Tag Archives: Bram Stoker

Bram Stoker, Dracula (1897): Lyset i vest, mørket i øst og lettelsens suk

Paperback, Wildside Press 2002

Så er det nok engang blevet tid til en klassiker og nok en omgang fri fabulering over en stor tekst. Bram Stokers Dracula fra 1897 behøver ingen nærmere introduktion. Romanens status som et af de afgørende udgangspunkter for skabelsen af den moderne skrækfiktion behøver heller ikke nogen videre kommetarer. Bogen havde stor gennemslagskraft, da den udkom, og efterfølgende er den blevet ved med at fascinere. Gang på gang er forfattere vendt tilbage til Stokers vampyrfortælling for at tage historien op på ny og omsætte den til et andet formsprog og indhold.

Fascinationspunkterne i Dracula er da også mange. Uanset om man lægger vægten på den usagte, erotiske kamp, der udkæmpes mellem vampyrgreven og den gæve samling helte, der stiller sig op imod ham, eller om man ser romanens fornyelse af den gotiske patos, eller brugen af moderne videnskabelighed som den væsentligste akse, så forbliver bogen en utrolig frugtbar inspirationskilde, der vidner om værkets potentente originalitet. Stoker lånte fra andre og plagierede direkte stedvist, men ingen kan betvivle, at det først var med udlægningen af vampyrfiguren i Dracula, at vampyren fandt sin fuldstændige form, som vi kender den i dag.

Hardcover, Archibald Constable & Co. 1897. Romanens 1. udgave

Det er da også summen af alt dette, der gør, at Dracula er et vendepunkt i skræklitteraturen. Bogen peger på alle måder fremad, og dermed udgør den også et farvel til den gotik, som den alt for ofte ukritisk bliver indskrevet i. Ganske vist er romanen vokset ud af den renæssance, som skræklitteraturen fik i victoriatiden med alt, hvad det betyder af bevidste referencer til den klassiske gotik. Dracula er imidlertid rundet af et langt stærkere, realistisk emotionelt portræt af sine karakterer end gotikkens storladne, men ofte tomme udladninger; præcis som Brontë-søstrene mere parafraserede gotikken end at skrive gotik.

Med få virkemidler får Stoker tegnet et imponerende portræt af sine hovedpersoner, der taler til os på tværs af bogens hundredårige historie. Gruppen af umage, heltemodige vampyrjægere er hverdagens helte, som vi fortsat kan spejle os i, selvom vi måske ikke længere kan genfinde de samme heroiske følelser, der driver hovedpersonerne.

Abraham “Bram” Stoker (8. november 1847 – 20. april 1912)

Hvem, der taler tydeligst til os (foruden Dracula selv), har naturligvis varieret over tid, men det er næppe overaskende, at den postmoderne litteratur især har taget bogens tvetydige karakterer til sig. Grev Draculas lydige tjener Renfield og Lucy, Draculas første offer på engelsk grund, står for den moderne læser som stærkt attraktive, ambivalente karakterer. Queer-teorien har en fest med disse to personer, fordi de med deres marginaliserede position i forhold til resten af persongalleriet opfylder den farlige, spændende, usikre og udfordrende outsiderrolle, som vi elsker og dyrker. De står i tekstens periferi og tiltrækker sig langt mere opmærksomhed end flere af de væsentligste karakterer i bogen.

Den i dag svageste figur synes at være Van Helsing, der pompøs og anstrengende har haft vanskeligt ved at modstå tidens tand; måske fordi han allerede hos Stoker formidles en smule ubehjælpeligt. Ikke mindst har utallige imitationer og gentagelser af Van Helsing-karakteren gjort denne vampyrjægernes leder til en uheldigt komisk skikkelse, der i virkeligheden skygger over de kompleksiteter, som kendetegner figuren hos Stoker.

Hardcover, Doubleday & McClure 1899

Dualitet er et nøgleord for enhver analyse af Dracula, og alt i romanen må konstant spejles i vampyren. Van Helsing og vampyrgreven er den positive og negative version af samme paradoksale forhold mellem fortid, nutid og fremtid. Moderne (fremskridtbevidst), men alligevel helt og aldeles indlæst i fortiden bekæmper Van Helsing vampyren i nutiden. Nyt og gammelt brydes i vampyrjægeren, der præcis som hans modstander, må tage til den moderne metropol for at udkæmpe sit livs kamp.

Dualiterne strækker sig også ud i bogens andre karakterer. Den behårede og dystre Dracula beskrives konstant i mørke-metaforer. Han er natten, der naturstridigt kommer fra øst. Hans modpol, det fyrtårn, der kalder ham til England, er Lucy (luci = lys på latin), som fra kysten udsender sit klare lys i vest og vækker Draculas indtørrede blod med løfter om det moderne livs tempo og energi. Om Lucy bruges der således også kun lysmetaforer, som understreger hendes (på overfladen) uskyld. En uskyldighed, der selvfølgelig besudles og ødelægges, da Dracula får fingrene i hende og blotlægger den gemte, indre Lucy med alle de upassende drifter.

Hæfte, Archibald Constable & Co. 1901

En af de store bevægelser i romanen er, at den fortidige vampyr må rejse fra sit pulterkammer af en borg i Transsylvanien til den pulserende, moderne storby i London. Omvendt må de moderne vampyrjægere rejse langt bort fra metropolen til den primitive udkant for her at opsøge vampyren og gøre en ende på ham.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Stoker spiller på en oplevelse af London som verdens centrum og vampyrgreven som en skikkelse, der truende kommer langt, langt ude fra civilisationens periferi. Et af de skræmmende elementer i bogen er da også selve snylteraspektet ved Dracula. Han beskrives igennem hele bogen som noget vildt og dyrisk, men den blodsugende barbar tilpasser sig med lynets hast livet i London.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1927

Denne på overfladen kulturelle assimilation skræmmer tydeligvis Stoker, der gør en dyd ud af dette element. Den mindre flatterende tolkning af dette er, at Stoker her udfolder idéer om kultur og dannelse, der går dybere end den overfladiske viden, som den Dracula kan tilegne sig. Stoker synes at sige, at en barbar er og bliver en barbar. Uanset hvor meget han prøver, bliver han aldrig kultiveret som en englænder. Et træk, som Kim Newman fanger flot i sin første vampyrroman. Hos Stoker får vi dette demonstreret på anden vis gennem den heroiske amerikaner Quincey Morris, der portrætters som usleben vildmand, men modsat Dracula er Morris af den rigtige støbning og en rå helt frisk ud af den udannede, nye verden.

Ondskaben i Dracula er noget perverst og ukultiveret, der udspringer fra menneskets utøjlede drifter. Vildmanden Dracula trænger ind i det civiliserede London og maskerer sig her som anstændigt menneske gennem et slør af efterabet dannelse. Underneden er han imidlertid et bæst på lige linje med hans nærmeste slægtning Mr. Hyde. En parallel, jeg skal vende tilbage til om et øjeblik.

Paperback, Pocket Books 1947

Når vampyrlitteraturen senere har insisteret på vampyren som erotisk gentleman, en mørkets fyrste a la Anne Rice, har man ladet sig forblænde af Draculas eget rørslør. Stokers Dracula er i hvert alt andet end den kultiverede, natlige forfører. Han er en poseur, der higer efter alt det, som London har, og alt det, som han ikke selv har. Han er et dyr i et anstændigt menneskes klæder, og han taler til det dyriske i mennesker, hvilket de suspekte og svage falder for.

Noget af det, som jeg synes er mest interessant ved Dracula udspiller sig i slutningen af historien på en af de sidste sider i Kapitel 27. Her skriver Mina, efter Morris’ bowiekniv er blevet plantet i greven, at ”I shall be glad as long as I live that even in that moment of final dissolution, there was in the face a look of peace, such as I never could have imagined might have rested there.” Denne lettelse, som går over Dracula i dødsøjeblikket, er ekstremt spændende i forhold til det, som vi kunne kalde vampyrens væsen i bogen. Stedet er vel nærmest nøglen til forståelsen af Draculafiguren i det hele taget.

Paperback, Permabooks 1957

Ved at undergå denne transformation i dødsøjeblikket sættes Dracula fri, og vi forstår, at han har været holdt i en form for sjæleligt fangenskab. Den vampyr, som har jaget og plaget, er dermed ikke et udtryk for den ægte Dracula, men en forbandelse som er blevet ham pålagt. Hans rigtige jeg har eksisteret inde i denne vampyrkrop og stiltiende været vidne til den ondskab, som vampyren har påført verden. Alt dette stopper, da kniven dræber det ydre monster og slipper mennesket i monstret ud. Skal man fortolke lidt på det, kan man sige, at det er vampyrjægernes kultur og dannelse, som sætter barbaren fri og giver ham fred. Det gør Stokers Grev Dracula til en langt mere interessant skikkelse, end han ofte er blevet udlagt som, fordi vampyren ikke bare er et ondt monster. Han er en fange i egen krop, præcis som Dr. Jekyll også er det.

At det netop er denne dualitet, som Stoker tager fat i, kan jo i virkeligheden ikke overraske, fordi emnet lå i tiden, men at temaet også slår igennem i vampyrfortællingen, er alligevel fascinerende og lidt overset, fordi man har haft en tendens til se vampyren som symbol på helt andre ting end den velkendte Jekyll/Hyde-problematik. Selvom Anne Rices vampyrer er langt fra Grev Dracula, ligger splittelsen mellem Louis og Lestat forbløffende tæt på vampyrgenrens udgangspunkt hos Stoker.

Paperback, Permabooks 1958

Som sagt er Stokers Dracula et dybt fascinerende værk, som man kan blive ved med at læse og analysere, fordi der er så mange sider af bogen, der byder sig til som oplagte emner til diskussion og videre overvejelse. Jeg kan derfor heller ikke gøre andet end at opfordre dig til at genlæse den gamle vampyrhistorie og gå på opdagelse i bogens mange små facetter og hemmeligheder.

Paperback, Airmont Books 1965

Paperback, signet 1965

Paperback, Pyramid Books 1965

Hardcover, Limited Editions Club 1965

Paperback, Arrow Books 1967

Paperback, Falcon 1970

Paperback, Arrow Books 1973

Paperback, Tempo Books 1974

Hardcover, Clarkson N. Potter 1975

Paperback, Ballantine Books 1976

Hardcover, Mayfield Books 1980         

Paperback, Bantam Books 1984

Hardcover, Unicorn Publishing House 1985

Paperback, Puffin 1986

Hardcover, Peter Bedrick Books 1988

Paperback, Aerie 1988

Paperback, Nelson Thornes 1990

Paperback, Signet 1992

Hardcover, Barnes & Noble Books 1992

Paperback, Brandon Books 1992

Paperback, Plume 1993

Paperback, Penguin Books 1993

Paperback, Penguin books 1993

Paperback, Penguin books 1994

Paperback, Puffin 1995

Hardcover, Barnes & Noble Books 1996

Hardcover, Tor 1997

Paperback, Signet 1997

Hardcover, Books of Wonder 2000

Paperback, Dover Publications 2000

Paperback, Modern Library 2001

Paperback, BookSurge Classics 2002

Hardcover, Bedford Books of St. Martin’s Press 2002

Hardcover, Collector’s Library 2003

Paperback, Barnes & Noble Books 2003

Paperback, Penguin Books 2003

Paperback, IDW Publishing 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman

F. Paul Wilson, The Keep (1981): Heil til den dæmoniske vampyr

Paperback, Berkley Books 1982. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

The Keep er et stykke klassisk skrækfiktion fra 1980’ernes begyndelse, der var med til at sætte tonen for et nyt årtis bud på horror. Wilson havde allerede skabt sig et navn i slutningen af 70’erne, men The Keep er ubetinget bogen, der cementerede hans status som en prominent aktør på genrescenen. Romanen blev et hit blandt læserne, og Wilson har efterfølgende haft svært ved at slippe fri af bogen, der udviklede sig til en serie på seks bind, hvoraf det seneste (Nightworld) udkom tilbage i 1992.

Man bemærker da også straks, at The Keep ikke er nogen helt almindelig skrækroman. Handlingen udspiller sig i Rumænien i 1941 blandt tyske soldater. Tyskerne har besat en middelalderlig borg i Karpaterne, hvorfra de kan bevogte et stort området. Da vi kommer ind i handlingen, er der begyndt at udspille sig mystiske ting på stedet. Nogen eller noget slår soldaterne ihjel, og SS-officeren Eric Kaempher udkommanderes til at få styr på sagen. Kaempher er en ambitiøs mand med drømme om at stryge til tops i Nazi-partiet, derfor må sagen i Rumænien løses effektivt. Let bliver det bare ikke, fordi Kaempher hurtigt indser, at noget nærmest overnaturligt synes at husere på stedet. Til sidst må han kalde på assistance fra den dødeligt syge jødiske (sic!) historiker Theodore Cuza, der er specialist i egnen og borgens historie.

Francis Paul Wilson (Født 17. maj 1946) i begyndelsen af 80’erne

Vi aner naturligvis, at det må være en slags vampyr, der spøger i borgens skumle kamre. Helt så simpelt er det bare ikke, for der er snarere tale om en form for ældgammel dæmoniske skabning, der faktisk er selve kilden til vampyrmyten, som vi kender den. F. Paul Wilson føjer endda et episk element til historien, ved at introducere en udødelig kelter ved navn Glaeken, der siden tidernes morgen har bekriget den dæmoniske skabning. Faktisk var det denne Glaeken, der i sin tid fangede skabningen og låste den inde i klippen, hvor borgen står. Nu har nazisterne uforvarende vækket dæmonen til live; Glaeken vågner derfor også op til dåd igen og må rejse til Rumænien, hvor lys og mørke kan tørne sammen nok engang.

Der er noget helt formidabelt ved rammen omkring fortællingen i The Keep: En dyster borg med alle de gammelkendte gotiske troper, antydninger af den Bram Stokerske vampyrmyte og nazister som hovedpersoner. For en god ordens skyld iblandes der endda lidt forvirrede referencer til den såkaldte ”Cthulhu mythos” med ind i historien. Til sammen danner det en forfriskende skæv iscenesættelse, der afgjort fanger opmærksomheden fra første side. Navnlig takket være det nuancerede portræt af nazisterne, der ikke er gengivet som de sædvanlige endimensionelle skurke, føjer Wilson en original dimension til sin bog.

Hardcover, William Morrow 1981. Romanens 1. udgave med ganske fint grafisk forside

I de første kapitler, hvor navnlig borgen og borgens persongalleri skal introduceres, foregår der et spændende spil med læseren, hvor Wilson antyder en masse, som vi tror, vi kan genkende, men samtidig opererer han med så mange uforklarligheder, at vi alligevel ikke kan gennemskue, hvad der rent faktisk foregår. Som et nyt bud på den moderne vampyrmyte er The Keep derfor også sjov, fordi det rent faktisk lykkes for Wilson at udnytte Stokers Dracula til noget selvstændigt, som måske nok er genkendeligt, men dybest set slet ikke har noget med vampyrfiguren at gøre.

Desværre, og jeg mener vitterligt desværre, udfolder Wilson ikke sin historie med samme originalitet som fortællingens ramme. Da først bogens miljø og aktører er introduceret,m synker The Keep ned i en helt ordinær, pulpet grød, der på den mest banale facon beskriver kampen mellem godt og ondt. Den udødelige Glaeken trasker op til borgen og klarer ærterne, alt imens han har tid til at kissemisse med den aldrende professor Cuzas smukke datter, der selvfølgelig også er rejst med op til borgen. Historien kører på skinner med ekspresfart mod den lykkelige slutning, der naturligvis skal være der.

Hardcover, New English Library 1982

Det uinteressante sprog og den lettere svulstige dialog gør ikke meget for at forbedre indtrykket af en visionsløs og æstetisk fattig roman, der eksempelvis ikke har modet til lade en af nazisterne optræde som den forløsende figur, der kan nedlægge dæmonen. I stedet har Wilson brug for den ”gæliske” eller anglo-amerikanske frelser, der kommer og ordner problemerne som et sindbillede på den amerikanske befrierfigur under Anden Verdenskrig, der ligeledes kom europæerne til hjælp. Præcis dette kaster et patetisk skær over romanen, fordi den ikke tør udfordre sine læsere.

Trods mine indvendinger imod bogen, er der ikke nogen tvivl om, at The Keep er lettilgængelig og ganske ukompliceret. Dette, sammen med bogens miljø, er sikkert grundene til romanens stjernestatus. Romanen er da også ganske sjov læsning, fordi den er en af de bestsellere, der var med til at formulere en form for gys, der lå langt fra King-skolens gru. Genrehistorisk er The Keep ikke ligefrem et uomgængeligt værk, men den illustrerer fint det skifte, der begyndte at ske i 80’erne, som søgte tilbage mod pulplitteraturen og langt mere løsslupne historier uden tungt fokus på den hverdagsrealisme, der havde præget meget af 70’ernes horror.

Paperback, Berkley Books 1983

The Keep står dermed også som en af de ærgerlige skrækromaner, fordi den kunne være så meget bedre end den er. Det er en bog, som jeg virkelig gerne ville kunne holde af, og jeg har faktisk læst den tre gange nu, fordi jeg håbede, den pludselig ville vise sig at vinde noget, som jeg ikke havde opdaget tidligere. Sådan er det bare ikke, og der er derfor heller ikke andet for end at glædes over de ting interessante ting, som romanen faktisk indeholder i stedet for at ærgre sig over alt det spildte potentiale, som dybest set kendetegner Wilsons episke gotik.

Paperback, New English Library 1983

Paperback, Tor 2000

Paperback, Tor 2006

Paperback, Tor 2010

 

4 kommentarer

Filed under Roman