Mark Grant, Mutants Amok 3. Rebel Attack (1991): Muties indtager Hollywood

Paperback, Avon 1991. Forsiden er, som de tidligere bind, malet af altid fantastiske Les Edwards

Her er vi så kommet frem til det tredje bind i Mutants Amok-serien. De første to bøger hang fuldstændigt sammen. Det tredje bind, Rebel Attack, lægger sig i forlængelse af disse, og der kan ikke være nogen tvivl om, at de blev tænkt som én lang, sammenhængende fortælling. Jeg er faktisk helt sikker på, at David Bischoff blev hyret til at skrive tre bøger for at se, hvordan serien ville gøre sig, før der blev indgået en ny kontrakt for eventuelt flere bind. Det vil sige, at vi med tredje bind får en form for afslutningen, der kunne være blevet enden på serien. Sådan gik det ikke helt, der kom to bind mere, men det kan jeg vende tilbage til.

Selvom tredje bind i serien fortsætter direkte, hvor bind to stoppede, adskiller det sig alligevel væsentligt fra de to første derved, at vi får introduceret en ny hovedperson. Måske du husker, at vores unge hovedperson, bondeknolden Jack Bender havde en kæreste i bind 1, som, vi troede, døde efter en onde mutantlæge udførte eksperimenter på hende. Der tog vi fejl. Hun blev i stedet sendt til Hollywood, der nu bliver drevet af mutanter. Her bliver der naturligvis lavet film, som mutanter vil se, hvilket vil sige ultra-sleaze og ekstreme voldsfilm, hvor de menneskelige statister bliver mishandlet og dræbt under optagelserne.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

Smukke Jennifer er perfekt i rollen som heltinden, der skal lemlæstes af mutanter på det store lærred, og hun havner derfor i en større produktion. Mens alt dette står på, genforenes Jack og Phil med den hærdede guerillakriger Max Turkel, der er flygtet fra sit fangenskab, og oprøret mod mutanterne kan nu fortsætte med fuld vigør. Det vil sige næsten, for Turkel har fået nys om, at Jennifer er i Hollywood, og da han fortæller det til Jack, vil han naturligvis derud for at redde hende.

Nu må rebellerne derfor drøne til filmbyen for at finde Jennifer, før hun blive ofret for rullende kameraer, men vejen er lang og farerne mange. Imens sker der overraskende ting i Hollywood, for Jennifer opdager, at ikke alle mutanter er lige slemme – nogle har endda hjertet på det rette sted, og en romance udvikler sig mellem Jennifer og den bizarre filmagent Algernon, der er en parodi på alt britisk. Det er naturligvis uheldigt, nu hvor Jack er på vej ud for at redde hende, men omvendt har han jo fået varme interesser for indianeren Jill Morningstar, som vi lærte at kende i andet bind.

Paperback, Avon 1991

Satire og humor har været en væsentlig ingrediens hele tiden, men i Rebel Attack får satiren alligevel en tand mere, ikke mindst på bekostning af Hollywood og filmindustrien. Meget af dette er billige point i retning af mere eller mindre klichefyldte Hollywood-stereotyper, men der er en vrede under humoren, som skinner igennem. Man behøver ikke stor fantasi for at forestille sig, at Mark Grant – alias David Bischoff – fik noget ud mellem sidebenene, da han skrev bogen.

Bischoff arbejdede sideløbende med sin skønlitteratur som filmmanuskriptforfatter i Hollywood; han skrev også en del manuskripter om til romanform og den anden vej rundt. Bischoff kendte med andre ord filmbranchen ret godt, i hvert fald fra forfattersiden, og netop dette fylder en del i bogen. Ikke mindst bruger Bischoff/Grant plads på at skildre, hvor elendigt de store mutant-filmmoguler behandler deres skriverkarle. Kronen på dette bliver, da en forfatter tvinges til at æde en skålfuld lort foran resten af filmholdet – skuespillere, kamerafolk og alle de andre. Forfatteren kom til at sige et lille pip om instruktørens behandling af historien, hvilket han aldrig skulle have gjort. Det er ekstremt klamt og scenen fremstår som en hilsen fra Bischoff, der sender os et postkort om sin oplevelse af arbejdet i branchen.

Paperback, Pocket Books 1993

På sin vis giver Hollywood-delen et friskt pust til handlingen, der ellers nærmer sig tomgang. Vores hovedpersoner, rebellerne, knalder stadig mutanter ned for et godt ord. Bogen åbner med en af de voldsomste ildkampe til dato i serien, mens vi også læser, hvordan Jack og Jill knalder på vej ud for at redde Jeniffer. Persongalleriet er mere eller mindre på plads nu, og der, hvor romanen forsøger at overraske, er gennem de uforudsete farer, der lurer undervejs. Ikke mindst bliver mutantbanderne i LA et vigtigt omdrejningspunkt.

Der er med andre ord masser er kamp og kage i romanen. Mutantblodet sprøjter fortsat, det samme gør de lumre sexscener og platte vittigheder kommer i en lind strøm. Desuagtet er der noget skævt ved historien, som givetvis skyldes den til tider lidt kluntede sammenstilling af højspændt action på landevejen og scenerne i Hollywood, der er af en helt anden karakter og flere gange ganske lange. De påkalder sig derved meget opmærksomhed og gør heltenes rejse til LA til en biting, hvilket er en smule spøjst. Stilistisk er Rebel Attack udfordret, men måske er det for meget forlangt på den måde at gå så kritisk til en roman af denne type.

Paperback, Bantam 1994

Som jeg skrev i begyndelse, er der en stemning af konklusion over bindet, og til sidst får vi endda en slutning, hvor et udvalg af heltene drager lykkelige ud i solnedgangen. Bischoff lukker pakken med en stor rød sløjfe og afslutter her, hvad der kunne opfattes som en trilogi. Salget af bøgerne var givetvis ikke det, forlaget håbede, og jeg går ud fra, at det var derfor, man valgte at fortsætte serien én bog ad gangen. Det var måske også et godt valg, for sandt at sige, efter tre bøger i selskab med Max Turkel og de andre rebeller, er det ved at være for meget af det gode. 

Mark Grant, Mutants Amok 2. Mutant Hell (1991): “Get your motor runnin’…”

Paperback, Avon Books 1991. Les Edwards har stået for den helt fantastiske forside!

Andet bind i Mutants Amok-serien fortsætter præcis der, hvor det første stoppede. Der er hverken nye takter i retning af stilistiske ændringer eller i selve handlingens udtryk. Faktisk vil jeg gå så vidt som at hævde, at første og andet bind formentlig er skrevet ud i en køre og først senere adskilt i to bøger, men det er naturligvis bare gætværk. Festen fortsætter ufortrødent, og var man til de groteske optrin i bind et, skuffer bind to heller ikke.

I første bog hørte vi om, hvordan de to bondeknolde Jack Bender og Phil Potts måtte flygte fra den slavefarm, de har været fanger på, efter slaverne revolterede. Jack er naturligvis nedtrykt, fordi hans barmfagre kæreste blev snuppet og misbrugt af en satanisk mutantlæge, men han nyder også friheden. Vores to hovedpersoner er blevet ufrivillige rebeller, der nu drager afsted for at redde deres idol, supersoldaten og frihedskæmperen Max Turkel, der blev taget til fange af mutanterne i slutningen af første bind.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

Således undervejs i et letvægtsfly må Jack og Phil på et tidspunkt lande og søge efter brændstof. Det finder de på en sært idyllisk farm, hvor alt næsten er for godt til at være sandt. Farmens beboere er en form for ”mutanter light”, der ikke har åbenlyse ydre mutationer og derfor ligner mennesker. Som det snart viser sig, er de imidlertid langt fra mennesker, for farmen er en stor honningfælde, som vores to liderlige hovedpersoner løber direkte ind i. Farmens familie lever af kropsvæsker udsuget under samlejet, hvilket de to nye rebeller får at føle første nat på farmen. En ganske vanvittig konfrontation udspiller sig derefter på gården, før vennerne kan fortsætte.

Deres rejse fører dem langt om længe frem til et lille indiansk samfund, hvor alle naturligvis er oprørere. Indianerne elsker også klassisk rock, og vores venner kommer til koncert med det lokale band, der spiller Creedence, Steppenwolf og Stones. Fremtiden er fortiden! Festen afbrydes imidlertid, da det lille samfund overfaldes af biker-mutanter, og endnu en stor kamp udspiller sig…

Paperback, Scholastic 1978. En af Bischoffs tidlige bidrag til genrefiktionen

Imens alt dette sker, følger vi Max Turkel, der er i fangenskab hos mutanterne, og spørgsmålet er, om han vil kunne overleve længe nok til, at hans venner finder frem til ham, og om de vil blive genforenet.

Det er ikke de store problemstillinger, som tynger en bog som Mutant Hell, der omtrent er så subtil som et spark i skridtet. Den leverer sin overgearede, blodige og lumre handling i et hæsblæsende tempo og ser sig ikke tilbage. Det ene optrin fører direkte ind i det næste, og de eneste pusterum, vi får, er, når stakkels Jack engang imellem har et øjeblik til at overveje, hvorfor skæbnen har været så hård ved ham og ikke bare kunne lade ham leve sit stille og rolige slaveliv.

For at værdsætte en bog som denne, eller hele serien for den sags skyld, må man slukke for sine litterære forventninger og acceptere en papirstynd roman uden nogen som helst dybde eller anledning til refleksion. Det du læser, er det, du får; nul læsning mellem linjerne eller dybere lag. Det er tidsfordriv, og spørgsmålet er, om man som læser kan lade sig rive med af dette er eller ej.  

Personlig har jeg en fest med Mutants Amok-serien, fordi den er så ustyrligt grovkornet. Der er blod og sex, skildret bramfrit og til laveste fællesnævner. Bogen og serien er bevidst dum og ganske befriende skrevet uden den moraliserende tone, som det meste nyere skraldelitteratur af denne type er skrevet med. Det gør faktisk en roman som Mutant Hell en smule progressiv eller udfordrende, fordi Mark Grant (alias David Bischoff) skriver sin historie indefra og udfolder handlingen set fra vores hovedpersoners horisont, der er formet af deres miljø. Der kommer ikke nogen udefra kommende moralske eller sociale konventioner, som påtvinges historiens univers, hvilket er lidt af en sjældenhed inden for denne type fiktion.

Paperback, Penguin 1983. Endnu en af Bischoffs mange romaner og ligeledes et eksempel på hans tætte samarbejde med filmens verden

Når det er sagt, kan man selvfølgelig diskutere, hvor underholdningsværdien er størst, i første eller andet bind, og her fremstår anden del ganske meget mere dynamisk, fordi vi har fået leveret hele baggrunden for mutanternes invasion af USA og karakterernes baggrund i bind et. Anden del går lige på historien, hvilket den gør med stort gåpåmod. At romanen samtidig kender sin besøgstid, gør det ikke dårligere, for første bind var kort, og bogen er sat med store typer. Det samme gør sig gældende for Mutant Hell, der er endnu kortere.

Min anbefaling fra første bind står dermed også fortsat gældende med bind to. Er du fascineret af tjubangvold og tegneseriehelte, tilsat en god dosis sex, er Mutants Amok-serien for dig. Det er et vellykket stykke skraldelitteratur fra 90’ernes begyndelse, skrevet uden alt for meget ironi, men der kan ikke være et sekunds tvivl om, at hele den hårdkogte atmosfære alligevel er en stor vittighed; en ironisk kommentar til alle forsøg på at skrive alvorlige spændingsfortællinger og samtidig en stille hyldest til 70’ernes exploitationfilm- og litteratur. Man er med andre ord nødt til at læse Mutants Amok med humor, fordi serien slet og ret er så dum, at man ikke kan gøre andet. Men har man humoren med, har man også et par sjove timer med bogen, og det er jo ikke så dårligt.        

Mark Grant, Mutants Amok 1 (1991): Så dumt kan det gøres…

Paperback, Avon Books 1991. Forsiden er malet af den altid fantastiske Les Edwards

Mark Grant, alias David Bischoff, vidste formentlig godt, at han ikke ville vinde nogen litterære priser for første bind i Mutants Amok-serien, men det har næppe tynget ham meget. Man konstaterer da også allerede efter få sider, at han er gået til arbejdet med højt humør og stor appetit på død, ødelæggelse og lummer underholdning. Faktisk er Mutants Amok uforskammet plat og så dum, at den opnår en form for integritet med sin stupiditet. Ikke mindst fordi der ikke bliver lagt fingre imellem noget sted, hverken når det kommer til humor, vold eller sex.

Handlingen lader sig da også præsentere ganske kortfattet. I en ikke alt for fjern fremtid har mutanter overtaget verden. I USA sidder cyber-mutanten Charlegmagne på magten, og hans tropper gør nu livet surt for de overlevende mennesker, der er blevet slavegjorte af de mutanter, som videnskabsmænd skabte i jagten på den perfekte soldat. Men naturligvis er der også en modstandsbevægelse, og den sejeste, mest bistre og røv-sparkende modstandsmand er Max Turkel, der har sat sig for at gøre en ende på Charlegmagne og de andre ”muties”.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

I seriens første bind kommer oprøret dog ikke så godt fra start, for Turkel styrter ned med sit lille personfly og må hårdt såret søge hjælp på en slavefarm drevet af mutanter. En ung fyr på farmen ved navn Jack, et menneske forstå sig, begynder at hjælpe Turkel og snart er et oprør under opsejling blandt slaverne. Før det kommer så langt, må Max Turkel dog hjælpe til med at redde Jacks kæreste fra at blive udsat for eksperimenter hos den lokale, vanvittige mutantlæge. Så er der selvfølgelig også Charlegmagnes højre hånd, der leder efter Turkel, hvilket alt sammen bliver en giftig cocktail af problemer for vores hårdtslående modstandsmand og hans nye grønskolling af en partner.

Der er knald på fra første side, men det betyder ikke, at hverken Jack eller Turkel ikke har tid til at hygge sig. En væsentlig del af bogen handler om, at den erfarne Turkel giver unge Jack sextips og scoretricks i nogle ganske grænseoverskridende scener, mens de to mænd arbejder på at få Turkels flyvemaskine på vingerne igen. Da vi når midten af romanen, kunne man næsten tro, at det hele går lidt for let, men naturligvis bliver vores hovedpersoner presset, og alt ender i kamp og kage samt en cliffhanger, der sender læseren direkte videre til andet bind i serien.

Paperback, DelRey 1979

Bischoff går, som allerede indledningsvist nævnt, linen ud. Præcis det er bogens helt store aktiv, for den tåbelige handling, de latterlige hovedpersoner og den platte humor er alt for meget af det gode. Det samme er de rå mængder vold, som føjer et festligt, grotesk lag til fortælling, der giver den uhøjtidelige munterhed kant. Vi hører eksempelvis om, hvordan Charlegmagnes højre hånd, general Torx, stamper hovedet i stykker på en baby. Jeps, det er rå sager, og Torx gør det ene og alene for at vise, hvor sej og gemen han er.

I den mere muntre ende kan man nævne kapitlet, hvor Torx og hans mutantsoldater kommer til en lille landsby af små væsner med hår på fødderne, der bor inde i bakker med runde hoveddøre… De er en særlig mutantrace, som ingen kan holde ud, og efter Torx har udspurgt de små fyre, bliver alle hobbi… mutanterne knaldet med ned maskingeværer. Sjovt, dumt og ekstremt blodigt.

Paperback, Avon Books 1990 – en af Bischoffs mange bøger baseret på film og TV

Less is more lyder det moderne mundheld, men Mutants Amok går den stik modsatte vej og slipper afsted med det. Det er med speederen i bund, at bogen åbner, og farten bliver stort set ikke sænket efter første side. Alligevel må man hæfte sig ved, at dette bind har karakter af en synopsis, der både skal dække verdensbeskrivelsen, introducere de væsentligste karakterer og sætte historien i gang. Der er med andre ord en form for slør i handlingen, hvor vi introduceres til meget, men måske ikke oplever helt så meget, som der fortælles. Det er naturlig en konsekvens af, at dette er første bind; elegant er det ikke. Omvendt er der intet elegant ved hele projektet. Romanen havde formentlig også et begrænset sideantal til sin rådighed. Man skulle vel for alt i verden ikke udfordre læserne med alt for mange sider og skræmme dem væk.

Når det er sagt, må indvendingerne også konstateres at være bagateller fordi vi her har at gøre med et stykke uforpligtende neo-pulp, der i 90’ernes ånd gør alt for at være så fræk som muligt. Bischoff hyggede sig helt afgjort, mens han arbejdede på bindet, der ganske klart er tænkt som startskuddet til noget stort.

Paperback, Bantam Books 1984. Mere pulp fra Bischoffs hånd

Jeg tror også, at Bischoff var et godt valg fra forlagets side. Han har styr på sine actionscener og rammer den tåbelige humor, der helt klart har været et idémæssigt udgangspunkt for serien, til perfektion. Som sagt gør den ekstreme vold samtidig, at der kommer en snert af alvor over bogen (kun en snert!), der løfter det fra at være en genreparodi til rent faktisk at være et selvstændigt genrebidrag.

Er Mutants Amok værd at læse? Nej, absolut ikke. Verden er fyldt med fantastisk litteratur, så der er slet ikke tid til at bruge bare et øjeblik på en bog som denne. Men hvis man nu alligevel har en ulykkelig svaghed for pulp og genrefiktion, og hvis man nu er nysgerrig på at se, hvordan den postapokalyptiske genre kunne lanceres i ’91, så er det her bestemt et sjovt og ganske uforpligtende sted at springe ind. Bischoff kender som sagt sin besøgstid, og bogen er slut, før man får set sig om, men lur mig, om du ikke på det tidspunkt er blevet bare en lille smule interesseret i at finde ud af, hvad han har planlagt af voldsomme og usmagelige platheder til andet bind? Det blev jeg i hvert fald, og hvordan det faldt ud, kan du læse om, når jeg vender tilbage med andet bind snart.

 

A. Merritt, The Moon Pool (1919): Sær underjordisk uhygge og heltemod

Paperback, Avon 1978. Omslaget er skabt fantastisk af Rodney Matthews, som skabte alle omslagene til Avons genudgivelser af A. Merritts fiktion

Abraham Merritt udsendte i 1919 en sammenskrivning af to lange noveller, der var blevet bragt i All-Story Weekly i henholdsvis 1918 og ’19. Novellerne blev særdeles godt modtaget blandt magasinets læsere – selv den kritiske H.P. Lovecraft var begejstret, og netop Lovecrafts begejstring for historierne har formentlig også bevirket, at Merritt stadig i dag har en relativt prominent plads blandt forfatterne fra pulpens guldalder.

Novellerne, ”The Moon Pool” og ”Conquest of the Moon Pool”, blev i romanform samlet under navnet The Moon Pool og resultatet blev en hæsblæsende pulpfortælling i to dele, der sender en lille gruppe brave opdagelsesrejsende ned under jorden og ind i et voldsomt opgør mellem gode og onde kræfter.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1919. Romanens første udgave

Første del, hvilket så ofte er tilfældet i datidens pulplitteratur, er udformet som en mundtlig beretning, der er blevet nedfældet. I dette tilfælde er det botanikeren Walter Goodman, der ved et tilfælde møder den alsidige videnskabsmand David Throckmartin ombord på et stort linjeskib. Sammen oplever de et stærkt skræmmende, tilsyneladende overnaturligt lysfænomen, og snart viser det sig, at Throckmartin ved mere om dette end som så. Den hærgede forsker må da også krybe til korset, og han begynder at fortælle den historie, som Goodman nu har nedskrevet til os læsere. Edgar Rice Burroughs benyttede samme greb i At the Earth’s Core (1914), og det synes uomgængeligt, at Merritt har fundet en hel del inspiration her.

Ikke desto mindre har Merritt sin helt egen vej og tematik. Throckmartin kan således berette, hvordan han og hans kone samt en mindre ekspedition af andre deltagere var vidner til, hvordan de nat efter nat blev angrebet af mystiske lysvæsner på stillehavsøen Nan-Matal. Til sidst, da Throckmartin var den eneste tilbage, besluttede han, med stærkt svækkede nerver, at søge bort fra øen for at søge hjælp til at redde hans kone og de andre.

Der slutter første del, og første novelle. Anden del handler om Walter Goodman, der i selskab med en gæv, irsk pilot og en norsk sømand rejser til Nan-Matal for at opklare øens mysterie. Det kommer de også til, men først må de ned i en underverden befolket af ukendte menneskeracer, mystiske troldelignende dværgvæsner, frømænd og alt muligt andet godt. Det viser sig tilmed, at de ikke er de første rejsende, der går på opdagelse i denne hemmelighedsfulde verden. En fremmed videnskabsmand er kommet først, og han har tænkt sig at snuppe denne underverdens fremmedartede teknologi og udnytte den militært.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943) fotograferet i 1909

Her kan det indskydes, at videnskabsmanden i den oprindelige novelle fra 1919 samt i bogens første udgave fra samme år bar navnet von Hertzdorf og var tysker. Det har naturligvis haft en særlig klang, da novellen udkom i halen på Første Verdenskrig. I senere udgaver af romanen følte Merritt åbenbart, at en tysk videnskabsmand som fjende havde mistet sit ildevarslende skær. Derfor blev han pludselig til en russer ved navn Marakinoff og dermed en repræsentant for sovjetiske kræfter. Derved fik Merritt naturligvis givet de senere udgaver af romanen et skær af relevans, men måske endnu vigtigere, signalerer han til os, hvor vigtigt det var for ham, at den trussel, som videnskabsmanden repræsenterer i historien, skulle være så ildevarslende og klar, at alle læsere forstod den gruopvækkende konsekvens af skurkens planer. Idéen er givetvis, at dette både skal skærpe forståelsen af det akutte i heltenes kamp imod ham og samtidig tjene til at gøre skurkens onde ambitioner til noget konkret; noget læseren kan relatere til i en fortælling, som ellers må siges at skildre ting, der ligger ganske langt fra vores erfaringsverden.

Hardcover, Horace Liveright 1929

En af de ting, som gør The Moon Pool til fascinerende læsning, er den fremmedartede stemning, som Merritt formår at få skrevet frem. De underjordiske racer og deres gudelignende herskere, den mærkværdige arkitektur og stemning af trykkende mørke bliver ganske håndgribelig. Det samme gør sig gældende i første del, hvor vi hører Throckmartins fortælling om hans ulykkelige ekspedition i ruinerne på Nan-Matal. Her rammer Merritt en form for Blackwoodsk uhygge, som formår at skildre den samme form for gru, som jeg også berørte i forbindelse med min omtale af The Beetle (1897) i sidste uge.

De mærkværdige ruiner, som ekspeditionen undersøger, og de eller det energivæsen, der kommer op ad jorden og kidnapper ekspeditionens deltagere én for én, er et godt eksempel på den måde gotikkens tematik om fortidens spøgelser, der hjemsøger nutiden, blev transformeret ind i det, vi opfatter som den moderne skrækfiktion. I stedet for den hjemlige fortids mystik og uhygge, som åbenbart ikke for alvor kunne bruges som udgangspunkt for rædsel længere, blev fortiden henlagt til det fremmede, det ukendte land; fjerne øer og kontinenter. Den bevægelse er Merritt absolut en del af, og hans The Moon Pool rammer plet. Det er ikke så sært, at Lovecraft var begejstret for historien, for man kan sige, at den kom til at udstikke en væsentlig kurs for ham, som han mere eller mindre skulle følge op igennem anden halvdel af sit forfatterskab.

Paperback, Avon Book 1944

Når The Moon Pool ikke er blevet den store klassiker, som man måske kunne tro, ud fra hvad jeg skriver her, skyldes det i sidste ende, at den dels er præget af tidens tonstunge klichéer. Det er heroisk fiktion med slagkraftige helte, onde skurke, en kvinde, der skal reddes og så fremdeles. Historien fremstår derfor ikke videre inspireret. Den ligner alt andet fra denne periode og er ældet med lige så lidt ynde, som hovedparten af alt anden pulplitteratur. Samtidig må man sige, at Merritts sprog ikke var helt så energisk som eksempelvis hans forbillede Edgar Rice Burroughs. Der er noget gumpetungt over Merritts docerende stil, som gør sig dårligt i spændingsfyldt fiktion som dette.

Det er dermed også klart, at romanen lever i sin ramme. Det er i miljøskildringerne og de større, bagvedliggende koncepter, at Merritt excellerede. Her fangede han afgjort en særlig form for mytisk, der gør, at hans underjordiske civilisationer fremstår oprigtigt fremmedartede for ikke at sige uforståelige. Den oplevelse er sjælden, men Merritt mestrede det. Derfor er romanen også fortsat værd at læse, til trods for dens skavanker. Merritt forsøgte senere at indfange magien igen med andre fortællinger, men det lykkedes ikke for ham. Han gentog sig selv i udvandede versioner, og The Moon Pool står derfor med fuld ret som højdepunktet i forfatterskabet.

Paperbaack, Avon 1951

Paperback, Avon 1956

Paperback, Collier Books 1962

Paperback, Collier Books 1968

Paperback, Carroll & Graf 1993

Hardcover, The Easton Press 1994

Paperback, University of Nebraska Press 2001

Paperback, Wesleyan University Press 2004

Paperback, The Overlook Press 2008

Paperback, Dodo Press 2008

Paperback, Dorchester Publishing 2009

Paperback, Phoenix Pick 2010

Paperback, Moran Press 2013

Paperback, Martino Fine Books 2014

Paperback, Armchair Fiction 2014

Michael McDowell, The Elementals (1981): Genius loci

Paperback, Avon Books 1981. Romanens første udgave

Stephen King har været diskuteret indirekte i mine seneste indlæg, og det med rette, for når vi ser på skrækfiktion fra 70’ernes anden halvdel og 80’ernes første del, så udgør hans skønlitteratur et uomgængeligt fikspunkt, som skrækforfattere mere eller mindre var tvunget til, rent æstetisk, at tage stilling til. King viste vejen for en særlig form for romanudtryk, der blev ekstremt populært og kommercielt succesfuldt.

Mange plagierede Kings udtryk og oplevede derved også selv moderat succes, mens andre så at sige red med på Kings bølge, men alligevel skabte deres eget inden for de rammer, Kings fiktion stilistisk havde udstukket. En af dem var Michael McDowell, der desværre døde alt for ung. Navnlig McDowells første to-tre romaner har afgjort ligheder med Kings produktion, men det er kun overfladisk, for substansen bag deres fiktion er vidt forskellig.

Paperback, Avon Books 1981

Michael McDowell er dybest set en kyniker, og hans menneskeportræt er grimt og usminket. Hans karakterer er ikke det godmodige godtfolk, der befolker Kings univers, men indebrændte, snerrende og fejlbefængte individer, der aldrig helt formår at leve op til deres egne idealer. Verden er grim, siger McDowell, og bruger sin fiktion til at udstille livets ofte middelmådige realiteter, som vi så hårdt forsøger at kamuflere og ignorere. Den bog, som det her skal handle om, er ingen undtagelse.

I sin fjerde roman, The Elementals, begår McDowell et lille mesterværk, der subtilt balancerer mellem kliché og stor originalitet. Han leger med vores genreforventninger og udnytter velkendte troper fra skrækgenren, men i stedet for at føre os hen, hvor vi forventer, opløser McDowell sin fortælling i et surrealistisk helvede, der er helt hans eget. I hvert fald næsten.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

The Elementals indskriver sig i southern gothic-genren, en genre McDowell dyrkede i hovedparten af sine bøger. Efter en absurd begravelse i Mobile, Alabama, hvor familien Savage tager afsked med deres gamle matriark, begynder konflikterne og hemmelighederne allerede at pible frem under det efterfølgende gravøl.

Hele familien er samlet til begravelsen, og for at ære den gamle Marian Savage rejser klanen efterfølgende ud til deres lille, isolerede ferieø, hvor der står tre sommerhuse. Familien bruger de to, det tredje står tomt og er næsten dækket af flyvesand. Allerede ved ankomsten til øen fornemmer vi, at der er noget mystisk ved dette tredje hus, ikke mindst formidlet gennem den unge teenager India, der til hverdag lever sammen med sin far, familiens sorte får, i New York.

Paperback, Fontana 1982

India og hendes far, der har rollen som de hjemvendte outsidere, er uden tvivl bogens vigtigste karakterer, fordi det er igennem dem, at vi får lov til at opleve den blanding af had og kærlighed, der ligger pulserende under overfladen i alle familien Savages relationer. Marian Savages død er naturligvis en katalysator for alle disse konflikter, der nu pludselig bliver blotlagt. Det egentlige omdrejningspunkt for dramaet er imidlertid dette mystiske tredje hus, der ligger som et billede på det usagte og uforløste midt mellem familiens to andre feriehuse.

Unge India drages af huset, selvom hendes far advarer hende om, at det er farligt. Måske netop derfor begynder hun trodsigt at udforske stedet med sit kamera, og i kølvandet på denne interesse sker der snart ubehagelige ting. Det er næsten som om, at der er noget levende, der skjuler sig inde i det forladte hus; noget, der nu hjemsøger øen og familien. Hvad eller hvordan er vanskeligt helt at afgøre, fordi hjemsøgelsen hele tiden skifter karakter, og i sidste ende næsten synes at vokse ud af selve øens substans, vakt til live af familiens gnistrende, dysfunktionelle relationer. En ting er imidlertid sikkert, og det er, at denne hjemsøgelse har udset sig India som sit mål.

Paperback, HarperCollins 1995

Der kan ikke være nogen tvivl om, at McDowell fandt sin inspiration til romanen i Algernon Blackwoods uforlignelige novelle ”The Willows” (1907). Hele romanens synes at hvile på novellen som en form for grundplan, der har tegnet de overordnede konturer omkring fortællingen. Men her hører lighederne også hurtigt op, for McDowell bruger den uformelige stedets ånd, der hjemsøger øen som billede på den samlede sum af smerte, sorger og negative følelser, som familien Savage har slæbt med sig og undertrykt. Det tredje hus og dets beboer er billedet på det underbevidste, der presser sig gotisk på og nu kaster sig frådende over den eneste på øen, som ikke har andel i hele slægtens skam og skyld. India, der er opvokset i New York, langt fra Syden, er nemlig uberørt af alle de gamle konflikter, men nu står hun pludselig til halsen i traumerne.

En tilbagevendende linje i bogen siger, at ”Savage mothers eat their children up.” Mere præcist kan romanens grundtematik ikke udtrykkes. Familien æder sit eget afkom. Den ødelægger dem og sørger for, at slægtens gift kan gå i arv fra slægtled til slægtled. Kønt er det ikke, men her kommer McDowells fabelagtige evne til at tegne dybe personportrætter for alvor til sin ret. Det lykkedes nemlig for ham at skabe et univers omkring Savage-familien, hvor vi som læsere ikke bare betragter disse umulige størrelser på afstand og græmmes over deres fejl og skyggesider, nej, vi føler med dem og engagerer os i dem, fordi det føles som mennesker af kød og blod. Deres konflikter er ikke bare trivielle skærmydsler, men skildringen af almengyldige erfaringer om ikke at slå til og at svigte dem, som vi elsker.

Paperback, Valancourt Books 2014

Det, der på overfladen er helt typisk og i virkeligheden ganske uopfindsomt southern gothic-drama, som de er flest, får en utrolig dybde og autenticitet i det enkle, psykologiske portræt, som bliver udmalet for os. Det samme gælder skildringen af selve sydstatsmiljøet, som McDowell indfanger med en utrolig, prunkløs og alligevel lyrisk intensitet. Der er noget minimalistisk over romanen, som står sig særdeles godt til det uformelige, syrede gys, som lurer i kulissen og konstant truer på stedets beboere. Det skaber en fantastisk, fortættet stemning, som æder sig ind under huden på læseren.

Jeg er en kæmpe fan af Michael McDowell, der afgjort har afluret en mand som King nogle greb, men som samtidig går sin helt egen vej og skaber en egentlig litterær dybde i sit gys, der er fuldstændig misundelsesværdig. Han rammer den gyldne mellemvej mellem populær litteratur og smal litteratur på sjældent vellykket maner, og det er synd og skam, at han aldrig fik et større navn, end han gjorde. Dertil var han nok i sidste ende en for kynisk forfatter, men for pokker, hvor er det fascinerende at se, hvordan han udfolder sit gys og familiedrama i et parløb, der sammenflettes til et perfekt hele. Det er skrækfiktion når den er bedst. Ganske enkelt.

 

Roger Zelazny, Lord of Light (1967): Rama lama fa fa fa

Paperback, Avon 1969

I 1967, som 30-årig, udgav Roger Zelazny sin nok bedste bog. Romanen hedder Lord of Light og er måske ikke den, han huskes bedst for i dag, hvor Amber-serien står som en monolitisk størrelse i forfatterskabet. Og Zelazny udgav skam også ganske meget i løbet af sit forfatterliv, men for mig at se er Lord of Light den skarpslebne juvel, der overtrumfer dem alle med sin uimodståelige, pågående nerve, sit fabelagtige sprog og tordnende energi.

Handlingen fører os langt ud i fremtiden til en fjern planet kolonialiseret fra den for længst glemte, nu mytiske Urath – altså ”Earth”. Kolonisterne fra rumskibet Star of India slog sig ned på denne frodige, fremmede planet, hvor de pludselig så sig omgivet af fjendtlig vegetation og sære væsner. Via bioteknologi kunne besætningen imidlertid udvikle deres mentale og fysiske evner i en sådan grad, at de blev de indfødte skabninger overlegne. Tilmed var det muligt for besætningsmedlemmerne at få deres bevidsthed eller individ overført til nye kroppe.

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni 1995)

Formentlig som bevidst handling kunne kolonisterne på den led indføre et regime på deres nye planet baseret på hinduistisk teologi, hvor jordboerne indtog rollen som hinduguder, praktiserede reinkarnation ved at lade deres udtjente kroppe udskifte og udpegede dele af de indfødte racer som dæmoniske skabninger fra hindumytologiens univers.

Der er således tale om en både korrupt og aggressiv overtagelse af planeten, som satte kolonisterne i spidsen for det nye styre, hvor de nu fortsat efter mange år lever som guder og udnytter deres teknologi til at straffe og velsigne deres undersåtter efter forgodtbefindende. Midt i alt dette træder Mahasamatman, eller bare Sam, ind på scenen, som løsgængeren, renegaten, der udfordrer det bekvemme liv, kolonisterne har skabt for dem selv.

Hardcover, Doubleday 1967. Romanens 1. udg.

Sam indleder en krig mod den eksisterende verdensorden, og hans primære våben er i første omgang ganske ublodigt, idet han vender kolonisternes skyts imod dem selv og påtager sig rollen som Buddha. Den fredselskende Buddha, hvis lære anfægter den store hindu-panteon og lover lighed og retfærdighed til de undertrykte. Sam, bevæbnet med buddhistiske doktriner, bliver dermed hovedpersonen i et stort oprør imod hans gamle venner og kolleger, der med smiger, trusler, vold, bestikkelse og alle andre tænkelige midler forsøger at sætte en stopper for forræderen i deres midte, der truer freden i paradis.

Denne karakteristik af handlingen er i virkeligheden dybt misvisende, for ikke alene strækker Lord of Light sig over et uhyrligt tidspand, hvor hovedpersonerne er blevet reinkarneret igen og igen, handlingen udspiller sig også i et komplekst net af fortællinger, der springer i tid. De, der er venner med Sam i en fortælling, bliver således pludselig fjender i den næsten og omvendt. Bogen antager på den led karakter af en fragmenteret samling mytiske beretninger, der både i form og handling mimer de hindulegender, som kolonisterne har approprieret som magtmiddel.

Hardcover, Faber and Faber 1968

Zelazny leger mesterligt med formen i bogen, der er et fremragende eksperiment, hvor læseren må være meget opmærksom for at forstå den intrikate leg med tid, ord og mening, som slynges imod os. Og det er ikke kun i formen, der eksperimenteres, fortællingen sætter sig midt mellem SF og fantasy i et vidunderligt univers af dæmoner og fantasyskabninger bevæbnet med skydevåben og kræfter, der fremstår som magi. I dag kan den slags måske virke som almindeligheder, men i ’67 var det stadig vovet at blande genrer så eklektisk, og Zelazny gør det med så stor overbevisning. Så stor overbevisning, at hans værk stadig i dag fremstår mere helstøbt og nytænkende end de fleste efterfølgere ud i samme terræn.

Bogens budskaber synes mindst lige så tvetydige som handlingen. Man kan argumentere for romanen som en besk kommentar til hippiernes fascination af østens mystisk og guruers ublu udnyttelse af deres disciple. Set i det lys bliver romanen et religionskritisk værk, men helt så enkelt er det ikke, for godt nok bruger kolonisterne religionen som undertrykkende middel, men det er også religionen, der sætter planeten fri af undertrykkerne. I den forstand sidestiller Zelazny religion og politisk filosofi og siger, at det hele grundlæggende er sociale systemer, der strukturerer vores omgivelser. Spørgsmålet er så bare, hvem der får lov at definere systemet og dermed spillereglerne for sameksistens.

Paperback, Panther 1971

Et godt eksempel på bogens herlige kompleksitet er hovedpersonen Sams rolle og status, der forbliver indhyllet i virak, for bevæggrunden bag hans oprør imod sine egne bliver aldrig forklaret; handler han ud fra altruistiske overbevisninger, egoistiske grunde, fordi han vitterligt ønsker at sætte de undertrykte fri eller fordi han bare har lyst til at skabe kaos? Og er han i virkeligheden mere end man skulle tro? Er han måske vitterlig den Buddha, som hans disciple tror?

Lord of Light er mere eller mindre indbegrebet af New Wave-SF. Legen med kulturelle troper og samfundskritik er således klassiske manøvrer i tidens litteratur, men Zelazny gør det i et sprog og en form, der på en gang er legende let og tung som de kosmologier, han åbner for os. Romanen er dermed beslægtet med mange andre bøger fra 60’erne, men der kan ikke være nogen tvivl om, at Zelaznys sprudlende værk i dag står som et af fyrtårnene, fordi det trods tidstypiske problemstillinger hæver over meget andet gennem det det grundlæggende overskud i sprog og tekstopbygningen.

Paperback, Panther 1973

Som det sikkert fremgår med al tydelighed, er jeg vildt og blodigt begejstret for Zelaznys flagrende, flamboyante fortælling, der formår at fusionere eventyr og intens handling med et fascinerende, komplekst budskab eller mangel på samme, idet handlingen stedvist næsten kan fremstå lige så mystisk, som de buddhistiske mantraer kan virke i deres forsøg på at stemme sindet mod Nirvana. Det er aldrig helt til at afgøre, om Lord of Light er en satirisk skæmteroman eller et dybtfølt, alvorligt portræt, der øser af eventyrets formsprog. Og sandheden er jo nok, at bogen er det hele på en gang. Men vigtigst af alt er den skrevet i et så stærkt sprog, at ordene brænder igennem og siderne lyser op.

Paperback, Panther 1977

Hardcover, Gregg Press 1979

Paperback, Methuen 1986

Hardcover, Doubleday 1986

Paperback, Avon 1987

Hardcover, The Easton Press 1994

Paperback, Millennium 1999

Paperback, Avon 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2001

Paperback, Eos 2004

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, Gollancz 2010

 

 

Whit Masterson, The Dark Fantastic (1959): Pest og pulp

Paperback, Avon Books 1966. Forsiden er malet af Bob Abbett

Bag navnet Whit Masterson gemmer sig det produktive makkerpar Robert Wade og H. Bill Miller. De skrev et utal af hårdkogte kriminalromaner sammen og krydsede jævnligt pulpens porøse genreskel. Det gjorde de også med The Dark Fantastic fra 1959; et stykke apokalyptisk actionfiktion af den underholdende slags.

Historien er såre enkel. En bande røvere har plyndret en etruskisk grav i Italien, og det rige gravgods kan sælges for store penge på det sorte antikvitetsmarked i USA. De stjålne arkæologiske genstande må imidlertid smugles ind i landet, og røverne skjuler sig derfor med deres varer ombord på et fragtskib, som har kurs mod Mexico. Planen er at føre deres gods over landgrænsen til Amerika, og derfra køre det videre til deres kontakt på det sorte marked i Californien. Nu går det bare hverken værre eller bedre end, at den plyndrede grav var inficeret med en muteret pest – det præciseres aldrig, hvilken sygdom det egentlig drejer sig om. Denne dødelige sygdom er stadig pokkers smittefarlig, og naturligvis er røverne pludselig blevet en tikkende bombe. De aner ikke selv, at de bærer rundt på sygdommen, men snart står det klart for dem, at noget er rav ruskende galt, og et kapløb mod tiden begynder.

Paperback, Avon Books 1966

På den anden side af fortællingen står lovens lange arm, repræsenteret ved den nørdede (men smukke) dyrlæge Cloris, der som en af de første bemærker, at noget lusket er på vej mod den Mexicanske grænse. Hendes far bliver offer for sygdommen, men han når at advare sin datter om, at noget er på færde. Han har nemlig sendt Cloris en vævsprøve med pesten, og prøven sætter snart vagterne ved den amerikansk-mexicanske grænse på den anden ende. Sagen er politisk penibel, og amerikanerne vil have banditterne stoppet, før de krydser grænsen og forsvinder ind i USA. En særlig kommando, anført af Cloris og den bistre macho-betjent Ross, får derfor overdraget sagen. Dermed er der lagt i ovnen til en hæsblæsende menneskejagt i skyggen af den muterede pest, som støt og roligt spreder død i røvernes fodspor.

Ser man bort fra en hel del faktuelle oplysninger om grænsen mellem USA og Mexico og de værn, der patruljerer den på den amerikanske side, er handlingen et studie i højspændt, pulpet vrøvl. Det hele udspiller sig i et parallelunivers, hvor navnløse betjente må se til, mens nogle få individualister tager sagen i egen hånd og klarer ærterne for Amerika. De famlende forsøg på at etablere dybde i karaktererne gennem kluntede samtaler med en bartender eller efter en sen hyrdetime på hotelværelset gør det ikke mindre underholdende.

De to forfattere bag navnet Whit Masterson – Robert Allison “Bob” Wade (8. juni 1920 – 30. september 2012) til venstre og H. Bill Miller (11. maj 1920 – 21. august 1961) til højre

The Dark Fantastic finder imidlertid, som meget andet pulp, sin styrke i overfladiskheden og det karikerede, intense univers, som bogen skildrer. Handlingen begynder lige på og hårdt, hovedpersonerne forstår straks, hvad der er på spil, og skurkene tøver aldrig med at gøre, hvad der er nødvendigt for at komme frem. Historien kører som en velsmurt, vanvittig maskine, hvor enhver intellektuel dybde er smidt overbord som unødig ballast. Det giver bogen en befriende lethed, som man kun kan holde af.

Alene persongalleriet gør romanen til en oplevelse. Og her stjæler den morderiske røverbande afgjort billedet. Deres leder er en hårløs albino, der går med paryk og sminker sine øjenbryn på. Han går klædt som en dandy og har en blodtørstig chimpanse som kæledyr. Han ledsages af en stor, smådum tidligere alfons og en skrupelløs voldsmand. Til sammen er de et livsfarligt trekløver, der dræber, før de spørger. Naturligvis må hovedpersonerne blegne i forhold til det. Cloris er den klassiske heltinde, der er både smuk og sexet. Hun ved det bare ikke selv, og det gør hende naturligvis bare mere tiltrækkende i Ross’ øjne.

Hardcover, Dodd, Mead 1959. Romanes 1. udg.

Ross giver i øvrigt anledning til at pege på et af de greb, som Whit Masterson bruger i bogen. Der arbejdes flittigt med kontrasteringer, og skurkenes groteske fremtoning spejler således heltenes kvaliteter. Det ses bedst i Ross, der er en egenrådig handlingens mand, som modsat bandelederens syge chimpanse har en trofast hund som kæledyr.

Forfatterne bag pseudonymet Whit Masterson kan deres kram, og de ved præcis, hvordan en spændingshistorie skal serveres. Det eneste problem ved The Dark Fantastic er sådan set, at de bruger deres trumfer i bogens første halvdel. De får etableret banden, de får etableret et galleri af mindre bipersoner – hvoriblandt en sindssyg mexicansk gangsterboss må nævnes – og får præsenteret dræbersygdommens apokalyptiske konsekvenser. Med alt det på skinner er der ikke ret mange overraskelser tilbage. Bogens anden halvdel handler mest af alt om at bringe handlingen sikkert i havn, og vi tvivler naturligvis ikke et sekund på, at det ikke vil lykkes for helteholdet. Som nervepirrende fiktion har The Dark Fantastic derfor, trods sit underholdende, fabulerende udgangspunkt, en slagside, og bogen føles afgjort lidt for lang.

Paperback, Corgi Books 1962

Ikke desto mindre er det fascinerende at kigge Whit Masterson i kortene og se, hvordan ”han” arbejder med historiens fremdrift. Interesserer man sig for tekstopbygning, er den et skoleeksempel på pulplitteraturens forcer. Den går lige på plottet med et fåtal af svinkeærinder, og knap har den sidste skurk fået skudt en kugle for panden, før bogen slutter. Jeg har stor sympati for denne nærmest glimtagtige tilgang til fortællingen, fordi den koger idéen ind til dens essens. Historien står blottet for al pynt og krummeluer, og læseren må tage den for, hvad den er. Et hårdkogt litterært standpunkt., som jeg til tider kan savne i meget moderne genrelitteratur.

The Dark Fantastic er ikke fantastisk, men underholdende, det er den absolut.

Den forheksede vikings lumre sirenesang

Paperback, Avon 1999

Hører du sangen? Fristet? Har du mod på Sandra Hills romantisk-erotiske vikingeunivers? Tør du træde ind i hendes fantasy-verden? Hvis ja – kan jeg glæde dig med, at der ligger masser af bøger og venter. Jeg er selv en kujon, der slet ikke kan holde til så barske løjer. Jeg springer over.

 

Mutanterne går amok! Fem bind med blod, død og ødelæggelse…

Mark Grants sci-fi/horror-serie i fem bind om en fremtid, hvor mutanter har overtaget herredømmet, er en sleazy omgang sort horror-humor af omtrent samme intellektuelle niveau som en Troma-film. Jeg har kun læst de første to bind i serien og tror ikke umiddelbart, at jeg vil genlæse dem for at kunne skrive om dem her på bloggen. Serien er, når alt kommer til alt, nok lidt for plat og påtaget sleazy for min smag. Hvorfor læse plagiaterne, når der er så meget af den rene vare?

Dermed ikke sagt, at serien om vanvittige mutanter, cyborgs og alt muligt andet ikke har sine styrker. Der er fuld fart over feltet og seriens hovedperson er omtrent en af de mest afstumpede, brutale idioter, man kan forestille sig. Er du til overgearet 80’er-action, er det her i virkeligheden nok lige sagen.

For mig at se er den største kvalitet ved serien i virkeligheden dens omslag. Det er de fine, fine retro paperback-covers, der i sin tid fik mig til at købe de første to bøger. Måske er det en gammel nostalgisk svaghed, der spiller ind her. Forsiderne minder mig i den grad om Martin McKenna, Games Workshop og glade, vilde Dark Future-romaner af Jack Yeovil alias Kim Newman. Helt underligt er det faktisk ikke, for seriens første fire forsider er tegnet af Les Edwards, der netop var inde over GW’s art studio på det tidspunkt. Det sidste omslag er malet af veteranen, afdøde Darrell K. Sweet. Det alene er jo gode referencer i min bog, men selve Grants romaner når desværre ikke helt derop.

Mark Grant er i øvrigt pseudonym for David Bischoff, der skrev de første fire bind i serien og Bruce King, der stod for det sidste (julebindet). Skulle du få lyst til helt, helt uforpligtende underholdning, kunne du måske få bøgerne gravet frem. De udkom alle i 1991 og kan stadig fås til billige penge.

Nuvel, her er de fem covers.

Paperback, Avon Books 1991. Les Edwards når han er bedst. Check mutanterne på bagsiden!

Paperback, Avon Books 1991. Les Edwards igen. Kamp på liv og død!

Papercak, Avon Books 1991. Vi træder nu ind i Mad Max-land. Road warriors og mere kamp på liv og død. Malet af Les Edwards.

 

Paperback, Avon Books 1991. Mere Les Edwards. Ikke helt så fedt med cyborgs – men meget stemningsfuldt.

Paperback, Avon Books 1991. Denne forside er malet af Darrell K. Sweet. Mutanterne er tilbage og nu i julemandsdragt!