Tag Archives: August Derleth

Colin Wilson: The Philosopher’s Stone (1969): En syndflod af ord…

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Sindet og udforskningen af sjælelivet blev et tema i 60’ernes genrefiktion, hvor rejsen ud meget ofte blev til håndfaste metaforer for rejsen ind. En mand som John Fowles, som jeg har skrevet om her på bloggen et par gange, er et eksempel på den tendens. Et andet og måske mere spektakulært eksempel er engelske Colin Wilson, hvis litterære status har gennemgået et forbløffende hamskifte igennem hans karriere. Først var han nemlig en vred, ung og elitær eksistentialist, der dyrkede outsideren i det stadigt tankevækkende debutværk fra ’56. Så blev han romanforfatter, religionsekspert og endelig New Age-mystiker med hang til konspirationsteorier.

Unge Wilson kom i ’61 for skade at omtale H. P. Lovecraft som en sørgelig, talentløs skikkelse. Først og fremmest skal man her bide mærke i, at det i det hele taget er bemærkelsesværdigt, at Wilson havde et blik for Lovecraft i ’61, flere år før gamle Eich-Pi-El var blevet mainstream. Wilsons kritik kom derfor også hurtigt August Derleth for øre, og dermed blev der åbnet en korrespondance mellem de to.

Paperback, Panther 1974

Paperback, Panther 1974

Wilsons hårde dom over Lovecrafts forfattermeritter faldt naturligvis Derleth for brystet, og han udfordrede Wilson og sagde, at hvis det var så let at tackle de problemstillinger, Lovecrafts fiktion tumler med, hvorfor skrev Wilson så ikke en ”Lovecraft-roman”. Den udfordring tog Wilson til sig og, resultatet blev i første omgang romanen The Mind Parasites fra 1967, som Derleth prompte udgav på Arkham House. Arbejdet med Lovecrafts forfatterskab virkede imidlertid så stimulerende Wilson, at han forsatte derfor i samme spor i sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969, som vi skal se lidt nærmere på her.

Romanen er et ordrigt stykke indirekte Cthulhu mythos, der afgjort forsøger at udfordre det, vi i dag opfatter som Cthulhu-genrens klichéer, men samtidig også at finde ind til kernen i Lovecrafts forestillingsunivers. Præcis den øvelse gør The Philosopher’s Stone interessant, til trods for at bogen som helhed er et stykke jammerligt konstrueret litteratur, der formentlig sætter selv de mest tålmodige læsere på en prøvelse.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Wilson skriver i indledningen til bogen, at han, som den eksistentialist han engang og måske fortsat var i ´69, har benyttet fiktionen som redskab til formidlingen af idéer. Den gamle Kirkegaardske tilgang altså, som Wilsons første idoler (Sartre, Beauvoir, Camus m.fl.) havde brugt. Wilson melder dermed også klart ud, at hans roman først og fremmest handler om idéer, ikke om en stor fortælling, der skal udrulles for læseren. Vi er med andre ord på forhånd blevet advaret om, at dette ikke er nogen almindelig skrækroman, og der går da heller ikke mange kapitler, før vi opdager, hvor Wilson vil hen.

Selve handlingen er i virkeligheden ganske kort fortalt. Bogens lovecraftianske jeg-fortæller Howard Lester beretter om en dannelsesrejse, der begyndte fra barnsben, da han kom under en excentrisk polyhistors vinger. Her blev Lester oplært i kultur og naturvidenskab og mestrede naturligvis det hele til perfektion. Gradvist, gennem studier, der kombinerer kulturhistorie, filosofi og naturvidenskab, går det op for Lester, at vores menneskelige bevidsthed måske kun udgør en brøkdel af hjernens fulde kapacitet og, at det måske endda er muligt at opnå en form for udødelighed, hvis kroppens fulde potentiale aktiveres. Desværre har evolutionen åbenbart lagt en form for grænse ind i vores bevidsthed, der umuliggør dette. Den unge videnskabsmand sætter derfor alt ind i sin forskning på at nedbryde disse grænser, og det arbejde udgør romanens broderpart.

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Lester opdager snart, at han har fuldstændig ret, og det lykkes for ham at opnå en nærmest overmenneskelig hjernefunktion, der ikke alene gør ham i stand til at percipere verden i former, vi slet ikke kan fatte med vores begrænsede evner, han er også i stand til at se gennem tiden. Alt det er godt og fint, men bogens dramatiske element er, hvorfor så stor en del af vores hjernekapacitet i det hele taget er blevet afskåret fra os. Det spørgsmål optager selvfølgelig Lester, og en dag kommer den isnende erkendelse, at det er noget udefrakommende, som har lagt disse barrierer ind i os.

Og her kommer vi så ind på Lovecrafts banehalvdel. Det viser sig nemlig, at entiteter fra det kosmiske verdensdyb har befolket vores klode og måske endda skabt mennesket som en slaverace. Og for at stække os har de mentalt blændet vores race for at forhindre udvikling og selvstændighed. Det er jo ikke rart, men hvad værre er, flere af disse skabninger ligger fortsat slumrende på kloden, skjult i inter-dimensionale huler, hvorfra de venter på det rette tidspunkt for deres genkomst. Det kender vi alt sammen til hudløshed.

Hardcover, Crown Publishers 1971

Hardcover, Crown Publishers 1971

Væsnerne opdager på et tidspunkt, at Lester er ved at se ind bag sløret og forstå deres velbevarede hemmelighed. En kamp opstår nu, hvor entiteterne gør, hvad de kan for at stoppe Lester og hans eksperimenter, før hans viden når ud til en bredere kreds. For videnskabsmanden handler det derfor pludselig om overlevelse – både hans egen og resultaternes. Kampen er ulige, og Wilson kender sin Lovecraft godt nok til også at vide, hvordan det går med dem, der snuser for meget rundt i de gamles hemmeligheder. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

Problemet med The Philosopher’s Stone, hvis det er et problem, er, at rammefortællingen fylder uendelig lidt i den ganske lange roman. Hovedparten af teksten er fyldt med Wilsons direkte tale til læseren om en lang række videnskabsfilosofiske og erkendelsesteoretiske betragtninger omkring menneskets bevidsthed. Wilsons anliggende med bogen er dermed også klart nok – han siger, at vi kan meget mere, end vi tror, men vi er nødt til at udfordre vanetænkning og opøve en bedre brug af hjernen. Wilson går tilmed så langt som at sige, at vi måske må søge hjælp i lægevidenskaben for til fulde at overvinde de spærringer, der ligger i vores bevidsthed. En vej er naturligvis bevidsthedsudvidende stoffer, som kan gøre noget af arbejdet for os (bogen er jo fra ´69) – men mere radikalt forestiller Wilson sig også, at kirurgien på sigt vil kunne åbne partier af hjernen, der kan frigøre ubenyttede energier i kroppen.

Paperback, Warner Books 1974

Paperback, Warner Books 1974

Alt dette formidlers naturligvis gennem Lester, men vi er ikke et sekund i tvivl om, at det Wilson, der taler til os. Noget der understreges af de løbende fodnoter, som supplerer bogens fiktive dialog med reelle betragtninger fra Wilson selv.

Som tidstypisk fiktion er The Philosopher’s Stone et prima eksempel på 60’ernes kredsen om sindets kringelkroge, og bogen har, som sagt, forfriskende bud på nye greb om Cthulhu-genren. Blot kommer man ikke uden om, at Wilsons skønlitterære sprog er håbløst. Håbløst i den forstand, at hans roman, der gerne skulle fremstå som et stykke intellektuelt erkendelsesteori forklædt som skrækfiktion, er skrevet i det tarveligste, pulpede sprog. Det kunne der måske ligge en pointe i, men det betvivler jeg stærkt.

Paperback, Warner Books 1977

Paperback, Warner Books 1977

Wilson havde jo sådan set advaret os i begyndelsen om, at han ikke ser sig som skønlitterær forfatter, og det må siges at holde stik. Men når han nu alligevel har forpligtet sig på den skønlitterære form, uden at kunne løfte den del, falder projektet fra hinanden. At det tilmed bliver en smule anstrengende at følge Wilsons til stadighed mere udtalte fascination af ”overmennesket”, gør det ikke bedre. Havde Wilson ikke understreget, at han ser den mentale revolution som noget, der skal gælde for alle mennesker, ville han i forbløffende grad lyde som en New Age-Hitler på slap line. Så slemt er det ikke; i hvert fald ikke helt.

Godt bliver det aldrig, og The Philosopher’s Stone må siges i dag primært at være et stykke fiktion for samleren, der enten har interesse for 60’ernes metafysiske overvejelser eller fans af Cthulhu-genren, eller uheldige mennesker som undertegnede, der lider af begge fascinationer på en gang. Uanset hvad, er det et langt og tungt bekendtskab, som her ligger og venter.

Paperback, Panther 1978

Paperback, Panther 1978

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, St. Martin's Press 1989

Paperback, St. Martin’s Press 1989

Paperback, Valancourt Books 2013

Paperback, Valancourt Books 2013

Reklamer

1 kommentar

Filed under Roman

August Derleth, Dwellers in Darkness (1976): Et stille farvel med spøgelser

Hardcover, Arkham House 1976. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel - forlagets vanlige mand i denne periode

Hardcover, Arkham House 1976. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel – forlagets vanlige mand i denne periode

August Derleth var en produktiv herre, der fik skrevet et anseeligt antal noveller i løbet af sin forfatterkarriere. Arkham House, forlaget han selv var med til at grundlægge, fik udgivet otte opsamlinger med udvalg af Derleths fortællinger. Dwellers in Darkness er den ottende og sidste af disse antologier; en bog, der udkom fem år efter Derleths død.

Antologien markerer en form for sidste tur i manegen for en af pulpens helt store skikkelser. Det er da også ganske passende, at bogen rummer nogle af Derleths tidligste noveller – nemlig fortællingerne om Judge Peck – og så den allersidste historie, som han dårligt nok nåede at afsluttet før sin alt for tidlige død som 62-årig i 1971.

Hardcover, Arkham House 1976

Hardcover, Arkham House 1976. Beklager det dårlige billeder

Jeg har efterhånden skrevet en del gange om August Derleth, og det vil næppe komme bag på faste læsere her på bloggen, at jeg har et noget ambivalent forhold til hans forfatterskab. Han har skrevet mesterlige noveller, og blandt hans mange historier finder man mange helt, helt fremragende passager, der driver af isnende uhygge og melankolsk skønhed. Men Derleth har ubetinget skrevet mest af det, der bedst kan karakteriseres som møg. Uinspirerede pasticher, der lukrerer på populære genrer og udtryk. Værst er Derleths Cthulhu mythos-fortællinger skarpt forfulgt af hans SF-historier. Fælles for begge disse er det, at man savner en fornemmelse af dybde i teksterne. En oprigtig glæde ved udtrykket, en dvælen ved sproget og stemningen. I stedet bliver hovedparten af Derleths noveller kluntet prosa uden nerve, der skamløst lukrerer på andres stilistiske udtryk.

Nerve finder man til gengæld til overflod i Derleths fine hjemstavnslitteratur om det stille landliv i Wisconsin. Her var Derleth uden tvivl stærkest, fordi han ikke i samme grad skulle låne fra andre. Her var han sin egen herre og behøvede blot at forstærke sin virkelighed, føje et romantisk sentimentalt lag til sine naturskildringer, og derved skabe utrolige små eventyr, som desværre ikke fandt noget stort publikum.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Dwellers in Darkness fokuserer hovedsageligt på noveller, der kommer tæt på Derleths egnslitteratur. Her er det nemlig hans afdæmpede spøgelsesfortællinger, der er i fokus. Fortællinger om gengangere, hævn fra hinsides graven og budskaber fra de døde. Historier skrevet i den klassiske spøgelsestradition fra 1800-tallets slutning med engelske navne som eksempelvis Charles Dickens og M. R. James som forbilleder. Man kan naturligvis indvende, at Derleth også her bruger et lånt udtryk til historierne, men genren klæder ham, og han gør sig godt i selskab med spøgelserne. Måske fordi han her får lejlighed til utvungent at skildre de landlige hverdagsmiljøer og landskaber, som han elskede at beskrive uden at skulle gøre alt for mange kommercielle knæfald.

Faktisk er Dwellers in Darkness måske den bedste opsamling med noveller fra Derleths hånd, som Arkham House har udsendt. Det skyldes ene og alene det faktum, at historierne kommer tæt på den fiktion og poesi, Derleth skrev, når han ikke havde det store pulpmarked for øje. Selv i de mest kulørte fortællinger i bogen rammer Derleth nemlig en sober forsigtighed, der viser hans følsomhed og sans for lys og natur.

Weird Tales, november 1947. Bladet hvor "The Ghost Walk" optrådte første gang

Weird Tales, november 1947. Bladet hvor “The Ghost Walk” optrådte første gang

Eksempelvis i historier som ”The Ghost Walk” og ”The Night Road”, hvor han fører os med ud i en øde have eller en natmørk landevej. Alene her, i novellernes miljøer, rammer han noget foruroligende. Her er det da heller ikke spøgelserne, der skræmmer, men antydningen af det der kunne gemme sig i skyggerne. Det uforklarlige, der gemmer sig i tusmørket, mellem træer og buske, og ikke umiddelbart afsløres for læseren. Gradvist tegnes konturerne af et plot naturligvis for os, men på det tidspunkt har fortællingerne allerede mistet deres pondus. Det mesterlige ligger nemlig i optakten, selve afviklingen af historien ender som regel ferskt og trivielt. Ikke desto mindre vrider Derleth alt, hvad han kan ud af nattemørkets mystisk og får det til at løbe læseren (mig) koldt ned ad ryggen.

Et andet eksempel på Derleths stille tilgang til gyset kan findes fint i ”The Patchwork Quilt”, hvor et forbandet patchworktæppe, der har fanget en moders sorg og smerte, skaber ubehagelige billeder af overnaturlig kvælning, da tæppet smyger sig om en sovende gæst. Faktisk er novellen noget af det stærkeste i bogen og et stykke gedigent horrorfiktion, som Derleth kun formede at svinge sig op til få gange i sit forfattervirke.

Weird Tales, maj 1952. Nummeret med "The Night Road"

Weird Tales, maj 1952. Nummeret med “The Night Road”

Hele bogen er imidlertid ikke rene spøgelsesfortællinger. En enkelt mythos-novelle, ”The Passing of Eric Holm”, har fundet vej ind i bogen, og det samme har to kriminoveller om Judge Peck. En karakter, som Derleth brugte i sine tidligste fortællinger. Den gamle, livskloge dommer kommer ud for lidt af hvert i novellerne, men fælles for dem er det, at retssystemet ikke formår at straffe en skyldig, men så gør forsynet – eller skæbnen om man vil – i stedet rettens arbejde.

I ”The Element of chance” får Peck således assistance af en dommer fra det hinsides i en sag om et mord, mens Peck selv opklarer et mord i ”Fool Proof” og ganske kynisk hjælper morderen til at begå selvmord, da loven ikke kan nå den skyldige. Det er brutale øje-for-et-øje-noveller, som i dag måske vækker mest opsigt på grund af deres rå syn på straf og retfærdighed.

Strange Stories, december 1939. Nummeret med Cthulhu mythos-novellen "The Passing of Eric Holm"

Strange Stories, december 1939. Nummeret med Cthulhu mythos-novellen “The Passing of Eric Holm”

Dwellers in Darkness er faktisk en rigtig fin samling noveller, der viser noget af det, Derleth var i stand til, når han skrev, hvad han elskede og noget af det, der gør det ganske urimeligt blankt at afskrive ham som en elendig forfatter. Noget han ellers ganske ofte bliver, hvilke du bare behøver søge en smule rundt på Nettet for at konstatere. Derleth var imidlertid heller ikke nogen stor forfatter, og historierne i indeværende bog er ikke klokkeklare mesterværker. Men man fornemmer, at de er skrevet med passion, og det mærkes, at spøgelsesgenren stod Derleths hjerte nær. Det skrev han selv flere gange, og det fornemmes i teksterne, der både i enkelte passager og historierne som helhed har den uforklarlige uhygge, som de gode gespensterberetninger har.

Ellery Queen's Mystery, december 1949. Her finder man historien "Fool Proof" med Judge Peck

Ellery Queen’s Mystery, december 1949. Her finder man historien “Fool Proof” med Judge Peck

For mig kunne Derleth ikke sendes på vej med en bedre bog end denne. Den samler Derleth, når han er bedst og viser, hvor god han kunne være, når han ikke søbede rundt i forloren Cthulhu mythos eller fjollede SF-fortællinger, som han dårligt nok selv kunne tage alvorligt. Det var digteren Derleth, der skrev flere af disse noveller, og det er ham, jeg vil huske.

Novellerne:

“The Ghost Walk”

“The Ormolu Clock”

“A Knocking in the Wall”

“The Lost Path”

“The Place of Desolation”

“The Patchwork Quilt”

“The Island Out of Space”

“The Night Road”

“Come to Me”

“Memoir for Lucas Payne”

“The Passing of Eric Holm”

“Man in the Dark”

“The Song of the Peewee”

“Open, Sesame!”

“Ghost Lake”

“The Element of Chance”

“Fool Proof”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

John D. Haefele, August Derleth Redux: The Weird Tale 1930-1971 (2009): Skyggeboksning?

Paperback, H. Harksen Productions 2009. Forsidens billede er malet af Natalie Sorrentino

Paperback, H. Harksen Productions 2009. Forsidens billede er malet af Natalie Sorrentino

Alle, der bare interesserer sig perifært for H. P. Lovecraft, er utvivlsomt støt på navnet August Derleth. Mange har sikkert også haft antologier redigeret af manden mellem hænderne. Eller ligefrem læst nogle af Derleths rigtig, rigtig mange noveller. Derleth er med andre ord en prominent skikkelse, men afgjort også en problematisk herre. En herre, der har fået lov at spille rollen som skurken i det litterære drama omkring Lovecrafts eftermæle.

Kort fortalt har man anklaget August Derleth for at udnytte Lovecrafts stigende popularitet kommercielt, at forgribe sig på Lovecrafts noveller, at forvanske det filosofiske grundlag for den såkaldte ”Cthulhu mythos” og at udsende noveller, hvor han selv har skrevet 95% af teksten som posthume samarbejder. Alt sammen alvorlige anklager, der i vid udstrækninger udspringer af Derleths rolle som medstifter og ejer af forlaget Arkham House. Det forlag, der uomtvisteligt banede vejen for den heltedyrkelse af Lovecraft, som vi kender i dag.

Mere perifært og perfidt bliver Derleth også angrebet som dårlig forfatter, problematisk menneske og sjuskehoved. Som eksempelvis, når Robert M. Price får spiddet både kvaliteten af hans mythos-forståelse og skrivefærdigheder i Dagon (nr. 14, 1986, s. 5): ”It is difficult to tell how much this is to be blamed on Derleth’s mythos or his atrociously bad writing.” Meget af modviljen mod Derleth skyldes uden tvivl de ovenforstående punkter, men omvendt er der næppe tvivl om, at Derleth var en problematisk personlighed. Noget selv en trofast støtte som Brian Lumley nølende må vedkende sig i forordet til Beneath the Moors (1974), hvor han skriver: “… whatever Derleth’s shortcomings (and it would appear, if we can accept what others say, that they were many)” (s. XV).

Paperback, H. Harksen Productions 2009

Paperback, H. Harksen Productions 2009

En af de skikkelser, der har givet modstanden mod August Derleth en akademisk vinkel, er S. T. Joshi – den måske bedst kendte Lovecraft-forsker, vi har haft til dato. Joshi har ikke lagt fingrene imellem, hvad angår kritikken af Derleths behandling af Lovecraft, og Joshi har heller ikke fundet anledning til megen ros af Derleths egen fiktion.

John Haefele har imidlertid sat som litterært mål at genetablere – eller måske ligefrem bare at etablere –  Derleths gode navn. Den lille bog August Derleth Redux: The Weird Tale 1930-1971 er således første skridt i en flerledet udgivelsesstrategi, der har til formål at vise, hvorfor verden er gået fejl af August Derleth. Et interessant projekt, men også et modigt projekt, fordi Haefele til en vis grad udfordrer hele mytologien omkring Lovecraft som misforstået geni. Projektets ambitionsniveau er med andre stort, og derfor er bogens ringe omfang – kun 40 sider – overraskende. For kan man forandre den nærmest dogmatiske opfattelse af Derleth på så lidt plads? Næppe.

Især ikke når man får læst, hvad Haefele rent faktisk skriver i bogen. Han går nemlig knap til Derleth som person, går ikke nærmere ind på hans fiktion og berører stort set ikke hele det betændte spørgsmål om de redaktionelt tvivlsomme beslutninger omkring udgivelsen af Lovecrafts tekster. Det, Haefele i stedet gør, er at gå bibliografisk til værks og cementerer Derleths og Arkham Houses enorme betydning for udbredelsen af kendskabet ikke bare til Lovecraft, men alle forfatterne fra kredsen om Lovecraft. Haefele dokumenterer med al tydelighed, hvordan de tidlige Arkham House-bøger blev genudgivet, brugt, oversat og plagieret i store dele af Europa og Sydamerika i løbet af 1960’erne.

John D. Haefele

John D. Haefele

Det er afgjort interessant læsning, fordi Haefele får demonstreret, hvor sært stødvis Lovecrafts popularitet udviklede sig, og hvor vanskeligt det reelt var for Derleth at spekulere økonomisk i Lovecrafts navn på den korte bane. En væsentlig pointe, der i hvert fald problematiserer én af anklagerne mod Arkham House-ejeren.

I det lange løb var Lovecraft, Derleths penneven og mentor, afgjort en pengemaskine, men langt hen ad vejen er det åbenlyst, at Arkham House blev båret frem af Derleths idealisme og tro på genrefiktionens litterære kvaliteter.

Et underliggende spor, der løber sammen med de udgivelseshistoriske perspektiver, er Haefeles forsøg på at indsætte Derleth som den første store eksponent af Lovecraft – eller sagt på en anden måde, uden Derleth havde vi ikke haft nogen Lovecraft-forskning og dermed heller ikke nogen kritisk S. T. Joshi. Man fornemmer da også, at bogen er skrevet som et monologlignende svar på Joshis arbejde – faktisk i en sådan grad, at Haefele helt glemmer at inddrage sin modstanders synspunkter i diskussionen. Spørgsmålet er imidlertid, om Haefele ikke løber åbne døre ind?

Jeg tror i hvert fald ikke, at nogen på noget tidspunkt har bestridt den udgivelseshistorie, som Haefele her er i stand til at fremlægge for os. Derleths bøger var naturligvis med til at skabe et kendskab og en interesse for Lovecrafts fiktion, men det har vel heller aldrig stået til debat? Kritikken af Derleth, fraregnet de småperfide anklager om dårlig fiktion osv., hviler på hans rolle som redaktør af de konkrete tekster og navnlig hans håndfaste omkalfatring af Lovecrafts filosofisk/ideologiske udgangspunkt som forfatter. Med Derleth blev det, vi i dag opfatter som Cthulhu mythos, formaliseret og forfladiget, og det var Derleth (sammen med Donald Wandrei), der foretog de til tider hårdhændede beskæringer af Lovecrafts breve. Alt sammen noget, der har fået alvorlige konsekvenser for den litterære udforskning af Lovecrafts forfatterskab. Og naturligvis, der hvor Joshi navnlig har sat kniven ind i sine efterhånden talrige bøger om den gamle gentleman fra Providence.

August William Derleth (24, februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24, februar 1909 – 4. juli 1971)

Alt dette går Haefele imidlertid stort set ikke ind på i bogen. Faktisk har han kun få linjer om de forhold, der for alvor er problematiske. Om man skal opfatte det som blindevinkler, dårlig dømmekraft eller usaglig litteraturhistorie må være en temperamentssag. Godt tilrettelagt er diskussionen i hvert fald ikke, taget bogens pompøse ambitionsniveau i betragtning. Jeg spørger mig derfor, hvad Haefele egentlig forestiller sig, at han reformerer med teksten? Min opfattelse af Derleth, der sådan set er meget positiv, forandres eksempelvis ikke af de fakta, der lægges frem her. Var bogens ambitionsniveau mon en eftertanke, skabt i dialog med forlæggeren Henrik Harksen?

Haefeles lille bog bliver i hvert fald en sær form for skyggeboksning, hvor bokseren står med ryggen til den egentlige modstander. Nu ved jeg jo godt, at han senere har udsendt A Look Behind the Derleth Mythos: Origins of the Cthulhu Mythos (2012), hvor de ubehagelige sager tages op. Det har imidlertid ikke noget at gøre med indeværende bog, der synes helt at forbigå problemets kerne.

For mig at se er August Derleth Redux et forfejlet projekt, fordi Haefele postulerer ét og gør noget andet. Han vil reformere vores opfattelse af Derleth, men leverer ikke noget grundlag for en sådan revision. I stedet har han skrevet et absolut spændende belæg for en udvikling, som vi vel godt kendte i forvejen, men savnede det statiske grundlag for. Litteraturhistorisk er den lille bog væsentlig, men gør på ingen måde det, Haefele drømmer om. Faktisk virker hans til tider ganske skingre lovsang af Derleth hovedsageligt som tomme postulater uden egentlig substans.

Hardcover, H. Harksen Productions 2012

Hardcover, H. Harksen Productions 2012

Han bruger udgivelseshistorien som argument for et positivt syn på Derleth, men det virker ikke helt rimeligt, for sagen er vel den, at vi slet ikke taler om det samme. Derleth som redaktør og forfatter på den ene side og Derleth som købmand med Lovecraft som vare på den anden side er to forskellige ting og to forskellige arenaer. Hvor Haefele vælger at forsvare den sidste, står alle fjenderne i den første.

Måske en mere ydmyg titel og programerklæring havde gavnet bogen? Måske en mere konsistent argumentationsgang havde fremmet budskabet? John Haefele lykkes i hvert fald ikke med August Derleth Redux, til trods for at bogen er absolut læseværdig; især for en Arkham house-samler som mig. Og hvor er det flot, at et lille dansk forlag på den måde kan blande sig i en international diskussion!

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

August Derleth, Harrigan’s File (1975): Letbenet og blodfattig SF

Hardcover, Arkham House 1975. Den ferske forside er tegnet af Frank Utpatel - den faste forsideskaber for Arkham House i denne periode

Hardcover, Arkham House 1975. Den ferske forside er tegnet af Frank Utpatel – den faste forsideskaber for Arkham House i denne periode

I en årrække mellem 1952 og ’65 skrev August Derleth en stribe korte SF-fortællinger, der markerer et afbræk fra hans vanlige grusel- og krimihistorier. Derleth var aldrig sen til at se mulighederne for et lukrativt marked, og SF-genrens stigende popularitet i 50’erne har uden tvivl ansporet ham til at skrive novellerne.

Der kan imidlertid ikke være nogen tvivl om, at Derleth til en vis grad var på udebane, da han kastede sig over SF-genren. Han havde redigeret SF og læst en masse af sine forfatterkollegers historier, men egentlige, selvstændige bidrag til genren var der ikke blevet nogen af. Faktisk kan man ganske paradoksalt spore en form for modstand imod selve genren i hans noveller.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

På den ene side tumler Derleth ganske ukritisk ind i alle tidens klichéer og plots, men på den anden side er historierne skrevet skævt ind på tidens typiske science fiction og fordrejer derved de velkendte temaers fokus. Derleth kommer på den led bevidst (eller ubevidst) til at bøje genren og skabe sig et selvstændigt greb om de velkendte motiver. Alt det har man mulighed for at opleve i antologien Harrigan’s File, som Arkham House udsendte i 1975.

Alle Derleths science fiction-noveller er bygget op omkring journalisten Tex Harrigan, en hårdkogt skeptiker med smag for det kuriøse. I historierne er Harrigan en erfaren herre, der kan se tilbage på en lang karriere i pressebranchen. Han har arbejdet på et utal af aviser og mødt en lind strøm af sære eksistenser. De særeste har han samlet i et arkiv over ”besynderlige personer”, og det er disse personager, som novellerne handler om.

August William Derleth (24. february 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. february 1909 – 4. juli 1971)

Konceptet for alle Harrigan-historierne er stort set ens, og de begynder da også mere eller mindre på samme måde. Harrigan sidder på en bar et sted i USA og drikker med en kollega eller ven. Snakken falder på et eller andet emne, hvorefter Harrigan udbryder: ”Det minder mig om dengang…”. Vennen svarer: ”Det kender jeg ikke noget til…” Og så fortæller Harrigan ellers sin historie.

Typisk får Tex Harrigan sig rodet ind i historierne, fordi han er blevet sendt ud for at lave et interview med en gal opfinder af en art. Harrigan er, som sagt, ekstremt skeptisk anlagt og tvivler derfor altid på opfinderen, men gang på gang har de gale opfindere gjort det umulige og opfundet videnskabelige sensationer. Desværre går det altid galt, maskinerne vender sig imod opfinderen eller forsvinder, før verden får øjnene op for miraklet. Ganske ironisk er det eneste vidne til de store opfindelser således som regel Tex Harrigan, der ikke har megen tiltro til de skøre opfinderes evner.

Worlds of Science Fiction, juli 1952, med novellen "McIlvaine's Star"

Worlds of Science Fiction, juli 1952, med novellen “McIlvaine’s Star”

Tematisk kommer vi rundt om lidt af hvert i bogen. I “Invaders from the Microcosm” har en opfinder opdaget, at mikroskopiske fremmede væsner fra verdensrummet har indledt en invasion af Jorden i hans baghave. I en anden, “The Mechanical House”, har en excentrisk rigmand skabt et fuldt mekanisk hus, der kan varetage alle tænkelige funktioner. Det lyder genialt, men problemerne hober sig hurtigt op for den uheldige videnskabsmand. Man kunne også trække “By Rocket to the Moon” frem. Her tager en mand til månen i en raket, men ser sig ude af stand til at bevise sin bedrift og ender med at blive indlagt som galning.

Faktisk er stort set alle historierne mere eller mindre ens i opbygning og indhold. Kun “A Corner for Lucia” skiller sig for alvor ud ved i langt højere grad at ligne en klassisk ”weird tale”. Her kommer en kvinde, Lucia, uforvarende til at træde ind i en anden dimension. Historien er rigtig fin og rummer nogle sære elementer, som grænser til gys. Man fornemmer, at Derleth her er i sit rette element, og måske var historien i virkeligheden oprindelig tænkt til noget helt andet, før den blev brugt i Harrrigans univers.

Weird Tales, maj 1953. Her findes den fine "A Corner for Lucia" trykt

Weird Tales, maj 1953. Her findes den fine “A Corner for Lucia” trykt

Hovedparten af bogens noveller er bygget op omkring den klassiske pulpede afsløring til sidst, hvor Tex må genoverveje, om der muligvis alligevel var mere i sagen, end man umiddelbart skulle tro. Som læsere er vi imidlertid aldrig i tvivl, fordi Derleth konsekvent lægger en lille passage ind i alle novellerne, hvor vi i stedet for at få historien fortalt gennem Harrigan, følger den pågældende videnskabsmand eller opfinder, som novellen handler om. Derleth opnår to ting med det greb: På den ene side knyttes alle novellens tråde sammen for læseren, og på den anden side kan Harrigans snusfornuftige skepsis gang på gang blive udstillet som blindhed.

Man kan så spørge sig, om der er en overordnet tematik, der går igen i novellerne; det vil jeg mene. De er skrevet i en så tæt rækkefølge, at Derleth helt naturligt forfulgte den samme tankerække i historierne. Novellerne forholder sig stort set alle til videnskabens muligheder, men holder den faktiske videnskab ude i armslængde. Tilgangen til naturvidenskaberne er med andre ord ganske blød, om man vil, men kredser alligevel om emnet. Novellerne forstås da også bedst som en advarsel, hvor Derleth lufter en solid skepsis overfor jagten på mere komfort og materiel velstand.

Spaceway, april 1954, med novellen "The Remarkable Dingdong"

Spaceway, april 1954, med novellen “The Remarkable Dingdong”

Derleth lader os nemlig gennem sine noveller forstå, at fremskridtet ikke nødvendigvis vil føre til forbedringer. Fremskridtet fører os ud i ubekendt terræn, der kan vise sig at give alvorligt bagslag med fatale følger, hvilket bogens videnskabsmænd gang på gang må sande.

Men Derleth siger samtidig, at det er mindst lige så farligt, hvis ikke farligere, at gøre som Tex Harrigan og vende det blinde øje til naturvidenskaben. Derleths budskab er således at holde et vågent øje med det videnskabelige arbejde, der udføres, fordi de gode intentioner pludselig kan ramme os som en boomerang i nakken. Pointen er måske hverken overraskende eller original, men ikke desto mindre sympatisk.

Orbit Science Fiction, sommer 1953. Her optrådte "Invaders from the Microcosm" første gang

Orbit Science Fiction, sommer 1953. Her optrådte “Invaders from the Microcosm” første gang

Det er let at se, hvordan landdrengen August Derleth, der elskede sit stille Wisconsin, med skepsis oplevede 50’ernes enorme teknologiske forandringer i forhold til øget effektivitet og bekvemmelighed. Heldigvis formår han at udtrykke sin bekymring gennem mild samtidssatire uden at forfalde til den tungsindige modernitetskritik, som ellers kan påtræffes blandt flere af Derleths jævnaldrende genreforfattere.

Det er naturligvis rart, at Arkham House samlede alle Tex Harrigan-novellerne i et bind, men som samling fungerer de dårligt. Teksternes skabelon-agtige opbygning og gentagelser gør bogen til en fornøjelig, men blodfattig oplevelse.

Fantastic Universe, juni-juli 1953, hvor novellen "The Maugham Obsession" blev bragt første gang

Fantastic Universe, juni-juli 1953, hvor novellen “The Maugham Obsession” blev bragt første gang

Derleths kreative overskud fandt ikke vej ind i Tex Harrigan-historierne, der vel bedst kan beskrives som metervare. Det er tyndbenet fiktion, skrevet uden synderlig kærlighed til teksten eller genren og repræsenterer noget af Derleths svagere litteratur. Dermed ikke sagt, at det er kedeligt eller dårligt, langt fra. Tex Harrigan skal bare indtages i små doser, alt andet fører til litterær forstoppelse.

 

Novellerne:

“McIlvaine’s Star”

“A Corner for Lucia”

“Invaders from the Microcosm”

“Mary VII”

“The Other Side of the Wall”

“An Eye for History”

“The Maugham Obsession”

“A Traveler in Time”

“The Detective and the Senator”

“Protoplasma”

“The Mechanical House”

“By Rocket to the Moon”

“The Man Who Rode the Saucer”

“Ferguson’s Capsules”

“The Penfield Misadventure”

“The Remarkable Dingdong”

“The Martian Artifact”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Weird Tales, red. Leo Margulies (1964): Det kan næppe blive bedre…

Paperback, Pyramid Books 1964. Forsiden er malet af den store mester Virgil Finlay

Paperback, Pyramid Books 1964. Forsiden er malet af den store mester Virgil Finlay

Med antologien Weird Tales fra 1964 forsøgte Leo Magulies – pulpredaktør par exllence – at vise sine læsere, hvad Weird Tales var for et magasin, og hvorfor det fik så står indflydelse. I antologiens korte indledning indkredser Margulies bladets stemning og skitsere dets historie. Med det på plads overlader han sidepladsen til ni forfattere, der alle var væsentlige bidragydere til Weird Tales. Og det er vel at mærke ni formidabelt underholdende fortællinger, som Margulies har udvalgt.

Weird Tales er ikke en ren ”best of”-bog. I stedet for udelukkende at gå efter de store navne og deres bedst kendte fortællinger har Margulies sammensat et intenst ekstrakt af pulpmagasinets sider. Han viser det poetiske fremragende, det dystert uhyggelige og det letbenede gys. Oplagte navne som Clark Ashton Smith, Seabury Quinn og Ray Bradbury er valgt fra, mens hel- og halvglemte navne som Edmond Hamilton og Nictzin Dyalhis er med. Og naturligvis får de mindre kendte navne selskab af sværvægtere som Lovecraft, Howard og Bloch.

Paperback, Pyramid Books 1964

Paperback, Pyramid Books 1964

Bogen åbner med Hamiltons Poe’ske ”The Man Who Returned”. Historien om en mand, der er blevet levende begravet og vågner i kisten. Han kæmper sig ud i det fri og vender tilbage til sin familie kun for at opdage, at han slet ikke har været savnet. Som en anden James Stewart tumler han gennem byen og møder det ene deprimerende optrin efter det andet, før han noget nedslået finder fred.

Edmond Hamiltons novelle er en klassisk ”sær fortælling” – den ubestemmelige kategori af historier, der optræder så hyppigt i Weird Tales og tit glemmes i dag, fordi de passer dårligt ind i tematisk snævert formulerede antologier. Som hverken fugl eller fisk kan historien ikke kategoriseres som horror, humor, fantasy eller SF. Det ligger der en særlig styrke i, fordi den type fortællinger kun sjældent tynges af konventioner og genretroper.

Paperback, Jove Books 1979. Antologiens 2. ufd. Nu med en af Margaret Brundages ikoniske forsider fra Weird Tales Magazine

Paperback, Jove Books 1979. Antologiens 2. ufd. Nu med en af Margaret Brundages ikoniske forsider fra Weird Tales Magazine

Næste mand i rampelyset er Fritz Leiber, hvis historie ”Spider Mansion” er så overgjort og pulpet, at den er svær ikke at holde af. Leiber smører så uendelig tykt på, at hans gotiske fortælling om en gal videnskabsmand næsten fremstår som en parodi. I hvert fald bliver gyset svært utroværdigt. Ikke desto mindre er novellen skrevet med et overbevisende overskud af fortællerglæde, der gør teksten til en ren fornøjelse.

Det samme gælder Robert Blochs ”A Question of Etiquette” om hekseri og narrestreger. En historie i Blochs vanligt galgenhumoristiske stil. En stil der kom til at tegne en hel gren af horrorgenren. Jeg bliver nok aldrig den store fan af Robert Blochs noveller, men det enkle, enkle sprog, han arbejder i, er imponerende og respektindgydende. Hans helt ukunstlede sætninger drives af korte, præcise beskrivelser og en skarp dialog, som det kun er få forundt at skrive. Om man er til hans tone eller ej, kan man lære rigtig meget om godt skrivehåndværk ved at læse Bloch.

Edmond Hamilton (21. oktober 1904 – 1. februar 1977)

Edmond Hamilton (21. oktober 1904 – 1. februar 1977)

Antoligien lægger blødt ud med ovenfor nævnte historier, men så kommer Nictzin Dyalhis’ ”The Sea Witch”, bogens længste novelle. En historie der krydser genremæssige grænser og er lige så meget fantasy som gys, men er i virkeligheden mest af alt et kunsteventyr for voksne. ”The Sea Witch” er en hævnhistorie, der væves sammen med nordisk mytologi, vel at mærke uden brug af mytologiens oplagte skikkelser som eksempelvis Thor og Odin.

Nictzin Dyalhis’miljøskildringer er fremragende, og hele historien, der udspiller sig ved en efterårskold kyst, har noget af folkeeventyrets råhed og dragende kvalitet over sig. ”The Sea Witch” sætter således tonen for bogens anden del, hvor de stærkeste historier findes.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

H. P. Lovecrafts ”The Strange High House in the Mist” er den næste i rækken. Jeg har altid været rigtig, rigtig glad for Lovecrafts Lord Dunsany-pasticher, og ”The Strange High House” er blandt hans bedste. Prøv bare at finde din Grafton Lovecraft-omninus bd. 2 frem og læs første passage i novellen. Smukkere, mere stemningsmættet kan det dårligt blive, og det gælder for hele den fabulerende historie om drømme og virkelighedsforskydninger.

August Derleths ”The Drifting Snow” er ligeledes fremragende. Teksten plages af en tung, klodset dialog, men tematisk og handlingsmæssigt er det en af Derleths bedste horrorhistorier. I fortællingen afsøger han samme forfrosne vinterlandskaber, som han også beskriver i hans historier om Ithaqua – her er det bare et vampyrisk spøgelse, der kommer gennem sneen om natten. Alene billedet af spøgelset, der langsomt nærmer sig gennem den faldende sne i tusmørket, er så gribende, at hele novellens narrativ nærmest bliver overflødig.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Midt i Margulies litterære fejring af skatte hentet fra Weird Tales’ gemmer bliver Frank Belknap Longs ”The Body-Masters” hevet frem. Et stykke dystopisk SF, der virker tamt, efter Lovecraft og Derleth har leveret nogle af deres bedste værker. Faktisk er Belknaps novelle om sexrobotter slet ikke dårlig, men stemningsmæssigt falder den igennem og burde være placeret et andet sted i bogen. Ikke desto mindre er den blandt Belknaps bedre SF – hvilket, sandt at sige, ikke siger ret meget.

Kronen på værket er Robert E. Howards ”Pigeons from Hell”, hvis første kapitel i min verden er noget af det bedste, Howard skrev og noget af det bedste skrevne horror overhovedet. Fortællingen om hævn og sortmagi taber intensitet undervejs, men det betyder intet, fordi den viser alt, den behøver, i begyndelsen. To venner overnatter i et forladt hus og kommer ud for grusomme hændelser i nattens løb. Resten kan du næsten selv gætte. Den måde, som Howard får vævet naturerfaring og uhygge sammen, er uforlignelig. Med Howards beskrivelser af det ensomme sydstatsvildnis toner Weird Tales ud.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

I antologien demonstrerer Leo Margulies den brede vifte af stemninger og stilarter, der findes i Weird Tales Magazine. Med en historie som Leibers ”Spider Mansion” bekræfter han på den ene side den stereotype forestilling om pulpens letbenede, overfladiske underholdningsværdi. På den anden side maner han enhver tvivl om manglende litterære kvaliteter til jorden med bidrag som Lovecrafts og Howards.

Skulle jeg sammenfatte det bedste ved i Weird Tales-bladet, er der ikke noget bedre sted at søge hen end Margulies antologi. Gennem bogens sider føres man over et bredt spænd af historier, der lever på deres underholdningsværdi, litterære kvalitet eller begge dele. Bogen er måske en af de bedste pulpopsamlinger af sin slags. Bedre kan det næppe blive.

 

Novellerne:

Edmond Hamilton, “The Man Who Returned” (Weird Tales,  feb. 1934)

Fritz Leiber, “Spider Mansion” (Weird Tales, sep. 1942)

Robert Bloch, “A Question of Etiquette” (Weird Tales, sep. 1942)

Nictzin Dyalhis, “The Sea Witch” (Weird Tales, dec . 1937)

H. P. Lovecraft, “The Strange High House in the Mist” (Weird Tales, okt. 1931)

August Derleth, “The Drifting Snow” (Weird Tales, feb. 1939)

Frank Belknap Long, “The Body-Masters” (Weird Tales, feb.  1935)

Robert E. Howard, “Pigeons from Hell” (Weird Tales, maj 1938)

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

August Derleth (& H. P. Lovecraft), The Watchers Out of Time and Others (1974): Den gamle mythos-trædemølle

Hardcover, Arkham House 1974. Forsiden er tegnet af Herb Arnold

Hardcover, Arkham House 1974. Forsiden er tegnet af Herb Arnold

The Watchers Out of Time and Others fra 1974 er måske den mest kontroversielle bog med Cthulhu mythos-noveller, der er blevet udgivet efter H. P. Lovecrafts død i 1937. Ikke fordi den er specielt chokerende eller radikal. Det kontroversielle ligger ene og alene i, at den samler alle de såkaldte posthume samarbejder mellem August Derleth og Lovecraft. Det vil i praksis sige noveller skrevet af Derleth på baggrund af Lovecrafts efterladte idéer.

Derleth underspillede ikke ligefrem selv Lovecrafts anpart i novellerne, og da Arkham House udsendte The Watchers, skrev April Derleth, August Derleths datter, et forord til bogen. Her fastholder hun, om end i en noget apologetisk tone, Lovecrafts rolle som medforfatter i historierne. Men allerede i forordet fornemmer man, at alt nok ikke er helt, som det burde være, og man kan da også notere sig, at Donald Wandrei – medstifteren af Arkham House – kontaktede anmelderne, efter The Watchers var udkommet og fortalte dem, at stort set alle novellerne mere eller mindre var August Derleths egenhændige værk. Senere har litterater som eksempelvis den navnkundige S. T. Joshi cementeret Lovecrafts begrænsede andel i Derleths historier og dermed været med til at forstærke stigmatiseringen af Derleths navn.

Hardcover, Arkham House 1974

Hardcover, Arkham House 1974

Men hvorfor al den ophidselse kan man så spørge? Svaret ligger vel kort og godt i den heltedyrkelse, der er opstået omkring Lovecraft. Derleths forsøg på at knytte sin gale mentors navn til sig er blevet opfattet som et overgreb på Lovecraft; det stakkels, fattige geni fra Providence der forandrede horrorlitteraturen med sine geniale fortællinger. Derleths posthume samarbejder er blevet set som noget, der trak Lovecrafts gode navn ned i det burleske pulpsøle.

Men værre endnu er det, at Derleths skriverier er blevet opfattet som ren og skær kassetænkning. Han brugte Lovecrafts navn for ussel mammons skyld. En beskyldning der har hængt ved Derleth og Arkahm House fra det øjeblik, hvor Lovecrafts historier begyndte at finde læsere uden for den lille kreds af tidlige beundrere. Begge synspunkter indeholder noget sandt, men er dybest set absurde og uden tvivl et produkt af den heltemytologi, der blev skabt af Lovecrafts venner.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Enhver der læser novellerne i The Watchers, kan da også med al tydelighed konstatere, at de har et selvstændigt udtryk, der godt nok låner bramfrit fra Lovecraft, men som står på egne ben. Når Derleth knyttede Lovecrafts navn til historierne, tror jeg, det først og fremmest skyldes en respekt for hans penneven, og paradoksalt nok er et forsøg på at undgå beskyldninger om plagiater. For alle historierne tager jo, uanset hvor lidt, i et eller andet omfang afsæt i noget, som Lovecraft skrev.

Jeg må blankt erkende, at en meget stor del af novellerne i The Watchers er ganske, ganske ringe. Ikke fordi der er tale om dårlig prosa – absolut ikke. Derleth er en dygtig skribent med sans for rytme og ordenes tyngde. I flere af fortællingerne er der meget smukke passager, der ligner hans fremragende hjemstavnslitteratur. Der, hvor Derleth går galt i byen, er i selve håndteringen af de Cthulhu mythos-elementer, han introducerer. Ude af stand til at acceptere eller forstå Lovecrafts mere eller mindre gennemtænkte idéer om kosmisk gru bliver mythos-delene til sært tomme referencer hos Derleth.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Han slynger om sig med navne, steder og genstande fra Lovecrafts historier, men gør det uden overbevisning. Det bliver sætstykker i en uendelig opremsning. Det fører ingen vegne. Derleth var en meget mere traditionel forfatter end Lovecraft, og hans tilgang til fiktionen var enklere. Det kommer afgjort til udtryk i novellernes opbygning. Hovedparten begynder som solide, traditionelle spøgelsesfortællinger om hjemsøgte huse, men skifter typisk midtvejs fra stille spøgelsesfiktion til en sanseløs opremsning af mythos-referencer. Strukturen smuldrer, og fokus forsvinder i noget, der mest af alt minder om et referat. Jeg-fortælleren begynder at læse efterladte dagbøger, støvede manuskripter etc., hvorefter alle de gamle hemmeligheder om kosmiske guder åbenbares. Det fungerer elendigt i hovedparten af tilfældene og bliver til fordummende parafraser.

Et forsonende element ved The Watchers er imidlertid, at Derleth med tiden blev bedre. Som han blev ældre og Lovecrafts indflydelse mindre, udvikler novellerne mere selvstændighed. En historie som ”The Shuttered Room” har eksempelvis nogle helt fantastisk naturbeskrivelser, der ulmer af sær uhygge. Og tilmed er Derleths beskrivelser af de mærkværdige små fodspor på gulvet i det forladte hus stærk læsning. Der er noget underspillet grotesk i novellen, der måske nok kan genfindes hos Lovecraft, men alligevel har en selvstændig valør her. Noget der ligger tættere på naturelskeren Derleths forsøg på at vise, hvordan de naturstridige cthulhuide skabninger påvirker landskabet.

April Derleth (1955 - 21. marts 2011)

April Derleth (1955 – 21. marts 2011)

De nostalgiske fortællinger “The Lamp of Alhazred” og “The Fisherman of Falcon Point” er blandt bogens bedste. Stille historier om drømme, holdt i en eventyrlig tone. Poeten Derleth kommer her til udtryk, og han skaber i begge noveller en hovedperson, der gør langt mere indtryk end hans typiske, blodfattige jeg-fortæller. Det sidste posthume samarbejde Derleth udgav, novellen ”Innsmouth Clay”, har noget af det samme. I stedet for at fokusere på de velkendte Deep Ones som dæmoniske fremtoninger kredser Derleth om udlængsel, og gør fiskevæsnerne til noget, der næsten kunne ligne romantiske frihedsmetaforer.

Stilistisk ligger den absurde SF-fortælling “The Dark Brotherhood” om en stribe Edgar Allan Poe-kloners uvæsen i Providence også langt fra noget, Lovecraft skrev. Ikke at det nødvendigvis af den grund er blevet en god novelle, men historien har en sær vildskab, der ellers ikke findes i Derleths meget rolige prosa. ”Witches’ Hollow” er også en helt selvstændig fortælling. En skolelærer må her tage affære over for et barn, der er blevet besat af en eller anden form for dæmonisk tilstedeværelse. Persongalleriet og historiens afslutning ligger langt fra noget, HPL har formuleret.

Paperback, Carroll & Graf 1991

Paperback, Carroll & Graf 1991

Bogens gode historier er som sagt de sene, skrevet efter 1957. Det er her, Derleth forsøger at træde ud af Lovecrafts skygge og begynder at skabe mythos-fortællinger, der kan og vil noget andet end de blinde pasticher, han indledningsvist skrev. De første historier i bogen kan måske isoleret været underholdende læsning, men samlet side om side bliver deres generiske indhold og famlende mythos-temaer udstillet med al tydelighed.

The Watchers er en uskøn bog med til tider frustrerende lange noveller. Men den tålmodige læser belønnes, for tingene bliver gradvist bedre. De sidste historier i bogen er ganske, ganske fine, og jeg vil mene, at man først for alvor forstår at værdsætte deres stemning, når man har tygget sig gennem de første historier. Bogen bliver en vandring gennem Derlerhs forsøg på at finde sit eget greb om den Cthulhu mythos, der havde fascineret ham, siden han stiftede bekendtskab med den som ganske ung. Der er ikke tale om noget fadermord, men i de sidste historier taler August Derleth rent faktisk med sin egen, distinkte forfatterstemme.

Paperback, Del Rey 2008. Det er fortsat Lovecrafts navn, der skal sælge bogen

Paperback, Del Rey 2008. Det er fortsat Lovecrafts navn, der skal sælge bogen

 

En bibliografisk bemærkning. Bogen indledes med kortromanen The Lurker at the Threshold. Da Carrol & Graf genudsendte The Watchers som paperback i 1991, blev The Lurker udeladt. Vil du have den med, er det derfor (naturligvis) Arkham House-udgaven, der skal anskaffes.

Novellerne:

The Lurker at the Threshold

“The Survivor”

“Wentworth’s Day”

“The Peabody Heritage”

“The Gable Window”

“The Ancestor”

“The Shadow Out of Space”

“The Lamp of Alhazred”

“The Shuttered Room”

“The Fisherman of Falcon Point”

“Witches’ Hollow”

“The Shadow in the Attic”

“The Dark Brotherhood”

“The Horror from the Middle Span”

“Innsmouth Clay”

“The Watchers Out of Time”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Brian Lumley, Beneath the Moors (1974): Ungdommeligt, forglemmeligt mythos-gys

Hardcover, Arkham House 1974. Forsiden er tegnet af Herb Arnold

Hardcover, Arkham House 1974. Forsiden er tegnet af Herb Arnold

Blandt de forfattere, der for alvor har dyrket det såkaldte Cthulhy mythos-univers, har der været en udtalt tradition for lærer/elev-forhold. En relation som grand old man H. P. Lovecraft utvivlsomt var med til at sætte i gang. Lovecraft læste og kommenterede på sine yngre protegeers arbejde, og da de senere var blevet etablerede forfattere, fortsatte de selv i samme spor. August Derleth fik således den unge Brian Lumley i lære, der gennem omhyggelig manuducering fik skrevet en række mythos-fortællinger, der stilistisk lægger sig i forlængelse af Derleths egne noveller. Lumleys første mythos-historier blev samlet i Caller of the Black og udsendt af Arkham House 1971.

The Caller of the Black indeholder imidlertid ikke alle Lumleys tidlige historier. Han havde nemlig allerede udgivet novellen ”The Sister City” i den genredefinerende og ofte genoptrykte antologi Tales of the Cthulhu Mythos (1969). ”The Sister City” var egentlig tænkt som en kort roman, men da Derleth læste den, fik han gjort Lumley klar, at han kun ville trykke den i fald, historien blev reduceret til en tredjedel. Det gjorde Lumley, men han havde svært ved at acceptere beslutningen. Af den grund arbejdede han videre på novellen, efter den var blevet udgivet.

Hardcover, Arkham House 1974

Hardcover, Arkham House 1974

Lumley lod ”The Sister City” blive en fortælling i fortællingen og byggede en kortere roman op omkring novellens beretning. Det arbejde mundede ud i Beneath the Moors, som Arkham House udsendte i 1974. Det må i den forbindelse nævnes, at bogen er bemærkelsesværdig af den grund, at det var den første roman, som forlaget havde udsendt siden 1968. Det var og er nemlig især antologier, som Arkham House havde udsendt. At Lumley fik lov til at udgive en roman, siger med andre ord en del om, hvor glad August Derleth var for unge Lumley.

Hele historien om Beneath the Moors’ tilblivelse kan i øvrigt følges i en længere indledning, som Brian Lumley har skrevet til bogen. Indledningen fungerer også som et mindeord for Derleth, der døde i 1971. Lumleys indledning er levende og underholdende. Han fortæller om sin vej ind i mythos-universet og samarbejdet med Derleth. Det bliver gjort hjerteligt og varmt, men også på en måde, der viser, at Derleth ikke altid var lige let at samarbejde med. Underforstået: Et stort og besværligt ego!

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Beneath the Moors begynder, da Professor Ewart Masters udskrives fra hospitalet efter en trafikulykke, der nær kostede ham livet. Helt rask er han imidlertid ikke, og han rejser derfor hjem til sin nevø Jason Masters i Harden på den engelske nordøstkyst. Her er det tanken, at Masters kan bo i nogen tid og komme til hægterne igen. Sådan går det bare ikke, for som Masters gradvist får det bedre, begynder hans akademiske interesser at røre på sig igen. Masters kaster sin kærlighed over studiet af vidnesbyrd om ældgamle civilisationer – både mytiske og historiske. Disse studier fører ham på bedste mythos-manér ud i de videnskabelige afkroge, hvor okkultisme og mystik blandes med historisk virkelighed.

Tingene spidser for alvor til, da professoren opdager en sær statuette af et opretstående reptil. Figuren er så detaljeret, at han mener, den må være blevet til på baggrund af en virkelig model – men hvad repræsentere figuren? Masters har fundet en mission, figurens hemmelighed må opklares. Det fører ganske bogstaveligt Masters ind – eller ned rettere ned – i mørket. Han finder antydning af, at der måske findes rester af en årtusinder gammel, cimmeriansk kultur på heden i Bleakstone, og endvidere tegn på, at der måske stadig eksisterer sådanne humanoide reptiler. Der må graves i hemmelighederne…

Paperback, Tor Books 2004. Beneath th Moors er her genoptrykt i selskab med andre af Lumleys mythos-fortællinger

Paperback, Tor Books 2004. Beneath th Moors er her genoptrykt i selskab med andre af Lumleys mythos-fortællinger

Masters er, som sagt, endnu ikke helt rask. Han besvimer eller mister bevidstheden med jævne mellemrum. Under ét af disse anfald sker der noget mystisk. Han drømmer og ”vågner” i drømmen, som vi kender det fra Lovecrafts Dreamslands-fortællinger. Her er det bare ikke drømmelandene som sådan, det handler om. Masters opdager i drømmen, at han befinder sig i et stort hulesystem. I hulerne, langt under jordens overflade, udspiller hovedparten af romanen sig. Som gidsel blandt mystiske ”old ones” stavrer Masters omkring i hulerne, alt imens han overvejer, hvor hans sovende krop befinder sig. Det får vi svar på til sidst, hvor Lumley for alvor folder sig ud og leger med drømmen i drømmen-princippet på en ganske overraskende måde.

Generelt er jeg rigtig glad for mythos-fortællinger, sådan set også der hvor de rent kreativt træder vande og gentager genrens velafprøvede klichéer. Jeg må imidlertid blankt erkende, at Beneath the Moors for mig er et kreativt lavpunkt. I både indledningen og selve romanens afslutning viser Lumley, at han har talent for at skrive og tænke kreativt. Især i romanens slutning udfordrer han læseren og vender fortællingen på hovedet flere gange. Men ved at gøre dette udstiller han også resten af romanens stive, konservative stil.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

I Beneath the Moors er Lumley ganske enkelt så afhængig af Lovecrafts prosa og især Derleths udlægning af Lovecraft, at det bliver til komplet ligegyldig og uforpligtende pastiche. Romanen er hverken spændende eller uhyggelig. Den føles snarest som et vogntræk af velkendte temaer, der passerer roligt forbi læseren, før de forsvinder ud i glemslens tåger.

Et væsentligt problem for teksten er, at Lumley måske i virkeligheden er for uprøvet en forfatter i begyndelsen af 70’erne til med overbevisning at kunne skrive i den akademiske stil, som i hvert fald en del af mythos-genren typisk udfoldes i. Jeg tror ikke et minut på Lumleys professor og hans forskning, der ganske enkelt er for famlende og utroværdigt beskrevet. Det er et problem for handlingen, fordi det netop er i troværdigheden, at præcis denne type mythos-fiktion finder sin styrke.

Hardcover, Arkham House 1969. Her optræder "The Sister City" for første gang. Den helt fremragende forside er tegnet af Lee Brown Coye

Hardcover, Arkham House 1969. Her optræder “The Sister City” for første gang. Den helt fremragende forside er tegnet af Lee Brown Coye

Med ovenfor stående kritik vil det også være klart, at Lumley på dette tidspunkt ikke har fundet sin mythos-stemme endnu. Hans hovedperson har meget lidt at gøre med Titus Crow og hele ”My heroes fight back”-tilgangen til horror, som Lumley senere har dyrket. Samtidig er det interessant at se, hvor meget der ligger i Beneath the Moors, som Lumley tager op i sit senere arbejde. Oakdeene-sanatoriet figurerer prominent i bogen, og der er tydeligvis en hel del gods i romanen, der finder vej ind i The Burrowers Beneath (1974) og de efterfølgende bøger om Titus Crow.

Man kan med god ret sige, at Beneath the Moors er en form for Brian Lumley in spe. Vi møder ham her som ganske ung og uprøvet forfatter. Resultatet er en ensformig kopivare uden selvstændighed eller kreativt overskud. Det giver eksempelvis ingen mening at sammenligne Lumley med den ni år yngre Ramsey Campbell, der på dette tidspunkt var et festfyrværkeri af fabulerende mythos-horror, der ligger milevidt over Lumleys trivielle tilgang. Det gør alt i alt Beneath the Moors til et begynderværk i et forfatterskab, der senere er gået helt andre veje. At det så måske heller ikke altid har været lige heldigt, er en helt anden snak. Jeg er og bliver nok aldrig den store Brian Lumley-fan.

Skriv en kommentar

Filed under Roman