Tag Archives: Daphne du Maurier

Daphne du Maurier, The Birds and other Stories (1952): Misantropiens dronning

Paperback, Pan 1977- Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, Pan 1977- Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

1950’ernes genrefiktion havde to stærke kvindelige stemmer – en på hver side af Atlanten. På den amerikanske side skrev Shirley Jackson sine intellektuelle romaner om jagten på en kvindelig autoritet og plads i tilværelsen, på den engelske side sad Daphne du Maurier og skrev noget ganske andet. Du Mauriers klassiske, for ikke at sige konservative, udgangspunkt gør på en gang hendes fiktion altmodisch og tidløs. Hendes stille, metaforrige prosa, fyldt med naturiagttagelser, vokser ud af victoriatidens romanunivers og Du Maurier emulerede sine forbilleder uden skam. Det gjorde hende ugleset blandt samtidens litterater, men det har hun i den grad fået oprejsning for i eftertiden.

Men der hvor hendes victorianske forgængere holdt igen eller blev så vage, så læseren måske nok forstod, hvad det drejede sig om, men alligevel helt var overladt til at danne sine egne billeder, gik du Maurier længere og beskrev det, der tidligere blev fortiet. Hendes smag for makabre detaljer og tilværelsens mystiske eller spirituelle sider gør samtidig, at hendes fiktion faldt ind under genrefiktionens brede hat. Og det selvom, der er uendelig langt fra pulpmagasinernes metervarer til du Mauriers fine, fine psykologisk indfølte tekster.

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

I novellesamlingen The Birds and other Stories fra 1952 får man ganske godt indtryk af præcis det, som gør Du Maurier så fascinerende, for ikke at sige fremragende, en forfatter. Novellesamlingen blev i øvrigt først udgivet under navnet The Apple Tree, men blev omdøbt, efter Hitchcocks The Birds blev en kæmpesucces.  tager os så at sige hele vejen rundt i forfatterskabets tematikker.

Første historie, ”The Birds”, er uden tvivl bogens stærkeste og mest fascinerende novelle. Den er formentlig også en af Du Mauriers berømteste tekster. Historien udspiler sig i et lille isoleret, engelsk kystsamfund midt på vinteren. En dag trækker et uvejr op og sammen med uvejret begynder fuglene at stimle sammen. Hovedpersonen, en vejrbidt familiefar, ser skeptisk til og aner uråd. Snart viser det sig, at hans egentlig irrationale frygt er velbegrundet, for pludselig går fuglene til angreb. Han forskanser sig med sin familie i deres hjem og forsøger så godt som muligt at forsvare huset gennem en helvedesnat, hvor fuglene hakker og smadrer sig mod huset i forsøget på at trænge ind.

Hardcover, Gollancz 1952. Novellesamlingens første udgave

Hardcover, Gollancz 1952. Novellesamlingens første udgave

Næste morgen håber familien, at alt er overstået, og fuglene er da også forsvundet, men kun for en stund. Snart er de tilbage, og mareridtet fortsætter. Du Maurier spiller mesterligt på den konkrete frygt, som familien oplever, mens deres hus angribes, og den langt dybere rædsel, der breder sig, da det går op for dem, at det ikke bare er hos dem, at fuglene angriber, men at det sker over hele England. Og da radioen pludselig er tavs, ved de også, hvem der vinder kampen.

Hvis man søger efter en tekst, der kan illustrere forskellige typer af skræk, er ”The Birds” et perfekt eksempel. Chokoplevelsen af fuglenes angreb og væmmelsen ved at se, hvad de gør ved deres ofre, er et gear i fortællingen, men rædslen eller den mere fundamentale angst sættes i spil gennem familiens radio, der kommer med desperate meldinger om situationen ude i landet.

Paperback, Penguin Books 1963. 1. udgave af antologien med dens nye titel

Paperback, Penguin Books 1963. 1. udgave af antologien med dens nye titel

Parallellen til krigsnyt under Anden Verdenskrig har været åbenlys for alle Du Mauriers læsere i ’52, hvor ”The Blitz” med al dens natlige forskansning, rumlende flyverlarm og faldende bomber stadig hang som et smertefyldt ekko i underbevidstheden. Det er dermed også radioen og fuglenes afsindige larm, der spiller en afgørende rolle i historiens formidling af skræk og panik.

I novellen lukrerer du Maurier dermed bevidst på dette stadigt kun halvt helede sår i den engelske bevidsthed, men gør det hele endnu mere grufuldt ved at sige – tænk, denne gang er det ikke tyskerne, der falder over os, denne gang er det en enorm, uendelig fjende blottet for motiv, mening og menneskelighed. Krigens gru bliver dermed understreget, men hun siger også, at vi måske burde prise os lykkelige for, at kunne forstå og identificere os med vores fjende.

Paperback, Penguin Books 1975

Paperback, Penguin Books 1975

I den lange novelle Monte Verità afsøger du Maurier helt andet terræn. Novellen, der oser langt væk af fin de siècle, beskriver en spirituel rejse. Her leger forfatteren med idéen om en renere åndelig eksistens og viser samtidig, hvad der sker, når denne tilstand ødelægges af verdslig indflydelse. Handlingen udspiller sig i en centraleuropæisk bjergegn blandt bjergbestigere og frygtsomme lokale bønder i noget, som bedst kan beskrives som en poetisk udgave af H. Rider Haggard.

Endelig har vi novellen ”The Little Photographer”, en bitter fortælling om en rigmands smukke kone, der keder sig og derfor indleder en affære med en handicappet fotograf. Fotografen falder pladask for skønheden, men hun behandler ham som sit legetøj, og da han har mistet nyhedens værdi, kasseres fotografen til fordel for andre adspredelser. Men du Maurier gør hævnen sød. Her, i den moralske gråzone som handlingen udspiller sig i, får hun lov til at skrive om begær og kærlighed set fra forskellige vinkler på samme tid. Der er ikke tale om gys eller gru, men nærmere om en moraliserende fortælling med ganske grumme elementer.

Paperback, Little Brown 2004

Paperback, Little Brown 2004

Fælles for en stor del af novellerne er deres mandlige aktører, som i en eller anden forstand udfordres af en kvinde. Og ofte, som i den hjemsøgte ”The Apple Tree” er det vel at mærke ikke kvinden, der har læserens sympati. Du Maurier revser sine søstre hårdt og beskriver dem som lunefulde, omklamrende og næsten ondskabsfulde skabninger. Hvis hendes kvinder er sådan, må man selvfølgelig spørge sig, hvordan hendes mænd er. Du Mauriers mandeportræt er da heller ikke altid flatterende.

Ebog, Little, Brown 2013

Ebog, Little, Brown 2013

Med undtagelse af familiefaren i ”The Birds” er de mandlige karakterer nemlig troskyldige, næsten enfoldige typer, der ligger i deres følelsers vold. Hendes stærkt misantropiske træk lader sig derfor ikke fornægte, men måske er det netop i mødet mellem sortsyn og fascination af det overnaturlige, at du Mauriers tekster opnår den helt særlige, fortættede stemning, der kendetegner hendes noveller. Måske. Der kan imidlertid ikke være nogen tvivl om, at hendes raffinerede pen skabte noget særdeles stærkt, som fortsat i dag taler med relevans til læserens verden.

 

Bogens noveller:

The Birds

Monte Verità

The Apple Tree

The Little Photographer

Kiss Me Again, Stranger

The Old Man

 

 

10 kommentarer

Filed under Novellesamling

Daphne du Maurier, The House on the Strand (1969): Tidsrejsen som psykose

Paperback, Penguin Books 1970. Den lille vignet på forsiden er tegnet af Colin Mier

Paperback, Penguin Books 1970. Den lille vignet på forsiden er tegnet af Colin Mier

The House on the Strand fra 1969 er en af du Mauriers mindre kendte spændingsromaner. Sandt at sige hører den nok heller ikke til blandt hendes bedste. Trods bogens afgjort nervepirrende indhold savner den de tidligere succesromaners blanding af mystik og konceptuel klarhed. Men dermed ikke sagt, at The House on the Strand er uinteressant – langt fra.

Handlingen fører os til Cornwall, hvor forlagsredaktøren Richard Young har lånt et hus af sin gamle studiekammerat Magnus. Richard skal bo alene i huset et par uger, før hans kone og hendes to børn fra et tidligere ægteskab tager ud til ham, så familien kan holde sommerferie sammen. Magnus, husets ejer, er en feteret biokemiker med smag for eksperimenterende, radikale forsøg. Hans seneste projekt har været at udvikle et stof, der kan føre den menneskelige hjerne tilbage til tidligere generationer; altså et stof, der lader tanken rejse tilbage gennem skjulte, kollektive erindringer. Det hele er naturligvis en omgang tåget sniksnak. Tanken er kort og godt, at den, der indtager stoffet, kan rejse tilbage i tiden som en form for spøgelse og derved opleve, hvad tidligere slægtsled har oplevet. Der er altså tale om en mental tidsrejse, hvor den rejsendes bevidsthed bliver projiceret bagud i tiden.

Paperback, Penguin Books 1970

Paperback, Penguin Books 1970

Mens Richard er alene i huset, får Magnus ham overtalt til at eksperimentere med stoffet. Magnus forsikrer ham om, at det skulle være ganske ufarligt, og Richard indvilliger derfor tøvende. Resultatet er overvældende. Richards bevidsthed bliver pludselig sendt tilbage til det tidlige 1300-tal, hvor han får mulighed for at glide gennem omgivelserne omkring Magnus’ hus, som det så ud på det tidspunkt.

Oplevelsen er storslået, og efter at have sundet sig er han villig til at gentage eksperimentet. Snart opdager Richard, at han vender tilbage til det samme sted og de samme personer hver gang. Helt konkret er det den unge adelsmand Roger, som Richard synes at være knyttet til. Richard vender tilbage flere gange, og for hver gang han rejser tilbage i tiden, forstår han de historiske omgivelser bedre. Gradvist går det også op for ham, at ridderen Roger er involveret i et komplot mod den engelske trone, og Richard indser, at han er vidne til en højspændt intrige.

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Magnus var ikke helt ærlig over for Richard, da han fortalte, at tidsrejserne var harmløse. Det viser sig nemlig, at den, der rejser under påvirkning af stoffet, bevæger sig fysisk rundt som i trance. Det vil sige, at Richard mere eller mindre bevidstløs stavrer omkring på markerne i Cornwall, mens han mentalt rejser i tiden på Magnus’ præparat. Sagens alvor går op for Richard, da han kommer til sig selv ved lyden af et bilhorn, kort før han er ved at blive påkørt.

Dertil kommer en mere subtil påvirkning. Det viser sig, at den historiske virkelighed er langt mere spændende end Richards almindelige liv. Ikke mindst da hans kone og børn kommer op til huset og forlanger at lave alle de sædvanlige ferietrivialiteter. Richard begynder at savne fortiden og benytter enhver lejlighed til at snige sig ud og vende tilbage til 1300-tallet.

Hardcover, Victor Gollancz 1969. Romanens 1. udg. Forsidenm er illustreret af du Mauriers datter Flavia Tower

Hardcover, Victor Gollancz 1969. Romanens 1. udg. Forsidenm er illustreret af du Mauriers datter Flavia Tower

Det gør mildest talt hans opførsel besynderlig, og Richards kone begynder at ane uråd, men hun misforstår situationen og tror, at han har en affære. Det har Richard skam også, bare ikke en affære af den slags, som hun forestiller sig. Tingene spidser langsomt til, og da Magnus melder sit besøg uden nogensinde at ankomme, tager sagen en helt ny drejning.

Romanen udkom i ’69 og Daphne du Mauriers bog forholder sig ikke overraskende til sen-60’ernes psykedeliske eksperimenter. Hun peger på mulighederne i de bevidsthedsudvidende stoffer og de psykedeliske erfaringers validitet som sanseindtryk. Men hun er kritisk, og naturligvis er Richard, der forelsker sig i en fjern fortid, et billede på LSD-trippets forførende eskapisme.

Hardcover, Doubleday 1969

Hardcover, Doubleday 1969

Du Mauriers kontrastering mellem den ordinære verden og den historiske virkelighed er ganske fin, om end pointen hurtigt bliver en smule gumpetung. Men her må man til bogens forsvar sige, at hun aldrig moraliserer. Faktisk er Richards tidsrejser skildret med en medfølt varme, og måske netop derfor bliver det også mere grelt og ubehageligt, når hun beskriver Richards sammenbrud i den virkelige verden. Langsomt bliver hans irrationelle adfærd en trussel for sine omgivelser, fordi han mister evnen til at skelne fortiden (eller drømmeverdenen) fra virkeligheden.

Bogen fordømmer ikke Richards handlinger, men du Maurier viser meget klart, at det er umuligt at kontrollere eskapismen, når man først får begyndt, fordi den fortidige eller ”anden” verden altid vil virke stærkere på grund af dens komplette mangel på det prosaiske. Faktisk kan man, sat på spidsen, sige, at du Maurier hævder, at livets trivialiteter er det stof, der forhindrer os i at synke ned i galskab. En fascinerende pointe, der eksempelvis kan give Turells kærlighedserklæring til hverdagen en langt mere kritisk dimension. Og hun går langt for at vise os dette. Richards kones vedvarende snerren løber som en rød tråd gennem handlingen, og børnenes larmende tilstedeværelse fylder også rigtig meget. Alt sammen noget, der forsvinder, når Richard drikker stoffet og få øjeblikke senere befinder sig i middelaldereventyret.

Paperback, Avon Books 1971

Paperback, Avon Books 1971

Et af bogens problemer er i virkeligheden, at Richards konkrete oplevelser i 1300-tallet er ganske uinteressante. Den politiske intrige, han er vidne til, er et stykke ordinært historisk drama om kærlighed og store følelser. En del af romanen er derved ret ligegyldig, og det er snarrest idéen om Richards oplevelser i middelalderen, der virker overbevisende. Alt vi hører om Richards gøren og laden i virkeligheden er derimod ganske spændende læsning, fordi du Maurier her får udmalet et ubehageligt psykisk sammenbrud, hvor drøm og virkelighed gradvist smelter sammen for stakkels Richard, der ikke længere kan skelne ven fra fjende.

The House on the Strand er en spøjs roman, der giver et godt indblik i den ældre generations oplevelser af ungdomsoprøret. Den psykedeliske revolution, som den blev kaldt, havde afgjort en skyggeside, og Daphne du Maurier har indfanget et væsentligt aspekt i romanen. Vel at mærke ikke fordømmende, snarere præsenterer hun nøgternt nogle forhold og overlader det til læseren at vælge side. En ting står dog klart – du Maurier tvivler på, at mennesket kan håndtere flere virkeligheder end en. For hende er tidsrejsen et billede på vejen ind i en psykose, og mens andre forfattere senere har benyttet samme greb, tror jeg ikke, at det er gjort så nøgternt ubehageligt som i The House on the Strand.

Paperback, Penguin Books 1971

Paperback, Penguin Books 1971

 

Paperback, Pan Books 1985

Paperback, Pan Books 1985

Paperback, University of Pennsylvania Press  2000

Paperback, University of Pennsylvania Press 2000

E-bog, Virago 2012

E-bog, Virago 2012

E-bog, Little, Brown and Company 2013

E-bog, Little, Brown and Company 2013

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman