Tag Archives: D. F. Lewis

Shadows Over Innsmouth, red. Stephen Jones (1994): Pastichens uopfindsomhed og fandommens klamme omfavnelse

Paperback, Del Rey 2001. Omslaget er illustreret af John Jude Palencar

Paperback, Del Rey 2001. Omslaget er illustreret af John Jude Palencar

Jeg gik og overvejede i noget tid, om jeg ikke skulle give antologien Shadows Over Innsmouth et nyt forsøg. Da jeg læste novellerne første gang, var det ikke nogen stor oplevelse. Faktisk huskede jeg de fleste af historierne som ligegyldige for ikke at sige dybt uinteressante. Imidlertid var der en nagende tvivl, fordi bogen er spækket med prominente navne, der mere eller mindre alle har leveret fremragende historier i andre sammenhænge. Måske jeg tog fejl? Til sidst gav jeg efter og begyndte at læse den ret lange antologi igen. Desværre viste det sig hurtigt, at mit syn på bogen ikke havde ændret sig stort; Shadows Over Innsmouth er og bliveren tam omgang.

Tanken bag bogen er ellers meget fin. Antologien samler nemlig bidrag, der på en eller anden måde tager udgangspunkt i H. P. Lovecrafts kortroman The Shadow over Innsmouth, skrevet i 1931. Alle bogens forfattere er englændere og hovedparten er nulevende skribenter, der fører Lovecrafts mytologiske tematikker op i nutiden.

Paperback, Del Rey 2001

Paperback, Del Rey 2001

Som optakt til de øvrige noveller begynder bogen med fortællingen, der har inspireret dem alle. Lovecrafts paradigmatiske mythos-historie The Shadow over Innsmouth får således lov til at sætte tonen og indholdsmæssigt kridte banen op for de efterfølgende tekster.

Det er noget tid siden, jeg sidst har læst The Shadow, der af mange bliver regnet som en af Lovecrafts bedste historier. Den har da også nogle oplagte styrker, der får den til at skille sig ud i Lovecrafts produktion. Navnlig bliver den intense flugt gennem Innsmouths gader tit trukket frem som noget særligt vellykket. Lovecraft skrev, som andre har påpeget, sikkert en del af Shadows under påvirkning af Robert E. Howards handlingsorienterede noveller, og jagten er bestemt nervepirrende.

Stephen Jones (født 1953)

Stephen Jones (født 1953)

Ikke desto mindre er det også noget af det mere ordinære, Lovecraft skrev, og derfor heller ikke videre opsigtsvækkende. Faktisk synes jeg, at historiens mest bemærkelsesværdige passager findes i beskrivelserne af Innsmouths huse. Beskrivelser, der kulminerer, da vi føres gennem Gilman-hotellets dystre gange. For mig at se er det i disse arkitekturbeskrivelser, at Lovecrafts sorte vision står stærkest.

Det er her, at man forstår, at plottet og jagten er ren staffage. Det centrale, historiens kerne, er selve Innsmouth, der ligger fordærvet og grufuld til skue for læseren som et strandet kadaver, hvor Manuxet-floden løber ud i havet.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Rundgangen i Innsmouth bliver et morbidt studie af moralsk fordærvs indvirkning på omgivelser. Det perverterede fremmede, skildret i angstfyldte xenofobiske vendinger, som Kaptajn Obed Marsh bragte med sig hjem fra sydhavet, er ikke udelukkende noget, der udspiller sig bag Devil Reef. Korruptionen af normaliteten er trukket helt ind i byen og har omdannet den stolte georgianske arkitektur til et uvirkeligt, gotisk rædselskabinet, der med sin surrealistiske dystopi æder sig ind i på læserens bevidsthed gennem hovedpersonen Robert Olmsteads øjne.

Dele af Shadows er ganske enkelt fremragende fiktion, hvor sprogets intense ordvalg på smukkeste vis afspejler beskrivelsernes morbide indhold. At den forudsigelige handling og det uelegante femte kapitel, der hænger som et dumt anneks på historien, ikke har samme mesterlighed er en biting i den sammenhæng, der ikke trækker noget fra kortromanens storslåede momenter.

Basil Frederick Albert Copper (5. februar 1924 – 3. april 2013)

Basil Frederick Albert Copper (5. februar 1924 – 3. april 2013)

Med Lovecrafts fortælling spiller Stephen Jones tungt ud, og man behøver ikke komme længere end til den næsten fortælling, Basil Coppers ”Beyond the Reef”, før det står klart, hvor svært det er at eftergøre Lovecraft. Copper, der har skrevet rigtig fine ting, omdanner Innsmouth-universet til pulpet horror, der savner den kværnende dysterhed, som Lovecraft malede frem. Og det er rent faktisk et problem, der går igen i hovedparten af alle de øvrige noveller. Når Lovecraft på overfladen fortalte om den stakkels Olmsteads uheldsvangre besøg i Innsmouth, var det stedet, han i virkeligheden skrev om. Det var stedets gru, ikke handlingernes gru, som han ville formidle.

I hovedparten af de noveller, der kommer efter Lovecrafts, er det blevet handlingen, der er omdrejningspunktet. Det er historien om de onde Deep Ones og deres hang til forplantning med mennesker, der står i centrum. Det forskyder i den grad fokus og udstiller, hvor kedsommelig hovedparten af al Cthulhu mythos-fiktion bliver, når det bliver de konkrete væsner, det handler om.

Kim Newman (Kim Newman (født 31. juli 1959) og Neil Gaiman (Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Kim Newman (født 31. juli 1959) og Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Grundtonen i de fleste af novellerne er således helt ordinær horror, krydret med de mytologiske stedsnavne og væsner. Det er hverken spændende eller uhyggeligt. Det er ligegyldigt, for ikke at sige jammerligt, og savner enhver intensitet. Og det er forbløffende at konstatere, hvor tæt de fleste af forfatterne går på Lovecrafts historie. Flere af novellerne grænser til gendigtning af den oprindelige kortroman, og ganske mange inkluderer en lang jagtsekvens som klimaks. Måske de har set det som en hyldest, men i sidste ende virker det bare dumt og gentagende.

En undtagelse, der formår at ramme en dysterhed, der nærmer sig Lovecrafts, er Ramsey Campbells ” The Church in High Street”. I sig selv er historien ikke specielt spændende, men med den korte novelle formår Campbell at sætte trumf på de samme elementer som Lovecraft uden at plagiere alt for meget. Resultatet er et glimrende gotisk koncentrat, der griber fat om fantasien med herlig intensitet.

Hardcover, Fedogan & Bremer 1994. Antologiens 1. udg.

Hardcover, Fedogan & Bremer 1994. Antologiens 1. udg.

Naturligvis er der også andre fine fortællinger i bogen – David Suttons historie om en skattejagt til Innsmouth har sine kvaliteter, og sådan er det med flere. Imidlertid er det hele sovset ind i en tung følelse af uoriginalitet, der mest af alt fremstår som et knæfald for den ulidelige Lovecraft-fandom; den tentakel-elskende, Cthulhudukke-købende fandom, der synger platte sange om Nyarlathotep, stirrer sig blind på monstrene og glemmer teksterne.

Det er derfor også befriende at læse den altid veloplagte Kim Newmans to bidrag i bogen. Det ene er skrevet under pseudonymet Jack Yeovil, det andet under hans borgerlige navn. Begge er skrevet med samme bramfri, eklektiske tone, der oser langt væk af 90’er-post-modernitet og punkterer enhver selvhøjtidelighed omkring Lovecraft. Newman er en fantastisk skribent, der med sin tidstypiske ironi bringer frisk luft ind i novellesamlings forplumrede stuer. Havde han ikke været blandt bidragyderne, havde det set sort ud for samlingen!

Paperback, Gollancz 1997

Paperback, Gollancz 1997

Jeg ved ikke, om jeg ligefrem fortryder, at jeg vendte tilbage til Shadows Over Innsmouth – det gør jeg nok ikke, for jeg fik jo lejlighed til at komme tilbage til Lovecraft, men bogen var ikke nogen stor oplevelse som helhed ikke, og der går afgjort rigtig længe, inden jeg for den idé at læse novellerne igen.

Novellerne:

H. P. Lovecraft, “The Shadow Over Innsmouth”

Basil Copper, “Beyond the Reef”

Jack Yeovil, ”The Big Fish”

Guy N. Smith, “Return to Innsmouth”

Adrian Cole, “The Crossing”

D. F. Lewis, “Down to the Boots”

Ramsey Campbell, “The Church in High Street”

David Sutton, “Innsmouth Gold”

Peter Tremayne, “Daoine Domhaine”

Kim Newman, “A Quarter to Three”

Brian Mooney, ”The Tomb of Priscus”

Brian Stableford, “The Innsmouth Heritage”

Nicholas Royle, “The Homecoming”

David Langford, “Deepnet”

Michael Marshall Smith, “To See the Sea”

Brian Lumley, ”Dagon’s Bell”

Neil Gaiman, “Only the End of the World Again”

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

The Black Book of Horror, red. Charles Black (2007): Skidt og kanel

Paperback, Mortbury Press 2007. Illustration Paul Mudie. En forside med et klassisk antologi-motiv

Paperback, Mortbury Press 2007. Illustration Paul Mudie. En forside med et klassisk antologi-motiv

I bogens forord skriver redaktøren Charles Black, at The Black Book of Horror er tænkt som en hyldest til de store engelske gyserantologi-serier. Det vil navnlig sige Fontana og Pans enorme serier, der igennem årtier samlede gamle og nye gys til det læsende publikum.

De store serier, der mere eller mindre takkede af i slutningen af 80’erne, indeholdt gys af alle slags – gotiske spøgelsesfortællinger, groteske, makabre skriverier og mere eksperimenterende tekster. Det gjorde bøgerne alsidige, fordi man som læser aldrig helt kunne vide sig sikker på, hvad der lå i vente med næste historie. Samtidig var der tale om professionelle udgivelser med historier af høj kvalitet.

Blandt horrorfans har serierne for længst opnået kultstatus. Man behøver bare læse lidt på nettet for at se, hvor meget gyserantologierne fylder i en britisk bevidsthed. Man kan sige, at de er bøgernes svar på Hammer, hvilket nærmest sidestiller dem med de engelske kronjuveler.

Paperback, Mortbury Press 2007

Paperback, Mortbury Press 2007

Charles Black skriver, som sagt, at The Black Book of Horror er tænkt som en hyldest til de hedengangne serier, og selv om han tydeligvis håber, at der skal komme flere bind, gør han sig ingen forhåbning om at genrejse fordums storhed. Og det med rette for selv om The Black Book of Horror har hjertet på rette sted, halter det med kvaliteten. Men mere om det senere.

Bogens 18 noveller er fundet ved en åben indkaldelse til bidrag og efterfølgende udvælgelse af Black. Det er altså ikke en udgivelse med store, prominente navne fra gyserscenen. Snarere er der tale om en undergrundsudgivelse, hvor størstedelen af bidragyderne kun har udgivet ganske lidt før.

For alle der bare har fulgt en smule med i de danske gyserudgivelser de seneste år, vil den model være bekendt. Det gør The Black Book of Horror interessant, fordi det indbyder til en sammenligning med de antologier, som de små forlag udsender herhjemme.

Desmond Francis Lewis (18. januar 1948)

Desmond Francis Lewis (18. januar 1948)

Nu har jeg ikke tænkt mig at lave en direkte sammenligning. I stedet vil jeg blot konstatere, at der er klare paralleller mellem The Black Book of Horror og den type antologier, vi ser herhjemme. Det vil typisk sige en bog med et fåtal ganske ubehjælpelige historier, fulgt af et bredt antal solide noveller, der først og fremmest lever på deres kærlighed til genren, og endelige en enkelt fortælling eller to, der for alvor brænder igennem.

I en dansk sammenhæng, hvor mængden af undergrundsforfattere trods alt er begrænset, kan dette næppe overraske. Sådan må det vel være i et lille land. Snarere vil jeg sige, at det er forbløffende, at vi møder det samme problem i en engelsktalende kontekst, hvor mængden af mulige bidrag immervæk må være noget større. Jeg tror, jeg vil udlægge det forhold positivt i forhold til en dansk sammenhæng og konstatere, at vi generelt herhjemme har mange dygtige, kreative folk ved tasterne.

Men lad os se lidt på historierne i The Black Book. Foruden de to ultrakorte tekster af D. F. Lewis, der som vanligt lyner igennem som bizarre glimt fra anden dimension, har bogen et par ganske stærke noveller. Bogens måske væsentligste fortælling er ”Power” af Steve Goodwin; en sært fordrejet historie om nynazisters kultiske aktiviteter i en polsk lilleby.

David A. Sutton

David A. Sutton

Teksten er mesterligt skrevet i et sprog, der på engang opbygger stemningen af gru og samtidig udfordrer og overrasker. Plottet er også langt fra så banalt, som jeg har fået det præsenteret her. Historien handler om ophav, undertrykkelse og ikke mindst magt.

Et andet meget fint bidrag er den rutinerede David A. Suttons ”Only in your dreams”. En helt klassisk gyserfortælling om den onde ”bøhmand”, der kommer efter uartige børn. Historien er ganske enkelt bundsolidt håndvE6rk. Den er en fryd at læse og stemningen såvel som det obligatoriske twist på sidste sider fungerer perfekt.

Endelig vil jeg også fremhæve ”The Wolf at Jessie’s Door” af Paul Finch som endnu et rigtig godt bidrag, der eksperimentere med formen og leverer noget, der nærmer sig en psykologisk thriller. En tidligere betjent opdager, at han bliver overvåget af en stor ulv. Hvad betyder det? Hvad vil ulven? og så videre. Hænger det mon sammen med, at hans gamle kæreste netop er kommet tilbage til byen?

Der er her tale om virkningsfulde noveller fra tre forfattere med en del tekster i bagkataloget. Det er noveller som disse, der for alvor gør antologien værd at læse, og det er her, at man finder de tekster, der løfter sig over historier skrevet af glade entusiaster fra fanmiljøet.

Og dem er der ellers mange af. Hovedparten af historierne er nemlig mere eller mindre solide fortællinger, der leverer typiske gys efter velkendte formler. Vi finder den Clive Barkerske, blodtørstige stil i ”Crows”, mens den Thomas Ligottiske imitation er repræsenteret ved ”Cords”. Man fornemmer en Edgar Poe-parafrase bag ”Zoskia vs. Regina”, der har hentet en del hos “The System of Doctor Tarr and Professor Fether”.

Lur mig, om der ikke også har sneget sig et omskrevet rollespilsscenarie med ind i bogen. ”Lock-In” har i hvert fald så mange rollespilskarakteristika, at en eller andet sikkert ville kunne få et scenarie ud af den. Seks mænd er fanget på en pub, der pludselig er omsluttet af et fremmedartet mørke. Hvad er der sket, og hvordan kan mændene komme ud? Et lille okkult mysterie, der forsøger sig med antydninger af kosmisk gru.

Paul Finch

Paul Finch

SF-horror dukker op i den lille ”The Sound of Muzak”, hvor en form for invasion fra rummet angriber verden gennem den muzak, vi hører. En finurlig idé. Præcis de finurlige idéer er der flere af. Eksempelvis ”Size Matters” om en mand, der vil have en større penis, er morsom og sort, men kan dårligt karakteriseres som horror.

Faktisk må man generelt konstatere, at bogens definition af horror er så bred, at der er ganske mange humoristiske bidrag i bogen. Der er en kærlig pastiche på M. R. James og to historier, der henter stilen hos Brian Lumley og Seabury Quinn. Novellerne er hæderlige, men personlig er jeg ikke ret meget til sammenblanding af horror og humor. Derfor har bogen en uheldig slagside, men det er jo smag og behag.

The Black Book of Horror er blandede bolscher. Det er skidt og kanel. Det er på godt og ondt. Men uanset hvor ujævn og sammensat bogen er, har den hjertet på rette sted og leverer tekster skrevet af gyserfans til gyserfans. Alene det gør bogen charmerende. Læren må være, at vi skal nærme os historierne som entusiastiske tekster, skrevet af ligesindede. Går man til bogen uden de store litterære forventninger, ligger der helt sikkert gode læseoplevelser i vente.

Jeg kan allerede nu afsløre, at Charles Black fik samlet et noget stærkere forfatterhold, da han udsendte andet bind i serien i 2008.

Novellerne:

Frank Nicholas, “Crows”
Mark Samuels, “Regina vs. Zoskia”
Gary Fry, “The Older Man”
Steve Goodwin, “Power”
Roger B. Pile, “Cords”
Sean Parker, “The Sound of Muzak”
D. F. Lewis, “Shaped Like A Snake”
David A. Sutton, “Only In Your Dreams”
Paul Finch, “The Wolf At Jessie’s Door”
John Llewellyn Probert, “Size Matters”
John Kenneth Dunham, “Spare Rib: A Romance”
Gary McMahon, “Family Fishing”
David Conyers, “Subtle Invasion”
D. F. Lewis, “A Pie With Thick Gravy”
David A. Riley, “Lock-In”
Franklin Marsh, “Last Christmas (I Gave You My Life)”
Daniel McGachey, “Shalt Thou Know My Name?”
Charles Black, “To Summon A Flesh Eating Demon”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling