Tag Archives: Dell Books

Flashing Swords funkler stadig

 

hardcover-doubleday-1973_1ed

Hardcover, Doubleday 1973

 

H. P. Lovecraft og Robert E. Howard oplevede en ekstrem popularitet fra 60’ernes slutning, da deres noveller og kortromaner blev udsendt i paperbackformat, og dermed kom ud til en helt ny generation af læsere. Fantasy, SF og gys og gru var moderne, og Pulpæraens gamle helte fik med ét en fornyet stjernestatus. En af dem, der nød godt af denne bølge, var forfatter og redaktør Lin Carter, der skabte en hel litterær karriere baseret på retrospektiv genrefiktion og pasticher.

 

paperback-dell-1973

Paperback, Dell 1973

 

Man kan sige meget dårlig om Lin Carters produktion, men en af de spændende ting er hans Flashing Swords-serie – en bogserie, der udkom i fem bind mellem ’73 og ´81. Her samlede Carter fantasynoveller fra tidens store navne – han gik altså ikke tilbage til Howard/Lovecraft-generationen, men fandt sit materiale yngre navne. Man finder således folk som Michael Moorcock, Roger Zelazny, Jack Vance og mange andre i samlingerne. Hans bøger kom dermed til at stå som en form for anden bølge af Sword and Sorcery-litteratur og udgør i dag et nødvendigt nedslagspunkt for den, der vil forstå, hvordan fantasylitteraturen flyttede sig og kom ud af skyggen på især Howards (læs: Conans) slagskygge: Ikke overraskende er serien derfor også genoptrykt flere gange.

Og så kan man også glæde sig over seriens fine forsider.

 

paperback-mayflower-1974

Paperback, Mayflower 1974

 

 

hardcover-doubleday-1973_vol-2

Hardcover, Doubleday 1973

 

 

paperback-dell-1974

Paperback, Dell 1974

 

 

paperback-mayflower-1975

Paperback, Mayflower 1975

 

 

paperback-dell-1976

Paperback, Dell 1976

 

hardcover-doubleday-1977

Hardcover, Doubleday 1977

 

paperback-dell-1977

Paperback, Dell 1977

 

hardcover-doubleday-1981

Hardcover, Doubleday 1981

paperback-dell-1981

Paperback, Dell 1981

 

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

William March, The Bad Seed (1954): Ingen er uskyldig

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1961

I 1954 udkom den amerikanske forfatter William Marchs sidste roman, The Bad Seed, der på mange måder adskiller sig fra resten af forfatterskabet, og March, der døde kort efter bogens udgivelse, var aldrig synderligt rosende omkring sin bog. Det er derfor også skæbnens ironi, at romanen skulle gå hen og blive en bestseller, der ramte plet hos det amerikanske publikum. Den ringe status, March gav sit eget værk, kan da også fremstå en smule hård, for det lykkedes rent faktisk for ham at gribe et tema, der på mange måder var med til at tegne hele årtiets litteratur. Dermed var The Bad Seed også en af de romaner, som satte sit præg på genrefiktionen i de kommende år, og den bedrift ville mange sikkert gerne kunne gøre March efter. Han var imidlertid mere optaget af bogens kunstneriske kvaliteter, og præcis der havde han nok ret i sin kritik, når han pegede på værkets mangler – i hvert fald, hvis man sammenligner bogen med den beslægtede og stærkt provokerende såvel som forstyrrende Lord of the Flies, der udkom samme år.

Fortællingens handling er ganske enkel. Christine Penmark er netop flyttet til en ny by med sin mand og deres lille datter Rhoda på otte. Manden Kenneth er kort efter flytningen rejst på en lang arbejdsrelateret tur til Chile, hvorfor resten af familien må klare arbejdet med at falde til alene. Da bogen åbner, skal Rhodas privatskole netop til at afholde den årlige sommerfest, hvor der uddeles en medalje til den elev, der har flyttet sig mest i årets løb. Rhoda har gjort alt for at få medaljen, men desværre vinder hun ikke præmien. Den går i stedet til klassens stille dreng Claude. Samme dag, under festen, omkommer Claude i en ulykke, og da Christine få dage efter ulykken opdager den eftertragtede medalje på Rhodas værelse, ruller lavinen.

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1961

Faktisk er vi læsere ikke et sekund i tvivl om, at Rhoda er et ganske, ganske sygt barn. Emotionelt afstumpet og blottet for enhver form for empati er den lille pige drevet af sine behov, og intet stopper hende, når hun først har sat sig noget i hovedet. Det koster ikke kun drengens liv, før bogen er til ende, det koster også både mor og datter dyrt.

The Bad Seed er en langsomt virkende thriller, der kapitel for kapitel føjer facetter til mysteriet Rhoda Penmark. Men gradvist forstår vi, hvad det er, der driver det lille barn, og vejen til denne erkendelse går gennem moderens tanker. Lamslået og med isnende gru går sandheden om datteren nemlig op for Christine midtvejs gennem bogen, og fra det øjeblik forsøger hun at håndtere situationen. Intellektuelt anerkender hun, at datteren er syg, men følelsesmæssigt nægter pigens mor længe at acceptere det faktum. Alt for længe, kan man sige, og det er først, da Rhoda har sat ild til gartneren i den bygning, hvor de bor, at Christine forstår, at hun må handle.

William March (18. september 1893 – 15. maj 1954)

William March (18. september 1893 – 15. maj 1954)

Den åbenlyse problematik i romanen møder vi allerede i første kapitel, hvor den på overfladen søde Rhoda roses til skyerne af nabokonen, mens den skumle gartner udpeges som sindssyg. Skinnet bedrager. March vender tilbage til dette igen senere i bogen, da Christines forfatterven beskriver psykopater for hende og intetanende derved beskriver Rhoda. Spørgsmålet om arv versus miljø rulles også frem og vendes af Christine, alt imens hun langsomt men sikkert falder fra hinanden. At det hele vil ende i en ulykke, præciseres i øvrigt allerede i første kapitel, hvor March indirekte fortæller sine læsere, at bogen er et farvel til den ulykkelige mor.

Under dette lag udforsker romanen spørgsmålet om ondskabens natur, for hvordan skal man forstå en pige som Rhoda? Er hun syg og derfor uskyldig, eller ligger der en iboende ondskab i hende, som går dybere end bare en sygdom? March kommer ikke med svar, men hans thriller iscenesætter spørgsmålene med et legende, til tider måske vel belejligt, handlingsforløb, og han gør det ud fra et lille, men ganske levende persongalleri. Netop persongalleriet er et af bogens helt stærke sider, fordi der er et troværdigt liv i de uregerlige mennesker, han skildrer. Naboerne i Christines bygning snakker løs og ser den unge mor gå i opløsning, men ikke én formår at hjælpe hende, fordi de ikke forstår problemet.

Hardcover, Rinehart & Company 1954. Romanens 1. udgave

Hardcover, Rinehart & Company 1954. Romanens 1. udgave

Samtidig er det ubehageligt, grænsende til det skræmmende, at være inde i hovedet på den allerede flere gange omtalte gartner, der liderligt fantaserer om at voldtage Christine igen og igen og tilmed har en dybt bekymrende forelskelse i den diabolske pige på otte. Omvendt er det med rørende vemod og lede, at vi læser om moderen, der møder fuld op hos Christine, efter hendes dreng Claude er død, for at tale med Rhoda om episoden. Rhoda selv er blank som krom og tillader os ikke at kigge bag hendes facade. Der er formentlig heller ikke andet bag hendes pæne ydre end begær, og Rhoda synes derfor på alle måder at foregribe Bret Easton Ellis’ Patrick Bateman, der sådan set bare er en voksen udgave af pigen, vi her har med at gøre.

De introverte og ekstroverte personer løber omkring hinanden i bogen og demonstrerer for os, at vi måske nok forstår nogle mennesker bedre end andre, men grundlæggende forstår vi slet ikke nogen, fordi det inderste væsen – hvis et sådant overhovedet findes – kun momentvis kommer frem. Det vigtige for March er imidlertid, at mennesker kommunikerer, hvilket Rhoda ikke gør, og derfor står hun som noget dybt fremmedgørende. Problemet er bare, at vi intuitivt nægter at se under overfladen, og derfor får den lille pige lov til at drive sit uvæsen uden konsekvenser.

Paperback, Penguin Books 1955

Paperback, Penguin Books 1955

 

William March skriver handlingen sikkert frem mod den endelig konfrontation mellem mor og datter. Et fascinerende greb, som gør dette endelige møde særlig virkningsfuldt, er, at Christine løbende har løjet for sine omgivelser. Hun har påstået, at hun er ved at skrive en roman med en handling, der ligner hendes egen situation. Det indrømmer hun naturligvis ikke over for nogen, og hendes bekendte kommer derfor løbende med idéer til den opdigtede bogs indhold, og dermed også udfaldet af Christines situation. Faktisk ser de fleste kun én troværdig slutning på Christines ”bog”, og hun må give dem ret. Det fører i sidste ende March frem til det gribende afsluttende kapitel, der snører romanen sammen til et grumt optrin, som man ikke slipper så let, fordi alle de følelser, han hvirvler op, er så forståelige og derfor også uhyrlige.

The Bad Seed blev, som sagt, en kæmpe succes, og dens brug af det, som vi i dag vil kalde psykologisk gys, er et vægtigt indslag i skrækfiktionens genrehistorie, fordi han derved slutter sig til den bølge af bøger i 50’erne, som i stedet for at skrive om støvede mumier og blodsugende vampyrer vendte blikket indad og betragtede de grumme skabninger, der lurer inde bag hjerneskallen på os alle. The Bad Seed kunne måske ikke efterleve William Marchs litterære krav, men den står stadig så mange år efter sin udgivelse som et forbløffende stærkt vidnesbyrd om, at menneskets mest frygtindgydende fjende er mennesket selv.

Paperback, Dell 1956

Paperback, Dell 1956

Paperback, Dell 1975

Paperback, Dell 1975

Paperback, Apple Publishing 1984

Paperback, Apple Publishing 1984

Paperback, The Ecco Press 1997

Paperback, The Ecco Press 1997

 

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Kathe Koja, The Cipher (1991): Sjælens sorteste hul

Paperback, Dell 1991, 2. udg. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, Dell 1991, 2. udg. Forsidens skaber er ikke oplyst

1990’erne åbnede med en perlerække af sorte, smertefyldte romaner, der flyttede skrækfiktionens fokus bort fra forstadsmiljøer, kernefamilier og middelklasseliv. I stedet var blikket rettet mod samfundets rand mod de udstødte og de skæve eksistenser. Og her, mellem fattigdom og social ydmygelse, mellem punket subkultur og gotisk weltschmerz, kunne en hel verden udfoldes, fyldt med et særegent dyster liv, som på alle måder kunne synes rigere og mere opfyldt end den hverdag, som hovedparten af os kender. Men det var også her, at gru og rædsel kunne vokse frem fra skyggerne med en uhørt styrke, fordi normalitet og kontrol mindskes på randen og åbner mulighed for uudgrundeligt mørke.

Dronningen af denne bølge var ubetinget Kathe Koja, der med iskold sikkerhed udmalede livet mellem hungrige kunstnere, punkere og junkier på en måde, som synes lige så kritisk moderne, som den skuer bagud mod 1800-tallets europæiske, dekadente fin de siècle-litteratur. Hendes debutroman The Cipher fra 1991 indvarslede dermed en grum bølge, der formentlig ikke er alles kop the, men for dem, der værdsatte og stadig værdsætter deres fiktion sort som natten, er det fortsat et brutalt og stærkt møde at begive sig ind i hendes univers.

Paperback, Dell 1991, 2. udg.

Paperback, Dell 1991, 2. udg.

Den intime handling åbner, da vi hører, at bogens to hovedpersoner Nicholas og pigen Nakota opdager et besynderligt fænomen i et ubrugt kælderrum under Nicholas boligkompleks. Fænomenet kan bedst beskrives som et sort hul i gulvet. Det er imidlertid ikke noget egentligt hul, snarere er der tale om en form for pulserende rift i virkeligheden, der udstøder lyde og har sit eget liv. Det lyder bizart, og havde Nicholas og Nakota været en smule mere ordinære, havde de sikkert grebet sagen en hel del anderledes an. Nicholas er imidlertid så alkoholiseret, at han synes komplet apatisk, og Nakota så virkelighedsfjern, at hun må karakteriseres som utilregnelig. De vælger derfor fatalt at lege med hullet – The Funhole – som de døber det.

Nicholas er en havareret digter, der for længst har opgivet sine drømme om at leve af skriverierne, mens Nakota lever i en underverden befolket af kunstnere, særlinge og misbrugere. Oprindelig havde de et dysfunktionelt kæresteforhold, nu har de bare et dysfunktionelt venskab, og hullet i kælderen gør ikke noget for at forbedre deres forhold. Om noget bliver livet værre for bogens fortæller Nicholas, fordi Nakota forstår, at der ligger en form for magt i den sprække de har fundet. En kunstnerisk kraft om man vil, men jo mere tiltrukket hun bliver af hullet, jo mere frastødes Nicholas af åbningen. Han fornemmer The Funholes ødelæggende, altperverterende kraft og rystes i sin grundvold af fornemmelsen.

Kathe Koja (født 1960)  anno 1991

Kathe Koja (født 1960) anno 1991

Naturligvis kan de ikke holde hullet hemmeligt, og snart samles der en lille gruppe i lejligheden, der alle ser Nicholas som hullets mester. Der opstår nærmest en kult omkring åbningen, og alle ser til Nicholas, som den store kunstner, der kender svaret på mysteriet. Det ansvar vil han imidlertid ikke have på sig, og han kæmper derfor med vold og magt for at få sin menighed til at forsvinde, men jo mere han stritter imod, dets hårdere presser de på, og dets stærkere bliver hullet i kælderens tiltrækning på ham.

Det siger næsten sig selv, at bogens udgang er præcis lige så ubehagelig, som handlingen er bizar. Noget vi får et forvarsel om, da Nicholas en dag stikker sin hånd ned i hullet. Det giver ham et grotesk sår, som roligt vokser gennem resten af handlingen, og på det nærmest optræder som et væskende øje, der lumskt følger Nicholas’ gøren og laden.

Paperback, Dell 1991. Romanens 1. udg. med forside af Rick Lieder - Kathe Kojas mand

Paperback, Dell 1991. Romanens 1. udg. med forside af Rick Lieder – Kathe Kojas mand

The Cipher er svøbt i en tung, vammel stemning af fugt, forfald og død. Alt er ødelagt, trist og mørkt i bogen – ikke mindst vores hovedperson, der side for side kommer tættere på at drikke sig ihjel, mens hans disciple koncentrerer sig om hullet. Selv da Nakota og Nicholas finder sammen igen i euforien over hullets erkendelser, bliver det ikke til andet end klamme omfavnelser og sørgelige knald, der efterlader dem tommere og tristere end før. Håbløshed driver ud af siderne, og var det ikke for de mange ironiske kommentarer, som Nicholas formår at affyre mod sine omgivelser, ville der ikke være et eneste egentlig lyspunkt i romanen.

Kompromisløs er et ord der presser sig på, når man sidder med Kathe Kojas debutroman, og hendes nedslående fortælling er et fantastisk billede på det sjæleligt grundstødte menneskes totale undergang. Digteren Nicholas har intet tilbage – hans kunst er ubrugelig, præcis som han er ubrugelig som partner og individ. På overfladen kunne det da også se ud som om, at han har affundet sig med sin skæbne, men sådan er det langt fra. Underneden gnaver den desperate ulykke i ham. Den gnaver så meget, at den til sidst manifesterer sig i verden som det sorteste, ædende onde hul. En depression så dyb, at den får fysisk form. Men i stedet for at føle med Nicholas og hjælpe ham i hans lidelser, tager verden hans opløsning som det stærkeste og smukkeste kunstværk han kunne tænkes at producere. Nicholas kæmper imod; kæmper for at blive hørt som menneske, men alle omkring ham har kun øje for æstetiseringen af hans elendighed.

Ebog, Roadswell Editions 2012

Ebog, Roadswell Editions 2012

Nicholas formåede med andre ord ikke at blive hørt, da han forsøgte at skabe kunst og nå verden – ikke mindst Nakota, som han under al vreden og ligegyldigheden stadig elsker højt. Og da han endelig opgav kampen og hengav sig til selvdestruktionen, ansporede hans lidelser pludselig en reaktion og bliver til en ting, som bogens øvrige personer kan studere med fascineret gysen. Hans elendighed bliver et kunstværk, og til sidst forsvinder Nicholas bogstavelig talt ind i sit egent sorte hul. Hullet æder ham med hud og hår, og med ham forsvinder også alt håb for resten af persongalleriet.

Med sin roman tematiserer Kathe Koja følelsesmæssig distance og fremmedgørelse, hun tematiserer kunst og kunstens pris, hun tematiserer kærlighed og død. Det hele sker i en tætindpakket, stinkende fortælling, som måske nok rummer skønhed, men ikke meget. Det meste er grimt og hårdt, sølle og forfaldent. Hendes bud på en skrækfortælling har dermed intet at gøre med monsterfiktion eller andet godt fra genrens mølpose. Koja tager os i stedet ved hånden og fører os ud i rendestenen, hvor tilfældige knald mellem metaforisk affald er det eneste opmuntrende overhovedet. Gyset er som sådan heller ikke hendes egentlige anliggende, men et biprodukt, der vokser ud af tekstens afgrundsbudskab. En indirekte form for horror, der på bagvendt vis bliver langt mere virkningsfuld end størstedelen af al konventionel skræklitteratur.

Den glade bogsamlers udgave af bogen

Den glade bogsamlers udgave af bogen

Kathe Koja saver læserens nerver ned, men gør det ikke gennem chok – nej Koja kryber ind under huden på os ved at injicere den ene depressive dosis efter den anden, og hun bliver ved, indtil vi kræver forløsning, kræver at blive sluppet fri af hendes rædselsvision. Og til sidst, da hun har trukket os med helt ned på bunden, forstår vi som Nicholas, at døden er en barmhjertig udvej, fordi den i det mindste sætter en stopper for lidelserne.

Har du mod på at jage den hvide kanin ned i Kathe Kojas Funhole? I så fald god tur!

1 kommentar

Filed under Roman

Jack Finney, The Body Snatchers (1955): … All you need is love

Paperback, Dell 1967. Den fantastiske forside er malet af Don Ivan Punchatz

Paperback, Dell 1967. Den fantastiske forside er malet af Don Ivan Punchatz

Det kan tage tid at udfolde en idé rigtigt. Det kan tage flere tilløb og ikke mindst flere forsøg, før det, der jagtes, står klart frem og viser dets fulde potentiale. Præcis det er der tale om med Jack Finneys kortfattede, intense roman The Body Snatchers fra 1955. Bogen står nemlig afgjort på skulderen af tidligere fortællinger som Robert Heinleins The Puppet Masters (1951) og ikke mindst John Campbells urtekst Who Goes there? (1938). Fortællinger, der som bekendt, ligner Finneys roman ganske meget. Finneys værk adskiller sig imidlertid afgørende fra sine forlæg, fordi Finneys pen rent faktisk føjer en litterær kvalitet til fortællingen, som ingen af de to forgængere kommer i nærheden af.

Det er derfor også fuldt fortjent, at The Body Snatchers i dag regnes som en af skrækfiktionens helt store klassikere, og uden tvivl en af de to håndfulde romaner fra 50’erne, som har været med til at forme dét, vi i dag forstår som moderne horrorlitteratur. Et handlingsreferat er sikkert også helt overflødigt, men måske det er nyttigt alligevel at få historien på plads.

Paperback, Dell 1967

Paperback, Dell 1967

Finneys fortælling udspiller sig i den fiktive forstadsby Mill Valley i Californien, hvor vi introduceres til byens læge Miles Bennell, der en dag kort før lukketid får et mystisk besøg fra en gammel bekendt. En ungdomsflamme kommer og beder ham tage med hende hjem og kaste et blik på et familiemedlem, der opfører sig underligt. Underligt hvordan, spørger Miles, men han kan ikke få noget svar, for faktisk kan Becky ikke klart sige, hvad der er galt. Det bliver startskuddet på en hel serie af lignende tilfælde, hvor Mill Valleys indbyggere begynder at beklage sig over, at deres kære ikke opfører sig normalt. Et eller andet er galt, men tilsyneladende er der ikke nogen, som fejler noget. Måske er der tale om en form for massepsykose eller kollektiv indbildning? Miles aner ikke sit levende råd.

Al tvivl blæses imidlertid af banen, da Miles og Becky pludselig opdager sagens rette sammenhæng. Det sker i kælderen hos Miles’ forfatterven, som har opdaget en sær krop, der tilsyneladende ikke er et rigtig menneske, men en form for proto-legeme. Situationens absurditet og gru stå nu klar for gruppen. Byens indbyggere er gradvist ved at blive erstattet, én for én, af kloner. Faktisk er det stort set umuligt at skelne kopi fra original – men også kun næsten, for der er en forskel, og den bliver hurtigt tydeligt for de skrækslagne hovedpersoner.

Jack Finney (2. oktober  1911 – 14. november 1995)

Jack Finney (2. oktober 1911 – 14. november 1995)

Der er med andre ord tale om en form for invasion af byen, og væsnerne, der står bag, er kommet fra verdensrummet. Ikke alene er hele konceptet så utroligt, at vores helte knap tør tro på det selv, men de er også fanget af situationens absurditet, for hvem skal de fortælle den til? Miles forsøger desperat at ringe til en gammel ven i Washington, som han bekender det hele til, men mens de taler sammen, går det i stigende grad op for Miles, hvor vanvittig hans beretning lyder. Faktisk lyder han som en paranoid galning, men som vi jo godt ved, kan paranoide også godt have fjender, og det er præcis, hvad der er på færde. Miles og Becky må derfor klare situationen alene, hvilket ikke ligefrem synes let, taget i betragtning af, at hele byen efterhånden er blevet erstattet med kloner.

Den grundlæggende præmis bag The Body Snatchers er naturligvis det ekstremt ubehagelige perspektiv ikke længere at kunne stole på sine vante omgivelser og skelne ven fra fjende. Finney umenneskeliggør med andre ord det forstadsmiljø, som Miles bekender sin store kærlighed til i bogens åbning. Og der kan ikke være nogen tvivl om, at Finney har fyldt sin roman med en nostalgisk hverdagsromantik, hvor highschool-kærester genforenes og livet leves på stille, amerikansk vis. Alt er fortalt ud fra en idealforestilling om Finneys samtid (50’erne) og bekræfter, hvad vi efterfølgende er kommet til at forstå som periodens idealforestillinger om konservativt hjemmeliv. Modsat så mange andre er Finney imidlertid ikke ude på at se under overfladen på lillebyen og pege på hykleriet – som Ira Levin eksempelvis senere gjorde det med sin The Stepford Wives. Nej, Finney forsvarer præcis den livsform og viser, hvad der sker, hvis man ikke værner om den.

Paperback, Dell 1955. Romanens første udgave

Paperback, Dell 1955. Romanens første udgave

For et af klonernes kendetegn er, at de måske nok ligner og handler som originalerne, men de har ikke den menneskelige varme med. De er ganske enkelt emotionelt ude af stand til at gøre andet end at kopiere følelser. Det betyder, at Miles’ lilleby hurtigt forfalder til en ramponeret spøgelsesby, fordi klonerne ikke længere er omhyggelige. De føler ingen kærlighed til deres arbejde, deres omgivelser, ja endda til dem selv. Forfaldet skræmmer næsten Miles mere end selve erkendelsen af klonernes eksistens, fordi han pludselig ser invasionens konsekvens for sig – samfundet forfalder omkring ham i ligegyldighed og uordentlighed.

Eftertiden har i en periode været optaget af at se Finneys roman som et udtryk for kommunistforskrækkelse, eller i hvert fald som en tekst, der nærredes af den angst, der eksisterede i dele af det amerikanske samfund. Det kan da heller ikke udelukkes, at Finney til en hvis grad har ladet sig inspirere her, men rent faktisk synes det noget søgt, hvilket han også selv har forklaret flere gange. De invaderende kloner udmærker sig jo netop ved et fravær af ideologi og mål – faktisk er deres eneste formål selvopretholdelse.

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1961

Snarere end noget andet står Finneys roman som et opråb til omhyggelighed, nærvær og medmenneskelighed. Med romanen forsøger Finney at vise, hvad det er, der gør os til mennesker – det er ikke udseende, job eller velstand, nej menneskets essens ligger i empati og selvrespekt. I en af bogens afgørende, og ganske ubehagelige scener, sidder Miles fanget af klonerne og får for første gang mulighed for at tale med dem. Og netop her går det op for ham, at de er komplet blanke, komplet ligeglade, og det faktum, at de næppe vil leve ret længe, rører dem en fjer. Miles sidder her ansigt til ansigt med den totale fremmedgørelse af mennesket.

Finneys hjertevarme tekst, der svinger mellem indfølte, nostalgiske beskrivelser, krydret med velafmålt sarkasme og isnende gru, er imponerende stemningsmæssigt velkomponeret. Der er ikke et eneste fejlgreb i fortællingen, der som en knude trækkes hårde og hårdere sammen. Og til sidst, da knuden ikke kan strammes længere, brister den i bogens måske smukkeste billede. Billedet af rumvæsnerne, der forlader jorden – ikke i et rumskib, nej som den afblomstrede mælkebøtters lette frø, der driver afsted på kosmiske vinde mod et nyt og lettere offer. For præcis som Robert Heinlein også måtte konkludere i The Puppet Masters, knytter Miles næven mod himlen og siger – bare kom an, vi kæmper for vores værdighed.

Paperback, Award Books 1973

Paperback, Award Books 1973

Paperback, Award Books 1976

Paperback, Award Books 1976

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1978

Paperback, Sphere1978

Paperback, Sphere1978

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Simon & Schuster 2015

Paperback, Simon & Schuster 2015

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Marie Adelaide Belloc Lowndes, The Lodger (1913): En morderisk milepæl

Paperback, Dell 1964

Paperback, Dell 1964

Marie Lowndes roman The Lodger er en milepæl – i hvert fald for genrelitteraturen. Med udgangspunkt i en gotisk tradition skriver Lowndes sig side for side ind i 1900-tallets komplicerede og mangetydige menneskeportræt. På en gang altmodisch og kritisk moderne, dengang i 1913 såvel som i dag 100 år senere, indfanger romanen nogle universelle erfaringer. At Lowndes samtidig også skriver den første store seriemorderroman, er i den forbindelse blot en detalje.

The Lodger fører os til 1800-tallets tågede, dystre London. Droskerne klaprer gennem gaderne, gaslamperne hvæser og koksdunsten hænger i gardinerne. Det er hendes barndomsby, som Lowndes skildrer for os, filtreret gennem et dunkelt glas, der sætter rammen for den mørkemand, der hjemsøger byens gader. For The Lodger slipper nemlig en morder løs, der myrder kvinder i nattens mulm og mørke.

Marie Adelaide Belloc Lowndes (5. august 1868 – 14. november 1947)

Marie Adelaide Belloc Lowndes (5. august 1868 – 14. november 1947)

At Jack the Ripper står fadder til morderen, er åbenlyst for enhver. Det bemærkelsesværdige i den sammenhæng er imidlertid, at Lowndes ikke behøvede at bruge ret meget tid på selve drabene i bogen, fordi mindet om morderens hærgen var så præsent, at kapitlerne blot behøvede lirke ved erindringens sluser, og straks fossede gruen fra dengang frem igen. The Lodger udnytter dermed specifikt en uro og frygt, der stadig var lagret i byens kollektive bevidsthed godt og vel tyve år efter, Ripper-mordene var stoppet. Det adskiller dermed romanen fra stort set alt andet Jack the Ripper-relateret, fordi den udkom, mens drabene stadig ikke helt var fordøjet.

Vores hovedperson er ikke morderen, men i stedet den forsagte fru Bunting, der driver et pensionat med sin mand. Ægteparret er pensionerede tyende, der har brugt deres sparepenge på at etablere pensionatet. Et pensionat, der afspejler den følelse af selvværd og klasse, som de to gamle tjenestefolk har oparbejdet gennem et liv blandt fornemme folk. Desværre er økonomien dårlig og parret på fallittens rand. Muligheden for at skulle gå fra hus og hjem er overhængende, men stolthed afholder parret fra at låne penge. I stedet er de begyndt at sælge deres fine bohave stykke for stykke som en form for langsom kvælning af deres drøm om bedsteborgerlig idyl.

Paperback, The Readers Library Publishing Company 1927

Paperback, The Readers Library Publishing Company 1927

Det grå vintervejr hænger i stuen, hvor mismod og fattigdom lurer. Pludselig en aften banker det på døren, og ganske uventet møder en potentiel lejer op. Og det er skam ikke bare en almindelig lejer, nej det er en fin herre med dannelse og kufferten fuld af penge. Fortuna tilsmiler familien Brunting alligevel. Faktisk kender ægteparrets glæde næsten ingen grænser, da det går op for dem, at deres nye lejer tilmed er af den stille type, som foretrækker at studere Biblen frem for at ture rundt i byens natteliv. Eller næsten, for lejeren går tit ud om natten og kommer først hjem nær daggry, men han drikker tilsyneladende ikke og har heller ikke damebesøg.

Alt i mens den nye lejer passer sit, sker der blodige mord i Londons gader. Først vil fru Brunting ikke høre om de grusomme hændelser, men gradvist melder der sig en mistanke hos hende. Stille og roligt bemærker hun en række sammenfald mellem mordene og episoder, der har med den nye lejer at gøre. Med stigende rædsel begynder den lille dame derfor ubevidst at overvåge hendes lejer. En frygtelig angst sniger sig ind i Buntings hverdag, og den bliver ikke mindre, da hr. Bruntings unge datter fra et tidligere ægteskab flytter ind for en tid.

Paperback, Pocket Books 1940

Paperback, Pocket Books 1940

For os i dag kan der være noget naivt over bogens spændingsopbygning – i hvert fald rummer handlingen kun få overraskelser. Men i virkeligheden skaber det bare bedre muligheder for at værdsætte det raffinerede spil, som Lowndes gør med sin læser. Først og fremmest er der noget formidabelt over hendes skildringer af den isnende galning, der flytter ind i pensionatet. Veltalende og høflig, grænsende til det kvalmt sleske bliver hans imødekommende væsen mere og mere ubehageligt, som historien skrider frem.

Bogens vigtigste greb, som fortsat står lige så klart i dag som dengang, er fru Bruntings moralske dilemma. På randen af fattigdom er hun stillet over for et valg – skal hun lukke øjnene over for hendes lejer og slå indicierne hen som tilfældigheder, eller skal hun gå til politiet og derved miste sit levebrød? Konflikten er slående enkel, men Lowndes formår at lægge lag på lag til sin psykologiske skildring af Bruntings svære situation. Skam, frygt, grådighed og uvidenhed brydes inden i hende, og naturligvis ved hun godt, hvad der er det rigtige at gøre. Naturligvis ved Brunting, at hun bør gå til politiet. Hun gør det bare ikke.

Paperback, Pan Books 1947

Paperback, Pan Books 1947

Præcis på det afgørende sted, hvor hun burde melde lejeren, vender Brunting det blinde øje til. Tanken om fattigdom og social deroute er så frygtelig, at hun hellere vil ofre nogle letlevende kvinder i nattelivet end at miste sit hjem. Kynismen er ikke til at tage fejl af, og pludselig bliver den ellers sagtmodige Brunting til en anløben karakter, som bestemt ikke fortjener vores udelte sympati. Et greb, der ganske enkelt er formidlet til perfektion i romanen.

Men selvfølgelig går Marie Lowndes ikke linen ud – romanen er fra 1913 – hun trækker det langt, før vores hovedperson endelig træffer det moralsk rigtige valg. Faktisk sker det først, da hendes steddatter for alvor kommer i livsfare.

Paperback, Avon 1947

Paperback, Avon 1947

Handlingen udspiller sig stort set kun bag pensionatets fire vægge, hvor vi følger den bekymrede husmors forsøg på at følge med i lejerens gøren og laden. Dette gotiske kispus er måske noget af det bedste i bogen, fordi The Lodger her rammer en tone af hverdagsgys, som fremstår meget, meget menneskelig og genkendelig. Ikke mindst fordi Lowndes blander den konkrete frygt for moderen med den frygtelige bondeanger, som Brunting føler. Skam og skræk kommer derved til at gå hånd i hånd på en måde, som er ganske slående og ikke det mindste bedaget.

Som sagt fylder selve mordene kun meget lidt. I stedet er det tanken om mordene og moderens nærvær, der udløser gruen. Selvom The Lodger på alle måder bærer præg sin tid, har den en umiddelbar formidling af ubehag og angst, der næppe kunne gøres meget bedre i dag. Faktisk fremstår romanen slående original, taget i betragtning af, hvor triviel seriemorder-genren efterhånden er blevet. Det kan virke paradoksalt, at vi skal til et 100 år gammel værk for at opleve et psykologisk portræt, som inspirerer med sin troværdighed, men sådan er det. Jeg kan derfor også kun på det varmeste anbefale, at du lukker den nye lejer ind i dit hjem.

Paperback, Pan Books 1950

Paperback, Pan Books 1950

Paperback, Chicago Review Press 2005

Paperback, Chicago Review Press 2005

Papertback, Chicago Review Press 2010

Papertback, Chicago Review Press 2010

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

John Fowles, The Collector (1963): Det forkvaklede sinds grusomhed

Paperback, Dell 1980

Paperback, Dell 1980. Navnet på den fine forsides skaber er desværre ikke oplyst

Mine damer og herrer, nu skal vi snakke lidt om et mesterværk. Jeg har en kæmpe svaghed for John Fowles, ikke mindst takket være hans formidabelt fascinerende og grusomme debutroman The Collector fra 1963. En roman, der ligger i grænselandet mellem socialrealisme, krimi og psykologisk gyser. Bogen er blevet læst og kommenteret i lange baner, og den har inspireret til talrige imitationer, hvoraf ikke mindst Stephen Kings Misery må regnes som prominent eksempel.

I bogen følger vi den sky kontoransatte Frederick Clegg; en ung mand, der indtil for nylig har levet sammen med sine to ældre tanter. Hans store passion er sommerfugle, som han samler med pertentlig ildhu. Clegg har det svært med det modsatte køn, men ikke desto mindre er han blevet dybt forelsket i den smukke studine Miranda Grey, som han aldrig har udvekslet eneste et ord med. I stedet har Clegg spioneret på Miranda og forfulgt hende på hendes færden gennem Londons forstæder. Gradvist begynder han imidlertid at fostre en plan, der kulminerer, da Clegg kidnapper Miranda og indespærrer hende i sin kælder. Det bliver begyndelsen på et modbydeligt kammerspil, en slidsom magtkamp mellem fange og vogter, der ender i dybeste tragedie og gru.

Paperback, Dell 1980

Paperback, Dell 1980

Alene bogens grundlæggende handling kunne være nok til en nervepirrende thriller, men Fowles gør her et mesterligt træk, der løfter det hele yderligere. Først fortæller han nemlig historien fra Cleggs synspunkt. Vi hører om hans uskyldige forelskelse og det voksende begær, kidnapningen og de lange verbale og fysiske kampe med Miranda, da hun først er indfanget. Hele det tragiske forløb gennemspilles, og da det er overstået, starter Fowles forfra. Denne gang fortælles historien fra Mirandas blik, vel at mærke uden at det betyder nævneværdige gentagelser. Snarere er der tale om to vidt forskellige beretninger, hvor vi i den første er inde i Clegg og iagttager Miranda, mens vi i den anden del er inde i Miranda og iagttager Clegg. Symmetrien i dette er ekstremt spændende og psykologisk udfoldet ganske, ganske flot.

Verdener tørner sammen i de to forskellige versioner af historien, fordi vi først er vidner til Cleggs naive, selvretfærdige og selvbedrageriske beretning. En beretning, hvor alt sker nærmest tilfældigt, og Clegg iscenesætter sig selv som en anstændig, retskaffen mand, der ikke gør noget forkert. Han vil bare i al stilfærdighed have tid til at snakke med Miranda, før han slipper hende løs igen. Det lykkes næsten, men også kun næsten, for Clegg at lulle os ind i en form for sympati. Han er jo en trist skæbne, et offer, der behøver hjælp. Det er imidlertid først, da vi får Mirandas beretning, at vi forstår dæmonien bag Cleggs handling. Her fremstår han nemlig pludselig som apatisk monster blottet for den aura af barnagtig uskyld, han selv får manet frem.

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

Her må det understreges, at John Fowles tegner et finmasket portræt af både Clegg og Miranda, der navnlig, hvad Cleggs motiver angår, er udført med isnende akkuratesse. Som nævnt er Clegg sommerfuglesamler, og parallellen mellem Miranda og de smukke insekter, han fanger og gemmer, er åbenlys, men der stikker mere under. Det handler nemlig om magt og kontrol. Miranda bruger det første lange stykke tid af sit fangenskab på at overveje, hvornår han voldtager hende.

Men Clegg lægger ikke hånd på Miranda, faktisk er det Miranda, der forsøger at forføre Clegg i håb om, at sex vil købe hende fri. Her træder hun imidlertid over stregen, for Clegg er impotent, og dermed er vi ved sagens kerne. Uden at kunne udleve sine drifter er Clegg den evige beskuer, og øjet vil gradvist have mere. Hans voyeurisme eskalerer med ubehagelig hast, og han begynder at tage erotiske billeder af Miranda. Samlejet, de aldrig har, fylder med andre ord mere og mere mellem de to.

Hardcover, Little Brown 1963. Bogens 1. udg.

Hardcover, Little Brown 1963. Bogens 1. udg.

Forholdet mellem Clegg og Miranda bliver derfor hurtigt kompliceret. Indledningsvist har Miranda relativt stort spillerum i kælderen. Clegg føjer sig for hendes behov, men stille og roligt får han sadistisk smag for sin magt og dominans. Men uanset hvor meget Clegg tyranniserer Miranda, forbliver han hende underlegen. Han knækker hende aldrig, selvom hun er tæt på at bryde sammen. Mirandas ukuelighed får naturligvis Clegg til at overveje, hvordan hele historien skal afsluttes.

Skæbnen kommer ham imidlertid til undsætning i en skelsættende situation, hvor Cleggs karakter for alvor kommer frem. I stedet for at stå ved sine handlinger stikker han halen mellem benene og lader sit gidsel krepere ynkeligt nede i kælderen i en hjerteskærende, dybt forstyrrende passage. Et endeligt maskefald, hvor mennesket Clegg står blottet i al sin frastødende mangelfuldhed.

Hardcover, The Reprint Society 1964

Hardcover, The Reprint Society 1964

The Collector handler om magtrelationer, den handler om fremmedgørelse og sociale kompetencer. Miranda er pigen, der har alt. Hun er smuk, veluddannet og kunstnerisk. Clegg er middelmådigt begavet og født uden ambitioner eller visioner. De tilhører begge middelklassen, den ene fra den øvre ende (Miranda), den anden fra den nedre (Clegg), og takket være deres social arv har de forvaltet livets muligheder vidt forskelligt. Meget af gruen i bogen opstår, fordi Clegg er så uendeligt ordinær, at han kunne være din nabo, fætter eller måske endda dig selv(!), og gruen opstår, fordi Cleggs blinde kærlighed lynhurtigt bliver til bitter jalousi over alt, det han ikke har, alt det han ikke forstår og alt det, Miranda repræsenterer.

Samtidig er det vigtigt at notere sig, at Miranda måske nok er et offer, men uden for kælderens groteske regime er det Miranda, der regerer. Rent faktisk er hun både bedrevidende og arrogant, og jo mere hun forstår Cleggs apatiske liv, jo mere foragter hun ikke bare ham, men hele den åndsløse, småborgerlige verden, han repræsenterer. Og sagen er den, at havde Clegg ikke tvunget sig adgang til Miranda, havde hun aldrig værdiget ham et sekund af sin tid, til trods for de floromvundne humanistiske idealer om respekt og sympati, som hun prædiker over for Clegg, mens tid er.

Paperback, Dell 1964

Paperback, Dell 1964

Ganske typisk for Miranda-karakteren går hun også til Shakespeare, da hun skal karakterisere Clegg, som Miranda identificere med den tyranniske kæmpe Caliban fra stykket The Tempest, hvorfra hendes eget navn også er hentet. Clegg aner naturligvis ikke noget om Caliban og Shakespeare. Øgenavnets brod går derfor hen over hovedet på ham. Mere dystert er det, at Miranda selv identificerer sig med Sheherezade fra Tusind og Én Nat, der førte samme mundtlige kamp for at overleve. Som Sheherezade fortæller og spørger Miranda nemlig alt, hvad tøjler og remmer kan holde i håb om at holde Cleggs interesse fanget. Det viser sig imidlertid at være forgæves, for Cleggs afmagt gør ham ondere og ondere, fordi han ikke kan overskue konsekvenserne af det, han har startet.

Paperback, Dell 1965

Paperback, Dell 1965

Tryk avler modtryk, siger man, og det har John Fowles gjort til en maksime for hele bogen. The Collector er en lang serie af sociale tryk, der påvirker de to hovedpersoner og driver deres handlinger frem. Det er eminent udtænkt og udført med en serie af subtile lag, der stikker dybt under den umiddelbare handling i den skidne rædselskælder, hvor Miranda langsomt drukner. Bogen er et studie i underhundens hævn, om undermålerens storhedsvanvid, om intellektuel arrogance og den ugengældte kærligheds pinefulde smerte. Det er romanen om et håbløst menneskeligt styrt, et diabolsk syndefald.

Gør dig selv en tjeneste og tag et kig ned i Frederick Cleggs kælder; du vil sikkert ikke kunne lide, hvad du ser, men hold fast hvor er bogen om Clegg og Miranda formidabel.

Paperback, Pan Books 1965

Paperback, Pan Books 1965

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1973

 

Paperback, HarperCollins 1976

Paperback, HarperCollins 1976

Paperback, Picador Books 1989

Paperback, Picador Books 1989

Paperback, Back Bay Books 1997

Paperback, Back Bay Books 1997

Paperback, Vintage Book 2004

Paperback, Vintage Book 2004

 

1 kommentar

Filed under Roman

Groff Conklin (red.), 6 Great Short Novels of Science Fiction (1954): Dystert, smukt og pulpet

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-linende omslag er tegnet af Richard Powers

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-lignende omslag er tegnet af Richard Powers

Den navnkundige redaktør Groff Conklin udsendte i 1954 en antologi med seks kortromaner, der ledsages af små vignetter tegnet af David Stone. Valget er spændende, og Conklins indledning til bogen er mindst lige så interessant som de seks historier, han valgte at bringe. Her argumenterer Conklin nemlig for, at kortromanen har vist sig at være særligt velegnet til SF-litteratur. Tanken er spændende at lege med. Som han skriver, har de innovative – ofte spekulative – miljøer, som historierne udspiller sig i, brug for plads. Plads til at opnå en grad af autenticitet og fasthed, som novellens kortfattede form knap nok kan nå at etablere.

Synspunktet kan man være enig eller uenig i, men tanken om at særlige formater er velegnet til særlige genrer, er interessant. Men vel også dybest set noget vrøvl, fordi det enkelte værks længde principielt må forventes at være afstemt efter præcis den længde, som historien fordrer. Ikke desto mindre har Conklin formentlig ret i, at præcis den type SF, som var fremherskende på bogens udgivelsestidspunkt, havde brug for plads. Plads fordi genren befandt sig i en rivende udvikling, og idéerne havde behov for pladsen til at blive afprøvet. Som det også fremgår af de seks historier, som Conklin udvalgte, er meget af det innovative i ’54 gået hen og blevet klichéer senere, men det kunne de dårligt være blevet uden forgængere som dem, du kan læse i bogen her.

Paperback, Dell Books 1954

Paperback, Dell Books 1954

Man kan også sammenligne Conklins indledning med det ofte fremførte argument, at horror egner sig bedst til novelleformen. Her er argument omvendt. Gyset har ikke brug for plads, det skal komme hurtigt og slutte, før læseren når at vænne sig til det beskrevne. Noget endegyldigt svar på diskussionen kan man næppe finde.

De seks historier, Conklin har fået valgt, er meget forskellige, men har alle en pågående, smittende energi. Den stærkeste er uden tvivl Stuart Cloete, der fik bragt sin genredefinerende fortælling ”The Blast”. En dyster, dyster post-apokalyptisk historie, der har været med til at lægge grundstenene til en hel genre. Handlingen udspiller sig i 1972, mange år efter at en atomkrig har ødelagt verden, som vi kender den. Vores hovedperson, en tidligere forfatter, er nu den eneste overlevende i et tilgroet New York, hvor han klarer dagen af vejen som jæger og samler.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Kortromanen begynder, da jegfortælleren opdager, at han ikke er alene i byen. Han ser to unge piger, der må være blevet født efter ødelæggelserne. Det udløser en voldsom nostalgisk længsel i den gamle forfatter, som får ham til at nedskrive, hvordan det hele kunne gå så galt. Mens vi således læser beretningen om civilisationens undergang, følger vi også fortællerens oplevelser i New York og mødet med pigerne.

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Den verden, Cloete beskriver, er helt forrygende, fordi den har vildmarkseventyrets farlighed og en særlig apokalyptisk melankoli, som kommer til udtryk i fortællerens kredsen om gammel kunst og minder fra det, der var. Alt sammen motiver, som er blevet gentaget igen og igen sidenhen. Hos Cloete har det imidlertid en oprindelig friskhed, som er sædeles forførende. Og så gør det absolut ingenting, at han har inkluderet en masse ramasjang i form af kæmpe, blodsugende mårdyr, enorme ulve og andre muterede væsner. Det giver fortællingens alvor en pulpet løssluppenhed, som gør alt lettere.

Cloete skrev under indtryk af Anden Verdenskrigs afslutning og Hiroshimas ødelæggelser. Det klinger med gennem hele teksten, og hovedpersonen siger paradigmatisk et sted, at atomteknologien enten vil sætte mennesket fri eller ødelægge det. Og Cloete leverer også sit bud på et svar. Hvad der nemlig umiddelbart ligner en ødelæggelse af verden, takket være atomvåben, er i virkeligheden det, der sætter mennesket fri. Atomkrigens ødelæggelser er således blevet en form for tabula rasa, hvor verden har åbnet sig og ryddet vejen for en ny generation af mennesker, som ikke tynges af fortidens laster. En smukt, utopisk billede, skrevet på kanten af en kold tid.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

 

Det samme gør sig gældende for Murray Leinsters episke ”The Other World”, hvor indtryk fra Anden Verdenskrig klinger med. Her må en lille gruppe helte tage kampen op imod et tyrannisk styre i en anden dimension. Historien er måske nok tyndbenet og ligefrem, men Leinster har ramt en fantastisk stemning af kamp og kage. En slags SF-Spartacus, hvor slaverne revolterer og angriber tyrannerne med alle for hånden værende våben. Det er drengebogseventyr af første kaliber, og sværmer man bare en smule for guerillakamp og krigseventyr, er det her den rene vare!

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Langt mere dyster er Anthony Bouchers ”Barrier”. Her har vi en dunkel fremtidsfortælling om tidsrejser og alt hvad det indebærer af paradokser og problemer. Kortromanen er skrevet i ´42, og det er igen frygten for den totalitære tankegang, der har inspireret handlingen. I romanen går det op for den tidsrejsende hovedperson, at Hitler rent faktisk har vundet krigen, og Boucher fabulerer nu frit over den nazistiske tankegangs betydning for historiens videre udvikling.

Det gør han forbistret godt ved at gå mentalitetshistorisk til værks, og vise hvordan sproget gradvist har forandret sig under den politiske renhedsideologi. Der løber noget Orwellsk ind i teksten, som stedvist har en isnende ond atmosfære af kynisk fascisme.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Tilsammen udgør de fire fortællinger en fremragende tidskapsel, der bringer læseren tilbage til samtidsproblemer i slutningen af 40’erne, og man mærker, hvordan det at skrive SF-fortællinger ikke bare er en pulpet leg. Der ligger noget kritisk nødvendigt bag teksterne. Man fornemmer, at forfatterne hver især har kradset sig et lille åndehul i en fortættet atmosfære, hvor ideologier og optimisme for alvor har været udfordret. Der er med andre ord noget på spil i historierne, som rækker videre end almindelig SF-pulp, og det tjener Groff Conklin til ære, at han har set det og samlet historierne.

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Der er næppe mange, som vil blive overrasket over selve handlingen i nogen af novellerne. Deres historier er, som sagt, blevet velafprøvede klichéer sidenhed. Det forandrer imidlertid ikke noget ved, at de dels er underholdende, dels er skrevet med en oprigtighed og et nervøst nærvær, som ikke kan gentages. Med Conklins samling af kortromaner får vi med andre ord første aftapning af noget historisk. Og forfatternes håb, frygt og smerte står stadig lysende klart i dag som advarende nødråb om en verden, der kunne synes på afveje. Fantastisk. Intet mindre.

Kortromanerne:

Stuart Cloete: The Blast

Robert A. Heinlein: Coventry

Murray Leinster: The Other World

Anthony Boucher: Barrier

James Blish: Surface Tension

Theodore Sturgeon: Maturity

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling