Tag Archives: Apokalypse

Mark Grant, Mutants Amok 1 (1991): Så dumt kan det gøres…

Paperback, Avon Books 1991. Forsiden er malet af den altid fantastiske Les Edwards

Mark Grant, alias David Bischoff, vidste formentlig godt, at han ikke ville vinde nogen litterære priser for første bind i Mutants Amok-serien, men det har næppe tynget ham meget. Man konstaterer da også allerede efter få sider, at han er gået til arbejdet med højt humør og stor appetit på død, ødelæggelse og lummer underholdning. Faktisk er Mutants Amok uforskammet plat og så dum, at den opnår en form for integritet med sin stupiditet. Ikke mindst fordi der ikke bliver lagt fingre imellem noget sted, hverken når det kommer til humor, vold eller sex.

Handlingen lader sig da også præsentere ganske kortfattet. I en ikke alt for fjern fremtid har mutanter overtaget verden. I USA sidder cyber-mutanten Charlegmagne på magten, og hans tropper gør nu livet surt for de overlevende mennesker, der er blevet slavegjorte af de mutanter, som videnskabsmænd skabte i jagten på den perfekte soldat. Men naturligvis er der også en modstandsbevægelse, og den sejeste, mest bistre og røv-sparkende modstandsmand er Max Turkel, der har sat sig for at gøre en ende på Charlegmagne og de andre ”muties”.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

I seriens første bind kommer oprøret dog ikke så godt fra start, for Turkel styrter ned med sit lille personfly og må hårdt såret søge hjælp på en slavefarm drevet af mutanter. En ung fyr på farmen ved navn Jack, et menneske forstå sig, begynder at hjælpe Turkel og snart er et oprør under opsejling blandt slaverne. Før det kommer så langt, må Max Turkel dog hjælpe til med at redde Jacks kæreste fra at blive udsat for eksperimenter hos den lokale, vanvittige mutantlæge. Så er der selvfølgelig også Charlegmagnes højre hånd, der leder efter Turkel, hvilket alt sammen bliver en giftig cocktail af problemer for vores hårdtslående modstandsmand og hans nye grønskolling af en partner.

Der er knald på fra første side, men det betyder ikke, at hverken Jack eller Turkel ikke har tid til at hygge sig. En væsentlig del af bogen handler om, at den erfarne Turkel giver unge Jack sextips og scoretricks i nogle ganske grænseoverskridende scener, mens de to mænd arbejder på at få Turkels flyvemaskine på vingerne igen. Da vi når midten af romanen, kunne man næsten tro, at det hele går lidt for let, men naturligvis bliver vores hovedpersoner presset, og alt ender i kamp og kage samt en cliffhanger, der sender læseren direkte videre til andet bind i serien.

Paperback, DelRey 1979

Bischoff går, som allerede indledningsvist nævnt, linen ud. Præcis det er bogens helt store aktiv, for den tåbelige handling, de latterlige hovedpersoner og den platte humor er alt for meget af det gode. Det samme er de rå mængder vold, som føjer et festligt, grotesk lag til fortælling, der giver den uhøjtidelige munterhed kant. Vi hører eksempelvis om, hvordan Charlegmagnes højre hånd, general Torx, stamper hovedet i stykker på en baby. Jeps, det er rå sager, og Torx gør det ene og alene for at vise, hvor sej og gemen han er.

I den mere muntre ende kan man nævne kapitlet, hvor Torx og hans mutantsoldater kommer til en lille landsby af små væsner med hår på fødderne, der bor inde i bakker med runde hoveddøre… De er en særlig mutantrace, som ingen kan holde ud, og efter Torx har udspurgt de små fyre, bliver alle hobbi… mutanterne knaldet med ned maskingeværer. Sjovt, dumt og ekstremt blodigt.

Paperback, Avon Books 1990 – en af Bischoffs mange bøger baseret på film og TV

Less is more lyder det moderne mundheld, men Mutants Amok går den stik modsatte vej og slipper afsted med det. Det er med speederen i bund, at bogen åbner, og farten bliver stort set ikke sænket efter første side. Alligevel må man hæfte sig ved, at dette bind har karakter af en synopsis, der både skal dække verdensbeskrivelsen, introducere de væsentligste karakterer og sætte historien i gang. Der er med andre ord en form for slør i handlingen, hvor vi introduceres til meget, men måske ikke oplever helt så meget, som der fortælles. Det er naturlig en konsekvens af, at dette er første bind; elegant er det ikke. Omvendt er der intet elegant ved hele projektet. Romanen havde formentlig også et begrænset sideantal til sin rådighed. Man skulle vel for alt i verden ikke udfordre læserne med alt for mange sider og skræmme dem væk.

Når det er sagt, må indvendingerne også konstateres at være bagateller fordi vi her har at gøre med et stykke uforpligtende neo-pulp, der i 90’ernes ånd gør alt for at være så fræk som muligt. Bischoff hyggede sig helt afgjort, mens han arbejdede på bindet, der ganske klart er tænkt som startskuddet til noget stort.

Paperback, Bantam Books 1984. Mere pulp fra Bischoffs hånd

Jeg tror også, at Bischoff var et godt valg fra forlagets side. Han har styr på sine actionscener og rammer den tåbelige humor, der helt klart har været et idémæssigt udgangspunkt for serien, til perfektion. Som sagt gør den ekstreme vold samtidig, at der kommer en snert af alvor over bogen (kun en snert!), der løfter det fra at være en genreparodi til rent faktisk at være et selvstændigt genrebidrag.

Er Mutants Amok værd at læse? Nej, absolut ikke. Verden er fyldt med fantastisk litteratur, så der er slet ikke tid til at bruge bare et øjeblik på en bog som denne. Men hvis man nu alligevel har en ulykkelig svaghed for pulp og genrefiktion, og hvis man nu er nysgerrig på at se, hvordan den postapokalyptiske genre kunne lanceres i ’91, så er det her bestemt et sjovt og ganske uforpligtende sted at springe ind. Bischoff kender som sagt sin besøgstid, og bogen er slut, før man får set sig om, men lur mig, om du ikke på det tidspunkt er blevet bare en lille smule interesseret i at finde ud af, hvad han har planlagt af voldsomme og usmagelige platheder til andet bind? Det blev jeg i hvert fald, og hvordan det faldt ud, kan du læse om, når jeg vender tilbage med andet bind snart.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Robert Moore Williams: Doomsday Eve (1957): Fremtiden er selvudvikling

Paperback, Ace 1957. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Ed Valigursky

Scenen er som følger: Krigen mellem Asiens totalitære tropper og de vestlige stormagter raser. USA leder kampen, mens Europa stort set er faldet. Krigshandlingerne nærmer sig slutspillet, hvor det svære skyts vil blive aktiveret; de Store Bomber, atombomberne, der en gang for alle vil definere, hvem der er jordklodens retmæssige herre.

Midt i dette absolut dystre scenarie sker der mystiske ting. Både øst- og vestmagter rapporterer om sære oplevelser med menneskelignende væsner, der pludselig er dukket op ud af det blå. Piloter fortæller om skabninger, der med et er kommet til syne uden for cockpittet mange kilometer oppe i luften, mens andre beretter om at være blevet reddet af mærkelige mennesker, som var til stede i nødens stund. Er det engle? Spøgelser? Rumvæsner? Fremmede agenter? Der er mange bud, men i sidste ende har ingen tid til at efterforske sagen grundigt, fordi krigen skal passes og bomberne sendes ned over fjendeland.

Men alligevel, tænk nu hvis disse væsner kunne have en eller anden nytte? Den amerikanske efterretningstjeneste giver derfor den udbrændte efterretningsofficer Kurt Zen til opgave at finde ud af mere om alt dette. Den chance kommer nærmest tilfældigt til ham, da han under et angreb bliver opmærksom på en ung sygeplejerske, der pludselig er til stede i lazarettet og giver en hjælpende hånd med. Hvem er hun og hvor kommer hun fra? Zen følger efter hende, og dermed er han snart ude på et kort men intenst eventyr, der gør det muligt for Kurt at leve op til sit efternavns betydning, for han opnår nemlig klarsyn og forstår, hvad der er ved at ske med menneskeheden.

