Tag Archives: Charles Beaumont

Charles Beaumont, Perchance to Dream. Selected Stories (2015): Den stærke stemme

Paperback, Penguin Books 2015. Forsidens billede er tegnet levende af Will Sweeney

Paperback, Penguin Books 2015. Forsidens billede er tegnet levende af Will Sweeney

Penguin Books tog et stort skridt i retning af den formelle anerkendelse af Charles Beaumonts forfatterskab, da de i 2015 udsendte et udvalg af hans noveller. Den type bøger, der kommer i Penguin Classics-serien, er noget af det tætteste, man kommer på en officiel, litterær blåstempling. Noget, der absolut kun er de færreste genreforfattere forundt. For Charles Beaumont er det imidlertid nu lykkedes, og det kan da også kun siges at være fuldt fortjent, fordi han uden tvivl repræsenterer en af de helt stærke stemmer i 50’ernes amerikanske genrefiktion og måske endda også i 50’ernes fiktion generelt.

I bogen er Ray Bradburys essay ”Beaumont remembered” fra 1981 genoptrykt som indledning, og her får vi nogle perspektiver på Beaumonts forfatterskab fra en af hans nærmeste venner og litterære fæller. Bradbury ser Beaumont som forvandlingens kunstner, der eksploderer i idéer og fortællinger. Som en plotmaskine, der gang på gang kunne udfordre og overraske sine læsere med de utroligste påfund. Påfund, der på en eller anden måde altid synes at tage udgangspunkt i tankeeksperimenter som; ”hvad nu hvis…” og så indsættes de skæve idéer her. Bradbury understreger også Beaumonts humor og vid, hvilket absolut også skinner igennem i novellerne.

Paperback, Penguin Books 2015

Paperback, Penguin Books 2015

Bradbury har også ret i sin vurdering af Beaumont, men læser man antologiens udvalg af historier, er det tydeligt, at Bradbury kun ser bestemte sider af forfatterskabet. De sider, der formentlig ligner Bradburys eget forfatterskab mest. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at Beaumonts sprog var langt rigere og meget mere klassisk end Bradburys. De delte en hang til spekulative idéer, men sprogligt havde Beaumont en poetisk åre, som gik dybere og flød mere frit end den modernistiske, eksperimenterede Bradbury. Man behøver blot læse de første linjer i novellen ”Place of Meeting” for at fornemme det, for her tegner Beaumont med få virkemidler et enormt billede af sælsom, stillestående mystik:

It swept down from the mountains, a loose crystal-smelling wind, an autumn chill of moving wetness. Down from the mountains and into the town where it set the dead trees hissing and the signboards creaking. And it even went into the church, because the bell was ringing and there was no one to ring the bell… (s. 109)

I novellen inviterer han os ind i sin verden, og sådan åbner langt de fleste af Beaumonts fortællinger. Poetiske drømmefingre kalder os ind i hans univers, der gradvist forvandler sig til historier, som altid rammer skævt i forhold til vores almindelige genredefinitioner. Fantasy, horror og SF glider hos Beaumont sammen i overraskende og udefinerlige sammensyninger.

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

I novellen ”Fritzchen” hører vi om en dreng og hans far, der finder et bizart dyr i en sump. Den resolutte far er tilfældigvis dyrehandler og tager væsnet med hjem, hvilket drengen er stærkt utilfreds med, fordi det var ham, der fandt den sære skabning først. En kamp mellem far og søn udspiller sig, hvillet imidlertid bare tjener til at aflede deres opmærksomhed fra dyret, der vokser og vokser. I en historie som denne kommer Beaumonts mange strenge i spil. Her blander han absurd komik, gru og basale iagttagelser af mennesker.

Oribit Magazine, marts 1953, med novellen "The Place of Meeting"

Oribit Magazine, marts 1953, med novellen “The Place of Meeting”

Mere sproglig dybde finder man i novellen ”The Howling Man”. Historien udspiller sig i 1930’erne og beskriver en ung mand fra Boston, der cykler rundt i Europa på dannelsesrejse. Ikke alene formår Beaumont her at flette den form for udlængsel og generationsopgør ind i sin tekst, som Jack Kerouac havde betaget den amerikanske nation med i On the Road, Beaumont formår også at lægge et fascinerende allegorisk lag ind i teksten. På overfladen handler den gotiske historie nemlig om den unge mand, der som patient på et kloster møder en forhutlet fange i klostrets kælder. Vildmanden i kælderen bliver holdt mod sin vilje, fortæller han, og den unge mand slipper ham derfor fri. Det skulle han bare aldrig have gjort, for det viser sig, at det var Djævlen selv, som blev gemt dybt under de teutonske mure. Med Fanden fri kan det onde atter drive sit uvæsen i verden, og kort efter bryder Anden Verdenskrig ud. For Beaumont synes budskabet til os klart – vi må holde vildmanden indespærret. Stoppe ham så langt ned i kælderen som muligt, for når han slipper løs i verden, betyder det død og ødelæggelse.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Anderledes bizar er novellen ”Free Dirt”, der handler om den umættelige gratist, der begynder at hente gratis, overskydende jord fra en kirkegård i nabolaget. Selvom han ikke har noget at bruge jorden til, bliver det en besættelse for manden, der til sidst ender med kummerligt at æde sig selv ihjel i kirkegårdsmulden, fordi han hallucinerer og tror, det er mad. Liggende som en grotesk maddike finder naboerne manden død i baghaven en morgen, halvt begravet i den gratis jord. Historien er fortalt med en tilsyneladende lethed, men lige under den vittige overflade ligger der et ætsende, snerrende lag, der udstiller den grådige gratist i os alle.

En mere klassisk, men mindst lige så virkningsfuld side af Beaumont, møder vi i novellen ”The New People”, der tager os med ind i det forstadsamerika, som Jack Finney beskriver i The Body Snatchers og Ira Levin portrætterer i The Stepford Wives. Beaumont er imidlertid langt mere på bølgelænge med Levin end Finney, for historien portrætterer et lille villakvarter, hvor indbyggerne er begyndt at kede sig i deres småborgerlige forstadsidyl. En kedsomhed, der først fører til seksuelle eksperimenter som partnerbytte, men snart tager en drabelige retning.

The Magazine of Fantasy  and Science Fiction, maj 1955, med novellen "Free Dirt"

The Magazine of Fantasy
and Science Fiction, maj 1955, med novellen “Free Dirt”

Fælles for en stor del af Beaumonts noveller er det tydelige psykologiske portræt. Hvor tidens traditionelle genreforfattere var optaget af plot, synes Beaumont at være optaget af sine personer og den måde, de indgår i deres verden på. Det får ham til at stikke ud blandt hans samtidige, fordi han dermed i langt højere grad synes at skrive noveller, der peger frem i tid. Beaumont er med andre ord forankret i genrelitteraturens fremtid, ikke den pulpede fortid, selvom denne altid er hans udgangspunkt.

IF Magazine, december-1954, med novellen "The Jungle"

IF Magazine, december-1954, med novellen “The Jungle”

Desværre for Beaumont skulle han ikke selv blive en del af fremtiden, fordi han døde som 38-årig. Han efterlod sig en betragtelig produktion, men stort set hele hans prosa var rodfæstet i den kommercielle fiktion, og det kunne have været fantastisk at opleve en mere moden Beaumont, der kunne skrive mere frit, for uanset hvor strålende hans noveller er, så sidder jeg tilbage med en følelse af, at verden aldrig fik den fabelagtige roman, som givetvis ville være kommet på et tidspunkt. Den må vi derfor nu fantasere om, men heldigvis er der så mange noveller og et par romaner, som vi kan glædes over i stedet.

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Playboy’s Stories of the Sinister & Strange (1969): Perfekte, sære, sære fortællinger

Paperback, Playboy Books 1969. Forsiden er malet af Gilbert Shaw

Paperback, Playboy Books 1969. Forsiden er malet af Gilbert Shaw

Det hører sjældenhederne til, at jeg får pløjet mig gennem en antologi, hvor tingene går op i en højere enhed. Hvor novellerne entydigt belyser fælles fænomener, og hvor kvaliteten er usvækket høj. Det sker, men det sker rigtigt sjældent. Som jeg har skrevet før, er jeg som regel glad, hvis bare en enkelt novelle eller to brænder igennem som noget særligt. Men når det så endelig sker, at en hel bog løfter sig op i de sjældne, fremragende luftlag, er det nærmest magisk. Og Playboy’s Stories of the Sinister & Strange fra 1969 er afgjort noget særligt.

Antologien bringer 11 ganske forskellige noveller, der alle har været bragt i bladet mellem 1956 og ’68. Tonen svinger fra horror til mild galgenhumor, og stemningerne krydser fra stille gru til dystopisk SF. Der er med andre ord ikke nogen rød tråd at finde her, den eneste fællesnævner er fortællingernes kvalitet og historiernes virkelighedsforvridende indhold.

Paperback, Playboy Books 1969

Paperback, Playboy Books 1969

Novellen ”The Dark Music” af Charles Beaumont er afgjort min favorit. Historien er et stille drama, fyldt med fordækte skygger og truende væsner, der griber brutalt ind i en ellers mondæn verden og forandrer alt. Den snerpede pebermø og lærerinde Miss Maple hører mærkelig musik en dag, da hun har sin klasse med ude i skoven på en udflugt. Musikken hypnotiserer den stakkels frøken, og snart har hun sit livs erotiske oplevelse mellem de gamle egestammer. Hun voldtages på det nærmeste, og Miss Maple er fra det øjeblik tabt til skovens kræfter, og de erotiske fantasier. De seksuelle oplevelser vil ganske enkelt ikke slippe hende, og hun drømmer nu kun om at vende tilbage til lysningen, hvor det hele skete.

Det er en novelle som denne, fyldt med vindunderlige mørke metaforer og dystre kræfter, der er den litterære benzin, som holder min begejstring for genrefiktion kørende. Beaumonts underspillede gru er på en gang et banalt personportræt og et voldsomt, stormfuldt stykke gotisk litteratur, der stikker langt dybere end selve billedet af den forsagte Miss Maple.

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

Ken W. Purdys absurde ”The Golden Frog” er endnu et højdepunkt, fordi vi her møder genreoverskridende, surrealistisk fiktion, der genstridigt undviger vores trang til kassetænkning og skaber noget eminent foruroligende. Klokkespilsentusiasten(!) John Vanyon er oppe i et kirketårn for at se på klokkerne, da et uvejr bryder løs. Et vindstød smækker døren til tårnet i, og han er nu fanget. Mens uvejret nærmer sig , ser John pludselig en ung mand komme op til tårnet nede på jorden.

Først står manden bare for foden af tårnet, men snart begynder den fremmede at kravle op ad muren kun ved brug af de bare hænder. En fysisk umulighed, og mens stormen tager til, bliver historien også tiltagende mærkværdig. Jeg kan næsten stadig få gåsehud, når jeg tænker på den bizarre unge mands entré i historien, som er en omgang uforligneligt skrækfiktion, men afgjort ikke vanlig horror. Det viser sig nemlig snart, at historien er en metafysisk fabel, og næppe overraskende er novellen en af de senere, skrevet i ’63, hvor præcis spørgsmålet om verdens beskaffenhed og østlig filosofi holdt sit indtog i populærkulturen.

Gerald Kersh (1911–1968)

Gerald Kersh (1911–1968)

En tredje, fascinerende fortælling er Gerald Kershs ”Somewhere not far from here”, der er et mærkværdigt, forvrænget bud på en pulpet krigsberetning om oprørskamp og selvopofrelse. Historien er en bidsk krigskritik, og Kersh får til fulde hamret sin pointe hjem om krigens meningsløshed. Vi kommer ind et tilfældigt sted i beretningen og forlader den igen et tilfældigt sted, præcis som guerillasoldaternes liv i novellen toner frem og forsvinder igen.

Et sidste eksempel på antologiens alsidige kvaliteter kunne være den humoristiske ”The Dispatcher” af Gerald Green. Her afsløres det, at den amerikanske hær formentlig har brugt et stof på sin egen befolkning, der skal militarisere hele landet. Resultatet er en skør fortælling om en jeg-fortæller, der stykke for stykke ser sin verden bryde sammen i soldaterterminologi og absurd meningsløshed.

Gerald Green (8. april 1922 – 29. august 2006)

Gerald Green (8. april 1922 – 29. august 2006)

Som jeg skrev i begyndelsen, er et af de eneste fællestræk ved historierne i bogen deres insisteren på at nedbryde den verden, vi kender og at gøre grunden under vores fødder usikker. Det sker på vidt forskellige måder, men resultatet er lige foruroligende hver gang. Bagsidens tekst holder med andre ord til fulde stik. Det i sig selv er jo lidt af en bedrift.

Det er også slående hvor befriende det er at læse genrefiktion, der udfordrer grænser og undviger lette definitioner. I 60’erne og 70’erne var Playboy ganske enkelt en af de væsentligste amerikanske kanaler for genrehistoriske nybrud. Listen og litterære bedrifter, der er udgået fra bladets forlag, er slående (William Hjortsberg, Peter Blatty, Stephen King etc., etc. for blot at nævne nogle af de bedst kendte). Hatten af for Playboy, der trods sin status som letbenet mandeblad turde satse hårdt på skæv fiktion. Fiktion, der grundlæggende må betragtes som smal og dermed lident kommerciel.

Playboy, december 1956. Bladet hvor Charles Beaumonts fremragende novelle "The Dark Music" blev trykt

Playboy, december 1956. Bladet hvor Charles Beaumonts fremragende novelle “The Dark Music” blev trykt

Der er mere kreativt overskud og græsrodsstemning over en bog som denne her end hovedparten af de antologier, vi ser fra vores små forlag herhjemme, hvilket et eller andet sted siger meget om vores tilgang til genrefiktion herhjemme. Det er i hvert fald slående, hvor altmodisch og konservativt det føles at sidde med bøger som Vampyr og Varulv fra Kandor efter at have læst en antologi som denne. Bøger, som før nævnte, synes mere end noget andet at bekræfte de problemer, som horrorgenren oplever (herhjemme såvel som i udlandet) i dag, hvor den som oftest fremstår som repetitiv stiløvelser, der insisterer på at opfylde publikums stereotype forventninger.

Playboy’s Stories of the Sinister & Strange er stof til eftertanke og en perfekt lille samling noveller, som slidstærkt stadig har lige så stor virkning i dag som dengang, de blev skrevet for snart mange år siden. Ah, jeg tror næsten, at jeg skal læse Beaumonts novelle igen, før jeg sætter bogen på plads på hylden

Bravo Playboy, bravo!

 

Novellerne:

Irwin Shaw, “The Mannichon Solution” (1967)

Charles Beaumont, “The Dark Music” (1956)

Gerald Kersh, “Somewhere Not Far from Here” (1965)

Bruce Jay Friedman, “The Investor” (1962)

Ray Russell, “Ripples” (1967)

Gerald Green, “The Dispatcher” (1967)

John Wyndham, “Wise Child” (1967)

Kurt Vonnegut Jr., “Welcome to the Monkey House” (1961)

L. Tassone, “Room 312” (1967)

Ken W. Purdy, “The Golden Frog” (1963)

John D. MacDonald, “The Annex” (1968)

 

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling