Lin Carter, Dreams from R’lyeh (1975): Fattig poesi fra pulp-gemmerne

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Tim Kirk

Lin Carter var en af de talenter, der blev del af 60’ernes store genre-genopblomstring. Han skrev især fantasy og horror, men også SF. I dag huskes han måske bedst, sammen med L. Sprague de Camp, som en dygtig imitator, der gik på strandhugst efter idéer og temaer hos H. P. Lovecraft, Clark Ashton Smith og Robert E. Howard. Carter var ganske åben omkring sin brug af forbilleder, og hans tekster skal vel nærmere opfattes som hyldester end plagiater. En væsentlig mand som August Derleth var begejstret for Carters noveller, som derfor optrådte tidligt i Arkham House-regi.

Her er det imidlertid ikke noveller, vi skal se nærmere på, men en lille digtsamling, som Carter udsendte på netop Arkham House i 1975. Lin Carter skriver selv i et lille efterskrift, at hans første drøm var at blive digter. At kunne leve af sin poesi og at han siden drengeårene har skrevet digte. Hovedparten af disse skriverier, fortæller han, var bras, men enkelte stykker gemte han. Senere blev det prosa, der interesserede Carter, men han fortsatte med at skrive digte, og det afspejles i indeværende samling. Det ældste digt er skrevet af en 17-årig Lin Carter o. 1947, mens det nyeste er skrevet i 1974 – året før bogens udgivelse.

Hardcover, Arkham House 1975

Nu kunne man måske tænke, at det retrospektive perspektiv vil slå igennem i digtenes udtryk, men sådan er det ikke. Sagen er nemlig den, at Carter har kredset om de samme temaer fra begyndelsen og udfoldet sin poesi på samme facon hele tiden. Digtene er derved forbløffende homogene, uden det vel at mærke nødvendigvis gør dem synderligt meget bedre

L. Sprague de Camp har en sær indledning til Dreams from R’lyeh, hvor han først og fremmest fortæller, at han og Carter er nære venner, der ofte diskuterer poesi. Han vedkender sig også, at han er uenig med Carters manglende brug af versefødder og klassiske strukturer, men at han elsker de fantastiske universer, som digtene skaber. Underforstået, de Camp er faktisk ikke synderligt begejstret for Carters lyriske udtryk. En overraskende udmelding i en indledning, som man traditionelt forvente vil rose forfatteren til skyerne!

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988). Skål!

De universer Carter, skaber i sine digte, falder mere eller mindre i tre grupper; der er Lovecraft-pasticherne, som fortsætter i samme dur som Lovecafts små sonater, så er der de fabulerende, pulpede digte, der støtter sig til Ashton Smith og Howard og endeligt de romantisk, længselsfulde eventyrlige digte, der kredser mere generelt om fantasy-emner.

De Camps beklagelser over manglende metrik kan jeg ikke følge, men desuagtet slår Carters poesi mig som usædvanligt intetsigende – vel at mærke ikke sprogligt dårlig, bare uendeligt kedsommelig og uopfindsom. Normalt holder jeg af Lovecraft-kredsens morbide kredsen om gotik og storslåede, bizarre vidder, hvilket vi også genfinder her, men hos Carter bliver poesien en fersk stiløvelse. Kan ske han elsker de fantastiske genrer og sine litterære forbilleder, men Carter føjer intet selvstændigt til værkerne, der står som forglemmelige stiløvelser.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

En del af forklaringen ligger måske deri, at Carter tilsyneladende ikke har noget kunstnerisk projekt med sin lyrik. Lovecraft-kredsens modernitetskritik indgår eksempelvis ikke som baggrund for digtene, og han savner ligeledes den dybfølte sentimentalitet, som også klinger med hos Lovecrafts kreds. Lin Carter skriver i sit lille efterskrift, at han faktisk ikke har de store tanker med sin lyrik. De skal underholde læseren, ikke andet. Jeg bliver helt træt ved tanken om så uambitiøst et udgangspunkt.

For Carter er poesien med andre ord blot en medium til at udtrykke de samme fantasy- og horror-historier, som han normal formulerer i novelleform. Det skaber store problemer for hans poesi, fordi de poetiske tekster kommer til at mangle krop og sproglig potens. De Camp savner som sagt et metrisk greb om lyrikken hos Lin Carter, og til en hvis grad er jeg faktisk enig med ham. Det, Carters lyrik savner, er nemlig en følelse af stramhed eller kontrol. Sproget økonomiseres ikke i digtene, der bliver udflydende og alt for ordrige. De værste af digtene fremstår nærmest som referater af noveller – blottet for en hver poetisk bearbejdning. Kombinationen af manglende formbevidsthed og måske en generelt laissez-faire-holdning til den sproglige indpakning amputerer enhver kunstnerisk dimension fra teksterne og gør dem til banal, skuffende tidsfordriv.

Paperback, Bantam Books 1978. Et eksempel på et konkret samarbejde mellem Carter og de Camp

Hvad nytter det Carters pasticher, at han kender Lovecraft-kredsens vokabular og manier til fingerspidserne, når han ikke er i stand til at omsætte det til andet end litterær tomgang? Lin Carter er utvivlsomt en kompetent herre, der kender sit sprog og sin genrehistorie, men han aner ikke, hvad han skal stille op med den værkstøjskasse, der står foran ham. Resultatet bliver et komplot uinteressant poetisk tilbageblik gennem Carters karriere. En dum bog til dumme samlere som mig. Tro pokker Carter aldrig blev digter!

 

John D. Haefele, August Derleth Redux: The Weird Tale 1930-1971 (2009): Skyggeboksning?

Paperback, H. Harksen Productions 2009. Forsidens billede er malet af Natalie Sorrentino

Alle, der bare interesserer sig perifært for H. P. Lovecraft, er utvivlsomt støt på navnet August Derleth. Mange har sikkert også haft antologier redigeret af manden mellem hænderne. Eller ligefrem læst nogle af Derleths rigtig, rigtig mange noveller. Derleth er med andre ord en prominent skikkelse, men afgjort også en problematisk herre. En herre, der har fået lov at spille rollen som skurken i det litterære drama omkring Lovecrafts eftermæle.

Kort fortalt har man anklaget August Derleth for at udnytte Lovecrafts stigende popularitet kommercielt, at forgribe sig på Lovecrafts noveller, at forvanske det filosofiske grundlag for den såkaldte ”Cthulhu mythos” og at udsende noveller, hvor han selv har skrevet 95% af teksten som posthume samarbejder. Alt sammen alvorlige anklager, der i vid udstrækninger udspringer af Derleths rolle som medstifter og ejer af forlaget Arkham House. Det forlag, der uomtvisteligt banede vejen for den heltedyrkelse af Lovecraft, som vi kender i dag.

Mere perifært og perfidt bliver Derleth også angrebet som dårlig forfatter, problematisk menneske og sjuskehoved. Som eksempelvis, når Robert M. Price får spiddet både kvaliteten af hans mythos-forståelse og skrivefærdigheder i Dagon (nr. 14, 1986, s. 5): ”It is difficult to tell how much this is to be blamed on Derleth’s mythos or his atrociously bad writing.” Meget af modviljen mod Derleth skyldes uden tvivl de ovenforstående punkter, men omvendt er der næppe tvivl om, at Derleth var en problematisk personlighed. Noget selv en trofast støtte som Brian Lumley nølende må vedkende sig i forordet til Beneath the Moors (1974), hvor han skriver: “… whatever Derleth’s shortcomings (and it would appear, if we can accept what others say, that they were many)” (s. XV).

Paperback, H. Harksen Productions 2009

En af de skikkelser, der har givet modstanden mod August Derleth en akademisk vinkel, er S. T. Joshi – den måske bedst kendte Lovecraft-forsker, vi har haft til dato. Joshi har ikke lagt fingrene imellem, hvad angår kritikken af Derleths behandling af Lovecraft, og Joshi har heller ikke fundet anledning til megen ros af Derleths egen fiktion.

John Haefele har imidlertid sat som litterært mål at genetablere – eller måske ligefrem bare at etablere –  Derleths gode navn. Den lille bog August Derleth Redux: The Weird Tale 1930-1971 er således første skridt i en flerledet udgivelsesstrategi, der har til formål at vise, hvorfor verden er gået fejl af August Derleth. Et interessant projekt, men også et modigt projekt, fordi Haefele til en vis grad udfordrer hele mytologien omkring Lovecraft som misforstået geni. Projektets ambitionsniveau er med andre stort, og derfor er bogens ringe omfang – kun 40 sider – overraskende. For kan man forandre den nærmest dogmatiske opfattelse af Derleth på så lidt plads? Næppe.

Især ikke når man får læst, hvad Haefele rent faktisk skriver i bogen. Han går nemlig knap til Derleth som person, går ikke nærmere ind på hans fiktion og berører stort set ikke hele det betændte spørgsmål om de redaktionelt tvivlsomme beslutninger omkring udgivelsen af Lovecrafts tekster. Det, Haefele i stedet gør, er at gå bibliografisk til værks og cementerer Derleths og Arkham Houses enorme betydning for udbredelsen af kendskabet ikke bare til Lovecraft, men alle forfatterne fra kredsen om Lovecraft. Haefele dokumenterer med al tydelighed, hvordan de tidlige Arkham House-bøger blev genudgivet, brugt, oversat og plagieret i store dele af Europa og Sydamerika i løbet af 1960’erne.

John D. Haefele

Det er afgjort interessant læsning, fordi Haefele får demonstreret, hvor sært stødvis Lovecrafts popularitet udviklede sig, og hvor vanskeligt det reelt var for Derleth at spekulere økonomisk i Lovecrafts navn på den korte bane. En væsentlig pointe, der i hvert fald problematiserer én af anklagerne mod Arkham House-ejeren.

I det lange løb var Lovecraft, Derleths penneven og mentor, afgjort en pengemaskine, men langt hen ad vejen er det åbenlyst, at Arkham House blev båret frem af Derleths idealisme og tro på genrefiktionens litterære kvaliteter.

Et underliggende spor, der løber sammen med de udgivelseshistoriske perspektiver, er Haefeles forsøg på at indsætte Derleth som den første store eksponent af Lovecraft – eller sagt på en anden måde, uden Derleth havde vi ikke haft nogen Lovecraft-forskning og dermed heller ikke nogen kritisk S. T. Joshi. Man fornemmer da også, at bogen er skrevet som et monologlignende svar på Joshis arbejde – faktisk i en sådan grad, at Haefele helt glemmer at inddrage sin modstanders synspunkter i diskussionen. Spørgsmålet er imidlertid, om Haefele ikke løber åbne døre ind?

Jeg tror i hvert fald ikke, at nogen på noget tidspunkt har bestridt den udgivelseshistorie, som Haefele her er i stand til at fremlægge for os. Derleths bøger var naturligvis med til at skabe et kendskab og en interesse for Lovecrafts fiktion, men det har vel heller aldrig stået til debat? Kritikken af Derleth, fraregnet de småperfide anklager om dårlig fiktion osv., hviler på hans rolle som redaktør af de konkrete tekster og navnlig hans håndfaste omkalfatring af Lovecrafts filosofisk/ideologiske udgangspunkt som forfatter. Med Derleth blev det, vi i dag opfatter som Cthulhu mythos, formaliseret og forfladiget, og det var Derleth (sammen med Donald Wandrei), der foretog de til tider hårdhændede beskæringer af Lovecrafts breve. Alt sammen noget, der har fået alvorlige konsekvenser for den litterære udforskning af Lovecrafts forfatterskab. Og naturligvis, der hvor Joshi navnlig har sat kniven ind i sine efterhånden talrige bøger om den gamle gentleman fra Providence.

August William Derleth (24, februar 1909 – 4. juli 1971)

Alt dette går Haefele imidlertid stort set ikke ind på i bogen. Faktisk har han kun få linjer om de forhold, der for alvor er problematiske. Om man skal opfatte det som blindevinkler, dårlig dømmekraft eller usaglig litteraturhistorie må være en temperamentssag. Godt tilrettelagt er diskussionen i hvert fald ikke, taget bogens pompøse ambitionsniveau i betragtning. Jeg spørger mig derfor, hvad Haefele egentlig forestiller sig, at han reformerer med teksten? Min opfattelse af Derleth, der sådan set er meget positiv, forandres eksempelvis ikke af de fakta, der lægges frem her. Var bogens ambitionsniveau mon en eftertanke, skabt i dialog med forlæggeren Henrik Harksen?

Haefeles lille bog bliver i hvert fald en sær form for skyggeboksning, hvor bokseren står med ryggen til den egentlige modstander. Nu ved jeg jo godt, at han senere har udsendt A Look Behind the Derleth Mythos: Origins of the Cthulhu Mythos (2012), hvor de ubehagelige sager tages op. Det har imidlertid ikke noget at gøre med indeværende bog, der synes helt at forbigå problemets kerne.

For mig at se er August Derleth Redux et forfejlet projekt, fordi Haefele postulerer ét og gør noget andet. Han vil reformere vores opfattelse af Derleth, men leverer ikke noget grundlag for en sådan revision. I stedet har han skrevet et absolut spændende belæg for en udvikling, som vi vel godt kendte i forvejen, men savnede det statiske grundlag for. Litteraturhistorisk er den lille bog væsentlig, men gør på ingen måde det, Haefele drømmer om. Faktisk virker hans til tider ganske skingre lovsang af Derleth hovedsageligt som tomme postulater uden egentlig substans.

Hardcover, H. Harksen Productions 2012

Han bruger udgivelseshistorien som argument for et positivt syn på Derleth, men det virker ikke helt rimeligt, for sagen er vel den, at vi slet ikke taler om det samme. Derleth som redaktør og forfatter på den ene side og Derleth som købmand med Lovecraft som vare på den anden side er to forskellige ting og to forskellige arenaer. Hvor Haefele vælger at forsvare den sidste, står alle fjenderne i den første.

Måske en mere ydmyg titel og programerklæring havde gavnet bogen? Måske en mere konsistent argumentationsgang havde fremmet budskabet? John Haefele lykkes i hvert fald ikke med August Derleth Redux, til trods for at bogen er absolut læseværdig; især for en Arkham house-samler som mig. Og hvor er det flot, at et lille dansk forlag på den måde kan blande sig i en international diskussion!

 

 

J. Sheridan Le Fanu, The Purcell Papers (1975): Irsk folklore og stemningsfuld gotik

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

August Derleth var en stor beundrer af irske Sheridan Le Fanus fiktion, og Arkham House udsendte derfor allerede tilbage i 1945 en antologi – Green Tea and Other Ghost Stories – med nogle af Fanus bedste og mest velkendte fortællinger. Le Fanu skrev imidlertid en hel del sære, skrækhistorier, og Derleth planlagde derfor at udsende endnu et bind, der skulle indeholde nogle af de mindre kendte fortællinger. Det nåede han bare ikke. Ved sin død i 1971 efterlod Derleth sig et manuskript med de udvalgte noveller samt et udkast til en indledning. April Derleth kunne derfor i 1975 udsende den anden opsamling med Sheridan Le Fanus fortællinger på Arkham House og inkludere en posthum indledning skrevet af hendes far.

Antologien fik, en smule forvirrende, titlen The Purcell Papers – den samme titel som den store opsamling af Le Fanu-historier i tre bind, der udkom i 1880. Arkham House-udgaven rummer kun et lille udpluk af disse fortællinger og bringer samtidigt nogle andre, der ikke optrådte i den originale udgave – bogen er med andre ord en omgang rod, der ikke er helt ukarakteristisk for Arkham House-udgivelser.

Hardcover, Arkham House 1975

Titlen, The Pucell Papers, henviser til rammen for den oprindelige 1880-udgivelse, der blev lanceret som et manuskript med fortællinger fra det sydlige Irland, skrevet af en nu afdød katolsk præst. En snedig konstruktion, der tilfører handlingen et skær af autencitet. Faktisk kan man sige, at hele den gotiske tradition blev født med det greb, idet Horace Walpole udsendte The Castle of Otranto anonymt og i indledningen hævdede, at bogen var en oversættelse af et middelalderligt manuskript fra Italien. Vi kender det samme fra i dag med de mange ”baseret på virkelige hændelser”-historier. Et virkemiddel, der med andre ord har fulgt skrækfiktionen siden dens litterære barndom.

Novellerne i The Purcell Papers – både den oprindelige 1880-udgave og Arkham House-udgaven – falder tidligt i Fanus forfatterskab. Han skrev meget i løbet af sin karriere og bevægede sig gennem mange genrer, hvor de sære fortællinger og skrækhistorierne især optog ham i begyndelsen. Når man samtidig tager med i betragtning, at Fanu ofte raffinerede sine idéer og fortællinger, blot iklædt overfladiske forandringer, er det klart, at de tidligste historier kan fremstå mindre vellykkede end de senere, mere rutinerede historier, der har gjort ham så berømt. August Derleth var klar over dette. Faktisk skriver han i indledningen til sin udgave af The Purcell Papers, at bogens noveller langt fra er lige så gode som historierne i den første antologi med Fanus historier, som forlaget udsendte. Ikke desto mindre hævder Derleth, at novellerne er litteraturhistorisk interessante og giver et indblik i Fanus arbejdsmetode.

Joseph Thomas Sheridan Le Fanu (28. august 1814 – 7. februar 1873)

Og her kan man kun være enig. Der er ret mange famlende noveller i The Purcell Papers, der på bedste gotiske facon er længere, end hvad godt er, og savner et mere grundlæggende arbejde med stemningen. Ikke desto mindre viser historierne til fulde, hvorfor Le Fanu er blevet døbt den irske Poe. Der hvor han er bedst, rammer Fanus prosa nemlig en stærk åre fyldt med billedmættet, dyster poesi.

I åbningen på “The Fortunes of Sir Robert Ardagh” tager han os eksempelvis på rejse gennem et landskab med skumle, krogede skove og truende bakker. Landskabet emmer af noget indestængt, noget forhekset, der langt overgår historiens i virkeligheden ganske trivielle handling. Rammen for fortællingen er imidlertid særdeles fascinerende og trækker på hele den gotiske traditions vokabular og metaforik. Ligeledes har den snakkende, nærmest lette “The Child That Went With the Fairies” en voldsom kraft. Historien, der handler om et barn, som forsvinder i mosen og senere vender tilbage, er ganske enkelt forbløffende virkningsfuld i dens snigende præsentation af det overnaturlige. Det skyldes utvivlsomt den uskyldige måde historien fortælles på, hvilket kontrasteres i de ulmende beskrivelser, hvor det atter er landskabet, der er Fanus væsentligste redskab.

Hardcover, Richard Bentley 1880. Titelbladet på den oprindelige udgave af The Purcell Papers

Mere traditionelt spændende, men ikke mindre fascinerende, er “The Mysterious Lodger”, der er alt for lang for sit eget bedste. Ikke desto mindre indfanger han en sær truende stemning af fare og mystik i historiens første del, hvor fortællingen endnu er under opbygning, og vi kun kan gisne om den mærkværdige logerendes sande og utvivlsomt diabolske natur.

Sheridan Fanu er måske ikke den store historiefortæller, og jeg er på ingen måde begejstret for hans gruppe af halvhumoristiske noveller fortalt i dialekt, men hans fortællinger hører trods det til blandt noget af det mest læseværdige gys. Som Lovecraft søger han nemlig ud i landskabet, ud i det rustikke land, langt fra Dublins tummel og modernitet. Her, blandt bøndergårde og krogede ege, finder han kimen til et utal af mystiske optrin, der gennemsyres af folkelige forestillinger og drømme om et større metafysisk univers, hvor overnaturlige kræfter lurer lige om hjørnet. Det er ikke så sært, at Victoriatidens forfattere elskede Fanu. Han leverer nemlig støbeformen til meget af den spøgelses- og skrækfiktion, der skulle udkomme ved århundredeskiftet.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Fordi Fanu skriver i dialog med idéer om en fortid befolket af spøgelser og overnaturlige væsner, får hans noveller en sær resonans, der i hvert fald har en stor indvirkning på mig. Han antyder en fortidens mystik i nutiden og finder det mærkelige og fremmedartede lurerende i hængepilenes skygger, mellem mosens brune siv og egenes krogede rødder. Fanu hører spøgelser sukke i vinden og møder døden i kragernes skrig. Det giver teksterne en dybde, en forankring i verden, som er misundelsesværdig. Det er ikke så sært, at hjemstavnsforfatteren August Derleth faldt for Fanu. Ud over sin pulpede genrefiktion skrev han nemlig stille litteratur om livet i Wisconsin.

Hardcover, Arkham House 1945

Når man læser The Purcell Papers, er der meget, som hurtigt glemmes, fordi det dybest set er banalt og kun dårligt formår at fange læseren i dag, men pludselig toner passager frem i historierne, der forandrer teksten og læseoplevelsen. Her transformerer Fanu med ét det forglemmelige til uforlignelige oplevelser der står mål med det bedste skrækgenren har præsteret. Og det er skam ikke uden konsekvenser, at læse den slags – Fanu sår nemlig gotiske frø i hjertet på læseren, der forandrer vores syn på verden og skærper vores blik for det mystiske liv, der udspiller i sig i landskabets skygger.

Novellerne:

“The Ghost and the Bone-Setter”

“The Fortunes of Sir Robert Ardagh”

“The Drunkard’s Dream”

“The Quare Gander”

“The Child That Went With the Fairies”

“The White Cat of Drumgunniol”

“The Village Bully”

“The Spectre Lovers”

“Stories of Lough Guir”

“A Night in the Bell Inn”

“The Dead Sexton”

“The Legend of Dunblane”

“The Mysterious Lodger”

“The Churchyard Yew” (pastiche skrevet af August Derleth i Fanus navn)

Nameless Places, red. Gerald W. Page (1975): Arkham House gør status

Hardcover, Arkham House 1975. Den ganske fine forside er tegnet af Tim Kirk

Arkham House har løbende udgivet antologier. De første indsamlede Lovecraft-kredsens historier, men gradvist blev nettet kastet længere, ud og kredsen af faste forfattere blev udvidet, som det gamle materiale blev udtømt, og nye forfatternavne meldte sig på banen. Der er tale om en næsten umærkelig overgang, fordi de gamle mastodonter som Derleth, Belknap Long, Bloch og Whitehead var så produktive, at deres historier kunne blive ved med at holde forbindelsen tilbage til forlagets udgangspunkt og tiden omkring Weird Tales storhedstid. Det kunne imidlertid ikke blive ved, og Nameless Places fra 1975 er den første bog Arkham House udsendte, hvor det for alvor mærkes, at tingene er ved at ændre sig.

Samlingen består af 26 hidtil upublicerede noveller med Carl Jacobi og E. Hoffmann Price som de bedste kendte fra den gamle garde. Hovedparten af bogens historier er skrevet af på udgivelsestidspunktet relativt ukendte navne. Man finder dog også etablerede navne som Ramsey Campbell og Brian Lumley såvel som et stort navn i form af Lin Carter og den altid formidable Robert Aickman, for ikke at nævne Joseph Payne Brennan.

Hardcover, Arkham House 1975

På papiret er det en interessant sammenstilling af forfattere, fordi det antyder, at man ikke præcis, ved hvad man skal forvente af de overvejende unge folk. Forventningerne bliver ydermere skruet i vejret af bogens redaktør, forfatteren Gerald Page. Han vedkender sig nemlig, at antologien ikke har noget samlende tema, men, fortæller han i bogens indledning, novellerne er skrevet af generelitteraturens bedste navne. Det er store ord, der desværre ikke helt står mål med resultatet. Faktisk er Nameless Places en sympatisk, men lettere uinteressant rodebunke af korte og lange noveller, der kun har enkelte lyspunkter. I sig selv er det manglende tema naturligvis ikke noget problem, sagen er snarest den, at historierne generelt savner saft og kraft.

Jeg har tidligere skrevet om vægtige 80’er antologier som Prime Evil og Cutting Edge, der hver især indfanger væsentlige bevægelser i tidens horrorlitteratur. Begge novellesamlinger, der ligeledes savner et samlende tema, rammer imidlertid en tidsånd og er på forkant med udviklingen. Page postulerer nogenlunde det samme for Nameless Places, men desværre peger bogen bare ikke frem, den gør status og ser tilbage.

Gerald W. Page (født 12. august 1939)

To ting skal bemærkes i den forbindelse. For det første blev Arkham House meget hurtigt et konservativt, bagudskuende forlag. Det lå delvist i selve udgangspunktet, der handlede om at få udgivet Lovecrafts historier og senere at få sikret Lovecraft-kredsens litterære eftermæle. Samtidig afspejler bøgerne August Derleths smag og holdning til genrelitteratur, som i høj grad holdt fast i de gamle, velafprøvede pulpmodeller og samtidig forsøgte at nedtone genrens vildere, mere burleske udtryk. Selvom Lovecraft og Robert E. Howards popularitet var støt voksende og inspirerede stadigt flere nye forfattere, forblev perspektivet for Arkham House rettet bagud, og man kan sige, at selv da de havde chancen for at komme på forkant med den litterære udvikling i 60’ernes slutning, skete det ikke, fordi August Derleth og senere April Derleth holdt fast de gamle former og forståelser, af hvordan en Arkham House-historie skulle være.

Jeg er langt hen ad vejen rigtig glad for den milde, antikverede stemning, der hænger over de fleste Arkham House-antologier. Det var der også folk, der var i 70’erne, hvor man begynder at kunne se en voksende pulp-nostalgi blandt yngre forfattere, der eksempelvis tager Robert Bloch som et af deres store forbilleder. Gerald Page var en af dem, og han var blandt andet redaktør på magasinet Witchcraft & Sorcery, der begyndte under navnet Coven 13; et blad der dyrkede præcis den type litteratur, som Arkham House udsendte. Det er da heller ikke overraskende, at stort set hele det kuld af unge navne, som Gerald Page har inkluderet i Nameless Places, er blevet hentet ind fra hans magasin. På den led er ringen sluttet, men resultatet er i virkeligheden dybt utilfredsstillende.

Carl Richard Jacobi (10. juli 1908 – 25. august 1997)

Sagen er nemlig den, at der ganske enkelt ikke er kvalitet nok i de fortællinger, som Page har valgt at bringe. De yngre forfattere, med deres pulpede historier, der let kunne være skrevet 20-30 år tidligere, er gabende kedsommelige og står ikke mål med den håndfuld hidtil upublicerede noveller, som lå på forlaget i forvejen og kom med i bogen. En af undtagelserne er førnævnte Robert Aickman, der med sin tunge gotik formår at løfte arven fra den klassiske weird tale og gøre den til noget interessant; i dette tilfælde en følsomt fængende spøgelsesberetning.

Hvor meget bogen er ude af trit med samtiden bliver tydeligt, hvis man husker at Stephen King udsendte sin milepæl Carrie i 1974. Carrie blæser på orkanagtig vis stort set alt omkuld i Nameless Places, der ved sammenligning mest af alt ligner en hengemt mindestue for det, der var en gang uden sans for det litterære nybrud, som gysergenren oplevede i de år.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Og så dog. Der er et lille udpluk af historier, der peger frem mod den personnære, samtidsgru som kom til at kendetegne 70’er-gyset. Ramsey Campbells ”The Christmas Present” er et stykke fremragende, mærkelig weird fiction, der er tåget og fragmenteret på præcis den måde, vi kender Campbells tekster fra den tid. Trods den lakoniske form formår Campbell imidlertid med sin korte novelle at opbygge en ubehagelig, urovækkende stemning, der baserer sig på alt andet end pulplitteraturens melodramatiske afsløringer på de sidste linjer.

Arthur Byron Cover (født 14. januar 1950)

Jeg vil også trække Arthur Byron Covers novelle “Lifeguard” frem som et indslag, der peger fremad og synes helt i trit med sin samtid. Han tager udgangspunkt i en rodløs, jegfortællende studerende, der midlertidigt bor hjemme og arbejder som livreder ved en badesø. Tiden går med at kigge på damer og ryge pot. Alene her har vi flyttet os så langt fra de vanlige Arkham House-temaer, som man næsten kan; men alligevel ikke helt. Som en anden Peter Straub får Cover nemlig vævet en spøgelseshistorie ind i beretningen, og gennem hjemsøgelsen gøres barndommens onde ånder pludseligt ganske manifeste. Faktisk forsøger Cover i en form for alegorisk-poetisk fremstilling at bruge spøgelset som billede på den lammende kraft, der kan kvæle udlængslen og få den unge til at blive ved reden og aldrig for alvor flytte ud af forældrenes skygge.

John Ramsey Campbell (født 4. januar 1946) anno 1973

Hovedparten af Nameless Places er ikke dårlig, bare uinspirerende, og det er måske i virkeligheden langt værre. Omvendt er det ufarligt og uforpligtende læsning, der vel bedst kan karakteriseres som forglemmelig tidsfordriv. Dele af det har jeg en svaghed for, men dybest set hører teksterne en anden tid til. Det gjorde de allerede dengang, de blev skrevet, og det er ikke blevet bedre siden.

 

Novellerne:

A.A. Attanasio, “Glimpses”

Thomas Burnett Swann, “The Night of the Unicorn”

Brian Ball, “The Warlord of Kul Satu”

G.N. Gabbard, “More Things”

Robert Aickman, “The Real Road to the Church”

Gary Myers, “The Gods of Earth”

Robert E. Gilbert, “Walls of Yellow Clay”

Scott Edelstein, “Businessman’s Lament”

Joseph F. Pumilia, “Dark Vintage”

David A. English, “Simaitha”

Stephen Goldin, “In the Land of Angra Mainyu”

Gerald W. Page, “Worldsong”

Brian Lumley, “What Dark God?”

Bob Maurus, “The Stuff of Heroes”

Joseph Payne Brennan, “Forringer’s Fortune”

Denys Val Baker, “Before the Event”

Walter C. DeBill, Jr., “In ‘Ygiroth”

Ramsey Campbell, “The Last Hand”

Lin Carter, “Out of the Ages”

Carl Jacobi, “Chameleon Town”

Scott Edelstein, “Botch”

David Drake, “Black Iron”

E. Hoffmann Price, “Selene”

Ramsey Campbell, “The Christmas Present”

Arthur Byron Cover, “Lifeguard”

 

Gary Myers, The House of the Worm (1975): Gennem den dybe slummers porte

Hardcover, Arkham House 1975. Den meget stemningsfulde forside er tegnet af Allan Servoss

 

700 onykssorte trin fører ned til drømmenes verden, og Gary Myers kender vejen som ingen andre. I 1975, som 23-årig, udsendte han en af de vigtigste Lovecraft-receptioner, der var blevet udgivet i årevis. Med novellesamlingen House of the Worm vendte han nemlig som en af de første tilbage til Lovecrafts såkaldte ”Dreamlands”-fortællinger og tog tråden op i ti relativt korte historier. Resultatet er mageløst og noget af det bedste Lovecraft-pastiche, der efter min mening er skrevet.

I bogens indledning kalder Gary Myers selv sine ti noveller for kætterier, fordi de ser stort på den af August Derleth sammenstykkede ”Cthulhu mythos”. I stedet for at følge de velkendte skabeloner vender Myers sig mod Lovecrafts storslåede The Dream-Quest of Unknown Kadath og gør kortromanens flimrende forståelse af forholdet mellem nye og gamle guder til et af sin novellesamlings omdrejningspunkter.

Hardcover, Arkham House 1975

Jeg har genlæst House of the Worm flere gange. Det skyldes først og fremmest, at den type fantasy, som Lovecraft skabte med sine Dreamlands-historier, faktisk er den fantasy, jeg foretrækker. Jeg elsker det sære, syrede univers, hvor Tusind og én Nat fusioneres med sværmeriske idéer om rejser, okkulte hemmeligheder og grum ondskab. For mig at se er det i drømmeteksterne, at fantasien for alvor slippes fri og fantastiske verdener rejses for det indre blik. Det overgår stort set alt andet fantasy. I disse noveller males der med en majestætisk bred pensel, men historierne er befriende fattige på Tolkien-skolens faste inventar.

Men når jeg har genlæst House of the Worm flere gange, skyldes det mere end bare en glæde ved Dreamlands-universet. Lovecraft skrev, som bekendt, sine drømmefortællinger under påvirkning af Lord Dunsanys eventyrlige historier. Lovecrafts tekster er derfor langt hen ad vejen en imitation, men han førte sine egne idéer og udtryk ind i Dunsanys litterære univers og skabte derved noget nyt og langt stærkere. Myers gør det samme. Hans tekster er grundlæggende loyale over for Lovecrafts udtryk, men Myers bruger et andet greb om drømmeuniverset, der flytter det et nyt sted hen. Derved skaber han unikke perler, der er lige så poetisk stærke, som de er komplekse og uigennemtrængelige.

Gary Clayton Myers
(født 15. august 1952) i dag

Gary Myers skriver kort og ordrigt med snoede rytmer i sætningsopbygningen, som hentes hos Lovecraft. Handling er der ikke meget af, men ikke desto mindre har Myers’ ti noveller alle en form for narrativ, der udspilles og forløses på historiens sidste side. I den forstand er hans noveller ganske traditionelle, men i virkeligheden ligner de først og fremmest prosadigtet i dets overflod af mættede sætninger og intense situationsbeskrivelser.

Alle historierne udspiller sig i drømmelandende, blandt drømmelandenes indbyggere. Drømmere fra vores verden, som eksempelvis den navnkundige Randolpf Carter, indgår ikke i handlingen. I stedet er det små eventyr, der fortælles, som alle har en dunkel undertone, og stemningsmæssigt forsøger at splejse den fabulerende fantasy med horror. Man kan eksempelvis pege på en fortælling som ”The Maker of gods”, der handler om en billedhugger, der får til opdrag at lave en sær gudestøtte for mystiske, tilhyllede præster. Naturligvis går det galt, da gudebilledet er afsluttet. Den samme ulykkelige slutning genfindes i den episke novelle, der har lagt titel til bogen, hvor vi får lov at høre, hvad der sker med de unge mænd, der blev inviteret til middag i Ormens sære hus.

Bogens ganske, ganske fine illustrationer er udført af Allan Servoss

Alle historierne formår på ganske lidt plads at etablere intense stemnings- og miljøbeskrivelser, der emmer af eksotiske sanseerfaringer og mystiske, fremmedartede indtryk. På den ene side har Myers komprimeret sine historier så meget, at handlingsforløbet stort set er kogt ind til ingenting, men samtidig bruger han meget lang tid på at beskrive dette korte handlingsforløb. Det skaber et særligt udtryk, der måske nok hviler på Lovecrafts forlæg, men som går videre og bliver noget selvstændigt.

Myers fortættede noveller er en form for poetiske knuder, der på overfladen synes enkle og overskuelige, men som viser sig at være både vanskelige og hårde at trænge igennem. Det begynder altid enkelt, men ordene vokser vildt i historierne, og det samme gør stemninger og billeder. Myers drømmeverden gror sig med andre ord hele tiden større end den faktiske handling og gør, at hans små noveller bliver glimt af et kæmpe univers, der ligger i periferien af de eventyr, han fortæller os.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det mesterlige ved House of the Worm er, at det lykkes for ham. At historierne fungerer som tekster og rent faktisk stadig, den dag i dag, står lysende klare. Myers ved præcist hvornår han frit kan fabulere og hvor han må holde igen. Han kontrollerer sit litterære fantasy-trip til perfektion og forstår, som måske kun Clark Ashton Smith før ham, hvor Lovecraft ville hen med sine metafysiske drømmebeskrivelser.

Det ikke underligt, at House of the Worm vagte opsigt i forfattermiljøet omkring Arkham House, da bogen udkom. Myers noveller trak nemlig sider af Lovecrafts forfatterskab frem, der havde været glemt i den evindelige svælgen i ”mythos”-fiktion. Efter House of the Worm kom drømmelandene på mode, om end de som genrefiktion aldrig har opnået nogen stor stjerne hos læserne. Imidlertid må man også konstatere, hvor vanskeligt det har været for andre at gøre Myers kunsten efter.

Tegnet af Allan Servoss

Jeg mener ikke, at ret mange andre end en forfatter som Wilum Pugmire er kommet i nærheden af at gøre det samme, som Myers gjorde dengang i ’75. Hovedparten af alle de Dreamlands-historier, der efterfølgende er udkommet, forfalder nemlig enten til fabulerende beskrivelser, der grænser til sort snak eller fokuserer på handlinger, der som oftest ikke er andet end de sædvanlige fantasy-klichéer svøbt i lidt terminologi lånt hos Lovecraft.

Endnu et af bogens mange billeder af porte, døre og vinduer. Fantastisk arbejde af Allan Servoss

Gary Myers, der aldrig er blevet professionel forfatter og kun har udgivet ganske, ganske lidt, står som en ener. House of the Worm er en af de vigtigste bøger, Arkham House udsendte i 70’erne, og novellesamlingen er en litterær milepæl. Bogens æstetiske, utilnærmelig karakter har garanteret, at den aldrig vil blive en bestseller. Ikke desto mindre er det et værk, der tårner sig op som lysende poetisk mesterværk, der med sine ti okkulte meditationer må regnes som en af de væsentligste Lovecraft-inspirerede værker overhovedet.

Novellerne:

“The House of the Worm”

“Yohk the Necromancer”

“Xiurhn”

“Passing of a Dreamer”

“The Return of Zhosph”

“The Three Enchantments”

“Hazuth-Kleg”

“The Loot of Golthoth”

“The Four Sealed Jars”

“The Maker of Gods”

 

August Derleth, Harrigan’s File (1975): Letbenet og blodfattig SF

Hardcover, Arkham House 1975. Den ferske forside er tegnet af Frank Utpatel – den faste forsideskaber for Arkham House i denne periode

I en årrække mellem 1952 og ’65 skrev August Derleth en stribe korte SF-fortællinger, der markerer et afbræk fra hans vanlige grusel- og krimihistorier. Derleth var aldrig sen til at se mulighederne for et lukrativt marked, og SF-genrens stigende popularitet i 50’erne har uden tvivl ansporet ham til at skrive novellerne.

Der kan imidlertid ikke være nogen tvivl om, at Derleth til en vis grad var på udebane, da han kastede sig over SF-genren. Han havde redigeret SF og læst en masse af sine forfatterkollegers historier, men egentlige, selvstændige bidrag til genren var der ikke blevet nogen af. Faktisk kan man ganske paradoksalt spore en form for modstand imod selve genren i hans noveller.

Hardcover, Arkham House 1975

På den ene side tumler Derleth ganske ukritisk ind i alle tidens klichéer og plots, men på den anden side er historierne skrevet skævt ind på tidens typiske science fiction og fordrejer derved de velkendte temaers fokus. Derleth kommer på den led bevidst (eller ubevidst) til at bøje genren og skabe sig et selvstændigt greb om de velkendte motiver. Alt det har man mulighed for at opleve i antologien Harrigan’s File, som Arkham House udsendte i 1975.

Alle Derleths science fiction-noveller er bygget op omkring journalisten Tex Harrigan, en hårdkogt skeptiker med smag for det kuriøse. I historierne er Harrigan en erfaren herre, der kan se tilbage på en lang karriere i pressebranchen. Han har arbejdet på et utal af aviser og mødt en lind strøm af sære eksistenser. De særeste har han samlet i et arkiv over ”besynderlige personer”, og det er disse personager, som novellerne handler om.

August William Derleth (24. february 1909 – 4. juli 1971)

Konceptet for alle Harrigan-historierne er stort set ens, og de begynder da også mere eller mindre på samme måde. Harrigan sidder på en bar et sted i USA og drikker med en kollega eller ven. Snakken falder på et eller andet emne, hvorefter Harrigan udbryder: ”Det minder mig om dengang…”. Vennen svarer: ”Det kender jeg ikke noget til…” Og så fortæller Harrigan ellers sin historie.

Typisk får Tex Harrigan sig rodet ind i historierne, fordi han er blevet sendt ud for at lave et interview med en gal opfinder af en art. Harrigan er, som sagt, ekstremt skeptisk anlagt og tvivler derfor altid på opfinderen, men gang på gang har de gale opfindere gjort det umulige og opfundet videnskabelige sensationer. Desværre går det altid galt, maskinerne vender sig imod opfinderen eller forsvinder, før verden får øjnene op for miraklet. Ganske ironisk er det eneste vidne til de store opfindelser således som regel Tex Harrigan, der ikke har megen tiltro til de skøre opfinderes evner.

Worlds of Science Fiction, juli 1952, med novellen “McIlvaine’s Star”

Tematisk kommer vi rundt om lidt af hvert i bogen. I “Invaders from the Microcosm” har en opfinder opdaget, at mikroskopiske fremmede væsner fra verdensrummet har indledt en invasion af Jorden i hans baghave. I en anden, “The Mechanical House”, har en excentrisk rigmand skabt et fuldt mekanisk hus, der kan varetage alle tænkelige funktioner. Det lyder genialt, men problemerne hober sig hurtigt op for den uheldige videnskabsmand. Man kunne også trække “By Rocket to the Moon” frem. Her tager en mand til månen i en raket, men ser sig ude af stand til at bevise sin bedrift og ender med at blive indlagt som galning.

Faktisk er stort set alle historierne mere eller mindre ens i opbygning og indhold. Kun “A Corner for Lucia” skiller sig for alvor ud ved i langt højere grad at ligne en klassisk ”weird tale”. Her kommer en kvinde, Lucia, uforvarende til at træde ind i en anden dimension. Historien er rigtig fin og rummer nogle sære elementer, som grænser til gys. Man fornemmer, at Derleth her er i sit rette element, og måske var historien i virkeligheden oprindelig tænkt til noget helt andet, før den blev brugt i Harrrigans univers.

Weird Tales, maj 1953. Her findes den fine “A Corner for Lucia” trykt

Hovedparten af bogens noveller er bygget op omkring den klassiske pulpede afsløring til sidst, hvor Tex må genoverveje, om der muligvis alligevel var mere i sagen, end man umiddelbart skulle tro. Som læsere er vi imidlertid aldrig i tvivl, fordi Derleth konsekvent lægger en lille passage ind i alle novellerne, hvor vi i stedet for at få historien fortalt gennem Harrigan, følger den pågældende videnskabsmand eller opfinder, som novellen handler om. Derleth opnår to ting med det greb: På den ene side knyttes alle novellens tråde sammen for læseren, og på den anden side kan Harrigans snusfornuftige skepsis gang på gang blive udstillet som blindhed.

Man kan så spørge sig, om der er en overordnet tematik, der går igen i novellerne; det vil jeg mene. De er skrevet i en så tæt rækkefølge, at Derleth helt naturligt forfulgte den samme tankerække i historierne. Novellerne forholder sig stort set alle til videnskabens muligheder, men holder den faktiske videnskab ude i armslængde. Tilgangen til naturvidenskaberne er med andre ord ganske blød, om man vil, men kredser alligevel om emnet. Novellerne forstås da også bedst som en advarsel, hvor Derleth lufter en solid skepsis overfor jagten på mere komfort og materiel velstand.

Spaceway, april 1954, med novellen “The Remarkable Dingdong”

Derleth lader os nemlig gennem sine noveller forstå, at fremskridtet ikke nødvendigvis vil føre til forbedringer. Fremskridtet fører os ud i ubekendt terræn, der kan vise sig at give alvorligt bagslag med fatale følger, hvilket bogens videnskabsmænd gang på gang må sande.

Men Derleth siger samtidig, at det er mindst lige så farligt, hvis ikke farligere, at gøre som Tex Harrigan og vende det blinde øje til naturvidenskaben. Derleths budskab er således at holde et vågent øje med det videnskabelige arbejde, der udføres, fordi de gode intentioner pludselig kan ramme os som en boomerang i nakken. Pointen er måske hverken overraskende eller original, men ikke desto mindre sympatisk.

Orbit Science Fiction, sommer 1953. Her optrådte “Invaders from the Microcosm” første gang

Det er let at se, hvordan landdrengen August Derleth, der elskede sit stille Wisconsin, med skepsis oplevede 50’ernes enorme teknologiske forandringer i forhold til øget effektivitet og bekvemmelighed. Heldigvis formår han at udtrykke sin bekymring gennem mild samtidssatire uden at forfalde til den tungsindige modernitetskritik, som ellers kan påtræffes blandt flere af Derleths jævnaldrende genreforfattere.

Det er naturligvis rart, at Arkham House samlede alle Tex Harrigan-novellerne i et bind, men som samling fungerer de dårligt. Teksternes skabelon-agtige opbygning og gentagelser gør bogen til en fornøjelig, men blodfattig oplevelse.

Fantastic Universe, juni-juli 1953, hvor novellen “The Maugham Obsession” blev bragt første gang

Derleths kreative overskud fandt ikke vej ind i Tex Harrigan-historierne, der vel bedst kan beskrives som metervare. Det er tyndbenet fiktion, skrevet uden synderlig kærlighed til teksten eller genren og repræsenterer noget af Derleths svagere litteratur. Dermed ikke sagt, at det er kedeligt eller dårligt, langt fra. Tex Harrigan skal bare indtages i små doser, alt andet fører til litterær forstoppelse.

 

Novellerne:

“McIlvaine’s Star”

“A Corner for Lucia”

“Invaders from the Microcosm”

“Mary VII”

“The Other Side of the Wall”

“An Eye for History”

“The Maugham Obsession”

“A Traveler in Time”

“The Detective and the Senator”

“Protoplasma”

“The Mechanical House”

“By Rocket to the Moon”

“The Man Who Rode the Saucer”

“Ferguson’s Capsules”

“The Penfield Misadventure”

“The Remarkable Dingdong”

“The Martian Artifact”

M. P. Shiel, Xélucha and Others (1975): Dekadent gotik og forførende morbiditet

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel. Det er måske en af Utpatels bedste. Jeg elsker den her forside. Den er enkel men virkningsfuld. Hendes øjne! For pokker, de er ikke til at få blikket fra

Engelske M. P. Shiel er en af de genreforfattere, der trods en skyggetilværelse på kanten af glemslen har formået at forblive i trykken, siden han døde i ’47. Det er der mange gode grunde til, men en af de væsentligste er helt sikkert, at H. P. Lovecraft ved flere lejligheder omtalte og roste Shiels fiktion. Den slags ros fra Lovecraft har efterfølgende vist sig at være en form for genrehistorisk kanonisation, der sikrede Shiels og flere andres historier for eftertiden.

Shiels noveller er jævnligt blevet bragt i antologier, og det er heller ikke overraskende, at August Derleth og Arkham House længe planlagde at udgive udvalgte af hans historier. Derleth nåede ikke at fuldføre projektet, men i ’75 kunne forlaget lancere den første opsamling udelukkende med Shiels historier i en lang årrække.

Bogen, der fik titlen Xélucha and Others, blev aldrig en bestseller. Hvilket ikke er så mærkeligt, for M. P. Shiel har en krævende, for ikke at sige anstrengende pen, der så afgjort udfordrer den moderne læsers tålmodighed. August Derleth sagde om Shiel, at han på en gang underudviklede og overgjorde sine tekster. Den beskrivelse er imponerende præcis, og jeg skal vende tilbage til den om et øjeblik.

Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)

Når Lovecraft var så begejstret for i hvert fald dele af Shiels noveller (han skrev også en del romaner), skyldes det sikkert, at et af Shiels litterære forbilleder var Poe. Poe ånder ham over skulderen i en stor del af hans makabre og overnaturlige fortællinger. Så meget, at Shiel låner direkte fra Poe flere steder. Eksempelvis i “The House of Sounds”, hvor hovedpersonen rejser til Nordnorge for at besøge en gammel ven, der har isoleret sig på et gammelt landsted, som han har arvet. Hjemme i slægtens favn er det gået stærkt tilbage for vennen, der lider af en sær overfølsomhed over for lyde. Mere behøver jeg vel næppe fortælle, for Shiels novelle er naturligvis et opkog på ”The Fall of the House of Usher”.

Man kan også gå til den bizarre “Dark Lot of One Saul”, der handler om en mand, der bliver smidt over bord fra et skib og havner i en undersøisk hule, langt under havoverfladen. Her lever den strandede i årevis og nedfælder sine underjordiske oplevelser i en notesbog, som senere bjerges af søfolk. Jules Verne og Poe har begge her stået faddere til beretningen, der oser langt væk af sære vildmarksoplevelser.

Paperback, Paperback Library 1966. The Purple Cloud er uden tvivl Shiels bedste kendte roman

Der går imidlertid et skel gennem Shiels forfatterskab, der også afspejles i Xélucha and Others. Det er nemlig især i de tidlige fortællinger fra tiden omkring 1900, at Shiel for alvor trækker på Poes og andre ældre forfatteres makabre impulser. Hvis man eksempelvis læser novellen ”Xélucha” fra 1896, står det klart, hvordan et romantisk sværmeri blandes med Poes morbiditet i teksterne fra den tid. 

M. P. Shiels første bølge af genrefiktion er nemlig en sen udløber af 1800-tallets såkaldte dekadente stil. Den fiktion, Shiel producerede senere, fra 1910’erne og frem til 30’erne, fik en anden valør. Og den realisme, som eksempelvis Jack London var en del af, får indflydelse på hans sprog og renser ud i Shiels sværmeri for arkaismer og ældre poetiske udtryk.

Paperback, Fanucci 1989

De nye historier mister det fabulerende, eventyrlige element til fordel for psykologisk indlevelse og miljøskildring. Som eksempelvis i ”The Bride”, der handler om en mand, der forlover sig med to søstre. Ude af stand til at vælge driver han den ene af pigerne til selvmord og udløser derved en selvpinerisk hjemsøgelse af dårlig samvittighed. De indre dæmoner blandes her med ydre overnaturlige gespenster på en måde, hvor febervildelse og virkelighed bliver vanskelige at skelne.

Uanset hvor man slår ned i Shiels forfatterskab, er det imidlertid klart, at hans styrke ikke ligger i plotopbygningen. Shiels fortællinger er gennemskuelige og til trods for, at han leverede flere historier med innovative elementer, forbliver hovedparten af hans tekster ganske traditionelle med velafprøvede idéer.

Hardcover, Grant Richards 1913

Det er med andre ord ikke på grund af fortællingernes originalitet, at man skal søge Shiels noveller. Man skal heller ikke læse dem, fordi de har gennemgribende litterær kvalitet. Langt fra. De fleste af hans historier er kunstlede og ekstremt tunge. Teksterne flytter sig kun langsomt ud af stedet og gør det med kaskader af ord, der dvæler ved små detaljer og sanseindtryk. Præcis det forhold, som August Deleth så rammende satte ord på.

Der kan således siges rigtig meget skidt om Shiels stil. Trods det opstår der noget magisk i flere af hans historier. Små glimt af makaber, gotisk skønhed som viser, at Shiel i den grad har lært af Poe og formår at gøre ham kunsten efter. En novelle som førnævnte ”Xélucha” på det nærmeste drypper af månelys og rådne gravkældre i en fabelfantasi, der svæver mellem Tusind og en Nat og ”The Masque of the Red Death”. Shiel leverer her uforfalsket gotik, der forfører tankerne med forlokkende billeder af makaber sanselighed.

Eller man kan tage en historie som “The House of Sounds”, der i plot og handling er komplet ligegyldig. Ikke desto mindre er novellen stærk læsning, fordi Shiel fylder siderne med eksplosive indtryk af et drømmelignende, fiktivt Norge med tågede kyster, skumoversprøjtede brændinger og sorte klipper.

Hardcover, Arkham House 1977

Shiels noveller er labyrinter af ord, som læseren jages igennem. Gang på gang render man panden mod muren på grund af tekstmassernes massivitet, men pludselig står man også ansigt til ansigt med labyrintens sære beboere. De sært ubehagelige billeder af gotiske landskaber og væsner, der kun befolker de bedste af alle skrækfortællinger.

Med novellernes fortættede form kan det derfor også virke som et pusterum, når man læser de mere ordinære historier som f. eks. ”The Pale Ape”.  En lykantropisk fortælling, der for Shiels standarder er forbløffende mundret og let tilgængelig.

Ikke desto mindre må man nok konkludere, at Shiels pen er ikke for alle. Men for alle dem, der holder fast og kigger bag ordenes slør, ligger der fantastisk gotik og venter, som man næppe glemmer med det samme.

Novellerne:

“Xélucha”

 “The Primate of the Rose”

 “Dark Lot of One Saul”

 “The House of Sounds”

 “The Globe of Gold-Fish”

 “Many a Tear”

 “The Bride”

 “The Tale of Henry and Rowena”

 “The Bell of St. Sepulcre”

 “Huguenin’s Wife”

 “The Pale Ape”

 “The Case of Euphemia Raphash”

Frank Belknap Long, Howard Phillips Lovecraft. Dreamer on the Night Side (1975): En ubetinget kærlighedserklæring

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

I 1960’erne eksploderede H. P. Lovecrafts popularitet, og paperbackopsamlinger med hans historier blev pludselig tilgængelige i et hidtil ukendt antal. Med begejstringen for Lovecrafts historier voksede interessen også for forfatteren selv. Der blev skrevet forord om Lovecraft, der udkom selvstændige bøger om manden, og der blev udgivet lærde artikler om ham.

Hovedparten af alt dette er tekster, der på en eller anden måde bidrager til konstruktionen af den mytologiske Lovecraft. En mytologi, som han vel at mærke selv var med til at konstruere igennem sine breve. Det vil sige idéen om Lovecraft som isspisende mystiker og eneboer i Providence, der hadede jøder, var skabsbøsse og okkultist. Fyld selv mere på – der er frit slag på alle hylder, myterne lever stadig.

Hardcover, Arkham House 1975

Måske ansporet af den store opmærksomhed omkring H. P. Lovecraft, måske ansporet af de mange fejlagtige postulater om manden, måske ansporet lidt af det hele, udgav Frank Belknap Long sine erindringer om Lovecraft i 1975 på Arkham House (naturligvis). Et erindringsværk med den fantastiske undertitel ”Dreamer on the Night Side”.

Long var ikke nogen hvem som helst. Han var en del af inderkredsen omkring Lovecraft, og blandt de tre unge forfattere, der kom tætteste på den ærværdige gentleman fra Providence.

Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994)

Long, sammen med Robert H. Barlow og Alfred Galpin, var således en af de personer fra forfattermiljøet, der tilbragte mest tid sammen med Lovecraft. Først og fremmest i den periode, hvor Lovecraft boede i New York (1924-26), men senere også i kraft af flere besøg og fælles ekskursioner. I alt blev det til godt og vel ti års venskab mellem unge Belknapius og Lovecraft. Ti år, der gjorde et udsletteligt indtryk på ham.

Belknap Long var 76 år, da han udgav sin erindringsbog. På det tidspunkt havde Lovecraft været død i 38 år. Der var dermed løbet meget vand i åen siden da, og man kommer ikke uden om, at Longs bog er et ganske, ganske sentimentalt tilbageblik. Flere steder på nettet kan man se den omtalt som biografi, men det er i virkeligheden misvisende. Belknap Longs bog er personlige erindringer, og handler derfor i lige så høj grad om ham selv, som om Lovecraft.

H. P. Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937) og Frank Belknap Long i New York 1931

Bogen er ikke noget udpræget systematisk værk. Long går nogenlunde kronologisk til værks og forsøger at skildre Lovecrafts liv fra barndom til død, men undervejs gør Belknap Long så mange svinkeærinder, at strukturen bliver ganske udflydende. Præcis det er faktisk en af bogens charmer. Den er excentrisk, og man fornemmer, hvordan pennen løber af med den gamle Long, mens han sidder og tænker tilbage på de gode gamle dage. Der er noget stream of consciousness-agtigt over teksten, der leder læseren ud i alle mulige kringelkroge af pulplitteraturen. Og det er vel at mærke absolut ikke kedeligt, når man er i selskab med en veteran som Long.

Stilistisk fører excentriciteterne blandt andet til en ordret rekonstruktion, i bedste Q&A-stil, af en af de mange paneldebatter og rundbordsdiskussioner om Lovecaft, som Long har deltaget i. Han havner også i passager, der må kvalificeres som ren fiktion (se nedenfor) og temmelig lange citater af andres tekster.

Sonia H. Greene og H. P. Lovecraft

Bogen er hverken den mest velredigerede udgivelse, som Arkahm House har udsendt, eller den mest gennemtænkte tekst, som Long skrev. Den er faktisk ganske problematisk hele vejen igennem. Det skyldes først og fremmest Longs ambition om at afmontere de mange myter om Lovecraft og forklare, hvordan manden i ”virkelighed” var. I stedet for at beskrive Lovecraft som gotisk eneboer genskaber Long ham som et intellektuelt kunstnergeni – et renæssancemenneske ud over det sædvanlige, der er på linje med litteraturhistoriens giganter (Shakespeare, Keats, Poe osv.).

Faktisk kender Longs rosenrøde heltedyrkelse næsten ingen grænser. Det fører ham ud i penible situationer – som da han forsøger at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Lovecraft var grim. Han kvier sig ved at fremstille sin gamle mentor som uskøn, og må derfor gå krabbegang omkring emnet, og Long ender i et mærkværdigt modangreb og påstår, at mange store genier op gennem historien har set særprægede ud.

Frank Belknap Long fotograferet på et tidspunkt i slutningen 1940’erne

Mere problematisk bliver det, når Belknap Long foretager små kunstgreb, der skal nedtone den unge Lovecrafts udfald mod jøder, politiske overbevisninger eller de generelle racistiske bemærkninger, der falder i brevene såvel som i fiktionen. Long vælger her det klassiske, hundske argument, at Lovecraft bare var et barn af sin tid og dermed ikke kan kvalificeres som racist. Det argument kan man mene, hvad man vil om, men etisk er det uholdbart og uigennemtænkt – men det er en anden diskussion.

Mere interessant er Longs påstand om, at Lovecraft aldrig bar masker. At han altid var sig selv og altid helt ærlig (s. 84). Jeg er for meget af en Goffman-tilhænger til at sluge det postulat, og alle, der har læst i Lovecrafts korrespondance, vil utvivlsomt bemærke, hvordan han løbende skifter persona. Faktisk falder Long over sit eget argument. Sidst i bogen bruger han nemlig Lovecrafts evne til at tilpasse sig forskellige sociale sammenhænge som delforklaring på førnævnte racisme. H. P. Lovecraft var således kun racist i de sammenhænge, hvor det var passende at ytre sig racistisk. Hvis det ikke er at påtage sig roller eller masker, så ved jeg ikke, hvad der er!

Kåd, fake boksekamp mellem Long og Lovecraft i New York 1931

På samme led er jeg for meget af en freudianer til at acceptere, at sex ikke spillede nogen rolle i Lovecrafts liv og personlighed. Kan ske han ikke talte om det og kan ske, han ikke skrev om det, men dermed ikke sagt, at det ikke betød noget for ham. Emnet dukker ikke overraskende op flere gange hos Long; først i forbindelse med en diskussion af forholdet til Sonja Green, og senere igen, da skabsbøsse-tesen skal dementeres.

Det hele er naturligvis et led i Frank Belknap Longs udrensning af mytologien omkring Lovecraft og iscenesættelsen af ham som genial digter. Poes arvetager, som Long skriver det et sted. Longs egen rolle i denne sammenhæng bliver som sandhedens apostel, fordi han bedre end nogen anden kendte Lovecraft. Det siger han selv i indledningen, og gør sig dermed også til den gamle mesters talerør. Og det ganske bogstaveligt.

Frank Belknap Long, H. P. Lovecraft og James F. Morton, 11. april 1922, fotograferet foran den såkaldte Poe Cottage i Fortham, New York

Long opstiller nemlig en længere, tænkt dialog mellem ham selv og Lovecraft, hvor han spørger sin gamle ven om en række emner, der vil interessere læseren at få besvaret. Det er naturligvis ganske grotesk læsning og viser, måske helt uskyldigt, hvordan Long placerer sig som førstemand i den apostoliske arvefølge efter mesterens død.

Trods alle bogens absurditeter er den et fascinerende, underholdende og rørende gravskrift. Det er en ubetinget kærlighedserklæring til Lovecraft og Belknaps tak til sin mentor. Han fik aldrig sagt farvel til Lovecraft, men med denne bog viste han verden, at han aldrig havde glemt de ti gode år med vennen.

Frank Belknap Long som gammel mand

Alene fordi bogen er så kluntet og tvivlsom, bliver den et udtryk for Frank Belknap Longs fejlbarlighed og menneskelighed. Det er et skud fra hoften fra en gammel mand, der længes tilbage. Der havner vi alle. Derfor må man også tilgive ham alle de små forfængeligheder, de hvide løgne og glædes over bogens hjertevarme indhold. Det er lige til at blive rørstrømsk over.

Snøft!

August Derleth (& H. P. Lovecraft), The Watchers Out of Time and Others (1974): Den gamle mythos-trædemølle

Hardcover, Arkham House 1974. Forsiden er tegnet af Herb Arnold

The Watchers Out of Time and Others fra 1974 er måske den mest kontroversielle bog med Cthulhu mythos-noveller, der er blevet udgivet efter H. P. Lovecrafts død i 1937. Ikke fordi den er specielt chokerende eller radikal. Det kontroversielle ligger ene og alene i, at den samler alle de såkaldte posthume samarbejder mellem August Derleth og Lovecraft. Det vil i praksis sige noveller skrevet af Derleth på baggrund af Lovecrafts efterladte idéer.

Derleth underspillede ikke ligefrem selv Lovecrafts anpart i novellerne, og da Arkham House udsendte The Watchers, skrev April Derleth, August Derleths datter, et forord til bogen. Her fastholder hun, om end i en noget apologetisk tone, Lovecrafts rolle som medforfatter i historierne. Men allerede i forordet fornemmer man, at alt nok ikke er helt, som det burde være, og man kan da også notere sig, at Donald Wandrei – medstifteren af Arkham House – kontaktede anmelderne, efter The Watchers var udkommet og fortalte dem, at stort set alle novellerne mere eller mindre var August Derleths egenhændige værk. Senere har litterater som eksempelvis den navnkundige S. T. Joshi cementeret Lovecrafts begrænsede andel i Derleths historier og dermed været med til at forstærke stigmatiseringen af Derleths navn.

Hardcover, Arkham House 1974

Men hvorfor al den ophidselse kan man så spørge? Svaret ligger vel kort og godt i den heltedyrkelse, der er opstået omkring Lovecraft. Derleths forsøg på at knytte sin gale mentors navn til sig er blevet opfattet som et overgreb på Lovecraft; det stakkels, fattige geni fra Providence der forandrede horrorlitteraturen med sine geniale fortællinger. Derleths posthume samarbejder er blevet set som noget, der trak Lovecrafts gode navn ned i det burleske pulpsøle.

Men værre endnu er det, at Derleths skriverier er blevet opfattet som ren og skær kassetænkning. Han brugte Lovecrafts navn for ussel mammons skyld. En beskyldning der har hængt ved Derleth og Arkahm House fra det øjeblik, hvor Lovecrafts historier begyndte at finde læsere uden for den lille kreds af tidlige beundrere. Begge synspunkter indeholder noget sandt, men er dybest set absurde og uden tvivl et produkt af den heltemytologi, der blev skabt af Lovecrafts venner.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Enhver der læser novellerne i The Watchers, kan da også med al tydelighed konstatere, at de har et selvstændigt udtryk, der godt nok låner bramfrit fra Lovecraft, men som står på egne ben. Når Derleth knyttede Lovecrafts navn til historierne, tror jeg, det først og fremmest skyldes en respekt for hans penneven, og paradoksalt nok er et forsøg på at undgå beskyldninger om plagiater. For alle historierne tager jo, uanset hvor lidt, i et eller andet omfang afsæt i noget, som Lovecraft skrev.

Jeg må blankt erkende, at en meget stor del af novellerne i The Watchers er ganske, ganske ringe. Ikke fordi der er tale om dårlig prosa – absolut ikke. Derleth er en dygtig skribent med sans for rytme og ordenes tyngde. I flere af fortællingerne er der meget smukke passager, der ligner hans fremragende hjemstavnslitteratur. Der, hvor Derleth går galt i byen, er i selve håndteringen af de Cthulhu mythos-elementer, han introducerer. Ude af stand til at acceptere eller forstå Lovecrafts mere eller mindre gennemtænkte idéer om kosmisk gru bliver mythos-delene til sært tomme referencer hos Derleth.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Han slynger om sig med navne, steder og genstande fra Lovecrafts historier, men gør det uden overbevisning. Det bliver sætstykker i en uendelig opremsning. Det fører ingen vegne. Derleth var en meget mere traditionel forfatter end Lovecraft, og hans tilgang til fiktionen var enklere. Det kommer afgjort til udtryk i novellernes opbygning. Hovedparten begynder som solide, traditionelle spøgelsesfortællinger om hjemsøgte huse, men skifter typisk midtvejs fra stille spøgelsesfiktion til en sanseløs opremsning af mythos-referencer. Strukturen smuldrer, og fokus forsvinder i noget, der mest af alt minder om et referat. Jeg-fortælleren begynder at læse efterladte dagbøger, støvede manuskripter etc., hvorefter alle de gamle hemmeligheder om kosmiske guder åbenbares. Det fungerer elendigt i hovedparten af tilfældene og bliver til fordummende parafraser.

Et forsonende element ved The Watchers er imidlertid, at Derleth med tiden blev bedre. Som han blev ældre og Lovecrafts indflydelse mindre, udvikler novellerne mere selvstændighed. En historie som ”The Shuttered Room” har eksempelvis nogle helt fantastisk naturbeskrivelser, der ulmer af sær uhygge. Og tilmed er Derleths beskrivelser af de mærkværdige små fodspor på gulvet i det forladte hus stærk læsning. Der er noget underspillet grotesk i novellen, der måske nok kan genfindes hos Lovecraft, men alligevel har en selvstændig valør her. Noget der ligger tættere på naturelskeren Derleths forsøg på at vise, hvordan de naturstridige cthulhuide skabninger påvirker landskabet.

April Derleth (1955 – 21. marts 2011)

De nostalgiske fortællinger “The Lamp of Alhazred” og “The Fisherman of Falcon Point” er blandt bogens bedste. Stille historier om drømme, holdt i en eventyrlig tone. Poeten Derleth kommer her til udtryk, og han skaber i begge noveller en hovedperson, der gør langt mere indtryk end hans typiske, blodfattige jeg-fortæller. Det sidste posthume samarbejde Derleth udgav, novellen ”Innsmouth Clay”, har noget af det samme. I stedet for at fokusere på de velkendte Deep Ones som dæmoniske fremtoninger kredser Derleth om udlængsel, og gør fiskevæsnerne til noget, der næsten kunne ligne romantiske frihedsmetaforer.

Stilistisk ligger den absurde SF-fortælling “The Dark Brotherhood” om en stribe Edgar Allan Poe-kloners uvæsen i Providence også langt fra noget, Lovecraft skrev. Ikke at det nødvendigvis af den grund er blevet en god novelle, men historien har en sær vildskab, der ellers ikke findes i Derleths meget rolige prosa. ”Witches’ Hollow” er også en helt selvstændig fortælling. En skolelærer må her tage affære over for et barn, der er blevet besat af en eller anden form for dæmonisk tilstedeværelse. Persongalleriet og historiens afslutning ligger langt fra noget, HPL har formuleret.

Paperback, Carroll & Graf 1991

Bogens gode historier er som sagt de sene, skrevet efter 1957. Det er her, Derleth forsøger at træde ud af Lovecrafts skygge og begynder at skabe mythos-fortællinger, der kan og vil noget andet end de blinde pasticher, han indledningsvist skrev. De første historier i bogen kan måske isoleret været underholdende læsning, men samlet side om side bliver deres generiske indhold og famlende mythos-temaer udstillet med al tydelighed.

The Watchers er en uskøn bog med til tider frustrerende lange noveller. Men den tålmodige læser belønnes, for tingene bliver gradvist bedre. De sidste historier i bogen er ganske, ganske fine, og jeg vil mene, at man først for alvor forstår at værdsætte deres stemning, når man har tygget sig gennem de første historier. Bogen bliver en vandring gennem Derlerhs forsøg på at finde sit eget greb om den Cthulhu mythos, der havde fascineret ham, siden han stiftede bekendtskab med den som ganske ung. Der er ikke tale om noget fadermord, men i de sidste historier taler August Derleth rent faktisk med sin egen, distinkte forfatterstemme.

Paperback, Del Rey 2008. Det er fortsat Lovecrafts navn, der skal sælge bogen

 

En bibliografisk bemærkning. Bogen indledes med kortromanen The Lurker at the Threshold. Da Carrol & Graf genudsendte The Watchers som paperback i 1991, blev The Lurker udeladt. Vil du have den med, er det derfor (naturligvis) Arkham House-udgaven, der skal anskaffes.

Novellerne:

The Lurker at the Threshold

“The Survivor”

“Wentworth’s Day”

“The Peabody Heritage”

“The Gable Window”

“The Ancestor”

“The Shadow Out of Space”

“The Lamp of Alhazred”

“The Shuttered Room”

“The Fisherman of Falcon Point”

“Witches’ Hollow”

“The Shadow in the Attic”

“The Dark Brotherhood”

“The Horror from the Middle Span”

“Innsmouth Clay”

“The Watchers Out of Time”

Mary E. Wilkins-Freeman, Collected Ghost Stories (1974): Stille, klassiske gys

Hardcover, Arkham House 1974. En fin, fin forside af Frank Utpatel

Bag den fremragende forside af Frank Utpatel gemmer der sig en samling af den amerikanske forfatter Mary E. Wilkins-Freemans små gyserhistorier. I alt 12 styk skrevet i årene omkring 1900. Det er ikke alle novellerne, der er egentlige spøgelseshistorier, men alle som en falder inden for rammerne af den klassiske, victorianske overnaturlige fortælling.

Wilkins-Freeman skrev flittigt, og hendes overnaturlige historier udgør i virkeligheden kun en lille del af den samlede produktion. Ikke desto mindre falder hendes spøgelsesfortællinger godt i tråd med resten af forfatterskabet, der i vid udstrækning afsøger det gamle New Englands landsbysamfund og beskriver små hverdagsdramaer med eksistentialistiske overtoner. Bogen føjer sig på den led også smukt ind i rækken af hjemstavnsforfattere, som Arkahm House udgav. Lovecraft er naturligvis den mest prominente. Men August Derleths stille beretninger fra det landlige Wisconsin og Joseph Payne Brennans noveller med udgangspunkt i New Haven, Connecticut, har samme melankolske bittersødme, som på fremragende vis fylder de bedste af Wilkins-Freemans historier.

Hardcover, Arkham House 1974

Som sådan er Wilkins-Freeman ikke nogen original forfatter, og det kan også mærkes i flere af hendes noveller i samlingen. Det er velkendte temaer, der udfoldes og velkendte gys, hun præsenterer os for. Seks af bogens fortællinger har tidligere været samlet i The Wind in the Rose Bush and Other Stories of the Supernatural (1903), men novellerne er som sagt skrevet over lang tid. De er derfor også meget forskellige, og et par stykker stikker for alvor ud som mindre vellykkede arbejder.

De svage historier betyder imidlertid meget lidt for helheden, fordi der mellem de ordinære fortællinger ligger en kerne af helt fabelagtige noveller, der med et afdæmpet, feminint udtryk luller læseren ind i en verden af i går. En verden hvor liv og død er forbundet på måder, som ikke lader sig rationelt beskrive. Der er eksempelvis “A Far-Away Melody” om de to søstre, som hører musik i det fjerne, velvidende at det er et dødsvarsel. Og den ligeledes nedtonede, men rørende smukke “A Symphony in Lavender”, hvor det overnaturlige er holdt på et minimum, og nærmest bare er en flig af noget mystisk, der sætter historien i et sært, uvirkeligt skær.

Mary Eleanor Wilkins Freeman (31. oktober 1852 – 13. marts 1930)

I bogen finder man også Wilkins-Freemans ”The Lost Ghost”, som flere sikkert er bekendt med. Den har været bragt i en del antologier og det med rette, for den er for mig at se blandt de bedste fin de siècle-spøgelsesfortællinger. En ung kvinde flytter ind som logerende hos to søstre. Snart opdager hun, at huset hjemsøges af et lille barnespøgelse. Gengangeren er en lille pige, der går søstrene til hånde. Den unge logerende har svært ved at vænne sig til spøgelset, men en skønne dag sker der noget uventet i huset, og spøgelset forsvinder. Historien forløses, men følelsen af tab og ubehag hænger ved.

”The Lost Ghost” er fyldt med snigende kulde og uhygge, men den er først og fremmest tragisk og rørende. Jeg får en klump i halsen, når jeg læser den, og det ikke bare fordi, at jeg selv har en lille datter. Novellen er gennemsyret af en dybtfølt menneskelig indlevelse, der gør det lille barnespøgelse til en på en gang grufuld og ubærligt trist størrelse.

Hardcover, Doubleday 1903

De bedste af Wilkins-Freemans noveller er historierne, hvor hendes sanselige, billedtunge sprog for alvor får lov at fylde. Novellerne er spækket med blomster, beskrivelser af dufte og hjemmets taktilitet. Netop indtryk og fornemmelser er motiver, der går igen i fortællingerne. Det i alt overvejende grad kvindelige persongalleri, der befolker bogen, befinder sig i en konstant kamp mellem deres irrationelle sanseindtryk og hverdagens snusfornuftige rationalitet. Om dagen, når vasketøjet hænges op og haven ordnes, har spøgelserne dårlige vilkår, men når skyggerne bliver lange, og mørket falder på, vokser nye dimensioner frem, der anfægter de stoiske New England-kvinders verdensbillede.

Der, hvor historierne udspringer af hverdagslivet, er Mary Wilkins-Freeman fabelagtig. Så snart hun bevæger sig væk fra hjemstavnslitteraturens varme, veldefinerede rammer, bliver novellerne mindre interessante. Noget ordinært eller generisk lister sig ind i teksterne, der mister den glød, som driver de førnævnte fremragende historier. En undtagelse er dog “The Hall Bedroom”, der beskriver et rum, som vokser i nattens mørke. Noget underspillet surrealistiske, ganske fascinerende er her på færde. Og “Luella Miller” er en interessant brug af vampyrmotivet. Desværre savner begge novellerne i sidste ende pondus og nærvær.

Everybody’s Magazine, maj 1903. Her blev “The Lost Ghost” trykt. Er der ikke noget vildt spooky over forsiden?

I “The Vacant Lot” bliver et andet problem tydeligt. Når spøgelserne bliver for åbenlyse, for veldefinerede, mister de kraft og bliver nærmest lidt fjollede. Den yderste konsekvens af det møder vi i ”A Gentle Ghost”, der er en decideret humoristisk fortælling. Den fortælling, der for alvor skiller sig ud, finder man bagerst i bogen. ”The Jade Bracelet” er en helt typisk, småracistisk pulp-beretning om et forbandet kinesisk jadesmykke efterladt som en kinesers hævn over den lille by, der drev ham fra forretningen. Overdramatisk og uvant terræn for Wilkins-Freeman.

Som helhed er Collected Ghost Stories en noget sammensat størrelse, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at Mary Wilkins-Freeman er en væsentlig stemme i den victorianske spøgelsesfortælling. Hendes feminine udtryk, dybt rodfæstet i hjemstavnens landlige omgivelser, gør hende til et fremragende sidestykke til de samtidige, engelske kolleger på den anden side af Atlanten.

Everybody’s Magazine, februar 1902. Her blev “The Wind in the Rose Bush” trykt for første gang

Mary Wilkins-Freeman er et væsentligt litterært bekendtskab, og jeg vil mene, at man kan blive klogere på spøgelsesgenren ved at læse hendes noveller. Hendes sanselige, jordnære stil giver de bedste historier i bogen et nærvær og en troværdighed, som man sjældent finder andre steder. Og netop fordi Wilkins-Freemans udgangspunkt ligger i hjemmet, åbner hendes gys op for nogle alment menneskelige situationer, der overskrider tid og landegrænser. Hun hægter sig på en bredere forståelse af tabt tid og barndomslængsel, som jeg tror, de fleste voksne vil kunne identificere sig med. Og netop her, i dette længselslandskab, bliver der også plads til spøgelserne. Triste, melankolske, grufulde spøgelser.

Novellerne:

“The Shadows on the Wall”

“The Hall Bedroom”

“Luella Miller”

“The Vacant Lot”

“A Far-Away Melody”

“A Symphony in Lavender”

“The Wind in the Rose-Bush”

“A Gentle Ghost”

“The Southwest Chamber”

“The Lost Ghost”

“The Jade Bracelet”