Tag Archives: Barbar-fantasy

Jeffrey Lord, Blade bd. 1. The Bronze Axe (1969): Wham bam thank you mam…

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Nu skal vi et dyk helt ned i genrelitteraturens mest vulgære, underlødige og fladpandede dynd, hvilket ikke er så lidt underholdende. Mest af alt fordi vi her er vidner til lige dele utøjlet galskab og dumhed, leveret uden skyggen af selvironi.

Pulplitteraturen vendte for alvor tilbage i 60’ernes anden halvdel, hvor gamle koryfæer udkom i nye paperback-antologier, der gik som varmt brød blandt de unge læsere. Der var imidlertid også et ældre læsersegment, som var interesserede i sværdsvingende muskelmænd og gæve, intergalaktiske rumhelte. Af den grund begyndte flere forlag hurtigt at udsende serier med nyskrevne historier til et lidt mere modent publikum, hvilket dybest set vil sige bøger med højt og bramfrit indhold af sex og vold. Altså bøger, der beskrev meget af det, som den oprindelige pulplitteratur kun kunne antyde eller gengive i floromvundne vendinger.

En af de markante serier i den sammenhæng er forlaget Pinnacles romaner om den engelske agent Richard Blade. En langlivet serie, der først blev påbegyndt hos Macfadden Books i ’69, men senere overtaget af Pinnacle. Takket være et ganske enkelt greb var serien i stand til at være forbløffende varieret uden at ændre ved grundkonceptet. Præmissen for Blade-serien er nemlig, at den geniale videnskabsmand Lord Leighton har skabt en supercomputer, der skal stå til rådighed for den britiske efterretningstjeneste.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Formålet med computeren er ikke helt klart, men mennesker kan koble sig til den og derved blive sendt til Dimension X, og hver bog udspilles sig således i en ny del af denne dimension. Hvorfor det skulle være nyttigt, er ikke helt klart, men det antydes, at man måske i det fremmede vil kunne finde viden eller ting, der kan hjælpe den britiske regering. Richard Blade, agent i en tophemmelig enhed, bliver af sin chef ”J” (nej, ikke ”M”) udvalgt som forsøgskanin og befinder sig efter kun fire sider allerede i Dimension X. Jeffery Lord, et forlagsalias, spilder dermed ikke tiden på unødig palaver. Manden bag navnet er i øvrigt her sleaze-mesteren Manning Lee Stokes.

Blade lander i en vildsom fantasyverden med vikinger, barbarer og kannibaler. Knap landet, nøgen, opdager han en smækker pige – en prinsesse forstås – i nød. Prinsesse Taleen angribes af blodtørstige, ulvelignende væsner, men heldigvis har hun et sværd, som hun kan give til supermennesket Blade. Dermed er Blades eventyr ind i en fremmedartet verden kaldet Alb begyndt. Han tumler fra den ene kamp til den anden seng og så tilbage igen, alt imens han på en eller anden måde har fået viklet sig ind i en intrige omkring prinsesse Taleen og en vikingelignende barbar af en høvding.

En væsentlig detalje, som kort bør nævnes, er i øvrigt, at Blade delvist har mistet sin hukommelse, da han kommer til Alb. Han har derfor alle sine nyttige færdigheder – blandt andet våbentræning fra ”The Medieval Club” i London, men han husker kun vagt sit egentlige liv i England, hvorfor han naturligvis kan kaste sig helhjertet ind i Albs fristelser uden at føle snerrende bånd hjemmefra.

Paperback, MacFadden 1969. Romanens 1.udgave

Det hele er ganske dumt og grænsende til det meningsløse, men Lord formår at fange noget af Robert E. Howards lyriske tilgang til kamp og tempo. En scene, som den første kamp mellem Blade og ulvene, er eksempelvis et godt bud på en intens pulplitteratur, der formår at gribe sin læser, vel vidende, at Blade naturligvis vil gå uskadt ud af det hele. Sådan er spillereglerne.

Desværre er The Bronz Axe en titel, der henviser til vikingernes ledersymbol, alt for lang for sit eget bedste. Selvom Blade render ind i den ene modstander efter den anden og slagter dem så blodet sprøjter, hjernemassen vælter ud og maver skæres op; på trods af, at han går i seng med en perlerække af smukke kvinder og endda bliver voldtaget i en lettere ubehagelig scene af en gammel troldkvinde, bliver det hele langtrukkent og mister det tempo, som bogen egentlig sælger sig på.

Om ikke andet kan man derfor muntre sig med bogens kulørte indslag – og dem er der mange af! Man kan eksempelvis notere sig en homoerotisk understrøm, der løber gennem bogen. Blade får således en meget loyal tjener; en mand, som Jeffrey Lord igen og igen udpenslende beskriver som ganske hæslig. Ikke desto mindre holder tjeneren med stor trofasthed fast i Blade, og da de en aften har redet langt, klager Blade over ømme baller, hvorefter hans tjener masserer Blades røv med olie, imens han i rosende vendinger fortæller sin herre, hvor velskabt den er. Lignende optrin er der flere af, hvilket blandes med beskrivelser som denne: ”There was a small linen loincloth hanging on a hook in the wall. Blade stripped and twisted the cloth about his waist. It barely covered his genitals.” (s. 11)

En hurtig smøgreklame har også fundet vej ind i Blades pakkede eventyr

Gang på gang gør Jeffrey lord os opmærksomme på Blades letpåklædte tilstand, og kvinder kan dårligt holde øjnene fra den letpåklædte gigant af en mand. Grundlæggende er The Bronz Axe et stykke sjofelt sword and sorcery, der lever i kraft af sine excesser. Alt i bogen er lånt andre steder fra, men man må give Jeffrey Lord, at sammensmeltningen af Conan og James Bond, som Richard Blade er, er underholdende og uset. Det ændrer imidlertid ikke noget ved det grundlæggende faktum, at bogen er en ulykkelig blanding af vold, sex og tomgang.

Paperback, Kelter 1976. Her har du Blade i tysk udgave

Selvom vi skraber bunden her, må jeg blankt indrømme, at jeg er blevet nysgerrig efter at høre mere om, hvad Blade kommer ud for i den næste bog. Jeg er helt sikker på, at tonen er den samme, men forhåbentlig holder den pusten bedre end den første bog.

Ah, Blade! You are monstrous big. I begin to feel afraid. I am a virgin, Blade. Will it hurt me much?” He led her toward the bed. “It will hurt, Taleen. But not for long, and in the end you will enjoy the hurting. And I will go as gentle as I can.” (s. 208)

 

Reklamer

4 kommentarer

Filed under Roman

Ladyland

Paperback, DAW Books 1979. Michael Whelan har skabt forsiden

Paperback, DAW Books 1979. Michael Whelan har skabt forsiden

Du kan her se de to antologier, som redaktør og forfatter Jessica Amanda Salmonson udsendte i henholdsvis ’79 og ’82. De handler om amazoner og har bidrag fra mere eller mindre alle de fantasyforfattere, som tegnede genren op gennem 90’erne og 00’erne samt lidt ældre navne, der får nyt liv i denne sammenhæng. Det interessante ved antologierne er, at de tager amazone-temaet op og bruger det aktivt som et postmordene værktøj til en heftig kritik, ikke bare af fantasygenrens mandsdominerede fortællinger, men af selve fantasyfortællingens grundstrukturer. Noget, der var ganske tiltrængt i slutningen af 70’erne, hvor imitationerne af Robert E. Howards pulp efterhånden var ved at være slidt til døde.

Paperback, DAW Books 1982. Michael Whelan skabte også denne forside

Paperback, DAW Books 1982. Michael Whelan skabte også denne forside

Set i lyset af den girl power, der indgår i ganske, ganske meget genrefiktion i dag, kan Salmonsons feministiske greb synes næsten lidt komisk forældet, men hendes antologier har været væsentlige, navnlig på den amerikanske genrescene. Emnet optog hende endda i en sådan grad, at Salmonson selv udsendte en hel krigerkvinde-roman i ’82.

Paperback, Tor 1982. Salmonsons krigerkvinde-roman

Paperback, Tor 1982. Salmonsons krigerkvinde-roman

Amazons! og Amazons II er derfor fortsat værd at gå i kødet på, fordi det er bøger som disse, der benytter den heroiske fantasy til noget fornuftigt, hvilket jo er lidt af en sjældenhed i en genre, der normalt kun kan svinge sig op til forlorne allegorier om magtmisbrug og tyranniske politiske regimer.

Jessica Amanda Salmonson (født  6. januar 1950)

Jessica Amanda Salmonson (født 6. januar 1950)

Det sjove er naturligvis, at Salmonsons bøger på en gang gør op med krigerkvinde-tropen, som vi kender den fra eksempelvis Clyde Caldwells forsider, og samtidig formår at hylde amazonernes lange historie i pulpen, der strækker sig på tværs af årtier og genrer – her illustreret med amazone-forsider fra 70’erne.

Paperback, TSR 1988. En Clyde Caldwell-forside af den klassiske slags

Paperback, TSR 1988. En Clyde Caldwell-forside af den klassiske slags

Paperback, Trojan 1972

Paperback, Trojan 1972

Paperback, Fawcett 1974

Paperback, Fawcett 1974

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Robert E. Howard: Marchers of Valhalla (1978): Blodindsmurt patos

Paperback, Berkley Books 1978. Den fine, fine forside er malet af Ken Kelly

Paperback, Berkley Books 1978. Den fine, fine forside er malet af Ken Kelly

Robert E. Howard favnede bredt over pulplitteraturens genrer og nåede i løbet af sit korte liv at udsende et forbløffende stort antal noveller. Howard var afgjort en af de forfattere, der forstod at sno sig på det kulørte bladmarked, og man behøver sådan set kun gå til en af de mange omnibus-udgivelser med Conan-fortællinger for at opdage, i hvor høj grad han opererede med faste skabeloner for historierne. Læst ud i en køre gør novellerne sig af den grund ikke specielt godt, fordi vi kommer for tæt på Howards maskinrum og får mulighed for at kigge ham i kortene. Mulighed for at se støberandene, se de faste vendinger og motiver, se gentagelserne.

I 60’erne, da Howards og navnlig Conans popularitet eksploderede ud over det internationale paperbackmarked, udløste det en voldsom interesse for de andre eventyrlige genrer, som Howard havde beskæftiget sig med. Og Howard fik rent faktisk skrevet en del historier, der på alle måder minder om fortællingerne om Conan, barberenes ubestridte konge. Marchers of Valhalla fra ’78 er præcis en af den type antologier, idet den rummer barbariske noveller uden Conan. Bogen samler imidlertid ikke kun fortællinger om eventyrlig krig og kamp, den fokuserer på Howards tidlige historier.

Paperback, Berkley Books 1978

Paperback, Berkley Books 1978

Marchers of Valhalla er med andre ord et blik på historier fra den unge Howards hånd. Historier, hvoraf to endda aldrig blev udgivet i hans levetid. Og historier, der råt for usødet viser os de byggesten, som forfatteren senere skulle basere sit pulpkongedømme på. Og lad det være sagt med det samme, Marchers of Valhalla rummer passager, der uden videre kan måle sig med det bedste Howard senere skrev, men historierne præges overvejende af mindre rutinerede tekster. De fleste af novellerne er dermed hverken specielt spændende eller velfortalte. Imidlertid er de endda særdeles interessante fra en litteraturhistorisk vinkel, fordi vi kommer tæt på Howards sproglige værktøjskasse og den idealistiske romantisme, der kom til at præge ham gennem hele sit forfattervirke.

Bogens otte historier spænder fra mytiske slag mellem vikinger og keltere i “The Grey God Passes” over western-action i “The Valley of the Lost” til en helt klassisk spøgelsesfortælling i “Sea Curse”. Genremæssigt når vi vidt omkring, men ikke desto mindre forlader vi aldrig det samme fortættede univers. Godt nok skifter miljøerne fra det tågede England til Texas’ støvede prærie, men det er sådan set bare skiftende kulisser for de tematikker, der gennemspilles igen og igen. Det understreges forbilledligt i novellen “Marchers of Valhalla”, der transcenderer sit miljø og fører læseren fra Howards Texas tilbage gennem tiden til en barbarisk fortid, hvor sværdkæmpere vandrede omkring på selvsamme sted.

Berkley lagde fraveplakater i deres Conan-udgivelser. Plakaten er desværre forsbundet fra min udgave af bogen - har dog fundet dette, lidt sølle, billede, hvor man kan se plakaten

Berkley lagde fraveplakater i deres Conan-udgivelser. Plakaten er desværre forsvundet fra min udgave af bogen. Jeg har dog fundet dette, lidt sølle, billede, hvor man kan se plakaten

Og faktisk er novellen, der har lagt navn til hele antologien, et perfekt nedslag for den, der vil ind i Howards univers. Historien er spækket med de dikotomier, som han blev ved med at opstille – potens/impotens, passivitet/handlekraft, by/vildnis osv. Alt sammen begrebskomplekser, som Howard bar med ind i en meget stor del af sin fiktion. Og dertil kommer det underliggende net af ord og vendinger, som han indsatte og afprøvede mellem førnævnte dikotomier. Ordet ’blood’ optræder eksempelvis uhyggeligt mange gange i bogen, det samme gør ord som ’primitive’, ’fierce’ og lignende. Alt sammen ord, der får dyb ideologisk mening hos Howard.

Blod er ikke bare noget, der sprøjter, når sværdet kløver en pandeskal. Blod er et uomgængeligt billede på hele Howards higen efter mening og frihed. Der er både blut und boden-tanker i dette, men også sværmeri for selvopofrelse og det at hengive sig helt til sine idealer. Og der ligger også mere i dette. Bogen Marchers of Valhalla demonstrerer nemlig den nærmest stream of consciousness-lignende kredsen om de samme ord og vendinger, der iscenesættes i konstant vekslende mønstre. Bogen er nærmest en form for kalejdoskop, hvor barbarisme, blod, vold, opofrelse, død, smerte og stolthed hvirvles sammen i skiftende konstellationer og meninger. Præcis som Howards egne etiske og moralske forestillinger hvirvlede rundt og skiftede fra den ene sammenhæng til den anden i en tumultarisk famlen efter et fast ståsted.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Man kunne utvivlsomt psykologisere en hel del over Howards brug af et i virkeligheden ganske begrænset antal nøgleord med ’blod’ som det absolut vigtigste. En tolkning, der afgjort vil pege på et frustreret og presset menneske. Jeg vil imidlertid mene, at nøgleordene i Howards forfatterskab i mindst lige så høj grad peger mod et længselsfuldt romantisk, nostalgisk verdenssyn. Vel at mærke ikke eskapisme, men en poetisk higen efter drama og mulighed for at bevise sit værd. Bag de bryske kriger-fortællinger gemmer der sig nemlig et følsomt digter-jeg, der drømmer om højstemte begreber som mod, værdighed og stolthed. Begreber der, i fald de nogensinde har eksisteret uden for idealistiske forestillinger, kun dårligt kan udfoldes i en moderne kontekst.

Og Howard var afgjort ikke modernitetens mand. Noget, der synes flot indfanget i “The Grey God Passes” , hvor hedningene til sidst må vige pladsen for kristendommen, der fejer det oldtidige krigersamfund af banen. Hvidekrist sætter en stopper for gamle Odin, og med Odins fald falder den gamle verden, Howard havde drømt sig frem til. Fortællingen er melankolsk og beretter om et samfund, der bliver roligere og mindre brutalt, men som samtidig mister poesien. Et samfund, der er på vej til at blive til det, som Howard så uden for vinduet fra værelset på første sal i forældrenes hus, hvor han indestængt sad og skrev.

Magazine of Horror, vol. 3, nr. 6, november 1967. Bladet hvor novellen "Out of the Deep" er trykt

Magazine of Horror, vol. 3, nr. 6, november 1967. Bladet hvor novellen “Out of the Deep” er trykt

 

Og her kommer vi tilbage til “Marchers of Valhalla”, for novellen synes nærmest symbolsk at indfange hele Howards romantiske drøm. Valhal, stedet, hvor de faldne krigere bliver hentet hen og får til lov igen og igen at opleve slagmarkens heltegerninger frem til verdens sammenbrud, er nemlig Howards himmelske Jerusalem. Slagmarken er for Howard den metaforiske legeplads, hvor menneskets energi, skønhed og mening udfoldes. Det er her mennesket sættes fri og beviser sit værd, her mennesket kan vise, hvem det er og stå frem i sin reneste form. Heltemodet dør aldrig hos Howard, fordi krigen løfter krigerne ud af det ordinære og ind i det mytiske Valhal, hvorfra deres beretning vil blive gentaget igen og igen.

Med Marchers of Valhalla kan man, som sagt, komme ind under huden på Howard. Som spændingslitteratur kan du sikkert finde bedre antologier, men ikke desto mindre må historier som “The Grey God Passes”, “For the Love of Barbara Allen” og “The Valley of the Lost” regnes blandt hans bedre og absolut fin læsning.

Weird Tales, september 1938. Bladet hvor novellen "A Thunder of Trumpets" blev trykt første gang

Weird Tales, september 1938. Bladet hvor novellen “A Thunder of Trumpets” blev trykt første gang

I min optik er Howard trættende i længden; han skal tages i små doser. Men her, i bidder, er han et forbløffende stærkt bekendtskab. Men hvad der måske er endnu vigtigere end historiernes underholdningsværdi, er, at Howards forfatterpersonlighed. Noget der så tydeligt gennemsyrer alt, hvad han skrev, og bliver ved med at stråle i al dens poetiske, romantiske klarhed. Det hæver ham højt over mange, mange forfattere og gør, at vi må, kan og skal blive ved med at læse hans sagaer.

 

Novellerne:

“The Grey God Passes”

“A Thunder of Trumpets”

“Marchers of Valhalla”

“Sea Curse”

“Out of the Deep”

“The Thunder-Rider”

“For the Love of Barbara Allen”

“The Valley of the Lost”

4 kommentarer

Filed under Novellesamling

Det rene barbari

Paperback, Popular Library 1970

Paperback, Popular Library 1970

Robert E. Howard tog alt der karakteriserede barbarbegrebet og transformerede det rå, uciviliserede og voldsomme til tegn på autencitet, oprigtighed og frihed. Det tog ham flere forsøg før Conan langt om længe trådte frem på pulpbladenes sider, men en dag var han der pludselig. En antihelt der udfordrede de kultur- og civilisationsværdier, som vi normalt omgiver os med. Fuld af foragt for blødsødenhed, voksede Conan sig til en af de væsentligste skikkelser fantasylitteraturen har frembragt, og barbarens afkom blev talrigt.

Paperback, Warner Books 1979

Paperback, Warner Books 1979

Allerede i Howards samtid begyndte man at plagiere Conan, men det var først med den store Howard/Lovecraft-renæssance i 60’erne, at det vi i dag kan kalde barbargenren for alvor kom i gang. Det var i hvert fald her, at den ene mere åbenlyse Conan-pastiche efter den anden blev udgivet og sådan har det faktisk været lige siden.

Hardcover, Berkley Putnam 1977

Hardcover, Berkley Putnam 1977

Jeg har en stor svaghed for barbargenren og alt klassisk Sword & Sorcery for den sags skyld. Barbargenren er imidlertid noget særligt. Når den er bedst, udfordrer den god smag og enhver form for politisk korrekthed med sin brutalitet og bloddryppende poetik. Sådan var det hos Howard, der i ny og næ lod sine ungdommelige magtfantasier løbe af med sig, og andre har siden grebet dette.

Paperback, Warner Books 1978

Paperback, Warner Books 1978

Barbaren er stærkere og renere end de korrumperede samfund han rejser igennem, og det giver ham retten til at se stort på lov, orden og menneskeliv. Han kan stjæle, dræbe, voldtage og gøre som han vil fordi han er et bedre menneske end de andre. Det er i hvert fald den filosofi, som Howard og hans senere disciple svøbte i tonstunge, muskelsvulmende mandekroppe. Den slags gør indtryk på drengeværelserne, hvor barbaren som frihedsmetafor går lige i blodet. Det gjorde den i hvert fald hos mig, da jeg læste Howard for første gang for snart længe siden.

Hardcover, Tor 2002

Hardcover, Tor 2002

God barbarfiktion følger Howards vej, men desværre er det de færreste, der har lyst eller tør gå linen ud. De får kolde fødder på grund af det amoralske og bøjer af for konventionerne og nedtoner Howards konfronterende stil. Barbaren bliver derved blødsøden og ligner pludselig en ganske ordinær helt – vel at mærke en letpåklædt en af slagsen – men ikke desto mindre en ganske almindelig hovedperson. Derved bliver barbaren desværre en ligegyldig karnevalsfigur og nærmest noget parodisk. Den hårde Howard-skoles barbar er imidlertid fortsat overmennsket vi alle frygter, hader og elsker. Han er en dybest set en modbydelig figur, men også et fantastisk, vrangvendt billede på os selv.

Paperback, Warner Books 1978 (2)

Paperback, Warner Books 1978

Det fordrer hensynsløshed, at skrive om barbaren, og måske mere is i maven end mange fantasyforfattere har – især nu om dage, hvor barbaren efterhånden er blevet helt ligegyldig. I hvert fald kan du i dette indlæg se et utal af fine barbarforsider, der lover meget, men viser sig at være ganske blodfattige og konforme i indholdet. Det er for mig at se et forræderi i forhold til både genren og læseren. Barbaren er nemlig alt andet end ordinær.

Paperback, Ace Books 1962

Paperback, Ace Books 1962

I mit univers skal barbaren afsøge grænser og udfordre os med sine stærkt antidemokratiske tendenser. Han skal være en småfascistisk linse, der vender op og ned på rigtigt og forkert og netop derfor bidrager til en forståelse af hvorfor vi selv handler som vi gør og værdsætter de værdier vi har.

Paperback, Warner Books 1976

Paperback, Warner Books 1976

Dertil kommer naturligvis også, at det er uforskammet underholdende, når barbaren først folder sig ud og hamrer fjender ned på stribe i et festfyrværkeri af blod og indvolde – men det er en helt anden snak.

Paperback, Ace Books 1964

Paperback, Ace Books 1964

Paperback, Warner Books  1978

Paperback, Warner Books 1978

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Tor Books 1986

Paperback, Tor Books 1986

Paperback, Ace Books 1976

Paperback, Ace Books 1976

Paperback, Tor Books 1982

Paperback, Tor Books 1982

Paperback, Ace Books 1979 (2)

Paperback, Ace Books 1979

Paperback, Timescape 1983

Paperback, Timescape 1983

Paperback, Ace Books 1979

Paperback, Ace Books 1979

Paperback, Sphere 1977

Paperback, Sphere 1977

Paperback, Ace Books 1983

Paperback, Ace Books 1983

 

Paperback, Sphere 1977

Paperback, Sphere 1977

Paperback, Bantam 1977

Paperback, Bantam 1977

Paperback, Signet Books 1988

Paperback, Signet Books 1988

Paperback, Bantam Books 1978

Paperback, Bantam Books 1978

 

Paperback, Pyramid 1971

Paperback, Pyramid 1971

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Popular Library 1976

Paperback, Popular Library 1976

Paperback, Berkley Books 1971

Paperback, Berkley Books 1971

Paperback, Popular Library 1970 (2)

Paperback, Popular Library 1970

Paperback, DAW 1977

Paperback, DAW 1977

 

Paperback, New English Library 1971

Paperback, New English Library 1971

Paperback, DAW Books 1981

Paperback, DAW Books 1981

Paperback, Manor Books 1977

Paperback, Manor Books 1977

Paperback, Dell Books 1969

Paperback, Dell Books 1969

Paperback, Leisure Books 1976

Paperback, Leisure Books 1976

Paperback, Dell Books 1970

Paperback, Dell Books 1970

 

Paperback, Leisure Books 1976 (2)

Paperback, Leisure Books 1976

 

 

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Gardner F. Fox, Kothar and the Wizard Slayer (1970): Et tamt farvel til Kothar

Paperback, Unibooks 1970. Som de andre bind i serien er denne fine forside malet af Jeff Catherine Jones

Paperback, Unibooks 1970. Som de andre bind i serien er denne fine forside malet af Jeff Catherine Jones

Med femte bind om barbaren Kothar afsluttede Gardner F. Fox sin fantasyserie. I forrige bind var der ikke antydninger af, at serien lakkede mod enden, og femte bind når da også først henimod slutningen at få karakter af en egentlig afslutning på historien som helhed. Sandt at sige virker det som en eftertanke, at netop dette bind skulle blive det sidste om Kothar, men i betragtning af hvor lidet konsistente de fire første bøger har været, kan det næppe overraske, at det sidste bind har fået et lidt tilfældigt præg, der dybest set er ganske utilfredsstillende.

Historien tager sin begyndelse i en dyster krypt under ørkensandet, hvor Kothar fik spærret sin ærkefjende heksen Red Lori inde i Kothar of the Magic Sword (1969). Da Kothar ved list skaffede sig af med Lori, var det evident, at troldkvinden før eller siden ville finde en måde at vende tilbage på, og det er netop det der sker nu. Hun har nemlig formået at rive sin sjæl fri af kroppen og drage ud i verden i åndeform. Loris krop bliver således tilbage i krypten, mens hun kan rejse frit omkring og tilmed ligne en levende person af kød og blod. Lori opsøger naturligvis Kothar, men det er i første omgang ikke (udelukkende) for at få hævn.

Der er nemlig et vigtigere problem, som Lori forsøger at løse først. En mystisk dødning er begyndt at dræbe troldmænd og magikere over hele verden. Snart er der ikke mere end en håndfuld tilbage, og Lori ved naturligvis godt, at det kun er et spørgsmål om tid, før det bliver hendes tur. Derfor overtaler hun Kothar til at hjælpe sig i forsøget på at finde ud af, hvem der står bag drabene.

Paperback, Unibooks 1970

Paperback, Unibooks 1970

Det bliver startskuddet på en fortumlet rejse, hvor Red Lori fører an. Med sig på rejsen kommer en ung eventyrer, som Kothar har slået pjalterne sammen med, og en smækker danserinde, som Red Lori har tænkt sig at udnytte i et skummelt, magisk ritual. Gradvist får gruppen også følgeskab af en lille gruppe kulørte troldmænd, som søger beskyttelse mod den overnaturlige morder. Sammen stikker selskabet til søs for at finde den sunkne stad, som Afgorkon – den mægtigste troldmand, der nogensinde har eksisteret – levede i. Her mener Lori at kunne finde hjælp og svar. Det er i hvert fald, hvad hun bilder resten af gruppen ind. I virkeligheden har Red Lori ubehagelige planer om morderisk hævn. Men mon ikke den gæve Kothar lugter lunten, før det er for sent?

Kothar and the Wizard Slayer er i bedste fald en ujævn fortælling. Historien drives frem af en blanding af utroværdige lykketræf og ulogiske beslutninger fra hovedpersonernes side, der sætter troværdigheden alvorligt på prøve. Dertil kommer, at det episke plot om troldmænd, der dræbes over hele verden, formidles dårligt og ikke virker synderligt stærkt, fordi den drukner i lange samtaler mellem Kothar og Lori. Faktisk er seriens sidste bind det mest snakkende overhovedet. Handling er der ikke meget af, i stedet disker Gardner Fox op med patosfyldte dialoger om kærlighed, meningen med livet og livslykke.

Trods Kothar-seriens ujævne kvalitet er de fire første bind en pågående fejring af livsnydelse og nuets umiddelbare glæder. Barbaren Kothar, der helt og holdent er modelleret over Conan, æder, drikker og kæmper sig gennem bøgernes sider, mens kvinderne kaster sig for fødderne af den blonde kæmpekriger fra det høje nord. Kothar gør, hvad det passer ham, og Gardner Fox beskriver hans kampe og eskapader med åbenlyse entusiasme. Når serien er bedst, driver siderne med lige dele vin og blod. Og endnu bedre bliver det de steder, hvor Fox også lader okkult mystik og djævlerier snige sig ind i handlingen. Det gør bøgerne særdeles underholdende – ikke på grund af de overordnede eventyr Kother oplever – men takket være de mange enkeltstående episoder, der knitrer af energisk, vildskab og pulpede optrin.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Alt dette er der desværre intet af i seriens sidste bind. Kothar and the Wizard Slayer er en fad omgang, der sidder tilbage som den dydige søster efter ballet. Der males med en pompøst episk pensel i bogen, men Fox kommer aldrig i omdrejninger og efterlader læseren med et værk, der hverken tilfredsstiller rent æstetisk eller som fortælling. Bogen står famlende, nærmest lidt nervøst, uden at finde sin plads noget sted. Historien er ikke udviklet, og sproget savner den energi, der præger de tidligere bind. Måske løb Gardner Fox ganske enkelt sur i serien? Et eller andet skete der i hvert fald mellem fjerde og femte bind, og svaret ligger sikkert i den hastighed, hvormed han fik skrevet bøgerne. Serien var afviklet på kun to år, så tro pokker, at kreativiteten ikke kunne følge med!

Nu er det dog ikke ren elendighed. Gardner Fox er stadigt herligt politisk ukorrekt, som når det eksempelvis fremgår, at vores helt Kothar har voldtaget flere kvinder, uden dette overhovedet problematiseres, og selve slutningen har en nedrig kvalitet, der kun forstærkes gennem den blåøjede, muntre facon, det hele beskrives på. De små amoralske glimt reder romanen fra ren ligegyldighed, men også kun på et hængende hår.

Paperback, Arnoldo Mondadori Editore 1993. Italiensk omnibus-udgivelse med bl.a. Kothar and The Wizard Slayer

Paperback, Arnoldo Mondadori Editore 1993. Italiensk omnibus-udgivelse med bl.a. Kothar and The Wizard Slayer

Kothar and the Wizard Slayer er hverken velskrevet eller synderligt underholdende. Det er en jævnt ligegyldig tekst, der savner kreativt overskud. Selv som Conan-pastiche havarerer bogen, der mest af alt minder om et udførligt referat af en langt større roman, som Gardner Fox ikke havde tid til at skrive. Det er en trist afslutning på serien, der absolut har fine momenter af herligt beskidt barbaraction.

 

For en god ordens skyld får du også alle Jeff Catherine Jones’ fantastiske forsider til serien her igen:

Paperback, Belmont Books 1969. Forsiden er malet af den ikoniske Jeff Catherine Jones

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Belmont Books 1969. Jeff Cathrine Jones har heldigvis også illustreret fordiden på seriens andet bind

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Tower Books 1969. Endnu et bind i serien med en fantastisk forside af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Tower Books 1969

Paperback, Belmont Books 1970. Som de tidligere bind er den fine forside malet af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Belmont Books 1970

 

Paperback, Unibooks 1970. Som de andre bind i serien er denne fine forside malet af Jeff Catherine Jones

Paperback, Unibooks 1970

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Gardner F. Fox, Kothar and The Conjurer’s Curse (1970): Barbarisk og voldsomt

Paperback, Belmont Books 1970. Som de tidligere bind er den fine forside malet af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Belmont Books 1970. Som de tidligere bind er den fine forside malet af Jeff Cathrine Jones

Her er vi kommet til bind fire i serien om barbaren Kothar, der trasker omkring i en fjern, fjern fremtid med det magiske sværd Frostfire ved sin side. Serien har mere eller mindre ændret karakter, hver gang der kom et nyt bind om barbarens eventyr, og det fjerde indlæg er da heller ikke nogen undtagelse. Også denne gang drejer Fox sin fortælling, og faktisk er Kothar and The Conjurer’s Curse (1970) blevet ganske vellykket.

Da vi forlod Kothar i bind tre, var han på vej hjem til det høje nord. Om han fortsat er på hjemrejse i fjerde bind, er uklart – Fox skriver i hvert fald ikke noget om det. I stedet bliver vi kastet in medias res ind i fortællingen, da Kothar slider sig gennem en ørken, stærkt forfulgt af en horde sanddjævle. Vores barbarhelt får i sidste øjeblik øje på en oase, hvor han kan søge ly fra djævlene, og få sider efter er et ny eventyr under opsejling.

I oasen møder Kothar nemlig en sær lille troldmand, der hyrer barbaren til at aflevere en gave til fyrst Herakon. Fyrsten er blevet forhekset af sine rådgivere og har brug for hjælp. Den hjælp skal Kothar overbringe ham for en klækkelig sum. Alene, omgivet af sanddjævle og stegende hed ørken, har Kothar ikke stort andet valg end at påtage sig opgaven, og naturligvis gør han det også gerne, for eventyr er barbarens levebrød!

Paperback, Belmont Books 1970

Paperback, Belmont Books 1970

Dermed begynder en ny opgave for Kothar, der nok en gang sætter ham op imod hekse, troldkarle, dæmoner og blodtørstige fjender. Undervejs mod Phalkar, byen hvor fyrst Herakon har sit hof, frelser Kothar Stefanya fra kætterbålet. Den smukke pige har stået i tjeneste hos troldmanden Elvirom, som nu er død, og med troldmanden borte vil landsbyboerne også skaffe hans tjenerinde af vejen. Kothar har naturligvis hjertet på det rette sted og hjælper pigen, hvilket viser sig at være heldigt, for som handlingen udvikler sig, får hun en helt central rolle.

Kothar and The Conjurer’s Curse er skrevet som en roman, men fremstår i bedste fald som en novelle, der er blevet spækket ud med små optrin, der egentlig ikke har ret meget med hovedhistorien at gøre. Sagen er nemlig den, at vi følger Kothars og Stefanyas rejse mod Phalkar, og undervejs kommer de ud for lidt af hvert. Røverbander skal nedkæmpes, og venskaber bliver knyttet på landevejen.  Vi får endda et tilbageblik til Kothars barndom, hvor det berettes, hvordan den dengang lille barbarknægt bestod sin manddomsprøve med bravur i den nordlige vildmark.

Som fortælling må man nok konstatere, at det fjerde bind i serien om Kothar står noget flimrende. Det er faktisk først i løbet af bogens sidste par kapitler, at den egentlige opgave bliver bragt på bane. Igennem hovedparten af bogen følger vi Kothar, mens han rider fra det ene optrin og ind i det andet. Sagen er imidlertid den, at jeg synes, den eklektiske, episodiske tilgang til eventyret fungerer rigtig godt for Gardner Fox.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Faktisk kommer han med dette tæt på de middelalderlige rejseberetninger og arthuriske gralseventyr, der tjente ham som vigtig inspirationskilde i seriens første bind. Den episodiske struktur giver bogen et strejf af en kompileret legende eller en samling folkeeventyr knyttet løseligt sammen gennem det overordnede plot, der mest af alt fungerer som rammefortælling. Det er et ganske charmerende træk.

Fjerde bind minder i det hele taget en hel del om seriens første derved, at det efter en ganske kort indledning disker op med en lind strøm af blodige konfrontationer og spændingssekvenser. Kothar når knap at puste ud, før han står i næste problem. Skulle jeg imidlertid udpege et sted, hvor Kothar and The Conjurer’s Curse for alvor skiller sig ud fra de tidligere bøger i serien, så er det i graden af voldsomhed.

Dette bind er ganske enkelt det indtil videre mest brutale. Det flyder med blod, tarme, afhuggede lemmer og hjernemasse på siderne. Kothar hakker sig gennem sine utallige modstandere, godt hjulpet på vej af de kulørte venner han får sig i løbet af rejsen mod Phalkar. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Der sker voldtægt i bogen, og Kothar er vidne til, at en røverbaron og hans bande bliver korsfæstet. Noget vi vel at mærke får ganske levende beskrevet.

Paperback, Mondadori Editore 1992. En italiensk oversættelse af seriens fjerde bind - de tre tidligere blev ikke oversat, hvilket er en smule spøjst

Paperback, Mondadori Editore 1992. En italiensk oversættelse af seriens fjerde bind – de tre tidligere blev ikke oversat, hvilket er en smule spøjst

Der sker med andre ord en forråelse af Kothar-serien, der giver teksten en helt anden valør end de tidligere. Siderne emmer af blod og sved, blandet med altid nærværende lumre beskrivelser af de halv- og helnøgne kvinder Kothar møder. Hvor det forrige bind trak på sen-60’ernes okkulte fascination, går Kothar and The Conjurer’s Curse andre veje. Det sanselige, livsnydende, som ligeledes har været fremherskende tidligere, har måttet vige for skildringen af kamp og konfrontation. Vel at mærke ikke heroiske slag, nej, her handler det om beskidte sammenstød mellem skumle typer.

Kothars verden flytter sig dermed langt væk fra den velfriserede fantasy af Tolkien-skolen og leverer i stedet et nihilistisk kampbrøl, hvor Fox’ hovedpersoner kæmper for guld og betaling, korsfæster deres modstandere og stort set ikke adskiller sig fra de fjender, de nedkæmper. Grænsen mellem helt og skurk er flydende i Kothar and The Conjurer’s Curse, og det gør bogen herligt kompromisløs og moralsk anløben.

Du skal ikke lære noget af Kothar; Gardner F. Fox vil ikke påvirke sin læser. I stedet skaber han et eskapistisk vindue ind i en verden, hvor læseren kan udleve sine eventyrfantasier og sætte sig i barbaren Kothars blodige sted. Teksten er uprætentiøs og litterært mangelfuld, men hold op hvor ligger der meget mere saft og kraft i disse sider end i hovedparten af al den episke omgang selvsving, der udgives som fantasy i dag.

Nu må vi se, hvordan Gardner Fox får afsluttet serien, når jeg vender tilbage med femte og sidste bind om Kothar.

1 kommentar

Filed under Roman

Gardner F. Fox, Kothar and the Demon Queen (1969): Pulp, mystik og sanselighed

Paperback, Tower Books 1969. Endnu et bind i serien med en fantastisk forside af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Belmont/Tower Books 1969. Endnu et bind i serien med en fantastisk forside af Jeff Cathrine Jones

Jeg var skuffet over andet bind i serien om barbaren Kothar. Alt, der gjorde første bind godt, var forsvundet i seriens fortsættelse. Det eneste, der stod tilbage i bog to, var et uopfindsomt Conan-plagiat, der savnede saft og kraft. Seriens tredje bind blev udsendt i ’69, samme år som de to tidligere bøger, men hæver sig heldigvis over den nedslående forgænger.

Med tredje bind går Gardner Fox til opgaven på en ny måde. Tidligere blev beretningen om Kothar og det magiske sværd Frostfire fortalt gennem noveller. Sådan er det ikke i tredje bind, der er en kort roman. Det sporskifte har åbenbart virket inspirerende på Fox, men før jeg går videre, må vi hellere lige få lidt ord på handlingen.

Da vi forlod Kothar sidst, havde han netop fået spærret heksen Red Lori inde i en krypt under Aegyptons sandørken. Dermed er vores barbarhelt blevet af med sine vigtigste fjender og kan nu ånde lettet op. Gennem de to første bind rejste Kothar sydpå, men nu vender han næsen hjemad mod det høje nord, hvor han oprindelig kommer fra.

Paperback, Tower Books 1969

Paperback, Belmont/Tower Books 1969

For at klare dagen af vejen beslutter Kothar sig for at gå i tjeneste hos heksedronningen Candara, der har brug for en kriger til at udføre en mission for hende. For år tilbage fik Candara stjålet et magisk afgudsbillede fra sit kammer, der virkede foryngende på sin ejer. Candara vil nu have sin figur tilbage, og Kothar er naturligvis manden, der må gøre det. Sagen er bare den, at gudestatuetten blev stjålet af borgherren Tor Domnus, der står i ledtog med dæmonen Azthamur. Det er med andre ord mægtige kræfter, Kothar skal op imod, men det tager han nu helt roligt.

Der kommer imidlertid mere, for som det allerede afsløres i første kapitels åbning, er det ikke kunCandara, der interesserer sig for gudefiguren. Den ældgamle nekromantiker Mindos Omthul har ligeledes et godt øje til figurens magiske kræfter, og han begynder stille og roligt at manipulere ikke alene Kothar, men alle de involverede i historien. Der er med andre lagt i ovnen til højspændt rænkespil og udspekuleret sort magi.

Seriens tredje bind er først og fremmest uforskammet underholdende. Kothar tumler fra den ene fjende til anden og udsættes konstant for halsbrækkende farer. Sværd og magi lyner snart sagt på hver side, og alle, der har blot det mindste svage punkt for den slags pulpede eventyr, vil helt sikkert være henrykt over den umiddelbare fortælleglæde, som Fox har svunget sig op til.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Bogen er imidlertid også interessant af andre grunde. Allerede i åbningskapitlet, hvor den onde magiker Mindos Omthul kogler i sit troldkammer, får vi indgående beskrivelser af hans diabolske ritualer. Han drikker jomfrublod, tegner pentagrammer og leger med dæmoniske kræfter. Robert Howard var naturligvis med til at danne skabelonen for alt dette, men der løber tydeligvis noget mere med i Gardner Fox’ beskrivelser. For mig at se kan der nemlig ikke være nogen tvivl om, at hele den okkulte bølge, der ramte populærkulturen i slutningen af 60’erne, klinger med i dette bind af Kothar-serien.

Den sorte magi er pludselig blevet mere dyster og indgående beskrevet. Den fylder mere og har fået et langt stærkere, rituelt udtryk. En form for realisme om man vil, der afgjort minder om sen-60’ernes forestillinger om sataniske messer og hekseritualer. Både fans af ”dark fantasy” og horror vil derfor afgjort føle sig hjemme i Kothars univers, som det er skildret her.

Mens bogens okkulte understrøm er med til at definere romanens grundtone, er der imidlertid et greb, som slår tydeligere igennem. Hele romanen er gennemsyret af en bemærkelsesværdig sanselighed, der gør beretning om Kothar forbløffende nærværende. Igen må man nok konkludere, at Gardner Fox stilistisk har været på rov hos Howard, men ikke desto mindre gennemfører Fox sit greb særdeles godt.

Paperback, Leisure Books 1973

Paperback, Leisure Books 1973

Romanens sider svulmer med beskrivelser af dufte og følelsesindtryk. Der er naturligvis masser af blod, sved og tårer, men det går også ned i detaljen. Den måde, der bliver spist på eksempelvis. Kothar griber maden med fingrene, tager store mundfulde, hælder vinen ned osv. Fox har et blik for beskrivelsernes taktilitet, der gør Kothar til andet og mere end bare en barbarfigur. Kothar bliver en metafor for den fysiske nydelse og selve barbartilværelsen et udtryk for evnen til at hengive sig til øjeblikket. Vi nærmer os med andre ord ting, der var oppe i tidsånden i 60’erne, og Fox var utvivlsomt klar over dette. Måske har vi derfor også fat i noget af det, der gjorde hele barbarfantasy-genren så populær i 60’ernes anden halvdel.

Let me live deep while I live; let me know the rich juices of red meat & stinging wine on my palate, the hot embrace of white arms, the mad exultation of battle when the blue blades flame crimson, and I am content” lyder budskabet i Howards Conan-fortælling “Queen of the Black Coast” (1934), og Fox har i den grad gjort buddet til sit lovord.

Weird Tales, maj 1934. Det nummer hvor Robert Howards “Queen of the Black Coast” udkom første gang

Weird Tales, maj 1934. Det nummer hvor Robert Howards “Queen of the Black Coast” udkom første gang

Kothar and the Demon Queen er ikke skrevet til hjernen, den er skrevet til sanserne. Den er skrevet, så bogen lader sin læser tage på rejse i barbarens krop og opleve nuets intensitet, uden at skulle tænke på det, der var eller det, der kommer. Med Korthar overlader Fox sin læser til sanseapparatet og udmaler et eventyr, der mindst lige så meget udspiller sig i indtrykket af verden som i selve handlingen. Det er ganske enkelt fremragende formidlet, om end det både er overgjort og burlesk. Men det er måske netop pointen. Fox lader os svælge i forbudne frugter og drømme os bort fra rationalitetens spændetrøje.

Der er ikke de store referencer til de tidligere bind i Kothar and the Demon Queen, der vel egentlig fungerer som en selvstændig roman. Måske det er noget, der fortsætter i næste bind, om end jeg har stærkt på fornemmelsen, at troldkvinden Red Lori ikke forbliver indespærret i Aegyptos. Vi får se i næste bind.

2 kommentarer

Filed under Roman