Paperback, New English Library 1992. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst
Jeg er normalt hverken særligt optaget af historier om tidsrejser eller fortællinger, der udspiller sig i middelalderen. Begge dele gør sig gældende i Willis’ roman Doomsday Book fra 1992, som på mange måder gør mine fordomme til skamme, fordi det lykkedes for hende at skrive en eftertænksom roman, der bestemt fortjener anerkendelse for den overordnede vision bag handlingen.
Historiens nutid befinder sig i 2054, hvor rejser tilbage i tiden er blevet mulige. Disse rejser bruges nu som forskningsredskab, og vi møder Institut for Historie i Oxford, der netop er ved at sende en ny ekspedition tilbage i tiden. Denne gang er det unge Kivrin Engle, der skal ud på en rejse. Kivrin er ekspert i middelalderhistorie, og hun har brugt det sidste lange stykke tid på at forberede rejsen tilbage til 1300-tallet.
Constance Elaine Trimmer Willis (født 31. december 1945)
Tidsrejserne er ikke noget, man tager let på. Rejserne er både farlige og vanskelige, og for at garantere deres videnskabelige nytte må alt forberedes minutiøst. Trods forberedelserne er professor Dunworthy imidlertid alt andet end begejstret for, at Kivrin skal afsted, fordi han ikke mener, hun er parat til opgaven. Afsted kommer hun dog, og det står næsten øjeblikkeligt klart, at noget gik galt. Kivrin havner ikke der, hvor hun skulle. Godt nok er hun i middelalderen, men hvor og hvornår?
Handlingen spaltes fra det punkt ud i to tråde. I den ene følger vi Kivrin i middelalderen, mens vi i den anden følger Dunworthy og gruppen af videnskabsfolk omkring eksperimentet. Uheldigvis for Kivrin er det ikke bare hos hende, at noget går galt. Samtidigt med hendes afrejse tilbage mod middelalderen udbryder der en dødelig influenzavirus i Oxford, som lukker byen ned og dermed besværliggør alle forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med Kivrin.
Hardcover, Bantam 1992. Romanens 1. udgave
Collin Willis foretager et dristigt greb med Doomsday Book; hun lader nemlig spændingsmomenterne og alt det nervepirrende foregå i bogens nutid. Normalt rejser den tidsrejsende fra en form for normalitet ud i eventyret, men sådan er det ikke hos Willis. I hvert fald ikke i en traditionel forstand, fordi den middelalder, Kivrin ankommer til, præges af et intenst, men næsten stillestående drama med kun få aktører. Her er hverken sværdkamp eller andet ramasjang, i stedet får vi en rørende skæbnefortælling. Præcis det gør hendes tidsrejseskildring ekstremt sympatisk, fordi det ikke handler om pulpet eventyr, men et nært portræt af det sted og de mennesker, som Kivrin havner hos.
Kort efter Kivrin har indfundet sig i fortiden, går det op for hende, at hun befinder sig i en lille landsby i nærheden af Oxford umiddelbart for pesten, den sorte død, hærger egnen. Magtesløs må Kivrin nu se til mens sygdommen spredes, og romanens spændingsmoment ligger naturligvis i, hvorvidt det lykkes for forskerne i fremtiden at finde Kivrin, før hun sluges af begivenhederne omkring hende.
Paperback, Bantam 1993
Præcis som Anne Rice, orkestrerer Connie Willis sine beskrivelser af steder og personer som sanseoplevelser, der gør middelalderens mennesker nærværende gennem indfølte beskrivelser af teksturer, dufte, lyde og berøringer. Det skaber en sanselighed i teksten, som helt overskygger de ellers gumpetunge forsøg på dramatik og komik, der udspiller sig i bogens fremtid. Som læser længes man nemlig tilbage til den fortættede verden omkring Kivrin.
Kivrin romantiserede middelalderen, før hun rejste tilbage i tiden, og glimtvis får hun sine romantiske forestillinger bekræftet, men kun i små glimt. Den verden, hun møder er, nemlig rå og vilkårlig. Magtesløs må hun se til, mens pesten sluger den ene efter den anden i byen, og Connie Willis er nådesløs. Én for én dør Kivrins venner, og romanens persongalleri bliver dermed kapitel for kapitel mindre indtil det smertefulde øjeblik, hvor Kivrin står alene tilbage mellem de ødelagte stumper af den drøm, hun håbede at finde i fortiden. Romanen udspiller sig om vinteren, og døden ligger som et iskoldt tæppe over teksten. Kivrin er hjertevarm og sentimental, men hendes kærlighed, naturvidenskabelige viden og klogskab nytter hende ikke noget, fordi pesten, som hun er oppe imod, er langt større end hende selv.
Paperback, Bantam 1994
Modsat så mange andre tidsrejsefortællinger kommer Kivrin dermed til kort. Alle hendes forsøg på at redde den familie, hun bor hos, fejler brutalt, og Kivrin ender derfor med ikke at være andet end en beskuer; en voyeur, der belurer fortidens lidelser. Lidelserne kan hun imidlertid ikke lade være med at tage på sig, fordi hun forstår sygdommen og dens konsekvenser på en helt anden måde end de middelalderlige mennesker. Resultatet er sønderknusende, fordi Kivrin pludselig bærer hele historiens lidelser på sine skuldre. Hjælpeløs ser hun til, mens de, der har hjulpet hende, kreperer ynkeligt, og Kivrin forstår med et, at hun aldrig burde være rejst tilbage, fordi det, hun er vidne til er ubærligt.
Mere fundamentalt har Connie Willis dermed også eksemplificeret L. P. Hartleys ironiske “The past is a foreign country: they do things differently there“, fordi hun viser den grundlæggende erkendelsesmæssige forskel på verdensopfattelsen mellem fortidens mennesker og Kivrin fra fremtiden. De kan tale sammen, men deres verdener ligner kun overfladisk hinanden, og dets længere tid hun opholder sig i det fremmede, dets mere forstår Kivrin, at fortiden udelukkende bør findes i nutidens bevidsthed, og ikke opsøges konkret, fordi der med fremtidens erkendelser følger et ansvar, og når dette ansvar ikke kan løftes, bliver resultatet det smerteligste nederlag.
Hardcover, The Easton Press 2001
Jeg har kun ros til Connie Willis indsigter og brug af tidsrejsetematikken. At bogen har sine pinagtigheder, må man bære over med. Willis følte tydeligvis, at hun havde brug for noget forløsende komik for at gøre handlingens dystre sider spiselige. Den komik får vi for fuld udblæsning blandt det fjollede godtfolk i nutidens Oxford, og den del af romanen kunne jeg snildt være foruden, fordi det i virkeligheden udvander bogens gennemslagskraft.
Med mere mod, mere klarsyn og mindre folkelighed kunne Willis have skabt et mesterværk. Ser man imidlertid gennem fingrene med de åbenlyse svagheder, står man med en følelsesfuld tragedie, der tør bruge idéen om tidsrejser til ting, som kun sjældent har været berørt.
Hardcover, Science Fiction Book Club 2007
Paperback, Gollancz 2012
frasortsand.wordpress.com 