Tag Archives: Cirkus

Ray Bradbury, Something Wicked This Way Comes (1962): Bittertsød barndomsgru

Paperback, Gollancz 2008

I Ray Bradburys ganske omfattende forfatterskab er der næppe nogen roman, som har opnået samme status som hans højtelskede Something Wicked This Way Comes fra 1962. Bogen er et stykke arketypisk amerikansk fiktion, der i længselsfulde toner fortæller om livet i provinsen i 50’erne. Romanen er sødladen, den er nostalgisk, den er rørende og grufuld. Bogens popularitet skylds da også uden tvivl, at Bradbury fik skabt noget mere og større end bare et sentimentalt barndomsminde. Han skabte en roman, der med pinefuld præcision skildrer det sted i livet, hvor barnet forlader forældrenes vej og baner sin egen sti ud i livet. Det moment gør ondt, og det er angstprovokerende for både børn og forældre, men det er også et flot øjeblik, og alt dette fanger Bradbury på smukkeste vis.

Historien udspiller sig i en landlig lilleby i det amerikanske kerneland. Vi hører her om de to drenge Jim Nightshade og William ”Will” Holloway, der begge i nærmeste fremtid fylder 14. Da vi kommer ind i fortællingen, er det klart, at drengene bruger ganske meget tid på at drive omkring i byen og byens omgivelser på egen hånd. En eftermiddag møder de en mand, der sælger lynafledere, og dramatisk fortæller han drengene, at der er en storm på vej. Det viser sig at være rigtigt, blot handler det ikke om en storm i gængs forstand. Der er nemlig i stedet tale om fygtelige omvæltninger, der skal komme til at vende op og ned på drengenes tilværelse.

Paperback, Gollancz 2008

Det viser sig, at der kommer et tivoli til byen, med alt hvad det indebærer af forlystelser og sære personager. Noget er imidlertid anderledes ved dette tivoli; for det første kommer det til byen i oktober måned, ikke om sommeren som normalt. For det andet er alt ved både forlystelserne og de ansatte en smule ubehageligt. Ikke mindst tivoliets ejer Mr. Dark er en ubehagelig figur, der ikke varsler noget godt.

Mr. Darks tivoli er da heller ikke på nogen måde et normalt foretagende. Dark og hans folk lever ganske bogstaveligt af frygt og negativ energi. På evig rejse gennem efteråret, der aldrig slutter for dem, jager de steder, hvor undertrykte idéer og indeklemte følelser har hobet sig op og nu er parate til at blive høstet. Wills og Jims hjemby er præcis sådan et sted, og da sandheden om dette tivoli går op for drengene, forsøger de at gå til angreb på Dark og hans folk. Deres eneste støtte er Wills far, der tror på drengene.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Spåkonen eller heksen i Mr. Darks menageri synger et sted: ”Tell you your husbands. Tell you your wives. Tell you your fortunes. Tell you your lives. See me, I know. See me at the show. Tell you the color of his yes. Tell you the color of her lies. Tell you the color of his goal. Tell you the color of her soul. Come now, don’t go. See me, see me at the show.” (s. 159)

Næsten hele bogens konflikt indfanges her, for i Darks Tivoli lokkes folk til med et løfte om forandring, men i stedet for at blive bedre mennesker udløser Dark folks inderste frygt og løgne. På magisk vis ser tivoliets ansatte ind i hjertet på lillebyens borgere og afslører deres drifter og længsler. De lokkes til med løfter om gratis hjælp, men ender i sidste ende som ødelagte, maltrakterede monstrøsiteter, der må optræde i Mr. Darks show.

Hardcover, Simon & Schuster 1962. Romanens 1. udgave

Den store forestilling, ”the show”, er en bærende metafor i bogen, fordi Bradbury beskriver livet som den store forestilling, der passerer os alle forbi. Will og Jim har indtil nu blot set på forestillingen udefra, men de er begyndt at ane, at der måske er mere i dette spil, dette ”show”, end man umiddelbart kan se. Drengene gennemskuer imidlertid også tivoliets hemmelighed og tager kampen op imod skyggesiderne i ”the show”. Grunden til, at drengene kan gennemskue Mr. Dark er, at Will og Jim står midt i mellem barndom og voksenliv; de ser antydninger af livets alvor, men har deres fantasi og uskyld intakt, hvilket stort set ingen voksne har. Wills far er en undtagelse, for han har bevaret en flig af sin barndom i hjertet og aldrig helt affundet sig med voksenlivet.

Umiddelbart er kampen mod Mr. Dark ulige, for hvem kan hamle op imod den, der kontrollerer alle længsler og forsmåede følelser? Byen danser efter Darks fløjte og lokkes til i hobetal, takket være hans sirenesang og det stærkeste løfte af dem alle, karrusellen, som lader den, der rider den, blive ældre eller yngre, alt efter behov og ønske. Dark er den sataniske frister, der kender hvert eneste svage punkt i alle sjæle.

Paperback, Bantam Books 1963

Det, Mr. Dark gør, er at vise sine gæster en mørk spejling af livet, der fremhæver alt det nedslående, alt det triste og depraverede. Voksne er især lette ofre for dette, fordi de for længst har erkendt, hvordan alt i tilværelsen er farvet i gråtoner. Sådan er det ikke for Will og Jim, der endnu ikke har trådt ind på den voksne sti, og derfor ser de stadig alt med uskyldige øjne. Seksualitet, død og uafhængighed viser sig som vage silhuetter på horisonten, og læseren ved, at dette måske er drengene sidste måneder som børn, men det store skifte er endnu ikke sket. Will far, der fortsat står med en fod fanget i barndommen, ser også mere end alle andre, og sammen udtænker de våbnet mod Mr. Dark.

Han skal ikke bekæmpes med vold eller magt, nej svaret ligger i latteren. Det er i den barnlige, ubekymrede evne til at grine, at våbnet mod mørket ligger, og det er præcis på den måde, at det lykkes for de tre helte at redde byen. De ved godt, at det kun er en stakket frist. Faktisk ved de inderst inde, at mørket allerede har taget bo i dem, fordi de har set for meget af tivoliet. I sidste ende vinder Dark derfor altid, men man kan holde ham hen, og den viden giver en ægte lykkefølelse, der i bogens sidste linjer skildres med sentimental perfektion, da Will, Jim og Wills far sammen, leende, løber gennem oktobernatten – løber fordi de har lyst, og fordi det at løbe er følelsen af ubekymret frihed.

Hardcover, Hart-Davis 1963

Ray Bradburys roman sætter ord på en afgørende forskel mellem barneliv og voksenliv; den beskriver det uskyldstab, der følger med voksenlivets erkendelse af, at livet i sidste ende er en lang række af kompromisser. Mr. Dark og hans cirkus er vrangbilledet på voksentilværelsen, og den sataniske karrusel er stedet, som man taber sig i, hvis man først giver sig hen til drømme om alt det, der ikke er eller aldrig blev til noget.

Tivoliet, the show, er det modsatte af barnets evne til at leve i nuet, og på sin egen sværmeriske måde lykkedes det rent faktisk at skabe en roman, der minder os alle om, at vi må værne om fantasien og glæden, fordi de mørke kræfter i os alle kun alt for let tiltrækkes af den i sidste ende overvældende modgang, som mere eller mindre konstant ligger og lurer i alles liv. Vi må glemme den, siger Bradbury, og tage ved lære af Will og Jim, ellers havner vi hos Mr. Dark som artister i hans show, og der har man ikke lyst til at være.

Paperback, Corgi Books 1965

Paperback, Corgi Books 1969

Paperback, Bantam Books 1970

Paperback, Corgi Books 1975

Paperback, Bantam Books 1978

Paperback, Granada 1983

Paperback, Avon Books 1998

Hardcover, Avon Books 1999

Paperback, Gollancz 2006

Hardcover, PS Publishing 2015

Paperback, Gollancz 2015

Paperback, Simon & Schuster 2017

1 kommentar

Filed under Roman

Først var han grov – så blev han ond: Da klovnen blev uhyggelig

Hardcover, Hodder and Stoughton 1986

Hardcover, Hodder and Stoughton 1986

Der kan siges meget om Stephen Kings forfatterskab, men mandens indvirkning på horrorlitteraturen fra 70’ernes slutning og op gennem 80’erne er uomtvistelig. Kings indflydelse kan registreres på mange måder – man kan se, hvordan hans stil, romanernes opbygning, for ikke at nævne deres længde, langsomt bliver normen inden for den gren af gyserlitteraturen, der sloges om pladserne på bestsellerlisterne – og ja, det var dengang horror, ikke krimier, var blandt de bedst sælgende romaner. Det var engang…

Paperback, Signet Books 1987

Paperback, Signet Books 1987

Den måde klovnen bliver brugt og afbilledet på i horrorgenren, er også et meget konkret, om end knap så afgørende sted, hvor jeg vil mene, at Kings indflydelse gør sig gældende. Før King skrev og udsendte It i 1986, var klovne absolut almindelige figurer i genre- og pulplitteraturen. De kunne optræde som grumme, groteske karakterer, hvor forfattere og forsidetegnere spillede på kontrasten mellem det venlige, ”morsomme” ydre og det fordærvede indre (Sagde du Krusty?).

Paperback, Signet Books 1996

Paperback, Signet Books 1996

Klovnenes karnevaleske afsøgen af grænser har gjort dem til populære figurer, der opererer på randen af samfundet. Cirkusset bliver det eksotiske frirum, hvor alting kan ske. Der hvor eventyr, spænding, passion og hemmeligheder kan trives. Der hvor det grænsen mellem gøgl og vanvid krydses.

Alt dette har naturligvis udmøntet sig vidt forskelligt i genrelitteraturen, fra rendyrket eksotisk eventyr til mareridtsagtig horror – tænk bare på Bradburys Something Wicked This Way Comes (1962) eller Poes ”The System of Doctor Tarr and Professor Fether” (1845). Klovnen bærer derfor også mange forskellige masker i de forskellige fortællinger, men det er først, da King slipper sin Pennywise løs på ”The Losers’ Club” i It, at klovnen for alvor bliver diabolsk.

Ten Detective Aces, maj 1941

Ten Detective Aces, maj 1941

Jeg vil mene, at der er et tydeligt før og efter It, når vi ser på brugen af klovnen i gyseren. King skærper de allerede i litteraturen eksisterende forestillinger om klovnen som ubehagelig, modsætningsfyldt karakter. King gør ham til en egentlig dæmonisk størrelse og bærende motiv i horrorfortællingen. Det er ikke set på samme måde før, og konceptet slår i den grad igennem. Onde, dæmoniske klovne bliver pludselig meget almindelige fra slutningen af 80’erne og frem.

Startling Detective, november 1946

Startling Detective, november 1946

Det er imidlertid interessant og meget naturligt, at der går lidt tid, før idéen for alvor får rodfæste eller manifesterer sig. På forsiderne af It bliver først klovnen helt djævelsk i de senere paperback-udgaver. De første mange udgaver er langt mere afdæmpet. Receptionen af It er ikke desto mindre enorm, og dræberklovne a la Pennywise bliver ganske, ganske almindelige i løbet af 90’erne.

Popular Detective, oktober 1944

Popular Detective, oktober 1944

De forsider, jeg har valgt her, viser et meget fint udpluk af klovne før og efter It. Faktisk vil jeg mene, at vi med receptionen af Pennewise har fået et så konceptuelt stærkt monster, at horror-klovnen vel egentlig burde regnes som en moderne tilføjelse til de ikoniske gyser-entiteters panteon.

 

Phantom Detective, marts 1936

Phantom Detective, marts 1936

 

Paperback, Underland Press 2009

Paperback, Underland Press 2009

 

Paperback, Telos Publishing 2011

Paperback, Telos Publishing 2011

 

Paperback, Kensington Books 2013

Paperback, Kensington Books 2013

 

Paperback, Kendall & Murphy 2010

Paperback, Kendall & Murphy 2010

 

Paperback, Grey Friar 2011

Paperback, Grey Friar 2011

 

Paperback, Gollancz 1995

Paperback, Gollancz 1995

 

Paperback, Gold Medal Books 1962

Paperback, Gold Medal Books 1962

 

Paperback, CreateSpace 2012

Paperback, CreateSpace 2012

 

Paperback, CreateSpace 2011

Paperback, CreateSpace 2011

 

Paperback, British Fantasy Society 2013

Paperback, British Fantasy Society 2013

 

Paperback, Bantam Books 1956

Paperback, Bantam Books 1956

 

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Ace Books 1965

 

Paperback, Berkley Books 1981

Paperback, Berkley Books 1981

 

Official Detective Stories, maj 1962

Official Detective Stories, maj 1962

 

Horror Stories, december 1933

Horror Stories, december 1933

 

Fantastic, juni 1954

Fantastic, juni 1954

 

Detective Story Magazine, maj 1931

Detective Story Magazine, maj 1931

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret