Tag Archives: Computer

Vaughn Heppner, Invaders. The Battle for Earth (2016): Så dum, at jeg stadig har hovedpine

Paperback, CreateSpace 2016. Forsidens skaber er ikke oplyst

Jeg prøver at udfordre mig selv og læse ting, som jeg på forhånd kan sige, vil blive en prøvelse for mig. Den slags udfordringer er der ikke mindst mange af inden for SF-genren, der har flere afkroge, jeg kun ugerne besøger. Vaughn Heppners navn har været på min radar i noget tid. Ikke for noget godt vel at mærke, men fordi han har skabt sig et navn som succesfuld selvudgiver med hårdtslående, macho-SF af militærstøbning, der ofte er blevet sammenlignet med Robert Heinleins forfatterskab. Han er ydermere ganske, ganske produktiv, og dermed formentlig også populær blandt læserne, så da jeg tilfældigvis faldt over første bind i hans Invaders-serie, tænkte jeg, at tiden måske var kommet til dykke ned i Heppners oeuvre og se, hvad al virakken handler om.

Man behøver ikke læse meget mere end første kapitel i Invaders fra 2016, før man mere eller mindre har fået kortlagt hele romanen, dens tone og indhold. Vi introduceres til den pensionerede soldat Logan, der nu arbejder for et privat vagtværn. Da Logan en sen aften er på vej til jobbet som nattevagt, bliver han vidne til et angreb af en slags. Den virksomhed, han skal beskytte, er ved at blive plyndret, og det tager ikke Logan mange sekunder at finde sin gamle kommandosoldat-identitet frem. Der uddeles tæv, skud og ligene hober sig op på et øjeblik.

Paperback, CreateSpace 2016

Det mystiske er, at det ikke er almindelige røvere, som Logan er oppe i mod. Det er rumvæsner forklædt som mennesker, han slås med, og det er ikke bare hans firma, der er under angreb. Logan finder snart ud af, at et større, globalt angreb er under opsejling, og nu er det op til ham at stoppe invasionen.

Vores actionhelt stjæler et rumskib, og ved hjælp af en kunstig intelligens ombord, der også belejligt arbejder imod disse invaderende rumvæsner, er han snart i gang med en enmandskamp imod overmagten. Væsnerne vil i øvrigt ikke bare indtage jorden. De søger efter noget, de kalder ”The Starcore”, som skulle være en kilde til enorm energi, og Logan må nu forsøge at finde ud af, hvordan han kan sætte en stopper for deres jagt, før det er for sent.

Vaughn Heppner – “Best selling author”, som det hedder på hans hjemmeside. ellers er det sparsomt med oplysninger om manden

Den præmis fører os ud på en ganske vild rejse, der både indeholder en tur ud i verdensrummet, et smut fra USA til Grønland og et besøg i en tidslomme af en slags ude i Nevadas ørken, hvor klokken altid er 1950’erne, og UFO’erne kun lige er ankommet i Roswell. Tjubang, må man nok sige.

Alt dette er jo i og for sig typisk pulpet spændingsfiktion, men det, der skiller Heppners roman ud fra mængden, er sprogtonen, der navnlig formidles gennem Logans indre dialog. Den bitre veteran er nemlig en omvandrende kliché på en stærkt højreorienteret amerikaner, og man skal ikke et sekund tro, at dette er skrevet som parodi eller med glimt i øjet. Invaders er skabt til rødtoppede MAGA-tropper med smag for det fantastiske. Logan konstaterer hånligt, hvordan det kun er Fox News, der fatter, hvor store problemer jordkloden er havnet i, efter at rumvæsnerne begynder at infiltrere planeten. Alle de øvrige venstreorienterede stationer er naturligvis for blødsødne og fordummede til at forstå sagens alvor.

Paperback, CreateSpace 2017. Seriens andet bind

Logan er den klassiske proto-fascistiske actionhelt, der gennem livslang erfaring med vold har forstået, at verden er rådden og mennesket et kryb. Den eneste måde at overleve på er ved at forsvare sig selv og helst med en så stor en pistol som muligt. Han har nul respekt for andre, men alligevel betyder USA som idé alt for ham, og han har ingen problemer med at myrde alt, hvad der stiller sig i vejen for ham.

Den kunstige intelligens, som bliver Logans hjælper, indtager hurtigt rollen som følgesvend og komisk indslag. Computerskabningen er iscenesat som en klynkende tøsedreng, hvis pivede kvindagtighed skal måles i forhold til den kontante, maskuline Logan. Flere gange siger computeren, at dette eller hint statistisk set ikke kan lade sig gøre, men Logan træder selvfølgelig i karakter og viser, at han er så sej, at han gør ting, som slet ikke burde være mulige ifølge datamaskinens beregning. Æd den, data-væsen; intet overgår superseje muskler og virkelige soldatererfaringer!

Paperback, CreateSpace 2018. Seriens tredje bind

Den slags kan være ganske underholdende at læse, men Vaughn Heppner formår at trække ganske meget af underholdningsværdien ud af sin roman, fordi den er så forbistret åbenmundet og prædikende. Invaders har karakter af en politiske opsang fra højre, og Logan er det sendebud, der skal hamre de dårlige nyheder ind i alle os svæklinge, der ikke forstår, at verden er pilrådden og kræver en grundig oprydning. I den sammenhæng er en invasion fra rummet jo sådan set bare en kærkommen anledning til at sætte den oprydning i værk, og det er da også netop, hvad Logan begynder at gøre.

Som fiktion betragtet er Invaders banal pulp og æstetisk ikke værd at diskutere, men der er smæk for skillingen, og det er vel her, at man finder forklaringen på Heppners popularitet. Kapitlerne er så korte, at du ikke skal anstrenge dig for at holde koncentration, og du behøver heller ikke være bange for, at det bliver kedeligt i de otte-ti minutter, det tager dig at læse om Logans næste eskapade. Alt hos Heppner er kogt ind til essensen, og resultatet bliver en – for mig at se – ganske usmagelig cocktail af testosteron og totalitære våde drøm.

Der er flere bind i serien, men jeg tør ikke garantere, at jeg orker at bevæge mig dybere ind i Heppners verden. Som sagt, man skal udfordre sig selv en gang imellem, men derfra og til selvpineri er der et stykke.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

“I’m sorry, Dave. I’m afraid I can’t do that”

Paperback, DelRey 1980

Jeg læste en bog af Arthur C. Clarke for nogle uger siden, som jeg snart skriver lidt om. Det var ikke A Space Odessey, men den fik mig alligevel til at tænke lidt i de baner. For det slog mig under læsningen, at computeren som fjendebillede – som digitalt monster, om man vil – ikke har været brugt specielt meget i skræklitteraturen. Det er i virkeligheden overraskende, for ganske vist kan man pege på enkelte værker og noveller, som bruger computeren, men der er ikke tale om nogen stor tradition.

Hardcover, New American Library 1968

Hvorfor er det sådan? Ødelæggende dræberrobotter har der været mange af siden 30’ernes pulp, men den slags Frankenstein-skabninger har alligevel en anden valør og rod klassiske motiver, som ikke dækker den type computerfjende, som jeg her har i tankerne. Så hvorfor har den digitale superhjerne ikke indtaget en plads i skrækfiktionens monstergalleri?

Paperback, Ace Books 1964

Der er formentlig flere svar på dette. Noget kan måske skyldes loyalitet i forhold til den konventionelle fordeling af tematikker de enkelte fantastiske genrer imellem. Men helt så enkelt er det vel ikke, håber jeg. En klassisk SF-tilgang til supercomputeren, som problem, findes eksempelvis i Pipers The Cosmic Computer (1964), hvor perspektiverne på sæt og vis er ganske skrækindjagende, men diskussionen ligger trods dette på et filosofisk plan, som ikke griber ned i de eksistentielle dybder, hvor det meste skrækfiktion trives.

Paperback, Random House 1993

Man kan også pege på skrækfiktionens traditionelle, fodslæbende brug af, for ikke at sige modstand imod, teknologi som virkemiddel. I den forstand er skrækfiktionen ofte så stok konservativ som fantasygenren, hvilket overlader supercomputerne til SF-litteraturen. Her tror jeg, at vi kommer tættere på sandheden.

Paperback, Pocket Books 1998

Den tredje og for mig at se væsentligste grund er nok imidlertid, vil jeg mene, at det var Clarke, der skrev den første, egentlige moderne computer-gyser med den indledningsvis nævnte A Space Odessey. Det gjorde han, i kreativt forbund med Stanley Kubrick, så godt og tidløst, at han på en gang åbnede og lukkede samtalen om emnet. Præcis som Orwell kan siges at have gjort det samme med 1984 og overvågningssamfundet. Faktisk er der et sært, litterært tomrum mellem A Space Odessey og Neuromancer, som i hvert fald mig bekendt, ikke for alvor er blevet udfyldt, og med Neuromancer var det da også i en helt anden genrer og et helt andet formsprog, at vi møder den digitale fjende, hvilket sådan set bare får Clarkes værk til at fremstå endnu mere unikt.

Paperback, Ace 1984

Jeg vil med andre ord vove den påstand, at ”computermonstret”, som tematik, blev skabt og stagnerede i sin egen kliché med samme roman. Ingen har for alvor formået at gå i Clarkes i fodspor. Det skulle da lige være William Gibson, der gjorde det samme med den digitale fjende, som Anne Rice gjorde ved Stokers vampyr. Men dermed flyttede Gibson, som sagt, også sit monster ud af skræktematikken og dermed også uden for dette indlægs rammer.

Paperback, Pocket Books 1983

Paperback, Hodder & Stoughton 1984

Paperback, Cheriton House Publishing 2016

Dan Shocker Grusel-Krimi, nr. 71 1971

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret