Digteren der gik i Lovecrafts fodspor: Et interview med Wilum H. Pugmire

Jeg har været så heldig at få lejlighed til at lave et lille interview med Wilum H. Pugmire, og det er store sager, i hvert fald i min verden. Der er et enormt antal forfattere, der på en eller anden måde påberåber sig inspiration fra H. P. Lovecraft i deres forfatterskab, men kun få har formået at skabe holdbar litteratur på den baggrund. Det har Wilum Pugmire imidlertid, og han må siges at være en af de stærkeste fortolkere af den gotiske tråd i Lovecrafts forfatterskab. Han er samtidig, i et bredere perspektiv, en fabelagtig arvtager af den dekadent-romantiske tradition, som Lovecraft til dels også selv var beslægtet med.

Pugmires poesi og poetiske fiktion har meget lidt at gøre med pulp, tentakler og store monstre. Han væver stemninger frem for os og skaber mystiske vrangbilleder, der efterlader sig som rungende, ofte foruroligende indtryk i læserens bevidsthed.

Selvom Wilum Pugmires fiktion efterhånden har optrådt i en stort antal antologier og selvstændige bøger, er han aldrig blevet en mainstream-forfatter. Det er en synd og skam, men han har konsekvent, uden klynk, valgt kunstnerens vej, og skaber værker, der ikke stræber efter stor almen anerkendelse. Det er en stolt og ædel tilgang til kunsten, som jeg kun kan beundre. Men ikke mere introduktion, lad os i stedet høre, hvad Pugmire har at fortælle os.

***

(Martin) Could you say a few words about your first encounter with the writings of H. P. Lovecraft?

(Wilum) My first encounter with Lovecraft came when I was a teenager. The man who lived across the street from me was a record salesman, and he knew that I loved monsters and so gave me records of readings of H. P. Lovecraft by Roddy McDowall and David McCallum. The first book of Lovecraft’s work that I purchased was a Panther paperback edition, THE HAUNTER OF THE DARK AND OTHER TALES OF HORROR, which I purchased while living in Northern Ireland.

You call yourself a “Lovecraftian writer” and when reading your fiction this certainly rings true, but when scrutinizing the term a bit closer it is not that obvious what it actually means. Lovecraft’s themes and style changed over time and so did his influences. And when reading your fiction it also quickly becomes apparent that you seem to have found the greatest inspiration in certain parts of Lovecraft’s production. Could you say a few words about both the term and what meaning you invest in it?

The term “Lovecraftian” is deliciously nebulous. For me, it’s like a kind of eldritch instinct that is alerted when I’m reading a horror story and come across something that seems to be a wink or nod to H. P. Lovecraft. And yet one single off-hand reference to the Necronomicon doesn’t make a story “Lovecraftian”. My own work is influenced far more by Lovecraft’s non-cosmic weird fiction than by “The Call of Cthulhu” or “The Shadow out of Time”.

Wilum Hopfrog Pugmire (born May 3 1951)

This approach is really important and something which, at least to me, brings a rare quality to your writing which is lacking from most “mythos fiction”. Could you say something about what you perceive as core elements in the poetics of Lovecraft and his use of language?

Now, I’m not a Lovecraft scholar and so I cannot speak conclusively on the poetics of Lovecraft’s language; but we know from his correspondence with other writers that HPL was obsessed with writing good prose that contained poetic beauty in its expression. Lovecraft was attuned to rhythm in prose, in creating a prose style that was concise and sculpted. Those who condemn Lovecraft for “overwriting” or “purple prose” don’t know what they’re talking about. It is because of the perfection of Lovecraft’s prose that S. T. Joshi has proclaimed him one of America’s great writers.

 

I personally find the term “Lovecraftian” rather good – not in the least when discussing your fiction – because it shifts the conversation away from the so-called “Cthulhu mythos” with all its pulpy trappings of cults, dusty tomes and tentacles, which more or less seems to be the general understanding in mainstream culture of the content in Lovecraft’s fiction. What are your personal thoughts on the tension between the reception of the actual writings of Lovecraft and the massive representation of “Cthulhu monsters” in almost all media today?

I have a feeling that a lot of people who have never read HPL’s fiction have heard of Cthulhu and could described what that Great Old One looks like. I love Lovecraft because of his writing and so cannot understand the towering impact of his most infamous monster. I’ve scanned over many Cthulhu stories that were entirely lacking in any element that could be called Lovecraftian.

 

Paperback, Panther Books 1974, with a cover by the always great Ian Miller

To many horror writers and horror readers ‘The Monster’ in whatever form it may have is critical. The hands-on confrontation with some sort of malevolent non-human force is basically the core dynamic of quite a lot of genre fiction. I guess the emphasis on Cthulhu and all the other mythos beings is a way to shoehorn this part of Lovecraft’s fiction into this particular, popular understanding of horror fiction which has to have a recognizable enemy monster. What are your own thoughts on these beings Lovecraft invented and their use in fiction? At times I personally feel that it would have been better if HPL had not invented all these entities and instead focused his creative vision solely on the reception of Gothic tropes.

I think Lovecraft invented his monsters so that they were representations of cosmic chaos, of something completely unearthly. This was also his reasoning behind inventing the name “Cthulhu,” which was to be a clumsy human articulation of a word that no human tongue could correctly enunciate. Some of his races indicate the far reaches of the past, a past beyond human comprehension. Lovecraft’s monsters are fascinating, and they are frightening.

A slightly younger Pugmire

In a sense you write very specialized fiction but the interest and marked for this clearly exists. The amount of works published with Lovecraft or Cthulhu mythos in the title is mind boggling. How do you experience this growing fan enthusiasm and how has being a “Lovecraftian” writer changed over the last decades?        

Over the years I’ve noticed more anthologies that include the name Cthulhu in their book title, and that indicates a growing market for “Cthulhu stories”. I think a lot of Cthulhu fans are disappointed with my own stories because I try not to write typical Mythos fiction, wanting to emphasize the grim Gothic side of Lovecraft. The one thing that confuses me is the growing number of people who think that I write like Lovecraft. I don’t understand this, because I certainly don’t TRY to write “like” HPL. Lovecraft’s work is but one of many influences evident in my writing.

I think you represent one of the strong voices in modern weird fiction who takes the reader on a different path away from the general understanding of Lovecraft’s writing and into other realms of much more subtle fiction where you clearly have created your own literary space. Could you see yourself cutting lose the ties or references to Lovecraft’s fiction?    I have no desire to cut ties with Lovecraft in my weird fiction. Indeed, the main reason I write is to be identified as a writer profoundly influenced by Lovecraft. I am Lovecraftian to the core of my aesthetic soul. My personal belief is that we can be inspired by Lovecraft’s work and yet be true to ourselves as literary artists.

Wilum H. Pugmire and literary scholar and editor S. T. Joshi

I reread your book Dreams of Lovecraftian Horror from 1999 some time ago; a wonderful volume filled with small vignettes of haunted beauty. On reading through these brief tales ‘vagueness’ struck me as a crucial component. Vagueness not only as to what is actually happening in the stories but also in the language, where your prose builds these moments of intense, ambiguous encounters with the irrational. Stephen King famously stated in his Danse Macabre that Lovecraft prudishly kept his monsters in the closet, but he (King) wanted to take the monsters right into the living room of the readers. This is very much the opposite of your approach. Could you say a bit about vagueness, which clearly is an important poetic tool for you?

I think part of what affects my work is boredom with normal people, and thus my characters are usually freakish in some way. The societies in which I feel most comfortable are the drag queen and punk rock scenes, where normality is almost a taboo. It’s more important in my mind to be a prose stylist than a story-teller, and thus I concentrate on what some consider an affected writing style. I may indeed be a poseur as an author, but the pose is absolutely genuine as an expression of my soul. Too, I like my horrors to be ambiguous rather than baldly depicted. I would much rather suggest horror than shew it nakedly.

As far as I know your published career as a writer began in the mid-1980s (correct me if I’m wrong). This I find interesting, because it was a time of great renewal in horror fiction in general. The old bestseller authors from the 70’s were suddenly challenged by younger authors with a much more fierce vision of horror. Clive Barker and the splatter punks are obvious examples. On one hand your fiction seems out of tune with this development, but on the other hand the themes of alienation, punk subculture and existence outside the norm seems contained within your works – for instance in the tale “Pale Trembling Youth” (1988) you wrote Jessica Amanda Salmonson. Nevertheless if I should situate your writings within some larger trend, it would be couched next to the works of authors like Kathe Koja, Poppy Z. Brite (as he was called then) and Caitlín R. Kiernan who all had their debuts in the late 80’s and early 90’s. Are these names for you? And do you have any thoughts on your place in horror or genre fiction in general?  

I first began seriously writing fiction in the early 1970’s, right after I first started reading Lovecraft. I wrote a bunch of rather bad stories for a number of small press journals, but eventually became disgusted with what my fiction lacked and stopped writing for a number of years. I’ve never had any interest in splatterpunk or graphic horror, it completely bores me. “Pale, Trembling Youth,” although it features a modern punk lad as a character, is a traditional ghost story in every way, just as the majority of my Lovecraftian fiction is traditional in a Weird Tales fashion. I don’t feel that I have a place in genre fiction, because I am far too minor a writer and most of my work has appeared in the small press.

Paperback, Mythos Books 1999

I would be interested in hearing more about these early tales. Could you say a bit more about them? Where were they published and what was our focus at the time?

When I first began to write fiction I was utterly enamored with the Cthulhu Mythos, and all I wanted to do was writing Mythos fiction. I was keenly influenced by two British writers, Ramsey Campbell and Brian Lumley; and I loved the Mythos fiction of August Derleth, and the Mythos anthologies he edited. I felt I had to invent my own version of Dunwich, and so I created Sesqua Valley. I invented my own Great Old One –Ny-Rakath– and placed him in Ireland. Very few of those early tales were published, and the manuscripts for most of them have since been destroyed. Graeme Phillips recently published a wee chapbook of my early tales, SESQUA RISING, through his Cyaegha Press, but thankfully he printed only 50 copies and most of those were distributed in the Esoteric Order of Dagon apa. In the early days I wrote for the small press horror journals such as GRUE, DEATHREALM, and FANTASY MACABRE. Then Jeffrey Thomas collected some of my Sesqua tales for a chapbook he published. I then had a hardcover collection from Delirium Books published in 2003.

When the stars are right: Pugmire and Lovecraft meet

Do you read horror fiction?

No, I don’t read horror. I read classic literature, poetry, and biographies of writers.

 

How would you describe the developments in horror and weird fiction through the decades where you have been publishing fiction?

Because I read so little horror, I haven’t paid any attention to genre development. Most of the writers I have known are or were horror writers. Billy (Poppy) was my all-time favorite living horror writer, but he seemed to dislike being thus classified. He once bragged to me that in Europe his books are found in the literary section of stories, not in the horror section. I have absolutely no idea if horror is still a widely-selling market or who the modern authors are.

Paperback, Dark Regions Press 2016

What is on the horizon for you? Could you tell us something about what you are currently working on and where we will have a chance to read your fiction next time?  

I’m not doing too much writing of late. I’ll have two new books out this year, one a collaborative novel set entirely in Lovecraft’s dreamlands, and the other a major hardcover collection of my more recent work. Over the past couple years I’ve written for a number of mostly Lovecraftian anthologies, the newest-published of which is THE CHILDREN OF GLA’AKI. I’ve been hoping to write a book of stories influenced by the tales of Clark Ashton Smith, but so far I haven’t finished one story for it. I’ve had so many books published I feel that I can take a nice long break.

Thanks Wilum for taking your time for this talk.

Cheers

Martin

Brian Lumley, The Clock of Dreams (1978): På dum tur gennem drømmeland

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

I ’78 fulgte Brian Lumley op på fortællingen om det utrolige makkerpar Titus Crow og Henri-Laurent de Marigny – Cthulhu mythos-genrens svar på Holmes og Watson. Lumley havde introduceret de to venner i en række tidlige noveller, men udviklede først for alvor figurerne i den korte roman The Burrowers Beneath, som slog hans navn fast blandt tidens førende mythos-forfattere. Jeg har ikke meget godt at sige om romanen, og heldigvis vovede Lumley sig ud af H. P. Lovecrafts slagskygge med seriens andet bind, der blev en fabulerende, pulpet fantasyroman, hvor Titus Crow fik lov at rejse gennem tid og rum for endelig at ende som guddommelig skabning i en dimension kaldet Elysia.

Romanens afslutning gjorde det ikke oplagt at fortsætte med Crow som hovedperson, og det tog Lumley også konsekvensen af, da han tre år senere havde afsluttet endnu et bind i serien. The Clock of Dreams ophøjer nemlig Crows højre hånd de Marigny til hovedpersonen, selvom Crow naturligvis også er med.

Paperback, HarperCollins 1997

Handlingen fører os denne gang ikke ud i verdensrummet, i stedet skal vi til de drømmelande, som Lovecraft skabte i en lille kreds af særdeles fine fortællinger med den episke The Dream-Quest of Unknown Kadath (skrevet mellem 1926 og ’27) som hovedværket.

Henri-Laurent de Marigny, der står i telepatisk kontakt med sin ven Crow, opfanger pludselig et nødsignal fra vennen, som vel at mærke ikke længere befinder sig på jordkloden. Trofaste de Marigny tøver naturligvis ikke et sekund med at komme sin kammerat til undsætning. Han kaster sig derfor ind i den utrolige, standerur-formede maskine, som Crow har brugt på sine rejser ud i verdensaltet.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

De Marigny aner ikke, hvor Crow befinder sig, så han sætter maskinen på en form for autopilot, lægger sig til at sove og håber at vågne i nærheden af vennen – for den slags kan urmaskinen. Næste stop er drømmeland, og vores hovedperson forstår nu, hvad det er for problemer, Crow er havnet i. Vennen og vennens mystiske kæreste Tiania er nemlig blevet taget til fange i byen Dylath-Leen, hvor de nu skal voldtages og ofres til selveste Nyarlathotep. De Marigny må tænke hurtigt, og naturligvis lykkes det ham da også i sidste øjeblik at få reddet sine venner. Nu gælder det om at flygte ud af drømmenes verden, uden Nyarlathotep får fingrene i dem. I resten af bogen hører vi Crow fortælle, hvordan han kunne være så dum at blive fanget, og hvordan de tre venner slipper tilbage til den vågne verden.

The Clock of Dreams er en ukompliceret eventyrfortælling, der nok engang bekræfter Lumley som opportunistisk plagiator, der med sine mythos-fortællinger fra 70’erne lukrerede på den medvind, Lovecraft oplevede. Bogen er et komplet sjæleløst produkt, der blindt imiterer uden at bidrage med andet end fladpandet pulp-action. Så er det sagt.

Paperback, Jove 1978. romanens 1. udgave med fin, fin forside

Da Lovecraft skrev den kreds af historier, som vi i dag kalder for Dreamlands-historierne, skete det i løbet af en begrænset årrække, hvor han var intenst optaget af Lord Dunsanys eventyrlige fortællinger. Lovecraft skrev med andre ord, som bekendt, sine drømmenoveller som en form for imitation, men ingen vil kunne påstå, at der er tale om plagiater – snarere er der tale om en ekstremt frugtbar inspiration, der gav Lovecraft luft under vingerne til at skabe en både excentrisk og foruroligende form for fantasy, der fortsat i dag står som et unikt bidrag til den type litteratur.

Brian Lumley havde allerede imiteret de mere traditionelle Lovecraft-fortællinger i en række historier, og det er derfor ikke synderligt overraskende, at han derfor var fristet til også at bevæge sig ind i Dreamlands-kredsen. Det overraskende er imidlertid, hvor utrolig lidt Lumley har at byde på her. I tidligere bøger, som eksempelvis førnævnte The Burrowers Beneath, går Lumley til Lovecrafts såkaldte Cthulhu mythos med et selvstændigt blik på tingene, der gør han i stand til både at imitere men også at sætte sit eget fingeraftryk på genren. Sådan forholder det sig absolut ikke med The Clock of Dreams. Her fremstår Lumley helt og aldeles på udebane, ja vel nærmest hjælpeløs, fordi det ret hurtigt står klart for læseren, at han ganske enkelt trækker sine hovedpersoner gennem en direkte parafrase over de væsentligste af Lovecrafts Dreamlands-fortællinger. Han bruger med andre ord helt konkret beskrivelser og scener i sin roman, der er løftet fra Lovecraft og omdannet til en form for kludetæppe, der fører læseren omkring de mest ikoniske lokaliteter, figurer og scener fra Lovecrafts historier.

Paperback, Grafton 1992

Man skulle ikke tro, at det kunne blive mere sølle, men det kan det skam, for en ting er at plagiere skamløst, en anden ting er at gøre det med så ringe forståelse for forlæggets kvaliteter. Det er nemlig i selve sprogets tone og tekstens stemningsfrembringelse, at Lumley fejler mest. Den mekaniske afskrift fra Lovecraft, krydret med egne vendinger og andre ordstillinger, bliver ikke til andet end tomme, stemningsforladte konstruktioner, der mest af alt fremstår som hjælpeløse parodier, fordi de er blottet for kunstnerisk nerve eller indfølt glæde ved indholdet.

Hele romanen virker mest af alt som et eksperiment fra Lumleys side. Et forsøg på at give ”dreamlands-genren” en chance, men Lumley går fejl i byen her. For mens han måske var i stand til at sende mythos-fiktionen i en ny retning med et værk som The Burrowers Beneath, forstår han ganske enkelt ikke de tekster, som han her imiterede. Dreamlands-fortællinger lever ikke på grund af handling, men på grund af den poetiske iscenesættelse af det fremmedartede. Præcis det tog Gary Myers ud i yderste konsekvens, med sine dystre, smukke og makabre bud på drømmelandsfortællinger – Lumley magtede ikke det samme, og resultatet er en pinagtig fadæse. Heldigvis har han siden, mere eller mindre, holdt sig fra den gren af mythos-genren, så lidt selverkendelse har Lumley da i det mindste.

Hardcover, W. Paul Ganley 1993

Hardcover, Tor 1997

Ebog, Gateway Books 2013

 

Brian Lumley, The Transition of Titus Crow (1975): Okkultist på kanten af tid og rum

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Allerede året efter Brian Lumley udsendte The Burrowers Beneath, kunne han i ’75 udgive endnu en roman om okkultisten Titus Crow. Sandt at sige var det næppe nogen overraskelse, da Burrowers’ slutning åbenlyst baner vejen for en bog mere. Det, der imidlertid kan overraske, er, hvor forskellig The Transition of Titus Crow er fra seriens første bind. Forgængeren havde en komposit karakter, takket være de mange fortællerstemmer, og samtidig var den rundet af en retrospektiv epistolærstil, der er blevet en af Cthulhu-genrens helt store klichéer. Sådan er det ikke med The Transition, for selvom bogens handling i store træk bliver fortalt til læseren gennem lydoptagelser med Crow, bliver resultatet noget, der ligner den klassiske jegfortæller.

Men lad os se på handlingen. Da vi forlod Crow og hans ven Henri-Laurent de Marigny sidst, var det i ruinerne af Crows hus i England. Ithaqua – August Derleths vinddæmon – havde smadret huset i forsøget på at dræbe de to okkulte opdagere og det tilsyneladende med succes. Det eneste mærkværdige ved ruinen var, at det gamle, ligkisteformede standerur, som stod i Crows arbejdsværelse, var forsvundet. Opdagerens lig blev heller ikke fundet, og nu viser det sig da også i fortsættelsen, at Crow i nødens stund opdagede standerurets hemmelighed (et emne, der blev diskuteret i begyndelsen første bog). Uret er nemlig slet ikke noget ur – nej, det viser sig at være et fartøj til at rejse i tid og rum. Crow og de Marigny er med andre ord undsluppet deres cthulhuide fjender, men kun for en stund, for nu bevæger de sig pludselig ind i nyt farefyldt terræn.

Paperback, HarperCollins 1997

Det korte af det lange er, at Crow og de Marigny pludselig rejser i det åbne rum mellem tid og sted, indtil de Marigny ved et uheld bliver slynget tilbage til Jorden. Crow derimod kommer ikke hjem. Først er han fanget i sit fartøj og må lære, på den hårde måde, hvordan man styrer maskinen. Snart får han dog kontrol over sin kurs, men nu melder det problem sig, at han faktisk ikke aner, hvor i tid og rum han er. Crow er ganske enkelt faret vild i verdensaltets totalitet.

Det koncept er ret fantastisk, og det lykkes da også for Lumley at udnytte idéen om den rejsende, der på må og få brager fra universets skabelse til dens undergang på et øjeblik. H. G. Wells klinger med i fortællingen, men Lumley formår at udnytte rejsetematikken på sin egen måde. Et af de mere bemærkelsesværdige greb i The Transition of Titus Crow er nemlig, at bogen ikke har noget stort plot. Vi følger ganske enkelt Crows forsøg på at finde hjem til sin egen tid på Jorden, hvilket bringer ham ud for en lang række eventyr eller episoder, der hver i sær kan synes som en afsluttet forstælling.

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Lumley får derved lejlighed til at skabe små, meget forskelligartede stemningslommer i bogen. Mest slående for mig er episoden, der udspiller sig på randen af vores sols død. Her formår Lumley i løbet af et relativt kort kapitel at levere noget af det mest stemningsmættede og formfuldendte, som han har skrevet overhovedet. Hans beskrivelser af den nærmest døsige, døde klode befolket af mærkværdige små gnaverlignende skabninger er fyldt med blå toner og stille sorg. Sådan ender det en dag, tænker Crow, da han står i støvet og ser et land, hvor alle spor efter menneskeheden for længst er slidt bort af vind og vejr.

Helt anderledes humørfyldt er en anden fin passage, hvor vores hovedperson havner i en fjern urtid, omringet af dinosaurusser i tropiske omgivelser. Naturligvis er Crow konstant ved at blive ædt af en lang række glubske skabninger, før han slipper videre på sin rejse – præcis som genrekonventionerne byder det for eventyr i kridttiden.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Og det er nok i virkeligheden en af de ting, der gør The Transition of Titus Crow til en ganske underholdende roman. Alle de små optrin, som Crow havner i, er nemlig en leg med klassiske pulp-tematikker. Lumley samler med andre ord alle de drengebogseventyr og ramasjang-fortællinger, han læste som barn, og knytter dem sammen til en pulpkollage, som rent faktisk formår at indfange pulpeventyrets gnist uden at havne i ren nostalgisk parafrase.

Desværre har Lumley forpligtet sig på at fortsætte den fortælling, han begyndte i første bog, og romanen er derfor forankret i Cthulhu-universet. Men sammenhængen mellem de to bøger virker nærmest modstræbende, for romanerne hænger kun løst sammen. De cthulhuide elementer, som Lumley presser ind i handlingen henimod bogens slutning, antager den sædvanlige pinagtige karakter, fordi han er nødsaget til at gøre alvorlige krumspring for at få sit tidsrejse-eventyr til at falde på plads. Lumley introducerer bl.a. Cthulhus mage Cthylla (!) og kaster sig også ud i ganske uoverlagte beskrivelser af Cthulhus rolle i kampen mellem godt og ondt. Alt sammen noget, der gradvist forplumrer den ellers friske pulp-hyldest til en søgt omgang af den sædvanlige surdej fra Lumleys hånd. Alene det faktum, at de såkaldte ”elder things”, der skabte Crows fartøj, i en fjern fortid skulle vælge at formgive det som et standerur, virker så absurd, at det næsten siger alt om de knuder på handlingen, som Lumley må gøre for at få det hele til at gå op.

Paperback, Grafton 1991

Nuvel, bogens første del har fart og gejst. Vi møder her en Lumley, der ikke længere står i skyggen af hverken H. P. Lovecraft eller August Derleth, men afprøver kræfter med egne idéer og udtryk. Han søger mod de helteeventyr, der så tydeligt har inspireret hans fiktion, og Lumley gør det langt hen ad vejen utvungent og med mærkbar glæde ved genren. Det er absolut klædeligt for forfatterskabet, fordi han ved at kappe sine mentor-bånd pludselig opdager nye udtryk og stemninger. I den forstand er The Transition of Titus Crow en vigtig bog i Lumleys produktion, som måske ofte bliver glemt, fordi den står i skyggen af The Burrowers Beneath og den senere Necroscope-serie. Romanen er da heller ikke helt vellykket, men den har en fortælleglæde og frihedsfølelse, som er medrivende og værd at opsøge, hvis man har hang til pulp af den klassiske slags.

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

E-bog, Gateway 2012

Brian Lumley, The Burrowers Beneath (1974): Bubble gum-Cthulhu mythos

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow. Forsidens skaber er ikke oplyst

The Burrowers Beneath blev et vendepunkt i Brain Lumleys tidlige karriere; det var nemlig hans første roman. Den udspillede sig inden for rammerne af den såkaldte Cthulhu mythos, og selvom stort set hele hans tidligere produktion gjorde det samme, var romanen langt mere ambitiøs i sin tilgang. Tilmed afslørede den for første gang, hvordan Lumleys greb om Cthulhu-genren skulle komme til at forme sig i fremtiden, men mere om det om lidt.

Ikke overraskende er bogens hovedpersoner Lumleys tilbagevendende helt Titus Crow og dennes trofaste ledsager Henri-Laurent de Marigny. Et makkerpar, der allerede tidligere havde oplevet en del cthuloide eventyr i Lumleys noveller. Den enigmatiske, stærkt excentriske Titus Crow kan bedst beskrives som en parafrase over Sherlock Holmes, Jules de Grandin, Duke De Richleau og alle andre velhavende, geniale opdagere, og dermed er det også klart, at de Marigny har rollen som den trofaste drabant.

Paperback, HarperCollins 1997

Denne gang er Crow kommet på sporet af en række uforklarlige jordskælv i Nordengland, der tilsyneladende er sket i et særligt mønster. Sagen bliver hurtigt dramatisk, da det går op for Crow, at der muligvis er en race af enorme, både intelligente og ondsindede orme, der graver sig gennem jordskorpen. Deres plan er at slippe Shudde M’ell, den største orm af den alle, fri og derved forsøge at genindtage deres retmæssige plads blandt klodens herskere. Mere pulpet kan et plot dårligt blive.

Alt det har Crow stykket sammen gennem studier af gamle bøger på British Museum og en flittig korrespondance med flere personer, der på en eller anden måde har været i kontakt med ormene og oplevet denne rædsel fra dybet på nært hold. Det er imidlertid først, da Crow får tilsendt noget, der formentlig er et af ormenes æg, at historien for alvor sparkes i gang. Ormene, eller ’The Cthonians’, som Crow døber dem, vil nemlig have deres afkom tilbage for enhver pris.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Dermed sættes en blodig krig i gang. Først tror Crow og hans ven de Marigny, at de er alene i kampen, men det viser sig, at de får hjælp fra en hemmelig, amerikansk organisation, der har holdt opsyn med ormene og mange andre ”onde væsners” aktiviteter. Crow slår hurtigt pjalterne sammen med de amerikanske agenter, og snart er der krudt og kugler i luften.

The Burrowers Beneath er udført i den for Cthulhu-genren almindelige epistolærstil, hvor en stor del af handlingen og konfrontationen med de groteske Cthonians berettes gennem breve og dagsbogsoptegnelser. Her har Lumley lejlighed til at dyrke den dvælende, berettende tilgang til gyset, hvor mysteriet bygges langsomt op omkring afsløringen af ormenes abnormitet. Den del af The Burrowers Beneath er, så at sige, helt efter (mythos)bogen. Men Lumley stopper ikke her; i stedet for at holde hele beretningen i de sønderknusende optegnelser om rædsler og voksende sindssyge føjer han et lag mere til fortællingen, hvor Titus Crow og vennerne har mulighed for at agere. Agere og ikke mindst slå tilbage. ”My heroes fight back”, har Lumley sagt mange gange, når han er blevet spurgt, hvor den væsentligste forskel mellem hans fiktion og Lovecrafts ligger.

Paperback, DAW Books 1974. Romanens 1. udg.

De proaktive kapitler med Crow & co. er da også et afgørende punkt i fortællingens dynamik og noget, der katapulterer en roman som The Burrowers Beneath et helt andet sted hen end Lovecrafts litterære univers. Lumleys hovedpersonerne er helte, der kæmper for det gode imod det onde. Kampen har måske omkostninger, men grundlæggende ved vi, at Crow og de Marigny er urørlige. Dermed river Lumley fundamentet væk under hele Lovecrafts idé om kosmisk gru og reducerer mythos-skabningerne til store, men immervæk håndterlige, problemer, der kan konfronteres, når man ved hvordan.

For mig at se er der næsten noget tragisk ved The Burrowewrs Beneath. Bogen er hurtigt læst og fyldt med tempo, men selve substansen er dybest set en lang udvanding og normaliseringen af Lovecrafts idéer. Med kirurgisk præcision får Lumley fjernet håbløsheden, vanviddet og undergangsstemningen og erstattet den med gåpåmod, drengerøvsramasjang og klassiske dikotomier mellem godt og ondt.

Hardcover, W. Paul Ganley 1988

Præcis den tilgang, som Lumley lagde for dagen i sin debutroman, er sidenhen blevet bærende i receptionen af hele Cthulhu-mythos-universet. Cthulhu og alle de andre skabninger er reduceret til intergalaktiske, tentakelsvingende banditter, der gang på gang bliver stillet op til tæsk i rækken af forbryderiske monstre med vampyren, varulven, mumien og Frankensteins monster.

Det er nok ikke rimeligt at tillægge Lumley ansvaret for den udvikling. Lumley tog afsæt i August Derleths udlægning af Lovecrafts fiktion, og Derleth tog sit afsæt i en konsensus, der allerede var opstået blandt Lovecrafts læsere, mens han levede. Lumleys roman indskriver sig således i en tradition. Ikke desto mindre har ingen før Lumley i den grad sat tingene på spidsen og med så stor konceptuel klarhed vist, hvor langt Derleth-skolen i virkeligheden havde flyttet sig ideologisk fra udgangspunktet hos Lovecraft.

Paperback, Grafton 1988

Med Lumleys værk får vi for første gang intet mindre end et optimistisk bud på en mythos-fortælling. Det må siges at være et paradoks af kaliber, men kun så længe vi opfatter Lumleys værk i relation til Lovecraft. For i virkeligheden har Lumleys fiktion intet med Lovecrafts at gøre. Der er måske et sammenfald i navne og stilistiske fællestræk, men grundlæggende befinder de sig litterært vidt forskellige steder.

Lumleys debutroman er for mig at se den banale Cthulhu-pops fødested. Det sted, hvor alle de rædselsfulde noveller og romaner udspringer, som hylderne bugner med i store, internationale boghandlere og anmeldes til stor glæde i det anstrengende The Lovecraft Ezine. The Burrowers Beneath har afgjort sine momenter og fungerer gnidningsfrit, men for mig er og bliver bogen et lavpunkt. Og det bliver ikke mindre tragisk af, at det blev Lumleys banaliteter, der kom til at tegne genrens vej mod storhed og stjernerne.

Paperback, Grafton 1991

Hardcover, Severn House 1993

Ebog, Gateway Books 2013

Brian Lumley, Synchronicity, or something (1988): Forsvundne rollespillere og Cthulhu mythos

Hæfte, Dagon Press 1988. Forsiden er tegnet af Dave Carson – en flittig bidragyder til de små, engelske genrepublikationer fra 1980’erne

For to uger siden skrev jeg, at jeg dels forsøger at undgå koblingen mellem Cthulhu mythos og humor, dels at der ville gå lidt tid, før jeg kastede mig over nye mythos-historier. Sådan skulle det bare ikke gå, fordi jeg fik lyst til at genlæse Brian Lumleys flabede kortroman Synchronicity, or something, fra 1988, udsendt af mikroforlaget Dagon Press. Forlaget, der bedst kendes for fanzinet Dagon.

Historien omhandler den livstrætte, alkoholiserede privatdetektiv Jim Slater, der har spioneret utro ægtefolk i en lang årrække, mens hans eget privatliv er gået i spåner. Livet er hårdt for Slater, men det hele lysner en smule, da han får en overraskende opgave. Han skal tage til en rollespilskongres, hvor de deltagende spiller Chaosiums Call of Cthulhu, for at holde øje med stedet. Årsagen er, at der henover de seneste måneder er forsvundet deltagere på tilsvarende kongresser rundt omkring i Europa. En ulykkelig mor til en af de forsvundne drenge har derfor hyret Jim Slaters firma til at overvåge kongressen i England og undersøge, om hendes søn eventuelt skulle dukke op.

Brian Lumley (født 2. December 1937)

Af en eller anden grund appellerer opgaven til Slater, der straks begynder at grave i sagen og finder ud af, at der blandt den hårde kerne af Call of Cthulhu-spillere findes en gruppe, anført af den forrykte Kevin Blacker, som vitterligt tror på Lovecrafts gudelignende skabninger. Måske der er en sammenhæng mellem denne sekteriske bevægelse og de forsvundne kongresdeltagere?

Opgaven fører Slater ind i et særpræget miljø, der på overfladen synes ganske harmløst, men noget stikker under, og snart befinder den stakkels privatdetektiv sig i store problemer.

Som du sikkert kan fornemme, er historien ganske humoristisk. Alene titlen slår en let tone an, men humoren balanceres af en klichéfyldt livstræt tone, der er hentet direkte fra den klassiske hårdkogte krimi. Lumley er med andre ord ude i en stemningsmæssig balancegang, der ikke helt lykkes for ham, men det betyder faktisk ikke så meget, fordi historien er så skæv, som den er. Dertil kommer, at handlingen og kortromanens tone mest af alt er et påskud for at kunne levere en grovkornet satire på rollespillere og mythosforfattere.

Brian Lumley har altid fremstået som en åbenmundet, for ikke at sige krigeriske personlighed, og han lægger heller ikke fingrene imellem i historien her. En væsentlig del af handlingen bruges således på at skildre rollespillere og deres spilkongresser. Med et grumt blik for detaljen får Lumley udstillet kongresdeltagerne og deres mere eller mindre fjollede optræden. Og jeg tror desværre, at de fleste, der har deltaget i den type spilkongresser, vil kunne nikke genkendende til Lumleys typebeskrivelser, der er nørder på godt og navnlig ondt.

Lilleputforlaget Dagon Press’ logo – naturligvis tegnet af Dave Carson

 

Hvis ret skal være ret, må man dog hæfte sig ved, at selvom Lumley tydeligvis har været på spilkongresser og sat sig ind i sagerne, har han ikke helt forstået grundprincipperne bag rollespillet. Selve spillet bliver derfor fremstillet som en form for konkurrence og generelt omtalt i en sportsterminologi, der rammer helt ved siden af.

Den lident flatterende parodi på Sandy Petersen, Call of Cthulhu-spillets skaber, er en af de mere bemærkelsesværdige detaljer. I bogen bliver han gendigtet som kvinde (Cindy Patterson), men fremstilles ellers som fedladen, arrogant amerikaner, der holder hof blandt ligesindede nørder. Ikke et kønt billede og Lumley får afgjort luftet noget galde her. En vrede, der går tilbage til Chaosiums brug af Lumleys mythos-materiale uden hverken at betale ham for det eller bare at spørge først. Lumley går lige til stregen, men det småperfide er underholdende og nærmest en smule sladderbladsagtig.

Endnu en af kortromanens illustrationer. Også denne er skabt af hr. Dave Carson

 

Brian Lumley får også lejlighed til at kommentere på flere af sine forfatterkolleger. Det fylder ikke så meget som rollespilsdelen, men horrorlæsere vil løbende finde referencer til nye og gamle forfatternavne i teksten. Alle har mere eller mindre kærligt fået parafraseret deres navne, hvorved lidt af Lumleys udblik og syn på kollegerne antydes. Den eneste, der dog synes direkte spiddet i teksten, er imidlertid Ramsey Campbell, der omtales som J. Caspar Ramble. Et navn, der ikke er helt usandt, men som også rummer en grov forenkling af Campbells fiktion. At netop Campbell gør sig fortjent til et hug, kan skyldes mange ting, men sikkert er det, at Lumleys og Campbells greb om mythos-genren og tilgangen til litteratur generelt er som dag og nat. Og skulle jeg vælge, ville jeg til en hver tid vælge Campbell over Lumley, som jeg i virkeligheden har et ret anstrengt forhold til.

Synchronicity, or something er dybest set en rodet tekst, der hverken er specielt velskrevet eller spændende som historie betragtet. Ikke desto mindre er den ganske, ganske morsom, fordi den ser de vanlige mythos-tematikker fra et uvant perspektiv, og på sin vis bliver den et nostalgisk tilbageblik på rollespilsscenen i slutningen af 80’erne. Som litteratur betragtet holder Synchronicity, or something ikke vand. Teksten er fattig og kluntet, men Lumley har ramt en nerve med sin spydige pen. En nerve, der gør læsningen særdeles fornøjelig, og faktisk må jeg indrømme, at kortromanen er noget af det mest underholdende, jeg har læst fra Lumleys hånd. Om det siger mest om mig eller Lumley, må stå åbent hen.

Mit eksemplar af Synchronicity, or something

Afslutningsvis vil jeg nævne, at Synchronicity, or something er lidt af en nicheudgivelse. Den udkom som hæfte i 350 nummererede, signerede eksemplarer og blev glimrende illustreret af den altid fine Dave Carson. Illustrationer, der i øvrigt stedvist synes at underbygge Lumleys skildringer af rollespilsnørderne ganske fint. Synchronicity, or something kan faktisk stadig opstøves til rimelige priser på eBay – sikkert fordi udgivelsen er relativt ukendt eller også har Lumley ikke nogen særlig status blandt samlere? Hvem ved?

 

Nameless Places, red. Gerald W. Page (1975): Arkham House gør status

Hardcover, Arkham House 1975. Den ganske fine forside er tegnet af Tim Kirk

Arkham House har løbende udgivet antologier. De første indsamlede Lovecraft-kredsens historier, men gradvist blev nettet kastet længere, ud og kredsen af faste forfattere blev udvidet, som det gamle materiale blev udtømt, og nye forfatternavne meldte sig på banen. Der er tale om en næsten umærkelig overgang, fordi de gamle mastodonter som Derleth, Belknap Long, Bloch og Whitehead var så produktive, at deres historier kunne blive ved med at holde forbindelsen tilbage til forlagets udgangspunkt og tiden omkring Weird Tales storhedstid. Det kunne imidlertid ikke blive ved, og Nameless Places fra 1975 er den første bog Arkham House udsendte, hvor det for alvor mærkes, at tingene er ved at ændre sig.

Samlingen består af 26 hidtil upublicerede noveller med Carl Jacobi og E. Hoffmann Price som de bedste kendte fra den gamle garde. Hovedparten af bogens historier er skrevet af på udgivelsestidspunktet relativt ukendte navne. Man finder dog også etablerede navne som Ramsey Campbell og Brian Lumley såvel som et stort navn i form af Lin Carter og den altid formidable Robert Aickman, for ikke at nævne Joseph Payne Brennan.

Hardcover, Arkham House 1975

På papiret er det en interessant sammenstilling af forfattere, fordi det antyder, at man ikke præcis, ved hvad man skal forvente af de overvejende unge folk. Forventningerne bliver ydermere skruet i vejret af bogens redaktør, forfatteren Gerald Page. Han vedkender sig nemlig, at antologien ikke har noget samlende tema, men, fortæller han i bogens indledning, novellerne er skrevet af generelitteraturens bedste navne. Det er store ord, der desværre ikke helt står mål med resultatet. Faktisk er Nameless Places en sympatisk, men lettere uinteressant rodebunke af korte og lange noveller, der kun har enkelte lyspunkter. I sig selv er det manglende tema naturligvis ikke noget problem, sagen er snarest den, at historierne generelt savner saft og kraft.

Jeg har tidligere skrevet om vægtige 80’er antologier som Prime Evil og Cutting Edge, der hver især indfanger væsentlige bevægelser i tidens horrorlitteratur. Begge novellesamlinger, der ligeledes savner et samlende tema, rammer imidlertid en tidsånd og er på forkant med udviklingen. Page postulerer nogenlunde det samme for Nameless Places, men desværre peger bogen bare ikke frem, den gør status og ser tilbage.

Gerald W. Page (født 12. august 1939)

To ting skal bemærkes i den forbindelse. For det første blev Arkham House meget hurtigt et konservativt, bagudskuende forlag. Det lå delvist i selve udgangspunktet, der handlede om at få udgivet Lovecrafts historier og senere at få sikret Lovecraft-kredsens litterære eftermæle. Samtidig afspejler bøgerne August Derleths smag og holdning til genrelitteratur, som i høj grad holdt fast i de gamle, velafprøvede pulpmodeller og samtidig forsøgte at nedtone genrens vildere, mere burleske udtryk. Selvom Lovecraft og Robert E. Howards popularitet var støt voksende og inspirerede stadigt flere nye forfattere, forblev perspektivet for Arkham House rettet bagud, og man kan sige, at selv da de havde chancen for at komme på forkant med den litterære udvikling i 60’ernes slutning, skete det ikke, fordi August Derleth og senere April Derleth holdt fast de gamle former og forståelser, af hvordan en Arkham House-historie skulle være.

Jeg er langt hen ad vejen rigtig glad for den milde, antikverede stemning, der hænger over de fleste Arkham House-antologier. Det var der også folk, der var i 70’erne, hvor man begynder at kunne se en voksende pulp-nostalgi blandt yngre forfattere, der eksempelvis tager Robert Bloch som et af deres store forbilleder. Gerald Page var en af dem, og han var blandt andet redaktør på magasinet Witchcraft & Sorcery, der begyndte under navnet Coven 13; et blad der dyrkede præcis den type litteratur, som Arkham House udsendte. Det er da heller ikke overraskende, at stort set hele det kuld af unge navne, som Gerald Page har inkluderet i Nameless Places, er blevet hentet ind fra hans magasin. På den led er ringen sluttet, men resultatet er i virkeligheden dybt utilfredsstillende.

Carl Richard Jacobi (10. juli 1908 – 25. august 1997)

Sagen er nemlig den, at der ganske enkelt ikke er kvalitet nok i de fortællinger, som Page har valgt at bringe. De yngre forfattere, med deres pulpede historier, der let kunne være skrevet 20-30 år tidligere, er gabende kedsommelige og står ikke mål med den håndfuld hidtil upublicerede noveller, som lå på forlaget i forvejen og kom med i bogen. En af undtagelserne er førnævnte Robert Aickman, der med sin tunge gotik formår at løfte arven fra den klassiske weird tale og gøre den til noget interessant; i dette tilfælde en følsomt fængende spøgelsesberetning.

Hvor meget bogen er ude af trit med samtiden bliver tydeligt, hvis man husker at Stephen King udsendte sin milepæl Carrie i 1974. Carrie blæser på orkanagtig vis stort set alt omkuld i Nameless Places, der ved sammenligning mest af alt ligner en hengemt mindestue for det, der var en gang uden sans for det litterære nybrud, som gysergenren oplevede i de år.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Og så dog. Der er et lille udpluk af historier, der peger frem mod den personnære, samtidsgru som kom til at kendetegne 70’er-gyset. Ramsey Campbells ”The Christmas Present” er et stykke fremragende, mærkelig weird fiction, der er tåget og fragmenteret på præcis den måde, vi kender Campbells tekster fra den tid. Trods den lakoniske form formår Campbell imidlertid med sin korte novelle at opbygge en ubehagelig, urovækkende stemning, der baserer sig på alt andet end pulplitteraturens melodramatiske afsløringer på de sidste linjer.

Arthur Byron Cover (født 14. januar 1950)

Jeg vil også trække Arthur Byron Covers novelle “Lifeguard” frem som et indslag, der peger fremad og synes helt i trit med sin samtid. Han tager udgangspunkt i en rodløs, jegfortællende studerende, der midlertidigt bor hjemme og arbejder som livreder ved en badesø. Tiden går med at kigge på damer og ryge pot. Alene her har vi flyttet os så langt fra de vanlige Arkham House-temaer, som man næsten kan; men alligevel ikke helt. Som en anden Peter Straub får Cover nemlig vævet en spøgelseshistorie ind i beretningen, og gennem hjemsøgelsen gøres barndommens onde ånder pludseligt ganske manifeste. Faktisk forsøger Cover i en form for alegorisk-poetisk fremstilling at bruge spøgelset som billede på den lammende kraft, der kan kvæle udlængslen og få den unge til at blive ved reden og aldrig for alvor flytte ud af forældrenes skygge.

John Ramsey Campbell (født 4. januar 1946) anno 1973

Hovedparten af Nameless Places er ikke dårlig, bare uinspirerende, og det er måske i virkeligheden langt værre. Omvendt er det ufarligt og uforpligtende læsning, der vel bedst kan karakteriseres som forglemmelig tidsfordriv. Dele af det har jeg en svaghed for, men dybest set hører teksterne en anden tid til. Det gjorde de allerede dengang, de blev skrevet, og det er ikke blevet bedre siden.

 

Novellerne:

A.A. Attanasio, “Glimpses”

Thomas Burnett Swann, “The Night of the Unicorn”

Brian Ball, “The Warlord of Kul Satu”

G.N. Gabbard, “More Things”

Robert Aickman, “The Real Road to the Church”

Gary Myers, “The Gods of Earth”

Robert E. Gilbert, “Walls of Yellow Clay”

Scott Edelstein, “Businessman’s Lament”

Joseph F. Pumilia, “Dark Vintage”

David A. English, “Simaitha”

Stephen Goldin, “In the Land of Angra Mainyu”

Gerald W. Page, “Worldsong”

Brian Lumley, “What Dark God?”

Bob Maurus, “The Stuff of Heroes”

Joseph Payne Brennan, “Forringer’s Fortune”

Denys Val Baker, “Before the Event”

Walter C. DeBill, Jr., “In ‘Ygiroth”

Ramsey Campbell, “The Last Hand”

Lin Carter, “Out of the Ages”

Carl Jacobi, “Chameleon Town”

Scott Edelstein, “Botch”

David Drake, “Black Iron”

E. Hoffmann Price, “Selene”

Ramsey Campbell, “The Christmas Present”

Arthur Byron Cover, “Lifeguard”

 

Shadows Over Innsmouth, red. Stephen Jones (1994): Pastichens uopfindsomhed og fandommens klamme omfavnelse

Paperback, Del Rey 2001. Omslaget er illustreret af John Jude Palencar

Jeg gik og overvejede i noget tid, om jeg ikke skulle give antologien Shadows Over Innsmouth et nyt forsøg. Da jeg læste novellerne første gang, var det ikke nogen stor oplevelse. Faktisk huskede jeg de fleste af historierne som ligegyldige for ikke at sige dybt uinteressante. Imidlertid var der en nagende tvivl, fordi bogen er spækket med prominente navne, der mere eller mindre alle har leveret fremragende historier i andre sammenhænge. Måske jeg tog fejl? Til sidst gav jeg efter og begyndte at læse den ret lange antologi igen. Desværre viste det sig hurtigt, at mit syn på bogen ikke havde ændret sig stort; Shadows Over Innsmouth er og bliveren tam omgang.

Tanken bag bogen er ellers meget fin. Antologien samler nemlig bidrag, der på en eller anden måde tager udgangspunkt i H. P. Lovecrafts kortroman The Shadow over Innsmouth, skrevet i 1931. Alle bogens forfattere er englændere og hovedparten er nulevende skribenter, der fører Lovecrafts mytologiske tematikker op i nutiden.

Paperback, Del Rey 2001

Som optakt til de øvrige noveller begynder bogen med fortællingen, der har inspireret dem alle. Lovecrafts paradigmatiske mythos-historie The Shadow over Innsmouth får således lov til at sætte tonen og indholdsmæssigt kridte banen op for de efterfølgende tekster.

Det er noget tid siden, jeg sidst har læst The Shadow, der af mange bliver regnet som en af Lovecrafts bedste historier. Den har da også nogle oplagte styrker, der får den til at skille sig ud i Lovecrafts produktion. Navnlig bliver den intense flugt gennem Innsmouths gader tit trukket frem som noget særligt vellykket. Lovecraft skrev, som andre har påpeget, sikkert en del af Shadows under påvirkning af Robert E. Howards handlingsorienterede noveller, og jagten er bestemt nervepirrende.

Stephen Jones (født 1953)

Ikke desto mindre er det også noget af det mere ordinære, Lovecraft skrev, og derfor heller ikke videre opsigtsvækkende. Faktisk synes jeg, at historiens mest bemærkelsesværdige passager findes i beskrivelserne af Innsmouths huse. Beskrivelser, der kulminerer, da vi føres gennem Gilman-hotellets dystre gange. For mig at se er det i disse arkitekturbeskrivelser, at Lovecrafts sorte vision står stærkest.

Det er her, at man forstår, at plottet og jagten er ren staffage. Det centrale, historiens kerne, er selve Innsmouth, der ligger fordærvet og grufuld til skue for læseren som et strandet kadaver, hvor Manuxet-floden løber ud i havet.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Rundgangen i Innsmouth bliver et morbidt studie af moralsk fordærvs indvirkning på omgivelser. Det perverterede fremmede, skildret i angstfyldte xenofobiske vendinger, som Kaptajn Obed Marsh bragte med sig hjem fra sydhavet, er ikke udelukkende noget, der udspiller sig bag Devil Reef. Korruptionen af normaliteten er trukket helt ind i byen og har omdannet den stolte georgianske arkitektur til et uvirkeligt, gotisk rædselskabinet, der med sin surrealistiske dystopi æder sig ind i på læserens bevidsthed gennem hovedpersonen Robert Olmsteads øjne.

Dele af Shadows er ganske enkelt fremragende fiktion, hvor sprogets intense ordvalg på smukkeste vis afspejler beskrivelsernes morbide indhold. At den forudsigelige handling og det uelegante femte kapitel, der hænger som et dumt anneks på historien, ikke har samme mesterlighed er en biting i den sammenhæng, der ikke trækker noget fra kortromanens storslåede momenter.

Basil Frederick Albert Copper (5. februar 1924 – 3. april 2013)

Med Lovecrafts fortælling spiller Stephen Jones tungt ud, og man behøver ikke komme længere end til den næsten fortælling, Basil Coppers ”Beyond the Reef”, før det står klart, hvor svært det er at eftergøre Lovecraft. Copper, der har skrevet rigtig fine ting, omdanner Innsmouth-universet til pulpet horror, der savner den kværnende dysterhed, som Lovecraft malede frem. Og det er rent faktisk et problem, der går igen i hovedparten af alle de øvrige noveller. Når Lovecraft på overfladen fortalte om den stakkels Olmsteads uheldsvangre besøg i Innsmouth, var det stedet, han i virkeligheden skrev om. Det var stedets gru, ikke handlingernes gru, som han ville formidle.

I hovedparten af de noveller, der kommer efter Lovecrafts, er det blevet handlingen, der er omdrejningspunktet. Det er historien om de onde Deep Ones og deres hang til forplantning med mennesker, der står i centrum. Det forskyder i den grad fokus og udstiller, hvor kedsommelig hovedparten af al Cthulhu mythos-fiktion bliver, når det bliver de konkrete væsner, det handler om.

Kim Newman (født 31. juli 1959) og Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Grundtonen i de fleste af novellerne er således helt ordinær horror, krydret med de mytologiske stedsnavne og væsner. Det er hverken spændende eller uhyggeligt. Det er ligegyldigt, for ikke at sige jammerligt, og savner enhver intensitet. Og det er forbløffende at konstatere, hvor tæt de fleste af forfatterne går på Lovecrafts historie. Flere af novellerne grænser til gendigtning af den oprindelige kortroman, og ganske mange inkluderer en lang jagtsekvens som klimaks. Måske de har set det som en hyldest, men i sidste ende virker det bare dumt og gentagende.

En undtagelse, der formår at ramme en dysterhed, der nærmer sig Lovecrafts, er Ramsey Campbells ” The Church in High Street”. I sig selv er historien ikke specielt spændende, men med den korte novelle formår Campbell at sætte trumf på de samme elementer som Lovecraft uden at plagiere alt for meget. Resultatet er et glimrende gotisk koncentrat, der griber fat om fantasien med herlig intensitet.

Hardcover, Fedogan & Bremer 1994. Antologiens 1. udg.

Naturligvis er der også andre fine fortællinger i bogen – David Suttons historie om en skattejagt til Innsmouth har sine kvaliteter, og sådan er det med flere. Imidlertid er det hele sovset ind i en tung følelse af uoriginalitet, der mest af alt fremstår som et knæfald for den ulidelige Lovecraft-fandom; den tentakel-elskende, Cthulhudukke-købende fandom, der synger platte sange om Nyarlathotep, stirrer sig blind på monstrene og glemmer teksterne.

Det er derfor også befriende at læse den altid veloplagte Kim Newmans to bidrag i bogen. Det ene er skrevet under pseudonymet Jack Yeovil, det andet under hans borgerlige navn. Begge er skrevet med samme bramfri, eklektiske tone, der oser langt væk af 90’er-post-modernitet og punkterer enhver selvhøjtidelighed omkring Lovecraft. Newman er en fantastisk skribent, der med sin tidstypiske ironi bringer frisk luft ind i novellesamlings forplumrede stuer. Havde han ikke været blandt bidragyderne, havde det set sort ud for samlingen!

Paperback, Gollancz 1997

Jeg ved ikke, om jeg ligefrem fortryder, at jeg vendte tilbage til Shadows Over Innsmouth – det gør jeg nok ikke, for jeg fik jo lejlighed til at komme tilbage til Lovecraft, men bogen var ikke nogen stor oplevelse som helhed ikke, og der går afgjort rigtig længe, inden jeg for den idé at læse novellerne igen.

Novellerne:

H. P. Lovecraft, “The Shadow Over Innsmouth”

Basil Copper, “Beyond the Reef”

Jack Yeovil, ”The Big Fish”

Guy N. Smith, “Return to Innsmouth”

Adrian Cole, “The Crossing”

D. F. Lewis, “Down to the Boots”

Ramsey Campbell, “The Church in High Street”

David Sutton, “Innsmouth Gold”

Peter Tremayne, “Daoine Domhaine”

Kim Newman, “A Quarter to Three”

Brian Mooney, ”The Tomb of Priscus”

Brian Stableford, “The Innsmouth Heritage”

Nicholas Royle, “The Homecoming”

David Langford, “Deepnet”

Michael Marshall Smith, “To See the Sea”

Brian Lumley, ”Dagon’s Bell”

Neil Gaiman, “Only the End of the World Again”

Brian Lumley, Beneath the Moors (1974): Ungdommeligt, forglemmeligt mythos-gys

Hardcover, Arkham House 1974. Forsiden er tegnet af Herb Arnold

Blandt de forfattere, der for alvor har dyrket det såkaldte Cthulhy mythos-univers, har der været en udtalt tradition for lærer/elev-forhold. En relation som grand old man H. P. Lovecraft utvivlsomt var med til at sætte i gang. Lovecraft læste og kommenterede på sine yngre protegeers arbejde, og da de senere var blevet etablerede forfattere, fortsatte de selv i samme spor. August Derleth fik således den unge Brian Lumley i lære, der gennem omhyggelig manuducering fik skrevet en række mythos-fortællinger, der stilistisk lægger sig i forlængelse af Derleths egne noveller. Lumleys første mythos-historier blev samlet i Caller of the Black og udsendt af Arkham House 1971.

The Caller of the Black indeholder imidlertid ikke alle Lumleys tidlige historier. Han havde nemlig allerede udgivet novellen ”The Sister City” i den genredefinerende og ofte genoptrykte antologi Tales of the Cthulhu Mythos (1969). ”The Sister City” var egentlig tænkt som en kort roman, men da Derleth læste den, fik han gjort Lumley klar, at han kun ville trykke den i fald, historien blev reduceret til en tredjedel. Det gjorde Lumley, men han havde svært ved at acceptere beslutningen. Af den grund arbejdede han videre på novellen, efter den var blevet udgivet.

Hardcover, Arkham House 1974

Lumley lod ”The Sister City” blive en fortælling i fortællingen og byggede en kortere roman op omkring novellens beretning. Det arbejde mundede ud i Beneath the Moors, som Arkham House udsendte i 1974. Det må i den forbindelse nævnes, at bogen er bemærkelsesværdig af den grund, at det var den første roman, som forlaget havde udsendt siden 1968. Det var og er nemlig især antologier, som Arkham House havde udsendt. At Lumley fik lov til at udgive en roman, siger med andre ord en del om, hvor glad August Derleth var for unge Lumley.

Hele historien om Beneath the Moors’ tilblivelse kan i øvrigt følges i en længere indledning, som Brian Lumley har skrevet til bogen. Indledningen fungerer også som et mindeord for Derleth, der døde i 1971. Lumleys indledning er levende og underholdende. Han fortæller om sin vej ind i mythos-universet og samarbejdet med Derleth. Det bliver gjort hjerteligt og varmt, men også på en måde, der viser, at Derleth ikke altid var lige let at samarbejde med. Underforstået: Et stort og besværligt ego!

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Beneath the Moors begynder, da Professor Ewart Masters udskrives fra hospitalet efter en trafikulykke, der nær kostede ham livet. Helt rask er han imidlertid ikke, og han rejser derfor hjem til sin nevø Jason Masters i Harden på den engelske nordøstkyst. Her er det tanken, at Masters kan bo i nogen tid og komme til hægterne igen. Sådan går det bare ikke, for som Masters gradvist får det bedre, begynder hans akademiske interesser at røre på sig igen. Masters kaster sin kærlighed over studiet af vidnesbyrd om ældgamle civilisationer – både mytiske og historiske. Disse studier fører ham på bedste mythos-manér ud i de videnskabelige afkroge, hvor okkultisme og mystik blandes med historisk virkelighed.

Tingene spidser for alvor til, da professoren opdager en sær statuette af et opretstående reptil. Figuren er så detaljeret, at han mener, den må være blevet til på baggrund af en virkelig model – men hvad repræsentere figuren? Masters har fundet en mission, figurens hemmelighed må opklares. Det fører ganske bogstaveligt Masters ind – eller ned rettere ned – i mørket. Han finder antydning af, at der måske findes rester af en årtusinder gammel, cimmeriansk kultur på heden i Bleakstone, og endvidere tegn på, at der måske stadig eksisterer sådanne humanoide reptiler. Der må graves i hemmelighederne…

Paperback, Tor Books 2004. Beneath th Moors er her genoptrykt i selskab med andre af Lumleys mythos-fortællinger

Masters er, som sagt, endnu ikke helt rask. Han besvimer eller mister bevidstheden med jævne mellemrum. Under ét af disse anfald sker der noget mystisk. Han drømmer og ”vågner” i drømmen, som vi kender det fra Lovecrafts Dreamslands-fortællinger. Her er det bare ikke drømmelandene som sådan, det handler om. Masters opdager i drømmen, at han befinder sig i et stort hulesystem. I hulerne, langt under jordens overflade, udspiller hovedparten af romanen sig. Som gidsel blandt mystiske ”old ones” stavrer Masters omkring i hulerne, alt imens han overvejer, hvor hans sovende krop befinder sig. Det får vi svar på til sidst, hvor Lumley for alvor folder sig ud og leger med drømmen i drømmen-princippet på en ganske overraskende måde.

Generelt er jeg rigtig glad for mythos-fortællinger, sådan set også der hvor de rent kreativt træder vande og gentager genrens velafprøvede klichéer. Jeg må imidlertid blankt erkende, at Beneath the Moors for mig er et kreativt lavpunkt. I både indledningen og selve romanens afslutning viser Lumley, at han har talent for at skrive og tænke kreativt. Især i romanens slutning udfordrer han læseren og vender fortællingen på hovedet flere gange. Men ved at gøre dette udstiller han også resten af romanens stive, konservative stil.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

I Beneath the Moors er Lumley ganske enkelt så afhængig af Lovecrafts prosa og især Derleths udlægning af Lovecraft, at det bliver til komplet ligegyldig og uforpligtende pastiche. Romanen er hverken spændende eller uhyggelig. Den føles snarest som et vogntræk af velkendte temaer, der passerer roligt forbi læseren, før de forsvinder ud i glemslens tåger.

Et væsentligt problem for teksten er, at Lumley måske i virkeligheden er for uprøvet en forfatter i begyndelsen af 70’erne til med overbevisning at kunne skrive i den akademiske stil, som i hvert fald en del af mythos-genren typisk udfoldes i. Jeg tror ikke et minut på Lumleys professor og hans forskning, der ganske enkelt er for famlende og utroværdigt beskrevet. Det er et problem for handlingen, fordi det netop er i troværdigheden, at præcis denne type mythos-fiktion finder sin styrke.

Hardcover, Arkham House 1969. Her optræder “The Sister City” for første gang. Den helt fremragende forside er tegnet af Lee Brown Coye

Med ovenfor stående kritik vil det også være klart, at Lumley på dette tidspunkt ikke har fundet sin mythos-stemme endnu. Hans hovedperson har meget lidt at gøre med Titus Crow og hele ”My heroes fight back”-tilgangen til horror, som Lumley senere har dyrket. Samtidig er det interessant at se, hvor meget der ligger i Beneath the Moors, som Lumley tager op i sit senere arbejde. Oakdeene-sanatoriet figurerer prominent i bogen, og der er tydeligvis en hel del gods i romanen, der finder vej ind i The Burrowers Beneath (1974) og de efterfølgende bøger om Titus Crow.

Man kan med god ret sige, at Beneath the Moors er en form for Brian Lumley in spe. Vi møder ham her som ganske ung og uprøvet forfatter. Resultatet er en ensformig kopivare uden selvstændighed eller kreativt overskud. Det giver eksempelvis ingen mening at sammenligne Lumley med den ni år yngre Ramsey Campbell, der på dette tidspunkt var et festfyrværkeri af fabulerende mythos-horror, der ligger milevidt over Lumleys trivielle tilgang. Det gør alt i alt Beneath the Moors til et begynderværk i et forfatterskab, der senere er gået helt andre veje. At det så måske heller ikke altid har været lige heldigt, er en helt anden snak. Jeg er og bliver nok aldrig den store Brian Lumley-fan.

The Ithaqua Cycle, red. Robert M. Price (1998): Wild is the wind…

Chaosium og rollespillet Call of Cthulhu har haft en enorm betydning for interessen for H. P. Lovecraft, kredsen om Lovecraft og den såkaldte Cthulhu mythos-fiktion. Undertegnede er ingen undtagelse. De nære bånd mellem fiktion og rollespil har derfor også helt åbenlyst været et marked, der kunne opdyrkes for Chaosium. Modsat mange andre rollespilssystemer lå der imidlertid som udgangspunkt et omfattende bagkatalog af fiktion, der relativt let kunne genudgives. En af Chaosiums bedrifter i forhold til mythos-fiktionen har derfor også været at udgive opsamlinger med noveller, der ellers har været ganske vanskelige at få fingre i. Det er i sig selv en stor ting, men måske eller ikke helt uproblematisk.

Paperback, Chaosium 1998. Forsiden er jævnt kedeligt illustreret af H. E. Fassl.

The Ithaqua Cycle, som jeg nok skal komme til om et øjeblik, er et godt eksempel. På forsiden kan vi nede i bunden læse, at der er tale om ”Call of Cthulhu Fiction” – endda angivet med et lille trademark, der skal vise, at dette skam er et officielt brand. Bogen rummer med andre ord noveller, der direkte relaterer sig til rollespillet. Det er klart, at Chaosium gerne så det sådan, men et eller andet sted er der tale om et overgreb eller i hvert fald en transformation af teksternes kontekst, som ikke fremstår helt rimeligt.

Paperback, chaosium 1998

Rollespillet Call of Cthulhu har i høj grad været med til at styrke opfattelsen af Cthulhu mythos som en særlig pulpet horrorgenre med gamle okkulte bøger, tentakelmonstre fra universets dyb og masser af vanvid. Man kan sige, at rollespillet har opdyrket de mere konkrete, traditionelle sider af især Lovecrafts forfatterskab, men i virkeligheden alle dele af mythos-fiktionen. Idéerne om kosmisk gys, filosofien som Lovecraft gradvist fik skrevet sig frem til gennem de næsten uendeligt mange breve, han sendte til sine venner og kontakter, fortoner sig dermed hurtigt hos Chaosium bag orientalsk ramasjang og antikvarisk ballade.

Og her kommer en bog som The Ithaqua Cycle ind i billedet. Bogens noveller er nemlig, som også de øvrige bind i ”cycle-serien”, koncentreret om et specifikt monster eller en guddom, om man vil. Sekundært er der også bind i serien, der udforsker lokaliteterne fra Lovecrafts univers, men det er sådan set to sider af samme sag. Novellerne bliver inspirationskilder og konkrete vejledninger til monstre, væsner og steder, der kan omsættes til rollespillet. Bogen får guidebogens karakter, hvilket kan være godt og fint, men den vinkel på de udvalgte noveller fremmer absolut de stereotype opfattelser af mythos-fiktionen. Desværre. I stedet for at udfordre Call of Cthulhu-rollespillerens billede af Lovecrafts univers har Chaosium gjort, hvad de kunne for at sælge deres særlige fortolkning baseret på spillets logik og præmisser.

Robert McNair Price (født 7. juli 1954)

Når det så er sagt, må man hæfte sig ved, at Chaosiums mythos-bøger blev redigeret af Robert M. Price – lovecraftianer par exellence, udgiver af det banebrydende magasin Crypt of Cthulhu, forfatter og forsker. Price har været en drivende kraft bag udviklingen af forskningen i og omkring Lovecraft, men han har også været en afgørende figur i udgivelsen af yngre såvel som etablerede forfatteres mythos-noveller.  Der er ikke mange redaktører, som har været inde over så meget ny mythos-fiktion, som Price har været igennem snart rigtig mange år. Skulle Chaosium vælge en person til at sammensætte de bedste temabind med mythos-historier, var Price derfor den absolut rigtige.

The Ithaqua Cycle er da også en fremragende komponeret antologi. Den får både det historiske perspektiv, det vil sige udviklingen af selve Ithaqua-guden på plads, og samtidig har Price fundet plads til de mere eksperimenterende historier, hvor vi møder vindguder i nye sammenhænge. F. eks. midt under en ildkamp mellem flyvemaskiner under Første Verdenskrig. Det sker i Stephen Mark Raineys ”Stalker of the Wild Wind”. Der skal derfor heller ikke herske nogen tvivl om, at bogen fungerer rigtig godt. Og Robert Prices små indledninger til alle novellerne er spændende læsning, for alle der interesserer sig bare lidt for mythos-emnet.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Bogen åbner meget passende med Algernon Blackwoods ”The Wendigo” fra 1910, der må siges at være udgangspunktet for alle de senere fortællinger. Novellen er intet mindre end fremragende. Blackwood iscenesætter indianerlegenden om ånden Wendigo som spøgelsesagtig kraft, der hjemsøger de dybe canadiske skove. Et lille jagtselskab kommer lidt for tæt på denne ånd og betaler en dyr pris. Helt eminent, og det bliver ikke meget bedre i resten af bogen. Blackwood er sublim i sin måde at væve gyset frem, så det langsomt sniger sig ind på læseren.

Det er måske derfor heller ikke så underligt, at August Derleth bed mærke i Blackwoods novelle. Blandingen af autentisk mytologi, vildnis og americana lå til højrebenet for Derleth, der gav Wendigo mythos-navnet Ithaqua. Det må nemlig understreges, at Ithaqua i høj grad er en Derleth-konstruktion. Sammenligner man Ithaqua med især Lovecrafts gudeskikkelser, har Derleths vindgud en anden stemning. Der er noget klassisk, både i antik forstand og klassisk, forstået som ordinært, over Ithaqua.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Ikke at Lovecraft og eksempelvis Clark Ashton Smith ikke selv kunne være kommet på en skikkelse som Ithaqua, men den ville utvivlsomt have fået en anden karakter. Jeg vil mene, at Ithaqua i bund og grund har meget lidt egentlig ”Cthulhu mythos” over sig. Det betyder imidlertid ikke så meget, fordi vindguden er et stærkt og gennemtænkt koncept. At bruge den isnende nordenvind som monstrøs guddom har ganske enkelt så mange kvaliteter, at det ikke er så sært, at mange mythos-forfattere senere har følt sig fristede til at digte videre om Derleths gudeskikkelse.

August Derleth skrev selv tre noveller om Ithaqua. Alle historierne hænger løseligt sammen, om end de tangerer en gentagelse af eller parafrase over samme tema. Novellerne er imidlertid blandt Derleths bedre mythos-historier, og var det ikke lige for det punkt, at Lovecraft optræder i dem alle tre som sandhedsvidne og mystiker med okkulte indsigter, var de faktisk rigtig solide. Desværre tager meta-referencen til Derleths idol og forbillede en del af pusten fra stemningen, og gør novellerne lidt fjollede. Måske virkede det overraskende og gådefuldt i 1933, men i dag er det bare plat og dumt.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Ikke desto mindre lagde Derleth køreplanen for en stor del af alle de senere noveller om Ithaqua. Formlen blev eksempelvis samlet op af Derleth-eleven Brian Lumley, der skrev et relativt langt epos om vindguden i novellen ”Born of the Winds” fra 1975. Her møder vi igen Itaqua, der kidnapper sine ofre og flytter dem gennem tid og rum for så at kaste dem fra sig mange hundrede kilometer væk. Lumleys historie om en mor, der søger efter sin søn i Alaskas ødemark, har elementer af drengeromanens vildmarkseventyr. Det fungerer ret godt i forhold til Lumleys vanlige slagkraftige helte og prosa. En slags Jack London der møder mythos-universet. Jeg er ikke nogen stor Lumley-fan, men novellen er en af de bedre. Afslutningen er ganske frygtelig og omtrent så typisk en Lumley-slutningen, som den kan blive. Hovedparten af teksten fungerer dog fint som en optimeret udgave af Derleths gamle fortællinger fra første halvdel af 30’erne.

Blandt de nyere historier i bogen vil jeg først og frem gerne pege på Joseph Payne Brennans charmerende lille pulp-gyser, ”Jendick’s Swamp”, der har en umiskendelig stemning af 80’er-horror. Novellen er fra 1987. Historien er strengt taget kun perifert knyttet til Ithaqua, men pokkers stemningsfuld, det er den. I fortællingen udforsker to mænd et sært gammelt hus midt ude i en sump. Okkult kannibal-horror, mere siger jeg ikke!

Stephen Mark Rainey (født 2. maj 1959)

Pierre Comtois’ ”The Country of the the Wind” fra 1994 er ligeledes et pokkers atmosfærisk bidrag. Novellen slår apokalyptiske toner an. En mand møder en forladt landsby, hvor alt står forladt tilbage, som var indbyggerne blevet hekset bort på et øjeblik. Har vinden mon ført dem bort? Fortællingen er meget vag og stille, men måske netop derfor står den frem blandt bogens øvrige bidrag som noget særligt. Jeg er ret glad for historien, som faktisk fortjener at blive bedre kendt. Da Price inkluderede den i samlingen, må man sige, at hans næse for guld holdt stik.

Med sine 14 noveller er The Ithaqua Cycle en kompakt antologi, der kommer langt omkring. Historierne afsøger afkrogene af fiktionen, der kredser om Ithaqua og sender læseren i vidt forskellige retninger. En stor del af novellerne er mere eller mindre klichéfyldte monsterfortællinger, der genfortæller variationer over samme historie. Og enkelte falder helt igennem, men ikke desto mindre har Robert M. Price samlet så mange gennemført fremragende noveller i bogen, at den er et centralt bidrag til mythos-fiktionen generelt.  Så må jeg også nævne på falderebet, at hele konceptet med vinden, vildnisset og kulden som ramme for gyserhistorier fungerer ufattelig godt – i hvert fald på mig. Monster-pjank eller ej, man kommer langt med en antologi, som den her.

Novellerne:

Algernon Blackwood , “The Wendigo”

George Allen England, “The Thing from Outside”

August Derleth, “The Thing That Walked on the Wind”

August Derleth, “The Snow-Thing”

August Derleth, “Beyond the Threshold”

Brian Lumley, “Born of the Winds”

George C. Diezel II and Gordon Linzner, “Spawn of the North”

Randy Medoff, “They Only Come Out at Night”

Pierre Comtois, “Footsteps in the Sky”

Joseph Payne Brennan, “Jendick’s Swamp”

G. Warlock Vance and Scott H. Urban, “The Wind Has Teeth”

Stephen Mark Rainey, “Stalker of the Wild Wind”

Pierre Comtois, “The Country of the Wind”

James Ambuehl , “Wrath of the Wind-Walker”