for den nye verden, hvor alt er forandret.

Paperback, Ace Books 1970

I stedet for at udvikle et nyt sprog, der skal beskrive verden efter atomkrigen, er man intuitivt vendt tilbage og har aktiverer et mytologisk vokabular, hvorved førmoderne, fantastiske skabninger og magi genintroduceres som realiteter i bevidstheden.

Det er et ekstremt interessant greb, synes jeg, og alene det gør Zelaznys værk værd at læse. Det er en slags genvej eller udfoldelse af tanker hentet hos Wittgenstein, som her bliver konkretiseret på forenklet vis. Zelazny driller os imidlertid også, fordi hans bærende karakter Conrad, der også bliver kaldt Kallikantzaros, har ganske meget til fælles med sidstnævnte mytologiske drilleånd af samme navn. Også andre karakterer i bogen bærer navne fra græsk mytologi, og som Conrad har de også evner, der ligner deres mytologiske forbilleder. Spørgsmålet er derfor her, om der vitterligt er tale om en genkomst af fortidens mytologiske figurer, eller om deres navne har været med til at forme dem i retning af de mytologiske forbilleder? Zelazny giver os heldigvis ikke noget svar og efterlader os med en pirrende usikkerhed.

Paperback, Ace Books 1973

Med romanen rejser Zelazny også det centrale spørgsmål, hvem der har retten til at definere verden. Her bliver tingene igen sat på spidsen, fordi rumvæsnerne fra Vega mere eller mindre har overtaget Jorden og gjort den til deres legeplads. De har omdannet den til et museum og en genstand for deres fornøjelse. Men har de ret til det, selvom de har investeret både tid og penge i at hjælpe jordboerne ud af deres selvforskyldte katastrofe?

Det spørgsmål gør romanen betimelig i forhold til vores igangværende kulturelle debat, for der er her afgjort tale om kulturel appropriation. Veganeren elsker jordisk kultur, som de synes er dybt fascinerende, og helst ville de tage så meget som muligt med sig hjem. Billedet Zelazny opstiller er med andre ord det, at fremmede, blåhudede skabninger kommer til et andet land og tager, hvad de kan bruge, mens de velmenende håndterer landets nødstedte indbyggere. At vi her taler om vestlige aktiviteter i det, som så uskønt kaldes tredjeverdenslande, kan der ikke være nogen tvivl om. Han udstiller den hvide vesterlænding som den anden, den fremmede, og stiller derved med romanen et spejl op foran os og spørger, om vi kan lide, hvad vi ser?

Paperback, Ace Books 1980

Roger Zelazny var på dette tidspunkt stærkt optaget af ikke-vestlige kulturer og religion, og måske dækker romanen også over nogle af de kvababbelser, som han selv oplevede ved eksempelvis at være turist i indisk kultur og religiøsitet. Bogens kritik opererer dermed både på et makroplan, hvor den leverer en grundlæggende kritik af appropriationen af fremmede kulturer, men også på et mikroplan, hvor Zelazny spejler 60’ernes såkaldte amerikanske ”counter cultrure”, og dennes dyrkelse af alt østerlandsk og mystisk.

This immortal er ikke nogen lang roman, og den er som alle Zelaznys romaner fyldt med dramatiske situationer og spænding. Der er tale om en særdeles underholdende indpakning af vigtige tanker. Man kan da også hurtigt overse tyngden i det, som Zelazny her leverer, men det lønner sig at grave lidt ned under det åbenlyse tjubang-lag, selvom det er fristende bare at blive i dramaet – for der skvulper man vitterligt også lunt og godt omkring.

Hardcover, John Goodchild Publishers 1984

Hardcover, The Easton Press 1986

Hardcover, Ace Books 1988

Paperback, Baen 1989

Paperback, Gollancz 2000

Paperback, ibooks 2004

Paperback, ibooks 2011

Mark Grant, Mutants Amok 3. Rebel Attack (1991): Muties indtager Hollywood

Paperback, Avon 1991. Forsiden er, som de tidligere bind, malet af altid fantastiske Les Edwards

Her er vi så kommet frem til det tredje bind i Mutants Amok-serien. De første to bøger hang fuldstændigt sammen. Det tredje bind, Rebel Attack, lægger sig i forlængelse af disse, og der kan ikke være nogen tvivl om, at de blev tænkt som én lang, sammenhængende fortælling. Jeg er faktisk helt sikker på, at David Bischoff blev hyret til at skrive tre bøger for at se, hvordan serien ville gøre sig, før der blev indgået en ny kontrakt for eventuelt flere bind. Det vil sige, at vi med tredje bind får en form for afslutningen, der kunne være blevet enden på serien. Sådan gik det ikke helt, der kom to bind mere, men det kan jeg vende tilbage til.

Selvom tredje bind i serien fortsætter direkte, hvor bind to stoppede, adskiller det sig alligevel væsentligt fra de to første derved, at vi får introduceret en ny hovedperson. Måske du husker, at vores unge hovedperson, bondeknolden Jack Bender havde en kæreste i bind 1, som, vi troede, døde efter en onde mutantlæge udførte eksperimenter på hende. Der tog vi fejl. Hun blev i stedet sendt til Hollywood, der nu bliver drevet af mutanter. Her bliver der naturligvis lavet film, som mutanter vil se, hvilket vil sige ultra-sleaze og ekstreme voldsfilm, hvor de menneskelige statister bliver mishandlet og dræbt under optagelserne.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

Smukke Jennifer er perfekt i rollen som heltinden, der skal lemlæstes af mutanter på det store lærred, og hun havner derfor i en større produktion. Mens alt dette står på, genforenes Jack og Phil med den hærdede guerillakriger Max Turkel, der er flygtet fra sit fangenskab, og oprøret mod mutanterne kan nu fortsætte med fuld vigør. Det vil sige næsten, for Turkel har fået nys om, at Jennifer er i Hollywood, og da han fortæller det til Jack, vil han naturligvis derud for at redde hende.

Nu må rebellerne derfor drøne til filmbyen for at finde Jennifer, før hun blive ofret for rullende kameraer, men vejen er lang og farerne mange. Imens sker der overraskende ting i Hollywood, for Jennifer opdager, at ikke alle mutanter er lige slemme – nogle har endda hjertet på det rette sted, og en romance udvikler sig mellem Jennifer og den bizarre filmagent Algernon, der er en parodi på alt britisk. Det er naturligvis uheldigt, nu hvor Jack er på vej ud for at redde hende, men omvendt har han jo fået varme interesser for indianeren Jill Morningstar, som vi lærte at kende i andet bind.

Paperback, Avon 1991

Satire og humor har været en væsentlig ingrediens hele tiden, men i Rebel Attack får satiren alligevel en tand mere, ikke mindst på bekostning af Hollywood og filmindustrien. Meget af dette er billige point i retning af mere eller mindre klichefyldte Hollywood-stereotyper, men der er en vrede under humoren, som skinner igennem. Man behøver ikke stor fantasi for at forestille sig, at Mark Grant – alias David Bischoff – fik noget ud mellem sidebenene, da han skrev bogen.

Bischoff arbejdede sideløbende med sin skønlitteratur som filmmanuskriptforfatter i Hollywood; han skrev også en del manuskripter om til romanform og den anden vej rundt. Bischoff kendte med andre ord filmbranchen ret godt, i hvert fald fra forfattersiden, og netop dette fylder en del i bogen. Ikke mindst bruger Bischoff/Grant plads på at skildre, hvor elendigt de store mutant-filmmoguler behandler deres skriverkarle. Kronen på dette bliver, da en forfatter tvinges til at æde en skålfuld lort foran resten af filmholdet – skuespillere, kamerafolk og alle de andre. Forfatteren kom til at sige et lille pip om instruktørens behandling af historien, hvilket han aldrig skulle have gjort. Det er ekstremt klamt og scenen fremstår som en hilsen fra Bischoff, der sender os et postkort om sin oplevelse af arbejdet i branchen.

Paperback, Pocket Books 1993

På sin vis giver Hollywood-delen et friskt pust til handlingen, der ellers nærmer sig tomgang. Vores hovedpersoner, rebellerne, knalder stadig mutanter ned for et godt ord. Bogen åbner med en af de voldsomste ildkampe til dato i serien, mens vi også læser, hvordan Jack og Jill knalder på vej ud for at redde Jeniffer. Persongalleriet er mere eller mindre på plads nu, og der, hvor romanen forsøger at overraske, er gennem de uforudsete farer, der lurer undervejs. Ikke mindst bliver mutantbanderne i LA et vigtigt omdrejningspunkt.

Der er med andre ord masser er kamp og kage i romanen. Mutantblodet sprøjter fortsat, det samme gør de lumre sexscener og platte vittigheder kommer i en lind strøm. Desuagtet er der noget skævt ved historien, som givetvis skyldes den til tider lidt kluntede sammenstilling af højspændt action på landevejen og scenerne i Hollywood, der er af en helt anden karakter og flere gange ganske lange. De påkalder sig derved meget opmærksomhed og gør heltenes rejse til LA til en biting, hvilket er en smule spøjst. Stilistisk er Rebel Attack udfordret, men måske er det for meget forlangt på den måde at gå så kritisk til en roman af denne type.

Paperback, Bantam 1994

Som jeg skrev i begyndelse, er der en stemning af konklusion over bindet, og til sidst får vi endda en slutning, hvor et udvalg af heltene drager lykkelige ud i solnedgangen. Bischoff lukker pakken med en stor rød sløjfe og afslutter her, hvad der kunne opfattes som en trilogi. Salget af bøgerne var givetvis ikke det, forlaget håbede, og jeg går ud fra, at det var derfor, man valgte at fortsætte serien én bog ad gangen. Det var måske også et godt valg, for sandt at sige, efter tre bøger i selskab med Max Turkel og de andre rebeller, er det ved at være for meget af det gode. 

David H. Keller, The Folsom Flint and Other Curious Tales (1969): SF fra højre

Hardcover, Arkham House 1969

I The Folsom Flint and Other Curious Tales finder man en samling noveller af den mere spøjse slags, skrevet af den glade fritidsforfatter David H. Keller, der havde sit daglige virke som læge. Den beskæftigelse går igen i hans noveller, der ganske ofte har et medicinvidenskabeligt element inkluderet. Genremæssigt ligger de fleste af Kellers noveller i grænselandet mellem gys og SF. Ikke at de alle er uhyggelige eller forsøger at være det, Keller arbejder også med humor i sine tekster, men han søger tydeligvis ofte mod dystopiske temaer, der i et eller andet omfang altid giver teksterne en uheldsvanger valør. 

Antologien er udgivet af Arkham House, og det er den anden, som Keller fik udgivet på forlaget. Præcis som hans første bog hos Arkham samler den et bredt udpluk fra forfatterskabet og inkluderer både noveller udgivet tilbage i 1930’erne samt en god del fortællinger, Keller skrev, efter han gik på pension i 50’erne og igen kastede sig over skriveriet med fornyet begejstring efter en lang årrækkes pause.

David Henry Keller (23. december 1880 – 13. juli 1966)

Men hvad skrev Keller så? I ”The Golden Key” (1953) hører vi, hvordan et gigantisk tårn er dukket op i verden, og på toppen af dette tårn skulle der findes en gylden nøgle, som giver adgang til en ikke nærmere defineret skat. Mennesker flokkes nu i hobetal for at bestige tårnet og få fat i nøglen, men enten bukker de under i forsøget eller også bekriger de hinanden aktivt for at forhindre modstandere i at komme først. I sidste ende når ingen op til tårnets top, fordi de taber målet af syne i deres selviske begærlighed. Den allegoriske novelle er skrevet til det tidlige SF-fanzine Destiny, der bragte en del af Kellers fortællinger.

SF i mere klassisk forstand finder man i den post-apokalyptiske ”The Red Death” (1941), hvor USA hjemsøges af en ødelæggende epidemi, der stort set udraderer hele befolkningen. En af de få overlevende lykkes imidlertid med at spore sygdommen tilbage til dens ophav og konfrontere den gale videnskabsmand, der har udløst plagen. I ”The White City” (1935) blokerer rumvæsner for solens lys, så det bliver permanent vinter på Jorden, hvilket baner vejen for rumvæsnernes invasion, efter menneskeheden er blevet godt mør af sult og kulde. Moralen er her, at nationerne er sårbare, fordi de ikke er i stand til at samarbejde før i sidste øjeblik, idet alle kun tænker på dem selv, hvilket naturligvis gentager pointen fra ”The Golden Key”. Der er også noveller om utrolige opfindelser og fremskridt, der viser sig at ramme samfundet som en boomerang.

Amazing Stories, maj 1932, med novellen “The Pent House”

I en anden afdeling finder man Kellers skrækfortælinger, som eksempelvis ”The Twins”, udgivet første gang i denne samling, der beskriver tvillingebrødre, som har spaltet et enkelt menneskes psyke i to, hvorved der er opstået en absolut god og en absolut ond tvilling. Det er ganske banalt, og ikke så sært, at novellen ikke var blevet bragt tidligere. Mere underholdende er bogens stjernestund i form af novellen ”The Thing in the Cellar” (1932), der naturligvis blev trykt i Weird Tales. En ensom mand gemmer her sine muterede slægtninge i kælderen og hyrer en fremmed til at myrde dem, da de bliver for stor en byrde. Selvom novellen ikke formår at forløse fortællingen specielt elegant, rammer Keller her noget herligt makabert og bizart, der fortsat i dag kan gribe sin læser med foruroligende energi.

Som det fremgår, kommer man vidt omkring i selskab med David Keller, men det er værd at bide mærke i nogle generelle tendenser i hans noveller – navnlig hans SF-historier, der tydeligvis bliver et talerør for politiske og sociale kommentarer fra Kellers side. Der kan således ikke være nogen tvivl om, at Keller politisk er konservativ og af en højreorienteret observans, der sætter pris på kristne dyder, traditionelle kønsroller og hvide mænd i førersædet. Tilmed må han beskrives som værende absolut skeptisk over for teknologiske fremskridt og mekanisering i hverdagen.

Hardcover, Arkham House 1952. Den første bog Keller udgav hos Arkham House

En del af hans noveller handler om samfundets eller familiens sammenbrud på grund af teknologi, der forvrider balancen og fremmedgør mennesket fra det, Keller tydeligvis opfatter som det naturlige, hvilket vil sige en kernefamilie, hvor far går på arbejde og mor er hjemme med børnene. Kernefamilien er et tema, Keller vender tilbage til igen og igen, eksempelvis i novellen ”The Pent House” (1932) fra Amazing Stories, hvor en lille familie, der som socialt eksperiment har isolereret sig, vælger at forblive i isolationen frem for at leve livet i storbyens fordærvede kultur. Novellerne er dermed helt åbenlyst skrevet af en forfatter, der så med bekymring på det han oplevede som et samfund og en kultur i opløsning.    

Keller gør sig dermed til reaktionær talsmand for det stille landsbyliv, langt fra verdens tummel. Han sværmer for lillebyen, hvor alle passer sit og tager sig af hinanden. Det er her hans baggrund som praktiserende læge, der varetager en central rolle i et lille bysamfund, kommer på banen; en opgave, der tydeligvis har en ideologisk funktion hos Keller.

Weird Tales, marts 1932, med novellen “The Thing in the Cellar”

At han samtidig har udfald imod ikke-hvide befolkningsgrupper, der generelt bliver fremstillet som suspekte i novellerne, forstærker kun indtrykket af historiernes stærkt ideologiske indhold, der i mødet med den tydelige, kristne baggrund for en del af fortællingerne, antager karakter af en ganske ubehagelig snaps, som forhåbentlig ikke vil smage ret mange af bloggens læsere.

Nu taler meget for, at du formentlig aldrig har hørt om David Keller, hvilket der er gode grunde til, for selvom han havde en stor produktion og en markant tilstedeværelse i 30’ernes pulpmagasiner, er han generelt en utrolig ringe tekstforfatter, hvis naive, næsten enfoldige personkarakteristikker og dialoger mildest talt fremstår latterlige. Ikke alle fortællingerne er lige slemme, men specielt hans mere modne værker fra 50’erne er hårrejsende i deres blanding af bedrevidende fortællestil og ubehjælpelige greb om navnlig håndteringen af persongalleriet. Læs bare i denne samling en skrækkelig novelle som ”Unto Us a Child Is Born” eller den ligeledes helt ubehjælpelige ”Air Lines”, som dog begge er fra 30’erne.

Destiny, forår 1953, med novellen “The Golden Key”

Det lå med andre ord aldrig i kortene, at Keller skulle gå hen og blive en såkaldt klassiker, selvom han oplevede en vis popularitet tilbage i pulpens storhedstid. Attraktionen ved Keller er da formentlig også hans ofte finurlige plotidéer og de meget tydelige budskaber, der har gjort hans noveller meget tilgængelige – selv for den uskolede læser, som pulpmarkedet jo havde en hel del af.

Nogle gange er det fuldt fortjent, at en forfatter går i glemmebogen, og Keller er et godt eksempel på dette. Stedvist skaber han noget tankevækkende, som rent faktisk gør indtryk, men i de fleste tilfælde eksemplificerer han blot det værste i pulplitteraturen og gør sig tilmed bemærket som svinehund; et stigma, der at dømme ud fra hans polemiske tekster er absolut og uden diskussion fortjent. Som blik ind i et stykke amerikansk mentalitetshistorie er Keller dog fortsat relevant, så læs ham endelig, hvis du skulle falde over ham, men sig ikke, at du ikke blev advaret her først.

Novellerne:

“Unto Us a Child is Born”
“The Golden Key”
“The Question”
“The Red Death”
“The White City”
“The Pent House”
“Air Lines”
“Chasm of Monsters”
“Dust in the House”
“The Landslide”
“The Folsom Flint”
“The Twins”
“Sarah”
“Fingers in the Sky”
“The Thing in the Cellar”
“A Piece of Linoleum”
“The Dead Woman”

Mark Grant, Mutants Amok 2. Mutant Hell (1991): “Get your motor runnin’…”

Paperback, Avon Books 1991. Les Edwards har stået for den helt fantastiske forside!

Andet bind i Mutants Amok-serien fortsætter præcis der, hvor det første stoppede. Der er hverken nye takter i retning af stilistiske ændringer eller i selve handlingens udtryk. Faktisk vil jeg gå så vidt som at hævde, at første og andet bind formentlig er skrevet ud i en køre og først senere adskilt i to bøger, men det er naturligvis bare gætværk. Festen fortsætter ufortrødent, og var man til de groteske optrin i bind et, skuffer bind to heller ikke.

I første bog hørte vi om, hvordan de to bondeknolde Jack Bender og Phil Potts måtte flygte fra den slavefarm, de har været fanger på, efter slaverne revolterede. Jack er naturligvis nedtrykt, fordi hans barmfagre kæreste blev snuppet og misbrugt af en satanisk mutantlæge, men han nyder også friheden. Vores to hovedpersoner er blevet ufrivillige rebeller, der nu drager afsted for at redde deres idol, supersoldaten og frihedskæmperen Max Turkel, der blev taget til fange af mutanterne i slutningen af første bind.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

Således undervejs i et letvægtsfly må Jack og Phil på et tidspunkt lande og søge efter brændstof. Det finder de på en sært idyllisk farm, hvor alt næsten er for godt til at være sandt. Farmens beboere er en form for ”mutanter light”, der ikke har åbenlyse ydre mutationer og derfor ligner mennesker. Som det snart viser sig, er de imidlertid langt fra mennesker, for farmen er en stor honningfælde, som vores to liderlige hovedpersoner løber direkte ind i. Farmens familie lever af kropsvæsker udsuget under samlejet, hvilket de to nye rebeller får at føle første nat på farmen. En ganske vanvittig konfrontation udspiller sig derefter på gården, før vennerne kan fortsætte.

Deres rejse fører dem langt om længe frem til et lille indiansk samfund, hvor alle naturligvis er oprørere. Indianerne elsker også klassisk rock, og vores venner kommer til koncert med det lokale band, der spiller Creedence, Steppenwolf og Stones. Fremtiden er fortiden! Festen afbrydes imidlertid, da det lille samfund overfaldes af biker-mutanter, og endnu en stor kamp udspiller sig…

Paperback, Scholastic 1978. En af Bischoffs tidlige bidrag til genrefiktionen

Imens alt dette sker, følger vi Max Turkel, der er i fangenskab hos mutanterne, og spørgsmålet er, om han vil kunne overleve længe nok til, at hans venner finder frem til ham, og om de vil blive genforenet.

Det er ikke de store problemstillinger, som tynger en bog som Mutant Hell, der omtrent er så subtil som et spark i skridtet. Den leverer sin overgearede, blodige og lumre handling i et hæsblæsende tempo og ser sig ikke tilbage. Det ene optrin fører direkte ind i det næste, og de eneste pusterum, vi får, er, når stakkels Jack engang imellem har et øjeblik til at overveje, hvorfor skæbnen har været så hård ved ham og ikke bare kunne lade ham leve sit stille og rolige slaveliv.

For at værdsætte en bog som denne, eller hele serien for den sags skyld, må man slukke for sine litterære forventninger og acceptere en papirstynd roman uden nogen som helst dybde eller anledning til refleksion. Det du læser, er det, du får; nul læsning mellem linjerne eller dybere lag. Det er tidsfordriv, og spørgsmålet er, om man som læser kan lade sig rive med af dette er eller ej.  

Personlig har jeg en fest med Mutants Amok-serien, fordi den er så ustyrligt grovkornet. Der er blod og sex, skildret bramfrit og til laveste fællesnævner. Bogen og serien er bevidst dum og ganske befriende skrevet uden den moraliserende tone, som det meste nyere skraldelitteratur af denne type er skrevet med. Det gør faktisk en roman som Mutant Hell en smule progressiv eller udfordrende, fordi Mark Grant (alias David Bischoff) skriver sin historie indefra og udfolder handlingen set fra vores hovedpersoners horisont, der er formet af deres miljø. Der kommer ikke nogen udefra kommende moralske eller sociale konventioner, som påtvinges historiens univers, hvilket er lidt af en sjældenhed inden for denne type fiktion.

Paperback, Penguin 1983. Endnu en af Bischoffs mange romaner og ligeledes et eksempel på hans tætte samarbejde med filmens verden

Når det er sagt, kan man selvfølgelig diskutere, hvor underholdningsværdien er størst, i første eller andet bind, og her fremstår anden del ganske meget mere dynamisk, fordi vi har fået leveret hele baggrunden for mutanternes invasion af USA og karakterernes baggrund i bind et. Anden del går lige på historien, hvilket den gør med stort gåpåmod. At romanen samtidig kender sin besøgstid, gør det ikke dårligere, for første bind var kort, og bogen er sat med store typer. Det samme gør sig gældende for Mutant Hell, der er endnu kortere.

Min anbefaling fra første bind står dermed også fortsat gældende med bind to. Er du fascineret af tjubangvold og tegneseriehelte, tilsat en god dosis sex, er Mutants Amok-serien for dig. Det er et vellykket stykke skraldelitteratur fra 90’ernes begyndelse, skrevet uden alt for meget ironi, men der kan ikke være et sekunds tvivl om, at hele den hårdkogte atmosfære alligevel er en stor vittighed; en ironisk kommentar til alle forsøg på at skrive alvorlige spændingsfortællinger og samtidig en stille hyldest til 70’ernes exploitationfilm- og litteratur. Man er med andre ord nødt til at læse Mutants Amok med humor, fordi serien slet og ret er så dum, at man ikke kan gøre andet. Men har man humoren med, har man også et par sjove timer med bogen, og det er jo ikke så dårligt.        

Mark Grant, Mutants Amok 1 (1991): Så dumt kan det gøres…

Paperback, Avon Books 1991. Forsiden er malet af den altid fantastiske Les Edwards

Mark Grant, alias David Bischoff, vidste formentlig godt, at han ikke ville vinde nogen litterære priser for første bind i Mutants Amok-serien, men det har næppe tynget ham meget. Man konstaterer da også allerede efter få sider, at han er gået til arbejdet med højt humør og stor appetit på død, ødelæggelse og lummer underholdning. Faktisk er Mutants Amok uforskammet plat og så dum, at den opnår en form for integritet med sin stupiditet. Ikke mindst fordi der ikke bliver lagt fingre imellem noget sted, hverken når det kommer til humor, vold eller sex.

Handlingen lader sig da også præsentere ganske kortfattet. I en ikke alt for fjern fremtid har mutanter overtaget verden. I USA sidder cyber-mutanten Charlegmagne på magten, og hans tropper gør nu livet surt for de overlevende mennesker, der er blevet slavegjorte af de mutanter, som videnskabsmænd skabte i jagten på den perfekte soldat. Men naturligvis er der også en modstandsbevægelse, og den sejeste, mest bistre og røv-sparkende modstandsmand er Max Turkel, der har sat sig for at gøre en ende på Charlegmagne og de andre ”muties”.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

I seriens første bind kommer oprøret dog ikke så godt fra start, for Turkel styrter ned med sit lille personfly og må hårdt såret søge hjælp på en slavefarm drevet af mutanter. En ung fyr på farmen ved navn Jack, et menneske forstå sig, begynder at hjælpe Turkel og snart er et oprør under opsejling blandt slaverne. Før det kommer så langt, må Max Turkel dog hjælpe til med at redde Jacks kæreste fra at blive udsat for eksperimenter hos den lokale, vanvittige mutantlæge. Så er der selvfølgelig også Charlegmagnes højre hånd, der leder efter Turkel, hvilket alt sammen bliver en giftig cocktail af problemer for vores hårdtslående modstandsmand og hans nye grønskolling af en partner.

Der er knald på fra første side, men det betyder ikke, at hverken Jack eller Turkel ikke har tid til at hygge sig. En væsentlig del af bogen handler om, at den erfarne Turkel giver unge Jack sextips og scoretricks i nogle ganske grænseoverskridende scener, mens de to mænd arbejder på at få Turkels flyvemaskine på vingerne igen. Da vi når midten af romanen, kunne man næsten tro, at det hele går lidt for let, men naturligvis bliver vores hovedpersoner presset, og alt ender i kamp og kage samt en cliffhanger, der sender læseren direkte videre til andet bind i serien.

Paperback, DelRey 1979

Bischoff går, som allerede indledningsvist nævnt, linen ud. Præcis det er bogens helt store aktiv, for den tåbelige handling, de latterlige hovedpersoner og den platte humor er alt for meget af det gode. Det samme er de rå mængder vold, som føjer et festligt, grotesk lag til fortælling, der giver den uhøjtidelige munterhed kant. Vi hører eksempelvis om, hvordan Charlegmagnes højre hånd, general Torx, stamper hovedet i stykker på en baby. Jeps, det er rå sager, og Torx gør det ene og alene for at vise, hvor sej og gemen han er.

I den mere muntre ende kan man nævne kapitlet, hvor Torx og hans mutantsoldater kommer til en lille landsby af små væsner med hår på fødderne, der bor inde i bakker med runde hoveddøre… De er en særlig mutantrace, som ingen kan holde ud, og efter Torx har udspurgt de små fyre, bliver alle hobbi… mutanterne knaldet med ned maskingeværer. Sjovt, dumt og ekstremt blodigt.

Paperback, Avon Books 1990 – en af Bischoffs mange bøger baseret på film og TV

Less is more lyder det moderne mundheld, men Mutants Amok går den stik modsatte vej og slipper afsted med det. Det er med speederen i bund, at bogen åbner, og farten bliver stort set ikke sænket efter første side. Alligevel må man hæfte sig ved, at dette bind har karakter af en synopsis, der både skal dække verdensbeskrivelsen, introducere de væsentligste karakterer og sætte historien i gang. Der er med andre ord en form for slør i handlingen, hvor vi introduceres til meget, men måske ikke oplever helt så meget, som der fortælles. Det er naturlig en konsekvens af, at dette er første bind; elegant er det ikke. Omvendt er der intet elegant ved hele projektet. Romanen havde formentlig også et begrænset sideantal til sin rådighed. Man skulle vel for alt i verden ikke udfordre læserne med alt for mange sider og skræmme dem væk.

Når det er sagt, må indvendingerne også konstateres at være bagateller fordi vi her har at gøre med et stykke uforpligtende neo-pulp, der i 90’ernes ånd gør alt for at være så fræk som muligt. Bischoff hyggede sig helt afgjort, mens han arbejdede på bindet, der ganske klart er tænkt som startskuddet til noget stort.

Paperback, Bantam Books 1984. Mere pulp fra Bischoffs hånd

Jeg tror også, at Bischoff var et godt valg fra forlagets side. Han har styr på sine actionscener og rammer den tåbelige humor, der helt klart har været et idémæssigt udgangspunkt for serien, til perfektion. Som sagt gør den ekstreme vold samtidig, at der kommer en snert af alvor over bogen (kun en snert!), der løfter det fra at være en genreparodi til rent faktisk at være et selvstændigt genrebidrag.

Er Mutants Amok værd at læse? Nej, absolut ikke. Verden er fyldt med fantastisk litteratur, så der er slet ikke tid til at bruge bare et øjeblik på en bog som denne. Men hvis man nu alligevel har en ulykkelig svaghed for pulp og genrefiktion, og hvis man nu er nysgerrig på at se, hvordan den postapokalyptiske genre kunne lanceres i ’91, så er det her bestemt et sjovt og ganske uforpligtende sted at springe ind. Bischoff kender som sagt sin besøgstid, og bogen er slut, før man får set sig om, men lur mig, om du ikke på det tidspunkt er blevet bare en lille smule interesseret i at finde ud af, hvad han har planlagt af voldsomme og usmagelige platheder til andet bind? Det blev jeg i hvert fald, og hvordan det faldt ud, kan du læse om, når jeg vender tilbage med andet bind snart.

 

Robert Moore Williams: Doomsday Eve (1957): Fremtiden er selvudvikling

Paperback, Ace 1957. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Ed Valigursky

Scenen er som følger: Krigen mellem Asiens totalitære tropper og de vestlige stormagter raser. USA leder kampen, mens Europa stort set er faldet. Krigshandlingerne nærmer sig slutspillet, hvor det svære skyts vil blive aktiveret; de Store Bomber, atombomberne, der en gang for alle vil definere, hvem der er jordklodens retmæssige herre.

Midt i dette absolut dystre scenarie sker der mystiske ting. Både øst- og vestmagter rapporterer om sære oplevelser med menneskelignende væsner, der pludselig er dukket op ud af det blå. Piloter fortæller om skabninger, der med et er kommet til syne uden for cockpittet mange kilometer oppe i luften, mens andre beretter om at være blevet reddet af mærkelige mennesker, som var til stede i nødens stund. Er det engle? Spøgelser? Rumvæsner? Fremmede agenter? Der er mange bud, men i sidste ende har ingen tid til at efterforske sagen grundigt, fordi krigen skal passes og bomberne sendes ned over fjendeland.

Men alligevel, tænk nu hvis disse væsner kunne have en eller anden nytte? Den amerikanske efterretningstjeneste giver derfor den udbrændte efterretningsofficer Kurt Zen til opgave at finde ud af mere om alt dette. Den chance kommer nærmest tilfældigt til ham, da han under et angreb bliver opmærksom på en ung sygeplejerske, der pludselig er til stede i lazarettet og giver en hjælpende hånd med. Hvem er hun og hvor kommer hun fra? Zen følger efter hende, og dermed er han snart ude på et kort men intenst eventyr, der gør det muligt for Kurt at leve op til sit efternavns betydning, for han opnår nemlig klarsyn og forstår, hvad der er ved at ske med menneskeheden.

Doomsday Eve blev oprindeligt udgivet som “dobbeltroman” sammen med denne, hvis forside blev skabt af Robert E. Schulz

Forfatteren bag Doomsday Eve, Robert Moore Williams, var en af de amerikanske pulpforfattere, der red med på efterdønningerne af den første store SF-bølge. Hans tematikker er velkendte og ikke videre originale, men alligevel har et værk som Doomsday Eve bidt sig fast og undgået glemmebogen, fordi det så åbenlyst er et arbejde, der udtrykker håb og visioner for en bedre fremtid. Den slags bøger er der altid brug for, selvom de færreste nok i dag lader sig begejstre over Williams evolutionære metafysik.

For det er netop det, Doomsday Eve handler om. Vores bitre helt Kurt Zen kommer på sporet af en klandestin guerillagruppe, der hverken kæmper for Øst eller Vest. Faktisk kæmper de slet ikke for verden, de kæmper for fremtiden, og stærke kræfter i gruppen hilser den atomare undergang velkommen, fordi den vil rydde op og give plads til det nye samfund.

Det er ikke alle i gruppen, der deler disse millenaristiske tanker, men der er alligevel noget om snakken. Alle i denne hemmelige gruppe har i mere eller mindre grad udviklet paranormale evner, der til stadighed bliver stærkere. De er genetisk mere end almindelige mennesker; de er, så at sige, homo sapiens sapiens extenso. Det næste skridt, det nyt liv.

Robert Moore Williams (19. juni 1907 – 12. maj 1977)

 

Heldigvis viser det sig, at Kurt Zen også bærer denne paranormale kim i sig, og han kan dermed optages i bevægelsens rækker og sikre, at det hele går rigtig for sig og ender i samarbejde. Han har trods alt visse sympatier for det gamle krigersamfund, som nu er ved at falde fra hinanden.

Der er tale om en rosafarvet fascisme her, iklædt en venlig dragt af new age-filosofi om selvrenselse og udvikling af sindets skjulte potentiale. Zen er fornuftens stemme, men det ændrer ikke ved, at Morris ser for sig, hvordan den nye race langsomt vil skubbe den gamle til side, præcis som neandertalere og Cro-Magnonmennesker skred i svinget.

Jeg er ret sikker på, at Robert Williams var blind over for de lettere ubehagelige undertoner, der ligger i hans ellers velmente anti-krigsbudskab, og det er næppe for meget at se bogen som et dybfølt hjertesuk fra en mand, der var led og ked af at se en eskalerende atomar trussel vokse mellem lige stejle stormagter. Den slags desperation kan udløse desperate tanker som eksempelvis feberdrømme om en bedre race, der kan kaste behovet for storpolitik og vold af sig.

Paperback, Wildside Press 2015

Alt dette er helt centralt for bogen, men man må ikke glemme dens kontekst – den blev solgt og læst som pulproman. Williams’ budskab er dermed også indpakket som dramatisk spændingsfiktion, hvor Kurt Zen og hans allierede kommer i ikke så få blodige ildkampe mod hæslige, asiatiske sympatisører (dem kan hverken Williams eller Zen ret godt lide), før det endelige klimaks kan udspille sig. Der er nemlig trykket på knappen og rakkerterne skal til at flyve, spørgsmålet er nu bare, om det hele har været forgæves? Kan det nye menneske stoppe den totale udslettelse, der er sekunder fra at begynde?

Man skal ikke gå for hårdt til Doomsday Eve, der læses bedst med milde øjne og et blik på dens kontekst som reaktion på samtidens faktiske problemstillinger. Stilistisk er den måske mere kluntet end genrens store navne, men Williams’ ambition eller vision, der ligger under den hårdkogte action, er fascinerende at dykke ned i og noget, som indpasser ham i skolen af SF-forfattere med hang til metafysik og spiritualitet.

I bund og grund prøver Doomsday Eve at flette uforenelige elementer sammen – hurtig, pulpet ramasjang gør sig ikke nødvendigvis godt sammen med indadvendte refleksioner, men omvendt ville det sikkert være blevet en helt uinteressant roman, hvis Williams havde valgt udelukkende at fokusere på det ene af disse to komponenter. Er det en klog bog? Nej, men den er absolut værd at besøge som et slående øjebliksbillede fra en anspændt tid i verdenshistorien.

 

Doomsday Warrior på trapperne

Her kommer kun et ganske kort indlæg i dag. Nogle gange går man i gang med tåbelige læseprojekter. Blade-serien er for mit vedkommende et godt eksempel på dette. Serien er uendeligt lang og komplet smagløs. Sidstnævnte er selvfølgelig også, hvad der gør den sjov, men der må alligevel være en grænse for, hvad man bruger (spilder) sin tid på. Eller er der?

Jeg faldt for nogen tid siden over første bind i den berømte og berygtede Doomsday Warrior-serie, der udkom på forlaget Zebra mellem 1984 og ’91. Serien er en omgang ublu vold og ramasjang, der udspiller sig i askehoben efter atomkrigen mellem Rusland og USA. 19 bind blev det til og serien var enormt populær i slutningen af 80’erne. Tiderne ændrede sig imidlertid og denne type macho-fortælling mistede læsernes interesse. 19 bind burde også være mere end rigeligt til at skildre, hvordan Ted Rocksen, kendt som ”The Rock”, med sin bande af ”Freefigters” uddeler slag og kugler til kommunister og andre skurkagtige typer.

Det kommer I helt sikkert til at høre mere om i et senere indlæg. Her kan I glæde jer over den absurde ikonografi og seriens utrolige titler, der naturligvis er skrevet med en smule glimt i øjet, men så heller ikke mere end det. For der stikker også en alvor bag bøgerne, som giver det hele et skær af noget politisk meget ubehageligt. Så glæd jer til det bekendtskab, men først er der andre ting, som skal turneres på bloggen.