Tag Archives: Dave Carson

Brian Lumley, Synchronicity, or something (1988): Forsvundne rollespillere og Cthulhu mythos

Hæfte, Dagon Press 1988. Forsiden er tegnet af Dave Carson - en flittig bidragyder til de små, engelske genrepublikationer fra 1980'erne

Hæfte, Dagon Press 1988. Forsiden er tegnet af Dave Carson – en flittig bidragyder til de små, engelske genrepublikationer fra 1980’erne

For to uger siden skrev jeg, at jeg dels forsøger at undgå koblingen mellem Cthulhu mythos og humor, dels at der ville gå lidt tid, før jeg kastede mig over nye mythos-historier. Sådan skulle det bare ikke gå, fordi jeg fik lyst til at genlæse Brian Lumleys flabede kortroman Synchronicity, or something, fra 1988, udsendt af mikroforlaget Dagon Press. Forlaget, der bedst kendes for fanzinet Dagon.

Historien omhandler den livstrætte, alkoholiserede privatdetektiv Jim Slater, der har spioneret utro ægtefolk i en lang årrække, mens hans eget privatliv er gået i spåner. Livet er hårdt for Slater, men det hele lysner en smule, da han får en overraskende opgave. Han skal tage til en rollespilskongres, hvor de deltagende spiller Chaosiums Call of Cthulhu, for at holde øje med stedet. Årsagen er, at der henover de seneste måneder er forsvundet deltagere på tilsvarende kongresser rundt omkring i Europa. En ulykkelig mor til en af de forsvundne drenge har derfor hyret Jim Slaters firma til at overvåge kongressen i England og undersøge, om hendes søn eventuelt skulle dukke op.

Brian Lumley (født 2. December 1937)

Brian Lumley (født 2. December 1937)

Af en eller anden grund appellerer opgaven til Slater, der straks begynder at grave i sagen og finder ud af, at der blandt den hårde kerne af Call of Cthulhu-spillere findes en gruppe, anført af den forrykte Kevin Blacker, som vitterligt tror på Lovecrafts gudelignende skabninger. Måske der er en sammenhæng mellem denne sekteriske bevægelse og de forsvundne kongresdeltagere?

Opgaven fører Slater ind i et særpræget miljø, der på overfladen synes ganske harmløst, men noget stikker under, og snart befinder den stakkels privatdetektiv sig i store problemer.

Illustration 2

Som du sikkert kan fornemme, er historien ganske humoristisk. Alene titlen slår en let tone an, men humoren balanceres af en klichéfyldt livstræt tone, der er hentet direkte fra den klassiske hårdkogte krimi. Lumley er med andre ord ude i en stemningsmæssig balancegang, der ikke helt lykkes for ham, men det betyder faktisk ikke så meget, fordi historien er så skæv, som den er. Dertil kommer, at handlingen og kortromanens tone mest af alt er et påskud for at kunne levere en grovkornet satire på rollespillere og mythosforfattere.

Brian Lumley har altid fremstået som en åbenmundet, for ikke at sige krigeriske personlighed, og han lægger heller ikke fingrene imellem i historien her. En væsentlig del af handlingen bruges således på at skildre rollespillere og deres spilkongresser. Med et grumt blik for detaljen får Lumley udstillet kongresdeltagerne og deres mere eller mindre fjollede optræden. Og jeg tror desværre, at de fleste, der har deltaget i den type spilkongresser, vil kunne nikke genkendende til Lumleys typebeskrivelser, der er nørder på godt og navnlig ondt.

Lilleputforlaget Dagon Press' logo - naturligvis tegnet af Dave Carson

Lilleputforlaget Dagon Press’ logo – naturligvis tegnet af Dave Carson

 

Hvis ret skal være ret, må man dog hæfte sig ved, at selvom Lumley tydeligvis har været på spilkongresser og sat sig ind i sagerne, har han ikke helt forstået grundprincipperne bag rollespillet. Selve spillet bliver derfor fremstillet som en form for konkurrence og generelt omtalt i en sportsterminologi, der rammer helt ved siden af.

Den lident flatterende parodi på Sandy Petersen, Call of Cthulhu-spillets skaber, er en af de mere bemærkelsesværdige detaljer. I bogen bliver han gendigtet som kvinde (Cindy Patterson), men fremstilles ellers som fedladen, arrogant amerikaner, der holder hof blandt ligesindede nørder. Ikke et kønt billede og Lumley får afgjort luftet noget galde her. En vrede, der går tilbage til Chaosiums brug af Lumleys mythos-materiale uden hverken at betale ham for det eller bare at spørge først. Lumley går lige til stregen, men det småperfide er underholdende og nærmest en smule sladderbladsagtig.

Endnu en af kortromanens illustrationer. Også denne er skabt af hr. Dave Carson

Endnu en af kortromanens illustrationer. Også denne er skabt af hr. Dave Carson

 

Brian Lumley får også lejlighed til at kommentere på flere af sine forfatterkolleger. Det fylder ikke så meget som rollespilsdelen, men horrorlæsere vil løbende finde referencer til nye og gamle forfatternavne i teksten. Alle har mere eller mindre kærligt fået parafraseret deres navne, hvorved lidt af Lumleys udblik og syn på kollegerne antydes. Den eneste, der dog synes direkte spiddet i teksten, er imidlertid Ramsey Campbell, der omtales som J. Caspar Ramble. Et navn, der ikke er helt usandt, men som også rummer en grov forenkling af Campbells fiktion. At netop Campbell gør sig fortjent til et hug, kan skyldes mange ting, men sikkert er det, at Lumleys og Campbells greb om mythos-genren og tilgangen til litteratur generelt er som dag og nat. Og skulle jeg vælge, ville jeg til en hver tid vælge Campbell over Lumley, som jeg i virkeligheden har et ret anstrengt forhold til.

Synchronicity, or something er dybest set en rodet tekst, der hverken er specielt velskrevet eller spændende som historie betragtet. Ikke desto mindre er den ganske, ganske morsom, fordi den ser de vanlige mythos-tematikker fra et uvant perspektiv, og på sin vis bliver den et nostalgisk tilbageblik på rollespilsscenen i slutningen af 80’erne. Som litteratur betragtet holder Synchronicity, or something ikke vand. Teksten er fattig og kluntet, men Lumley har ramt en nerve med sin spydige pen. En nerve, der gør læsningen særdeles fornøjelig, og faktisk må jeg indrømme, at kortromanen er noget af det mest underholdende, jeg har læst fra Lumleys hånd. Om det siger mest om mig eller Lumley, må stå åbent hen.

Mit eksemplar af Synchronicity, or something

Mit eksemplar af Synchronicity, or something

Afslutningsvis vil jeg nævne, at Synchronicity, or something er lidt af en nicheudgivelse. Den udkom som hæfte i 350 nummererede, signerede eksemplarer og blev glimrende illustreret af den altid fine Dave Carson. Illustrationer, der i øvrigt stedvist synes at underbygge Lumleys skildringer af rollespilsnørderne ganske fint. Synchronicity, or something kan faktisk stadig opstøves til rimelige priser på eBay – sikkert fordi udgivelsen er relativt ukendt eller også har Lumley ikke nogen særlig status blandt samlere? Hvem ved?

 

1 kommentar

Filed under Roman

Dark Voices 1990-1994 – En sidste tur i manegen

Hardcover, Pan Books 1990

Hardcover, Pan Books 1990

Pans Book of Horror-serie er en institution inden for de engelsksprogede gys. Den første novellesamling udkom i 1959, og det skulle blive til i alt 30 bind i serien. 30 bind med nye og gamle horrorhistorier; tanken er svimlende. Serien var med fra det øjeblik, hvor horrorbølgen begyndte at røre på sig i 60’erne, og var stadig med, da gyserromanernes stigende popularitet i 70’erne gav antologierne trange kår. Seriens vigtigste redaktør, den navnkundige Herbert Van Thal, var ikke alene med til at grave skrækhistorier frem fra glemmebogen, han gav også løbende plads til tidens nye navne. Faktisk udkom bøgerne helt frem til 1989, hvor Clarence Paget, der på det tidspunkt havde overtaget redaktørposten, takkede af og lukkede serien.

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

1990, året efter Pans serie var stoppet, udsendte forlaget den stort anlagte antologi Dark Voices – en fejring af gyserseriens lange historie. Stephen Jones udvalgte i samarbejde Clarence Padget deres bud på de bedste noveller i serien, Herbert Van Thal skrev et bevæget forord og redaktørerne leverede en mindst lige så bevæget indledning. Antologien er fantastisk, ingen tvivl om det. Et monument over en hjørnesten i gyserlitteraturen.

Paperback, Pan Books 1991

Paperback, Pan Books 1991

Dark Voices solgte rigtig godt – så godt, at man besluttede udsende et bind mere samme år. Denne gang med nye fortællinger – tidens hotte unge gysernavne navne og et par veteraner. Konceptet viste sig at være en succes. Der udkom seks bind i serien, før den lukkede i 1994. På det tidspunkt var luften for alvor gået af gyserballonen, og novellesamlinger var ikke noget, forlaget kunne overleve på – også selv om genrens fremmeste talenter stod på indholdsfortegnelsen. Se bare bind seks, hvor eksempelvis Kathy Koja, Kim Newman og John Brunner står side om side.

Paperback, Pan Books 1992

Paperback, Pan Books 1992

Men det, du først og fremmest skal lægge mærke til her, er forsiderne. Dave Carson leverede forsiderne til de første fem bind. Bemærk hvor 90’er arty, han er på bind et og to. Horror havde brug for et nyt ansigt, en ny profil. De gamle gys skulle ikke iscenesættes med edderkopper, afhuggede lemmer, vampyrer og mumier. De nye forsider skulle understege gysets validitet som seriøst udtryk og signalerer noget voksent til sit publikum. Den sti kunne Pan ikke opretholde og vendte snart tilbage til et mere klassisk horrorudtryk. Jeg er især glad for den fjerde forside.

Paperback, Pan Books 1993

Paperback, Pan Books 1993

Ikke desto mindre må man sige, at Dark Voices leverede varen, men 90’erne læsepublikum rettede blikket i andre retninger, og dermed var det slut for Pans horrorepoke.

Paperback, Pan Books 1994

Paperback, Pan Books 1994

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling