Tag Archives: Arrow Books

Dennis Wheatley, The Devil Rides Out (1934): Den djævelske pulps fødested

Paperback, Arrow Books 1974

Paperback, Arrow Books 1974

Hekse, okkultisme og sataniske koglerier er ikke noget fremmedelement i pulpen, men det var ofte i historiske fortællinger, der udspillede sig i middelalderen eller renæssancen, at hekseri og djævledyrkelsen blev præsenteret. Det ændrede sig, da Dennis Wheatley udsendte The Devil Rides Out i 1934. Her forførte han nemlig ikke alene sine læsere med en tilsyneladende omfattende og faktuel okkult viden, han anbragte også sin handling midt i det moderne, driftige London. En isnende kobling, der kan synes ordinær i dag, men som var noget helt uhørt i ’34. Wheatley skabte således ikke bare den moderne sataniske gyser med sin bog, han leverede ydermere afgørende inspiration til en egentlig Satandyrkelse.

Wheatley lagde da heller ikke siden hen skjul på, at bogens fiktive univers angiveligt var en slet skjult bearbejdning af faktuelle forhold. Han påstod med andre ord, at der rent faktisk var magtfulde sataniske kræfter på spil, der arbejdede aktivt for at undergrave England og hele den vestlige verden. Romanens sensationelle anslag vakte i den grad opsigt og sikrede efterfølgende bogen status som Wheatleys bedst sælgende udgivelse overhovedet. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Wheatley hurtigt noterede sig bogens succes. Han fortsatte nemlig med at udnytte den okkulte, sataniske tematik i en lang række romaner – de såkaldte ”black magic stories” – og gentog i vid udstrækning her, hvad han allerede havde skrevet i The Devil Rides Out.

Dennis Yates Wheatley (8. Jjnuar 1897 – 10. november 1977)

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

Men til handlingen. The Devil Rides Out er en fortsættelse af Wheatleys kæmpesucces The Forbidden Territory fra 1933. En thriller, der udspiller sig i Rusland og har et plot, der er Alexandre Dumas værdigt. Vi taler om en skattejagt efter juveler, spioner, en prinsesse og gæve venner i kamp mod den sovjetiske overmagt.

I The Devil Rides Out møder vi hovedpersonerne fra The Forbidden Territory igen. Denne gang er gruppens lidt kejtede, jødiske forretningsmand Simon kommet i problemer. Han er faldet i kløerne på en form for astrologisk sekt, der snart viser sig at være et skalkeskjul for hårdkogte djævletilbedere. De øvrige venner, anført af den geniale levemand Duke de Richleau, kan naturligvis ikke lade deres ven i stikken, og derfor blander de sig i sagen. Det bliver vejen ind i en indviklet historie om en mytisk, dæmonisk amulet, som satanisterne jagter i håb om at bruge den i et verdensomvæltende ritual. Simon er en vigtig brik i dette, fordi hans fødselstidspunkt giver ham særlige indsigter i forhold til at få opklaret, hvor denne amulet ligger skjult. Satanisterne og vores vennegruppe kæmper nu frem og tilbage gennem bogen i et forsøg på at forpurre hinandens planer og finde frem til amuletten, før modparten får fingre i den.

Hardcover, Hutchinson 1934. Romanens 1. udgave

Hardcover, Hutchinson 1934. Romanens 1. udgave

Fortællingen humper afsted i et sært luntende tempo, der stedvist eksploderer i action, men typisk holdes i skak af lange, lange dialoger fra de livskloge hovedpersoner. Ikke mindst verdensmanden Richleau får lejlighed til at forklare side op og side ned om okkultisme, satanisme og mystik. Altsammen træk, der går igen i Wheatleys senere bøger, som bibeholder den forklarende, nærmeste didaktiske tone. Senere, da Dennis Whealey udgav en egentlig fagbog om hekse og djævledyrkelse, kunne han rent faktisk præcisere, at han så sine okkulte romaner som advarende og oplysende. Han fastholdt, med andre ord, at handlingen var baseret på virkelige forhold, og, at de trusler han berettede om, rent faktisk eksisterede.

At bogen også, som altid, blev en talerstol for Wheatleys stærkt konservative både racistiske og højreorienterede verdenssyn, hører med til billedet. Han ser således nøje sammenhæng mellem satanisme og ikke-nordeuropæiske befolkninger, men det er naturligvis ikke et særsyn, hverken for perioden eller pulpen. Imidlertid er det fascinerende, hvordan kampen mod satanisterne bliver en kulturkamp hos Wheatley, der har mindst lige så meget med race og nationalitet at gøre, som den handler om religion.

Paperback, Arrow Books 1958

Paperback, Arrow Books 1958

Man skal imidlertid ikke forvente noget konsistent, metafysisk system i romanen. Snarere roder den rundt i et symbolsk moras, der på den ene side fremstiller kristendommen som direkte modsætning til Satandyrkelsen og den ”sande tro”, mens han omvendt relativerer kristendommen i forhold til forblommede overvejelser om lys/mørke-kontrasteringer i alle verdens religioner. Wheatley kommer vidt omkring og sætter trumf på sit religiøse drama til sidst, da selveste Kristus toner frem og klarer ærterne for gruppen!

Jeg har altid haft en svaghed for The Devil Rides Out, fordi bogens tematik er så gennemført, og fordi man virkelig fornemmer hvordan Wheatley formidler nyt stof med romanen. De okkulte teorier, han lægger frem i romanform, savner skønlitterære forlæg, og Wheatley skaber derved sin egen sataniske genre med bogen. The Devil Rides Out bryder således tematisk ny grund side for side. Det gør den spændende, men også skrøbelig, fordi bogens opbygning bliver mudret og overgjort. Wheatley vil være helt sikker på, at hans læsere forstår, hvad der er på færde, og derfor skal han sikre sig, at alt bliver forklaret.

Hardcover, Lymington 1963

Hardcover, Lymington 1963

Det dræber langt hen ad vejen romanens dynamik, og sandt at sige er The Devil Rides Out ikke nogen synderligt velrundet bog. Hovedpersonerne er hverken troværdige eller interessante, handlingen forceret og Wheatleys stemningsbeskrivelser tamme. Ikke desto mindre fungerer bogen, der tydeligvis har haft et særligt tag i sine læsere igennem flere generationer, hvor emnet forblev ganske eksotisk helt op i 1970’erne.

Man kan ikke tale om okkult genrelitteratur uden at nævne Wheatleys banebrydende værk. Man kan heller ikke forbigå Wheatleys betydning for det engelske pulpmarked, hvor han var en af de ukronede konger. Litterært fejler The Devil Rides Out måske, for romanen er i sidste ende et stykke sensationalisme, skrevet uden stor færdighed. Jeg har i hvert fald svært ved at finde Wheatleys styrker som forfatter. Men det er i virkeligheden også ligegyldigt, for det er først og fremmest bogens (dengang) chokerende indhold, der er romanens raison d’être. Måske er det også derfor, at så meget af Wheatleys senere fiktion bliver ulideligt, fordi det er ren og skær gentagelse af hans populære værk fra ’34.

Paperback, Arrow Books 1965

Paperback, Arrow Books 1965

Jeg bliver i sidste ende nok aldrig den store Wheatley-fan, men The Devil Rides Out er skelsættende og en af de romaner, der har været med til at forme kulturelle udtryk, vi regner som helt almindelige i dag. Bogen har inspireret på tværs af kunstneriske medier og bidraget til store, store mængder horror efterfølgende. Alene af den grund fortjener Wheatley fortsat at blive læst og diskuteret – i hvert fald hvis man interesserer sig bare en smule for moderne genrelitteraturs rødder. Og det gør du vel, hvis du følger indlæggene på Fra Sortsand!?

 

Paperback, Arrow Books 1966

Paperback, Arrow Books 1966

 

Paperback, Bantam Books 1967

Paperback, Bantam Books 1967

Paperback, Arrow Books 1969

Paperback, Arrow Books 1969

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Beaver Books 1987

Paperback, Beaver Books 1987

 

Paperback, Mandarin 1991

Paperback, Mandarin 1991

Paperback, Wordsworth 2007

Paperback, Wordsworth 2007

Hardcover,  Prion 2012

Hardcover, Prion 2012

 

Paperback, Bloomsbury Reader 2013

Paperback, Bloomsbury Reader 2013

Reklamer

1 kommentar

Filed under Roman

William Hjortsberg, Falling Angel (1978): En djævelsk god bog…

Paperback, Arrow Books 1980. Den fantastiske forside er malet af Stanislaw Zagorski

Paperback, Arrow Books 1980. Den fantastiske forside er malet af Stanislaw Zagorski

Da William Hjortsberg skrev Falling Angel, var det delvist som en erindringsbog, der førte ham tilbage til sin barndoms New York. Romanen foregår i 1959 og udspiller sig med andre ord i gader og på steder, som indgår i Hjortsbergs barndomsgeografi. Måske fordi byen har en så vigtig rolle i romanen, valgte Hjortsberg at skrive sin historie i Chandlers og Hammetts hårdkogte ånd. Byen bliver således set gennem den hvileløse detektivs tørt konstaterende øjne. Kriminalhistorien fik imidlertid en uventet drejning i retning af et okkult mysterium, hvor der trækkes vod i nogle af gysergenrens klassiske temaer.

Resultatet er en banebrydende genresammensmeltning, der efterfølgende har dannet skole. Hjortsbergs kobling mellem hårdkogt krimi og gys var ganske enkelt uset, før han skrev sin spændingsroman og hold fast, hvor er Falling Angel blevet en god bog.

Paperback, Arrow Books 1980

Paperback, Arrow Books 1980

Historien er bygget op omkring Harry Angel, en fordrukken privatdetektiv, der har set bedre dage. Han bliver lidt overraskende hyret af den mystiske forretningsmand Louis Cyphre til at opspore crooneren Johnny Favorite, der havde sin storhedstid før Anden Verdenskrig. Favorite burde være indlagt på et sanatorium uden for New York, men sangeren er forsvundet fra stedet, og nu skal han findes.

Sagen fører hurtigt Angel ind i et uoverskueligt net af intriger, der genren tro konstant kontrasterer samfundets korrupte top med gadens småkriminelle eksistenser. Vores uheldige detektiv kommer også vidt omkring i byen og begynder gradvist at finde spor, der peger på en eller anden form for okkult sammenhæng, der knytter sagens involverede sammen. Voodoo kommer hurtigt på bane, men samtidig har Hjortsberg også lagt så mange små hentydninger ind i teksten, at der ganske åbenlyst også er en mørkere sandhed under overfladen. En sandhed, der peger på sataniske aktiviteter blandt New Yorks jetsettere.

William Hjortsberg (født 1941)

William Hjortsberg (født 1941)

Som sagen udfoldes er der dog to spørgsmål, som bliver mere og mere presserende. Hvem er Angels arbejdsgiver egentlig, og hvorfor er denne Cyphre i virkeligheden så interesseret i at få opsporet den forsvundne sanger?

Falling Angel er skrevet med en næsten slavisk, stilistisk nøjagtighed i forhold til bogens litterære forbilleder. Med tanker på eksempelvis James Ellroys manierede og ganske trættende fortolkning af samme hårdkogte genre kunne man frygte, at Hjortsbergs roman ville være en livløs pastiche. Men her kan man blive glædeligt overrasket, fordi Falling Angel er fyldt med et nærvær, der gør den til alt andet end et plagiat. Mange har mere eller mindre talentløst kopieret Chandler et al., men Hjortsberg gør det på sin egen, overbevisende måde.

Hardcover, Harcourt Brace Jovanovich 1978, romanens 1. udg. Her med den første af Stanislaw Zagorskis fantastiske forsideillustrationer til bogen

Hardcover, Harcourt Brace Jovanovich 1978, romanens 1. udg. Her med den første af Stanislaw Zagorskis fantastiske forsideillustrationer til bogen

Hjortsberg har fat i de små detaljer (der hvor djævlen gemmer sig!) og befolker fortællingen med farverige, stille eksistenser, der fylder romanen med længsel og vemod. Falling Angel er svøbt i følelsen af savn og drømme om det, der var engang. Bogen har en stemning af at være uden for sæson; ligegyldigt om det er Coney Islands forblæste, lukkede forlystelser eller en by fyldt med mennesker, der hellere vil tale om de glade dage før krigen end der, hvor de er nu.

Stille tristesse er en rammende betegnelse for Hjortsbergs beskrivelser af Angels odysse gennem et New York af i går. Som det bør og hører sig til i genren, bliver han spillet som kastebold mellem bøller og rigmænd uden at forstå ret meget af, hvad der sker omkring ham, men uanset hvor han havner, er tonen og budskabet det samme. De gamle dage var de glade dage og sangeren Johnny Favorite et ubehageligt pust fra fortiden, som forstyrrer illusionen om fordums gyldne tider.

Indersiden af paperback-udgaven fra 1982

Indersiden af paperback-udgaven fra 1982

I sig selv kunne alt dette sådan set være grundlag for en fremragende roman, men Hjortsberg løfter det hele endnu højere ved at føje ekstremt grumme passager ind i bogen. Derved ruskes der igennem blodige intermezzoer op i den stille historie – en uheldig jazzmusiker bliver eksempelvis kvalt i sin egen afskårne penis! Kradse sager må man sige.

Det okkulte bliver også ved at stikke næsen frem, men forbliver uforklaret længe, fordi vores privatdetektiv dybest set ikke aner noget som helst om den slags. Og til sidst, da vi godt aner, hvor det hele bærer hen, lader Hjortsberg os gennemleve bogens måske ubarmhjertigste scene i New Yorks undergrund. Uden at blinke serverer han en stærk kulmination på Angels jagt, der føjer bogens mange stemninger sammen til en grum, grum helhed.

Paperback, Fawcett Popular Library 1982

Paperback, Fawcett Popular Library 1982

En af grundende til, at Fallling Angel fungerer så godt, som den gør, er, fordi Hjortsberg bruger det hårdkogte, pulpede som middel til at fortælle af noget helt andet end det, vi egentlig forventer. Først tror vi, det handler om at opspore en forsvunden sanger, så tror vi, at det handler om at optrevle et okkult selskab, og begge dele er korrekt, men i virkeligheden bogens egentlige ærinde underordnet. Det, Hjortsberg nemlig gør med sin roman, er at udforske nostalgiens og sentimentalitetens væsen.

Han bruger Angel som modus for en rejse rundt i sit eget erindringsunivers og viser os et persongalleri, der alle som en længes efter fortiden. De længes og savner, og med savnet kommer drømme om at vende tilbage til det, der var eller at genoplive det forgange. Vi møder det samme motiv igen og igen, om det så er gennem den aldrende rigmand Krusemark, der gør hvad som helst for at holde sig ung, eller Johnny Favorite, der opsøger okkulte hemmeligheder i håbet om uforanderlighed. Væsentligst er imidlertid Angel selv, der konstant tænker tilbage på sit tidlige liv og møder en mur af tomhed. Hvem var jeg og hvem er jeg nu, spørger han implicit sig selv, mens han ramler gennem et mindernes New York.

Paperback, Warner Books 1986

Paperback, Warner Books 1986

Jeg vil på ingen måde kalde Falling Angel en horrorroman. Ikke desto mindre har den litterære hamskifter Hjortsberg lånt horrorgenrens fjer og udstyret sin fortælling med så meget dyster kant, at han skabte noget unikt. Falling Angel er ganske enkelt et mesterværk, der skjuler subtil følsomhed under en hårdkogt, pulpet facade. Intet i romanen er, hvad det giver sig ud for at være, og det samme gælder selve teksten. Men uanset hvordan man vender og drejer teksten, er der tale om en helt og aldeles fremragende bog.

Paperback, St. Martin's Paperbacks 1996

Paperback, St. Martin’s Paperbacks 1996

Paperback, Millipede Press 2006

Paperback, Millipede Press 2006

Paperback, No Exit Press 2006

Paperback, No Exit Press 2006

Paperback, Open Road Media 2012

Paperback, Open Road Media 2012

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Dennis Wheatley, Strange Conflict (1941): Voodoo, nazister og okkult ballade

…’No,’ the Duke reassured her, ’but it has fallen to us to break a lance against Hitler on the astral.’ (Arrow, s. 43).

Mens tyskernes bomber faldt over London, skrev og udsendte Dennis Wheatley sin okkulte spændingsroman Strange Conflict. En roman der udspiller sig i 1940 og påny samler Wheatleys tilbagevende helt Duc de Richleau og hans venner til dåd. Denne gang bliver kammeraterne indkaldt til krigstjeneste af den engelske flåde.

Paperback, Arrow Books 1975

Paperback, Arrow Books 1975

Flåden plages af en mystisk informationslækage. Tyske ubåde er i stand til at angribe de engelske forsyningslinjer i Nordsøen til trods for, at skibenes ruter er strengt fortrolige og kun kendes af to admiraler. De engelske ministre aner ikke deres levende råd, og de har brug for en udefra kommende, der måske kan løse problemet uden at vække for megen opmærksomhed. Her kommer Duc de Richleau ind i billedet, og det tager ham da heller ikke mange minutter at regne sagens rette sammenhæng ud.

Duc mener nemlig, at tyskerne må benytte sig af okkulte agenter på det astrale plan, der kan udspionere de engelske admiraler og på den led stjæle fortrolige oplysninger. Ducs diplomatkontakt har naturligvis svært ved at tro på den forklaring, men her kaster Duc (Wheatley) sig ud i en ganske lang redegørelse, der skal dokumentere nazisternes tilknytning til okkulte og sataniske kræfter. Duc sætter trumf på sit argument, da han selv udfører et magisk ritual for diplomaten og hidkalder sine venner med magi.

Paperback, Arrow Books 1975

Paperback, Arrow Books 1975

På den led beviser han det overnaturliges eksistens, og det bliver optakten til et hæsblæsende opgør, der begynder i London og slutter i Port-au-Prince i Haiti. For Duc de Richleau har naturligvis ret. Nazisterne benytter sig nemlig af en satanisk magiker og voodoopræst, der fra Haiti udspionerer englænderne via sit astrale legeme.

Da vores hovedpersoner først har fået sporet satanisten til Haiti, skifter historien imidlertid spor, og jægerne bliver de jagede. Hvad Duc og vennerne nemlig ikke ved, er, at voodoopræsten, de forfølger, er ganske klar over, at de jagter ham. Han er således mere end forberedt på deres ankomst i Port-au-Prince. Duc og de andre kommer derfor for alvor i livsfare – måske også mere end man har oplevet det på noget tidspunkt i deres tidligere eventyr.

Hardcover, engelsk bogklubudg. 1942

Hardcover, engelsk bogklubudg. 1942

Strange Conflict er naturligvis en omgang forvrøvlet pjank. Ikke desto mindre er den skrevet relativt tidligt i Wheatleys karriere – på et tidspunkt hvor han stadig fremstår som en tilnærmelsesvis frisk spændingsforfatter, der ikke tynges af den forstenede konservatisme, der plager hans senere værker.

Trods eventyrets høje tempo slipper man ikke helt for Wheatleys sædvanlige, lange moralprædikerne, men de er heldigvis trukket noget i baggrunden. I stedet er det den moralske krigsoprustning, der optager Wheatley. Bogen er dermed fyldt med kommentarer til den aktuelle krigssituation. Og der spares ikke på krudtet, når Nazisterne, navnlig Hitler selv, skal dæmoniseres, hvilket frembringer det ene hysterisk morsomme postulat om nazisterne efter det andet. Det er eksempelvis en grundlæggende præmis for bogen, at nazismen er et skalkeskjul for Djævlens agenter – et argument Wheatley opdyrker videre og bruger om kommunismen i senere bøger.

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

Til det kan man så føje de harske udfald mod franskmændene, der mere eller mindre direkte bliver betegnet som forrædere, der har svigtet den europæiske sag og så de for Wheatley sædvanlige racistiske bemærkninger. Bemærkninger der naturligvis får frit løb, da Duc og vennerne er ankommet i Haiti og møder den lokale befolkning. Køn læsning er det ikke og ej heller flatterende for Wheatleys menneskesyn. Ikke desto mindre er den ublu, fornærmende, absolut ikke-politiske korrekthed underholdende, fordi den er så provokerende i dag.

Med al sin ufrivillige underholdningsværdi er Wheatleys tekst morsom læsning, men den er også interessant på et andet niveau, fordi den bliver en form for flaskepost fra Anden Verdenskrig. Vi er så vante til at læse og se ting, der behandler krigen retrospektivt, men her er der en roman, der faktisk er skrevet og udspiller sig tidligt i krigen. Vi får derved Wheatleys indtryk fra en konflikt, hvis udfald ingen kender på dette tidspunkt.

Hardcover, Hutchinson &  Lymington 1952

Hardcover, Hutchinson & Lymington 1952

Jøde-spørgsmål optræder eksempelvis slet ikke i bogen, og russerne bliver omtalt i en for den senere Wheatley overraskende positiv facon. Det er nazisternes behandling af den polske civilbefolkning, der bliver brugt til at illustrere tyskernes ubarmhjertighed, og det fremgår tydeligvis, at krigen forventes overstået relativt hurtigt. Her er det også tankevækkende at læse, hvordan Wheatley ser englænderne som Europas sande beskyttere. Som bolværket mod de sataniske horder. Et ekko fra den hastigt falmende drøm om England som verdensmagt. Som et af de mange udfald af imperiale vrangforestillinger lyder:

’As long as Britain stands the Powers of Darkness cannot prevail. On Earth the Aglo-Saxon race is the last Guardians of the Light, and I have an unshakeable conviction that, come what may, our island will prove the Bulwark of the World.’ (s. 320).

Paperback, Arrow Books 1959

Paperback, Arrow Books 1959

Romanen bruger også meget plads på at udfolde Wheatleys metafysiske forestillinger om astrallegemer og sjæleforståelse. De langhårede passager er hverken specielt velformulerede eller gennemtænkte, men interessante fordi de argumenterer for en panteistisk kosmologi, der tilmed låner ikke så lidt fra buddhismen. Senere gik Wheatley væk fra den slags og skrev ud fra et entydigt kristent standpunkt. Det gør han imidlertid ikke i Strange Conflict, og scenerne, der udspiller sig på det astrale plan, er faktisk ganske spændende. Navnlig den første konfrontation med den sataniske voodoopræst er fascinerende læsning, fordi den har et syret, fabulerende element over sig, som jeg ikke tror, man finder andre steder i forfatterskabet.

Strange Conflict er en af Dennis Wheatleys mere sympatiske bøger. Koblingen mellem voodoo, satanisme og nazisme er så skør og pulpet, at det næsten ikke kan gå galt, hvis vi taler underholdningsværdi og gør det da heller ikke. Romanen er en veldrejet globetrotter af en spændingsroman. Den er også et stykke krigspropaganda, der havde til formål at styrke den engelske moral, og det er faktisk som krigskommentar, at den er mest interessant i dag.

Hardcover, Hutchinson &  Lymington 1966

Hardcover, Hutchinson & Lymington 1966

Paperback, Arrow Books 1969

Paperback, Arrow Books 1969

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1981

Paperback, Arrow Books 1981

Paperback, Mandarin 1991

Paperback, Mandarin 1991

Jeg over dette charmerende billede. Mutti får en lur efter lidt læsning i Strange Conflict anno 1966:

Mor får en lur efter Wheatley-læsning. Foto 1966

Mor får en lur efter Wheatley-læsning. Foto 1966

3 kommentarer

Filed under Roman

To fantastiske forsider: The Arrow Book of Horror Stories

Paperback, Arrow Books 1965

Paperback, Arrow Books 1965

Arrow Books’ to opsamlinger fra 1965, er et par antologier, jeg sætter rigtig stor pris på. Se først og fremmest forsiderne. Jeg elsker det afdæmpede grønne, der ulmer af mystik og gru. På første bogs omslag springer et sært øje og groteske hugtænder frem og giver for alvor form til gyset. Anden bogs forside er på en gang mere konkret og mere underspillet. En monstrøs hånd i et vagt spøgelsesagtigt modlys griber efter en daggert.  Noget grufuldt har fundet sted – ingen tvivl om det, men hvad? Ren benzin til fantasien.

Bøgernes indhold er mindst lige så fantastisk som forsiderne. Med navne som Poe, Lovecraft, Stoker, de Mautpassant, Bloch og Bradbury har antologierne en hengemt stemning af gys fra en svunden tid. En verden af i går. Uberørt af genrens efterfølgende genopblomstring i slutningen af 60’erne er bøgerne samlinger af de bedste, mest velformulerede klassiske gys, man kan tænke sig.

Paperback, Arrow Books 1965

Paperback, Arrow Books 1965

På overfladen er det små dydige små skrækfortællinger, men de rummer så meget mere, når man først dykker ned under sprogets afmålte elegance. Ikke at historierne er decideret skræmmende i dag, men for pokker hvor har de meget sjæl. Selv når antologier af den slags bliver udgivet i dag, fanger de ikke rigtigt længere den stemning af oplagret gru, som findes i de to bøger her. Uendelig smuk og fedt.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Dennis Wheatley, The Haunting of Toby Jugg (1948): Wheatley på godt og ondt

  

Paperback, Arrow Books 1961. En rigtig fin forside malet af Sheldon

Paperback, Arrow Books 1961. En rigtig fin forside malet af Sheldon

Jeg har det vanskeligt med Dennis Wheatleys romaner. De er stort set alle som en skrevet på en tung, kluntet facon og fyldt med bedrevidende, reaktionære kommentarer til samtidens politik, religion, kønsroller og ungdomskultur. Historierne flyder sjældent let, og som regel må Wheatley ty til en eller anden form for deus ex machina for at få sine gæve hovedpersoner sikkert gennem skærene. Omvendt er det præcis den ubehjælpelige facon og de absurde, moraliserende indslag, der gør romanerne moderat underholdende. Og her skal det understreges, at der kun er tale om moderat underholdende bøger, for de er hverken vellykket horror, thriller eller pulp.

Kan ske The Devil Rides Out (1934) er en klassiker, men den er absolut også den bedste såkaldte ”black magic story”, som Wheatley skrev. Resten af hans sataniske gysere er tyndbenet pulp, der redder sig igennem på fladpandet charme og stedvist ganske kreative, diabolske optrin. Et stort problem for Wheatley er i virkeligheden, at han ikke formår at finde nye måder at bruge satanismen og den sorte magi. En af forklaringerne er formentlig, at okkultismen ikke er ren underholdning for Wheatley. Han troede selv på djævlen og al hans væsen og så romanerne som en måde at advare sine læsere om satanismens mange ansigter. Det binder naturligvis historierne kreativt og tematisk til en eller anden form for jordnær realitet, og bøgerne bliver på den led variationer og gentagelser over ting, som allerede lå i The Devil Rides Out.

Paperback, Arrow Books 1961

Paperback, Arrow Books 1961

The Haunting of Toby Jugg er ingen undtagelse. Romanen har imidlertid det forfriskende, og for Wheatley ganske atypiske, at hovedpersonen ikke (umiddelbart) er nogen super-mand af James Bondsk kaliber. Det er jo ellers den type mand, vi møder i Wheatleys romaner. Sådan er det bare ikke her. Bogen, der udspiller sig i 1942, handler nemlig om den unge jægerpilot Toby Jugg, der er blevet skudt ned under en ildkamp med tyskerne. Han overlevede styrtet, men har mistet førligheden i sine ben og sidder derfor i kørestol. Toby er med andre ord handicappet, men det er sådan set også den eneste ulempe, man kan tilskrive den unge mand. Jugg er nemlig ud af en af Englands rigeste industrifamilier, han er flot (de andre soldater kaldte ham ”The Viking” på grund af størrelsen, det rødblonde hår og de blå øjne!), lynende intelligent og generelt snarrådig. Det skal nok også nævnes, at unge Toby Jugg på tragisk vis blev forældreløs tidligt i barndommen, og han står nu til at arve slægtens ustyrlige rigdomme, når han bliver 21.

Efter sit styrt er Toby, ganske gotisk, blevet flyttet til en gammel, familieejet borg i Wales, hvor han bliver passet af Helmuth Lisicky – familiens tjekkiske privatlærer. Da vi træder ind i historien, er unge Jugg kommet i vanskeligheder. Han er blevet overbevist om, at han hjemsøges af en frygtelig skabning i form af noget der måske er et spøgelse, måske en dæmon. I månelyset ser han hver nat, hvordan denne skabning sniger sig omkring ved vinduet, og det lader til, at den bliver mere modig for hver nat, der går. Helmuth tror ikke på Toby, og problemet er nu, om Toby rent faktisk ser dette væsen eller om han måske er ved at blive skør?

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

For at klare tankerne begynder han at skrive sine oplevelser ned i en dagbog, og det er gennem denne dagbog, vi følger stakkels Toby Juggs lidelser. Problemer vokser hurtigt for den unge mand, for ikke ret langt inde i romanen går det op for ham, at den ellers trofaste Helmuth har egne planer – sandsynligvis for at tilrane sig formynderskabet over Jugg-formuen. Måden, han vil gøre dette, er ved at samle beviser på, at Toby er ved at gå fra forstanden. En ganske diabolsk plan som kun en satanist kan udtænke den. Man skal da heller ikke være ret velbevandret i Wheatleys forfatterskab for at lugte, at Helmuth er en af hans klassiske skurke.

The Haunting of Toby Jugg finder sine kvaliteter i det faktum, at hovedpersonen er en fange, der ikke kan undslippe ved egen hjælp. For at komme ud af kløerne på den lede djævledyrker, der holder ham indespærret, må Toby bruge alt, hvad han har lært og mere til. Wheatley spiller her først og fremmest et velkendt kort fra forfatterskabet og lader Toby finde en bog om hypnotisme. Den bliver et farligt våben i hændende på Jugg, der inde ved militæret fik at vide, at han har ”hypnotiske øjne”. Og naturligvis er Jugg en mesterlig hypnotisør. Det går ud over de forskellige oppassere, der hjælper Helmuth med at holde styr på fangen. Desværre er Helmuth en dreven modstander, der gang på gang matcher Juggs forsøg ud i det okkulte. Der er kun en flanke, som onde Helmuth ikke formår at dække, og det er kærlighedens. Jugg får et godt øje til sin sygeplejerske og vice versa; og mon ikke ungdommelig forelskelse kan trumfe den gamle haltefandens tricks?

Hardcover, Hutchinson 1948. Romanens 1. udgave. En rigtig fin forside af Frank C. Papé

Hardcover, Hutchinson 1948. Romanens 1. udgave. En rigtig fin forside af Frank C. Papé

Var Dennis Wheatley en bedre forfatter, kunne han måske have fået mere ud af The Haunting of Toby Jugg end han gør, for desværre ender romanen med at blive ganske mekanisk. Det er et tilbagevendende problem for Wheatley, der generelt har svært ved at holde sammen på sine historier og fastholde den intensitet, som genren vel egentlig foreskriver.

Og nu vi er ved det, gør bogens epistolærstil ikke ligefrem, at Wheatleys evindelige politiske betragtninger fylder mindre. Faktisk skriver unge Jugg stolpe op og stolpe ned om engelske skattelovgivning, fagforeningernes svøbe, kommer med kradse antisemitiske betragtninger, flere racistiske bemærkninger og generelt ultrakonservative holdninger, som vi kender dem fra Dennis Wheatley. Romanens argument er skam også, som altid i hans fortællinger om sort magi, at kommunismen er satans politiske manifestation. Venstrefløjen er Djævlens værktøj, og det skalkeskjul Fanden bruger for at kunne indtage sin plads som denne verdens hersker. Det kammer selvfølgelig løbende over for Wheatley, når han fortaber sig i de politiske tirader. Men det er jo nok også her, midt i absurditeterne, at man som læser føler sig bedst underholdt, for det er vel altid sjovt at høre, når nogen vælter ud med uhyrlige påstande uden nogen jordforbindelse.

Paperback, Arrow Books 1959. Glen Steward står for den fede, men måske i forhold til handlingen lidt problematiske forside.

Paperback, Arrow Books 1959. Glen Steward står for den fede, men måske i forhold til handlingen lidt problematiske forside.

Som horrorroman har The Haunting of Toby Jugg ikke meget at byde på og i virkeligheden nok en del mindre end flere af Wheatleys andre romaner. Det skyldes formentlig det relativt begrænsede univers, som fortællingen udspiller sig i. Historien suppleres med nogle oplevelser fra Tobys barndom, som han tænker tilbage på, men dybest set forbliver vi på fanges værelse romanen igennem. Det kræver sin forfatter at få det til at lykkes, og Wheatley mestrer ikke opgaven. Men det største problem kommer i virkeligheden helt til sidst, da Wheatley skal runde romanen af. Naturligvis skal vi som altid trækkes med til en sort messe, men hvordan kan en lam, ubevæbnet mand forsvare sig mod horder af satanister og dæmoner? Et godt spørgsmål og Wheatleys løsning er en tam, vandet omgang, præcis som resten af bogen.

Hardcover, Lymington 1961. Forside af ukendt tegner

Hardcover, Lymington 1961. Forside af ukendt tegner

Paperback, Arrow Books 1966. Ukendt tegner

Paperback, Arrow Books 1966. Ukendt tegner

Paperback, Arrow Books 1969

Paperback, Arrow Books 1969

 

Paperback, Ballantine Books 1974

Paperback, Ballantine Books 1974

Paperback, Arrow Books 1974

Paperback, Arrow Books 1974

Paperback, Arrow Books 1974, 2. udg.

Paperback, Arrow Books 1974, 2. udg.

Paperback, Mass Market Paperback 1982

Paperback, Mass Market Paperback 1982

Paperback, Mandarin Books 1991

Paperback, Mandarin Books 1991

Paperback, Wordsworth Editions 2007

Paperback, Wordsworth Editions 2007

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman