Tag Archives: Arthur Machen

Julia Briggs, Night Visitors. The Rise and Fall of the English Ghost Story (1977): Akademisk blåstempling

Hardcover, Faber 1977

Hardcover, Faber 1977

Som jeg har skrevet et par gange her på bloggen, så arbejder jeg for tiden på en bog om skrækfiktion. Det arbejde har givet mig anledning til at genlæse Julia Briggs’ fagbog Night Visitors fra 1977. Faktisk er det tredje gang, jeg læser den, fordi der er så meget stof i bogen, som er værd at genbesøge og genoverveje. Julia Briggs har da også utvivlsomt skabt en klassiker med sin bog, der må regnes som en af de første nyere, akademiske analyser af skrækfortællingen, som ikke udspringer fra fankredse. Ikke alene står Briggs dermed på delvist ukendt terræn i bogen, hun kæmper også op imod et væld af gamle, ubegrundede antagelser såvel som akademiske fordomme i forhold til stoffet. Tiden har imidlertid arbejdet for Briggs, hvis bog kun er blevet mere relevant, som årene er gået, fordi hun pludselig blev et af udgangspunkterne for en gren af litteraturvidenskaben, der tog ”gyserne” alvorlige som validt litterært udtryk.

I bogen gennemgås den engelske spøgelsesfortælling fra 1800-tallets slutning, med særlig fokus på Dickens, og frem til Walter de la Mare i 1950’erne. De mellemliggende kapitler er alle centreret omkring en eller to væsentlige forfattere, der bliver indgående diskuteret og analyseret. Udvalget af forfattere, der stort set tæller alle de velkendte, engelske skikkelser med undtagelse af Bram Stoker, som kun behandles perifært, er ikke synderligt overraskende, og Briggs’ tilgang til stoffet er da også ganske klassisk. Det gør Night Visitors til komfortabel læsning, fordi stoffet, hun lægger frem og diskuterer, er velkendt. Dermed bliver det også let at komme i dybden med teksterne, fordi vi ikke først behøver forstå, hvad det er for historier, hun skriver om.

Hardcover, Faber 1977

Hardcover, Faber 1977

Bogens genredefinition er derimod værd at snakke mere om. Den fulde titel lyder Night Visitors. The Rise and Fall of the English Ghost Story, og dermed har Briggs allerede fastlagt to ting; hun skriver om engelske forfattere – Henry James medregnet – og bogen skildrer en genres fremvækst og fald. Hun bruger termen ”ghost story”, altså ”spøgelsesfortælling”, om sit emne, men læser man hendes definition, står det klart, at betegnelsen dækker alle former for gys, der på en eller anden måde rummer noget overnaturligt.

Det kan synes upræcist eller forkert, for eksempelvis varulve har vel ikke noget med spøgelser at gøre? Men faktisk ligger der en væsentlig reference i titlen. Det var nemlig først i slutningen af mellemkrigsårene, at betegnelsen ”horror” begyndte at blive almindeligt brugt som paraply-term for alle typer skrækfiktion. Før var betegnelsen ”spøgelseshistorie” den almindelige, og vi ser faktisk det samme herhjemme, hvor en stor del af de ældre antologier refererer til spøgelser i titlen, selvom langtfra alle novellerne handler om gengangere.

Charles Dickens (7. februar 1812 – 9. juni 1870)

Charles Dickens (7. februar 1812 – 9. juni 1870)

Ved at tale om den engelske spøgelsesfortælling signalerer Briggs med andre ord, at hun ikke bare er optaget af fiktionen som sådan, men at hun er optaget af den som et historisk produkt, der ikke skal sidestilles med den ”horror”, som er fulgt efter. Fiktion hun i øvrigt antyder, efter hendes mening ikke har mange kvaliteter.

Der er da også god grund til at se bogens omtrent 50 år med engelske spøgelseshistorier, for nu at blive i terminologien, som noget særligt. Mens tyskerne i 1800-tallets anden halvdel udviklede en sentimental, længselsfuld litteratur, der sværmede for fortidens skønhed, og franskmændene borede sig ned i en dekadent fejring af det morbide, vendte man sig i Storbritannien mod spiritistiske fantasier. Spøgelsesfortællingen, som vi kender den i dag, blev dermed utvivlsomt destilleret i England, og takket være den folkekære og ekstremt toneangivne Charles Dickens’ smag for præcis den genre, formåede spøgelseshistorien at blive en del af den acceptable, litterære palet.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Forbløffende mange anerkendte forfattere, der normalt slet ikke identificeres med gys, har nemlig efter Dickens forsøgt sig med en eller flere spøgelseshistorier, og hver gang har de bidraget til at bekræfte opfattelsen af genren som noget litterært acceptabelt. Det er ganske unikt, og selvom den engelske begejstring for spøgelseshistorien har haft en grad af afsmitning på omverden, genfinder man ikke den samme agtelse uden for Storbritannien. Dog har man i USA en snært af dette, takket være urfædre i den amerikanske litteratur som Washington Irving og Poe. Præcis den store, engelske respekt for genren fornemmes da også tydeligt i Julia Briggs’ bog, der skriver sine analyser med stor veneration.

Mere bemærkelsesværdig end terminologien er det imidlertid, at Briggs vælger at fortælle sin bog ud fra en model, der taler om storhed og fald. Hun skriver med andre ord om en fremvækst, en guldalder og en hensygnen af spøgelsesfortællingen, hvilket naturligvis bør få alarmklokkerne til at ringe, for den slags forestillinger er altid udtryk for en iscenesættelse af helt bestemte tolkninger eller præferencer. For Briggs handler historien da også i høj grad om at vise, hvordan Dickens samler de tidlige tendenser og skaber spøgelseshistorien som moderne litterært udtryk. Denne fakkel gives så videre til Dickens discipel M. R. James, som raffinerer formen til perfektion. Alt efter James er således enten imitation eller forringelser af formen.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Formelt har Briggs her fuldstændig ret. Dickens er uden tvivl den, der skaber skabelonen for spøgelsesfortællingen, og det er ligeledes fuldstændig rigtigt, at James fortsætter, hvor Dickens slap. James skaber således en række noveller, der i dag står som arketyperne for det, vi normalt forstår som en spøgelseshistorie. Der, hvor jeg er uenig med Briggs, er i hendes primære fokus på struktur frem for indhold.

At M. R. James eksempelvis skal krones som spøgelsesfortællingernes mester, er ganske problematisk, fordi han i en sådan grad har sat sine noveller på formel, at de allerede efter hans første novellesamling Ghost Stories of an Antiquary (1904) gentager sig selv til hudløshed. Langt mere spraglede forfattere som Arthur Machen, Algernon Blackwood og Walter de la Mare byder her ind med egentlige litterære bud på spøgelsesfortællingen, som både sprogligt og tematisk til enhver tid kan gøre M. R. James rangen stridig. I hvert fald så længe vi ikke taler konceptuel klarhed, for der er James uden tvivl den stærkeste.

Walter John de la Mare(25. april 1873 – 22. juni 1956)

Walter John de la Mare(25. april 1873 – 22. juni 1956)

Julia Briggs’ bog er som sagt fra ’77, og der er sket og skrevet meget siden. På nogle punkter er den dermed også blevet forældet, ikke mindst efter en mand som Peter Mashalls arbejde, der dokumenterer, at spøgelsestroen i moderne forstand vokser frem som resultat af 1500-tallets religiøse omvæltninger. Præcis det metafysiske har ikke nogen stor rolle hos Briggs, som dermed til tider får en lidt enstrenget, psykoanalytisk tilgang til novellerne og forfatterne.

Ikke desto mindre er Night Visitors en væsentlig bog, som fortsat er værd at trække frem, fordi Briggs var en af dem, der har været med til at bygge bro mellem genrelitteraturen og den seriøse litteraturkritik. Den slags broer kan vi ikke få nok af, fordi det er sikkert og vist, at vedvarende samtaler om bøger, der ikke rækker ud over begejstrede fankredse, kun alt for hurtigt fører til triviel nørdsnak. En bog som Night Visitiors åbner med andre ord horisonten og peger på både dybden og meningerne bag de klassiske noveller, som vi alle elsker så højt. Briggs er derfor også en form for forbillede, i hvert fald for mig, fordi hun hiver gyset ind i et intellektuelt samtalerum og viser, hvor uendelig meget rigere litteraturen bliver, når den behandles kritisk, seriøst og som andet end filmatiserbar underholdning.

1 kommentar

Filed under Nonfiktion

S. T. Joshi, The Weird Tale (1990): På jagt efter den sære fortælling

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsiden er skabt af Ed Lindlof

S. T. Joshi var allerede i slutningen af 80’erne på vej til at blive det største navn indenfor den akademiske udforskning H. P. Lovecrafts liv og forfatterskab, og den produktive herre har tilmed løbende arbejdede på at udvide sit forskningsfelt. Det resulterede blandt andet tidligt i bogen The Weird Tale fra 1990. Bogen er baseret på en række reviderede artikler, der tilsammen forsøger at afdække grænserne for den særlige genre, som Joshi kalder ”The weird tale”. Begrebet lader sig måske oversætte på dansk til ”den sære fortælling”, men jeg bruger alligevel termen weird tale her, fordi vi faktisk ikke har nogen sproglig konvention for dette. For at forstå, hvorfor det skulle være spændende, at forfølge disse weird tales – der i øvrigt ikke har noget med magasinet af samme navn at gøre – endsige, hvad end weird tale i det hele taget er, må man gå tilbage til Lovecraft, for det er hos ham, idéen opstår.

Lovecraft var stærkt optaget af tekster, der momentant var i stand til at åbne læserens horisont og skabe forståelsesmæssige visioner, der kunne virke så utrolige eller sønderknusende, at man savner ord til at beskrive disse flygtige øjeblikke. Lovecraft selv introducerede det såkaldte kosmiske perspektiv i sin egen fiktion, der netop jager efter dette øjeblik. Et perspektiv, der beskriver en verden, hvor mennesket absolut ingen rolle spiller. Den kulde og følelse af meningsløshed dette udløser er ekstremt ubehagelig, fordi det tilsyneladende reducerer vores gøren og laden, endsige vores eksistens til noget aldeles ligegyldigt. Det kosmiske gør mennesket til en lille mikrobe i et gigantisk univers, og præcis dette enorme perspektiv kan siges momentant at udløse den ”weird”-følelse, vi her taler om. At Lovecraft også bruger dette perspektiv indadtil som eksistentialistisk projekt til forsvar for kunst og kultur, er en anden sag.

Paperback, University of Texas Press 1990

Paperback, University of Texas Press 1990

Lovecrafts kosmiske perspektiv er imidlertid kun én vej ind i dette weird-moment i litteraturen, og i sit essay Supernatural Horror in Literature trækker han trådene fra de gotiske klassikere og op til vennen Clark Ashton Smith i sin søgen på steder, hvor momentet eller følelsen kan påvises. Lovecraft argumenterer med andre ord for, at der findes en særlig lille gruppe forfattere eller tekster, der kan grupperes på grund af deres virkning på læseren; altså ikke grupperet som genre, men grupperet på grund af deres effekt. Det er et ekstremt fascinerende og provokerende udsagn fra Lovecrafts side, fordi han selv har svært ved at indfange, hvad han egentlig mener, men fordi han samtidig – på et intuitivt niveau – har helt ret.

Her når vi så tilbage til S. T. Joshi og bogen The Weird Tale, for Joshi samler nemlig tråden op fra Lovecraft. I sin analyse tager Joshi udgangspunkt i en række hovednedslag i Lovecrafts essay om horror, og undersøger, hvad det er, der kan siges at udløse denne ”weird”-erfaring hos læseren. Det arbejde er der kommet en række ganske, ganske eftertænksomme kapitler ud af, som jeg stærkt kan anbefale alle, der gerne vil grave sig dybere ned i skrækfiktionens virkemidler.

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Joshi behandler følgende forfattere i sin bog: Arthur Machen, Lord Dunsany, Algernon Blackwood, M. R. James, Ambrose Bierce og Lovecraft. Ikke alle får lige lange kapitler, og bogens ubetingede hovedemne er naturligvis Lovecraft, der både har sit eget afsnit og løbende diskuteres i de øvrige. Som det også fremgår af listen, er det meget forskellige typer fiktion, der er repræsenteret i Joshis udvalg, hvilket faktisk fungerer forbløffende godt, fordi det giver ham lejlighed til at afsøge meget forskelligartede virkemidler.

Hos mesterlige Algernon Blackwood og Arthur Machen er det eksempelvis i den besjælede, fornuftsstridige naturoplevelse, at dette weird-moment opdages, mens det hos Lord Dunsany ligger i selve den betagende, sproglige kraft, hvormed han skaber sine fantastiske(fantasy)-universer. Her er der med andre ord tale om et tab af tid og sted, ikke gru, fordi ordnes fylde bliver en form for retorisk hypnose af læseren.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det skal imidlertid understreges, at Joshis bog er en undersøgelse, og det eksplorative går dermed som en rød tråd gennem kapitlerne. Vi får således ikke på forhånd at vide, om alle de nævnte forfattere rent faktisk har et weird-element, og som vi kommer frem gennem kapitlerne, står det da også klart, at man kun kan finde det stedvist i alle forfatterskaberne. Faktisk ender Joshi ud med helt at afvise M. R. James som ”weird”-forfatter, hvilket virker ganske rimeligt taget hans stive, formulariske noveller i betragtning.

Men hvad er så ”weird”? Hvornår er det det ene og hvornår er det det andet? For Joshi er det altafgørende, at forfatterskaber er baseret på et konsistent filosofisk verdenssyn. Dette verdenssyn skal forholde sig til menneskets væren og mennesket i forhold til en metafysisk dimension. Enten afvisende, som hos Lovecraft og Bierce, eller åbenlyst dyrkende, som hos Machen, Blackwood og Dunsany. Ud fra dette grundlag bliver det imidlertid også svært for Joshi at nå frem til nagelfaste definitioner. Begrebet kan i hvert fald ikke sættes på nogen formel og ender dermed også i sidste ende at ligge en ganske subjektiv vurdering nær. På den led strander han også præcis der, hvor Lovecraft også strandede i sit horroressay.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Joshi kommer med andre til kort, når han skal indsnævre, hvor denne weird-oplevelse præcis dannes og ud fra hvilke virkemidler, det sker. I sin indledning skriver Joshi, at han ikke interesserer sig synderligt for litterær teori, men måske kunne han faktisk hente noget ved mere aktivt at inddrage andres overvejelser i stedet for, en smule arrogant, at afskrive teori som unødvendig. For mig at se er det eksempelvis igennem fænomenologien, at vi kan nærme os en forståelse af de ting, som Joshi og Lovecraft diskuterer, men savner redskaber til helt at gribe. Nuvel, det er en anden snak, som jeg kan vende tilbage til en anden gang.

Det er afgjort en intellektuel svaghed ved bogen, at det ikke lykkes for Joshi at indkapsle sit begreb tydeligt, men sandt at sige er det af mindre betydning, fordi jeg i langt højere grad ser hans arbejde som et forsøg på et vise, hvordan filosofi og poesi kan forenes forbløffende potent i fiktion, der bevidst dyrker urealisme. Han demonstrerer med andre ord kvaliteten ved at suspendere fornuften og lade sig forføre af verdenssyn, der får omgivelserne til at se aldeles anderledes ud. Det budskab, tror jeg ikke, vi kan få gentaget ofte nok.

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

På et mere praktisk plan må jeg så også understrege, at Joshi er et særdeles underholdende bekendtskab. Hans stil er præcis, men snakkende, og han er ekstremt krigerisk. Andre forskere, både amatører (for dem er der en del af, i dette felt) og professionelle, bliver haglet igennem og næsten – men også kun næsten – hånet.

Det gør bogen flabet, og den slags er jo altid sjovt, især når det også bakkes op af solide overvejelser. Man kan måske ikke kalde The Weird Tale for en ubetinget succes, fordi bogen faktisk aldrig lykkes med sin opgave, men Joshi leverer ikke desto mindre et stykke førsteklasses genreanalyse, som viser, hvor meget man kan hente ud af genrefiktionen, hvis man gider stikke næsen ned mellem linjerne.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Bogbekendtskaber: Jonas Wilmann

Som et nyt tiltag her på bloggen har jeg spurgt en række forskellige spændende folk fra vores lille genremiljø herhjemme, om de ikke kunne være interesseret i at fortælle lidt om en bog eller forfatter, der betyder særlig meget for dem. Jeg tænker, at det skal være en lille serie, og heldigvis har jeg fået alle de spurgte med på idéen. I den kommende tid vil der derfor drypvis dukke andre stemmer op på bloggen.

Tanken bag serien udspringer af, at den måde vi behandler og skriver om litteratur på nettet meget ofte handler om kvalitative bedømmelser eller analyser. Det er sjældent, at der bliver plads til de mere uforbeholdne fortællinger om vores oplevelser med eller forhold til værkerne. Det er på en måde synd, fordi begejstring er smittende, og derfor vil denne lille serie måske kunne bidrage til nogle lidt andre læseoplevelser, end dem vi sædvanligvis finder på de forskellige blogs og hjemmesider. Det håber jeg i hvert fald.    

Serien åbner med den flittige forfatter Jonas Wilmann, der netop nu er aktuel med den roste Frygt Filerne 2. Jonas Wilmann er, for mig at se, blandt den lille gruppe af interessante genreforfattere, vi har herhjemme for tiden. Hans tekster provokerer og udfordrer, og det sætter jeg i den grad pris på. Jeg er derfor også rigtig glad for, at han har valgt at takke ja til at skrive om en forfatter, der har betydet noget for ham. Uden mere snak, vil jeg derfor give ordet til hr. Wilmann.

 

Ingen skriver så smukt som Arthur Machen

 “Edward Darnell awoke from a dream of an ancient wood, and of a clear well rising into grey film and vapour beneath a misty, glimmering heat …”

-Arthur Machen, A fragment of life

For et par år siden bestilte jeg ”The Best Ghost Stories of Algernon Blackwood” på Amazon.co.uk – et sted jeg (desværre, bør man nok indskyde) køber flere og flere af mine bøger, simpelthen fordi de i de fysiske boghandlere sjældent har det, jeg skal bruge.

Da postbuddet en uge efter troppede op ved min dør med en bogpakke på størrelse med to mursten stablet oven på hinanden, undrede jeg mig lidt – for den bestilte bog var en paperback på et par få hundrede sider.

Jeg flåede indpakningen af og fandt ikke det bestilte, men noget langt bedre; Blackwood-samlingen var i restordre, så de havde i stedet sendt mig en massiv antologi, der kom omkring det bedste af det bedste gotiske horror, og som tillige inkluderede fire historier af Blackwood. Titlen var … ”Hamlyn’s: The Best Ghost Stories”.

Jonas Wilmann (født 1979)

Jonas Wilmann (født 1979)

Jeg skannede indholdsfortegnelsen og opdagede, at bogen indeholdt flere titler, jeg havde på ønskelisten, bl.a. Arthur Machens (1863-1947) ”The Great God Pan”, som jeg havde hørt gode ting om, samt to af hans andre noveller, ”The Novel of the White Powder” og ”The Novel of the Black Seal”.

Dette var mit første møde med Arthur Machen, en forfatter som er kommet til at betyde utroligt meget for mig siden.

De tre noveller i antologien (langnovelle i tilfældet ”The Great God Pan”) er Machen, når han er mest gysende og repræsenterer samtidig den del af forfatterskabet, der har inspireret H.P. Lovecrafts verden mest.

”The Novel of the White Powder” og “The Novel of the Black Seal” er taget fra Machens roman – eller ’noveller i rammehistorie’ er nok mere passende – “The Three Impostors”, hvori det beskrives, hvordan der under det moderne, urbane liv lurer fordums ondskab: romerske ritualer, afgudsdyrkelse og heksesabbat.

Arthur Machen (3. marts 1863 – 15. december 1947)

Arthur Machen (3. marts 1863 – 15. december 1947)

”The Three Impostors” er som samlet værk betragtet ikke Machens største, da den med rette er blevet kritiseret for at være for fragmenteret og rammehistorien noget søgt – det havde måske været bedre at udgive det som en novellesamling. Og en del af kritikken gik også på, at Machens stil er for påtaget ’Stevensonian’ – her henføres til Robert Louis Stevensons særegne fortælleteknik med fortællinger inde i fortællinger, plotdele afsløret i breve og en særlig omstændelighed og ukronologi, der lader spændingen bygge op til det ulidelige.

Det er sådan set også rigtigt nok alt sammen, dog er de to nævnte noveller enkeltvis betragtet forrygende, især ”The Novel of the White Powder”, hvor en ung mand begynder at ændre sig til noget dæmonisk som følge af et lægeordineret, hvidt pulver. Machen bruger nogle greb i historien, der, for at bruge et fortærsket udtryk, får blodet til at fryse til is. Der er en oplagt lighed med ”Dr. Jekyll and Mr. Hyde”, men i min verden er der fint plads til begge historier.

Paperback, Dover Publications 1986

Paperback, Dover Publications 1986

”The Great God Pan”, Machens nok mest kendte historie, er også lidt af et sidestykke. Igen ikke kun kolliderer nyt og gammelt, men moderne videnskab assisterer ligefrem myten; en videnskabsmand udsætter en ung kvinde for et hjernekirurgisk indgreb, der åbner det tredje øje og porten til satyrguden, Pan.

Selvom denne del af Machens forfatterskab, der repræsenterer de unge år, er nok så imponerende, er det faktisk hans mindre rædselsvækkende værker, der har rørt mig mest. En del af dem er samlet i Penguins ”The White People and Other Weird Stories” – en novellesamling med et ganske horribelt forord af Guillermo del Toro, hvor han snakker tre fjerdedele om Lovecraft og skyder om sig med catchphrases som ”evil is never dormant – it gestates” … Den mand skulle virkelig lære at sige nej til ting.

Men bogen skal ikke lide under det sølle forord; den samler nogle af Machens bedste. I denne del af forfatterskabet er naturen central; myten i form af urgamle, tågede skove, sagnvæsner, elverhøje og smuldrende romertribuner pulser lige under overfladen og i åbneren ”The Inmost Light” beskrives der et direkte fysisk skel mellem de to verdener i en by, hvor hovedgaden, uden nogen form for naturlig graduering, fortsætter lige ud i vildnis. Et billede, jeg genkaldte mig, da jeg læste den nulevende horrormester, Thomas Ligottis, ”Teatro Grottesco”, hvor han hyppigt beskriver ’store-fronts’ – huse som kulisser foran noget urgammelt, ulmende.

Hardcover, Hamlyn 1977

Hardcover, Hamlyn 1977

Machens allerbedste novelle findes i ”The White People and Other Weird Stories”, og der er næsten intet overnaturligt eller uhyggeligt i den. Den hedder ”A Fragment of Life” og er en delvist selvbiografisk historie om den walisisk fødte, Edward Darnell, der lever et middelmådigt liv i Londons midte, i et middelmådigt ægteskab (Machen boede i London i næsten fyrre år, før han flyttede tilbage til Wales). Darnell længes efter naturen og ungdommens eventyr, og han prøver at genfinde det ved at fare vild i byen.

”A Fragment of Life” er noget af det smukkeste – hvis ikke dét smukkeste – jeg har læst. Det er en historie, der handler om at genfinde sine drømme og kæmpe sig ud af det grå trummerum, som livet kan udvikle sig til.

Paperback, Virgin Books 2010

Paperback, Virgin Books 2010

Det er stort set kun Arthur Machen, der kan få mig til at lukke øjnene, når jeg læser (egentlig en lidt mærkelig ting at gøre!), men hans ord er simpelthen så smukke, at de luller mig ind i en eller anden henført sindstilstand. Se bare her:

”So, day after day, he lived in the grey phantasmal world, akin to death, that has, somehow, with most of us, made good its claim to be called life.”

Well, for mig er det her sgu litteraturens højeste tinde.

“The White People …” indeholder masser af fremragende historier, men én, jeg bliver nødt til at dvæle ved, er ”The Terror”. Denne er et klasseeksempel på Machens essayistiske stil – som han også benytter i den udmærkede ”The Great Return” – hvor historien nærmest starter som en artikel, der beskriver noget virkeligt, og derefter glider sømløst over i en fantastisk fortælling; hvorfor Machen også blev publiceret meget i aviser, eller måske snarere at han var så bevidst om slagkraften, at han skrev sådan direkte til mediet.

”The Terror” er, så vidt jeg er blevet fortalt, alfaderen til dyregyset og skulle eftersigende have inspireret Daphne du Maurier til at skrive ”Fuglene”, samtidig er det en kærkommen efternøler indenfor det grusomme Machen-regi – for grusom, det er den.

Machens roman ”The Hill Of Dreams”, der beskriver opvæksten I Wales, tilflytningen til London, og kunstens svære kår bliver af mange hyldet som hans definitive værk (og klassificeres tillige som dekadent litteratur, hvilket jeg slet ikke forstår), men jeg er ikke enig. Måske var det en fejl, at jeg havde læst den næsten overmenneskeligt smukke ”A Fragment of Life”, inden jeg læste ”The Hill Of Dreams”, men jeg føler ikke, at den indfrier forfatterens fulde potentiale.

Så skal man pege på et romanlængde definitivt Machen-værk, kan man godt komme lidt til kort. Havde ”A Fragment of Life” stoppet lidt mindre brat, havde det uden tvivl været værket, men ærlig talt gør det mig ikke noget – der er mere liv i blot tre linjer fra Machen end de fleste bøger, der udkommer i dag – når man læser Machen får man en følelse af, at der virkelig er noget større end det, livet er på overfladen. Nogle kunstnere er øjensynligt så geniale, at de må sætte rationer på.

 

Paperback, Pinnacle Books 1976

Paperback, Pinnacle Books 1976

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret