Tag Archives: Coronet Books

Robert Marasco, Burnt Offerings (1973): Når alt ramler

Paperback, Coronet 1977

Lidt afhængigt af hvordan man tæller, så er der en håndfuld skrækromaner fra slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, der står som helt centrale fikspunkter i genrens nyere udvikling. Gyset i dag ville ikke være det samme uden disse romaner, hvor Levins Rosemary’s Baby (1967) og Blattys The Exorcist (1971) naturligvis nu er de bedst kendte. Men andre romaner hører til i den gruppe, og her skal vi se nærmere på Robert Marascos Burnt Offerings fra ’73. En roman, der måske stedvist er en smule usleben og kluntet, men som samtidig byder på nogle af de mest isnende skrækpassager, som periodens genrelitteratur kunne tilbyde.

Historien handler om Marion, Ben og deres lille søn David, der lever i New York; 70’er-fiktionens svar på Sodoma og Gomorra. Marion drømmer om mere plads, og derfor er hun på konstant jagt efter muligheder for en flytning eller bare et sted, hvor familien kan holde ferie i mere frie omgivelser end den omklamrende storby. Desværre kniber det med penge; Ben er lærer og arbejder på en bog, som han ikke rigtigt kommer nogen vegne med. Han tjener heller ikke ret meget. Ikke nok til et hus i hvert fald. Derfor virker det også forlokkende, da Marion falder over en annonce i avisen, hvor et søskendepar søger en familie, der vil passe deres villa på Long Island i løbet af sommeren, mens de er bortrejst. Stedet lyder som den rene landlige idyl, og Marian overbeviser Ben om at tage afsted og give det en chance.

Robert Marasco (22. september 1936 – 6. december 1998)

De regner ikke med at få tjansen, men her får de sig en overraskelse. Husets to ejere bliver straks betaget af Marion, og efter lidt symbolsk forhandling bliver drømmen til virkelighed. Den gamle villa er deres denne sommer. Det viser sig imidlertid også, at der er en lille hage ved aftalen. De to ejeres gamle mor bor stadig oppe på første sal. Hun er syg, men passer mere eller mindre sig selv, får Ben og Marion at vide. Der skal stilles lidt mad op til hendes dør, men ud over det skal de bare ignorere hende. Det er en anelse mystisk, men til at overkomme – husets luksus taget i betragtning. Stedet er kæmpemæssigt, så Ben og Marion beslutter at invitere Bens gamle, excentriske tante med i huset. Dermed er romanens primære persongalleri på plads, og scenen er sat til en rædselsoplevelse, der ødelægger familien fuldstændig.

Der hviler en sær stemning over huset, og Marion drages tydeligvis af stedet på et dybt, personligt plan. Der opstår en form for bånd mellem hende, villaen, samt ikke mindst denne hemmelighedsfulde mor, som ingen andre end Marion ser. Men ser hun hende i virkeligheden?

Hardcover, Delacorte Press 1973. Romanens første udgave

 

Forholdet mellem Marion og Ben forværres hurtigt, og der er ikke nogen tvivl om, at huset kommer imellem dem. Marion forsvinder ind i en anden, hjemsøgt verden, som hverken Ben eller deres søn kan blive en del af. Men der er mere, for Ben begynder også at mærke en form for underliggende aggressivitet eller vrede vokse i sig, som navnlig David får at føle. På uforklarlig vis presser huset alle dets beboere, og de presses så langt, at de en for en brister.

Forlægget for Burnt Offerings er uden tvivl Jacksons The Haunting of Hill House (1959). Den gennemsyrer hele bogens væsen, men Marasco foretager alligevel nogle greb, der flytter hans roman ind i et andet terræn. Hvor Hill House er et rædselsbillede på Eleanors indre sjæleliv, rykker Marasco sit fokus til det ydre og gør den grundlæggende samme fortælling til et familiedrama med huset som scene i en fortælling om fremmedgørelse og tabte følelser. Det gør han ekstremt stærkt, selvom hans stil er svulstig og overgjort. Så stærkt, at gode gamle King tydeligvis lod sig kraftigt inspirere til den storsælgende The Shining (1977), der ikke har meget originalt at byde på, når man først har skrællet de lånte dele fra henholdsvis Jackson og Marasco bort. Men det er et sidespring.

Paperback, Dell 1976

Det virkningsfulde i Burnt Offerings ligger i samspillet mellem skildringen af den tunge, nedadgående spiral, som familien befinder sig i, og en række mere eller mindre subtile, overnaturlige elementer, Marasco løbende introducerer. Navnlig de scener, hvor Marian og huset interagerer, er potente. Her bliver den form for stille gys, som Marasco opererer med, udnyttet maksimalt. Mysteriet, som huset udgør, står sitrende og fascinerende, mens vi som læsere følger den stadigt mere distancerede Marians vej væk fra denne verden. Det hele bliver så anspændt, at Marasco med ganske få armbevægelser kan få selv meget subtile detaljer til at virke forstyrrende eller direkte skræmmende. Et gammelt fotografi, en sær lyd osv. Fordi grundstemningen er så intens, som den er, laver selv de enkleste ting særdeles meget larm i villaens stille stuer.

Marian er uden tvivl bogens mest interessante karakter, og hun ligner på mange måder Jacksons Eleanor. De længes i hvert fald begge voldsomt mod noget andet. Hvor Eleanors længsler handler om kærlighed, fysisk ømhed og sex, går Marians længsler i retning af uforløste drømme om et bedre og rigere liv; et liv i med velstand harmoni. Modbilledet på alt dette er naturligvis families indeklemte lejlighed i storbyen, hvor larm og snavs er allestedsnærværende. Da Eleanor kommer til Hill House, er hun med andre ord parat til at modtage husets invitation ind i dets skyggeverden, fordi stedet lokker med at opfylde hendes længsler. Hos Marasco sker præcis det samme, Marian er det perfekte offer, fordi hendes indestængte utilfredshed gør hende helt og aldeles åben over for husets tilnærmelser.

Hardcover, Centipede Press 2012

Danse Macabre peger førnævnte Stephen King på økonomi som et væsentligt tema i 70’ernes gys. Det har han ret i, og Burnt Offerings er da også afgjort et eksempel på den rolle, som materiel velstand og økonomisk sikkerhed spiller i en hel del af samtidens romaner.

Man kan så her indskyde, at der er en afgørende forskel mellem henholdsvis Marascos og Jacksons hus. Hvor man hos Jackson må sige, at det nok nærmere er Eleanor, der skaber hjemsøgelsen og er spøgelset, er der hos Marasco ingen tvivl om, at huset har sin egen vilje og agerer med en egen agens. Det gør, trods de mange lighedspunkter, de to romaner ganske forskellige i deres substans, og Hill House et noget mere sofistikeret motiv end det vi møder i denne roman. Men det kan nok heller ikke overraske, for mange har efterlignet Shirley Jackson, men ingen kommer op på siden af hende.

Paperback, Valancourt Books 2015

Hvis man skal forklare, hvorfor Burnt Offerings blev så stor og vigtig en roman, som den var i 70’erne og 80’erne, så skyldes det den måde, Marasco formår at iscenesætte gyset som bagtæppe for det egentlige drama, nemlig familiens sammensmeltning. Gyset er dermed ikke det væsentlige, men fordi gruen er til stede og aktivt bruges som forstærkende element, bliver familiedramaet til et intenst, hvidglødende portræt, der går ind under huden og brænder sig fast. Det nære portræt at en lille persongruppe, som udgangspunkt for gruen, hænger formentlig sammen med Marascos hovedvirke som dramatiker. Det fører ham utraditionelt ind i skrækgenren, hvilket absolut er en god ting.

Som nævnt er Marasco sprogligt ikke nogen stor prosaforfatter. Dramaet løber af med ham og dialogen bliver til tider en smule patetisk, men det er ikke så vigtigt, fordi bogen er gjort ud af et dybt dragende stof, der opbygger en særdeles fortættet stemning af ødelæggelse, vold og gru. Marasco maser sig kluntet ind på sin læser, men han overrasker også løbende med sine stille, poetiske scener, der gennemsyres af dødsånd. Døden hviler over huset, og det sidste kapitel, hvor vi siger farvel til huset og Marian, må siges at være noget af det mest billeddannende og atmosfæriske skrækfiktion, som 70’ernes første halvdel fostrede. Der er således al mulig grund til at finde Burnt Offerings frem fra gemmerne, rodekassen eller hvor den nu har været gemt af vejen, for den fortjener at blive læst og ikke glemt. Romanen var i øvrigt Marascos eneste skrækroman, hvilket er trist, for det ville være spændende at se, hvor han gik hen næste gang.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Thomas Tryon, The Other (1971): Kan du gætte, hvem jeg er? Kan du gætte, hvem jeg er?

Paperback, Coronet 1977

Før Stephen King forandrede vilkårene for skrækfiktionen, havde gyserne allerede fået medvind takket være Ira Levins og William Peter Blattys succesromaner. Navnlig The Exorcist fik en enorm betydning for genrens opblomstring i 70’erne, og en af de romaner, der allerede meget tidligt fik den positive stemning at mærke, var Thomas Tryons debutroman The Other, der udkom omtrent samtidig med The Exorcist i 1971.

De to romaner har ikke meget tilfælles; ja Tryons roman ligger endda i periferien af skrækfiktionen, ikke desto mindre har den så mange gotiske træk, at den allerede på udgivelsestidspunktet blev opfattet som del af den skrækbølge, der gik gennem populærfiktion. Tryons roman opnåede aldrig samme status som storbestseller som Blattys bog, men den blev en succes, og The Other regnes i dag som en mindre klassiker indenfor genren. Desværre er den også ved at gå i glemmebogen, hvilket er ærgerligt, for Tryons prosa fortjener at blive læst.

Paperback, Coronet 1977

The Other udspiller sig i et drømmende, varmt Connecticut i 1935. Vi bliver her introduceret til den velhavende familien Perry, der har været plaget af ulykker i husstanden gennem snart lang tid. I fortællingens centrum står de to identiske tvillinger Niles og Holland, der endnu ikke helt har sluttet sig til de voksnes rækker, men omvendt også næsten har forladt deres barnetilværelse. Det er gennem tvillingerne, at familiens beskrives, og det er fra deres perspektiv, at vi hører om det sære univers, drengene er opvokset i. Centrum for dette univers er brødrenes bedstemor Ada, der udvandrede fra Rusland i sine unge år for at skabe sig en fremtid i Amerika med sin mand.

De to tvillinger ligner hinanden til forveksling, men af sind er de som nat og dag. Niles er blid, åben og kærlig, Holland er vild, gemen og aggressiv. På trods af forskellighederne hænger de to sammen som ærtehalm, og det bliver gradvist klart for læseren, at de to brødre måske foretager sig mere end bare almindelige drengestreger. Det viser sig snart, at tvillingerne har liv på samvittigheden – eksempelvis deres fede fætter, som Holland lokker til at springe ned i en høstak, hvor der ligger en høtyv gemt.

Thomas Tryon (14. januar 1926 – 4. september 1991)

Den eneste grund til, at fætteren skal dø, er, at Holland har lyst til at se ham lide. Drabet på fætteren er imidlertid hverken første eller sidste gang, de slår ihjel, og spørgsmålet melder sig snarligt, hvad forholdet mellem de to brødre egentlig er samt hvilken rolle de nærmeste telepatiske bånd, der eksisterer mellem drengene og deres bedstemor, spiller.

The Other er et stykke rendyrket gotik, og Thomas Tryon ønsker ikke så meget at skræmme sine læsere, som han ønsker at forurolige os og gøre os ubehageligt til mode. Drengene, Niles og Holland, bliver da også i stigende grad et ubehageligt selskab, fordi noget ikke stemmer, og de forklaringer, vi hører – navnlig fra den uskyldige Niles, ikke helt hænger sammen. Der antydes da også langt mere i romanen, end der beskrives, omend Tryon skaber en række dybt foruroligende øjeblikke i sin bog, der i al deres usagte, tilhyllethed sniger sig ind under huden på læseren.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1971. Romanens 1. udgave

I sig selv er historien i The Other ikke videre original, men bogen er mere end den gotiske slægtsfortælling, som den på overfladen ligner. Romanen lever på sin atmosfære og Tryons fornemme sprog. Bogen tilhører tydeligvis en skrækfiktion, der er skrevet før, Stephen King havde meldt sig på banen. Teksten er kultiveret, poetisk og omhyggelig, Den er konservativ og elegant, uden egentlige forsøg på samtidighed og aktualitet. Tryon har endda henlagt handlingen til ’35 for at skabe distance mellem sin historie og læserne.

Ikke desto mindre formår Tryon at skrive sin gotiske fortælling med en sværmerisk intensitet, der gang på gang overrasker med fine sætninger og elegante iagttagelser. Det psykologiske spil, der foregår i bogen, beskrives med sjælden elegance, også selvom en nutidig læser hurtigt gennemskuer bogens plot, er det en biting, fordi det væsentlige er fortællerstemmernes sproglige klang. Teksten ånder mystisk sommervarme, hengemte hemmeligheder og gotisk mørke; den pulserer af et mærkværdigt, overnaturligt liv, som synes koncentreret i den svært definerbare bedstemor, der står som sort centrum i fortællingen.

Paperbaack, Fawcett Crest 1972

Bogens atmosfære er derfor også det, der næsten øjeblikkeligt griber læseren. Tematisk indskriver Tryon sig i samme tvetydige barnelandskab, som Ray Bradbury eksempelvis gør det i Something Wicked This Way Comes. Tyron er imidlertid hverken nostalgisk eller romantisk, som Bradbury – Tyrons vision er sort og brutal. Omfanget af fortællingens underspillede brutalitet står først klart til sidst, da vi har fået fortalt de to mest afsindige øjebliksbilleder i hele bogen – et druknet spædbarns ansigt, der kommer til overfladen i en vintønde, og bedstemoderen, der hælder benzin ned i frugtkælderen, hvor den ene af tvillingerne skjuler sig.

Drengenes ugerninger er ubetinget den væsentligste kilde til ubehag i romanen, men Tryons brug af gotiske genretroper giver ham også mulighed for at beskrive dybt dysfunktionelle familieforhold, og drengens voldsomme gerninger fremstår som en form for desperat nødråb, fordi de på den ene side er komplet overset i et stort set helt kvindeligt univers af mødre, tanter og kusiner, dels bliver de elsket til døde som små pyntedukker. Det paradoksale i både at ville elskes ubetinget – så meget, at de ikke tåler konkurrence, og samtidig at tage vredt afstand fra denne kærlighed fylder dermed ganske meget, og den psykologiske spænding får Tryon beskrevet til perfektion.

Paperback, Dell 1987

The Other er nu en næsten glemt perle, der på udgivelsestidspunktet var et naturligt sidestykke til bøger som The Exorcist og Rosemary’s Baby. Sådan er det ikke længere, men det er ironisk, for den litterært eventyrlystne vil finde langt mere potentiale hos Tryon end hos de to førnævnte. Tryons prosa står imidlertid kun dårligt mål med den tempofyldte, sprogligt lette skrækfiktion, der blev populær i midten af 70’erne. Tryon er en af en anden skole – den gamle skole –, og det kræver arbejde at komme under huden på bogen, men er man villig til at bruge tiden på dette, finder man sætninger, som indbyder til at blive læst igen og igen, fordi hans sprog klinger af stor, stor kunstfærdighed og intelligent indsigt. Derfor vil jeg bestemt anbefale, at vi alle finder denne glemte klassiker frem fra mølposen så ofte som muligt.

Hardcover, Centipede Press 2008

Paperback, New York Review of Books 2012

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Whitley Strieber, The Wolfen (1978): Ulve løs i Laksegade

Paperback, Coronet 1979

Så er jeg tilbage fra en lille efterårsferie med et indlæg om en bog, som Patrick Leis allerede har fortalt om på bloggen.

Whitley Strieber debuterede som romanforfatter med en radikal nyfortolkning af varulvemyten, og den slyngede ham straks ind på bestsellerlisterne. Med sin skrækroman plantede Striber sig imidlertid solidt i krimigenrens univers. Det gør, at bogen umiddelbart fremstår betydeligt mindre nichepræget end den meste andet skræklitteratur, og det er uden tvivl baggrunden for romanens succes. Mere om det senere.

Historien udspiller sig i et vinterkoldt New York, hvor to betjente bliver brutalt myrdet på et afleveringssted for skrottede biler. Læseren er med under mordet og ved, at de to betjenet blev offer for nogle ulvelignende væsner, og den sandhed går efterfølgende også op for opdagerne, som nu forsøger at finde ud af, hvad der skete med betjentene. Det umage makkerpar Becky Neff og George Wilson får således til opgave at opklare dobbeltmordet, og det fører dem ud på en opgave, der viser sig at være mindst lige så dødbringende, som den er utrolig.

Paperback, Coronet 1979

De to betjente fra drabsafdelingen kan nemlig, til deres forbløffelse, konstatere, at der efter al sandsynlighed lever et kobbel af intelligente ulvelignende væsner i New Yorks gader, der skjult for verdens søgelys har kunnet overleve som jægere med de hjemløse og svaglige som bytte. Angrebet på betjentene var en fejl, og nu er ulvene – ”The Wolfen”, som en zoolog døber dem i bogen – blevet afsløret. I stedet for at flygte beslutterne ulvene sig for at tage kampen op imod Neff og Wilson, før de to betjente får spredt deres historie. Jægerne bliver pludselig byttet, og romanen igennem udfolder Whitley Strieber et kompleks vendespil, hvor det konstant bølger frem og tilbage, hvem der har overhånden – betjentene eller ulvene.

Man mærker som sagt straks på de første sider, at The Wolfen ikke er nogen almindelig skrækroman. Tonen er ganske vist rå, og Strieber presser stemningen i retningen af klassisk gru, men handlingen er først og fremmest indsvøbt i alle den hårdkogte krimis troper. Man kan med lethed udskifte ulvevæsnerne med en bande farlige forbrydere, og romanen ville stadig fungere, fordi teksten først og fremmest handler om opklaringsarbejde og personrelationerne mellem Neff og Wilson såvel som Neff og hendes kæreste.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Strieber svælger i politijargon og filmiske attituder, der både sætter troværdigheden og tålmodigheden på prøve, fordi han serverer sin pulpfortælling uden kritisk filter eller ironisk distance til klichéerne. Formen må også siges at blive udfordret af selve præmissen for bogen, nemlig at to betjente jagter ulvevæsner i New York, uden dette påvirker dem synderlig meget i deres tilgang til arbejdet. For at holde spændingen i kog må Strieber også gribe til det stadigt mere utroværdige greb at isolere sine to hovedpersoner. ”The damn brass” i politisystemet gør således alt for at forhindre deres opklaringsarbejde til trods for de ganske sensationelle ting, som betjentene opdager. Vores to hovedpersoner er imidlertid insisterende og går derfor, selvfølgelig, op imod systemet.

Sprogligt falder The Wolfen let og uelegant, men Strieber har sans for stemning, og det lykkes ham flere steder at piske så meget intensitet sammen, at han faktisk griber sin læser. Som eksempelvis da Neff og Wilson trænger ind i et forladt hus for at se, om ulvene skulle gemme sig der. De ved ikke, at de er gået i en fælde, og at væsnerne lurer på betjentene i mørket. Her har Strieber solidt fat i os og formår meget overbevisende at skabe nervepirrende intensitet af den fineste slags.

Hardcover, William Morrow 1978. Romanens 1. udgave

Det mest bemærkelsesværdige ved Striebers tilgang til romanen er tydeligvis ikke hans litterære kvaliteter, men snarere det faktum, at han med sin bog forsøger at skabe en helt naturlig forklaring på det, der dybest set fremstår som en fortælling om overnaturlige væsner. Vi får dermed leveret en naturvidenskabelig forklaring, så der rent faktisk opstår en form for logisk realisme i teksten, der spiller sammen med krimigenrens jordbundne form. Selvom man umiddelbart forventer det, er der er med andre ord ikke tale om nogen overnaturlig historie, men nærmere en eksperimenterende genrehybrid.

Striebers roman sniger på den led næsten ubemærket gyset ind i noget, der først fremstår som hårdkogt thriller, men trækker omvendt også gyset ind i en helt ordinær politi-roman, så både krimi-og skrækentusiaster slynges rundt mellem genretroper og hovedparten af tiden læser noget andet end det, de tror.

Paperback, Bantam Books 1979

Mere interessant er det imidlertid, at Whitley Strieber har taget inspiration fra Jack Londons roman White Fang og indføjet små kapitler i sin roman, hvor vi følger livet og tankerne blandt ulvevæsnerne. Han portrætterer med andre ord væsnernes psykologi efter samme mønster, som London benyttede i sit ulveportræt fra 1906. Hos London fungerede dette fint, men i Striebers tilfælde fungerer det endda bedre, fordi væsnerne, der beskrives, rent faktisk er intelligente og ikke kunstigt må tilføres menneskelignende bevidsthed, som London gør det. Dette gør de små scener blandt væsnerne til stærke og stedvist ganske forstyrrende og fremmedartede oplevelser, der må betragtes som ganske vellykkede i portrættet af en fundamental ikke-menneskelig bevidsthed.

Strieber beviste senere i andre sammenhænge, at han kunne skrive fiktion med mere interessant prosa, men i debutromanen er der tale om et sprog og en historiefortælling, der først og fremmest er drevet af metafortunge beskrivelser og livstræt, klichéfyldt dialog, som de fleste læsere vil føle sig bekendte med. The Wolfen er da også ganske ukompliceret og langt hen ad vejen uinteressant. Men takket være de små afsnit om væsnernes psykologi serverer Strieber en roman, der ikke bare kan reduceres til jævn bestsellergrød, men også må tilskrives et vist elmenet af nytænkning, der peger frem mod 80’ernes glæde ved seriemodergys, hvor netop selvsamme krimi-æstetik også udfoldes. At lade Strieber få æren for den bevægelse er for meget sagt, men hans The Wolfen er afgjort et trin på vejen.

Paperback, Bantam Books 1981

Paperback, Avon Books 1988

 

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman