Tag Archives: Atomkrig

Doomsday Warrior på trapperne

Her kommer kun et ganske kort indlæg i dag. Nogle gange går man i gang med tåbelige læseprojekter. Blade-serien er for mit vedkommende et godt eksempel på dette. Serien er uendeligt lang og komplet smagløs. Sidstnævnte er selvfølgelig også, hvad der gør den sjov, men der må alligevel være en grænse for, hvad man bruger (spilder) sin tid på. Eller er der?

Jeg faldt for nogen tid siden over første bind i den berømte og berygtede Doomsday Warrior-serie, der udkom på forlaget Zebra mellem 1984 og ’91. Serien er en omgang ublu vold og ramasjang, der udspiller sig i askehoben efter atomkrigen mellem Rusland og USA. 19 bind blev det til og serien var enormt populær i slutningen af 80’erne. Tiderne ændrede sig imidlertid og denne type macho-fortælling mistede læsernes interesse. 19 bind burde også være mere end rigeligt til at skildre, hvordan Ted Rocksen, kendt som ”The Rock”, med sin bande af ”Freefigters” uddeler slag og kugler til kommunister og andre skurkagtige typer.

Det kommer I helt sikkert til at høre mere om i et senere indlæg. Her kan I glæde jer over den absurde ikonografi og seriens utrolige titler, der naturligvis er skrevet med en smule glimt i øjet, men så heller ikke mere end det. For der stikker også en alvor bag bøgerne, som giver det hele et skær af noget politisk meget ubehageligt. Så glæd jer til det bekendtskab, men først er der andre ting, som skal turneres på bloggen.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Robert R. McCammon, Swan Song (1987): Milleniaristiske sværmerier

Paperback, Pocket Books 1987. Forsiden er malet af den aldeles glimrende Rowena Morrill

Swan Song fra ´87 er uden tvivl Robert R. McCammons bedst kendte værk. Den blev et hit, da den udkom og sikrede ham en plads blandt skrækfiktionens velkendte navne – i hvert fald for en stund, før han som så mange andre i løbet af 90’ernes første halvdel sadlede om og vendte sig mod krimigenren.

Med Swan Song udsendte McCammon sin mest ambitiøse roman, og man kan vel med god ret hævde, at han aldrig efterfølgende har skrevet et tilsvarende magnum opus. Det kan der være gode grunde til, for resultatet står uvægerligt i skyggen af Stephen King. Men først et kig på handlingen, der tager os gennem apokalypsen og ud på den anden side igen, hvor livet viser sig slet ikke at være så værst endda.

Paperback, Pocket Books 1987

I en ganske nær fremtid bryder forholdet mellem koldkrigsmagterne sammen. Krigen bliver hed, alt for hed, og atomkrigen begynder. Bomberne falder og verden, som vi kender den, ophører med at eksistere. Midt i denne ødelæggelse introduceres vi til en vifte karakterer, der befinder sig rundt omkring i USA. De oplever hver især katastrofen på forskellig vis, og da de første støvskyer har lagt sig, er det som om, at fronter har tegnet sig mellem de overlevende. På den én side har vi de arbejdsomme, der drømmer om at genskabe samfundet eller måske endda bygge et nyt og bedre. På den anden side har vi ødelæggerne, der synes at svælge sig i destruktionen og det nedfaldshelvede, som landskabet er blevet omdannet til.

De centrale figurer er her Colonel Macklin, der bliver anføreren for en dystopisk hær af mordere, voldtægtsmænd og banditter, som kæmper for at underlægge sig den nye verden. På den anden side har vi en lettere sindsforvirret posedame fra New York, der går under navnet Sister Creep. Creep har også en mission, men den handler om genforening, genrejsning og genkomst.

Robert Rick McCammon (født 17. juli 1952) fotograferet i 2002

Ideologisk repræsenterer de to figurer hinandens modsætninger, og dikotomien gennemsyrer hele bogen, der klart fordeler sit persongalleri mellem gode og onde. Dette sættes yderligere på spidsen gennem to bipersoner. På den ene side den uskyldige og blinde pige Sue, som har evnen til at genoplive eller vække planter fra deres hi. Hun bærer dermed både symbolsk og konkret fremtiden i sig, og det er omkring Sue, at de lyse kræfter samler sig. Omvendt har vi manden med de mange navne – den omrejsende djævel, der ansporer ødelæggelsen for ødelæggelsens skyld. Som handlingen skrider frem, er det klart, at en ny konfrontation skal udspille sig. Denne gang ikke mellem øst- og vestmagter, men mellem godt og ondt, mellem liv og død, mellem Guds eller Moder Jords udvalgte og Satan tropper.

Hvis alt dette lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt, for Swan Song læner sig, som nævnt, ganske kraftigt op ad Stephen Kings The Stand (1978). Forbløffende tydeligt, må man sige, og selvom der ikke er tale em et decideret plagiat, er det vanskeligt klart at sige, hvad McCammon egentlig føjer til fortællingen, som King ikke allerede havde skrevet. Både The Stand og Swan Song er således kæmpemæssige kollektivromaner, der beskriver to folkefærds vandring og endelige sammenstød. I begge romaner er det metafysiske kræfter, der styrer handlingen i fortællingens baggrund, og i begge fortællinger er det en tydelig kristen tænkning, der danner udgangspunktet for konflikten.

Paperback, Pocket Books 1987. Romanens første udgave

Det er derfor også en smule forbløffende, at McCammon rent faktisk skrev og udgav sit post-apokalyptiske epos, for ingen er et sekund i tvivl om, hvorfra han henter hovedparten af sin inspiration. Sagen er dog nok den, at McCammon slet ikke prøvede at nytænke. I stedet er bogen en form for genfortælling af Kings værk, blot udført i en væsentligt mere løssluppen facon. Hvor The Stand er ubehagelig og grum, foruden at være hjertevarm og sentimental, føjer Swan Song deciderede elementer af pulp og fantasy til udtrykket, hvilket trods alt gør, at det ikke føles identisk med Kings værk. Vores hovedpersoner kæmper eksempelvis flere gange mod muterede dræberdyr a la Hiero’s Journey (1973), og oplever også andre ting, som klart hører hjemme i en mere frimodig litteratur end den alvor, som præger The Stand.

Robert McCammon ville dermed afgjort underholde sin læser, men samtidig er det klart, at han havde noget på hjertet og brugte romanen og skabelonen lånt fra King, til at opdatere historien. Således iscenesætter den tidens frygt for krig og atomvåben. Budskabet er det samme som hos King, nemlig at mennesker drevet af det nedrige, det onde og formørkede altid arbejder på at nedbryde verden. Dermed gør de helt bogstaveligt Djævlens gerning – om det er arbejdet på atomvåben eller en virus som Captain Trips spiller ingen rolle – begge dele er menneskeskabt og skabt af de samme forblændede personer. Men uanset hvor omfattende ødelæggelserne bliver, så vil de retskafne mennesker bestå, så længe de ikke mister håbet. Og skulle de miste håbet, kan de være sikre på, at det vil komme tilbage til dem – hos McCammon i form af en lille pige, der kan få æbletræer med fuldmodne frugter til at skyde op fra den forgiftede jord på en nat.

Paperback, Sphere 1988

Der ligger med andre ord klare messianske forestillinger bag Swan Song, som siger, at de udvalgte vil kunne se et nyt liv i møde, når deres prøvelser er overstået. Den tanke er måske en af den apokalyptiske litteraturs største klichéer, men samtidig formentlig også selve genrens raison d’être, fordi drømmen om udrensningen og den friske start synes at blive selve drivkraften bag den form for fortælling. Sådan er det hos King, og Justin Cronin gentager stort set det samme i sin The Passage fra 2010.

Hvor tragisk og gruopvækkende verdens ødelæggelser end måtte være, bliver den både i Swan Song og genren som sådan til en fortælling om håb og et løfte om bedre tider efter prøvelserne. Apokalypsens huskekage er Guds opdragende hånd, der giver verden en lussing, men så lader menneskene finde sig til rette igen. Nu blot som bedre og stærkere individer, der forstår at værdsætte kloden, livet og åndeligheden. Det tankegods man finder formuleret hos Paulus i første Korintherbrev, hvor man netop hører om Gud, der prøver verden med en rensende ild, som lader de gudløse brænde og de udvalgte blive stærkere.

Hardcover, Dark Harvest 1989

Alt dette er i sidste ende en frygtelig, sødladen klangbund, som gør den såkaldt post-apokalyptiske genre til en suspekt størrelse, som kun sjældent transcenderer sine milleniaristiske ansatser. Men når det er sagt, har en roman som Swan Song en klar underholdningsværdi, fordi den er fyldt med vanvittige optrin og skrevet med en løssluppenhed, som gør den væsentligt mere humørfyldt end den kvælende The Stand. McCammon er ingen god forfatter, hans psykologiske forståelse er næsten fornærmende banal, men desuagtet rammer han en pulpet tone, som punkterer de selvhøjtidelige takter i fortællingen og gør den til letbenet ramasjang. Letbenet ramasjang ville McCammon næppe selv kalde den, men ser man den i det lys, er Swan Song en stedvist fornøjeligt, omend ganske omstændeligt bekendtskab.

Paperback, Pocket Books 1996

Paperback, Pocket Books 2009

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Daniel F. Galouye, Dark Universe (1961): »Lad der blive lys!« og lyset blev til…

Paperback, Bantam Books 1961. Romanens 1. udg. med en rigtig fin forside af V. A. Hoot

Paperback, Bantam Books 1961. Romanens 1. udg. med en rigtig, rigtig fin forside af V. A. Hoot

Galouyes debutroman fra 1961 er et underholdende tankeeksperiment, der fører os med ud i en fjern, postapokalyptisk fremtid, hvor verden, som vi kender den, er gået under i en ødelæggende atomkrig og mennesket henvist til et liv under jorden. Samfundet er blevet teknologisk reduceret til en primitiv jægersamlertilværelse, og menneskene overlever nu i underjordiske huler, hvor de jager blodtørstige kæmpeflagermus, der hjemsøger hulegangene og høster svampene, der gror nede i mørket. Og mørket er det centrale ord her. Der er nemlig ikke noget lys i den verden, som menneskene nu lever i.

Alt foregår i dybt, sort mørke, hvor man nu klarer sig med føle-, lugte- og høresanserne. Disse sanser er til gengæld også blevet udviklet radikalt, siden de overlevende trak sig under jorden. Så udviklet, at kombinationen af sanser faktisk mere eller mindre har gjort synssansen overflødig.

Paperback, Bantam Books 1961

Paperback, Bantam Books 1961

I romanen følger vi den unge Jared, søn af en stammeleder. Jared er anderledes end andre. Hans sanser er stærkere, og han er derfor en overlegen jæger. Det får ham i problemer en dag, da han overmodigt forlader de vante jagtmarker og søger tættere op mod jordoverfladen end det ellers er tilladt. Det lille eventyr får alvorlige følger. Det resulterer i, at Jared ender som udstødt blandt sine egne og må søge ly, først hos en anden stamme og senere hos de forhadte ’zivvers’ – en form for mutanter, hvis ekstreme hørelse gør dem til farlige modstandere. Sagen er nemlig den, at Jared havde en oplevelse nær ved overfladen, der har karakter af en guddommelig åbenbaring. Han følte noget, han aldrig havde følt før. Noget overvældende, der får den unge Jared på kollisionskurs med sin stammes kultur og forestillingsverden.

Undervejs på den fortumlede rejse som udstødt gennem de underjordiske gange får Jared (naturligvis) følgeskab af den smukke Della, der afslører, at hun rent faktisk er en af de frygtede zivvers. Sammen forsøger de to nu at finde lyset og mørkets hemmelighed, meningen med deres tilværelse og i sidste ende slet og ret et paradis, hvor de kan begynde forfra.

Daniel Francis Galouye (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Daniel Francis Galouye (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Dark Universe er på flere punkter en fascinerende roman, fordi den forsøger at tackle ganske komplekse erkendelsesmæssige og fænomenologiske problemstillinger. Bogen er afgjort religionskritisk, men i stedet for parodisk eller ironisk at udstille religiøsitet bevæger Daniel Galouye sig et lag dybere ned og spørger, hvorfor metafysiske forestillinger i det hele taget opstår.

I romanen, der udspiller sig i total mørke, forstår menneskene lyset som en gud. De har vel at mærke aldrig set lys, men reminiscenser fra det svundne liv på jordoverfladen hænger ved i myter, der er blevet fortolket og forvansket i et væk. Lys er gud og lysets evige modstander, mørket, kaldes ’Radiation’. En hel kosmologi er bygget op omkring dette, der på en gang har kristne konnotationer, men som også har udviklet sig i en helt ny retning, tilpasset omgivelserne under jorden. Et liv, hvor mennesket, der aldrig har set lys, fortolker mørket som det almindelige og derfor også bagvendt forstår mørke som lys.

Hardcover, Gollancz  1962

Hardcover, Gollancz 1962

Et afgørende sted (s. 127) spørger Della ”We’ll find a pleasant world, won’t we?”, og Jared svarer ”The best. If it isn’t just like we want it, we’ll build it to suit ourselves.”

Og det er præcis hvad menneskene har gjort i bogen har gjort nede i mørket. De har skabt deres kosmologi ud fra deres konkrete livssituation og bygget deres metafysiske forhåbninger på de aktuelle vilkår. Den tanke har Galouye taget ganske alvorligt og med sin roman forsøgt at skildre, hvordan et liv i totalt mørke vil forandre alt fra sprog og metaforisk tænkning til religionen og forestillingen om efterlivet. Det er et ambitiøst projekt, men ikke desto mindre ganske, ganske spændende. Og man kan jo sende R. A. Salvatores bøger om sortelveren Drizzt i Underdark et par venlige tanker imens og konstatere, hvor fladpandet Salvatores tilgang til samme miljø i virkeligheden er. Men det er et sidespring.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1963

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1963

En af de fine ting ved Dark Universe er, at Galouye går hermeneutisk til værks. Vi forbliver inden for romanpersonernes erfaringshorisont, hvorved vi hele tiden får gennemspillet de tankerækker, som Jared og Della gør sig i forsøget på at forstå, hvad dette store, guddommelige lys og mørket er. Det betyder, at Galouye har måttet skabe sine egne metaforer og vendinger, baseret på livet i hulerne og den måde, hvorpå mennesket sanser deres verden dernede i mørket. Det giver bogen en helt særlig tone, der tager et par kapitler at blive fortrolig med, men som faktisk er tænkt ganske, ganske godt.

Billedligt indfanger Galouye sit religionskritiske projekt i det religiøse artefakt, som Jareds klan opbevarer med største reverens. En oldgammel genstand, der kaldes ”the Holy Bulb”. En genstand, som den gud en gang beboede, men nu har forladt. Det lyder jo komisk, men her griber Galouye vel et af de vigtige aspekter af enhver religion – nemlig, at den må forstås indefra for at give mening. Betragtet udefra bliver troen en fjollet, irrationel adfærd. Den elpærer, Jareds klan tilbeder som et vigtigt relikvie, er således et rigtig fint billede på eksempelvis den Hellige Grav i Jerusalem.

Paperback, Sphere  1970

Paperback, Sphere 1970

Dark Universe opererer på to planer. Der er det overordnede, filosofiske niveau, hvor Galouye excellerer i noget, som kunne tangere bister satire, men som snarere er et eftertænksomt bud på en materialistisk-dialektisk tolkning af menneskets verdenserkendelse. Vi er her helt oppe i de høje luftlag, men Galouye holder historien forankret i mere prosaiske aspekter gennem skildringen af de fysisk genvordigheder, Jared og Della løbende må overvinde.

Dark Universe er med andre ord rendyrket pulp, fyldt med kæmpemæssige flagermus og heltemodige redningsaktioner. Det gør på en gang bogen dybsindig og letbenet underholdende. Desværre lykkes forbindelsen mellem de to lag ikke altid lige godt for Galouye, idet han tydeligvis har været mere optaget af romanens erkendelsesmæssige indhold end den konkrete handling. Det betyder måske ikke så meget, men den underudviklede historie får den negative betydning, at de store tanker bag bogen formildes en smule gumpetungt, for ikke at sige naivt. Det kan synes paradoksalt, fordi Dark Universe faktisk har intellektuelt gods, men de pulpede SF-troper kommer ganske enkelt i vejen for Galouyes litterære projekt.

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1971

Romanen er sprogligt kluntet, hvilket ikke kan undgå at gøre Dark Universe til en mindre prægnant bog end den egentlig burde være. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at romanens ærinde var og er mindst lige så relevant i dag som dengang. Dens fusion af kreativitet og filosofi er rigtig stærk, og noget jeg sætter stor pris på, men desværre virker formen som en hæmsko for teksten. En hæmsko, der trækker bogen ned i den mest trivielle pulpsuppedas, man kan forestille sig. Det er ærgerligt, for havde Galouye været en bedre forfatter, ville selve det litterære udtryk have været stærkere og bogen som helhed mere overbevisende. Sådan er det bare ikke, men det skal ikke afholde nogen fra et give sig i kast med Dark Universe. Den fremmer kritisk tænkning, og det kan vi ikke få for meget af.

Paperback, Hamlyn Books 1983

Paperback, Hamlyn Books 1983

Paperback, Phoenix Pick 2010

Paperback, Phoenix Pick 2010

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skræmmende virkelighed: Glimt fra Den Kolde Krig

tumblr_lx6olnAloq1r8p65qo1_400

Jeg faldt tilfældigvis over BBCs Protect and Survive-film fra 1980-81. Du kender dem sikkert. Det er en række små film, der forklarer Storbritanniens befolkning, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af et atomart angreb. De små informationsfilm fremstår måske lidt naive i dag, men præcis derfor er de også så pokkers skræmmende. Faktisk er de noget af det mest uhyggelige, jeg længe har set. Deres rationelle, ingen-grund-til-panik-facon får alle alarmklokker til at ringe. Grufuldt.

Filmene oser langt væk af koldkrigsrædsel og jerntæppets iskolde slagskygger. Filmenes stemning findes vel bedst indfanget i Raymond Briggs rørende When the Wind Blows fra 1982.

 

 

Passende kan Bowie lukke dette indlæg med endnu en poetisk, melankolsk beretning fra en dyster epoke, nemlig hans genindspilning af ”Wild Is the Wind” fra 1976.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video