Tag Archives: Belmont Books

Gardner F. Fox, Kothar and The Conjurer’s Curse (1970): Barbarisk og voldsomt

Paperback, Belmont Books 1970. Som de tidligere bind er den fine forside malet af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Belmont Books 1970. Som de tidligere bind er den fine forside malet af Jeff Cathrine Jones

Her er vi kommet til bind fire i serien om barbaren Kothar, der trasker omkring i en fjern, fjern fremtid med det magiske sværd Frostfire ved sin side. Serien har mere eller mindre ændret karakter, hver gang der kom et nyt bind om barbarens eventyr, og det fjerde indlæg er da heller ikke nogen undtagelse. Også denne gang drejer Fox sin fortælling, og faktisk er Kothar and The Conjurer’s Curse (1970) blevet ganske vellykket.

Da vi forlod Kothar i bind tre, var han på vej hjem til det høje nord. Om han fortsat er på hjemrejse i fjerde bind, er uklart – Fox skriver i hvert fald ikke noget om det. I stedet bliver vi kastet in medias res ind i fortællingen, da Kothar slider sig gennem en ørken, stærkt forfulgt af en horde sanddjævle. Vores barbarhelt får i sidste øjeblik øje på en oase, hvor han kan søge ly fra djævlene, og få sider efter er et ny eventyr under opsejling.

I oasen møder Kothar nemlig en sær lille troldmand, der hyrer barbaren til at aflevere en gave til fyrst Herakon. Fyrsten er blevet forhekset af sine rådgivere og har brug for hjælp. Den hjælp skal Kothar overbringe ham for en klækkelig sum. Alene, omgivet af sanddjævle og stegende hed ørken, har Kothar ikke stort andet valg end at påtage sig opgaven, og naturligvis gør han det også gerne, for eventyr er barbarens levebrød!

Paperback, Belmont Books 1970

Paperback, Belmont Books 1970

Dermed begynder en ny opgave for Kothar, der nok en gang sætter ham op imod hekse, troldkarle, dæmoner og blodtørstige fjender. Undervejs mod Phalkar, byen hvor fyrst Herakon har sit hof, frelser Kothar Stefanya fra kætterbålet. Den smukke pige har stået i tjeneste hos troldmanden Elvirom, som nu er død, og med troldmanden borte vil landsbyboerne også skaffe hans tjenerinde af vejen. Kothar har naturligvis hjertet på det rette sted og hjælper pigen, hvilket viser sig at være heldigt, for som handlingen udvikler sig, får hun en helt central rolle.

Kothar and The Conjurer’s Curse er skrevet som en roman, men fremstår i bedste fald som en novelle, der er blevet spækket ud med små optrin, der egentlig ikke har ret meget med hovedhistorien at gøre. Sagen er nemlig den, at vi følger Kothars og Stefanyas rejse mod Phalkar, og undervejs kommer de ud for lidt af hvert. Røverbander skal nedkæmpes, og venskaber bliver knyttet på landevejen.  Vi får endda et tilbageblik til Kothars barndom, hvor det berettes, hvordan den dengang lille barbarknægt bestod sin manddomsprøve med bravur i den nordlige vildmark.

Som fortælling må man nok konstatere, at det fjerde bind i serien om Kothar står noget flimrende. Det er faktisk først i løbet af bogens sidste par kapitler, at den egentlige opgave bliver bragt på bane. Igennem hovedparten af bogen følger vi Kothar, mens han rider fra det ene optrin og ind i det andet. Sagen er imidlertid den, at jeg synes, den eklektiske, episodiske tilgang til eventyret fungerer rigtig godt for Gardner Fox.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Faktisk kommer han med dette tæt på de middelalderlige rejseberetninger og arthuriske gralseventyr, der tjente ham som vigtig inspirationskilde i seriens første bind. Den episodiske struktur giver bogen et strejf af en kompileret legende eller en samling folkeeventyr knyttet løseligt sammen gennem det overordnede plot, der mest af alt fungerer som rammefortælling. Det er et ganske charmerende træk.

Fjerde bind minder i det hele taget en hel del om seriens første derved, at det efter en ganske kort indledning disker op med en lind strøm af blodige konfrontationer og spændingssekvenser. Kothar når knap at puste ud, før han står i næste problem. Skulle jeg imidlertid udpege et sted, hvor Kothar and The Conjurer’s Curse for alvor skiller sig ud fra de tidligere bøger i serien, så er det i graden af voldsomhed.

Dette bind er ganske enkelt det indtil videre mest brutale. Det flyder med blod, tarme, afhuggede lemmer og hjernemasse på siderne. Kothar hakker sig gennem sine utallige modstandere, godt hjulpet på vej af de kulørte venner han får sig i løbet af rejsen mod Phalkar. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Der sker voldtægt i bogen, og Kothar er vidne til, at en røverbaron og hans bande bliver korsfæstet. Noget vi vel at mærke får ganske levende beskrevet.

Paperback, Mondadori Editore 1992. En italiensk oversættelse af seriens fjerde bind - de tre tidligere blev ikke oversat, hvilket er en smule spøjst

Paperback, Mondadori Editore 1992. En italiensk oversættelse af seriens fjerde bind – de tre tidligere blev ikke oversat, hvilket er en smule spøjst

Der sker med andre ord en forråelse af Kothar-serien, der giver teksten en helt anden valør end de tidligere. Siderne emmer af blod og sved, blandet med altid nærværende lumre beskrivelser af de halv- og helnøgne kvinder Kothar møder. Hvor det forrige bind trak på sen-60’ernes okkulte fascination, går Kothar and The Conjurer’s Curse andre veje. Det sanselige, livsnydende, som ligeledes har været fremherskende tidligere, har måttet vige for skildringen af kamp og konfrontation. Vel at mærke ikke heroiske slag, nej, her handler det om beskidte sammenstød mellem skumle typer.

Kothars verden flytter sig dermed langt væk fra den velfriserede fantasy af Tolkien-skolen og leverer i stedet et nihilistisk kampbrøl, hvor Fox’ hovedpersoner kæmper for guld og betaling, korsfæster deres modstandere og stort set ikke adskiller sig fra de fjender, de nedkæmper. Grænsen mellem helt og skurk er flydende i Kothar and The Conjurer’s Curse, og det gør bogen herligt kompromisløs og moralsk anløben.

Du skal ikke lære noget af Kothar; Gardner F. Fox vil ikke påvirke sin læser. I stedet skaber han et eskapistisk vindue ind i en verden, hvor læseren kan udleve sine eventyrfantasier og sætte sig i barbaren Kothars blodige sted. Teksten er uprætentiøs og litterært mangelfuld, men hold op hvor ligger der meget mere saft og kraft i disse sider end i hovedparten af al den episke omgang selvsving, der udgives som fantasy i dag.

Nu må vi se, hvordan Gardner Fox får afsluttet serien, når jeg vender tilbage med femte og sidste bind om Kothar.

1 kommentar

Filed under Roman

Gardner F. Fox, Kothar and the Demon Queen (1969): Pulp, mystik og sanselighed

Paperback, Tower Books 1969. Endnu et bind i serien med en fantastisk forside af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Belmont/Tower Books 1969. Endnu et bind i serien med en fantastisk forside af Jeff Cathrine Jones

Jeg var skuffet over andet bind i serien om barbaren Kothar. Alt, der gjorde første bind godt, var forsvundet i seriens fortsættelse. Det eneste, der stod tilbage i bog to, var et uopfindsomt Conan-plagiat, der savnede saft og kraft. Seriens tredje bind blev udsendt i ’69, samme år som de to tidligere bøger, men hæver sig heldigvis over den nedslående forgænger.

Med tredje bind går Gardner Fox til opgaven på en ny måde. Tidligere blev beretningen om Kothar og det magiske sværd Frostfire fortalt gennem noveller. Sådan er det ikke i tredje bind, der er en kort roman. Det sporskifte har åbenbart virket inspirerende på Fox, men før jeg går videre, må vi hellere lige få lidt ord på handlingen.

Da vi forlod Kothar sidst, havde han netop fået spærret heksen Red Lori inde i en krypt under Aegyptons sandørken. Dermed er vores barbarhelt blevet af med sine vigtigste fjender og kan nu ånde lettet op. Gennem de to første bind rejste Kothar sydpå, men nu vender han næsen hjemad mod det høje nord, hvor han oprindelig kommer fra.

Paperback, Tower Books 1969

Paperback, Belmont/Tower Books 1969

For at klare dagen af vejen beslutter Kothar sig for at gå i tjeneste hos heksedronningen Candara, der har brug for en kriger til at udføre en mission for hende. For år tilbage fik Candara stjålet et magisk afgudsbillede fra sit kammer, der virkede foryngende på sin ejer. Candara vil nu have sin figur tilbage, og Kothar er naturligvis manden, der må gøre det. Sagen er bare den, at gudestatuetten blev stjålet af borgherren Tor Domnus, der står i ledtog med dæmonen Azthamur. Det er med andre ord mægtige kræfter, Kothar skal op imod, men det tager han nu helt roligt.

Der kommer imidlertid mere, for som det allerede afsløres i første kapitels åbning, er det ikke kunCandara, der interesserer sig for gudefiguren. Den ældgamle nekromantiker Mindos Omthul har ligeledes et godt øje til figurens magiske kræfter, og han begynder stille og roligt at manipulere ikke alene Kothar, men alle de involverede i historien. Der er med andre lagt i ovnen til højspændt rænkespil og udspekuleret sort magi.

Seriens tredje bind er først og fremmest uforskammet underholdende. Kothar tumler fra den ene fjende til anden og udsættes konstant for halsbrækkende farer. Sværd og magi lyner snart sagt på hver side, og alle, der har blot det mindste svage punkt for den slags pulpede eventyr, vil helt sikkert være henrykt over den umiddelbare fortælleglæde, som Fox har svunget sig op til.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Bogen er imidlertid også interessant af andre grunde. Allerede i åbningskapitlet, hvor den onde magiker Mindos Omthul kogler i sit troldkammer, får vi indgående beskrivelser af hans diabolske ritualer. Han drikker jomfrublod, tegner pentagrammer og leger med dæmoniske kræfter. Robert Howard var naturligvis med til at danne skabelonen for alt dette, men der løber tydeligvis noget mere med i Gardner Fox’ beskrivelser. For mig at se kan der nemlig ikke være nogen tvivl om, at hele den okkulte bølge, der ramte populærkulturen i slutningen af 60’erne, klinger med i dette bind af Kothar-serien.

Den sorte magi er pludselig blevet mere dyster og indgående beskrevet. Den fylder mere og har fået et langt stærkere, rituelt udtryk. En form for realisme om man vil, der afgjort minder om sen-60’ernes forestillinger om sataniske messer og hekseritualer. Både fans af ”dark fantasy” og horror vil derfor afgjort føle sig hjemme i Kothars univers, som det er skildret her.

Mens bogens okkulte understrøm er med til at definere romanens grundtone, er der imidlertid et greb, som slår tydeligere igennem. Hele romanen er gennemsyret af en bemærkelsesværdig sanselighed, der gør beretning om Kothar forbløffende nærværende. Igen må man nok konkludere, at Gardner Fox stilistisk har været på rov hos Howard, men ikke desto mindre gennemfører Fox sit greb særdeles godt.

Paperback, Leisure Books 1973

Paperback, Leisure Books 1973

Romanens sider svulmer med beskrivelser af dufte og følelsesindtryk. Der er naturligvis masser af blod, sved og tårer, men det går også ned i detaljen. Den måde, der bliver spist på eksempelvis. Kothar griber maden med fingrene, tager store mundfulde, hælder vinen ned osv. Fox har et blik for beskrivelsernes taktilitet, der gør Kothar til andet og mere end bare en barbarfigur. Kothar bliver en metafor for den fysiske nydelse og selve barbartilværelsen et udtryk for evnen til at hengive sig til øjeblikket. Vi nærmer os med andre ord ting, der var oppe i tidsånden i 60’erne, og Fox var utvivlsomt klar over dette. Måske har vi derfor også fat i noget af det, der gjorde hele barbarfantasy-genren så populær i 60’ernes anden halvdel.

Let me live deep while I live; let me know the rich juices of red meat & stinging wine on my palate, the hot embrace of white arms, the mad exultation of battle when the blue blades flame crimson, and I am content” lyder budskabet i Howards Conan-fortælling “Queen of the Black Coast” (1934), og Fox har i den grad gjort buddet til sit lovord.

Weird Tales, maj 1934. Det nummer hvor Robert Howards “Queen of the Black Coast” udkom første gang

Weird Tales, maj 1934. Det nummer hvor Robert Howards “Queen of the Black Coast” udkom første gang

Kothar and the Demon Queen er ikke skrevet til hjernen, den er skrevet til sanserne. Den er skrevet, så bogen lader sin læser tage på rejse i barbarens krop og opleve nuets intensitet, uden at skulle tænke på det, der var eller det, der kommer. Med Korthar overlader Fox sin læser til sanseapparatet og udmaler et eventyr, der mindst lige så meget udspiller sig i indtrykket af verden som i selve handlingen. Det er ganske enkelt fremragende formidlet, om end det både er overgjort og burlesk. Men det er måske netop pointen. Fox lader os svælge i forbudne frugter og drømme os bort fra rationalitetens spændetrøje.

Der er ikke de store referencer til de tidligere bind i Kothar and the Demon Queen, der vel egentlig fungerer som en selvstændig roman. Måske det er noget, der fortsætter i næste bind, om end jeg har stærkt på fornemmelsen, at troldkvinden Red Lori ikke forbliver indespærret i Aegyptos. Vi får se i næste bind.

2 kommentarer

Filed under Roman

Gardner F. Fox, Kothar of the Magic Sword (1969): Eventyret om barbaren Kothar fortsætter

Paperback, Belmont Books 1969. Jeff Cathrine Jones har heldigvis også illustreret fordiden på seriens andet bind

Paperback, Belmont Books 1969. Jeff Catherine Jones har heldigvis også illustreret fordiden på seriens andet bind

Allerede samme år, som første bind om barbaren Kothar udkom, vendte Gardner F. Fox tilbage med endnu et bind i serien. I ’69 var Conan-feberen på sit højeste, og Robert E. Howards forskellige vilde krigere nød en hidtil uhørt popularitet. Man kan derfor heller ikke fortænkte hverken Gardner Fox eller Belmont Books i at smede, mens jernet var varmt.

Jeg var helt solgt, da jeg læste seriens første bind. En actionfyldt lille bog med blodige fortællinger om barbarens eventyr i en fjern, fjern fremtid. Det var tempofyldt sword & sorcery, der ene og alene havde til hensigt at underholde.

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Belmont Books 1969

Samme højder når Fox ikke med andet bind. Bogen har en ærgerlig træghed og mangel på blod, der gør den langt mere ordinær og kedsommelig. Som jeg allerede skrev i min omtale af den første bog, har Fox stjålet alt hvad der kan stjæles hos Conan. Faktisk har han sådan set bare taget Howards univers og ændret navnene. Ikke desto mindre formåede Fox at bringe noget selvstændigt til serien, fordi han tog afsæt i gralsmyten og Parsifal-figuren takket være Kothars magiske sværd Frostfire. Dermed fik de første historier en lidt anden drejning end Howards fortællinger. Det greb udebliver i anden bind, og derfor kommer novellerne desværre til at fremstå som uoriginale Conan-pasticher af den sædvanlige Lin Carter/Sprague de Camp-type.

Andet bind i serien består af to lange historier. Første novelle er ”The Helix From Beyond”. Da vi kommer ind i fortællingen, planlægger Kothar i ledtog med tyven Rufflod at stjæle en magisk genstand (titlens ”helix”) fra Kyros, Avalonias kejser. Kejseren holder sit hof på en enorm husbåd, og vores to hovedpersoner vil svømme ud til båden og stjæle kejserens kostbare magiske spejl i ly af mørket.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Planen er naturligvis dømt til at fejle, fordi der som sædvanlig er dæmoner og sort magi på spil. Kothar kommer imidlertid ud på lidt af et eventyr i novellen, der leder ham til en anden dimension, hvor han må nedkæmpe en rok-lignende fugl og flere andre gevaldige udfordringer. Trods et veloplagt plot savner udførelsen svung, og historien er i sidste ende lidt af en skuffelse.

Det bliver heldigvis bedre i den næsten fortælling ”A Plague of Demons”, der fortsætter, hvor den anden slap. Kothar kommer selvfølgelig fra kejserens husbåd med livet i behold, og han får tilmed også den labre danserinde Laella med på slæb. Sammen flygter de fra Avalonia og søger nye eventyr i Clon Mell.

En illustration fra bogen. Tegnet af E. Robbins 1969

En illustration fra bogen. Tegnet af E. Robbins 1969

Her skal det indskydes, at jeg ikke gjorde specielt meget ud af, at Kothar i første bind hjælper til med at få heksen Red Lori indfanget. Som straf for sine ugerninger blev heksen ophængt i et sølvbur i Dronning Elfa af Commorals tronsal. Efter dette svor den underskønne Lori hævn over Kothar og vedblev igennem hele første bog med at plage barbaren via hendes magi.

I den andet bind spiller Red Lori en større rolle. Allerede i begyndelsen af ”A Plague of Demons” fortælles det, at Kothar har set Loris ansigt spejlet i himlen, i vandet og alle mulige andre steder. Et dårligt varsel, der snart viser sig at blive et akut problem. Lori truer nemlig med at få Laella myrdet. Derfor må danserinden og barbaren skilles.

Det lykkedes Kothar at få noget rov med fra kejserens båd; et udvalg af ædelstene, som han vil sælge til en købmand. Mens de handler, viser det sig, at købmandens datter er blevet kidnappet af dæmondyrkende kultister. Kothar må selvfølgelig træde til og komme pigen til undsætning. Helt så enkelt er det bare ikke, fordi Red Lori har en finger med i spillet og fører Kothar i en fælde, han ikke er forberedt på.  Novellen leverer således i høj grad anslaget til seriens tredje bind.

Endnu en af de herligt pulpede illustationer fra bogen. Denne er ligeledes tegnet af E. Robbins 1969

Endnu en af de herligt pulpede illustationer fra bogen. Denne er ligeledes tegnet af E. Robbins 1969

Det magiske sværd Frostfire, som fyldte så meget i første bind, er nedtonet betydeligt i de to nye historier. Sværdet, der stadig jævnligt omtales, virker ikke længere som helt samme forbandelse, hvilket i virkeligheden er lidt ærgerligt. Måske det kommer tilbage, når plottet omkring Red Lori og hendes hekserier er afviklet.

Kothar of the Magic Sword er en gumpetung og uoriginal omgang fantasy-pulp. Men den er hurtigt læst og trods alt fyldt med scener, der gør teksten moderat underholdende. Desværre har andet bind mistet alle de kvaliteter, der gjorde serien til noget særligt.

Paperback, Arnoldo Mondadori Editore 1990

Paperback, Arnoldo Mondadori Editore 1990

Jeg håber i den grad, at de tre sidste bind finder tilbage til udgangspunktet. Om ikke andet må jeg dog konstatere, at jeg langt foretrækker Gardners pulpede, kluntede sword & Sorcery frem for hovedparten af al den fantasy, der er blevet skrevet i nyere tid. Om jeg vil det eller ej, går disse vildsomme barbar-fantasier rent ind hos mig.

Et stort plus ved bogen er, at den er illustreret med helsides sort/hvide tegninger. Der er ikke nogen umiddelbart sammenhæng mellem billederne og teksten, men ikke desto mindre rammer billederne bogens stemning rigtig fint. Tegneren, der krediteres E. Robbins, kender jeg ikke, og lidt eftersøgning på nettet har desværre ikke afsløret mere om manden.

Ja-ja, nu må vi se, hvad Kothar finder på i tredje bind.

1 kommentar

Filed under Roman

Gardner F. Fox, Kothar. Barbarian Swordsman (1969): Blod, sort magi og barbarisk vold

Paperback, Belmont Books 1969. Forsiden er malet af den ikoniske Jeff Catherine Jones

Paperback, Belmont Books 1969. Forsiden er malet af den ikoniske Jeff Catherine Jones

Gardner F. Fox var en af DC Comics flittige forfattere. Han skrev stakkevis af tegneserier, men udgav også en hel hob pulpromaner under forskellige pseudonymer. Under sit eget navn, Gardner Fox, skrev han en række bøger, der alle udspiller sig i pulpede sword & sorcery-universer. Hans mest ambitiøse projekt var en serie på fem bind om barbaren Kothar, og det er første bind i denne serie, vi skal se nærmere på her.

Allerede i den første bog, Barbarian Swordsman (1969), fornemmer man, at der ligger ambitioner bag projektet. Romanen er nemlig forsynet med en indledning skrevet af Donald MacIvers, der reflekterer over bogens litterære kvaliteter og barbargenrens kulturelle referencer. Og det er faktisk slet ikke dumt, det MacIvers skriver om genrens Spenglerske implikationer.

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Belmont Books 1969

Faktisk er indledningen ganske interessant. Det eneste besynderlige er, at gode gamle Conan ikke nævnes med et ord. Og taget i betragtning, at Gardner Fox har planket stort set alt, hvad der kan plankes hos førnævnte, er det mildest talt besynderligt, at Robert E. Howard ikke berøres. Jeg skal vende tilbage til Conan om et øjeblik. Først vil jeg gerne dvæle et øjeblik ved barbargenrens betydning.

En væsentlig præmis for barbareventyret, som Howard i høj grad var med til at opstille, er den underforståede frihedstrang. Barbaren bliver en idealiseret fremstilling af det frigjorte menneske, der utvungent af civilisationens fremmedgørende konventioner bevæger sig gennem verden og hedonistisk hengiver sig til livets glæder. For Howard eksisterede der er en form for urmoral – et retfærdighedskodeks – som det frigjorte individ (barbaren) natuligt ville følge. En forestilling om, at den stærke beskytter de svage og konflikter løses med den nødvendige grad af brutalitet. Fjendebilledet er naturligvis det konsensussøgende vestlige samfund, der med sine maskiner og bekvemligheder kvæler individets frihed og ret til at handle.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

I den forstand var Howard ikke så langt fra Tolkien og Lewis, der ligeledes fandt et fjendebillede i den moderne kultur. ”The Machine”, som Tolkien kaldte det. Forskellen er, at de gode englændere skrev deres fantasyeventyr ud fra kristne moralforestillinger. Det gjorde Howard ikke. Han skabte sin fantasy under påvirkning af Nietzsche, og det gør verdener til forskel.

I stedet for at indpasse sine hovedpersoner i en eskatologisk kristen fortælling, som førnævnte Tolkien og Lewis, viste Howard barbaren som en eksistentialistisk figur, der står alene i verden og former den ved egen kraft. I Camusk forstand kaster barbaren sig ud i livet med en enorm appetit og gør kun, hvad han har lyst til. Om Nietzsche ville bifalde den popularisering af overmenneske-begrebet, er tvivlsomt, men sådan blev udfaldet hos Howard. Og resultatet er barbargenren, som vi kender den.

Men nu til barbaren Kothar og bogen det egentlig handler om. Modsat Howards Conan-univers, der udspiller sig på i en mytisk fortid, tager Gardner Fox os med ud i en fjern, fjern fremtid. Her i dette vildsomme land, der ligner Conans barbarunivers til forveksling, tumler den enorme kriger Kothar omkring og sælger sine kampevner til den højestbydende.

Paperback, Starbooks 1970

Paperback, Starbooks 1970

Som sagt er Kothar: Barbarian Swordsman første bind i en serie på fem bøger. Sikkert som en form for loyalitet overfor Howards gamle pulphistorier er der ikke tale om en roman, men tre noveller. Første historie er den længste, og her introduceres Kothars verden. Fox får også allerede her lagt skabelonen for de kommende fortællinger om barbaren.

Det forholder sig nemlig sådan, at vi kommer ind i Kothars liv, netop som barbaren må sande, at han er den sidste overlevende på en slagmark. Han har kæmpet for Dronning Elfa, men hendes tropper er blevet udraderet. Kothar fortrækker, hårdt såret, fra valpladsen, men bliver forfulgt af fjenden. Hans flugt fører ham ind i en skov, hvor han opdager et gammelt bygningsværk. Er han mon på magisk vis blevet kaldt til bygningen? Naturligvis er han det, og bygningen er intet mindre end en oldgammel krypt, hvor nekromantikeren Afgorkon ligger ikke død men sovende.

Afgorkon kommer til live, da Kothar render ned i hans gravkammer, og nekromantikeren giver Kothar et tilbud, han ikke kan afslå. Barbaren får tilbudt det magiske sværd Frostfire, der vil gøre ham til en endnu bedre kriger. Hagen ved dette er, at den, som bærer sværdet, ikke kan eje andet. Kothar accepterer gladeligt, men som det skal vise sig, handler han måske overilet.

Paperback, Leisure Books 1973

Paperback, Leisure Books 1973

Takket være sværdets magi mister Kothar sine ejendele. Det betyder, at han forarmet må fortsætte med at sælge sig selv som lejesvend for at overleve. Han kan ikke skille sig af med sværdet, der vel må betegnes som forbandet, og han kan ikke slå sig ned, fordi han ikke kan holde på noget. Det gælder i øvrigt både rigdom og venskaber.

Til det må man så også føje, at den heks, Kothar bekriger i første historie, ganske vist bliver overvundet i sidste ende, men hun fortsætter med at plage Kothar som en form for gespenst, der helt sikkert også vil komme til at figurere i de kommende bind.

Kothars verden er fyldt med blodig vold, lumre kvinder og livsglæde. Det er svulmende pulp med monstre og kamp fra ende til anden. Kothar får ganske enkelt ikke et eneste regulært pusterum i bogens tre noveller. Han hakker sig igennem talløse modstandere og gør det med største glæde. Fox har ikke samme digteriske aspirationer som Howard og sværmer tydeligvis heller ikke i samme grad for edda-digtningen som Howard. Det betyder, at Fox har en noget mere nøgtern stil. Samtidig har Fox fundet stor inspiration i arturiske motiver.

Paperback, Librairie des Champs-Élysées 1976

Paperback, Librairie des Champs-Élysées 1976

Den forbandede Kothar er tydeligvis modelleret over stakkels Parsifal, og hele tonen i bogen kredser omkring en middelalderlig terminologi. Trods det faktum, at Conan har stået model til et og alt i novellerne, har Kothars verden således nogle andre nuancer, som giver bogen en smule originalitet. Ikke meget, men lidt. Præcis nok til, at man ikke kan afskrive den som rent plagiat.

Kothar: Barbarian Swordsman er en af de bøger, jeg ville ønske, jeg havde opdaget for mange år siden. Den går rent ind hos mig nu, men som dreng ville jeg have elsket den. Novellerne om Kothar er uforskammet underholdende kamp og kage. Vold, blod og sort magi af højeste kaliber. Ganske vist er tonen højstemt og stedvist pinligt banal, men hvor er det dog underholde. Længe leve den dårlige smag. Jeg glæder mig til at læse de kommende bind!

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Roger Sarac, The Throwbacks (1965): Absurd mutantgys i ødemarken

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

Normalt, når jeg omtaler og skriver om bøger her på bloggen, forsøger jeg egentlig at holde handlingsreferaterne på et minimum. Dels er referater lette at finde på nettet, dels synes jeg faktisk ikke selv, at det er specielt interessant læsning. Med det sagt gør jeg en undtagelse her. The Throwbacks fra 1965 er ganske enkelt så absurd, at handlingen ikke kan forbigås i tavshed. Dermed også sagt, at jeg kommer med et par afsløringer undervejs, men der er næppe nogen, der læser bogen for at blive overrasket.

Med The Throwbacks fortsætter jeg i øvrigt i det samme frontier-spor, som jeg skrev om tidligere på ugen. Bogen tager os nemlig til den californiske ødemark, hvor dybe skove og vildsomme bjerge strækker sig så langt øjet rækker. Her, midt ude i vildmarken, er det nygifte par Paul og Joanne på vej hjem fra en campingtur. De kører gennem mørket, da bilen rammer noget, de umiddelbart tror, er en bjørn. Da Paul undersøger sagen, opdager han, at det, de påkørte, er blevet slynget ned over bjergsiden og nu forsvundet. Men var det en bjørn? Det er Paul faktisk sikker på. Det lignede ikke nogen bjørneart, han kender, og Paul er naturfotograf, så han ved en del om den slags.

 

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

 

Sagen bliver mere mystisk, da de den samme aften får et værelse på et motel, hvor hører de lokale snakke om mærkelige indianerlegender og behårede væsner, der lever i bjergenes vildnis. Bigfoot eller Sasquatch, kær abe har mange navne, og det er naturligvis det mytiske abevæsen, som der er på tale. Væsnet, Paul og Jo påkører, bliver aldrig omtalt som Bigfoot, men vi ved naturligvis godt, hvad de hentyder til, når de taler om en abeligende, nærmeste menneskelig pelsklædt ting.

Desværre er liget eller kadaveret jo forsvundet, men heldigvis er der rester af blod og pels på kofangeren, så Paul tager sporene til nærmere undersøgelse på universitetet. Således kommer biologen Prof. Bergen på bane. Med speciale i californisk dyreliv og Afrikas store aber er han den helt rigtige at tale med. Bergen kan noget overraskende konkludere, at det hår og blod, som Paul har givet ham, ikke stammer fra noget kendt væsen! Det er store sager, og universitetet beslutter derfor at støtte en (meget lille) ekspedition ud i ødemarken, hvor der skal iværksættes en eftersøgning efter dette abevæsen. Således tager Paul, Jo, Bergen og den unge studerende Mike ud i vildnisset i en veludstyret stationcar.

Roger Andrew Caras (28. maj 1928 – 18. februar 2001). Caras den store dyreven

Roger Andrew Caras (28. maj 1928 – 18. februar 2001). Caras den store dyreven

Humøret er højt, Jo leverer kaffen (I’m the coffemaker, siger hun glad et sted), mens hun muntert lytter til de lumre kommentarer fra gruppens tre mænd. Den gode biologiprofessor Bergen er eksempelvis en selverklæret ”dirty old man”, og de to andre mænd er ikke meget bedre. Det høje testosteronniveau bliver ikke mindre, da ekspeditionen bliver henvist til to brødre – brødrene Bradshaw – der lever som eneboere. Brødrene ved alt om vildnisset, og skal nogen kunne hjælpe dem med at finde abevæsnerne, må det være de to Bradshaw-brødre.

Historien tager en uventet drejning, da ekspeditionen forsøger at komme frem til brødrenes hytte. De får et tilfældigt glimt af et abevæsen undervejs og kører galt. Mike brækker armen, da han efterfølgende forsøger at skifte et dæk på bilen. Således hober problemerne sig. Det hele er noget værre møg, men så kommer de to overraskende kultiverede eneboer-brødre dem til undsætning. Alle er naturligvis glade for hjælpen, ikke desto mindre må ekspeditionens deltagere undre sig: Hvad laver de to veluddannede mænd ude i ødemarken? Og hvorfor opfører brødrene sig, som om de er plaget af en dyb, dyster hemmelighed. Som du nok kan se ud fra dette, tager Roger Sarac os pludselig og uventet ind i noget, der lugter langt væk af southern gothic-kerneland.

Det klassiske stillbillede fra Patterson og Gimlins berømte Bigfoot-film fra 1967

Det klassiske stillbillede fra Patterson og Gimlins berømte Bigfoot-film fra 1967

Gradvist fortaber abejagten sig til fordel for de spændinger, der opstår, da selskabet bliver indkvarteret hos de to Bradshaws. Aggressioner og liderlighed driver af væggene, og var det ikke fordi en storm bryder ud, var det sikkert kommet til en gruppevoldtægt af Jo. Det vil sige næsten, for den ældste bror er bøsse og forelsket i sin yngre bror (!). Da han ikke kan få sin lillebror i kanen, tæsker han ham i stedet, og det virker udmærket som seksuelt afløb, oplyses det.

Sex er den helt store ting i historien, og ser vi bort fra de efterlyste abemenneske, er pistoler og geværer helt centrale. Både Bergen og den ældste bror har en skydevåbensfetich. Vi får derfor flere stærkt erotisk betonede fremstillinger af geværets kraft, kuglens potens osv. Alt sammen i en svedig, indestængt jargon. The gun is good. The penis is evil, kunne den ældste bror vel lige så godt hviske, mens han baldrer løs med sin riffel, eller når de andre mænd begærligt betragter den homoseksuelle brors geværsamling. Han er sandelig veludstyret, bemærker de, mens de helt glemmer stakkels Jo.

Paperback, Belmont Books, 1. udg 1965

Paperback, Belmont Books, 1. udg 1965

Den mandlige seksualitet er absolut et væsentligt omdrejningspunkt. Det er derfor både overraskende og passende, da det kvindelige abevæsen stik imod alle konventioner bryder ind i brødrenes hytte og kidnapper den unge student Mike. Jo må se snydt til, mens den dyriske kvinde på stenaldervis trækker afsted med sit mandlige bytte. Jo, som moderne kvinde, står hjælpeløs med en riffel i hånden, ude af stand til at hjælpe, og problemet bliver først løst, da resten af mændene kommer tilbage – akkurat tidsnok til at redde deres kammerat fra en omgang abesex i krybekælderen under brødrenes hytte.

The Throwbacks er en ringe bog, men på den gode måde. Den er dum, den er billig og den er lummer. Men faktisk er der også nogle rigtig fine horrorsekvenser. Den scene, hvor abekvinden belurer den sovende Mike, er faktisk er ganske, ganske klam. Og scenen, hvor hun endelig stjæler sin udvalgte, er også meget vellykket. At det lykkes for Sarac at skabe troværdige gys, er lidt af et mirakel og et kæmpe plus i en bog, der ellers lever på sin absurditet og ufrivilligt komiske indhold.

Hardcover, Bristol Park Books 1999. En antologi med hundehistorier, som Caras i hvert fald har redigeret af navn

Hardcover, Bristol Park Books 1999. En antologi med hundehistorier, som Caras i hvert fald har redigeret af navn

Roger Sarac skrev ikke andre romaner end The Throwbacks, men jeg skylder at nævne, at Sarac er et pseudonym for Caras. Roger Caras var ikke en hvem som helst. Han var en stor amerikansk medie-darling i 60’erne og 70’erne, der skrev rigtig mange naturbøger og var vært på en lang række natur- og dyreprogrammer. Med The Throwbacks har Caras vel på en eller anden måde bearbejdet sine erfaringer i skønlitterær form og tilføjet et spekulativt ”hvad nu hvis”-element – for abekvinden, der nu har været nævnt nogle gange, er en mutant. En freak der ikke kan forklares. I bogen prøver de kloge hoveder naturligvis at komme med nogle bud på abemenneskernes eksistens, men de kommer ikke til bunds i sagen og i sidste ende er det de menneskelige relationer, der først og fremmest optager Caras/Sarac.

I bedste southern gothic-tradition sender The Throwbacks os meget uventet i favnen på en gammel familiehemmelighed, triste skæbner og perverse forhold, som de kun kan formuleres i gotikken. Spændende sager, der i Caras’ hånd bliver til en absurd og lummer omgang, som oser langt væk af drive-in-stemning og pulpgys. Underlødigt og dumt, ja, men også sjov læsning!

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Lin Carter, Beyond the Gates of Dream (1969): Historier fra pastichernes ukronede konge

Lin Carter er på mange måder en kontroversiel forfatter, der har delt vandene. I sit relativt korte liv, på kun 58 år, skabte han sig en karriere som redaktør og forfatter af genrelitteratur såvel som meget andet. Det særlige ved Carter er, at han gjorde en dyd af at kopiere andres stil. Det vil sige, at Carter bevidst forsøgte at efterligne herrer som eksempelvis H. P. Lovecraft og Robert E. Howards sprog. Det har naturligvis skabt en hel del vrede læsere, der har følt Carters historier snyltede og udvandede forbilledernes værk. Det kan der være noget om, men for Carter har det at skrive i en specifik forfatters univers indebåret at bruge dennes stil og ordvalg, fordi det jo netop er det specifikke sprog, der i udgangspunktet karakteriserer det univers, der digtes videre på.

Belmont Books 1969. Den fine forside er tegnet af Jeff Jones.

Beyond the Gates of Dream fra 1969 er den første novellesamling, som Lin Carter udgav. Bogen består af otte fortællinger, som genremæssigt spænder over horror, science fiction og fantasy. Dermed indfanger samlingen meget fint det genrespektrum, som Carter opererede i. I den selvbiografiske indledning noterer Carter, at han faktisk slet ikke er nogen novelleforfatter. Han ser sig som en ”60.000 words and fifteen chapters”-forfatter, og når man kaster et blik på Lin Carters bibliografi, er det da heller ikke fordi, der er voldsomt mange noveller. På det punkt adskiller han sig tydeligvis fra den flok forfattere fra pulpmagasinernes storhedstid, der var hans livslange forbilleder og inspirationskilder.

Novellesamlingen adskiller sig fra de fleste andre antologier ved at være udstyret med et forord og et efterskrift samt en introduktioner til hver historie skrevet af Lin Carter selv. Den disposition er absolut fascinerende, og de introducerende tekster er faktisk langt mere interessant læsestof end mange af selve novellerne. De små indledninger giver samlingen en raison d’être, fordi vi får sat ord på tankerne bag historiernes udvælgelse. Indledningsvist kan Carter således på en sært tilbageskuende, næsten gammelmandsagtig facon se tilbage på en barndom med pulpmagasiner, film og tegneserier. Her iscenesætter han sig som drengen, der aldrig er blevet helt voksen og faktisk hellere vil drømme sig bort fra samtiden til sære verdener og bizarre fortællinger. Som Carter skriver: ”… there is more pure Magic for me in the single word ”SHAZAM!” than in any given half-a-book by William Burroughs or thirty solid minutes of listening to Bob Dylan or Brahms” (Belmont udg., s. 15).

Belmont Books 1969. Ganske kuriøst er det ikke de korrekte noveller, der beskrives på bagsiden. Man har ændret planer i forhold til bogens indhold og glemt at få skrevet nye tekster.

Alvoren bag synspunktet bliver efterfølgende nedtonet lidt, da Carter kommer med en længere liste over bøger og forfattere, han har ladet sig inspirere af. Grundlæggende har han dog meget lidt til overs for tidens nyere litteratur – Burroughs får endda endnu et syrligt huk med på vejen i en af de efterfølgende novelleintroduktioner.

Humor fylder en del i flere af fortællingerne, men Lin Carter har blikket rettet stift mod ældre genrefiktion, der står som skabelonen for hovedparten af hans prosa og poesi. Af den grund bliver det også svært med sikkerhed at fange Carters egen forfatterstemme, netop fordi han konstant taler med andres ord eller stil. Det gør sig allerede gældende i den gennemført pjattede ”Masters of the Metropolis”, en novelle Carter skrev sammen med Randall Garrett i 1956, og som faktisk er hans første professionelt publicerede historie. Novellen er en satirisk kommentar til den ærværdige science fiction-gigant Sam Moskowitz (1920-1997), der kom for skade at udtale, at Carters generation af forfattere ikke længere mestrede samme grad af eventyr og fantasi i deres fortællinger. Det provokerede den unge Carter og Garrett til et satirisk modsvar med Moskowitz i hovedrollen som ”Sam IM4 SF+”. I indledningen til historien fremstiller Carter spøgen meget hjerteligt og morsomt, men spørgsmålet er, om ikke det har haft en del mere brod end han vil stå ved? Samtidig kan man jo notere sig det ironiske i, at Carter mere eller mindre selv udtrykker samme pessimistiske synspunkter, som Sam Moskowitz i sin vurdering af 60’ernes litteratur.

Belmont Tower Books 1973.

Når pasticherne lykkes, skaber Lin Carter solide fortællinger med sans for tempo og drama. I “The Hand of Nergal” afslutter han eksempelvis en Conan-novelle, som Howard aldrig fik skrevet færdig. Historien har senere fået en hel del kritik, men for mig at se er det en ganske fin novelle, der udnytter et stærkt og ekstremt blodigt oplæg fra Howards hånd på bedste vis. Dog må man vel at mærke først acceptere, at han brygger videre på en anden mands tekst. I indledningen til novellen skriver Carter, at han brugte uhyggeligt mange timer på at studere Howards ordvalg, sætningsstruktur, navneformer og så fremdeles. Det giver os uden tvivl et indblik i den omhu, som Carter lagde i sine pasticher. Eller sagt på en anden måde, det var ikke for at gøre det lettere for sig selv, at han brugte andres udtryk. Det, tror jeg, er en pointe, der alt for ofte bliver overset i kritikken af Lin Carter.

Det for mig at se bedste bud på en pastiche og bogens bedste novelle generelt er ”Uncollected works”. Her tager Carter os med tilbage til århundredeskiftets science fiction eller fantastiske litteratur, om man vil, med en skikkelse som eksempelvis H. G. Wells lurende i kulissen. I historien har en ingeniør opfundet en maskine, der har til opgave at nedfælde alle sprogets tænkelige ordkombinationer. Til opfinderens overraskelse skiver maskinen ordenerne i en litteraturhistorisk kronologi. Den producerer med andre ord eksisterende litterære værker, begyndende med babylonske legender og derfra arbejder den sig op gennem tiden og ud i fremtiden. Novellen, der naturligvis er ret langt ude, er en bittersød refleksion over det at blive gammel. Her er Carter både poetisk og rørende. Han indfanger smukt en aldrende mands vemod ved tanken om alt det, han aldrig skal se eller opleve. Historiens melankoli er helt atypisk for alt andet i bogen, og måske netop derfor står den blændende stærkt.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Mere ærgerligt bliver det, når Carter i den korte gyser ”Keru” åbner med en fabelagtig spøgelsesagtig scene – han beskriver hvordan hovedpersonen opdager kadaveret af en forpjusket hund i vejsiden, på en ensom, måneoplyst nat. Billedet er afsindig stærkt. Jeg havde faktisk lidt svært ved at slippe det bag efter, men fordi Carter skal fortælle historien som klassisk pulpet, weird tale, kræver det en ”chokerende” afslutning, der efterlader novellen som et stykke komplet ligegyldigt prosa uden nogen form for originalitet.

Five Star Paperbacks 1973. Endnu et fint cover, dette er tegnet Jack Faragasso. Dog har det ikke nogen åbenlys relation til bogens indhold

Helt slemt bliver det imidlertid først i ”The Mantichore”, der er Lin Carters forsøg ud i episk Tolkien-fantasy. Historien er egentlig et uddrag af noget, der er tænkt som en roman. Fortællingen fremstår derfor lidt rå og ubearbejdet, men det forhindrer ikke Carter i at mønstre et uhyrligt antal Tolkien-klichéer, lige fra navne som ”Gondomir” til tåbelig ”middelalderlig” dialog, anakronistiske stavemåder og komplet overlæssede beskrivelser. Suk. Måske er det bare mig, der aldrig bliver nogen stor fantasy-fan, men her skraber Carter afgjort bunden. Pastichen har ingen troværdighed. Den står som dum efterligning, uden nogen selvstændig værdi. Det er ikke engang underholdende, fordi det latterligt omstændelige sprog kommer i vejen for handlingen.

Leisure Books 1977. Endnu et ganske fint cover uden relation til bogens noveller. Tegneren er mig ubekendt.

I sidste ende er det jo nok en smagssag, hvornår en af Carters pasticher lykkes, og hvornår de falder igennem. Hans forfatterhåndværk kan man ikke kritisere. Det kræver både sprogsans og disciplin at skrive, som han gjorde det. Det er vel også derfor, at han til trods for den megen kritik var et rigtig stort navn i 70’erne, som absolut var Carters glansperiode. Han leverede ganske enkelt præcis den vare, som læserne efterspurgte – om det så var Conan-action, Lovecraft-horror eller vintage science fiction.

Wildside Press 1999.

Som et lille kuriosum kan det afslutningsvis nævnes, at Lin Carter åbenbart så Beyond the Gates of Dream som første bind i en tilbagevendende serie. I efterskriftet gør han i hvert fald et stort nummer ud af alle de noveller, som han formentlig vil få sammensat til en ny antologi, som allerede skulle komme året efter – altså i 1970. Det skete ikke, i stedet udsendte han uhyggeligt meget and, og det er da absolut heller ikke sidste gang, at jeg tager fat i ham her på bloggen.

Novellerne:

Masters of the Metropolis, med Randall Garrett (tidligere udg. i 1956)

Owlstone

Keru

The Hand of Nergal, med Robert E. Howard (tidligere udg. i 1967)

Harvey Hodges, veebelfetzer

Uncollected works (tidligere udg. i 1965)

The Mantichore

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling