Tag Archives: Apokalypse

R. W. Mackelworth, The Diabols (1969): Vi er igen hvor vi var igår

Paperback, Paperback Library 1969. Forsiden er malet af cool cat Richard M. Powers

Paperback, Paperback Library 1969. Forsiden er malet af cool cat Richard M. Powers

I løbet af 60’erne voksede den litterære selvbevidsthed hos genreforfatterne. Troen på, at det, der engang ”bare var pulp”, kunne og skulle mere end udelukkende at underholde, blev væsentlig for mange unge forfattere. Denne nye bølge af ambitiøs skrivekunst var afgørende for udviklingen af den moderne genrelitteratur og de kvaliteter, vi finder i horror, fantasy og SF i dag. Men… 60’ernes digterfascination fik også stampet en god del vildskud frem, der drukner i deres egen ordflom og litterære ambitioner. Den bog, vi skal se nærmere på her, er et prima eksempel på sidstnævnte. Man skal lede længe efter en forfatter, der forsøger så hårdt at piske dybsindig litteratur frem på siderne. Resultatet er ikke kønt.

R. W. Mackelworths romandebut The Diabols, udgivet året forinden som Firemantle i et ganske lille oplag, er således på mange måder et ganske, ganske typisk stykke psykologisk SF-horror fra sen-60’erne, der med paranoide strøg tegner en dystopisk fremtid for læseren. Mackelworth fører os med til en udbrændt fremtid, hvor Jorden mere eller mindre er blevet gold, verdenssamfundet gået i opløsning og hovedparten af menneskeheden dræbt. Kun få forhutlede lommer af overlevende forsøger at klare dagen af vejen i kampen mod Dem; de invaderende fremmede, der har lagt vores planet øde.

Paperback, Paperback Library 1969 bagside

Paperback, Paperback Library 1969 bagside

Hvem eller hvad de fremmede er, eller hvorfra de kom, får vi aldrig at vide. De ankom i smug og voksede sig i hemmelighed så stærke, at det var for sent, da de endelig skyllede ind over byerne. De invaderende væsner er skabninger af ren energi, der kommunikerer via lyde, der lyder som musik. Der er nærmest noget følsomt, blidt over Mackelworths invaderende fra rummet. Smukke lygtemænd, men præcis som folkesagnenes mystiske lysånder, vil de ikke menneskene noget godt. Alt hvad de kommer i berøring med, brænder ganske enkelt til aske. Det tager dem derfor heller ikke længe at vælte al modstand og etablere deres egne byer af lys over ruinerne af den overvundne menneskehed.

Mange år før det kommer så vidt, sidder en lille gruppe videnskabsmænd og studerer de fremmede. Tilsyneladende har de gennemskuet, hvad der vil ske i løbet af de kommende år. Derfor sender de, ved hjælp af utrolig og dybt hemmelig teknik, Boraston ud i fremtiden, så han der kan studere og måske endda bekæmpe ”The Diabols”, som lysvæsnerne kaldes. Boraston er ikke nogen tilfældigt udvalgt. Han sendes af sted, fordi han fra naturens side har udviklet en form for resistens over for høje varmetemperaturer. Han er med andre ord det perfekte våben mod de fremmede. Sådan da.

Hardcover, Robert Hale 1968. 1. engelske udg. af romanen her udsendt under titlen Firemantle.

Hardcover, Robert Hale 1968. 1. engelske udg. af romanen her udsendt under titlen Firemantle

Det viser sig nemlig, at fremtiden ser noget anderledes ud end ventet. Alene det faktum, at Boraston aldrig indvilliger i selve opgaven, gør, at han absolut ikke handler efter planen, da han vågner i en udbrændt ruinby langt ude i fremtiden. Værre bliver det, da han møder de overlevende. For det går snart op for den vrangvillige hovedperson, at fremtidens vanskabte mennesker er blevet knægtet af de fremmede. En tilværelse i skjul har omdannet dem til aggressive galninge, der nu lever i fascistoide småsamfund.

Mere underligt bliver det imidlertid, da det går op for Boraston, at de personer, der sendte ham af sted rent faktisk stadig er i live i fremtiden. Der er noget sært på færde, og Borastons får i stigende grad en fornemmelse af, at man bruger ham i et dobbeltspil, som han ikke kan gennemskue.

Paperback, New English Library 1975. Her en Mackelworth-roman med en ganske, ganske fin forside af Ian Miller

Paperback, New English Library 1975. Her en Mackelworth-roman med en ganske, ganske fin forside af Ian Miller

The Diabols har i udgangspunktet rigtig mange gode idéer. Det er et stykke grumt, grumt apokalyptisk litteratur, der hamrer undergangsstemingen ind i hjernen på læseren med den ene pessimistiske beskrivelse efter den anden. Alt er gennemvædet af undergang og misantropi på en sjældent bister måde. Boraston, hovedpersonen, afspejler også i den grad sine omgivelser. Bitter, tavs og uudgrundelig vælter han gennem fremtidsverdenen uden at forstå, hvad der sker omkring ham. Hans eneste ønske er at overleve, men det kan være svært, når alt er ude efter en.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at der er meget i The Diabols, der ikke er, hvad det giver sig ud for at være. Mackelworth afsøger med romanen det samme kafkaske terræn, som Philip K. Dick igen og igen har excelleret i, og Mackelworth tåler da heller ikke nogen nærmere sammenligning med Dick. Ikke desto mindre genkender man legen med virkelighed og de paranoide forvrængninger af relationer, der gør, at hovedpersonen løbende må betvivle sig selv og sine omgivelser.

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

I slutningen af 60’erne begyndte de sære, psykologiske historier om alternative virkeligheder for alvor at blive populære (jeg skriver lidt om den slags her). Man har tilskrevet det hele LSD-kulturens dystre bagside, og der er sikkert noget om snakken. Tanken om det dårlige trip, der aldrig stopper, er afgjort et emne, der præger meget af periodens genrehistorier. Der kom da også rigtig meget god litteratur ud at det tema; Mackelworths The Diabols er bare ikke en af dem.

Når alt kommer til alt, er bogen drøj læsning, fordi den i og for sig finurlige idé bag historien trækkes gennem Mackelworths absurd kunstlede sprog. Enkelte gode passager er der kommet ud af dette, men man ser ham skrive ved skrivebordet med liget af den voldtagne muse på gulvet under ham. Med metafor på metafor klodses handlingen op, mens forsøg på avantgardistiske spring i fortællervinkel og kapitelstruktur gør bogen til en ligegyldig gøgeunge. Frem for at virke poetisk og intellektuel bliver Mackelworths debutroman pinligt blottet for alt det, der gerne vil bryste sig af.

Hardcover, Robert Hale 1981

Hardcover, Robert Hale 1981. Endnu en engelsk 1. udg.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

William Hjortsberg, Gray Matters (1971): Zen fascists will control you 100% natural

Paperback, Pocket Books 1972. Forsiden er malet af Gene Szafran

Paperback, Pocket Books 1972. Forsiden er malet af Gene Szafran

William Hjortsbergs anden roman Gray Matters er en kort, gusten bredside rettet mod tidens tegn. Hippiebevægelsen udstilles på lige med formynderisk snusfornuft og autoritet. Den ganske skæve roman stiller sig således i opposition til samtiden uden nødvendigvis at tilbyde alternativer til de idealer, bogen kritiserer. Kun én ting står fast, William Hjortsberg sætter den fysiske sanseoplevelse og det taktiles nødvendighed som forudsætninger for det at være menneske.

I 1971, samme år som Gray Matters udkom, udsendte Hunter S. Thompson den fabelagtige Fear and Loathing in Las Vegas. I kapitel 8 beskrev Thompson bittersødt hippiebevægelsen som en bølgekrusning, der var kippet. ”… with the right kind of eyes you can almost see the high-water mark—that place where the wave finally broke and rolled back.” Farvel til mystik og forsøg på at ændre verden. Hjortsbergs Gray Matters slutter sig til Thompson som en stille korstemme. En gravrøst, der fortæller sin samtid, at den er på afveje.

Paperback, Pocket Books 1972

Paperback, Pocket Books 1972

Gray Matters er en tidstypisk, dyster SF-roman, der udspiller sig langt ude i en fjern fremtid. En atomkrig hærgede jorden i 1996, og samfundet, som vi kender det, kom sig aldrig igen. Den overlevende befolkning måtte færdes i beskyttelsesdragter, mens de fleste nationer smuldrede. Nye samfund med genmodificerede racer voksede frem, og sideløbende udvikledes en teknologi, der kan opbevare og holde den menneskelige hjerne i live uden krop. Uden legeme kan hjernen i Hjortsbergs univers overleve i hundredevis af år. I stedet for at dø fortsætter livet som fuldt bevidst eksistens i en tank, koblet til en computer, der leverer en virtuel virkelighed.

Som tingene udvikler sig, bliver det besluttet, at alle overlevende mennesker bør få deres hjerner flyttet over i kar. De gigantiske anlæg, hvor hjernerne opbevares, vedligeholdes af robotter, der servicerer både maskiner og mennesker. Et nyt samfund vokser frem blandt de svømmende hjerner, der baserer sig på selvudvikling. Via meditation og studier udvikles selvet gennem et sindrigt trinsystem, der lover en forlokkende tilværelse for dem der når i mål.

Hardcover, Simon & Schuster 1971. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1971. Romanens 1. udg.

Der er naturligvis tale om en dybt syg kultur, der fremmedgør alt og alle. Det bliver især tydeligt, da det afsløres, at det store mål for hele rejsen gennem det psykiske trinsystem er hjernens genindsættelse i en kunstigt skabt krop. Jorden er nemlig i mellemtiden blevet til et vildsomt Paradis, hvor de få mennesker, der er nået gennem den indoktrinerende omgang ”hjernevask”, lever harmonisk uden nogen form for kødelige behov eller personlighed.

Gennem bogen følger vi tre personer. Den dreng, der var den første, som fik sin hjerne anbragt i maskinen, en feteret skuespillerinde og en afrikansk kunstner. De tre umage skæbner krydses kortvarigt og skaber forviklinger, som hurtigt igen fortoner sig i det dystopiske billede, der males for os.

William Hjortsberg (Født 1941)

William Hjortsberg (Født 1941)

Drengen og skuespillerinden bliver virtuelt eller mentalt bragt sammen som led i deres selvudvikling. Systemet mener, det vil være godt for dem at opleve nogle seksuelle eventyr. Deres hjerner forbindes derfor i et tropeøtableaux, hvor deres drifter kan få frit afløb. Og som det understreges, er de oplevelser, hjernen har, på ingen måde svagere end de oplevelser, der sanses gennem kroppen. De er faktisk stærkere, desværre er de også frustrerende, fordi oplevelserne er blottet for vildskab og spontant nærvær.

For den afrikanske poet går det anderledes. Det lykkes ham nemlig at flygte fra sin hjernetank gennem en ganske absurd række udspekulerede manøvrer, der får ham ombord i en robot. Anbragt i robotten sprænger han sig vej ud af det enorme lagerkompleks og finder friheden. Han får endda en krop igen og ender som en anden Adam in Edens have. Men modsat den bibelske fortælling er det Obu Itubi, der forbryder sig mod verdensordenen. Fordi han ikke har renset sit sind som de frelste, der er kommet tilbage i en krop, er han fyldt med drifter og tanker. Obus behov kolliderer derfor også snart med den Eva, han finder sig i paradiset.

Paperback, Gollancz 1973

Paperback, Gollancz 1973

Bedre går det ikke for de to andre hjerner, vi følger, hvilket allerede ligger underforstået tidligt i bogen. Gray Matters er ikke skrevet for at være opmuntrende. Det er en brutal fortælling, polstret med klaustrofobiske beskrivelser og fremmedgørelse.

Faktisk går Hjortsberg så langt i sit forsøg på at skildre det meningsløse Paradis, mennesket har skabt til sig selv, at selve tekstens opbygning spænder ben for læseoplevelsen. Bogen er opbygget i ganske korte afsnit, eller kapitler om man vil, der skifter mellem de tre hovedpersoner samt et mindre antal andre stemmer, der aldrig fylder ret meget. Den hurtige, næsten glimtagtige struktur gør indlevelsen vanskelig og styrker så afgjort den fornemmelse af ubehag, der hænger i de fleste beskrivelser – om det er Vera Mitlovics sentimentale minder om et liv i show business eller Denton Kalbfleischers desperate, pubertære drømme om at komme i seng med en pige – altså rent fysisk, ikke bare i tankerne.

Paperback, Sphere 1974

Paperback, Sphere 1974

Der indgår en hel del sex i bogen, og på bedste syndefaldsmaner er det også sex, der fører til alle tre hjerner på vildspor. De fysiske behov lader sig ikke fornægte og lader sig ikke tilfredsstille ved noget, der ligner til forveksling. Playboy gav bogen en pris som årets bedste bog, formentlig fordi Hjortsberg med romanen forsøgte at vise, hvor meget sex fylder, og hvor umuligt det er at undertrykke de behov, vi har.

Tematisk er Gray Matters ikke blevet det mindste mindre relevant. Bogens opråb mod bornerthed, ensretning og askese er mindst lige så vigtig i dag, som det var i 1971. Til det kommer så også, at Hjortsberg holder alle teknologiske referencer ude i en armslængde, der gør, at bogens egentlig fremtidsvision heller ikke virker synderlig forældet. Det gør så absolut Gray Matters til et interessant værk, men som tekst havde jeg svært ved at finde ind til bogens nerve. De korte afsnits rytme er så abrupt og flimrende, at teksten bliver en genstridig, ufokuseret oplevelse. Jeg havde en fornemmelse af at falde ud og ind af en handling, der aldrig rigtig kommer i gang. Trods sine meritter vil bogen nok derfor heller aldrig blive en af mine favoritter.

Paperback, The Science Fiction Book Club 1974

Paperback, The Science Fiction Book Club 1974 

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Presses Pocket  1982. Fransk udgave af romanen

Paperback, Presses Pocket 1982. Fransk udgave af romanen

1 kommentar

Filed under Roman

Skræmmende virkelighed: Glimt fra Den Kolde Krig

tumblr_lx6olnAloq1r8p65qo1_400

Jeg faldt tilfældigvis over BBCs Protect and Survive-film fra 1980-81. Du kender dem sikkert. Det er en række små film, der forklarer Storbritanniens befolkning, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af et atomart angreb. De små informationsfilm fremstår måske lidt naive i dag, men præcis derfor er de også så pokkers skræmmende. Faktisk er de noget af det mest uhyggelige, jeg længe har set. Deres rationelle, ingen-grund-til-panik-facon får alle alarmklokker til at ringe. Grufuldt.

Filmene oser langt væk af koldkrigsrædsel og jerntæppets iskolde slagskygger. Filmenes stemning findes vel bedst indfanget i Raymond Briggs rørende When the Wind Blows fra 1982.

 

 

Passende kan Bowie lukke dette indlæg med endnu en poetisk, melankolsk beretning fra en dyster epoke, nemlig hans genindspilning af ”Wild Is the Wind” fra 1976.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

James Blish, Black Easter (1968): … So still, so dark all over Europe

Paperback, Dell Books 1969. Forsidens herlige tableau er udført af Lawrence Ratzkin

Paperback, Dell Books 1969. Forsidens herlige tableau er udført af Lawrence Ratzkin

James Blish, kendt som SF-forfatter med storhedstid i 50’erne og 60’erne, udsendte i 1968 den forbløffende roman Black Easter. Bogen er kort og i virkeligheden bare en udvidet version af novellen ”Faust Aleph-Null”, udgivet i 1967. At det er en forlænget novelle, kan mærkes, uden at det vel at mærke er et problem.  Black Easter udkom i slipstrømmen på Rosemary’s Baby (1967) og er dermed en ud af mange historier om satanisme og okkultisme, der så dagens lys fra 60’ernes slutning og ind i 70’erne.

Romanen tager udgangspunkt i den enkle præmis, at de vestlige okkulte forestillinger om magi og dæmoni er sande. Magien fungerer, og de gamle trolddomsbøger, som Clavicula salomonis og Simon Magers Bog indeholder en faktisk anvendelig viden. Denne magiske viden er imidlertid skjult bag et slør af løgne og ammestuesnak, således at det kun er nogle få, der kender sandheden.

Paperback, Dell Books 1969

Paperback, Dell Books 1969

Magien, der praktiseres, er enten sort eller hvid. Sort magi udføres i hele verden af små og store troldmænd, mens kundskaberne om den hvide magi koncentrerer sig om et italiensk kloster, hvor munkene har til opgave at opretholde kendskabet til de ældgamle magiske ritualer og holde øje med den sorte magis brug i verden. En utaknemmelig opgave i en tid hvor kirken står svagt og munkenes autoritet er dalende.

Da vi kommer ind i handlingen, er munkene på Monte Albano netop blevet orienteret om varsler der indikerer, at sataniske magter er på spil i verden. Som det beskrives, ligger der en stank af dæmoni i luften. Munkene sætter deres kræfter ind på at lokalisere hvilken troldmand, der rører på sig, og finder snart frem til, at Theron Ware er ophavsmanden til forstyrrelserne i den magiske æter. Efterfølgende tilfalder det veteranen Fader Domenico Bruno Garelli at undersøge sagen nærmere.

James Benjamin Blish (23. maj 1921 – 30. juli 30 1975)

James Benjamin Blish (23. maj 1921 – 30. juli 30 1975)

Parallelt med munkenes indsats for at finde frem til Theron Ware følger vi våbenhandleren Dr. Baines, der har opsøgt Ware for at afprøve, om hans sortekunster vitterligt har noget på sig. Baines har brug for at skabe tumult i verden, der kan fremme våbensalget, og Theron Ware viser sig at være i stand til at skabe præcis dette. Som bevis for sine evner dræber Ware en betydningsfuld amerikansk politiker med magi, og snart efter bliver de to mænd enige om en handel. Det, Baines ønsker, er intet mindre end verdens sammenbrud. Kaos og borgerkrig i bedste apokalyptisk forstand. Theron Ware skal såmænd gøre dette ved at åbne portene til Helvede og slippe djævle ind i verden (!).

Det er en enorm opgave, der kræver lange forberedelser for heksemesteren. En praktisk detalje i dette arbejde er, at der ligger gamle pagter mellem de sorte og hvide magikere. Disse pagter gør, at Fader Domenico Bruno Garelli har lov til at overvære Theron Wares forberedelser som en form for ambassadør for den hvide magi. Han må ikke gribe ind, men Ware må heller ikke holde noget hemmeligt for ham. Det er et kompliceret arrangement, og som kapitlerne skrider frem, bliver det sværere og sværere for munken at se passivt til, mens verdens undergang tager form.

IF Science Fiction, august 1967. Det første nummer ud af fire med novellen ”Faust Aleph-Null”

IF Science Fiction, august 1967. Det første nummer ud af fire med novellen ”Faust Aleph-Null”. Bemærk hvor meget fantasy og hvor lidt “satan”, der er i forsidebilledet. Det ændrede sig tydeligvis senere!

I sig selv er historien ganske kulørt og lyder mere som en fantasy-fortælling end en omgang apokalyptisk, okkult horror. Det, der imidlertid får bogen til at virke – det der giver den troværdighed – er den alvor, som James Blish går til emnet med. I indledningen skriver han, i bedste Dan Brown-stil, at alt i romanen er baseret på faktuelle studier af magi. Han skriver også advarende, at detaljer er udeladt, så ritualerne ikke kan genskabes, men fortæller alligevel hvilke bøger, han har brugt som kilder. Den udmelding sætter tonen. Roman igennem forholder det begrænsede persongalleri sig til de voldsomme hændelser med en alvor og naturlighed som djævleuddrivelsen i Blattys The Exorcist (1971).

Man kan ikke kalde Black Easter decideret uhyggelig, men det er en dybt fascinerende roman, der gradvist udvikler sig til et absurd teater. Stort set hele handlingen udspiller sig i magikeren Theron Wares ceremonielle kammer, hvorfra han udøver sin sataniske magi. Skridt for skridt følger vi hans forberedelser til dommedag, mens han ivrigt diskuterer sine fremskridt med Fader Domenico, Dr. Baines og de få andre bisiddere til begivenhederne.

Hardcover, Doubleday 1968. Romanens 1. udg. Forsiden er tegnet af Judith Ann Lawrence

Hardcover, Doubleday 1968. Romanens 1. udg. Forsiden er tegnet af Judith Ann Lawrence

Imens ritualets kulmination nærmer sig, går det op for læseren, at Dr. Baines, der i begyndelsen synes drevet af blindt begær, faktisk har større ambitioner. Ambitioner, der ligner den sataniske Theron Wares. Begge ser nemlig samfundets ødelæggelse som en æstetisk begivenhed, der kan og skal iscenesættes som et kunstværk. Ingen mening, ingen ondskab – bare begejstring over skønheden i ødelæggelsernes kraft.

Undervejs bliver der ikke lagt fingere i mellem. Flere dæmoner besøger Theron Wares rituelle kammer, og ceremonierne beskrives med en pinagtig nøjagtighed. Alt i mens dette står på, snakker Ware lystigt derudaf om sine mål og tanker. I ny og næ hører vi også, hvordan hvide troldmænd fra nær og fjern samles i Monte Albano for at modarbejde Ware, men det nytter øjensynlig ikke meget. Den hvide magi er svag i forhold til den sorte, og brødrene må slide i døgndrift for at finde en vej.

Paperback, Penguin Books 1972. Et som altid cool cover fra Penguins SF-serie. Manden bag forsiden er David Pelham

Paperback, Penguin Books 1972. Et som altid cool cover fra Penguins SF-serie. Manden bag forsiden er David Pelham

Blish sniger i øvrigt en lille hilsen til en forfatterkollega ind i teksten, idet den ene af magikerne, der kommer til klosteret hedder Fader Vance – en magiker hvis idéer om magi hører hjemme i en fjern fremtid, hvor verden er blevet gammel og træt. Det er naturligvis et nik til Jack Vance og hans Dying Earth-serie.

Black Easter er en speciel roman; en meget speciel roman. Både stilistisk og i sit emne afsøger den grænser og trækker i den grad på hele den gryende New Wave of SF-stemning af ”hvad nu hvis”. Tematisk falder den i tråd med tidens sværmeri for satanisme og okkultisme, men der kan ikke være nogen tvivl om, at James Blish leverer et selvstændigt bidrag til emnet og genren.

Paperback, Marabout 1975. Romanen i fransk udgave

Paperback, Marabout 1975. Romanen i fransk udgave

Romanen, der regnes som en del af den såkaldte After such knowledge-trilogi af uafhængige bøger, skaber ganske enkelt sit eget rum. Et diabolsk rum iscenesat som en intim kamp om ideologi udtrykt igennem det lille persongalleri. Bogens virkelige styrke står imidlertid først klart i sidste kapitel, hvor Blish træffer et modigt valg og pludseligt skriver med en forbløffende stærk emotionel pen. Sidste kapitel i Black Easter rummer således alle de kontrasterende følelser, der har ulmet igennem hele romanen. Med et snuptag, blotlægger Blish pludseligt det kunstværk for os, som han med sikkerhånd har forberedt til os. Smukt og grusomt, ærligt og trist. Intet mindre.

Paperback, Equinox 1977

Paperback, Equinox 1977

Paperback, Avon Books 1982. Forsiden er udført af Wayne D. Barlowe

Paperback, Avon Books 1982. Forsiden er udført af Wayne D. Barlowe

Paperback Arrow Books 1982. Forsidebilledet er malet af Chris Moore

Paperback Arrow Books 1982. Forsidebilledet er malet af Chris Moore

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Margaret St. Clair, Sign of the Labrys (1963): Hekse, huler og dunkle fremtidsudsigter

Paperback, Bantam Books 1963. Den eneste udgave af bogen

Jeg kan lige så godt sige det med det samme; Sign of the Labrys fra 1963 er ikke nogen specielt god bog. Den er ikke dårlig, men Margaret St. Clair er bare ikke nogen synderligt ophidsende forfatter. Bogen er bygget op omkring dialog og korte, præcise beskrivelser fra jegfortælleren, der genfortæller historien retrospektivt. Flere gange stopper fortælleren op for at forklare specifikke fænomener eller ordvalg. Alene det faktum, at vi på forhånd ved, at hovedpersonen klarer skærene, er naturligvis lidt ærgerligt, når handlingen mere eller mindre består af en lang jagt, hvor vores helt og hans allierede bliver forfulgt af brutale mænd, der ikke vil dem noget godt.

Kort fortalt udspiller Sign of the Labrys sig i en nær fremtid, efter Jorden 15 år tidligere er blevet hjemsøgt af flere epidemiske bølger udviklet fra gærbakterier. Det har reduceret befolkningsantallet radikalt, smadret alle samfundsstrukturer og grundlæggende ændret præmissen for al menneskelig samvær. I USA har regeringen, allerede før epidemierne begyndte, bygget enorme komplekser af underjordiske beskyttelsesrum, der skulle benyttes i tilfælde af atomkrig. Den krig kom ikke, men de forhutlede rester af befolkningen har nu søgt tilflugt i de underjordiske ganges sikkerhed. Lov og orden bliver opretholdt af den nye autoritet, den såkaldte FBY-myndighed, der har fået skabt en form for orden i kaos. De overlevende er præget af apati og mismod, uden tro på fremtiden. De fleste arbejder en smule med vedligeholdelsen af tunnelsystemet og lever ellers af konservesmad fra enorme madlagre og svampekulturer, der har udviklet sig i gangsystemerne. Alt sammen ganske klassisk post-apokalyptisk dommedagsgru.

Paperback, Bantam Books 1963. Bagsidens tekst kan umiddelbart synes helt absurd. Tænker man den ind i St. Clairs heksetro, er den imidlertid helt på sin plads. Jeg er derfor også sikker på, at det er St. Clair selv, der har skrevet teksten eller i hvert fald godkendt den

Bogen største claim to fame er, at Gary Gygax, far til Dungeon & Dragons, nævner St. Clairs roman i den første udgave af Advanced Dungeons & Dragons på en liste over bøger og historier, der på forskellig vis har inspireret ham til rollespillet. Der er da også en del i romanen, som hærdede ”dungeoneers” vil nikke genkendende til. Handlingen foregår under jorden, i et kæmpe hulesystem, hvor mennesker og dyr lever skarpt adskilt i små rum. Og hovedpersonerne snakker en del om at gå mellem hulesystemets forskellige niveauer (”levels”). Der er jo huler og tunneller i mange fortællinger, men i romanen her får det hele et science-fantasy-feel, der afgjort klinger med i den måde hulesystemer bliver brugt i Gygaxs spil. 

Nuvel, midt i alt dette bliver 25-årige Sam Sewell en dag opsøgt af en FBY-mand, der anklager ham for at være i kontakt med en farlig, forbryderisk kvinde ved navn Despoina. Hun er anklaget for at forsøge at udvikle og sprede nye former for dræberbakterier. Sam har aldrig hørt om hende, men snart går paranoia-møllen i selvsving, og Despoina tager ikke overraskende kontakt til Sam. Men hvem kan han stole på, hvad sker der omkring ham og hvorfor vil systemet af med ham? Da Sam havner i en situation, hvor han let kunne blive anklaget for mordet på en FBY-agent, må han flygte. Den eneste mulighed, han har, er at finde Despoina. Det bliver begyndelsen på en lang jagt, hvor systemets onde mørkemænd jager Sam, Despoina og hendes gruppe af frihedselskende hekse. Jeps, du læste rigtigt.

Margaret St. Clair (17. februar 1911 – 22. november 1995)

Det hele handler om hekse; Wicca-hekse for at være præcis. Det er faktisk netop dette, der gør den ellers ret skabelonagtige post-apokalyptisk thriller til en både sær og fascinerende læseoplevelse. Margaret St. Clair var en af de få kvinder i første halvdel af 1900-tallet, som skrev science-fiction i eget navn. I 60’erne sadlede hun om og begyndte i stedet at udgive romaner. Sign of the Labrys er en af de første, hun skrev i den periode, og den er gennemsyret af Wicca-teologi. Margaret og hendes mand Eric St. Clair blev introduceret til heksetroen gennem forfatteren og okkultisten Raymond Buckland. Han bragte ægteparret i kontakt med Wicca. Det vil sige det såkaldte nyhedenske trossystem, der fik form efter udgivelsen af Margaret A. Murrays The Witch-Cult in Western Europe (1921) og for alvor senere med navnlig Gerald B. Gardners Witchcraft Today (1954). Det er et religiøst univers, der baseres på den forestilling, at menneskeheden altid, eller i hvert fald siden oldtiden, har tilbedt to skikkelser: Moder Jord og Den hornede Gud. De to kræfter indgår en i form for kosmisk symbiose om liv, død og frugtbarhed. Viden om denne urgamle religion er senere blevet undertrykt af navnlig den kristne kirke, der har omdannet den hornede til Satan, moder jord til Maria og naturligvis skabt billedet af den onde heks, der æder børn og gør livet surt for gode mennesker. Parallellen til St. Clairs undertrykkende, rationelle FBY-mænd er naturligvis åbenlys. I Wiccanernes selvforståelse er der således tale om en ældgammel, forfulgt tro, der gradvist er blevet genopdaget efter at have levet skjult blandt kloge mænd og koner, skjult for samfundets søgelys.

Labrys eller dobbeltøkse

Wicca-troen boomede i 60’erne og blev en hip counterculture-ting, som den gryende hippiebevægelse absorberede med kyshånd. Alt dette ligger in spe i Sign of the Labrys, der er en form for indføring i Wiccas teologi, fortolket eller udlagt, som Margaret St. Clair har set det i 1963. Hele den vilde heksejagt, som Sam Sewell må stå igennem, bliver på den led en dannelsesrejse, hvor de gamle hemmeligheder langsomt bliver åbenbarede for ham. Sam opdager endda gradvist, at han er reinkarnationen af en minoisk præst. Her er så også forklaringen på dobbeltøksen (en labrys), der nævnes i titlen, og som optræder løbende som heksenes symbol i bogen. Faktisk gennemgår han et egentligt indvielsesritual, der tydeligvis knytter smerte og religiøs erfaring sammen. Som Sam selv udtrykker det, da han får pisk: ”The blows were like white fire, impalpable and spiritual. Some will know what I mean”. Den sidste sætning er en af de små bemærkninger, der falder i løbet af bogen, som signalerer, at St. Clair faktisk forestiller sig, at hun har læsere, som vil forstå eller genkendende indholdet. Som en sidebemærkning kan man jo så også tænke sig, at St. Clair og ægtemanden Eric også har fået en god omgang religiøs smæk under indlemmelsen i bevægelsen.

Nøgendans. Wicca-hekse fra Maxine Sanders’ kreds. Fotograferet i slutningen af 60’erne

Det bringer mig videre til det andet punkt. En af de ting, som Wicca-bevægelsen har kæmpet med lige siden Gardner og co. fik medvind, har været beskyldninger om, at det hele bare er en dårlig undskyldning for løssluppen liderlighed. Om det er tilfældet eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på, men faktum er, at der ligger ganske meget seksualitet og ulmer lige under overfladen i Sign of the Labrys. En del af det kan måske tilskrives tidstypiske genrekonventioner, men måske stikker der mere under. Bogens kvinder bliver i hvert fald beskrevet meget indgående, i klare seksuelle vendinger. Spørgsmålet er, hvordan vi skal forstå det. Er det fordi Wicca-heksene, Sam møder, er frugtbare og livgivende størrelser, eller er det, fordi St. Clair ganske enkelt har tændt på at skrive om sexede kvinder? Igen, jeg skal ikke gøre mig klog på dette, men et eller andet er der på færde her, og jeg er ikke helt sikker på hvad.

Endelig er det interessant at notere sig, at bogen får karakter af en programerklæring, hvis vi altså accepterer, at romanen er et udtryk for personlige overbevisninger hos St. Clair. Det er i hvert fald ganske radikale synspunker, der bliver formuleret, da det egentlige forhold mellem epidemierne og heksene går op fra Sam.

Endnu et ritual fra Maxine Sanders’ kreds. Også dette billede er fra slutningen af 60’erne

En bog, der kan føre os fra post-apokalyptisk science-fantasy til D&D og videre til Wicca, må da grundlæggende siges at være en gennemlæsning værd, også uanset om selve teksten måske ikke tåler nøjere granskning. Får du mod på videre læsning i den her tradition, kan du så altid kaste et blik på Gardners A Goddess Arrives (1939) og endnu bedre High Magic’s Aid (1949), der også opdyrker de her omtalte elementer, men på et tidligere tidspunkt, før Gardner får sat sine Wicca-tanker i system.

1 kommentar

Filed under Roman

Mutanterne går amok! Fem bind med blod, død og ødelæggelse…

Mark Grants sci-fi/horror-serie i fem bind om en fremtid, hvor mutanter har overtaget herredømmet, er en sleazy omgang sort horror-humor af omtrent samme intellektuelle niveau som en Troma-film. Jeg har kun læst de første to bind i serien og tror ikke umiddelbart, at jeg vil genlæse dem for at kunne skrive om dem her på bloggen. Serien er, når alt kommer til alt, nok lidt for plat og påtaget sleazy for min smag. Hvorfor læse plagiaterne, når der er så meget af den rene vare?

Dermed ikke sagt, at serien om vanvittige mutanter, cyborgs og alt muligt andet ikke har sine styrker. Der er fuld fart over feltet og seriens hovedperson er omtrent en af de mest afstumpede, brutale idioter, man kan forestille sig. Er du til overgearet 80’er-action, er det her i virkeligheden nok lige sagen.

For mig at se er den største kvalitet ved serien i virkeligheden dens omslag. Det er de fine, fine retro paperback-covers, der i sin tid fik mig til at købe de første to bøger. Måske er det en gammel nostalgisk svaghed, der spiller ind her. Forsiderne minder mig i den grad om Martin McKenna, Games Workshop og glade, vilde Dark Future-romaner af Jack Yeovil alias Kim Newman. Helt underligt er det faktisk ikke, for seriens første fire forsider er tegnet af Les Edwards, der netop var inde over GW’s art studio på det tidspunkt. Det sidste omslag er malet af veteranen, afdøde Darrell K. Sweet. Det alene er jo gode referencer i min bog, men selve Grants romaner når desværre ikke helt derop.

Mark Grant er i øvrigt pseudonym for David Bischoff, der skrev de første fire bind i serien og Bruce King, der stod for det sidste (julebindet). Skulle du få lyst til helt, helt uforpligtende underholdning, kunne du måske få bøgerne gravet frem. De udkom alle i 1991 og kan stadig fås til billige penge.

Nuvel, her er de fem covers.

Paperback, Avon Books 1991. Les Edwards når han er bedst. Check mutanterne på bagsiden!

Paperback, Avon Books 1991. Les Edwards igen. Kamp på liv og død!

Papercak, Avon Books 1991. Vi træder nu ind i Mad Max-land. Road warriors og mere kamp på liv og død. Malet af Les Edwards.

 

Paperback, Avon Books 1991. Mere Les Edwards. Ikke helt så fedt med cyborgs – men meget stemningsfuldt.

Paperback, Avon Books 1991. Denne forside er malet af Darrell K. Sweet. Mutanterne er tilbage og nu i julemandsdragt!

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman