Tag Archives: Arthuriana

Mark Twain, A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (1889): Folket og kun folket er drivkraften i verdenshistorien?

Paperback, Tor 1991. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen efterhånden skrevet om en række romaner, der har haft en enorm betydning for udviklingen af pulpfiktionen i 1900-tallets første del. Her skal vi se nærmere på endnu en af disse bøger. Mark Twains tidsrejse-roman A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court fra 1889 kom nemlig til at danne skole for en hel gren af genrelitteraturen, der i en eller anden form gentager Twains fortælling; og det selvom Twains roman også selv trækker på genkendelige forbilleder. Med Twains roman får man således en nøgle til en række forskellige værker, der strækker sig fra en tidlig beundrer af Twain som Edgar Rice Burroughs og til en pastiche-mester som L. Sprague de Camp. Twains roman har også fortsat et ekko, selv i nyere fiktion; noget jeg skal vende tilbage til i en indlæg om nogle uger.

Romanen er vel så kendt, at jeg ikke behøver at bruge ret meget tid på handlingen. Den snusfornuftige Hank Morgan – titlens ”Connecticut Yankee” – får et slag i hovedet og kommer på mystisk vis til sig selv i Kong Arthurs England. Vel at mærke ikke et eventyrets Arthur-England, men et historisk England, hvor Arthur og hans riddere af det runde bord samt troldmanden Merlin og alle de andre karakterer fra universet optræder i noget, man kunne kalde en realistisk facon.

Samuel Langhorne Clemens alias Mark Twain (30. november 1835 – 21. april 1910)

Hank Morgan bliver hurtigt viklet ind i intrigerne ved Arthurs hof, men takket være sin moderne viden, handlekraft og en god dosis snedighed får Morgan sig arbejdet op i systemet og gjort sig uundværlig som Arthurs højre hånd. Det er naturligvis ikke alle, der er lige begejstrede for Morgans tilstedeværelse og position, hvorfor han også får skabt sig en del fjender undervejs – ikke mindst kirkens folk, der bestemt ikke er begejstrede for de ting, som den fremmede amerikaner sætter i gang i Arthurs England.

Hele omdrejningspunktet for Twains roman er, at Hank Morgan ganske hurtigt begynder at genskabe sit moderne, oplyste USA i Arthurs rige. Han genopfinder sine moderne bekvemmeligheder og introducerer alt fra telegrafen og dynamit, til cykler og moderne badefaciliteter. Det fører alt sammen til en række absurde og festlige optrin, som Twain får beskrevet igennem sin snurrige stil. Bogens fortællerstemme kommenterer således løbende på handlingen og iscenesætter sig selv i romanteksten, idet vi hører fortællingen, som Hank Morgan har nedfældet den efter at være kommet tilbage igen til sit moderne USA.

Hardcover, Charles L. Webster and Co. 1889. Romanens første udgave

SF-entusiaster har gjort et nummer ud af at læse Twains roman ind i tidsrejsegenren, hvilket naturligvis ikke er urimeligt. Dog vil jeg mene, at selve det faktum, at Hank rejser i tid, er en biting, et greb, som Twain skal bruge for at udfolde det, der er romanens egentlige anliggende. Med sin satiriske tekst er Twain nemlig slet ikke specielt optaget af Arthurs middelalder; det, der optager ham, er et angreb mod den politiske konservatismes romantisering af fortiden. Romanen er dermed en rungende fortale for idéen om fremskridt og teknologisk udvikling som vej til at hæve levestandarden for samfundet som helhed, men navnlig for de svageste.

I udgangspunktet er Twains bog en parodi på de historiske romaner, som blev så populære i 1800-tallets midte; Walter Scotts fiktion er et eksempel, mens B.S. Ingemann er et hjemligt eksempel på det samme. For Twain bliver disse sværmeriske forestillinger om historien et grotesk forsvar for en verden af undertrykkelse, fattigdom og åndsformørkelse. Principielt er det et synspunkt, som Twain kan fremføre med en vis ret, men hans manierede og stærkt karikerede middelalder er i sidste ende præcis lige så kulørt og manieret som hans egen ganske ukritiske fremskridtsglæde, der med nutidige øjne fremstår mindst lige så karikeret som hans satire over historien.

Paperback, Pocket Books 1948

Twains historieforståelse, som den kommer til udtryk i romanen, tager udgangspunkt i den antagelse, at mennesker er ens tænkende skabninger, der ikke er påvirket af deres kultur, men kun af deres økonomiske og teknologiske vilkår. Det vil sige, at når romanens Hank Morgan introducerer telegrafen og alle de andre moderne vidundere, så forandrer det samfundet, mens mennesket forandres som sådan ikke. Man får derfor det indtryk, at middelalderens menneske i Twains roman bare venter på at blive teknologisk befriet. På samme vis stiller Twain sig helt uforstående over for religionens rolle i middelalderens tænkning og ser den ene og alene som udtryk for en korrupt katolsk kirke, der forsøger at lokke penge fra folk modsat den evangeliske kristendom, som Morgan fremfører som rationel og fri.

Ser man nærmere på de bredsider, som Twain får affyret i løbet af romanem, bliver det da også i stigende grad klart, at Arthurs England er en allegorisk fremstilling af amerikanske forhold. Det er ikke tilfældigt, at netop slaveriet i Arthurs England spiller en væsentlig rolle i romanen og udgør noget, som Morgan indædt forsøger at bekæmpe. Faktisk er hele miljøet omkring Arthurs hof, bestående af velhavende gamle og uduelige slægter med forældede religiøse forestillinger, der undertrykker folket, et billede på Sydstaterne eller i hvert fald dele af Syden. Twain revser dermed sin samtid og samtidens sværmeri for tiden før borgerkrigen, i romanen.

Haardcover, Modern Library 1949

Med den allegoriske brug af historien bliver det derfor også irrelevant at påpege de mange kulturelle og historiske fejlgreb, som Twain gør sig, fordi han slet ikke bekymrer sig om England. Nogen egentlig tidsrejse kan man derfor heller ikke tale om, for Morgan føres tydeligvis igennem en symbolsk spejling, der lige så godt kunne være en drøm; ikke en egentlig historisk virkelighed.

Lægger man alt det til side, står der imidlertid også en utrolig underholdene røverhistorie tilbage, der viser Twain fra den letbenede side. Der er tempo over handlingen, som rummer en god del kamp, spænding og eventyr. Netop derfor blev bogen også opsuget af pulplitteraturen, der fjernede det allegoriske element og fokuserede på den konkrete handling i stedet. Derved blev A Connecticut Yankee skabelon for en hel familie af fortællinger, som alle har moderne hovedpersoner, der flyttes ind i et fremmedartet miljø og her må overleve på deres viden og snarrådighed.

Paperback, Washington Square Press 1960

Var romanen blevet skrevet af en anden forfatter end Twain, kunne den snildt nu være blevet et stykke glemt litteratur. Twains pen har imidlertid garanteret romanen en helt særlig status i genrefiktionens univers og det på dobbelt vis. Den er et interessant stykke allegorisk politisk litteratur på linje med eksempelvis Orwells Animal Farm, men samtidig er den også en forbistret underholdende slyngelfortælling, som kan stå mål med de fleste pulpfortællinger fra 20’erne og 30’erne, når det kommer til benhårdt eventyr og ramasjang. Skulle du være i tvivl, har roman en høj stjerne hos mig, og jeg er sikker på, at de fleste af jer har det på samme måde. Det er i hvert fald en bog, som det lønner sg at gå i dybden med.

Paperback, Airmont Books 1964           

Paperback, Washington Square Press 1965           

Hardcover, The Easton Press 1986

Hardcover, William Morrow 1988

Paperback, Oxford University Press 1997

Paperback, Modern Library 2001

Paperback, Dover Publications 2001

Paperback, University of California Press 2002

Ebog, Simon & Schuster 2007

Paperback, Oxford University Press 2008

Paperback, Simon & Brown 2011

Paperback, Twain Press 2011

Paperback, Small Street 2013

Paperback, Levison Press 2013

Skriv en kommentar

Filed under Roman

J. Robert King, Le Morte D’Avalon (2003): Psykotisk heks eller girl power?

Hardcover, Tor 2003. romanens 1. udgave. forsiden er, som seriens øvrige, skabt af Gary Ruddell

Med denne bog kunne J. Robert King afslutte sin trilogi af uafhængige romaner, der udspiller sig i Kong Arthurs mytiske Britannia. Serien lagde fremragende ud med første bind, tabte en del under anden bog, men får lykkeligvis genvundet meget i den sidste del. Som i de to tidligere romaner har tredje bind, Le Morte D’Avalon (en titel, der selvsagt spiller på Malorys Le Morte d’Arthur) også et klart fokus på et enkelt individ. Denne gang er det Morgan le Fay, som indtager scenen, og dermed antydes der allerede fra begyndelsen, at dette formentlig ikke vil være en traditionel genfortælling af Arthur-myten. Det burde man nu heller ikke forvente, hvis man har læst de to tidligere bøger, men til forskel fra de andre er det ikke en af Arthur-historiens helte, men skurken over dem alle der her kommer i centrum. Morgan er da også uomtvisteligt Arthurs fjende i romanen, men der skal som bekendt to til at slås, og med denne roman får vi således den anden side af historien.

Et af de interessante greb, som King introducerede i seriens andet bind, var at genfortælle den historie, han allerede havde fortalt i første bog. Hele Kong Arthur-myten blev dermed fortalt i bind et, set med Merlins øjne, i bind to fik vi så den samme fortælling fra Lancelots perspektiv, og nu gør King det samme igen fra Morgans vinkel. Denne gang begynder historien, da Uther Pendragon voldtager Igraine, Morgans mor. Ud af den voldtægt kommer Arthur – Morgans halvbror – og kimen til et livslangt fjendskab udspringer også fra denne voldtægt.

Hardcover, Tor 2003

Morgan vokser, ikke helt overraskende, op med et dybt had til både Uther, Arthur og senere også til Igraine, fordi hun hurtigt føjer sig Uther uden modstand. Morgan er allerede fra barnsben anderledes; hun taler med ånder, har en form for telepatiske evner og en dyb forståelse for trolddom. Det betyder, at hun hurtigt kommer ud på et sidespor som uregerlig særling, og her, ude på kanten af samfundet, får Morgan kontakt med kræfter, der lærer hende om magi og gamle legender, der er ved at gå i glemmebogen.

Som årene går, bliver Arthur til den magtfulde kong, som vi kender, men for Morgan repræsenterer han alt ondt i verden, og Morgans mål er derfor at tilintetgøre sin halvbror. Den kamp har vi sådan set allerede hørt genfortalt i de to første bøger, og den fylder derfor ikke helt så meget, som man måske kunne tro, i det tredje bind. I stedet handler bogen i høj grad om tilblivelsen af Morgan, og heri ligger i virkeligheden et af bogens absolut stærkeste ved bogen, fordi hun faktisk skrives frem som et menneske, vi kan forstå og føle sympati for, uanset hvor ubehagelige eller blodige hendes handlinger bliver.

John Robert King

Det helt afgørende for Le Morte D’Avalon er, at ingen rigtigt tror på Morgan og hendes påståede trolddomskræfter. Det er således først meget sent i bogen, at der tonens rent flag og beskrives, hvordan hun rent faktisk er i besiddelse af overnaturlige evner; men selv her er der noget ambivalent eller tvetydigt over magien. Indtil da veksler King da også mellem beskrivelser af andres oplevelser af den ”sindsforvirrede” Morgan og Morgans egen magiske verden befolket af ånder og alfer, som hun selv oplever den.

Historien handler også om andet og mere end Morgans kamp mod sin halvbror. Det blev allerede i første bind klart, at King bruger Arthur som billede på rationalitet og modernitet, på kristen kultur og alt det, der peger ind i dannelsen af et moderne samfund. Arthur knuser alt, der ikke harmonere med fremskridtet på sin vej frem, og det er tydeligt, at hans regering er en form for afslutning af legendernes tid. Magien og alt det overnaturlige bliver hugget til smadder af korset (Excalibur), der triumferende uddriver de gamle ånder, så et fornuftens samfund kan indsættes i stedet.

Paperback, Tor 2001

Morgan står i pagt med denne gamle, kaotiske verdensorden – hun er legendernes og magiens bannerfører. Hendes kamp mod Arthur er dermed også en kamp mod forandringen af verden; en kamp mod alt det Arthurs monoteistiske kultur repræsenterer.

Set med Morgans øjne er det samfund af riddere, som Arthur indsætter, en mandsdomineret verden af vold og rå, kynisk magtudfoldelse uden sans for naturens kræfter, mangfoldighed og skønhed. Alt det påtager Morgan sig at kæmpe imod, og naturligvis taber hun den kamp – det ved vi jo allerede fra første bind. Med Morgan går den gamle, eventyrlige verden dermed endegyldigt under, og Arthurs regime får lov at bestå.

Men så let går det alligevel ikke helt, for Morgans magi er mægtig, og da hun dør, slynger hun sin ånd ind i landet – så at sige ind i verdens væsen – og derved optages Morgans sjæl i selve tilværelsens substans. Morgans hekseånd og kontakt med naturen bliver del af verdensaltet, og konsekvensen af dette møder vi i bogens epilog. Her er vi pludselig i vores egen nutid, hvor King i en række korte vignetter beskriver situationer, hvor han indirekte siger, at det er igennem Morgans ånd, at kvinder finder styrken til at stå imod kønsdiskrimination. Vi følger eksempelvis en ung pige på vej ind på en abortklinik, mens hun konfronteres med tilråb fra abortmodstandere. Det er et dristigt forsøg fra Kings side, som rent faktisk fungerer, og som giver hans fantasy-trilogi en kønspolitisk dimension, der måske ikke ligefrem er subtilt formidlet, men alligevel meget fint udtænkt.

Paperback, Tor 2003

Det betyder også, at J. Robert Kings Arthur-trilogi er ganske original, og alle bøgerne er tilmed stedvist sprogligt særdeles stærke. Han har med sine genfortællinger af Kong Arthur-myten formået at udnytte fortællingen om ridderne ved det runde bord til at skabe en i virkeligheden ganske trist historie om magiens og fantasiens død i verden. Hans påstand er, at Arthurs tilvejebringelse af velstand og orden har skabt et materialismens regime, og at vi desværre har glemt alt det, der lå før dette regime.

Morgans ånd lever imidlertid videre, og det bliver i bøgernes regi en central lysstråle i en fortælling, som ellers slutter på bitre og uforsonlige toner. Sådan slutter Arthur-myten jo også generelt, men King har formået at transformere dette, så det faktisk er Arthur, der er problemet, og ham, der i virkeligheden er den fjende, som alle tre bøger gør op med. Den eneste, som klart erkender dette og tør tage kampen op, er Morgan, men hun kan ikke løfte slagte alene. På den måde har Arthurlegenden ikke været fortalt før, og Kings trilogi har derfor bestemt skabt noget nyt, der fortjener at blive læst og diskuteret på lige linje med de efterhånden mange andre vægtige genfortællinger af den gamle middelalderlige legendekreds.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

J. Robert King, Lancelot Du Lethe (2001): Ménage à trois

Paperback, Tor 2003. Den ganske forfærdelige forside er malet af Gary Ruddell

Paperback, Tor 2003. Den ganske forfærdelige forside er malet af Gary Ruddell

Jeg skrev ganske begejstret om J. Robert Kings Mad Merlin for nogen tid siden, og Lancelot Du Lethe er andet bind i J. Robert Kings løse Arthur-trilogi. Løs, fordi romanerne er selvstændige bøger, der kun tematisk er knyttet sammen omkring Kong Arthur-mytologien.

Mens Merlin var første bogs hovedperson, er det Lancelot, der indtager scenen i anden roman. Lancelot, den perfekte ridder, der ikke møder sin overmand, før han står ansigt til ansigt med Arthur og sværger ham evig troskab. Mytologien har imidlertid dybe rødder i kristen mytologi, og den perfekte ridder finder sig hurtigt modstandsløs mod Arthurs kone Guineveres fristelser. Syndefaldet gentages dermed igen i det paradisiske Avalon, hvor ridder og dronning gør den evigt gode Arthur til hanrej og ødelægger freden.  Og præcis som Adams og Evas synd får katastrofale følger, betyder Lancelots og Guineveres tillidsbrud pine og smerte for det engelske folk. Landet styrtes i grus, og sviget kan kun sones ved et blodoffer – ikke Kristi død på korset, men Arthurs selvoffer.

Paperback, Tor 2003

Paperback, Tor 2003

Dermed er legenden gengivet, og handlingen i Kings roman følger stort set samme skema. Lancelot ankommer til Camelot og forelsker sig, går efter lange samvittighedskvaler i seng med Guinevere og bandlyses fra hoffet, England går i hundene, og freden genskabes til sidst. Myten udfordres ikke af King, men desværre formår han heller ikke at sætte nyt kød på de gamle knogler.

Mad Merlin, seriens første bind, var netop underholdende og spændende, fordi King havde et nyt greb om mytologien og skabte sin egen vision. Med Lancelot Du Lethe forholder det sig desværre ikke sådan. Halvforkølet forsøger han at udvide fortællingen, men resultatet forbliver livløst og skematisk.

John Robert King

John Robert King

I Kings udgave er Lancelot et barn af alferne, jordens eller måske rettere landets folk, præcis som Guinevere tilhører jorden og Avalon. De er med andre ord to sider af samme sag, og derfor opstår den enorme tiltrækning imellem dem. I sig selv er det selvfølgelig spændende, at King går ind i forholdet mellem de elskende og undersøger, hvorfor den pludselige forelskelse kan finde sted.

Og faktisk følger han tematikken helt til dørs ved at skildre det platoniske forhold mellem Arthur og Guinevere som det perfekte ægteskab, der sikrer fred og balance i riget. Jord og himmel er forenet, men aldrig i kødelig forstand. Begge er viet til Avalon, præcis som kyske munke og nonner viet til Kristus, eller som Dronning Elizabeth, der blev fremstilet som trolovet med nationen. Men hverken Arthur eller Guinevere kan holde sig på måtten i Kings bog. Arthur fostrer sønnen Mordred med sin halvsøster, og Guinevere går som sagt i lag med Lancelot.

Hardcover, Forge 2008

Hardcover, Forge 2008

Mens Mad Merlin skildrede Arthurs vej mod magten, bliver kongens storhed og fald portrætteret i anden bog. Denne gang mere indirekte, fordi hovedpersonen er den bandlyste Lancelot, der må iagttage hoffet på afstand. Bogens tone er dermed også en anden end den første, ikke alene på grund af den ulykkelige kærlighed, der er selve udgangspunktet for handlingen, mens også fordi den tematiserer Arthurs alderdom og kongerigets kollaps.

Det kunne sagtens være udgangspunktet for en stor roman, men i Kings hænder bliver det til en tam omgang, der grænser til det dødkedelige. At glemslen og Lancelots mangel på fortid etableres som en tematisk rød tråd, får heller aldrig for alvor den kraft, som man kunne håbe på, og bogen ender derfor med at stå tilbage som en omgang triviel, bittersød romantik.

Paperback, Pocket Star Books 2011

Paperback, Pocket Star Books 2011

Selve det erotiske tema har muligvis udfordret Kings pen, der ellers mest har smag for krig og kamp. Noget forlorent, for ikke at sige pubertært, løber ind i fortællingen og gør kærlighedshistorien, der grundlæggende handler om dyb, liderlig tiltrækning mellem de to hovedpersoner, til en bornert affære, som savner de safter som handlingen egentlig synes at fordre. I stedet kan vi så glæde os over slagsscenerne, der igen er en del af, og som fortsat har en fængende, dynamisk kvalitet.

Lancelot Du Lethe snøvler sig frem mod enden. Bogen skuffer, fordi Kings svulstige sprog bliver ligegyldigt og trivielt, når det ikke bakkes op af en interessant idé, som det gjorde i første bog. Dermed synes min mistanke om, at den lidt usikre fremføring i første bog kunne skyldes, at romanen var båret af et koncept, som formentlig voksede sig større end Kings evner, at være helt bekræftet. Lancelot er på ingen måde en god roman. Ikke desto mindre må man give King en ting; Hans Wagnerske Arthur-univers, der låner med arme og ben fra et operadisk formsprog (eller bare John Boorman), har en patos, som stedvist er ganske medrivende.

Paperback, Angry Robot 2011

Paperback, Angry Robot 2011

Da Arthur, Lancelot og Guinevere således til sidst genforenes i deres alderdom, i et absurd triumvirat, er der noget smukt over teksten. En patetisk stemning af lykkelig slutning, som King kort efter får smurt ind i malurt, da han lader Mordred og Arthur mødes i tvekamp med døden til følge for dem begge. Romanen ender dermed også med monarkens fald, men arvesynden (Mordred) dør med monarken, mens Avalon renses og overlades til menneskene, fordi Lancelot og Guinevere langt om længe kan drage hjem til alfernes rige.

Da bogen slutter, er Arthur-legenden stort set fortalt. Vi mangler imidlertid historien om Morgana (Morgan i Kings bøger), og det er den, vi har til gode i tredje bind. Det tyder umiddelbart på en mere saftig fortælling end det andet bind, men mon King magter at føre sin Arthur-fortælling til ende med maner? Jeg tvivler.

2 kommentarer

Filed under Roman

J. Robert King: Mad Merlin (2000): Götterspeise af den tunge slags

Paperback, Tor Books 2001. Den ganske fine forside er malet af Gary Ruddell

Paperback, Tor Books 2001. Den ganske fine forside er malet af Gary Ruddell

Jeg har en svaghed for Kong Arthur-legenden, og selvom jeg efterhånden har læst ret mange fortolkninger og omfortolkninger af historien, bliver nye udgivelser ved med at have en vis tiltrækning på mig. En af disse er J. Robert Kings trilogi fra begyndelsen af 00’erne, som jeg har haft et godt øje til i noget tid. Mad Merlin, seriens første bind, fik en del opmærksomhed, da det udkom i 2000, fordi Kings greb om myten er usædvanlig, om end måske ikke så radikalt innovativ, som det flere steder har været hævdet.

Ikke overraskende er troldkarlen Merlin hovedfigur i første bind. Vi introduceres ganske vist til et stort udsnit af Arthur-kredsens faste persongalleri, men mod skik og brug har King gjort den ellers typisk uudgrundelige troldmand til bogens egentlige omdrejningspunkt. Ikke at vi bliver meget klogere på Merlins væsen af den grund, for noget helt almindeligt menneske er han ikke. Ikke desto mindre får vi lov til at følge, hvordan Arthur vokser op, trækker sværdet ud af stenen og tilkæmper sig Englands trone – alt sammen set fra magikerens perspektiv. Alene det giver romanen et andet præg end den typiske Arthur-fortolkning, men Kings projekt med bogen er mere omfattende.

Paperback, Tor Books 2001

Paperback, Tor Books 2001

Mad Merlin er et festligt kludetæppe af ældre, religionshistoriske teorier, som Robert King får strikket sammen til sin egen kosmologi. En kosmologi baseret på den tanke, at alle guder, alle mytologier, bygger på realiteter. Antikke guder, de nordiske guder, de keltiske guder osv. har alle eksisteret og har alle haft indflydelse på menneskenes verden, præcis som fabelvæsner, alfer, drager og andet godt har haft og stadig har det. De gamle guder må imidlertid se i øjnene, at de har mistet magten, fordi kristendommen er skyllet over det Europæiske kontinent og har vippet mange af dem af pinden.

Romanen har dermed ikke så lidt til fælles med Neil Gaimans underholdende American Gods, blot synes King mere konsistent i sine tanker bag romanens mytologi. En central tanke i bogen synes således lånt fra James George Frazer. Her har King nemlig fisket den metafor, at nye guder konstant sluger deres forgængere og derved bliver stærkere. En cyklisk tanke, der forklarer, hvordan karaktertræk i mytologier kan nedarves og registreres diakront gennem europæiske og mellemøstlige gudeforestillinger. Det er i hvert fald en af Frazers pointer i The Golden Bough. I det tankesæt indsætter Robert King sin Arthur-historie og dermed også vores hovedperson Merlin.

John Robert King

John Robert King

Da bogen åbner, er Merlin kun en gådefuld skikkelse fra legendernes land, men Uther Pendragon – Arthurs far – beslutter sig for at søge troldmandens hjælp i sin kamp for tronen. Som bogens titel antyder, er den Merlin, som Uther møder, alt andet end nyttig. Troldmanden er gal og senil uden fornemmelse for tid og sted. En kim, en gnist, et glimt af fremtiden, når imidlertid frem til den omtågede troldmands bevidsthed, da han står over for Uther. Skæbnehjulet sættes derved i bevægelse, og hændelser sat i gang, der leder frem til Kong Arthurs tronbestigelse en menneskealder senere.

Merlin er, som sagt, ikke noget almindeligt menneske eller nogen almindelig troldmand for den sags skyld. Han er ingen anden end den faldne gud Jupiter, der nu må vandre forarmet og impotent på jorden, fordi Lysbringeren, Jesus, har slået ham af tronen, præcis som de kristnes gud er ved at feje alle andre af de gamle guder af banen. Tilmed må Merlin leve den tort at være blevet forbandet af kaotiske kræfter, der ønsker ham gal og glemt.

Paperback, Heyne 2005. Mad Merlin på tysk

Paperback, Heyne 2005. Mad Merlin på tysk

Den kristne gud er måske nok en kærlighedens budbringer for sit følge, men for de ældre guder og deres folkeslag er kristendommen en gift, der forandrer landet, dræber magien og transformerer verden til ukendelighed. Kong Arthur vokser op under Merlins beskyttelse og for hver dag den kommende konge bliver stærkere, kan Merlin huske mere om sit tideligere liv og rollen som gudernes fyrste. Han forstår, at Arthur er nøglen til at skabe en balance mellem nyt og gammelt. Arthur er kongen, der kan forsone de gamle, døende panteoner med den kristne gud. Ikke alene kan han samle England, samle landet, han kan også samle de kosmiske kræfter, der regerer verdensaltet.

Symbolet på denne forsonerrolle er sværdet Excalibur, som Arthur hiver ud af stenen, og sværdets magiske skede Rhiannon. Sværdet er uovervindeligt, og skeden gør sværdets bærer usårlig. Sammen udgør sværd og skede en forening af gammelt og nyt, liv og død og penis og skede, det udadvendte og indadvendte. Sværdet er korset og Jesus’ ødelæggende kraft, mens skeden er den gamle tro og dets feminine, livgivende evner.

Paperback, Wizards of the Coast 2001. Her kan man møde J. Robert King i rollen som redaktør

Paperback, Wizards of the Coast 2001. Her kan man møde J. Robert King i rollen som redaktør

Alt dette er faktisk ganske godt tænkt og spændende læsning, fordi King tydeligvis har lagt tanker bag romanen. Der er en intellektuel dybde bag hans svulstige legende, som afgjort er besnærende og stimulerende. King har da også formået at trække overraskende akser gennem bogen, der gør spørgsmålet om godt og ondt kompliceret og hyllet i gråtoner. Aksen mellem nyt og gammelt er således oplagt, det samme er oppositionen mellem gamle guder og den monoteistiske kristendom. Samtidig har vi autonome kræfter, som den dystre Morgan, der vanen tro arbejder for sin halvbror Arthurs fald, og den evigt svigagtige germanergud Loke, der ligeledes arbejder ud fra egne idéer.

Bogens fjendebillede er med andre ord ikke det sædvanlige rendyrkede godt-mod-ondt-perspektiv, men nærmere en tåget kamp om hvilken vej verdensaltet skal flyde ind i fremtiden. Hvor meget skal det gamle betinge det nye, og kan det tillades, at det nye helt udsletter alt, der var tidligere?

Paperback, TSR 1993. J. Robert King, der noget ulykeligt forsøger sig i med fantasygys

Paperback, TSR 1993. J. Robert King, der noget ulykeligt forsøger sig i med fantasygys

Den slags tanker er fascinerende at lege med, og var det ikke fordi, at Robert Kings prosa er simpel og fersk, ville Mad Merlin være en fremragende bog. Desværre er der også noget trægt over teksten, fordi King dybest set var mere interesseret i sin kosmologi end selve fortællingen. Måske tænkte han, at Arthur-legenden er så velkendt, at han ikke behøvede at genfortælle den med samme omhu, som han ville fortælle en historie, han helt havde digtet selv. Her har King muligvis også ret, men desværre føles handlingen i Mad Merlin mere som et referat af en historie end en egentlig fortælling.

eksten hviler ikke i sig selv og bevæger sig hele tiden op i et storladent, episk leje, hvor detaljerne fortoner sig, og King får plads til sine metafysiske idéer. Men dermed gør han det også vanskeligt at skabe en indlevelse i Arthur og riddernes gøremål. Alt holdes ude i armslængde og forbliver distancerede beskrivelser uden megen virkning. Der er ærgerligt, ikke fordi jeg normalt går meget op i plot og historie, men fordi King sætter sig mellem to stole. Han vil både udfolde sin spændende ramme for romanen og samtidig genfortælle Arthur-legenden, men det sidste bliver aldrig andet end et påskud for det det første, hvorfor idé og handling aldrig kommer til at gå i takt.

Paperback, Angry Robot 2010. Her prøver King kræfter med en klassisk seriemorder-roman

Paperback, Angry Robot 2010. Her prøver King kræfter med en klassisk seriemorder-roman

Romanens træghed desuagtet er der kamp og kage nok til, at man ikke behøver frygte at kede sig længe ad gangen. Robert Kings Arthur-historie bevæger sig helt ind i det Wagneriske eventyrland, hvor riddere går klædt i pladerustninger og kæmper med gigantiske sværd og lanser. Og kæmpet, det bliver der i den grad. Bogen er blodig; rigtig blodig. Der kløves hoveder, hugges lemmer af og tilmed kan fantasy-fans glæde sig over, at der også optræder trolde, kæmper, alfer og andet godtfolk i bogen. Alt sammen noget, der igen og igen tørner sammen i episke slag om Arthurs ret til tronen og kampen om fremtiden.

Det er i virkeligheden ret fornøjelig læsning, også selvom Kings svage pen ikke formår at lade enderne mødes. Bogen er imidlertid et intelligent bud på en Arthur-fortolkning, der viser, at vi kan blive ved og ved med at fortolke myterne. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og det i sig selv er da en ganske livsbekræftende tanke.

3 kommentarer

Filed under Roman

Gardner F. Fox, Kothar. Barbarian Swordsman (1969): Blod, sort magi og barbarisk vold

Paperback, Belmont Books 1969. Forsiden er malet af den ikoniske Jeff Catherine Jones

Paperback, Belmont Books 1969. Forsiden er malet af den ikoniske Jeff Catherine Jones

Gardner F. Fox var en af DC Comics flittige forfattere. Han skrev stakkevis af tegneserier, men udgav også en hel hob pulpromaner under forskellige pseudonymer. Under sit eget navn, Gardner Fox, skrev han en række bøger, der alle udspiller sig i pulpede sword & sorcery-universer. Hans mest ambitiøse projekt var en serie på fem bind om barbaren Kothar, og det er første bind i denne serie, vi skal se nærmere på her.

Allerede i den første bog, Barbarian Swordsman (1969), fornemmer man, at der ligger ambitioner bag projektet. Romanen er nemlig forsynet med en indledning skrevet af Donald MacIvers, der reflekterer over bogens litterære kvaliteter og barbargenrens kulturelle referencer. Og det er faktisk slet ikke dumt, det MacIvers skriver om genrens Spenglerske implikationer.

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Belmont Books 1969

Faktisk er indledningen ganske interessant. Det eneste besynderlige er, at gode gamle Conan ikke nævnes med et ord. Og taget i betragtning, at Gardner Fox har planket stort set alt, hvad der kan plankes hos førnævnte, er det mildest talt besynderligt, at Robert E. Howard ikke berøres. Jeg skal vende tilbage til Conan om et øjeblik. Først vil jeg gerne dvæle et øjeblik ved barbargenrens betydning.

En væsentlig præmis for barbareventyret, som Howard i høj grad var med til at opstille, er den underforståede frihedstrang. Barbaren bliver en idealiseret fremstilling af det frigjorte menneske, der utvungent af civilisationens fremmedgørende konventioner bevæger sig gennem verden og hedonistisk hengiver sig til livets glæder. For Howard eksisterede der er en form for urmoral – et retfærdighedskodeks – som det frigjorte individ (barbaren) natuligt ville følge. En forestilling om, at den stærke beskytter de svage og konflikter løses med den nødvendige grad af brutalitet. Fjendebilledet er naturligvis det konsensussøgende vestlige samfund, der med sine maskiner og bekvemligheder kvæler individets frihed og ret til at handle.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

I den forstand var Howard ikke så langt fra Tolkien og Lewis, der ligeledes fandt et fjendebillede i den moderne kultur. ”The Machine”, som Tolkien kaldte det. Forskellen er, at de gode englændere skrev deres fantasyeventyr ud fra kristne moralforestillinger. Det gjorde Howard ikke. Han skabte sin fantasy under påvirkning af Nietzsche, og det gør verdener til forskel.

I stedet for at indpasse sine hovedpersoner i en eskatologisk kristen fortælling, som førnævnte Tolkien og Lewis, viste Howard barbaren som en eksistentialistisk figur, der står alene i verden og former den ved egen kraft. I Camusk forstand kaster barbaren sig ud i livet med en enorm appetit og gør kun, hvad han har lyst til. Om Nietzsche ville bifalde den popularisering af overmenneske-begrebet, er tvivlsomt, men sådan blev udfaldet hos Howard. Og resultatet er barbargenren, som vi kender den.

Men nu til barbaren Kothar og bogen det egentlig handler om. Modsat Howards Conan-univers, der udspiller sig på i en mytisk fortid, tager Gardner Fox os med ud i en fjern, fjern fremtid. Her i dette vildsomme land, der ligner Conans barbarunivers til forveksling, tumler den enorme kriger Kothar omkring og sælger sine kampevner til den højestbydende.

Paperback, Starbooks 1970

Paperback, Starbooks 1970

Som sagt er Kothar: Barbarian Swordsman første bind i en serie på fem bøger. Sikkert som en form for loyalitet overfor Howards gamle pulphistorier er der ikke tale om en roman, men tre noveller. Første historie er den længste, og her introduceres Kothars verden. Fox får også allerede her lagt skabelonen for de kommende fortællinger om barbaren.

Det forholder sig nemlig sådan, at vi kommer ind i Kothars liv, netop som barbaren må sande, at han er den sidste overlevende på en slagmark. Han har kæmpet for Dronning Elfa, men hendes tropper er blevet udraderet. Kothar fortrækker, hårdt såret, fra valpladsen, men bliver forfulgt af fjenden. Hans flugt fører ham ind i en skov, hvor han opdager et gammelt bygningsværk. Er han mon på magisk vis blevet kaldt til bygningen? Naturligvis er han det, og bygningen er intet mindre end en oldgammel krypt, hvor nekromantikeren Afgorkon ligger ikke død men sovende.

Afgorkon kommer til live, da Kothar render ned i hans gravkammer, og nekromantikeren giver Kothar et tilbud, han ikke kan afslå. Barbaren får tilbudt det magiske sværd Frostfire, der vil gøre ham til en endnu bedre kriger. Hagen ved dette er, at den, som bærer sværdet, ikke kan eje andet. Kothar accepterer gladeligt, men som det skal vise sig, handler han måske overilet.

Paperback, Leisure Books 1973

Paperback, Leisure Books 1973

Takket være sværdets magi mister Kothar sine ejendele. Det betyder, at han forarmet må fortsætte med at sælge sig selv som lejesvend for at overleve. Han kan ikke skille sig af med sværdet, der vel må betegnes som forbandet, og han kan ikke slå sig ned, fordi han ikke kan holde på noget. Det gælder i øvrigt både rigdom og venskaber.

Til det må man så også føje, at den heks, Kothar bekriger i første historie, ganske vist bliver overvundet i sidste ende, men hun fortsætter med at plage Kothar som en form for gespenst, der helt sikkert også vil komme til at figurere i de kommende bind.

Kothars verden er fyldt med blodig vold, lumre kvinder og livsglæde. Det er svulmende pulp med monstre og kamp fra ende til anden. Kothar får ganske enkelt ikke et eneste regulært pusterum i bogens tre noveller. Han hakker sig igennem talløse modstandere og gør det med største glæde. Fox har ikke samme digteriske aspirationer som Howard og sværmer tydeligvis heller ikke i samme grad for edda-digtningen som Howard. Det betyder, at Fox har en noget mere nøgtern stil. Samtidig har Fox fundet stor inspiration i arturiske motiver.

Paperback, Librairie des Champs-Élysées 1976

Paperback, Librairie des Champs-Élysées 1976

Den forbandede Kothar er tydeligvis modelleret over stakkels Parsifal, og hele tonen i bogen kredser omkring en middelalderlig terminologi. Trods det faktum, at Conan har stået model til et og alt i novellerne, har Kothars verden således nogle andre nuancer, som giver bogen en smule originalitet. Ikke meget, men lidt. Præcis nok til, at man ikke kan afskrive den som rent plagiat.

Kothar: Barbarian Swordsman er en af de bøger, jeg ville ønske, jeg havde opdaget for mange år siden. Den går rent ind hos mig nu, men som dreng ville jeg have elsket den. Novellerne om Kothar er uforskammet underholdende kamp og kage. Vold, blod og sort magi af højeste kaliber. Ganske vist er tonen højstemt og stedvist pinligt banal, men hvor er det dog underholde. Længe leve den dårlige smag. Jeg glæder mig til at læse de kommende bind!

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Gene Wolfe, Castleview (1990): Dystert eventyr og nervepirrende mystik

Paperback, Tor Books 1991, med relevant men lidt kedelig forside af Richard Bober

Jeg har haft Castleview stående på hylden ret længe uden at få den læst. Faktisk opdagede jeg en dankortkvittering i bogen, da jeg endelig fandt den frem, der fortalte, at jeg havde købt den i The English Bookstore i Århus tilbage i 2004. Når det har taget så længe for mig at få bogen læst, skyldes absolut ikke Gene Wolfe. Jeg er meget, meget begejstret for Wolfes bøger. Hans The Fifth Head of Cerberus fra 1972 er et særdeles fascinerende værk, som jeg har læst et par gange efterhånden. Og Book of the New Sun-serien er ganske enkelt et genialt storværk, der fortjener hver eneste lovprisning, som bøgerne har fået, siden de udkom i første halvdel af 80’erne.

Man kan vel godt sige, at jeg er en lille Wolfe-fan, men hvorfor pokker skulle der så gå så mange år, før jeg fik taget mig sammen til at læse Castleview? Svaret er, at det Kong Arthur-tema, der omtales både på bogens forside og bagside, har været lidt af en humørdræber for mig. Der er helt sikkert kommet spændende Kong Arthur-fortolkninger – John Boormans Excalibur (1981) er en af mine yndlingsfilm, og DC Comics’ Camelot 3000 har jeg også være begejstret for, siden jeg læste den danske trebindsoversættelse for første gang.

Men Kong Arthur eller Arthurmyten omsat til eller integreret i et nutidigt Illinois? Det kan kun gå galt, selv for Gene Wolfe. I værste fald så jeg en eller anden form for parafrase over Mark Twains A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (1889), men sådan forholder det sig på ingen måde. Faktisk har jeg groft undervurderet Gene Wolfe, der allerede efter få kapitler fik gjort alle mine bekymringer til skamme.

Paperback, Tor Books 1991

Castleview er en fremragende fortalt roman, hvor Wolfe endnu engang demonstrerer sine overlegne sprogfærdigheder. Han tryller ganske enkelt en medrivende og dunkel historie frem ved at føre folkeeventyr og hverdagsliv i en amerikansk lilleby sammen på kløgtig, kløgtig vis. Der er ikke skyggen af usikkerhed i Wolfes fortællestemme. Teksten glider ned som en læseletbog, men bevarer et liv i detaljen og et vid, der viser, at det her skam skal mere end bare at underholde.

Romanen opererer med et relativt sort persongalleri af samme type, som vi eksempelvis kender det fra adskillige af Stephen Kings romaner og eksempelvis Peter Straubs Ghost Story (1979). Der er endda noget Kingsk i valget af den lille landlige by som omdrejningspunkt og det brede udpluk af helt almindelige mennesker, der konfronteres med ganske usædvanlige ting.

Kort fortalt har Will Shields købt en brugtvognsforretning i byen Castleview, og nu er han sammen med konen Ann Schindler, en kogebogsforfatter og deres datter Mercedes i byen for at se på et hus. De er faldet for en stor, gammel kolos af en ejendom, som familien Howard skal fraflytte, fordi Tom Howard har fået arbejde i Chicago. Mens Schindler-Shields-familien får fremvist huset, modtager Sally Howard den ubehagelige nyhed over telefonen, at hendes mand Tom er død. Det sætter gang i en række sære begivenheder, der fører de to familier tæt sammen – ikke mindst fordi datteren Mercedes og Howard-familiens teenagedreng Seth får et godt øje til hinanden.

Gene Wolfe (født 7. maj 1931)

Handlingen strækker sig kun over nogle få dage. Vi følger dermed næsten alle bogens karakterer time for time, efter det bliver bekendtgjort, at Tom Howard er død. Indledningsvist er det hele meget uskyldigt. På et praktisk plan skal Schindler-Shields-familien finde et sted at bo. Derfor indlogerer de sig på et motel, hvorfra de kan tilrettelægge deres nye liv i byen. Der er imidlertid mere på færde end som så, og byen har ikke sit navn uden grund. Folk har altid, så langt tilbage det vides, set syner eller fatamorganaer i Castleview. De har bl.a. set en stor borg tone frem i horisonten; nogle gange ganske nær byen, andre gange som en fjern spejling. Forklaringer på fænomenet er der nok af, men man taler ikke meget om det. Will Shields ser tilfældigvis borgen, og dermed er hans nysgerrighed vakt. Han begynder at undersøge sagen, det samme gør datteren i samarbejde med vennen Seth, mens Ann Schindler også går på sagen, men fra en lidt anden vinkel.

Da familien først kradser i myterne, sker der for alvor gådefulde ting i byen. Folk forsvinder, mystiske fremmede dukker op, og den lille familie får selv kærligheden at føle, først da de nær kører en mærkværdig rytter ned på åben gade og efterfølgende, da folk begynder at forsvinde omkring dem.

Engelsk paperback. Hodder & Stoughton 1992

Castleview skaber en atmosfære, hvor en ganske almindelig amerikansk hverdag blandes med en truende eventyrverden, beboet af alfer og væsner, der har træk tilfælles med folketroens vampyrer og spøgelser. Bogens persongalleri skrider ind og ud mellem disse verdener, men netop fordi hverdagsliv og det overnaturlige bliver blandet så frit, skabes et helt tredje rum for læseren. Et rum der har en sær drømmeagtig atmosfære, hvor lidt naive, Hollywood-stereotyper fra filmens verden blandes med ulmende mytologiske elementer.

På bagsiden sammenligner en anmelder fra Locus Magazine bogen med en James Stewart-film, og det er meget præcist ramt. Der er nemlig et element af uskyld over bogens personer, men samtidig trækker Castleview dybere spor og skaber ganske foruroligende for ikke at sige uhyggelige episoder. Kapitlet hvor Will Shields opsøger byens lokale museum for at finde ud af mere om denne mærkelige borg, der toner frem, er rendyrket horror. Og den slags er der meget af. Da Seth og Mercedes kører op til et udsigtspunkt og pludselig møder en mand, vi i et tidligere kapitel har fået at vide, er død, er det isnende at læse, hvordan de to teens følger med dette ”spøgelse”.

Paperback, Ace Books 1972

Selve Kong Arthur-elementet er holdt ude i en armslængde, hvor mytologien bruges i sammenhæng med alfetro og keltisk sværmeri. Der røres endda lidt nordisk mytologi med ned i suppen, uden det gør noget. Der er et sværd i en sten, og der er en konge, men Wolfe omsætter de arketypiske komponenter til en overraskende fortælling, der ligger irske folkeeventyr nærmere end de klassiske receptioner af Le Morte d’Arthur.

Blandt bloggere og Wolfe-læsere generelt har Castleview fået en ret hård medfart. Folk klager over, at bogen er usammenhængende, uforståelig og unødvendigt kompliceret. Alt dette er sådan set ikke helt forkert. Det er en på en gang lettilgængelig bog, men samtidig også kompleks læsning, fordi der sker meget i detaljerne. Det gør der altid hos Wolfe, men måske er det tydeligere her end i så mange andre bøger, fordi romanen ikke er specielt lang (Tor paperback, 280 sider).

En virkelig cool forside. Hardcover, Simon & Schuster 1980

Bogen er Gene Wolfes anden ud af tre uafhængige romaner, der handler om hemmelige verdener, der åbner sig for helt almindelige mennesker eller overnaturlige elementer, som sniger sig ind i hverdagslivet. There Are Doors (1988) var den første, og den sidste var Pandora, By Holly Hollander, der udkom samme år som Castleview. Tematisk hænger bøgerne sammen, og Wolfe har tydeligvis et projekt med de tre romaner. Han forsøger at opstille et tænkt eksempel for, hvordan ”det mystiske” eller ”det ukendte” vil optræde, hvis vi som moderne mennesker blev konfronteret med det. Han prøver med andre ord at opstille et spejl, som man eller vi kan indsætte mystiske erfaringer i. Pointen for Wolfe er, at disse erfaringer altid vil være kaotiske og dybest set uforståelige, fordi vi ikke kender det mystiskes fulde udstrækning – hverken når der er tale om gode eller skadelige kræfter.

I Castleview forstår vi aldrig helt, hvad de mørke kræfter, der myrder og kidnapper i byen, egentlig er ude på. Indbyggerne kan bekæmpe deres mystiske fjende, men forstå den kan de aldrig. Gene Wolfes konvertering til katolicisme har helt sikkert et eller andet at sige i dette. Uden præcis at kunne sige hvordan, tror jeg, Wolfe bearbejder en personlig (religiøs) erfaring med de tre bøger skildret her. Det handler om oplevelsen af det umiddelbart irrationelle i en verden, vi ellers forsøger at forstå rationelt. Nu ved jeg ikke, hvor meget man skal lægge i det, men hvis man mener, at Gene Wolfe vil fortælle læseren noget med en bog som Castleview, er det nærliggende at tænke i disse baner.

Hardcover, Tor 1988. Denne forside er ike lige min kop the. Alt for meget Ugebladet Søndag over billedet

Efter endt læsning var jeg helt lettet, for tænk hvis bogen havde skuffet. Det gjorde den ikke. Castleview er måske ikke Wolfes bedste, men selv når han ikke skriver endnu et mesterværk, sætter han baren højere, end de fleste nogensinde når.

Hardcover, Tor Books 1990

Skriv en kommentar

Filed under Roman