Tag Archives: Ballantine Books

Poul Anderson, The Broken Sword (1954): Grumt trolderi og vikingesværmeri

Paperback, Ballantine Books 1971. Forsiden er stemningsfuldt malet af George Barr

Som jeg har antydet nogle gange, er fantasy ikke rigtigt min kop the længere. I hvert fald ikke fantasy, som den udviklede sig i løbet af 80’erns slutning og bliver til den rædsel, vi kender i dag. Den erkendelse har imidlertid fået mig til at gå lidt længere tilbage og læse nogle af de formative værker, der har banet vejen for genrens moderne udtryk. Poul Anderson er her en vigtig skikkelse, som jeg med skam må indrømme, aldrig rigtigt at have læst før i år. Det var en fejl fra min side, for med mit første bekendtskab med ham i form af The Broken Sword fra 1954 er jeg helt solgt.

Som jeg forstår det, sværmede Anderson for Skandinavien og nordisk mytologi igennem hele sit liv, og den passion kommer om noget frem i The Broken Sword. Andersons proto-fantasyroman udspiller sig i sagaernes Danmark. Vi hører her om vikingehøvdingen Orm the Strong, der påkalder sig elverfolkets opmærksomhed. Elverfolkets konge Imric beslutter således at tage Orms førstefødte søn, Skafloc, og udskifte ham med en såkaldt skifting; en troldunge ved navn Valgard.

Poul William Anderson (25. november 1926–31. juli 2001)

Skafloc og Valgard vokser op og bliver som nat og dag. Begge tager både det bedste og værste med sig fra deres respektive hjem; Skafloc den lyse bliver hos elverne dygtig og modig, men også egenrådig og arrogant. Den mørke Valgard hos vikingerne bliver ligeledes modig og sej, men han får også en blodtørstig appetit på vold og rigdom.

Skafloc og Valgard udgør to poler i fortællingen, der, efter at deres barndom og ungdom er udlevet, kommer på kollisionskurs. Magiske kræfter, aser og jætter; alle har en finger med i spillet her. Den nordiske mytologi danner klangbund for alt i romanen, og Anderson bruger sine to hovedpersoner som alibi for at indlede en kamp mellem elverfolk og jætter; en skjult strid, der sker uden menneskene er involveret, men som alligevel påvirker de dødeliges verden. Midt i denne strid kommer vores to unge mænd til at danne centrum, og det er igennem Skafloc og Valgard, at vi følger de kosmiske kræfter tørne sammen i deres evige kamp om overherredømmet.

Hardcover, Abelard-Schuman 1954. Romanens første udgave

The Broken Sword er episk fiktion, og Anderson trækker på alle de storladne elementer, der kan opstøves i sagauniverset. Det gør sig også gældende i sproget, der udtrykkes gennem et romantiseret og historiserende, lyrisk formsprog. Der er altså tale om en stedvist kringlet og bagvendt fortælleform, der æstetisk mimer sagaernes sprogunivers, præcis som det eksempelvis kendes fra 1800-tallets romantiske gendigtning af middelalderens ballader og Arthur-fortællinger. Den slags kan der komme noget frygteligt ud af. Sådan er det bare ikke her. Anderson rammer rent med sin romantekst, og formår i bogen at skabe en særlig lyrisk dynamik, som måske umiddelbart virker fremmedgørende og forstyrrende, men snart bliver til selve nerven i læseoplevelsen.

Rytme og metaforer er dermed kernebegreber i The Broken Sword og bærende elementer, der tegner bogens samlede udtryk. Det poetiske i The Broken Sword er naturligvis ikke noget unikt, men romanen adskiller sig alligevel fra ganske meget andet fantasy-litteratur. Det skyldes først og fremmest, at Anderson har taget sagaernes rå og kompromisløse tone til sig. Hans vikingeunivers er brutalt, dystert og fyldt med både naturlige og overnaturlige farer. Bogen er barsk på samme måde, som den i bogen skildrede natur er barsk og fjendsk. Trods udtrykket, der formidles gennem kunstig skjaldedigtning, er der intet sødladent over bogen, hvor alt er malet i blodbestænkte gråtoner.

Paperback, Sphere Books 1973

Poul Anderson går imidlertid videre end det rå, for han har nemlig klogt iagttaget et tragisk element i ganske mange sagatekster. Netop derfor har han gjort tragedien til den overordnede ramme for hele romanen. The Broken Sword er således beskrivelsen af heltens totale undergang. Barndommens lykkeland bygges op, hvorefter nornerne trækker i trådene og binder knuder, før de endegyldigt kapper Skaflocs og Valgards livsbaner.

Det tragiske i romanen er dermed skildringen af de to unge mænd, der begge er fremmegjorte fra deres verden og intetanende bliver brikker i det kosmiske spil. Det har de aldrig selv ønsket, og bogen udstiller derfor tydeligt magtens kynisme. Skafloc hører ikke til blandt elverfolket, men han passer heller ikke ind hos menneskene længere. Valgard hører heller ikke til noget sted; hos menneskene er han et bæst, hos troldfolket en suspekt halvling. Hele bogens konflikt opstår, fordi de to prøver at finde en plads og gøre den til deres egen. Det koster blod, og i sidste ende bliver det deres undergang. Valgard er formentlig den mest tragiske figur i bogen, fordi hans lod – skæbnen – har været usandsynlig hård ved ham. Alle hader ham, og derfor hader han verden igen. Han sætter verden i flammer, fordi han aldrig har mødt andet end modstand, og brænder selv op i det selvantændte bål til sidst i bittert nederlag.

Hardcover, Compton Russell 1974

Skafloc er her anderledes, fordi han vandrer gennem livet, forblændet af elvermagi og illusioner. Han ser derfor ikke, at han forelsker sig i sin egen søster og begår blodskam. Han ser ikke, at han er en ulykkesfugl, der bringer død og ødelæggelse, hvor end han kommer frem. Til sidst indser han langt om længe dog dette og går selv til grunde, præcis som Valgard går til grunde.

Hovedpersonerne er begge lige fascinerende i bogen og begge dør i The Broken Sword, fordi bogen er en tragedie, der til fulde lever op til genrens handlingsmønster. Brutalitet, død, frygt og overnaturlig magi buldrer løs i romanen i bedste pulpstil, men under dette står et fundament hentet direkte ud af det antikke drama. Anderson orkestrerer sin tragedie mesterligt og med en dybt fascinerende fantasi-vision, som gør hans mytologi levende og energisk. Bogen sitrer af energi og fortællekraft, og det er ikke så sært, at den efterfølgende har indskrevet sig som en værk af stor genrehistorisk betydning. Jeg er klart en fan!

Paperback, Del Rey 1977

Paperback, Sphere 1982. Anderson kendes nok bedst som SF-forfatter, hvilket Sphere tydeligvis var klar over, da de genudgav romanen!

Paperback, Baen 1988

Paperback, Gollancz 2002

Paperback, Gollancz 2008               

Paperback Gollancz 2014

2 kommentarer

Filed under Roman

Robert A. Heinlein, Citizen of the Galaxy (1957): Frihed er det bedste guld

Paperback, Del Rey Ballantine 1978. Forsidens handlingstro billede er udført af Darrell Sweet

Med Citizen of the Galaxy viser Robert Heinlein, hvor let genretroper kan flyttes og modelleres, så miljøet og omstændighederne udskiftes, mens fortællingens grundlæggende substans forbliver den samme. Det er i hvert fald præcis, hvad der sker i denne roman, hvor Heinlein med selverklæret afsæt i Rudyard Kiplings berømte Kim (1901) har lavet en rumparafrase over selvsamme drengebogsfortælling. Heinlein har dermed ikke alene taget tematikken og plotstrukturen fra Kim, men også bevaret en stor del af drengebogens gnists og gåpåmod.

Man kan da også hyppigt se Citizen of the Galaxy omtalt som en af Heinleins ungdomsbøger, hvilket måske kan være meget rigtigt. Den har i hvert fald ikke samme studentikose, lumre mandehumor, der ellers løber som en understrøm gennem ganske meget af Heinleins fiktion. Man kan imidlertid også i samme åndedrag konstatere, at Citizen of the Galaxy stedvist er ganske voldsom, hvorfor vi her er vidne til det velkendte forhold, at unge åbenbart har bedre af at læse om vold end sex.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Nuvel. Handlingen fører os til planeten Jubbul, hvor den forældreløse slavedreng Thorby bliver frikøbt af en gammel tigger ved navn Baslim, som herefter indtager en faderrolle i drengens liv. Det viser sig da også snart, at Baslim ikke er nogen almindelig tigger, men en hemmelig agent, der arbejder for at nedbryde det tyranniske styre på Jubbul, der er baseret på den modbydelige slavehandel. Alt dette ved Thorby kun lidt om, men da myndighederne får færden af Baslims undergravender arbejde, bliver situationen alvorlig og drengen – som efterhånden er blevet en ung mand – får en mission. Han modtager et budskab, som han skal aflevere til de galaktiske myndigheder. Thorby forlader således planeten Jubbul som en fri mand med et formål, og den opgave fører ham vidt omkring.

Som sagt er Citizen of the Galaxy modelleret over Kim, og alt, der har været beskrevet indtil videre, er del af denne parafrase. Heinlein går imidlertid længere, fordi det efter, at Thorby har fuldført sin opgave, bliver afsløret, hvem hans rigtige forældre var. Det viser sig, at Thorby er den eneste arving i en uhyggeligt velhavende slægt. Og naturligvis er der pengemænd, som ikke ligefrem er begejstrede for det forhold, at Thorby nu pludselig dukker op med krav på formuen. Bedst som eventyret egentlig burde være afsluttet, bliver vores unge helt dermed rullet i en grum magtkamp om retten til sin familiens rigdom.

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1957. Romanens 1. udgave i bogform. Bemærk i øvrigt, hvor usædvanligt mange indbundne udgaver bogen er udkommet i

De to led i Citizen of the Galaxy har umiddelbart ikke meget med hinanden at gøre, og de kunne for så vidt være to uafhængige fortællinger, men det lykkes for Heinlein at få snøret de to historier sammen til et meningsfyldt hele. Det sker i sidste kapitel, hvor Thorby står som den store sejrherre, der har overvundet alle sine fjender. Han er slaven, der har besejret sin herre og vundet friheden, han er helten, der har kæmpet sig gennem modstanden og vundet ikke bare rigdom undervejs, men også fundet kærligheden. Alt skulle derfor være fint, men sådan er det bare ikke, for Heinlein præsenterer her en næsten Robert E. Howardsk pointe.

Vores helt Thorby er nemlig slet ikke blevet fri alligevel. Kan ske, at han ikke længere er slave, men frihed har han ikke, da han sidder som øverste ansvarshavende for sin families forretninger og formue og tilmed har en kæreste derhjemme, der venter ham til aftensmad hver aften. Den personlige frihed, muligheden for at gøre hvad han vil, findes ikke længere. Slavelænken har han kastet af sig, men nu har samfundet fanget ham i et guldbur. Den erkendelse er smertefuld for Thorby, der har fået det frie soldaterliv i blodet, men må indse, at han ganske frivilligt har ladet sig lænke på ny.

Hardcover, Gollancz 1969

Med bogen illustrerer Heinlein med andre ord, at der ligger et valg, som vi må træffe. Slaven er ufri, men den påstået frie kan også vise sig at være ufri, fordi samfundet binder ham eller hende. Friheden til at handle og eksistere uden at blive tynget af sociale bånd og forpligtelser er dermed noget, som man bevidst må forfølge, hvis man vil bevare den.

Eller sagt på en anden måde, gods og guld er ikke frihed – i hvert fald ikke ægte frihed i den forstand, som den heroiske vagabond oplever den. At netop det tema dukker op i Citizen of the Galaxy er måske ikke så sært, fordi Heinlein har forfulgt det flere gange og understreget, hvor ideologisk vigtigt det var for ham, at individet har mulighed for at handle, uden samfundet stiller sig i vejen for denne handlefrihed.

Paperback, Ace Books 1970

Som roman betragtet er Citizen of the Galaxy et stykke underholdende ramasjang, der med Heinleins vanlige sans for tempo sender Thorby på en hurtig rejse gennem det ene optrin efter det andet. Bogen tåler ikke nogen nærmere æstetisk afdækning, fordi den først og fremmest er et stykke sentimentalt, umiddelbart pulp, hvis hovedanliggende er letbenet SF-underholdning. Men modsat så meget andet ramasjang fra slutningen af 50’erne bliver bogen interessant som mere end bare tidsfordriv, fordi Heinlein er så ideologisk, som han er og tydeligvis har et anliggende med sin brug af Kim som samtalepartner.

Bogen er dermed en politisk/social kommentar til Kiplings værk om frihedens væsen, som Heinlein så og udlagde den. Man kan vel nærmest sige, at Citizen of the Galaxy, med dens frihedssværmeri, bliver en form for oprørsmanifest, der opfordrer sine unge (mandlige) læsere til nøje at tænke sig om, før de blindt følger i forældregenerationens fodspor. Måske er der alternativer, måske er velstand og tryghed slet ikke de goder, man tror?

Paperback, Peacock Books 1972

Havde bogen ikke været indsovset i en særlig form for militaristisk mandsstereotyp, som Heinlein elskede, kunne den ses som et stykke proto-hippielitteratur. Der havner vi dog ikke, men på sin egen bagvendte facon synes Heinlein alligevel at være i kontakt med rørelser i tiden, som peger fremad mod de store kulturelle omvæltninger, som det kommende årti skulle vise sig at rummer. The times they were a-changin’

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1977

Paperback, Penguin Books 1981

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1987

Hardcover, Robert Hale 2001

Hardcover, The Virginia Edition 2008

Ebog, Spectrum Literary Agency 2013

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Joe Haldeman, The Forever War (1974): It ain’t me, it ain’t me, I ain’t no fortunate one

Paperback, Ballantine Books 1976. forsiden er tegnet af Murray Tinkelman

Paperback, Ballantine Books 1976. forsiden er tegnet af Murray Tinkelman

Der er noget fantastisk underholdende, fantastisk sympatisk og fantastisk dumt ved Joe Haldemans anden og utvivlsomt bedst kendte roman anti-krigsfortællingen The Forever War fra ’74. Og jeg må med det samme tilstå, at jeg har en stor svaghed for bogen til trods for alle dens fejl og uigennemtænkte små krøller. Bogens vilje til provokation og forfatterens ønske om, at teksten måske vil kunne påvirke et eller andet, gør den nemlig til mere end bare et flygtigt bekendtskab. At den samtidig også kan ses som et genreopgør, eller måske endda fadermord, gør den bestemt ikke mindre spændende.

Selve historien er egentlig ganske enkel. Rumfart er blevet almindeligt på Jorden. Under menneskets ekspeditioner ud i det fremmede er man stødt på de såkaldte Taurans’ – en svært forståelige, svært beskrivelig og på alle måder udefinerbar fjende, som må bekæmpes med alle midler. Derfor har man indført en værnepligt, som nu pumper unge mænd og kvinder ud i verdensrummet i kampen mod den grusomme fjende. Nu er sagen bare den, at den måde, man rejser i rummet på, sker ved at udnytte noget, der vel bedst kan beskrives som en form for ormehuller, hvilket jo sådan set er en helt traditionel SF-idé.

Paperback, Ballantine Books 1976

Paperback, Ballantine Books 1976

I Haldemans version betyder det at springe gennem ormehullerne imidlertid en forskydning i tid, så den, der bevæger sig gennem hullet, også bevæger sig ud i Jordens fremtid uden selv at blive ældet. Det er en smule kompliceret, og jeg skal ikke påstå, at jeg helt forstår Haldemans idé. Det er sådan set heller ikke så væsentligt, det vigtige er, at soldaterne, der tager afsted, ikke bare kommer langt væk hjemmefra målt i kilometer, de siger også farvel til deres familie og venner, der vil være ældet og måske endda døde, når de en dag kommer hjem fra krigen.

Nuvel, midt i alt dette møder vi William Mandella, der har sluttet sig til hæren og kampen mod de onde Taurans. Mandella er således bogens vrangvillige hovedperson, som vi følger fra den første militære træning og så videre gennem en lang række skarpe missioner. Vi følger også Mandella, da han endelig vender hjem, som veteran, og atter slutter sig til hæren igen, fordi han ikke længere kan finde sig til rette som civilist.

Joe William Haldeman (født 9. juni 1943) anno 1979

Joe William Haldeman (født 9. juni 1943) anno 1979

Fælles for alle Mandellas handlinger og oplevelser er det, at han egentlig slet ikke har lyst til at være soldat, og han er rent faktisk heller ikke særlig dygtig til det. Det er her, vi kommer ind på romanen som det indledningsviste genreopgør. Bogens forfatter Joe Haldeman gør på en gang kløgtigt brug af et pulpet formsprog fra 50’erne, men gør samtidig op med hele den macho-helterolle, som eksempelvis Robert Heinleins mandlige hovedpersoner helt og aldeles er formet efter. The Forever War er dermed et væsentligt opgør med en ældre generation af SF-forfatteres tekster, udført i en handling, der ellers overfladisk synes næsten identisk med de gamle pulp mestres historier.

Bogen er derfor også stærkt beslægtet med den samme form for fadermord, som Len Deighton gjorde i forhold til Ian Flemmings verdensberømte James Bond-romaner, da han slap sin lurvede, jazz-elskende Harry Palmer løs og derved skabte en helt ny type pulpet anti-helt, der henvendte sig direkte til 60’ernes anti-autoritære ungdom. Og Haldemans romanfigur i The Forever War udspringer fra nøjagtigt samme sted og taler til præcis samme generation. Mandella, hovedpersonen klarer sig med andre ord slet og ret ved held, ikke duelighed eller særlige kompetencer, og gennem en form for absurd logik stiger han endda længere og længere op i militærsystemets grader. Præcis som Harry Palmer i øvrigt også gør det.

Hardcover, St. Martin's Press 1974. Romanens 1. udgave

Hardcover, St. Martin’s Press 1974. Romanens 1. udgave

Joe Haldeman bruger ikke mange ord på personkarakteristikker eller miljøbeskrivelser. Den slags fortaber sig i fortællingen, der brager afsted i højt, højt tempo og løbende synes at komme faretruende ud af kurs. Handlingen og personerne betyder da heller ikke det helt store for ham, fordi Haldemans vigtigste opgave er at udmale sine frustrationer over og erfaringer fra Vietnamkrigen for læseren i den tyndeste tænkelige allegori; en krig, der fortsatte endnu et år efter, Haldemans bog var trykt.

Man er med andre ord ikke i tvivl om, hvad Haldemen egentlig skriver om, når han beskriver krigen mod fjenden ude i verdensrummet. En fjende soldaterne aldrig helt forstår, hvorfor de bekæmper, endsige hvem fjenden egentlig er. Men faktisk er bogens entydige fokus også den store styrke, fordi det giver Haldeman rum til at udforske sit emne med en åbenhed og grundighed, som en mere kamufleret eller tvetydig allegori måske havde forhindret.

Joe Haldeman under militærtjeneste i Vietnam 1968

Joe Haldeman under militærtjeneste i Vietnam 1968

Og der er da heller ikke nogen tvivl om, at Haldeman indfanger tidsånden perfekt i sin bog. Den rå soldaterstemning, ildkampenes brutalitet og vanvid, militærsystemets grosteske logik, og ikke mindst de enorme personlige omkostninger, som veteranerne oplever, når de først kommer hjem. Alt det rammer Haldeman med præcis den gennemslagskraft, som man kan ønske sig af en anti-krigsbog. Men i stedet for at fortælle sin beretning som egentlig Vietnambog, har Haldeman, som sagt, valgt at henlægge handlingen til fremtiden. Det får konsekvenser for allegoriens fremstilling og føjer lag til fortællingen, som egentlig ikke kan siges at have noget med Vietnam-protesten at gøre.

Haldemans fremtid er et forstærket billede på 70’erne, hvor fri kærlighed og åbne parforhold, hash og stærke stoffer, og alt hvad vi ellers forbinder med ’68, er blevet en del af den almindelige kultur. Hippiernes vision er med andre ord blevet hverdag – men kun delvist, for verdenssamfundet har jo stadig besluttet at sende folk i krig, og livet er dermed ikke ren kærlighed, fred og harmoni.

Paperback, Futura 1976

Paperback, Futura 1976

I sig selv er Haldemans 70’er-fremtid ganske underholdende at læse om, fordi det, han egentlig gør, er at foretage en vurdering af sin samtid og vise os, hvad han tror, vil blive optaget i kultren som almindeligt og dermed viser han os også, hvor han tror, hippie-utopien vil komme til kort. Noget han vel dybest set beklager at dømme ud fra hovedpersonens drømme og bogens afslutning.

Men nu er det jo sådan, at bogens soldater hele tiden bevæger sig længere og længere ud i fremtiden, fordi de bruger disse ormehuller. Livet på Jorden udvikler sig dermed drastisk i løbet af bogen, først til et dystopisk voldssamfund, og senere, da vi er noget rigtig mange år længere ud i fremtiden, har svaret på overbefolkningsproblemet vist sig at være en hård indsats fra verdensregeringens side for, at homoseksualitet skal være det almindelige.

Hardcover, The Easton Press 1988

Hardcover, The Easton Press 1988

Vores hovedperson Mandella kommer dermed i den besynderlige situation, da han som hærdet veteran skal deltage i en af sine sidste militærkampagner, at han er den eneste heteroseksuelle i kompagniet, noget han bliver kraftigt diskrimineret for. Haldeman spiller tydeligvis på chokeffekten og bevæger sig her ind på stærkt tabuiseret terræn. En hær af homoseksuelle – man kan næsten ikke forestille sig nogen større provokation af det selvbillede, som den amerikanske hær havde, og har, opdyrket omkring sig selv.

Desværre vedkender Haldeman sig, at det blot er drillerier, som han udsætter læseren for, fordi han hen imod slutningen kalder sin samfundsudvikling tilbage og lader Mandellas heteroseksualitet inspirere andre til at vende tilbage til samme levevis. Her kunne jeg have ønsket mig, at han holdt fast, fordi provokationerne på den måde ville virke mere snerrende og stærke, men i sidste ende er Haldeman sentimental og længes efter ordende forhold, som vi kender dem.

Hardcover, Avon 1997

Hardcover, Avon 1997

Og det er måske her, at Haldeman begår det største og mest iøjefaldende fejlgreb i bogen. Tonen har hele vejen igennem været grum, grim og voldsom, men til sidst falder han til patten og giver os den lykkelige udgang på Mandalas liv, som vi læseren faktisk ikke forventer. Vi forventer død og undergang, fordi det synes det eneste logiske i bogens sorte univers, men her tager man åbenbart fejl. Naturligvis viser den groteske krig mod de fremmede sig at være et røgslør, og naturligvis har tusindvis og atter tusindvis af unge mænd og kvinder givet deres liv forgæves i kampen mod en fiks idé, men med kampens afslutning kommer freden også til Mandella, der rejser ud i solnedgangen med sit hjertes udkårne. Slapt giver Haldeman her slip på fortællingen og lader sin anti-helt fortrække til landlig idyl – og det vel at mærke uden ironi eller sarkasme.

På trods af det, som jeg egentlig betragter som et ganske alvorligt kontraktbrud med bogens integritet og læserens forventninger, er The Forever War en finurlig bog, der udfolder counterculture og politisk krigssatire i et ganske dragende genrespil. Den er usleben, ujævn og mange steder uigennemtænkt, men den er samtidig både provokerende og befriende bramfri. Det gør bogen læseværdig, ikke mindst fordi den bestemt må siges at være et af de mere karakterfulde bud på en kritik af den amerikanske krigsindsats i Vietnam. Det må jo siges at være et værdigt emne for en roman, og vel at mærke et emne, der desværre fortsat i dag er ganske relevant.

Paperback, AvoNova 1999

Paperback, AvoNova 1999

Paperback, Millennium Books 2000

Paperback, Millennium Books 2000

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Eos  2003

Paperback, Eos 2003

Paperback, Gollancz 2004

Paperback, Gollancz 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, St. Martin's Griffin 2009

Paperback, St. Martin’s Griffin 2009

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gateway 2011

Paperback, Gateway 2011

Ebog, Ridan Publishing 2012

Ebog, Ridan Publishing 2012

Hardcover, Centipede Press 2013

Hardcover, Centipede Press 2013

Ebog,  Iconic ebooks 2014

Ebog, Iconic ebooks 2014

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Dit fald står i stjernerne: Zodiac Gothic

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Neo-gotik gik som varmt brød fra slutningen af 1960’erne og op igennem 70’erne, hvor de fleste paperbacks inden for genren havde en endeløs parade af frygtsomme kvinder i natkjoler på forsiden – kvinder der flygtede ud fra skyggefulde huse med skrækslagen mine. Et fantastisk ikonografisk motiv, der siger alt om genrens blanding af erotik, patos og dunkelt drama.

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Ballantine Books skulle naturligvis også have deres bid af goth-kagen, men de var en smule mere kreative end så mange andre forlag. Forlaget fik nemlig den fremragende idé at udsende en serie af bøger, hvor handlingen i hver roman baserede sig på et stjernetegn. Det i sig selv er et ret sjovt koncept, men Ballantine gik linen ud. De fik nemlig den dengang populære astrolog Sydney Omarr til at skrive hver af heltindernes horoskop. Fødselsdatoen bestemte forfatteren, men selve personkarakteristikken formulerede Omarr. Den tekst tog forfatterne så udgangspunkt i, når de slap heltinderne løs i de gotiske fortællinger. Hele herligheden udkom i ’76, hvor bl.a. Marion Zimmer Bradley var blandt forfatternavnene.

Et sjovt samarbejde, der snildt kunne genbruges i andre genresammenhænge.  Og forsiderne er naturligvis lige i øjet.

Super-astrologen Sydney Omarr (5 August 1926 – 2 January 2003)

Super-astrologen Sydney Omarr (5 August 1926 – 2 January 2003)

 

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Anne Rice, Interview with the Vampire (1976): Smuk blasfemi og gotisk patos

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Af alle de bøger, som jeg har og nok kommer til at skrive om her på bloggen, er Interview with the Vampire formentlig blandt de absolut mest betydningsfulde. Den er en af de romaner, der flyttede – for ikke at sige genopfandt – en genre og transcenderede selve romanens univers. Den var med til at skabe en subkultur og inspirerede et æstetisk udtryk, som har fundet vej ind i musik, film og naturligvis litteraturen.

Dertil, på et privat plan, kan jeg så også tilføje, at jeg har læst bogen ret mange gange efterhånden. Måske fordi jeg mødte Anne Rices første vampyrroman som ung teenager, hvor jeg var særligt modtagelig overfor bogens erotiske, mystiske univers, er den blevet hos mig som et vendepunkt. Et af de steder, hvor jeg opdagede genrelitteratur, kunne være mere end bare skrækhistorier eller fornøjelig fantasy. Dengang dyrkede jeg bogen meget, og selvom mit forhold til Anne Rice og Interview er kølnet betydeligt sidenhen, har den stadig en helt særlig, jeg vil ikke sige nostalgisk, men nærmere irrationel status hos mig. Nå, nu skal det ikke handle om mig, men bogen.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Du kender jo sikkert handlingen til hudløshed. Bogens første del begynder ved udgangen af 1700-tallet i New Orleans. Den unge plantageejer Louis tumler fordrukken gennem livet med døden i tankerne, efter hans bror er omkommet under lettere mystiske omstændigheder. Louis plages af skyld, og netop som han synes at være sunket endegyldigt ned i depressionen, møder Louis vampyren Lestat. Det møde forandrer alt, for Lestat har planer med Louis. Han vil gøre Louis til sin ledsager og overtage Louis’ plantage, fordi den vil give sikkerhed og økonomisk råderum. Som sagt så gjort, og Louis mister livet for kun at genfødes ind i nattilværelsen som vampyr. En dyb og foruroligende transformation, der både er skræmmende og smuk.

Sammen kan de to vampyrer nu se evigheden i møde, men så let er det bare ikke. Louis og Lestat er nemlig som hund og kat. Mens Lestat hedonistisk jagter alt, hvad New Orleans kan tilbyde af forlystelser, forlanger Louis svar. Hvad er meningen med livet, hvorfor findes der vampyrer? Har Gud skabt vampyrerne eller er de Djævlens værk? Det er store spørgsmål, og da Lestat nægter både at besvare og diskutere dem, synker Louis atter ned i en depressiv døs, blot denne gang uden døden som mulighed.

Goth-mother Anne Rice (født d. 4. oktober 1941)

Goth-mother Anne Rice (født d. 4. oktober 1941) i 1976

Tingene forandrer sig imidlertid, da Lestat mere eller mindre spidsfindigt narrer Louis til at gøre den lille pige Claudia til vampyr. Resultatet bliver en grufuld, dukkelignende barnevampyr. To bliver til tre, og den dysfunktionelle familie finder en form for fred. En fred, der varer i mange år, indtil Claudia begynder at stille egne krav og spørgsmål. Det bliver et vendepunkt, og tiden i New Orleans kommer til sin ende. Louis og Claudia forlader New Orleans med kurs mod Europa i håb om at finde andre vampyrer. Dem finder de skam også, i byernes by Paris, hvor det snart viser sig, at de måske har været alt for naive.

Det er nærmest lidt fjollet, når man stadig ser Interview with the Vampire fremstillet som horror-roman. Der er grumme, ubehagelige passager i bogen og vidunderligt morbide scener, som da Lestat danser rundt med liget af sin døde far, men gys er der ikke rigtigt. Snarere er der tale om en fantastisk metaforisk rejse ind i eksistentielt kerneland. Rices vampyrer har således ikke meget med tidligere inkarnationer af figuren at gøre. Faktisk kun det, at vampyren er et udtryk for det utøjlede libido. Men netop dette gør Rice også til et omdrejningspunkt for hele bogen. Vampyrerne er en utilsløret drift, blottet til fulde, fordi de ikke længere har nogen bånd til verden. Lestat synes indbegrebet af dette og lille Claudia ligeså, mens Louis tøvende anerkender tilfredsstillelsens glæder, men samtidig forlanger en begrundelse. Er det nok bare at søge glæde? Er der ikke mere i livet? Står vi ikke til regnskab for noget som helst?

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udg.

Ganske interessant afspejles disse spørgsmål i selve bogens opbygning. For godt nok er historien en kronologisk beretning om Louis’ vampyrliv, men tekstens egentlige omdrejningspunkt er en række centrale samtaler mellem Louis og de forskellige karakterer, han møder på sin vej gennem natten. Hver af disse samtalepartenere ser livet anderledes end Louis, og hver gang må Louis konkludere, at han ikke får de svar, han søger. Tættest på en følelse af sandhed kommer han dog, da han langt om længe møder vampyren Armand – en af de ældste vampyrer. Men også her må Louis til sidst konkludere, at Armands svar til dels er baseret på en løgn.

Dette peger selvfølgelig hen imod en grundlæggende overvejelse omkring godt og ondt og endelig, hvordan mennesket er stillet i en verden, hvor der ikke eksisterer nogen højere magter; ingen Gud eller Djævel. For Anne Rice er dette helt afgørende spørgsmål, og man behøver ikke læse ret mange kapitler, før det står klart, i hvor høj grad bogen er skrevet i et vidunderligt blasfemisk sprog, der skamløst og dekadent låner fra de klassiske meditative katolske tekster, som Rice må kende godt fra sit tumultariske forhold til katolicismen. Eksempelvis i sprogbrugen omkring Louis’ bror eller endnu tydelige i Louis’ første møde med Lestat. Her beskriver hun, hvordan Louis’ sjæl smelter, da han ser vampyren. Hvordan han længes efter at forenes med ham og hvordan vampyrens ansigt brænder sig ind i Louis’ sind. Alt sammen kristologiske metaforer, som vi finder dem hos Thomas à Kempis og Heinrich Suso, der skildrer deres metafysiske møde med Kristus.

Paperback, Ballantine Books 1977

Paperback, Ballantine Books 1977

Naturligvis, præcis som hos de førnævnte middelalderlige mystikere, som Anne Rice parafraserer, er mødet ladet med tunge erotiske konnotationer, og dette er altafgørende. Rice går imidlertid et skridt videre og erotiserer alt omkring vampyren; alle relationer, uanset køn og alder får en sanselig, lystfuld dimension. Konkret sex er der imidlertid ikke noget af. Rice får på den led med al tydelighed demonstreret sin kongstanke om, at den drift, der først og fremmest styrer os alle, er behovet for at blive elsket og høre til. Vampyren, revet ud af tid og sted, er det perfekte billede på dette. Ensomt står de som evige iagttagere, der aldrig helt er del af den verden, de betragter. Livet passerer dem forbi, og det eneste, de kan gøre for at fastholde den, er at nyde den. Smage den, røre den. Disse indtryk er imidlertid flygtige og fortoner sig alt for hurtigt. Ultimativt markeres denne manglende evne til at fastholde eller forankre sig i verden og andre gennem fraværet af konkret sex. Vampyrerne kan opføre sig, som havde de sex og opleve alt i erotiske baner, men den faktisk handling sker ikke, hvorfor vampyrerne impotent må søge surrogater.

De udødelige vampyrer opfatter sig som uforanderlige, men det er de ikke. De forandrer sig som alt andet, de forandrer sig bare ikke i takt med den verden, de nu lever i skyggen af. Svælget mellem verden og vampyren vokser således stille og roligt, og en skønne dag opdager vampyren sig isoleret fra alt, fordømt til evig ensomhed. Louis ser dette med det samme. Og da han i sin søgen efter sandhed langt om længe må konkludere, at det eneste reale der findes, er de mellemmenneskelige relationer, han ikke kan være en del af, fører det til en forstening af ham. Han fryser sjæleligt og affinder sig med rollen som evig, passiv tilskuer. Omvendt er det med Lestat, der fornægter alt og vedholdende dyrker sanseerfaringen som sit højeste mål. Også han indhentes af fremmedgørelsens svælg og rammes så hårdt, at det får knusende konsekvenser.

Paperback, Ballantine Books 1979. En ganske cool forside, men mere misvisende kan det nok ikke blive

Paperback, Ballantine Books 1979. En ganske cool forside, men mere misvisende kan det nok ikke blive

 

En af hemmelighederne bag bogens succes er uden tvivl, at Rices svulstige prosa sælger vampyrerne og deres vampyriske tilværelse som noget uendeligt smukt og tiltrækkende. Alt er billedskønt, rigt og overdådigt hos Rice, hvis roman har noget barokt, frodigt over sig. Og det er ironisk, at vi oplever bogen sådan, for den unge journalist, der fører samtalen med Louis (deraf bogens titel), gør det samme, og derved misforstår han alt, hvad Louis har fortalt ham. Louis budskab er nemlig, at journalisten skal elske sin menneskelighed og evnen til at leve i takt med andre og verden. Journalisten fatter det imidlertid ikke, og han forstår ikke, at Louis er fanget i helvede. Journalisten ser kun den skønhed og mystik, som vampyren beretter om, og dumme som vi er, gør vi læsere det samme. Vi fascineres af det sanselige tusmørkeland, som vampyrerne lever i og overhører alle advarslerne.

At det samme også skete for Anne Rice, der efterfølgende også lod sig forføre af sine vampyrer og skabte tåkrummende elendig fiktion, gør nærmest bare romanens pointe endnu tydeligere: Kan ske skønheden lokker os, men skønheden kan aldrig stå alene, fordi den visner indefra og bliver en hul skal.

Paperback, Futura 1993.

Paperback, Futura 1993.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1996. Forlagets jubilæumsudgave af romanen

Hardcover, Alfred A. Knopf 1996. Forlagets jubilæumsudgave af romanen

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Ballantine Books 2004

E-bog, Ballantine Books 2011

E-bog, Ballantine Books 2011

6 kommentarer

Filed under Roman

Shadows over Baker Street, red. Michael Reaves & John Pelan (2003): Er du også træt af ufarlig, uambitiøs Cthulhu mythos?

Paperback, Ballantine Books 2003.  Forsiden er stemningsfuldt tegnet af John Jude Palencar. Desværre ødelægges billedet af alt den meget ligegyldige tekst

Paperback, Ballantine Books 2003. Forsiden er stemningsfuldt tegnet af John Jude Palencar. Desværre ødelægges billedet af alt den meget ligegyldige tekst

Jeg synes faktisk, at jeg har læst ret mange antologier med nye Cthulhu mythos-fortællinger. Oprindeligt elskede jeg dem og slugte novellerne råt, men i løbet af de seneste par år er det blevet sværere og sværere for mig at blive begejstret over den måde, som den såkaldte ”Cthulhu mythos” bliver skrevet på. Faktisk er det efterhånden som regel en forstemmende oplevelse at sidde med de altid tentakeludsmykkede bøger, fordi historierne er så gudsjammerligt ligegyldige. Der er meget, meget langt mellem de gode noveller. Min passion for Lovecraft står imidlertid uantastet, og måske er det også derfor, at jeg gang på gang hopper på limpinden og finder en af de nyere antologier ned fra hylden. Måske bliver jeg klogere en dag.

Paperback, Ballantine Books 2003

Paperback, Ballantine Books 2003

Michael Reaves og John Pelan udsendte i 2003 en antologi, hvis idé har ligget in spe i mange år, fordi temaet synes så oplagt. Temaet er nemlig en kobling mellem Victoriatidens England og klassisk pulpet Cthulhu mythos. Allerede August Derleth så et potentiale i den kobling, men fik aldrig gjort noget ved det. Det blev derfor spilfirmaet Chaosium, der som de første for alvor byggede broen med deres Cthulhu by Gaslight-supplement fra 1986. Reaves og Pelan går imidlertid et skridt videre med deres antologi. De har nemlig med tilladelse fra det officielle Doyle Estate koblet selveste Sherlock Holmes med Lovecrafts mythos og derved skabt en supertanker af en litterær konstruktion, som afgjort måtte vække opsigt. Det gjorde bogen skam også. Den fik hæderlige anmeldelser i pressen, da den udkom, men jeg er langt fra glad for den.

James Michael Reaves (født 14. september 1950)

James Michael Reaves (født 14. september 1950)

I bogens forord lægger de to redaktører absolut ikke skjul på, at det er en spektakulær bog, som de nu udgiver. Ikke alene griber de fat i noget af genrelitteraturens fineste arvesølv, de har også mønstret et flot opbud af tidens vigtige genreforfattere.

Det er skam heller ikke hver dag, at der udgives bøger med nye fortællinger om Sherlock Holmes. Desværre klinger redaktørernes entusiasme og stolthed hult, så snart man dykker ned i historierne. Neil Gaiman åbner ellers underholdende og vanligt drilskt med sin lille post-moderne “A Study in Emerald”, der vender alting på hovedet og viser os en mythos-fortælling fra en ganske overraskende vinkel. Men Gaiman og et lille udpluk af andre bidrag er mere eller mindre det eneste, der hæver sig over trivielle plotfinurligheder og sproglig banalitet. Det er med andre ord et fåtal af historier i bogen, der formår at løsrive sig fra pastichens hængedynd og skabe noget selvstændigt.

John C. Pelan (født 1957)

John C. Pelan (født 1957)

Man fornemmer, at de enkelte forfattere har siddet med et valg om at skrive en Sherlock Holmes-fortælling i Lovecrafts univers eller at skrive en Lovecraft-fortælling med Sherlock Holmes. Groft sagt forsøger ingen det sidste. Nærmest alle historierne bruger Doyles sprog og karakterer som deres vigtigste virkemidler, og krydrer derefter handlingen med de sædvanlige mythos-platheder, vi kender til hudløshed. Horror er der ikke meget af. I stedet er bogen fuld af tåkrummende forsøg på at gøre Holmes-karakteren levende og nærværende.

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Steve Perrys kække “The Case of the Wavy Black Dagger” er et godt eksempel, der symptomatisk for antologien som helhed fejler over hele linjen – både som Doyle- og Lovecraft-inspireret tekst. Historien er ganske enkelt for blød og ufarlig. Sherlock Holmes bliver en sovepude, der kvæler mystikken og tager brodden ud af enhver trussel, fordi end ikke Lovecrafts ældgamle, gudelignende væsner har en chance imod geniet fra Baker Street. Selv en forfatter som Poppy Z. Brite, der ellers har en høj stjerne hos mig, fejler eklatant med novellen “The Curious Case of Miss Violet Stone”, der i bedste fald må karakteriseres som uoplagt.

Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Nu er det naturligvis ikke ren elendighed. Bogen indeholder skam også noveller, der fortjener at blive trukket positivt frem. Allerede da bogen udkom, og jeg læste den for første gang, bed James Lowders “The Weeping Masks” sig fast i min bevidsthed. Historien skildrer Watsons sidste tid i Afghanistan, da han bliver såret og får den berømte lette halten, som Holmes bemærker under deres første møde. “The Weeping Masks” er en intens fortælling fyldt med et barokt, svulmende sprog, der hylder siderne i fremmedartede dufte og sanseindtryk. Han fører os med til et hashtåget Afghanistan fyldt med mystik og ulmende, ældgamle hemmeligheder. Glimtvis fanger han endda noget ganske skræmmende i sin skildring af et mystisk præsteskab, der bærer grædende masker. Den stemning, Lowder her får skrevet frem, er ganske enkelt fremragende og rig på en måde, som man sjældent møder den.

Steve Perry (født 31. august 1947)

Steve Perry (født 31. august 1947)

Caitlín R. Kiernans “The Drowned Geologist” er bogens anden helt og aldeles fremragende historie. Historien fortæller med uskyldig stemme om en ung geologs sære oplevelser langs kysten ud for Whitby i dagene efter, at den russiske skonnert Demeter er løbet på grund (sic!). Med iskolde naturbeskrivelser, der drypper af bølgernes skumsprøjt og ruskes af vinden i den forblæste kystbevoksning, bliver det lille, underspillede drama fortalt. Hun gør det med en elegance og sikkerhed, som jeg tror, de fleste vil misunde hende. Med enkle beskrivelser formår hun at iscenesætte noget stemningsmæssigt stort og truende, der vel at mærke ikke udspiller sig i selve novellen, men i de historier, som novellen er skrevet i dialog med.

James Daniel Lowder (født 2. januar 1963)

James Daniel Lowder (født 2. januar 1963)

Til sammen er Lowders og Kiernans noveller kærkomne læseoplevelser i en bog, der desværre skuffer fælt. Jeg ved egentlig ikke, hvem der vil være mest skuffet, Lovecraft-læsere eller Doyle-entusiaster. Formentlig førstnævnte. Det er i hvert fald forbløffende, hvor lidt ”kosmisk horror”, der har fundet vej ind i bogen, som faktisk overvejende har en munter tone. Noget der absolut ikke er hensigtsmæssigt i forhold til de lovecraftianske idéers troværdighed. Faktisk kan jeg ikke fordrage kombinationen af humor og Cthulhu mythos. Det er imidlertid hverken det godmodigt glade eller uforpligtende ved bogens noveller, der irriterer mig. Det er den komplette mangel på kreativt overskud, der ødelægger det hele.

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Lowder og Kirenan har leveret det, som ingen andre i bogen har gjort. De har leveret stærke tekster fyldt med liv og nærvær. Ikke alene fortjener de applaus for det, de redder også Shadows over Baker Street fra den rene fiasko. En god idé, der fejler. Et stykke kommerciel metervare, som burde være blevet kasseret. Der går afgjort noget tid, før jeg opsøger nye mythos-fortællinger, men lur mig om jeg ikke om nogle uger sidder med Cthulhu & co. igen.

Jeg bliver nok alligevel aldrig klogere!

 

Novellerne:

Neil Gaiman, “A Study in Emerald”

Elizabeth Bear, “Tiger! Tiger!”

Steve Perry, “The Case of the Wavy Black Dagger”

Steven-Elliot Altman, “A Case of Royal Blood”

James Lowder, “The Weeping Masks”

Brian Stableford, “Art in the Blood”

Poppy Z. Brite & David Ferguson, “The Curious Case of Miss Violet Stone”

Barbara Hambly, ”The Adventure of the Antiquarian’s Niece”

John Pelan, “The Mystery of the Worm”

Paul Finch, “The Mystery of the Hanged Man’s Puzzle”

Tim Lebbon, “The Horror of the Many Faces”

Michael Reaves, “The Adventure of the Arab’s Manuscript”

Caitlín R. Kiernan, “The Drowned Geologist”

John P. Vourlis, “A Case of Insomnia”

Richard A. Lupoff, “The Adventure of the Voorish Sign”

Gwynplaine MacIntyre, “The Adventure of Exham Priory”

David Niall Wilson & Patricia Lee Macomber, “Death Did Not Become Him”

Simon Clark, “Nightmare in Wax”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Marghanita Laski, The Victorian Chaise-Longue (1953): En biopsi af desperation

Paperback, Ballantine Books 1960. Forsidens tegner er ikke oplyst, men den er ganske udtryksfuld

Paperback, Ballantine Books 1960. Forsidens tegner er ikke oplyst, men den er ganske udtryksfuld

Man kan vel ikke kalde Marghanita Laskis lille roman The Victorian Chaise-Longue fra 1953 en egentlig gyser. Det er en finurlig fortælling om en tidsrejse, om sjæleforskydning eller noget helt tredje, der unddrager sig enhver form for endelig karakteristik. Måske er det også derfor, at bogen stadig 60 år efter sin tilblivelse er ganske virkningsfuld.

Romanen åbner in medias res og gør nærmest en dyd ud af den abrupte indføring i fortællingen. Som læser sidder man som perpleks iagttager og forsøger at finde hoved og hale i den samtale, vi er havnet midt i. En samtale der udspiller sig mellem Melanie og hendes læge. Kvinden er tydeligvis syg, men formentlig i bedring, og vi hører også, at det er ikke længe siden, hun fødte et barn. Melanie kan dog ikke få barnet at se på grund af sygdommen, hvorfor hun gør sit bedste for at virke munter over for lægen, så han tror, hun er rask. Så langt så godt.

Paperback, Ballantine Books 1960

Paperback, Ballantine Books 1960

Gradvist finder vi ud af, at Melanie er en ung, moderne kvinde, der bor sammen med Guy. Vi befinder os et sted i slutningen af 1940’ernes London, hvor det unge par er flyttet sammen for ikke ret længe siden i en lejlighed. Det er Melanie, der har indrettet hjemmet med en blanding af nyt og gammelt, indsamlet i Londons små antikvitetsbutikker. Blandt møblerne er den i titlen angivne victorianske chaiselong. Et monstrum af et møbel, der havde en sær tiltrækningskraft på Melanie, da hun fandt den i en butikskælder.

For at vise familiens læge, at hun har det bedre, bliver Melanie flyttet fra soveværelset til stuen, hvor hun skal ligge på chaiselongen. Liggende i stuen falder Melanie i søvn, og da hun vågner, er hun ikke længere hjemme. Hun vågner i en fremmed stue, omgivet af fremmede mennesker. Først forstår hun naturligvis ikke noget som helst, men gradvist går det op for Melanie, at hun ligger på en chaiselong magen til den, hun faldt i søvn på, og at hun stadig lider af tuberkulose.

Marghanita Laski (24. oktober 1915 – 6. februar 1988)

Marghanita Laski (24. oktober 1915 – 6. februar 1988)

Indledningsvist tror hun, at kvinden i rummet, der kalder sig Adelaide, har kidnappet hende, eller at man har flyttet hende til et andet hus. Snart bliver det imidlertid klart for Melanie, at hun har flyttet sig i tid og rum. Hun er vågnet op på samme chaiselong i 1864, godt og vel 80 år før hun lagde sig til at sove!

Det er mere eller mindre handlingen i Laskis The Victorian Chaise-Longue, der dykker ned i situationens absurditet og omhyggeligt gennemspiller et følelsesregister af forundring, panik, rædsel, snusfornuft, desperation og afmagt, som Melanie løbende gennemgår. Det går nemlig stille og roligt op for Melanie, at hun ikke er sig selv. I 1864 hedder hun Milly Baines og har ligget syg med tuberkulose, efter en abort udført i smug. Millys omgivelser, navnlig søsteren Adelaide, tror naturligvis, at hun er gået fra forstanden, da hun begynder at stille sære spørgsmål, og lægen bliver tilkaldt. Her får Milly/Melanie lov til at snakke under fire øjne med lægen, og han bekender, i et øjebliks svaghed, at Milly ikke har lang tid igen.

Hardcover, Houghton Mifflin Company 1954

Hardcover, Houghton Mifflin Company 1954

Melanie er med andre ord fanget i en døendes krop. Men er det nu også helt så enkelt. Hvorfor har Melanie svært ved at udtrykke de ting fra hendes egen tid, som Milly ikke kender (biler, flyvemaskiner, atombomben osv.)? Er det mon Melanie, der er rejst tilbage i tiden, eller er Melanie noget Milly har drømt? ”Du träumst mich ich dich. Keine Angst ich weckdich nicht” synger Blixa Bargeld passende i Einstürzende Neubautens sang ” Stella Maris”. Hvem er hvem? Er Melanie Millis feberdrøm om et liv hinsiden tuberkulosen eller er Milly Melanies mareridt? Måske ligger svaret et helt tredje sted. Måske er de to kvinder på mystisk vis forbundet på tværs af tid og sted med et møbel som medium…? Marghanita Laski kommer heldigvis ikke med noget svar, men efterlader os med spørgsmålene og en knugende følelse af uro.

Paperback, Penguin Books 1962

Paperback, Penguin Books 1962

The Victorian Chaise-Longue er en helt fremragende roman, der bliver bedre og bedre for hver side, man læser. Melanies lidt banale personlighed virker indledningstvist som et røgslør, der gør det vanskeligt at se de store kvaliteter i den letbenede, lidt patetiske snak mellem Melanie og hendes gæster. Gradvist ændres tonen, skruen strammes og desperationen skyller ind over den stakkels unge dame. Hun er fanget i et grotesk mareridt, og læseren bliver vidne til hele det lille kammerspils gru fra første paket. Vi forlader aldrig hverken Milly eller Melanie, men bliver i stuen sammen med dem. Gæster kommer og går, men fokus flytter sig kun fra stuen, da det beskrives, hvor Melanie fik fat i det forheksede møbel.

Paperback, Academy Chicago Publishers 1984

Paperback, Academy Chicago Publishers 1984

Helt grumt bliver det dog først til sidst, da desperationen blandes med dødsangst og senere med mærkelige, feberagtige drømme om flugt. Marghanita Laski væver ganske enkelt et grusom dødsdom frem for læseren, der ikke kunne være skrevet bedre af Shirley Jackson. Og skal man pege på en litterær parallel til Laskis historie, må det da også helt sikkert være i Jacksons forstyrrende forfatterskab. Med et distinkt kvindeligt perspektiv står The Victorian Chaise-Longue som en feminin kommentar til både den victorianske genrelitteratur og de traditionelle, maskuline magtstrukturer, der gjorde sig gældende i det victorianske England såvel som i England på Laskis egen tid. Her ligner Laski med andre ord Shirley Jackson, der deler samme feminine perspektiv og samme ambition om at afdække frygtens psykologi i det moderne menneske.

The Victorian Chaise-Longue er en af den type små, effektive romaner, der på ganske få sider formår at skabe et helt univers og samtidig provokere læseren ved ikke at afsløre alt, hvad dette univers gemmer. Laski nærmest lokker os ind i hendes mareridt, gennem uskyldig snak og røgslør. Intetanende følger vi Melanie ind i hendes gru, og først for sent står det klart, at Laski har fanget os, og tvinger os til at vælge en læsning eller fortolkning af historien. Hvem er hvad, hvor begynder drømmen og hvor slutter mareridtet? Mesterligt, Marghanita Laski, mesterligt.

Paperback, Automática 2012

Paperback, Automática 2012. Et ret fint cover. Meget stemningsfuldt med den blodlignende plet i hjørnet 

Skriv en kommentar

Filed under Roman