Tag Archives: Convention

En con-gænger krydser sit spor: David Drake fortæller

Efter jeg læste Davis Drakes lille essay (se sidste indlæg) om hans oplevelse af den første World Fantasy Convention i Providence i 1975, slog det mig, at det ville være spændende at høre hans tanker om dette essay i dag. Jeg spurgte derfor Dave, om han ikke ville genlæse teksten og måske fortælle lidt om tiden og hans syn på oplevelserne set med nutidens briller. Det sagde han heldigvis ja til, og det er der kommet en ganske fascinerende beretning ud af. Et stykke underholdende personhistorie, som jeg er ganske sikker på, at I vil sætte pris på. Jeg sluger i hvert fald den slags fortællinger råt. Jeg giver derfor her ordet videre til fantasy/SF/horror-forfatteren og redaktøren David Drake, som tager os ved hånden og fører os med tilbage til Providence anno ’75.

 

___

 

[David Drake] I hadn’t read that essay in forty years, to the best of my knowledge. I did a better job than I was afraid I’d find that I had.

First, this [The World Fantasy Convention] was my second convention and my first, the 1974 Worldcon (DisCon II) had been a very difficult time for me. I would not have come to another convention except that my agent, Kirby McCauley, wrote that he was starting a completely different sort of con and I had to come. Second, I returned from Viet Nam and the army in 1971. I had resumed and graduated from Duke law school, but I was very screwed up in 1975 as well as being a newbie writer. All this colored my perceptions.

 

[Martin] Very screwed up?

Ah. I was drafted out of law school and sent to Viet Nam (and Cambodia, as it chanced) as an interrogator with a crack armored unit, the 11th Armored Cavalry. I was extremely angry at the world (and myself) when I returned. America wasn’t kind to Nam vets, which added insult to injury. I wasn’t on drugs or booze. I wasn’t doing anything that would reduce my self control. But I was dangerously angry and occasionally carried a gun. (Not at WFC.)

 

David Drake (født 24. september 1945)

David Drake (født 24. september 1945)

What was your situation as a writer at that stage?

I was a hobbyist as a writer. I expected to continue working as a lawyer for the rest of my life.

 

Had you met any of the young or old authors before going to the con?

Manly Wade Wellman, whom I’d read since I was 13, and Karl Wagner lived in the NC

Triangle. The three of us had become friends and were Kirby’s clients. Both were going to WFC. Karl was trying to make it as a full-time writer; Manly was a former Weird Tales mainstay and professional writer who was edging back from mainstream into the fantasy market, at least partly because Karl and I were working in it.

I’d been a correspondent of Ramsey Campbell ever since I sent him a fan letter (Aerogram back then) when I read his Demons by Daylight. He was visiting the Triangle ahead of WFC. My wife and I drove him from the Triangle to Providence (and he crashed the last night in our room).

I should mention that none of us had much money. It was a hell of a long drive, and Ramsey had to have the passenger side seat of our 1965 Mustang because he got carsick. The back seat didn’t have much room at all.

Ramsey Campbell anno 1973

Ramsey Campbell anno 1973

What moments from the con spring to mind when thinking back on the event today?

I remember with particular vividness two incidents:

The first night of the con my wife and I had gone down into the lobby, wondering what we would do for dinner (and remember what I said about not having much money). We saw the Wellmans, Manly and Frances, in the same state. And as we were discussing possibilities, another group exited the elevators and the Wellmans saw the deCamps for the first time in over 20 years. They greeted one another with enthusiasm and decided that whatever they’d fought about decades before was dead and buried now.

The deCamps were with a group including Forry Ackerman and had a table in the hotel restaurant. They invited us to join them for a delightful, social dinner.

Catherine & L. Sprague de Camp

Catherine & L. Sprague de Camp

The one aspect of the wide-ranging discussions that I remember was that another of the folks in the deCamp group (I don’t think I ever knew his name) mentioned seeing a porn novel under something fairly close to Sprague’s name. Sprague shrugged and said it wasn’t him; there was general discussion with a consensus among the pros that it was probably by Sam Merwin. At the end of the dinner, however, Forry offered Sprague a list of his books slightly modified to become porn titles. They were hilarious, but I don’t remember a single one.

The other vivid recollection occurred the next night. I mentioned two conventions in the hotel. There was actually a third, of severely handicapped people. I was standing on the mezzanine balcony overlooking the lobby–I believe Charlie Grant was with me–when a group of handicapped people entered from outside in a long conga line (I believe the European term is ‘crocodile’). Literally, the halt leading the blind–staggering, and holding on to one another to avoid being lost. This was a genuinely spooky experience.

 

Have you read Joseph Payne Brennan’s and Donald M. Grant’s Act of Providence from 1979? The action in this novel takes place during the World Fantasy Convention and, though with comic exaggeration, gives a certain sense of the ’70-ish looseness of the whole thing. How would you describe the atmosphere?

I haven’t read Act of Providence, but looseness and all-round collegiality is certainly the impression I recall. There weren’t many people–a few hundred I believe, but I don’t think I ever saw official attendance figures. Fantasy wasn’t big business then and horror certainly wasn’t. Kirby got Stephen King as a client at about that time and it was very much off to the races for the whole field.

Seen from today the Con seems to have been driven by a whole lot of pioneer spirit. I guess this feeling has been lost over the years where things have become much more professional. How would you describe the changes in the convention culture from then to now? … A big question, sorry!

Fra venstre: Robert Bloch, L. Sprague deCamp og H. Warner Munn til connen i '75

Fra venstre: Robert Bloch, L. Sprague deCamp og H. Warner Munn til connen i ’75

The change isn’t bad–I’ve been a full-time writer since 1981 and I’m very pleased with my writing income–but there was good stuff before the money came. I frequently miss things that the field had back then.

But partly what I miss is the opportunity to interact with people who were alive forty years ago. Now I’m an old timer, which flabbergasts me. I recall Ed Price (in 1973; he wasn’t at WFC) saying, “This is the hand that shook the hand of HP Lovecraft!” and shaking my hand.

I knew Ed and Manly and Sprague and lots of other people. I learned a lot from them, but they were friends rather than mentors: at the time I knew them, I wasn’t a serious writer and I didn’t know nearly as much about the pulp world as I’ve learned since. I could have learned much more when they were alive–and didn’t. I didn’t take the opportunity to chat with H. Warner Munn when I saw him walking around with a young woman, because I knew him only from two grand guignol stories–excellent but not to my taste–and not his remarkably imaginative King of the World’s Edge.

Karl Edward Wagner

Karl Edward Wagner

So I regret lost opportunities, but that was my own fault rather than the change to regimented professionalism. I will say that the guy I was in 1975 couldn’t have afforded to go to a con of the sort that WFC has become; and I would have been poorer by many memories.

 

Since then you have done quite a lot of work and made a name for yourself as an author and editor. Did any contacts at the con further your career?

I didn’t go to the con to make contacts–remember, I wasn’t a professional writer. The folks who were there and became important to my early career (Kirby and Stu Schiff in particular) were people I already knew and were instrumental in my coming to the con. It was a wonderful experience for a fantasy reader, though.

Fra venstre: David Drake, Manly Wade Wellman og Dave Shelton i 1971

Fra venstre: David Drake, Manly Wade Wellman og Dave Shelton i 1971

 

What are you working on at the moment? What to expect next from your hand?  

Right now I’m finish the rough draft of an attempt to turn the Matter of Britain (that is, King Arthur) into a space opera for Tor. This is challenging; but if you don’t push yourself, you rot.

 

Thanks for sharing these stories with us Dave and the best of luck with your future endeavors. Never rot!

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Og det skete i disse dage… Glimt fra World Fantasy Convention 1975

Den første World Fantasy Convention blev afholdt d. 31. oktober til 2. november 1975 i Providence. Valget af den by var naturligvis en hyldest til H. P. ”I am Providence” Lovecraft. Lovecraft gik da også som en rød tråd gennem programmet, der diskuterede flere sider af både manden og forfatterskabet. Connen har efterfølgende fået en helt særlig status, fordi den for første gang samlede en lang række af de gamle pulp-gardister, som nu alle var bedagede mænd, der var ved at takke af. Frank Belknap long (1901–1994), Fritz Leiber (1910–1992), L. Sprague de Camp (1907-2000), Manly Wade Wellman (1903– 1986), Robert Bloch (1917–1994) og mange andre optrådte således side om side med unge navne som Collin Wilson, Ramsey Campbell og Karl Wagner.

For mig fremstår den weekend i ’75 som noget helt særligt, og jeg ville give meget for at have oplevet det relativt intime møde mellem de gamle og nye mastodonter. Derfor er det også dybt fascinerende at læse reportager fra disse dage, fordi det giver små glimt fra en for længst overstået del af genrelitteraturens historie.

Præcis et sådan et glimt kan vi få fra forfatteren David Drakes lille essay om connen fra Whispers Magazine nr. 8, der udkom i december ’75. Teksten er underholdende og gav mig så meget nostalgisk fortidslængsel, at jeg synes, jeg vil dele den med jer. Jeg er sikkert ikke den eneste, der føler en snert af misundelse over dem, der var med i dette afgørende øjeblik, hvor man næsten kan se den gamle pulpverden række faklen videre til den nye romanverden. God fornøjelse.

Nr. 8, december 1975

Nr. 8, december 1975. Den fantastiske forside er tegnet af John Linton

side_1

side_2

side_3

side_4

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Brian Lumley, Synchronicity, or something (1988): Forsvundne rollespillere og Cthulhu mythos

Hæfte, Dagon Press 1988. Forsiden er tegnet af Dave Carson - en flittig bidragyder til de små, engelske genrepublikationer fra 1980'erne

Hæfte, Dagon Press 1988. Forsiden er tegnet af Dave Carson – en flittig bidragyder til de små, engelske genrepublikationer fra 1980’erne

For to uger siden skrev jeg, at jeg dels forsøger at undgå koblingen mellem Cthulhu mythos og humor, dels at der ville gå lidt tid, før jeg kastede mig over nye mythos-historier. Sådan skulle det bare ikke gå, fordi jeg fik lyst til at genlæse Brian Lumleys flabede kortroman Synchronicity, or something, fra 1988, udsendt af mikroforlaget Dagon Press. Forlaget, der bedst kendes for fanzinet Dagon.

Historien omhandler den livstrætte, alkoholiserede privatdetektiv Jim Slater, der har spioneret utro ægtefolk i en lang årrække, mens hans eget privatliv er gået i spåner. Livet er hårdt for Slater, men det hele lysner en smule, da han får en overraskende opgave. Han skal tage til en rollespilskongres, hvor de deltagende spiller Chaosiums Call of Cthulhu, for at holde øje med stedet. Årsagen er, at der henover de seneste måneder er forsvundet deltagere på tilsvarende kongresser rundt omkring i Europa. En ulykkelig mor til en af de forsvundne drenge har derfor hyret Jim Slaters firma til at overvåge kongressen i England og undersøge, om hendes søn eventuelt skulle dukke op.

Brian Lumley (født 2. December 1937)

Brian Lumley (født 2. December 1937)

Af en eller anden grund appellerer opgaven til Slater, der straks begynder at grave i sagen og finder ud af, at der blandt den hårde kerne af Call of Cthulhu-spillere findes en gruppe, anført af den forrykte Kevin Blacker, som vitterligt tror på Lovecrafts gudelignende skabninger. Måske der er en sammenhæng mellem denne sekteriske bevægelse og de forsvundne kongresdeltagere?

Opgaven fører Slater ind i et særpræget miljø, der på overfladen synes ganske harmløst, men noget stikker under, og snart befinder den stakkels privatdetektiv sig i store problemer.

Illustration 2

Som du sikkert kan fornemme, er historien ganske humoristisk. Alene titlen slår en let tone an, men humoren balanceres af en klichéfyldt livstræt tone, der er hentet direkte fra den klassiske hårdkogte krimi. Lumley er med andre ord ude i en stemningsmæssig balancegang, der ikke helt lykkes for ham, men det betyder faktisk ikke så meget, fordi historien er så skæv, som den er. Dertil kommer, at handlingen og kortromanens tone mest af alt er et påskud for at kunne levere en grovkornet satire på rollespillere og mythosforfattere.

Brian Lumley har altid fremstået som en åbenmundet, for ikke at sige krigeriske personlighed, og han lægger heller ikke fingrene imellem i historien her. En væsentlig del af handlingen bruges således på at skildre rollespillere og deres spilkongresser. Med et grumt blik for detaljen får Lumley udstillet kongresdeltagerne og deres mere eller mindre fjollede optræden. Og jeg tror desværre, at de fleste, der har deltaget i den type spilkongresser, vil kunne nikke genkendende til Lumleys typebeskrivelser, der er nørder på godt og navnlig ondt.

Lilleputforlaget Dagon Press' logo - naturligvis tegnet af Dave Carson

Lilleputforlaget Dagon Press’ logo – naturligvis tegnet af Dave Carson

 

Hvis ret skal være ret, må man dog hæfte sig ved, at selvom Lumley tydeligvis har været på spilkongresser og sat sig ind i sagerne, har han ikke helt forstået grundprincipperne bag rollespillet. Selve spillet bliver derfor fremstillet som en form for konkurrence og generelt omtalt i en sportsterminologi, der rammer helt ved siden af.

Den lident flatterende parodi på Sandy Petersen, Call of Cthulhu-spillets skaber, er en af de mere bemærkelsesværdige detaljer. I bogen bliver han gendigtet som kvinde (Cindy Patterson), men fremstilles ellers som fedladen, arrogant amerikaner, der holder hof blandt ligesindede nørder. Ikke et kønt billede og Lumley får afgjort luftet noget galde her. En vrede, der går tilbage til Chaosiums brug af Lumleys mythos-materiale uden hverken at betale ham for det eller bare at spørge først. Lumley går lige til stregen, men det småperfide er underholdende og nærmest en smule sladderbladsagtig.

Endnu en af kortromanens illustrationer. Også denne er skabt af hr. Dave Carson

Endnu en af kortromanens illustrationer. Også denne er skabt af hr. Dave Carson

 

Brian Lumley får også lejlighed til at kommentere på flere af sine forfatterkolleger. Det fylder ikke så meget som rollespilsdelen, men horrorlæsere vil løbende finde referencer til nye og gamle forfatternavne i teksten. Alle har mere eller mindre kærligt fået parafraseret deres navne, hvorved lidt af Lumleys udblik og syn på kollegerne antydes. Den eneste, der dog synes direkte spiddet i teksten, er imidlertid Ramsey Campbell, der omtales som J. Caspar Ramble. Et navn, der ikke er helt usandt, men som også rummer en grov forenkling af Campbells fiktion. At netop Campbell gør sig fortjent til et hug, kan skyldes mange ting, men sikkert er det, at Lumleys og Campbells greb om mythos-genren og tilgangen til litteratur generelt er som dag og nat. Og skulle jeg vælge, ville jeg til en hver tid vælge Campbell over Lumley, som jeg i virkeligheden har et ret anstrengt forhold til.

Synchronicity, or something er dybest set en rodet tekst, der hverken er specielt velskrevet eller spændende som historie betragtet. Ikke desto mindre er den ganske, ganske morsom, fordi den ser de vanlige mythos-tematikker fra et uvant perspektiv, og på sin vis bliver den et nostalgisk tilbageblik på rollespilsscenen i slutningen af 80’erne. Som litteratur betragtet holder Synchronicity, or something ikke vand. Teksten er fattig og kluntet, men Lumley har ramt en nerve med sin spydige pen. En nerve, der gør læsningen særdeles fornøjelig, og faktisk må jeg indrømme, at kortromanen er noget af det mest underholdende, jeg har læst fra Lumleys hånd. Om det siger mest om mig eller Lumley, må stå åbent hen.

Mit eksemplar af Synchronicity, or something

Mit eksemplar af Synchronicity, or something

Afslutningsvis vil jeg nævne, at Synchronicity, or something er lidt af en nicheudgivelse. Den udkom som hæfte i 350 nummererede, signerede eksemplarer og blev glimrende illustreret af den altid fine Dave Carson. Illustrationer, der i øvrigt stedvist synes at underbygge Lumleys skildringer af rollespilsnørderne ganske fint. Synchronicity, or something kan faktisk stadig opstøves til rimelige priser på eBay – sikkert fordi udgivelsen er relativt ukendt eller også har Lumley ikke nogen særlig status blandt samlere? Hvem ved?

 

1 kommentar

Filed under Roman

When I was a child growing up in Arkham… En underholdene lytteoplevelse

I halen på mit indlæg fra i søndags kommer her en samling optagelser fra paneldebatterne under den første World Fantasy Convention i 1975. Lyden er stedvist elendig, al snakken er heller ikke lige interessant; ikke desto mindre er de underholdende at lytte igennem. Det er ganske fedt at høre folk som Robert Bloch, Joseph Payne Brennan og Frank Belknap Long fortælle – navnlig når de fortæller om deres vej ind i genrefiktionen.

Bemærk hvor skarp den gode Bob Bloch er, bemærk også hvor gammel Belknap Long lyder og hvordan han omtaler Lovecraft. Jeg må med tilstå, at jeg sluger den slags råt.

Måske du også vil synes det er spændende? Smæk benene op i løbet af weekenden og lyt til de gamle pulpkæmper fortælle.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Joseph Payne Brennan & Donald M. Grant, Act of Providence (1979): En perle i min bogsamling

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1979. Den smukke, stemningsfulde forside er malet af Robert Arrington

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1979. Den smukke, stemningsfulde forside er malet af Robert Arrington

Joseph Brennan og Donald Grant udsendte et sært, sympatisk litterært samarbejde i ’79. Bogen er sær, fordi den udspiller sig under den berømte første World Fantasy Convention i 1975. Den store kongres blev afholdt i Providence og havde Lovecraft og kredsen om Lovecraft som særligt tema. Blandt deltagerne var stort set alt, hvad der endnu på det tidspunkt kunne gå og kravle af gamle pulp-mastodonter såvel som hele den nye garde af genreforfattere, der var på vej mod stjernerne.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at det var et historisk møde og en af de begivenheder, som myternes stof er gjort ud af. Det var Brennan og Grant ikke sene til at opdage. De skrev derfor kortromanen Act of Providence som en hyldest til Lovecraft-cirklen og ikke mindst selve kongressens monumentale fejring af genrefiktionen, der på det tidspunkt måske stod stærkere end nogensinde tidligere.

Joseph Payne Brennan (20. december 1918 – 28. januar 1990) taler til World Fantasy Convention i 1975

Joseph Payne Brennan (20. december 1918 – 28. januar 1990) taler til World Fantasy Convention i 1975

Brennan og Grant bruger kongressen som udgangspunkt for et lille mysterium, som Brennans tilbagevendende privatdetektiv Lucius Leffing må opklare. Og her må det understreges, at Brennan selv er en af bogens to hovedpersoner. I al sin enkelhed overtaler Brennan detektiven til at tage med til Providence, hvor han vil kunne finde lidt ro og nyde de historiske omgivelser. Efter nogle overvejelser tager Leffing med på rejsen, og snart er han involveret i en sag om kidnapning.

Kongressens Lovecraft-ekspert Harry Beckwith er nemlig sporløst forsvundet, og på samme tid forsvinder der nogle hemmeligholdte dokumenter fra John Stanley-biblioteket, skrevet af Lovecraft selv. Sagen er penibel og vil kunne ødelægge kongressen, hvorfor Brennan og Leffing i al diskretion må undersøge, hvad der står bag.

Donald Metcalf Grant (3. april 1927 - 19. august 2009)

Donald Metcalf Grant (3. april 1927 – 19. august 2009)

Det fører dem på sporet af skrupelløse skattejægere, okkulte hemmeligheder og ældgamle ruiner under Providence, som Lovecraft allerede havde opdaget under sine studier af byens historie. Det hele er naturligvis et stykke kækt metafiktion, der konstant væver faktiske begivenheder fra kongressen ind i fiktionen. Brennan overværer eksempelvis et længere interview med Robert Bloch, der rent faktisk fandt sted og møder mange af tidens unge forfatterløver, der vil frem i verden. Alt sammen ting der skete og ting der kan læses om andre steder.

Normalt er jeg ikke til den type metafiktion og undgår som oftest romaner og historier, hvor eksempelvis Lovecraft, Doyle eller Stoker får lov at optræde som karakterer i de fiktive universer, de selv har skabt. Jeg må derfor også tilstå, at jeg var ganske skeptisk over for Act of Providence, men mine fordomme blev gjort til skamme.

En af bogens fine, fine illustrationer af Robert Arrington

En af bogens fine, fine illustrationer af Robert Arrington

Romanen er ganske, ganske charmerende. Den hæver sig over det umiddelbart letbenede i at bruge virkelige forfattere som statister i det okkulte mysterium. Bogen bliver nemlig til mere end en vittig samling gæsteoptrædender; bogen lykkes som egentlig værk. Den må afgjort regnes som Lovecraft-pastiche, men har så meget kraft og fortælleglæde, at man tilgiver den det uopfindsomme udgangspunkt og opsluges af den skyggerejse, der fortælles om.

Historien skildrer således en nedstigning fra kongressens prosaiske fankultur og dykker langsomt længere og længere ned i en dyster underverden. Gennem et udvalgt af velafprøvede pulp-troper bliver vi hevet ned i et mystisk inferno, der vel bedst beskrives som en lovecraftiansk spejling af Jules Vernes beskrivelser af vejen mod jordens indre.

Et fabelagtigt panel (fra venstre): Fritz Leiber, L. Sprague deCamp, Harry Beckwith (der bliver kidnappet i romanen, Willis Conover og yderst kan man lige se lidt af Frank Belknap Long

Et fabelagtigt panel (fra venstre): Fritz Leiber, L. Sprague deCamp, Harry Beckwith (der bliver kidnappet i romanen), Willis Conover og yderst kan man lige se lidt af Frank Belknap Long

Men det er ikke i selve handlingen, at bogen finder sit momentum. Det ligger i de kaotiske, bizarre, stedvist forbløffende stærke beskrivelser, vi får leveret af den underjordiske verden, som Brennan og Leffing besøger. På en stille, lidt underspillet facon får bogen malet fantastiske scenarier frem og sender en hilsen til alle de læsere og forfattere, der deler Brennan og Grants passion for dystre visioner og sære, skjulte verdener.

Hvor meget Grant rent faktisk har bidraget med, er i øvrigt et godt spørgsmål. For mig at se må bogen mere eller mindre være skrevet af Brennan og kun stedvist suppleret af Grant. Det er i hvert fald Brennans tematikker, der går igen i romanen. Det er hans præcise arkitekturiagttagelser og sans for materialitet, som står i forgrunden. Selve plottet har også meget tilfælles med Brennans novelle “Forringer’s Fortune” fra 1975. Grant er måske snarest manden bag selve meta-idéen, der trods alt er en smule mere udfarende og vild end Brennans almindelige, næsten faktuelle stil.

Endnu en af bogens mesterlige illustrationer af Robert Arrington

Endnu en af bogens mesterlige illustrationer af Robert Arrington

Der er imidlertid et element mere, som må trækkes frem, og det er selve bogen og dens udstyr. Act of Providence er i førsteudgaven ganske enkelt et smukt stykke boghåndværk, der føjer et skær af højtidelighed til indholdet. For en inkarneret bogsamler som mig er den en perle. Det skyldes ikke mindst Robert Arringtons fabelagtige illustrationer. Hans stil fusionerer på engang en fabulerende 70’er-streg med klassiske victorianske pennetegninger og skaber drømmende scenarier, som fantasien kan gå på opdagelse i.

Helheden er ikke til at stå for. Bogens indhold og udformning bliver et fabelagtigt monument over selve glæden ved det fantastiske, det uhyggelige og det sære. Den er også et væsentligt vidnesbyrd om, at der bliver ved med at ligge et enormt potentiale i eksempelvis Lovecraft-kredsens fortællinger. Et potentiale, der igen og igen kan hentes frem og bruges på ny. Det afgørende er nemlig ikke handlingen, og det der sker i historien. Nej, det er i selve måden, det fortælles på, at historiens virkningskraft skabes og her magien ligger.

Hardcover, Macabre House 1973. Den første opsamling af Lucius Leffing-historier

Hardcover, Macabre House 1973. Den første opsamling af Lucius Leffing-historier

Brennan og Grant beviser i hvert fald med al tydelighed, at deres lille tour de force gennem Lovecrafts univers står stærkt og levende, selv i dag hvor der udsendes mere Lovecraft-epigoneri og pinagtig ”Cthulhu mythos” end nogensinde før. Bogen er også en lærestreg, i hvert fald for mig, om aldrig at afvise en bog alene på baggrund af et summarisk indtryk af handlingen. Der ligger så mange uopdagede skatte i sproget, og det bliver i den grad fejret med Act of Providence.

Her kan du se flere fantastiske billeder fra den første World Fantasy Convention i 1975.

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1977. Den anden opsamling med Lucius Leffing-noveller

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1977. Den anden opsamling med Lucius Leffing-noveller

1 kommentar

Filed under Roman