Tag Archives: Bob Haberfield

Michael Moorcock, The Winds of Limbo (1965): Et SF-skoleeksempel

Paperback, Mayflower 1974. Omslaget er malet af Mayflowers faste mand Bob Haberfield

Michael Moorcock har indskrevet sig i både SF- og fantasygenren som et af de bedst kendte navne, og da hans Elric-karakter lynhurtigt i løbet af 60’ernes første halvdel fik kultstatus, opnåede Moorcock samtidig pladsen som Englands fremmeste genreforfatter. For en tid kom ingen, ud over Tolkien, op på siden af Moorcock, hvilket mere eller mindre skyldes hans Elric-karakter. For selvom han har skrevet ganske meget, er der ikke noget af dette, der målt i popularitet eller salgstal kommer op på siden af hans ”eternal champion”.

The Winds of Limbo, der først blev udgivet under titlen The Fireclown, er ikke en Elric-fortælling, og den er et godt eksempel på den relativt store mængde af mindre mindeværdig litteratur, som Moorcock har produceret i skyggen af sin albino-antihelt. Indeværende roman er nemlig ikke specielt god, men samtidig er den et godt eksempel på en faldgrube, der, vil jeg mene, ligger indbygget i SF-genren. Mere om dette om et øjeblik; først skal vi lige have styr på handlingen.

Paperback, Mayflower 1974

Historien udspiller sig i en fjern fremtid, hvor menneskeheden er flyttet indendørs, efter det er blevet umuligt at opholde sig ude i det fri. I dette nye samfund bor de rige højt over masserne i tårne og eller etagebyggerier, mens pøblen bor i uendelige kældre uden adgang til dagslys. I den mistrøstige situation kan adspredelse være vigtig, hvilket de statskontrollerede medier pligtskyldigt leverer.

Da vi kommer ind i historien, er noget på færde i kældrene. Masserne er begyndt at lytte til en prædikant, en messias, der kalder sig ”The Fireclown”. Han er en svævende, fed skabning, der tilsyneladende ikke lover sine følgere noget bestemt, men alligevel fornemmer alle, at han taler til netop dem med løfter om præcis, hvad de har brug for. Denne messias prædiker indirekte oprør, og regeringen er presset. Skal de gribe ind og risikere, at Ildklovnen bliver en martyr, eller skal de lade ham være og håbe, at hans revolution løber ud i sandet? Afgørelsen kommer, da der eksploderer en bombe. Alt peger på, at det er denne messias, der står bag terrorhandlingen, så nu må der gribes ind, men kan de nå at fange Ildklovnen, før han fordufter og masserne revolterer?

Michael John Moorcock (født 18. december 1939) fotograferet i 1963 med en skrivemaskine

Fortællingen udfoldes gennem et kollektiv af personer, hvoraf de fleste tilhører samfundets øverste top og faktisk er i familie med det, der formentlig bliver den næste præsident. De vigtigste karakterer er Alan Powys, der arbejder for transportministeriet, og dennes kusine Helen, der sammen beslutter sig for at finde Ildklovnen og få opklaret, hvad og hvem han er. Det fører dem på sporet af en skrupelløs magtintrige og videre ud i kredsløb om Jordkloden, hvor de endelig er i stand til at se den store sammenhæng.

Moorcocks roman har store ambitioner og tydelige afsæt i samtiden. Udgivelsesåret er ’65, og ungdomsoprør såvel som folkelige krav om atomar nedrustning spiller ind i bogens stof. At Ildklovnen samtidig fremstår som en spejling af en uudgrundelig orientalsk guru, der lader sine disciple finde de svar, som passer dem bedst, må også karakteriseres som et tidsspecifikt element. Der var revolution i luften, og mens oprøret i Moorcocks fremstidsdystopi synes fuldt ud berettiget, er hans bog også en advarende stemme. Han stiller nemlig spørgsmålet, hvem der styrer revolutionen? Hvem dirigerer de revolutionære kræfter hos ”masserne”.

Paperback, Compact Books 1965. Romanens første udgave

I romanen er svaret åbent, fordi det viser sig, at revolutionens symbol, Ildklovnen, slet ikke er nogen messias, men blot en kaosfaktor, der sætter gang i omvæltninger uden plan eller formål. Han er gnisten, der tænder bålet, som allerede eksisterer, fordi hans publikum bare har ventet på en anledning. Faktisk er det regeringen selv, der gennem medierne får skabt Ildklovnens identitet som revolutionær kraft.

Igennem deres negative omtale af klovnen som farlig, skaber de ham paradoksalt som antitese til deres eget system, og får derved uforvarende opbygget præcis den fjende, som de vil undgå og ødelægge. Den dialektik er godt set af Moorcock, og romanen har på det punkt også en hel del at sige i forhold til vores egen samtid, hvor religiøse og kulturelle skræmmebilleder har åbenlyse paralleller til regeringens konstruktion af Ildklovnen som fantom.

Paperback, Paperback Library 1967

Men, og der er et men, bag alt dette har vi selve plottet, der så at sige skal få det hele til at glide ned hos læseren. Til det formål udtænkte Moorcocok et drama, der relaterer til Ildklovnens sande identitet, samt ikke mindst en romance mellem hovedpersonerne Alan og Helen. Disse narrative rammer omkring bogens underliggende koncepter er mildest talt trivielle og rendyrket pulp af en skuffe, som i ´65 var stærkt forældede.

Dermed er vi også tilbage ved den faldgrube, som jeg indledningsvis nævnte. Moorcocks roman er et klassisk eksempel på en SF-roman med interessante idéer, der ligger som klangbund for handlingen. Selve handlingen, og måske vigtigst af alt, det æstetiske arbejde med sproget, der formidler handlingen, er imidlertid underudviklet og behandlet som noget sekundært – nærmest bare en nødvendighed for at få beskrevet eller iscenesat tekstens idéer.

Paperback, Paperback Library 1969

For mig fungerer den slags overhovedet ikke. Mens jeg har stor sympati for både Moorcocks idéer og behovet for at diskutere store tanker i fiktionen, er den lemfældige, sproglige lancering af fiktionen et ødelæggende træk, der desværre er indbygget i ganske meget SF, som lader idéer går forud for æstetik. Man kan indvende, at dette er en genrekonvention, og hvis det er korrekt, må jeg konstatere, at jeg ikke er til den type SF, som lægger sig i den tradition.

Michael Moorcocks The Winds of Limbo er tankevækkende, men han har skrevet langt bedre bøger. Det er spændende tanker i elendig indpakning og sammenfatter dele af SF-litteraturens skyggeside; gode idéer men dårlig prosa. Skønne, spildte kræfter.

Paperback, Sphere Books 1970

Paperback, Dale Books 1978

Paperback, ROC 1993

Paperback, Fantastic Books 2011

Paperback, Fantastic Books 2018

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Colin Wilson, The Mind Parasites (1967): Lad sindets mentale champagnepropper springe

Paperback, Panther Books 1973. Forsidens stemningsfulde “new age”-billede er skabt af Bob Haberfield

Hvis jeg skulle udpege et stykke skrækfiktion fra slutningen af 60’erne, der sammenfatter alle tidens tendenser, må valget falde på Colin Wilsons The Mind Parasites fra 1967. Her samles trådene i et kluntet, uharmonisk og uelegant værk, som trods alle sine slagsider rummer en særegen kraft, der tydeligvis havde et solidt tag i samtidens læsere. Bogen har mistet meget af sin potens i dag, hvor Wilsons idéer om sindets paranormale potentiale har tabt alt momentum. Teksten må derfor i dag også i vid udstrækning vurderes ud fra sine litterære kvaliteter; dem er der ikke mange af, men retrospektivt er det vanskeligt at komme uden om The Mind Parasites.

Det hele begynder, da bogens jegfortæller, arkæologen Gilbert Austin, opdager, at en af hans venner fra studietiden har begået selvmord i London. Selvmordet kommer som et chok for Austin, der aldrig havde troet, at hans stærkt ideologiske ven ville kunne vælge den udvej. Han begynder derfor at grave i sagen, og snart viser det sig, at vennen åbenbart var i færd med studier af menneskets underbevidsthed og havde opdaget anomalier, som optog ham meget. Idéerne optager også hurtigt Austin. Han går i vennens fodspor og finder ud af, at han er på sporet af en sønderknusende opdagelse, der kan forandre selve menneskehedens eksistens.

Paperback, Panther Books 1973

Imens dette arbejde står på, er Austin taget til Tyrkiet for der at deltage i nogle arkæologiske udgravninger, som en anden af hans venner står for. Her, under ødemarkens sand, støder de på et enormt bygningsværk to kilometer nede. En umulighed, som hurtigt viser sig at tale sammen med de erkendelser Austin havde gjort i London forinden. Det korte af det lange er, at Austin har opdaget, at menneskets sind er en næsten ubegrænset energikilde, som kan transformere os til en form for superindivider med både fysiske og intellektuelle kapaciteter langt over vores nuværende fatteevne. Grunden til at dette ikke er sket, er, at en parasit har taget bo i menneskehedens kollektive bevidsthed og her snylter på denne energi.

Det lyder abstrakt, og det er det sådan set også, men Colin Wilson foretager i romanen en kobling mellem Jungs teori om racehukommelse eller kollektiv erindring og H. P. Lovecrafts såkaldte ”Cthulhu-mytologi”. Til dette kommer så også flere SF-elementer. Et fremmed væsen har således trælbundet menneskeheden indefra og reduceret os til malkekvæg, som væsnet siden tidernes morgen har kunnet tappe for kraft. Austin kalder dette eller disse væsner ”the Tsathogguans”, et navn hentet fra Clark Ashton Smiths forfatterskab. Det er da også kendetegnende for The Mind Parasites, at Wilson rører fakta og fiktion sammen i en skønsom blanding, der skaber en særlig videnskabelig stemning i bogen, som formentlig har til hensigt at opbygge en form for troværdighed.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Set i lyset af Wilsons senere forfatterskab er det tydeligt, at idéerne, han præsenterer i romanen, ikke alene er tænkt som fiktion. Wilson fortsatte i hvert fald med at udbygge sine tanker om det underbevidste og intellektets ubenyttede kapaciteter, og i det lys bliver The Mind Parasites et vigtigt skrift, fordi det er her, han for første gang får lejlighed til at udfolde sine sensationelle og kontroversielle idéer.

Den slags lykkedes det nemlig for Wilson at skabe sig en karriere på, og det er tydeligt, at det først og fremmest er idéerne, der driver værket for ham. Præcis dette adresserede han rent faktisk selv i introduktionen til sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969. I forbindelse med denne roman, der stort set er en genfortælling af The Mind Parasites, forklarer han sine læsere, at han først og fremmest ser sig som filosof, der kommunikerer sine idéer gennem fiktionens sprog, på linje med eksistentialisterne.

Hardcover, Arkham House 1967. Romanens 1. udgave

For Wilson handler det altså om, at mennesket må overvinde sine indre grænser, sprænge de kræfter, der tøjler bevidstheden, og derved opnå indsigt, styrke og kreativitet. Hans vision er et nyt samfund baseret på intellekt og æstetisk nydelse. Bogen er dermed et stykke idealistisk, visionær prosa, som absolut ser frem mod et andet og bedre samfund.

Fiktionen og gyset spiller en væsentlig rolle her, fordi det bliver disse narrative redskaber, der skaber fremdrift i Wilsons argumentation. Det er Austins opdagelser, som giver Wilson anledning til at uddybe sine tanker og læseren bliver så at sige klogere på meningen med bogen i takt med Austins egne erkendelser af sandheden om de parasitiske ”Tsathogguans”.

Hardcover, Arthur Barker 1967

Man kan imidlertid også gå et niveau dybere ned i teksten. Bogens hovedperson bliver hurtigt jaget vildt, fordi parasitterne opdager, at han er ved at få færden af dem. Parasitterne kan ikke selv agere, fordi de ikke har nogen krop – de eksisterer udelukkende i bevidsthedens ”dimension”. De kan imidlertid handle gennem deres agenter – svage mennesker med dårligt selvværd, tendens til depressive tanker og ringe selvkontrol. Den type personer er parasitternes typiske agenter, og de har infiltreret kultur og politik på alle niveauer.

Præcis på den baggrund får Colin Wilson affyret en række kritiske bredsider mod alt det, han opfatter som nedbrydende eller ødelæggende for sindet. Hans væsentligste eksempel, ud over tåbelige politikere, er en forfatter i Paris, der med sine skrifter om sadomasochisme, science fiction og livslede, holder den intellektuelle avantgarde i åndeløs beundring. For Wilson er dette præcis den form for jordbunden kunst, der lukker sindet ned og stimulerer til destruktion frem for sprudlende kreativitet. Inspirationskilden til Wilsons fiktive forfatter kan næppe være nogen anden end William S. Burroughs, der netop repræsenterer alt andet end den højstemte kunst, som Wilson ser som sine primære bud på værker, der transcenderer sindets grænser.

Paperback, Bantam Books 1968

Wilson konkluderer nemlig gennem Austin, at nogle få ”genier” af egen drift har opnået den store gave, kortvarigt, at se bag om sindets barriere og opnå adgang til intellektets uudtømmelige kraftkilder. Mozart, Shakespeare og alle andre store, kanoniserede kulturkoryfæer er således Wilson bud på steder, hvor vi ser antydningen af noget større. Parasitternes agenter er dermed det, Wilson opfatter som kunstens fjender; de er de uanstændige, de er misbrugerne, de af mammon forblændede og hedonisterne, der ikke formår at løfte sig op over egne behov. Gyset, som her er en paranoid størrelse, opstår fordi, at disse agenter er over alt og luller os ind i sortsyn og depression gennem deres ”falske” kunst, som ikke inspirerer, men kun avler håbløshed.

The Mind Parasites går til kamp for livsglæde og kreativitet, for håb og forandring. Foregangspersonerne i dette er genierne, som med momentane anfald af klarsyn har udstukket vejen, som masserne må følge. Løftet er, at vi alle kan blive som de store, hvis vi lytter til deres ord, dyrker deres kunst og søger efter deres ledetråde. Wilsons idéer var avantgardistiske, da han udsendte sin roman i ’67, men grundlæggende er romanen en bekymret mands reaktion på en kultur i opbrud. Hans bolværk er den klassiske borgerlige dannelse, og Wilson fremstår derfor i bogen mere som udsyret rindalist end visionær mystiker. Fornyeren Wilson er derfor måske i virkeligheden selv en af de mørkemænd, som han forsøger at bekæmpe.

Paperback, Oneiric 1972

Paperback, Panther 1977

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman