Tag Archives: Berkley Books

Keith Laumer, A Trace of Memory (1963): Sjusket og planløs pulp

Paperback, Berkley Medallion 1963. Romanens første udgave. Richard Powers har malet den fine forside i hans vanlige, tidstypiske streg

Keith Laumers A Trace of Memory fra 1963 er på alle måder en sen aftapning af 1940’erne og 50’ernes SF. Romanen blev først udsendt som føljeton 1962 i Amazing Stories, hvilket var alt, alt for sent. Når folk i dag ser med milde øjne på Laumers bog, er det måske fordi, de glemmer, hvor forfejlet bogen allerede var, da den udkom. Problemet er nemlig, at den kun viderefører pulpens værste kvaliteter uden antydninger af de stilistiske og tematiske nybrud, genren oplevede i løbet af 50’erne. Det er mig derfor også en gåde, hvorfor A Trace of Memory er blevet så flittigt genoptrykt, som den er. Men lad os tage et hurtigt kig på handlingen, før vi for alvor går til makronerne.

Historien begynder en solrig formiddag i Tupelo, Mississippi, hvor den udtjente semi-dranker og lykkeridder mr. Legion læser i avisen og falder over følgende annonce: ”Soldier of fortune seeks companion in arms to share unusual adventure.” (s. 1) Legion havde egentlig ikke tænkt sig at svare på annoncen, men skæbnen vil, at han alligevel ender med at gøre det, og snart befinder mr. Legion sig i selskab med den excentriske rigmand Foster, der har indrykket teksten i avisen. Sagen er den, at Foster er i besiddelse af en mærkværdig dagbog, der ikke bare er skrevet på et ubestemmeligt, for ikke at sige ukendt materiale, bogen er også kun delvist skrevet på et læseligt sprog. Endnu mere mystisk er det, at Foster er overbevist om, at det er ham selv, der har skrevet den mærkelige bog i en fjern fortid. Foster virker gal, og Legion vil egentlig smutte fra hans rigmandsvilla så hurtigt som muligt, men så bliver huset angrebet af lysende energivæsner fra rummet, og de to mænd må flygte sammen ud i natten.

Paperback, Berkley Medallion 1963

Det viser sig, at Foster i virkeligheden er et rumvæsen fra planeten Vallon, der er blevet genfødt igen og igen uden ret meget erindring om sine tidligere liv.  Tidligere liv, der strækker sig tilbage til en nødlanding på Jorden tilbage i stenalderen. De landede der, hvor Stonehenge nu er opført, og naturligvis hænger de to ting sammen. Indbyggerne fra Vallon lå i krig med de onde energivæsner, som stadig søger efter overlevende fra nedstyrtningen for mange tusind år siden, og nu befinder Legion sig pludselig midt i en hæsblæsende jagt, der fører ham til England og til sidst videre ud i verdensrummet.

Ganske pludseligt slår handlingen over og blive et rumeventyr på planeten Vallon, der afsløres som udgangspunktet for alle vores jordiske Kong Arthur-fortællinger. Vallon er en forvanskning af Avalon osv. Jordboen Legion ender med at deltage i et oprør på den fjerne planet for at bekæmpe det tyranni, der er blevet etableret efter, at Fosters folk forlod planeten i sin tid.  Og så, og så, og så…

John Keith Laumer (9. juni 1925 – 23. januar 1993)

Ok, her må vi hellere stoppe det, der allerede nu er blevet et alt for langt referat. Den komplet udflydende handling i A Trace of Memory kan bedst beskrives som en føljeton, der løb af sporet. Det, der begynder som hårdkogt SF-gys i Tupelo, slutter som rendyrket rumramasjang, vel at mærke uden, at der på nogen måde knyttes noget bånd i mellem bogens dele. Laumer havde formentlig to-tre noveller eller romanidéer, der var for korte, og han besluttede så at splejse dem sammen til en. Det var en ganske dårlig idé, må man sige. I hvert fald for den læser, der bare holder af en smule konsistens i sin læsning.

Personlig kan jeg kun beklage, at Keith Laumer ikke blev ved historiens første handlingsspor; der, hvor Legion og Foster desperat forsøger at opklare dagbogens mysterium, rejser til Stonehenge, går på opdagelse i den jungianske kollektive erindring og paranoidt frygter for angreb fra energivæsnerne. Her har bogen en sympatisk karakter af skrækfiktion, der vinder ved den hårdkogte tone, som den vrængende hovedperson Legion udfolder.

Paperback, Mayflower 1968

Bogens midte og anden halvdel, der fremstår som en pauver udgave af noget, Robert Heinlein kunne have skrevet, har ikke samme nerve og virker først og fremmest som et sammendrag af en større handling. Selv Legions personlighed transformeres væk fra den alkoholiserede antihelt til en klassisk, ansigtsløs helt med gåpåmod og en proper næve. Kong Arthur-vinklen i bogens anden halvdel giver ikke nogen mening, set i forhold til handlingen i første del, og Laumer kunne da i det mindste have gjort sig den umage at indlægge et par enkelte sætninger i romanudgaven af bogen, som forberedte læserne på den udvikling, men sådan er det ikke.

Entusiastiske SF-læsere vil her måske kunne indvende, at det trods alt er en sjov tanke, som Laumer fremfører. Altså at Arthurlegenden i virkeligheden er menneskehedens videredigtning på hændelser, der udspillede sig i stenalderen og siden er blevet genfortalt  og dermed også gradvist er blevet forvansket til den historie, vi kender. Bevares, den tanke er sjov, men Laumer bruger den ikke til stort andet end et trinbræt for kamp og kage på planeten Vallon, og Colin Wilson gjorde den slags langt bedre få år senere. For mig skal der i hvert fald lidt mere til, for at den slags idéer kan bære værket.

Paperback, Warner Paperback Library 1972

Isoleret set er der således gode takter i A Trace of Memory, men alt det overskygges af det faktum, at bogen er rædderligt skrevet. Normalt skal man ikke forvente sig meget mere end et dynamisk og humørfyldt sprog i litteratur af Laumers pen, men end ikke det formår han at leve op til. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en roman, hvor sproget i så høj grad generede mig. Vores hovedperson Legions navn bliver nævnt igen og igen sammen med et begrænset udvalg af andre ord og vendinger, som gør sproget til en lang gentagelse, og reducerer det litterære håndværk til en omgang af det argeste sjusk.

At bogen fandt vej til udgivelse er ene og alene et vidne om den næsten umættelige begejstring for genrelitteratur, der herskede i samtiden, og Laumer hører så afgjort til blandt amatørerne, der kunne lukrere på denne interesse med dybest set elendig fiktion, som bidrog til at holde gang i gryderne. Laumer tilhører den gruppe af forfattere, der stædigt holdt fast i den gamle pulplitteraturers mest primitive sider, og det er ikke noget under, at den ellers produktive Keith Laumer er sunket ned i glemslens suppedas i dag, så at det kun er de mest ihærdige læsere, der får ham hevet frem.

Paperback, Tor 1984

A Trace of Memory er uden tvivl pulplitteratur, når den er værst; triviel, rodet og sjusket, uden plan og andet formål end at give Laumer brød på bordet. Det fik han da sikkert også, men det er formentlig også det eneste for alvor positive, der er at sige i den sammenhæng.

Paperback, Armchair Fiction 2011

Amazing Stories, juli 1962

Amazing Stories, august 1962

Amazing Stories, september 1962

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Philip José Farmer, To Your Scattered Bodies Go (1971): Finurlig ramasjang

Paperback, Berkley Medallion 1971. Forsiden er skabt af Richard Powers

Philip José Farmer fik skabt sig en ganske omfattende skønlitterær produktion, som jeg ikke skal gøre mig alt for klog på. Faktisk er Farmer et noget perifært bekendtskab for mig, men jeg har taget hul på hans såkaldte Riverworld-serie, og det har vist sig at være læsning af den mere muntre slags.

Seriens første bind, To Your Scattered Bodies Go, udkom i 1971, og man genkender straks velkendte troper i åbningskapitlet. Vores hovedperson vågner i et enormt bygningskompleks fyldt med livløse menneskekroppe. Hvad alle disse kroppe betyder, og hvor vores hovedperson kommer ind i billedet, bliver aldrig afklaret, for han bliver få øjeblikke efter at være vågnet op, konfronteret af en robot, der skyder ham ned. Alt går i sort, og scenen skifter. Modsat eksempelvis William Hjortsbergs Gray Matters fra samme år vågner bogens hovedperson ikke i denne opbevaringshal igen, nej, han vågner ved flodbredden i en fremmed verden.

Philip José Farmer (26. januar 1918 – 25. februar 2009)

Her er det så på sin plads at nævne, at romanens hovedperson ikke er nogen ringere end den engelske litterat og opdagelsesrejsende Richard Francis Burton, der måske er bedst kendt som manden, der som den første oversatte Tusind og en nats eventyr til engelsk. Her aner vi altså, at noget særligt er på færde, og det viser sig da også hurtigt, at Philip José Farmer har udtænkt en ganske sindrig ramme for sin tempofyldte fortælling.

Idéen er den, at et udvalg af Jordens afdøde befolkning ”vågner” i denne fremmede verden. De har en fuld erindring om deres tidligere liv på Jorden, men aner ikke, hvor og hvorfor de nu er, hvor de er. Ved flodbredden mødes der med andre ord et sammenrend af mennesker ikke bare fra forskellige verdensdele og kulturer, men også fra forskellige tidsperioder. Mindst lige så mærkværdigt er det imidlertid, at mekaniske installationer er anbragt regelmæssigt langs flodløbet, der udstyrer menneskene med mad, redskaber og andre goder; narkotika eksempelvis – bogen er jo fra´71. Der ligger altså en eller anden form for organisering bag det hele, men hvorfor? Og af hvem?

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1971. Romanens 1. udgave

Indledningsvist handler det naturligvis for Burton om at finde sig selv i denne nye verden, og han slår sig hurtigt sammen med et noget eklektisk hold af typer fra menneskehedens lange historie – en victoriansk dame, en oldtidsmand og andre kulørte skikkelser. Det kommer der en del muntre sammenstød ud af, ikke mindst takket være forskellige tiders forhold til seksualmoral og indtag af førnævnte narkotika. Det går imidlertid også op for Burton, at han, som den eneste, har en erindring om at være vågnet i den store hal, før han vågnede igen i flodverdenen.

Noget må være sket, og han bliver til stadighed mere sikker på, at det var en fejl, han vågnede. Han skulle aldrig have set, hvad han så. Derfor begynder Burton også målrettet at jagte flodens udspring, fordi han er sikker på, at svaret på dette mysterium må ligge her. Burtons mission udløser en kæde af hændelser, der i sidste ende bringer ham på kollisionskurs med de skabninger, som kontrollerer og muligvis endda har skabt hele den flodverden, som handlingen udspiller sig i.

Paperback, Berkley Medallion 1973

Farmers sprog er let og ukunstlet. Der ligger en konstant underspillet humor i fortællingen, som gang på gang kammer over i decideret komiske situationer, der mest af alt spiller på det groteske i hele den situation, som Burton og hans venner gennemlever. Naturligvis bliver der diskuteret meget i romanens kapitler, og flere teorier om flodverdenen bliver fremlagt, men Farmer tynger ikke sin tekst med alt for meget forklaring. I stedet fokuserer han på handling og sammenstød mellem flodverdenens forskellige fraktioner.

Der et dermed også en udtalt stemning af retro-pulp over historien, som tydeligvis henter en del af sin inspirationskilder i fortællingerne om fremmede verdener fra pulpens guldalder i begyndelsen af 1900-tallet. Det løsslupne, pulpede i bogen betyder imidlertid ikke, at Farmer ikke arbejder med interessante koncepter. De kan næppe kaldes videre originale, men han leverer dem med overbevisningskraft og stort humør, hvorfor tingene går sammen i en højere enhed i bogen.

Hardcover, Rapp & Whiting 1973

Floden er naturligvis det bærende motiv. Den er et billede på selve livet, der flyder afsted med os. Helt konkret er det klart, at Mark Twains Life on the Mississippi (1883) har dannet klangbund for Farmers brug af flodmotivet, præcis som Hemingway udnyttede det i sine Nick Adams-historier og Norman Maclean gjorde det nogle år efter Farmer i den fine kortroman A River Runs Through It (1976). Tilsammen udgør alle disse fortælling et motivisk kompleks, der som sagt bruger floden som billede på livet, der roligt fører os ud mod fjerne horisonter.

Men det er mere kompleks end som så, for floden er ganske vist i bevægelse, men den er også en konstant, der så at sige ligger, hvor den gør. Vores hovedpersoner kan derfor forlade floden, vende tilbage til den, rejse op ad floden eller rejse ned langs floden. Alt sammen billeder på en indre rejse igennem livets fylde, hvor barndommen, ungdommen eller alderdommen kan (gen)besøges. Floden bliver et meditationsobjekt og et spejl, i hvis refleksion hovedpersonerne kan studere dem selv og deres liv.

Paperback, Panther 1974

Billedet er smukt og fængede, næsten uanset hvordan det udføres, og selv om Farmer måske er den mindst sofistikerede bruger af motivet, indfanger han tankevækkende perspektiver i sin roman. Det må da også for en god ordens skyld nævnes, at Farmer gjorde Mark Twain til hovedpersonen i fortsættelsen til To Your Scattered Bodies Go, men det kan jeg vende tilbage til i et andet indlæg.

Flodmotivet er det, der litterært står som det blivende og mest fængslende ved bogen. Det skyldes, at de underliggende temaer om skabelse og religion, der også spiller ind i Farmers fortælling, aldrig synes helt at blive udfoldet, fordi det meget hurtigt står klart, at der må være tale om en form for videnskabeligt eksperiment, hvorfor de metafysiske overvejelser lægges på hylden.

Paperback, Panther 1978

Den første Riverworld-roman er festlig og stedvist tankevækkende. Mest af alt er den humørfyldt og gør sin læser nysgerrig, takket være de intrikate forviklinger, der opstår, når perioder og kulturer blandes, som de gør ved flodbredden. Det er ikke så sært, at romanen tiltrak sig opmærksomhed, da den udkom, for den er gjort af det samme underholdende stof, som den bedste pulp er skabt ud af. Det gør teksten slidstærk, også dér, hvor tiden er løbet fra indholdet. Farmer leverer sin ramasjang med hjertevarm omhu og så tilpas meget eftertænksomhed, at det ikke bliver til ren, uforpligtende underholdning. Jeg skal derfor også med ham videre ned ad floden; ingen tvivl om det.

Hardcover, Berkley Medallion 1980

Paperback, Panther 1980

Paperback, Berkley Books 1981

Hardcover, The Easton Press 1986

Paperback, Del Rey 1998

Hardcover, The Easton Press 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

 

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Philip K. Dick, The Man in the High Castle (1962): Historien som produkt

Paperback, Berkley Books 1983

Paperback, Berkley Books 1983. Forsidens skaber er ikke oplyst

Mystikeren Philip K. Dick udsendte sine feberfantasier i en forrygende fart, og set retrospektivt kom hans fysiske og mentale sammenbrud, der afsluttede Dicks karriere på et bekymrende lavpunkt, måske ikke helt uvarslet. Under det veldokumenterede øjeblik i Metz i 1977, da han på en SF-convention læser sit fabulerende, metafysiske manifest op, tørnede verdenerne endegyldigt sammen omkring forfatteren, der aldrig efterfølgende blev sig selv igen. Fiktion og religion, vision og psykose smeltede sammen til et trist mareridt.

Alt det lå imidlertid langt ude i fremtiden for Dick, da han i 1962 kunne udsende et af sine første store mesterværker. Romanen The Man in The High Castle er nemlig ubetinget et af Dicks mest subtile og raffinerede arbejder. Et værk, der i øvrigt ifølge Dick selv tærede betydeligt på ham, fordi hans afdækning af nazismen bragte ham dybt ind i den form for totalitære tankegang, der skræmte ham så meget.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982) fotograferet i 1962 til romanens bagside

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982) fotograferet i 1962 til romanens bagside

Historien foregår i 1962 og har som præmis, at tyskerne og japanerne vandt Anden Verdenskrig. De deler nu principielt verdensmagten og har blandt andet også kontrollen over USA, hvor historien udspiller sig. Bogens handling er flimrende, præcis som persongalleriet også er flimrende. I det japansk besatte San Francisco møder vi antikvitetshandleren Robert Childan, der bliver fortællingens knudepunkt. Fra hans butik synes en lang række hændelser at udgå, der sætter nye hændelser i bevægelse, og derved flytter handlingen sig dybt ind i det besatte USA.

Jeg skal ikke kede jer med et handlingsreferat, for sandt at sige sker der i bund og grund ganske lidt i bogen. I hvert fald ikke som plot betragtet. Snarere har handlingen en episodisk karakter, der viser, hvordan mennesker reagerer på livet under det totalitære regime, men også hvordan den japanske kulturpåvirkning har transformeret både dagligdag og tænkemåde. Det er med andre ord tunge temaer, som Dick folder ud, men han gør det med et vid og en underspillet humor, der føjer noget livligt til den dystre grundtone af håbløshed. En stemning der hænger over hovedparten af de havarerede skæbner, som romanen er fyldt med.

Hardcover, G. P. Putnam's Sons 1962. Romanens 1. udgave

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1962. Romanens 1. udgave

At selve bogens handling måske heller ikke betyder alverden, synes endda at være indarbejdet i teksten, hvor flere af bogens personer benytter den kinesiske I Ching, med alt hvad det indebærer af tilfældighed. Dick har tilmed fortalt, at han selv brugte I Ching som inspirationskilde til bogen. Man kan på den led sige, at et form for filosofisk styret tilfældighedsparadigme er lagt ned over teksten, hvilket afgjort har genklang i handlingen, noget jeg kommer ind på nedenfor.

Dick lufter naturligvis sin foragt for nazismen i romanen, men det er egentlig ikke som sådan dette, der er hans virkelige anliggende. Dick vil et andet sted hen. Selve romanen er et stykke kontrafaktisk historiefortælling, som meget omhyggeligt iscenesætter den triumferende aksemagt efter sejren. Samtidig florerer der en roman i bogen, som flere af hovedpersonerne læser og diskuterer. En roman, der beskriver Anden Verdenskrig med en anden udgang end bogens krig. Og denne udgang er vel at mærke præcis lige så plausibel som romanens egentlige hændelser.

Paperback, Popular Library 1964

Paperback, Popular Library 1964

Dermed har vi tre mulige udfald på krigen, den virkelige og romanens to. Pointen synes at være, at den virkelighed, vi befinder os i, altid er summen af en uoverskuelig mængde episoder, som lige såvel kunne have ført os et helt andet sted hen. Intet er givet, alt er i fluks og fremtidens historie dermed også et produkt, som vi konstant bearbejder.

Det betyder også, at vi grundlæggende må acceptere, at den verden, vi har omkring os, i høj grad er defineret af vores syn på verden. Vi farves af vilkår og ikke mindst kultur, hvilket i romanen illustreres gennem den massive påvirkning fra Japan. Romanens førnævnte antikvitetshandler Childes lever af at sælge autentiske amerikanske kulturgenstande til rige japanere – baseballkort, ure med Mickey Mouse og den slags. Ting, der efter krigen ikke længere bliver produceret.

Paperback, Penguin Books 1965

Paperback, Penguin Books 1965

Nu er det bare sådan, at hovedparten af dem slet ikke er antikviteter, men billigere falsknerier. Det ved antikvitetshandleren dybest set godt, men han har ikke mange skrupler ved at sælge sine ting til besættelsesmagten. Faktisk har han kun hån til overs for deres begejstrede tilegnelse af amerikansk populærkultur. Pludselig vender hans held imidlertid, og falsknerierne bliver opdaget, men japaneren, der opdager det, gør noget overraskende. Han beholder sit falsum og accepterer det som ægte. Et stykke ægte amerikansk kultur.

Det får tiøren til at falde for antikvitetshandleren. Hele den amerikanske kultur er et stort falskneri uden autenticitet – alt er lånt eller skabt ud af stumper fra andre kulturer. Men det går dybere endnu, for med dette siger Dick grundlæggende, at al kultur kan betvivles. Alt kan forfalskes og måske er alt omkring os bare afskygninger af falsknerier skabt ud fra en selvbedragerisk illusion om tilhørsforhold og drømmen ægthed.

Paperback, Berkley Books 1974

Paperback, Berkley Books 1974

Det ligger snublende nær at se Dicks The Man in the High Castle som et stykke veldrejet alternativ historie, præcis som eksempelvis Kingsley Amis’ underholdende The Alteration (1976), der også tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig. Men det er at forklejne Dicks indsats med romanen, der på overfladen synes så enkel og ligetil, men som rummer fascinerende dybder, for den der ønsker at bevæge sig ned ad Dicks tankemalstrøm. Gør man det, er det på egen risiko, for han arbejder med ubehagelig overbevisningskraft på at nedbryde vores verdensforståelse og erstatte den af et stort, udefinerbart net af tilfældigheder. Et net, hvor vi som akrobater må kæmpe for at knytte meningen sammen. Det sker, vi skaber altid mening, men det sker med eftertryk på skaber. Hvad der er ægte, er dermed noget, vi beslutter os for. Vi skaber mening. Vi skaber historien. Vi skaber verden.

Hardcover, Readers Union 1976

Hardcover, Readers Union 1976

Paperback, Penguin Books 1976

Paperback, Penguin Books 1976

Hardcover, G. P. Putnam's Sons 1980

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1980

Paperback, Penguin Books 1987

Paperback, Penguin Books 1987

Hardcover, The Easton Press 1988

Hardcover, The Easton Press 1988

Paperback, Vintage Books 1992

Paperback, Vintage Books 1992

Paperback, Roc 1993

Paperback, Roc 1993

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Gollancz 2001

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

Paperback, Gollancz 2009

Paperback, Gollancz 2009

Paperback, Mariner Books 2012

Paperback, Mariner Books 2012

Paperback, Penguin Books 2012

Paperback, Penguin Books 2012

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2015

Paperback, Penguin Books 2015

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

Robert E. Howard: Marchers of Valhalla (1978): Blodindsmurt patos

Paperback, Berkley Books 1978. Den fine, fine forside er malet af Ken Kelly

Paperback, Berkley Books 1978. Den fine, fine forside er malet af Ken Kelly

Robert E. Howard favnede bredt over pulplitteraturens genrer og nåede i løbet af sit korte liv at udsende et forbløffende stort antal noveller. Howard var afgjort en af de forfattere, der forstod at sno sig på det kulørte bladmarked, og man behøver sådan set kun gå til en af de mange omnibus-udgivelser med Conan-fortællinger for at opdage, i hvor høj grad han opererede med faste skabeloner for historierne. Læst ud i en køre gør novellerne sig af den grund ikke specielt godt, fordi vi kommer for tæt på Howards maskinrum og får mulighed for at kigge ham i kortene. Mulighed for at se støberandene, se de faste vendinger og motiver, se gentagelserne.

I 60’erne, da Howards og navnlig Conans popularitet eksploderede ud over det internationale paperbackmarked, udløste det en voldsom interesse for de andre eventyrlige genrer, som Howard havde beskæftiget sig med. Og Howard fik rent faktisk skrevet en del historier, der på alle måder minder om fortællingerne om Conan, barberenes ubestridte konge. Marchers of Valhalla fra ’78 er præcis en af den type antologier, idet den rummer barbariske noveller uden Conan. Bogen samler imidlertid ikke kun fortællinger om eventyrlig krig og kamp, den fokuserer på Howards tidlige historier.

Paperback, Berkley Books 1978

Paperback, Berkley Books 1978

Marchers of Valhalla er med andre ord et blik på historier fra den unge Howards hånd. Historier, hvoraf to endda aldrig blev udgivet i hans levetid. Og historier, der råt for usødet viser os de byggesten, som forfatteren senere skulle basere sit pulpkongedømme på. Og lad det være sagt med det samme, Marchers of Valhalla rummer passager, der uden videre kan måle sig med det bedste Howard senere skrev, men historierne præges overvejende af mindre rutinerede tekster. De fleste af novellerne er dermed hverken specielt spændende eller velfortalte. Imidlertid er de endda særdeles interessante fra en litteraturhistorisk vinkel, fordi vi kommer tæt på Howards sproglige værktøjskasse og den idealistiske romantisme, der kom til at præge ham gennem hele sit forfattervirke.

Bogens otte historier spænder fra mytiske slag mellem vikinger og keltere i “The Grey God Passes” over western-action i “The Valley of the Lost” til en helt klassisk spøgelsesfortælling i “Sea Curse”. Genremæssigt når vi vidt omkring, men ikke desto mindre forlader vi aldrig det samme fortættede univers. Godt nok skifter miljøerne fra det tågede England til Texas’ støvede prærie, men det er sådan set bare skiftende kulisser for de tematikker, der gennemspilles igen og igen. Det understreges forbilledligt i novellen “Marchers of Valhalla”, der transcenderer sit miljø og fører læseren fra Howards Texas tilbage gennem tiden til en barbarisk fortid, hvor sværdkæmpere vandrede omkring på selvsamme sted.

Berkley lagde fraveplakater i deres Conan-udgivelser. Plakaten er desværre forsbundet fra min udgave af bogen - har dog fundet dette, lidt sølle, billede, hvor man kan se plakaten

Berkley lagde fraveplakater i deres Conan-udgivelser. Plakaten er desværre forsvundet fra min udgave af bogen. Jeg har dog fundet dette, lidt sølle, billede, hvor man kan se plakaten

Og faktisk er novellen, der har lagt navn til hele antologien, et perfekt nedslag for den, der vil ind i Howards univers. Historien er spækket med de dikotomier, som han blev ved med at opstille – potens/impotens, passivitet/handlekraft, by/vildnis osv. Alt sammen begrebskomplekser, som Howard bar med ind i en meget stor del af sin fiktion. Og dertil kommer det underliggende net af ord og vendinger, som han indsatte og afprøvede mellem førnævnte dikotomier. Ordet ’blood’ optræder eksempelvis uhyggeligt mange gange i bogen, det samme gør ord som ’primitive’, ’fierce’ og lignende. Alt sammen ord, der får dyb ideologisk mening hos Howard.

Blod er ikke bare noget, der sprøjter, når sværdet kløver en pandeskal. Blod er et uomgængeligt billede på hele Howards higen efter mening og frihed. Der er både blut und boden-tanker i dette, men også sværmeri for selvopofrelse og det at hengive sig helt til sine idealer. Og der ligger også mere i dette. Bogen Marchers of Valhalla demonstrerer nemlig den nærmest stream of consciousness-lignende kredsen om de samme ord og vendinger, der iscenesættes i konstant vekslende mønstre. Bogen er nærmest en form for kalejdoskop, hvor barbarisme, blod, vold, opofrelse, død, smerte og stolthed hvirvles sammen i skiftende konstellationer og meninger. Præcis som Howards egne etiske og moralske forestillinger hvirvlede rundt og skiftede fra den ene sammenhæng til den anden i en tumultarisk famlen efter et fast ståsted.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Man kunne utvivlsomt psykologisere en hel del over Howards brug af et i virkeligheden ganske begrænset antal nøgleord med ’blod’ som det absolut vigtigste. En tolkning, der afgjort vil pege på et frustreret og presset menneske. Jeg vil imidlertid mene, at nøgleordene i Howards forfatterskab i mindst lige så høj grad peger mod et længselsfuldt romantisk, nostalgisk verdenssyn. Vel at mærke ikke eskapisme, men en poetisk higen efter drama og mulighed for at bevise sit værd. Bag de bryske kriger-fortællinger gemmer der sig nemlig et følsomt digter-jeg, der drømmer om højstemte begreber som mod, værdighed og stolthed. Begreber der, i fald de nogensinde har eksisteret uden for idealistiske forestillinger, kun dårligt kan udfoldes i en moderne kontekst.

Og Howard var afgjort ikke modernitetens mand. Noget, der synes flot indfanget i “The Grey God Passes” , hvor hedningene til sidst må vige pladsen for kristendommen, der fejer det oldtidige krigersamfund af banen. Hvidekrist sætter en stopper for gamle Odin, og med Odins fald falder den gamle verden, Howard havde drømt sig frem til. Fortællingen er melankolsk og beretter om et samfund, der bliver roligere og mindre brutalt, men som samtidig mister poesien. Et samfund, der er på vej til at blive til det, som Howard så uden for vinduet fra værelset på første sal i forældrenes hus, hvor han indestængt sad og skrev.

Magazine of Horror, vol. 3, nr. 6, november 1967. Bladet hvor novellen "Out of the Deep" er trykt

Magazine of Horror, vol. 3, nr. 6, november 1967. Bladet hvor novellen “Out of the Deep” er trykt

 

Og her kommer vi tilbage til “Marchers of Valhalla”, for novellen synes nærmest symbolsk at indfange hele Howards romantiske drøm. Valhal, stedet, hvor de faldne krigere bliver hentet hen og får til lov igen og igen at opleve slagmarkens heltegerninger frem til verdens sammenbrud, er nemlig Howards himmelske Jerusalem. Slagmarken er for Howard den metaforiske legeplads, hvor menneskets energi, skønhed og mening udfoldes. Det er her mennesket sættes fri og beviser sit værd, her mennesket kan vise, hvem det er og stå frem i sin reneste form. Heltemodet dør aldrig hos Howard, fordi krigen løfter krigerne ud af det ordinære og ind i det mytiske Valhal, hvorfra deres beretning vil blive gentaget igen og igen.

Med Marchers of Valhalla kan man, som sagt, komme ind under huden på Howard. Som spændingslitteratur kan du sikkert finde bedre antologier, men ikke desto mindre må historier som “The Grey God Passes”, “For the Love of Barbara Allen” og “The Valley of the Lost” regnes blandt hans bedre og absolut fin læsning.

Weird Tales, september 1938. Bladet hvor novellen "A Thunder of Trumpets" blev trykt første gang

Weird Tales, september 1938. Bladet hvor novellen “A Thunder of Trumpets” blev trykt første gang

I min optik er Howard trættende i længden; han skal tages i små doser. Men her, i bidder, er han et forbløffende stærkt bekendtskab. Men hvad der måske er endnu vigtigere end historiernes underholdningsværdi, er, at Howards forfatterpersonlighed. Noget der så tydeligt gennemsyrer alt, hvad han skrev, og bliver ved med at stråle i al dens poetiske, romantiske klarhed. Det hæver ham højt over mange, mange forfattere og gør, at vi må, kan og skal blive ved med at læse hans sagaer.

 

Novellerne:

“The Grey God Passes”

“A Thunder of Trumpets”

“Marchers of Valhalla”

“Sea Curse”

“Out of the Deep”

“The Thunder-Rider”

“For the Love of Barbara Allen”

“The Valley of the Lost”

4 kommentarer

Filed under Novellesamling