Doomsday Eve blev oprindeligt udgivet som “dobbeltroman” sammen med denne, hvis forside blev skabt af Robert E. Schulz

Forfatteren bag Doomsday Eve, Robert Moore Williams, var en af de amerikanske pulpforfattere, der red med på efterdønningerne af den første store SF-bølge. Hans tematikker er velkendte og ikke videre originale, men alligevel har et værk som Doomsday Eve bidt sig fast og undgået glemmebogen, fordi det så åbenlyst er et arbejde, der udtrykker håb og visioner for en bedre fremtid. Den slags bøger er der altid brug for, selvom de færreste nok i dag lader sig begejstre over Williams evolutionære metafysik.

For det er netop det, Doomsday Eve handler om. Vores bitre helt Kurt Zen kommer på sporet af en klandestin guerillagruppe, der hverken kæmper for Øst eller Vest. Faktisk kæmper de slet ikke for verden, de kæmper for fremtiden, og stærke kræfter i gruppen hilser den atomare undergang velkommen, fordi den vil rydde op og give plads til det nye samfund.

Det er ikke alle i gruppen, der deler disse millenaristiske tanker, men der er alligevel noget om snakken. Alle i denne hemmelige gruppe har i mere eller mindre grad udviklet paranormale evner, der til stadighed bliver stærkere. De er genetisk mere end almindelige mennesker; de er, så at sige, homo sapiens sapiens extenso. Det næste skridt, det nyt liv.

Robert Moore Williams (19. juni 1907 – 12. maj 1977)

 

Heldigvis viser det sig, at Kurt Zen også bærer denne paranormale kim i sig, og han kan dermed optages i bevægelsens rækker og sikre, at det hele går rigtig for sig og ender i samarbejde. Han har trods alt visse sympatier for det gamle krigersamfund, som nu er ved at falde fra hinanden.

Der er tale om en rosafarvet fascisme her, iklædt en venlig dragt af new age-filosofi om selvrenselse og udvikling af sindets skjulte potentiale. Zen er fornuftens stemme, men det ændrer ikke ved, at Morris ser for sig, hvordan den nye race langsomt vil skubbe den gamle til side, præcis som neandertalere og Cro-Magnonmennesker skred i svinget.

Jeg er ret sikker på, at Robert Williams var blind over for de lettere ubehagelige undertoner, der ligger i hans ellers velmente anti-krigsbudskab, og det er næppe for meget at se bogen som et dybfølt hjertesuk fra en mand, der var led og ked af at se en eskalerende atomar trussel vokse mellem lige stejle stormagter. Den slags desperation kan udløse desperate tanker som eksempelvis feberdrømme om en bedre race, der kan kaste behovet for storpolitik og vold af sig.

Paperback, Wildside Press 2015

Alt dette er helt centralt for bogen, men man må ikke glemme dens kontekst – den blev solgt og læst som pulproman. Williams’ budskab er dermed også indpakket som dramatisk spændingsfiktion, hvor Kurt Zen og hans allierede kommer i ikke så få blodige ildkampe mod hæslige, asiatiske sympatisører (dem kan hverken Williams eller Zen ret godt lide), før det endelige klimaks kan udspille sig. Der er nemlig trykket på knappen og rakkerterne skal til at flyve, spørgsmålet er nu bare, om det hele har været forgæves? Kan det nye menneske stoppe den totale udslettelse, der er sekunder fra at begynde?

Man skal ikke gå for hårdt til Doomsday Eve, der læses bedst med milde øjne og et blik på dens kontekst som reaktion på samtidens faktiske problemstillinger. Stilistisk er den måske mere kluntet end genrens store navne, men Williams’ ambition eller vision, der ligger under den hårdkogte action, er fascinerende at dykke ned i og noget, som indpasser ham i skolen af SF-forfattere med hang til metafysik og spiritualitet.

I bund og grund prøver Doomsday Eve at flette uforenelige elementer sammen – hurtig, pulpet ramasjang gør sig ikke nødvendigvis godt sammen med indadvendte refleksioner, men omvendt ville det sikkert være blevet en helt uinteressant roman, hvis Williams havde valgt udelukkende at fokusere på det ene af disse to komponenter. Er det en klog bog? Nej, men den er absolut værd at besøge som et slående øjebliksbillede fra en anspændt tid i verdenshistorien.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Doomsday Warrior på trapperne

Her kommer kun et ganske kort indlæg i dag. Nogle gange går man i gang med tåbelige læseprojekter. Blade-serien er for mit vedkommende et godt eksempel på dette. Serien er uendeligt lang og komplet smagløs. Sidstnævnte er selvfølgelig også, hvad der gør den sjov, men der må alligevel være en grænse for, hvad man bruger (spilder) sin tid på. Eller er der?

Jeg faldt for nogen tid siden over første bind i den berømte og berygtede Doomsday Warrior-serie, der udkom på forlaget Zebra mellem 1984 og ’91. Serien er en omgang ublu vold og ramasjang, der udspiller sig i askehoben efter atomkrigen mellem Rusland og USA. 19 bind blev det til og serien var enormt populær i slutningen af 80’erne. Tiderne ændrede sig imidlertid og denne type macho-fortælling mistede læsernes interesse. 19 bind burde også være mere end rigeligt til at skildre, hvordan Ted Rocksen, kendt som ”The Rock”, med sin bande af ”Freefigters” uddeler slag og kugler til kommunister og andre skurkagtige typer.

Det kommer I helt sikkert til at høre mere om i et senere indlæg. Her kan I glæde jer over den absurde ikonografi og seriens utrolige titler, der naturligvis er skrevet med en smule glimt i øjet, men så heller ikke mere end det. For der stikker også en alvor bag bøgerne, som giver det hele et skær af noget politisk meget ubehageligt. Så glæd jer til det bekendtskab, men først er der andre ting, som skal turneres på bloggen.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Robert R. McCammon, Swan Song (1987): Milleniaristiske sværmerier

Paperback, Pocket Books 1987. Forsiden er malet af den aldeles glimrende Rowena Morrill

Swan Song fra ´87 er uden tvivl Robert R. McCammons bedst kendte værk. Den blev et hit, da den udkom og sikrede ham en plads blandt skrækfiktionens velkendte navne – i hvert fald for en stund, før han som så mange andre i løbet af 90’ernes første halvdel sadlede om og vendte sig mod krimigenren.

Med Swan Song udsendte McCammon sin mest ambitiøse roman, og man kan vel med god ret hævde, at han aldrig efterfølgende har skrevet et tilsvarende magnum opus. Det kan der være gode grunde til, for resultatet står uvægerligt i skyggen af Stephen King. Men først et kig på handlingen, der tager os gennem apokalypsen og ud på den anden side igen, hvor livet viser sig slet ikke at være så værst endda.

Paperback, Pocket Books 1987

I en ganske nær fremtid bryder forholdet mellem koldkrigsmagterne sammen. Krigen bliver hed, alt for hed, og atomkrigen begynder. Bomberne falder og verden, som vi kender den, ophører med at eksistere. Midt i denne ødelæggelse introduceres vi til en vifte karakterer, der befinder sig rundt omkring i USA. De oplever hver især katastrofen på forskellig vis, og da de første støvskyer har lagt sig, er det som om, at fronter har tegnet sig mellem de overlevende. På den én side har vi de arbejdsomme, der drømmer om at genskabe samfundet eller måske endda bygge et nyt og bedre. På den anden side har vi ødelæggerne, der synes at svælge sig i destruktionen og det nedfaldshelvede, som landskabet er blevet omdannet til.

De centrale figurer er her Colonel Macklin, der bliver anføreren for en dystopisk hær af mordere, voldtægtsmænd og banditter, som kæmper for at underlægge sig den nye verden. På den anden side har vi en lettere sindsforvirret posedame fra New York, der går under navnet Sister Creep. Creep har også en mission, men den handler om genforening, genrejsning og genkomst.

Robert Rick McCammon (født 17. juli 1952) fotograferet i 2002

Ideologisk repræsenterer de to figurer hinandens modsætninger, og dikotomien gennemsyrer hele bogen, der klart fordeler sit persongalleri mellem gode og onde. Dette sættes yderligere på spidsen gennem to bipersoner. På den ene side den uskyldige og blinde pige Sue, som har evnen til at genoplive eller vække planter fra deres hi. Hun bærer dermed både symbolsk og konkret fremtiden i sig, og det er omkring Sue, at de lyse kræfter samler sig. Omvendt har vi manden med de mange navne – den omrejsende djævel, der ansporer ødelæggelsen for ødelæggelsens skyld. Som handlingen skrider frem, er det klart, at en ny konfrontation skal udspille sig. Denne gang ikke mellem øst- og vestmagter, men mellem godt og ondt, mellem liv og død, mellem Guds eller Moder Jords udvalgte og Satan tropper.

Hvis alt dette lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt, for Swan Song læner sig, som nævnt, ganske kraftigt op ad Stephen Kings The Stand (1978). Forbløffende tydeligt, må man sige, og selvom der ikke er tale em et decideret plagiat, er det vanskeligt klart at sige, hvad McCammon egentlig føjer til fortællingen, som King ikke allerede havde skrevet. Både The Stand og Swan Song er således kæmpemæssige kollektivromaner, der beskriver to folkefærds vandring og endelige sammenstød. I begge romaner er det metafysiske kræfter, der styrer handlingen i fortællingens baggrund, og i begge fortællinger er det en tydelig kristen tænkning, der danner udgangspunktet for konflikten.

Paperback, Pocket Books 1987. Romanens første udgave

Det er derfor også en smule forbløffende, at McCammon rent faktisk skrev og udgav sit post-apokalyptiske epos, for ingen er et sekund i tvivl om, hvorfra han henter hovedparten af sin inspiration. Sagen er dog nok den, at McCammon slet ikke prøvede at nytænke. I stedet er bogen en form for genfortælling af Kings værk, blot udført i en væsentligt mere løssluppen facon. Hvor The Stand er ubehagelig og grum, foruden at være hjertevarm og sentimental, føjer Swan Song deciderede elementer af pulp og fantasy til udtrykket, hvilket trods alt gør, at det ikke føles identisk med Kings værk. Vores hovedpersoner kæmper eksempelvis flere gange mod muterede dræberdyr a la Hiero’s Journey (1973), og oplever også andre ting, som klart hører hjemme i en mere frimodig litteratur end den alvor, som præger The Stand.

Robert McCammon ville dermed afgjort underholde sin læser, men samtidig er det klart, at han havde noget på hjertet og brugte romanen og skabelonen lånt fra King, til at opdatere historien. Således iscenesætter den tidens frygt for krig og atomvåben. Budskabet er det samme som hos King, nemlig at mennesker drevet af det nedrige, det onde og formørkede altid arbejder på at nedbryde verden. Dermed gør de helt bogstaveligt Djævlens gerning – om det er arbejdet på atomvåben eller en virus som Captain Trips spiller ingen rolle – begge dele er menneskeskabt og skabt af de samme forblændede personer. Men uanset hvor omfattende ødelæggelserne bliver, så vil de retskafne mennesker bestå, så længe de ikke mister håbet. Og skulle de miste håbet, kan de være sikre på, at det vil komme tilbage til dem – hos McCammon i form af en lille pige, der kan få æbletræer med fuldmodne frugter til at skyde op fra den forgiftede jord på en nat.

Paperback, Sphere 1988

Der ligger med andre ord klare messianske forestillinger bag Swan Song, som siger, at de udvalgte vil kunne se et nyt liv i møde, når deres prøvelser er overstået. Den tanke er måske en af den apokalyptiske litteraturs største klichéer, men samtidig formentlig også selve genrens raison d’être, fordi drømmen om udrensningen og den friske start synes at blive selve drivkraften bag den form for fortælling. Sådan er det hos King, og Justin Cronin gentager stort set det samme i sin The Passage fra 2010.

Hvor tragisk og gruopvækkende verdens ødelæggelser end måtte være, bliver den både i Swan Song og genren som sådan til en fortælling om håb og et løfte om bedre tider efter prøvelserne. Apokalypsens huskekage er Guds opdragende hånd, der giver verden en lussing, men så lader menneskene finde sig til rette igen. Nu blot som bedre og stærkere individer, der forstår at værdsætte kloden, livet og åndeligheden. Det tankegods man finder formuleret hos Paulus i første Korintherbrev, hvor man netop hører om Gud, der prøver verden med en rensende ild, som lader de gudløse brænde og de udvalgte blive stærkere.

Hardcover, Dark Harvest 1989

Alt dette er i sidste ende en frygtelig, sødladen klangbund, som gør den såkaldt post-apokalyptiske genre til en suspekt størrelse, som kun sjældent transcenderer sine milleniaristiske ansatser. Men når det er sagt, har en roman som Swan Song en klar underholdningsværdi, fordi den er fyldt med vanvittige optrin og skrevet med en løssluppenhed, som gør den væsentligt mere humørfyldt end den kvælende The Stand. McCammon er ingen god forfatter, hans psykologiske forståelse er næsten fornærmende banal, men desuagtet rammer han en pulpet tone, som punkterer de selvhøjtidelige takter i fortællingen og gør den til letbenet ramasjang. Letbenet ramasjang ville McCammon næppe selv kalde den, men ser man den i det lys, er Swan Song en stedvist fornøjeligt, omend ganske omstændeligt bekendtskab.

Paperback, Pocket Books 1996

Paperback, Pocket Books 2009

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Cormac McCarthy, The Road (2006): Hist, hvor vejen slår en bugt

Hardcover, Turtleback Books 2007

I forbindelse med færdiggørelsen af et bogprojekt har jeg lige genlæst Cormac McCarthys helt og aldeles fremragende roman The Road fra 2006; en bog, der typisk beskrives med den lidt uheldige genrebetegnelse ”post-apokalyptisk”. Romanen blev, som bekendt, en bestseller, der har gået sin sejrsgang godt hjulpet på vej af en filmatisering. Jeg klapper da også i hænderne over den succes, for McCarthy fortjener at blive læst og diskuteret af så mange som muligt. I indlægget her skal jeg ikke kede jer med alt for meget om det grundlæggende i romanen. Jeg er helt sikkert på, at I alle har læst bogen og elsker den.

Jeg sætter personligt stor pris på den ekstreme sproglige disciplin i McCarthys forfatterskab, ikke mindst som han udfolder den i The Road. Grundlæggende indfælder han sig i den realistiske, amerikanske tradition, der mere eller mindre har holdt sig uforandret siden Hemingway. Det vil sige en enkel eller nedbarberet prosa, som ikke finder sin virkning i metaforiske konstruktioner og detaljerede stemningsbeskrivelser, men i stedet går i den stik modsatte retning. Hos McCarthy, eksempelvis, bliver teksten strammet ind til et absolut minimum, og hovedpersonernes verden beskrives med en ordknap nøjagtighed, der giver sætningerne karakter af pulsslag, som roligt, men taktfast, registres af læseren.

Cormac McCarthy (født 20. juli 1933)

Ordene hos McCarthy vinder dermed betydning og lyrisk kraft, fordi der er så få af dem, og vi ved, at de ord, der står tilbage, er ladet med en mening, som en mere ordrig forfatter ikke nødvendigvis behøver investere i sin sætningsopbygning. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at en roman som The Road er fyldt med betydninger og skrevet ud fra noget, som man kunne kalde det usagtes æstetik. Ordene er selvfølgelig nødvendige for bogen eksistens, men de er også nødvendige for også at kunne undlade ord. Man kan sige, at McCarthy siger præcis så meget eller lidt, at han skaber en langt større usagt fortælling, end det konkrete bogværk vi sidder med.

Der er skam også vinkler og betydninger nok at grave frem i The Road, nogle mere oplagte end andre. Det psykologiske portræt af den syge far, forholdet mellem far og søn, drengens verdensbillede og så fremdeles, er emner, der allerede nu er blevet diskuteret ganske meget. Jeg har da heller ikke så meget konkret at sige om præcis de spørgsmål. Der er imidlertid en større diskussion om McCarthys forfatterskab, som er ekstremt interessant og vigtig for forståelsen af The Road og hans værker generelt.

Hardcover, Picador 2006. Romanens 1. udgave

Det handler om religionens rolle i en bog som The Road. Emnet er blevet diskuteret heftigt, senest meget interessant af Manuel Broncano i den anbefalelsesværdige Religion in Cormac McCarthy’s Fiction: Apocryphal Borderlands fra 2016.

Den katolsk opdragede McCarthy har på den ene side selv flere gange afvist religion og taget et klassisk ateistisk standpunkt, der siger, at tro eller religion er et surrogat eller en kollektiv løgn, der tillader os at glemme verdens ubehageligheder. På den anden side er The Road, for nu at holde os til den, gennemsyret af fundamentalt kristne motiver, der styrer teksten fra ende til anden. Pilgrimsmotivet gennemtrænger alt, og faren indtager pladsen som dogmatisk lærer, der viderebringer bibeltekst til sønnen.

Hardcover, Alfed A. Knoph 2006

Den paulinske idé om at være i verden, men ikke af verden, og Johannes åbenbaringens sondring mellem folket af denne verden og de troende, som har hjemme i det hinsides, hamres igennem på alle bogens sider, hvor far og søn, som pilgrimme i udlændighed, vandrer igennem en verden, der ikke er deres. ”Are we the good guys?”, lyder spørgsmålet igen og igen fra sønnen, og faren tvivler, men svarer ja, for de er ikke del af den kannibalistiske virkelighed omkring dem. Drengen og farens verden er vejen, der fører mod Paradis, og de har ikke fred, før de har nået deres mål.

Pilgrimsmotivet trækkes endda helt ind i bogens afslutning. Faren dør på landevejen, mens sønnen indlemmes i et nyt fællesskab, der er undervejs mod samme mål. De er ikke konkret på vejen længere, men metaforisk er de også hjemløse, der i deres ansigtssved arbejder i vildmarken, mens de venter på, at portene til Det Ny Jerusalem åbner sig for dem for enden af vejen.

Paperback, Vintage Books 2007

Sådan kan man blive ved. Det interessante ved alt dette er imidlertid den paradoksale relation mellem forfatter og tekst, som inviterer til overvejelse og nærmere grubleri. Tager vi McCarthys ateistiske standpunkt for pålydende, bliver farens og drengens fortælling en ekstremt nedslående, nihilistisk fortælling om en løgn, der holder dem gående i en ødelagt verden uden lyspunkter. Men helt så enkelt er det ikke, for jagten på det forjættede land er jo netop det, der holder dem i live; det giver dem håb og kraft. Uanset om fortællingen, de tror på, er sand eller falsk, har troen altså en betydning for dem. En betydning, der synes at gå stik imod McCarthys eget udsagn om religionen som hæmmende blændværk.

Når han gang på gang opsøger disse soteriologiske perspektiver i sin fiktion, må man spørge sig, om McCarthy er helt ærlig i sine udtalelser om religion. Måske spiller den en større rolle hos ham? Det er naturligvis et personligt anliggende for ham; det spændende er imidlertid den vifte af mulige fortolkninger, der opstår i spændet mellem total håbløshed og stålsat tro på, at der kommer en bedre verden. Uanset hvad McCarthy selv måtte føle og tænke, betyder alt dette i virkeligheden, at han sætter sin læser fri på landevejen til selv at spørge sig, hvad forholdet er mellem nuet og det der kommer i fremtiden.

Paperback, Picador 2007

Det, McCarthy dermed gør, er at udstyre sin læser (barnet/drengen) med en krykke i form af den kristne mytologi og så spørger, om han/hun ville se sig i stand til at kaste denne krykke fra sig i ekstrem nød som sult og hjemløs fattigdom. Han adresserer dermed også grundlæggende problematikker omkring religionen og når derved, ad omveje, tilbage til noget, der ikke så meget er en ateistisk kritik, men mere en nøgtern beskrivelse af det udsatte menneskes behov håb, uanset hvad kilden til dette håb måtte være. Er det så godt eller skidt? Blændværk eller overlevelsesdrift? Ja, diskussionen fortsætter, men her må jeg hellere stoppe.

På genhør

Martin

Paperback, Picador 2009

Paperback, vintage books 2009

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

James Herbert, The Rats (1974): Rotterne går til angreb

Paperback, Pan Books 1999

Engelske James Herbert debuterede i 1974 med en overraskende rå roman, der nærmere var en sen udløber af 60’ernes genopdagelse af pulplitteraturen end et produkt af den type bestsellergys, som voksede frem i 70’erne. Ikke desto mindre er det præcis den bølge, som skabte Herberts karriere og sikrede ham en komfortabel plads som en af Englands førende skrækforfattere helt frem til begyndelsen af 90’erne, hvor han, som så mange andre på genrescenen, begyndte at miste sit publikum.

Stilistisk er der ikke langt fra James Herbert til Graham Masterton, der også skrev i forlængelse af pulplitteraturens bramfri, voldsomme facon, men sammenligner man Mastertons debutroman The Manitou med Herberts debut, The Rats, er det klart, at der også er store, stilistiske forskelle de to imellem. Herberts tone er langt hårdere end Mastertons, der i højere grad benytter sig af humoristiske elementer.

Paperback, Pan Books 1999

Hvor Masterton forsøgte at simulere amerikansk litteratur og kontekst med sin debutbog, lod Herbert sin roman udspille sig midt i det forfaldne, fattige forstadslondon, som han selv var opvokset i. The Rats har dermed en snert af noget socialrealistisk, og selvom bogen har talrige spydige kommentarer, er det mere udtryk for en arrig gadedrengsattitude end egentlig humor. Herberts bog står dermed koldere og mere drabelig end Mastertons The Manitou, og det er ikke så sært, at romanen blev en af kilderne til 80’ernes vilde skrækfiktion, fordi man allerede her hos Herbert finder ganske meget af dette in spe.

Handlingen i The Rats beskriver, hvordan en ny art af gigantiske, muterede rotter er begyndt at dukke op i London. Ikke alene er de enorme, de er også intelligente – i hvert fald klogere end deres normale slægtninge – og de ser mennesker som deres primære bytte. I en række små kapitler hører vi først, hvordan rotterne går til angreb på tilfældige ofre, blandt andet et lille barn, før det endelig går op for myndighederne, at noget alvorligt er på færde. Det skyldes ikke mindst, at rotterne bærer på en virus. Hvis man overlever deres bid, vil sygdommen alligevel dræbe en efter 24 timer.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Midt i alt dette bliver skolelæreren Harris introduceret som bogens egentlige hovedperson. Ved en tilfældighed bliver han indrulleret i myndighedernes kamp mod rotterne, og det er igennem hans briller, at vi bliver vidne til den stadigt mere håbløse udrydningskampagne, hvis omfang har apokalyptiske dimensioner.

Sagens egentlig omfang står dog først klart, da vi bliver vidne til koordinerede angreb fra rotterne. Først mod et undergrundtog, som fører til nedslagtningen af de fleste passagerer, dernæst et angreb på skolen, hvor Harris arbejder, og endelig et angreb på byens zoologiske have.

Hardcover, New English Library 1974. Romanens 1.udgave

Man bemærker straks en atypisk voldsomhed i The Rats. Scenen med barnet, der bliver dræbt og ædt af rotterne i bogens begyndelse, går langt videre i sine beskrivelser, end hvad man har mødt i ganske meget andet skrækfiktion fra samme tid. Herbert sigter tydeligvis mod at provokere og ruske op i sin læser, og det formår han stadig den dag i dag, hvor rotterne endnu fremstår som særdeles frastødende skabninger.

Det står også klart, at Herbert i et eller andet omfang har et politisk sigte med sin bog. Det London, han skildrer, navnlig beskrivelserne af byens østlige arbejderklasseområder, er en beskidt, nedslående verden, hvor bombekraterne fra Anden Verdens krig stadig ligger synlige og ubebyggede. Hans London er befolket af et nedslående galleri af personer, som lever i dette forfald eller på kanten af samfundet. Han adresserer også spørgsmål om race, og samfundets usagte racisme udpeges flere steder.

Paperback, New English Library 1974

Man må selvfølgelig også overveje, om selve rotterne er et symbol eller en allegori. Deres ustoppelige fremmarch vækker mindelser om Karel Čapeks klassiske allegori over de totalitære regimers fremvækst i Krigen mod Salamandrene (Válka s mloky) fra 1936, men Herbert har snarere trukket inspiration fra George R. Romeros film The Night of the Living Dead.

De groteske rotter er skabt på grund af menneskelig dumhed, og nu myldrer de frem fra Londons fattigste kvarterer og kaster sig glubskt over den velhavende storbys indbyggere. Hvad vi skal lægge i dette, står åbent hen, præcis som de levende døde i George R. Romeros første zombiefilm forbliver åbne for fortolkning. Om det er underklassens revolution, som Herbert beskriver, eller om det er en dystopisk advarsel om et ulige samfunds kollaps, får vi aldrig sat ord på. Her er læseren overladt til sin egen fortolkning.

Paperback, Signet 1975

The Rats er en roman, som gør indtryk, ikke fordi den er velskrevet eller begavet. Den gør indtryk som beskidt, uslebent bud på en fræk og provokerende litteratur, der ignorerer genrekonventioner og forestillinger om god smag. Det dilettantiske, der gennemsyrer næsten alle dele af romanen, føjer med andre ord en særlig æstetisk dimension til værket. Vi genkender pulplitteraturens patos og melodrama, som når hovedpersonen Harris oplever lykken, for så kun i det næste øjeblik at blive revet tilbage til problemerne igen. Som litteratur er The Rats dybt uoriginal, men desuagtet slår bogen hårdt, og det er ikke så sært, at den endnu er en roman, som huskes og uden tvivl den bog, der står stærkest i Herberts forfatterskab. Han anede næppe selv, hvad det præcis var, han slap løs i 1974, men resultater blev en livslang karriere i skrækfiktionen.

Paperback, Signet 1983. Her er romanen genudgivet under en alternativ

Paperback, New English Library 1987

Paperback, Signet 1989

Paperback, Pan Books 2010

Paperback, Pan Books 2011

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Basil Copper, And Afterward, the Dark (1977): Om flabbede mænd og andet ubehageligt

Hardcover, Arkham House 1977. Den særdeles fine forside er skabt af altid storartede Stephen Fabian, som her illustrerer novellen “The Janissaries of Emilion”

I 1977 kunne Arkham House udsende engelske Basil Coppers anden novellesamling på amerikansk grund; en samling på syv fortællinger, der som næsten alle Coppers noveller er ganske lange. Hans stil er ordrig og stedvist meget omstændelig, fordi han tilstræber en høj grad af fuldstændighed i sine miljøskildringer, præcis som M. R. James, der er et af Coppers store forbilleder. Samtidig bevæger Copper sig også ind i det indre, psykologiske landskab under påvirkning fra Robert Aickman. I de bedste fortællinger får Copper da også disse inspirationskilder til at spille sammen på både smuk og intens vis, men når det går galt, bliver det banalt og overgjort, fordi Copper grundlæggende er en traditionalist ud af den gamle, plotorienterede skole for sære fortællinger. Faren for at ville forklare og forløse historierne alt for entydigt bliver således overhængende i alt, hvad Copper han skrev.

I And Afterwards, the Dark, hvis fantastiske titel er lånt fra en linje i et digt af Alfred Tennyson, får vi både Copper fra hans bedste side og fra hans mest ligegyldige. Svagest er Copper eksempelvis i en fortælling som “Camera Obscura”, der handler om et forhekset kamera, som kan sende brugeren ind i en ubehagelig paralleldimension. Ideen er ikke synderligt original, og Copper bruger her en utrolig mængde plads på at bygge op imod et klimaks, der er forventet og derfor helt udvandet allerede efter få sider.

Hardcover, Arkham House 1977

I en historie som “Camera Obscura” formår stemningen med andre ord aldrig at blive en egentlig, fremtrædende faktor, og det er måske også netop Coppers væsentligste problem; at han i flere tilfælde glemmer at arbejde seriøst med fiktionens affektive kvaliteter for i stedet at koncentrere sig om tekstens forgrund i form af plotorienteret dialog og neutralt beskrevne miljøer.

Som sagt er der imidlertid også meget vellykkede tekster i antologien. Den charmerende, helt og aldeles, traditionelle ”The Spider” er et godt eksempel på den enkle, sære fortælling, som tilmed, så vidt vides, var den første novelle, Copper skrev. En omrejsende handelsmand kører gennem en øde egn og stopper for natten på en lille kro. Der hænger en mystisk stemning over stedet, og manden glæder sig til at komme væk næste morgen. Det kommer han imidlertid aldrig, fordi det viser sig, at kroen er hjemsøgt af edderkopper, som har udset ham som deres næste bytte. ”The Spider” rummer intet originalt, men Copper får her rent faktisk modelleret en ganske ubehagelig stemning af utryghed og uro frem.

Hardcover, PS Publishing 2008. Coppers selvbiografi

Basil Coppers omhyggelighed bliver også hans styrke i den lange novelle ”The Cave”, der er en form for varulvefortælling, hvor en ung mand fra England er på vandretur i de østrigske alper. Historien har afgjort en klang af Frederick Marryats berømte og elskede varulvefortælling fra romanen The Phantom Ship (1839), men Copper har skabt en selvstændig fortælling, som eminent får fremavlet en tonstung stemning af anspændt uhygge og mystik, der ikke mindst opstår, fordi fortællingens hovedperson dybest set ikke forstår, hvad det er, der hjemsøger hans kro om natten og forsøger at trænge ind gennem døre og vinduer. Copper holder helt og holdent sit ”bæst” i udkanten af teksten, og derved forbliver hans monster rent faktisk interessant novellen igennem, fordi det ikke bliver konkretiseret eller forklaret entydigt før helt til sidst.

Det er klart, at Coppers historie har noget altmodisch over sig, som gennem sin brug af alpelandet som miljø får en stemning af folkeeventyr og tidløshed. Det er uden tvivl helt bevidst og demonstrerer klart, at Copper først og fremmest var en forfatter, der digtede videre på motiver, mere end han forsøgte at udvide eller udfordre rammerne for sine skrækfortællinger. Her overrasker Copper os alligevel med den sidste novelle i And Afterwards, the Dark.

Paperback, PS Publishing 2013. Bemærk hvordan den gamle forside fra 1977 bliver citeret her

Den sidste historie, ”The Flabby Men”, er suverænt bogens bedste og viser en helt ny side af Coppers forfatterskab, der i den grad rusker op i de konservative klude, som udgør hovedparten af hans fiktion. Novellen er en fragmentarisk, postapokalyptisk fortælling, der udspiller sig en dystopisk fremtid, hvor krig har fået civilisationen i knæ. Verden har rejst sig igen, men den er kun en skygge af sig selv. I novellen hører vi om en soldat, der bliver udstationeret på en ø for her at holde øje med fjender og øens halvvejs vilde befolkning.

Stemningen i novellen er trøstesløs, og hovedpersonens møde med landbyerne på øen er nedslående. Kvinderne er reduceret til navnløse skabninger, der kun refereres til som ”breeders”, mens mændene er tavse, forstenede overlevere uden nogen vision for fremtiden. Der hænger en truende atmosfære over øen, som, soldaten først tror stammer fra øens indbyggere, men snart står det klart for ham, at en eller anden fjende hjemsøger egnen og spreder dyb rædsel blandt landsbyerne.

Paperback, PS Publishing 2013

Da han langt om længe indfinder sig i det observationstårn, han er blevet udstationeret til, kommer tågen langsomt rullende ind over landet, og med tågen kommer ”the flabby men”. Det er den eneste måde, som hovedpersonen kan beskrive den rædsel, han oplever, da han står ansigt til ansigt med de ødelagte væsner, der hjemsøger stedet. Alt taler sammen i novellen, og Copper får her undervejs transformeret sin grå, apokalyptiske vision til egentlig skrækfiktion og efterlader os med et voldsomt, dystert fremtidsbillede, som synes helt uventet i en samling som denne.

And Afterwards, the Dark indfanger spædnet i Coppers forfatterskab og selvom det i altovervejende grad er traditionalisten, der dominerer indtrykket, beviser en novelle som ”The Flabby Men”, hvor meget Copper havde at tilbyde sine læsere, når han ramte rent. Det kan ikke overraske nogen, at Copper aldrig blev en berømt genreforfatter, men hans forfatterskab er besat med små perler, som er værd at opstøve. Hans historier viderefører nemlig ofte de bedste og mest charmerende kvaliteter i den ældre del af skrækgenren, som de fleste gyserelskere sikkert på et eller andet tidspunkt i deres ungdom har forelsket sig i. Sådan er det i hvert fald for mig, og Basil Copper er derfor en af de forfattere, som rent faktisk gør det muligt at genopleve denne umiddelbare begejstring over det sære og morbide.

Paperback, PS Publishing 2013

Novellerne:

“The Spider”

“The Cave”

“Dust to Dust”

“Camera Obscura”

“The Janissaries of Emilion”

“Archives of the Dead”

“The Flabby Men”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Max Brooks, World War Z. An Oral History of the Zombie War (2006): Kække soldaterhistorier tynd sovs

Paperback, Crown Publishers 2008

Paperback, Crown Publishers 2008

Zombiebølgen, der vel stadig ikke helt er overstået, har noget nær oversvømmet os med rådne, omvandrende lig i stort set alle medier og affødte et utal af variationer over temaet, der rækker fra det parodiske og letbenede til dybt tragiske. Alle burde med andre ord kunne få deres zombie-lyst styret. Midt i al virakken træder enkelte titler frem, som noget særligt på grund af hype og/eller originalitet. En af disse originaler er bestemt Max Brooks’ World War Z fra 2006, der er en selvstændig fortsættelse eller udbygning af det univers, han skabte til den populære The Zombie Survival Guide fra 2003.

Der skal da heller ikke herske nogen tvivl om, at World War Z har fortjent sin stjernestatus i det store zombiemorads, for bogen har et skævt og selvstændigt greb om en genre, der stort set har været en stagneret kliché fra det øjeblik George Romero slap sine omvandrende lig løs i 1968.

Paperback, Crown Publishers 2008

Paperback, Crown Publishers 2008

Det originale ved World War Z er, at den er komponeret som en lang række indsamlede mundtlige beretninger fra overlevende, der har stået de grufulde år med zombie-epidemien igennem. En periode, der kækt er blevet døbt ”World War Z” – altså menneskehedens globale kamp mod de levende døde. Som en anden globetrotter har bogens interviewer rejst rundt og nedfældet beretningerne, der nu i bogform præsenteres kronologisk, således at vi gennem ganske mange forskellige mennesker og stemmer får fortalt historien om krigen.

Ved konstant at skifte sted og fokus får bogen indledningsvist et noget fragmenteret og flimrende udtryk, men langsomt samles trådene, og der opstår fællesnævnere i beretningen, der skaber genkendelse hos læseren og formidler den nødvendige følelse af kontinuitet imellem beretningerne. Titlens henvisning til en verdenskrig skal i øvrigt tages ganske bogstaveligt og ikke som nogen metafor for menneskets kamp som sådan. Bogen er først og fremmest et stykke militærfiktion, til trods for, at der også bliver hørt mange civile stemmer. Det er imidlertid afgjort soldaterne og den militaristiske tone, der gennemsyrer bogen og handlingen. Soldater fortæller om deres missioner, og det er gennem kampen om tilbageerobringen af verden, at vi kommer gennem historien.

Maximillian Michael Brooks (født 22. maj 1972)

Maximillian Michael Brooks (født 22. maj 1972)

Bogens fokus ligger da heller ikke som sådan i den gru, der opstår på grund af zombiernes tilstedeværelse, snarere er de levende døde en næsten anonymiseret, ansigtsløs modstander, som danner bagtæppet for skildringen af den menneskelige konflikt mellem zombiekatastrofens overlevende. Zombierne er med andre ord kun en anledning, ikke den hovedperson, som det ellers ofte gør sig gældende i monsterfiktion. Imidlertid lader Brooks’ greb at være et af de afgørende elementer bag en succesfuld zombie-historie – det kan i hvert fald genfindes i de fleste, mest populære indslag i genren.

Trods de mange stemmer kredser fortællingen om en række specifikke træfninger mellem soldater og zombier og alle slagene, der beskrives, er således eksemplificeret gennem den individuelle soldats personlige beretning. Man kan derfor sige, at Brooks går mikrohistorisk til værks i sin fiktion, hvorigennem han udmaler det store billede for os. Og ved at vende tilbage til de samme begivenheder belyst fra forskellige aktørers perspektiv, skabte Brooks en form for Lieux de mémoire i Pierre Noras forstand, som de overlevendes selvfortælling og nye identitet konstrueres omkring.

Paperback, Gerald Duckworth co. 2007

Paperback, Gerald Duckworth co. 2007

Præcis det fungerer rigtigt godt, og Brooks rammer også en uventet tone, som ganske vist bevarer den paranoide grundstemning, vi kender så godt fra genren, men samtidig flytter han sig bort fra de efterhånden ganske fortærskede fortællinger om nogle få overlevende, der desperat må kæmpe sig vej gennem det ødelagte samfund i jagten på et sikkert sted. Så langt så godt.

Desværre er World War Z også et værk helt og aldeles renset for litterære ambitioner. Ser vi bort fra det vellykkede fortælletekniske greb, er bogen nemlig en lang parade af filmiske og populærkulturelle klichéer. Den er fyldt med semi-dybe betragtninger om verdenspolitik, den høster lavthængende frugter gennem nem kritik af kendisdyrkelse og tager konstant den lille mands stemme. Skurkene er entydigt dem højt på strå, mens Brooks helte er de sammenbidte, kontante soldater, der gør deres arbejde i felten. Brooks sociologiske indsigter er med andre ord så banale, at det grænser til det pinlige.

Hardcover, Thorndike Press 2007

Hardcover, Thorndike Press 2007

Man kan også notere sig, at der er en række komiske aspekter, som mest af alt gør sig gældende i vittige bemærkninger og ironiske kommentarer. Som oftest er der tale om hurtige, filmiske replikker, der understøttes af ganske mange popkulturelle referencer. Muligvis taler man også sådan nogle steder, men koblet med Brooks tyndbenede pointer bliver teksten hurtigt dum. Dum, fordi den prøver så ihærdigt at være smart og klog på samme tid.

Det, der indledningsvist kunne fremstå som et dunkelt krigsportræt, bliver hurtigt en tempofyldt buket af soldaterklichéer, der leveres uden synderligt meget eftertænksomhed. For Max Brooks bliver zombierne dermed mest af alt en mulighed for at kommentere på vores samfund og verden, som den ser ud fra hans vindue lige nu. Det er der naturligvis tradition for i zombiegenren, men hos Brooks føles det letkøbt, og enhver følelse af seriøsitet drukner i den tyggegummityggende atmosfære af overfladisk smarthed og nørderi. Bogen skal måske også i virkeligheden mest af alt ses som roman rettet mod et lidt yngre publikum, der først og fremmest gerne vil underholdes. Jeg havde i hvert fald under hele læsningen en klar følelse af, at jeg egentlig slet ikke var bogens publikum – en følelse, jeg i øvrigt også har, når jeg læser nyere fantasy.

Paperback, Broadway Paperbacks 2013

Paperback, Broadway Paperbacks 2013

Som skrækfiktion betragtet har World War Z ikke meget nyt at byde på, men dens struktur er forfriskende og tonen i bogen fræk og hurtigt. At det er blevet en bestseller, kan derfor ikke overraske, men hvor ville en langsommere, mere indfølt version af bogen være spændende læsning; en bog der giver sig tid til at beskrive og dvæle ved den traumatiske konfrontation, som Brooks udsætter menneskeheden for. Den bog kan man næppe forvente fra Brooks, men måske en anden skriver den en dag. World War Z beskriver ganske vist mange ubehageligheder, men takket være hans hold af hverdagens helte, der har ordet hovedparten af tiden, bliver bogen i sidste ende en lang røverhistorie, der er mere spillefilm end litteratur.

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2013

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2013

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Richard Matheson, I Am Legend (1954): Om Livets manglende mening

Paperback, Gollancz 1999. Jim Thiesens har malet den ubehagelige forside, der er et udsnit af hans forside til Tors udgave af bogen fra 1995

Paperback, Gollancz 1999. Jim Thiesens har malet den ubehagelige forside, der er et udsnit af hans forside til Orbs udgave af bogen fra 1997, som igen er en variation over Tors udgave fra 1995

Richard Mathesons roman I Am Legend fra ’54 har vist sig både at være en læserfavorit og en vedvarende inspirationskilde for genreforfattere. Bogen er da også i dag afgjort en af skrækfiktionens klassikere, hvilket synes helt berettiget, for den ganske korte roman når forbløffende meget på kun lidt plads og gør det med en beundringsværdig potens og skræmmende klarhed.

Historiens præmis er så enkel, som den er ubehagelig, og du kender den uden tvivl både forfra og bagfra. En dødelig virus er skyllet over Amerika, og befolkningen dør som fluer. Da vi træder ind i historien, har sygdommen allerede gjort kål på stort set alt og alle – den tilsyneladende eneste overleverende er faktisk Robert Neville, der er bosiddende i det affolkede Los Angeles. Problemet er nu bare, at sygdommen ikke kun dræber, den transformerer sine ofre til en form for lysfølsomme vampyriske skabninger, der driver omkring i nattens muml og mørke på jagt efter blod. Neville er som sagt den eneste overlevende, og nu ser han sig natligt omringet af skabninger, der belejrer hans hus og forsøger at trænge ind eller lokke ham ud med trusler, forføreriske tilråb og magt.

Paperback, Gollancz 1999

Paperback, Gollancz 1999

Isoleret og udmattet svinger Nevilles humør mellem depression og manisk aktivitet. Det ene øjeblik slår han sig på flasken og overvejer selvmord, det næste sætter han alt ind på at sikre sig selv og forstærke det lille fort, som han har omdannet sit hus til. Sagen er imidlertid den, at det ikke klart kan afgøres, om Neville holder de andre ude, eller om de holder ham fanget. Faktum er nemlig, at den stakkels mand måske nok kan skærme sine døre og vinduer, men han kan ikke skærme sig mod minderne om alt det, han har tabt, og Neville er derfor ikke bare omringet af vampyrer, mindernes dæmoner har også omsluttet ham.

Alt det Neville har mistet, møder vi i en serie af tilbageblik, hvor det først er Nevilles barn, der dør af sygdommen og senere også Nevilles kone. Hvor ubehagelig Matheson end får fremmanet stemningen af desperat klaustrofobi i bogens nutid, er det i de grumme tilbageblik, at bogens tyngde for alvor føles. Det er her, de emotionelle udsving i teksten får lov at blomstre frem og udfylde den desperate ramme, som handlingens nutid danner. En fortælleteknik, som Matheson gentog mere eller mindre direkte i hans roman, The Shrinking Man fra ’56, der stort set afsøger samme tematikker som I Am Legend.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Men man kan så spørge sig selv, hvad Matheson gerne vil fortælle sin læsere med den dystopiske tragedie. Ud over at være en nervepirrende historie er det slående, i hvor høj grad bogen er i trit med tidens tanker. Romanen kunne nærmest, i hvert fald tematisk, være blevet udtænkt af en af beatforfatterne. Det er i den sprudlende intellektuelle avangarde, vi finder lignende litterære undersøgelser, og sammenligner vi eksempelvis I Am Legend med den i 50’erne så populære Jean Paul Sartres Kvalme (La Nausée) fra 1938, er det tydeligt, hvor meget tankegods fra eksistentialismen, der sikkert ad mange omveje er løbet ind i Mathesons roman.

I Kvalme beskriver Sartre livets vilkårlighed og grundlæggende meningsløshed. En tilstand, som udløser kronisk kvalme hos hovedperson Roquentin, der føler sig fuldstændig isoleret fra omverden, som han ser som grotesk og destruktiv.  ”Helvede, det er de andre” (L’enfer, c’est les autres) skriver Sartre et andet sted i teaterstykket Lukkede døre (Huis clos) fra ’44, og det synes meget præcist at beskrive den situation, som Neville befinder sig i.

Paperback, Gold Medal Books 1954. Romanens første udgave

Paperback, Gold Medal Books 1954. Romanens første udgave

Mathesons hovedperson er nemlig isoleret og ensom, fordi han nægter at blive som de andre, der omringer ham. I stedet for at bøje sig for tilværelsen udenfor hans dør fastholder han fortiden og forsøger at skabe mening igennem sine handlinger – eksempelvis som når han går på vampyrjagt om dagen og aktivt bekriger sine fjender. Men fordi der ikke er nogen mening at finde, alt er jo tabt og forbi, bliver det at overleve til sidst i sig selv en mening – at overleve for at leve. Sagen er bare den, at det ikke er nok, fordi mennesket fordrer mere for at kunne eksistere.

Hvor hårdt Neville end prøver at leve som eremit, fungerer det ikke for ham. En hund bliver et kortvarigt surrogat for menneskelig kontakt, men da den forsvinder, er livet endnu mere tomt end før. Hans trang til kontakt – både fysisk og intellektuel – er med andre ord præcis den samme sjælelige kvalme, som Sartres Roquentin også kæmper med. For hvor forfærdelige og frygtindgydende ”vampyrerne” end måtte være, så er de samfundet og verden. Det står derfor til sidst klart for Neville, at han kan bevare sin uafhængighed og derved leve i det eksistentialistiske vakuum, han nu befinder sig i, eller underkaste sig samfundet og lade sig absorbere af livets rytme, som det udfolder sig uden for hans dør.

Paperback, Corgi 1960

Paperback, Corgi 1960

Og til sidst bliver det da også for meget for Neville, der bukker under for sit behov for samkvem. Her foretager Matheson imidlertid en fascinerende, om end ikke helt overraskende manøvre. Vi får nu vampyrernes perspektiv på hele situationen. Og set i det lys er det ikke dem, der er monstrene, men Neville selv, der er den diabolske fremmed i fortællingen.

I Am Legend hedder bogen som bekendt, og titlen refererer dobbelt til Nevilles tilstand – først som den sidste og eneste tilbageblivende fra det gamle samfund, og for det andet er han den legendariske skikkelse i det nye samfund, vampyrernes univers, der hjemsøger dem om natten og støder dem en stage i brystet. Her er det Neville, der er det mytiske monster, som hjemsøger dem og Neville, der er den egentlige vampyr eller dræber.

Paperback, Bantam Books 1964

Paperback, Bantam Books 1964

Romanen er en forbistret stærk fortælling, fordi vi kommer så dybt ind under huden på Robert Neville, og fordi han er så fejlbefængt og menneskelig. Modsat de hovedpersoner, vi ellers stifter bekendtskab med i tidens genrelitteratur, er Neville ikke kun køn, kæk og snarrådig. Nej, Neville er kvabset, desperat og alkoholiseret. Han er også snu og dygtig, men han er også en masse andet, der gør ham til et væsen af kød og blod. Vi føler ganske enkelt Nevilles tragedie, og på et dybere plan føler vi også hans lede og angst for de andre i det stille villakvarter, hvor han bor. Den stupide nabo og alle de andre, der plager ham og forsøger at sluge ham med hud og hår. En uendelig frygt for voksenlivets konformitet, og de fleste af os kan sikkert nikke genkendende til den splittelse og mærke kvalmen længst nede i maven, hvor vi stuver den af vejen.

Hardcover, Walker & Co. 1970

Hardcover, Walker & Co. 1970

Paperback, Berkley Medallion 1971

Paperback, Berkley Medallion 1971

Paperback, Corgi 1971

Paperback, Corgi 1971

Hardcover, David Bruce & Watson 1974

Hardcover, David Bruce & Watson 1974

Paperback, Berkley Books 1979

Paperback, Berkley Books 1979

Hardcover, Doubleday 1980

Hardcover, Doubleday 1980

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Tor 1995

Paperback, Tor 1995

Paperback, Orb Books 1997

Paperback, Orb Books 1997

Paperback, Tor 2007

Paperback, Tor 2007

E-bog, RosettaBooks 2011

E-bog, RosettaBooks 2011

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Larry Niven & Jerry Pournelle, Lucifer’s Hammer (1977): En underholdende apokalyptisk katastrofe

Paperback, Fawcett Crest 1985

Paperback, Fawcett Crest 1985

Larry Niven og Jerry Pournelle fik en hel del opmærksomhed, da de tilbage i ’77 udsendte en roman, der ramte plet i forhold til tidsånden. Katastrofer af alle slags var et populært tema i tiden, og det samlede forfatterparret op. Det blev til en festlig undergangsroman, der spiller på alle de velkendte katastrofe-tematikker og samtidig en roman, der oser langt væk af 70’er-stemning. Det er derfor også en bog af den type, som jeg ikke kan stå for, alene på grund af den brune, langhårede atmosfære, der gennemsyrer siderne.

Lucifer’s Hammer handler kort og godt om en kæmpe komet, der rammer Jorden med et smæk, og derved ødelægger den civilisation, som vi kender. Verden går ikke under, men alle samfund bryder sammen, og i kølvandet på sammenbruddet følger kaos, vold, frygt og håbet om genrejsning. Midt i alt det følger vi en stor vifte af personer, alt fra nogle arkæologer i Grækenland til en besætning af russiske og amerikanske astronauter ombord på en rumstation, der ser kometen nærme sig fra første parket i kredsløb om kloden. Mest af alt følger bogen dog en række forskellige amerikaneres vej gennem ødelæggelserne. Side for side falder der personer fra, da kometen selvfølgelig kræver sine ofre, og langsomt spændes trådene sammen til et stort møde, hvor resterne af persongalleriet endelig står over for hinanden.

Paperback, Fawcett Crest 1985

Paperback, Fawcett Crest 1985

Romanen er opbygget over en række korte kapitler, der springer fra person til person. Personer, der alle er ganske forskellige, men som har det til fælles, at de alle synes mere eller mindre ligegyldige. Det er ikke for alvor individer, som Niven og Pournelle beskriver. Forfatterparret beskriver snarere arketyper og funktioner, hvilket dels betyder, at de fleste karakterer er yderst forglemmelige, dels at det ikke har det store at sige, hvem der lever og dør.

Det kunne måske lyde som en dårlig ting, men rent faktisk fungerer romanens forenklede, stedvist nærmest karikerede personportrætter og naive dialoger, fordi det skaber rum for en kold omgang med døden. Det føles i hvert fald åbent, hvem der vil klare sig hele vejen i gennem. Præcis det går fint i spænd med den voldsomhed, der med jævne mellemrum eksploderer. Grummest da en seksuelt forskruet voldtægtsmand beslutter sig for, at han jo bare kan slå sig løs, fordi kometen alligevel betyder verdens undergang. Dermed vil han aldrig kunne straffes for sine handlinger. Resultatet er særdeles ubehageligt og et godt billede på bogens kompromisløse aspekter.

Forfatterne anno 1981 - Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) i forgrunden og Laurence "Larry" van Cott Niven (født 30. april 1938) bagerst.

Forfatterne anno 1981 – Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) i forgrunden og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) bagerst.

Nu er det imidlertid sådan, at Lucifer’s Hammer ikke bare er en skildring af kaos og undergang; bogen har skam et budskab til sine læsere. Et budskab, der side op og side ned hamres ind. Forfatterne spørger nemlig, hvem ville kunne hjælpe os, hvis noget sådan skete i virkeligheden? Hvorfra skulle hjælpen komme? Gud? Skønlitteratur? Film? Børsen? Nej, svaret ligger i naturvidenskaben. Naturvidenskaben vil måske kunne afværge en sådan katastrofe, og skulle den ikke kunne det, vil naturvidenskaben være det eneste nyttige i overlevelsen og genopbygningen af det nye samfund.

Sagt på en anden måde, så spørger en af bogens karakterer på et tidspunkt, hvordan man kan overleve uden basal viden om al den teknik, der omgiver os? Forstår vi bekvemmelighedssøgende vesterlændinge egentlig, hvor afhængige vi er af fysik og kemi? Nej, tydeligvis ikke, konkluderer Niven og Pournelle. Budskabet er derfor også, at vi bør glemme al vores humanistiske pladder og bruge tiden på fornuftig, hård videnskab. Det argument kammer løbende over i det manierede, når det skal skildres, hvor slemt det går dem, der ikke vil tage ved lære.

Hardcover, Playboy Press 1977. Romanens 1. udg.

Hardcover, Playboy Press 1977. Romanens 1. udg.

Det er også tankevækkende, i hvor høj grad tiden er løbet af bogens form for teknologiske begejstring. Økologi, miljøhensyn og bæredygtighed var ikke noget, forfatterne bekymrede sig om i ’77, hvilket jeg ikke skal lægge dem til last, men set med nutidige øjne giver det flere passager i bogen et ufrivilligt komisk aspekt, der næsten kunne vendes til en ny skræmmende dimension i romanen. Jeg tror nemlig, det ville være de færreste, der havde lyst til at bebo den verden, som bogens forfattere sværmer for.

Lucifer’s Hammer er dermed også et interessant billede på de transformationer, som den moderne teknologibegejstring og fremtidstro har gennemgået. Det, der står som vejen frem for Larry Niven og Jerry Pournelle i ’77, er således i dag et skræmmebillede på det hensynsløse forbrugersamfund.

Paperback, Fawcett Crest 1978

Paperback, Fawcett Crest 1978

I sin struktur er Lucifer’s Hammer absolut ikke nogen original roman, og sproget er ferskt, for ikke at sige skrabet, men det er funktionelt. Bogen lever dermed ikke i selve formidlingen, men i de mange optrin, vi får præsenteret i løbet af den relativt omfattende roman. Alt fra en dommedagskult til vilde bikere, hippier med navne fra Ringenes Herre og gale overlevere er med. Lucifer’s Hammer får næsten karakter af et katalog over apokalyptiske og post-apokalyptiske stereotyper, dog alt sammen skildret med en forfriskende alvor. Ud over lidt vel mange indforståede henvisninger til store SF-forfattere er romanen nemlig holdt i en aldeles saglig tone. Noget der vel skal understrege det naturvidenskabelige budskab, men som også giver en følelse af realisme til hændelserne.

En af bogens væsentligste kvaliteter er imidlertid, at den tager sig god tid. Rigtig god tid. Første tredjedel af bogen handler om kometen, der nærmer sig langsomt. Forfatterne holder igen og trækker det næsten for langt, før de slipper det ragnarok løs, som læseren sidder og venter på. Men så kommer kometnedslaget endelig og verden synker i grus. Fra det øjeblik holder forfatterparret gryderne i kog og slipper ikke læseren igen, før den sidste kamp om et stadigt fungerende atomkraftværk er udkæmpet. For naturligvis er det et slag om atomkraft, der udgør den endelige konfrontation. Hvilken fremtid ønsker I? Er I på videnskabsholdet eller på primitivisternes? Vil I have komfort eller bo i træhytter? Fronterne trækkes karikeret op, da bogens hovedpersoner til sidst må konfronteres af en enorm kannibalistisk afro-hær af teknologi-hadende, vrede sorte mænd, der er ude på at grille nogle ’honkies’ og æde dem. Jeps, det er 70’erne det her, ingen tvivl om det.

Paperback, Futura 1980

Paperback, Futura 1980

Ironisk nok ville Larry Niven og Jerry Pournelle nok komme til kæmpe deres kamp for videnskaben alene, hvis man spurgte nutidens læsere.  I hvert fald hvis det er den kamp, vi kan læse om i bogen. Ikke desto mindre er Lucifer’s Hammer en forbistret underholdende roman, der udnytter stort set alle katastrofeklichéer, vi kender. Sværmer man for post-apokalyptisk fiktion eller bare 70’er-ramasjang, er Lucifer’s Hammer derfor stadig en læsning værd.

Groovy!

Paperback, Orbit 1982

Paperback, Orbit 1982

Paperback, Luitingh-Sijthoff 1990. Romanen på hollandsk

Paperback, Luitingh-Sijthoff 1990. Romanen på hollandsk

Paperback, Orbit 1991

Paperback, Orbit 1991

Paperback, Del Rey 1998

Paperback, Del Rey 1998

Ebog, Spectrum Literary Agency 2012

Ebog, Spectrum Literary Agency 2012

3 kommentarer

Filed under Roman