Tag Archives: Dansk

Poul Anderson, Three Hearts and Three Lions (1961): På eventyr i Danmark

Paperback, Sphere Books 1974. Den herlige forside er skabt af Patrick Woodroffe

Jeg har været en smule optaget af Poul Anderson i den seneste tid, efter at jeg blev meget begejstret for hans The Broken Sword (1954) – et lille mesterværk af en genreroman, som varmt kan anbefales til alle, der er løbet sur i fantasygenren, som den ser ud i dag, og nu trænger til noget anderledes fra den kant. Three Hearts and Three Lions fra 1961 er stærkt beslægtet med førnævnte roman, men alligevel er der tale om to meget forskellige bøger. Sidstnævnte, der er under luppen her, kan da heller ikke hamle op med The Broken Sword, men den er trods det underholdende og sjov, fordi den udspiller sig i middelalderens Danmark. Det vil sige en noget eventyrlig udgave af dansk middelalder, men ikke desto mindre Danmark.

Poul Andersons ophold i Danmark som ung mand gjorde indtryk på ham, og den danske indflydelse slog igennem som eksotisk element i flere af hans tekster. I Three Hearts and Three Lions er den danske vinkel, som sagt, meget tydelig, ikke kun på grund af stedet, hvor handlingen udspiller sig, men også fordi det hele drejer sig om den paneuropæiske myte, der under vores himmelstrøg blandt andet har fået navnet Holger Danske.

Hr. Poul William Anderson (25. november 1926 – 31. juli 2001)

Romanens anslag udspiller sig under Anden Verdenskrig. Den forældreløse immigrant Holger Carlsen, der lever i USA, oplever en pludselig længsel efter at tage hjem til sit fædreland Danmark og gøre sit for at bekæmpe den tyske besættelsesmagt. Derfor drager Holger over Atlanterhavet og slutter sig til modstandsbevægelsen. Under en natlig aktion ved den sjællandske kyst, ikke langt fra Helsingør, besvimer Holger. Han forstår ikke, hvad der skete, men da han vågner, befinder han sig alene i en skov. En stridshingst med fuldt panser og rustning til en rytter står i nærheden og venter. Noget konfus snupper Holger, efter kort overvejelse, både hest og rustning og begiver sig afsted på det, der bliver et ganske utroligt eventyr.

Holger er forvirret og undrer sig over den vildsomme skov, han pludselig befinder sig i. Det ligner ikke det Danmark, han kender. Mere mystisk bliver det, da han kommer til en hytte, hvor han får mad og husly hos en gammel kone, der kommer med en række uhyrlige påstande. Konen fortæller nemlig, at Holger befinder sig i 1100-tallet. Han må altså være rejst i tid, hvilket Holger naturligvis først nægter at tro på, men snart begynder der at ske så mange ting, at han accepterer, at der må være tale om en form for sjælevandring, der har sendt ham bagud i tid.

Hardcover, Doubleday 1961. Romanens første udgave i bogformat

Konen i hytten er ikke en hvem som helst. Hun er en heks af folkeeventyr-slagsen, som tilbyder at hjælpe Holger med lidt sort magi. Han takker ja, uden helt at vide, hvad han siger ja til, og dermed begynder Holgers rejse ind i eventyrets verden, hvor han må rejse til elverfolkets rige for at kunne komme hjem til sin egen tid igen. Undervejs får han hjælp og følgeskab af en dværg, en svanemø og flere andre, men han møder også fjender. Alvorlige fjender, for elverfolket er bestemt ikke begejstrede for Holger. Men der er også større ting på spil, som involverer Kong Arthur-legendernes fe Morgana.

Den velorienterede læser vil nikke genkendende her, for vores Holger Danske og Kong Arthur er del af samme mytekompleks om den slumrende hjælper, der skal vende tilbage i nødens stund. Romanens Holger Carlsen bruger størstedelen af fortællingen på at overveje, hvem han egentlig er, og hvorfor han er havnet, hvor han er. Sandheden kommer gradvist til ham, og det står klart for os læsere, at Poul Anderson har en underliggende fortælling bag forgrundens historie. En historie om kampen mellem godt og ondt, eller rettere, mellem orden og kaos.

Paperback, Avon 1962

Det, der i begyndelsen kunne fremstå som endnu et opkog på Mark Twains Connecticut Yankee, viser sig at være en episk beretning, som i virkeligheden udspiller sig på tværs af tid og rum, fordi lovens og de kaotiske kræfter strides i alle tider på en gang. Vores hovedperson Holger Carlsen er selvsamme Kong Arthur, Karl den Store, Sven Felding og alle de andre sovende helte fra myternes verden på en gang. På samme måde er feen Morgana blot en ud af mange former, som hans kosmiske, kaotiske modstandere har antaget.

Alt dette går kun langsomt op for Holger. Han vokser med opgaven og træder gradvist i karakter som den episke stridsmand, han er. Den moderne, ”nutidige” Holger forsvinder og viger pladsen for myternes helt, som undervejs udsletter den ordinære Holger og gør ham til en form for ren kraft. Det er spændende, hvad Anderson her leger med, og noget, som efterfølgende har inspireret flere andre forfattere – både Roger Zelazny og Michael Moorcock har eksempelvis taget den idé til sig og ført den videre i en mere klar og konsekvent facon.

Paperback, Avon 1970

Men der ligger også endnu en dimension i dette, for mens historiens Holger kæmper sig vej gennem et eventyrligt Danmark befolket af drager, enhjørninge, elvere og dværge, forstår vi også, at hans kamp spejler en kamp i vores nutid, hvor de kaotiske styrker er aksemagtens kræfter, der har besat store dele af Europa. Hitler og hans mænd er med andre ord vor tids inkarnation af det kaos, som Holger bekæmper i middelalderen.

Three Hearts and Three Lions er afgjort en underholdende og fængende roman, men noget mesterværk kan man dårligt kalde den. Selve strukturen er alt for episodisk og tilfældig til for alvor at binde den sammen til en sammenhængende hele. Holger rejser fra tableau til tableau, fra monster til monster, og nedkæmper al modstand uden, at det for alvor har nogen konsekvenser. Undervejs er der naturligvis højdepunkter, som den klaustrofobiske kamp med trolden i hulerne, mens andre episoder bliver sært uforløste; Holgers møde med en drage er her et godt eksempel.

Paperback, Berkley Medallion 1978

Holgers vej til erkendelse er stødvis, men ikke formidlet synderligt elegant og i udgangspunktet lanceret temmelig kluntet. Noget stort værk har vi med andre ord ikke at gøre med her, men Andersons greb om den eventyrlig historiefortælling er alligevel dragende og ukunstlet. Den er befriende, fordi den ikke tynges af fantasygenrens klichéer, men i stedet går til folkeeventyret som inspiration, og fordi den er fortalt med an blanding af konceptuelle ambitioner og litterær uskyldighed, som ganske enkelt er charmerende.

Der er derfor også god grund til at studere Anderson, for hans betydning for den moderne generefiktions er ikke uvæsentlig. Han var på mange måder en iderig ener, som efterlod sig værker, der måske ikke helt kommer op på siden af pulpæraens titaner, men han har kastet lange skygger ind over fantasygenren, som vi kender den i dag. Så når du har læst The Broken Sword, må Three Hearts and Three Lions være næste stop. Om ikke andet som morsomt og sjældent dansk indslag i den internationale genrefiktion.

Hardcover, Doubleday 1983

Paperback, Ace Books 1984

Paperback, Baen 1993

Hardcover, The Easton Press 1998

Paperback, Gollancz 2003

Hardcover, Science Fiction Book Club 2003

 

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Thorkil Barfod, Afdøde W Schowsen. Moderne Spögelses-Historie (1918): En finurlig dansk roman om genfærd

Bladløse Hængebirke og Sørgepil bredte deres vanskabte Kroner over de frysende kolde Grave. Ædelgran og Tax ludede og vred sig i den stødvise Blæst. Der sivede Klamhed og Væde nedover de mørke Monumenter, der stod med ensformige Symboler og Guldbogstaver i den tunge og raa Novemberluft (s. 5).

Paperback, Nordiske Forfatteres Forlag 1918

Paperback, Nordiske Forfatteres Forlag 1918

Ungkarl og bogholder Schowsen begår selvmord. Han indtager en stor dosis sovemiddel og dør efter at have snydt sin chef, fabrikant Blickenberg, for en fyrstelig sum penge. En sum,som chefen i sin tid narrede fra Schowsen. Selvmordet udspiller sig, før bogen begynder. I første kapitel hører vi nemlig, hvordan Schowsen vågner op igen – nu som spøgelse. Han kommer til sig selv i et kapel midt under sin egen begravelse. Det bliver begyndelsen på en mærkelig rejse for den nyligt afdøde bogholder.

Først kæmper Schowsen for at forstå sin nye tilstand som ånd, og gradvist, som han opdager fordelene ved at være immateriel, lægger den afdøde planer for, hvordan han kan vende tilbage til de levendes verden. Vel at mærke ikke i fysisk forstand, men som semi-synlig medborger. Hvis det skal lykkes, behøver Schowsen hjælp, og den finder han hos sin gamle drukkumpan Iversen. Tingene er imidlertid ikke helt så enkle som først antaget, og snart møder Schowsen forhindringer og fristelser, der forandrer hans syn på efterlivet.

Schowsen i teateret. Tegning Thor Bøgelund

Schowsen i teateret. Tegning Thor Bøgelund

Afdøde W Schowsen er en spøjs lille roman (100 sider), der vanskeligt lader sig entydigt kategorisere. Tonen er overvejende kæk og munter, men teksten gennemtrænges mange steder af en melankoli, som forfatteren Thorkil Barfod får vævet frem ved hjælp af et stærkt billedeladet sprog. Metaforglæden og sprogets billedlighed generelt er måske ikke så underligt, når man tager i betragtning, at Barfod først og fremmest var digter. Mens dialog og handling er skarp og vittigt tilrettelagt, er det i de tunge passager, der hvor tingene bliver vigtige for Barfod, at bogens sider rammer læserenmed en helt uventet voldsomhed.

Romanen åbner dystert, men slår hurtigt over i en vittig tone, der kan minde en hel del om eksempelvis den måde, Hans Kirk udnyttede spøgelsesfortællingen humoristisk i ”Den hjemløse ånd” fra Borgerlige Noveller (1958). Vi hører således spøgelsesfortællingen fra spøgelsets perspektiv. Barfod gør imidlertid her det interessante greb, at Schowsen gerne vil i kontakt med de levende, og den eneste måde, han kan gøre dette på, er ved at bruge de effekter, han kender fra spøgelseshistoriegenren. Schowsen kommer derved, til dels mod sin vilje, til at hjemsøge sine omgivelser. Vifølger den døde Schowsens overvejelser og både gode såvel som nederdrægtige intentioner med spøgeriet. Samtidig får vi også ofrenes reaktion beskrevet, og de oplever bestemt ikke Schowsens forsøg på kontakt som noget positivt – de fornemmer kun den iskolde gru, som vi normalt forbinder med historier om besøg fra hinsides graven.

Thorkil Barfod (1889-1947) med sin kone Edith Barfod

Thorkil Barfod (1889-1947) med sin kone Edith Barfod

Barfod fortæller på den led en dobbelt historie, der har en humoristisk forgrund og en alvorlig, grusom baggrund. Det perspektiv er spændende, fordi det sætter ord på et væsentligt element i spøgelsesgenren som sådan – nemlig, hvorfor spøgelset i det hele taget går igen. Barford bruger med andre ord forestillingen om den hvileløse ånds behov og længsel efter samvær med de levende som omdrejningspunkt. Men han gør det til et spørgsmål om manglende kommunikation og berøring. Afdøde Schowsen er ikke samme sted eller i samme tilstand som de levende, og bliver derfor misforstået, endda frygtet, af de mennesker, han gerne vil være hos.

Thorkil Barfod er da også helt sikkert ude i et alvorligt ærinde. Spøgelset Schowsen konstaterer tidligt i bogen, at den kristne forestilling om efterlivet er forkert. Her kan det være interessant at notere sig, at Barfod kom ud af en præstefamilie og selv begyndte at læse teologi som 19-årig. Han afbrød imidlertid hurtigt studiet og læste i stedet medicin for en kort bemærkning, før han også afbrød det studie og rejste til Spanien i 1910 forat indlede sit forfattervirke. Spøgelset Schowsen konstaterer, at der er hverken himmel eller helvede, men hvad er der så? Hvorfor er han vågnet efter døden?

Schowsen spøger. Tegning af Thor Bøgelund

Schowsen spøger. Tegning af Thor Bøgelund

For Barfod er forklaringen, at Schowsen ganske enkelt savner den erkendelse, der er nødvendig for at kunne komme videre fra den eksistentielle mellemtilstand, som spøgelset befinder sig i. Romanen er på ingen måde ateistisk. Barfod har en religiøs eller måske rettere, metafysisk pointe med historien. Helt firkantet vil han vise os, at kærligheden er den kraft, der flytter os videre og styrer alt. Lidt banalt måske, men Thorkil Barfod får det formuleret smukt og tankevækkende, i det der i sidste ende er en forsvarstale for noget, der kun kan opfattes som reinkarnation.

Men budskabet er skam ikke uden brod. Kort efter afdøde Schowsen forlader det kapel, hvor hans begravelsesgudstjeneste finder sted, møder han et lille barnespøgelse på kirkegården. Den lille, der trækker på hele arven fra romantikken og H. C. Andersen, lever i samme kummerlige mellemtilstand som Schowsen. Da han møder barneånden, forstår hverken han eller vi læsere, hvad det skal betyde. Som bogens kærlighedsmetafysik udfoldes, går det imidlertid op for os, at den lille omkom uden kærlighed. Barnet døde, før det forstod, hvad der skal til for at komme videre og den lille dødes mor elskede åbenbart ikke barnet nok til at give det denne viden implicit videre. Mere tragisk bliver det ved, at moderen af og til kommer som gammel kone og besøger barnets nu for længst gamle grav, uden at spøgelsesbarnet og moderen kan kontakte hinanden.

Schowsens kiste bæres ud på kirkegården. Illustration Thor Bøgelund

Schowsens kiste bæres ud på kirkegården. Illustration Thor Bøgelund

Afdøde W Schowsen er en interessant tekst. Den er et rigtig fint vidnesbyrd om det enorme potentiale, der ligger i spøgelsesfortællingen og de muligheder, som genren giver for eksistentielle refleksioner. Der er noget næsten Dickensk over tonen i Thorkil Barfods bog – dog kun i formen eller på overfladen om man vil.

Thorkil og Edith Barford på Frederiksberg Ældre Kirkegård

Thorkil og Edith Barford på Frederiksberg Ældre Kirkegård

Bogen er en digterisk fabuleren over livets mening og dødens konsekvens. Den er skrevet af en forfatter, der både forsøgte en kristen teologisk verdensforståelse og en rationel, naturvidenskabelig tilgang. Han havnede et tredje sted – den drømmende digters ønsketænkning. Det standpunkt er både smukt og appellerende, fordi Barfods metafysik dybest set er et forenklet råb om næstekærlighed, uden hele det omklamrende kristne svøb, formuleret midt under Første Verdenskrigs sidste blodige år.

Bogen er ganske fint illustreret af Thor Bøgelund med til tider ganske stemningsfulde blæktegninger.

Skriv en kommentar

Filed under Roman