Tag Archives: Corgi Books

Richard Matheson, The Shores of Space (1957): Maskeret horror

Paperback, Corgi Books 1965. forsiden er skabt af Josh Kirby

Science fiction-litteraturen var inde i en utrolig transformation i 50’erne, hvor navne som Ray Bradbury, Charles Beaumont og ikke mindst Richard Matheson var med til at gentænke genrens muligheder. En af konsekvenserne ved dette var, at de for alvor begyndte at opløse eller nedtone det entydige, tematiske bånd til naturvidenskab og teknologi. Genren blev derved i stigende grad omgærdet af indholdsmæssige gråzoner, som tangerede både surrealisme og skrækfiktion. Det var naturligvis ikke alle læsere, der var lige begejstrede for den udvikling, og præcis dengang som nu finder man genrepuritanere, der opererer med ganske snævre definitioner på, hvad der er SF og hvad det ikke er.

Den diskussion skal jeg ikke gå videre ind i her, men det er sjovt at se, hvordan Richard Mathesons tredje novellesamling, The Shores of Space fra 1957, entydigt blev lanceret som traditionel SF til trods for, at bogen indeholder flest historier, som kun i bredeste forstand hører til i genren. Det fortæller os, at SF fortsat i ’57 solgte bedst, når der var rumraketter på forsiden. Navnlig fortæller det os, at Matheson skulle markedsføres som traditionel SF-forfatter til trods for, at han skrev lige så mange horrornoveller som SF-historier.

Paperback, Corgi Books 1965

Det skyldes ikke mindst, at horror var imidlertid en dybt umoderne genre på dette tidspunkt i 50’erne, og derfor måtte historierne indpakkes anderdeles for at kunne sælge. Det har uden tvivl givet de intetanende læsere lidt af en overraskelse, når de kom i gang med en samling som The Shores of Space, fordi bogen leverer alt andet end det, forsiden og bagsideteksten lover. Men forhåbentlig blev de ikke alt for skuffede, for The Shores of Space er en perle af en antologi, der samler nogle af højdepunkterne fra Mathesons forfatterskab.

Et fremragende eksempel på Mathesons kontante, grumme stil møder vi allerede i den første historie ”Being”, der beskriver, hvordan et ungt par får problemer med deres bil på en øde vejstrækning og må søge hjælp. De lokkes her i en fælde af en bondeknold, som fanger parret og planlægger at fodre dem til det rumvæsen, som har overtaget kontrollen med hans farm. De første mange sider er her ganske formidable og stærkt ubehagelige, fordi Matheson, med sit enkle sprog og sans for det brutale i skildringen af realistisk enkelthed, får skrevet parrets frygt og dødsangst frem, så den står lysende klart for os. Da monsteret introduceres til sidst mister historien sin nerve, men det er til at se igennem fingrene med, fordi han allerede på det tidspunkt har leveret alt, han behøver.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

”Being” er med andre ord benhård horror, men man finder også mere legende sider af Matheson som i ”The Funeral”, hvor en bedemand får monstrøse kunder i butikken en sen aften, eller i den sentimentale boksefortælling ”Steel”, der udspiller sig i en fremtid, hvor der udkæmpes sportskampe mellem robotter. Historien handler her om en gammel, udtjent models sidste omgang i ringen, og trækker dermed på en af sportgenrens helt store, patetiske klichéer, men Matheson reder fortællingen gennem et klassisk plot-twist til sidst.

En af de ting, der bliver tydelig, når man læser samlingens noveller, er den måde Matheson mestrer at åbne for tætte, psykologiske portrætter af sine hovedpersoner. Alle, der har læst The Shrinking Man og I Am Legend, er naturligvis ganske godt klar over dette, men i novellerne her når Matheson det samme på ganske lidt plads. Det mest intenst og på alle måder flotteste bidrag til bogen er ”The Last Day”, hvor han beskriver menneskehedens sidste dag.

Paperback, Bantam Books 1957. Novellesamlingens 1. udgave

Usentimentalt får han her skildret verdens sidste suk. En mand vågner efter en nat, hvor alle har festet og skabt sig som vilddyr, fordi de vidste, at det var deres sidste nat, og med tømmermænd begiver han sig hjem og møder sin mor. Sammen ser de undergangen i møde i stilhed. Det lyder patetisk, og historien har et højt indslag af patos, men Matheson formår at gøre undergangen så stille og vemodig, at situationen får sin egen lyriske bittersøde skønhed. Mange har efterfølgende anslået samme form for paradoksale følelser af tristesse og skønhed i mødet med undergangen, men hos Matheson var denne vision stadig båret af en stærk originalitet, som efterfølgende bud på det samme har mistet.

Et andet eksempel på Matheson eminente greb om følelserne finder man i novellen ”The Test”, der beskriver et fremtidssamfund, hvor de gamle ryddes af vejen, når de har opfyldt visse aldringskriterier. Det kræver, at de potentielt gamle bliver indkaldt til at tage en test. I historien hører vi, hvordan en mand en dag beslutter sig for ikke at tage denne test. Han tager hen til lægen for at få den gennemført, men vender om. Denne subversive handling sætter naturligvis hans familie på den anden ende, fordi det kan få ganske alvorlige konsekvenser, men den gamle er, om ikke ligeglad, så i hvert fald insisterende på sin ret til at vælge sin aldring og død selv.

Paperback, Corgi Books 1958

Ganske typisk for tiden ligger der naturligvis en finurlig plotidé til grund for historien, som i sig selv er underholdende eller interessant at lege med på, men det fine ved ”The Test” er Mathesons psykologiske portræt af forholdet mellem den aldrende far og sønnen, som må forsøge at håndtere situationen. Her er det igen Mathesons evne som formilder af menneskelig natur, der skinner igennem og hæver novellen over mangt en finurlig historie fra samme periode.

Paperback, Bantam Books 1969

Vi har i dag en tendens til primært at huske Richard Matheson som forfatteren bag I Am Legnd, der altid roses som centralt storværk for enhver, der interesserer sig for skrækfiktion. Men der er meget mere at komme efter hos Matheson, hvis noveller er rundet af en sjælden stemningsmæssig alsidighed og hjertevarm, indsigt i mellemmenneskelige relationer. Matheson gør os ikke klogere på fremtidens teknologi eller politiske idéer, han bruger i stedet sin genrefiktion som arena for mødet mellem mennesker og følelser. Han adresserer med andre ord meget konkret erfaringer og oplevelser, som vi kan relatere til og genfinde os selv i. Det gør ham i min verden til en ekstremt sympatisk forfatterskikkelse, hvis litterære produktion inviterer til at blive læst og studeret ganske nøje. Det er derfor en skam, at nøjes med I Am Legend, fordi spændvidden i Mathesons univers er stor og meget mere end dette ene (mester)værk.

Novellerne:

“Being” (1954)

“Pattern for Survival” (1955)

“Steel” (1956)

“The Test” (1954)

“Clothes Make the Man” (1951)

“Blood Son” (1951)

“Trespass” (1953)

“When Day Is Dun” (1954)

“The Curious Child” (1954)

“The Funeral” (1955)

“The Last Day” (1953)

“Little Girl Lost” (1953)

“The Doll That Does Everything” (1954)

Paperback, Berkley Books 1979

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Beretninger fra et rædselsregime?

Hardcover, Severn House 1977

Efter diskussionen af Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde skal vi fortsætte lidt i det victorianske spor. Englænderne havde, som flere gange berørt her på bloggen, en stolt tradition for skrækantologier. En af de bedste redaktører i den sammenhæng var Michel Parry (1947-2014), der havde en særdeles fin næse for horror og sans for at grave noveller frem, som ikke hørte til den sædvanlige bunke historier, der alt for ofte optræder i den slags antologier.

Paperback, Corgi Books 1976

En af Parrys mest spændende serier er Reign of Terror, der kom i slutningen af hele den store, engelske antologi-bølge, der allerede var begyndt i starten af 60’erne. En serie, der egentlig bare var et enkelt bind, som Severn House udsendte i 1977. Bogens noveller er, lidt atypisk for Parry, et ret ordinært udvalg, men det victorianske tema havde potentiale. Corgi Books snuppede derfor idéen til en hel serie, der fik lov at løbe over fire bind, før salget i den slags antologier ikke længere var rentabelt.

Paperback, Corgi Books 1977

De tre sidste bind i serien er mere spændende, fordi den rutinerede skræklæser her vil møde et par sjældenheder, som ikke har været udgivet tidligere. Det gør Reign of Terror til et fint lille samler-projekt, og så vil man tilmed have glæden af at læse Parrys særdeles gode introduktion til første bind, der giver en indsigtsfuld karakteristik af det sene 1800-tals gys.

Paperback, Paperback, Corgi Books 1977

Vi må heller ikke glemme Corgis forsider; så dem får du her.

Paperback, Corgi Books 1978

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Robert Bloch, Psycho II (1982): Forfatterens selvlede

Paperback, Corgi Books 1983

Paperback, Corgi Books 1983

Selvom Robert Blochs Psycho (1959) i dag står helt og holdent i skyggen af Hitchcocks filmatisering, var romanen ubetinget Blochs kommercielle gennembrud, allerede før Hitchcock fik øje for historien. Psycho var med andre ord bogen, der skabte hans karriere og efterfølgende sikrede ham fast indtjening som roman- og manuskriptforfatter. Bloch kunne således takke Psycho for rigtig, rigtig, meget og det kontante vedhæng ”The author of Psycho” fulgte ham sidenhen som en skygge på nærmest alle hans bogforsider. Det kunne i sig selv måske være blevet til en kreativ hæmsko, men sådan forholdt det sig ikke for Bloch. Han accepterede tilsyneladende prædikatet som manden bag den berømte choker, uden det ændrede hans skrivestil eller produktion på nogen måde. Ikke desto blev Bloch i stigende grad frustreret over, den succes Psycho havde fået og den udvikling i skrækindustrien, som han mente at kunne tilskrive sin egen roman.

Bloch oplevede nemlig både bogen og senere også Hitchcocks filmatisering som grundstenen i en radikalisering af underholdningsbranchen, hvor blod, død og vold blev feticheret og fremstilet med bramfri usmagelighed til skade for ungdommen og endda hele kulturen. Bloch var med andre ord langt fra fan af den brutale drejning, som gysergenren tog i løbet af 70’erne. Det udviklede sig til en hel del galde hos Bloch, og den gamle nestor indtog rollen som konservativ senior-skrækmester, der advokerede for de gode gamle dage, hvor gyset var subtilt, eskapistisk og aldrig gik helt tæt på. Den holdning luftede Bloch i adskillige interviews, men Psycho II blev hans første store litterære manifest om samme sag.

Paperback, Corgi Books 1983

Paperback, Corgi Books 1983

Med Psycho II fortsætter Bloch historien om den forkvaklede Norman Bates, men drejer handlingen bort fra det mesterlige, psykologiske portræt af en morder til en harmdirrende bredside mod Hollywood. Resultatet er en rent ud frygtelig bog, der i dag gør sig bedst som mentalitetshistorisk dokument fra en brydningstid, hvor den gamle garde endnu ikke helt havde forladt vagtstuen i horrorforfatternes vindomsuste klubhus.

Da romanen åbner, er der gået lidt over 20 år siden handlingen udspilede sig i Psycho. Norman har været indlagt på et hjem for psykisk syge lige siden drabene i slutningen af 50’erne, og da vi på ny kommer ind i historien, er to nonner kommet på besøg på hjemmet. De gør sjælesørgerisk arbejde på stedet¨, og naturligvis forsøger de også at tale med Norman. Det arbejde tilfalder den yngste af nonnerne, hvilket viser sig at være fatalt. Et uvejr bryder løs, og strømmen går et øjeblik under samtalen. Mere er imidlertid ikke nødvendigt, for Norman myrder nonnen, snupper hendes tøj og snart efter er mr. Bates på fri fod igen.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 23 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 23 1994)

Norman flygter ud i natten, og han fortoner sig få kapitler senere ud af handlingen, indtil Bates ikke længere er andet end et fantom, som spøger mellem linjerne. Bloch tager os således et helt andet sted hen. Bates’ flugt falder sammen med, at et ublu filmselskab vil filmatisere Bates’ drab som gyserfilm. Der har været forhandlinger om historien, og optagelserne er på nippet til at begynde, da flugten sker. Men hvad betyder flugten for produktionen? Dr. Adam Claiborne, psykiateren der behandlede Bates, tøver ikke med at sætte efter sin forsvundne patient, fordi politiet hurtigt bliver overbeviste om, at morderen er omkommet i en bilulykke. Det tror psykiateren imidlertid ikke på, og han sætter derfor kurs mod Hollywood, hvor han mener, at Bates vil slå til for at rense sit navn.

Det er dermed i Hollywood, at den egentlige historie udspiller sig. Noget er da også ruskravende galt på filmsettet, hvor Bates’ mord genopføres for rullende kamera. Mystiske hændelser sker løbende, og snart bliver der også begået mord. Spørgsmålet er dog, om Bates rent faktisk er kommet til Hollywood eller om der er en anden, som har påtaget sig hans rolle?

Hardcover, Whispers Press 1982. romanens 1. udg. Et ganske, ganske fint omslag

Hardcover, Whispers Press 1982. romanens 1. udg. Et ganske, ganske fint omslag

Psycho II er, som sagt, først og fremmest Robert Blochs arrige angreb på det Hollywood, der til en vis grad har betalt hans løn gennem mange år. Bogen er fyldt med fagmandens indsigter i forhold til filmproduktion, og navnlig forholdet mellem instruktør, producent og manuskriptforfatter bliver udpenslet i en grad, der grænser til det pinagtige. Og netop pinagtig er et springende punkt. Blochs kritik kammer over, og romanen bliver en gumpetung, personlig vendetta, der efterlader historien om Normans arv som en tynd kop the, der nærmest fremstår som en ondskabsfuld vittighed fra Blochs side. Han dingler nemlig løftet om blod og vold foran læseren ved at trække sin gamle litterære kronjuvel op ad hatten, men i stedet for at levere det læseren håber, tager han os alle i søndagsskole og smækker os over fingeren, fordi vi håbede at høre om Norman i aktion igen.

Resultatet er en tåkrummende, moraliserende bog, hvor filmholdets enkelte medlemmer fremstilets som karikaturer eller klichéer, der synes Bloch ganske uværdig. Naturligvis er instruktøren en svedig, seksuelt forstyrret italiener, producenten en skrupelløs pengemand, den smukke starlette villig til at kneppe sig til en karriere, den mandlige hovedrolle er skabsbøsse og sådan fortsætter det hele vejen igennem. Blochs galde kender ikke nogen grænser.

Paperback, Warner Books 1982

Paperback, Warner Books 1982

Og fordi han et eller andet sted har taget sit afsæt i den oprindelig Psycho-roman, klinger Bates seksuelle traumer med ind over handlingen i seriens andet bind, hvor førnævnte karikaturer konstant væves ind i seksuelt ladede beskrivelser, der skal understrege, hvor perverteret hele Hollywood-maskinen er. Stedvist bliver det ganske ufrivilligt komisk. Som da morderen i afmagt dræber en kattekilling og Dr. Claiborne efterfølgende skal forklare drabet:

’Think for a moment.’ Claiborne’s voice deepened. ’The synonym for kitten is pussy. That’s why it was killed, because that’s what the killer really wanted to do. He stabbed her pussy.’ (s. 252)

Hardcover, Robert Hale 1986

Hardcover, Robert Hale 1986

Jeps, kniven stikkes ind i den stakkels pussy(!). Det er ikke Blochs stjernestund, og hele bogen er faktisk et arbejde, som han burde have ladet ligge i skrivebordsskuffen. Psycho II er i dag et kuriosum og et stærkt personligt værk, som muligvis fører os tæt ind på livet af Blochs syn på underholdningsbranchen, men som litterær præstation er det en sørgelig udgivelse. Og det bliver ikke mere sørgeligt af, at Bloch ikke fandt sig for god til at lukrere på sit store mesterværk fra ´59 for at få sine tirader ud til så mange læsere som muligt. Psycho II er en limpind, som mangt en gyserfan, mig selv inklusiv, er hoppet på, men heldigvis ryster man den let af sig igen.

 

Paperback, Tor 1989

Paperback, Tor 1989

 

Paperback, ibooks  2003

Paperback, ibooks 2003

 

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

Sic transit… Masters of Terror

Paperback, Corgi Books 1977. Forsiden er malet af den fænomenale Alan Lee

Paperback, Corgi Books 1977. Forsiden er malet af den fænomenale Alan Lee

Engelske Corgi Books var ganske aktiv på horror-fronten i 70’erne og 80’erne. Ikke alene udsendte de en lang række klassikere, de udsendte også nye værker i billigbogsformat. Der er en særlig stemning over Corgis forsider fra glansperioden 76-82, hvor det bugner med vilde idéer og fantastiske billeder. Som horrorsamler er Corgi afgjort et forlag, man skal lære at kende og holde øje med.

Corgi satsede på store oplag, med forsider og titler, der skulle sælge. Den ganske pågående strategi gav pote, men ikke desto mindre blev deres store serie med den pompøse titel Masters of Terror aldrig rigtig til noget. Sært nok, for idéen er jo oplagt.

Paperback, Corgi Books 1977

Paperback, Corgi Books 1977

Som første bind i Masters of Terror-serien valgte man en antologi med fortællinger af William Hope Hodgson (1877-1918) – et fremragende valg, der lagde sig i forlængelse af den fortsat voksende Lovecraft-fascination. Lovecraft må nemlig regnes som en af Hodgsons væsentligste fortalere, og alle, der har læst den gamle gentleman fra Providence, kan da heller ikke være i tvivl om, at inspirationen er hentet hos Hodgson.

Bindet indeholder uden tvivl også en række af Hodgsons bedste, mest stemningsfulde historier. Dertil kan man så også føje en rigtig fin indledning af forfatter og redaktør Peter Tremayne, der har fanget noget af den urkraft, der ligger i Hodgsons fiktion.

William Hope Hodgson (15. november 1877 – April 1918)

William Hope Hodgson (15. november 1877 – April 1918)

Som forside valgte man en fantastisk akvarel af Alan Lee, der formentlig er bedst kendt som en af de fremmeste visuelle fortolkere af Tolkiens univers. Bemærk forsidens fortættede stemning, de afdæmpede farvers blege, kolde udtryk. Noget der står sig godt til det slimede væsen med den falliske tentakeltunge og sære vedhæng.

Man skulle tro, at Corgi var på vej med noget stort, da de søsatte Masters of Terror. Desværre blev det aldrig til mere. Der kom af uransaglige grunde kun ét bind i serien. Hvorfor ved jeg ikke … men sådan kan det gå. Moralen? Måske at du skal tænke dig om, før du proklamerer noget som første bind i en serie!?

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Robert Bloch, Psycho (1959): Mor er vred og skuffet…

Paperback, Corgi Books 1977

Paperback, Corgi Books 1977

Robert Blochs Psycho fra 1959 var en moderat bestseller, men det var Hitchcocks filmatisering fra 1960, der for alvor gjorde bogen berømt. Ikke desto mindre er filmen langt bedre kendt end romanen, og når Bloch i resten af sit aktive forfatterliv blev beskrevet som ”The author of Psycho”, var det mindst lige så meget en reference til filmen som til selve bogen.

Blochs roman savner måske filmmediets ikonicitet, men der er tale om en rigtig fin choker, der ligger i grænselandet mellem gyser og krimi. Historien er de fleste vel bekendt med. Mary stjæler en stor sum penge fra på arbejde og flygter. Undervejs stopper Mary på et motel, Bates Motel, hvor hun brutalt myrdes i brusebadet. I romanen bliver hun faktisk stukket så mange gange, at hendes hoved falder af! Mordet bliver tilsyneladende begået af motelejeren Normans mor.

Paperback, Corgi Books 1977

Paperback, Corgi Books 1977

Mary ville flygte til Fairvale med pengene, hvor Sam, hendes forlovede, bor. Da Mary meldes savnet, begynder Sam, Marys søster Lila samt en privatdetektiv at søge efter hende. Det fører dem ind i en dans om den varme grød, hvor Norman Bates efter bedste evne forsøger at skjule sine spor og beskytte sin morderiske mor.

Det springende punkt i historien, og her kommer jeg så med den store afsløring, er naturligvis, at der slet ikke er nogen mor. Stakkels forkvaklede, skizofrene Norman er selv både søn og mor. Udklædt som kvinde myrder han Mary i badet, fordi (sønnen) Norman er seksuelt tiltrukket af hende. Fanget i en spiral af skyld, skam og moderbinding har Norman i løbet af teenageårene udviklet sig til en isoleret transseksuel mand med en usund interesse i metafysiske og okkulte idéer. Nu lever Norman som eneboer i en bizar fantasiverden fyldt med idéer lånt fra de bøger, han læser.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Det gik galt for Norman, da der kom en mand imellem ham og moderen. I frustration myrder han begge og nulstillede efterfølgende tidens gang ved at udstoppe sin mor. I evig dialog med sig selv spiller han fra da af alle roller i huset og fortsætter barndomslivet, som intet var hændt – Norman og mor i lykkelig forening. Desværre for Norman er der seksuelle behov, som spænder ben for den lille tidslomme, han skaber sig. Drifter og begær, der ikke umiddelbart lader sig bremse, især ikke med whisky, hvilket Norman ellers forsøger.

Psycho er både i omfang og persongalleri en lille roman. Få aktører, få steder og få hændelser. Til gengæld bruger Bloch tiden på at dykke ned i persongalleriets indre – navnlig Normans – og viser os de psykologiske kompleksiteter bag personernes handlinger.

Hardcover, Simon and Schuster 1959. Bogens 1. udg

Hardcover, Simon and Schuster 1959. Bogens 1. udg

Bogen er meget, meget fint komponeret. Normans dobbeltidentitet bliver først afsløret i sidste øjeblik, men Bloch har løbende lagt små antydninger ind i teksten, der viser hvad, der ligger i vente. Faktisk bliver hele romanens tematik om moderbinding og undertrykt selvværd udlagt i første kapitel (Corgi Books, s. 8). Norman læser her om inkaernes mytologi og fantaserer over en passage i bogen, der i virkeligheden er et blik ind i Normans forvrængede virkelighed. I bogen beskrives det, hvordan en gammel heks får hele inkastammen til at danse under deres offerritualer. Heksen slår takten an og stammen følger trommernes bud.

Parallellen til Norman, der selv danser til heksens tromme, er åbenlys. Normans mor er naturligvis heksen ved trommen, der styrer alt, men billedet rækker også videre end Norman. Mary, uskyldige Mary, er nemlig også del af dansen. Mary drømmer om frihed. I hendes tilfælde er det ikke moderens kvælende skygge, der tynger, men ansvar – et ansvar for Lila, økonomisk ansvar og erkendelsen af, at livet langsomt passerer hende forbi, uden hun har fundet sig selv. Hos Norman fører de undertrykte behov til drab, hos Mary fører de til uigennemtænkt, håbløst tyveri.

Paperback, Crest 1961

Paperback, Crest 1961

En af de ting i Psycho, der gør romanen så ubehagelig, er det element af vilkårlighed, som Bloch leger med. Mary stopper tilfældigvis på Bates Motel med fatale følger. Og hendes tilfældige død trækker en stribe af mord med sig.  Det er ikke et gotisk monstergys, som Bloch har skrevet. Det er det stik modsatte – det er slet og ret en roman om mennesker. Norman Bates er ikke et monster, han er en helt almindelige ualmindeligt syg mand. Bates kunne være din nabo eller kioskejeren nede på gadehjørnet. Lila, Marys søster, sætter tingene på spidsen, når hun til sidst i roman siger, at hun faktisk ikke er vred på Bates – hun har ondt af ham. Norman Bates har intet at gøre med de maskinelle slashere, som han senere er blevet slået i hartkorn med. Han er en stakkel; en syg mand, og hele historien i Psycho en uforudsigelig, tragisk hændelse.

Vilkårlighedens rolle i romanen indfanges på rammende vis, da Mary under sin flugt beslutter at bøje fra hovedvejen. Hun holder i et kryds og vælger den forkerte afkørsel. Hun skulle være i idylliske Fairview (et næppe tilfældigt valgt forlokkende navn), men havner i stedet i helvede. Bloch forsøger med andre ord at skræmme os med tilfældighedernes gru. En forkert afkørsel og livet slutter. Ingen kender det, der ligger i vente, ingen kan forberede os på verden.

Paperback, Warner Books 1982

Paperback, Warner Books 1982

Jeg har før, her på bloggen, udtrykt lidt modvilje mod Blochs humoristiske tone. I Psycho er den behageligt nedtonet til nogle ironiske betragtninger og lidt sarkasme. Ikke desto mindre vil jeg mene, at romanen som helhed er én lang galgenhumoristisk kommentar til livets skrøbelighed. Bogen er absolut ikke morsom, men den har trods det noget satanisk-drilsk over sig. Og den sorte humor er faktisk noget, der styrker historiens virkning, fordi den lægger op til et grin, der gradvist forstummer, når romanens budskab går op for læseren.

Psycho er mesterligt udtænkt og skrevet i et trimmet sprog, der let kan måle sig med en knaphedens mester som Ira Levin. Jeg tror faktisk ikke, at Bloch som forfatter blev bedre end det, han leverede i Psycho. Bogen er et lakonisk snøft over verdens nådesløse uretfærdighed. En beretning om brutalitet og afmagt. Og bogens budskab står klart tilbage:

Norman Bates er ikke noget monster – han er dig og mig.

Paperback Tor Books 1989

Paperback Tor Books 1989

Paperback, Robert Hale 2013

Paperback, Robert Hale 2013

Paperback, Overlook Press 2011

Paperback, Overlook Press 2011

Paperback, Overlook Press 2010

Paperback, Overlook Press 2010

Paperback, Corgi Books 1982

Paperback, Corgi Books 1982

Paperback, Bruna 1962

Paperback, Bruna 1962

Paperback, Award Books 1975

Paperback, Award Books 1975

Hardcover, Robert Hale 1960

Hardcover, Robert Hale 1960

Hardcover, Gauntlet Press 1994

Hardcover, Gauntlet Press 1994

Hardcover, Crest 1963

Hardcover, Crest 1963

3 kommentarer

Filed under Roman

Raymond Rudorff, The House of the Brandersons (1973): Okkultisme, spøgelser og selvsving

Paperback, Corgi Books 1980. En klassisk Corgi-fotoforside. Ganske stemningsfuldt - men uden relation til bogens indhold!

Paperback, Corgi Books 1980. En klassisk Corgi-fotoforside. Ganske stemningsfuldt – men uden relation til bogens indhold!

Her har vi fat i en stort set glemt bestseller fra 1973. En bog om satanisme, okkultisme, spøgelser. Om mord, en ædende ond troldmand og noget grusomt hinsides universets dybder. Hell ya – 70’er-gys er og bliver en fantastisk ting!

Man tager Lovecrafts The Case of Charles Dexter Ward (1927/43) og rører den op med inspiration fra Levins Rosemary’s Baby (1967), Blattys The Exorcist (1971) og lidt klassisk hjemsøgthus-stemning samt et solidt drys ”black magic story” af Dennis Wheatley. Voila, så har man The House of the Brandersons.

Rudorffs bog er i den grad et barn af sin tid. Horror om satanisme og okkultisme gik som varmt brød, takket være eksempelvis førnævnte bestsellere af Levin og Blatty. Tematisk har Rudorff derfor ikke noget nyt på programmet. The House of the Brandersons er et opkog af tidens populære temaer. Ikke desto mindre har Rudorffs roman nogle kvaliteter, der fortjener at blive trukket frem fra glemmebogen. Modsat de fleste andre sataniske gysere fra 70’ernes første halvdel er The House of the Brandersons en historisk roman. Den udspiller sig nemlig i London mellem 1886-87. Det er med andre ord victoriatidens tågefyldte gader, mystiske loger og dyster storby, der danner rammen for Rudorffs gyser. Det er et fremragende greb for en som mig der elsker den victoriaske horror og alle dens klichéer.

Paperback, Corgi Books 1980

Paperback, Corgi Books 1980

Selve bogen er konstrueret som et manuskript skrevet af Walter Richard Mayhew; en opdager med speciale i det paranormale. Manuskriptet er skrevet i tiden omkring 1950, og hele bogens handling er således Mayhews forsøg på at rekonstruere de grufulde begivenheder, der udspillede sig for år tilbage. Vi møder derfor også ret mange fortællerstemmer i løbet af bogen, fordi Mayhew sammenstykker historien ud fra øjenvidneberetninger og forskellige dokumenter, som sagen om familien Branderson har kastet af sig.

Sagen kan i korthed sammenfattes sådan: I 1886 vender familien Branderson hjem til London efter nogle år i Indien. Mr. Branderson er en dygtig og vellidt forretningsmand, men der går ikke lang tid efter deres hjemkomst, før han ændrer væsen. Branderson bliver mystisk og ubehagelig. Snart kan samme adfærd også bemærkes omkring Branderson-husets andre beboere – konen, de fire børn og deres tjenestefolk. Der begynder at ske sære ting i og omkring huset, og det hele kulminerer efter et år, da hele familien Branderson bliver myrdet brutalt af en mand, der efterfølgende hænges for drabet.

Men hvad var det der skete med familien? Hvordan kunne det komme så vidt? Det sætter Walter Mayhew sig for at undersøge, og resultatet bliver en overraskende omfattende rejse ind i en dyster okkult underverden, der afslører, at det bestemt ikke kun var familien Branderson, der mistede livet i løbet på den konto. Ja det lyder jo som en forløber til Ansons The Amityville Horror (1977), og parallellerne lader sig da heller ikke fornægte.

Hardcover, Arbor House 1973. Romanens 1. udg. Et stille, lidt kedeligt cover - men en cool detalje med ansigtet til højre i billedet

Hardcover, Arbor House 1973. Romanens 1. udg. Et stille, lidt kedeligt cover – men en cool detalje med ansigtet til højre i billedet

Raymond Rudorff spiller på flere heste i romanen. Bogen åbner som klassisk fortælling om et hjemsøgt hus med ”kolde steder” i bestemte værelser osv. Sagen bliver imidlertid hurtigt mere kompliceret, og den antager karakter af en fortælling om dæmonbesættelse og forbyttet identitet. Som læser er man jo nok aldrig i tvivl om, hvad det er, der er på færde i historien. Det er imidlertid lige meget, fordi Rudorff har smurt så tykt på, at det langt hen ad vejen er underholdende at opleve ham vælte sig i velkendte horrortematikker.

Bogens væsentligste trumfkort er imidlertid Rudorffs periodekendskab. Han udgav flere populærvidenskabelige historiebøger – bl.a. Belle Epoque: Paris in the Nineties fra samme år som The House of the Brandersons, og naturligvis udspiller en del af romanens handling sig også i Paris. Rudorff er med andre ord i stand til at trække på et ganske solidt kendskab til victoriatidens litteratur, kultur og ikke mindst, tidens okkulte strømninger. Det gør, at The House of the Brandersons måske kan virke lidt overlæsset, men netop fordi der er så meget stof, der klinger med i handlingen, bliver det også en form for ”best of” af alt det spektakulære og fascinerende fra perioden (The Golden Dawn, spiritisme, hemmelige loger osv).

Paperback, Dell 1975. Endnu en stille forside, der faktisk er meget fin. Jeg er glad for den ulmende trussel, der ligger i billedet

Paperback, Dell 1975. Endnu en stille forside, der faktisk er meget fin. Jeg er glad for den ulmende trussel, der ligger i billedet

Desværre er Rudorffs kendskab til perioden også en af de ting, der ender ud med at blive en hæmsko for ham. Ikke så meget fordi vi som læsere får for mange unødvendige information, men fordi Rudorff især i de dele af romanen, der skal gøre det ud for breve fra 1800-tallet, har følt sig forpligtet på tidens sprog. En ret stor del af The House of the Brandersons er skrevet i en underspillet epistolærstil, der forsøger at simulere et 1800-tals sprog. Tilmed er det navnlig Clara Branderson, husets kone, der har ordet. Dermed sætter Rudorff sig for at indfange en forskræmt 1800-tals kvindes brevskriverier. Det bliver i sidste ende en lidt tung og fersk fremstillingsform. Rudorff rammer faktisk tidens tone meget godt, men i længden kommer jeg til at savne noget mere kontant horror, skrevet som det ville blive skrevet i begyndelsen af 70’erne. Problemet er imidlertid ikke større end, at man kan se The House of the Brandersons som en meget gennemført pastiche, der vælger at gå linen ud i både sprog og struktur.

Selve bogens afslutning er i virkeligheden et mere graverende problem. Hele romanen er, som sagt, udgjort af sammenstykkede vidneudsagn, der indbyrdes måske nok hænger sammen, men som savner det store overblik. Vi får derfor ikke alle bevæggrunde og sammenhænge før helt til sidst, hvor Rudorff må introducere en form for mesterkilde, der kan forklare alt og løse de åbne spørgsmål. Det er en kunstig og utilfredsstillende afslutning, der afmystificerer handlingen. Tilmed er det faktisk kedelig læsning, fordi der i høj grad er tale om et referat af handlingen, bare med en præcisering af, hvad der rent faktisk skete på afgørende tidspunkter. Ikke ret vellykket, må man sige.

Hardcover, E P Dutton 1973

Hardcover, E P Dutton 1973

Ikke desto mindre er The House of the Brandersons en fin gyser. Rudorff udgav kun to romaner. Branderson-bogen er hans anden. Den første var – The Dracula Archives (1971) – er en såkaldt ”prequel” til Stokers Dracula (1897). Den blev også et bestseller-hit og nok i virkeligheden den bog, som Rudorff huskes bedst for. Jeg skal helt sikkert have fat i hans første bog, for til trods for sine fejl rammer Rudorff ind i præcis det, jeg synes, er fedt ved horrorlitteraturen.

Paperback, Pocket Books 1973. Et fjollet, fjollet vampyrbillede, men jeg er egentlig ret glad for det - især detaljen med bloddråberne

Paperback, Pocket Books 1973. Et fjollet, fjollet vampyrbillede, men jeg er egentlig ret glad for det – især detaljen med bloddråberne

Skriv en kommentar

Filed under Roman