Tag Archives: Dannelsesrejse

Bjarne Reuter, Shamran (1985): Stadig flot og lettere uopfindsom

”For tusind år siden spillede Døden terning og tabte.”

Som jeg efterhånden har skrevet et par gange her på bloggen, så er jeg ret langt med efterfølgeren til Skrækvisioner i form af en oversigt over fantasylitteraturens udvikling fra 1800 til i dag. Det er en stor mundfuld, men mere om det en anden gang. Det projekt har også fået mig til at se lidt på noget af den danske fantasy, selvom det ikke kommer til at figurere i bogen.

Paperback, Gyldendal 1985. Bogens første udgave. Forsidens klassiske barbarkriger er skabt af Erik Hjorth Nielsen

Normalt skriver jeg jo ikke om børne- og ungdomslitteratur på bloggen, men det kan nu være lidt sjovt at gøre en gang imellem alligevel. I løbet af de fantasyglade 80’ere udkom der en del bøger herhjemme, hvoraf de fleste mere eller mindre er glemt i dag, men Bjarne Reuters Shamran er stadig tilgængelig og bliver formentlig også fortsat læst, om ikke andet fordi Reuter har en særlig plads i dansk litteratur.

Handlingen kender du jo sikkert, men jeg vil alligevel genfortælle den kort. Drengen Filip er syg, formentlig i den terminale fase. Hans forældre er voldsomt tyngede af sorgen, hvilket Filip fornemmer uden helt at kunne sætte ord på sin oplevelse af forældrenes følelser. Han fortæller dem heller ikke alt. Der er kommet et mystisk modermærke på hans hofte, som vokser og gradvist synes at antage form af en kat. Intuitivt holder Filip dette for sig selv, måske fordi han frygter, at det vil gøre forældrene endnu mere kede af det. Han fortæller heller ikke, at han på sit værelse har et billede af en bro, som strækker sig fra en kyst og ud i et tågeindhyllet hav. På denne bro opdager han, at der er tre skikkelser, og at disse skikkelser dag for dag kommer ham nærmere i møde.

Det hele er drømmende mystisk og kulminerer, da tre dværge (altså små mennesker, ikke Gimlis slægtninge) komme frem gennem billedet og henter ham. Filip skal med dem, og han når ikke meget mere end at snuppe sit sovedyr Dobbo og sige farvel til sine sovende forældre, før han er inde i billedet med de tre små mænd. Afskeden er hjerteskærende, fordi vi forstår, at det er drengens stille død i en sen nattetime, vi her er vidner til, og scenen hører til blandt bogens bedste momenter.

Bjarne Reuter (født 29. april 1950)

Dermed begynder en sær og forunderlig rejse for Filip, der opdager, at den verden, han er hentet ind i, er et koldt og brutalt sted, der regeres fra staden Tronn af en fyrste, som ikke benævnes andet end Ham. Vi forstår også, at ganske mange indbyggere i Tronn har fået berøvet en af deres sanser; de er mærket, som det hedder, og den kuede befolknings livskraft og frihedstrang er derved blevet stækket.

I krogene bliver der imidlertid hvisket om frelseren, der skal vende tilbage og rydde op i det hele. Shamran hedder den, der skal komme, og hans navn er forbudt at nævne, præcis som den onde fyrste forbliver navnløs. Nu kommer det næppe som nogen overraskelse, at Filip er netop denne Shamran, og resten af romanen skildrer Filips udvikling fra en lille, syg dreng til en stor, muskuløs kriger, bevæbnet med det mytiske våben Nouredins sværd, der skal bruges i kampen mod Ham.

Man skal ikke have læst ret meget fantasy for at konstatere, at plottet i Shamran omtrent er så generisk, som det kan blive. Ung mand modnes og skal konfrontere en mørk fyrste; det er mere eller mindre den faste køreplan i en stor del af 80’ernes fantasylitteratur. Hvor velkendt dette greb var for danske læsere i ’85, kan diskuteres, men der kan ikke være nogen tvivl om, at mange læsere dengang såvel som i dag vil blive forbløffet over Reuters meget tydelige inspiration hos Tolkien, mest åbenlyst i navngivningen. Vi har en skurk ved navn Smaugg og en dværg ved navn Doromir samt en anden, der hedder Pippin, og der er flere velkendte navne i bogen.

Mere overordnet gennemsyres romanen af den samme tanke om selvopofrelse, der også bærer Tolkiens Ring-værk. Lille Filip, der er dødsmærket, forstår således, da han kommer til den anden verden hinsides Tågebroen, at hans død ikke er forgæves. Filips død vil frigive de forkrøblede og lidende i denne verden, og da han finder fred i dette, er han i stand til at vokse ind i rollen som den messianske krigerfigur. Romanen handler om at finde modet til at se sit liv og sine udfordringer i øjnene, uanset hvor håbløst det måtte se ud.   

Paperback, Gyldendal 1997

Mellem Shamran og Ham skyder Reuter den mytologiske Vandringsmand ind, der er Døden personificeret. Vandringsmanden går egne veje og ser tingene i et større perspektiv end de dødelige, og læseren forstår, at Vandringsmanden er skæbnen, som på godt og ondt tildeler alle en rolle at spille. Hvor den personlige frihed befinder sig i dette, forklares ikke, og det er ikke klart, om Filip rent faktisk ville kunne fejle i sin opgave, som Vandringsmanden i sidste ende selv har tildelt ham, men det spørgsmål ligger udenfor bogens horisont.

Selve handlingen kan analyseres nærmere; der er meget på spil i historien, som rent faktisk fortjener at blive belyst, men jeg synes i virkeligheden, at formen og tonen er mere interessante at bringe frem her. Først og fremmest kan man nemlig hæfte sig ved, at romanen overvejende er skrevet i en traditionel datidsform, men ganske mange af kapitlerne indledes med stykker skrevet i nutid. Dette valg er overraskende og svært at forklare, fordi det tilsyneladende ikke bruges til andet end at etablere et givent miljø i et ”nu”; i læseøjeblikket, om man vil. Det kan muligvis også være grund nok, men det står ikke desto mindre som et særpræget, stilistisk valg.

Der, hvor Reuter for alvor gør positivt indtryk med romanen, er i den grundtone af tungsindighed, der hænger over hele fortællingen. Han har, som sagt, utvivlsomt samlet dette op hos Tolkien, men der er mere i dette. Den sørgmodige stemning væves sammen med hovedpersonens begejstring for sang og navnlig sangteksternes poetiske indhold. En af de ting, Filip lavede med sine forældre, var at synge, og vi hører, at hans sangstemme var ganske smuk.

Hardcover, Gyldendal 2015.

Reuter bruger sangmotivet til at binde en lang række både åbenlyse og indirekte citater fra traditionelle sange, salmer og viser ind i teksten, hvilket højner det lyriske udtryk i hele romanens fremstilling. I spænd med temaet om den forudbestemte skæbne rammer Reuter derved en form for høvisk atmosfære, en form for minnesang eller ridderballade, uden at dette dog skal forstås bogstaveligt. Romanen er skrevet i et alderdommeligt sprog, men det er mindre middelalderisme end Højskolesangbogens højstemte dansk, der her kommer til udtryk.

Bogen er ubetinget stedvist smuk, og man må sige, at det også er i dette lyriske arbejde, at romanen afslører sig som litteratur fra ’85. I børne- og ungdomsfantasy af i dag fokuseres der stort set kun på handling, og tonen er næsten uniformt den samme ukomplicerede og oftest kække facon, der skal sørge for, at ingen keder sig.

Reuters roman tager for givet, at litteratur ikke er kedelig, hvis man vælger den til, og han tør kræve af sin læser, at man skal have lyst til at dvæle ved sproget og ordklangen. Kan ske det er blevet et for ambitiøst krav i dag? Ikke desto mindre er det flot, og Reuter kan kun roses her. At han ikke er nogen stor ”worldbuilder”, og at hans fantasy som sådan ikke videre inspirerende, kan fuldstændig tilgives, fordi han når i mål med noget langt større og vigtigere. Tekstens udtryk vejer op for alt, hvad der måtte være af trivielle indvendinger imod værket.

2 kommentarer

Filed under Roman

David Lindsay, A Voyage to Arcturus (1920): En målestok for god litteratur

Paperback, Ballantine Books 1968. Forsiden er malet af Bob Pepper

Det er i dag en almindelig og ofte gentaget tanke, at SF-litteraturens beretninger om rumfart og rumudforskning i virkeligheden er en metafor for den indre rejse eller granskningen af jegets psyke. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at det er en spændende analytisk figur at arbejde med, men det er i sidste ende også en sandhed med modifikationer – det tror jeg, de fleste vil kunne være enige om. Ikke desto mindre er der eksempler på værker skrevet før, tanken blev formuleret, der entydigt udtrykker denne idé om den ydre rejse som billede på den indre udforskning. Conrads Heart of Darkness (1899) er naturligvis et af forbillederne her, men der er også andre. Et af de andre hovedværker i den sammenhæng er skotske David Lindsays dybt fascinerende, utrolig komplekse og sprudlende A Voyage to Arcturus fra 1920.

Lindsays bog er en roman af den type, som man umuligt kan lægge én entydig fortolkning ned over. Teksten stritter, fuldt bevidst, i alle retninger, og tilbyder først og fremmest sin læser et paradoksalt mysterium, som man kan reflektere over og genfinde sig selv i. Romanen indskriver sig entydig i den moderne romantradition, og den har ikke så lidt tilfælles med værker af modernistiske helte som James Joyces, William Faulkner og Ernest Hemingway. Den intellektuelle barre er sat højt, og Lindsay fordrer noget af sin læser. Dette er ikke banal pulp eller letforståelig lommefilosofi, som SF-litteraturen alt for ofte er leveringsdygtig i.

David Lindsay (3. marts 1876 – 16. juli 1945)

A Voyge to Arcturus begynder et overraskende sted. Hovedpersonen Maskull tager med til en spiritistisk seance, hvor han bliver vidne til nogle uforklarlige optrin. Ikke mindst resulterer seancen i, at han falder i snak med to bekendte, Krag og Nightspore, der gerne vil vise ham en hemmelighed. Han drager med dem til et øde observatorium, hvor et rumfartøj venter på dem. Snart er de ombord med kurs mod en planet, der kredser om stjernen Arcturus. Her går alt i sort og Maskull vågner op alene i den fremmede verden.

Forvirret over situationen begynder Maskull at søge efter sine venner, og dermed indledes en besynderlig vandring omkring på planeten, hvor Maskull kommer i dialog med den ene sære person efter den anden. Ret hurtigt står det klart for Maskull, at de menneskelignende væsner, han møder, er ganske forskellige fra ham selv – ikke mindst rent fysisk.

Hardcover, Methuen 1920. Romanens første udgave

Gennem samtalerne hører Maskull om deres forskellige moralske og etiske standpunkter. Disse samtaler ender som oftest i konflikter, og Maskull roder sig ud i flere ubehagelige episoder, der kommer til at plage ham efterfølgende. Men der sker også mere radikale ting: Maskulls krop begynder at forandre sig i samklang med omgivelserne. Han gror et nyt organ, en form for langt, telepatisk følehorn og gennemgår også andre forandring, der kun kan beskrives som bizarre.

Under sine samtaler med planetens indbyggere bliver hans forestillinger om køn og krop, individ og kollektiv, liv og død, godt og ondt udfordret. Det er store spørgsmål, der hvirvles op, og som anden Alice, forsøger Maskull at fastholde sit greb om den vante virkelighed, men som han kommer frem, er det i stigende grad klart for ham, at hans gamle jeg og den gamle verden ikke længere kan eksistere. Oplevelserne, forandringer med hans krop og samtalerne med de fremmede væsner sprænger rammerne for hans bevidsthed og åbner nye verdener for ham. Turen rundt på planeten er en dannelsesrejse, hvor Maskull gradvist forstår sig selv bedre og bedre.

Hardcover, Gollancz 1946

I løbet af samtalerne bliver det også klart, at en form for djævel eller overskurk styrer planeten. Maskull møder både folk, der frygter og hylder denne skabning, og det går op for ham, at vennen Nightspore måske er identisk med denne djævel. Men hvordan hænger det sammen? Hvem eller hvad er dette symbol på det onde?

Spørgsmålene hober sig op, og som i romaner som 1984 og The Man Who Was Thursday peger alt i sidste ende indad. Maskull forstår, at hvis han vil møde Nightspore igen og få svar på sine spørgsmål, må han træde over den sidste tærskel; døden. I en af bogens måske mest tankevækkende og forbløffende passager accepterer Maskull udfordringen og vælger døden, så han kan få svaret, og svaret er, at han selv er Nightspore. Han er selv den djævel, som han har søgt efter. Det er ham selv, Maskull har jagtet på kryds og tværs gennem den dybt besynderlige planets flora og fauna, der vokser viltert i denne idets have.

Hardcover, Gollancz 1963

Maskull indser, at alle ydre former og fremstillinger kan påvirkes af deres sociale miljø og fysiske omgivelser – også kroppen og sindet er plastiske størrelse, men jeget er en konstant og i sidste ende er det kun individet, der kan stå til regnskab for individet selv. Lindsays calvinske baggrund føjer sig her sammen med freudiansk tænkning og Nietzsches afmontering af teologien – Gud er død, og der er kun det ensomme menneske, som må forstå sig selv i forhold til verden. Det er et potent budskab, som hos Lindsay antager metafysiske sider, fordi han midt i al verdens og kroppens flygtighed ser nogle overgribende kræfter som eksempelvis kærligheden, der forbinder individer på et underbevidst plan uanset, hvor forskellige de måtte være.

Jeget, som Lindsay dermed skriver frem i sin roman, er på den ene side fuldstændig isoleret og alene i verden. Al kommunikation med andre er sønderbrudt og forvansket tale, fordi vi aldrig virkeligt kan forstå hinanden, men omvendt er der en usagt forbindelse, som holder os sammen. Der er en genkendelighed, der trods forskelle bygger bro imellem os som tænkende og skabende individer.

Hardcover, Macmillan 1963

Jeg kan ikke her gøre rede for alle romanens spidsfindigheder. Den er, som sagt, kompleks og alene et studie af navnene i bogen er fascinerende arbejde, der fortæller os meget om, hvordan Lindsay gerne vil diskuteres af sine læsere.

A Voyage to Arcturus er uden tvivl et litterære højdepunkt. At kalde den fantasy eller SF, som jeg har gjort her, og læse den ind i denne genresammenhæng, er i virkeligheden misvisende, fordi den i sidste ende udelukkende ser indad. Brugen af rumrejsen og den fremmede planet er ren, kreativ staffage; skrælles dette overfladiske lag bort, står vi med en psykologisk roman, der intet har med genrelitteratur at gøre. Jeg kan imidlertid godt forstå, hvorfor genrehistorikere gerne vil have Lindsays roman ind i både fantasy og SF-folden, fordi den er en æstetisk og intellektuel magtpræstation, som det er flot at kunne spejle sig i.

Paperback, Sphere Books 1980. Bemærk Maskulls “nye følehorn” på forsiden skabt af Peter Jones

Al god litteratur er krævende og aldrig let. Den er aldrig noget, hvor sproget ”bare flyder”, og hvor meningerne springer utvetydigt ud af siderne. God litteratur er kompleks som livet selv og uden Hollywood-patos såvel som regelbundne fortælleformer. A Voyage to Arcturus er alt dette, og skulle det virke afskrækkende, kan man måske trøste sig med, at romanen vitterligt er både bizar og forstyrrende, hvorfor man også kan få tilfredsstillet sit fix på den måde, hvis man altså tør binde an med den. Men pas på – du kommer langt ud på dette syretrip.

Goo goo g’joob, goo goo goo g’joob!

Paperback, Citadel Press 1985
Hardcover, Wildside Press 2002
Paperback, Bison Books 2002
Paperback, Orion 2003
Paperback, Dover Publications 2005
Paperback, Waking Lion Press 2008
Paperback, Wilder Publications 2009
Paperback, Wilder Publications 2011
Paperback, CreateSpace 2012
Paperback, Positronic Publishing 2013
Ebog, Dancing Unicorn Books 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Piers Anthony, A Spell for Chameleon (1977): Skæg, ballade og troldmandshalløj

Paperback, Ballantine 1977. Romanens første udgave med en forside af Michael Whelan. Forsiden genbruges stort set alle bogens mange senere oplag

Med A Spell for Chameleon indledte Piers Anthony en af det længst levende fantasyromanserier, der til dato er udkommet. Xanth-serien, som den hedder, er i skrivende stund oppe på 43 romaner, og der er stadig nye på vej. Gulp. Det er et svimlende antal sider og en svimlende mængde fiktion, som jeg med fuldstændig stensikkerhed kan sige, at jeg aldrig får læst. Det er imidlertid spændende at se, hvor og hvordan første bind i serien arter sig, for det kan kaste lidt lys over, hvad der har gjort Xanth-bøgerne så utroligt populære. Det skal der nemlig ikke herske nogen tvivl om, at serien har en så stor og dedikeret fanskare, at Piers Anthony har sikret sig fast arbejde med romanerne.

I A Spell for Chameleon introduceres vi til landet Xanth, der synes at eksistere i en form for magisk boble, der er adskilt fra Mundania (sic!) via magi. Som vi kommer frem i romanen, bliver det tydeligt, at Mundania må være vores egen verden på bogens udgivelsestidspunkt; altså en verden med biler, bomber og flyvemaskiner. Den står dermed i skærende kontrast til det før-industrialiserede, rurale Xanth, der bedst beskrives som en form for magisk alfeland. Alt er fortryllet i Xanth og magi bruges til alt. Fans af Harry Potter-bøgerne kan nikke genkende til den rolle magien spiller og føle sig helt hjemme i Piers Anthonys verden.

Piers Anthony Dillingham Jacob (født 6. august 1934)

I Xanth har alle indbyggere én magisk evne – de kan et eller andet utroligt. Hvad de kan, er vidt forskelligt; nogle kan store ting, andre har fuldstændigt ubetydelige og fjollede evner. Det væsentlige er, at de har en evne, og alle, der mangler en sådan, kan ikke få lov at blive i Xanth. De bliver sendt i eksil i Mundania med trussel om dødsstraf, hvis de skulle forsøge at vende tilbage.

Ved historiens åbning møder vi den unge mand Bink, der er på nippet til at blive myndig, og dermed skal han også vise sin magiske evne frem. Desværre har han (tilsyneladende) ikke fået nogen evne, og i desperation beslutter han sig for at opsøge Good Magician Humfrey, der efter sigende har hjulpet andre i samme situationen. Bink vil naturligvis helst ikke sendes i eksil, men han vil endnu mindre risikere ikke at kunne gifte sig med sin smukke forlovede.

Hardcover, Nelson Doubleday 1981. De første tre Xanth-romaner i en bog

Bink drager derfor ud på en klassisk dannelsesrejse, der skal hjælpe ham til at finde sin magiske evne og vende tilbage til det, der forhåbentlig kan blive et bryllup. Rejsen viser sig at være langt vanskeligere end antaget – ikke mindst fordi magien i Xanth har en særlig evne til at gøre alt voldsomt besværligt. Der lurer farer over alt, og indbyggernes ofte idiosynkratiske, excentriske adfærd gør dem til alvorlige problemer for sig selv og andre. Piers Anthony kender tydeligvis sin Jack Vance, der har afsat et tungt aftryk på fortællingen og Binks genvordigheder.

Alt kunne være såre enkelt, men sådan er det ikke, og Bink har en tendens til at havne i problemer. Vanskelighederne akkumulerer, og historien vrider og drejer sig fremad. Der, hvor vi egentlig forventede, at den ville stoppe, fortsætter den, og ved romanens slutning har Bink været med til at forandre Xanth for bestandig.

Paperback, Ballantine 1983

Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal mene om romanen. De første kapitler fremstår som børne- eller ungdomslitteratur, hvis det ikke lige var for den konsekvent liderlige Bink, der prøver at gramse på sin forlovede og generelt udsender så mange indestængte sexvibrationer, at den egentlige målgruppe formentlig er langt ældre. Alene denne kontrastering af sex og en stemning af børnelitteratur er bizar, men der er flere besynderlige træk ved romanen. Tonen er jovial og underspillet humoristisk hele vejen igennem, og der er noget uskyldigt eller ligefrem naivt over alle konfrontationer. Ikke desto mindre er der konstant elementer fra voksenlivet, der presser sig på. Meget af dette handler om sex, sex og sex. Konkret sex er der ikke noget af i bogen, men Piers Anthony, og med ham Bink, bruger forbløffende meget tid på at tænke på sex.

Allerede her fornemmer man nok, at Anthony i nogen grad ironiserer over fantasygenrens indhold og det med rette. Han sætter tilmed trumf på ved at indføje flere yderst latrinære scener. Bink vælter eksempelvis, en smule umotiveret, sin natpotte i et kapitel. Konsekvenserne skal jeg ikke beskrive nærmere, men der er flere andre toiletbesøg, som næppe heller ville finde vej ind i typisk fantasylitteratur.

Paperback, Orbit 1985

Anthony punkterer dermed genrens ofte ganske selvhøjtidelige stemning, hvilket faktisk er underholdende. Han går også over stegen flere steder og bliver i stedet for den friske, frække fortæller til en lettere bøvet mandschauvinist. Eksempelvis bliver Bink involveret i en voldtægtssag, der ender med, at den unge kvinde, der er blevet voldtaget, får en reprimande af dommeren og en advarsel om, at hun skal passe på og tage sig sammen. Dette er, vel at mærke, ikke en del af scenen humor, der ligger et helt andet sted.

Den slags var måske gået i 1950’erne og 60’erne, men i en roman fra ’77 bliver dette bare pinligt. Bink har også store kvaler med ikke at forgribe sig på en kvindelig, nærmest retarderet men smuk rejsefælle, som han får på et tidspunkt. Meget af dette er formentlig tidsånden, men det afspejler også en forfatter, der skrev til et særligt publikum, der kunne spejle sig i Binks liderlige energi.

Når jeg i sidste ende alligevel er loren ved en roman som A Spell for Chameleon, skyldes det to ting. For det første er der en mislyd i romanens grundstemningen, som jeg ikke kan komme overnes med. Blandingen af uskyld og provokation er interessant, men i sidste ende ikke vellykket udført. Alt bliver ufarligt og fjollet på grund af humoren. Det bringer mig til den anden indvending, der udelukkende er et udtryk for min personlige præference. Jeg har nemlig meget lidt til overs for humoristisk fantasy og den type vittige historier, der gør sig lystig inden for genren.

Ebog, Del Rey 2019

Der er givetvis et kæmpe overlap mellem Terry Pratchetts læsere og Xanth-fans, hvilket ikke er så mærkeligt, men det er bare ikke min kop the. Jeg synes ikke om historier, der vender dragemyten på hovedet og lader dem være venlige og gå til psykolog for at blive behandlet for ridder-frygt, eller hvad det nu måtte være. Den slags var måske sjovt, da Dunsany skrev det tilbage i begyndelsen af 1900-tallet, men det er det ikke længere, og når den type humor stadig skrives og udgives herhjemme så sent som i 2020, er det nærmest bare trist.

A Spell for Chameleon er for grinebidere, ikke mig, alligevel var jeg positivt overrasket over de grovkornede, latrinære sider af romanen, der helt bevidst udfordrer god smag. Præcis dette skal Anthony have ros for, fordi han udfordrer alt forfinet ved den eventyrlige fantasy og lægger en stor, fed lort midt i alfeland. Det kan jeg sympatisere med, men når det er sagt, fremstår romanen alligevel både skabet og primitiv.

Jeg tror ikke, at Anthony selv havde forudset, at han stadig efter alle disse år skulle arbejde med Binks univers, men sådan blev det, og det siger måske i virkeligheden mere om hans læsere end forfatteren selv, der blot leverer til efterspørgslen. Jeg står dog af toget her og ønsker alle andre end god videre rejse ud i Xanth-serien.   

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Dengang H. Rider Haggard besøgte Danmark

Vi fortsætter lidt i samme spor som søndagens indlæg. 

Jeg sad i en anden sammenhæng for nogen tid siden med Mediestream og begyndte som en lille overspringshandling at søge på Henry Rider Haggard, der i 1910 besøgte Danmark. Han var blevet udpeget af sin regering til at foretage en undersøgelse i udvalgte lande, med det formål at afdække, hvordan det engelske landbrug kunne forbedres. Der var store problemer i det britiske landbrug, der ikke længere var tidssvarende, og netop jordbrug var en af de ting, som interesserede den konservative Haggard stærkt. Ikke mindst var han beæret over endelig at få et tillidshverv, og han gik derfor også til opgaven med stor ildhu. 

Den aldrende Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925) fotograferet efter 1920.

Han skulle til Danmark for at se andelsbevægelsen ved selvsyn, og resultatet af det arbejde udgav han senere i det generelt entusiastiske topografiske værk med titlen Rural Denmark and its lessons, udgivet i 1911. Bogen er stedvist sjov læsning for den topografisk interesserede, ikke mindst på grund af Haggards små anekdoter fra rejsen. Som landbrugshistorie (ikke mit felt!) er det sikkert også sjovt, fordi man landet her bliver taget under kritisk lup af en fremmedes blik, hvilket altid er tankevækkende. Hele værket kan du finde online her.

Besøget i Danmark havde også en særlig, private interesse for Haggard, fordi han var af den overbevisning, at hans slægt ”Haggard” var en gammel vikingefamilie, der nedstammede fra Aagaard ved Fjerritslev i Thy. Den tanke kan fuldstændig afvises, tror jeg, men ikke desto mindre var det noget, der optog den romantiske Haggard, som det fremgår af hans dagsbogsoptegnelser fra perioden. 

Herregården Aagaard fotograferet fra luften i 1950’erne. Det nuværende hovedhus er opført 1917 og kom altså til få år efter Haggards besøg på stedet. I bogen har Haggard inkluderet billeder af den gamle gård, som han så

Men tilbage til Mediestream. Haggard var en berømthed, og naturligvis måtte bladene også skrive om den succesfulde forfatters tur til Danmark. Han skulle være i landet omkring 14 dage med ankomst til Esbjerg 18. september 1910, og derfra videre rundt i Jylland, før han endte i København, hvorfra det hele skulle afsluttes med et besøg på Kronborg. Han måtte naturligvis også forbi Aagaard, og hele slægstvinklen bliver med en vis stolthed omhyggeligt beskrevet i aviserne. 

Dengang dækkede aviserne jo sådanne berømtheders rejser ganske nøje, og det er helt sikkert muligt at kortlægge Haggards tur rundt i landet gennem lokalaviserne, hvilket kunne være en sjov opgave, men det må vente. Her er i hvert fald blot et eksempel på den dækning af besøget, der blev publiceret i Lolland-Falsters Stifts-Tidende torsdag d. 15. september 1910, hvor Haggard endnu ikke var ankommet i Danmark.  

Indrømmet, alt det her er meget nørdet, men hvem ved, måske sidder der en Haggard-fan derude, der synes, det er lige så sjovt som mig.

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Robert R. McCammon, Swan Song (1987): Milleniaristiske sværmerier

Paperback, Pocket Books 1987. Forsiden er malet af den aldeles glimrende Rowena Morrill

Swan Song fra ´87 er uden tvivl Robert R. McCammons bedst kendte værk. Den blev et hit, da den udkom og sikrede ham en plads blandt skrækfiktionens velkendte navne – i hvert fald for en stund, før han som så mange andre i løbet af 90’ernes første halvdel sadlede om og vendte sig mod krimigenren.

Med Swan Song udsendte McCammon sin mest ambitiøse roman, og man kan vel med god ret hævde, at han aldrig efterfølgende har skrevet et tilsvarende magnum opus. Det kan der være gode grunde til, for resultatet står uvægerligt i skyggen af Stephen King. Men først et kig på handlingen, der tager os gennem apokalypsen og ud på den anden side igen, hvor livet viser sig slet ikke at være så værst endda.

Paperback, Pocket Books 1987

I en ganske nær fremtid bryder forholdet mellem koldkrigsmagterne sammen. Krigen bliver hed, alt for hed, og atomkrigen begynder. Bomberne falder og verden, som vi kender den, ophører med at eksistere. Midt i denne ødelæggelse introduceres vi til en vifte karakterer, der befinder sig rundt omkring i USA. De oplever hver især katastrofen på forskellig vis, og da de første støvskyer har lagt sig, er det som om, at fronter har tegnet sig mellem de overlevende. På den én side har vi de arbejdsomme, der drømmer om at genskabe samfundet eller måske endda bygge et nyt og bedre. På den anden side har vi ødelæggerne, der synes at svælge sig i destruktionen og det nedfaldshelvede, som landskabet er blevet omdannet til.

De centrale figurer er her Colonel Macklin, der bliver anføreren for en dystopisk hær af mordere, voldtægtsmænd og banditter, som kæmper for at underlægge sig den nye verden. På den anden side har vi en lettere sindsforvirret posedame fra New York, der går under navnet Sister Creep. Creep har også en mission, men den handler om genforening, genrejsning og genkomst.

Robert Rick McCammon (født 17. juli 1952) fotograferet i 2002

Ideologisk repræsenterer de to figurer hinandens modsætninger, og dikotomien gennemsyrer hele bogen, der klart fordeler sit persongalleri mellem gode og onde. Dette sættes yderligere på spidsen gennem to bipersoner. På den ene side den uskyldige og blinde pige Sue, som har evnen til at genoplive eller vække planter fra deres hi. Hun bærer dermed både symbolsk og konkret fremtiden i sig, og det er omkring Sue, at de lyse kræfter samler sig. Omvendt har vi manden med de mange navne – den omrejsende djævel, der ansporer ødelæggelsen for ødelæggelsens skyld. Som handlingen skrider frem, er det klart, at en ny konfrontation skal udspille sig. Denne gang ikke mellem øst- og vestmagter, men mellem godt og ondt, mellem liv og død, mellem Guds eller Moder Jords udvalgte og Satan tropper.

Hvis alt dette lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt, for Swan Song læner sig, som nævnt, ganske kraftigt op ad Stephen Kings The Stand (1978). Forbløffende tydeligt, må man sige, og selvom der ikke er tale em et decideret plagiat, er det vanskeligt klart at sige, hvad McCammon egentlig føjer til fortællingen, som King ikke allerede havde skrevet. Både The Stand og Swan Song er således kæmpemæssige kollektivromaner, der beskriver to folkefærds vandring og endelige sammenstød. I begge romaner er det metafysiske kræfter, der styrer handlingen i fortællingens baggrund, og i begge fortællinger er det en tydelig kristen tænkning, der danner udgangspunktet for konflikten.

Paperback, Pocket Books 1987. Romanens første udgave

Det er derfor også en smule forbløffende, at McCammon rent faktisk skrev og udgav sit post-apokalyptiske epos, for ingen er et sekund i tvivl om, hvorfra han henter hovedparten af sin inspiration. Sagen er dog nok den, at McCammon slet ikke prøvede at nytænke. I stedet er bogen en form for genfortælling af Kings værk, blot udført i en væsentligt mere løssluppen facon. Hvor The Stand er ubehagelig og grum, foruden at være hjertevarm og sentimental, føjer Swan Song deciderede elementer af pulp og fantasy til udtrykket, hvilket trods alt gør, at det ikke føles identisk med Kings værk. Vores hovedpersoner kæmper eksempelvis flere gange mod muterede dræberdyr a la Hiero’s Journey (1973), og oplever også andre ting, som klart hører hjemme i en mere frimodig litteratur end den alvor, som præger The Stand.

Robert McCammon ville dermed afgjort underholde sin læser, men samtidig er det klart, at han havde noget på hjertet og brugte romanen og skabelonen lånt fra King, til at opdatere historien. Således iscenesætter den tidens frygt for krig og atomvåben. Budskabet er det samme som hos King, nemlig at mennesker drevet af det nedrige, det onde og formørkede altid arbejder på at nedbryde verden. Dermed gør de helt bogstaveligt Djævlens gerning – om det er arbejdet på atomvåben eller en virus som Captain Trips spiller ingen rolle – begge dele er menneskeskabt og skabt af de samme forblændede personer. Men uanset hvor omfattende ødelæggelserne bliver, så vil de retskafne mennesker bestå, så længe de ikke mister håbet. Og skulle de miste håbet, kan de være sikre på, at det vil komme tilbage til dem – hos McCammon i form af en lille pige, der kan få æbletræer med fuldmodne frugter til at skyde op fra den forgiftede jord på en nat.

Paperback, Sphere 1988

Der ligger med andre ord klare messianske forestillinger bag Swan Song, som siger, at de udvalgte vil kunne se et nyt liv i møde, når deres prøvelser er overstået. Den tanke er måske en af den apokalyptiske litteraturs største klichéer, men samtidig formentlig også selve genrens raison d’être, fordi drømmen om udrensningen og den friske start synes at blive selve drivkraften bag den form for fortælling. Sådan er det hos King, og Justin Cronin gentager stort set det samme i sin The Passage fra 2010.

Hvor tragisk og gruopvækkende verdens ødelæggelser end måtte være, bliver den både i Swan Song og genren som sådan til en fortælling om håb og et løfte om bedre tider efter prøvelserne. Apokalypsens huskekage er Guds opdragende hånd, der giver verden en lussing, men så lader menneskene finde sig til rette igen. Nu blot som bedre og stærkere individer, der forstår at værdsætte kloden, livet og åndeligheden. Det tankegods man finder formuleret hos Paulus i første Korintherbrev, hvor man netop hører om Gud, der prøver verden med en rensende ild, som lader de gudløse brænde og de udvalgte blive stærkere.

Hardcover, Dark Harvest 1989

Alt dette er i sidste ende en frygtelig, sødladen klangbund, som gør den såkaldt post-apokalyptiske genre til en suspekt størrelse, som kun sjældent transcenderer sine milleniaristiske ansatser. Men når det er sagt, har en roman som Swan Song en klar underholdningsværdi, fordi den er fyldt med vanvittige optrin og skrevet med en løssluppenhed, som gør den væsentligt mere humørfyldt end den kvælende The Stand. McCammon er ingen god forfatter, hans psykologiske forståelse er næsten fornærmende banal, men desuagtet rammer han en pulpet tone, som punkterer de selvhøjtidelige takter i fortællingen og gør den til letbenet ramasjang. Letbenet ramasjang ville McCammon næppe selv kalde den, men ser man den i det lys, er Swan Song en stedvist fornøjeligt, omend ganske omstændeligt bekendtskab.

Paperback, Pocket Books 1996

Paperback, Pocket Books 2009

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Richard Laymon, Savage (1993): Da Ripperen drog mod vest og blev cowboy

Paperback, Headline 1993. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

Ingen kan påstå, at Richard Laymon var noget kunstnerisk geni. Desuagtet var han ekstremt produktiv og arbejdede utrætteligt på at udsende genreromaner, der i en eller anden grad jagtede guldet i form af bestsellergennembruddet. Det fik han aldrig for alvor, men hans som oftest voldsomme og slibrige fortællinger havde afgjort et publikum. Han huskes da også bedst i dag for lummer splat, der helt afgjort er skrevet til husarerne.

Men Laymon forsøgte også at gå andre veje, hvilket absolut tjener til Laymons ære. Om inspirationen til dette kom fordi, læserne efterhånden havde mistet smagen for gys og gru i 90’ernes første halvdel, eller om Laymon rent faktisk følte et behov for at afprøve noget nyt, er et åben spørgsmål. Med Savage fra 1993 forsøgte han sig i hvert fald med en roman, der både tematisk og i omfang adskiller sig fra hovedparten af alt det, som han fik udgivet i løbet af sin karriere.

Savage har den præmis, at grunden til, at Jack the Ripper aldrig blev fanget, er, at han flygtede til Nordamerika i 1888. Her kunne han uhindret fortsætte sit uvæsen i det vilde vesten, hvor lovens arm var en hel del kortere end i metropolen London.

Richard Carl Laymon (14. januar 1947 – 14. februar 2001)

Jack the Ripper er dermed bogens skurk, men ingen skurk uden en helt, og ham har vi i form af den kun 15 år gamle Trevor Berntley, der ved et uheld kommer med ombord på det lille skib, der skal føre Ripperen over Atlanterhavet. Trevor kommer til at fungere som matros for Jack på rejsen, og da de endelig er ankommet, vil Ripperen skaffe sig af med hele sin besætning, så der ikke er nogen vidner, som kan afsløre hans identitet.

Han tror da også, at han har druknet Trevor, men der tager Ripper-Jack fejl. Trevor overlever mordforsøget, og dermed kan en menneskejagt igennem det vilde vesten begynde. Trevor er nemlig overbevist om, at han aldrig vil få fred, før Ripperen er blevet stoppet, og da det kun er ham, der kender Ripperens identitet, er det også kun ham, som kan stoppe den koldblodige seriemorder.

Med Savage leverer Richard Laymon en rejseberetning, der følger Trevors vej fra London til den endelige konfrontation med Ripperen et sted i ødemarken. Da de to står ansigt til ansigt igen ved romanens afslutning, er der sket meget. Det vilde vesten har gjort Trevor til en mand, han har fået en kæreste og den forskræmte dreng fra London er blevet erstattet af en vejrbidt cowboy. Der er med andre ord tale om en klassisk dannelsesrejse, som trækker frit på drengebøgernes røver-og-soldater-univers. Romanen fremstår derfor også som en hyldest til de spændingsromaner, der var med til at skabe udgangspunktet for pulplitteraturen og dermed også til den fiktion, som Laymon senere selv skrev.

Hardcover, St. Martin’s Press 1993. Romanens første udgave

Rejsen mod USA bærer eksempelvis umiskendelig lighed med Jack Londons fantastiske The Sea-Wolf (1904), mens man mærker en tonstung inspiration fra Twains episodiske skildringer af livet ved Mississippi-floden i den rejseskildring, der begynder, da Trevor sætter i land på den amerikanske kyst. Hertil kan man så også føje velkendte western-troper, der fører os forbi revolvermænd, soldater, svindlere og alt mulig andet.

Det er imidlertid ikke kun i handlingen, at Laymon parafraserede sine forbilleder, han gjorde det samme i selve sproget. Savage er nemlig skrevet i tilstræbt arkaisk sprog, der slår igennem i både beskrivelser og dialog. Det har tydeligvis været en æstetisk udfordring, og man noterer sig hurtigt en hel del vendinger, som Laymon har lært sig fra den historiske fiktion og nu skamrider i sin tekst. Sprogligt har han dermed spændt buen for hårdt og skabt et værk, der føles stift og unaturligt. Ja stedvist nærmest klaustrofobisk, fordi man mærker, hvordan hans stilistiske valg gør det svært for ham at udfolde de mere ambitiøse scener i romanen, hvor unge Trevor får lov at diskutere livets store spørgsmål med de mere tænksomme mennesker, han møder på sin vej.

Når det er sagt, kommer man ikke uden om, at det svulstige og manierede, der normalt er negative kendetegn ved Laymons fiktion, i denne sammenhæng rent faktisk arbejder med ham. Der opstår en ny form for synergi mellem sproget og den historiske handling, der på besynderligvis bringer Laymon tættere på en oplevelse af autenticitet end det, som man finder i hans normale, samtidsfiktion.

Paperback, Dorchester Publishing 2007

Man kommer heller ikke uden om at genkende Laymons smag for blod og sex. Han bryder her den historiserende tone og leverer ganske rå beskrivelser af vold og død. Det er eksempelvis særdeles barske sager, hvad Jack the Ripper gør ved sine ofre, og sexscener serverer han også for os. Sidstnævnte er dog her præsenteret i et mere floromvundet sprog end den sædvanlige, mere kontante fremstilling vi ellers kender hos Laymon.

Laymon prøvede noget nyt med Savage, men grundlæggende er der bare tale om en ydre forandring. Bag ordene finder vi selvsamme, gamle Laymon, der gør det, han altid gjorde. Når alt det er sagt, mener jeg faktisk, at Savage må være en af Laymons bedste værker. Romanen er let at pille ned, fordi den stilistisk er så kluntet, som den er, men på trods af det er der en oprigtig passion for vildmarkseventyr og westerns, der kommer til udtryk her. Der er et sus over historien, noget friskt og pågående, som griber læseren og giver en lyst til at følge den ellers småirriterende Trevor på hans eventyr. Man gribes af eventyrets fart og drama, kampenes blodige alvor og Ripperens uendelige ondskab.

Ebog, Headline 2012

På den led er det lykkes for Laymon at skabe et stykke ganske veldrejet pastiche, der rent faktisk opnår, hvad det tilstræber. Han hverken nytænker eller finder på finurlige krumspring, der skal overraske os undervejs og lege med udtrykket. I stedet har han givet os en præcis genrehyldest, som forsøger at indfange et tabt, historisk udtryk, og den formår at gøre det og gør det endda med en betydelig underholdningsværdi. Jeg har i hvert fald en svaghed for den type fortællinger, som Savage trækker på, og Laymons roman gør sig, på sin egen naive måde, godt i dette selskab.

Det er meget ros til Richard Laymon, hvis romaner ellers ikke fortjener ret mange roser, men nogle gange arbejder tingene med os, og det gjorde de i høj grad for Laymon, da han en smule overmodigt satte sig for at skrive Savage.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Larry Niven & Jerry Pournelle, Inferno (1976): Komedie, ja, men ikke ligefrem guddommelig

Paperback, Star 1977. Forsiden er skabt af Peter Jones

De herrer Niven og Pournelle har efterhånden været turneret et par gange her på bloggen, og jeg må indrømme, at de ikke har nogen særlig høj stjerne hos mig. Jeg har imidlertid længe haft lyst til at læse deres Inferno, som tog genremiljøet med storm, da romanen udkom tilbage i ’76, efter at være blevet bragt som populær føljeton året forinden. Den voldsomme begejstring kan synes en smule uforståelig i dag, men stilen og bogens humor gik åbenbart rent ind på det tidspunkt, og romanen er da også noget af det mere underholdende, jeg har læst fra makkerparrets hånd.

Dermed er det også sagt, at Inferno bestemt ikke er uhyggelig, hvilket titlen ellers kunne foranledige en til at tro. I stedet er det en absurd komedie med en sund dosis samfunds- og institutionskritik. Bogen har tilmed nogle metafysiske overvejelser, hvilket alt sammen fortæller, at de to forfattere rent faktisk har noget på hjertet med de mere eller mindre gakkede situationer, der udspiller sig i løbet af romanen.

Jerry Eugene Pournelle (7. august 7 1933 – 8. september 2017) (t.v.) og aurence van Cott Niven (født 30. april 1938)

Handlingen begynder omkring bogens udgivelsestidspunkt, hvor vi hører om en falleret SF-forfatter, der omkommer i en fordrukken ulykke midt under en kongres eller såkaldt ”convention”, hvor han udfører et trick for at imponere nogle ellers ret uimponerede, unge læsere. Det resulterer i, at han pladask falder ud fra et højt siddende vindue. Så langt så godt. Vores hovedperson Allen Carpentier dør ikke af faldet. Eller gør han? Han vågner nemlig på en græsmark et helt andet sted.

Carpentier, der er en fuldblods SF-forfatter, går naturligvis straks i gang med at overveje de plotmæssige muligheder, der ligger i den situation, han nu befinder sig i. Han konkluderer hurtigt, at han må befinde sig i en eller anden form for drømmestilstand, og derfor tager han absolut ikke sin opvågnen på dette fremmede sted alvorligt. Så let er det bare ikke, for det skal snart vise sig, at han med al sandsynlighed er død og nu havnet i Helvede. Allen Carpentier er alt andet end tilfreds med dette, og derfor tager han imod et tilbud om hjælp, da han møder den mystiske Benito, som tilsyneladende er lidt af en udbryderkonge. Han tilbyder i hvert fald Carpentier, at han kan føre ham til udgangen af Helvede.

Galaxy, august 1975. Magasinet hvor første del af romanen udkom i bladform

Det bliver begyndelsen på en lang og sær rejse, der scene for scene leder Carpentier og Benito gennem underverdenens rædsler. Egentligt uhyggeligt bliver det, som sagt, aldrig, men der er ikke nogen tvivl om, at de to rejsende bliver vidner til både spidsfindige og ubehagelig former for tortur, som primært har med psykisk vold at gøre.

Undervejs møder Allen Carpentier ganske mange af sine gamle venner og bekendte – forfatterkollegaer, udgivere og andre, som han har stiftet bekendtskab med i løbet af sit liv. Disse situationer bliver ofte ironiske, fordi de afdødes sande jeg nu udstilles her i Helvede, hvor de har fået den straf, som bekom dem. Kun Carpentier og Benito synes at være gået fri, hvilket naturligvis rejser en del spørgsmål om deres sande natur.

Paperback, Pocket Books 1976. Historiens første udgave i bogform. Den virkeligt fine forside er malet af Harry Bennett

Alt dette vil formentlig lyde ganske bekendt, og romanen er jo selvfølgelig også en parafrase over Dantes berømte ”Inferno”, som Niven og Pournelle har kastet sig ud i. De har, så at sige, taget den formelle handling i Dantes værk og genfortalt den, som den ville se ud, set fra en SF-forfatters stol, hvilket giver dem lejlighed til at gøre sig morsomme på deres miljø og metier. De har ydermere krydret deres tekst med talrige samtidsreferencer, koryfæer og drilske idéer, som mere eller mindre subtilt gør det muligt for læseren at gå på opdagelse i bogens intertekstuelle univers.

Idéen er slet ikke dum, og deres ironiske portræt af den selvhøjtidelige, iderige forfatter, som kun tænker i plot og handling, underholdende. Satiren bider mange steder som eksempelvis i fremstillingen af L. Ron Hubbard, men samtidig er der noget slapt over romanen, fordi den aldrig for alvor kommer til at fungere som andet end muntre scener på snor. Den underholdende idé halter i udfoldelsen. Andre har da også gjort det bedre. Faktisk er det slående, hvor mange paralleller der er til Farmers overlegne To Your Scattered Bodies Go (1971). Disse paralleller kunne være, og er nok, endnu en kæk metakommentar fra Nivens og Pournelles side. Hvis det er tilfældet, bliver vittigheden dog aldrig forløst. Er det ikke tænkt som en hilsen til Farmer, må man sige, at Inferno fremstår som et åbenlyst plagiat.

Paperback, Pocket Books 1978

Det afgørende er imidlertid i sidste ende, hvad bogen egentlig prøver at fortælle os. Hvad er dette ”helvede”, som Niven og Pournelle udmaler for os? Det er først og fremmest et selvskabt rædselskabinet, hvor vores egen selvoptagethed og manglende empati holder os fanget. Vejen ud fra dette sted, der i bedste kafkaske ånd naturligvis også er dybt bureaukratisk, går gennem selverkendelse. Det er dermed ikke hverken kirken som institution eller et fromt levned, der fører de fordømte ud fra Inferno – vejen går gennem forståelsen af os selv; altså det rent faktisk at forstå, hvad vi har gjort forkert, åbner døren til paradisisk frigørelse. Det lyder let, men at dømme ud fra de selvretfærdige og selvmedlidenhedsplagede individer, som Carpentier rejser forbi, har flertallet af os svært ved at se egne brister og fejl, hvorfor vi bliver hængende mudderet.   

Helvede er naturligvis et faktisk sted i bogen, men Helvede er også en mental tilstand, som vi skal overkomme for at flytte os videre. Det budskab er ikke ligefrem nogen stor erkendelse, men det giver alligevel lidt substans til gækkerierne, vi konfronteres med undervejs. Måske bare ikke substans nok, for det er svært at slippe mistanken om, at bogen først og fremmest bare var en sjov idé, Niven og Pournelle fik en dag og efterfølgende skrev sammen til en spinkel roman. Idéen rakte desværre ikke meget videre end nogle morsomme tableauer. Bogen lugter af pjank forklædt som alvor, men alvoren bliver aldrig andet end et let krydderi, der skal sætte kulør på morskaben. Og sørme om folk ikke lo rigtig meget i ’76, da bogen udkom. Jeg lo også lidt her i ´19, men bestemt ikke lige så meget. Der må have været noget andet i luften, dengang i ’76.  

Paperback, Pocket Books 1981

Paperback, Orb 2008

2 kommentarer

Filed under Roman

Dan Simmons, Summer of Night (1991): Nostalgisk gys med børn? Nej tak!

Hardcover, Headline 1991

Så er vi tilbage ved Dan Simmons. Jeg har skrevet det før og gentager det nu: Song of Kali er en fantastisk bog. Simmons debuterede med bravur, men alt det, der gjorde hans debut fremragende, forsvandt forbløffende hurtigt fra forfatterskabet og efterlod alle de mislyde, der sådan set også var i hans første roman. Det er ganske trist, selvom Simmons og hans fans sikkert ser noget anderledes på sagen. Simmons udviklede sig i hvert fald i slutningen af 80’erne til en topsælgende genrebogsforfatter, som for alvor havde en storhedstid i midten af 90’erne, så mine problemer med hans fiktion er jo tydeligvis en smagssag.

En anden ting, som jeg også bemærkede, da jeg skrev om Carrion Comfort (1989), er, at Simmons er lidt af en hamskifter, der springer frit i mellem genrerne på spændingsfiktionens overdrev. Han bevæger sig mellem gys, SF og fantasy, og med et nærmest filmisk blik for den enkelte genres klichéer og ikoniske detaljer. I Carrion Comfort var det eksempelvis techno-thrilleren, som Simmons loyalt tog under behandling. I Summer of Night fra 1991 gik han i en anden retning og gav os sit bud på en genfortælling af Ray Bradburys klassiker Something Wicked This Way Comes (1962).

Dan Simmons (født 4. april 1948)

Men hov, tænker du nok straks, det har en anden da også gjort. Og ja, Stephen King har gjort præcis det samme med It (1986), og der kan ikke være nogen tvivl om, at Simmons har læst og fordøjet King grundigt, før han gik i gang med sin roman. Med Summer of Night er vi med andre ord dybt inde i en særlig stilistisk tilgang til gyset, som målt i salgstal afgjort er rentabel, men som også på alle andre måder må betragtes som en plat, æstetisk dødssejler.

Handlingen er henlagt til lillebyen Elm Haven i det amerikanske kerneland, og året er 1960. Vores hovedpersoner er fem store børn, fire drenge og en pige, hvor sidstnævnte først for alvor slutter sig til gruppen lidt senere i handlingen. Historien begynder på sidste skoledag før sommerferien, hvor skæbnen vil, at der sker noget mystisk på byens gamle skole. Et barn forsvinder efter at være gået på toilettet midt under en time, og så er tonen ellers lagt for børnenes ferie, som bliver noget anderledes end det, de alle fantaserer om i første kapitel.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1991. Romanens 1. udgave

Kort fortalt viser det sig, at der skjuler sig en form for ældgammel ondskab i byens skole, som ingen af de voksne for alvor opfatter, fordi voksne er kedelige størrelser, der ikke har sans for mystik og eventyr længere. Det har de fem børn imidlertid. De har præcis den rigtige, magiske alder mellem barndom og voksenliv, hvor de er store nok til at forstå og handle i verden, men alligevel for små til for alvor at blive taget alvor. De går med andre ord under radaren, og dermed er de naturligvis den værste fjende, som skolens ”ondskab” kunne frygte at komme op i mod.

Det grundlæggende plot og de forskellige tematikker omkring spirende seksualitet og barndom versus voksenliv har Simmons hentet direkte og skamløst fra Bradbury. Men, som sagt, gennemsyrer Stephen King, og Kings formsprog, alle bogens sider, og det betyder, at flere andre tematikker er lånt fra It. Hovedpersonerne er således meget forskellige både kulturelt og økonomisk; med sympatien entydigt placeret hos den snusfornuftige arbejderklasse, som King også sværmer for.

Hardcover, Penguin 1991

Simmons gør et stort nummer ud af at skildre dranker-familien, den irsk-katolske familie, den klassiske arbejderklassefamilie og så videre. Det er klichéer og skabeloner, som rulles ud her, og præcis som hos King og Bradbury bliver alt sovset ind i en tung stemning af sukkersød nostalgi. Nostalgi både i forhold til barndommens svanesang og i forhold til en svunden tid, der fremstilles som enklere og grundlæggende mere sympatisk end nutiden. Hos King og Bradbury er det 50’erne, der romantiseres, hos Simmons er det 60’erne, men resultatet er den samme kvælende, rosenrøde grød.

Der, hvor Simmons for alvor skiller sig ud fra de to andre, er, at han i sin ganske It-lange roman har slået sig løs og tilføjet en hel del mere overnaturligt og dramatisk ramasjang, end navnlig King fandt plads til. Børnene i Summer of Night kommer derfor ud for voldsomme hændelser i form af levende døde og enorme, kødædende orme, som graver sig frem under jorden i og omkring Elm Haven. Det er vildt og pulpet, det samme er selve forklaringen på det overnaturlige, der tilsyneladende skyldes en stor, forhekset malmklokke, der blev flyttet fra Italien til skolen som en gave for år tilbage. Her er Bradbury og selv King en hel del mere elegante eller subtile i omgangen med det overnaturlige, men Simmons skulle vel også gå sin egen vej et eller andet sted i bogen.

Paperback, Warner Books 1992

Præcis som It lider Summer of Night under sit enorme omfang, som skaber plads til alt for meget ligegyldig, gemytlig karakterbeskrivelse og navlepillende nostalgi. Sentimentalt kapitel på sentimentalt kapitel ruller forbi, mens vi skal være vidne til, hvordan børnenes venskaber udvikler sig og deres karakterer ændres. De svage bliver stærke, de dumme viser sig at være snu, og nye sider opdages i vennegruppens dynamik. Sådan er livet, siger Simmons, mens han behagesygt luller sin læser ind i falske minder om en barndom, som ingen uden for Bulderby nogensinde har haft.

Summer of Night lefler for sin læser og smigrer os med de dummeste tricks fra værktøjskassen. Det virker uden tvivl, for bogen blev et kæmpe hit, men hvor er det dog trist. Det er tarvelig og leflende fiktion, som skemader sin læser med sødsuppe og synger en sang om, at alt var bedre en gang. Imens bogens ”De Fem” i bedste nævenyttig-barneopdagerstil forsikrer os om, at alt ender godt, for vi ved jo, at børnene altid vinder i sidste ende.

Hardcover, Subterranean Press 2016. Romanns seneste udgave i lækkert udstyr, som alt andet Subterranean Press udsender

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

J.R.R. Tolkien, The Return of the King (1955): Historien der aldrig slutter

Paperback, Unwin Books 1975

 

The Road goes ever on and on

From the door where it began…

 

Efter utallige opfordringer fra bloggens læsere (host, host) har jeg langt om længe fået taget mig sammen til at skrive om det tredje og sidste bind i Tolkiens The Lord of the Rings. Et bind eller en del, der traditionelt deler vandene. Det skyldes formentlig ikke mindst, at sidste del af det enorme epos er disponeret på en, med moderne øjne, overaskende facon, som i nogen grad synes at modarbejde det, vi i dag ville forvente i et heroisk fantasyklimaks. Men, som jeg har sagt før i mine tidligere skriverier om trilogien, så opfatter jeg slet ikke Tolkiens store roman om ringen som fantasy, hvilket faktisk betyder en hel del for blikket både på denne sidste del og på fortællingen som helhed.

Jeg skal undlade at genfortælle handlingen i det sidste bind, for du kender den naturligvis forfra og bagfra. I stedet er det måske mere interessant at se nærmere på selve Tolkiens romanprojekt, som det tager sig ud efter læsningen af den afsluttende del. Navnlig to nedslag skal optage mig i det følgende.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Tolkien var en blufærdig herre, når det kom til hans skønlitteratur, og han skiftevis talte den ned som ren og skær underholdning, og antydede, at han rent faktisk arbejdede med seriøse idéer, som han forsøgte at formidle til sine læsere. Det ene udelukker ikke det andet, og der kan næppe være nogen tvivl om, at Tolkien elskede at lege med sit selvskabte univers. Faktisk må man nok konkludere, at det i sidste ende blev denne umiddelbare glæde med sin kreation, der tog over og beskæftigede ham, efter fortællingen om ringen var afsluttet og effektivt set gjorde, at han aldrig fik udgivet eller skrevet noget af betydning efter sit magnum opus fra 1954-55.

Det er imidlertid vigtigt at forstå, at Tolkien ikke var en ensom, kreativ kunstner, men derimod et barn af sin tid, der gennem fiktionen udtrykte sit behov for, og en tryghed ved, idéen om et ordnet, moralsk univers med klare grænser mellem god og ondt, sandt og falsk og så fremdeles. I den forstand stillede Tolkien og hans venner i The Inklings sig bestemt ikke på modernisternes side, men søgte i stedet sværmerisk at udpege universelle værdier, der i sidste ende kun kunne forankres i religionen. Eller, sagt mere præcist, i kristendommen. Tolkien udtrykte berømt, at der kun findes én myte, og det er denne ene myte, der genfortælles igen og igen blot iklædt nye dragter. Den tanke er vel mere eller mindre nøglen til hele projektet med The Lord of the Rings, og en spændende idé, fordi den er relevant i eksempelvis sammenligningen mellem en direkte kristen eller katolsk tænkning og så indholdet i romanen.

Hardcover, George Allen & Unwin 1955. Bogens 1. udgave

Dermed når vi også frem til min første pointe. Som de fleste læsere sikkert hurtig vil notere sig, er der ganske meget kristent stof i The Lord of the Rings, men her må vi rent faktisk lytte til Tolkien selv, for han sagde, som bekendt, at bøgerne om ringen ikke er en allegori – de er dermed heller ikke nogen kristen parafrase; de er noget andet. Følger vi Tolkiens tanke hele vejen med udsagnet om den ene myte i baghovedet, betyder det, at Biblens fortælling også bare er en genfortælling af denne samme myte om kampen mellem godt og ondt, som principielt kan sidestilles med ringeventyret. Hver genfortælling af denne kosmiske myte er dermed anderledes, fordi den tager farve af sin tid. Budskabet er imidlertid det samme, og svaret i disse variationer over ”mestermyten” er altid tilliden til det gode i skaberværket og visheden om, at det gode i sidste ende vil besejre det onde.

I antikken opfattede man moralen som grundlaget for den episke digtning, og det er præcis også tilfældet med Tolkiens (anti)moderne, episke digtning. Han rejser et moralsk univers for os, som vi kan identificere os med og tage ved lære af. Gennem sin idé om mestermyten køber han sig imidlertid også frihed til at skabe det, hans fantasi byder ham og forfølge idéer, der kun perifært eller slet ikke har noget med et kristent tankeunivers at gøre.

Hardcover, Houghton Mifflin 1956

Et helt afgørende element i den sammenhæng er arbejdet med det cykliske, for som jeg allerede nævnte i mine tidligere indlæg om trilogien, handler fortællingen som helhed i høj grad om det at skildre en mytisk cyklus, et mytehjul om man vil, der bliver ved at snurre, så fortiden konstant taler direkte ind i nutid og fremtid i en form for selvfornyelse, hvor nutiden bliver fremtidens mytologiske fortid. Inspirationen til den slags overvejelser kommer givetvis fra Tolkiens professionelle virke som sprogforsker og kender af tidlig middelalderlig litteratur og digtning, der netop satte hans overvejelser om urmyten i gang og fik ham til at afsøge den fælles moralske (kristne) sandhedsværdi i fortidens tekster på tværs af århundrederne, ikke ulig det vores hjemlige Grundtvig også forsøgte på sin egen tågede facon.

I første bind af historien om ringen, hvor alt er forførerisk simpelt, begynder vores rejseselskab at sætte gang i endnu en drejning af mytehjulet. Vores helte sætter så at sige mytologien i bevægelse og passerer gennem et næsten abstrakt mytologisk landskab, hvor de – tableau for tableau – genbesøger erindringssteder, hvis mening og betydning peger bagud. I andet bind forandrer tonen sig, og vores hovedpersoner bevæger sig ind i en form for mytologisk nulpunkt, hvor de gamle historier slipper op og de nye begynder.

Paperback, Ace Books 1965

Med sidste bind er den gamle fortælling dermed sluppet op, og en ny mytologi er i sin vorden, der skal overskrive den ældre mytologi. Frodo og Sam, Strider og Gandalf samt alle de andre skaber dermed en ny myte, som de former ud fra en forudbestemt skabelon, præcis som alle helte før dem har skabt myterne ud fra samme skabelon. Vores hovedpersoner ved dermed også, at de rent faktisk er en ny fortælling. ”This war is a great war long-planned, and we are but one piece in it…” (s. 32), siger Beregond et sted. Et andet sted udbryder Sam ”What a tale we have been in, Mr Frodo, haven’t we?” (s. 201) og spekulerer på, hvordan myten vil blive fortalt af fremtidens historiefortællere.

Bevidstheden om, at heltene kropsliggør historien eller har historien som noget iboende i sig, ligger dermed i forgrunden af teksten, og vores helte ved udmærket, at de er moralske værktøjer i en større sags tjeneste – i det ubestemmelige ”lys’” tjeneste, i det godes tjeneste osv. Men mens den kosmiske fortælling drives af store eller mægtige personer, lader Tolkien det egentlige drama sig udspille i det små og viser det store i det ydmyge – vel vidende, at de små også vil blive ophøjet i myterne senere. Hans beskrivelse af Frodos og Sams sidste vej op mod ildbjergets spids, er dermed et utroligt og uforligneligt studie udi den menneskelige psyke.

Paperback, Ballantine Books 1965

Frodo er mennesket, der bid for bid tømmes for alt i sit ønske om at ofre alt for den stores sag. Som han lyrisk udtrykker sin totale opløsning i opgaven til Sam: ”No taste of food, no feel of water, no sound of wind, no memory of tree or grass or flower, no image of moon or star are left to me. I am naked in the dark, Sam, and there is no veil between me and the wheel of fire” (s. 189). Et af de måske mest fascinerende øjeblikke, hvis ikke det mest storslåede ved hele fortællingen er, at efter al den offervilje fejler Frodo alligevel. Han har ikke styrken til at modstå fristelsen, for intet menneske, ingen dødelig, har styrken. Her hjælper kun at hengive sig til forsynet og tro på, at de større kræfter vil gøre resten af arbejdet, og gennem Gollums felix culpa sker det naturligvis også.

Jeg er ikke nogen egentlig Tolkien-fan, men jeg holder utrolig meget af disse bøger, fordi de er blevet til med så megen omhyggelighed og kærlighed. Meget af det, som Tolkien selv elskede ved bøgerne – al legen og sjoven – er jeg ret ligeglad med. Det var alt det, som fantasy-litteraturen senere samlede op, men det er i sidste ende kun staffage – den glittede papir, som nørder har ladet sig forblænde af. I stedet mener jeg, vi i langt højere grad bør ignorere, hvad Tolkien sagde, og se på, hvad han i stedet gjorde.

Paperback, Methuen 1971

Lad os gå ind i romanværket og forstå teksten, ikke som fantasyfiktion, men som moralsk episk digtning med anliggende og råb om moralsk oprustning – om man så er enig med Tolkien eller ej. Desværre har fjollede Tolkienfans i kostumer kuppet diskussionen om værkerne, og filmatiseringen har ikke gjort meget for at bedre forståelsen af værket som litteratur. I stedet er utrolig meget af det, der bliver sagt om bogværket, blevet reduceret til det sædvanlige nørdcirkus og forblommet snak om ”episk fantasy”, men her er jeg nok bare ved at blive en sur gammel mand, der må stoppe, før pennen for alvor løber af med mig…

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unwin 1986

Hardcover, Houghton Mifflin 1988

Paperback, Ballantine Books 1988

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, HarperCollins 2001

Paperback, HarperCollins 2002

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Paperback, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Roman

Steve Harris, Adventureland (1990): En langtrukken debut

Paperback, Tor 1993. Forsidens skaber er ikke oplyst

Engelske Steve Harris debuterede i 1990 med romanen Adventureland, og han fulgte denne succes op med flere bøger de efterfølgende år. Romanernes popularitet fik også Harris ind på det amerikanske marked, hvor Adventureland i 1993 kunne genudgives under den lettere intetsigende titel The Eyes of the Beast, der modsat den engelske titel ikke har meget med romanen at gøre. Den nye titel signalerer imidlertid mere horror end den engelske, og her har vi formentlig forklaringen på ændringen. Men det er et bibliografisk sidespring.

Adventureland er på alle måder en tidstypisk roman for de tidlige 90’eres gru. Fortællingen udspiller sig i Basingstoke, hvor et tivoli kommer til byen. Vi ved allerede på forhånd, at der er noget ildevarslende ved det, fordi et barn er forsvundet under tivoliets seneste stop i en anden by. Vores hovedperson, den unge hjemmecomputernørd Dave (vi hører en del om hans Amstrad-maskine), der netop har blevet færdig med gymnasiet, og kærsten Sally, opfanger da også, at noget er galt, men der skal gå en del tid, før de forstår sagens rette sammenhæng.

Paperback, Tor 1993

Noget ubestemmeligt ondt er imidlertid begyndt at forfølge Dave, først i form af en besynderlig, dæmonisk hånd, der griber ud efter ham fra skyggerne, dernæst i andre ubehagelige former. Sally har imidlertid ved et sært impulskøb anskaffet to blanke sølvkors, som på en eller anden måde har noget med disse angreb at gøre. Alt dette forhindrer dog ikke de unge kærester i at tage deres vennepar med på en tur til Adventureland, som det tilrejsende tivoli hedder. Det viser sig at være en dårlig idé, for i spøgelseshuset forsvinder deres vennepar. Dave er sikker på, at han så noget derinde i spøgelseshusets mørke, der ikke var naturligt, men hvad tør han kun gisne om. En ting er sikkert, Sally og Dave må gøre noget for at hjælpe deres venner.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Harris bevæger sig ind i et velafsøgt terræn med sin roman, der dybest set handler om konfrontationen mellem godt og ondt. Tivoliets folk står i det ondes tjeneste, mens vores unge kærestepar bliver indrulleret blandt de godes tropper. En form for skytsengel, der har form som en venlig gammel mand, møder op i bogens første halvdel og forklarer, at vores verden balanceres mellem en god og en mørk dimension. Den mørke, eller onde side, forsøger nu at få overtaget og kan måske vinde, hvis mørkets tjenere ikke bliver stoppet i tide. Den kamp må tages inde i den onde dimension, der viser sig at være en trøstesløs spejling af vores verden, hvor Dave og Sally kommer ud for lidt af hvert.

Steve Harris (født 29. september 1954)

It (1986) og gennem It også Bradburys Something Wicked This Way Comes (1962) er de oplagte forbilleder for Adventureland, men man kan med nogen ret hævde, at Harris i lige så høj grad bare udnytter typiske troper fra skrækfiktionens univers, som fortsat lever i bedste velgående. Stranger Things-serien ligner til forveksling noget fra Adventureland, mens vi senest herhjemme har set det onde tivoli/cirkus hos Jonas Wilmann i bogen om Jeb Skulls eventyr.

Original kan man ikke kalde Steve Harris’ roman, og man skal næppe tænke alt for meget over hans brug af kristne symboler, der blandes sammen med forblommede idéer om lys og mørke. Tilsammen danner det alt sammen nemlig en både rodet og banal kosmologi, som han sætter alt for mange ord på – i hvert fald forklarer han langt mere, end hvad godt er, fordi han hurtigt for skaber en masse forståelsesmæssige problemer for sig selv.

Hardcover, Headline 1990. Romanens første udgave

Romanen låner, som sagt, ganske meget af sin formelle struktur hos Stephen King, hvilket betyder, at historien er overlæsset med irrelevante små episoder, bipersoner og svinkeærinder i handlingen, der måske nok bidrager til, at vi kommer ind i hovedpersonernes hverdag, men som i sidste ende bliver ganske triviel. Der kan samtidig heller ikke være nogen tvivl om, at bogens litterære forbillede, hvad udtrykket eller sprogtonen angår, kommer fra James Herbert. Harris skriver med den samme form for engelske gadedrengsattitude som Herbert, og man genkender Herberts smag for vold og hårdkogte detaljer hos Harris.

Det er da nok også her, i mødet mellem King og Herbert, at vi finder forklaringen på den store succes, Harris oplevede i England, men som udeblev i USA. Da Herbert bragede igennem på genrescenen med The Rats (1974), var det netop det engelske miljø og den engelske tone, der gjorde ham populær. Her var pludselig en forfatter, der gjorde de amerikanske forbilleder kunsten efter, men som skrev ud fra et engelsk ståsted og flyttede det moderne gys hjem til de britiske læsere. Det var her, deres hverdag blev beskrevet, ikke en abstrakt amerikansk virkelighed. Herbert var én til én med sine læsere. I løbet af 80’erne fjernede Herbert sig imidlertid mere og mere fra den type skrækfiktion, han var slået igennem med, hvilket efterlod et tomrum på den engelske scene, som Harris for en stund kom til at udfylde i 90’ernes første år. I USA var situationen end anden og konkurrencen langt større, hvorfor Harris’ middelmådige fiktion naturligvis ikke havde en chance.

Paperback, Knaur 1852 1992. Adventureland blev også oversat til tysk

Omkring 1990 gik konjunkturerne ikke i gysets retning, og Harris’ karriere blev aldrig det, han havde håbet på og var blevet spået efter gennembruddet med Adventureland. Set med positive øjne var hans debut en roman, der vidnede om en stor kærlighed til skrækgenren og en meget stor fortælleglæde hos forfatteren. Desværre er det ikke nok, og romanen fremstår i dag som et anonymt, tidstypisk stykke fiktion, der ukritisk er blevet overlæsset og løbende spænder ben for sig selv og sin stemningsopbygning på grund af Harris’ store glæde ved at genfortælle stort og småt.

Det er let at være bagklog, men når man sidder med en bog som Adventureland, er det ganske tydeligt, hvorfor skrækfiktionen var på vej ind i en kæmpemæssig identitetskrise i begyndelsen af 90’erne. Der vil formentlig være englændere, der ser med positive, nostalgiske briller på en roman som denne, men for alle andre er det bøger som Adventureland, der demonstrerer for os, at festen var ved at være forbi i skrækbøgernes verden.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman