Ursula K. Le Guin, The Tombs of Atuan (1971): Gennem mørket, ned i lyset

Paperback, Bantam Books 1975. Den fine forside er malet af Pauline Ellison

Øv, lidt sygdom og uventede deadlines fik mig ud af spillet i denne uge. Næste uge bliver desværre heller ikke meget bedre, men så skal jeg nok vende stærkt tilbage med nye indlæg på bloggen. Nå, til sagen.

Ursula K. Le Guin skabte noget helt særligt med sin roman A Wizard of Earthsea i 1969; en roman, der i dag må regnes som noget af det væsentligste fantasy skrevet, efter Tolkien og Howard havde leveret deres formative værker. Jeg skrev om romanen for noget tid siden, og skal ikke gentage noget her, men vil blot konstatere, at den har en helt særlig status hos mig. Trods alle de rosende ord, som jeg gerne vil sende i retning af A Wizard of Earthsea, så er jeg faktisk endnu mere begejstret for Le Guins fortsættelse, der fik titlen The Tombs of Atuan.

Det var i virkeligheden ikke synderligt oplagt, at der skulle komme en fortsættelse til fortællingen om troldmanden Ged. Historien i A Wizard of Earthsea tager os hele vejen igennem Geds historie fra barn til mægtig voksen magiker, hvor alle indre og ydre konflikter til sidst er forsonet. I den anden roman i serien traf Le Guin imidlertid det modige valg at flytte handlingen til et helt andet sted i sin verden, Jordhavet. Hun valgte også en anden hovedperson, og selvom Ged spiller en væsentlig rolle i fortsættelsen, kan det hurtigt konstateres, at de to bøger ikke har meget med hinanden at gøre.

Ursula Kroeber Le Guin (21. oktober 1929 – 22. januar 2018)

Med The Tombs of Atuan var Le Guin dermed fritstillet til at udforske nye idéer, og denne gang valgte hun en kvindelig hovedperson. Det er således pigen Tenar, vi følger i romanen. Tenar lever isoleret på øen Atuan, hvor hun har titlen som ypperstepræstinde for ”The Nameless Ones”; guder, der slumrer i det enorme, labyrintiske kompleks af gravkamre og tunneler, som gennemhuller Atuans undergrund. Tenar er kultens overhoved, men hun er ung, og den virkelige magt på øen har de ældre kvindelige formyndere Thar og Kossil, der fungerer som hendes rådgivere og spirituelle lærere.

Alt på øen går sin stille gang, men en uro nager i Tenar. Deres religion fortæller, at hun er den reinkarnerede præstinde Arha, hvorfor Tenar som 14-årig ophørte med at være sig selv og i stedet antager Arhas identitet. Desværre fungerer det ikke helt så let i praksis, fordi hun efterfølgende stadig føler sig som Tenar. Transformationen er dermed ikke fuldstændig, og denne følelse af usikkerhed slår sprækker i Tenars religiøse verdensbillede.

Hardcover, Atheneum 1971. Romanens første udgave

Men der sker mere. Præstinderne opdager og fanger en gravrøver nede i krypterne under øen. En tyv, en fremmed troldmand, der søger efter en sagnomspunden ring, er blevet fanget dernede. Det er det samme som en dødsdom at betræde de hellige huler under øen, og troldmanden dømmes derfor til at sulte ihjel i krypternes mørke. Sagen er nu bare den, at Tenar bliver nysgerrig. Hun vil se denne fremmed ved selvsyn, og det bliver begyndelsen på en rivende udvikling, der vælter murene i Tenars univers, og sætter hende fri som menneske. Tyven i krypten er i øvrigt ingen anden end vores gamle ven Ged, der her indtager rollen som bifigur.

Handlingen i The Tombs of Atuan er dybest set ganske begrænset og veksler mellem Tenars samtaler med Ged nede i hulerne og så beskrivelserne af livet i den monastiske tilværelse, som hun lever på øen. Som fantasyfortælling betragtet er der ikke meget spræl over Le Guins historie, men netop det er absolut befriende. I stedet for at sende sin hovedperson ud på en lang og farefuld rejse, hvor der skal nedkæmpes monstre og læres nye færdigheder (jf. handlingen i første bind), lader hun her denne rejse ske i Tenars indre.

Hardcover, Gollancz 1972

Det, der ved bogens begyndelse udgør hele Tenars verden og væsen, bliver gradvist gennem selverkendelse og samtaler med Ged transformeret til et fængsel. Atuans ældgamle kultur med dens ritualer og metafysiske forestillinger smuldrer omkring Tenar, der opdager, at hun helt alene i verden, fordi alt omkring hende har vist sig at være løgn.

Le Guin har begået et mesterligt kulturelt og psykologisk studie med The Tombs of Atuan. Ikke alene får hun skabt et sammenhængende univers omkring øen og de navnløses kult, hun får også brugt dette til en tidløs skildring af problemer i forhold til identitet, frihed, tvang og intellektuelle revolutioner. Parallellen mellem udvælgelsen af den nye Dalai Lama, og så den måde, som Tenar bliver udvalgt som den næste Arha, er dermed slående, og Le Guin bruger dette lån til en isende skildring af gråzonen mellem tro og religiøs tvang.

Hardcover, Gollancz 1977

Det fascinerende ved bogen er nemlig Le Guins pointe, at tvangen først bliver til tvang i det øjeblik, hvor den erkendes som tvang. Det vil sige, at Tenar måske nok aner usikkerhed og en følelse af tristhed over at have tabt sin familie, da hun blev hentet til øen. Problemerne opstår imidlertid først for alvor i mødet med Ged, der gør hende usikkerhed og udvider Tenars horisont radikalt. Le Guins budskab er da også, at viden sætter os fri og sætter os i stand til at træffe valg, fordi vi intellektuelt kan hæve os over problemstillinger og se dem fra flere sider. Præcis det gør Tenar, da hun pludselig ser sit samfund og kultur i et helt nyt lys og opdager, at det ikke er noget for hende.

Le Guin adresserer her ganske mange forhold på en gang og gør det på en kompleks og ekstremt fascinerende måde. Den døende kultur på Atuan skildres dragende, men samtidig får hun vævet det gamles betagende storhed sammen med en knusende religiøs undertrykkelse. Le Guin fordømmer imidlertid ikke direkte præsteskabet på Atuan, snarere fordømmer hun, at Tenar ikke frivilligt har sagt ja til den plads, som hun nu har.

Paperback, Puffin 1978

The Tombs of Atuan er et helt og aldeles fremragende stykke psykologisk prosa, der dykker ned i stadigt relevante spørgsmål om individualitet og kulturel afhængighed. Hvor meget er vi vores kultur, hvordan skabes individualitet og hvad skal der ti, for at flytte vores ideologiske opfattelse? Man kan ikke kalde Le Guins andet bind i serien for et decideret religionskritisk værk – det er nærmere en sønderlemmende kritik af religiøse institutioner og deres magtapparater. Le Guin går dermed en fin balancegang mellem på den ene side at beskrive de smukke i mytologiske forestillinger, også der, hvor de i virkeligheden er uhyggelige, men samtidig at udstille de magtsystemer, som varetager mytologien på bekostning af individet.

Alt dette gør romanen til et begavet stykke fantasy, som formår utrolig meget uden at forfalde til genrens vanlige klichéer og pjank. The Tombs of Atuan er fyldt med mod og svære valg, som så meget fantasy er det, men Le Guin har skrumpet det episke helt ned på et personligt plan, hvor det store vises igennem det små. Hvor ville jeg ønske, at flere fulgte Le Guins stille tilgang i stedet for at for falde til den sværdsvingene rabalder, som genren desværre er blevet reduceret til i løbet af 80’erne.

Paperback, Penguin Books 1979

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Aladdin 2001

Paperback, Pocket Books 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Turtleback Books 2012

Ursula K. Le Guin, A Wizard of Earthsea (1968): En lille perle

Paperback, Bantam Books 1975. Den charmerende forside er skabt af Pauline Ellison

Når man taler om fantasylitteraturens store, kanoniske, værker begynder man typisk hos Tolkien og C. S. Lewis, men hvor snakken derfra går videre hen, varierer; de fleste ser typisk til pulp-giganter som Robert E. Howard og Fritz Leiber. Pulpens sword and sorcery er da også helt central for udviklingen af fantasygenren, som vi forstår den. Ser vi på den fantasy, som bliver skrevet i dag, kan man også hurtigt konstatere, at det er fra pulpen de blivende impulser er kommet efter at have absorberet, hvad der kunne absorberes hos Tolkien. Her skal vi imidlertid se nærmere på et af de værker, der hverken lader sig indskrive entydigt i Tolkien-traditionen eller har noget med pulpens sword and sorcery at gøre.

Ursula K. le Guin udsendte i 1968 den nu vidt berømte roman A Wizard of Earthsea, der på alle måder er et øjenåbnende værk – det var det dengang i slutningen af 60’erne, og det er det stadig den dag i dag. Dette skyldes først og fremmest romanens sproglige pondus, men også dens slående originalitet, som er det element, jeg gerne vil trække frem i dette lille indlæg.

Hardcover, Parnassus Press 1968. Romanens 1. udgave

Historien er sikkert bekendt for de fleste. Handlingen udspiller sig i den eventyrlige Earthsea-verden, der er udgjort af en utal af små og store øer i et gigantisk hav. Her stifter vi bekendtskab med drengen Ged (et ufrivilligt komisk navn på dansk), hvis kaldenavn er Sparrowhawk. Ged vokser op blandt fattige bønder på en lille ø. Røvere angriber øen, og under angrebet opdager Ged, at han er i stand til at trække på mærkelige, magiske kræfter. Dermed er Geds skæbne beseglet, for rygtet går, og snart bliver han samlet op af den gamle, magtfulde magiker Ogion, der gør Ged til sin lærling.

Ged lærer på en gang meget og ganske lidt i sin tid hos Ogion, men da hans læretid er omme, bliver den vemodige og spændte lærling sendt til troldmændenes skole på øen Roke, hvor hans uddannelse kan fortsætte. Her, blandt ørigernes fremmeste hoveder, møder Ged en ny, sprudlende verden, men han bliver også her ført i fristelse og hidkalder en ”skygge” – en form for dæmon, der bliver en del af ham. Ged tegner til at blive en stor troldmand, men episoden med skyggen er et nederlag, og til sidst må Ged stikke til søs og få taget konfrontationen mod det væsen, der truer ham. Det bliver en lang rejse ud over øhavet, hvor Ged gennemgår flere prøvelser, før han kan stå ansigt til ansigt med mørket i ham.

Ursula Kroeber Le Guin (født 21.oktober 1929)

Fortællingen er helt åbenlyst en dannelsesrejse, der beskriver den proces, som bondedrengen Ged må gennemgå for at blive en intellektuel magiker med verden som sin legeplads. Magien hos le Guin er dramatisk og voldsom, men den er i høj grad også et indre, filosofisk anliggende, og lærlingenes skoling handler dybest set om at reflektere over og erkende tingenes inderste væsen. Magien er en refleksion over ”Das ding an sich” (i bogen omtalt som tingenes sande navn: ”the true name”), som fører troldmanden til en sansning af den kraft, der ligger bag den materielle verden.

Troldmændene beskæftiger sig således i høj grad med illusioner og manipulationer, mens egentlig skabelse er yderst vanskelig og dybest set noget forkert, fordi man her griber ind i selve verdens substans. Den kantianske tænkning gennemsyrer hele romanens metafysiske rammeværk, og det er klart, at le Guin i fuld samklang med ’68-ånden transformerer Kants billede af den uerkendbare Gud til en panteistisk verdenskraft, der binder natur og mennesker sammen til et forpligtende fællesskab.

Paperback, Ace Books 1970

At der ligger en gennemtænkt idé bag romanens magiske univers, er i sig selv ikke noget hverken nyt eller originalt. Det originale ligger derimod i hele bogen som helhed. Den ligner ikke noget andet, selvom man fornemmer antydningerne af de myter og tekster, der har inspireret le Guin. A Wizard of Earthsea står dermed som selvstændigt, eventyrligt univers, som med ganske få virkemidler formår at åbne en helt verden for læseren. Le Guins primære aktiv ligger imidlertid ikke i selve verdensbeskrivelsen – her får vi heldigvis kun de nødvendigste komponenter og bliver i stedet overladt til selv at digte med og tænke videre.

Den fremherskende litterære parole i det meste plot-orienterede fiktion lyder i dag populært ”show it, don’t tell”, men le Guin gør præcis det modsatte. A Wizard of Earthsea er en fortalt historie, der med omhyggelig og forsigtig poesi får malet det eventyrlige frem for os og danner et univers, der kan måle sig med Tolkiens mastodontiske kreation på trods af drastiske forskelle i omfang.

Hardcover, Gollancz 1971

Le Guin giver os ganske enkelt en unik vision, der er så rig i sin skildring af den ydre og indre rejse, som Ged foretager, at den leder os ind i denne verden uden de engagerende greb, som vi normalt mener læseren har brug for. Værket er derfor også flot og rummer sin egen fantasy, uden begrænsede knæfald til generekonventioner, hvilket er noget ganske sjældent.

Det er forbløffende befriende at læse en roman som denne, fordi den hviler i sig selv og på ingen måde forsøger at lefle for læseren. Den er kompleks og smuk, den er gribende og har samtidig folkeeventyrets enkelhed. Bogen er traditionelt markedsført som ungdomsroman, og det gør sådan set bare det hele bedre, fordi le Guin faktisk tør stille krav til sin (unge) læser, fordi hun har investeret substantielt tankegods i sin tekst. De uendelige strømme af ungdomsfantasy, som spyttes ud, og så herhjemme, står som triste ligegyldigheder målt i forhold til dette. Den ulidelige, visionsløse friskfyrsgenre, som ungdomsfantasy (og -horror) er blevet til i dag, kunne lære meget af le Guins kunstneriske magtpræstation.

Paperback, Ace Books 1973

Paperback, Puffin Books 1974

Paperback, Puffin Books 1975

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Puffin Books 1986

Paperback, Roc 1991

Paperback, Bantam Spectra 2004

Paperback, Bantam Spectra 2004

Hardcover, Turtleback Books 2012

Paperback, Puffin Books 2016

Ray Russell, Unholy Trinity (1967): Gotik som avantgarde

Paperback, Bantam 1967. Bogens 1. udgave. Den burleske fotoforside siger meget lidt om bogens indhold

Ray Russell var en kendt skikkelse i 1960’erne og 70’erne. Han publicerede og redigerede fiktion, der konstant befandt sig på kant med mainstream-kulturen, og han udfordrede konsekvent læsernes vanetænkning. Det gjorde han ikke mindst som litterær redaktør på Playboy, hvor han en tid gjorde bladet til et sted for progressiv genrefornyelse. Under Ray Russell var magasinet en tydelig, kritisk konkurrent til de gamle generemagasiner, der slet ikke i samme grad turde følge med tiden. Ray Russell viste sig imidlertid også selv som spændende skønlitterærforfatter. Det kan mærkes i Unholy Trinity; en slank udgivelse, der samler tre af hans gotiske noveller. Det kritiske nye ved novellerne skal jeg vende tilbage til, men først må vi få historierne på plads.

Første novelle, “Sanguinarius”, er fortalt i jegform af ingen ringere end den i blod badende grevinde Elizabeth Báthory. I novellen fortæller den unge grevinde, hvordan hun forføres af sin mand og mandens elsker til at deltage i de vanhellige okkulte ceremonier, der praktiseres ved hoffet. Báthory fremlægger dermed sig selv som et offer, der mere eller mindre lokkes til at torturere og myrde unge jomfruer. Russel sniger imidlertid løbende små selvmodsigelser ind i teksten, hvorved læseren langsomt forstår, at Báthory måske ikke er helt så uskyldig, som hun ønsker at fremstå. Det bliver med andre ord tydeligt, at hun rent faktisk elsker alt det, der natligt udspiller sig på borgen; om det så er lesbisk elskov i badekarret eller tortur i kælderen med efterfølgende bad i blod. Den endelig afsløring kommer da også til sidst, hvor Báthory i et anfald af selvmodsigende storhedsvanvid hylder sin sande mester Lucifer.

Paperback, Bantam 1967

”Sardonicus” er bogens anden og absolut bedst kendte fortælling. Historien er blevet genoptrykt mange gange, og den er ubetinget hjørnestenen i Unholy Trinity. Vi befinder os her i 1800-tallets slutning, hvor en ung videnskabsmand på opfordring af en tidligere flamme rejser fra London til en isoleret borg i Østeuropa, hvor hans bekendtskab nu lever med sin velhavende mand. Vi aner straks uråd, og borgen, der beskrives som et gigantisk kranie af sten, siger da også alt om det, den unge mand kommer til at opleve på stedet. Sagen er den, at Grev Sardonicus, som husets herre kalder sig, lider af en kronisk lammelse i ansigtet; hans ansigt er permanent låst i et grotesk smil. Vores engelske gentleman bliver nu tvunget til at afhjælpe dette gennem sine videnskabelige færdigheder. Fejler han, vil han ikke bare blive dræbt, men husets kvinde vil blive voldtaget og dræbt for øjnene af ham først. Mere arketypisk gotisk kan det næsten ikke blive, og Russell kan sine troper til fingerspidserne, så ”Sardonicus” står som et fejlfrit stykke genrefiktion, der med fuld ret er forblevet i trykken siden udgivelsestidspunktet i 1960.

Sidste fortælling i bogen er ”Sagittarius”, der vikler forskellige klassiske troper sammen til en bloddryppende fortælling, som udspiller sig først i 1900-tallet. Den idé, at Stevensons Mr. Hyde fik en søn, røres sammen med Jack the Ripper og fransk Grand-Guignol til et fabulerende genrestykke, som drilsk forsøger at trække tråde mellem ganske ulige størrelser og gør dette gennem ublu kærlighed til det morbide og groteske. Tonen i denne sidste novelle er lettere end i de to første, og indholdets bevidste sammenblanding af fakta og fiktion tilfører et metalag, som gør dens brug af gotiske troper mindre loyal. Det bliver resultatet imidlertid ikke dårligere af, men trods overfladiske ligheder stikker den tredje novelle ud fra de to andre.

Paperback, Sphere Books 1971

Alle tre noveller i Unholy Trinity er eklatant umoderne og helt bevidste pasticher, der uden ironi eller smarte manøvre forholder sig loyalt til den gotiske tradition. Bogen fremstår derved som en sær, manieret gøgeunge, der stilistisk ikke rigtigt hører nogetsteds hjemme. Præcis dét gør imidlertid Ray Russells gotik interessant. Han postulerer selv, at det rent faktisk er et stykke avantgardekunst, som læseren her sidder med, og på sæt og vis har Russell helt ret. Han bevæger sig nemlig bort fra det konsensusøgende og ud i et usikkert overdrev, hvor gotikkens fokus på blod, tortur og død pludselig genvinder potens. Det skyldes, at Russell formår at holde igen – han antyder meget, og meget forbliver usagt, men læseren er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad det er for ubehagelige situationer, han skildrer. Russell skaber dermed et rum for læserens fantasi i stedet for råt for usødet at beskrive de blodige realiteter.

Teksten udnytter dermed til fulde antydningens kunst. Gennem et klart, svulstigt formsprog planter Russell modbydelige billeder i læserens bevidsthed. Han tegner selv kun vage skitser, men læseren danner hurtigt selv de færdige billeder i sit indre, og på den led bliver hans fortællinger pludselig langt stærkere end mangt et stykke moderne skrækfiktion. Russell siger selv i indledningen, at novellerne er skrevet i et opgør med ”smart, savvy stuff full of bright slang and hip allusion” og det er da også præcis, hvad man ikke finder i bogen her.

Ray Russell (4. september 1924 – 15. marts 1999)

Til gengæld er det tydelig, at Russell er dybt forankret i sin samtid, og til trods for novellernes loyale gotik løber 1960’erne ind i historierne, hvor sex, stoffer og flamboyante tanker lægger sig som en understrøm. I konklusionen på ”Sardonicus” sættes det hele endda på spidsen, da vores unge videnskabsmand fabulerer over hjernen som det eneste stykke uopdagede terræn, der fortsat ligger åbent for ekspeditioner ind i det ukendte. Her er det 60’ernes glæde ved indre rejser og universet som metafor for sindet, der slår igennem.

The Unholy Trinity foretager en manøvre, som dårligt kan gentages. Russell valgte den absolut umoderne gotik og gentog den loyalt, men med små underliggende impulser, der diskret fortæller, at dette ikke er skrevet i 1700- 1800-tallet, men i stedet et stykke moderne fiktion. Teksterne bliver derved pludselig radikale bud på en moderne fiktion, og derved bliver de præcis den avantgardistiske (pop)kunst, som Russell selv siger, det er. Det kræver sin mand at kunne realisere sådan et projekt, men det lykkedes for Ray Russell. Resultatet er et mageløst eksperiment, der viser, hvordan modet til at træffe ulogiske valg kan fører os ind på helt nye spor i kunsten og opnå fine, fine resultater.

Paperback, sphere books 1972

Paperback, Ballantine Books 1961

Connie Willis, Doomsday Book (1992): Sket er sket

Paperback, New English Library 1992. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg er normalt hverken særligt optaget af historier om tidsrejser eller fortællinger, der udspiller sig i middelalderen. Begge dele gør sig gældende i Willis’ roman Doomsday Book fra 1992, som på mange måder gør mine fordomme til skamme, fordi det lykkedes for hende at skrive en eftertænksom roman, der bestemt fortjener anerkendelse for den overordnede vision bag handlingen.

Historiens nutid befinder sig i 2054, hvor rejser tilbage i tiden er blevet mulige. Disse rejser bruges nu som forskningsredskab, og vi møder Institut for Historie i Oxford, der netop er ved at sende en ny ekspedition tilbage i tiden. Denne gang er det unge Kivrin Engle, der skal ud på en rejse. Kivrin er ekspert i middelalderhistorie, og hun har brugt det sidste lange stykke tid på at forberede rejsen tilbage til 1300-tallet.

Constance Elaine Trimmer Willis (født 31. december 1945)

Tidsrejserne er ikke noget, man tager let på. Rejserne er både farlige og vanskelige, og for at garantere deres videnskabelige nytte må alt forberedes minutiøst. Trods forberedelserne er professor Dunworthy imidlertid alt andet end begejstret for, at Kivrin skal afsted, fordi han ikke mener, hun er parat til opgaven. Afsted kommer hun dog, og det står næsten øjeblikkeligt klart, at noget gik galt. Kivrin havner ikke der, hvor hun skulle. Godt nok er hun i middelalderen, men hvor og hvornår?

Handlingen spaltes fra det punkt ud i to tråde. I den ene følger vi Kivrin i middelalderen, mens vi i den anden følger Dunworthy og gruppen af videnskabsfolk omkring eksperimentet. Uheldigvis for Kivrin er det ikke bare hos hende, at noget går galt. Samtidigt med hendes afrejse tilbage mod middelalderen udbryder der en dødelig influenzavirus i Oxford, som lukker byen ned og dermed besværliggør alle forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med Kivrin.

Hardcover, Bantam 1992. Romanens 1. udgave

Collin Willis foretager et dristigt greb med Doomsday Book; hun lader nemlig spændingsmomenterne og alt det nervepirrende foregå i bogens nutid. Normalt rejser den tidsrejsende fra en form for normalitet ud i eventyret, men sådan er det ikke hos Willis. I hvert fald ikke i en traditionel forstand, fordi den middelalder, Kivrin ankommer til, præges af et intenst, men næsten stillestående drama med kun få aktører. Her er hverken sværdkamp eller andet ramasjang, i stedet får vi en rørende skæbnefortælling. Præcis det gør hendes tidsrejseskildring ekstremt sympatisk, fordi det ikke handler om pulpet eventyr, men et nært portræt af det sted og de mennesker, som Kivrin havner hos.

Kort efter Kivrin har indfundet sig i fortiden, går det op for hende, at hun befinder sig i en lille landsby i nærheden af Oxford umiddelbart for pesten, den sorte død, hærger egnen. Magtesløs må Kivrin nu se til mens sygdommen spredes, og romanens spændingsmoment ligger naturligvis i, hvorvidt det lykkes for forskerne i fremtiden at finde Kivrin, før hun sluges af begivenhederne omkring hende.

Paperback, Bantam 1993

Præcis som Anne Rice, orkestrerer Connie Willis sine beskrivelser af steder og personer som sanseoplevelser, der gør middelalderens mennesker nærværende gennem indfølte beskrivelser af teksturer, dufte, lyde og berøringer. Det skaber en sanselighed i teksten, som helt overskygger de ellers gumpetunge forsøg på dramatik og komik, der udspiller sig i bogens fremtid. Som læser længes man nemlig tilbage til den fortættede verden omkring Kivrin.

Kivrin romantiserede middelalderen, før hun rejste tilbage i tiden, og glimtvis får hun sine romantiske forestillinger bekræftet, men kun i små glimt. Den verden, hun møder er, nemlig rå og vilkårlig. Magtesløs må hun se til, mens pesten sluger den ene efter den anden i byen, og Connie Willis er nådesløs. Én for én dør Kivrins venner, og romanens persongalleri bliver dermed kapitel for kapitel mindre indtil det smertefulde øjeblik, hvor Kivrin står alene tilbage mellem de ødelagte stumper af den drøm, hun håbede at finde i fortiden. Romanen udspiller sig om vinteren, og døden ligger som et iskoldt tæppe over teksten. Kivrin er hjertevarm og sentimental, men hendes kærlighed, naturvidenskabelige viden og klogskab nytter hende ikke noget, fordi pesten, som hun er oppe imod, er langt større end hende selv.

Paperback, Bantam 1994

Modsat så mange andre tidsrejsefortællinger kommer Kivrin dermed til kort. Alle hendes forsøg på at redde den familie, hun bor hos, fejler brutalt, og Kivrin ender derfor med ikke at være andet end en beskuer; en voyeur, der belurer fortidens lidelser. Lidelserne kan hun imidlertid ikke lade være med at tage på sig, fordi hun forstår sygdommen og dens konsekvenser på en helt anden måde end de middelalderlige mennesker. Resultatet er sønderknusende, fordi Kivrin pludselig bærer hele historiens lidelser på sine skuldre. Hjælpeløs ser hun til, mens de, der har hjulpet hende, kreperer ynkeligt, og Kivrin forstår med et, at hun aldrig burde være rejst tilbage, fordi det, hun er vidne til er ubærligt.

Mere fundamentalt har Connie Willis dermed også eksemplificeret L. P. Hartleys ironiske “The past is a foreign country: they do things differently there“, fordi hun viser den grundlæggende erkendelsesmæssige forskel på verdensopfattelsen mellem fortidens mennesker og Kivrin fra fremtiden. De kan tale sammen, men deres verdener ligner kun overfladisk hinanden, og dets længere tid hun opholder sig i det fremmede, dets mere forstår Kivrin, at fortiden udelukkende bør findes i nutidens bevidsthed, og ikke opsøges konkret, fordi der med fremtidens erkendelser følger et ansvar, og når dette ansvar ikke kan løftes, bliver resultatet det smerteligste nederlag.

Hardcover, The Easton Press 2001

Jeg har kun ros til Connie Willis indsigter og brug af tidsrejsetematikken. At bogen har sine pinagtigheder, må man bære over med. Willis følte tydeligvis, at hun havde brug for noget forløsende komik for at gøre handlingens dystre sider spiselige. Den komik får vi for fuld udblæsning blandt det fjollede godtfolk i nutidens Oxford, og den del af romanen kunne jeg snildt være foruden, fordi det i virkeligheden udvander bogens gennemslagskraft.

Med mere mod, mere klarsyn og mindre folkelighed kunne Willis have skabt et mesterværk. Ser man imidlertid gennem fingrene med de åbenlyse svagheder, står man med en følelsesfuld tragedie, der tør bruge idéen om tidsrejser til ting, som kun sjældent har været berørt.

Hardcover, Science Fiction Book Club 2007

Paperback, Gollancz 2012

Kim Stanley Robinson, Red Mars (1992): … Is there life on Mars?

Paperback, Bantam 1993. Forsiden er stemningsfuldt malet af Don Dixon

Her er jeg, blankt indrømmet, på udebane. Kim Stanley Robinsons Red Mars fra 1992 er nemlig dét, Brian Aldiss engang kaldte ”the pure quill”. Det vil sige hård science fiction, der handler om menneskets forhold til teknologi, hvordan teknologien former fremtiden og vice versa. Præcis den type litteratur har aldrig sagt mig ret meget, og det SF, jeg foretrækker, lægger sig afgjort nærmere gys eller fantasy. Altså alt det, som de naturvidenskabeligt inklinerede SF-fans slet ikke gider beskæftige sig med. Sådan er vi jo forskelligt indrettet oppe i hovedet.

Jeg må også indrømme, at jeg har nogle genrefordomme. Helt generelt mener jeg nemlig, at det er i SF-litteraturen, at vi finder de fleste originale tanker, den største vilje til at eksperimentere og reflektere. Det bedste arbejde med sproget finder man derimod i skræklitteraturen, hvor der lægges langt mere vægt på omhyggelig omgang med ordenes virkning og prægnans. Fantasy står så tilbage som den forkølede taber, hvor man som oftest hverken finder nye tanker eller en nævneværdig sprogbrug. Jeg er afgjort mest til skrækfiktion, og det er som sagt min umiddelbare genrefordom, der her gør sig gældende. Naturligvis er det ikke noget, der tåler nærmer granskning, men alligevel er det en fornemmelse, som jeg har haft lidt svært ved at ryste af mig.

Kim Stanley Robinson (født 25. marts 1952)

Kim Stanley Robinsons Red Mars er et ganske godt eksempel på en idébåren SF-roman, hvis velkonstruerede handling og tematik sprudler af holdning og idéer, men som takket være sit praktiske, håndværksprægede sprog hurtigt dræber mit engagement i fortællingen. Bogen beskriver de første marskolonisters lange rejse til den røde planet og deres kamp for at få etableret kolonien på den fjerne planet. Vi hører om træningen op til missionens afrejse, og vi hører også om det lange efterspil, da kolonien er velfungerende og livet på Mars er blevet dagligdag.

Den lange rejse mod Mars bruges til at præsentere bogens omfattende persongalleri primært bestående af amerikanske og russiske astronauter. Vi introduceres til de politiske og filosofiske spændinger, der er mellem kolonisterne og de muligheder, der ligger dem i vente, når de kommer frem. For sagen er den, at ingen af kolonisterne skal vende tilbage til Jorden. Deres fremtid ligger på Mars, og som den radikale Arkady Bogdanov påpeger, er missionen en mulighed for at skabe et nyt og bedre samfund. En mulighed for at starte forfra og gøre alt det rigtigt, som er gået galt på den udpinte jordklode, de nu forlader. Tanken er lige så smuk, som den er utopisk, og selvom den gribes af flere blandt kolonisterne, er det bestemt ikke alle, der ser sagen fra samme side.

Hardcover, HarperCollins 1992. Romanens 1. udg.

Der går med andre ord lynhurtigt politik i missionen, og konflikterne bryder for alvor ud i noget, der ligner åben krig, da spørgsmålet om såkaldt ”terraforming” bringes på bane. For spørgsmålet er, i hvor høj grad kolonisterne skal tilpasse sig miljøet eller mangel på samme på Mars, eller aktivt gå ind og manipulere planeten for at skabe en jordlignende atmosfære.

Sagen falder ud til pro-siden, hvilket fører til dyb splittelse i gruppen. Tingene går deres gang og årene passerer. Mars bliver en egentlig koloni, og man får blik for planeten fra Jordens side. Nye immigranter kommer til og med dem også selskaber med kommercielle interesser. Den røde planet begynder mere og mere at ligne den jordklode, som de oprindelige kolonister forlod og læren synes at være, at man aldrig kan løbe fra sin egen skygge. Eller sagt på en anden måde – måske troede de oprindelige astronauter, at de rejste væk fra alt, men der tog de fejl. Mars er bare en forlængelse, en udpost til Jorden, og dermed synes en smuk idé ødelagt.

Paperback, HarperCollins 1993

Der er noget storladent, noget panoramisk over Red Mars. Kim Stanley Robinson maler med en bred pensel og væver skæbner ind og ud imellem hinanden. Det storladne skyldes både bogens store etiske problemstillinger og selve romanens tidsspand, idet handlingen strækker sig over rigtig mange år samt ikke mindst det enorme, uopdyrkede land, det hele handler om.

Ved et enkelt, men noget kunstigt, greb lader Robinson sit persongalleri overleve hele den lange proces, som bogen beskriver. Det kan ske fordi, man ved et lykketræf udvikler en biologisk renselsesproces på Mars, der virker foryngende på kroppen, og derved bliver de første kolonister pludselig vidner til forandringsprocesser, der strækker sig over generationer. Det er søgt, men et effektivt greb.

Bogen blev rigtig fint modtaget, da den udkom, og den har da også oplagte, nærmest klassiske, bestsellerkvaliteter. Fronterne trækkes tydeligt op, problemerne er klare og persongalleriet opdelt i letgenkendelige arketyper. Frontier-stemning og americana er altid populært, og Robinson bruger begge dele i sin iscenesættelse af Mars. Det er nok også her, at vi ser bogens egentlige ærinde; den er nemlig en form for spejling af Amerikas historie og alt det, der i følge Robinson er gået galt for Guds eget land.

Paperback, HarperCollins 1999

Desværre er det også i romanens i lettilgængelige form, at jeg genkender et tilbagevendende problem ved en hel del SF af denne type. Det er nemlig hele tiden historien, der er i centrum. Sprogligt er Red Mars lidt en ørkenvandring. Den er skrevet i et ferskt, stedvist næsten fladpandet, sprog. På trods af førnævnte wildwest-associationer har bogen ganske enkelt ikke nogen egentlig stemning eller tone. Der er ingen emotionel resonans i ordene, fordi handlingen brager afsted som et lyntog uden tid, lyst eller evner til at dvæle ved det majestætiske potentiale, der ligger i mødet med den enorme, røde planet.

Dette ensidige fokus på handlingen har jeg et problem med, fordi handlingen som sådan ret hurtigt bliver for entydig og ukompliceret. Teksten giver for lidt modstand og pointerne mades til læseren i overskuelige, velmente kapitler. Red Mars er bestemt ikke nogen kort bog, og jeg må erkende, at jeg blev voldsomt utålmodig allerede halvvejs gennem teksten, fordi Kim Stanley Robinsons historie i min verden ikke formår at løfte den opgave, det er at skrive så lang en prosatekst. Og netop det er et problem, som jeg har oplevet mange gange med SF af denne type. Og Red Mars er endda en af de mere letlæste af slagsen.

Paperback, HarperCollins 2009

Når det er sagt, må man så også notere sig flere aspekter ved romanen, som gør den påfaldende aktuel. Bogen er nemlig skrevet med hele den pondus, der ligger bag forståelsen af USA som verdens førende og eneste fornuftige nation. At russerne har sneget sig med ind i handlingen, virker mest af alt som et besynderligt relikt af noget koldkrigstænkning, der kun kan forklares som et udslag af vanetænkning hos forfatteren. Mere bekymrende end Kim Stanley Robinsons nationalistiske begejstring er imidlertid den underliggende fremmedforskrækkelse, der klinger med. En ting er nemlig nogle besværlige europæere og asiater – dem kan man til nøds forstå – men bogens slyngler er de muslimer, som begynder at dukke op på den røde planet. De bringer sandelig ikke noget godt med sig, og forfatteren roder sig hurtigt ud i tanker om civilisationernes sammenstød. Det er ikke kønt, og man bør nok ikke tænke alt for meget over den side af sagen, når man stiger på lyntoget til Mars.

Red Mars har fået to efterfølgere, men jeg tvivler på, at jeg tager med Robinson på flere ture. I hvert fald ikke foreløbigt.

Daniel F. Galouye, Dark Universe (1961): »Lad der blive lys!« og lyset blev til…

Paperback, Bantam Books 1961. Romanens 1. udg. med en rigtig, rigtig fin forside af V. A. Hoot

Galouyes debutroman fra 1961 er et underholdende tankeeksperiment, der fører os med ud i en fjern, postapokalyptisk fremtid, hvor verden, som vi kender den, er gået under i en ødelæggende atomkrig og mennesket henvist til et liv under jorden. Samfundet er blevet teknologisk reduceret til en primitiv jægersamlertilværelse, og menneskene overlever nu i underjordiske huler, hvor de jager blodtørstige kæmpeflagermus, der hjemsøger hulegangene og høster svampene, der gror nede i mørket. Og mørket er det centrale ord her. Der er nemlig ikke noget lys i den verden, som menneskene nu lever i.

Alt foregår i dybt, sort mørke, hvor man nu klarer sig med føle-, lugte- og høresanserne. Disse sanser er til gengæld også blevet udviklet radikalt, siden de overlevende trak sig under jorden. Så udviklet, at kombinationen af sanser faktisk mere eller mindre har gjort synssansen overflødig.

Paperback, Bantam Books 1961

I romanen følger vi den unge Jared, søn af en stammeleder. Jared er anderledes end andre. Hans sanser er stærkere, og han er derfor en overlegen jæger. Det får ham i problemer en dag, da han overmodigt forlader de vante jagtmarker og søger tættere op mod jordoverfladen end det ellers er tilladt. Det lille eventyr får alvorlige følger. Det resulterer i, at Jared ender som udstødt blandt sine egne og må søge ly, først hos en anden stamme og senere hos de forhadte ’zivvers’ – en form for mutanter, hvis ekstreme hørelse gør dem til farlige modstandere. Sagen er nemlig den, at Jared havde en oplevelse nær ved overfladen, der har karakter af en guddommelig åbenbaring. Han følte noget, han aldrig havde følt før. Noget overvældende, der får den unge Jared på kollisionskurs med sin stammes kultur og forestillingsverden.

Undervejs på den fortumlede rejse som udstødt gennem de underjordiske gange får Jared (naturligvis) følgeskab af den smukke Della, der afslører, at hun rent faktisk er en af de frygtede zivvers. Sammen forsøger de to nu at finde lyset og mørkets hemmelighed, meningen med deres tilværelse og i sidste ende slet og ret et paradis, hvor de kan begynde forfra.

Daniel Francis Galouye (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Dark Universe er på flere punkter en fascinerende roman, fordi den forsøger at tackle ganske komplekse erkendelsesmæssige og fænomenologiske problemstillinger. Bogen er afgjort religionskritisk, men i stedet for parodisk eller ironisk at udstille religiøsitet bevæger Daniel Galouye sig et lag dybere ned og spørger, hvorfor metafysiske forestillinger i det hele taget opstår.

I romanen, der udspiller sig i total mørke, forstår menneskene lyset som en gud. De har vel at mærke aldrig set lys, men reminiscenser fra det svundne liv på jordoverfladen hænger ved i myter, der er blevet fortolket og forvansket i et væk. Lys er gud og lysets evige modstander, mørket, kaldes ’Radiation’. En hel kosmologi er bygget op omkring dette, der på en gang har kristne konnotationer, men som også har udviklet sig i en helt ny retning, tilpasset omgivelserne under jorden. Et liv, hvor mennesket, der aldrig har set lys, fortolker mørket som det almindelige og derfor også bagvendt forstår mørke som lys.

Hardcover, Gollancz 1962

Et afgørende sted (s. 127) spørger Della ”We’ll find a pleasant world, won’t we?”, og Jared svarer ”The best. If it isn’t just like we want it, we’ll build it to suit ourselves.”

Og det er præcis hvad menneskene har gjort i bogen har gjort nede i mørket. De har skabt deres kosmologi ud fra deres konkrete livssituation og bygget deres metafysiske forhåbninger på de aktuelle vilkår. Den tanke har Galouye taget ganske alvorligt og med sin roman forsøgt at skildre, hvordan et liv i totalt mørke vil forandre alt fra sprog og metaforisk tænkning til religionen og forestillingen om efterlivet. Det er et ambitiøst projekt, men ikke desto mindre ganske, ganske spændende. Og man kan jo sende R. A. Salvatores bøger om sortelveren Drizzt i Underdark et par venlige tanker imens og konstatere, hvor fladpandet Salvatores tilgang til samme miljø i virkeligheden er. Men det er et sidespring.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1963

En af de fine ting ved Dark Universe er, at Galouye går hermeneutisk til værks. Vi forbliver inden for romanpersonernes erfaringshorisont, hvorved vi hele tiden får gennemspillet de tankerækker, som Jared og Della gør sig i forsøget på at forstå, hvad dette store, guddommelige lys og mørket er. Det betyder, at Galouye har måttet skabe sine egne metaforer og vendinger, baseret på livet i hulerne og den måde, hvorpå mennesket sanser deres verden dernede i mørket. Det giver bogen en helt særlig tone, der tager et par kapitler at blive fortrolig med, men som faktisk er tænkt ganske, ganske godt.

Billedligt indfanger Galouye sit religionskritiske projekt i det religiøse artefakt, som Jareds klan opbevarer med største reverens. En oldgammel genstand, der kaldes ”the Holy Bulb”. En genstand, som den gud en gang beboede, men nu har forladt. Det lyder jo komisk, men her griber Galouye vel et af de vigtige aspekter af enhver religion – nemlig, at den må forstås indefra for at give mening. Betragtet udefra bliver troen en fjollet, irrationel adfærd. Den elpærer, Jareds klan tilbeder som et vigtigt relikvie, er således et rigtig fint billede på eksempelvis den Hellige Grav i Jerusalem.

Paperback, Sphere 1970

Dark Universe opererer på to planer. Der er det overordnede, filosofiske niveau, hvor Galouye excellerer i noget, som kunne tangere bister satire, men som snarere er et eftertænksomt bud på en materialistisk-dialektisk tolkning af menneskets verdenserkendelse. Vi er her helt oppe i de høje luftlag, men Galouye holder historien forankret i mere prosaiske aspekter gennem skildringen af de fysisk genvordigheder, Jared og Della løbende må overvinde.

Dark Universe er med andre ord rendyrket pulp, fyldt med kæmpemæssige flagermus og heltemodige redningsaktioner. Det gør på en gang bogen dybsindig og letbenet underholdende. Desværre lykkes forbindelsen mellem de to lag ikke altid lige godt for Galouye, idet han tydeligvis har været mere optaget af romanens erkendelsesmæssige indhold end den konkrete handling. Det betyder måske ikke så meget, men den underudviklede historie får den negative betydning, at de store tanker bag bogen formildes en smule gumpetungt, for ikke at sige naivt. Det kan synes paradoksalt, fordi Dark Universe faktisk har intellektuelt gods, men de pulpede SF-troper kommer ganske enkelt i vejen for Galouyes litterære projekt.

Paperback, Bantam Books 1971

Romanen er sprogligt kluntet, hvilket ikke kan undgå at gøre Dark Universe til en mindre prægnant bog end den egentlig burde være. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at romanens ærinde var og er mindst lige så relevant i dag som dengang. Dens fusion af kreativitet og filosofi er rigtig stærk, og noget jeg sætter stor pris på, men desværre virker formen som en hæmsko for teksten. En hæmsko, der trækker bogen ned i den mest trivielle pulpsuppedas, man kan forestille sig. Det er ærgerligt, for havde Galouye været en bedre forfatter, ville selve det litterære udtryk have været stærkere og bogen som helhed mere overbevisende. Sådan er det bare ikke, men det skal ikke afholde nogen fra et give sig i kast med Dark Universe. Den fremmer kritisk tænkning, og det kan vi ikke få for meget af.

Paperback, Hamlyn Books 1983

Paperback, Phoenix Pick 2010

 

 

Peter Benchley, Jaws (1974): Hajerne omkring os

Paperback, Bantam Books 1975

Alle kender Jaws. Alle kender i hvert fald filmen Jaws, mens Peter Benchleys roman bag filmen i bedste fald er blevet reduceret til en noget forkommen lillebror. Og det endda til trods for, at Benchleys bog af samme navn som filmatiseringen blev en vaskeægte bestseller i ’74. Det er imidlertid synd og skam, at romanen er blevet henvist til skyggerne, for bogen er rigtig god. Alene romanens første sider, hvor bogens navnløse dræber – den enorme hvide haj – glider dæmonisk, hungrigt hen over havbunden, er helt uforligneligt skrevet. Og navnlig den poetiske skildring af ligresterne fra hajens første offer, der roligt synker til bund, er stærkt, stærkt skrevet. efterfølgende plageriet til døde af langt ringere forfattere end Benchley. For bare at tage et enkelt eksempel kan du jo kaste et blik Spider Legs (1998) – et rædsel af en roman, der stjæler med arme og ben fra Jaws.

Benchleys fremragende åbning koster hurtigt en ung pige livet, da hun trods advarsler tager en natlig svømmetur. Derved bliver hun første offer for de hajangreb, som hele romanen handler om. Der er noget forbilledligt i Benchleys greb om fortællingens struktur. Pigen, der dør i løbet af de første sider, er i sommerhus med nogle venner, hvor de har festet og drukket. Sommerhuset ligger i Amity – en fiktiv ferieby på Long Island, hvis forlokkende navn straks signalerer stedets venlige atmosfære. Men noget har ændret sig. Som en tyv om natten har døden opsøgt feriebyen.

Peter Bradford Benchley (8. maj 1940 – 12. februar 2006)

Uset er en gigantisk hvid haj trukket ind under byens kyststrækning. En kyst, der er afgørende for byens hovederhverv turisme. Uden turister ingen Amity. Pigen svømmer lykkelig ud i det natsorte hav og flænses. Vennerne inde på land opdager intet, fulde og præcis lige så tilfredse som resten af Amity går de til ro, mens pigens ligdele skyller op på land. Og da de den følgende morgen slår øjnene op, aner ingen af dem endnu, at alt har ændret sig. At døden har svøbt sig om byen, parat til at fortære de forsvarsløse indbyggere. Alt forandrer sig imidlertid, da byens trofaste politibetjent Martin Brody og en medhjælper opdager resterne af hajens natlige måltid. Pigen er ikke andet end gennemtyggede rester, og snart skal det vise sig, at hele Amity vil ende på samme måde, hvis de ikke får has på hajen.

Pigen på stranden er et varsel, der slår tonen an for de følgende kapitler. Brody vil have stranden lukket, men hvis stranden lukkes, lukkes byens livsnerve. Det udløser naturligvis stærke reaktioner, først og fremmest fra borgmesteren, der presser Brody til at holde stranden åben. Byen lukker med andre ord øjnene og håber, at problemet forsvinder af sig selv. Det gør det bare ikke. En stor dreng mister som den næste livet, og dermed synes sagen afgjort. Amity har et problem, der må løses og specialister indkaldes. I første omgang bliver det havbiologen Matt Hooper og senere også den hårdkogte fisker Quint.

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udg.

Nu kunne man måske tro, at Benchleys roman handler om en enkelt haj, men sådan er det absolut ikke. Der er mange, rigtig mange, hajer i Amity. Faktisk er hele bogen konstrueret som en mosaik af jægere og byttedyr, der grådigt holder hinanden i en form for syg status quo. Byens indbyggere driver rovdrift på turisterne, som de flår for penge. Turisterne driver rovdrift på lillebyen, som de behandler som skidt. Amitys borgmester presser byen og turisterne, fordi han selv er i kløerne på gangstere, og den barske Quint driver rovdrift på havet for at overleve. Gennem betjenten Martin Brodys kone, der har en affære med den unge havbiolog, kommer vi endda helt tæt ind på relationen mellem mand og kvinde. Og også her viser Benchley os magtrelationer og fordeler jæger- og byttedyrs-roller.

Gennem et længere kapitel beskriver han et hemmeligt stævnemøde mellem biologen Matt og Brodys kone. Kapitlet er langt og kan umiddelbart synes overflødigt, men for den opmærksomme læser tegner der sig snart et billede af grum jagt. Som to rovdyr cirkler de to omkring hinanden under en flirtende middag, der naturligvis skal ende i sengen på et motel. Og her, på motellet, udspiller det endelige angreb sig, hvor Matt vinder over Brodys kone. Med et par enkelte, mesterlige sætninger får Benchley beskrevet biologens hajligende, seksuelle angreb på kvinden. Han beskriver, hvordan Matt ser med døde øjne på hende i noget, der et øjeblik næsten har karakter af en voldtægt. Og efterfølgende, da romancen er overstået, føler Brodys kone sig både udnyttet og fortabt. Slugt, gennemtygget og spyttet ud.

Hardcover, Andre Deutsch 1974

Hajerne cirkler omkring hinanden i Jaws og tegner et deprimerende, misantropisk billede både på vores samfund og relationen mellem mennesker og natur. Alt er en magtkamp i romanen, og midt i flokken af rovfisk står betjenten Martin Brody. Hajerne flokkes omkring ham – de er efter hans arbejde, hans kone, hans mandighed og værdighed. Alt sammen noget Benchley får samlet i nøglefiguren – den store hvide haj, der som en anden Moby Dick driver sit fantomagtige spil med byen og symbolsk synes at favne alle bogens konfrontationer.

Peter Benchleys grundtone er måske nok pessimistisk og livstræt, men Jaws er afgjort en roman fyldt med håb og et opbyggeligt budskab. Brody indser nemlig midtvejs gennem bogen, at der kun er en vej ud af sagen – han må konfrontere den hvide haj. Koste hvad det vil. Han må dræbe den. Tilintetgøre den, før den sluger Amity, ham selv og byens alle dens indbyggere med hud og hår. Og naturligvis er det her Benchleys morale kommer ind, for vi står alle – dagligt – i Martin Brodys sko. Hajerne er omkring os. De truer os, og de forsøger at sluge os, og det kan vi enten acceptere eller kæmpe imod. Brody vælger det sidste, han kæmper. Det udløser en Jack Londonsk jagt på hajen. En fantastisk fisketur, der mest af alt minder om en krig, hvor den overjordiske Quint til sidst sætter et ufødt delfinfoster på krogen for at lokke den store, hvide djævel til. Et ubehageligt billede på det at lade al blødsødenhed fare og sætte alt ind i en konfrontation, hvor målet helliger midlet. Bliv som rovdyret, du jager, siger Benchley.

Paperback, Pan Books 1988

Og naturligvis ender Brody og Quints jagt i triumf. Brody får dræbt det hvide spøgelse, der plager ham, og han er i hvert fald momentant et frit menneske. Og Benchley siger det samme til sine læsere. Kæmp imod hajerne. Stik til havs og mød dem med åben pande – i modstandskampen ligger kimen til selvrespekt og værdighed.

Jaws er pulp når det bedst.

Paperback, Penguin Books 1998

Paperback, HarperCollins Publishers 2012

Paperback, Random House 2013

Theodore Roszak, Flicker (1991): En mesterlig paranoid fortælling om filmmediets kraft

Paperback, Bantam Books 1992

Med romanen Flicker fra 1991 fulgte Theodore Roszak stier trådt af navne som Borges og Eco eller, i den lettere ende, navne som Reverte og Dan Brown.  Det vil sige en roman, der blander så megen fakta ind i fiktionen, at digt og virkelighed smelter sammen til et herligt forførende hele; i Flickers tilfælde et skræmmende overbevisende hele, der meget vel kunne gå hen og ændre den måde, du ser film på i nogen tid efter endt læsning.

Romanen begynder for alvor i det øjeblik, hvor den filmvidenskabsstuderende Jonathan Gates for første gang ser et fragment af en vampyrfilm skabt af den næsten glemte tyske instruktør Max Castle (eller Max Kastelle, som han hed før, han kom til Hollywood). Castle var en del af den ekspressionistiske bevægelse i tysk film i lighed med eksempelvis Murnau. Han var med i en dekadent gruppe filmskabere i 20’ernes Berlin, der dyrkede det makabre og bizarre. Castle kom senere, før Anden Verdenskrig, til Hollywood, hvor han fortsatte sin instruktørkarriere, men havarerede her i studiesystemet på grund af sine outrerede idéer. Nedbrudt af stoffer og druk døde Castle i ’41 på vej tilbage til Europa, da det skib, han rejste med, blev torpederet af en tysk ubåd. Der sluttede fortællingen om Castle, og hans film begyndte stille og roligt at forgå.

Paperback, Bantam Books 1992

Da vores jegfortæller Jonathan for første gang ser de sorthvide stumper af den dragende stumfilm, med den herlige titel ”Feast of the Undead”, gør billederne et uudsletteligt indtryk. De æder sig ind på ham med en sær intensitet og påvirker også hans kæreste, biografejeren Clare Swann, på samme måde. Dette uventede møde med Castle i den slidte biograf bliver en livslang besættelse for Jonathan. Faktisk får han gradvist opbygget sin akademiske karriere omkring studiet af den enigmatiske instruktør, der måske skabte de mest skræmmende film nogensinde set på lærredet.

Årene går, og Jonathan bliver ansat ved universitetet, hvilket giver ham mulighed for at forsætte sin forskning professionelt. Brik for brik får han lagt mere til historien og begynder at skrive den definitive monografi om den tyske instruktør. Men jo tættere han kommer på sit studieobjekt, jo mere begynder Jonathan rent faktisk at betvivle hvorvidt han bør fuldføre sit arbejde. På næsten lovecraftiansk maner løfter Jonathans undersøgelser det ene slør efter det andet og blotlægger til sidst en uhyrlig sandhed af enormt omfang med rødder tilbage til senantikken.

Theodore Roszak (15. november 1933 – 5. juli 2011)

Flicker er en mastodontisk lang roman, men siderne er strengt nødvendige for Roszak. Den gigantiske sammensværgelse, han væver frem for os i bogen, har nemlig brug for plads for at vinde momentum. Bid for bid fodrer han læseren med videre indsigter i Castles mærkværdige filmunivers. Roszaks historie strækker sig fra 50’erne og op i 70’erne og skildrer ikke alene Jonathans fald ind i Max Castles mørke, den skildrer filmens udvikling i samme periode.

Den filmhistoriske tråd går hånd i hånd med en løbende æstetisk diskussion om filmmediets kvaliteter og potentiale. Begge dele udfoldet gennem Jonathans to faste støtter gennem hele romanen. På den ene side den elitært kritiske Clare, der med intellektuelt overskud vurderer og dechifrerer filmens budskab. På den anden side står den sleazeglade Sharkey, der repræsenterer det stik modsatte af Clare og leverer fuldt gyldige argumenter for det underlødige, amatøriskes kunstneriske kvalitet.

Hardcover, Summit Books 1991. Romanens 1. udg.

Man kan se Clare og DSharkey som to sider af Jonathan, der konstant må diskutere med sig selv, hvorfor han bliver ved med at jagte denne tyske instruktør. Som en engel og djævel sidder de to venner på skuldrene af Jonathan og hvisker ham i øret. Den ene hylder Castles arbejde som det største og mest centrale, filmmediet nogensinde har frembragt, mens den anden afsværger hans film som det ondeste onde, der bør ødelægges, før verden forstår den rette sammenhæng.

Alt det kan måske lyde vældig tungt, men sådan forholder det sig ikke. Bogen er forbløffende fængende, fordi dens mysterium konstant lokker os videre ind i teksten.

Paperback, Bantam Books 1993

Trods en del svinkeærinder ind i forskellige diskussioner om film og skabelsen af film forbliver den mystiske Castle et fast omdrejningspunkt, og det lykkes på imponerende vis at fremstille både Castles filmiske udtryk og hans liv, så de beskrevene film står lysende klart på nethinden. Faktisk vil jeg mene, at Roszak med sine beskrivelser af Castles skrækindjagende gysere på paradoksal vis overgår det visuelle medie, fordi han anspore fantasien til at vise alt det, som ligger skjult i Castles billeder. Sagen er nemlig den, at Castles film på overfladen er ganske banale genrefilm, men takket være finurlige tekniske tricks er de fyldte med subliminale billeder med gruopvækkende indhold.

Det vil være en skam at afsløre for meget omkring Castle-karakteren og hans baggrund, den fornøjelse vil jeg ikke tage fra dig. I stedet vil jeg pege på en af bogens ledetråde. Et af de projekter, som Castle forsøgte at realisere, før det gik galt for ham i Hollywood, var en filmatisering af Conrads Heart of Darkness (1899), som han arbejdede på i samarbejde med Orson Wells. Conrads dystopiske rejse ind i sindets dybeste afkroge er også et billede på Jonathans jagt efter Castle. En jagt, der gradvist begynder både fysisk og psykisk at nedbryde ham.

Paperback, Chicago Review Press 2005

Den nedadgående spiral er et tilbagevendede motiv i Castles film, og det samme gør sig gældende for romanen. Roszak fører os med ud på en skyggerejse, der kun kan gå ned. Ned i drifternes ursuppe, ned i de dunkle drifters univers, ned i det dyriske. Og bag alt dette står Castle som den geniale instruktør, der hinsides graven instruerer Jonathans søgen mod den endelige erkendelse.

Sagen er imidlertid den, at Jonathan kun gradvist bliver klogere. Han skriver derfor en masse om Castle og gør en stor indsats for at rede så mange af hans film fra glemslen som muligt. Det arbejde bærer frugt, og Castle bliver i løbet af 60’ernes slutning et stort navn takket være Jonathan. Faktisk er han med til at gøre Castle til en kultfigur blandt sen-60’ernes ungdom.

Paperback, No Exit Press 2005

Men en dag opdager, at Castle har fået en discipel og arvetager i instruktøren Simon, der laver blodige splatterfilm. Den opdagelse sker omtrent på samme tid, som Jonathan indser, at han måske har gjort noget frygteligt ved at drage Castle frem i lyset. Måske har Jonathan været med til at slippe et monster fri i verden. Og situationen bliver ikke mindre slem af, at han måske inderst inde hele tiden har vidst, hvad han gjorde, men har fortrængt sandheden på grund af ærgerrighed og nysgerrighed.

Bag Roszaks omfattende fortælling ligger der en grundlæggende kærlighedserklæring til mødet med filmen. En hyldest til de små biografer med slidte sæder og dårligt udsyn. En hyldest til det at lade sig opsluge i salens mørke og blive revet med ind i billedstrømmen. Bogen er skrevet på et tidspunkt, hvor de små biografer allerede var forsvundet i stort antal, og i dag, hvor hjemmebiograferne har holdt sit indtog, vil romanen sikkert give et nostalgisk stik af længsel i de fleste.

Paperback, Anchor Books 1969. Theodore Roszaks måske bedst kendte arbejde. En banebrydende bog om det amerikanske ungdomsoprør

Flicker er en fremragende, paranoid horrorroman, der formår at skabe sit helt egent intense spændingsrum. Bogen er svær at slippe, når man først får åbnet for Jonathans jagt. Ikke på grund af Roszaks jævne, håndværksprægede sprog, men fordi indholdet er forbistret velgennemtænkt. Flicker er ganske enkelt en perle af en roman, som afgjort vil vinde endnu mere for læsere, der holder mere af film, end jeg gør. Der er noget storslået dystert over bogen, der går ind under huden på en, næsten som om Max Castles fiktive film stråler ud fra bogens sider med deres nedbrydende kraft. Jeg forsvandt i hvert flad helt ind i Castles gruselverden.

God læselyst!

Daniel F. Galouye, A Scourge of Screamers (1966): Skrig, atomart gru og tidlig psykedelika

Paperback, Bantam Books 1968. Den ganske stemningsfulde forside er malet i Paul Lehr

Det er længe siden, at jeg har læst en roman, der præsenterer en så dystopisk fremtidsvision. I bogen er verden, som vi kender den, ødelagt. I sig selv er det jo ikke noget nyt; sådan har vi set det mange gange før. Det, der gør den engelske SF-forfatter Daniel Galouyes koncept særlig dystert, er måden, det sker på.

I 80’erne begyndte de første såkaldte ”screamers” at dukke op. Det vil sige mennesker, der over hele kloden spontant kollapsede i vanvittige smerteskrig. De skrigende var blevet inficeret af en form for afsindig smertefuld nervesygdom. Så pinefulde smerter, at kroppen enten brænder sammen eller tvinger den ramte til selvmord. Den uhelbredelige skrigesyge ramte de inficerede gradvist. Først med små antydninger af anfald, og så kom det endelige, uvægerlige angreb.

Paperback, Bantam Books 1968

Sygen spredtes over alt og endte med at udløse en atomkrig mellem Øst og Vest. Begge parter beskyldte selvfølgelig modstanderen for at have udtænkt plagen. En ulykkelige, kort lille krig udspillede sig, den ødelagde meget og efterlod verden uden en vinder. Den eneste supermagt, der stod tilbage efter støvet havde lagt sig, var SecBu (The Security Beureau) – en international sammenslutning rejst på ruinerne af FN.

Da vi kommer ind i historien i slutningen af 90’erne, kæmper SecBu en brav kamp for at genoprette global orden og bekæmpe skrigesygen, der fortsat hærger. Men umiddelbart er der ikke meget at kæmpe for. Verden er ikke længere meget andet end halvtommelandskaber og udbrændte byer, hvor skrigene fra de syge høres ustandseligt. Særlige korps patruljerer i byerne for at indsamle de skrigende og derved mindske smittefaren, men tilsyneladende uden megen held.

Daniel Francis Galouye (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Noget er imidlertid under opsejling. I løbet af den senere tid er der begyndt at ske ting og sager, der peger på en ny aktør på den politiske scene. SecBus fly og stationer er blevet angrebet af ukendte styrker, og noget kunne tyde på, at det måske er gæster fra rummet, der står bag disse angreb. Måske er der endda beviser for, at skrigesygen er blevet plantet på Jorden af de fremmede fra rummet.

Midt i alt dette møder vi makkerparret Arthur Gregson og Kenneth Wellford. En henholdsvis amerikansk og engelsk agent for SecBu. To hårdtslående gutter, der har oplevet en ting eller to. De to herrer får til opgave at optrevle de fremmedes netværk. Det bliver starten på en lang, hektisk jagt, der udspiller sig i Europa, Amerika og endda ude i verdensrummet. Alt sammen noget, der sker til lyden af de evigt skrigende syge, der jammerligt omkommer omkring dem. Og sygdommen bliver bestemt ikke mindre nærværende af, at Gregson selv er smittet.

A Scourge of Screamers er fyldt med koldkrigstemaer og trækker flittigt på spiongenren, for det viser sig nemlig hurtigt, at det ikke er helt let at skelne venner fra fjender. Fjendebilledet vendes løbende på hovedet, og vores hovedpersoner ender endda med at blive spillet ud imod hinanden – men er de mon fjender?

Hardcover, Golancz 1966. Romanens 1. udg. I England udkom bogen under denne titel. En titel der åbenbart var lidt for fersk for det amerikanske marked

Mest af alt ligner plottet noget, som Robert Heinlein har skrevet mange gange. For naturligvis er der noget lusket ved den store, globale SecBU-institution, og naturligvis kræves der frihedselskende helte med laservåben for at bekæmpe de onde og genoprette orden.

Som jeg skrev i indledningen har romanen et helt fantastisk koncept. De voldsomme scener, der beskrives med de skrigende, er fabelagtigt grufuldt fundet på. Billedet af ødelagte storbyer med de syges smerteskrig har ædt sig ind i min bevidsthed. Galouye skaber noget helt særligt og virkningsfuldt her, der fremstår som et ekko af Daniel Defoes pestskildringer.

Det er en klaustrofobisk form for horror, der udstiller vores sårbarhed over for den ansigtsløse sygdom. Et tidløst tema, der kan gentages igen og igen, fordi frygten for en ny form for plage altid vil være der. Desværre udnytter Daniel Galouye slet ikke bogens potentiale i den retning, som jeg havde håbet. Skrigesygen falder gradvist i baggrunden og bliver blot en bekvem trussel.

Faktisk afmonterer Galouye gradvist sygdommen som trusselsbilledet og viser, at skrigesygen i virkeligheden slet ikke er noget dårligt, den er bare misforstået. Det viser sig i bogens anden halvdel, at skrigesygen er en metafor for erkendelse. Sygen er slet ikke nogen sygdom. Det er et resultat af de bevidsthedsudvidende energistråler, som rumvæsnerne sender ned fra deres skjulte rumskib, der ligger i kredsløb om Jorden. Denne nye bevidsthedshorisont er absolut ikke nogen velsignelse; de ramte får ganske enkelt alt for mange nye indtryk på en gang. Ude af stand til at kapere dette brænder de skrigende sammen.

Paperback, Corgi Books 1968. Den første og eneste engelske paperback-udgave. Også med en ganske cool forside

Nu er bogen jo udgivet i ’66, og det er næppe helt ved siden af at se romanen som del af den tidlige psykedeliske bevægelse. Vel at mærke uden Daniel Galouye nødvendigvis selv var en del af dette. Ikke desto mindre trækker den på retorikken omkring bevidsthedsudvidelse og kroppens skjulte psykiske evner. De skrigesyge tripper med andre ord. A Scourge of Screamers bliver på den led et apokalyptisk samtidstidsbillede. Et verdenssamfund der syrer ud, mens Øst og Vest hamrer hinanden ned med atomraketter.

Der ligger dermed også en klar kritik af hele det psykedeliske eventyr i bogen, men ikke en ubetinget afstandtagen til idéen om at stimulere bevidsthedsudvidelse. Galouye gør det faktisk klart, at han mener, at vi kan finde indsigter og kræfter inde i os selv. Indsigter der kan bruges i skabelsen af en ny og bedre verden. En drøm om et transcendent Utopia, hvor magtliderlighed og prosaisk politik bliver ligegyldige størrelser.

Under normale omstændigheder har jeg en svaghed for den slags sværmerisk 68’er-gøgl, men i A Scourge of Screamers fungerer det ikke og irriterer mig dobbelt. Dels fordi jeg føler mig snydt for den omgang dyster SF-horror, som bogens første del lover, dels fordi Galouye bruger en tredjedel af romanen på at udfolde sin kedsommelige, halvbagte filosofi om skrigesygens bevidsthedsudvidende potentiale.

Paperback, Corgi Books 1964. Galouye blev allerede tidligt optaget af de temaer, som han også udforsker i A Scourge of Screamers

Det stritter i den grad imod den ellers hårdkogte action-orienterede handling, og det gør dele af bogen ulideligt uinteressante. Side for side hamrer Galouye sit budskab frem, men for pokker hvor ville det være rart, hvis han på forhånd havde besluttet sig for en stil og tekstuel rytme. De mange stemnings- og handlingsmæssige kovendinger gør bogen famlende og skizofren.

Faktisk er A Scourge of Screamers en af den slags bøger, der er ganske frustrerende, fordi der ligger så meget ubenyttet stof mellem siderne. Stof der bliver spildt på ingenting. Ren og skær spildt kreativitet. Det er til at skrige over…

Margaret St. Clair, Sign of the Labrys (1963): Hekse, huler og dunkle fremtidsudsigter

Paperback, Bantam Books 1963. Den eneste udgave af bogen

Jeg kan lige så godt sige det med det samme; Sign of the Labrys fra 1963 er ikke nogen specielt god bog. Den er ikke dårlig, men Margaret St. Clair er bare ikke nogen synderligt ophidsende forfatter. Bogen er bygget op omkring dialog og korte, præcise beskrivelser fra jegfortælleren, der genfortæller historien retrospektivt. Flere gange stopper fortælleren op for at forklare specifikke fænomener eller ordvalg. Alene det faktum, at vi på forhånd ved, at hovedpersonen klarer skærene, er naturligvis lidt ærgerligt, når handlingen mere eller mindre består af en lang jagt, hvor vores helt og hans allierede bliver forfulgt af brutale mænd, der ikke vil dem noget godt.

Kort fortalt udspiller Sign of the Labrys sig i en nær fremtid, efter Jorden 15 år tidligere er blevet hjemsøgt af flere epidemiske bølger udviklet fra gærbakterier. Det har reduceret befolkningsantallet radikalt, smadret alle samfundsstrukturer og grundlæggende ændret præmissen for al menneskelig samvær. I USA har regeringen, allerede før epidemierne begyndte, bygget enorme komplekser af underjordiske beskyttelsesrum, der skulle benyttes i tilfælde af atomkrig. Den krig kom ikke, men de forhutlede rester af befolkningen har nu søgt tilflugt i de underjordiske ganges sikkerhed. Lov og orden bliver opretholdt af den nye autoritet, den såkaldte FBY-myndighed, der har fået skabt en form for orden i kaos. De overlevende er præget af apati og mismod, uden tro på fremtiden. De fleste arbejder en smule med vedligeholdelsen af tunnelsystemet og lever ellers af konservesmad fra enorme madlagre og svampekulturer, der har udviklet sig i gangsystemerne. Alt sammen ganske klassisk post-apokalyptisk dommedagsgru.

Paperback, Bantam Books 1963. Bagsidens tekst kan umiddelbart synes helt absurd. Tænker man den ind i St. Clairs heksetro, er den imidlertid helt på sin plads. Jeg er derfor også sikker på, at det er St. Clair selv, der har skrevet teksten eller i hvert fald godkendt den

Bogen største claim to fame er, at Gary Gygax, far til Dungeon & Dragons, nævner St. Clairs roman i den første udgave af Advanced Dungeons & Dragons på en liste over bøger og historier, der på forskellig vis har inspireret ham til rollespillet. Der er da også en del i romanen, som hærdede ”dungeoneers” vil nikke genkendende til. Handlingen foregår under jorden, i et kæmpe hulesystem, hvor mennesker og dyr lever skarpt adskilt i små rum. Og hovedpersonerne snakker en del om at gå mellem hulesystemets forskellige niveauer (”levels”). Der er jo huler og tunneller i mange fortællinger, men i romanen her får det hele et science-fantasy-feel, der afgjort klinger med i den måde hulesystemer bliver brugt i Gygaxs spil. 

Nuvel, midt i alt dette bliver 25-årige Sam Sewell en dag opsøgt af en FBY-mand, der anklager ham for at være i kontakt med en farlig, forbryderisk kvinde ved navn Despoina. Hun er anklaget for at forsøge at udvikle og sprede nye former for dræberbakterier. Sam har aldrig hørt om hende, men snart går paranoia-møllen i selvsving, og Despoina tager ikke overraskende kontakt til Sam. Men hvem kan han stole på, hvad sker der omkring ham og hvorfor vil systemet af med ham? Da Sam havner i en situation, hvor han let kunne blive anklaget for mordet på en FBY-agent, må han flygte. Den eneste mulighed, han har, er at finde Despoina. Det bliver begyndelsen på en lang jagt, hvor systemets onde mørkemænd jager Sam, Despoina og hendes gruppe af frihedselskende hekse. Jeps, du læste rigtigt.

Margaret St. Clair (17. februar 1911 – 22. november 1995)

Det hele handler om hekse; Wicca-hekse for at være præcis. Det er faktisk netop dette, der gør den ellers ret skabelonagtige post-apokalyptisk thriller til en både sær og fascinerende læseoplevelse. Margaret St. Clair var en af de få kvinder i første halvdel af 1900-tallet, som skrev science-fiction i eget navn. I 60’erne sadlede hun om og begyndte i stedet at udgive romaner. Sign of the Labrys er en af de første, hun skrev i den periode, og den er gennemsyret af Wicca-teologi. Margaret og hendes mand Eric St. Clair blev introduceret til heksetroen gennem forfatteren og okkultisten Raymond Buckland. Han bragte ægteparret i kontakt med Wicca. Det vil sige det såkaldte nyhedenske trossystem, der fik form efter udgivelsen af Margaret A. Murrays The Witch-Cult in Western Europe (1921) og for alvor senere med navnlig Gerald B. Gardners Witchcraft Today (1954). Det er et religiøst univers, der baseres på den forestilling, at menneskeheden altid, eller i hvert fald siden oldtiden, har tilbedt to skikkelser: Moder Jord og Den hornede Gud. De to kræfter indgår en i form for kosmisk symbiose om liv, død og frugtbarhed. Viden om denne urgamle religion er senere blevet undertrykt af navnlig den kristne kirke, der har omdannet den hornede til Satan, moder jord til Maria og naturligvis skabt billedet af den onde heks, der æder børn og gør livet surt for gode mennesker. Parallellen til St. Clairs undertrykkende, rationelle FBY-mænd er naturligvis åbenlys. I Wiccanernes selvforståelse er der således tale om en ældgammel, forfulgt tro, der gradvist er blevet genopdaget efter at have levet skjult blandt kloge mænd og koner, skjult for samfundets søgelys.

Labrys eller dobbeltøkse

Wicca-troen boomede i 60’erne og blev en hip counterculture-ting, som den gryende hippiebevægelse absorberede med kyshånd. Alt dette ligger in spe i Sign of the Labrys, der er en form for indføring i Wiccas teologi, fortolket eller udlagt, som Margaret St. Clair har set det i 1963. Hele den vilde heksejagt, som Sam Sewell må stå igennem, bliver på den led en dannelsesrejse, hvor de gamle hemmeligheder langsomt bliver åbenbarede for ham. Sam opdager endda gradvist, at han er reinkarnationen af en minoisk præst. Her er så også forklaringen på dobbeltøksen (en labrys), der nævnes i titlen, og som optræder løbende som heksenes symbol i bogen. Faktisk gennemgår han et egentligt indvielsesritual, der tydeligvis knytter smerte og religiøs erfaring sammen. Som Sam selv udtrykker det, da han får pisk: ”The blows were like white fire, impalpable and spiritual. Some will know what I mean”. Den sidste sætning er en af de små bemærkninger, der falder i løbet af bogen, som signalerer, at St. Clair faktisk forestiller sig, at hun har læsere, som vil forstå eller genkendende indholdet. Som en sidebemærkning kan man jo så også tænke sig, at St. Clair og ægtemanden Eric også har fået en god omgang religiøs smæk under indlemmelsen i bevægelsen.

Nøgendans. Wicca-hekse fra Maxine Sanders’ kreds. Fotograferet i slutningen af 60’erne

Det bringer mig videre til det andet punkt. En af de ting, som Wicca-bevægelsen har kæmpet med lige siden Gardner og co. fik medvind, har været beskyldninger om, at det hele bare er en dårlig undskyldning for løssluppen liderlighed. Om det er tilfældet eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på, men faktum er, at der ligger ganske meget seksualitet og ulmer lige under overfladen i Sign of the Labrys. En del af det kan måske tilskrives tidstypiske genrekonventioner, men måske stikker der mere under. Bogens kvinder bliver i hvert fald beskrevet meget indgående, i klare seksuelle vendinger. Spørgsmålet er, hvordan vi skal forstå det. Er det fordi Wicca-heksene, Sam møder, er frugtbare og livgivende størrelser, eller er det, fordi St. Clair ganske enkelt har tændt på at skrive om sexede kvinder? Igen, jeg skal ikke gøre mig klog på dette, men et eller andet er der på færde her, og jeg er ikke helt sikker på hvad.

Endelig er det interessant at notere sig, at bogen får karakter af en programerklæring, hvis vi altså accepterer, at romanen er et udtryk for personlige overbevisninger hos St. Clair. Det er i hvert fald ganske radikale synspunker, der bliver formuleret, da det egentlige forhold mellem epidemierne og heksene går op fra Sam.

Endnu et ritual fra Maxine Sanders’ kreds. Også dette billede er fra slutningen af 60’erne

En bog, der kan føre os fra post-apokalyptisk science-fantasy til D&D og videre til Wicca, må da grundlæggende siges at være en gennemlæsning værd, også uanset om selve teksten måske ikke tåler nøjere granskning. Får du mod på videre læsning i den her tradition, kan du så altid kaste et blik på Gardners A Goddess Arrives (1939) og endnu bedre High Magic’s Aid (1949), der også opdyrker de her omtalte elementer, men på et tidligere tidspunkt, før Gardner får sat sine Wicca-tanker i system.