Jack London skrev en stribe fascinerende romaner, der på udgivelsestidspunktet fik betydning som inspirationskilde for en bred vifte af meget forskellige forfattere. Londons romaner har stadig en stærk tiltrækningskraft, fordi de med deres blanding af usentimental voldsomhed og romantisering af navnlig naturen fortsat har et tag i vores moderne følelsesliv. Blandt genreforfatterne har Londons betydning absolut også været stor.
Robert E. Howard var eksempelvis dybt betaget af Jack Londons værker, og en af de romaner, som havde størst betydning for Howard, var The Star Rover, som han plagierede direkte flere gange. Lovecraft havde også læst Londons The Star Rover og lånt fra den, det samme havde Clark Ashton Smith og et utal af andre forfattere, som ligeledes var blevet inspireret. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Star Rover leverede noget tankevækkende og inspirerende i 1915, som var med til at drive nye sider frem i genrefiktionen.
Selve handlingen i Londons roman er en sammensat størrelse, der på den ene side er en ætsende, social kommentar og på en anden side en fabulerende, metafysisk rejse. Romanens hovedperson og fortæller er Darrell Standing, professor i agronomi, der er blevet dømt for mordet på en kollega. At han begik mordet, står ikke til debat, men Standing fortæller os ikke om motivet, blot at det blev udført i ”rødt raseri”. Konsekvensen er, at vores fortæller afsoner en livstidsdom i California State Prison of San Quentin. Baggrunden for fortællingen har da heller ikke nogen betydning, den skal blot tjene til at understrege over for læseren, at det er en dannet og sanddruelig person, som vi her lytter til.
Romanens første lag udspiller sig i fængslet, hvor Standing på grund af sin retfærdighedssans og stædighed ender i en isolationscelle, fordi han ikke vil sladre om en affære, der i forvejen hovedsageligt er det pure opspind. I stedet for at stikke andre medfanger holder Standing mund, og derfor inkasserer han stadigt strengere former for straf (læs: tortur), der skal få ham til at tale.
Den værste straf er ”the jacket” (romanen blev udgivet i England under den titel), der er en form for heldragt og spændetrøje, som surrer kroppen sammen, gør det umuligt at trække vejret ordentligt og begrænser blodtilførslen til lemmerne. Liggende i længere og længere tid på gulvet i ”jakken” får Standing lov at til overveje, hvornår han har tænkt sig at sladre.
I længden er det klart, at han ikke kan holde til jakken, og han beslutter derfor, at det vil være lettere bare at give op og dø. Før det kommer så vidt, forklarer en af de andre fanger, en livstidsveteran, hvordan man med en relativt simpel teknik kan give efter og lade sindet forlade kroppen. Sindet eller sjælen går på rejse, mens kroppen sover i jakken, hvorved smerterne bliver ubetydelige og straffen uden egentlig konsekvens. Standing gør tøvende forsøget, og snart efter har han en serie utrolige oplevelser på cellens gulv.
Standings frigjorte sjæl går på rejse i hans mange tidligere liv, og vi bliver vidner til en række vigtige optrin i disse liv, der i tid og rum strækker sig tilbage fra stenalderen, over antikken og helt op i 1800-tallet. Hvert nedsalg er dramatisk og skåret eklektisk til. Standing springer ind i sine tidligere liv som passager og oplever situationer som at være en nybygger på den Nordamerikanske prærie i ildkamp med mormoner, der forsøger at plyndre deres karavane, at duellere med pistol i 1700-tallet og mange andre højspændte situationer.
Fælles for alle disse små fortællinger i fortællingen er, at de begynder in medias res og afsluttes uden at være fortalt til ende. Standing zapper ind og ud af episoderne og forsøger gang på gange at finde tilbage til de passager, der gør særligt indtryk. Desværre kan han ikke styre sin rejser og havner nye steder de fleste gange og fylder os, præcis som ham selv, med et uopfyldt ønske om at få mere af historien. Det er intet mindre end mesterligt udført af London, der i stedet for at skabe afsluttede narrativer laver en collage, der ægger nysgerrigheden og efterlader os med et brændende ønske om mere.
Jack London spiller, som sagt, på to strenge i romanen. På den ene side er fortællingen en entydig kritik af det amerikanske rets- og fængselsvæsen. Londons pointe er, at det er omstændigheder, der skaber den kriminelle, ikke noget medfødt, og den respektløse vold, som de indsatte mødes med i fængslet, har kun det ene resultat at forvandle dem til præcis de vilddyr, som samfundet for alt i verden vil holde borte. Londons sociale, venstreorienterede holdninger er velkendte, og The Star Rover indskriver sig tydeligt i den åre, som revsende og spydigt angreb på politi, politikere og systemets skrankepaver. At den kritik fortsat kan være relevant i USA, skal jeg ikke komme nærmere ind på her.
London var, ud over sit politiske engagement, også optaget af metafysiske spørgsmål og på jagt efter spirituelle sandheder, der lå uden for det kristne samfund. Han søgte efter et åndeligt fællesskab, der gik på tværs af religioner og kulturer. Han troede på reinkarnation og på eksistensen af en sjæl, der krop for krop var under oplæring og på rejse frem mod en endelig åbenbaring. Det er naturligvis denne anden side, som London skrev tydeligt frem i romanen. Standings nye indsigter gør tid og rum til noget ubegrænset, der frit kan krydses, og man kan dårligt forestille sig en større erkendelse, for den, der er låst inde i en lille, mørk celle på livstid.
Præcis denne sammenstilling af metafysik og socialrealisme fungerer forbløffende godt, fordi London på den led får balanceret det spekulative og udpeget det som en faktisk mulighed. Samtidig kan man også læse alle Standings eventyr som et resultat af kroppens overlevelsesvilje og sindets evne til at koble fra, når smerterne bliver for voldsomme. Det var dog givetvis ikke denne sidste læsning, London selv ville foretrække. Den rå socialrealisme løfter dramaet, mens udflugterne i tid og rum vinder i magi og styrke ved at udspille sig i fængselscellens kvælertag.
Robert E. Howard troede også på reinkarnation og såkaldt ”racehukommelse”; altså ældgammel, intuitiv viden nedarvet gennem generationerne. Det er derfor heller ikke svært at se, hvordan en roman som The Star Rover kunne gøre så stort indtryk på ham. Romanens intense vrede mod systemet, desperationen over at være indespærret og eventyret, der ligger derude og venter, er alt sammen noget, som direkte pegede ind i Howards eget forfatterskab, hvor London var en vigtig vejviser og intellektuel mentor.
Det er også åbenlyst, hvorfor andre af pulpens kanoniserede helte så kvaliteter i The Star Rover, men romanen er fortsat i dag et intenst og gribende stykke spekulativ fiktion, der som eksempelvis Marge Piercys Woman on the Edge of Time opererer med flere mulige læsninger på samme tid og peger på sindets evne til at skabe en vej ud af fangenskab. Om denne vej er reel eller blot fantasi, forbliver ubesvaret, men uanset om vi har at gøre med Jack Londons desperate Darrell Standing eller Piercys undertrykte og mishandlede Connie Ramos, er fantasien et våben og en vej væk fra deres hovedpersoners bødler. Det kan godt være, at systemet kan indfange deres kroppe, men sjælen/fantasiens kraft kan de ikke tøjle, og begge karakterer erkender, at selv i deres livslange indespærring er de ikke egentlige fanger.
Begynder man første at spekulere lidt mere over indholdet i romaner som disse, rejser der sig nogle forstyrrende perspektiver om vores forhold til virkeligheden. Så langt behøver man næppe læse sig ind i hverken Piercys eller Londons roman, men jeg tror, at de fleste vil blive grebet af begge bøger, og jeg må sige, at Londons værk stadig den dag i dag formår at gøre indtryk, præcis som den gjorde det for lidt over hundrede år siden.
Så på med jakken, det store eventyr ligger derude og venter!
frasortsand.wordpress.com 