Tag Archives: Bogsamlerne

Bogsamlerne: Janus Andersen

Så er det langt om længe blevet tid til endnu et indslag i den lille stafet, som jeg har startet på bloggen. Bogsamlerne kalder jeg stafetten, og her får folk fra genremiljøet lejlighed til at fortælle lidt om deres bogsamlinger, deres tilgang til bøger, til det at have bøger stående og måske endda til det at samle på dem. Senest har forfatter Amdi Silvestri sat ord på sin samling, og han har givet ordet videre til Janus Andersen. Selvom Janus, der fører pennen i dette indlæg, gør et nummer ud af at understrege, at han ikke er samler, så tror jeg, de fleste vil give mig ret i, at han har fået skrabet sig en ganske anseelig samling sammen.

Tankerne, han gør sig om denne samling, er fascinerende, og jeg forventer, at der er mange, som vil kunne nikke genkende til de faser, som Janus’ samlerliv har gennemgået over tid. Jeg genkender i hvert fald en del af mig selv i hans overvejelser.

Skulle du i øvrigt være i tvivl, er Janus en særdeles velkendt og vidende person på vores genrescene herhjemme. Han har bidraget indsigtsfuldt på en række fronter og skriver nu blandt andet på bloggen Superkultur, som jeg bestemt synes, du bør besøge, hvis du altså ikke allerede gør det regelmæssigt. Alt i alt er det dermed en fornøjelse at få bragt Janus’ ord og tanker her på Fra Sortsand.

 

***

Samlertrang

Af Janus Andersen

Hej, allesammen, jeg hedder Janus, og jeg er samler. Bogsamler, for at være mere præcis. Og, er det gået op for mig, mens jeg har forsøgt at skrive om det, en forfærdeligt dårlig bogsamler.

Men det vil jeg vende tilbage til. Lad mig starte ved begyndelsen:

Bøger har fulgt mig hele livet i en eller anden forstand. De er fysiske objekter, men også minder. Ikke bare om hændelser og historier, som måske/måske ikke har fundet sted, men også som fysiske reminders om egen historie. Det er gået op for mig, at det er derfor, jeg samler på bøger: jeg har en forfærdeligt dårlig hukommelse.

Janus Bjarke Andersen

Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg altid har haft en tendens til at samle: fra helt lille, hvor samlingen var så vagt defineret, at alt kunne være en del af den – Det her krabbeskjold? En perle i min samling. Den her plasticbil? Det samme. – til jeg blev lidt ældre, og samlertrangen indsnævredes omkring kulturprodukter: VHS, tegneserier, DVD, bøger, fanzines og lignende. Der har dog været et gennemgående element, kan jeg se: fantastikken. Allerede som barn indså jeg, at en historie har potentialet til at være mere spændende, når fortælleren kan slå sig lidt i tøjret og ikke er begrænset af, hvad der strengt taget er muligt – i en krimi ved du, at målet er at få afsløret morderen, men smid en telepat ind i plottet, og så er mulighederne pludselig legio. Prøver jeg at finde tilbage ved hjælp af bøgerne som mnemoteknik, støder jeg på titler som Telekattene og Mark Brandis – den ene lovede eventyr lige om hjørnet, mens den anden i barnlig logik lovede hardcore realisme (når nu forfatter og hovedperson hed det samme, hvordan kunne det så være andet?).

Det var uden tvivl titler, jeg opdagede på biblioteket. Senere blomstrede verden med de ting, jeg opdagede i den lokale byttebiks: som flere generationer af danske science fiction-læsere faldt jeg over Stig Vendelkærs bøger, og det bandt mig både til genren og til det at snuse mig frem til bøger.

Jeg tænker, at SVSF var med til at skabe bevidstheden om, at man kunne samle. Først hele serien, naturligvis, men derefter genren. For det kan godt være, at det er svært at finde afgrænsningerne i en fantastisk fortælling, men som samler er det netop rammerne, der er tiltalende: muligheden for at male helt ud til kanterne og skaffe alt det, der ligger inden for ens afgrænsning.

En del af de samlinger, jeg har startet, er visnede med tiden – medier er uddøde, pladsmanglen har talt, jeg har følt, jeg var blevet for gammel og så videre og så videre (og nu og da kan jeg stadig føle fortrydelse over hver og en af de halvformede samlinger, der har forladt mine hænder, for i nostalgiens lyserøse instagram-filter er de alle uendeligt smukke). Men én ting har dog fulgt mig hele livet: bøgerne.

Men begrænsningen på den samling har undergået en del transformationer gennem tiden. Fra “De få ting, jeg kan få i gave” over “Alt, hvad jeg falder over, som ligner, det ville falde i min smag” til en udkrystallisering, der holdt i mange år: dansk fantastik. Jeg tror, det var min samlertrangs blomstringsår – der, hvor alt synes muligt, og hvor jeg troede, at det var et mål, jeg kunne komme i nærheden af: al den fantastik, der er udgivet på dansk. Science fiction, fantasy, horror og alt der i nærheden. Det var en smuk tid, som betød, at vægten af mit personlige indbo steg kraftigt, og jeg fik en masse gode læseoplevelser.

Men bøger er som sagt både oplevelser og objekter, så jeg har altid både samlet og købt – samlingen er forsøget på at bygge noget komplet, at udfylde nogle rammer, mens det almindelige køb bare er bøger, jeg gerne vil læse. Nogle havner naturligvis i begge kategorier, men det er noget af det smukke ved en bog; den kan dække mange behov. Min største mangel som samler blev dog tidligt tydelig: jeg foretrækker at finde bogen. Det er altid hyggeligt at gå i en boghandel og købe en god, ny bog, og internettet blomstrede i mine unge år og gav da også anledning til købet af nogle titler, jeg ellers ikke ville have været i nærheden af – men den “rigtige” måde at få fat i en bog på vil altid være at finde den brugt. Den er billigere (forhåbentlig), den har noget historie, og det er en større bedrift. Det er ligesom at jage og slagte koen selv i stedet for at gå på Jensens Bøfhus.

Man kan ikke gå ind i en boghandler og finde bøger, der rammer samme perfekte blanding af nostalgi og samlertrang som gamle udgaver af Tarzan, Rumfart-serien, Planetbøgerne, Iskolde gys, Notabenes science fiction eller et hav af andre gamle serier. Eller: hvis du kan, så misunder jeg dig.

Jeg kan dog ikke lade være med at føle, at en “rigtig” samler burde have en klart afgrænset samling, burde gå hårdt efter at fylde den ud og burde holde stramt fast i det projekt.

Jeg fejler groft, fordi jeg hellere vil bladre gennem bøgerne i en genbrugs uden held end finde perfekte titler på en hjemmeside, og fordi jeg både køber af samlerbehov og af lyst – så en god del af de bøger, der fylder mine hylder i alt for mange lag, er “fordi jeg har lyst” snarere end “fordi jeg mangler den”. Jeg bøjer mit hoved i skam og indrømmer, at jeg for nylig så mig nødsaget til at rydde ud på hylderne – der var ganske enkelt ikke plads til at stable flere inden bagved, og ofrene blev i høj grad forskellige ungdomsromaner, som i høj grad hørte til samlingen.

Men hvor jeg må begynde at finde mig til rette til min nye identitet som dårlig bogsamler, må jeg dog holde fast i, at bøger er det perfekte objekt at samle på. De er grundlæggende oplevelser i fysisk form, så man får andet og mere end blot genstanden, men samtidig findes de i så mange forskellige afskygninger, at man kan vælge en afgrænsning af sin samling alt efter, hvad der passer én som person: Vil du samle en forfatter eller en genre eller et forlag eller noget helt andet? Går du efter førsteudgaver, autograferede udgaver eller billigbogsudgaver (åh, der er en særlig glæde over at finde f.eks. et nummer af Midnatsgyseren, som man ikke allerede ligger inde med)? Lige meget hvilken type samler du er, kan du vælge en afgrænsning af bøger, som vil passe til lige præcis dig. Og så kan de stables, så man kan altid more sig med at finde den perfekte konfiguration, der vil give plads til flere på hylden.

Alene tanken om alle de muligheder, der findes derude, giver mig lyst til at starte en ny samling. En rigtig samler holder sig til sit projekt, som sagt, men bøger er minder – og den letteste måde at skabe og fastholde nye minder er ved at finde og læse en god bog.

P.S. til billederne:

Jeg er gift med en bibliotekar, så jeg er ikke den eneste, der bringer bøger til huset. Stueetagen er biblioteket, omend der også står reoler på de andre etager – jeg har stået for størstedelen af bøgerne, mens hun har stået for udsmykningen, men hun foretrækker at have sine bøger fremme, så man kan se dem; det gør mig ikke så meget, at de står i stabler inde bagved, bare jeg ved, de er der. Måske er det et symptom på at være samlet.

Der er en overordnet inddeling, som hedder fantastik i forskellige størrelser, fantastik i paperbackformat (det er et vidunderligt format, som der kan stå tre rækkker af på en hylde), ikke-fantastik, faglitteratur og faglitteratur med forbindelse til fantastik. På andre etager findes der billedbøger og bøger i lidt for stort format. Men en nogenlunde alfabetisk inddeling gør det, at jeg som regel kan finde det, jeg leder efter… med en indsats.

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogsamlerne: Amdi Silvestri

For snart noget tid siden forsøgte jeg at få en ny serie løbet i gang her på bloggen. Bogsamlerne, en serie, hvor folk præsenterer deres bogsamlinger og skriver lidt om deres tilgang til det at samle og læse bøger. Fokus skal naturligvis ligge på genrefiktionen, for det er jo det, som Fra Sortsand handler om.

Nu er der endelig sket noget nyt. Den produktive og dygtige forfatter Amdi Silvestri har nemlig skrevet et engagerende og underholdende bidrag om sin bogsamling. Har du bare interesseret dig marginalt for vores hjemlige genrefiktion, vil du være bekendt med Silvestris navn og hans vidtforgrenede produktion. En produktion, der efterhånden er blevet så omfattende, at han udgiver opsamlinger. Han er tilmed formand for Dansk Horror Selskab (eller er det Horrorselskab?).

Det er næppe kun mig, der vil synes, Silvestris essay er spændende, og måske kan du genkende lidt af dig selv i hans tilgang til bøger? Uanset hvad, er du i godt selskab her, og det er derfor også med en vis tilfredshed, at jeg giver ordet videre til forfatteren.

***

Jeg elsker at bo i en brandfælde:

Science fiction, samlinger og sæd

af A.Silvestri

I min lejlighed på Nørrebro har jeg 55 reolhylder. 38 i stuen, 14 i biblioteket og tre i soveværelset. Det anede jeg ikke før jeg satte mig ned for at skrive dette indlæg. Reolerne er fyldt med bøger i alle afskygninger og alle genrer. Det er en regulær brandfælde. En gang for længe siden var der en art system i nogle af reoler. To reoler var til den fantastiske litteratur. En reol var til forfatterskaber. En helt anden til novellesamlinger, en tredje til gammel ungdomslitteratur og så videre og så videre. Nutildags er mit gamle system i kaos, men jeg er nu sikker på at ordene i bøgerne stadig har det helt fint.

Amdi Silvestri (født 1977)

Jeg er bibliofil på den måde, at jeg har svært ved at se bøger blive smidt ud. Når jeg går ned med skrald, tjekker jeg altid storskraldsrummet for at se, om der er blevet sat nogle små stakler ud, der har brug for et nyt hjem. En gang under en løbetur, hvor det stod ned i tove, fandt jeg en bog opslået midt på stien. Selv om den var tabt for al tid, lukkede jeg den, og lagde den på en bænk, der stod i læ under nogle bøgetræer. Det var Charlie Hotel Oscar Kilo af Majse Njor og Camilla Stockmann. Der var nok en grund til, at den lå der og flød. Det ændrede ikke på, at jeg reddede den. På samme måde (og med samme held) som når en bombesprængt soldat kæmper sig frem mod den ventede helikopter med sin afrevne arm på slæb.

Der er ingen tvivl om at jeg er samler, men den måde jeg er samler på, har muteret sig.

Min barndoms Lolland var et sted, hvor der to hundrede meter fra huset var en containerplads. På den stod en stor, blå container af jern, fyldt med skarpe søm, halve sække cement og det skrevne ord i form af bøger og tegneserier. Jeg stod på hovedet i den, og fandt lasede Kong Kylie-blade og et væld af bogklub-bøger uden omslag. I min erindring er det altid sommer, og støvet ligger rødbrunt i mit hår og på mine hænder. Jeg spytter brunt når jeg kommer hjem fra containeren med et læs, men det jeg husker klarest er tanken om en helhed. Hvis jeg fandt nummer 11 af noget, endevendte jeg containeren i håbet om at resten af serien var der. Det var en skatteøjeblik, et mysterium, elementer af én følelse. At ville en helhed. At have muligheden for at læse alt hvad der var. Intet var for småt til at samle. Intet var for laset til at beholde. Jeg var et sært barn, der med årene blev bedre til at smide ud. Dog holdt jeg fast i visse samlinger. Nærmere bestemt tre.

Den ene af dem var serien Galakse Bøgerne. De solgte sig under sloganet Spænding, gys, grin, science fiction og bestod af en noget i bakspejlet tilfældigt udvalgt række romaner og samlinger af noveller. Galakse Bøgerne tændte en sol i mig, og det var gennem dem jeg stiftede bekendtskab med forfattere som Ray Bradbury og Kenneth Ireland for første gang. Når jeg læser dem den dag i dag, må jeg nok sande at de ikke er ældet med ynde, eller også er det mig, der ikke er. Det ændrer ikke på, at jeg aldrig vil skille mig af med min næsten komplette samling. For mig er de et billede på en oprindelig kærlighed. På hvordan en livslang interesse for både det fantastiske og rædselsvækkende, og de korte former som novellen, opstod.

En anden serie jeg samlede med næsten religiøs omhu, var Stig Vendelkærs science fiction-bøger, der udkom i sluttresserne og halvfjerdserne. De var billigbøger, ryglimen var svag og forsidernes tryk havde det med at krakelere. Men indholdet! Det var horisontudvidende. Det var Clarke og det var Asimov, det var Simak og det var Pohl. Det var science fictions fædre og farfædre, der leverede den ene juvel efter den anden, og den dag i dag læser jeg stadig novellerne med lige så stor begejstring, for så mange af dem er plastiske. De forandrer sig i takt med at læseren gør, og historier jeg har læst 10-12 gange kaster nu nye betydninger af sig. Fortællinger, der ikke ramte mit 15-årige selv, rammer det nu 40-årige. Fortællingerne er ikke tidsløse, tværtimod er de meget et produkt af den tid, de er skrevet i. 50erne lever i bedste velgående i de fortællinger. Men essensen af dem er ikke bundet af tid. De fortæller om drømme og drivkraft, og bløder filosofiske tanker fra siderne til ens hud. Der er ikke noget helt som det.

I kølvandet på SV-serien, begyndte jeg at samle de andre opsamlinger. Hasselbalch science fiction, Kaleidoskop-serien, undervisningssamlingerne til skolerne, og den dag i dag tæller min samling af gammel paperback science fiction langt over 150. Det er ikke en hermetisk bevaret samling. Det er en jeg bruger, som jeg stadig læser, og jeg vil også tro at visse dele af den science fiction, jeg selv skriver, er påvirket af de gamle stemninger.

Den tredje samling er ikke en samling af serier, eller lignende. Den er en emne-samling, og det er den, der står på de tre hylder i soveværelset. Vi taler erotik, eller måske er det rigtige ord sex. Der er ikke noget porno, for det passer ikke ind i samlingen. Der er derimod masser af tegneserier. Fanny-serien, Eroticon-serien og en del arbejder af Varenne og Manara. Der er en stor bunke kunstbøger, om kroppen som medium, der er selvhjælpsbøger, psykologiske værker, erotiske klassikere og novellesamlinger. Alt muligt, der direkte relaterer til det erotiske og seksuelle. Jeg begyndte på samlingen som teenager, hvor min hjerne mere eller mindre bestod af sæd, og den er den eneste af mine samlinger, jeg den dag i dag aktivt arbejder på at gøre større. Jeg husker endda de to grunde til at jeg startede samlingen. Jeg ville udforske hvad sex var, og jeg ville være god til det. Mens jeg skriver den foregående sætning griner jeg lidt. Visse tanker og løfter bliver bare siddende. Jeg skal dog ikke gøre mig klog på, om nogle af tingene lykkedes.

Med de 55 reolhylder siger det sig selv, at jeg ud over samlingerne også har en masse andre bøger. Kan man kalde det samling ud fra volumen? Det ved jeg ikke. Hvis man kan, tæller min samling de første 2000 værker. Går man reolerne igennem, vil man opdage et meget stort spænd i både emner og forfattere. Det er ikke noget, jeg tænker over. Det er bare et udslag af at jeg som menneske synes de fleste ting som udgangspunkt er spændende. Jeg har dog i sidste par måneder fået lidt af en genvækkelse som læser, og det har jeg skrevet et par indlæg om på min egen blog. Før det begyndte jeg dog på en anden ting, nemlig at forære bøger væk. Hvis jeg læste en bog, eller faldt over en bog, og vidste, at alene det at eje det værk, ville gøre en anden person mere glad for bogen end jeg var, så sendte jeg det til dem. Jeg tror efterhånden jeg har gjort det med 25-30 værker, og det er fedt at se hvor lykkelige bøger gør folk.

Jeg er stadig samler, men fra at samle alt, samler jeg nu kun på noget. Jeg får ikke længere hjertebanken over at sende en bog videre i systemet. Jeg tror at det er blevet vigtigere for mig, at de få ting jeg samler, også virkelig er mig og gør mig glad.

Nu har jeg vist pludret længe nok. Jeg vil dog tillade mig at runde sagerne lidt af, med en flagrende tanke, der får lov til at slå sig ned her. Jeg elsker bøger for de historier de fortæller. Jeg elsker dem også for de mennesker, der har skrevet dem. Bøger kan på en helt unik måde lade dig som læser føre en samtale med et andet menneske. Din del af samtalen er de tanker du får. Forfatterens del er de ord, der står på siden. Når du har læst en bog til ende, har du hørt en anden persons tankesæt. Er det en god bog, vil det tankesæt påvirke dit eget. Det er jeg overbevist om.

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogsamlerne: Flemming R. P. Rasch

Her skal der åbnes en nye serie på bloggen, som forhåbentlig kan gå hen og blive et sjovt og lidt anderledes læsebekendtskab.

Der er ikke nogen tvivl om, at jeg samler på bøger. Faktisk hober bøgerne sig op hjemme hos mig, og det afspejles uden tvivl også på Fra Sortsand, der mere eller mindre udspringer direkte af min bogfascination. Det har imidlertid fået mig til at tænke på, om ikke det kunne være spændende at smugkigge lidt i andres bogsamlinger. Som sagt så gjort, og Flemming R. P. Rasch har således indvilliget i at være den første ”bogsamler”, der kan tage os ved hånden og føre os gennem sin samling.

Flemming skriver selv flittigt og kompetent, og han er en kendt skikkelse fra SF-miljøet herhjemme; SF-interessen fremgår også af hans lille artikel her. Det overraskende er imidlertid, at Flemming slet ikke er en bogsamler i traditionel forstand. Dermed er seriens koncept allerede blevet udfordret ved det første indlæg, hvilket jo kun gør tingene endnu sjovere.

Tanken er, at Bogsamlerne skal fungere som stafet, og Flemming har allerede sendt stafetten videre. Derfor skal det blive interessant at se, hvor vi havner næste gang. Hermed gives ordet således videre.

 

***

Mig og bøgerne

Af Flemming R.P. Rasch

 

Jeg har aldrig været nogen særlig god samler. En gang samlede jeg på tegneserier. Det gik så vidt, at jeg satte mig ind i hvilke der var sjældne og hvordan de skulle opbevares. Jeg købte også kataloger over tegneserier og bestilte hæfter hjem fra USA (som postordre – det var før butikkerne havde websites). Men når jeg tænker på det nu bagefter, så var det nok mere fordi at jeg følte at sådan burde man gøre, når man interesserede sig for tegneserier, end fordi jeg har et samlergen.

Flemming R. P. Rasch

Bøger har jeg aldrig samlet systematisk på, bortset fra når jeg lejlighedsvis fulgte med i en serie af bøger, efterhånden som de udkom. Måske man kan sige at jeg samler lidt på science fiction-klassikere, men der er meget lidt system i det. Men jeg kan lide at købe bøger. Og at gå rundt på biblioteker, i antikvariater og hos boghandlere og kigge på bøger. De seneste år har jeg af og til købt lydbøger eller ebøger. Men jeg er stadig mest til bøger som ikke kan forsvinde ved tryk på en knap, eller ved et mikroskopisk hak i en plade på en harddisk.

De fysiske bøger jeg har, står dels i forreste række på hylderne, dels i rækken bag, og (dem der ikke var plads til på reolerne) er dels gemt væk i skuffer og kasser. Der er ikke meget overordnet system i det, men jeg forsøger at samle bøgerne nogenlunde efter forfattere, genrer og emner. Gamle lærebøger jeg endnu ikke har nænnet at smide ud, ligger for eksempel i nogle bestemte kasser, på nær nogle stykker som jeg af og til læser i, der står på reolen.

Hvis jeg skal nævne tre bøger der betyder noget særligt for mig, tror jeg at jeg vil starte med Oprør fra Midten. Det er en debatbog fra 1970’erne. Dengang var den utopiske tænkning man kunne lave – uden at blive betragtet som idiot – ikke reduceret til glorificering af markedsøkonomi. Det var en umage trio som var gået sammen om at skrive bogen: Den radikale K. Helveg Petersen (far til netop afdøde Niels), forfatteren Villy Sørensen og fysikprofessor Niels I. Meyer. Som jeg husker det, blev den inddraget i undervisningen i gymnasiet af min fantastiske dansklærer Bo Kramer (I må have mig undskyldt et øjeblik mens jeg tørrer øjnene – jeg googlede lige Bo, og fandt ud af at han døde i 2010, kun 65 år gammel).

Senere, i et af mine mange forsøg på at tage en uddannelse, stødte jeg på Niels I. Meyer som underviser. Han gjorde dog ikke det store indtryk på mig. For ret nylig fandt jeg Oprør for Midten i et antikvariat, og genlæste den. Den første del af den, som jeg gætter på var skrevet med Sørensen som hovedforfatter, kunne næsten være skrevet i dag. Rigtig velskrevet og med meget stadig relevant kritik af vores samfund. Når vi bevæger os over i det mere utopiske, begynder det så desværre mere og mere at ligne et gammelt partiprogram krydset med en middelmådig dansk stil. En ting dog: Det er et meget tidligt forsøg på at få indført borgerløn i Danmark. Noget nutidens ultraliberale Radikale politikere næppe ville kunne læse uden at få kagen galt i halsen.

Nu springer jeg så helt frem til mange år efter gymnasiet. Efter at have læst science fiction i bunkevis (mest biblioteksbøger) i en periode, og derefter store mængder fantasy (også mest lån – fra bekendte), var det som om min interesse for det fantastiske var blevet mæt. Men en bog jeg især husker fra den periode er Peter Høegs Frøken Smillas Fornemmelse for Sne. Jeg er ikke et blankt ark hvad angår det man i fantastik-kredse kalder mainstream-litteratur. Forfattere som Sartre, Dostojevskij og James Joyce var også med på den yngre Flemmings bog-menu. Men Høegs roman gav mig for første gang fornemmelsen af at den fantastiske litteratur og mainstream ikke er to forskellige ting, men kan sameksistere i en og samme bog. Det magiske, det utopiske og skræmmende ukendte findes også i litteratur som ikke bærer stemplet ”fantastik”.

Den tredje bog jeg vil nævne, stødte jeg første gang på i min periode som ivrig science fiction-læser. Det er Stanislav Lems Solaris. I samme periode var jeg også meget optaget af film, og var stor fan af Andrej Tarkovskij, som havde begået en filmatisering af Solaris i 1972. Så filmen og bogen var smeltet lidt sammen for mig, da jeg for omkring femten år siden nåede at se Steven Soderberghs version af Solaris i den korte tid den gik i biografen. Efterfølgende genlæste jeg Lems roman (den nye danske oversættelse, den engelske er efter sigende ret dårlig). Jeg fandt da ud af at den genre som jeg næsten havde opgivet mange år tidligere, ikke bare indeholdt rigtig god litteratur, men stadig kunne begejstre mig. Siden læste jeg det meste hvad der fandtes af Lem på engelsk, og blev igen science fiction-fan, og endnu mere mere glad for genren end da jeg var ung.

Mit seneste bogkøb er lidt svært at definere, da der er en bog som er på vej til mig med posten, og jeg impulskøbte en hel stak brugte bøger for kort tid siden. Så jeg vælger den seneste enkeltbog jeg målrettet gik efter at købe, og som jeg har fået leveret med posten.

Det er Simon Ings Hot Head. Jeg er ikke gået i gang med at læse bogen endnu. Men jeg kender forfatteren. Både manden selv, som jeg talte lidt med på Loncon i 2014, og hans bog Wolves, der er hvad man kan kalde slipstream, dvs. en bog der indeholder science fiction-elementer nok til ikke at være ren mainstream, men heller ikke er omhyggelig nok med genrekonventioner, til at alle science fiction-fans synes det er science fiction. Men hold op hvor den mand kan skrive! Hot Head er en af hans tidlige bøger, noget post-cyberpunk-halløj fra hans periode som mere ”ren” science fiction-forfatter. En tidligere biblioteksbog, i øvrigt, og læst mange gange. Men som sagt, jeg er ikke så meget samler. De bøger jeg har, er dem jeg ikke har fået læst endnu, dem jeg gerne vil læse igen engang, og så en del som jeg ikke har fået besluttet mig til om jeg vil beholde.

 

Mød også Flemming på bloggen her.

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret