David H. Keller, The Folsom Flint and Other Curious Tales (1969): SF fra højre

Hardcover, Arkham House 1969

I The Folsom Flint and Other Curious Tales finder man en samling noveller af den mere spøjse slags, skrevet af den glade fritidsforfatter David H. Keller, der havde sit daglige virke som læge. Den beskæftigelse går igen i hans noveller, der ganske ofte har et medicinvidenskabeligt element inkluderet. Genremæssigt ligger de fleste af Kellers noveller i grænselandet mellem gys og SF. Ikke at de alle er uhyggelige eller forsøger at være det, Keller arbejder også med humor i sine tekster, men han søger tydeligvis ofte mod dystopiske temaer, der i et eller andet omfang altid giver teksterne en uheldsvanger valør. 

Antologien er udgivet af Arkham House, og det er den anden, som Keller fik udgivet på forlaget. Præcis som hans første bog hos Arkham samler den et bredt udpluk fra forfatterskabet og inkluderer både noveller udgivet tilbage i 1930’erne samt en god del fortællinger, Keller skrev, efter han gik på pension i 50’erne og igen kastede sig over skriveriet med fornyet begejstring efter en lang årrækkes pause.

David Henry Keller (23. december 1880 – 13. juli 1966)

Men hvad skrev Keller så? I ”The Golden Key” (1953) hører vi, hvordan et gigantisk tårn er dukket op i verden, og på toppen af dette tårn skulle der findes en gylden nøgle, som giver adgang til en ikke nærmere defineret skat. Mennesker flokkes nu i hobetal for at bestige tårnet og få fat i nøglen, men enten bukker de under i forsøget eller også bekriger de hinanden aktivt for at forhindre modstandere i at komme først. I sidste ende når ingen op til tårnets top, fordi de taber målet af syne i deres selviske begærlighed. Den allegoriske novelle er skrevet til det tidlige SF-fanzine Destiny, der bragte en del af Kellers fortællinger.

SF i mere klassisk forstand finder man i den post-apokalyptiske ”The Red Death” (1941), hvor USA hjemsøges af en ødelæggende epidemi, der stort set udraderer hele befolkningen. En af de få overlevende lykkes imidlertid med at spore sygdommen tilbage til dens ophav og konfrontere den gale videnskabsmand, der har udløst plagen. I ”The White City” (1935) blokerer rumvæsner for solens lys, så det bliver permanent vinter på Jorden, hvilket baner vejen for rumvæsnernes invasion, efter menneskeheden er blevet godt mør af sult og kulde. Moralen er her, at nationerne er sårbare, fordi de ikke er i stand til at samarbejde før i sidste øjeblik, idet alle kun tænker på dem selv, hvilket naturligvis gentager pointen fra ”The Golden Key”. Der er også noveller om utrolige opfindelser og fremskridt, der viser sig at ramme samfundet som en boomerang.

Amazing Stories, maj 1932, med novellen “The Pent House”

I en anden afdeling finder man Kellers skrækfortælinger, som eksempelvis ”The Twins”, udgivet første gang i denne samling, der beskriver tvillingebrødre, som har spaltet et enkelt menneskes psyke i to, hvorved der er opstået en absolut god og en absolut ond tvilling. Det er ganske banalt, og ikke så sært, at novellen ikke var blevet bragt tidligere. Mere underholdende er bogens stjernestund i form af novellen ”The Thing in the Cellar” (1932), der naturligvis blev trykt i Weird Tales. En ensom mand gemmer her sine muterede slægtninge i kælderen og hyrer en fremmed til at myrde dem, da de bliver for stor en byrde. Selvom novellen ikke formår at forløse fortællingen specielt elegant, rammer Keller her noget herligt makabert og bizart, der fortsat i dag kan gribe sin læser med foruroligende energi.

Som det fremgår, kommer man vidt omkring i selskab med David Keller, men det er værd at bide mærke i nogle generelle tendenser i hans noveller – navnlig hans SF-historier, der tydeligvis bliver et talerør for politiske og sociale kommentarer fra Kellers side. Der kan således ikke være nogen tvivl om, at Keller politisk er konservativ og af en højreorienteret observans, der sætter pris på kristne dyder, traditionelle kønsroller og hvide mænd i førersædet. Tilmed må han beskrives som værende absolut skeptisk over for teknologiske fremskridt og mekanisering i hverdagen.

Hardcover, Arkham House 1952. Den første bog Keller udgav hos Arkham House

En del af hans noveller handler om samfundets eller familiens sammenbrud på grund af teknologi, der forvrider balancen og fremmedgør mennesket fra det, Keller tydeligvis opfatter som det naturlige, hvilket vil sige en kernefamilie, hvor far går på arbejde og mor er hjemme med børnene. Kernefamilien er et tema, Keller vender tilbage til igen og igen, eksempelvis i novellen ”The Pent House” (1932) fra Amazing Stories, hvor en lille familie, der som socialt eksperiment har isolereret sig, vælger at forblive i isolationen frem for at leve livet i storbyens fordærvede kultur. Novellerne er dermed helt åbenlyst skrevet af en forfatter, der så med bekymring på det han oplevede som et samfund og en kultur i opløsning.    

Keller gør sig dermed til reaktionær talsmand for det stille landsbyliv, langt fra verdens tummel. Han sværmer for lillebyen, hvor alle passer sit og tager sig af hinanden. Det er her hans baggrund som praktiserende læge, der varetager en central rolle i et lille bysamfund, kommer på banen; en opgave, der tydeligvis har en ideologisk funktion hos Keller.

Weird Tales, marts 1932, med novellen “The Thing in the Cellar”

At han samtidig har udfald imod ikke-hvide befolkningsgrupper, der generelt bliver fremstillet som suspekte i novellerne, forstærker kun indtrykket af historiernes stærkt ideologiske indhold, der i mødet med den tydelige, kristne baggrund for en del af fortællingerne, antager karakter af en ganske ubehagelig snaps, som forhåbentlig ikke vil smage ret mange af bloggens læsere.

Nu taler meget for, at du formentlig aldrig har hørt om David Keller, hvilket der er gode grunde til, for selvom han havde en stor produktion og en markant tilstedeværelse i 30’ernes pulpmagasiner, er han generelt en utrolig ringe tekstforfatter, hvis naive, næsten enfoldige personkarakteristikker og dialoger mildest talt fremstår latterlige. Ikke alle fortællingerne er lige slemme, men specielt hans mere modne værker fra 50’erne er hårrejsende i deres blanding af bedrevidende fortællestil og ubehjælpelige greb om navnlig håndteringen af persongalleriet. Læs bare i denne samling en skrækkelig novelle som ”Unto Us a Child Is Born” eller den ligeledes helt ubehjælpelige ”Air Lines”, som dog begge er fra 30’erne.

Destiny, forår 1953, med novellen “The Golden Key”

Det lå med andre ord aldrig i kortene, at Keller skulle gå hen og blive en såkaldt klassiker, selvom han oplevede en vis popularitet tilbage i pulpens storhedstid. Attraktionen ved Keller er da formentlig også hans ofte finurlige plotidéer og de meget tydelige budskaber, der har gjort hans noveller meget tilgængelige – selv for den uskolede læser, som pulpmarkedet jo havde en hel del af.

Nogle gange er det fuldt fortjent, at en forfatter går i glemmebogen, og Keller er et godt eksempel på dette. Stedvist skaber han noget tankevækkende, som rent faktisk gør indtryk, men i de fleste tilfælde eksemplificerer han blot det værste i pulplitteraturen og gør sig tilmed bemærket som svinehund; et stigma, der at dømme ud fra hans polemiske tekster er absolut og uden diskussion fortjent. Som blik ind i et stykke amerikansk mentalitetshistorie er Keller dog fortsat relevant, så læs ham endelig, hvis du skulle falde over ham, men sig ikke, at du ikke blev advaret her først.

Novellerne:

“Unto Us a Child is Born”
“The Golden Key”
“The Question”
“The Red Death”
“The White City”
“The Pent House”
“Air Lines”
“Chasm of Monsters”
“Dust in the House”
“The Landslide”
“The Folsom Flint”
“The Twins”
“Sarah”
“Fingers in the Sky”
“The Thing in the Cellar”
“A Piece of Linoleum”
“The Dead Woman”

The Black Book of Clark Ashton Smith, red. Donald Sidney-Fryer & Robert A. Hoffman (1979): På besøg i maskinrummet

Indbundet, Arkahm House 1979

De fleste, der har interesseret sig en smule mere indgående for H.P. Lovecraft, kender til hans såkaldte ”commonplace book”; en betegnelse brugt af Lovecraft til at beskrive sin samling af notater, løse idéer og strøtanker. Teksten er interessant, dels fordi den viser udgangspunktet for et antal af Lovecrafts noveller, og dels fordi den rummer en hel del, der aldrig blev udnyttet – i hvert fald ikke så direkte, at det senere har kunnet identificeres. Lovecrafts Commonplace Book er dermed også et katalog over alt det, som vi aldrig fik fra hans hånd.

Nu handler dette indlæg imidlertid ikke om Lovecraft, men Clark Ashton Smith. Inden for Lovecraft-kredsens entusiaster gik der efter Ashton Smiths død i 1961 et rygte om, at han også skulle have efterladt sig en stor samling notater i stil med Lovecrafts Commonplace Book. Rygterne om denne samling antog i løbet af 60’erne en stadigt mere magisk karakter, og det var således også med stor entusiasme fra fanmiljøet, at Arkham House i begyndelsen af 70’erne kunne bekendtgøre, at de ville udsende Smiths efterladte notater. Udgivelsesarbejdet var allerede påbegyndt af Donald Sidney-Fryer og Robert A. Hoffman i 1962 året efter Smiths død.

En aldrende Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Sidstnævnte, Hoffman, er mere eller mindre forsvundet i glemslens tåger i dag. Sidney-Fryer er måske heller ikke ligefrem en superstjerne nu, men han var en af de digtere, der i 60’erne blev en del af den såkaldte nye San Fransisco-renæssance. Det var en gruppe af digtere, der tog det fantastiske, dekadente og makabre til sig i et bevidst bagud skuende lyrisk udtryk ikke ulig det, vi også kender fra Smith, som blev en af bevægelsens ledestjerner.

Arbejdet med udgivelsen af notesbogen blev desværre forsinket, hvilket fremgår af bogens korte introduktion, der beretter om de til tider svært tydelige tekster samt andre genvordigheder, der gjorde arbejdet vanskeligt. Bogen fik ikke helt tilfældigt titlen The Black Book of Clark Ashton Smith. Præcis som Lovecraft kaldte sin notesamling for ”The Commonplace Book”, havde Smith døbt sine noter som ”The Black Book”, og det var gennem Smiths henkastede bemærkninger til venner og bekendte om denne sorte bog, at mytedannelsen kunne vokse frem.

Donald Sidney-Fryer (født 8. september 1934) klædt på til digtoplæsning o. 1976

Hvad indeholder den så denne sagnomspundne samling? Rent faktisk ikke så meget. I hvert fald ikke det guld, som man i løbet af 60’erne fik drømt sig frem til. Den rummer først og fremmest en lang række kortfattede plotidéer, hvoraf de fleste i øvrigt rent faktisk blev omsat til noveller. Et eksempel kunne være:

A Phantom shell-face, hands, clothing, etc. – which attaches itself temporarily to a living person, giving him the aspect of one long dead (s. 78).

Smith var tydeligvis ikke en mand, der gik og puttede alt for meget med sine indfald. Ja faktisk genbrugte han de samme plotidéer flere gange med små variationer. Man kan naturligvis også konstatere, at bogen aldrig var planlagt til udgivelse, hvilket også præger teksterne.

Clark Ashton Smiths selvbyggede hjem

The Black Book er i sig selv halvsjov læsning, som det også er i Lovecrafts Commonplace Book, men i sidste ende måske også mere et kuriøst indblik i værkstedet end egentlig spændende oplysninger. Bogen rummer også en række ufærdige samt færdige digte. De ufærdige har ikke været bragt før, mens de færdige har fundet vej ind i andre udgivelser. Også her må man sige, at det måske ikke ligefrem er uvurderlig viden, som fandt vej ud til offentligheden.

Bogens absolut mest læseværdige dele er rent faktisk ikke Smiths egne notater, men to erindringsstykker skrevet af George F. Haas; “As I Remember Klarkash-ton” og “Memories of Klarkash-ton”. Haas var en af Smiths helt nære venner, og stykkerne blev skrevet i forbindelse med Smiths død, men blev altså genudgivet her.

En ganske ung Hass besøgte Smith første gang omkring 1953 i det lille træhus (”cabin”), som Smith selv havde bygget til sine forældre. Det første stykke handler om dette besøg, mens det andet koncentrerer sig mere og deres efterfølgende mangeårige venskab. Det fascinerende ved disse tekster er først og fremmest den meget levende beskrivelse af Smiths omgivelser og væsen. Haas er ganske klart en loyal ven og meget betaget af Smith, men midt i den begejstrede strøm opfanger man indirekte oplysninger om en ikke så lidt excentrisk mand, der satte pris på flaskens glæder. Det er ikke nogen nyhed, at Smith nok drak en del, men det er alligevel interessant at se, hvordan det ganske uskyldigt skinner igennem hos Haas.

En af de ting, der kan beklages ved The Black Book of Clark Ashton Smith, er, at Sidney-Fryer og Hoffman valgte at udeladt dele af Smiths notesbog, fordi de enten ikke mente, at det havde almen interesse eller også fordi de ikke kunne læse teksten. Det er ret ærgerligt, ikke mindst fordi det blandt andet var optegnelser omkring Smiths salg af tekster og kunst; han skar som bekendt små statuetter. Det ville være meget spændende at kunne se, til hvem, og for hvor meget, Smith fik solgt sin kunst dengang.

Skabningen Tsathoggua, Smiths bidrag til den såkaldte Cthulhu mythos, som han selv formgav den i fedtsten

Det bringer mig frem til det sidste punkt. I Haas’ første tekst, “As I Remember Klarkash-ton”, der som sagt mindes tiden omkring 1953, skriver han, at Smith samme dag, som Haas første gang mødte ham, netop havde solgt og afsendt nogle skulpturer til København, Danmark(!). Se, det er da fascinerende, for hvis Haas ikke huskede forkert, betyder det, at der i vores hjemlige hovedstad var en person, som kendte til Smith så tidligt som 1953. Det er ret usædvanligt og specielt.

En af Clark Ashton smiths små figurer, som han skar og formede i sandsten, fedtsten og træ

Jeg forsøgte her i løbet af efteråret at grave i sagen for at se, om jeg kunne få denne danske konkakt identificeret, men desværre uden held. Jeg havde en udveksling med både S.T. Joshi og Smith-eksperten Scott Connors om emnet, men det førte ingen vegne, og med mindre du, kære læser, har viden om dette, må jeg nok konkludere, at dette fortaber sig i det uvisse. Men den tanke, at der muligvis findes ukendte Smith-skulpturer i København, er voldsomt spændende, synes jeg.

Sagen må dog, som sagt, forblive uopklaret. Desværre, man kan ikke være lige heldig hver gang, præcis som Donald Sidney-Fryer og Robert A. Hoffman heller ikke fik mulighed for at udgive det guld, som alle troede, de havde fået adgang til. Smiths efterladte notater er ganske enkelt en smule kedsommelige, hvilket nok var det sidste, man havde forventet dengang, da arbejdet med ”The black book” begyndte.

 

 

 

 

En lille milepæl i min samling

Paperback, Arkahm House 1979

Her er lidt travlt for tiden, men så kan jeg jo glæde mig over de små ting. Eksempelvis, at jeg har nået en lille milepæl i forhold til min bogsamling. Jeg har nemlig netop fået anskaffet mig et eksemplar af The Black Book of Clark Ashton Smith, udsendt 1979 i 2500 eksemplarer hos Arkham House. Endda et eksemplar, der er signeret af Andrew Smith, som illustrerede bogen. Men mere om den i et andet indlæg.   

Bogen var den sidste, som Arkham House udsendte i 70’erne, og dermed afsluttede de et af forlagets mest produktive årtier. Forlaget begyndte samtidig den langsomme og tragiske død, der fortsat ikke er fuldstændig indtruffet.

For mig betyder bogen imidlertid også, at jeg nu har alle bøger, som forlaget udgav mellem 1970 og ´79. Det vil sige 37 titler i alt, hvilket er ganske pænt for et lille, højt specialiseret foretagende. Arkham House-udgivelser er en af mine samlermanier, og det er faktisk ret fedt at have afsluttet et helt årti nu. Den slags skal man nok være samler for at forstå det fede i, men sådan er jeg altså indrettet oppe i hovedet. Heldigvis har jeg også læst alle 37 bøger, så ren ophobning er det skam ikke.

Alle bøger som Arkham House udgav i 1970’erne på et bord

   

Elizabeth Walter, In the Mist and Other Uncanny Encounters (1979): Stille, litterære spøgelsesfortællinger

Hardcover, Arkham House 1979. Forsiden er skabt af den altid fantastiske Stephen Fabian

Elizabeth Walter var en velkendt skikkelse i den engelske forlagsverden, hvor hun i en menneskealder arbejdede som redaktør, navnlig som udgiver af krimier i den klassiske whodunnit-stil. I skrækfiktionens verden er hun imidlertid bedre kendt som novelleforfatter, idet hun skrev en række korte, overnaturlige fortællinger, som gradvist blev samlet og udgivet. Arkham House fik i ’79 med In the Mist and Other Uncanny Encounters æren af at udgive den sidste af disse opsamlinger. I hvertvfald den sidste, der udkom mens Walter stadig levede. I 2017 udkom der således en stor opsamling, som også rummer hidtil upublicerede historier fra hendes hånd.

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at Arkham House valgte at udgive noveller af Walter. Hun lever til fulde op til den stil, medstifteren af forlaget, August Derleth, forfulgte. Novellerne er stille gys uden meget blod eller vold, selvom de fleste (naturligvis) har en grum slutning. Walter indskriver sig dermed klokkeklart i den angelsaksiske spøgelsestradition med alt, hvad det indebærer af literære ambitioner og konservativ tilgang til handling såvel som til sprogtonen.

På den måde udgør Walters skrækhistorier et velkendt terræn, som ikke formår at overraske meget. De er sikre bud på genren og har karakter af en salon-litteratur, der er mere dannet leg end kunst skabt ud af bidende nødvendighed. Man kan med andre ord let affærdige Walters fiktion, som noget forstenet og bedaget, der er helt og aldeles ude af trit med sin samtid. Mens skrækgenren således blev revolutioneret af unge kræfter i både USA og England, skrev Walter noveller, der stadig plaskede omkring i arven efter Charles Dickens og M.R. James.

Hardcover, The Harvill Press 1965. Elizabeth Walters første novellesamling

Den kritik af Walter er fuldt ud berettiget, men imidlertid måske også for let. Set specifikt som bidrag til den genre eller tradition, som hun beskæftiger sig med, er Walter nemlig bestemt en fornyer, der eksempelvis tør skele til sublime Robert Aickman, når der skal hentes inspiration. I novellen “The Island of Regrets” tager Walter os med ind i et drømmende, halvvejs eventyrligt univers, hvor der optræder spøgelser, men hvor det i Aickmansk forstand snarere er stemningen end den specifikke hjemsøgelse, der udgør novellens drivkraft. Den type novelle er klart rundet af den modernitet, som blev introduceret i den engelske spøgelsestradition i løbet af 50’erne, og noget, der klart har påvirket Walters tekster.

På den led er det åbenlyst, at Walter er et moderne bud på en stok konservativ tradition. Hun repræsenterer det, der har forandret sig i noget, som principielt slet ikke har forandret sig. Helt formelt kan man imidlertid også se, hvordan Walter arbejder med fornyelsen af sin tradition. Folklore og historie spiller, genren tro, en væsentlig rolle som inspirationskilde i forfatterskabet. Men der er afgjort også et personligt præg over historierne. En novelle som ”The Sin Eater”, hvor spøgelset vender tilbage for at hævne en retmæssig anklage om mord, afspejler uden tvivl Walters livslange arbejde med krimigenren. Selve handlingen er absolut ikke original, men Walter introducerer et detektivisk element i novellen, som føjer nyt liv til klichéerne.

På samme måde giver hun også liv til sin heksefortælling ”The Hare”, der udspiller sig i grænselandet mellem det gamle Øst- og Vesttyskland. En engelsk spion er her på mission for at møde en afhopper. Hans kontakt viser sig at være en enigmatisk, dragende kvinde. Der er noget mystik ved det hele, ikke mindst takket være den ganske store hare, som holder øje med spionen på vej mod sit møde ude i skoven. Selvom der ikke er noget overaskende ved ”The Hare”, formår Walter at skabe en fascinerende, foruroligende stemning, og novellen er klart den bedste i In the Mist and Other Uncanny Encounters. I lyset af spørgsmålet om forholdet mellem fornyelse og tradition i hendes noveller er det imidlertid spion-elementet, som fortjener at blive trukket frem som en ny, moderne iscenesættelse af folkloristiske motiver.

Paperback, Shadow Publishing 2017. Walters samlede noveller.

Derfor kan Walter heller ikke afskrives blindt som genretomgang. Især ikke for kendere af den specifikke tradition, som hun indskriver sig i. Man kan da også konstatere, at Walter, med sine rødder så dybt forankret i sine forlæg, har skrevet fiktion af den type, som altid har et publikum og altid overlever. Det skyldes givet vis, at den stille form for gys, hun skriver, har en stemning af saglighed og litterært alvor over sig, som genrens mere voldsomme udtryk om oftest ikke rummer. Præcis som det kan fremstå finere at skrive ”gotik” end ”gys” eller ”horror”, har Walters noveller en aura af respektabilitet.

Den soliditet, som hun repræsenterer, er imidlertid også en god indikation på den krise, som Arkham House med al tydelighed var ved at styre imod i slutningen af 70’erne. Skrækgenren havde udviklet sig med forrygende fart siden årtiets begyndelse, og sen-60’ernes begejstring for de gamle pulphistorier, som forlaget havde specialiseret sig i at udgive, var langsomt ved at ebbe ud takket være nye, storsælgende navne på skrækscenen.

Den mest konservative og traditionsbundne i den sammenhæng er således slet ikke Walter, men selve forlaget, der forblev fastlåst i ganske snævert definerede udtryk. Walter er dermed et interessant bekendtskab for alle spøgelsesentusiasterne derude, og det mest interessante er at studere de små moderniseringer af genren, som gør hende til andet og mere end pasticher.

 

Novellerne:

“The Concrete Captain”

“The Sin Eater”

“In the Mist”

“Come and Get Me”

“The Island of Regrets”

“The Hare”

“Davy Jones’s Tale”

 

 

Mary Elizabeth Counselman, Half in Shadow (1978): Fra de glemte sydstater

Hardcover, Arkahm House 1978. Den stemningsfulde forside er tegnet af Tim Kirk i vanlig stil. Den finder sit motiv i novellen “The Unwanted”

I 1964 udvalgte Mary Elizabeth Counselman de bedste af sine skræknoveller til en antologi, der var rettet mod det engelske marked. Bogen blev ikke nogen stor succes. Counselsmans rødder i Weird Tales Magazine gjorde hende imidlertid relevant for forlaget Arkham House, der genudgav den britiske novellesamling i 1978, nu blot med seks historier, der var udskiftet i forhold til den oprindelige udgivelse. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Counselman stilistisk hører hjemme i folden hos Arkham House. Hendes bagudskuende pen er af en verden af i går, og hendes tematikker er det samme.

Mary Elizabeth Counselmans absolut bedst kendte novelle er den allegoriske “The Three Marked Pennies” fra 1934, der skulle gå hen og blive en af de hyppigst genoptrykte fortællinger i Weird Tales. Det er lidt af en bedrift, som den dengang ganske unge Counselman næppe kunne forudse. Novellen har imidlertid forsat stor gennemslagskraft med sin uskyldige skildring af tre mønter, der bliver sat omløb i et lille bysamfund ledsaget af et mystisk flyveblad, som fortæller, at den ene mønt vil bringe velstand, den anden sende ejeren på en jordomrejse, mens den sidste penny bringer død. Hvem der får hvad, vil blive afsløret i løbet af en uge. Dette sætter naturligvis den lille by på den anden ende.

Mary Elizabeth Counselman (19. november 1911 – 13. november 1995)

Novellens mystik er nervepirrende og idéen enkel, men desuagtet griber Counselman ind i samme raffinerede psykologiske terræn, som også så forskellige forfattere som Shirley Jackson og Bertolt Brecht udforskede. På trods af historiens begrænsede omfang lykkedes det for Counselman at fylde sin lille by med livagtige skikkelser af kød og blod, der ligger langt fra pulplitteraturens vanlige stereotyper. Der er glimt af egentlig psykologisk dybde her, og allegorien over pengeøkonomiens grådighed, skrevet under indtryk af Depressionens trykkede atmosfære, er stadig præcis lige så relevant nu som dengang.

Ser man på hendes efterfølgende fortællinger, er det da også klart, at Counselmans fiktion er gjort ud af et andet stof end det hovedparten af pulplitteraturen udgør. Hendes sværmeriske stil er varm og rørende, men også båret af en subtil, indfølt fornemmelse for beskrivelsen af det indre sjæleliv i hendes typisk kvindelige hovedpersoner. Det gjorde hende til en mønsterbryder, der som en af de få talte med en klar feministisk stemme i den ellers totalt mandsdominerede pulplitteratur.

Et af de egentlige mesterværker i novellesamlingen er ”The Unwanted”, der på mange måder sammenfatter selve gysets væsen i Counselmans forfatterskab. Historiens skildring af en ung kvindes møde med en fattig familie, der lever isoleret i bjergene, står forsat skarpt og rørende. Det samme gør novellens udtalt feministisk perspektiv, hvor en barnløs kvinde virker som magnet på uønskede børn – de aborterede, de udstødte eller slet og ret de myrdede børn, der nu som sjæle finder et hjem på kvindens farm.

I indledningen til Half in Shadow beskriver Counselman spændende sin tilgang til gyset. Her forklarer hun, at hun aldrig været begejstret for de kolde, umenneskeligelige gys, som eksempelvis blev skrevet af H.P. Lovecraft. I stedet, skriver Counselman, er hjemsøgelserne ofte noget positivt i hendes fiktion. Spøgelserne er hjælpende ånder, der søger at genoprette orden og at udstille uretfærdighed. Det giver naturligvis hendes skrækfiktion et specielt moralsk udtryk, som entydigt hører hjemme i den victorianske tradition.

Paperback, Consul Books 1964. Antologiens 1. udgave

Man kan samtidig også konstatere, at selvom der er modbydelige og grumme elementer i Counselmans fiktion, så er hendes noveller grundlæggende båret af en nostalgisk varme og romantisering, som man eksempelvis kan genfinde i M.R. James’ historier. Hvor James dykker ned i sin akademiske og antikvariske verden for at finde en klangbund for sine gys, søger Counselman ofte ind i en sværmerisk sydstatsverden. ”I wish I was in the land of cotton, old times there are not forgotten”, lyder det i “Dixie”, og det fanger fuldstændig Counselmans univers.

Det rige, det varme, det eventyrlige syden, som Counselman beskriver, er ubetinget hendes stærkeste kort, for ikke alene er hendes miljøskildringer båret af en klar, lyrisk vision og et hjertevarmt engagement i det landskab og den kultur, som hun opvoksede og levede i hele sit liv, men hendes valg af hovedpersoner udforer også på uvanlig vis genretroper igennem dette miljø.

Det væsentligste bidrag i den sammenhæng er uden tvivl den drømmende “Seventh Sister”, der beskriver, hvordan en sort albinopige bliver født på en plantage og får rollen som ”heks”.  Novellen er tragisk og blander det overnaturlige med det psykologiske i dybt betagende portræt, hvis alvor får stort set alt andet i bogen til at blegne.

Hardcover, William Kimber 1980. en genudgivelse af Arkham House-udgaven af antologien

Men, og der er et men ved alt dette, Counselmans sydstater er bestemt også et problem for den moderne læser. Hendes sødladne fremstilling af en tabt, fordums verden fører hende til at operere med godmodige slaver og sorte tjenestefolk, som givetvis er typer, der har eksisteret, men i teksten bæres de frem af en fidel accept fra Counselmans side, som formentlig vil få de fleste til at hæve et øjenbryn eller to i dag.

Counselmans fiktion er ikke tænkt racistisk, men den er indirekte påvirket af en fundamental racisme, som er paradoksal, fordi hun aktivt taler de sortes sag i sine noveller. Der er med andre ord nogle kulturelt blinde vinkler her, som vokser ud af det nostalgiske blik på syden som fremføres.

Weird Tales, august 1934, bladet med Counselmans skrækdebut “The Three Marked Pennies”

Ord som ”darkie” og ”nigger” optræder som almindelige vendinger, mens den loyale, sorte tjener i ”The Shot-Tower Ghost” er en ren gentagelse af Poes Jupiter i ”The Gold Bug” fra 1843 – altså en hundrede år ældre novelle. Forskellen er imidlertid, at man på Counselmans tid (novellen er skrevet og udgivet i 1949) havde diskuteret det problematiske i den type sorte stereotyper i flere år. Counselman gør sig altså skyldig i at viderebringe noget, som hun burde vide, var en upassende kliché, men hun overser dette, fordi det er en komponent i det eventyrlige sydstatsbillede, hun sværmer for og gerne vil viderebringe til sine læsere.

Den slags diskussioner er ikke enkle (jf. eksempelvis polemikken omkring Lovecrafts racisme), og jeg mener på ingen måde, at man skal forkaste Counselmans fine fiktion på grund af disse knaster. Men man må som læser være opmærksom på hendes blinde vinkler. Det kan måske i nogen grad mindske begejstringen for historierne, men her må man så også holde sig hendes grundlæggende humanisme for øje, og glædes ved den fine, lyriske tone, der gennemsyrer stort set alt, hvad hun skrev. Man kan derfor måske også sige, at Mary Elizabeth Counselman var en moderne, progressiv kvinde, der først og fremmest var optaget af kvinders rettigheder. Det gør hende til en forløber for førnævnte Shirley Jackson og en interessant skikkelse i skrækfiktionens historie; målt med nutidige øjne må man blot også konstatere, at hendes progressive menneskesyn havde slagsider. Historien er en ubarmhjertig dommer.

 

Novellerne:

“The Three Marked Pennies”

“The Unwanted”

“The Shot-Tower Ghost”

“Night Court”

“The Monkey Spoons”

“The Smiling Face”

“A Death Crown for Mr. Hapworthy”

“The Black Stone Statue”

“Seventh Sister”

“Parasite Mansion”

“The Green Window”

“The Tree’s Wife”

“Twister”

“A Handful of Silver”

Basil Copper, And Afterward, the Dark (1977): Om flabbede mænd og andet ubehageligt

Hardcover, Arkham House 1977. Den særdeles fine forside er skabt af altid storartede Stephen Fabian, som her illustrerer novellen “The Janissaries of Emilion”

I 1977 kunne Arkham House udsende engelske Basil Coppers anden novellesamling på amerikansk grund; en samling på syv fortællinger, der som næsten alle Coppers noveller er ganske lange. Hans stil er ordrig og stedvist meget omstændelig, fordi han tilstræber en høj grad af fuldstændighed i sine miljøskildringer, præcis som M. R. James, der er et af Coppers store forbilleder. Samtidig bevæger Copper sig også ind i det indre, psykologiske landskab under påvirkning fra Robert Aickman. I de bedste fortællinger får Copper da også disse inspirationskilder til at spille sammen på både smuk og intens vis, men når det går galt, bliver det banalt og overgjort, fordi Copper grundlæggende er en traditionalist ud af den gamle, plotorienterede skole for sære fortællinger. Faren for at ville forklare og forløse historierne alt for entydigt bliver således overhængende i alt, hvad Copper han skrev.

I And Afterwards, the Dark, hvis fantastiske titel er lånt fra en linje i et digt af Alfred Tennyson, får vi både Copper fra hans bedste side og fra hans mest ligegyldige. Svagest er Copper eksempelvis i en fortælling som “Camera Obscura”, der handler om et forhekset kamera, som kan sende brugeren ind i en ubehagelig paralleldimension. Ideen er ikke synderligt original, og Copper bruger her en utrolig mængde plads på at bygge op imod et klimaks, der er forventet og derfor helt udvandet allerede efter få sider.

Hardcover, Arkham House 1977

I en historie som “Camera Obscura” formår stemningen med andre ord aldrig at blive en egentlig, fremtrædende faktor, og det er måske også netop Coppers væsentligste problem; at han i flere tilfælde glemmer at arbejde seriøst med fiktionens affektive kvaliteter for i stedet at koncentrere sig om tekstens forgrund i form af plotorienteret dialog og neutralt beskrevne miljøer.

Som sagt er der imidlertid også meget vellykkede tekster i antologien. Den charmerende, helt og aldeles, traditionelle ”The Spider” er et godt eksempel på den enkle, sære fortælling, som tilmed, så vidt vides, var den første novelle, Copper skrev. En omrejsende handelsmand kører gennem en øde egn og stopper for natten på en lille kro. Der hænger en mystisk stemning over stedet, og manden glæder sig til at komme væk næste morgen. Det kommer han imidlertid aldrig, fordi det viser sig, at kroen er hjemsøgt af edderkopper, som har udset ham som deres næste bytte. ”The Spider” rummer intet originalt, men Copper får her rent faktisk modelleret en ganske ubehagelig stemning af utryghed og uro frem.

Hardcover, PS Publishing 2008. Coppers selvbiografi

Basil Coppers omhyggelighed bliver også hans styrke i den lange novelle ”The Cave”, der er en form for varulvefortælling, hvor en ung mand fra England er på vandretur i de østrigske alper. Historien har afgjort en klang af Frederick Marryats berømte og elskede varulvefortælling fra romanen The Phantom Ship (1839), men Copper har skabt en selvstændig fortælling, som eminent får fremavlet en tonstung stemning af anspændt uhygge og mystik, der ikke mindst opstår, fordi fortællingens hovedperson dybest set ikke forstår, hvad det er, der hjemsøger hans kro om natten og forsøger at trænge ind gennem døre og vinduer. Copper holder helt og holdent sit ”bæst” i udkanten af teksten, og derved forbliver hans monster rent faktisk interessant novellen igennem, fordi det ikke bliver konkretiseret eller forklaret entydigt før helt til sidst.

Det er klart, at Coppers historie har noget altmodisch over sig, som gennem sin brug af alpelandet som miljø får en stemning af folkeeventyr og tidløshed. Det er uden tvivl helt bevidst og demonstrerer klart, at Copper først og fremmest var en forfatter, der digtede videre på motiver, mere end han forsøgte at udvide eller udfordre rammerne for sine skrækfortællinger. Her overrasker Copper os alligevel med den sidste novelle i And Afterwards, the Dark.

Paperback, PS Publishing 2013. Bemærk hvordan den gamle forside fra 1977 bliver citeret her

Den sidste historie, ”The Flabby Men”, er suverænt bogens bedste og viser en helt ny side af Coppers forfatterskab, der i den grad rusker op i de konservative klude, som udgør hovedparten af hans fiktion. Novellen er en fragmentarisk, postapokalyptisk fortælling, der udspiller sig en dystopisk fremtid, hvor krig har fået civilisationen i knæ. Verden har rejst sig igen, men den er kun en skygge af sig selv. I novellen hører vi om en soldat, der bliver udstationeret på en ø for her at holde øje med fjender og øens halvvejs vilde befolkning.

Stemningen i novellen er trøstesløs, og hovedpersonens møde med landbyerne på øen er nedslående. Kvinderne er reduceret til navnløse skabninger, der kun refereres til som ”breeders”, mens mændene er tavse, forstenede overlevere uden nogen vision for fremtiden. Der hænger en truende atmosfære over øen, som, soldaten først tror stammer fra øens indbyggere, men snart står det klart for ham, at en eller anden fjende hjemsøger egnen og spreder dyb rædsel blandt landsbyerne.

Paperback, PS Publishing 2013

Da han langt om længe indfinder sig i det observationstårn, han er blevet udstationeret til, kommer tågen langsomt rullende ind over landet, og med tågen kommer ”the flabby men”. Det er den eneste måde, som hovedpersonen kan beskrive den rædsel, han oplever, da han står ansigt til ansigt med de ødelagte væsner, der hjemsøger stedet. Alt taler sammen i novellen, og Copper får her undervejs transformeret sin grå, apokalyptiske vision til egentlig skrækfiktion og efterlader os med et voldsomt, dystert fremtidsbillede, som synes helt uventet i en samling som denne.

And Afterwards, the Dark indfanger spædnet i Coppers forfatterskab og selvom det i altovervejende grad er traditionalisten, der dominerer indtrykket, beviser en novelle som ”The Flabby Men”, hvor meget Copper havde at tilbyde sine læsere, når han ramte rent. Det kan ikke overraske nogen, at Copper aldrig blev en berømt genreforfatter, men hans forfatterskab er besat med små perler, som er værd at opstøve. Hans historier viderefører nemlig ofte de bedste og mest charmerende kvaliteter i den ældre del af skrækgenren, som de fleste gyserelskere sikkert på et eller andet tidspunkt i deres ungdom har forelsket sig i. Sådan er det i hvert fald for mig, og Basil Copper er derfor en af de forfattere, som rent faktisk gør det muligt at genopleve denne umiddelbare begejstring over det sære og morbide.

Paperback, PS Publishing 2013

Novellerne:

“The Spider”

“The Cave”

“Dust to Dust”

“Camera Obscura”

“The Janissaries of Emilion”

“Archives of the Dead”

“The Flabby Men”

 

Marjorie Bowen, Kecksies and Other Tweilight Tales (1976): Stille, hjemsøgt gotik

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens illustration er udført af fabelagtige Stephen Fabian

Arkham House udsendte i ’76 et udvalg af engelske Majorie Bowens overnaturlige fortællinger. Noveller, der alle oprindelig var udgivet i perioden mellem 1923 og ’33 og udsendt i en bred vifte af tidens magasiner. Bowens litterære produktion er overvældende og tæller langt over hundrede romaner og antologier. Hun spænder bredt fra historiske fortællinger og gotiske historier til egentlige spøgelsesgys, som dem vi har med at gøre her i bogen. Med en så stor produktion vil der naturligvis være udsving i kvaliteten, og Bowen kan derfor både roses for mesterværker og kritiseres skarpt for at udsende sentimentalt pladder. Begge dele er rigtigt, men novellerne i Arkham Houses samling kommer afgjort tættere på mesterværkerne end hendes uinspirerede romancer.

Fælles for alle Bowens spøgelsesfortællinger er den stille, atmosfæriske brug af lyde og landskaber, der gennemsyrer alt. Selve novellernes strukturer følger som oftest velafprøvede modeller fra 1800-tallets slutning, og Bowen indskriver sig ubetinget i forlængelsen af den litterære spøgelsestradition, der vokser frem i England på det tidspunkt. Men Bowen føjer et unikt greb til tingene, fordi hendes overnaturlige fortællinger først og fremmest bruger hjemsøgelserne til at spejle hovedpersonernes indre sjæleliv og kvaler. Dermed er spøgeriet, modsat eksempelvis hos Dickens og M. R. James, ikke novellernes egentlige hovedanliggende, snarere er de prikken over i’et, der afrunder historierne stemningsmæssigt og forløsende.

Marjorie Bowen (1. november 1885 – 23. december 1952)

Novellen ”Kecksies” er et ekstremt vellykket eksempel på Bowens greb om gyset. Hun blander her skrækfiktion og historisk fiktion ved at lade sin handling foregå i middelalderen. En gruppe mænd søger ly i et hus, og omstændigheder fører til den ene af mændenes død. Han begraves bag huset mellem de vildtvoksende skarntyder (Kecksie er et engelsk 1500-tals ord for skarntyde, som Bowen sikkert har hentet hos Shakespeare). Det skulle de imidlertid ikke have gjort, for det medfører, at manden vil gå igen. Det kommer han da også til, og Bowen formår til fulde at udfolde dette. Den latente aggression i mellem mændene, uroen over den enes død og anelserne om, at noget er galt, bliver her snøret sammen til et ubehageligt strammende greb om læseren, der først løsnes, da hjemsøgelsen endelig sker. Spøgelset bliver dermed i sidste ende en form for lettelsens suk, fordi al spændingen og gruen ligger i forventningen om det, der skal ske.

Naturligvis er novellen i dag bedaget og gyset subtilt, men for den, der har overskud til det, lønner det sig at læse ”Kecksies” i et dvælende tempo, hvor kraften i Bowens sætninger får lov at fylde. Der er en dyster poesi bag hendes ord, og de skærende, psykologiske persontegninger kan bestemt kan måle sig med det meste moderne skrækfiktion.

Hardcover, John Kane 1933. Her optrådte novellen “The hidden ape” for første gang

En anden novelle, “The House by the Poppy Field”, bevæger sig ind i det makabre, hjemsøgte land, som Poe så smukt og morbidt opdyrkede og for bestandig gjorde til sit revir. Majorie Bowen formår imidlertid også her at sætte sit eget præg på udtrykket, og hun leverer en fortælling, der i langt højere grad end eksempelvis ”Kecksies”, peger fremad i tid med sine tågede referencer til spirituelle mysterier og dødsvarsel. I novellen er en arving vendt hjem til sin slægts hus. Huset, der har stået tomt længe, ligger ved siden af en enorm valmuemark, der står i flor, da han kommer hjem.

I huset begynder vores hovedperson at få mærkelige drømme, fyldt med død og ildevarslende budskaber om undergang. Oplevelserne er nedbrydende for den hjemvendte, som langsomt fyldes med en lyst til at vandre ud i mellem valmuerne og mærke deres duft. Det gør han da også til sidst, og der forstår vi, at det hele har været én lang dødsskildringen, hvor det tomme slægtshus er billedet på et limbo før sansernes endeligt. Her, i “The House by the Poppy Field”, er Bowen uden tvivl stærkset og smukkest. Hun skriver rørende og dystert drømmende med billedet af den blodrøde mark uden for huset som konstant metafor, der flagrer gennem teksten og fortæller os, at der ligger en større verden uden for huset og venter på hovedpersonen.

Hardcover, John Lane 1949

Det er imidlertid lidt af en tilsnigelse fra min side at kalde Bowens overnaturlige noveller i bogen for spøgelseshistorier, endsige overnaturlige, for der er flere eksempler på, at gyset faktisk mest af alt hviler i en spøgelsesagtig eller hjemsøgt stemning, uden det nødvendigvis konkret handler om gengangere. I fortællingen ”The Hiddan Ape” går Bowen eksempelvis tilbage til Robert Louis Stevensons Jekyll/Hyde-dikotomi og fortæller om en doktor, der opfinder en kemisk mikstur, der kan føre et menneske tilbage gennem evolutionen. Intellekt og følelsesliv bliver med andre ord skrællet af, så personen til sidst står tilbage som det ”skjulte abe”, der bor i os alle. Det siger sig selv, at det ikke er noget kønt bekendtskab, og naturligvis får det alvorlige konsekvenser for den gode doktor at slippe den indre abe løs. Her betræder Bowen da også en velbetrådt sti uden at føje stort nyt eller tankevækkende til idéen.

Alle bogens noveller er dermed heller ikke lige interessante, men som helhed giver de et formidabelt indblik i et kraftfuldt forfatterskab fra 1900-tallets første fjerdedel, som let bliver afskygget af genrens mere højtprofillerede aktører fra den periode. Ikke desto mindre er Majorie Bowens gotik et smukt og skummelt bekendtskab, som fortjener at blive læst, fordi hun demonstrerer, hvor lidt der skal til for at flytte stemninger og indtryk over i en sfære, der kun kan beskrives som hjemsøgt eller overnaturlig.

Hardcover, Odhams Press 1921

Desværre må jeg nok indrømme, at tiden er løbet fra Bowen, som de fleste skræklæsere nok vil finde både kedelig og uinteressant, fordi hun er helt ude af trit med det, vi forstår ved gys i dag. Desværre, for Bowens litterære, menneskelige prosa er i den grad et oplagt trinbræt for den, der gerne vil tage gyset et sted hen, hvor eftertænksomhed og stemning går forud for trivielle monstre og chokeffekter.

 

Novellerne:

“The Hidden Ape”

“Kecksies”

“Raw Material”

“The Avenging of Ann Leete”

“The Crown Derby Plate”

“The Sign-Painter and the Crystal Fishes”

“Scoured Silk”

“The Breakdown”

“One Remained Behind”

“The House by the Poppy Field”

“Florence Flannery”

“Half-Past Two”

Ramsey Campbell, The Height of the Scream (1976): Hip horror fra Englands mørkemand

Hardcover, Arkham House 1976, med en forside af Ron Fendel. Dette er antologiens 1. udg.

Ramsey Campbells udvikling fra August Derleths unge, transatlantiske protege og Lovecraft-imitator til avantgardistisk mørkemand er velkendt og velbeskrevet. Sandt at sige har Ramsey Campbells tidlige noveller, samlet i antologien The Inhabitant of the Lake and Less Welcome Tenants (1964), heller ikke interesse for andre end de mest begejstrede Cthulhu mythos-samlere, for nogen stor læseoplevelse er der ikke tale om.

Heldigvis begyndte Campbell gradvist at træde fri af de gamle pulpmastodonters slagskygge, og udvikle sit eget sprog og sit eget greb om velkendte tematikker. Det betød først og fremmest, at Campbell lagde de lovecraftianske sværmerier på hylden og entydigt fokuserede på den gru, han kunne finde inspiration til i hans nærmeste omgivelser og hverdag. Væk var ældgamle, kosmiske kræfter, hengemte bøger og gale kultister. I deres sted trådte absurde byscenarier befolket af de psykisk syge, paranoide og særlinge.

Hardcover, Arkham House 1976, med nydeligt billede af hr. og fru Campbell på bagsiden

På den led kan man måske nok hævde, at Campbell tog en del af Lovecrafts arv med sig ind i den fiktion, han begyndte at skrive i løbet af 70’ernes første del. Byen, fremmedgørelsen og de slumredne kræfter, der tilsyneladende skjuler sig bag husenes gabende facader, gen kender vi fra HPLs univers. Det var således ikke så meget i tematikkerne som i formsproget, at Campbell vendte Lovecraft og Derleth ryggen. For den stil Campbell gradvist udviklede i slutningen af 60’erne var fragmenteret, surrealistisk og stærkt minimalistisk – alt sammen kvaliteter, der kan beskrives som det diametralt modsatte af Lovecrafts poetiske, metafortunge og ekstremt korrekte sprog.

Campbells inspirationskilder lå, som hos så mange andre på det tidspunkt, i 50’ernes beatforfattere og hele den sproglige revolution, der fulgte i kølvandet på hippiernes psykedeliske fremmarch. Campbells bedrift er derfor ikke så meget, at han udviklede en ny litterær form for skrækfiktionen, nej det, han gjorde, var at give skrækfiktionen en litterær, ungdommelig og stærkt moderne stemme. Hans hovedpersoner er potrygende hippier, rocklyttende forfattere og unge englændere med problemer i parforholdet og kærligheden. Hans gys tager udgangspunkt i livet, som det udspillede sig foran hans vindue.

Ramsey Campbell (født 4. januar) fotograferet o. ’76

Selve den dunkle energi, det mørkesyn, der fylder hans historier til bristepunktet med en iskold, næsten kynisk gru, kom imidlertid inde fra ham selv. Den hentede han frem fra en opvækst med en psykisk syg mor, der kom til at præge Campbells barndom. Det vanskelige forhold til sin mor og den betydning, hun fik for hans liv, kunne Campbell bearbejde med sletskjulte selvbiografiske referencer i sin første egentlige roman The Doll Who Ate His Mother fra 1976. Et lille mesterværk, der står som et af de væsentlige værker fra 70’erne.

Samme år som Campbell debuterede som romanforfatter, udsendte Arkham House novellesamlingen The Height of the Scream, der på smukkeste vis sammenfatter de tendenser i forfatterskabet, som jeg har beskrevet her.

Hardcover, Millington 1976

Novellerne er blevet skrevet i løbet af 70’ernes første del, og man fornemmer tydeligt, hvordan Campbell kæmper for at finde sin stemme og form. Stedvist bliver det forceret, og resultatet er stærkt svingende, men ikke desto mindre slående og dybt fascinerende for den, der interesserer sig for Campbells kalejdoskopiske skrivestil. The Height of the Scream blegner ved siden af romanen fra samme år, men den rummer et par helt formidable fortællinger.

Bogens måske mest ubehagelige fortælling er ”The Whining”. Den handler om en mand, der pludselig hjemsøges af en herreløs hund, som forsøger at parre sig med hans ben. Det lyder sært, men Campbell formår at gøre den kontaktsøgende køter, der underdanigt kryber sig op på historiens hovedperson, til noget af det mest bizarre og ubehageligt påtrængende, jeg har læst i nogen tid.

Paperback, Star Books 1981

Overraskende nok er ”The Whining” en meget traditionel tekst, der i virkeligheden trækker tunge veksler på den klassiske spøgelsesfortælling, men Campbell går til genren fra en skæv vinkel og leverer et bud på en nyfortolkning af formen, som gør den til et lille mestertræk.

”Smoke Kiss” er omvendt Campbell fra den side, som egentlig kendetegner hans stil i 70’erne. Indhyllet i et kompakt sprog, der synes lige så uforklarligt, som det er fascinerende, formår han her med ganske få virkemidler at skildre kæderygningen som tegn på noget større og langt mere ildevarslende end blot risikoen for kræft. Det er i en fortælling som denne, at man finder den tågede på engang meningsforladte og dybt indfølte fortællestil, som man enten elsker eller hader.

Brian Lumley kaldte engang i 80’erne Campbell for J. Caspar Ramble i en ikke helt venligt ment parodi, og noget er der om snakken. For går man eksempelvis til den fremragende novelle ”Litter”, får Campbell her beskrevet, hvordan en mand oplever en voldsom frygt, hver gang han skal krydse en vindomsust plads på sin vej hjem fra sit arbejde som natradiovært. Og da kastevindende begynder at samle affaldet i sære formationer, må han til sidst flygte skrigende. Hvad han oplever, endsige hvad det præcis betyder, er helt og aldeles uklart. For den der vil have klare plots og lineære fortællinger, er Campbell dermed ikke sagen. Her er det nemlig summen af ordene, der er det vigtige. Det er ophobningen af stemninger, som intensiveres til det yderste uden klart klimaks.

Paperback, Babbage Press 2004

Gruen stiger uden formål, indtil det bliver for meget for hovedpersonerne, som flygter uden at være blevet stort klogere. Men måske netop her kommer Campbell meget tæt på en form for autentisk gengivelse af frygt, for godt nok kan vi være bange for mange ting, men den angst, der pludseligt og irrationelt griber os ud af det blå, er måske en af de almindeligste oplevelser af frygt, som vi har som moderne mennesker.

Det er svært ikke at holde af en samling som The Height of the Scream. Den bliver formentlig aldrig en samling af klassikere, men desuagtet er den et vidnesbyrd om en fortællerstemme i udvikling og en samling historier, som rent faktisk viser, hvordan man kan skrive gys på en relevant måde, så det taler til os storbymennesker, uden at det nødvendighed behøver at handle om monstre og alt mulig andet hurlumhej, der jævnligt huserer i gysets kulisser. Og så er der altså også lige den køter, som stadig kan give mig kuldegysninger, når jeg tænker på den.

Hvor højt er skriget? Højt!

 

Novellerne:

“The Scar”

“The Whining”

“The Dark Show”

“Missing”

“Reply Guaranteed”

“Jack’s Little Friend”

“Beside the Seaside”

“The Cellars”

“The Height of the Scream”

“Litter”

“Cyril”

“Smoke Kiss”

“The Words that Count”

“Ash”

“The Telephones”

“In the Shadows”

“Second Chance”

“Horror House of Blood”

 

 

L. Sprague de Camp, Literary Swordsmen and Sorcerers. The Makers of Heroic Fantasy (1976): Pulpens titaner

Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens tegning er udført af Tim Kirk

Den moderne fantasy har dybe rødder i de amerikanske pulpmagasiner, der udkom i begyndelsen af 1900-tallet. Andre kilder har naturligvis også bidraget, men ser man tilbage over genrerne, er det tydeligt, at en generation af forfattere, næsten alle født i slutningen af 1800-tallet og med anker i pulpmagasinerne, opfandt de skabeloner, som man fortsat arbejder med i dag. I deres samtid var pulpforfatterne naturligvis populære, mens en egentlig berømmelse først kom i løbet af 60’erne, hvor de fleste var døde eller bedagede seniorer, der ikke længere var aktive. Afstanden skabte rum for myter og den form for heltedyrkelse, der kun kan opstå, når helten ikke længere er i live.

L. Sprague de Camp, der selv havde levet et liv i genrefiktionens univers og opbygget en karriere på at arbejde videre med forgængernes arbejde, var en af de væsentlige bidragydere til den mytedannelse. Sprague de Camp arbejdede hårdt på at gøre sig til den ældre forfattergenerations stemme dels gennem videredigtninger på deres universer, dels gennem forord og biografier. Sidstnævnte biografier var måske ikke altid flatterende, men de Camp havde næse for gode historier, og derfor blev de altid fortalt med sans for drama og det man kan kalde mytologisk kvalitet.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Alt det kan du få et levende indtryk af i Literary Swordsmen and Sorcerers fra ’76, en samling af 11 biografier, der præsenterer nogle af de største navne fra 1900-tallets første halvdel. I hvert fald nogle af de største navne, der tilhørte kredsen omkring Weird Tales, Lovecraft og senere Arkham House. Det vil sige navne som førnævnte Lovecraft, Clark Ashton Smith og Rob Howard. Dertil kommer Lord Dunsany, Tolkien, William Morris og T. H. White. Udvalget er ganske forskelligt, og de enkelte forfatteres værker har ikke meget til fælles.

Pointen med biografierne er sådan set heller ikke at indkredse en bestemt genre, men snarere at udstikke vejen tilbage til den moderne fantasy-litteraturs rødder og dermed vise, hvad den i ’76 uhyggeligt populære genre byggede på. For en ting er ganske sikkert: de fleste af de forfattere, de Camp har med i sin bog, oplevede aldrig den berømmelse i levende live, som deres fiktion senere skulle opleve, da fantasy for alvor blev mainstream. Tolkien var selvfølgelig en af undtagelserne, idet synergien mellem The Lord of the Rings og genopdagelsen af pulplitteraturens heltefiktion i 60’erne gjorde den aldrende, engelske professor skræmmende populær i USA.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Der er flere interessante punkter ved Literary Swordsmen and Sorcerers, som gør den til en fængende, men samtidig også spøjs udgivelse. Præmissen for bogen er nemlig ganske skæv; hvem ville eksempelvis nogensinde drømme om at beskrive Lovecrafts eller Ashton Smiths værker som ”heroisk fantasy”? Der er flere andre i bogen, som også kun dårlig dækkes af begrebet, og det er formentlig kun de Camp, der kunne se en større mening med tingene. Eller kunne han? Jeg tvivler faktisk. De Camp var en opportunist af kaliber, og jeg er helt sikker på, at den eneste grund til, at navne som eksempelvis Lovecraft har fundet vej ind i bogen her, er, fordi de Camp havde skrevet om ham tideligere, fordi Literary Swordsmen and Sorcerers udkom på Arkham House og fordi der var penge i Lovecrafts navn. Måske er jeg bare kynisk, men de Camp havde blik for den slags slagsfremmende taktikker.

Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Man kan så sige, at det kunne komme ud på et, om Lovecraft er med i en bog om heroisk fantasy eller ej, men det får faktisk betydning for den indledning, de Camp skriver, der handler om genrens udvikling. Her må han finde plads til størrelser som Lovecraft, hvilket ikke ubetinget lykkes for ham, fordi han sætter sig mellem to stole. På den ene side skildrer han fantasy som kærligheden til det uvirkelige, eventyrlige og alt det, der strider imod vores rationelle verdensopfattelse, på den anden side som fiktion om den stærke sagahelt, der tager kampen op imod det onde. Den tematiske beskrivelse kan have meget på sig, men som sagt kræver det en ganske kreativ læsning at få alle enderne i bogen til at mødes.

Lord Dunsany – elere rettere Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957).

De enkelte biografier er sjove derved, at de Camp ikke bare præsenterer sine forfattere. Han lever sig ind i situationer og stiller sig først og fremmest til dommer over deres liv og virke. De Camp indtager rollen som den store connaisseur, der uddeler ris og ros, opsang og fordømmelse. Her taler vi vel at mærke ikke om det litterære, nej, vi taler om selve personerne. De Camp leverer nemlig psykologiske portrætter og stiller sig til dommer over svaghed eller dårlige beslutninger. Det går især ud over Lovecraft, Smith og Howard.

En væsentlig ting er nemlig, at de Camp bedst kan lide forfattere, der deler samme indstilling til fiktion som ham selv. Det vil sige disciplinerede håndværkere, der skriver historier for morskabens skyld og gemmer alle krukkerierne bort. Mens De Camp eksempelvis leverer et sønderlemmende personportræt af Howard, har han stor respekt for hans evne til at sælge sine historier, ikke bare en gang, men flere gange. Helt omvendt er det med Lovecraft og Smith, der ikke alene klantres for deres svage psyke, men også for deres elendige forståelse for at tjene penge på pulpbranchen. Eller Tolkiens langsommelige omhyggelighed, som de Camp heller ikke giver meget for.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936) i Fort McKavett 1933

Det er stedvist næsten lidt grænseoverskridende at læse de Camps kritiske bemærkninger, der er af en karakter, som ingen ville drømme om at skrive i dag. Men samtidig er det sjovt. Det samme er hans vurderinger af selve de litterære kvaliteter. Alle, der er med i bogen, har naturligvis en høj stjerne hos ham, men han går kritisk til alles værker, og alle får i en eller anden grad hårde ord med på vejen. Den eneste, som omtrent går fri, er Clark Ashtin Smith, der iscenesættes som geniet, der selvforskyldt aldrig blev opdaget af verden.

Literary Swordsmen and Sorcerers stammer fra en tid, hvor internet og Wikipedia var en uhørt drøm. Bogens biografier er således stof til de nysgerrige læsere, der ville vide mere om navnene bag de paperbacks, de sad med og måske komme ind bag de rygter, der florerede. I dag har bogen derfor mistet en væsentlig funktion, men bestemt ikke sin relevans. Dels er de Camps indledning et stykke spændende refleksion over fantasygenrens væsen, dels gør selve bogens stil stadig indtryk.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det er ikke bare ferske biografier, vi får fortalt, nej det er de Camps version, vi får leveret. Han er med hele vejen og giver tydeligt sin holdning til kende. Det gør bogen frisk, selv i dag, og gør, at den ikke minder så lidt om de artikler, vi eksempelvis finder på blogs på nettet, hvor det også ofte er et stærkt personligt greb om tingene, der karakteriserer teksterne. Den slags skaber et særligt liv – tror jeg – fordi det er i mødet med andres personlige holdninger, at vi tvinges til selv at tænke og mærke efter. Det gør de Camps kapitler, der er en form for blogindlæg fra 70’erne. Altmodisch og moderne på samme tid – selvom blogs vist nok også er ved at være stærkt umoderne. Nuvel. Jeg holder meget af bogen, der en sær størrelse fyldt med personlighed. Mere sympatisk kan det næsten ikke blive.

Bogens biografier:

Chapter I. “The Swords of Faërie”

Chapter II “Jack of All Arts: William Morris”

Chapter III. “Two Men in One: Lord Dunsany”

Chapter IV. “Eldritch Yankee Gentleman: H. P. Lovecraft”

Chapter V. “Superman in a Bowler: E.R. Eddison”

Chapter VI. “The Miscast Barbarian: Robert E. Howard”

Chapter VII. “Parallel Worlds: Fletcher Pratt”

Chapter VIII. “Sierran Shaman: Clark Ashton Smith”

Chapter IX. “Merlin in Tweeds: J.R.R. Tolkien”

Chapter X. “The Architect of Camelot: T.H. White”

Chapter XI. “Conan’s Compeers”

August Derleth, Dwellers in Darkness (1976): Et stille farvel med spøgelser

Hardcover, Arkham House 1976. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel – forlagets vanlige mand i denne periode

August Derleth var en produktiv herre, der fik skrevet et anseeligt antal noveller i løbet af sin forfatterkarriere. Arkham House, forlaget han selv var med til at grundlægge, fik udgivet otte opsamlinger med udvalg af Derleths fortællinger. Dwellers in Darkness er den ottende og sidste af disse antologier; en bog, der udkom fem år efter Derleths død.

Antologien markerer en form for sidste tur i manegen for en af pulpens helt store skikkelser. Det er da også ganske passende, at bogen rummer nogle af Derleths tidligste noveller – nemlig fortællingerne om Judge Peck – og så den allersidste historie, som han dårligt nok nåede at afsluttet før sin alt for tidlige død som 62-årig i 1971.

Hardcover, Arkham House 1976. Beklager det dårlige billeder

Jeg har efterhånden skrevet en del gange om August Derleth, og det vil næppe komme bag på faste læsere her på bloggen, at jeg har et noget ambivalent forhold til hans forfatterskab. Han har skrevet mesterlige noveller, og blandt hans mange historier finder man mange helt, helt fremragende passager, der driver af isnende uhygge og melankolsk skønhed. Men Derleth har ubetinget skrevet mest af det, der bedst kan karakteriseres som møg. Uinspirerede pasticher, der lukrerer på populære genrer og udtryk. Værst er Derleths Cthulhu mythos-fortællinger skarpt forfulgt af hans SF-historier. Fælles for begge disse er det, at man savner en fornemmelse af dybde i teksterne. En oprigtig glæde ved udtrykket, en dvælen ved sproget og stemningen. I stedet bliver hovedparten af Derleths noveller kluntet prosa uden nerve, der skamløst lukrerer på andres stilistiske udtryk.

Nerve finder man til gengæld til overflod i Derleths fine hjemstavnslitteratur om det stille landliv i Wisconsin. Her var Derleth uden tvivl stærkest, fordi han ikke i samme grad skulle låne fra andre. Her var han sin egen herre og behøvede blot at forstærke sin virkelighed, føje et romantisk sentimentalt lag til sine naturskildringer, og derved skabe utrolige små eventyr, som desværre ikke fandt noget stort publikum.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Dwellers in Darkness fokuserer hovedsageligt på noveller, der kommer tæt på Derleths egnslitteratur. Her er det nemlig hans afdæmpede spøgelsesfortællinger, der er i fokus. Fortællinger om gengangere, hævn fra hinsides graven og budskaber fra de døde. Historier skrevet i den klassiske spøgelsestradition fra 1800-tallets slutning med engelske navne som eksempelvis Charles Dickens og M. R. James som forbilleder. Man kan naturligvis indvende, at Derleth også her bruger et lånt udtryk til historierne, men genren klæder ham, og han gør sig godt i selskab med spøgelserne. Måske fordi han her får lejlighed til utvungent at skildre de landlige hverdagsmiljøer og landskaber, som han elskede at beskrive uden at skulle gøre alt for mange kommercielle knæfald.

Faktisk er Dwellers in Darkness måske den bedste opsamling med noveller fra Derleths hånd, som Arkham House har udsendt. Det skyldes ene og alene det faktum, at historierne kommer tæt på den fiktion og poesi, Derleth skrev, når han ikke havde det store pulpmarked for øje. Selv i de mest kulørte fortællinger i bogen rammer Derleth nemlig en sober forsigtighed, der viser hans følsomhed og sans for lys og natur.

Weird Tales, november 1947. Bladet hvor “The Ghost Walk” optrådte første gang

Eksempelvis i historier som ”The Ghost Walk” og ”The Night Road”, hvor han fører os med ud i en øde have eller en natmørk landevej. Alene her, i novellernes miljøer, rammer han noget foruroligende. Her er det da heller ikke spøgelserne, der skræmmer, men antydningen af det der kunne gemme sig i skyggerne. Det uforklarlige, der gemmer sig i tusmørket, mellem træer og buske, og ikke umiddelbart afsløres for læseren. Gradvist tegnes konturerne af et plot naturligvis for os, men på det tidspunkt har fortællingerne allerede mistet deres pondus. Det mesterlige ligger nemlig i optakten, selve afviklingen af historien ender som regel ferskt og trivielt. Ikke desto mindre vrider Derleth alt, hvad han kan ud af nattemørkets mystisk og får det til at løbe læseren (mig) koldt ned ad ryggen.

Et andet eksempel på Derleths stille tilgang til gyset kan findes fint i ”The Patchwork Quilt”, hvor et forbandet patchworktæppe, der har fanget en moders sorg og smerte, skaber ubehagelige billeder af overnaturlig kvælning, da tæppet smyger sig om en sovende gæst. Faktisk er novellen noget af det stærkeste i bogen og et stykke gedigent horrorfiktion, som Derleth kun formede at svinge sig op til få gange i sit forfattervirke.

Weird Tales, maj 1952. Nummeret med “The Night Road”

Hele bogen er imidlertid ikke rene spøgelsesfortællinger. En enkelt mythos-novelle, ”The Passing of Eric Holm”, har fundet vej ind i bogen, og det samme har to kriminoveller om Judge Peck. En karakter, som Derleth brugte i sine tidligste fortællinger. Den gamle, livskloge dommer kommer ud for lidt af hvert i novellerne, men fælles for dem er det, at retssystemet ikke formår at straffe en skyldig, men så gør forsynet – eller skæbnen om man vil – i stedet rettens arbejde.

I ”The Element of chance” får Peck således assistance af en dommer fra det hinsides i en sag om et mord, mens Peck selv opklarer et mord i ”Fool Proof” og ganske kynisk hjælper morderen til at begå selvmord, da loven ikke kan nå den skyldige. Det er brutale øje-for-et-øje-noveller, som i dag måske vækker mest opsigt på grund af deres rå syn på straf og retfærdighed.

Strange Stories, december 1939. Nummeret med Cthulhu mythos-novellen “The Passing of Eric Holm”

Dwellers in Darkness er faktisk en rigtig fin samling noveller, der viser noget af det, Derleth var i stand til, når han skrev, hvad han elskede og noget af det, der gør det ganske urimeligt blankt at afskrive ham som en elendig forfatter. Noget han ellers ganske ofte bliver, hvilke du bare behøver søge en smule rundt på Nettet for at konstatere. Derleth var imidlertid heller ikke nogen stor forfatter, og historierne i indeværende bog er ikke klokkeklare mesterværker. Men man fornemmer, at de er skrevet med passion, og det mærkes, at spøgelsesgenren stod Derleths hjerte nær. Det skrev han selv flere gange, og det fornemmes i teksterne, der både i enkelte passager og historierne som helhed har den uforklarlige uhygge, som de gode gespensterberetninger har.

Ellery Queen’s Mystery, december 1949. Her finder man historien “Fool Proof” med Judge Peck

For mig kunne Derleth ikke sendes på vej med en bedre bog end denne. Den samler Derleth, når han er bedst og viser, hvor god han kunne være, når han ikke søbede rundt i forloren Cthulhu mythos eller fjollede SF-fortællinger, som han dårligt nok selv kunne tage alvorligt. Det var digteren Derleth, der skrev flere af disse noveller, og det er ham, jeg vil huske.

Novellerne:

“The Ghost Walk”

“The Ormolu Clock”

“A Knocking in the Wall”

“The Lost Path”

“The Place of Desolation”

“The Patchwork Quilt”

“The Island Out of Space”

“The Night Road”

“Come to Me”

“Memoir for Lucas Payne”

“The Passing of Eric Holm”

“Man in the Dark”

“The Song of the Peewee”

“Open, Sesame!”

“Ghost Lake”

“The Element of Chance”

“Fool Proof”