Tag Archives: Barbar-fantasy

Jeffrey Lord, Blade bd. 3. Jewel of Tharn (1969): Ved ‘the bitch-Goddess’’ hof

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Da vi forlod den engelske superagent Richard Blade sidst, var han ved at blive forlovet og måske falde til ro, men som det viser sig nu, lader hans arbejde med udforskningen af Dimension X ikke kombinere med et privatliv. Blade er dermed blevet single igen, og da tredje bind åbner, er det helt anderledes problemer han konfronteres med. Det tophemmelige projekt med dimensionsrejser mangler nemlig penge, og Blades chefer må derfor gå til premiereministeren i Downing Street med hatten i hånden.

Efter lidt palaver besluttes det at støtte projektet med penge fra en hemmelig kasse, som parlamentet ikke kender noget til. Temmelig fordækt, må man sige, men mindst lige så spøjst er det, at projektet bliver omtalt som afgørende for Englands fremtid. Ja-jo, muligheden for dimensionsrejser er jo temmelig utrolig, men det er efter tre bind i serien forsat ganske uklart, hvad Blades rejser ind i det ukendte egentlige går ud på. Han tager intet med sig tilbage fra rejserne, og glemmer, hvad han oplever, så erfaringsindsamlingen bliver temmelig sparsom. Med lad det ligge.

I Jewel of Tharn havner Blade i en døende verden ikke ulig noget, som vi kender hos Jack Vance. Han lander her, som altid, midt i en højspændt konflikt. Denne gang står fronterne mellem et højtudviklet, aggressivt og dominerende matriarkat, der sidder på magten, og en samling vilde stammefolk, som lever på sletterne for foden af kvindernes højtrejste stad. I Tharn, som denne verden hedder, går der legender om en messiasfigur kaldet Mazda, der skal komme og forny alt. Ingen er naturligvis i tvivl om, at superstærke Blade er denne Messias. Selvfølgelig er han det.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Sagen er den, at århundrederne har tømt Tharns mænd for potens. De fleste er blevet reduceret til sterile, androgyne skabninger – såkaldte ”neutrons” – der lever som slaver, mens de herskende kvinder holder resterne af de endnu knap og nap potente mænd fanget i et bogstaveligt guldbur. Her bliver de udpinte, kummerlige mænd udnyttet som sexslaver i en form for ritualiseret voldtægt, der nydelsesløst sikrer, at befolkningen kan forøges.

Det er derfor også klart, at ultrapotente Blade gør indtryk, da han nøgen træder ind på scenen og hurtigt kommer i kontakt med både matriarkatets dronning og barbarernes høvdinge. Alle vil øjeblikkeligt i kanen med Blade, som da barbarkvinden Totha tager herlighederne i øjesyn: ”The impact of her eyes was a physical thing, crawling over his flesh like insects that excited instead of repulsing him. They rested for a long time on his groin and her lips moved in what could only have been anticipation.” (s. 71)

Man kan genkende en hel del Robert E. Howard-stof i historien. Den dekadente, overmodne kultur, der står for fald, konfronteres med barbarenes rå brutalitet. Civilisation kontrasteres med utøjlet vildskab og så fremdeles. Howard kredsede konstant om den slags, og Manning Lee Stokes, der stadig i dette bind gemmer sig bag aliasset Jeffrey Lord, dykker ned i det samme.

Paperback, Macfadden-Bartell 1969. Romanens 1. udgave

Ud af de første tre bind er Jewel of Tharn indtil videre det bedste. Romanen har al vildskaben og morskaben fra første bind, og det sammenhængende plot fra andet bind, hvilket skaber en særdeles festlig omgang sølvalderpulp, der formår ikke bare at få læseren til at trække på smilebåndene, historien udfordrer også den moderne læser med sine beskrivelser og sprogbrug.

Bogen er naturligvis vild og blodig – Blade har eksempelvis en fantastisk, gigantisk tvekamp med en barbar, der strækker sig over et helt kapitel. Der er også en fascinerende sammenblanding af fantasy og science fiction i historien; det viser sig, at kvindecivilisationen dybest set er kontrolleret af en ældgammel computer (Jack Vance igen) og dennes androider, der over tid har fået rollen som ypperstepræster. Det fungerer ret godt for Stokes, men bogen er først og fremmest en lummer affære, som i: ”Blade began to caress and explore her body… probing deep into that moist sanctum.” (s. 95) Men den har også en for os i dag forbløffende ubekymret sammenblanding af sex og vold.

Da Blade, efter at være blevet hårdt presset, langt om længe forsøger at få overtaget igen, voldtager han kvindernes dronning, fordi det eneste, hun trænger til (tænker Blade), er en rigtig mand. Det får hun i den grad i en ekstremt grafisk skildring af seksuel vold, som nok vil få de fleste til at spærre øjnene op.

If this bitch-Goddess, this High-Priestess of coi wanted coi, he could damned well give her coi. He would kill her, all right. He would slay her with the only weapon he had. (s. 134.)

Jewel of Tharn er på den led utroligt provokerende og voldsom på sin egen enfoldige facon. Men præcis denne voldsomhed giver teksten kant og nærvær; den rusker op i sin moderne læser og bliver i virkeligheden langt vildere og mere provokerende end ganske meget moderne genrelitteratur, som forsøger det samme. Det her er ikke fredsommelig pulp eller latterlig rollespilsfantasy, men en grim skildringen af en fascistoid maskulinitet, som på alle måder er forkert, uanstændig og fornærmende. Præcis derfor er det også stærkt fascinerende læsning; det åbenlyse forkerte ved bogen gør den dragende. Den dybest set konservative romanfigur Blade er med tiden blevet til noget rebelsk antagonistisk i sin insisteren på at give den stærke retten til at agere, som han vil.

Paperback, Plon 1976. Blade på fransk

Hvor Blade i ´69, da bogen udkom, var en eskapistisk vision om manden, der sendes til en verden fyldt med liderlige kvinder, er han i ’19 blevet til en outsiderfigur, som opererer uden for de sociale konventioners regi. Blade gør, hvad han vil, fordi han kan. Han gør forbudte ting og udgør den diametrale modsætning til de stærke heltinder, der befolker genrelitteraturen i dag. Ikke at det i sig selv er godt, men der er unægteligt noget befriende ved litteratur, der afsøger de yderste grænser og siger alt det forkerte, fordi det skaber en form for afklaring af vores egne værdier og tanker. Der er med andre ord noget klargørende eller terapeutisk i at lade sig provokere af en bog som denne.

Men, med det sagt, er Jewel of Tharn først og fremmest en forbistret underholdende omgang absurd pulp, der med sin groteske form afgjort har formået at ruske lidt op i mig.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 2. The Jade Warrior (1969): Kineserier i Dimension X

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Så er det blevet tid til at se nærmere på andet bind i serien om Richard Blade; den supertrænede, hemmelige agent, der rejser ind i Dimension X for den engelske regering. Første bind var en grotesk og underholdende omgang skraldelitteratur. De bizarre scener kom som perler på en snor, og handlingen var ikke stort andet end et langt påskud for at få det halvnøgne muskelbundt Blade i lag med så mange kvinder som muligt. Det er klart, at den slags må sætte forventninger højt hos enhver fornuftig læser. Med andet bind viser det sig imidlertid, at Manning Lee Stokes, forfatteren, der gemmer sig bag aliasset ”Jeffrey Lord”, havde andre ting i tankerne.

The Jade Warrior begynder, da Blade slapper af med sin forlovede i en idyllisk hytte ude ved kysten. Den unge dame presser på for at få høre mere om Blades hemmelighedsfulde liv og arbejde, men han nægter. Han kan og vil ganske enkelt ikke afsløre noget om sin rolle som agent og Dimension X. I stedet kan Blade proklamere sin store kærlighed til pigen, hvilket lukker munden på hende, og alt er godt. Det vil sige næsten, for knap er amorinerne luftet før Blade må tage til London – Dimension X kalder med en ny opgave. Blade må afsted i en farlig fart; hvorfor får vi aldrig helt at vide, men det er formentlig håbet, at han en dag vil få andet med sig hjem fra den fremmede dimension end erotiske eventyr og ar fra slåskampe.

Denne gang havner Blade i en steppeverden, hvor et vældigt slag udfolder sig foran en gigantisk mur. Ryttere belejrer muren, og Blade bliver hurtigt involveret i kampene. Snu og nøgen som han er, snupper han en rustning fra en falden kriger, og snart viser det sig, at det er selve storfyrstens rustning, som han har hugget. Dermed begynder et langvarigt eventyr, hvor Blade må balancere sin støtte til den civiliserede kultur på den ene side af muren, og de bestialske rytterfolk, som lever på den anden side. Begge parter i den tilsyneladende evige strid er lige lumske og skrupelløse, hvorfor Blade efter bedste evne forsøger at holde sig neutral. Det er naturligvis i sidste ende helt umuligt, ikke mindst fordi Blade hopper i kanen med prinsesser på begge sider af muren, og dermed bliver dybt indviklet i de to hoffers intriger.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Her er det så, at læseren formentlig tænker ”hmmm, kunne det mon være en form for Kina, som Blade er havnet i?” og svaret er absolut ja. Faktisk gør Jefferey Lord/Manning Stokes omtrent alt for, at vi skal forstå, hvad det er for to kulturer, som her støder sammen foran muren. Det besynderlige er imidlertid, at Blade på intet tidspunkt reflekterer over dette. Han stiller sig komplet uforstående over for alt, hvad han møder, endda selvom han modsat den første bog ikke har mistet sin hukommelse under rejsen ind i Dimension X. Ja, man kan vel nærmest kalde det for en form for selektivt hukommelsessvigt, som Blade praktiserer.

Selektivt, fordi Blade ikke bruger så lidt tid hos de to prinsesser på hver side af muren. Den ene behandler ham som prins, den anden som sexslave, og han får endda et barn med den ene af kvinderne, hvilket alt sammen sker uden, at den store fyr sender bare så meget som en enkelt varm tanke til sin stakkels forlovede, som han havde proklameret sin kærlighed til i begyndelsen af bogen. Hvad der sker i Dimension X, er åbenbart noget, der bliver i Dimension X.

Der er en solid dosis kamp og kage i The Jade Warrior, men der er mindre af det end i første bind. Bogens tone er tungere og mere alvorlig, Manning Stokes gør mere ud af de kulturer, som Blade møder, og handlingen hænger rent faktisk sammen. Der gør alt sammen, at The Jade Warrior langt fra er så dum og festlig som The Bronze Axe. Ikke at man kan kalde seriens andet bind for seriøs litteratur; man kan nærmere blot konstatere, at Stokes denne gang havde en mere konsistent vision for sit pulpeventyr.

Paperback, Macfadden-Bartell 1969. Romanens 1. udgave

På den ene side er det ærgerligt, for Blade bliver en hel del mere ordinær, når han ikke vader fra det ene skøre påfund til det andet, men omvendt er det lykkedes for Stokes med The Jade Warrior at skabe en form for hårdkogt, eksotisk actionfortælling, hvor Blades kamp og eventyr betyder lidt mere. Der er rent faktisk noget på spil i handlingen; Blade udfordres og presses af sine modstandere. Netop det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Det giver serien lidt mere pondus, uden at den bliver kedelig, og Stokes har fortsat tilpas megen dum dialog, forloren prosa og så mange overskruede situationer til at serien ikke kan forveksles med noget alvorligt.

The Jade Warrior viser dermed en ny og mere ambitiøs side af Blade-serien, som jo tyder på en lidt større spændvidde i historierne, end jeg egentlig havde regnet med. Seriens andet bind er, præcis som første bog, relativt lang set i forhold til genren, og The Jade Warrior er vel også for lang for sit eget bedste, men af en eller anden grund blev romanen i højere grad hængende hos mig end det første eventyr. Den gjorde i hvert fald indtryk på en anden måde, og derfor er jeg stadig spændt på at se, hvordan ”Jeffrey Lord” kommer til at udfolde sine eventyr i de næste bind af serien. Det må vi se på i senere indlæg.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 1. The Bronze Axe (1969): Wham bam thank you mam…

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Nu skal vi et dyk helt ned i genrelitteraturens mest vulgære, underlødige og fladpandede dynd, hvilket ikke er så lidt underholdende. Mest af alt fordi vi her er vidner til lige dele utøjlet galskab og dumhed, leveret uden skyggen af selvironi.

Pulplitteraturen vendte for alvor tilbage i 60’ernes anden halvdel, hvor gamle koryfæer udkom i nye paperback-antologier, der gik som varmt brød blandt de unge læsere. Der var imidlertid også et ældre læsersegment, som var interesserede i sværdsvingende muskelmænd og gæve, intergalaktiske rumhelte. Af den grund begyndte flere forlag hurtigt at udsende serier med nyskrevne historier til et lidt mere modent publikum, hvilket dybest set vil sige bøger med højt og bramfrit indhold af sex og vold. Altså bøger, der beskrev meget af det, som den oprindelige pulplitteratur kun kunne antyde eller gengive i floromvundne vendinger.

En af de markante serier i den sammenhæng er forlaget Pinnacles romaner om den engelske agent Richard Blade. En langlivet serie, der først blev påbegyndt hos Macfadden Books i ’69, men senere overtaget af Pinnacle. Takket være et ganske enkelt greb var serien i stand til at være forbløffende varieret uden at ændre ved grundkonceptet. Præmissen for Blade-serien er nemlig, at den geniale videnskabsmand Lord Leighton har skabt en supercomputer, der skal stå til rådighed for den britiske efterretningstjeneste.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Formålet med computeren er ikke helt klart, men mennesker kan koble sig til den og derved blive sendt til Dimension X, og hver bog udspilles sig således i en ny del af denne dimension. Hvorfor det skulle være nyttigt, er ikke helt klart, men det antydes, at man måske i det fremmede vil kunne finde viden eller ting, der kan hjælpe den britiske regering. Richard Blade, agent i en tophemmelig enhed, bliver af sin chef ”J” (nej, ikke ”M”) udvalgt som forsøgskanin og befinder sig efter kun fire sider allerede i Dimension X. Jeffery Lord, et forlagsalias, spilder dermed ikke tiden på unødig palaver. Manden bag navnet er i øvrigt her sleaze-mesteren Manning Lee Stokes.

Blade lander i en vildsom fantasyverden med vikinger, barbarer og kannibaler. Knap landet, nøgen, opdager han en smækker pige – en prinsesse forstås – i nød. Prinsesse Taleen angribes af blodtørstige, ulvelignende væsner, men heldigvis har hun et sværd, som hun kan give til supermennesket Blade. Dermed er Blades eventyr ind i en fremmedartet verden kaldet Alb begyndt. Han tumler fra den ene kamp til den anden seng og så tilbage igen, alt imens han på en eller anden måde har fået viklet sig ind i en intrige omkring prinsesse Taleen og en vikingelignende barbar af en høvding.

En væsentlig detalje, som kort bør nævnes, er i øvrigt, at Blade delvist har mistet sin hukommelse, da han kommer til Alb. Han har derfor alle sine nyttige færdigheder – blandt andet våbentræning fra ”The Medieval Club” i London, men han husker kun vagt sit egentlige liv i England, hvorfor han naturligvis kan kaste sig helhjertet ind i Albs fristelser uden at føle snerrende bånd hjemmefra.

Paperback, MacFadden 1969. Romanens 1.udgave

Det hele er ganske dumt og grænsende til det meningsløse, men Lord formår at fange noget af Robert E. Howards lyriske tilgang til kamp og tempo. En scene, som den første kamp mellem Blade og ulvene, er eksempelvis et godt bud på en intens pulplitteratur, der formår at gribe sin læser, vel vidende, at Blade naturligvis vil gå uskadt ud af det hele. Sådan er spillereglerne.

Desværre er The Bronz Axe en titel, der henviser til vikingernes ledersymbol, alt for lang for sit eget bedste. Selvom Blade render ind i den ene modstander efter den anden og slagter dem så blodet sprøjter, hjernemassen vælter ud og maver skæres op; på trods af, at han går i seng med en perlerække af smukke kvinder og endda bliver voldtaget i en lettere ubehagelig scene af en gammel troldkvinde, bliver det hele langtrukkent og mister det tempo, som bogen egentlig sælger sig på.

Om ikke andet kan man derfor muntre sig med bogens kulørte indslag – og dem er der mange af! Man kan eksempelvis notere sig en homoerotisk understrøm, der løber gennem bogen. Blade får således en meget loyal tjener; en mand, som Jeffrey Lord igen og igen udpenslende beskriver som ganske hæslig. Ikke desto mindre holder tjeneren med stor trofasthed fast i Blade, og da de en aften har redet langt, klager Blade over ømme baller, hvorefter hans tjener masserer Blades røv med olie, imens han i rosende vendinger fortæller sin herre, hvor velskabt den er. Lignende optrin er der flere af, hvilket blandes med beskrivelser som denne: ”There was a small linen loincloth hanging on a hook in the wall. Blade stripped and twisted the cloth about his waist. It barely covered his genitals.” (s. 11)

En hurtig smøgreklame har også fundet vej ind i Blades pakkede eventyr

Gang på gang gør Jeffrey lord os opmærksomme på Blades letpåklædte tilstand, og kvinder kan dårligt holde øjnene fra den letpåklædte gigant af en mand. Grundlæggende er The Bronz Axe et stykke sjofelt sword and sorcery, der lever i kraft af sine excesser. Alt i bogen er lånt andre steder fra, men man må give Jeffrey Lord, at sammensmeltningen af Conan og James Bond, som Richard Blade er, er underholdende og uset. Det ændrer imidlertid ikke noget ved det grundlæggende faktum, at bogen er en ulykkelig blanding af vold, sex og tomgang.

Paperback, Kelter 1976. Her har du Blade i tysk udgave

Selvom vi skraber bunden her, må jeg blankt indrømme, at jeg er blevet nysgerrig efter at høre mere om, hvad Blade kommer ud for i den næste bog. Jeg er helt sikker på, at tonen er den samme, men forhåbentlig holder den pusten bedre end den første bog.

Ah, Blade! You are monstrous big. I begin to feel afraid. I am a virgin, Blade. Will it hurt me much?” He led her toward the bed. “It will hurt, Taleen. But not for long, and in the end you will enjoy the hurting. And I will go as gentle as I can.” (s. 208)

 

6 kommentarer

Filed under Roman

Ladyland

Paperback, DAW Books 1979. Michael Whelan har skabt forsiden

Paperback, DAW Books 1979. Michael Whelan har skabt forsiden

Du kan her se de to antologier, som redaktør og forfatter Jessica Amanda Salmonson udsendte i henholdsvis ’79 og ’82. De handler om amazoner og har bidrag fra mere eller mindre alle de fantasyforfattere, som tegnede genren op gennem 90’erne og 00’erne samt lidt ældre navne, der får nyt liv i denne sammenhæng. Det interessante ved antologierne er, at de tager amazone-temaet op og bruger det aktivt som et postmordene værktøj til en heftig kritik, ikke bare af fantasygenrens mandsdominerede fortællinger, men af selve fantasyfortællingens grundstrukturer. Noget, der var ganske tiltrængt i slutningen af 70’erne, hvor imitationerne af Robert E. Howards pulp efterhånden var ved at være slidt til døde.

Paperback, DAW Books 1982. Michael Whelan skabte også denne forside

Paperback, DAW Books 1982. Michael Whelan skabte også denne forside

Set i lyset af den girl power, der indgår i ganske, ganske meget genrefiktion i dag, kan Salmonsons feministiske greb synes næsten lidt komisk forældet, men hendes antologier har været væsentlige, navnlig på den amerikanske genrescene. Emnet optog hende endda i en sådan grad, at Salmonson selv udsendte en hel krigerkvinde-roman i ’82.

Paperback, Tor 1982. Salmonsons krigerkvinde-roman

Paperback, Tor 1982. Salmonsons krigerkvinde-roman

Amazons! og Amazons II er derfor fortsat værd at gå i kødet på, fordi det er bøger som disse, der benytter den heroiske fantasy til noget fornuftigt, hvilket jo er lidt af en sjældenhed i en genre, der normalt kun kan svinge sig op til forlorne allegorier om magtmisbrug og tyranniske politiske regimer.

Jessica Amanda Salmonson (født  6. januar 1950)

Jessica Amanda Salmonson (født 6. januar 1950)

Det sjove er naturligvis, at Salmonsons bøger på en gang gør op med krigerkvinde-tropen, som vi kender den fra eksempelvis Clyde Caldwells forsider, og samtidig formår at hylde amazonernes lange historie i pulpen, der strækker sig på tværs af årtier og genrer – her illustreret med amazone-forsider fra 70’erne.

Paperback, TSR 1988. En Clyde Caldwell-forside af den klassiske slags

Paperback, TSR 1988. En Clyde Caldwell-forside af den klassiske slags

Paperback, Trojan 1972

Paperback, Trojan 1972

Paperback, Fawcett 1974

Paperback, Fawcett 1974

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Robert E. Howard: Marchers of Valhalla (1978): Blodindsmurt patos

Paperback, Berkley Books 1978. Den fine, fine forside er malet af Ken Kelly

Paperback, Berkley Books 1978. Den fine, fine forside er malet af Ken Kelly

Robert E. Howard favnede bredt over pulplitteraturens genrer og nåede i løbet af sit korte liv at udsende et forbløffende stort antal noveller. Howard var afgjort en af de forfattere, der forstod at sno sig på det kulørte bladmarked, og man behøver sådan set kun gå til en af de mange omnibus-udgivelser med Conan-fortællinger for at opdage, i hvor høj grad han opererede med faste skabeloner for historierne. Læst ud i en køre gør novellerne sig af den grund ikke specielt godt, fordi vi kommer for tæt på Howards maskinrum og får mulighed for at kigge ham i kortene. Mulighed for at se støberandene, se de faste vendinger og motiver, se gentagelserne.

I 60’erne, da Howards og navnlig Conans popularitet eksploderede ud over det internationale paperbackmarked, udløste det en voldsom interesse for de andre eventyrlige genrer, som Howard havde beskæftiget sig med. Og Howard fik rent faktisk skrevet en del historier, der på alle måder minder om fortællingerne om Conan, barberenes ubestridte konge. Marchers of Valhalla fra ’78 er præcis en af den type antologier, idet den rummer barbariske noveller uden Conan. Bogen samler imidlertid ikke kun fortællinger om eventyrlig krig og kamp, den fokuserer på Howards tidlige historier.

Paperback, Berkley Books 1978

Paperback, Berkley Books 1978

Marchers of Valhalla er med andre ord et blik på historier fra den unge Howards hånd. Historier, hvoraf to endda aldrig blev udgivet i hans levetid. Og historier, der råt for usødet viser os de byggesten, som forfatteren senere skulle basere sit pulpkongedømme på. Og lad det være sagt med det samme, Marchers of Valhalla rummer passager, der uden videre kan måle sig med det bedste Howard senere skrev, men historierne præges overvejende af mindre rutinerede tekster. De fleste af novellerne er dermed hverken specielt spændende eller velfortalte. Imidlertid er de endda særdeles interessante fra en litteraturhistorisk vinkel, fordi vi kommer tæt på Howards sproglige værktøjskasse og den idealistiske romantisme, der kom til at præge ham gennem hele sit forfattervirke.

Bogens otte historier spænder fra mytiske slag mellem vikinger og keltere i “The Grey God Passes” over western-action i “The Valley of the Lost” til en helt klassisk spøgelsesfortælling i “Sea Curse”. Genremæssigt når vi vidt omkring, men ikke desto mindre forlader vi aldrig det samme fortættede univers. Godt nok skifter miljøerne fra det tågede England til Texas’ støvede prærie, men det er sådan set bare skiftende kulisser for de tematikker, der gennemspilles igen og igen. Det understreges forbilledligt i novellen “Marchers of Valhalla”, der transcenderer sit miljø og fører læseren fra Howards Texas tilbage gennem tiden til en barbarisk fortid, hvor sværdkæmpere vandrede omkring på selvsamme sted.

Berkley lagde fraveplakater i deres Conan-udgivelser. Plakaten er desværre forsbundet fra min udgave af bogen - har dog fundet dette, lidt sølle, billede, hvor man kan se plakaten

Berkley lagde fraveplakater i deres Conan-udgivelser. Plakaten er desværre forsvundet fra min udgave af bogen. Jeg har dog fundet dette, lidt sølle, billede, hvor man kan se plakaten

Og faktisk er novellen, der har lagt navn til hele antologien, et perfekt nedslag for den, der vil ind i Howards univers. Historien er spækket med de dikotomier, som han blev ved med at opstille – potens/impotens, passivitet/handlekraft, by/vildnis osv. Alt sammen begrebskomplekser, som Howard bar med ind i en meget stor del af sin fiktion. Og dertil kommer det underliggende net af ord og vendinger, som han indsatte og afprøvede mellem førnævnte dikotomier. Ordet ’blood’ optræder eksempelvis uhyggeligt mange gange i bogen, det samme gør ord som ’primitive’, ’fierce’ og lignende. Alt sammen ord, der får dyb ideologisk mening hos Howard.

Blod er ikke bare noget, der sprøjter, når sværdet kløver en pandeskal. Blod er et uomgængeligt billede på hele Howards higen efter mening og frihed. Der er både blut und boden-tanker i dette, men også sværmeri for selvopofrelse og det at hengive sig helt til sine idealer. Og der ligger også mere i dette. Bogen Marchers of Valhalla demonstrerer nemlig den nærmest stream of consciousness-lignende kredsen om de samme ord og vendinger, der iscenesættes i konstant vekslende mønstre. Bogen er nærmest en form for kalejdoskop, hvor barbarisme, blod, vold, opofrelse, død, smerte og stolthed hvirvles sammen i skiftende konstellationer og meninger. Præcis som Howards egne etiske og moralske forestillinger hvirvlede rundt og skiftede fra den ene sammenhæng til den anden i en tumultarisk famlen efter et fast ståsted.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Man kunne utvivlsomt psykologisere en hel del over Howards brug af et i virkeligheden ganske begrænset antal nøgleord med ’blod’ som det absolut vigtigste. En tolkning, der afgjort vil pege på et frustreret og presset menneske. Jeg vil imidlertid mene, at nøgleordene i Howards forfatterskab i mindst lige så høj grad peger mod et længselsfuldt romantisk, nostalgisk verdenssyn. Vel at mærke ikke eskapisme, men en poetisk higen efter drama og mulighed for at bevise sit værd. Bag de bryske kriger-fortællinger gemmer der sig nemlig et følsomt digter-jeg, der drømmer om højstemte begreber som mod, værdighed og stolthed. Begreber der, i fald de nogensinde har eksisteret uden for idealistiske forestillinger, kun dårligt kan udfoldes i en moderne kontekst.

Og Howard var afgjort ikke modernitetens mand. Noget, der synes flot indfanget i “The Grey God Passes” , hvor hedningene til sidst må vige pladsen for kristendommen, der fejer det oldtidige krigersamfund af banen. Hvidekrist sætter en stopper for gamle Odin, og med Odins fald falder den gamle verden, Howard havde drømt sig frem til. Fortællingen er melankolsk og beretter om et samfund, der bliver roligere og mindre brutalt, men som samtidig mister poesien. Et samfund, der er på vej til at blive til det, som Howard så uden for vinduet fra værelset på første sal i forældrenes hus, hvor han indestængt sad og skrev.

Magazine of Horror, vol. 3, nr. 6, november 1967. Bladet hvor novellen "Out of the Deep" er trykt

Magazine of Horror, vol. 3, nr. 6, november 1967. Bladet hvor novellen “Out of the Deep” er trykt

 

Og her kommer vi tilbage til “Marchers of Valhalla”, for novellen synes nærmest symbolsk at indfange hele Howards romantiske drøm. Valhal, stedet, hvor de faldne krigere bliver hentet hen og får til lov igen og igen at opleve slagmarkens heltegerninger frem til verdens sammenbrud, er nemlig Howards himmelske Jerusalem. Slagmarken er for Howard den metaforiske legeplads, hvor menneskets energi, skønhed og mening udfoldes. Det er her mennesket sættes fri og beviser sit værd, her mennesket kan vise, hvem det er og stå frem i sin reneste form. Heltemodet dør aldrig hos Howard, fordi krigen løfter krigerne ud af det ordinære og ind i det mytiske Valhal, hvorfra deres beretning vil blive gentaget igen og igen.

Med Marchers of Valhalla kan man, som sagt, komme ind under huden på Howard. Som spændingslitteratur kan du sikkert finde bedre antologier, men ikke desto mindre må historier som “The Grey God Passes”, “For the Love of Barbara Allen” og “The Valley of the Lost” regnes blandt hans bedre og absolut fin læsning.

Weird Tales, september 1938. Bladet hvor novellen "A Thunder of Trumpets" blev trykt første gang

Weird Tales, september 1938. Bladet hvor novellen “A Thunder of Trumpets” blev trykt første gang

I min optik er Howard trættende i længden; han skal tages i små doser. Men her, i bidder, er han et forbløffende stærkt bekendtskab. Men hvad der måske er endnu vigtigere end historiernes underholdningsværdi, er, at Howards forfatterpersonlighed. Noget der så tydeligt gennemsyrer alt, hvad han skrev, og bliver ved med at stråle i al dens poetiske, romantiske klarhed. Det hæver ham højt over mange, mange forfattere og gør, at vi må, kan og skal blive ved med at læse hans sagaer.

 

Novellerne:

“The Grey God Passes”

“A Thunder of Trumpets”

“Marchers of Valhalla”

“Sea Curse”

“Out of the Deep”

“The Thunder-Rider”

“For the Love of Barbara Allen”

“The Valley of the Lost”

4 kommentarer

Filed under Novellesamling

Det rene barbari

Paperback, Popular Library 1970

Paperback, Popular Library 1970

Robert E. Howard tog alt der karakteriserede barbarbegrebet og transformerede det rå, uciviliserede og voldsomme til tegn på autencitet, oprigtighed og frihed. Det tog ham flere forsøg før Conan langt om længe trådte frem på pulpbladenes sider, men en dag var han der pludselig. En antihelt der udfordrede de kultur- og civilisationsværdier, som vi normalt omgiver os med. Fuld af foragt for blødsødenhed, voksede Conan sig til en af de væsentligste skikkelser fantasylitteraturen har frembragt, og barbarens afkom blev talrigt.

Paperback, Warner Books 1979

Paperback, Warner Books 1979

Allerede i Howards samtid begyndte man at plagiere Conan, men det var først med den store Howard/Lovecraft-renæssance i 60’erne, at det vi i dag kan kalde barbargenren for alvor kom i gang. Det var i hvert fald her, at den ene mere åbenlyse Conan-pastiche efter den anden blev udgivet og sådan har det faktisk været lige siden.

Hardcover, Berkley Putnam 1977

Hardcover, Berkley Putnam 1977

Jeg har en stor svaghed for barbargenren og alt klassisk Sword & Sorcery for den sags skyld. Barbargenren er imidlertid noget særligt. Når den er bedst, udfordrer den god smag og enhver form for politisk korrekthed med sin brutalitet og bloddryppende poetik. Sådan var det hos Howard, der i ny og næ lod sine ungdommelige magtfantasier løbe af med sig, og andre har siden grebet dette.

Paperback, Warner Books 1978

Paperback, Warner Books 1978

Barbaren er stærkere og renere end de korrumperede samfund han rejser igennem, og det giver ham retten til at se stort på lov, orden og menneskeliv. Han kan stjæle, dræbe, voldtage og gøre som han vil fordi han er et bedre menneske end de andre. Det er i hvert fald den filosofi, som Howard og hans senere disciple svøbte i tonstunge, muskelsvulmende mandekroppe. Den slags gør indtryk på drengeværelserne, hvor barbaren som frihedsmetafor går lige i blodet. Det gjorde den i hvert fald hos mig, da jeg læste Howard for første gang for snart længe siden.

Hardcover, Tor 2002

Hardcover, Tor 2002

God barbarfiktion følger Howards vej, men desværre er det de færreste, der har lyst eller tør gå linen ud. De får kolde fødder på grund af det amoralske og bøjer af for konventionerne og nedtoner Howards konfronterende stil. Barbaren bliver derved blødsøden og ligner pludselig en ganske ordinær helt – vel at mærke en letpåklædt en af slagsen – men ikke desto mindre en ganske almindelig hovedperson. Derved bliver barbaren desværre en ligegyldig karnevalsfigur og nærmest noget parodisk. Den hårde Howard-skoles barbar er imidlertid fortsat overmennsket vi alle frygter, hader og elsker. Han er en dybest set en modbydelig figur, men også et fantastisk, vrangvendt billede på os selv.

Paperback, Warner Books 1978 (2)

Paperback, Warner Books 1978

Det fordrer hensynsløshed, at skrive om barbaren, og måske mere is i maven end mange fantasyforfattere har – især nu om dage, hvor barbaren efterhånden er blevet helt ligegyldig. I hvert fald kan du i dette indlæg se et utal af fine barbarforsider, der lover meget, men viser sig at være ganske blodfattige og konforme i indholdet. Det er for mig at se et forræderi i forhold til både genren og læseren. Barbaren er nemlig alt andet end ordinær.

Paperback, Ace Books 1962

Paperback, Ace Books 1962

I mit univers skal barbaren afsøge grænser og udfordre os med sine stærkt antidemokratiske tendenser. Han skal være en småfascistisk linse, der vender op og ned på rigtigt og forkert og netop derfor bidrager til en forståelse af hvorfor vi selv handler som vi gør og værdsætter de værdier vi har.

Paperback, Warner Books 1976

Paperback, Warner Books 1976

Dertil kommer naturligvis også, at det er uforskammet underholdende, når barbaren først folder sig ud og hamrer fjender ned på stribe i et festfyrværkeri af blod og indvolde – men det er en helt anden snak.

Paperback, Ace Books 1964

Paperback, Ace Books 1964

Paperback, Warner Books  1978

Paperback, Warner Books 1978

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Tor Books 1986

Paperback, Tor Books 1986

Paperback, Ace Books 1976

Paperback, Ace Books 1976

Paperback, Tor Books 1982

Paperback, Tor Books 1982

Paperback, Ace Books 1979 (2)

Paperback, Ace Books 1979

Paperback, Timescape 1983

Paperback, Timescape 1983

Paperback, Ace Books 1979

Paperback, Ace Books 1979

Paperback, Sphere 1977

Paperback, Sphere 1977

Paperback, Ace Books 1983

Paperback, Ace Books 1983

 

Paperback, Sphere 1977

Paperback, Sphere 1977

Paperback, Bantam 1977

Paperback, Bantam 1977

Paperback, Signet Books 1988

Paperback, Signet Books 1988

Paperback, Bantam Books 1978

Paperback, Bantam Books 1978

 

Paperback, Pyramid 1971

Paperback, Pyramid 1971

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Popular Library 1976

Paperback, Popular Library 1976

Paperback, Berkley Books 1971

Paperback, Berkley Books 1971

Paperback, Popular Library 1970 (2)

Paperback, Popular Library 1970

Paperback, DAW 1977

Paperback, DAW 1977

 

Paperback, New English Library 1971

Paperback, New English Library 1971

Paperback, DAW Books 1981

Paperback, DAW Books 1981

Paperback, Manor Books 1977

Paperback, Manor Books 1977

Paperback, Dell Books 1969

Paperback, Dell Books 1969

Paperback, Leisure Books 1976

Paperback, Leisure Books 1976

Paperback, Dell Books 1970

Paperback, Dell Books 1970

 

Paperback, Leisure Books 1976 (2)

Paperback, Leisure Books 1976

 

 

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Gardner F. Fox, Kothar and the Wizard Slayer (1970): Et tamt farvel til Kothar

Paperback, Unibooks 1970. Som de andre bind i serien er denne fine forside malet af Jeff Catherine Jones

Paperback, Unibooks 1970. Som de andre bind i serien er denne fine forside malet af Jeff Catherine Jones

Med femte bind om barbaren Kothar afsluttede Gardner F. Fox sin fantasyserie. I forrige bind var der ikke antydninger af, at serien lakkede mod enden, og femte bind når da også først henimod slutningen at få karakter af en egentlig afslutning på historien som helhed. Sandt at sige virker det som en eftertanke, at netop dette bind skulle blive det sidste om Kothar, men i betragtning af hvor lidet konsistente de fire første bøger har været, kan det næppe overraske, at det sidste bind har fået et lidt tilfældigt præg, der dybest set er ganske utilfredsstillende.

Historien tager sin begyndelse i en dyster krypt under ørkensandet, hvor Kothar fik spærret sin ærkefjende heksen Red Lori inde i Kothar of the Magic Sword (1969). Da Kothar ved list skaffede sig af med Lori, var det evident, at troldkvinden før eller siden ville finde en måde at vende tilbage på, og det er netop det der sker nu. Hun har nemlig formået at rive sin sjæl fri af kroppen og drage ud i verden i åndeform. Loris krop bliver således tilbage i krypten, mens hun kan rejse frit omkring og tilmed ligne en levende person af kød og blod. Lori opsøger naturligvis Kothar, men det er i første omgang ikke (udelukkende) for at få hævn.

Der er nemlig et vigtigere problem, som Lori forsøger at løse først. En mystisk dødning er begyndt at dræbe troldmænd og magikere over hele verden. Snart er der ikke mere end en håndfuld tilbage, og Lori ved naturligvis godt, at det kun er et spørgsmål om tid, før det bliver hendes tur. Derfor overtaler hun Kothar til at hjælpe sig i forsøget på at finde ud af, hvem der står bag drabene.

Paperback, Unibooks 1970

Paperback, Unibooks 1970

Det bliver startskuddet på en fortumlet rejse, hvor Red Lori fører an. Med sig på rejsen kommer en ung eventyrer, som Kothar har slået pjalterne sammen med, og en smækker danserinde, som Red Lori har tænkt sig at udnytte i et skummelt, magisk ritual. Gradvist får gruppen også følgeskab af en lille gruppe kulørte troldmænd, som søger beskyttelse mod den overnaturlige morder. Sammen stikker selskabet til søs for at finde den sunkne stad, som Afgorkon – den mægtigste troldmand, der nogensinde har eksisteret – levede i. Her mener Lori at kunne finde hjælp og svar. Det er i hvert fald, hvad hun bilder resten af gruppen ind. I virkeligheden har Red Lori ubehagelige planer om morderisk hævn. Men mon ikke den gæve Kothar lugter lunten, før det er for sent?

Kothar and the Wizard Slayer er i bedste fald en ujævn fortælling. Historien drives frem af en blanding af utroværdige lykketræf og ulogiske beslutninger fra hovedpersonernes side, der sætter troværdigheden alvorligt på prøve. Dertil kommer, at det episke plot om troldmænd, der dræbes over hele verden, formidles dårligt og ikke virker synderligt stærkt, fordi den drukner i lange samtaler mellem Kothar og Lori. Faktisk er seriens sidste bind det mest snakkende overhovedet. Handling er der ikke meget af, i stedet disker Gardner Fox op med patosfyldte dialoger om kærlighed, meningen med livet og livslykke.

Trods Kothar-seriens ujævne kvalitet er de fire første bind en pågående fejring af livsnydelse og nuets umiddelbare glæder. Barbaren Kothar, der helt og holdent er modelleret over Conan, æder, drikker og kæmper sig gennem bøgernes sider, mens kvinderne kaster sig for fødderne af den blonde kæmpekriger fra det høje nord. Kothar gør, hvad det passer ham, og Gardner Fox beskriver hans kampe og eskapader med åbenlyse entusiasme. Når serien er bedst, driver siderne med lige dele vin og blod. Og endnu bedre bliver det de steder, hvor Fox også lader okkult mystik og djævlerier snige sig ind i handlingen. Det gør bøgerne særdeles underholdende – ikke på grund af de overordnede eventyr Kother oplever – men takket være de mange enkeltstående episoder, der knitrer af energisk, vildskab og pulpede optrin.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Alt dette er der desværre intet af i seriens sidste bind. Kothar and the Wizard Slayer er en fad omgang, der sidder tilbage som den dydige søster efter ballet. Der males med en pompøst episk pensel i bogen, men Fox kommer aldrig i omdrejninger og efterlader læseren med et værk, der hverken tilfredsstiller rent æstetisk eller som fortælling. Bogen står famlende, nærmest lidt nervøst, uden at finde sin plads noget sted. Historien er ikke udviklet, og sproget savner den energi, der præger de tidligere bind. Måske løb Gardner Fox ganske enkelt sur i serien? Et eller andet skete der i hvert fald mellem fjerde og femte bind, og svaret ligger sikkert i den hastighed, hvormed han fik skrevet bøgerne. Serien var afviklet på kun to år, så tro pokker, at kreativiteten ikke kunne følge med!

Nu er det dog ikke ren elendighed. Gardner Fox er stadigt herligt politisk ukorrekt, som når det eksempelvis fremgår, at vores helt Kothar har voldtaget flere kvinder, uden dette overhovedet problematiseres, og selve slutningen har en nedrig kvalitet, der kun forstærkes gennem den blåøjede, muntre facon, det hele beskrives på. De små amoralske glimt reder romanen fra ren ligegyldighed, men også kun på et hængende hår.

Paperback, Arnoldo Mondadori Editore 1993. Italiensk omnibus-udgivelse med bl.a. Kothar and The Wizard Slayer

Paperback, Arnoldo Mondadori Editore 1993. Italiensk omnibus-udgivelse med bl.a. Kothar and The Wizard Slayer

Kothar and the Wizard Slayer er hverken velskrevet eller synderligt underholdende. Det er en jævnt ligegyldig tekst, der savner kreativt overskud. Selv som Conan-pastiche havarerer bogen, der mest af alt minder om et udførligt referat af en langt større roman, som Gardner Fox ikke havde tid til at skrive. Det er en trist afslutning på serien, der absolut har fine momenter af herligt beskidt barbaraction.

 

For en god ordens skyld får du også alle Jeff Catherine Jones’ fantastiske forsider til serien her igen:

Paperback, Belmont Books 1969. Forsiden er malet af den ikoniske Jeff Catherine Jones

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Belmont Books 1969. Jeff Cathrine Jones har heldigvis også illustreret fordiden på seriens andet bind

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Tower Books 1969. Endnu et bind i serien med en fantastisk forside af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Tower Books 1969

Paperback, Belmont Books 1970. Som de tidligere bind er den fine forside malet af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Belmont Books 1970

 

Paperback, Unibooks 1970. Som de andre bind i serien er denne fine forside malet af Jeff Catherine Jones

Paperback, Unibooks 1970

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman