Tag Archives: Apokalypse

David Holman & Larry Pryce, Fleshbait (1979): Voldsfisksering!

Paperback, New English Library 1979. Det er desværre ikke oplyst, hvem der har malet den fede forside

Paperback, New English Library 1979. Det er desværre ikke oplyst, hvem der har malet den fede forside

1970’erne var et godt årti for “naturen går amok”-genren. En lille gren på den store horrorstamme, der med gysets virkemidler forsøger at italesætte økologiske problemer. Mere fundamentalt kan man måske også sige, at genren udfordrer vores opfattelse af at være herre over naturen, og dermed rummer disse fortællinger i virkeligheden ganske foruroligende implikationer. Og det uanset om det sker i form af isolerede hændelser – Jaws (1974) og Cujo (1981) – eller i de voldsomme begivenheder, som David Holman og Larry Price beskriver i deres lille roman Fleshbait fra 1979.

Fleshbait udspiller sig langs den engelske vestkyst i Cornwall, hvor en stribe ildevarslende hændelser i bogens begyndelse gradvist peger på en naturkatastrofe af uhyrlige dimensioner. De to marinbiologer Mark Neilson og Kathy Wilding er sammen taget ud til kysten for at se det sted, hvor deres fælles ven Mike druknede for nogen tid siden. Her bliver de vidne til bizarre begivenheder. En far og datter er omkommet i et dambrug, og det virker nærmest som om, at fiskene var ude på at dræbe de to. Er der mon en parallel til Marks og Kathys ven, der også druknede under mystiske omstændigheder på en fisketur? Naturligvis er der det.

Det viser sig nemlig meget snart, at der ikke alene er sket angreb på mennesker langs den lille flod, som marinbiologerne opholder sig ved. Der er også sket angreb ude ved kysten, og problemets omfang bliver snart ganske alvorligt, da fiskestimer øjensynlig ikke alene forsøger at sænke fiskerbåde, men også truer den højhellige turistsæson. En videnskabelig kommission bliver nedsat, hvor begge vores biologer deltager, og deres undersøgelser afslører, at en fabrik har sluppet kemikalier ud i de lokale vandløb. Disse stoffer er nu drevet til havs og har undervejs muteret fiskene, der nu er blevet omprogrammeret til at føle et dybt og inderligt had mod menneskeheden(!).

Paperback, New English Library 1979

Paperback, New English Library 1979

Første del af romanen bliver brugt på introduktion og afsløring af baggrunden for skaden, i anden del bliver indsatsen planlagt og udført. Hvor første del har en tentativ klaustrofobisk stemning, ændres tonen helt i anden halvdel. Her tager det hele sig pludselig ud som et stort action-eventyr med dykkere og militær, bomber og magnetiske undervandsbjerge. En ganske spøjs transformation, der kun hænger sammen, fordi det fortsat er vores to havbiologer, der er hovedpersonerne.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Holman og Price kiggede Peter Benchley i kortene, da de skrev Fleshbait. Der er ganske mange paralleller til Jaws, forskellen er bare, at det ikke er én haj, men et helt hav af fisk, der her går amok. Tonen er selvfølgelig også ganske anderledes og Jaws på alle måder en bedre roman. Faktisk er Fleshbait en skuffelse, fordi den ikke rigtigt leverer noget. Bogens anslag rummer løfter om blodig horror, da pigen på dambruget må kæmpe for sit liv, men den slags scener kommer ikke rigtigt igen. I stedet skildres fiskegruen distanceret gennem andenhåndsberetninger. Desværre, for derved mister bogens usynlige fjende en hel del af sin pondus. En pondus, der ydermere reduceres i anden del, hvor videnskabsmændene folder sig ud, og problemet med fiskene reduceres til en sag, der kan løses ved nogle undersøiske sprængninger.

Selvom Holman og Price tydeligvis har en advarende mening med bogen – præcis som genren vel mere eller mindre dikterer – får de sovset det hele ind i så megen pseudo-videnskabelig snak, at deres trussel forsvinder. Alt dette kunne være godt og fint, hvis gruen var blevet erstattet af nervepirrende action, men sådan er det ikke. For præcis som fiskenes angreb distanceres, sker det samme for de store manøvre, hæren skal igennem for at løse problemet. Også her bliver problemets løsning skildret på anden hånd, og romanen ender derfor i sidste ende som et forvirret stykke prosa, der aldrig finder sit ståsted.

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udg.

Jeg aner ikke, hvem David Holman eller Larry Price er, men geg vil gerne vædde med, at enten Holmen eller Price har en form for naturvidenskabelig baggrund. Der klinger en tør saglighed med igennem hele teksten, der vel umiddelbart sandsynliggør begivenhederne, men desværre også gør dem ganske blodfattige. Selvom teksten som sådan hænger sammen, er det derfor også tydeligt, at der har været to om arbejdet. Den umage sammenstilling af hærens og videnskabsmændenes arbejde og så de to marinbiologers intime samtaler om konsekvensen af fiskeangrebet taler med to vidt forskellige stemmer. Fleshbait virker derfor nærmest lidt skizofren flere steder. Der udspiller sig i hvert fald en form for magtkamp hen over bogens sider mellem den personnære beretning og den brede skildring.

Dybest set er Fleshbait en uinteressant roman, der hverken rummer pulphorror nok til at være underholdende, eller udført i en sådan grad, at den kan gøre sig fortjent til videre overvejelser. Ikke desto mindre kommer man ikke uden om, at den er et sjovt eksempel på selve genren. Den har med andre ord alle troperne, men formår bare ikke at omsætte dem til andet end ligegyldige parafraser eller plagiater.

På samme vis kan man også sige, at bogen er et tankevækkende eksempel på et mislykket samarbejde mellem to forfattere. Romanen synes at slide sig selv op inde fra, og selv om Holman og Price sikkert var ganske tilfredse med deres værk, spænder deres forskellige bidrag ben for hinanden. Ikke alene er Fleshbait derfor kedelig, men æstetisk har den også forbløffende lidt at byde på.

Trist at så fin genreforside skulle spildes på så tam en bog!

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Ulla Ryum, Jeg er den I tror (1986): Eftertænksom post-apokalyptisk historiefortælling

Paperback, Vindrose 1986. Den lidt tamme forside er tegnet af John Ovesen

Paperback, Vindrose 1986. Den lidt tamme forside er tegnet af John Ovesen

Det kan vel med nogen sikkerhed slås fast, at der ikke er blevet udgivet voldsomt meget SF-litteratur af danske forfattere. Sådan var det i hvert fald før det store boom i dansksproget genrelitteratur, som har set dagens lys i de senere år. Noget er der naturligvis kommet, og Ulla Ryums Jeg er den I tror fra 1986 hører med i den sammenhæng.

I romanen fører Ryum os med ud i en post-apokalyptisk fremtid, hvor en øko-katastrofe har gjort livet på jordens overflade umulig. Mennesket er flygtet ned i underjordiske beskyttelsesrum, og her har der udviklet sig en ny, digital kultur, der er tilpasset livet under jorden. Den mest graverende ændring i denne kultur er menneskets tab af en meget stor del af deres ordforråd. De nye omgivelser har nemlig fordret en rationalisering af kommunikationen, takket være den status som datamaskinerne har fået i samfundet. Mennesket har med andre ord placeret computeren som omdrejningspunkt for livets opretholdelse, men i stedet for at skabe computeren i eget billede er det computeren, der er kommet til at forme mennesket.

Vi stiger ind i historien i år 2038, hvor man længe har regnet alt liv på jordoverfladen som uddødt. En (i begyndelsen) navnløs kvindelig forsker har imidlertid fået lov til, som særligt privilegium, at etablere en forskningsstation et sted på en unavngiven kyststrækning for der at lave målinger på vind og vejr. Det arbejde bliver en stærkt personlig åbenbaring for hende. Det at se naturen, at opleve sol og regn, at se antydninger af flora og faunas langsomme kamp for at overvinde giften, der har ødelagt landet, vækker hendes slumrende sensoriske system. Kvinden er så gammel, at hun har oplevet tiden, før mennesket flyttede under jorden, men minderne har været fortrængt. Nu, hvor hun atter er ude i det fri, stimuleres sanserne og minderne vender tilbage. Og med minder begynder det kreative sprog også at komme tilbage. Det betyder, at hendes maskindannede, nøjagtige kommunikation gradvist fortrænges af et metafordrevet sprog, uden krav og præcision. Forandringerne udløser også en lyst til at skrive, og hun genopdager langsomt sin glemte evne til med hånden at nedfælde tanker på papir; at udtrykke tanker og skabe selvstændige billeder.

Paperback, Vindrose 1986

Paperback, Vindrose 1986

 

Oplevelsen af alle disse personlige forandringer er rystende, men hun nedfælder det hele i en række dagbogslignende beretninger. Det store vendepunkt kommer imidlertid, da et hold yngre forskere tager ophold på forskningsstationen for at hjælpe til med det videnskabelige arbejde. Som deres første opgave lader hun de nye forskere undersøge hendes dagbogsoptegnelser og fortæller dem, at dette er et centralt dokument for forståelsen af deres verden og tiden op til katastrofen. Hun afslører vel at mærke ikke, at hun selv har skrevet teksterne.

Jeg er den I tror er på flere måder en fascinerende bog. Voldsomt underholdende er den sådan set ikke, stedvist er den faktisk lidt lang i spyttet, men den er interessant, fordi den er så typisk for sin tid. Ulla Ryum har slået sine folder på venstrefløjen og skrevet en del feministisk fiktion og teater. Det sætter også sit præg på fremtidsromanen, der er et dystert billede på en udvikling, der ifølge Ryum vil få alvorlige konsekvenser for menneskeheden, hvis vi ikke ændrer adfærd i tide. I hvert fald opdager menneskene i romanuniverset først alt for sent, at forureningen har taget magten fra dem. Det nedslående budskab står ganske tydeligt, og Ryums opfordring er naturligvis, at vi må stoppe med at svine, mens tid er. Det budskab er vel stadig lige så relevant i dag, som det var i 1986.

Jeg synes imidlertid, hendes beskrivelse af fremmedgørelsen fra verden, takket være maskinernes voksende rolle, er mere interessant. Ikke så meget, fordi det er synderligt originalt, men fordi Ryum fokuserer på sproget som kilden til det hele. Bliver vores erfaringshorisont indsnævret, indsnævres sproget og med sprogets reduktion, opløses kulturen. Sådan lyder det underliggende argument i Jeg er den I tror.

Ulla Ryum (født 4. maj 1937)

Ulla Ryum (født 4. maj 1937)

Den overvejelse er tankevækkende, ikke mindst når vi tænker på, hvordan vi kommunikerer digitalt i dag. Det er i hvert fald slående, at Ulla Ryums skrækvision for det digitale samfund som sådan måske ikke holder stik, men at hendes grundlæggende angst for sprogets udmagring vel egentlig fortsat er relevant. Ikke at jeg forsøger at male fanden på væggen og tror, at SMS’er og statusopdateringer på Facebook er vejen til undergangen, nærmere at Ryums betragtninger er en anledning til lidt refleksion omkring den måde, vi selv kommunikerer på. Altså hvordan vi stiller os i forhold til informationsmængder, sprogets hastighed og muligheder for fordybelse.

Jeg er den I tror opfordrer på sin stille facon til eftertænksomhed og ansvarlighed. Det kan jeg godt lide, og jeg har stor sympati for Ryums bog, der hverken er skrevet i et specielt medrivende sprog eller virker helt gennemtænkt. Sidstnævnte går især på selve fremtidsvisionen. Nørderne vil sikkert kunne rive bogens univers fra hinanden som både værende usammenhængende og urealistisk. Jeg ser imidlertid bogens ligefremme, uprætentiøse leg med fremtiden som en styrke. Og rent faktisk foregår langt over hovedparten af bogen før den endelige ødelæggelse og dermed i en nær fremtid, der minder om vores. På den måde er bogen heller ikke nogen typisk SF-roman.

Bogens hæslige forside har i øvrigt næppe gjort meget godt for salget – hvorfor har man ikke kunnet finde lidt bedre illustratorer på de danske forlag, til den type udgivelser? Forsiden ligner noget en folkeskoleelev har glemt i formningslokalet. Den kryptiske titel gør det heller ikke meget bedre. Desuagtet vil jeg mene, at den faktisk stadig er relevant læsning 29 år efter udgivelsen – måske endda mere relevant end dengang. Nogen stor oplevelse er den ikke, men den leverer fortsat stof til eftertanke, og det er absolut prisværdigt.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Groff Conklin (red.), 6 Great Short Novels of Science Fiction (1954): Dystert, smukt og pulpet

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-linende omslag er tegnet af Richard Powers

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-lignende omslag er tegnet af Richard Powers

Den navnkundige redaktør Groff Conklin udsendte i 1954 en antologi med seks kortromaner, der ledsages af små vignetter tegnet af David Stone. Valget er spændende, og Conklins indledning til bogen er mindst lige så interessant som de seks historier, han valgte at bringe. Her argumenterer Conklin nemlig for, at kortromanen har vist sig at være særligt velegnet til SF-litteratur. Tanken er spændende at lege med. Som han skriver, har de innovative – ofte spekulative – miljøer, som historierne udspiller sig i, brug for plads. Plads til at opnå en grad af autenticitet og fasthed, som novellens kortfattede form knap nok kan nå at etablere.

Synspunktet kan man være enig eller uenig i, men tanken om at særlige formater er velegnet til særlige genrer, er interessant. Men vel også dybest set noget vrøvl, fordi det enkelte værks længde principielt må forventes at være afstemt efter præcis den længde, som historien fordrer. Ikke desto mindre har Conklin formentlig ret i, at præcis den type SF, som var fremherskende på bogens udgivelsestidspunkt, havde brug for plads. Plads fordi genren befandt sig i en rivende udvikling, og idéerne havde behov for pladsen til at blive afprøvet. Som det også fremgår af de seks historier, som Conklin udvalgte, er meget af det innovative i ’54 gået hen og blevet klichéer senere, men det kunne de dårligt være blevet uden forgængere som dem, du kan læse i bogen her.

Paperback, Dell Books 1954

Paperback, Dell Books 1954

Man kan også sammenligne Conklins indledning med det ofte fremførte argument, at horror egner sig bedst til novelleformen. Her er argument omvendt. Gyset har ikke brug for plads, det skal komme hurtigt og slutte, før læseren når at vænne sig til det beskrevne. Noget endegyldigt svar på diskussionen kan man næppe finde.

De seks historier, Conklin har fået valgt, er meget forskellige, men har alle en pågående, smittende energi. Den stærkeste er uden tvivl Stuart Cloete, der fik bragt sin genredefinerende fortælling ”The Blast”. En dyster, dyster post-apokalyptisk historie, der har været med til at lægge grundstenene til en hel genre. Handlingen udspiller sig i 1972, mange år efter at en atomkrig har ødelagt verden, som vi kender den. Vores hovedperson, en tidligere forfatter, er nu den eneste overlevende i et tilgroet New York, hvor han klarer dagen af vejen som jæger og samler.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Kortromanen begynder, da jegfortælleren opdager, at han ikke er alene i byen. Han ser to unge piger, der må være blevet født efter ødelæggelserne. Det udløser en voldsom nostalgisk længsel i den gamle forfatter, som får ham til at nedskrive, hvordan det hele kunne gå så galt. Mens vi således læser beretningen om civilisationens undergang, følger vi også fortællerens oplevelser i New York og mødet med pigerne.

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Den verden, Cloete beskriver, er helt forrygende, fordi den har vildmarkseventyrets farlighed og en særlig apokalyptisk melankoli, som kommer til udtryk i fortællerens kredsen om gammel kunst og minder fra det, der var. Alt sammen motiver, som er blevet gentaget igen og igen sidenhen. Hos Cloete har det imidlertid en oprindelig friskhed, som er sædeles forførende. Og så gør det absolut ingenting, at han har inkluderet en masse ramasjang i form af kæmpe, blodsugende mårdyr, enorme ulve og andre muterede væsner. Det giver fortællingens alvor en pulpet løssluppenhed, som gør alt lettere.

Cloete skrev under indtryk af Anden Verdenskrigs afslutning og Hiroshimas ødelæggelser. Det klinger med gennem hele teksten, og hovedpersonen siger paradigmatisk et sted, at atomteknologien enten vil sætte mennesket fri eller ødelægge det. Og Cloete leverer også sit bud på et svar. Hvad der nemlig umiddelbart ligner en ødelæggelse af verden, takket være atomvåben, er i virkeligheden det, der sætter mennesket fri. Atomkrigens ødelæggelser er således blevet en form for tabula rasa, hvor verden har åbnet sig og ryddet vejen for en ny generation af mennesker, som ikke tynges af fortidens laster. En smukt, utopisk billede, skrevet på kanten af en kold tid.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

 

Det samme gør sig gældende for Murray Leinsters episke ”The Other World”, hvor indtryk fra Anden Verdenskrig klinger med. Her må en lille gruppe helte tage kampen op imod et tyrannisk styre i en anden dimension. Historien er måske nok tyndbenet og ligefrem, men Leinster har ramt en fantastisk stemning af kamp og kage. En slags SF-Spartacus, hvor slaverne revolterer og angriber tyrannerne med alle for hånden værende våben. Det er drengebogseventyr af første kaliber, og sværmer man bare en smule for guerillakamp og krigseventyr, er det her den rene vare!

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Langt mere dyster er Anthony Bouchers ”Barrier”. Her har vi en dunkel fremtidsfortælling om tidsrejser og alt hvad det indebærer af paradokser og problemer. Kortromanen er skrevet i ´42, og det er igen frygten for den totalitære tankegang, der har inspireret handlingen. I romanen går det op for den tidsrejsende hovedperson, at Hitler rent faktisk har vundet krigen, og Boucher fabulerer nu frit over den nazistiske tankegangs betydning for historiens videre udvikling.

Det gør han forbistret godt ved at gå mentalitetshistorisk til værks, og vise hvordan sproget gradvist har forandret sig under den politiske renhedsideologi. Der løber noget Orwellsk ind i teksten, som stedvist har en isnende ond atmosfære af kynisk fascisme.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Tilsammen udgør de fire fortællinger en fremragende tidskapsel, der bringer læseren tilbage til samtidsproblemer i slutningen af 40’erne, og man mærker, hvordan det at skrive SF-fortællinger ikke bare er en pulpet leg. Der ligger noget kritisk nødvendigt bag teksterne. Man fornemmer, at forfatterne hver især har kradset sig et lille åndehul i en fortættet atmosfære, hvor ideologier og optimisme for alvor har været udfordret. Der er med andre ord noget på spil i historierne, som rækker videre end almindelig SF-pulp, og det tjener Groff Conklin til ære, at han har set det og samlet historierne.

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Der er næppe mange, som vil blive overrasket over selve handlingen i nogen af novellerne. Deres historier er, som sagt, blevet velafprøvede klichéer sidenhed. Det forandrer imidlertid ikke noget ved, at de dels er underholdende, dels er skrevet med en oprigtighed og et nervøst nærvær, som ikke kan gentages. Med Conklins samling af kortromaner får vi med andre ord første aftapning af noget historisk. Og forfatternes håb, frygt og smerte står stadig lysende klart i dag som advarende nødråb om en verden, der kunne synes på afveje. Fantastisk. Intet mindre.

Kortromanerne:

Stuart Cloete: The Blast

Robert A. Heinlein: Coventry

Murray Leinster: The Other World

Anthony Boucher: Barrier

James Blish: Surface Tension

Theodore Sturgeon: Maturity

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Jonas Wilmann, Udkantshistorier (2013): Udkantens forførende dæmoni

Paperback, Forlaget KAOS 2013

Paperback, Forlaget KAOS 2013. Forsidens billede er malet af Slava Gerj

Udkanten eller periferien er et velkendt og gammelt tema. I litteratur og kunst slår grænselandet igennem som en zone, hvor alt kan ske og alt stilles på hovedet. I middelalderens bogmanuskripter befolkes marginen eksempelvis af groteske væsner og sære små optrin, der både kommenterer på tekstens indhold, men så sandelig også indtager et eget liv. I gyserlitteraturen bliver randområderne et grufuldt ødeland, hvor vores normer og regelsæt forkastes og erstattes af alskens diaboli. ”West of Arkham the hills rise wild”, skriver Lovecraft ildevarslende, og Jonas Wilmann siger nu det samme om det berygtede udkantsdanmark.

Jonas Wilmann er et prominent navn blandt vores hjemlige genreforfattere. Hans applauderede Frygt-Filerne (2012) vandt prisen som årets horrorudgivelse og har generelt høstet læsernes ros. Der har derfor uden tvivl været en del opmærksomhed omkring Wilmanns næste udgivelser. Det blev blandt andet Udkantshistorier, der udkom i ’13. En stærk novellesamling eller konceptroman, der ikke mig bekendt ligner noget andet, der er blevet udsendt herhjemme i nyere tid.

Paperback, Forlaget KAOS 2013

Paperback, Forlaget KAOS 2013

Udkantshistorier er bygget op omkring en rammefortælling med flere lag. En navnløs vandringsmand skridter gennem et ødelagt udkantsdanmark i en nær fremtid. Store dele af landet er gået rabundus, og ganske meget jord er blevet opkøbt af udenlandske penge. Turistindustrien lever stadig i bedste velgående, men drømmen om Danmark som stolt landbrugsnation er glemt. I stedet er det, vi kender som ”den rådne banan”, blevet et dystopisk ødeland fyldt med kannibalisme, vold og galskab.

Gennem dette ødeland går den førnævnte vandringsmand. Han iagttager sine omgivelser og mindes alt det, der engang var. Han nedskriver sine oplevelser og samler langsomt indholdet til en bog. Og det er den bog, som vi nu læser. En bog med oplevelser fra et ødelagt Danmark. Oplevelser og indtryk, der opstår i mødet med de sølle eksistenser, der fortsat eksisterer ude på randen og ikke mindst de statsagenter, der patruljerer i disse landområder.

Bogen har ikke nogen hovedfortælling. Den er et anekdotisk tekstunivers, hvor udkantsdanmark – landskabet og dets topografi – er det afgørende omdrejningspunkt. Det tema er skarpt set af Wilmann, der her griber fat i et af de senere års kulturelle og økonomiske smertensbørn. Især når han tager det ildevarslende begreb om udkanten, og fører den sammen med den post-apokalyptiske genres klichéer. Resultatet bliver en festlig, sort samtidssatire. En herligt absurd dommedagsprofeti, der sætter alt på spidsen.

Jonas Wilmann (født 1979)

Jonas Wilmann (født 1979)

Wilmann har da også helt bestemt fundet et charmerende talerør igennem den kulturpessimistiske vandringsmand, der løbende får ordet og taler direkte til læseren. Faktisk kommer han med den ene lange tirade efter den anden om sædernes forfald og tidens dårligdomme. Og her ligger endnu en af de fine ting ved bogen. Wilmann har nemlig fået fat i et af kulturpessimismens væsentligste træk – den uendelige nostalgi, der ligger bag samtidskritikken. Vandringsmanden går med andre ord og længes sentimentalt tilbage mod det der var.

Udkantshistorier er en inspirerende og tankevækkende bog, som jeg faktisk er rigtig glad for. Men det er ikke uden en følelse af ambivalens. Det skyldes ikke så meget de stedvist lidt ujævne fortællinger, som bogen indeholder. Nej, det skyldes Wilmanns sprog. Den topografiske hjemstavns-fascination, som vandringsmanden og Wilmann bekender sig til, har inspireret til en højstemt tone, der måske bunder i Wilmanns fascination af Johannes V. Jensen. Det er svært at afgøre.

Ikke desto mindre er der noget tilegnet over bogens tone, som mister noget troværdighed, fordi Wilmann ikke kan gennemfører stilen helt. Den floromvundne vandringsmand, med alle sine forestillinger om fortidens naturskønhed, forfalder jævnligt til et prosaisk dagligdagssprog fyldt med anglicismer. Det ødelægger sprogets sammenhæng eller kontinuitet og trækker opmærksomheden bort fra ellers fine, fine sætninger, med stille elegance. Som eksempelvis når landets småøer beskrives som ”… de andre små samfund, der prikker de danske farvande” (s. 171).

Paperback, Forlaget KAOS 2012. Jonas Wilmanns roste bog fra 2012

Paperback, Forlaget KAOS 2012. Jonas Wilmanns roste bog fra 2012

Man kunne jo overveje, om den sproglige usikkerhed i virkeligheden er et raffineret træk fra Wilmanns side, der skal vise, at vandringsmanden er præcis lige så inficeret af nutidens dårligdomme som alle andre, men det tror jeg ikke. Læser man eksempelvis lidt i Frygt-Filerne, vil man genfinde det samme sprog. Til det må man så også føje en til tider lidt kaotisk metaforik.

I bogens første kapitel beskrives en klynge plastiksvaner, der melankolsk er drevet sammen omkring en væltet svanefigur ved Hald Søs bred. Figurerne lignes både med en folk rovdyr, der har slået ring om et bytte og en flok liderlige bønder, der spiller kiks (s. 10). Begge billeder er jo ganske klare og potente, men indeholder vidt forskellige dynamikker og signalerer noget ganske forskelligt. Den slags efterlader ordbilledet flimrende og sætter tekstens virkning på prøve.

Ikke desto mindre holder bogen som samlet koncept. Helheden er ganske enkelt stærkere end enkeltdelene. Selvom Wilmanns sprog i Udkantshistorier arbejder imod ham, har det en voldsomhed og anarkistisk fortælleglæde, der er ganske smittende. En skrivefrækhed, hvor det til tider grimme sprog passer perfekt til tekstens grimme indhold. Der kommer med andre ord en form for gusten synergi mellem de haltende ord og tekstens forfaldsskildringer.

I den forstand er bogen et imponerende værk, der ufrivilligt kommer til at styrke sin egen sag. Alt forfalder om ørerne på læseren; end ikke sproget kan stå imod udkantens perverterende kraft, der dag for dag æder sig nærmere landets store byer.

Paperback, Forlaget KAOS 2014. Frygt-Filerne 2, der er sat til at komme 2. februar

Paperback, Forlaget KAOS 2014. Frygt-Filerne 2, der er sat til at komme 2. februar

Æstetisk provokerer Udkantshistorier mig voldsomt, uden jeg vel at mærke kan eller vil afvise bogen som amatørisme. Det er i virkeligheden et hædersmærke, fordi bogen trods dens larmende facon fremstår så skrøbelig. Teksten bliver på den led en forbløffende fin meditation over forfald, både i bogens narrativ og som et metalag, der handler om selve fremstillingsformen.

For mig at se er Udkanthistorier måske en af de mest interessante genreudgivelser, som vi har set herhjemme i den seneste tid. Den er et ubehageligt, famlende pust af forfald, som formår at udfordre sin læser på flere niveauer. Faktisk havde jeg lyst til at læse bogen igen, da jeg var færdig med den, fordi den ligger som en interessant diskussion, der kan være svær at slippe. Meget mere kan man vel ikke ønske sig af en bog, kan man vel?

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling, Roman

Daniel F. Galouye, A Scourge of Screamers (1966): Skrig, atomart gru og tidlig psykedelika

Paperback, Bantam Books 1968. Den stemningsfulde forside er malet i Paul Lehr

Paperback, Bantam Books 1968. Den ganske stemningsfulde forside er malet i Paul Lehr

Det er længe siden, at jeg har læst en roman, der præsenterer en så dystopisk fremtidsvision. I bogen er verden, som vi kender den, ødelagt. I sig selv er det jo ikke noget nyt; sådan har vi set det mange gange før. Det, der gør den engelske SF-forfatter Daniel Galouyes koncept særlig dystert, er måden, det sker på.

I 80’erne begyndte de første såkaldte ”screamers” at dukke op. Det vil sige mennesker, der over hele kloden spontant kollapsede i vanvittige smerteskrig. De skrigende var blevet inficeret af en form for afsindig smertefuld nervesygdom. Så pinefulde smerter, at kroppen enten brænder sammen eller tvinger den ramte til selvmord. Den uhelbredelige skrigesyge ramte de inficerede gradvist. Først med små antydninger af anfald, og så kom det endelige, uvægerlige angreb.

Paperback, Bantam Books 1968

Paperback, Bantam Books 1968

Sygen spredtes over alt og endte med at udløse en atomkrig mellem Øst og Vest. Begge parter beskyldte selvfølgelig modstanderen for at have udtænkt plagen. En ulykkelige, kort lille krig udspillede sig, den ødelagde meget og efterlod verden uden en vinder. Den eneste supermagt, der stod tilbage efter støvet havde lagt sig, var SecBu (The Security Beureau) – en international sammenslutning rejst på ruinerne af FN.

Da vi kommer ind i historien i slutningen af 90’erne, kæmper SecBu en brav kamp for at genoprette global orden og bekæmpe skrigesygen, der fortsat hærger. Men umiddelbart er der ikke meget at kæmpe for. Verden er ikke længere meget andet end halvtommelandskaber og udbrændte byer, hvor skrigene fra de syge høres ustandseligt. Særlige korps patruljerer i byerne for at indsamle de skrigende og derved mindske smittefaren, men tilsyneladende uden megen held.

Daniel Francis Galouye  (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Daniel Francis Galouye (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Noget er imidlertid under opsejling. I løbet af den senere tid er der begyndt at ske ting og sager, der peger på en ny aktør på den politiske scene. SecBus fly og stationer er blevet angrebet af ukendte styrker, og noget kunne tyde på, at det måske er gæster fra rummet, der står bag disse angreb. Måske er der endda beviser for, at skrigesygen er blevet plantet på Jorden af de fremmede fra rummet.

Midt i alt dette møder vi makkerparret Arthur Gregson og Kenneth Wellford. En henholdsvis amerikansk og engelsk agent for SecBu. To hårdtslående gutter, der har oplevet en ting eller to. De to herrer får til opgave at optrevle de fremmedes netværk. Det bliver starten på en lang, hektisk jagt, der udspiller sig i Europa, Amerika og endda ude i verdensrummet. Alt sammen noget, der sker til lyden af de evigt skrigende syge, der jammerligt omkommer omkring dem. Og sygdommen bliver bestemt ikke mindre nærværende af, at Gregson selv er smittet.

A Scourge of Screamers er fyldt med koldkrigstemaer og trækker flittigt på spiongenren, for det viser sig nemlig hurtigt, at det ikke er helt let at skelne venner fra fjender. Fjendebilledet vendes løbende på hovedet, og vores hovedpersoner ender endda med at blive spillet ud imod hinanden – men er de mon fjender?

Hardcover, Golancz 1966. Romanens 1. udg. I England udkom bogen under denne titel. En titel der åbenbart var lidt for fersk for det amerikanske marked

Hardcover, Golancz 1966. Romanens 1. udg. I England udkom bogen under denne titel. En titel der åbenbart var lidt for fersk for det amerikanske marked

Mest af alt ligner plottet noget, som Robert Heinlein har skrevet mange gange. For naturligvis er der noget lusket ved den store, globale SecBU-institution, og naturligvis kræves der frihedselskende helte med laservåben for at bekæmpe de onde og genoprette orden.

Som jeg skrev i indledningen har romanen et helt fantastisk koncept. De voldsomme scener, der beskrives med de skrigende, er fabelagtigt grufuldt fundet på. Billedet af ødelagte storbyer med de syges smerteskrig har ædt sig ind i min bevidsthed. Galouye skaber noget helt særligt og virkningsfuldt her, der fremstår som et ekko af Daniel Defoes pestskildringer.

Det er en klaustrofobisk form for horror, der udstiller vores sårbarhed over for den ansigtsløse sygdom. Et tidløst tema, der kan gentages igen og igen, fordi frygten for en ny form for plage altid vil være der. Desværre udnytter Daniel Galouye slet ikke bogens potentiale i den retning, som jeg havde håbet. Skrigesygen falder gradvist i baggrunden og bliver blot en bekvem trussel.

Faktisk afmonterer Galouye gradvist sygdommen som trusselsbilledet og viser, at skrigesygen i virkeligheden slet ikke er noget dårligt, den er bare misforstået. Det viser sig i bogens anden halvdel, at skrigesygen er en metafor for erkendelse. Sygen er slet ikke nogen sygdom. Det er et resultat af de bevidsthedsudvidende energistråler, som rumvæsnerne sender ned fra deres skjulte rumskib, der ligger i kredsløb om Jorden. Denne nye bevidsthedshorisont er absolut ikke nogen velsignelse; de ramte får ganske enkelt alt for mange nye indtryk på en gang. Ude af stand til at kapere dette brænder de skrigende sammen.

Paperback, Corgi Books 1968. Den første og eneste  engelske paperback-udgave. Også med en ganske cool forside

Paperback, Corgi Books 1968. Den første og eneste engelske paperback-udgave. Også med en ganske cool forside

Nu er bogen jo udgivet i ’66, og det er næppe helt ved siden af at se romanen som del af den tidlige psykedeliske bevægelse. Vel at mærke uden Daniel Galouye nødvendigvis selv var en del af dette. Ikke desto mindre trækker den på retorikken omkring bevidsthedsudvidelse og kroppens skjulte psykiske evner. De skrigesyge tripper med andre ord. A Scourge of Screamers bliver på den led et apokalyptisk samtidstidsbillede. Et verdenssamfund der syrer ud, mens Øst og Vest hamrer hinanden ned med atomraketter.

Der ligger dermed også en klar kritik af hele det psykedeliske eventyr i bogen, men ikke en ubetinget afstandtagen til idéen om at stimulere bevidsthedsudvidelse. Galouye gør det faktisk klart, at han mener, at vi kan finde indsigter og kræfter inde i os selv. Indsigter der kan bruges i skabelsen af en ny og bedre verden. En drøm om et transcendent Utopia, hvor magtliderlighed og prosaisk politik bliver ligegyldige størrelser.

Under normale omstændigheder har jeg en svaghed for den slags sværmerisk 68’er-gøgl, men i A Scourge of Screamers fungerer det ikke og irriterer mig dobbelt. Dels fordi jeg føler mig snydt for den omgang dyster SF-horror, som bogens første del lover, dels fordi Galouye bruger en tredjedel af romanen på at udfolde sin kedsommelige, halvbagte filosofi om skrigesygens bevidsthedsudvidende potentiale.

Paperback, Corgi Books 1964. Galouye blev allerede tidligt optaget af de temaer, som han også udforsker i A Scourge of Screamers

Paperback, Corgi Books 1964. Galouye blev allerede tidligt optaget af de temaer, som han også udforsker i A Scourge of Screamers

Det stritter i den grad imod den ellers hårdkogte action-orienterede handling, og det gør dele af bogen ulideligt uinteressante. Side for side hamrer Galouye sit budskab frem, men for pokker hvor ville det være rart, hvis han på forhånd havde besluttet sig for en stil og tekstuel rytme. De mange stemnings- og handlingsmæssige kovendinger gør bogen famlende og skizofren.

Faktisk er A Scourge of Screamers en af den slags bøger, der er ganske frustrerende, fordi der ligger så meget ubenyttet stof mellem siderne. Stof der bliver spildt på ingenting. Ren og skær spildt kreativitet. Det er til at skrige over…

4 kommentarer

Filed under Roman

R. W. Mackelworth, The Diabols (1969): Vi er igen hvor vi var igår

Paperback, Paperback Library 1969. Forsiden er malet af cool cat Richard M. Powers

Paperback, Paperback Library 1969. Forsiden er malet af cool cat Richard M. Powers

I løbet af 60’erne voksede den litterære selvbevidsthed hos genreforfatterne. Troen på, at det, der engang ”bare var pulp”, kunne og skulle mere end udelukkende at underholde, blev væsentlig for mange unge forfattere. Denne nye bølge af ambitiøs skrivekunst var afgørende for udviklingen af den moderne genrelitteratur og de kvaliteter, vi finder i horror, fantasy og SF i dag. Men… 60’ernes digterfascination fik også stampet en god del vildskud frem, der drukner i deres egen ordflom og litterære ambitioner. Den bog, vi skal se nærmere på her, er et prima eksempel på sidstnævnte. Man skal lede længe efter en forfatter, der forsøger så hårdt at piske dybsindig litteratur frem på siderne. Resultatet er ikke kønt.

R. W. Mackelworths romandebut The Diabols, udgivet året forinden som Firemantle i et ganske lille oplag, er således på mange måder et ganske, ganske typisk stykke psykologisk SF-horror fra sen-60’erne, der med paranoide strøg tegner en dystopisk fremtid for læseren. Mackelworth fører os med til en udbrændt fremtid, hvor Jorden mere eller mindre er blevet gold, verdenssamfundet gået i opløsning og hovedparten af menneskeheden dræbt. Kun få forhutlede lommer af overlevende forsøger at klare dagen af vejen i kampen mod Dem; de invaderende fremmede, der har lagt vores planet øde.

Paperback, Paperback Library 1969 bagside

Paperback, Paperback Library 1969 bagside

Hvem eller hvad de fremmede er, eller hvorfra de kom, får vi aldrig at vide. De ankom i smug og voksede sig i hemmelighed så stærke, at det var for sent, da de endelig skyllede ind over byerne. De invaderende væsner er skabninger af ren energi, der kommunikerer via lyde, der lyder som musik. Der er nærmest noget følsomt, blidt over Mackelworths invaderende fra rummet. Smukke lygtemænd, men præcis som folkesagnenes mystiske lysånder, vil de ikke menneskene noget godt. Alt hvad de kommer i berøring med, brænder ganske enkelt til aske. Det tager dem derfor heller ikke længe at vælte al modstand og etablere deres egne byer af lys over ruinerne af den overvundne menneskehed.

Mange år før det kommer så vidt, sidder en lille gruppe videnskabsmænd og studerer de fremmede. Tilsyneladende har de gennemskuet, hvad der vil ske i løbet af de kommende år. Derfor sender de, ved hjælp af utrolig og dybt hemmelig teknik, Boraston ud i fremtiden, så han der kan studere og måske endda bekæmpe ”The Diabols”, som lysvæsnerne kaldes. Boraston er ikke nogen tilfældigt udvalgt. Han sendes af sted, fordi han fra naturens side har udviklet en form for resistens over for høje varmetemperaturer. Han er med andre ord det perfekte våben mod de fremmede. Sådan da.

Hardcover, Robert Hale 1968. 1. engelske udg. af romanen her udsendt under titlen Firemantle.

Hardcover, Robert Hale 1968. 1. engelske udg. af romanen her udsendt under titlen Firemantle

Det viser sig nemlig, at fremtiden ser noget anderledes ud end ventet. Alene det faktum, at Boraston aldrig indvilliger i selve opgaven, gør, at han absolut ikke handler efter planen, da han vågner i en udbrændt ruinby langt ude i fremtiden. Værre bliver det, da han møder de overlevende. For det går snart op for den vrangvillige hovedperson, at fremtidens vanskabte mennesker er blevet knægtet af de fremmede. En tilværelse i skjul har omdannet dem til aggressive galninge, der nu lever i fascistoide småsamfund.

Mere underligt bliver det imidlertid, da det går op for Boraston, at de personer, der sendte ham af sted rent faktisk stadig er i live i fremtiden. Der er noget sært på færde, og Borastons får i stigende grad en fornemmelse af, at man bruger ham i et dobbeltspil, som han ikke kan gennemskue.

Paperback, New English Library 1975. Her en Mackelworth-roman med en ganske, ganske fin forside af Ian Miller

Paperback, New English Library 1975. Her en Mackelworth-roman med en ganske, ganske fin forside af Ian Miller

The Diabols har i udgangspunktet rigtig mange gode idéer. Det er et stykke grumt, grumt apokalyptisk litteratur, der hamrer undergangsstemingen ind i hjernen på læseren med den ene pessimistiske beskrivelse efter den anden. Alt er gennemvædet af undergang og misantropi på en sjældent bister måde. Boraston, hovedpersonen, afspejler også i den grad sine omgivelser. Bitter, tavs og uudgrundelig vælter han gennem fremtidsverdenen uden at forstå, hvad der sker omkring ham. Hans eneste ønske er at overleve, men det kan være svært, når alt er ude efter en.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at der er meget i The Diabols, der ikke er, hvad det giver sig ud for at være. Mackelworth afsøger med romanen det samme kafkaske terræn, som Philip K. Dick igen og igen har excelleret i, og Mackelworth tåler da heller ikke nogen nærmere sammenligning med Dick. Ikke desto mindre genkender man legen med virkelighed og de paranoide forvrængninger af relationer, der gør, at hovedpersonen løbende må betvivle sig selv og sine omgivelser.

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

I slutningen af 60’erne begyndte de sære, psykologiske historier om alternative virkeligheder for alvor at blive populære (jeg skriver lidt om den slags her). Man har tilskrevet det hele LSD-kulturens dystre bagside, og der er sikkert noget om snakken. Tanken om det dårlige trip, der aldrig stopper, er afgjort et emne, der præger meget af periodens genrehistorier. Der kom da også rigtig meget god litteratur ud at det tema; Mackelworths The Diabols er bare ikke en af dem.

Når alt kommer til alt, er bogen drøj læsning, fordi den i og for sig finurlige idé bag historien trækkes gennem Mackelworths absurd kunstlede sprog. Enkelte gode passager er der kommet ud af dette, men man ser ham skrive ved skrivebordet med liget af den voldtagne muse på gulvet under ham. Med metafor på metafor klodses handlingen op, mens forsøg på avantgardistiske spring i fortællervinkel og kapitelstruktur gør bogen til en ligegyldig gøgeunge. Frem for at virke poetisk og intellektuel bliver Mackelworths debutroman pinligt blottet for alt det, der gerne vil bryste sig af.

Hardcover, Robert Hale 1981

Hardcover, Robert Hale 1981. Endnu en engelsk 1. udg.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

William Hjortsberg, Gray Matters (1971): Zen fascists will control you 100% natural

Paperback, Pocket Books 1972. Forsiden er malet af Gene Szafran

Paperback, Pocket Books 1972. Forsiden er malet af Gene Szafran

William Hjortsbergs anden roman Gray Matters er en kort, gusten bredside rettet mod tidens tegn. Hippiebevægelsen udstilles på lige med formynderisk snusfornuft og autoritet. Den ganske skæve roman stiller sig således i opposition til samtiden uden nødvendigvis at tilbyde alternativer til de idealer, bogen kritiserer. Kun én ting står fast, William Hjortsberg sætter den fysiske sanseoplevelse og det taktiles nødvendighed som forudsætninger for det at være menneske.

I 1971, samme år som Gray Matters udkom, udsendte Hunter S. Thompson den fabelagtige Fear and Loathing in Las Vegas. I kapitel 8 beskrev Thompson bittersødt hippiebevægelsen som en bølgekrusning, der var kippet. ”… with the right kind of eyes you can almost see the high-water mark—that place where the wave finally broke and rolled back.” Farvel til mystik og forsøg på at ændre verden. Hjortsbergs Gray Matters slutter sig til Thompson som en stille korstemme. En gravrøst, der fortæller sin samtid, at den er på afveje.

Paperback, Pocket Books 1972

Paperback, Pocket Books 1972

Gray Matters er en tidstypisk, dyster SF-roman, der udspiller sig langt ude i en fjern fremtid. En atomkrig hærgede jorden i 1996, og samfundet, som vi kender det, kom sig aldrig igen. Den overlevende befolkning måtte færdes i beskyttelsesdragter, mens de fleste nationer smuldrede. Nye samfund med genmodificerede racer voksede frem, og sideløbende udvikledes en teknologi, der kan opbevare og holde den menneskelige hjerne i live uden krop. Uden legeme kan hjernen i Hjortsbergs univers overleve i hundredevis af år. I stedet for at dø fortsætter livet som fuldt bevidst eksistens i en tank, koblet til en computer, der leverer en virtuel virkelighed.

Som tingene udvikler sig, bliver det besluttet, at alle overlevende mennesker bør få deres hjerner flyttet over i kar. De gigantiske anlæg, hvor hjernerne opbevares, vedligeholdes af robotter, der servicerer både maskiner og mennesker. Et nyt samfund vokser frem blandt de svømmende hjerner, der baserer sig på selvudvikling. Via meditation og studier udvikles selvet gennem et sindrigt trinsystem, der lover en forlokkende tilværelse for dem der når i mål.

Hardcover, Simon & Schuster 1971. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1971. Romanens 1. udg.

Der er naturligvis tale om en dybt syg kultur, der fremmedgør alt og alle. Det bliver især tydeligt, da det afsløres, at det store mål for hele rejsen gennem det psykiske trinsystem er hjernens genindsættelse i en kunstigt skabt krop. Jorden er nemlig i mellemtiden blevet til et vildsomt Paradis, hvor de få mennesker, der er nået gennem den indoktrinerende omgang ”hjernevask”, lever harmonisk uden nogen form for kødelige behov eller personlighed.

Gennem bogen følger vi tre personer. Den dreng, der var den første, som fik sin hjerne anbragt i maskinen, en feteret skuespillerinde og en afrikansk kunstner. De tre umage skæbner krydses kortvarigt og skaber forviklinger, som hurtigt igen fortoner sig i det dystopiske billede, der males for os.

William Hjortsberg (Født 1941)

William Hjortsberg (Født 1941)

Drengen og skuespillerinden bliver virtuelt eller mentalt bragt sammen som led i deres selvudvikling. Systemet mener, det vil være godt for dem at opleve nogle seksuelle eventyr. Deres hjerner forbindes derfor i et tropeøtableaux, hvor deres drifter kan få frit afløb. Og som det understreges, er de oplevelser, hjernen har, på ingen måde svagere end de oplevelser, der sanses gennem kroppen. De er faktisk stærkere, desværre er de også frustrerende, fordi oplevelserne er blottet for vildskab og spontant nærvær.

For den afrikanske poet går det anderledes. Det lykkes ham nemlig at flygte fra sin hjernetank gennem en ganske absurd række udspekulerede manøvrer, der får ham ombord i en robot. Anbragt i robotten sprænger han sig vej ud af det enorme lagerkompleks og finder friheden. Han får endda en krop igen og ender som en anden Adam in Edens have. Men modsat den bibelske fortælling er det Obu Itubi, der forbryder sig mod verdensordenen. Fordi han ikke har renset sit sind som de frelste, der er kommet tilbage i en krop, er han fyldt med drifter og tanker. Obus behov kolliderer derfor også snart med den Eva, han finder sig i paradiset.

Paperback, Gollancz 1973

Paperback, Gollancz 1973

Bedre går det ikke for de to andre hjerner, vi følger, hvilket allerede ligger underforstået tidligt i bogen. Gray Matters er ikke skrevet for at være opmuntrende. Det er en brutal fortælling, polstret med klaustrofobiske beskrivelser og fremmedgørelse.

Faktisk går Hjortsberg så langt i sit forsøg på at skildre det meningsløse Paradis, mennesket har skabt til sig selv, at selve tekstens opbygning spænder ben for læseoplevelsen. Bogen er opbygget i ganske korte afsnit, eller kapitler om man vil, der skifter mellem de tre hovedpersoner samt et mindre antal andre stemmer, der aldrig fylder ret meget. Den hurtige, næsten glimtagtige struktur gør indlevelsen vanskelig og styrker så afgjort den fornemmelse af ubehag, der hænger i de fleste beskrivelser – om det er Vera Mitlovics sentimentale minder om et liv i show business eller Denton Kalbfleischers desperate, pubertære drømme om at komme i seng med en pige – altså rent fysisk, ikke bare i tankerne.

Paperback, Sphere 1974

Paperback, Sphere 1974

Der indgår en hel del sex i bogen, og på bedste syndefaldsmaner er det også sex, der fører til alle tre hjerner på vildspor. De fysiske behov lader sig ikke fornægte og lader sig ikke tilfredsstille ved noget, der ligner til forveksling. Playboy gav bogen en pris som årets bedste bog, formentlig fordi Hjortsberg med romanen forsøgte at vise, hvor meget sex fylder, og hvor umuligt det er at undertrykke de behov, vi har.

Tematisk er Gray Matters ikke blevet det mindste mindre relevant. Bogens opråb mod bornerthed, ensretning og askese er mindst lige så vigtig i dag, som det var i 1971. Til det kommer så også, at Hjortsberg holder alle teknologiske referencer ude i en armslængde, der gør, at bogens egentlig fremtidsvision heller ikke virker synderlig forældet. Det gør så absolut Gray Matters til et interessant værk, men som tekst havde jeg svært ved at finde ind til bogens nerve. De korte afsnits rytme er så abrupt og flimrende, at teksten bliver en genstridig, ufokuseret oplevelse. Jeg havde en fornemmelse af at falde ud og ind af en handling, der aldrig rigtig kommer i gang. Trods sine meritter vil bogen nok derfor heller aldrig blive en af mine favoritter.

Paperback, The Science Fiction Book Club 1974

Paperback, The Science Fiction Book Club 1974 

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Presses Pocket  1982. Fransk udgave af romanen

Paperback, Presses Pocket 1982. Fransk udgave af romanen

1 kommentar

Filed under Roman