Tag Archives: Caitlín R. Kiernan

Caitlín R. Kiernan, Low Red Moon (2003): “… Some are born to endless night”

Paperback, Roc 2003. Romanens første udgave

Med sin fjerde roman opsøgte Caitlín Kiernan H.P. Lovecraft-terræn. Det kan ikke komme som nogen overraskelse, for der havde hun allerede været flere gange i sine noveller, og Low Red Moon, som bogen hedder, lægger sig derfor fint i forlængelse af de tidligere udgivelser i forfatterskabet. Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at Kiernan med romanen havde fundet sin stemme. I debutbogen Silk (1998) tangerer sproget noget kunstlet og manieret, men i løbet af de fem år, der ligger imellem Silk og Low Red Moon, er der sket noget. Kiernans postmoderne gotik med punkere og kunstnere på randen af samfundet har (næsten) veget pladsen for et mere nuanceret miljø, der ikke ser alt i det mørkesyn, som præger de tidlige udgivelser. Verden har fået flere facetter, og miljøskildringerne har udvidet sig, men ikke længere end, at man fortsat kan se udgangspunktet.

I Low Red Moon møder vi parret Chance og Deacon. Chance er gravid og er netop gået på barsel fra sin stilling ved universitetet, hvor hun underviser i palæontologi. Deacon er en historie for sig. Han er ældre end Chance og har tilbragt det meste af sin ungdom på druk for dulme sine synske evner; han ser de døde. Som så ofte med den slags synske folk i genrelitteraturen har han haft et samarbejde med politiet og hjulpet til med opklaringen af mordsager. Efter en særligt grotesk sag med kidnappede børn blev det imidlertid for meget for Deacon, og han smuttede fra det hele.  En ny by, en ny bar, hvor han kunne drikke i stilhed. Sådan var det i hvert fald, indtil han ved et tilfælde mødte Chance, som blev vendepunktet i Deacons liv. Han hoppede på vandvognen og prøver nu at indleve sig helt i rollen som hjemmegående, ædru husfar; en opgave, der ikke er helt let for ham.

Paperback, Roc 2003

Det viser sig da også, at fortiden indhenter Deacon. Politiet har brug for ham og hans evner igen. Den besynderlige seriemordersag, som han bliver involveret i, viser sig snart at have tråde tilbage til Deacons sidste sag, og situationen bliver hurtigt personlig, da det går op for ham, at morderen er kommet efter hans ufødte barn.

Seriemorderen er en ung kvinde, opvokset i Massachusetts, ude ved kysten, hvor hendes bedstefar lærte hende om De Gamle, der sover ude under bølgerne og viste hende, hvordan man ofrer til Dem, der lever under jorden. Den dybt forstyrrede pige forstår, at hun er særligt udvalgt til at blive en af disse skabninger, en ”ghoul” i Lovecrafts forstand, hvilket kan ske gennem et særligt ritual, der kræver et offer; et nyfødt spædbarn. Hvordan sammenhængen mellem pigen og Deacon præcis er, skal jeg ikke komme ind på her. Det er en kompliceret sag, som involverer ghouls, forskellige fraktioner i den okkulte underverden og en god del sort uheld.

Caitlín Rebekah Kiernan (født d. 26. maj 1964)

 

Med Low Red Moon tager Kiernan, hvad der dybest set er en stor kliché i seriemorder-genren og kobler den med elementer fra den såkaldte Cthulhu mythos. Altså en seriemorderroman om en synsk opdager med okkulte fjender. I sig selv kunne hvem som helst have skrevet dette, men Kiernan føjer sit helt eget, unikke sprog til fortællingen og løfter den dermed langt over stort set alt, hvad man kunne tænke sig af okkulte krimier og seriemorderromaner. Ja selv som mythos-roman giver Kiernans personlige fortolkning af Lovecrafts idéer et nyt og fascinerende liv til ellers tyndslidte troper.

Paperback, Roc 1998

Der er en glødende intensitet bag Kienans ord, som fører hende ud i et sjældent lyrisk sprog. Et sprog, der insisterer på skildringen af stemnings- og sanseerfaringer igennem skæve formuleringer og formfuldendte metaforer. Der er en gravitas bag sproget, som giver en bog som Low Red Moon et poetisk alvor, der på sæt og vis står i skærende kontrast til den i bund og grund lettere uopfindsomme handling.

Hardcover, Subterranean Press 2004

Sagen er nok også den, at Kiernan ikke er nogen stor historiefortæller. Hun er i hvert fald ikke den, der udtænker originale historier eller karakterer. I stedet lever en roman som Low Red Moon på de dybt betagende stemningsskildringer og øjebliksbilleder fra de stadigt mere ubehagelige situationer, som Chance og Deacon havner i.

Man skal da bestemt heller ikke tage fejl her, Low Red Moon er en barsk og ubehagelig bog, der til fulde lever op til de vanlige skildringer af brutalitet, som kendetegner seriemorderhistorierne. Vi får også drama og varme følelser i romanen, ikke mindst takket være de udfordringer, som Deacon og Chance møder i deres parliv, og romanen bevæger sig derfor følelsesmæssigt vidt omkring igennem flittig brug af tilbageblik. Tilbageblik, der kommer til at fungere som små pusterum fra historiens nutid, der kapitel for kapitel bliver mere ond.

Paperback, Roc 2007

Her må det også indskydes, at Kiernan til fulde forløser sin skrækhistorie med en slutning, der både giver os den ubehagelig konklusion, som vi har ventet på, men hun forlænger også afslutningen ind i et hjemsøgt, bittert efterspil, der bliver hængende hos læseren efter endt læsning. Igennem hele romanen ligger der en følelse af noget skæbnesvangert og uundgåeligt. Bogens persongalleri styrer sikkert imod undergangen; ikke mindst vores morderiske pige og Deacon, der ikke helt synes af denne verden, men nærmere synes at være født ind i et mørkt univers, der kun harmonerer dårligt med normalitetens dagslysoplyste hverdag. Deacon forsøger ganske vist at flygte fra dette ophav i mørkelandet, men det lykkes ikke for ham. Han hører ikke hjemme i en ordinær verden.

Caitlín Kiernan er uden tvivl en af de stærkeste stemmer i den moderne skrækfiktion, som vi har i dag. Hun er en stor stilist og en sjælden lyriker, der formår at føje et uendeligt hårdt tiltrængt poetisk alvor til skrækfiktionen. Som historiefortæller har hun måske ikke meget nyt at tilbyde, men det er en bagatel set i forhold til de styrker, som forfatterskabet har udviklet siden debutromanen.

 

1 kommentar

Filed under Roman

Caitlín R. Kiernan, Silk (1998): Sortsyn som maner

Paperback, Roc 1998. romanens 1. udgave. Den ret uinteressante forside er skabt af Victor Stabin

Paperback, Roc 1998. romanens 1. udgave. Den ret uinteressante forside er skabt af Victor Stabin

I 1998 udsendte Caitlín R. Kiernan sin længe ventede debutroman. Hun havde inden da fået publiceret en række roste noveller, der udmærkede sig som stemningsfulde og sprogligt sofistikerede bud på underspillet skrækfiktionen. Romanen Silk, som debutbogen hedder, leverede da også præcis dette, og den står i dag som et af de mest stilsikre bud på moderne skrækfiktion fra 90’ernes sidste del.

Romanen er både konkret og i overført betydning bygget op omkring et lille ensemble af karakterer, i hvis centrum vi har tre unge kvinder, der hver især står som både stærke og dysfunktionelle individer i en tumultarisk hverdag, som kun knap og nap hænger sammen. Først er det Daria, som vi hører mest om. Hun er sanger og bassist i en punkgruppe. Et band, der kæmper for at bryde igennem, hvilket i stigende grad synes umuligt takket været guitaristens voksende heroinmisbrug. At Daria også er kærester med Keith, som guitaristen hedder, føjer bare flere problemer til situationen.

Paperback, Roc 1998

Paperback, Roc 1998

En nat samler Daria Niki op – en ung kvinde, der er på flugt fra sig selv og sin fortid, efter hendes ven og tidligere kæreste begik selvmord i New Orleans. Den piercede, punkede Niki bliver en del af gruppen omkring bandet, og snart vil tilfældighederne, at de også møder den enigmatiske Spyder. En unge goth-kvinde, der har sin egen hippe undergrundsgenbrugsbutik og altid synes omgivet af et kleresi af unge, sortklædte teens. Den lyse, nærmest albinoagtige Spyder er imidlertid mere end bare galionsfigur for de unge. Sære kræfter omgiver hende, og det viser sig da også snart, at det er med livet som indsats, at man bevæger sig ind i Spyders tilværelse. Præcis det gør Niki, da hun bliver tiltrukket af Spyder, og dermed udløses den bølge af død og undergang, som Kiernans debutroman skildrer.

Spyder er ikke bare et navn. Som edderkoppen i sit spind lokker hun nemlig ulykkelige sjæle til sig og fortærer dem med hud og hår. Spyder suger ganske enkelt livet ud af de søgende eksistenser, der ser hendes hvide dødelys og bliver tiltrukket af det i storbyens gråsorte nat. Spyder, hvis arme er oversået med tatoverede edderkoppespind, bliver næsten på magisk vis opsamlingssted for de åndligt udstødte, hjemløse punks og isolerede, der ikke passer ind nogen steder. Fra randen af samfundet kalder hun de fremmedgjorte til sig, fordi hun er kærlig, og fordi hun er så uendeligt ensom. Sagen er bare den, at Spyder i sin ensomhed også bærer på destruktive kræfter, der er vokset ud af de groteske traumer, hun blev udsat for som barn takket være hendes religiøse fars mishandling. Spyder knuser med andre ord alle, der kommer hende nær, til trods for, at hun vitterligt kun vil dem det bedste og ønsker at elske dem.

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964) tilbage i slutningen af 90’erne

Silk beskriver Spyders sidste dage og fortæller os, hvordan det bliver Daria og Niki, der kommer til at være de trin, der tager hende mod den endegyldige forløsning fra det helvede, hun har befundet sig i siden barndommen. Spyder er dermed på en gang figuren, alle andre karakterer i bogen spejles i og bogens modstander. Spyder er med andre ord en ambivalent skikkelse, der ikke lader sig forklare entydigt, fordi hun tilsyneladende er sammensat af dikotomier, der befinder sig i en vedvarende konflikt. Fortabt og svag, men stærk og dominerende, uskyldig og hævngerrig, blid og dræbende.

Som det formentlig allerede fremgår, udspiller Kiernans roman sig i en vild storbyundergrund befolket af rodløse eksistenser, teenagere og skæve typer, der ikke har nogen plads i vores bekvemme, borgerlige opfattelse af det normale. Alt dette bliver tilmed set gennem en misantropisk, snerrende spydig tone, der insisterer på at se forfaldet og det uskønne i alt. Kiernan lægger sig dermed afgjort i slipstrømmen på forfattere som Kathe Koja og Poppy Z. Brite, men med en selvstændig stemme i sproget.

Kiernen har afgjort sin egen plads, men hun deler sit fokus på homoseksualitet, fremmedgørelse og isolation med de to førnævnte forfattere. Kiernan har endda lagt en hilsen ind til to af sine inspirationskilder, for en mindre karakter i romanen er opkaldt efter Koja og en anden henviser til Thomas Ligotti.

Hardcover, Gauntlet Press 1999

Hardcover, Gauntlet Press 1999

Netop Ligottis excentriske, amorfe gys har tydeligvis også påvirket Kiernens debutbog, for ganske vist er edderkoppen det bærende, truende element i romanen, der bruges til at manifestere gruen og Spyders vrede. Men grundlæggende er gyset i Silk uforståeligt eller ubegribeligt. Det kommer i edderkoppens form, men hvad der ligger under de vage silhuetter af behårede kryb, ved kun Spyder. Kiernan forsøger dermed også mere eksplicit end både Koja og Brite at skabe decideret gru i kapitlerne. Der vokser således snigende uhygge ud af den grå dyne af depressivt forfald, der gennemsyrer alle kapitlerne.

Lyspunker er der kun få af i Silk, og det eneste autentiske bliver duften og smagen af god kaffe, alt andet lykkedes det for Kiernan at forsure eller udstille som falskt. Det greb har vi mødt før – især hos Kathe Koja og man fornemmer, at det er blevet til en maner eller stil hos Kiernan. Det bliver næsten forceret, når alt, hver evig eneste ting, skal skildres i dets mest nedslående form. Det er med andre ord tydeligt, at Kiernans debut opererer inden for rammerne af en genre med særlige sproglige konventioner og tematiske kernepunkter. Nyskabende er det dermed ikke, men hun løfter arbejdet til perfektion. Ikke desto mindre følger der altid en vis forstening med i en genres formalisering eller dannelse; udtrykket stivner og det er måske ikke så sært, at Kiernan relativt hurtigt skrev sig bort fra så entydig en brug af den nygotiske pessimisme. I stedet vendte sig mod langt mere klassiske udtryk, som de eksempelvis kan findes i spøgelseslitteraturen.

Paperback, Roc 2007

Paperback, Roc 2007

Med Silk oplever man en genres formalisering og forstening i samme bog. Var Kiernans sprog ikke så stærkt og billedskabende, ville bogen være ulæselig, men hun får skabt sit værk og udnyttet rammen til på smukkeste vis, men med Silk synes både stilen også endegyldigt udtømt og fortællingen fortalt. Andre fulgte senere efter, men ingen har formået at føje nyt til den gråsorte tone af forfald, der udgår fra romanen.

Silk lukkede og slukkede dermed også for en litterær strømning i 90’erne, som nu står tilbage som et af de mest overraskende og betydningsfulde bidrag til den moderne skrækfiktion, og selvom Kiernan efterfølgende har skabt en lang række pragtfulde genreværker, indtager Silk en særlig status som sidste søm i den kiste, der begravede 90’ernes opgør med en forloren og kommerciel skrækbranche. Opgørets kamp for en ny form for gys endte desværre i en blindgyde, fordi det kommercielle monstergys hurtigt kom tilbage som folks foretrukne skræklæsning, men et værk som Silk står stadig tilbage som isnende højdepunkt og minder os om, at der er alternativer til alle dem, der tør bevæge sig bort fra de vante græsgange.

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Shadows over Baker Street, red. Michael Reaves & John Pelan (2003): Er du også træt af ufarlig, uambitiøs Cthulhu mythos?

Paperback, Ballantine Books 2003.  Forsiden er stemningsfuldt tegnet af John Jude Palencar. Desværre ødelægges billedet af alt den meget ligegyldige tekst

Paperback, Ballantine Books 2003. Forsiden er stemningsfuldt tegnet af John Jude Palencar. Desværre ødelægges billedet af alt den meget ligegyldige tekst

Jeg synes faktisk, at jeg har læst ret mange antologier med nye Cthulhu mythos-fortællinger. Oprindeligt elskede jeg dem og slugte novellerne råt, men i løbet af de seneste par år er det blevet sværere og sværere for mig at blive begejstret over den måde, som den såkaldte ”Cthulhu mythos” bliver skrevet på. Faktisk er det efterhånden som regel en forstemmende oplevelse at sidde med de altid tentakeludsmykkede bøger, fordi historierne er så gudsjammerligt ligegyldige. Der er meget, meget langt mellem de gode noveller. Min passion for Lovecraft står imidlertid uantastet, og måske er det også derfor, at jeg gang på gang hopper på limpinden og finder en af de nyere antologier ned fra hylden. Måske bliver jeg klogere en dag.

Paperback, Ballantine Books 2003

Paperback, Ballantine Books 2003

Michael Reaves og John Pelan udsendte i 2003 en antologi, hvis idé har ligget in spe i mange år, fordi temaet synes så oplagt. Temaet er nemlig en kobling mellem Victoriatidens England og klassisk pulpet Cthulhu mythos. Allerede August Derleth så et potentiale i den kobling, men fik aldrig gjort noget ved det. Det blev derfor spilfirmaet Chaosium, der som de første for alvor byggede broen med deres Cthulhu by Gaslight-supplement fra 1986. Reaves og Pelan går imidlertid et skridt videre med deres antologi. De har nemlig med tilladelse fra det officielle Doyle Estate koblet selveste Sherlock Holmes med Lovecrafts mythos og derved skabt en supertanker af en litterær konstruktion, som afgjort måtte vække opsigt. Det gjorde bogen skam også. Den fik hæderlige anmeldelser i pressen, da den udkom, men jeg er langt fra glad for den.

James Michael Reaves (født 14. september 1950)

James Michael Reaves (født 14. september 1950)

I bogens forord lægger de to redaktører absolut ikke skjul på, at det er en spektakulær bog, som de nu udgiver. Ikke alene griber de fat i noget af genrelitteraturens fineste arvesølv, de har også mønstret et flot opbud af tidens vigtige genreforfattere.

Det er skam heller ikke hver dag, at der udgives bøger med nye fortællinger om Sherlock Holmes. Desværre klinger redaktørernes entusiasme og stolthed hult, så snart man dykker ned i historierne. Neil Gaiman åbner ellers underholdende og vanligt drilskt med sin lille post-moderne “A Study in Emerald”, der vender alting på hovedet og viser os en mythos-fortælling fra en ganske overraskende vinkel. Men Gaiman og et lille udpluk af andre bidrag er mere eller mindre det eneste, der hæver sig over trivielle plotfinurligheder og sproglig banalitet. Det er med andre ord et fåtal af historier i bogen, der formår at løsrive sig fra pastichens hængedynd og skabe noget selvstændigt.

John C. Pelan (født 1957)

John C. Pelan (født 1957)

Man fornemmer, at de enkelte forfattere har siddet med et valg om at skrive en Sherlock Holmes-fortælling i Lovecrafts univers eller at skrive en Lovecraft-fortælling med Sherlock Holmes. Groft sagt forsøger ingen det sidste. Nærmest alle historierne bruger Doyles sprog og karakterer som deres vigtigste virkemidler, og krydrer derefter handlingen med de sædvanlige mythos-platheder, vi kender til hudløshed. Horror er der ikke meget af. I stedet er bogen fuld af tåkrummende forsøg på at gøre Holmes-karakteren levende og nærværende.

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (22. maj 1859 – 7. juli 1930)

Steve Perrys kække “The Case of the Wavy Black Dagger” er et godt eksempel, der symptomatisk for antologien som helhed fejler over hele linjen – både som Doyle- og Lovecraft-inspireret tekst. Historien er ganske enkelt for blød og ufarlig. Sherlock Holmes bliver en sovepude, der kvæler mystikken og tager brodden ud af enhver trussel, fordi end ikke Lovecrafts ældgamle, gudelignende væsner har en chance imod geniet fra Baker Street. Selv en forfatter som Poppy Z. Brite, der ellers har en høj stjerne hos mig, fejler eklatant med novellen “The Curious Case of Miss Violet Stone”, der i bedste fald må karakteriseres som uoplagt.

Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Nu er det naturligvis ikke ren elendighed. Bogen indeholder skam også noveller, der fortjener at blive trukket positivt frem. Allerede da bogen udkom, og jeg læste den for første gang, bed James Lowders “The Weeping Masks” sig fast i min bevidsthed. Historien skildrer Watsons sidste tid i Afghanistan, da han bliver såret og får den berømte lette halten, som Holmes bemærker under deres første møde. “The Weeping Masks” er en intens fortælling fyldt med et barokt, svulmende sprog, der hylder siderne i fremmedartede dufte og sanseindtryk. Han fører os med til et hashtåget Afghanistan fyldt med mystik og ulmende, ældgamle hemmeligheder. Glimtvis fanger han endda noget ganske skræmmende i sin skildring af et mystisk præsteskab, der bærer grædende masker. Den stemning, Lowder her får skrevet frem, er ganske enkelt fremragende og rig på en måde, som man sjældent møder den.

Steve Perry (født 31. august 1947)

Steve Perry (født 31. august 1947)

Caitlín R. Kiernans “The Drowned Geologist” er bogens anden helt og aldeles fremragende historie. Historien fortæller med uskyldig stemme om en ung geologs sære oplevelser langs kysten ud for Whitby i dagene efter, at den russiske skonnert Demeter er løbet på grund (sic!). Med iskolde naturbeskrivelser, der drypper af bølgernes skumsprøjt og ruskes af vinden i den forblæste kystbevoksning, bliver det lille, underspillede drama fortalt. Hun gør det med en elegance og sikkerhed, som jeg tror, de fleste vil misunde hende. Med enkle beskrivelser formår hun at iscenesætte noget stemningsmæssigt stort og truende, der vel at mærke ikke udspiller sig i selve novellen, men i de historier, som novellen er skrevet i dialog med.

James Daniel Lowder (født 2. januar 1963)

James Daniel Lowder (født 2. januar 1963)

Til sammen er Lowders og Kiernans noveller kærkomne læseoplevelser i en bog, der desværre skuffer fælt. Jeg ved egentlig ikke, hvem der vil være mest skuffet, Lovecraft-læsere eller Doyle-entusiaster. Formentlig førstnævnte. Det er i hvert fald forbløffende, hvor lidt ”kosmisk horror”, der har fundet vej ind i bogen, som faktisk overvejende har en munter tone. Noget der absolut ikke er hensigtsmæssigt i forhold til de lovecraftianske idéers troværdighed. Faktisk kan jeg ikke fordrage kombinationen af humor og Cthulhu mythos. Det er imidlertid hverken det godmodigt glade eller uforpligtende ved bogens noveller, der irriterer mig. Det er den komplette mangel på kreativt overskud, der ødelægger det hele.

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Lowder og Kirenan har leveret det, som ingen andre i bogen har gjort. De har leveret stærke tekster fyldt med liv og nærvær. Ikke alene fortjener de applaus for det, de redder også Shadows over Baker Street fra den rene fiasko. En god idé, der fejler. Et stykke kommerciel metervare, som burde være blevet kasseret. Der går afgjort noget tid, før jeg opsøger nye mythos-fortællinger, men lur mig om jeg ikke om nogle uger sidder med Cthulhu & co. igen.

Jeg bliver nok alligevel aldrig klogere!

 

Novellerne:

Neil Gaiman, “A Study in Emerald”

Elizabeth Bear, “Tiger! Tiger!”

Steve Perry, “The Case of the Wavy Black Dagger”

Steven-Elliot Altman, “A Case of Royal Blood”

James Lowder, “The Weeping Masks”

Brian Stableford, “Art in the Blood”

Poppy Z. Brite & David Ferguson, “The Curious Case of Miss Violet Stone”

Barbara Hambly, ”The Adventure of the Antiquarian’s Niece”

John Pelan, “The Mystery of the Worm”

Paul Finch, “The Mystery of the Hanged Man’s Puzzle”

Tim Lebbon, “The Horror of the Many Faces”

Michael Reaves, “The Adventure of the Arab’s Manuscript”

Caitlín R. Kiernan, “The Drowned Geologist”

John P. Vourlis, “A Case of Insomnia”

Richard A. Lupoff, “The Adventure of the Voorish Sign”

Gwynplaine MacIntyre, “The Adventure of Exham Priory”

David Niall Wilson & Patricia Lee Macomber, “Death Did Not Become Him”

Simon Clark, “Nightmare in Wax”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling