Tag Archives: Dannelsesrejse

Larry Niven & Jerry Pournelle, Inferno (1976): Komedie, ja, men ikke ligefrem guddommelig

Paperback, Star 1977. Forsiden er skabt af Peter Jones

De herrer Niven og Pournelle har efterhånden været turneret et par gange her på bloggen, og jeg må indrømme, at de ikke har nogen særlig høj stjerne hos mig. Jeg har imidlertid længe haft lyst til at læse deres Inferno, som tog genremiljøet med storm, da romanen udkom tilbage i ’76, efter at være blevet bragt som populær føljeton året forinden. Den voldsomme begejstring kan synes en smule uforståelig i dag, men stilen og bogens humor gik åbenbart rent ind på det tidspunkt, og romanen er da også noget af det mere underholdende, jeg har læst fra makkerparrets hånd.

Dermed er det også sagt, at Inferno bestemt ikke er uhyggelig, hvilket titlen ellers kunne foranledige en til at tro. I stedet er det en absurd komedie med en sund dosis samfunds- og institutionskritik. Bogen har tilmed nogle metafysiske overvejelser, hvilket alt sammen fortæller, at de to forfattere rent faktisk har noget på hjertet med de mere eller mindre gakkede situationer, der udspiller sig i løbet af romanen.

Jerry Eugene Pournelle (7. august 7 1933 – 8. september 2017) (t.v.) og aurence van Cott Niven (født 30. april 1938)

Handlingen begynder omkring bogens udgivelsestidspunkt, hvor vi hører om en falleret SF-forfatter, der omkommer i en fordrukken ulykke midt under en kongres eller såkaldt ”convention”, hvor han udfører et trick for at imponere nogle ellers ret uimponerede, unge læsere. Det resulterer i, at han pladask falder ud fra et højt siddende vindue. Så langt så godt. Vores hovedperson Allen Carpentier dør ikke af faldet. Eller gør han? Han vågner nemlig på en græsmark et helt andet sted.

Carpentier, der er en fuldblods SF-forfatter, går naturligvis straks i gang med at overveje de plotmæssige muligheder, der ligger i den situation, han nu befinder sig i. Han konkluderer hurtigt, at han må befinde sig i en eller anden form for drømmestilstand, og derfor tager han absolut ikke sin opvågnen på dette fremmede sted alvorligt. Så let er det bare ikke, for det skal snart vise sig, at han med al sandsynlighed er død og nu havnet i Helvede. Allen Carpentier er alt andet end tilfreds med dette, og derfor tager han imod et tilbud om hjælp, da han møder den mystiske Benito, som tilsyneladende er lidt af en udbryderkonge. Han tilbyder i hvert fald Carpentier, at han kan føre ham til udgangen af Helvede.

Galaxy, august 1975. Magasinet hvor første del af romanen udkom i bladform

Det bliver begyndelsen på en lang og sær rejse, der scene for scene leder Carpentier og Benito gennem underverdenens rædsler. Egentligt uhyggeligt bliver det, som sagt, aldrig, men der er ikke nogen tvivl om, at de to rejsende bliver vidner til både spidsfindige og ubehagelig former for tortur, som primært har med psykisk vold at gøre.

Undervejs møder Allen Carpentier ganske mange af sine gamle venner og bekendte – forfatterkollegaer, udgivere og andre, som han har stiftet bekendtskab med i løbet af sit liv. Disse situationer bliver ofte ironiske, fordi de afdødes sande jeg nu udstilles her i Helvede, hvor de har fået den straf, som bekom dem. Kun Carpentier og Benito synes at være gået fri, hvilket naturligvis rejser en del spørgsmål om deres sande natur.

Paperback, Pocket Books 1976. Historiens første udgave i bogform. Den virkeligt fine forside er malet af Harry Bennett

Alt dette vil formentlig lyde ganske bekendt, og romanen er jo selvfølgelig også en parafrase over Dantes berømte ”Inferno”, som Niven og Pournelle har kastet sig ud i. De har, så at sige, taget den formelle handling i Dantes værk og genfortalt den, som den ville se ud, set fra en SF-forfatters stol, hvilket giver dem lejlighed til at gøre sig morsomme på deres miljø og metier. De har ydermere krydret deres tekst med talrige samtidsreferencer, koryfæer og drilske idéer, som mere eller mindre subtilt gør det muligt for læseren at gå på opdagelse i bogens intertekstuelle univers.

Idéen er slet ikke dum, og deres ironiske portræt af den selvhøjtidelige, iderige forfatter, som kun tænker i plot og handling, underholdende. Satiren bider mange steder som eksempelvis i fremstillingen af L. Ron Hubbard, men samtidig er der noget slapt over romanen, fordi den aldrig for alvor kommer til at fungere som andet end muntre scener på snor. Den underholdende idé halter i udfoldelsen. Andre har da også gjort det bedre. Faktisk er det slående, hvor mange paralleller der er til Farmers overlegne To Your Scattered Bodies Go (1971). Disse paralleller kunne være, og er nok, endnu en kæk metakommentar fra Nivens og Pournelles side. Hvis det er tilfældet, bliver vittigheden dog aldrig forløst. Er det ikke tænkt som en hilsen til Farmer, må man sige, at Inferno fremstår som et åbenlyst plagiat.

Paperback, Pocket Books 1978

Det afgørende er imidlertid i sidste ende, hvad bogen egentlig prøver at fortælle os. Hvad er dette ”helvede”, som Niven og Pournelle udmaler for os? Det er først og fremmest et selvskabt rædselskabinet, hvor vores egen selvoptagethed og manglende empati holder os fanget. Vejen ud fra dette sted, der i bedste kafkaske ånd naturligvis også er dybt bureaukratisk, går gennem selverkendelse. Det er dermed ikke hverken kirken som institution eller et fromt levned, der fører de fordømte ud fra Inferno – vejen går gennem forståelsen af os selv; altså det rent faktisk at forstå, hvad vi har gjort forkert, åbner døren til paradisisk frigørelse. Det lyder let, men at dømme ud fra de selvretfærdige og selvmedlidenhedsplagede individer, som Carpentier rejser forbi, har flertallet af os svært ved at se egne brister og fejl, hvorfor vi bliver hængende mudderet.   

Helvede er naturligvis et faktisk sted i bogen, men Helvede er også en mental tilstand, som vi skal overkomme for at flytte os videre. Det budskab er ikke ligefrem nogen stor erkendelse, men det giver alligevel lidt substans til gækkerierne, vi konfronteres med undervejs. Måske bare ikke substans nok, for det er svært at slippe mistanken om, at bogen først og fremmest bare var en sjov idé, Niven og Pournelle fik en dag og efterfølgende skrev sammen til en spinkel roman. Idéen rakte desværre ikke meget videre end nogle morsomme tableauer. Bogen lugter af pjank forklædt som alvor, men alvoren bliver aldrig andet end et let krydderi, der skal sætte kulør på morskaben. Og sørme om folk ikke lo rigtig meget i ’76, da bogen udkom. Jeg lo også lidt her i ´19, men bestemt ikke lige så meget. Der må have været noget andet i luften, dengang i ’76.  

Paperback, Pocket Books 1981

Paperback, Orb 2008

2 kommentarer

Filed under Roman

Dan Simmons, Summer of Night (1991): Nostalgisk gys med børn? Nej tak!

Hardcover, Headline 1991

Så er vi tilbage ved Dan Simmons. Jeg har skrevet det før og gentager det nu: Song of Kali er en fantastisk bog. Simmons debuterede med bravur, men alt det, der gjorde hans debut fremragende, forsvandt forbløffende hurtigt fra forfatterskabet og efterlod alle de mislyde, der sådan set også var i hans første roman. Det er ganske trist, selvom Simmons og hans fans sikkert ser noget anderledes på sagen. Simmons udviklede sig i hvert fald i slutningen af 80’erne til en topsælgende genrebogsforfatter, som for alvor havde en storhedstid i midten af 90’erne, så mine problemer med hans fiktion er jo tydeligvis en smagssag.

En anden ting, som jeg også bemærkede, da jeg skrev om Carrion Comfort (1989), er, at Simmons er lidt af en hamskifter, der springer frit i mellem genrerne på spændingsfiktionens overdrev. Han bevæger sig mellem gys, SF og fantasy, og med et nærmest filmisk blik for den enkelte genres klichéer og ikoniske detaljer. I Carrion Comfort var det eksempelvis techno-thrilleren, som Simmons loyalt tog under behandling. I Summer of Night fra 1991 gik han i en anden retning og gav os sit bud på en genfortælling af Ray Bradburys klassiker Something Wicked This Way Comes (1962).

Dan Simmons (født 4. april 1948)

Men hov, tænker du nok straks, det har en anden da også gjort. Og ja, Stephen King har gjort præcis det samme med It (1986), og der kan ikke være nogen tvivl om, at Simmons har læst og fordøjet King grundigt, før han gik i gang med sin roman. Med Summer of Night er vi med andre ord dybt inde i en særlig stilistisk tilgang til gyset, som målt i salgstal afgjort er rentabel, men som også på alle andre måder må betragtes som en plat, æstetisk dødssejler.

Handlingen er henlagt til lillebyen Elm Haven i det amerikanske kerneland, og året er 1960. Vores hovedpersoner er fem store børn, fire drenge og en pige, hvor sidstnævnte først for alvor slutter sig til gruppen lidt senere i handlingen. Historien begynder på sidste skoledag før sommerferien, hvor skæbnen vil, at der sker noget mystisk på byens gamle skole. Et barn forsvinder efter at være gået på toilettet midt under en time, og så er tonen ellers lagt for børnenes ferie, som bliver noget anderledes end det, de alle fantaserer om i første kapitel.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1991. Romanens 1. udgave

Kort fortalt viser det sig, at der skjuler sig en form for ældgammel ondskab i byens skole, som ingen af de voksne for alvor opfatter, fordi voksne er kedelige størrelser, der ikke har sans for mystik og eventyr længere. Det har de fem børn imidlertid. De har præcis den rigtige, magiske alder mellem barndom og voksenliv, hvor de er store nok til at forstå og handle i verden, men alligevel for små til for alvor at blive taget alvor. De går med andre ord under radaren, og dermed er de naturligvis den værste fjende, som skolens ”ondskab” kunne frygte at komme op i mod.

Det grundlæggende plot og de forskellige tematikker omkring spirende seksualitet og barndom versus voksenliv har Simmons hentet direkte og skamløst fra Bradbury. Men, som sagt, gennemsyrer Stephen King, og Kings formsprog, alle bogens sider, og det betyder, at flere andre tematikker er lånt fra It. Hovedpersonerne er således meget forskellige både kulturelt og økonomisk; med sympatien entydigt placeret hos den snusfornuftige arbejderklasse, som King også sværmer for.

Hardcover, Penguin 1991

Simmons gør et stort nummer ud af at skildre dranker-familien, den irsk-katolske familie, den klassiske arbejderklassefamilie og så videre. Det er klichéer og skabeloner, som rulles ud her, og præcis som hos King og Bradbury bliver alt sovset ind i en tung stemning af sukkersød nostalgi. Nostalgi både i forhold til barndommens svanesang og i forhold til en svunden tid, der fremstilles som enklere og grundlæggende mere sympatisk end nutiden. Hos King og Bradbury er det 50’erne, der romantiseres, hos Simmons er det 60’erne, men resultatet er den samme kvælende, rosenrøde grød.

Der, hvor Simmons for alvor skiller sig ud fra de to andre, er, at han i sin ganske It-lange roman har slået sig løs og tilføjet en hel del mere overnaturligt og dramatisk ramasjang, end navnlig King fandt plads til. Børnene i Summer of Night kommer derfor ud for voldsomme hændelser i form af levende døde og enorme, kødædende orme, som graver sig frem under jorden i og omkring Elm Haven. Det er vildt og pulpet, det samme er selve forklaringen på det overnaturlige, der tilsyneladende skyldes en stor, forhekset malmklokke, der blev flyttet fra Italien til skolen som en gave for år tilbage. Her er Bradbury og selv King en hel del mere elegante eller subtile i omgangen med det overnaturlige, men Simmons skulle vel også gå sin egen vej et eller andet sted i bogen.

Paperback, Warner Books 1992

Præcis som It lider Summer of Night under sit enorme omfang, som skaber plads til alt for meget ligegyldig, gemytlig karakterbeskrivelse og navlepillende nostalgi. Sentimentalt kapitel på sentimentalt kapitel ruller forbi, mens vi skal være vidne til, hvordan børnenes venskaber udvikler sig og deres karakterer ændres. De svage bliver stærke, de dumme viser sig at være snu, og nye sider opdages i vennegruppens dynamik. Sådan er livet, siger Simmons, mens han behagesygt luller sin læser ind i falske minder om en barndom, som ingen uden for Bulderby nogensinde har haft.

Summer of Night lefler for sin læser og smigrer os med de dummeste tricks fra værktøjskassen. Det virker uden tvivl, for bogen blev et kæmpe hit, men hvor er det dog trist. Det er tarvelig og leflende fiktion, som skemader sin læser med sødsuppe og synger en sang om, at alt var bedre en gang. Imens bogens ”De Fem” i bedste nævenyttig-barneopdagerstil forsikrer os om, at alt ender godt, for vi ved jo, at børnene altid vinder i sidste ende.

Hardcover, Subterranean Press 2016. Romanns seneste udgave i lækkert udstyr, som alt andet Subterranean Press udsender

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

J.R.R. Tolkien, The Return of the King (1955): Historien der aldrig slutter

Paperback, Unwin Books 1975

 

The Road goes ever on and on

From the door where it began…

 

Efter utallige opfordringer fra bloggens læsere (host, host) har jeg langt om længe fået taget mig sammen til at skrive om det tredje og sidste bind i Tolkiens The Lord of the Rings. Et bind eller en del, der traditionelt deler vandene. Det skyldes formentlig ikke mindst, at sidste del af det enorme epos er disponeret på en, med moderne øjne, overaskende facon, som i nogen grad synes at modarbejde det, vi i dag ville forvente i et heroisk fantasyklimaks. Men, som jeg har sagt før i mine tidligere skriverier om trilogien, så opfatter jeg slet ikke Tolkiens store roman om ringen som fantasy, hvilket faktisk betyder en hel del for blikket både på denne sidste del og på fortællingen som helhed.

Jeg skal undlade at genfortælle handlingen i det sidste bind, for du kender den naturligvis forfra og bagfra. I stedet er det måske mere interessant at se nærmere på selve Tolkiens romanprojekt, som det tager sig ud efter læsningen af den afsluttende del. Navnlig to nedslag skal optage mig i det følgende.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Tolkien var en blufærdig herre, når det kom til hans skønlitteratur, og han skiftevis talte den ned som ren og skær underholdning, og antydede, at han rent faktisk arbejdede med seriøse idéer, som han forsøgte at formidle til sine læsere. Det ene udelukker ikke det andet, og der kan næppe være nogen tvivl om, at Tolkien elskede at lege med sit selvskabte univers. Faktisk må man nok konkludere, at det i sidste ende blev denne umiddelbare glæde med sin kreation, der tog over og beskæftigede ham, efter fortællingen om ringen var afsluttet og effektivt set gjorde, at han aldrig fik udgivet eller skrevet noget af betydning efter sit magnum opus fra 1954-55.

Det er imidlertid vigtigt at forstå, at Tolkien ikke var en ensom, kreativ kunstner, men derimod et barn af sin tid, der gennem fiktionen udtrykte sit behov for, og en tryghed ved, idéen om et ordnet, moralsk univers med klare grænser mellem god og ondt, sandt og falsk og så fremdeles. I den forstand stillede Tolkien og hans venner i The Inklings sig bestemt ikke på modernisternes side, men søgte i stedet sværmerisk at udpege universelle værdier, der i sidste ende kun kunne forankres i religionen. Eller, sagt mere præcist, i kristendommen. Tolkien udtrykte berømt, at der kun findes én myte, og det er denne ene myte, der genfortælles igen og igen blot iklædt nye dragter. Den tanke er vel mere eller mindre nøglen til hele projektet med The Lord of the Rings, og en spændende idé, fordi den er relevant i eksempelvis sammenligningen mellem en direkte kristen eller katolsk tænkning og så indholdet i romanen.

Hardcover, George Allen & Unwin 1955. Bogens 1. udgave

Dermed når vi også frem til min første pointe. Som de fleste læsere sikkert hurtig vil notere sig, er der ganske meget kristent stof i The Lord of the Rings, men her må vi rent faktisk lytte til Tolkien selv, for han sagde, som bekendt, at bøgerne om ringen ikke er en allegori – de er dermed heller ikke nogen kristen parafrase; de er noget andet. Følger vi Tolkiens tanke hele vejen med udsagnet om den ene myte i baghovedet, betyder det, at Biblens fortælling også bare er en genfortælling af denne samme myte om kampen mellem godt og ondt, som principielt kan sidestilles med ringeventyret. Hver genfortælling af denne kosmiske myte er dermed anderledes, fordi den tager farve af sin tid. Budskabet er imidlertid det samme, og svaret i disse variationer over ”mestermyten” er altid tilliden til det gode i skaberværket og visheden om, at det gode i sidste ende vil besejre det onde.

I antikken opfattede man moralen som grundlaget for den episke digtning, og det er præcis også tilfældet med Tolkiens (anti)moderne, episke digtning. Han rejser et moralsk univers for os, som vi kan identificere os med og tage ved lære af. Gennem sin idé om mestermyten køber han sig imidlertid også frihed til at skabe det, hans fantasi byder ham og forfølge idéer, der kun perifært eller slet ikke har noget med et kristent tankeunivers at gøre.

Hardcover, Houghton Mifflin 1956

Et helt afgørende element i den sammenhæng er arbejdet med det cykliske, for som jeg allerede nævnte i mine tidligere indlæg om trilogien, handler fortællingen som helhed i høj grad om det at skildre en mytisk cyklus, et mytehjul om man vil, der bliver ved at snurre, så fortiden konstant taler direkte ind i nutid og fremtid i en form for selvfornyelse, hvor nutiden bliver fremtidens mytologiske fortid. Inspirationen til den slags overvejelser kommer givetvis fra Tolkiens professionelle virke som sprogforsker og kender af tidlig middelalderlig litteratur og digtning, der netop satte hans overvejelser om urmyten i gang og fik ham til at afsøge den fælles moralske (kristne) sandhedsværdi i fortidens tekster på tværs af århundrederne, ikke ulig det vores hjemlige Grundtvig også forsøgte på sin egen tågede facon.

I første bind af historien om ringen, hvor alt er forførerisk simpelt, begynder vores rejseselskab at sætte gang i endnu en drejning af mytehjulet. Vores helte sætter så at sige mytologien i bevægelse og passerer gennem et næsten abstrakt mytologisk landskab, hvor de – tableau for tableau – genbesøger erindringssteder, hvis mening og betydning peger bagud. I andet bind forandrer tonen sig, og vores hovedpersoner bevæger sig ind i en form for mytologisk nulpunkt, hvor de gamle historier slipper op og de nye begynder.

Paperback, Ace Books 1965

Med sidste bind er den gamle fortælling dermed sluppet op, og en ny mytologi er i sin vorden, der skal overskrive den ældre mytologi. Frodo og Sam, Strider og Gandalf samt alle de andre skaber dermed en ny myte, som de former ud fra en forudbestemt skabelon, præcis som alle helte før dem har skabt myterne ud fra samme skabelon. Vores hovedpersoner ved dermed også, at de rent faktisk er en ny fortælling. ”This war is a great war long-planned, and we are but one piece in it…” (s. 32), siger Beregond et sted. Et andet sted udbryder Sam ”What a tale we have been in, Mr Frodo, haven’t we?” (s. 201) og spekulerer på, hvordan myten vil blive fortalt af fremtidens historiefortællere.

Bevidstheden om, at heltene kropsliggør historien eller har historien som noget iboende i sig, ligger dermed i forgrunden af teksten, og vores helte ved udmærket, at de er moralske værktøjer i en større sags tjeneste – i det ubestemmelige ”lys’” tjeneste, i det godes tjeneste osv. Men mens den kosmiske fortælling drives af store eller mægtige personer, lader Tolkien det egentlige drama sig udspille i det små og viser det store i det ydmyge – vel vidende, at de små også vil blive ophøjet i myterne senere. Hans beskrivelse af Frodos og Sams sidste vej op mod ildbjergets spids, er dermed et utroligt og uforligneligt studie udi den menneskelige psyke.

Paperback, Ballantine Books 1965

Frodo er mennesket, der bid for bid tømmes for alt i sit ønske om at ofre alt for den stores sag. Som han lyrisk udtrykker sin totale opløsning i opgaven til Sam: ”No taste of food, no feel of water, no sound of wind, no memory of tree or grass or flower, no image of moon or star are left to me. I am naked in the dark, Sam, and there is no veil between me and the wheel of fire” (s. 189). Et af de måske mest fascinerende øjeblikke, hvis ikke det mest storslåede ved hele fortællingen er, at efter al den offervilje fejler Frodo alligevel. Han har ikke styrken til at modstå fristelsen, for intet menneske, ingen dødelig, har styrken. Her hjælper kun at hengive sig til forsynet og tro på, at de større kræfter vil gøre resten af arbejdet, og gennem Gollums felix culpa sker det naturligvis også.

Jeg er ikke nogen egentlig Tolkien-fan, men jeg holder utrolig meget af disse bøger, fordi de er blevet til med så megen omhyggelighed og kærlighed. Meget af det, som Tolkien selv elskede ved bøgerne – al legen og sjoven – er jeg ret ligeglad med. Det var alt det, som fantasy-litteraturen senere samlede op, men det er i sidste ende kun staffage – den glittede papir, som nørder har ladet sig forblænde af. I stedet mener jeg, vi i langt højere grad bør ignorere, hvad Tolkien sagde, og se på, hvad han i stedet gjorde.

Paperback, Methuen 1971

Lad os gå ind i romanværket og forstå teksten, ikke som fantasyfiktion, men som moralsk episk digtning med anliggende og råb om moralsk oprustning – om man så er enig med Tolkien eller ej. Desværre har fjollede Tolkienfans i kostumer kuppet diskussionen om værkerne, og filmatiseringen har ikke gjort meget for at bedre forståelsen af værket som litteratur. I stedet er utrolig meget af det, der bliver sagt om bogværket, blevet reduceret til det sædvanlige nørdcirkus og forblommet snak om ”episk fantasy”, men her er jeg nok bare ved at blive en sur gammel mand, der må stoppe, før pennen for alvor løber af med mig…

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unwin 1986

Hardcover, Houghton Mifflin 1988

Paperback, Ballantine Books 1988

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, HarperCollins 2001

Paperback, HarperCollins 2002

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Paperback, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Roman

Steve Harris, Adventureland (1990): En langtrukken debut

Paperback, Tor 1993. Forsidens skaber er ikke oplyst

Engelske Steve Harris debuterede i 1990 med romanen Adventureland, og han fulgte denne succes op med flere bøger de efterfølgende år. Romanernes popularitet fik også Harris ind på det amerikanske marked, hvor Adventureland i 1993 kunne genudgives under den lettere intetsigende titel The Eyes of the Beast, der modsat den engelske titel ikke har meget med romanen at gøre. Den nye titel signalerer imidlertid mere horror end den engelske, og her har vi formentlig forklaringen på ændringen. Men det er et bibliografisk sidespring.

Adventureland er på alle måder en tidstypisk roman for de tidlige 90’eres gru. Fortællingen udspiller sig i Basingstoke, hvor et tivoli kommer til byen. Vi ved allerede på forhånd, at der er noget ildevarslende ved det, fordi et barn er forsvundet under tivoliets seneste stop i en anden by. Vores hovedperson, den unge hjemmecomputernørd Dave (vi hører en del om hans Amstrad-maskine), der netop har blevet færdig med gymnasiet, og kærsten Sally, opfanger da også, at noget er galt, men der skal gå en del tid, før de forstår sagens rette sammenhæng.

Paperback, Tor 1993

Noget ubestemmeligt ondt er imidlertid begyndt at forfølge Dave, først i form af en besynderlig, dæmonisk hånd, der griber ud efter ham fra skyggerne, dernæst i andre ubehagelige former. Sally har imidlertid ved et sært impulskøb anskaffet to blanke sølvkors, som på en eller anden måde har noget med disse angreb at gøre. Alt dette forhindrer dog ikke de unge kærester i at tage deres vennepar med på en tur til Adventureland, som det tilrejsende tivoli hedder. Det viser sig at være en dårlig idé, for i spøgelseshuset forsvinder deres vennepar. Dave er sikker på, at han så noget derinde i spøgelseshusets mørke, der ikke var naturligt, men hvad tør han kun gisne om. En ting er sikkert, Sally og Dave må gøre noget for at hjælpe deres venner.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Harris bevæger sig ind i et velafsøgt terræn med sin roman, der dybest set handler om konfrontationen mellem godt og ondt. Tivoliets folk står i det ondes tjeneste, mens vores unge kærestepar bliver indrulleret blandt de godes tropper. En form for skytsengel, der har form som en venlig gammel mand, møder op i bogens første halvdel og forklarer, at vores verden balanceres mellem en god og en mørk dimension. Den mørke, eller onde side, forsøger nu at få overtaget og kan måske vinde, hvis mørkets tjenere ikke bliver stoppet i tide. Den kamp må tages inde i den onde dimension, der viser sig at være en trøstesløs spejling af vores verden, hvor Dave og Sally kommer ud for lidt af hvert.

Steve Harris (født 29. september 1954)

It (1986) og gennem It også Bradburys Something Wicked This Way Comes (1962) er de oplagte forbilleder for Adventureland, men man kan med nogen ret hævde, at Harris i lige så høj grad bare udnytter typiske troper fra skrækfiktionens univers, som fortsat lever i bedste velgående. Stranger Things-serien ligner til forveksling noget fra Adventureland, mens vi senest herhjemme har set det onde tivoli/cirkus hos Jonas Wilmann i bogen om Jeb Skulls eventyr.

Original kan man ikke kalde Steve Harris’ roman, og man skal næppe tænke alt for meget over hans brug af kristne symboler, der blandes sammen med forblommede idéer om lys og mørke. Tilsammen danner det alt sammen nemlig en både rodet og banal kosmologi, som han sætter alt for mange ord på – i hvert fald forklarer han langt mere, end hvad godt er, fordi han hurtigt for skaber en masse forståelsesmæssige problemer for sig selv.

Hardcover, Headline 1990. Romanens første udgave

Romanen låner, som sagt, ganske meget af sin formelle struktur hos Stephen King, hvilket betyder, at historien er overlæsset med irrelevante små episoder, bipersoner og svinkeærinder i handlingen, der måske nok bidrager til, at vi kommer ind i hovedpersonernes hverdag, men som i sidste ende bliver ganske triviel. Der kan samtidig heller ikke være nogen tvivl om, at bogens litterære forbillede, hvad udtrykket eller sprogtonen angår, kommer fra James Herbert. Harris skriver med den samme form for engelske gadedrengsattitude som Herbert, og man genkender Herberts smag for vold og hårdkogte detaljer hos Harris.

Det er da nok også her, i mødet mellem King og Herbert, at vi finder forklaringen på den store succes, Harris oplevede i England, men som udeblev i USA. Da Herbert bragede igennem på genrescenen med The Rats (1974), var det netop det engelske miljø og den engelske tone, der gjorde ham populær. Her var pludselig en forfatter, der gjorde de amerikanske forbilleder kunsten efter, men som skrev ud fra et engelsk ståsted og flyttede det moderne gys hjem til de britiske læsere. Det var her, deres hverdag blev beskrevet, ikke en abstrakt amerikansk virkelighed. Herbert var én til én med sine læsere. I løbet af 80’erne fjernede Herbert sig imidlertid mere og mere fra den type skrækfiktion, han var slået igennem med, hvilket efterlod et tomrum på den engelske scene, som Harris for en stund kom til at udfylde i 90’ernes første år. I USA var situationen end anden og konkurrencen langt større, hvorfor Harris’ middelmådige fiktion naturligvis ikke havde en chance.

Paperback, Knaur 1852 1992. Adventureland blev også oversat til tysk

Omkring 1990 gik konjunkturerne ikke i gysets retning, og Harris’ karriere blev aldrig det, han havde håbet på og var blevet spået efter gennembruddet med Adventureland. Set med positive øjne var hans debut en roman, der vidnede om en stor kærlighed til skrækgenren og en meget stor fortælleglæde hos forfatteren. Desværre er det ikke nok, og romanen fremstår i dag som et anonymt, tidstypisk stykke fiktion, der ukritisk er blevet overlæsset og løbende spænder ben for sig selv og sin stemningsopbygning på grund af Harris’ store glæde ved at genfortælle stort og småt.

Det er let at være bagklog, men når man sidder med en bog som Adventureland, er det ganske tydeligt, hvorfor skrækfiktionen var på vej ind i en kæmpemæssig identitetskrise i begyndelsen af 90’erne. Der vil formentlig være englændere, der ser med positive, nostalgiske briller på en roman som denne, men for alle andre er det bøger som Adventureland, der demonstrerer for os, at festen var ved at være forbi i skrækbøgernes verden.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Ursula K. Le Guin, The Tombs of Atuan (1971): Gennem mørket, ned i lyset

Paperback, Bantam Books 1975. Den fine forside er malet af Pauline Ellison

Øv, lidt sygdom og uventede deadlines fik mig ud af spillet i denne uge. Næste uge bliver desværre heller ikke meget bedre, men så skal jeg nok vende stærkt tilbage med nye indlæg på bloggen. Nå, til sagen.

Ursula K. Le Guin skabte noget helt særligt med sin roman A Wizard of Earthsea i 1969; en roman, der i dag må regnes som noget af det væsentligste fantasy skrevet, efter Tolkien og Howard havde leveret deres formative værker. Jeg skrev om romanen for noget tid siden, og skal ikke gentage noget her, men vil blot konstatere, at den har en helt særlig status hos mig. Trods alle de rosende ord, som jeg gerne vil sende i retning af A Wizard of Earthsea, så er jeg faktisk endnu mere begejstret for Le Guins fortsættelse, der fik titlen The Tombs of Atuan.

Det var i virkeligheden ikke synderligt oplagt, at der skulle komme en fortsættelse til fortællingen om troldmanden Ged. Historien i A Wizard of Earthsea tager os hele vejen igennem Geds historie fra barn til mægtig voksen magiker, hvor alle indre og ydre konflikter til sidst er forsonet. I den anden roman i serien traf Le Guin imidlertid det modige valg at flytte handlingen til et helt andet sted i sin verden, Jordhavet. Hun valgte også en anden hovedperson, og selvom Ged spiller en væsentlig rolle i fortsættelsen, kan det hurtigt konstateres, at de to bøger ikke har meget med hinanden at gøre.

Ursula Kroeber Le Guin (21. oktober 1929 – 22. januar 2018)

Med The Tombs of Atuan var Le Guin dermed fritstillet til at udforske nye idéer, og denne gang valgte hun en kvindelig hovedperson. Det er således pigen Tenar, vi følger i romanen. Tenar lever isoleret på øen Atuan, hvor hun har titlen som ypperstepræstinde for ”The Nameless Ones”; guder, der slumrer i det enorme, labyrintiske kompleks af gravkamre og tunneler, som gennemhuller Atuans undergrund. Tenar er kultens overhoved, men hun er ung, og den virkelige magt på øen har de ældre kvindelige formyndere Thar og Kossil, der fungerer som hendes rådgivere og spirituelle lærere.

Alt på øen går sin stille gang, men en uro nager i Tenar. Deres religion fortæller, at hun er den reinkarnerede præstinde Arha, hvorfor Tenar som 14-årig ophørte med at være sig selv og i stedet antager Arhas identitet. Desværre fungerer det ikke helt så let i praksis, fordi hun efterfølgende stadig føler sig som Tenar. Transformationen er dermed ikke fuldstændig, og denne følelse af usikkerhed slår sprækker i Tenars religiøse verdensbillede.

Hardcover, Atheneum 1971. Romanens første udgave

Men der sker mere. Præstinderne opdager og fanger en gravrøver nede i krypterne under øen. En tyv, en fremmed troldmand, der søger efter en sagnomspunden ring, er blevet fanget dernede. Det er det samme som en dødsdom at betræde de hellige huler under øen, og troldmanden dømmes derfor til at sulte ihjel i krypternes mørke. Sagen er nu bare den, at Tenar bliver nysgerrig. Hun vil se denne fremmed ved selvsyn, og det bliver begyndelsen på en rivende udvikling, der vælter murene i Tenars univers, og sætter hende fri som menneske. Tyven i krypten er i øvrigt ingen anden end vores gamle ven Ged, der her indtager rollen som bifigur.

Handlingen i The Tombs of Atuan er dybest set ganske begrænset og veksler mellem Tenars samtaler med Ged nede i hulerne og så beskrivelserne af livet i den monastiske tilværelse, som hun lever på øen. Som fantasyfortælling betragtet er der ikke meget spræl over Le Guins historie, men netop det er absolut befriende. I stedet for at sende sin hovedperson ud på en lang og farefuld rejse, hvor der skal nedkæmpes monstre og læres nye færdigheder (jf. handlingen i første bind), lader hun her denne rejse ske i Tenars indre.

Hardcover, Gollancz 1972

Det, der ved bogens begyndelse udgør hele Tenars verden og væsen, bliver gradvist gennem selverkendelse og samtaler med Ged transformeret til et fængsel. Atuans ældgamle kultur med dens ritualer og metafysiske forestillinger smuldrer omkring Tenar, der opdager, at hun helt alene i verden, fordi alt omkring hende har vist sig at være løgn.

Le Guin har begået et mesterligt kulturelt og psykologisk studie med The Tombs of Atuan. Ikke alene får hun skabt et sammenhængende univers omkring øen og de navnløses kult, hun får også brugt dette til en tidløs skildring af problemer i forhold til identitet, frihed, tvang og intellektuelle revolutioner. Parallellen mellem udvælgelsen af den nye Dalai Lama, og så den måde, som Tenar bliver udvalgt som den næste Arha, er dermed slående, og Le Guin bruger dette lån til en isende skildring af gråzonen mellem tro og religiøs tvang.

Hardcover, Gollancz 1977

Det fascinerende ved bogen er nemlig Le Guins pointe, at tvangen først bliver til tvang i det øjeblik, hvor den erkendes som tvang. Det vil sige, at Tenar måske nok aner usikkerhed og en følelse af tristhed over at have tabt sin familie, da hun blev hentet til øen. Problemerne opstår imidlertid først for alvor i mødet med Ged, der gør hende usikkerhed og udvider Tenars horisont radikalt. Le Guins budskab er da også, at viden sætter os fri og sætter os i stand til at træffe valg, fordi vi intellektuelt kan hæve os over problemstillinger og se dem fra flere sider. Præcis det gør Tenar, da hun pludselig ser sit samfund og kultur i et helt nyt lys og opdager, at det ikke er noget for hende.

Le Guin adresserer her ganske mange forhold på en gang og gør det på en kompleks og ekstremt fascinerende måde. Den døende kultur på Atuan skildres dragende, men samtidig får hun vævet det gamles betagende storhed sammen med en knusende religiøs undertrykkelse. Le Guin fordømmer imidlertid ikke direkte præsteskabet på Atuan, snarere fordømmer hun, at Tenar ikke frivilligt har sagt ja til den plads, som hun nu har.

Paperback, Puffin 1978

The Tombs of Atuan er et helt og aldeles fremragende stykke psykologisk prosa, der dykker ned i stadigt relevante spørgsmål om individualitet og kulturel afhængighed. Hvor meget er vi vores kultur, hvordan skabes individualitet og hvad skal der ti, for at flytte vores ideologiske opfattelse? Man kan ikke kalde Le Guins andet bind i serien for et decideret religionskritisk værk – det er nærmere en sønderlemmende kritik af religiøse institutioner og deres magtapparater. Le Guin går dermed en fin balancegang mellem på den ene side at beskrive de smukke i mytologiske forestillinger, også der, hvor de i virkeligheden er uhyggelige, men samtidig at udstille de magtsystemer, som varetager mytologien på bekostning af individet.

Alt dette gør romanen til et begavet stykke fantasy, som formår utrolig meget uden at forfalde til genrens vanlige klichéer og pjank. The Tombs of Atuan er fyldt med mod og svære valg, som så meget fantasy er det, men Le Guin har skrumpet det episke helt ned på et personligt plan, hvor det store vises igennem det små. Hvor ville jeg ønske, at flere fulgte Le Guins stille tilgang i stedet for at for falde til den sværdsvingene rabalder, som genren desværre er blevet reduceret til i løbet af 80’erne.

Paperback, Penguin Books 1979

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Aladdin 2001

Paperback, Pocket Books 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Turtleback Books 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Bogbekendtskaber: Peter Ole Pedersen

Så er det langt om længe blevet tid til et nyt Bogbekendtskab. Denne gang har jeg lokket Peter Ole Pedersen til at skrive om Stephen Kings The Long Walk, og det er der kommet en særdeles god artikel ud af. Peter er tydeligvis en hel del mere begejstret for King end mig, men han formår i teksten, meget præcist, at fremhæve, hvorfor The Long Walk er en både interessant og relevant roman, som måske endda er blevet mere relevant nu, end da den udkom i ’79. Jeg må også i samme ombæring bruge lejligheden til at gøre opmærksom på, at Peter i skrivende stund er (næsten) bogaktuel med værket Paranoia På Film, der er udkommet i den underholdende Kosmos-serie på forlaget antipyrine. En særdeles spændende sag, som jeg er sikker på, at Fra Sortsands læsere vil kunne få glæde af at snuse lidt til.

Ikke mere snak fra mig – jeg vil i stedet overlade talerøret til Peters kloge læsning af King.

 ***

Gå for livet!

Stephen King: The Long Walk (1979)

Af Peter Ole Pedersen

 

I would encourage every American to walk as often as possible. It’s more than healthy; it’s fun.

– Præsident John F. Kennedy, 1962

 

Hundrede teenagedrenge udvælges gennem en landsdækkende session til at deltage i tidens mest populære konkurrence i Amerika. Udfordringen består i at gå så lang en distance, som man har udholdenhed til. Hvis man på noget tidspunkt bevæger sig med under seks kilometer i timen, så får man en advarsel. Ved fjerde advarsel bliver man skudt. Konkurrence slutter, når der er én levende deltager tilbage, der kåres, som vinderen af den lange vandring.

Det er scenariet i den hyperpopulære forfatter Stephen Kings The Long Walk, en fortælling om et fremtidigt Amerika, hvor masserne lader sig underholde af andres undergang, og hvor unge frivilligt deltager i et spil, der med stor sandsynlighed vil koste dem livet.

Peter Ole Pedersen (født 1978)

I disse tider, hvor Hollywood-filmatiseringen af IT og The Dark Tower har genoplivet interessen for Kings dybe mytologi og den kommende TV-serie Castle Rock vender blikket mod de mange mindeværdige lilleby-karakterer, han har skabt gennem årene, virker det passende at kigge tilbage i forfatterskabet på en af hans mest interessante og mindeværdige bøger – og faktisk også hans første.

Den Lange Vandring, som bogen meget passende kom til at hedde i den danske oversættelse, er ikke Kings debutroman, men han skrev den som sin første fortælling i romanlængde i sluttresserne flere år før sit egentlige gennembrud. Først ti år senere, i 1979, blev den udgivet under pseudonymet Richard Bachman, et alias, der ikke længere er en velbevaret hemmelig, men som de fleste nu forbinder med den verdensberømte forfatter.

 

Praise the King

I went down the road, the road was muddy.

I stubbed my toe, my toe was bloody.

You all here?

– Børnerim til gemmeleg

 

Mit eget forhold til bogen er både karakteriseret ved en nostalgisk længsel tilbage til teenageårene, hvor det føltes som om, der var uendelig tid til at pløje sig igennem alverdens gysende og højdramatiske fortællinger, men også af en vedvarende fascination af Kings evne til at finde på enkle, uforglemmelige scenarier. Rammefortællinger der får læsningen af hans bøger til at opleves som at se en intens spændingsfilm, hvor plottet kontinuerligt byder på overraskelser og historien samtidig sænker dig ned i et radikalt samfundsportræt, som det er svært at løsrive tankerne fra, for hvad nu hvis…?

King er ikke finkultur (whatever that is) med aspirationer om at passe ind i forhold til specifikke litterære kvalitetskriterier. King er genrelitteratur, der spiller på særlige formater, situationer og figurer, som man frydefuldt glæder sig til at stifte bekendtskab med eller genbesøge. Når han er bedst, transcenderer han disse genreformler på en legende og veloplagt måde, når han er mindre veloplagt skriver han stadig bedre end mange af de bestseller-forfattere, der har gjort det til et profitabelt levebrød at skrive historier med fantastiske eller skræmmende elementer (tænk Dan Brown og deslige).

Paperback, Signet Books 1979. Romanens 1. udgave

I Den Lange Vandring er King virkelig veloplagt, uden tvivl fordi det er hans første længere beretning og fortælleglæden er frisk og uspoleret, men også fordi bogen i udpræget grad bruger sine personskildringer og situationer til at skildre en særlig impuls hos mennesket og de omstændigheder, der følger med den.

I Kings roman er denne impuls overlevelse og hvad der skaber historiens egentlige elementer af uhygge, er alt, hvad der følger i kølvandet på denne basale drivkraft. For det går hurtigt op for de konkurrerende drenge, at viljen til at vinde langt fra er tilstrækkelig motivation for at overleve det radikale maraton. Efterhånden som tiden går, bliver deres individuelle motiver for at deltage i den livsfarlige ekstremsport mere og mere uklare.

De fysiske anstrengelser som de vedvarende udsætter deres kroppe for, sætter psykiske mekanismer i gang, der truer med at bortviske de oprindelige bevæggrunde for at konkurrere, eller helt udslette deres bevidsthed. Sidstnævnte ender som tomme hylstre, der blot trasker robotlignende afsted drevet af en primal overlevelsesmekanisme. Det er disse ulykkelige skæbner, de øvrige deltagere kalder for ’de vandrende døde’.

 

Krig og konkurrence

I don’t care if you win or lose, just as long as you win.

– Vince Lombardi, tidligere cheftræner for Green Bay Packers

 

Allegorien i Den Lange Vandring er ligefrem, men virkningsfuld. Det handler om krig. King skrev romanen i skyggen af Vietnam-krigen og det brutale scenarie er tydeligvis en meditation over, hvad det vil sige at blive indrulleret i en desperat væbnet konflikt. Tanken om de vandrende drenge, der bare ikke må stoppe og den konstante mediedækning af begivenheden ringer klart i forhold til den første ”televised war”. Det er unge mennesker, som er fanget i en dødsensfarlig situation, hvorfra de ikke kan undslippe, og overlever man, så er det med vedvarende ar på både krop og sjæl og yderste fare for ens forstand. Lyder det bekendt? Ja, det er nærmest fortællingen om enhver krig, hvor unge soldater hverves til at kæmpe for et land eller en sag, de egentlig er fremmedgjorte overfor.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) fotograferet o. 1976

King anvender flere af bogens scenarier til at levendegøre den rugende angst, der uden tvivl må følge med en sådan skæbne. Oplevelsen af ukontrollabel frygt står stærkest i beskrivelsen af drengenes natlige vandringer. Når mørket falder på og kulden tager til, udfordres den rå overlevelsesdrift endnu mere. Det bliver svært at orientere sig og alting foregår i en zombielignende døs, indtil geværernes brag minder dem om, at hvis man gentagende gange falder i søvn, så ender man med at tage det evige hvil. Hver dag i den lange vandring bydes morgenen velkommen som en vital lettelse og påmindelsen om, at man måske alligevel besidder de fornødne kræfter til at fortsætte.

På den måde bliver teenagedrengenes fatale gåtur også til en mere generel lignelse om livet. Der er dog tale om en hård lektie, hvor tilværelses ubarmhjertighed og dens ubestemmelige mål kommer til at stå helt tydelig for læseren. At deltage er at dø, men de fleste af bogens karakterer har ikke nogen klar forestilling om, hvad de har på spil, eller hvordan tingene vil udvikle sig, og dem der tror de har, står til at få sig en slem overraskelse. Denne nådesløse erkendelse er som sådan banal, men i Kings håndtering bliver det til udlægningen af forskellige livssyn og i sidste ende på godt og ondt de drivkræfter og overbevisninger, som får os videre i tilværelsen. Ligesom drengene ved vi alle, hvad der bliver slutpunktet, men det der kommer til at ske på vejen dertil, er en kamp, vi selv må kæmpe.

 

Individet og massen

The Ultimate game show would be one where the losing contestant was killed.

– Chuck Barris, gameshow-skaber og vært for The Gong Show

 

Ray Garraty kæmper kampen. Han er en af de hundrede drenge på den nådesløse maraton. Det er Ray, vi som læsere følger tættest og gennem hans oplevelse af den strabadserende konkurrence får vi indsigt i både de andre drenge, hans egen baggrund og hele det afsporede samfund, der står bag en mediebegivenhed som den lange vandring. Vi lærer, at Garratys motivation for at deltage er ligeså uafklaret som mange af de andre drenges. Det holder ham i gang, at han kommer til at se sin kæreste og sin mor, når vandringen passerer igennem en af de mindre byer på ruten, men da de endelig ankommer dertil, er denne forventning blevet til en frygt for, at han faktisk skal miste sin overlevelsesdrift, i det øjeblik han får øje på dem i mængden. Ray får sin korte stund med familien, men den bliver besættende og koster ham tre advarsler og næsten livet.

Paperback, Signet Books 1990

Det er også i denne intense situation, nær vandringens afslutning at vi får den mest skræmmende og tankevækkende beskrivelse af masserne, den mængde af publikummer der i tiltagende grad er stimlet sammen nær ruten for at følge med i drengenes udpinende anstrengelser, når de passerer forbi. I Den lange vandring bliver folkemængden en karakter i sig selv, en bølgende, ustyrlig vrimmel, der truer med at opsluge deltagerne. I masserne ophører enhver kontrol og selvstændighed og man må blot overgive sig til at blive revet med i den frådende begejstring over andres lidelser og kamp.

Hos King er dette menneskemonster også dybt forbundet til medierne. Kameraer, mikrofoner og højttalerannonceringer fremstilles som groteske legemsdele eller lyde, der udstødes fra dette kollektive væsen. I det hele taget skildres forholdet mellem individet og massen, som en kompleks og anstrengt relation, hvor den enkelte soler sig i begejstringen, indtil den forræderisk ændrer sig og opleves som en snyltende afhængighed.

Kings optagethed af massernes lige dele euforiske og destruktive kraft resonerer i en tid, hvor offentlighed og privatsfære blandes mere og mere sammen, og den berømmelseshungrende impuls hos almindelige mennesker er blevet et hovedfokus for medierne. Den lange vandring beskriver reality showets logik taget til det yderste: Vores fascination af at betragte andre hensat i en ekstrem situation, med alt hvad det indebærer af ydmygelser, gys, væmmelse og begejstring.

Paperback, New English Library 1980

Oven i denne skildring af massernes skuelyst kommer så beskrivelsen af magtens monitorering som en påmindelse om, at overvågningen er hele bevæggrunden for, at deltagerne adlyder og den udøvende magt kan opretholde samfundets strenge restriktioner. Her går King i detaljer med, hvordan overvågningsteknologi er blevet noget, man kan læse om i magasiner som Popular Mechanics og hvordan denne eksponering adfærdskontrollerer ikke bare deltagerne i den lange vandring, men også den almene borger.

I det hele taget, er det yderst sigende, at bogens centrale omdrejningspunkt er det vanhellige ægteskab mellem massemedierne og iscenesættelsen af lydighed og regler. Her er gameshowet det ultimative billede på at opsætte en række love for deltagerne og så lade beskuerne leve sig ind i deres anstrengelser med at efterleve dem. Når først kameraerne ruller, er der ikke langt fra sport til krig.

Paperback, Signet 2012

Krigsmetaforikken i Den Lange Vandring er da som tidligere nævnt også tydelig, og Kings greb med at forskyde en kritik af krigsmageri og konflikten i Vietnam til et fremtidigt fascistoidt Amerika giver gjaldende genlyd i landets nuværende udvikling. Fanatisk heltedyrkelse og statslegitimeret vold og mord er ikke langt borte, når politik føres som en underholdende fremvisning af magt.

 

Livet som ekstremsport

The blood has begun to flow! Liston is staggering!

Clay is rocking him with combinations! …

boring in! Clay is killing him! Clay is killing him!

Ladies and Gentlemen, Liston is down!

Sonny Liston is down! Clay is dancing …

waving … yelling into the crowd!

Oh, ladies and gentlemen, I don’t know how

to describe this scene!

– Radiokommentator, anden kamp mellem Muhammad Ali og Sonny Liston

 

Forskyder man læsningen af romanen fra dens historiske samtid og frem til vores nutid, er det selve konceptet for fortællingen, der står stærkest. Den ekstreme konkurrence beskrives som en perverteret og nærmest uforståelig drivkraft for samfundet, men samtidig også en besættelse for deltagerne. Vandringen er en prøvelse, der gennem psykisk og fysisk udmattelse fremmaner yderpolerne i deres personligheder og får dem til at knytte spontane venskaber. Venskaber de godt er klar over, på forhånd er dømt til at få en smertefuld afslutning. I dette ellers skræmmende narrativ, glider hverdagens trivialiteter i baggrunden og det bliver den sanselige oplevelse af at være i live, der tager fuldstændig over for de unge drenge. Marchen bliver deres stof og den bringer både tøjlesløs liderlighed, ukontrollabel latter og blændende raseri med sig, alt sammen følelsesudbrud, vi i et civiliseret samfund stræber efter at undertrykke, eller i det mindste gemme væk fra offentlighedens øjne.

Paperback, Scribner 2016

I den lange vandring står de til frit skue og bogens måske mest skræmmende element består i, at vi som læsere kan spejle os i disse drifter og frydefuldt forestille os hvilken lyst og destruktion, der potentielt følger i kølvandet på dem. Derfor er det også en lille genistreg fra Kings side, at han har valgt at lade sin fortælling udspille sig mellem teenagere, denne vidunderligt selvoptagne alder, hvor verden enten synes at ligge for ens fødder, eller hele tilværelsen er i færd med at styrte sammen som en skrøbelig drøm.

Ray Garraty og de andre drenges strabadser på turen gennem staten Maine er en blændende fortælling om magt, lyst, desperation og overlevelse. Fortællingens præmis er simpel, men gribende: Vi lægger ud med hundrede karakterer og når historien ender, vil der kun være én tilbage. King balancerer mesterligt sin bog mellem undergangsfabel og transcenderende dannelsesroman, og selvom Den Lange Vandring gør ondt, er den fra start til slut en rystende fornøjelse.

 

Samtlige citater i teksten er hentet fra kapitelindledningerne i The Long Walk, Signet Books, 1986

Mød også Peter her.

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Ursula K. Le Guin, A Wizard of Earthsea (1968): En lille perle

Paperback, Bantam Books 1975. Den charmerende forside er skabt af Pauline Ellison

Når man taler om fantasylitteraturens store, kanoniske, værker begynder man typisk hos Tolkien og C. S. Lewis, men hvor snakken derfra går videre hen, varierer; de fleste ser typisk til pulp-giganter som Robert E. Howard og Fritz Leiber. Pulpens sword and sorcery er da også helt central for udviklingen af fantasygenren, som vi forstår den. Ser vi på den fantasy, som bliver skrevet i dag, kan man også hurtigt konstatere, at det er fra pulpen de blivende impulser er kommet efter at have absorberet, hvad der kunne absorberes hos Tolkien. Her skal vi imidlertid se nærmere på et af de værker, der hverken lader sig indskrive entydigt i Tolkien-traditionen eller har noget med pulpens sword and sorcery at gøre.

Ursula K. le Guin udsendte i 1968 den nu vidt berømte roman A Wizard of Earthsea, der på alle måder er et øjenåbnende værk – det var det dengang i slutningen af 60’erne, og det er det stadig den dag i dag. Dette skyldes først og fremmest romanens sproglige pondus, men også dens slående originalitet, som er det element, jeg gerne vil trække frem i dette lille indlæg.

Hardcover, Parnassus Press 1968. Romanens 1. udgave

Historien er sikkert bekendt for de fleste. Handlingen udspiller sig i den eventyrlige Earthsea-verden, der er udgjort af en utal af små og store øer i et gigantisk hav. Her stifter vi bekendtskab med drengen Ged (et ufrivilligt komisk navn på dansk), hvis kaldenavn er Sparrowhawk. Ged vokser op blandt fattige bønder på en lille ø. Røvere angriber øen, og under angrebet opdager Ged, at han er i stand til at trække på mærkelige, magiske kræfter. Dermed er Geds skæbne beseglet, for rygtet går, og snart bliver han samlet op af den gamle, magtfulde magiker Ogion, der gør Ged til sin lærling.

Ged lærer på en gang meget og ganske lidt i sin tid hos Ogion, men da hans læretid er omme, bliver den vemodige og spændte lærling sendt til troldmændenes skole på øen Roke, hvor hans uddannelse kan fortsætte. Her, blandt ørigernes fremmeste hoveder, møder Ged en ny, sprudlende verden, men han bliver også her ført i fristelse og hidkalder en ”skygge” – en form for dæmon, der bliver en del af ham. Ged tegner til at blive en stor troldmand, men episoden med skyggen er et nederlag, og til sidst må Ged stikke til søs og få taget konfrontationen mod det væsen, der truer ham. Det bliver en lang rejse ud over øhavet, hvor Ged gennemgår flere prøvelser, før han kan stå ansigt til ansigt med mørket i ham.

Ursula Kroeber Le Guin (født 21.oktober 1929)

Fortællingen er helt åbenlyst en dannelsesrejse, der beskriver den proces, som bondedrengen Ged må gennemgå for at blive en intellektuel magiker med verden som sin legeplads. Magien hos le Guin er dramatisk og voldsom, men den er i høj grad også et indre, filosofisk anliggende, og lærlingenes skoling handler dybest set om at reflektere over og erkende tingenes inderste væsen. Magien er en refleksion over ”Das ding an sich” (i bogen omtalt som tingenes sande navn: ”the true name”), som fører troldmanden til en sansning af den kraft, der ligger bag den materielle verden.

Troldmændene beskæftiger sig således i høj grad med illusioner og manipulationer, mens egentlig skabelse er yderst vanskelig og dybest set noget forkert, fordi man her griber ind i selve verdens substans. Den kantianske tænkning gennemsyrer hele romanens metafysiske rammeværk, og det er klart, at le Guin i fuld samklang med ’68-ånden transformerer Kants billede af den uerkendbare Gud til en panteistisk verdenskraft, der binder natur og mennesker sammen til et forpligtende fællesskab.

Paperback, Ace Books 1970

At der ligger en gennemtænkt idé bag romanens magiske univers, er i sig selv ikke noget hverken nyt eller originalt. Det originale ligger derimod i hele bogen som helhed. Den ligner ikke noget andet, selvom man fornemmer antydningerne af de myter og tekster, der har inspireret le Guin. A Wizard of Earthsea står dermed som selvstændigt, eventyrligt univers, som med ganske få virkemidler formår at åbne en helt verden for læseren. Le Guins primære aktiv ligger imidlertid ikke i selve verdensbeskrivelsen – her får vi heldigvis kun de nødvendigste komponenter og bliver i stedet overladt til selv at digte med og tænke videre.

Den fremherskende litterære parole i det meste plot-orienterede fiktion lyder i dag populært ”show it, don’t tell”, men le Guin gør præcis det modsatte. A Wizard of Earthsea er en fortalt historie, der med omhyggelig og forsigtig poesi får malet det eventyrlige frem for os og danner et univers, der kan måle sig med Tolkiens mastodontiske kreation på trods af drastiske forskelle i omfang.

Hardcover, Gollancz 1971

Le Guin giver os ganske enkelt en unik vision, der er så rig i sin skildring af den ydre og indre rejse, som Ged foretager, at den leder os ind i denne verden uden de engagerende greb, som vi normalt mener læseren har brug for. Værket er derfor også flot og rummer sin egen fantasy, uden begrænsede knæfald til generekonventioner, hvilket er noget ganske sjældent.

Det er forbløffende befriende at læse en roman som denne, fordi den hviler i sig selv og på ingen måde forsøger at lefle for læseren. Den er kompleks og smuk, den er gribende og har samtidig folkeeventyrets enkelhed. Bogen er traditionelt markedsført som ungdomsroman, og det gør sådan set bare det hele bedre, fordi le Guin faktisk tør stille krav til sin (unge) læser, fordi hun har investeret substantielt tankegods i sin tekst. De uendelige strømme af ungdomsfantasy, som spyttes ud, og så herhjemme, står som triste ligegyldigheder målt i forhold til dette. Den ulidelige, visionsløse friskfyrsgenre, som ungdomsfantasy (og -horror) er blevet til i dag, kunne lære meget af le Guins kunstneriske magtpræstation.

Paperback, Ace Books 1973

Paperback, Puffin Books 1974

Paperback, Puffin Books 1975

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Puffin Books 1986

Paperback, Roc 1991

Paperback, Bantam Spectra 2004

Paperback, Bantam Spectra 2004

Hardcover, Turtleback Books 2012

Paperback, Puffin Books 2016

3 kommentarer

Filed under Roman