Tag Archives: Ballantine Books

Shadows over Baker Street, red. Michael Reaves & John Pelan (2003): Er du også træt af ufarlig, uambitiøs Cthulhu mythos?

Paperback, Ballantine Books 2003.  Forsiden er stemningsfuldt tegnet af John Jude Palencar. Desværre ødelægges billedet af alt den meget ligegyldige tekst

Paperback, Ballantine Books 2003. Forsiden er stemningsfuldt tegnet af John Jude Palencar. Desværre ødelægges billedet af alt den meget ligegyldige tekst

Jeg synes faktisk, at jeg har læst ret mange antologier med nye Cthulhu mythos-fortællinger. Oprindeligt elskede jeg dem og slugte novellerne råt, men i løbet af de seneste par år er det blevet sværere og sværere for mig at blive begejstret over den måde, som den såkaldte ”Cthulhu mythos” bliver skrevet på. Faktisk er det efterhånden som regel en forstemmende oplevelse at sidde med de altid tentakeludsmykkede bøger, fordi historierne er så gudsjammerligt ligegyldige. Der er meget, meget langt mellem de gode noveller. Min passion for Lovecraft står imidlertid uantastet, og måske er det også derfor, at jeg gang på gang hopper på limpinden og finder en af de nyere antologier ned fra hylden. Måske bliver jeg klogere en dag.

Paperback, Ballantine Books 2003

Paperback, Ballantine Books 2003

Michael Reaves og John Pelan udsendte i 2003 en antologi, hvis idé har ligget in spe i mange år, fordi temaet synes så oplagt. Temaet er nemlig en kobling mellem Victoriatidens England og klassisk pulpet Cthulhu mythos. Allerede August Derleth så et potentiale i den kobling, men fik aldrig gjort noget ved det. Det blev derfor spilfirmaet Chaosium, der som de første for alvor byggede broen med deres Cthulhu by Gaslight-supplement fra 1986. Reaves og Pelan går imidlertid et skridt videre med deres antologi. De har nemlig med tilladelse fra det officielle Doyle Estate koblet selveste Sherlock Holmes med Lovecrafts mythos og derved skabt en supertanker af en litterær konstruktion, som afgjort måtte vække opsigt. Det gjorde bogen skam også. Den fik hæderlige anmeldelser i pressen, da den udkom, men jeg er langt fra glad for den.

James Michael Reaves (født 14. september 1950)

James Michael Reaves (født 14. september 1950)

I bogens forord lægger de to redaktører absolut ikke skjul på, at det er en spektakulær bog, som de nu udgiver. Ikke alene griber de fat i noget af genrelitteraturens fineste arvesølv, de har også mønstret et flot opbud af tidens vigtige genreforfattere.

Det er skam heller ikke hver dag, at der udgives bøger med nye fortællinger om Sherlock Holmes. Desværre klinger redaktørernes entusiasme og stolthed hult, så snart man dykker ned i historierne. Neil Gaiman åbner ellers underholdende og vanligt drilskt med sin lille post-moderne “A Study in Emerald”, der vender alting på hovedet og viser os en mythos-fortælling fra en ganske overraskende vinkel. Men Gaiman og et lille udpluk af andre bidrag er mere eller mindre det eneste, der hæver sig over trivielle plotfinurligheder og sproglig banalitet. Det er med andre ord et fåtal af historier i bogen, der formår at løsrive sig fra pastichens hængedynd og skabe noget selvstændigt.

John C. Pelan (født 1957)

John C. Pelan (født 1957)

Man fornemmer, at de enkelte forfattere har siddet med et valg om at skrive en Sherlock Holmes-fortælling i Lovecrafts univers eller at skrive en Lovecraft-fortælling med Sherlock Holmes. Groft sagt forsøger ingen det sidste. Nærmest alle historierne bruger Doyles sprog og karakterer som deres vigtigste virkemidler, og krydrer derefter handlingen med de sædvanlige mythos-platheder, vi kender til hudløshed. Horror er der ikke meget af. I stedet er bogen fuld af tåkrummende forsøg på at gøre Holmes-karakteren levende og nærværende.

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Steve Perrys kække “The Case of the Wavy Black Dagger” er et godt eksempel, der symptomatisk for antologien som helhed fejler over hele linjen – både som Doyle- og Lovecraft-inspireret tekst. Historien er ganske enkelt for blød og ufarlig. Sherlock Holmes bliver en sovepude, der kvæler mystikken og tager brodden ud af enhver trussel, fordi end ikke Lovecrafts ældgamle, gudelignende væsner har en chance imod geniet fra Baker Street. Selv en forfatter som Poppy Z. Brite, der ellers har en høj stjerne hos mig, fejler eklatant med novellen “The Curious Case of Miss Violet Stone”, der i bedste fald må karakteriseres som uoplagt.

Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Nu er det naturligvis ikke ren elendighed. Bogen indeholder skam også noveller, der fortjener at blive trukket positivt frem. Allerede da bogen udkom, og jeg læste den for første gang, bed James Lowders “The Weeping Masks” sig fast i min bevidsthed. Historien skildrer Watsons sidste tid i Afghanistan, da han bliver såret og får den berømte lette halten, som Holmes bemærker under deres første møde. “The Weeping Masks” er en intens fortælling fyldt med et barokt, svulmende sprog, der hylder siderne i fremmedartede dufte og sanseindtryk. Han fører os med til et hashtåget Afghanistan fyldt med mystik og ulmende, ældgamle hemmeligheder. Glimtvis fanger han endda noget ganske skræmmende i sin skildring af et mystisk præsteskab, der bærer grædende masker. Den stemning, Lowder her får skrevet frem, er ganske enkelt fremragende og rig på en måde, som man sjældent møder den.

Steve Perry (født 31. august 1947)

Steve Perry (født 31. august 1947)

Caitlín R. Kiernans “The Drowned Geologist” er bogens anden helt og aldeles fremragende historie. Historien fortæller med uskyldig stemme om en ung geologs sære oplevelser langs kysten ud for Whitby i dagene efter, at den russiske skonnert Demeter er løbet på grund (sic!). Med iskolde naturbeskrivelser, der drypper af bølgernes skumsprøjt og ruskes af vinden i den forblæste kystbevoksning, bliver det lille, underspillede drama fortalt. Hun gør det med en elegance og sikkerhed, som jeg tror, de fleste vil misunde hende. Med enkle beskrivelser formår hun at iscenesætte noget stemningsmæssigt stort og truende, der vel at mærke ikke udspiller sig i selve novellen, men i de historier, som novellen er skrevet i dialog med.

James Daniel Lowder (født 2. januar 1963)

James Daniel Lowder (født 2. januar 1963)

Til sammen er Lowders og Kiernans noveller kærkomne læseoplevelser i en bog, der desværre skuffer fælt. Jeg ved egentlig ikke, hvem der vil være mest skuffet, Lovecraft-læsere eller Doyle-entusiaster. Formentlig førstnævnte. Det er i hvert fald forbløffende, hvor lidt ”kosmisk horror”, der har fundet vej ind i bogen, som faktisk overvejende har en munter tone. Noget der absolut ikke er hensigtsmæssigt i forhold til de lovecraftianske idéers troværdighed. Faktisk kan jeg ikke fordrage kombinationen af humor og Cthulhu mythos. Det er imidlertid hverken det godmodigt glade eller uforpligtende ved bogens noveller, der irriterer mig. Det er den komplette mangel på kreativt overskud, der ødelægger det hele.

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Lowder og Kirenan har leveret det, som ingen andre i bogen har gjort. De har leveret stærke tekster fyldt med liv og nærvær. Ikke alene fortjener de applaus for det, de redder også Shadows over Baker Street fra den rene fiasko. En god idé, der fejler. Et stykke kommerciel metervare, som burde være blevet kasseret. Der går afgjort noget tid, før jeg opsøger nye mythos-fortællinger, men lur mig om jeg ikke om nogle uger sidder med Cthulhu & co. igen.

Jeg bliver nok alligevel aldrig klogere!

 

Novellerne:

Neil Gaiman, “A Study in Emerald”

Elizabeth Bear, “Tiger! Tiger!”

Steve Perry, “The Case of the Wavy Black Dagger”

Steven-Elliot Altman, “A Case of Royal Blood”

James Lowder, “The Weeping Masks”

Brian Stableford, “Art in the Blood”

Poppy Z. Brite & David Ferguson, “The Curious Case of Miss Violet Stone”

Barbara Hambly, ”The Adventure of the Antiquarian’s Niece”

John Pelan, “The Mystery of the Worm”

Paul Finch, “The Mystery of the Hanged Man’s Puzzle”

Tim Lebbon, “The Horror of the Many Faces”

Michael Reaves, “The Adventure of the Arab’s Manuscript”

Caitlín R. Kiernan, “The Drowned Geologist”

John P. Vourlis, “A Case of Insomnia”

Richard A. Lupoff, “The Adventure of the Voorish Sign”

Gwynplaine MacIntyre, “The Adventure of Exham Priory”

David Niall Wilson & Patricia Lee Macomber, “Death Did Not Become Him”

Simon Clark, “Nightmare in Wax”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Marghanita Laski, The Victorian Chaise-Longue (1953): En biopsi af desperation

Paperback, Ballantine Books 1960. Forsidens tegner er ikke oplyst, men den er ganske udtryksfuld

Paperback, Ballantine Books 1960. Forsidens tegner er ikke oplyst, men den er ganske udtryksfuld

Man kan vel ikke kalde Marghanita Laskis lille roman The Victorian Chaise-Longue fra 1953 en egentlig gyser. Det er en finurlig fortælling om en tidsrejse, om sjæleforskydning eller noget helt tredje, der unddrager sig enhver form for endelig karakteristik. Måske er det også derfor, at bogen stadig 60 år efter sin tilblivelse er ganske virkningsfuld.

Romanen åbner in medias res og gør nærmest en dyd ud af den abrupte indføring i fortællingen. Som læser sidder man som perpleks iagttager og forsøger at finde hoved og hale i den samtale, vi er havnet midt i. En samtale der udspiller sig mellem Melanie og hendes læge. Kvinden er tydeligvis syg, men formentlig i bedring, og vi hører også, at det er ikke længe siden, hun fødte et barn. Melanie kan dog ikke få barnet at se på grund af sygdommen, hvorfor hun gør sit bedste for at virke munter over for lægen, så han tror, hun er rask. Så langt så godt.

Paperback, Ballantine Books 1960

Paperback, Ballantine Books 1960

Gradvist finder vi ud af, at Melanie er en ung, moderne kvinde, der bor sammen med Guy. Vi befinder os et sted i slutningen af 1940’ernes London, hvor det unge par er flyttet sammen for ikke ret længe siden i en lejlighed. Det er Melanie, der har indrettet hjemmet med en blanding af nyt og gammelt, indsamlet i Londons små antikvitetsbutikker. Blandt møblerne er den i titlen angivne victorianske chaiselong. Et monstrum af et møbel, der havde en sær tiltrækningskraft på Melanie, da hun fandt den i en butikskælder.

For at vise familiens læge, at hun har det bedre, bliver Melanie flyttet fra soveværelset til stuen, hvor hun skal ligge på chaiselongen. Liggende i stuen falder Melanie i søvn, og da hun vågner, er hun ikke længere hjemme. Hun vågner i en fremmed stue, omgivet af fremmede mennesker. Først forstår hun naturligvis ikke noget som helst, men gradvist går det op for Melanie, at hun ligger på en chaiselong magen til den, hun faldt i søvn på, og at hun stadig lider af tuberkulose.

Marghanita Laski (24. oktober 1915 – 6. februar 1988)

Marghanita Laski (24. oktober 1915 – 6. februar 1988)

Indledningsvist tror hun, at kvinden i rummet, der kalder sig Adelaide, har kidnappet hende, eller at man har flyttet hende til et andet hus. Snart bliver det imidlertid klart for Melanie, at hun har flyttet sig i tid og rum. Hun er vågnet op på samme chaiselong i 1864, godt og vel 80 år før hun lagde sig til at sove!

Det er mere eller mindre handlingen i Laskis The Victorian Chaise-Longue, der dykker ned i situationens absurditet og omhyggeligt gennemspiller et følelsesregister af forundring, panik, rædsel, snusfornuft, desperation og afmagt, som Melanie løbende gennemgår. Det går nemlig stille og roligt op for Melanie, at hun ikke er sig selv. I 1864 hedder hun Milly Baines og har ligget syg med tuberkulose, efter en abort udført i smug. Millys omgivelser, navnlig søsteren Adelaide, tror naturligvis, at hun er gået fra forstanden, da hun begynder at stille sære spørgsmål, og lægen bliver tilkaldt. Her får Milly/Melanie lov til at snakke under fire øjne med lægen, og han bekender, i et øjebliks svaghed, at Milly ikke har lang tid igen.

Hardcover, Houghton Mifflin Company 1954

Hardcover, Houghton Mifflin Company 1954

Melanie er med andre ord fanget i en døendes krop. Men er det nu også helt så enkelt. Hvorfor har Melanie svært ved at udtrykke de ting fra hendes egen tid, som Milly ikke kender (biler, flyvemaskiner, atombomben osv.)? Er det mon Melanie, der er rejst tilbage i tiden, eller er Melanie noget Milly har drømt? ”Du träumst mich ich dich. Keine Angst ich weckdich nicht” synger Blixa Bargeld passende i Einstürzende Neubautens sang ” Stella Maris”. Hvem er hvem? Er Melanie Millis feberdrøm om et liv hinsiden tuberkulosen eller er Milly Melanies mareridt? Måske ligger svaret et helt tredje sted. Måske er de to kvinder på mystisk vis forbundet på tværs af tid og sted med et møbel som medium…? Marghanita Laski kommer heldigvis ikke med noget svar, men efterlader os med spørgsmålene og en knugende følelse af uro.

Paperback, Penguin Books 1962

Paperback, Penguin Books 1962

The Victorian Chaise-Longue er en helt fremragende roman, der bliver bedre og bedre for hver side, man læser. Melanies lidt banale personlighed virker indledningstvist som et røgslør, der gør det vanskeligt at se de store kvaliteter i den letbenede, lidt patetiske snak mellem Melanie og hendes gæster. Gradvist ændres tonen, skruen strammes og desperationen skyller ind over den stakkels unge dame. Hun er fanget i et grotesk mareridt, og læseren bliver vidne til hele det lille kammerspils gru fra første paket. Vi forlader aldrig hverken Milly eller Melanie, men bliver i stuen sammen med dem. Gæster kommer og går, men fokus flytter sig kun fra stuen, da det beskrives, hvor Melanie fik fat i det forheksede møbel.

Paperback, Academy Chicago Publishers 1984

Paperback, Academy Chicago Publishers 1984

Helt grumt bliver det dog først til sidst, da desperationen blandes med dødsangst og senere med mærkelige, feberagtige drømme om flugt. Marghanita Laski væver ganske enkelt et grusom dødsdom frem for læseren, der ikke kunne være skrevet bedre af Shirley Jackson. Og skal man pege på en litterær parallel til Laskis historie, må det da også helt sikkert være i Jacksons forstyrrende forfatterskab. Med et distinkt kvindeligt perspektiv står The Victorian Chaise-Longue som en feminin kommentar til både den victorianske genrelitteratur og de traditionelle, maskuline magtstrukturer, der gjorde sig gældende i det victorianske England såvel som i England på Laskis egen tid. Her ligner Laski med andre ord Shirley Jackson, der deler samme feminine perspektiv og samme ambition om at afdække frygtens psykologi i det moderne menneske.

The Victorian Chaise-Longue er en af den type små, effektive romaner, der på ganske få sider formår at skabe et helt univers og samtidig provokere læseren ved ikke at afsløre alt, hvad dette univers gemmer. Laski nærmest lokker os ind i hendes mareridt, gennem uskyldig snak og røgslør. Intetanende følger vi Melanie ind i hendes gru, og først for sent står det klart, at Laski har fanget os, og tvinger os til at vælge en læsning eller fortolkning af historien. Hvem er hvad, hvor begynder drømmen og hvor slutter mareridtet? Mesterligt, Marghanita Laski, mesterligt.

Paperback, Automática 2012

Paperback, Automática 2012. Et ret fint cover. Meget stemningsfuldt med den blodlignende plet i hjørnet 

Skriv en kommentar

Filed under Roman