Tag Archives: Basil Copper

Basil Copper, And Afterward, the Dark (1977): Om flabbede mænd og andet ubehageligt

Hardcover, Arkham House 1977. Den særdeles fine forside er skabt af altid storartede Stephen Fabian, som her illustrerer novellen “The Janissaries of Emilion”

I 1977 kunne Arkham House udsende engelske Basil Coppers anden novellesamling på amerikansk grund; en samling på syv fortællinger, der som næsten alle Coppers noveller er ganske lange. Hans stil er ordrig og stedvist meget omstændelig, fordi han tilstræber en høj grad af fuldstændighed i sine miljøskildringer, præcis som M. R. James, der er et af Coppers store forbilleder. Samtidig bevæger Copper sig også ind i det indre, psykologiske landskab under påvirkning fra Robert Aickman. I de bedste fortællinger får Copper da også disse inspirationskilder til at spille sammen på både smuk og intens vis, men når det går galt, bliver det banalt og overgjort, fordi Copper grundlæggende er en traditionalist ud af den gamle, plotorienterede skole for sære fortællinger. Faren for at ville forklare og forløse historierne alt for entydigt bliver således overhængende i alt, hvad Copper han skrev.

I And Afterwards, the Dark, hvis fantastiske titel er lånt fra en linje i et digt af Alfred Tennyson, får vi både Copper fra hans bedste side og fra hans mest ligegyldige. Svagest er Copper eksempelvis i en fortælling som “Camera Obscura”, der handler om et forhekset kamera, som kan sende brugeren ind i en ubehagelig paralleldimension. Ideen er ikke synderligt original, og Copper bruger her en utrolig mængde plads på at bygge op imod et klimaks, der er forventet og derfor helt udvandet allerede efter få sider.

Hardcover, Arkham House 1977

I en historie som “Camera Obscura” formår stemningen med andre ord aldrig at blive en egentlig, fremtrædende faktor, og det er måske også netop Coppers væsentligste problem; at han i flere tilfælde glemmer at arbejde seriøst med fiktionens affektive kvaliteter for i stedet at koncentrere sig om tekstens forgrund i form af plotorienteret dialog og neutralt beskrevne miljøer.

Som sagt er der imidlertid også meget vellykkede tekster i antologien. Den charmerende, helt og aldeles, traditionelle ”The Spider” er et godt eksempel på den enkle, sære fortælling, som tilmed, så vidt vides, var den første novelle, Copper skrev. En omrejsende handelsmand kører gennem en øde egn og stopper for natten på en lille kro. Der hænger en mystisk stemning over stedet, og manden glæder sig til at komme væk næste morgen. Det kommer han imidlertid aldrig, fordi det viser sig, at kroen er hjemsøgt af edderkopper, som har udset ham som deres næste bytte. ”The Spider” rummer intet originalt, men Copper får her rent faktisk modelleret en ganske ubehagelig stemning af utryghed og uro frem.

Hardcover, PS Publishing 2008. Coppers selvbiografi

Basil Coppers omhyggelighed bliver også hans styrke i den lange novelle ”The Cave”, der er en form for varulvefortælling, hvor en ung mand fra England er på vandretur i de østrigske alper. Historien har afgjort en klang af Frederick Marryats berømte og elskede varulvefortælling fra romanen The Phantom Ship (1839), men Copper har skabt en selvstændig fortælling, som eminent får fremavlet en tonstung stemning af anspændt uhygge og mystik, der ikke mindst opstår, fordi fortællingens hovedperson dybest set ikke forstår, hvad det er, der hjemsøger hans kro om natten og forsøger at trænge ind gennem døre og vinduer. Copper holder helt og holdent sit ”bæst” i udkanten af teksten, og derved forbliver hans monster rent faktisk interessant novellen igennem, fordi det ikke bliver konkretiseret eller forklaret entydigt før helt til sidst.

Det er klart, at Coppers historie har noget altmodisch over sig, som gennem sin brug af alpelandet som miljø får en stemning af folkeeventyr og tidløshed. Det er uden tvivl helt bevidst og demonstrerer klart, at Copper først og fremmest var en forfatter, der digtede videre på motiver, mere end han forsøgte at udvide eller udfordre rammerne for sine skrækfortællinger. Her overrasker Copper os alligevel med den sidste novelle i And Afterwards, the Dark.

Paperback, PS Publishing 2013. Bemærk hvordan den gamle forside fra 1977 bliver citeret her

Den sidste historie, ”The Flabby Men”, er suverænt bogens bedste og viser en helt ny side af Coppers forfatterskab, der i den grad rusker op i de konservative klude, som udgør hovedparten af hans fiktion. Novellen er en fragmentarisk, postapokalyptisk fortælling, der udspiller sig en dystopisk fremtid, hvor krig har fået civilisationen i knæ. Verden har rejst sig igen, men den er kun en skygge af sig selv. I novellen hører vi om en soldat, der bliver udstationeret på en ø for her at holde øje med fjender og øens halvvejs vilde befolkning.

Stemningen i novellen er trøstesløs, og hovedpersonens møde med landbyerne på øen er nedslående. Kvinderne er reduceret til navnløse skabninger, der kun refereres til som ”breeders”, mens mændene er tavse, forstenede overlevere uden nogen vision for fremtiden. Der hænger en truende atmosfære over øen, som, soldaten først tror stammer fra øens indbyggere, men snart står det klart for ham, at en eller anden fjende hjemsøger egnen og spreder dyb rædsel blandt landsbyerne.

Paperback, PS Publishing 2013

Da han langt om længe indfinder sig i det observationstårn, han er blevet udstationeret til, kommer tågen langsomt rullende ind over landet, og med tågen kommer ”the flabby men”. Det er den eneste måde, som hovedpersonen kan beskrive den rædsel, han oplever, da han står ansigt til ansigt med de ødelagte væsner, der hjemsøger stedet. Alt taler sammen i novellen, og Copper får her undervejs transformeret sin grå, apokalyptiske vision til egentlig skrækfiktion og efterlader os med et voldsomt, dystert fremtidsbillede, som synes helt uventet i en samling som denne.

And Afterwards, the Dark indfanger spædnet i Coppers forfatterskab og selvom det i altovervejende grad er traditionalisten, der dominerer indtrykket, beviser en novelle som ”The Flabby Men”, hvor meget Copper havde at tilbyde sine læsere, når han ramte rent. Det kan ikke overraske nogen, at Copper aldrig blev en berømt genreforfatter, men hans forfatterskab er besat med små perler, som er værd at opstøve. Hans historier viderefører nemlig ofte de bedste og mest charmerende kvaliteter i den ældre del af skrækgenren, som de fleste gyserelskere sikkert på et eller andet tidspunkt i deres ungdom har forelsket sig i. Sådan er det i hvert fald for mig, og Basil Copper er derfor en af de forfattere, som rent faktisk gør det muligt at genopleve denne umiddelbare begejstring over det sære og morbide.

Paperback, PS Publishing 2013

Novellerne:

“The Spider”

“The Cave”

“Dust to Dust”

“Camera Obscura”

“The Janissaries of Emilion”

“Archives of the Dead”

“The Flabby Men”

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Shadows Over Innsmouth, red. Stephen Jones (1994): Pastichens uopfindsomhed og fandommens klamme omfavnelse

Paperback, Del Rey 2001. Omslaget er illustreret af John Jude Palencar

Paperback, Del Rey 2001. Omslaget er illustreret af John Jude Palencar

Jeg gik og overvejede i noget tid, om jeg ikke skulle give antologien Shadows Over Innsmouth et nyt forsøg. Da jeg læste novellerne første gang, var det ikke nogen stor oplevelse. Faktisk huskede jeg de fleste af historierne som ligegyldige for ikke at sige dybt uinteressante. Imidlertid var der en nagende tvivl, fordi bogen er spækket med prominente navne, der mere eller mindre alle har leveret fremragende historier i andre sammenhænge. Måske jeg tog fejl? Til sidst gav jeg efter og begyndte at læse den ret lange antologi igen. Desværre viste det sig hurtigt, at mit syn på bogen ikke havde ændret sig stort; Shadows Over Innsmouth er og bliveren tam omgang.

Tanken bag bogen er ellers meget fin. Antologien samler nemlig bidrag, der på en eller anden måde tager udgangspunkt i H. P. Lovecrafts kortroman The Shadow over Innsmouth, skrevet i 1931. Alle bogens forfattere er englændere og hovedparten er nulevende skribenter, der fører Lovecrafts mytologiske tematikker op i nutiden.

Paperback, Del Rey 2001

Paperback, Del Rey 2001

Som optakt til de øvrige noveller begynder bogen med fortællingen, der har inspireret dem alle. Lovecrafts paradigmatiske mythos-historie The Shadow over Innsmouth får således lov til at sætte tonen og indholdsmæssigt kridte banen op for de efterfølgende tekster.

Det er noget tid siden, jeg sidst har læst The Shadow, der af mange bliver regnet som en af Lovecrafts bedste historier. Den har da også nogle oplagte styrker, der får den til at skille sig ud i Lovecrafts produktion. Navnlig bliver den intense flugt gennem Innsmouths gader tit trukket frem som noget særligt vellykket. Lovecraft skrev, som andre har påpeget, sikkert en del af Shadows under påvirkning af Robert E. Howards handlingsorienterede noveller, og jagten er bestemt nervepirrende.

Stephen Jones (født 1953)

Stephen Jones (født 1953)

Ikke desto mindre er det også noget af det mere ordinære, Lovecraft skrev, og derfor heller ikke videre opsigtsvækkende. Faktisk synes jeg, at historiens mest bemærkelsesværdige passager findes i beskrivelserne af Innsmouths huse. Beskrivelser, der kulminerer, da vi føres gennem Gilman-hotellets dystre gange. For mig at se er det i disse arkitekturbeskrivelser, at Lovecrafts sorte vision står stærkest.

Det er her, at man forstår, at plottet og jagten er ren staffage. Det centrale, historiens kerne, er selve Innsmouth, der ligger fordærvet og grufuld til skue for læseren som et strandet kadaver, hvor Manuxet-floden løber ud i havet.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Rundgangen i Innsmouth bliver et morbidt studie af moralsk fordærvs indvirkning på omgivelser. Det perverterede fremmede, skildret i angstfyldte xenofobiske vendinger, som Kaptajn Obed Marsh bragte med sig hjem fra sydhavet, er ikke udelukkende noget, der udspiller sig bag Devil Reef. Korruptionen af normaliteten er trukket helt ind i byen og har omdannet den stolte georgianske arkitektur til et uvirkeligt, gotisk rædselskabinet, der med sin surrealistiske dystopi æder sig ind i på læserens bevidsthed gennem hovedpersonen Robert Olmsteads øjne.

Dele af Shadows er ganske enkelt fremragende fiktion, hvor sprogets intense ordvalg på smukkeste vis afspejler beskrivelsernes morbide indhold. At den forudsigelige handling og det uelegante femte kapitel, der hænger som et dumt anneks på historien, ikke har samme mesterlighed er en biting i den sammenhæng, der ikke trækker noget fra kortromanens storslåede momenter.

Basil Frederick Albert Copper (5. februar 1924 – 3. april 2013)

Basil Frederick Albert Copper (5. februar 1924 – 3. april 2013)

Med Lovecrafts fortælling spiller Stephen Jones tungt ud, og man behøver ikke komme længere end til den næsten fortælling, Basil Coppers ”Beyond the Reef”, før det står klart, hvor svært det er at eftergøre Lovecraft. Copper, der har skrevet rigtig fine ting, omdanner Innsmouth-universet til pulpet horror, der savner den kværnende dysterhed, som Lovecraft malede frem. Og det er rent faktisk et problem, der går igen i hovedparten af alle de øvrige noveller. Når Lovecraft på overfladen fortalte om den stakkels Olmsteads uheldsvangre besøg i Innsmouth, var det stedet, han i virkeligheden skrev om. Det var stedets gru, ikke handlingernes gru, som han ville formidle.

I hovedparten af de noveller, der kommer efter Lovecrafts, er det blevet handlingen, der er omdrejningspunktet. Det er historien om de onde Deep Ones og deres hang til forplantning med mennesker, der står i centrum. Det forskyder i den grad fokus og udstiller, hvor kedsommelig hovedparten af al Cthulhu mythos-fiktion bliver, når det bliver de konkrete væsner, det handler om.

Kim Newman (Kim Newman (født 31. juli 1959) og Neil Gaiman (Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Kim Newman (født 31. juli 1959) og Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Grundtonen i de fleste af novellerne er således helt ordinær horror, krydret med de mytologiske stedsnavne og væsner. Det er hverken spændende eller uhyggeligt. Det er ligegyldigt, for ikke at sige jammerligt, og savner enhver intensitet. Og det er forbløffende at konstatere, hvor tæt de fleste af forfatterne går på Lovecrafts historie. Flere af novellerne grænser til gendigtning af den oprindelige kortroman, og ganske mange inkluderer en lang jagtsekvens som klimaks. Måske de har set det som en hyldest, men i sidste ende virker det bare dumt og gentagende.

En undtagelse, der formår at ramme en dysterhed, der nærmer sig Lovecrafts, er Ramsey Campbells ” The Church in High Street”. I sig selv er historien ikke specielt spændende, men med den korte novelle formår Campbell at sætte trumf på de samme elementer som Lovecraft uden at plagiere alt for meget. Resultatet er et glimrende gotisk koncentrat, der griber fat om fantasien med herlig intensitet.

Hardcover, Fedogan & Bremer 1994. Antologiens 1. udg.

Hardcover, Fedogan & Bremer 1994. Antologiens 1. udg.

Naturligvis er der også andre fine fortællinger i bogen – David Suttons historie om en skattejagt til Innsmouth har sine kvaliteter, og sådan er det med flere. Imidlertid er det hele sovset ind i en tung følelse af uoriginalitet, der mest af alt fremstår som et knæfald for den ulidelige Lovecraft-fandom; den tentakel-elskende, Cthulhudukke-købende fandom, der synger platte sange om Nyarlathotep, stirrer sig blind på monstrene og glemmer teksterne.

Det er derfor også befriende at læse den altid veloplagte Kim Newmans to bidrag i bogen. Det ene er skrevet under pseudonymet Jack Yeovil, det andet under hans borgerlige navn. Begge er skrevet med samme bramfri, eklektiske tone, der oser langt væk af 90’er-post-modernitet og punkterer enhver selvhøjtidelighed omkring Lovecraft. Newman er en fantastisk skribent, der med sin tidstypiske ironi bringer frisk luft ind i novellesamlings forplumrede stuer. Havde han ikke været blandt bidragyderne, havde det set sort ud for samlingen!

Paperback, Gollancz 1997

Paperback, Gollancz 1997

Jeg ved ikke, om jeg ligefrem fortryder, at jeg vendte tilbage til Shadows Over Innsmouth – det gør jeg nok ikke, for jeg fik jo lejlighed til at komme tilbage til Lovecraft, men bogen var ikke nogen stor oplevelse som helhed ikke, og der går afgjort rigtig længe, inden jeg for den idé at læse novellerne igen.

Novellerne:

H. P. Lovecraft, “The Shadow Over Innsmouth”

Basil Copper, “Beyond the Reef”

Jack Yeovil, ”The Big Fish”

Guy N. Smith, “Return to Innsmouth”

Adrian Cole, “The Crossing”

D. F. Lewis, “Down to the Boots”

Ramsey Campbell, “The Church in High Street”

David Sutton, “Innsmouth Gold”

Peter Tremayne, “Daoine Domhaine”

Kim Newman, “A Quarter to Three”

Brian Mooney, ”The Tomb of Priscus”

Brian Stableford, “The Innsmouth Heritage”

Nicholas Royle, “The Homecoming”

David Langford, “Deepnet”

Michael Marshall Smith, “To See the Sea”

Brian Lumley, ”Dagon’s Bell”

Neil Gaiman, “Only the End of the World Again”

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Basil Copper, From Evil’s Pillow (1973): Fem solide britiske gys

Engelske Basil Copper var en rutineret forfatter, da Arkham House udsendte From Evil’s Pillow i 1973. Bogen er hans første amerikanske udgivelse, men han havde allerede i ’73 skrevet en hel del overnaturlige gys, hvortil der også kommer en lang række romaner om den LA-bosiddende privatdetektiv Mike Faraday. August Derleth var begejstret for Copper, og Donald Wandrei har også rost hans forfatterskab. Det er derfor ikke så underligt, at Arkahm House gennem tiden har udsendt flere af Coppers bøger.

Hardcover, Arkham House 1973. En fin forside af Frank Upatel

Hardcover, Arkham House 1973. En fin forside af Frank Upatel

From Evil’s Pillow består af to kortere og tre ret lange noveller, der alle har rod i det overnaturlige eller uforklarlige. Den første fortælling, ”Amber Print”, øser direkte ud af Basil Coppers egne erfaringer som amatørsamler af gamle stumfilm. I novellen mødes to gamle venner og samlerkolleger i den enes hjemmebiograf for at se en hidtil ukendt udgave af Robert Wienes Das Cabinet des Dr. Caligari (1920). Filmen rummer nogle sære scener, der synes at udspille sig anderledes, hver gang de bliver set. Novellens slutning er måske ikke voldsomt overraskende, men historien er ganske stemningsfuld. Navnlig der hvor Dr. Caligari henvender sig direkte til den ene af de to venner. Novellen er en form for præfiguration til Hideo Nakatas Ringu (1998) og kunne uden problemer være med i David J. Schows populære antologi Silver Scream (1988), der netop tematisk kredser om horrorhistorier, der udspiller sig i og omkring filmens verden.

Hardcover, Arkham House 1973.

Hardcover, Arkham House 1973.

De næste to noveller, ”The Gray House” og “The Gossips”, er påfaldende ens i kvaliteter og svagheder. Der er tale om to meget lange noveller, hvor ældgamle forbandelser griber ind i nutiden, fordi de bliver forstyrret eller draget frem i lyset igen. I ”The Gray House” køber en engelsk gyserforfatter et chateau i Frankrig og opdager, under arbejdet med at få stedet sat i stand, at der har foregået sataniske ting i huset for flere hundrede år siden. Der er med andre ord tale om en variant over et velkendt gotisk tema – fortidens ondskab vender tilbage for at forsætte sit grufulde virke, der hvor det slap for mange år siden.

I ”The Gossips” genfinder vi samme vinkel, her er det bare en museumsmand fra London, der tager til Sicilien for at studere en skulpturgruppe fra 1600-tallet. Skulpturerne viser sig at være meget sære. Skulpturerne hvisker nemlig lavmælt sammen (The Gossips… ugh!). Frank Utpatel har tydeligvis brugt novellen som inspiration til bogens ret fine forside, men desværre gør illustrationen ikke novellens tekst nogen ære. Skulpturerne bliver nemlig beskrevet som ekstremt forvredne og skrækindjagende, skabt af en kunstner dybt optaget af det okkulte og perverterede. Skulpturerne er naturligvis besatte, ædende onde og formår i løbet af novellen, at forårsage en hel del blodsudgydelser.

Basil Copper (født 1924) i arbejdsværelset

Basil Copper (født 1924) i arbejdsværelset. Foto ca. 1970

Begge historier er charmerende, fordi de er så grundige i deres miljøbeskrivelser og placering af den historiske kontekst. Der er en omhyggelighed over teksten, der gør de ellers ret åbenlyse historier interessante. De er nok lidt for lange, men ikke desto mindre spændende og fin læsning. Især ”The Gray House” kan anbefales. Der bliver beskrevet en gigantisk grå kat i historien, som sniger sig omkring i det store chateaus haver. Den gjorde især indtryk på mig, og mens jeg læste novellen, sad jeg og ventede spændt på flere episoder med dyret, som desværre ikke kom. Copper bruger ikke katten til ret meget, men de få steder, hvor den optræder, er blandt bogens stærkeste scener. Der er noget tilfældigt mesterligt over den måde, som dyret optræder på. Henkastet bliver det beskrevet, hvordan katten smyger sig ondskabsfuldt og mystisk omkring i træerne skygger osv. Virkelig fin og billedskabende prosa.

De sidste to historier, ” A Very Pleasant Fellow” og ”Charon” har meget britiske kvaliteter og underspiller i virkeligheden det overnaturlige ganske kraftigt. Første historie er en sær fortælling om en gammel mands had til den grove mandsperson, der har overtaget hans butik. Hadet får uventet afløb, da den gamle får fingre i et okkult redskab. ”Charon” er måske bogens mest afdæmpede og handler dybest set om en parafrase over et stykke græsk mytologi omsat til den travle engelske storbyvirkelighed. Meget fint og stemningsfuldt.

Werner Krauß som Dr. Caligari

Werner Krauß som Dr. Caligari

Basil Coppers stil ligger sig et sted mellem noget ganske litterært og helt ordinær populærfiktion. Han vil gerne udfordre læseren intellektuelt og stiller krav til læserens viden om historie og kultur. Det slår igennem i alle bogens historier. Samtidig er selve det sprog, Copper skriver i, et tilbageholdende, konservativt engelsk, der mange steder forsøger at underspile det voldsomme eller makabre, der opstår i løbet af fortællingerne. Copper har i den forstand en hel del tilfælles med Walter de la Mare (1873-1956). Imidlertid er Coppers prosa slet ikke så gennemført elegant og legende som De la Mares, og samtidig rummer Coppers prosa også en anden side.

Navnlig bogens første tre noveller har alle tydelige burleske pulp-elementer, der gennem grafiske beskrivelser og chokerende afsløringer på de sidste linjer er skåret efter den velafprøvede Weird Tales-skabelon. For blot at komme med et enkelt eksempel, der næsten siger det hele: ”She was naked except for a flimsy nightgown which revealed every detail of her figure” (s. 71). Naturligvis skal fruen i huset fra ”The Gray House” løbe omkring i gennemsigtig natkjole. Og der er mere i vendte, bare rolig. Hammer-horror på bogform!

Walter John de la Mare (25. april 1873 – 22. Juni 1956)

Walter John de la Mare (25. april 1873 – 22. juni 1956)

Det pulpede fylder en del i bogen, men Coppers historier vil og kan mere end bare at chokere med voldsomme beskrivelser. Alene det, at han indskriver sig i samme tradition som de la Mare og Robert Aickman, gør Coppers forfatterskab spændende. Han er endnu en stemme i de sære fortællingers landskab, der bringer noget utvetydigt britisk ind i historierne. Det er vanskeligt at sige præcis, hvad det er, men man fornemmer tydeligt, at det ikke er en amerikaner, der har skrevet novellerne i From Evil’s Pillow.

Copper når måske ikke helt samme højder som de la Mare eller Aickman, men han er ikke desto mindre en spændende brobygger mellem den traditionelle amerikanske pulpfortælling og den moderne gyser, såvel som en brobygger mellem den gamle victorianske spøgelsestradition og så den nye skole af sære fortællinger, som Ramsey Campbell eksempelvis repræsenterer. I sidste ende står Copper nok de ældre forbilleder nærmere end den yngre genration af forfattere, men ikke desto mindre fornemmer man, hvordan det pulpede, det åbenlyse og sensationslyste gradvist er ved at blive rystet af horrorlitteraturen i 1973, da From Evil’s Pillow udkommer. Vi tillægger som regel en skikkelse som Stephen King en stor del af æren for dette, men netop ved at læse en antologi som Basil Coppers første Arkham House-bog bliver det tydeligt, hvordan den moderne horrors udvikling er en gradvis proces. En proces, hvor mange helt eller delvist glemte navne, er kommet til at stå i skyggen af bestseller-giganterne.

 Novellerne:

“Amber Print”

“The Grey House”

“The Gossips”

“A Very Pleasant Fellow”

“Charon”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling