Tag Archives: Debat

Om realistisk SF og den tåbelige apokalypse

Henning Andersen slog ned på et udsagn i mit seneste indlæg om Philip K. Dicks Solar Lottery, som han godt kunne tænke sig uddybet. Det kan jeg sådan set godt forstå, for jeg har ikke fået formuleret mig særlig præcist. Jeg antyder i hvert fald mere, end jeg konkret siger, så jeg må hellere her forsøge at sætte lidt flere ord på mine tanker lidt.

Jeg oplever i høj grad ny og nyere SF-litteratur som en ganske livløs størrelse, som jeg fantastisk har svært ved for alvor at holde af. Der er naturligvis et spraglet, bagudskuende værk som Dan Simmons’ Hyperion, men den roman hører til undtagelsen. Det er jo ærgerligt for mig, at jeg har det svært med ny SF, men heldigvis findes der uendelig meget ældre og gammelt inden for genren, så det behøver jo ikke bekymre mig stort. Mit SF-fix skal jeg nok kunne finde. Men det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad jeg synes, der er i vejen med moderne science fiction, som den tager sig ud nu.

I mit oprindelige indlæg skrev jeg:

Det absurde og finurlige samfund baseret på tilfældighed er et godt eksempel på den stålsatte vilje i 50’ernes SF til at afsøge og lege med vilde idéer uden at føle sig forpligtet af alt for snærende idéer om realisme og worldbuilding. Det skabte frirum til en litterær legesyge, som desværre er blevet et særsyn i dag, hvor det er helt andre paradigmer, der dikterer SF-genrens udfoldelsesmuligheder.   

Det er naturligvis en voldsom generalisering, som jeg foretager her, men jeg mener, at den alvorlige gren af SF-genren siden 80’ernes slutning har været præget af et selvpålagt realismeparadigme, hvor kultur og teknologisk udvikling skildres i et tæt forbundet portræt a la Kim Stanley Robinsons tørvetrillende Mars-bøger, alt sammen med forbillede i thrillergenrens troper (tak for det William Gibson et al). Det utrolige, det flamboyante, det virkelighedsudvidende element, som SF-litteraturen havde i de tidlige pulp-dage, og som den genopdagede i 1960’ernes storhedstid, er gået fløjten til fordel for en plausibel litteratur, der synes demonstrativt at ville fjerne sig fra alt, der lugter af ”det urealistiske”.  Det har uden tvivl været til glæde for det købestærke Michael Crichton/Tom Clancy-segment af læsere, men som genrelitteratur er det ikke længere min kop thé.

Jeg trives med det uvirkelige og urealistiske. Det skyldes, at det skaber et metaforisk potentiale, som kun sjældent findes i de fortællinger, der ser det som sin primære opgave at udvikle et univers, som kan holde til læserens skeptiske lakmusprøver af realismen i teksten (en yndet sport blandt SF-læseren, som det blandt andet kan ses i Himmelskibets anmeldelser). Jeg har skrevet før, at jeg grundlæggende ser alle forsøg på ”worldbuilding”, i den form det udfoldes i nyere litteratur, som en dum, anti-litterær øvelse, der bedst kan kvalificeres som en form for beskæftigelsesterapi for forfatter og læser. Fri mig for trilogier og mastodontiske bestsellerromaner!

Henning Andersen har flere gange, med rette, beklaget sig over, at moderne SF som oftest er af et dystopisk tilsnit. Han nævner også dette i kommentaren. Jeg tror ikke, at det hører helt sammen med de ting, som jeg har nævnt ovenfor. Og så dog. Jeg vil mene, at dystopien er blevet den lette og konfliktløse vej for SF-litteraturen, fordi det kræver en form for ideologisk overbevisning at skrive det modsatte. Alle kan kritisere og komme med den ene intetsigende apokalyptiske vision efter den anden. Stor litteratur er blevet til på den konto (f. eks. 1984), men her taler vi om specifikke værker, der er skrevet under indtryk af specifikke forhold. Det svære er at sætte noget andet i stedet. Det kræver mod af en forfatter at investere sig i en tro på en bedre fremtid. Det kræver mod at pege på en verden, der kunne være bedre, fordi man så forpligter sig på at sige hvordan og hvorfor.

Det mod har kun de færreste. Jo mindre engageret og ideologisk bevidste vi er, jo mere bliver tåbelige undergangsfortællinger om zombier og pandemier hverdagskost. Det samme gælder rædselsfortællinger om teknologien og alle de andre troper, som præger tidens SF-litteratur. Den dystopiske litteratur skal i bedste fald opfattes som bekymrede samtidsportrætter, men det bliver oftest ikke til meget andet end konservative og dybest set irrelevante stiløvelser, der spiller på laveste fællesnævner. Positiv SF hører med andre ord hjemme i perioder, hvor der for alvor er ideologisk brændstof og engagement i genrelitteraturens vækstlag. Det er der åbenbart ikke i disse år.

Harlan E, hvor blev du af? Hvor tabte vi din revolution?

 

 

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Horrormiljøets dybe krise er en gammel slager

Hermed fortsætter den verserende debat på bloggen. Denne gang i form at et gæsteindlæg, som jeg har fået til sendt. Jeg er ikke helt enig i alle de synspunkter, som her udfoldes, men jeg mener, at der er ting i det følgende, som er værd at tage med til videre overvejelse. Det er en opfordring.

 – Martin

***

Kære læsere af Fra Sortsand. Mit navn er Rasmus Wichmann. Hvis du ved, hvem jeg er, så ved du nok også, at jeg går op i at debattere det kreative miljø. Jeg har brugt mine kræfter på at starte en rollespilsefterskole op, producere et spil og skrive en roman. Men hvis du vil, så kan du vælge at se helt bort fra min erfaring, og nøjes med at opfatte mig som endnu en brokkerøv. Det plejer at være den mest effektive måde at kvæle kritik på.

Rasmus Wichmann anno 2018

Jeg havde egentlig tænkt mig at sidde den nyeste debat om horrormiljøets krise over, fordi jeg synes, at jeg allerede har krydset klinger med alle og enhver, uden at noget har ændret sig. Forfattermiljøet er og bliver et lille land af småkonger, der ikke kan finde ud af at holde sammen mod den knusende overmagt af billige paperbacks fra udlandet. Og når vi ikke slås indbyrdes, så bygger vi små oaser, hvor vi kan klappe hinanden på ryggen. Om de så hedder SFC, Fastaval, Spildesign.dk eller Dansk Horror Selskab er egentlig ret lige meget: Formålet er at bruge idealisme og frivillighed som et skjold mod al kritik. De ”gode venner” har det så også med at være meget langt væk, når man skal bruge dem til, ja, faktisk bare at læse ens værker.

 

Alle de andre amatører

Så, hvad fik mig til endelig at gribe til tasterne denne gang? Fordi jeg synes, at debatten allerede er kørt lidt af sporet. Jeg kan ikke se, at dansk horror kan blive genoplivet ved hjælp af selvtægt. Jeg kan ikke se, at det hjælper at tampe på nogen bøger, uanset hvor dårlige de er (undtagen for underholdningens skyld).

Jeg har talt med rigtigt mange forfattere, enten fordi de var venner, bekendte, eller fordi jeg skulle interviewe dem. Det er en uhyggeligt udbredt holdning, at ”man” ville klare sig meget bedre, hvis ikke alle de ”amatører” trak niveauet ned med deres Lovecraft-fanfic. Det morsomme er selvfølgelig, at det altid er ”alle andres” middelmådighed, der er problemet. Ikke ens egen.

For at komme med et andet eksempel: Hvis man selv sidder og føler, at man har præsteret den eneste gode historie i en hel antologi, så skal man ikke undre sig over, at resten har det på præcis samme måde.

Men hr. Wichmann, er problemet ikke, at vi er alt for eftergivende overfor os selv og vores venner? Og har svært ved at forlange det samme af os selv, som vi forlanger af alle andre?

Jo da. Det er en del af problemet. Men genrelitteraturens store problem handler langt, langt mere om, hvordan vi læser end hvordan vi skriver.

 

Kynisk læsning

”Der udkommer for mange bøger. Der er for mange amatører. Enhver kan kalde sig forfatter. Danmark er ikke et stort nok marked. Dansk er ikke et godt sprog at skrive på. En bog skal udkomme på et rigtigt forlag. Jeg læste en horrorbog engang, og den var dårlig.”

Enhver, der har gæstet en bogmesse, vil høre en masse varianter af disse undskyldninger, der umiddelbart er et tegn på et overmættet marked. Men er det virkelig sandt?

Lad os lige danne os et overblik: Der findes hele generationer op, der, på grund af Dennis Jürgensen, Dragonlance og rollespil, føler sig hjemme inden for ”genrelitteraturen.” De er nu vokset op, blevet veluddannede, og de skriver selv. Man kunne tro, at det ville give en mere kvalificeret kritik, simpelthen fordi der er så stor bevidsthed om genrernes konventioner. Sagen er dog, at virkelig mange af os blot er blevet mere kræsne og simpelthen bedriver ”kynisk læsning.”

Vi kan alle samme komme til sidde og føle os klogere end forfatteren og stille nogle dybest set urimelige krav om, at en bog skal være på en bestemt måde. At der burde være fokus på ”worldbuilding.” Være romance med. Mere realisme.

Paperback, H. Harksen Productions 2016

For mange moderne læsere er intet blevet mere diskvalificerende, end at man kan genkende forlægget eller inspirationskilden. Eller såmænd bare har set noget lignende før. Da jeg udsendte Mørke Guders Templer på Harksens forlag, bed en anmelder mærke i, at romersk fantasy ”for resten allerede er dækket af rollespillet Cthulhu Invictus.” Jeg kender faktisk ikke til dette rollespil, trods mange års kærlighed til mediet. Enten er ligheden et rent tilfælde, eller også har bogen såvel som spillet en fælles inspirationskilde et sted.Jeg kan heller ikke glemme, at jeg fik skudt i skoene, at min kortroman En Ny Begyndelse ”bare” var en blanding af filmene  Beowulf og Stargate. Jeg hadede den kommentar, ikke så meget fordi jeg ikke kunne se parallellen, men mere fordi jeg ikke kunne se problemet i det.

Filmen Beowulf

Er Mads Brynnums Skyggen over Mundstrup så automatisk dårlig, fordi den så tydeligt er en pastiche over Lovecraft? Er det den slags, der trækker standarden i horrormiljøet ned? Ifølge denne slags logik, så ja. Jeg har ikke læst den endnu, så jeg ved ikke, om den har andre kvaliteter, der kan opveje en eventuel mangel på originalitet. Jeg ved blot, at i samme øjeblik vi bedriver kynisk læsning, så er det egentlig ingen bøger, der går fri. Dennis Jürgensens De Hængte Mænds Hus er ”bare” en blanding af Raymond Chandler og Lovecraft. Erwin Neutzsky-Wulffs Gud er ”bare” en science fiction-version af Pilgrims Progress. Lovecrafts Vanviddets Bjerge er “bare” hans opkog af Edgar Allan Poe og nogle myter. Bram Stokers Dracula er ”bare” et plagiat af Polidoris The Vampyre.

Paperback, Calibat 2017

Dette er selvfølgelig reductio ad absurdum, men det er kun for at vise, hvor nemt det er at stille umulige krav til sin egen læsning.

Det morsomme (eller triste) er, at kynikere selvfølgelig alle sammen har bløde punkter. Den samme kyniker, der afskriver hele horrorgenren for at være klichépræget, har sine egne læsevaner, som han eller hun ikke viger bort fra, og hvorfor? der ligesom slækkes lidt på kravene. Eksempelvis at læse på engelsk. Jeg kender det godt selv – jeg vil gerne se noget nyt og frisk på dansk, mens jeg ikke rigtig forventer noget af D&D-romaner.

 

Er det så virkelig amatørernes skyld?

Både ja og nej. Det er fristende at lave et regnestykke, der lyder cirka sådan her:

Småkonger. Kort af R. Wichmann

Vi har 3 forfattere. Martin sælger 100 bøger, Jonas sælger 100 bøger og Rasmus sælger 100 bøger. Rasmus føler, at Martins og Jonas’ bøger giver hans egne bøger et dårligt navn, fordi de er i samme genre. Så hvis nu Martin og Jonas holdt op med at skrive, så ville Rasmus kunne sælge 300 bøger … right?

Denne logik er forfejlet, fordi ingen aner, om Martin, Jonas og Rasmus har de samme læsere. Selv hvis nogen var villige til at overlade scenen til andre (dvs. holde op med at skrive), så ville det ikke have nogen virkning. Andre årsager til, at det er svært for vores tre forfattere at klare sig hver især kunne være:

  • At nogle få forfattere sælgere lige så meget som resten tilsammen.
  • At der er blevet nedlagt biblioteker, og at deres indkøb har ændret sig.
  • At der bliver masse-importeret engelsksproget litteratur til Danmark.
  • At mange drenge spiller computerspil i stedet for at læse.
  • At nogle traditionelle læsere nu ser TV-serier i stedet.

Alle disse trends griber langt mere ind i Rasmus’ liv end Martin og Jonas gør. Dermed ikke sagt at dårlig horror ikke kan give hele genren et dårligt navn, men logikken bag er helt urimelig.

Ja, man hører nogen sige, at de har læst én dårlig bog på dansk. Og nu har de ikke blot opgivet små forlag og selvudgivere, men det danske sprog! Derfor kan man godt tro, at der faktisk er en indirekte effekt, fordi der bliver udgivet så meget bras. Men, men, men…

For det første, så har de store, ”professionelle” forlag gjort sig skyldige i at sende masse-produceret bras ud, uden at det har ødelagt tilliden til dem. ”Twillight er populær? Hurtigt, find mig lignende i en fart!”

For det andet, så tager vi ikke en rationel beslutning om vores læsevaner. De er der bare, og så falder vi tilbage på dem. Der er folk, der ikke vil læse dansk. Det er ikke fordi, Kristoffer Jacob Andersen, eller nogen andre, har jaget dem væk. Det er simpelthen fordi, de ikke aner, hvad der foregår udenfor deres Kindle (for eksempel!), og i øvrigt heller ikke ønsker at blive udfordret på deres præferencer.

Jeg fik selv denne underlige kommentar fra en anmelder, der viser, hvad der nogle gange fylder i hovedet, når man vælger en bog: ”Det er en personlig præference, men romerriget siger mig ingenting – slet ikke, når jeg forventer fantasy.”

Langt de fleste af os forstår næppe vore egne bevæggrunde. Men vi kan prøve at blive mere bevidste om dem. Så hvis ikke det nytter at forbande det danske publikum, hvis det hverken nytter at kritisere eller skamrose andre danske forfattere, hvad nytter så?

Tre simple spørgsmål nytter: Får jeg selv min inspiration fra læsning? Læser jeg noget på dansk? Læser jeg noget uden for bestsellerlisterne?

Eller kogt ned til ét simpelt spørgsmål: Ville jeg læse min egen bog?

 

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Forsinkede nytårstanker. Om Lovecraft og dansk horror

For lidt tid siden blev jeg opmærksom på, at der er blevet fundet et nyt brev fra Lovecrafts hånd. Et langt et af slagsen, skrevet fra Providence i februar 1924 til J.C. Henneberger, udgiveren af Weird Tales. Hvis man er interesseret i den slags, er der flere spændende ting i brevet, og jeg kan varmt anbefale, at du læser det hele. Der var imidlertid en passage, som fik mig til at tænke på vores skrækfiktion herhjemme. Det var i tiden omkring brevets tilblivelse på tale, at Henneberger ville hyre Lovecraft som redaktør. Det blev aldrig til noget, fordi Lovecraft ikke ville.

I brevet diskuterer Lovecraft da også sit syn på muligheden for udgivelse af ”weird fiction” og konkluderer, at de ikke er synderligt gode, fordi folk generelt slet ikke interesserer sig for den slags. De vil hellere læse kriminalfortællinger og jordnære historier uden virkelighedsoverskridende elementer. Det skrev Lovecraft i ’24, og set fra 2016 lyder det jo forbløffende genkendeligt.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)  fotograferet i 1934

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937) fotograferet i 1934

I løbet af 2015 kunne man for alvor fornemme en form for træthed sætte ind i forhold til de dansksprogede horrorudgivelser. Entusiasmen synes gradvist at fortage sig, og forfatteren Amdi Silvestri luftede i årets løb sine frustrationer over manglende opmærksomhed i et langt indlæg, der straks blev bakket op af forfatter og forlægger Jonas Wilmann. Hvor er læserne? Hvorfor vil mainstream-Danmark ikke tage dansksproget skrækfiktion alvorligt, lyder spørgsmålet.

Sagen er jo nok den, at der aldrig har været ret mange læsere af horror for voksne. Da skræklitteratur blev rigtig stort, takket være fænomenet Stephen King, var det Kings horror, der blev stor – ikke horror generelt. Det var en særlig stil og type fortællinger, der vandt genklang hos folk. Det gør King til noget isoleret, men samtidig er der måske også en lære gemt i fortællingen om hans store succes. Man kan nemlig mene om King, hvad man vil, men han har et projekt med sin brug af gys. En klar idé, der går videre end bare at ville skrive noget ubehageligt eller skræmmende.

Og det er nok her, at vi kan lære noget. Den måde, horror er blevet profileret på herhjemme, er ud fra alle genrens store klichéer. Lidt groft kunne man sige, at det måske ikke ligefrem har været gysets intellektuelle dimensioner, der har været dyrket mest, når man eksempelvis ser på antologier som Vampyr og Varulv. Ikke at der ikke er gode noveller i antologierne, men jeg kan ikke fortænke en læser, der foretrækker mere jordnære fortællinger i at vælge bøgerne fra.

Paperback, Kandor 2013

Paperback, Kandor 2013 – Er det et billede på dans horrors ambitioner?

Det, jeg prøver at sige, er, at det måske ville være klædeligt med mere omtanke og større kunstneriske ambitioner bag vores skrækfiktion. At se indad før vi klager over verdens manglende anerkendelse. Alt for meget tyndbenet gys er blevet udsendt, og når jeg ser ud over feltet af bøger, der er blevet udsendt siden slutningen af 00’erne, er der forbløffende meget skrækfiktion, der udfylder genrekonventionerne, men som savner et kunstnerisk anliggende. Uden det vil skrækfiktionen aldrig komme nogen vegne. Så vil den sygne hen som børnebogsgenre om friske drenge og piger, der møder monstre og uddeler tæv. En uambitiøs type børnebøger vi desværre ser alt for mange af.

Henrik Harksen har lanceret den gotiske krimi, som brohoved, for at få nye læsere til forlaget. Den idé er rigtig fin, men grundlæggende ikke noget, der hjælper på skrækfiktionens renommé. Hvis det skal ændre sig, kræver det, at den enkelte forfatter griber i egen barm og spøger sig, hvorfor han eller hun egentlig skriver skrækfiktion.

Nu er førnævnte forfattere Silvestri og Wilmann blandt den lille gruppe, der rent faktisk eksperimentere og arbejder med en eller anden form for kunstnerisk dagsorden. Og det er her, vejen frem ligger; den nørdede fandom må lægges på hylden for en stund, så vi kan få romaner og antologier, der med alvor forsøger at udnytte gyset til at fortælle relevante historier om det at være menneske. Lad det glade nørderi fortsætte i klubbladsudgivesler a la Lige Under Overfladen og rul de grumme, psykologiske romaner frem, der tør afsøge gråzoner og afprøve situationer og stemninger, som kan give hr og fru Danmark sved på panden. Det er i den kunstneriske integritet, dansk horror kan finde sin vej frem, ikke i tentakler, børnebøger eller historier, der mimer gyserfilm.

Pyh, det blev et langt indlæg.

Tak for ordet.

 

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret