Tag Archives: Dansk horror miljø

Det danske horrormiljø er i krise. Dyb krise.

Vi er to forfattere bag dette indlæg, og vi er bestemt ikke enige om alt, når det kommer til litteratur. Faktisk ser vi meget forskelligt på en række afgørende ting, men vi deler en stor, stor kærlighed til skrækfiktionen, en dyb utilfredshed med tingenes tilstand i det såkaldte ”horrormiljø”, og en tro på at tingene kan blive bedre, mere kreative og stimulerende for alle parter. Gennem en hurtigt voksende korrespondance er indeværende indlæg derfor blevet til, som en form for programerklæring, en kastet handske, der forhåbentlig kan udløse noget positivt. Det er i hvert fald vores håb.  

Af Jonas Wilmann & Martin Wangsgaard Jürgensen

 

Om vores horrormiljø

Igennem mange år har vi set den ene talentløse horrorroman, -antologi eller -novellesamling efter den anden (der er undtagelser, men dem skal det ikke handle om nu). Hvis det ikke er redigeringen, det kniber med, er der tale om gentagelser af velkendte strukturer, sørgelige horrorklichéer, som står i kø, og generelt bare mangel på ambitioner. Det værende ikke kun med henblik på originalitet – vi druknes da i arketypiske monstre, tamme King-efterligninger og ”Lovecraftianske” elementer, så dovent og afstumpet udført, at Lovecraft må vende sig i graven – men også sproglige og intellektuelle ambitioner.

Mange af de såkaldte voksenudgivelser i horrorgenren fremstår mest af alt som defekte børnebøger, da de på ingen måde rummer modne refleksioner og åndsverden. Det etableredes syn på horror, som noget lidt underlødigt, tilhørende en børne/ungesfære, er blevet en selvopfyldende profeti. Samtidig har vi også set alt for mange eksempler på titler, der har været monstrøst fejlbehæftede, og alligevel er strøget lige forbi alle portvogtere. Vi vil gå så langt som at sige, at der er eksempler på bøger, som i dele er volapyk, og novelleantologier, hvor majoriteten af bidragene aldrig skulle have forladt en mørk, mørk skrivebordsskuffe.

Og ingen løfter et øjenbryn. Ikke offentligt, i hvert fald.

Alting fortsætter, som det plejer. Alt er godt. Vi liker og deler, liker og deler. Der bliver klappet skuldre, bloggerne tager skyklapperne på og fortsætter deres rosende tomgang, og i klubhuset er der en dejlig, ren stemning af, at alle kan møde hinanden, hygge og kigge hinanden i øjnene – ingen, man skal gå og dukke sig for på Bogforum eller Krimimessen. Disse steder, og i mere lukkede fora, networkes der på livet løs. Det gælder om at få årets horrorpris (som ikke fører meget andet med sig end et stykke papir i en ramme). Kritiske røster lyder sjældent, også selvom mange går og ruger med en masse, for tænk nu, hvis kritikken blev gengældt, og det skulle gå ud over ens egen lille forfatter-entreprise!

Ingen tør sige det indlysende: Niveauet er simpelthen for lavt. Vi trakteres med endnu et misvisende glansbillede i en begejstret bloganmeldelse. Den anmeldte, som sidder på stikker, skriver efterfølgende ’tak for anmeldelsen!’ (gerne efterfulgt at anmelderens fornavn, så kan det ikke blive mere familiært!), og så liker anmelderen kommentaren, og alle udenforstående krummer tæer. Enhver chance for, at horrormiljøet kan tages seriøst, udslettes lige der.

Vi liker og deler, hygger og lyver, og inderst inde ved vi jo godt, at noget er galt.

 

Vejen frem

Det hele skal flås ned og bygges op igen. For når et miljø ender, hvor vi er nu, er det allerede gået i stykker. Det eneste vi har at se frem til, er en lang, jævn vej; den evige stagnation. Altså det, som vi har set i det danske science fiction-miljø, der har lukket sig inde i en uigennemtrængelig skal (hvorpå al kritik preller af). Det, som vi ved Dansk Horror Selskabs stiftelse svor, at det aldrig skulle blive.

Den eneste måde at kæmpe imod denne skæbne, er at tale mere åbent om problemerne. Hvis barren skal løftes, skal vi gå kritisk til hinanden og til hele miljøet. Der findes ikke nogen stærkere kritik, end den der kommer indefra, og vi er egentlig slet ikke nok ’inde’ i miljøet til at udgøre egentlige interne røster.

Vi skal ikke kritisere som smålig og banal hævn, fordi ’ham eller hende kritiserede min bog, så skal hans/hendes også ned med nakken’. Nej, vi skal sgu bruge hovedet. Når vi kan føle det dybt i vores hjerter, og med vores skarpe litteraturblik, at der er noget helt, helt galt, skal det til debat.

Det er på tide, vi spørger os selv: Hvad kan man forvente af en skrækfiktion?

Først og fremmest, at det er en kunstnerisk engageret litteratur, der konfronterende tør udfordre sine læsere på indholdet, sproget, ja, helst på begge dele. Det, som står indskrevet i Dansk Horror Selskabs vedtægter – ”værket skal kunne fastholde den voksne læser” … ”sproget skal være fængende og fascinerende” – er tæt på idealet, men sjofles hvert år ved shortlisting af klichétunge værker med fladt, tungt sprog, der udelukkende er til som katalysator for plot. Alt for ofte kan man læse anmeldere, der klapper i hænderne og konstaterer, at ”sproget flyder” eller lignende udvandede formuleringer. Sprog kan flyde, men det er ikke i sig selv en kvalitet. Sproget er ikke en stikpille, der skal smutte ubemærket ind. Sprog skal mærkes, det skal hænge ved, og det skal efterlade sig spor, når det er læst. Og omvendt, ses også ukritisk lovprisning af værker, hvori gøres alverdens krumspring for at udstråle kulturelitisme, skønt de ofte fremstår som manierede studenterværker.

Skrækfiktionens anliggende er det ubehagelige, det grimme og det skræmmende. Hvilken form, hvilket formsprog, hvilken tone dette sker i, kan ikke sættes på formel, men en skrækfiktion, der skal flytte sig ud af teenageværelset herhjemme, må lægge den nørdede begejstring for klichéer fra pulplitteraturen på hylden og trække på egne indre verdener, drømme, det personlige; den voksne tanke- og følelsesverden

Samtidig er det en kæmpe misforståelse, at skrækgenren opnår en særlig kunstnerisk eller ligefrem intellektuel kvalitet ved at læne sig op ad vage forestillinger om gotik og gamle dage. Ej heller bliver det bedre af prætentiøse referencer til klassisk verdenslitteratur eller antik mytologi. Snarere end at skabe en nærværende, begavet litteratur bliver det en provinsiel, småborgerlig prosa, der hverken rører os i hjernen eller hjertet.

Det er således nødvendigt at acceptere, at ”horror” ikke er en bestemt genre, men en stemning og optik. Den litteratur, vi efterlyser og ønsker, søger denne stemning; vi søger ikke alle de klabautermænd, som af kommercielle grunde er blevet hængende. En ny skrækfiktion herhjemme må derfor kaste klichéerne fra sig og invitere læserne ind i de dunkle rum, som han eller hun gerne vil vise frem for verden.

Skrækfiktionen er ikke kun til for at gøre os bange eller at forberede os på det værste (her en indskudt bøn om at lægge den darwinistiske horrortolkning i graven!) – det er en æstetisk leg med verden, som vi oplever den, og en iscenesættelse af alt det, vi lægger låg på eller helst vil undgå.

Vi søger værker, hvor plot og historie kombineres med spændende sprog, intellektuel dybde og udfordrer en voksengeneration, der læser, hvad der i essensen er young adult-litteratur. Det er vigtigt at pointere, at det litterære værk kan findes i populærlitteraturen, kan favne begge verdener, men sjældent gør det. Vores ærinde er ikke at agitere til kamp mellem ’snobberne’ og ’de folkelige’, men et forsøg på at gøre horror relevant for andre end en lille skare, der dyrker og udfolder sig i den som hyggegenre, hvor en række trættende konventioner skal følges.

Vi ønsker at litteraturen kan komme i dialog med andre uden for det begrænsede ”fanmiljø”. Vi må derfor lade den platte spændingslitteratur falde og fokusere på den skrækfiktion, der faktisk har et kunstnerisk projekt, som er værd at behandle og tage alvorligt. I dag måles alt på samme vægt. Derved fjerner vores skrækfiktion sig længere og længere fra muligheden for rent faktisk at blive taget alvorligt af andre end den ulidelige fankultur. Dansk Horror Selskab har her også en vigtig rolle, og vi må forvente en klog og kompetent bedømmelse og udvælgelse, der sorterer det irrelevante fra og viser os, hvor skrækfiktionen som litteratur og kunst er stærkest.

Der skal ikke kun ses på handling, “den spændende” fortælling og værkets genremæssige plads; ’det er en vampyr-bog’, ’det er en varulvefortælling’ etc. Vi skal evne at læse i dybden og udfordre, når værkerne kun befinder sig i en overflade, der spejler de film og serier, som er oppe i tiden. Det handler altså om, at få os alle til at gå mere bevidst til værks – især når vi tilmed gerne vil have, at nogen stiller sig op som dommere og eksempelvis uddele en pris for årets bedste bog.

 

Afsluttende ord

Vi kan alle skrive noget dårligt. Faktisk har vi alle skrevet kritisabelt møg, og alt taler for, at vi vil komme til at skrive noget mere møg i fremtiden. Sådan er det at lægge noget frem. Enkelte værker kan dermed let udpeges og hagles igennem, fordi de ikke lever op til vores (egne) forventninger, men det vi gerne vil adressere her, er selve ambitionsniveauet, som halter hele vejen rundt; forfatternes mål med genren er for slappe, forlag udsender alt for dårligt redigerede bøger, og anmelderne glimrer med fraværet af egentlig kritik og analytisk overskud. Den eneste vej frem er at løfte ambitionsniveauet. Mens bøger og fortællinger kan ende med at være svagere, end vi havde håbet, så skal målsætningen i udgangspunktet altid være høj. Den største synd er i virkeligheden at sænke ambitionerne ud fra et misforstået håb om, at det vil kunne lokke flere læsere til.

Den eneste måde, vi kan få noget nyt til at ske, er gennem en klar kritik. Derfor vil vi her på Fra Sortsand, i den nære fremtid, se nærmere på et udvalg af bøger. Det er ikke tænkt som en gabestok eller bitter ydmygelse af andres arbejder, men som en nødvendig ærlighed, som vi kan tage ved lære af, og forhåbentlig på den måde få revitaliseret skrækgenren herhjemme og drevet bøger frem, der vil blive læst uden for den forkølede kreds af faste entusiaster, der loyalt holder ved.

 

Reklamer

8 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret