Tag Archives: Bogbekendtskaber

Bogbekendtskaber: Peter Ole Pedersen

Så er det langt om længe blevet tid til et nyt Bogbekendtskab. Denne gang har jeg lokket Peter Ole Pedersen til at skrive om Stephen Kings The Long Walk, og det er der kommet en særdeles god artikel ud af. Peter er tydeligvis en hel del mere begejstret for King end mig, men han formår i teksten, meget præcist, at fremhæve, hvorfor The Long Walk er en både interessant og relevant roman, som måske endda er blevet mere relevant nu, end da den udkom i ’79. Jeg må også i samme ombæring bruge lejligheden til at gøre opmærksom på, at Peter i skrivende stund er (næsten) bogaktuel med værket Paranoia På Film, der er udkommet i den underholdende Kosmos-serie på forlaget antipyrine. En særdeles spændende sag, som jeg er sikker på, at Fra Sortsands læsere vil kunne få glæde af at snuse lidt til.

Ikke mere snak fra mig – jeg vil i stedet overlade talerøret til Peters kloge læsning af King.

 ***

Gå for livet!

Stephen King: The Long Walk (1979)

Af Peter Ole Pedersen

 

I would encourage every American to walk as often as possible. It’s more than healthy; it’s fun.

– Præsident John F. Kennedy, 1962

 

Hundrede teenagedrenge udvælges gennem en landsdækkende session til at deltage i tidens mest populære konkurrence i Amerika. Udfordringen består i at gå så lang en distance, som man har udholdenhed til. Hvis man på noget tidspunkt bevæger sig med under seks kilometer i timen, så får man en advarsel. Ved fjerde advarsel bliver man skudt. Konkurrence slutter, når der er én levende deltager tilbage, der kåres, som vinderen af den lange vandring.

Det er scenariet i den hyperpopulære forfatter Stephen Kings The Long Walk, en fortælling om et fremtidigt Amerika, hvor masserne lader sig underholde af andres undergang, og hvor unge frivilligt deltager i et spil, der med stor sandsynlighed vil koste dem livet.

Peter Ole Pedersen (født 1978)

I disse tider, hvor Hollywood-filmatiseringen af IT og The Dark Tower har genoplivet interessen for Kings dybe mytologi og den kommende TV-serie Castle Rock vender blikket mod de mange mindeværdige lilleby-karakterer, han har skabt gennem årene, virker det passende at kigge tilbage i forfatterskabet på en af hans mest interessante og mindeværdige bøger – og faktisk også hans første.

Den Lange Vandring, som bogen meget passende kom til at hedde i den danske oversættelse, er ikke Kings debutroman, men han skrev den som sin første fortælling i romanlængde i sluttresserne flere år før sit egentlige gennembrud. Først ti år senere, i 1979, blev den udgivet under pseudonymet Richard Bachman, et alias, der ikke længere er en velbevaret hemmelig, men som de fleste nu forbinder med den verdensberømte forfatter.

 

Praise the King

I went down the road, the road was muddy.

I stubbed my toe, my toe was bloody.

You all here?

– Børnerim til gemmeleg

 

Mit eget forhold til bogen er både karakteriseret ved en nostalgisk længsel tilbage til teenageårene, hvor det føltes som om, der var uendelig tid til at pløje sig igennem alverdens gysende og højdramatiske fortællinger, men også af en vedvarende fascination af Kings evne til at finde på enkle, uforglemmelige scenarier. Rammefortællinger der får læsningen af hans bøger til at opleves som at se en intens spændingsfilm, hvor plottet kontinuerligt byder på overraskelser og historien samtidig sænker dig ned i et radikalt samfundsportræt, som det er svært at løsrive tankerne fra, for hvad nu hvis…?

King er ikke finkultur (whatever that is) med aspirationer om at passe ind i forhold til specifikke litterære kvalitetskriterier. King er genrelitteratur, der spiller på særlige formater, situationer og figurer, som man frydefuldt glæder sig til at stifte bekendtskab med eller genbesøge. Når han er bedst, transcenderer han disse genreformler på en legende og veloplagt måde, når han er mindre veloplagt skriver han stadig bedre end mange af de bestseller-forfattere, der har gjort det til et profitabelt levebrød at skrive historier med fantastiske eller skræmmende elementer (tænk Dan Brown og deslige).

Paperback, Signet Books 1979. Romanens 1. udgave

I Den Lange Vandring er King virkelig veloplagt, uden tvivl fordi det er hans første længere beretning og fortælleglæden er frisk og uspoleret, men også fordi bogen i udpræget grad bruger sine personskildringer og situationer til at skildre en særlig impuls hos mennesket og de omstændigheder, der følger med den.

I Kings roman er denne impuls overlevelse og hvad der skaber historiens egentlige elementer af uhygge, er alt, hvad der følger i kølvandet på denne basale drivkraft. For det går hurtigt op for de konkurrerende drenge, at viljen til at vinde langt fra er tilstrækkelig motivation for at overleve det radikale maraton. Efterhånden som tiden går, bliver deres individuelle motiver for at deltage i den livsfarlige ekstremsport mere og mere uklare.

De fysiske anstrengelser som de vedvarende udsætter deres kroppe for, sætter psykiske mekanismer i gang, der truer med at bortviske de oprindelige bevæggrunde for at konkurrere, eller helt udslette deres bevidsthed. Sidstnævnte ender som tomme hylstre, der blot trasker robotlignende afsted drevet af en primal overlevelsesmekanisme. Det er disse ulykkelige skæbner, de øvrige deltagere kalder for ’de vandrende døde’.

 

Krig og konkurrence

I don’t care if you win or lose, just as long as you win.

– Vince Lombardi, tidligere cheftræner for Green Bay Packers

 

Allegorien i Den Lange Vandring er ligefrem, men virkningsfuld. Det handler om krig. King skrev romanen i skyggen af Vietnam-krigen og det brutale scenarie er tydeligvis en meditation over, hvad det vil sige at blive indrulleret i en desperat væbnet konflikt. Tanken om de vandrende drenge, der bare ikke må stoppe og den konstante mediedækning af begivenheden ringer klart i forhold til den første ”televised war”. Det er unge mennesker, som er fanget i en dødsensfarlig situation, hvorfra de ikke kan undslippe, og overlever man, så er det med vedvarende ar på både krop og sjæl og yderste fare for ens forstand. Lyder det bekendt? Ja, det er nærmest fortællingen om enhver krig, hvor unge soldater hverves til at kæmpe for et land eller en sag, de egentlig er fremmedgjorte overfor.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) fotograferet o. 1976

King anvender flere af bogens scenarier til at levendegøre den rugende angst, der uden tvivl må følge med en sådan skæbne. Oplevelsen af ukontrollabel frygt står stærkest i beskrivelsen af drengenes natlige vandringer. Når mørket falder på og kulden tager til, udfordres den rå overlevelsesdrift endnu mere. Det bliver svært at orientere sig og alting foregår i en zombielignende døs, indtil geværernes brag minder dem om, at hvis man gentagende gange falder i søvn, så ender man med at tage det evige hvil. Hver dag i den lange vandring bydes morgenen velkommen som en vital lettelse og påmindelsen om, at man måske alligevel besidder de fornødne kræfter til at fortsætte.

På den måde bliver teenagedrengenes fatale gåtur også til en mere generel lignelse om livet. Der er dog tale om en hård lektie, hvor tilværelses ubarmhjertighed og dens ubestemmelige mål kommer til at stå helt tydelig for læseren. At deltage er at dø, men de fleste af bogens karakterer har ikke nogen klar forestilling om, hvad de har på spil, eller hvordan tingene vil udvikle sig, og dem der tror de har, står til at få sig en slem overraskelse. Denne nådesløse erkendelse er som sådan banal, men i Kings håndtering bliver det til udlægningen af forskellige livssyn og i sidste ende på godt og ondt de drivkræfter og overbevisninger, som får os videre i tilværelsen. Ligesom drengene ved vi alle, hvad der bliver slutpunktet, men det der kommer til at ske på vejen dertil, er en kamp, vi selv må kæmpe.

 

Individet og massen

The Ultimate game show would be one where the losing contestant was killed.

– Chuck Barris, gameshow-skaber og vært for The Gong Show

 

Ray Garraty kæmper kampen. Han er en af de hundrede drenge på den nådesløse maraton. Det er Ray, vi som læsere følger tættest og gennem hans oplevelse af den strabadserende konkurrence får vi indsigt i både de andre drenge, hans egen baggrund og hele det afsporede samfund, der står bag en mediebegivenhed som den lange vandring. Vi lærer, at Garratys motivation for at deltage er ligeså uafklaret som mange af de andre drenges. Det holder ham i gang, at han kommer til at se sin kæreste og sin mor, når vandringen passerer igennem en af de mindre byer på ruten, men da de endelig ankommer dertil, er denne forventning blevet til en frygt for, at han faktisk skal miste sin overlevelsesdrift, i det øjeblik han får øje på dem i mængden. Ray får sin korte stund med familien, men den bliver besættende og koster ham tre advarsler og næsten livet.

Paperback, Signet Books 1990

Det er også i denne intense situation, nær vandringens afslutning at vi får den mest skræmmende og tankevækkende beskrivelse af masserne, den mængde af publikummer der i tiltagende grad er stimlet sammen nær ruten for at følge med i drengenes udpinende anstrengelser, når de passerer forbi. I Den lange vandring bliver folkemængden en karakter i sig selv, en bølgende, ustyrlig vrimmel, der truer med at opsluge deltagerne. I masserne ophører enhver kontrol og selvstændighed og man må blot overgive sig til at blive revet med i den frådende begejstring over andres lidelser og kamp.

Hos King er dette menneskemonster også dybt forbundet til medierne. Kameraer, mikrofoner og højttalerannonceringer fremstilles som groteske legemsdele eller lyde, der udstødes fra dette kollektive væsen. I det hele taget skildres forholdet mellem individet og massen, som en kompleks og anstrengt relation, hvor den enkelte soler sig i begejstringen, indtil den forræderisk ændrer sig og opleves som en snyltende afhængighed.

Kings optagethed af massernes lige dele euforiske og destruktive kraft resonerer i en tid, hvor offentlighed og privatsfære blandes mere og mere sammen, og den berømmelseshungrende impuls hos almindelige mennesker er blevet et hovedfokus for medierne. Den lange vandring beskriver reality showets logik taget til det yderste: Vores fascination af at betragte andre hensat i en ekstrem situation, med alt hvad det indebærer af ydmygelser, gys, væmmelse og begejstring.

Paperback, New English Library 1980

Oven i denne skildring af massernes skuelyst kommer så beskrivelsen af magtens monitorering som en påmindelse om, at overvågningen er hele bevæggrunden for, at deltagerne adlyder og den udøvende magt kan opretholde samfundets strenge restriktioner. Her går King i detaljer med, hvordan overvågningsteknologi er blevet noget, man kan læse om i magasiner som Popular Mechanics og hvordan denne eksponering adfærdskontrollerer ikke bare deltagerne i den lange vandring, men også den almene borger.

I det hele taget, er det yderst sigende, at bogens centrale omdrejningspunkt er det vanhellige ægteskab mellem massemedierne og iscenesættelsen af lydighed og regler. Her er gameshowet det ultimative billede på at opsætte en række love for deltagerne og så lade beskuerne leve sig ind i deres anstrengelser med at efterleve dem. Når først kameraerne ruller, er der ikke langt fra sport til krig.

Paperback, Signet 2012

Krigsmetaforikken i Den Lange Vandring er da som tidligere nævnt også tydelig, og Kings greb med at forskyde en kritik af krigsmageri og konflikten i Vietnam til et fremtidigt fascistoidt Amerika giver gjaldende genlyd i landets nuværende udvikling. Fanatisk heltedyrkelse og statslegitimeret vold og mord er ikke langt borte, når politik føres som en underholdende fremvisning af magt.

 

Livet som ekstremsport

The blood has begun to flow! Liston is staggering!

Clay is rocking him with combinations! …

boring in! Clay is killing him! Clay is killing him!

Ladies and Gentlemen, Liston is down!

Sonny Liston is down! Clay is dancing …

waving … yelling into the crowd!

Oh, ladies and gentlemen, I don’t know how

to describe this scene!

– Radiokommentator, anden kamp mellem Muhammad Ali og Sonny Liston

 

Forskyder man læsningen af romanen fra dens historiske samtid og frem til vores nutid, er det selve konceptet for fortællingen, der står stærkest. Den ekstreme konkurrence beskrives som en perverteret og nærmest uforståelig drivkraft for samfundet, men samtidig også en besættelse for deltagerne. Vandringen er en prøvelse, der gennem psykisk og fysisk udmattelse fremmaner yderpolerne i deres personligheder og får dem til at knytte spontane venskaber. Venskaber de godt er klar over, på forhånd er dømt til at få en smertefuld afslutning. I dette ellers skræmmende narrativ, glider hverdagens trivialiteter i baggrunden og det bliver den sanselige oplevelse af at være i live, der tager fuldstændig over for de unge drenge. Marchen bliver deres stof og den bringer både tøjlesløs liderlighed, ukontrollabel latter og blændende raseri med sig, alt sammen følelsesudbrud, vi i et civiliseret samfund stræber efter at undertrykke, eller i det mindste gemme væk fra offentlighedens øjne.

Paperback, Scribner 2016

I den lange vandring står de til frit skue og bogens måske mest skræmmende element består i, at vi som læsere kan spejle os i disse drifter og frydefuldt forestille os hvilken lyst og destruktion, der potentielt følger i kølvandet på dem. Derfor er det også en lille genistreg fra Kings side, at han har valgt at lade sin fortælling udspille sig mellem teenagere, denne vidunderligt selvoptagne alder, hvor verden enten synes at ligge for ens fødder, eller hele tilværelsen er i færd med at styrte sammen som en skrøbelig drøm.

Ray Garraty og de andre drenges strabadser på turen gennem staten Maine er en blændende fortælling om magt, lyst, desperation og overlevelse. Fortællingens præmis er simpel, men gribende: Vi lægger ud med hundrede karakterer og når historien ender, vil der kun være én tilbage. King balancerer mesterligt sin bog mellem undergangsfabel og transcenderende dannelsesroman, og selvom Den Lange Vandring gør ondt, er den fra start til slut en rystende fornøjelse.

 

Samtlige citater i teksten er hentet fra kapitelindledningerne i The Long Walk, Signet Books, 1986

Mød også Peter her.

Reklamer

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Bogbekendtskaber: Jan Michael Johansen

Så er det langt om længe blevet tid til et nyt Bogbekendtskab. Denne gang er det ingen ringere end Jan Michael Johansen, der også går under navnet Den Grå Bibliotekar. Jan er, som navnet antyder, bibliotekar, men han er også mere end det. Han er nemlig en af den danske genrefiktions frontkæmpere og en af dem, der lægger en stor indsats i at skrive om og formidle præcis de genrer, som Fra Sortsand handler om. Derfor var det også oplagt at få Jan til at skrive om en forfatter, der betyder noget særligt for ham. Valget faldt på Charles Stross, og Jan får formidlet særdeles levende, hvorfor præcis Stross har gjort så stort indtryk på ham. Det er derfor med stor glæde, at jeg her kan overlade ordet til vores hjemlige genrefiktions grå eminence. 

***

Min glæde ved Charles Stross
Af Jan Michael Johansen

Der er noget over Skotland. Hvad end det nu er bjergene, whiskyen, mænd i nederdel eller blot den fantastiske litteratur, så elsker jeg Skotland.
Ikke mindst forfatterne.

Og tre af mine absolutte favoritter er da også skotte. Iain M. Banks, der desværre ikke længere er blandt os, Philip Kerr og Charles Stross er alle skotter. Ja, ok, Stross er født i Leeds, mindes jeg, men han bor i Edinburgh, så det tæller som skotte.

Sidstnævnte, den gode hr. Stross, er fokus for min essay. Da jeg blev bedt om at skrive nogle ord om en forfatter i de fantastiske genrer, jeg havde et særligt forhold til, tog det mig ikke lang tid at vælge Stross. Der er nemlig meget få forfattere, der har påvirket mig som ham. Skotte eller ikke.

Jan Michael Johansen

Og Stross er mere end blot en skotte med ord i blodet. Han er en opfindsom og arbejdsom skribent med en stribe af noveller og romaner bag sig. Han gør det gerne i serier, og har en sjælden evne til at vinkle kendt stof på en ny og anderledes måde. Ganske som han også ofte engagerer sig i debatter med sine læsere eller møder dem rundt omkring til en øl eller en god snak.

Mit første møde med Charles Stross’ forfatterskab var lidt af et tilfælde. Sådan er det ofte med gode ting, synes jeg. De kommer så’en lidt uventet og overraskende dumpende ned fra oven. Eller i det her tilfælde fra hylden.

Jeg flakkede for nogle år siden hvileløst rundt ved science fiction-hylderne på Ringsted Bibliotek og var lidt skuffet – indebrændt nok nærmere – ovre det pauvre udvalg. Alt, hvad der stod på hylderne, havde jeg jo læst for æoner siden. Sådan føltes det om ej andet.

Charles Stross (født 18. oktober 1964)

Jeg skulle dog have noget at læse i, så jeg bed tænderne sammen og hev en lille, grim bog ned fra en af hylderne med en i lektørens ord genretypisk forside (læste jeg senere) og satte kurs mod udlånet. Det vidste sig at være lidt af et lykketræf, for bogen, jeg endte med at låne med hjem, var novellesamling Antistof af netop Charles Stross. Og hvilken uventet glædelig overraskelse. Ikke mindst novellen ”En koldere krig”.

Kosmiske rædsler og The Laundry Files
”En koldere krig”, der muligvis er den bedste novelle, jeg nogensinde har læst, fyrede op under min fantasi og genvakte min kærlighed til kosmisk horror a la Lovecraft. Det førte mig hurtigt videre til Stross’ indledningsvis i hvert fald fremragende serie om The Laundry, hvor H.P. Lovecraft og hans Cthulhu Mythos-univers ligger til grund for en stribe bøger om hacker og efterretningsagent Bob Howards kamp med det engelske embedsmandsværk, New Public Management og kosmiske rædsler. Normalvis i den rækkefølge.

Man mærker tydelig Stross’ baggrund som programmør, samt hans til tider småspydige og satiriske pen. Vor (anti)helt Howards titel er i tidens ånd noget så forretningsagtigt hipt som “applied computational demonologist” og han må oftere kæmpe som en anden Dilbert mod sorttalende mellemledere med en forkærlighed for certificeringer og regneark end mod egentlige monstre.

De tre første bøger i serien er oprindelig skrevet som pasticher på hhv. Len Deighton, Ian Fleming og den i Danmark nok ikke så kendte Anthony Prices bøger om hemmelige agenter og ikke mindst de genvordigheder, de har med dobbeltagenter, bureaukrati og i Flemings tilfælde især megalomane galninge med ambitioner om verdensherredømmet. Desværre går Stross fra og med bind fire væk fra den stil, og det lider bøgerne lidt under. Men hele serien The Laundry Files er nu værd at læse. Også selvom der går både superhelte og elvere i dem.

Stross gør i bøger om The Landry og Bob Howard magi til et spørgsmål om matematik, så man ved at bevise en læresætning i et deduktivt system – et teorem – kan udøve magi og bøje virkeligheden efter sit forgodtbefindende. Nå, ja og åbne døre til andetsteds, og stille og roligt få sin hjerne ædt af ekstra-dimensionale parasitter. Alt i alt ret godt fundet på og det giver, hvilket måske lyder mærkeligt, en dimension af troværdighed og realisme, samt understreger den uhygge, der er i bøgerne.

Alternativ historie for fremtiden og multiversets mange facetter
Næstefter The Laundry Files er The Merchant Princes nok Stross’ mest kendte værk. Det er en serie i 6 bind, mener jeg. Der er lidt forvirring grundet de engelske og amerikanske udgivelser, samt nogle reviderede omnibusser, så bær over med mig, hvis jeg husker forkert eller har glemt noget (Jeg er bibliotekar, så jeg er pr. definition distræt og glemsom tillige).

Anyhoo, her er der også et ekstra-dimensionalt element, men i stedet for indifferent ondskab fra fjerne dimensioner med en hang til menneskesjæle, så handler serien om handelsrejsen med evnen til at krydse over fra alternative tidslinjer i multiverset.

Det er en ret interessant serie alene pga. Stross evne til at konstruere en troværdig og anderledes verden. Dog vil jeg mene, Stross styrke ligger lidt tættere på nutiden og den virkelige verden. Det ser vi i den serie, jeg i virkeligheden – efter de tre første Laundry-bøger holder mest af, nemlig The Halting State.

Her er vi i Skotland (Yay!) i en ikke så fjerne fremtid. Den første bog, som serien tager navn efter, foregår så vidt jeg husker i 2018, så det er lige om snart, vi kan se frem til virtuelle røverier udførte af orker, augmentet reality og en næsten Minority Reportsk politistyrke. En tredje bog i serien er udskudt på ubestemt tide grundet virkelighedens hastige udvikling i Storbritannien og Skotland (Nogle gange er det bare ikke nemt at spå om fremtiden, når fremtiden viser sig at gå i opfyldelse og mere til).

Hardcover, Ace Books 2011

Stross’ Halting State og Rule 34 er eminente eksempler på bøger, der kigger kritisk på den teknologiske udvikling og fortæller en fin menneskelig historie tillige – de er sågar også sjove til tider. Stross har overordnet et skarpt blik for teknologiske tendenser og hvad der rør sig i samfundet, samt evner at gøre sig lystig og til tider ligefrem spydig over det.

Det er i bund og grund det, jeg elsker ved Stross; humor, satire og et godt blik for, hvordan tendenser i nutiden kan levere skyts til nogle pokkers gode og spændende bøger.

Apropos kommende bøger og skotske forfattere, så barsler Stross med en, efter eget udsagn, Iain M. Banksk lignende rumopera. Det lover godt, tænker jeg. Det gør det gerne med nyt fra mester Stross.

P.S. “En koldere krig” er nok den bedste novelle, jeg har læst, men ikke den smukkeste. Det er A. Silvestris “Den allersidste dans” (Og kom så ikke at sig, jeg altid er ude med riven efter noveller).

Om Jan M. Johansen med egne ord
Jan er bibliotekar, først i fyrrerne og bidt af de fantastiske genrer. Når han ikke forsøger at lokke sagesløse odenseanere til at læse horror, science fiction eller fantasy, så blogger han på Bogsnak.dk, skriver klummer for Bogmarkedet, podcaster, holder oplæg og drikker virkeligt meget kaffe.

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogbekendtskaber: Mikkel Starup

Sommerdvalen er overstået her på Fra Sortsand, hvor efteråret skal skydes i gang med et Bogbekendtskab, som jeg har haft liggende i noget tid. Alt for længe vil Mikkel Starup sikkert mene. Mikkel har nemlig skrevet et stykke stærkt personligt prosa om sit forhold til poeten og billedkunstneren William Blake, og det er der kommet noget ganske overraskende og spændende ud af. Helt overraskende er det dog ikke, for jeg tror, alle, der har læst Mikkels roman Pontifex, vil genkende forfatterens aftryk.

Bogen er udsendt på Mikkels eget forlag AnTennA, og hverken romanen eller forlaget ligner noget andet, vi har herhjemme. AnTennA er et særpræget kunstprojekt, der går på tværs af kunstarter og genrer, et forlag, der udfordrer rationalitet med metafysisk tænkning og store armbevægelser. Det kan jeg lide, og det er afgjort spændende at se, hvad der sker med Mikkels produktion i de kommende år.

Et nyt projekt er imidlertid særlig relevant lige nu og her. Mikkel arbejder nemlig på en film om den fra folkloren kendte Elverkonge – et projekt du tilmed kan støtte via Elverkongen på Kickstarter. Projektet kan også følges på Facebook Elverkongen på Facebook. Læg vejen forbi og se om det er noget du kunne finde på at støtte.

Hermed skal ordet gives videre til Mikkel Starup, der tager os med ind i William Blakes univers.

 

 

 William Blake og Migselv

 − Jeg vil rejse! sagde jeg til Migselv.

− God idé, svarede Migselv og fortsatte nysgerrigt, − men hvorhen?

Jeg gik fra køkkenet og ind på mit arbejdsværelse med et glas skvulpene portvin i et cognacsglas. Her satte jeg mig i den alt for komfortable sofastol, og skød den tilbage med ryggen, indtil mit ansigt havde den rette vinkel op mod de tre belæssede, belæste bogreoler. Blikket svævede drømmende hen over de nøje udvalgte bøger, fra titel til tema, fra foliant til paperback, fra skønlitteratur til fiktion, indtil jeg stoppede og besluttede, naivt smilede, hvor rejsen skulle begynde.

− Jeg vil gå til Grækenlands oldtid.

Mikkel Starup (født 1966)

Mikkel Starup (født 1966)

Migselv nikkede godkendende, mens jeg generindrede.

− Homers mesterværker, hvoraf jeg dog foretrækker ’Odysséen’, Hesiods skabelsesberetning og de talrige myter; så voldelige og fulde af lidenskab, til tider erotiske til andre vanvittige, så fulde af kærlighed og med rette kilden til eftertidens beundring og længsel tilbage; Apollo og Perseus, Ødipus og Pan, Echo og Chaos, Eros og Prometheus.

Det var disse myter og deres verdner, den højeste litteratur, de dybeste rødder, der i min barndom vækkede noget sovende i mig. Jeg åbnede bøgerne og Migselv. Jeg spejlede mig i dem og forglemte mig.

Hver gang jeg overvældes af Shakespeares drømmeverdner, af Emersons passion eller af Whitmans vision genkender jeg oldtiden myter heri, som faderen genkender sit blod i sønnen, om de så stammer fra de gamle egyptere eller fra en indianerstamme.

− Læste du ikke andet end myter, da du var barn? spurgte Migselv, mens han svævede side om side med mit blik mellem de så sigende bogrygge.

− Jo, jeg læste og læser eventyr i overflod. Jeg ved ikke hvor mange samlinger, bind og serier jeg efterhånden har været igennem, og historiernes familiaritet er tydelig, men jeg har det som børn; hvis jeg læser et eventyr for dem og udtaler, at det jo ligner historien om Jomfru Klarøje, siger de blot, at de vil høre det alligevel. Eventyr tiltrækker fordi de åbner døre til det oprindelige i mennesket, et sted fuld af kraft, hvorfor det både drager og skræmmer. Jeg studerede Erwin Neutzsky-Wulffs ’Okkultisme’ og ’Magi’, og selvom ’Det Overnaturlige’ går et spadestik dybere, ligger der stadig en del nøgler imellem de to første faglitterære bøgers mange sider. Jeg svælgede mig i Platons overjordiske fornuft og lejlighedsvise religiøsitet og studerede Agrippas systematiserende mystik, men skal jeg udvælge én bog blandt de mange rygge på bogreolen, må det blive William Blakes ’The Marriage og Heaven and Hell’.

Håndkoloreret titelblad fra The Marriage of Heaven and Hell, Hardcover, trykt i London omkring 1795

Håndkoloreret titelblad fra The Marriage of Heaven and Hell, Hardcover, trykt i London omkring 1795

− Ah ja, kom det stille fra Migselv, − Blake, hvorefter han svævede hen til hylden med den lille bog, − et overset forfatterskab!

− Ja, sukkede jeg, − men hvad han manglede i popularitet og læsere, fik han i visionen. Som barn så han et træ fuld af engle, og kun hans mors mellemkomst afholdt hans far fra at prygle en sådan usandhed ud af knægtens krop. As I was walking among the fires of hell, delighted with the enjoyments of genius … skriver han et andet sted, og vi fornemmer, at hvad verden ikke bibragte ham til trods for hans talent, fik han igen tifoldigt i den verden hans sind egentlig beboede.

− Det var også herfra, han fik sin inspiration.

− Ja, istemte jeg entusiastisk, − ja, det var engle, eller djævle, der dikterede hvad han skulle skrive og tegne, hvilket både forklarer den særegne stil og det angeliske emnevalg.

− Lidt som når jeg inspirerer dig, sagde Migselv smilende.

Jeg gengældte smilet med et taknemmelig nik med hovedet og glemte for et øjeblik, hvad jeg var i gang med, men Migselv skubbede Blakes bog ned fra højderne, og da den landede med et brag på gulvtæppet, vågnede jeg og samlede den eftertænksomt op.

William Blake (28. november 1757 – 12. august 1827

William Blake (28. november 1757 – 12. august 1827

− Der er mange grunde til, at jeg elsker denne bog. Prøv at høre her, da han retter tre almene fejltagelser; nemlig at ”Man has no Body distinct from his Soul, for that called Body is a portion of Soul discernd by the five senses”, at alene lidenskaben (Energy) er liv og at denne fører til evig fryd.

Her afslører han de kristne propagandisters århundrede lange og falske kampagne mod vores ellers levende kulturer. Den frygt for helvede de indgav i menigmand for at bibeholde deres magtposition, blev til en orm i verdensæblet, et sandt kryb der voksede sig så fed, at den stadig forpester ethvert helhjertet religiøst tiltag.

Migselv var nu drevet om bag min ryg, hvorfra han kunne følge med på siderne.

− Og her. Han skriver, at livet udspringer gennem modsætninger, hvoraf udspringer dét the religious call Good and Evil. Good is the passive that obeys Reason, Evil is the active springing from Energy. Good is Heaven, Evil is Hell. Så kan det ikke siges enklere.

− Nej, medgav jeg og bladrede videre, − eller hvad med at de som holder deres begær nede, kun gør det, fordi det er svagt nok til at lade sig holde nede. Han lægger ikke fingre imellem!

Længe sad vi og svælgede i visdom, især da vi kom til kapitlet kaldet ’Helvedes ordsprog’. Jeg kom til at tænke på alle de selvbestaltede vismænd, der nu om stunder skriver bøger om selvudvikling og livskunst (sic!), der oftest er et uskønt sammenkog af stjålne (og sjældent forståede) visdomsord og akademiske udredninger, der tilslører mere end de afslører.

− Se hvordan Blake på få linier åbner døren for den opmærksomme, gennem aforismer man gør ret i at tænke over. ”No bird soars too high, if he soars with his own wings”, “Always be ready to speak your mind, and the base man will avoid you” eller ”The Eagle never lost so much time, as when he submitted to learn of the crow”.

Jeg begyndte at blive sulten, men Migselv, der aldrig spiser, fik mig hurtigt på andre tanker; han gad nemlig ikke bruge tid på den slags pjat.

− Se dybden i det ordsprog, sagde den og pegede på One thought, fills immensity.

− Ja, istemte jeg begejstret, − hvis man tager en velkendt talemåde såsom Tanker er toldfri, ligger der ingen anden betydning heri end at man kan tænke hvad man vil. Betydningen er metaforisk, hvilket vil sige, at den ligger over den umiddelbare betydning, ligesom i Håbet er lysegrønt, men den metaforiske betydning er direkte. Hos Blake er den umiddelbare betydning direkte, mens forståelsen af ordsproget er mangetydig. Det kan henvise til skabelsen, hvor Gud sagde (tænkte?) Lad der blive lys og der blev lys. Men det kan også hentyde til kultivering er det timelige. Det vil sige, når vi tænker, taler, handler, begrænser vi samtidig uendeligheden. Når vi kultiverer vores køkkenhave skaber vi orden ved at udfylde uendeligheden.

Og det er den afgørende forskel på litteratur og tabloidjournalistik. Den sidste giver øjeblikkelig forståelse uden dybde, mens den anden, og altså herunder Blake, tilslører betydningen igennem uendelig dybde.

Den aktive tænkning havde fået mig helt ud på kanten af stolen, men nu hvilede tankerne og kroppen fulgte efter som en skygge og lænede sig afslappet tilbage i stolen. Migselv flagrede lidt rundt om mit hoved, inden den også beroliget dalede ned på min højre skulder, hvor den sad som Huginn på Odin.

Paperback, AnTenna 2009

Paperback, AnTenna 2009

− Det er vel også derfor, at nutidens medier og såkaldte kultur i stigende grad kun overgiver den nemt fordøjelige underholdning.

Spørgsmålet var retorisk, men Migselv tog det på sig at besvare.

− Ja, for tænk nu, hvis en anden tv-kanal eller nyere film havde et endnu mere spiseligt budskab, så forsvinder publikum jo. Man kan se, hvad der kræves i dag for at være med i medie-teten; korte sætningen, lavt lixtal, mange eksplosioner, hurtige klip og gerne mange dumme mennesker, så seeren føler sig overlegen klog.

− Medierne appellerer til det laveste i mennesket for at fange dem.

− Jo, kom det prompte fra Migselv, − men ikke altid. Tag gyserfilm, splatterfilm, naturkatastrofer, færdselsuheld, pornografi; disse ville mange sikkert kategorisere under det sensationelle, det underlødige, det gemene eller perverse, men i virkeligheden er der et ocean mere ånd i disse ting, end i det moralsk korrekte, det pæne, det anstændige. Det grænser til det forkastelige at stille sig op og glo på trafikuheld, som mange mennesker gør, men hvis deres liv er monotomt arbejde om dagen og platte tv-serier om aftenen, er det ikke overraskende, at de tiltrækkes af brændpunkter med liv og død i intens omfavnelse.

− Du har selvfølgelig ret, udsagde jeg, uden at tænke på, at Migselv også kunne høre mine tanker, − det er ikke altid moralsk korrekt, men til tider forståeligt. Og skulle man fornærmes over tilskuere der flokkes døende på landeveje som fluer på en lort, så tænk over, hvorfor alle stopper med det de laver og kigger, når Tv-avisen viser et klip fra et jordskælv, og studieværten advarer mod stærke billeder.

− Menneskets natur er voldelig, blodig og seksuel, og det har triviallitteraturen, B-filmen og nyhedsmedierne luret for længe siden. De to første på grund af den kraft, der ligger og lurer i mordet, monsteret, det bestialske og blodet, mens medierne udelukkende gør det for at kapre seere og læsere.

Paperback, AnTenna 2009

Paperback, AnTenna 2009

Jeg smilede over det groteske heri.

− Så den laveste litteratur og de dårligste film er tættere menneskets natur?

− Ja, og den højeste litteratur. Der er ikke noget så voldeligt og blodigt som eventyr, myter og de største forfattere.

− Og Blake?

− Absolut. Hør her; Drive your cart and your plow over the bones of the dead eller hvad med Sooner murder an infant in its cradle than nurse unacted desires. Det er ikke for sarte sjæle!

− Men for lidenskabelige sjæle?

Jeg smilede for Migselv og lukkede bogen roligt, om end den havde antændt en ild i mig. Jeg vidste, at for mennesket der vil leve, for den syge der vil helbredes, for den deprimerede der søger lykken, for slaven der vil sprænge sin lænke og for den sultne der vil mættes ligger svaret lige der.

Jeg havde glemt alt om portvinen og tømte nu glasset med et roligt kast bagud. Bogen fandt tilbage på hylden, og jeg gik tilbage til køkkenet, mens min lidenskab, fandt sin plads i mit hjerte, som ilden der hører hjemme i sin arne, og tænkte, de bedste bøger inspirerer!

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogbekendtskaber: Klaus Æ. Mogensen

Så er det allerede blevet tid til et nyt Bogbekendtskab, og endnu engang er der kommet en ganske spændende tekst ud af arbejdet. Klaus Æ. Mogensen vil uden tvivl være et kendt navn hos mange, navnlig blandt de SF-interesserede læsere, der slår deres folder her på bloggen. Fagligt har han fremtiden som sit forskningsfelt, og litterært har Klaus ikke alene selv skrevet generelitteratur – det seneste jeg har læst – er den fængende novelle ”Universets mørke” i bogen af samme titel. Klaus har også siddet som redaktør på stolte flagskibe som Novum, Proxima og Himmelskibet. Han har været en aktiv figur i foreningen Fantastik, og sådan kunne jeg let blive ved.

Jeg synes altid, at der er interessant at få passionerede ildsjæle – og det er Klaus afgjort – til at fortælle om den litteratur, der har gjort særligt indtryk på dem. Den litteratur, der satte det hele i gang eller den litteratur, der har gjort noget særligt ved deres forhold til genrelitteraturen, som optager dem. Den opgave har Klaus også løftet her, hvor han har kastet sig over Harry Harrison, en forfatter jeg selv har en ganske pæn samling bøger af. Det er derfor også med udsøgt fornøjelse, at jeg her giver ordet videre.  God læselyst!

 

Et tilbageblik på Harry Harrison

 

Science fiction-forfatteren Harry Harrison (1925-2012) voksede op i New York under Depressionen med en ofte fraværende far, som var trykker og måtte rejse hen hvor arbejdet var. En af hans få fornøjelser var at købe brugte science fiction-magasiner, som han læste igen og igen. Da den allerførste science fiction-verdenskongres Worldcon (som i de første mange årtier trods navnet de facto var rent nordamerikansk) blev afholdt i New York i 1939, da Harrison var 14 år, sneg han ind uden at betale, da han ikke havde råd til at betale for billetten. Måske var det mødet med den gryende amerikanske fandom og tidens store science fiction-forfattere, der blev den afgørende faktor, der formede resten af hans liv, som i det store og hele kun har handlet om science fiction.

Klaus Æ. Mogensen

Klaus Æ. Mogensen

Som ung mand fik Harrison foden indenfor i det lokale science fiction-miljø, hvor han blandt andet blev fast gæst hos forfatterparret Frederik Pohl og Judith Merril. Det lå dog ikke fra starten i kortene at Harrison selv skulle blive science fiction-forfatter, og han startede faktisk sin professionelle karriere som illustrator og tegneserietegner; det sidste ofte i samarbejde med den senere legendariske tegner Wally Wood, som rentegnede Harrisons historier. Kun lidt af deres samarbejde var inden for de fantastiske genrer; størstedelen af deres produktion lå i westerns og romancer. Det gik hurtigt op for Harrison at der var flere penge i at skrive end i at tegne, og i 1951 debuterede han med novellen “Rock Diver” i magasinet Worlds Beyond. Han slap dog ikke helt tegneserien, og i perioden 1958-1964 skrev han avistegneserien Flash Gordon med Dan Barry som tegner. Serien blev bragt i danske aviser i denne periode som Jens Lyn, og det blev således det første som Harrison fik oversat til dansk.

Harrisons far var irer, og hans mor litauer, så allerede fra fødslen var han lidt af en verdensborger, og dette var også noget der kom til at kendetegne hans liv. Sidst i 1950’erne flyttede han med konen til Mexico og kort efter til England og derfra videre til Danmark, hvor han boede i syv år fra ca. 1960. Han havde hørt godt om Danmark som et sted man kunne have børn vokse op, og han flyttede først herfra da det gik op for ham at hans børn ville blive danske hvis familien blev boende. Han flyttede så tilbage til USA, men kort efter til Irland, hvor han boede til få år før sin død. Han kunne få irsk statsborgerskab fordi hans bedstemor var født i Irland, og dermed kunne han benytte sig af Irlands gunstige skatteregler, hvor statsborgere ikke betaler skat af kunstnerisk virksomhed.

 

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

I januar 1960 bragte magasinet Astounding (som på dette tidspunkt var ved at skifte navn til det mere moderne Analog) første afsnit af Harrisons debutroman, Deathworld, som blev en pæn succes og affødte to fortsættelser. Bogen besad tre elementer, som kom til at kendetegne det meste af hans senere forfatterskab: action, humor og antimilitarisme; det sidste en egenskab han samlede op mens han arbejdede som våbeninstruktør efter at være blevet indkaldt til det amerikanske militær. Året efter fulgte den første roman med hans mest kendte figur, The Stainless Steel Rat; øgenavnet på den futuristiske mestertyv “Slippery” Jim DiGriz, der bliver rekrutteret som agent for det mystiske Special Corps, som benytter sig af tidligere kriminelle til at bekæmpe interstellare forbrydelser. Harrison vendte jævnligt tilbage til The Stainless Steel Rat og skrev i alt 11 romaner med sin antihelt, senest The Stainless Steel Rat Returns i 2010, to år før han døde.

Paperback, Pyramid Books 1961

Paperback, Pyramid Books 1961

Harrisons hovedværk, romanen Make Room! Make Room! kom i 1966. Romanen anses som den første der seriøst beskæftigede sig med overbefolkning, og den blev filmatiseret i 1973 som Soylent Green med Charlton Heston i hovedrollen. Harrison har udtalt at filmen “af og til har en flygtig lighed med romanen”, og selvom filmen blev en pæn succes, tjente han ikke en øre på den på grund af en ugunstig kontrakt, der lovede ham procenter af nettoindtægten – og den slags har selv de mest succesrige film ikke på grund af særlige regnskabsfif.

Paperback, Penguin Books 1973

Paperback, Penguin Books 1973

Harrisons forfatterskab må siges at være temmelig blandet, især i de tidslige år, selvom han kun skrev inden for science fiction-genren. Nogle af hans bøger er ret straight action-space opera, andre er parodier (bl.a. Bill, the Galactic Hero fra 1965, som parodierer blandt andet Heinleins Starship Troopers og Asimovs Foundation), og atter andre er alternate history (begyndende med A Transatlantic Tunnel, Hurrah! fra 1972).

Paperback,  I Books 2004

Paperback, I Books 2004

Harrison vendte stærkt tilbage til politisk science fiction i 1980 med Homeworld, første bind i trilogien To The Stars. Homeworld er skrevet som en reaktion på Orwells 1984, som Harrison fandt urealistisk fordi halvdelen af befolkningen skulle holde øje med den anden halvdel. I Homeworld – skrevet da hjemmecomputere stadig var noget helt nyt – er det ikke mennesker, der holder øje med mennesker, men i stedet computere, som aflytter alle telefonsamtaler og tjekker alle forespørgsler på computere. Mon NSA har læst denne roman? De sidste to bind i serien er mere ordinær science fiction, men Homeworld selv er et must for alle fans af dystopisk science fiction.

Paperback, Grafton 1980

Paperback, Grafton 1980

Fra 1984 og frem blev Harrisons forfatterskab domineret af tre store alternate history-trilogier. I den første trilogi, bestående af romanerne West of Eden, Winter in Eden og Return to Eden, divergerer tidslinjen fra den velkendte verdenshistorie allerede for 65 millioner år siden. Dinosaurerne uddør ikke, og med tiden opstår der i Sydeuropa er intelligent art, som udvikler en avanceret civilisation baseret på bioteknologi. Samtidig udvikler der sig stenaldermennesker i Amerika, og det fører til et kultursammenstød da de intelligente dinosaurer begynder at kolonisere Amerika. Man fornemmer en pendant til europæernes kolonisering af Amerika, men parallellen bliver ikke hamret fast, og vi bliver præsenteret for flere fascinerende samfund og en hovedperson der er splittet mellem to af dem (et tema, der i øvrigt går igen i flere af Harrisons bøger, måske fordi han har levet det meste af sit liv som expatriate).

Den næste store alternate history-trilogi er The Hammer and the Cross (1993-97), der beskriver konflikten mellem et kristent Europa og et Norden, som nægter at lade sig kristne, men i stedet bliver centrum for en gryende teknologisk renæssance. Trilogien er skrevet i samarbejde med historikeren og litteraturforskeren Tom Shippey, der har ansvaret for trilogiens overvejende historiske korrekthed.

Paperback, Tor Books 1994

Paperback, Tor Books 1994

Harrisons sidste større værk blev alternate history-trilogien Stars and Stripes om den Amerikanske Borgerkrig i en version hvor englænderne kæmper på Sydstaternes side. Jeg har ikke læst denne trilogi, der generelt afvises af fans af alternate history som værende ret ringe. Jeg kan dog ikke lade være med at overveje om det mon skyldes at Harrison er pacifist, men de fleste alternate history-fans elsker krig.

Harry Harrison var meget mere end bare romanforfatter. Han skrev en række glimrende noveller, hvoraf en del kan findes i den retrospektive samling 50 in 50 fra 2001, og han redigerede omkring 40 antologier, end del i samarbejde med hans gode ven Brian Aldiss. Ikke mindst var han meget involveret i international fandom, og han tog initiativ til den første vestlige science fiction-festival med deltagelse af sovjetiske forfattere og til stiftelsen af organisationen World SF, som skulle sikre kontakt mellem internationale science fiction-professionelle. Harrison var gæst på adskillige danske science fiction-festivaler, senest Eurocon i København 2007. Under to tidligere danske festivaler – Fabula 96 og Fantasticon 2005 – havde jeg den fornøjelse at interviewe ham, og jeg kan skrive under på at han var mindst lige så spændende, fornøjelig og fordomsfri som menneske, som han var som forfatter.

 

Udvalgte links:

Harry Harrison på Wikipedia

Harrisons officielle hjemmeside

Uddrag af Harrisons selvbiografi Harry Harrison! Harry Harrison!: A Memoir (Tor Books 2014)

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Bogbekendtskaber: Martin Andersson

Det er blevet tid til endnu et Bogbekendtskab, og denne gang et udenlandsk et af slagsen. Der er således internationale vinde, der rører sig på bloggen. Denne gang helt (sic!) fra Sverige. Martin Andersson har nemlig indvilliget i at skrive lidt om sit møde med Lord Dunsany. Det er der kommet noget ganske spændende ud af, som jeg tror, de fleste af jer vil synes godt om. En ganske personlig historie om passion og forskning.

Helt tilfældigt er det nok ikke, at Martin valgte præcis Dunsany som emne. Han må ubetinget regnes blandt de internationalt førende eksperter ud i Dunsanys forfatterskab. Den æteriske poet, der har skrevet nogle fantastiske, fabulerende, drømmende tekster, der for mig at se hører til blandt det stærkeste fantasy vi har.

Har man sagt Dunsany, vil de fleste nok i dag automatisk også tænke Lovecraft, og Martin har da også leveret central viden til Lovecraft-forskningen. Ikke mindst er han manden, der bliver takket for at have korrigeret en lang række fejl i den seneste udgave af Lovecrafts samlede fiktion. Ikke nogen ringe bedrift, taget i betragtning, hvor mange der udtaler sig om Lovecraft på verdensplan. Martin er imidlertid den ægte vare – en klog kender, hvis indsigter jeg kun kan opfordre jer til at følge nærmere.

Hermed giver jeg derfor glad og stolt ordet videre til Martin, som naturligvis har skrevet på sit modersmål, men det afskrækker vel ikke nogen.     

 

 

Lord Dunsany – första mötet

 

När man är intresserad av en viss genre är det självklart att man stöter på vissa författare. Tycker man om fantasy är det oundvikligt att man förr eller senare snubblar över Tolkien och Le Guin. Tycker man om SF står Heinlein, Herbert och Clarke som dörrvakter till genren. Skräck – Lovecraft, King och Stoker. Exakt när man möter dem kan skifta beroende på när och var man växer upp, men förr eller senare står de där.

1990 började jag mitt andra år på Tullbroskolan i Falkenberg. Eftersom jag bodde på landet en bra bit från stan hade jag aldrig besökt det centrala kommunbiblioteket förrän jag började på skolan; däremot var jag en flitig besökare på lokalbiblioteket i Slöinge sedan nio års ålder (mitt lånekortsnummer var 748), där jag hade tagit mig igenom så gott som hela SF-avdelningen (på den tiden fanns ingen separat fantasy-avdelning). Det stora kommunbiblioteket var en helt ny värld där allting var så mycket större, inklusive deras SF-avdelning.

Martin Andersson holder foredrag om Lord Dunsany

Martin Andersson holder foredrag om Lord Dunsany

 

Biblioteksböcker på den tiden hade ofta ett lite speciellt utseende. Bokryggarna var oftast vinröda eller mörkblå om det var en äldre bok; ryggarna på de yngre böckerna hade ofta en lite ljusare blå färg. Böcker utgivna av Delta hade illgula ryggar med blå eller röd text. Men emellanåt var det böcker som stack ut genom sin avvikande färg och form. En av dessa var tunn och ljusgrön och titeln var tryckt med ett typsnitt som avvek från det ganska fyrkantiga, vita trycket på de biblioteksinbundna böckerna. Boken var Huset vid världens kant, författaren var Lord Dunsany. Jag har inte mitt eget exemplar (inhandlat på antikvariat den 5 oktober 2001 efter flera års envist letande) till hands för ögonblicket, men något i texten på baksidan lockade mig, och jag lånade den.

Sedan var jag fast.

Boken inleddes med en utförlig presentation, skriven av Sam J. Lundwall, av denne på svenska nästan helt okände författare. Jag har senare upptäckt att Lundwall tog ut svängarna ganska rejält med sina faktauppgifter (Dunsany var till exempel inte alls Byronprofessor i Athen ”i flera år” utan snarare i några månader), men då fascinerades jag av att Dunsany var en flitig mångsysslare som skrev på ett sätt som ingen före eller efter honom gjort, och att han varit en viktig influens på H. P. Lovecraft som jag just då hade börjat läsa igen efter ett uppehåll på flera år (jag upptäckte Lovecraft när jag var elva, men ”Färg bortom tid och rum” skrämde slag på mig – inte alls lika mysryslig som Stephen King – och det dröjde ett tag innan jag läste vidare).

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

 

Novellerna i boken var ett urval från novellsamlingarna The Book of Wonder och Tales of Wonder, plus två noveller från A Dreamer’s Tales, och de var sannerligen ingen standardfantasy. Här fanns inga alver eller dvärgar, men väl en mipt, gnoler, gibelliner, en hederlig politiker (!), en piratkapten med en flytande ö och två små avgudabilder som avskydde varandra. Allt berättat med ledig elegans och med både skir poesi och cynisk humor.

Hardcover, Bromma 1989

Hardcover, Bromma 1989

Detta var före Internet och dessutom under en period då nästan inget av Dunsany fanns i tryck ens på engelska. I bibliotekets system fanns bara en enda bok till av Dunsany: stadsbiblioteket i Halmstad hade ett exemplar av The King of Elfland’s Daughter. Jag minns inte exakt när jag läste den, men det måste ha varit efter det att jag började på gymnasiet. När jag tänker efter tror jag att det var när jag gick tredje året i gymnasiet, för jag har ett vagt minne av att den vänliga bibliotekarien lät mig slippa betala beställningsavgiften med motiveringen att jag behövde boken för mitt specialarbete (ett större fördjupningsarbete som alla förväntades göra tredje året). Det var inte sant, men hon låtsades att det var det. En släkting till mig i USA lyckades samtidigt hitta The Ghosts of the Heaviside Layer and Other Fantasms och Tales of Three Hemispheres åt mig.

 

Paperback, Ballantine Books 1969

Paperback, Ballantine Books 1969

Jag upptäckte också att mitt första möte med Dunsany i själva verket var mitt andra. I antologin Stora skräckboken, där jag för första gången hade läst Lovecraft, ingick nämligen novellen ”Låt oss hjälpa älvorna” (”Helping the Fairies”), men den hade jag helt glömt bort, möjligen på grund av att den är en realistisk historia med en galghumoristisk twist helt (?) utan övernaturliga eller fantastiska inslag.

1995 flyttade jag till Göteborg för att studera, och där hittade jag Mark Amorys Lord Dunsany: A Biography på universitetsbiblioteket. Jag har senare funnit att denna bok är både ytlig och full av irriterande småfel och märkliga utelämnande av fakta (vilken biografi nämner inte födelsedatumet?), men den är den enda i sitt slag och jag har läst den minst fyra gånger, på senare år kompletterad med Dunsanys egna självbiografier och med Hazel Littlefields charmerande minnestext Lord Dunsany: King of Dreams. Men fortfarande inga nya böcker av honom själv.

Hardcover, Collins 1972

Hardcover, Collins 1972

Detta förändrades plötsligt 2000 då Gollancz inledde sin massiva Fantasy Masterworks-serie, där avsikten var att samla klassiska men ofta svåråtkomliga verk som haft betydelse för fantasygenrens utveckling. Redan som seriens andra volym släppte de Time and the Gods – en jättelik samlingsvolym innehållande The Gods of Pegāna, Time and the Gods, The Sword of Welleran and Other Stories, A Dreamer’s Tales, The Book of Wonder och Tales of Wonder – vilken jag köpte den 5 april 2000. Vilken lycka! Mer än hundra noveller på en gång! Under årens lopp har jag utökat samlingen så att jag nu har samtliga Dunsanys novellsamlingar och romaner, men den där volymen är hörnstenen i min samling.

När jag var på Worldcon i Glasgow 2005 var ett av mina huvudmål en föreläsning om Dunsany av doktoranden Tanya Scott. Efter föreläsningen stannade jag och en annan åhörare kvar för att växla några ord med henne. Den andre åhöraren visade sig vara Joe Doyle, en nära vän till Dunsanys familj som fungerar som ett slags arkivarie på Dunsany Castle. Vi stod och pratade i över en timme om Dunsany, och jag fick reda på en massa intressanta saker som jag inte hade haft en aning om. Bland annat fick jag reda på att biblioteket på slottet inte hade något exemplar av Huset vid världens kant, så jag tog på mig själv att leta rätt på ett så att jag kunde donera det. Det tog mig två år (antikvariska exemplar av Huset vid världens kant växer inte på träd), men jag lyckades till sist.

 

Hardcover, Exposition-Banner 1959

Hardcover, Exposition-Banner 1959

Den tjugonde Lord Dunsany – författarens sonson – sände mig ett exemplar av Lord Dunsany: A Bibliography tillsammans med ett mycket vänligt brev i vilket han tackade för gåvan och bad mig titta in om jag var på Irland någon gång. Tyvärr fick jag aldrig nöjet att träffa honom, eftersom han gick bort 2011, men jag kom i alla fall dit året därpå. Joe hade tydligen talat mycket väl om mig, för jag fick ett mycket varmt mottagande av familjen, och sedan dess har jag besökt dem varje sommar och hjälpt dem med Lord Dunsanys papper, av vilka det finns en överväldigande mängd. Jag saknar ord för att beskriva känslan av att se och läsa hans manuskript – närmare än så kan få nu levande människor komma honom.

Paperback, Gollancz 2000

Paperback, Gollancz 2000

 

Genom mitt intresse för Dunsany, och den bibliografiska och biografiska forskning som vuxit fram ur det, har jag hamnat i den märkliga situationen att jag nu skall sitta med i en panel om honom på Lovecraft-kongressen NecronomiCon i Providence, där jag räknas som tillhörande ”the leading Dunsany scholars”. Det hade jag aldrig kunnat ana när jag hittade den där tunna gröna boken på biblioteket.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogbekendtskaber: Niels Dalgaard

Så er det allerede blevet tid til endnu et bogbekendtskab – og denne gang et af de mere omfattende af slagsen. Jeg har i denne uge fornøjelsen af at kunne give ordet til Niels Dalgaard. Manden, der utrætteligt har skrevet og redigeret tekster om Science Fiction i en lang, lang årrække. Jeg nævner i flæng bøger som Fanmarkshistorien: Dansk science fiction fandoms historie (1999), Fra Platon til Cyberpunk: Science fiction-litteraturens historie (2004), Verdensjongløren: Svend Åge Madsen og science fiction (2007) samt ikke mindst redaktørposten for Proxima. Og ph.d.-afhandlingen Den gode gamle fremtid: Modernitetskritik og genrevalg i halvfjerdsernes danske science fiction-roman fra 1997 må også nævnes som noget ganske væsentligt.

 Modsat alle os halvstuderede røvere, nørder og andet godtfolk, der huserer på diverse blogs, blade og hjemmesider, har Niels arbejdet med akademisk præcision i sine udgivelser og leveret analyser, der hæver sig betydeligt over de entusiastiske, men ofte famlende og overfladiske tekster, vi normalt finder i fanmiljøet. Niels Dalgaards indsats afkræver stor respekt og anerkendelse, og jeg er ganske sikker på, at en del hel del af Fra Sortsands læsere vil være spændte på at læse om Niels’ vej ind i SF-litteraturen. Spænd hjelmen, indstil kontrolbrættet og forbered dig på en fascinerende rejse; første destination den røde planet Mars.  

 

Da jeg begyndte at læse science fiction

Genre er et mangetydigt begreb. På det mest grundlæggende plan er det en gruppering, man bliver enig om, sådan at tekster (eller andet) der har noget tilfælles, kan omtales med et samlende begreb. I nyere tid bliver ordet også brugt som synonym til ”triviallitteratur”, ud fra den opfattelse at den rigtige litteratur består af unikke værker og derfor ikke kan omtales gruppevis. Men både den ”høje” og lave litteratur består af værker, der fornyer litteraturen og af værker der hovedsagelig gentager det allerede sagte på en allerede anvendt måde. Og finlitteraturens unikke værker er ikke mere unikke end at man kan gruppere dem med andre værker – fx giver det udmærket mening at snakke om genrer som sonetter, elizabethansk drama, udviklingsroman, københavnerroman, kollektivroman eller haiku. At man læser en tekst med blik for dens genre (og dermed på et eller andet plan holder den op mod en række andre tekster, den har lighedstegn med) betyder med andre ord ikke at man kaster sig i armene på trivialiteten.

Jeg har været fascineret af science fiction, næsten lige så længe jeg har læst bøger. Jeg har ganske vist ikke nogen erindringer om at have opdaget genren på børnebiblioteket i Valby, men da jeg (i en relativt ung alder) begyndte at låne bøger fra voksenbiblioteket, blev jeg ret hurtigt ramt. Jeg kan huske at jeg ret systematisk afsøgte forskellige muligheder, bl.a. læste jeg en række kriminalromaner og noveller (i det længst hedengangne Ellery Queen Kriminalmagasin). Jeg gjorde meget hurtigt den erfaring – som stadig holder, også hvad angår tv-serier – at jeg stort set kun finder en kriminalhistorie interessant, hvis der er noget andet end selve kriminalintrigen i den. Det kan fx være en excentrisk detektiv; nogle af de krimier jeg læste flest af, var Rex Stouts bøger om Nero Wolfe.

Niels Dalgaard (født i 1956)

Niels Dalgaard (født i 1956)

På den tid – vi snakker anden halvdel af tresserne – var der ikke noget der hed fantasy. Det er et interessant tankeeksperiment at forestille sig hvordan min læsning ville have udviklet sig hvis Harry Potter eller nogle af de mange, mange (og alt for ens) ungdoms-fantasyromaner havde stået på hylderne. Men de gjorde de ikke, og jeg er heller ikke sikker på at jeg ville have holdt ved genren i ret lang tid (jeg læste fx superhelte-tegneserier, men det stoppede efter nogle år). Jeg fandt nogle horrorting, der dengang gik under betegnelsen ”gysere”, men kunne ærlig talt ikke tage dem alvorligt. Selv om jeg nok har været lige så fjollet som alle andre i min alder, blev jeg tidligt interesseret i videnskab og dermed indirekte præget af det moderne verdensbillede; jeg kunne simpelthen ikke identificere mig med personer og begivenheder baseret på en metafysisk omverdenforståelse. Spøgelser skræmmer mig ikke, heller ikke på papir, simpelthen fordi jeg ikke tror på dem og ikke kan tage dem alvorligt (at man kan bruge et spøgelse metaforisk eller symbolsk, er en anden ting, som mit tolvårige jeg imidlertid næppe havde forstået; og selv om jeg er vokset op til en større forståelse af litterært billedsprog, vil jeg stadig gerne have at det også giver mening på det realistiske plan).

Men i min systematiske undersøgelse af de forskellige litteraturformer på Valby bibliotek, rendte jeg så ind i Ray Bradburys Krøniker fra Mars (i Hasselbalchs billigbogsudgave fra 1966). Der var ikke særlige hylder til science fiction dengang – og heller ikke til krimier for den sags skyld – men jeg syntes bogen lød interessant eller i al fald anderledes ud fra beskrivelsen på omslaget. Så jeg tog den med hjem – og var solgt. Her var der noget, både for tænkeren og for opleveren. Her var spændende eventyr i eksotiske omgivelser, her var uhygge og melankoli. Det sidste havde jeg nu ikke så meget at bruge til på daværende tidspunkt, men mange af de uhyggelige aspekter i bogen ramte mig, fordi jeg kunne tro på at det kunne finde sted.

Senere er jeg naturligvis blevet ældre og mere kynisk, og der skal rigtig meget til for at vælte mig omkuld sådan som Bradburys bog gjorde dengang. Jeg har også fundet ud af, at den vision om Mars, som Bradbury opruller, er baseret på et billede af planeten som allerede var forældet da han skrev bogen. Naturvidenskabelig nøjagtighed var heller ikke hans pointe; i stedet ønskede han at fortælle om menneskets drift mod stjernerne og om dets evne til at ødelægge alt hvad der er naturligt, oprigtigt og smukt.

En yngre Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En yngre Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Krøniker fra Mars (1950; den første danske udgave i bogform Hasselbalch 1952) kaldes nogle steder for en roman, men den er blevet til som en novellesamling og er efter min smag for episodisk til at fungere som roman i traditionel forstand. Desuden er der nogle af historierne der strengt taget ikke passer alt for godt sammen med de andre, men lad det nu ligge. I en serie kapitler/noveller beskriver bogen hvordan flere ekspeditioner fra Jorden tager til Mars, og hvordan menneskene efterhånden slår sig ned og overtager mere og mere af planeten. Bradburys Mars har en atmosfære, selv om den er tynd, og den har beboere i form af en ældgammel art, der på flere måder minder om mennesker. Hvad jeg først senere forstod, er at disse marsboere kan læses som billeder på de amerikanske indianere, og jordboerne som billeder på den hvide mand der overtog det Midtvesten, hvor Bradbury boede som barn. Der er også skildringer af hvad åbningen af Mars betyder for folk på Jorden, hvor den af mange bliver set som en mulighed for en ny start (parallelt med hvordan mange ludfattige europæere opfattede USA i 1800-tallet). Men til sidst bliver Mars også redningen for de jordboere, der er taget derop, da hjemplaneten roder sig ud i en atomkrig. Og til allersidst følger man en menneskelig familie, hvor faderen har lovet at vise børnene nogle marsboere. Han tager dem med hen til en af kanalerne og lader dem spejle sig: Dér er marsboerne, siger han. Kolonisatorerne er blevet de nye indfødte, omstændighederne har tvunget dem til at se sig selv, ikke som forflyttede jordboere, men som rigtige marsboere.

Kanalerne er i øvrigt også et levn fra en tidligere opfattelse af Mars; de skyldes i virkeligheden en oversætterfejl, idet den italienske astronom Schiaparelli havde beskrevet planeten og mente at se canali, der nærmest betyder render og burde have været oversat med channels i stedet for canals. Men amerikaneren Percival Lovell løb med kanal-idéen og blev indirekte ophavsmand til hundredvis af kulørte historier om eventyr på en planet med imponerende ingeniørarbejder men en uddøende art. Bradbury har valgt dem for deres poetiske kvaliteter, ikke fordi de var videnskabeligt relevante på det tidspunkt hvor han skrev sin bog.

De poetiske kvaliteter er muligvis en af grundene til den særstatus som Bradbury har i forhold til genreproblematikken. Af en masse forskellige grunde er science fiction sjældent blevet taget alvorligt af litteraturfolk – men Bradbury har ofte været en undtagelse. Da den amerikanske science fiction, der var blevet udviklet i pulp-magasinerne, kom til Europa som en del af den amerikanske kultureksport efter anden verdenskrig, blev den oftest indrangeret som triviallitteratur sammen med westerns og tegneserier. Men der var enkelte undtagelser, og Bradbury hørte til de mest markante. De første oversættelser af Mars-novellerne kom i Politikens estimerede søndagstillæg Magasinet, og blev illustreret af ingen ringere end Arne Ungermann. Og bogudgaven blev oversat af Jens Kruuse, kritisk styrvolt (der generelt ikke havde meget til overs for genren). Noget tilsvarende skete i Sverige, som det er dokumenteret i Jerry Mattääs afhandling Raketsommar (2005).

Paperback, Ellerströms förlag 2006

Paperback, Ellerströms förlag 2006

Hvorfor er Bradbury en undtagelse? Ganske vist blev der trykt science fiction af andre forfattere, både i avisernes søndagstillæg og andre steder, men ingen nåede samme status som Bradbury. Mit personlige gæt er at det er på grund af de omtalte poetiske kvaliteter. Han er simpelthen mere tilgængelig for en læser, der – bevidst eller ubevidst – har lært at læse en bestemt form for skønlitteratur, nemlig den psykologiske historie, struktureret omkring et system af metaforer. Denne form for litteratur som mange anser for den ”normale”, er selvfølgelig noget man skal lære at læse lige som alt muligt andet. Men alle lærer det på et eller andet niveau i skolen, og føler derfor at megen science fiction – der grundlæggende fungerer på en anden måde – er ”underlig” eller uforståelig eller bare uinteressant. De bedste af Bradburys historier kan læses som gedigen science fiction og som psykologisk, metaforisk, ”litterær” litteratur. Og kritikere og anmeldere med den traditionelle baggrund kunne derfor forholde sig til ham på en måde, som de fx ikke kunne til Arthur C. Clarke eller Isaac Asimov eller andre af de store navne fra dengang. Det har heller ikke skadet, at Bradbury ramte tidsånden ved at være massivt teknologikritisk og udviklingspessimistisk – tænk bare på hans mediekritik i Fahrenheit 451 (1953).

Jeg er ikke nær så stor Bradbury-fan i dag som jeg var som tolv-fjortenårig. Men hvor hverken krimier eller gysere sagde mig noget, gav Krøniker fra Mars mig mareridt. Jeg holder ikke af mareridt og gjorde det heller ikke dengang, men jeg konstaterede at de underlige noveller om de sølvfarvede, spøgelsesagtige marsfolk havde gjort et indtryk på mig. Og uden at undlade at læse mange andre slags bøger, begyndte jeg at læse mere science fiction. Jeg var kronologisk heldig, for så vidt som at min interesse begyndte på at tidspunkt hvor der var billigbogsserier med megen god (og en hele del mindre god) oversat science fiction fra forlagene Hasselbalch, Vendelkær og Notabene. Det var dér, jeg første gang stødte på forfattere som Isaac Asimov, Brian W. Aldiss, Arthur C. Clarke, Robert Silverberg, William Tenn, Philip K. Dick og Kurt Vonnegut, for bare at nævne nogle enkelte. Og det var også omkring den tid, nogle af Niels E. Nielsens bedste romaner kom. Jeg var i stand til at tage min interesse med mig og fortsætte med at læse science fiction, også i gymnasiet (hvor jeg dog også havde travlt med meget andet), selv om det dengang bestemt ikke var noget man underviste i. Og senere har jeg forsket i genren, bl.a. på universitetet.

Jeg er ret sikker på at jeg ville være blevet bidt af science fiction, også uden Krøniker fra Mars. Det er ikke engang sikkert at det var den første science fiction-bog, jeg lånte. Men det er den, jeg husker, og selv om jeg har mine forbehold overfor Bradbury, som jeg ifølge sagens natur ser i et noget andet perspektiv nu, er der stadig en del af hans historier som jeg anser for klassiske.

Fremtidsromanen nr. 1, Forlaget Skrifola 1957. Her udkom Bradburys Krøniker fra Mars i en forkortet udgave

Fremtidsromanen nr. 1, Forlaget Skrifola 1957. Her udkom Bradburys Krøniker fra Mars i en forkortet udgave

Da man engang i den engelsksprogede verden diskuterede, hvornår genrens guldalder indtraf, var der et vittigt hoved der udtalte at ”The golden age of science fiction is twelve”. Det er nok en sandhed med modifikationer, men på den anden side er det ofte i den alder, folk der bliver rigtig vilde med genren, er stødt på den. Derfor kan man glæde sig over at der for tiden er noget af en guldalder indenfor science fiction for børn og unge (hvilket bestemt ikke var tilfældet, da jeg foretog de første spæde sonderinger på området). Der skrives mange gode ungdomsromaner, der både er glimrende læsning i sig selv (også for voksne) og kan fungere som indgang til de mere voksne dele af genren. Det ville snarere være dem, jeg ville anbefale et interesseret ungt menneske i dag, end lige netop Bradbury.

Jo, der er stadig nogle af Bradburys noveller, der virker, og som kan læses af unge (flere har også stået i antologier til undervisningsbrug). Men verden har altså flyttet sig gennem de mere end tres år der er gået. Jeg ville måske nok anbefale ”En lyd som torden” (”A Sound of Thunder”, 1952), selv om dens tidsrejseproblematik diskuteres lige så underholdende i de tre Back to the Future-film. Og ”Savannen” (”The Veldt”, 1950) er en effektiv horrorhistorie om det, vi i dag ville kalde virtual reality. Der er måske en håndfuld til, der holder samme niveau, men meget af forfatterskabet er nok bedst egnet for ældre nostalgikere (de to nævnte historier og en stribe andre er genoptrykt i samlingen Bradburys bedste, Solkuplerne og andre science fiction-noveller (Sesam 2002). De/vi kan nyde Bradburys litterære prosa og pletvise sentimentalitet, mens de/vi filosoferer over at fremtiden heller ikke er hvad den har været.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Bogbekendtskaber: Søren Henrik Jacobsen

Denne uges indlæg i serien af bogbekendtskaber er skrevet af Søren Henrik Jacobsen. Jeps, den navnkundige og utrættelige horrorkender, der efterhånden har delt ud af siden viden om og sine holdninger til horror gennem mange år. Hans blog Skræk og Rædsel er uden tvivl den bedste genreblog, vi har herhjemme og for mig at se et knudepunkt for informationer om både hjemlige gys og nyt fra den store verden. Jeg lægger vejen forbi bloggen dagligt, og mon ikke alle Fra Sortsands læsere gør det samme?

Skræk og Rædsel hæver sig over de andre nyhedsorienterede sites med altid veloplagte og velargumenterede indlæg og anmeldelser. Nu og da kommer der endda indlæg om alt det gamle stads, som nostalgikere og samlere bruger deres tid på. Og vigtigst af alt mærker man altid Sørens allestedsnærværende passion for horror i alle afskygninger. Det giver hans blog karakter og et dybt personligt præg, som jeg tror, mange bloggere, mig selv inklusiv, kun kan misunde.

Søren har været selvskrevet til at lave et bogbekendtskab, og jeg er derfor også rigtig glad for, at det har været muligt for ham at afsætte tid til at lave dette indlæg; en fascinerende rejse tilbage til dengang Stephen King var interessant. Men ikke mere snak fra min side. Her skal ordet derfor gives videre til vores fremmeste horror-connaisseur.

 

Da jeg var ung, læste jeg Stephen King

Den første Stephen King-bog, jeg fik fingre i, var The Shining, der også var den første af forfatterens værker, der blev oversat til dansk. Titlen på bogen fra forlaget Borgen var lidt kryptisk, nemlig Drengen der Skinnede, og umiddelbart virkede det ikke som en roman, der kunne ødelægge ens nattesøvn.

Men jeg blev hurtigt opslugt af den mystiske og bizarre stemning på det afsidesliggende Overlook-hotel – og jeg blev suget ind i historien af det levende sprog, som King brugte til at beskrive de uhyggelige begivenheder. Den virkede slet ikke som andre bøger, jeg havde læst, og jeg var ivrig efter at finde mere af denne – på det tidspunkt – helt nye amerikanske forfatter.

Søren Henrik Jacobsen (født 24. januar 1963)

Søren Henrik Jacobsen (født 24. januar 1963)

Heldigvis var de lokale boghandlere flinke til at have bunker af engelske og amerikanske paperbacks på lager, og der gik sport i at finde Stephen King-bøger. Nogle af de første titler, jeg købte på originalsproget, har været The Dead Zone, Firestarter og Cujo. Også disse bøger blev slugt på ingen tid, og jeg var i den grad ved at blive Stephen King-fan.

Jeg blev derfor nysgerrig efter at få mere at vide om King. Internettet var desværre ikke opfundet endnu, og man måtte klare sig på anden vis. Nogle gange var det rent held, hvis man fandt en guldgrube af informationer. Et af disse lykketræf var et nummer af det amerikanske mandemagasin PLAYBOY, der på forsiden annoncerede et interview med ”The Titan of Terror”.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Det var et fremragende interview med masser af spændende oplysninger. Det samme var et interview, der blev bragt over tre numre af det überflotte tegneserie-hæfte HEAVY METAL. Jeg læste disse tekster igen og igen for at opdage nye detaljer om Kings forfatterskab. Et anden måde at skaffe informationer på var selvfølgelig de små lister forrest i bøgerne, hvor forfatterens tidligere værker stod anført.

Disse lister kunne man bruge til at bestille de titler, som boghandlerne af egen drift ikke kunne finde ud af at have på hylderne. På den måde fik jeg blandt andet fat i Carrie, ’Salem’s Lot og novellesamlingen Night Shift. Jeg kan huske, at den kvindelige ekspedient sagde ”Uha, hvad er nu det for noget”, da jeg hentede de bestilte bøger, og hun fik øje på forsiden af ’Salem’s Lot.

Playboy, juni 1983

Playboy, juni 1983

En tur til London i begyndelsen af 80’erne var med til at gøre min Stephen King-samling tæt på komplet. Købte den postapokalyptiske The Stand samt årets nyhed fra forfatteren, nemlig Pet Sematary. Det var den første af hans bøger, jeg erhvervede i hardcover, hvilket selvfølgelig gjorde, at man var forkant med skriverierne, fordi man ikke skulle vente på en paperback-udgave. Selv om de billigere paperbacks i nogle tilfælde blev produceret specielt til det europæiske marked, så man kunne købe dem længe før englænderne og amerikanerne, så skulle man alligevel vente mange måneder på, at en titel blev tilgængelig.

Men Stephen King var stille og roligt ved at bide sig fast – også i det danske marked – og det blev mere normalt, at hans nye værker blev taget hjem i hardcover. De lå i stadigt større bunker ude hos boghandlerne, og jeg fik efterhånden fyldt en hel hylde op med disse mastodonter.

Paperback, New English Library 1977. Udgaven der fik den kvindelige ekspedient til at udbryde  ”Uha, hvad er nu det for noget"

Paperback, New English Library 1977. Udgaven der fik den kvindelige ekspedient til at udbryde ”Uha, hvad er nu det for noget”

Meget af det læste jeg med stor fornøjelse, og jeg havde ingen problemer med, at det ikke alt sammen var horror. Over tid blev det tydeligt, at Stephen King først og fremmest er historie-fortæller og ikke nødvendigvis horror-forfatter. Han har en stor kærlighed til gys og gru, men han vil så meget andet. Men alligevel begyndt det at knirke lidt.

Bøgerne blev stadigt længere og historierne blev stadigt tyndere. Forfatteren Graham Masterton har i et interview brokket sig over, at fordi King skrev så lange bøger, så forventede forlagene, at andre også kunne levere tommetykke romaner, hvilket ikke altid er det optimale i horror-genren. I interviewet kaldes King for ”et forbandet toilet af ord, der flyder over”.

Paperback, Signet Books 1975

Paperback, Signet Books 1975

Det første bind i The Dark Tower-sagaen sagde mig ingenting, og jeg har to gange forgæves forsøgt at komme igennem den uforkortede udgave af The Stand. Needful Things var heller ikke det store sus, og efter min mening var IT flere hundrede sider for lang. Nu så jeg ikke længere frem til det nyeste værk fra skrivekuglen fra Maine, og man fik lidt på fornemmelsen, at der lå en ny hardcover fra ham ude i butikkerne hver anden uge.

Jeg gav simpelthen op. De seneste King-bøger, jeg har læst, er Bag of Bones og The Girls Who Loved Tom Gordon, og de kunne ikke overbevise mig om, at Stephen King havde genfundet det, der gjorde ham bange, dengang han var en ung, lovende forfatter. Dreamcather er den nyeste bog, jeg uden held prøvede at læse, men siden har jeg ikke rørt en Stephen King-roman eller -novellesamling.

I dag har jeg kun Kings bog om at skrive stående i samlingen – alt andet er solgt. Men hvis jeg en dag skulle finde på at vende tilbage til Stephen Kings univers, så ved jeg, at der er tusindvis af sider, jeg kan kaste mig over. Måske gemmer der sig på nogle af dem den magi, der fascinerende og skræmte mig, da jeg for mange år siden satte mig ned for at læse Drengen der Skinnede.

 

7 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret