Tag Archives: Den Kolde Krig

Lindsay Gutteridge, Killer Pine (1973): Verdens mindste agent på nye eventyr

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

I 1971 havde Lindsay Gutteridge en mindre bestseller med A Cold War in a Country Garden. I hjemlandet England var bogens læsere begejstrede, og den solgte også godt i USA. Det er derfor ikke så underligt, at Gutteridge var fristet til at fortsætte eventyret, hvilket resulterede i Killer Pine fra 1973.

I første bind hørte vi, hvordan det engelske militær eksperimentelt udviklede en særlig ”skrumpepille”, der kan reducere en voksen mand til mikrostørrelse. En utrolig, men irreversibel effekt med et lidt usikkert formål. Romanens persongalleri var imidlertid begejstret, og den hærdede helt Matthew Dilke blev den første mikromand, der med et lille hold af venner trænede sig i mikrolivet i en baghave, hvor kampen mod insekter pludselig blev et spørgsmål om liv og død. Dilke blev også sendt på en hemmelig mission ind bag Jerntæppet, hvor han opdagede, at russerne ligeledes har udviklet ”mikromænd”.

Paperback, Futura 1979

Så langt så godt. Med andet bind bliver Dilke mere eller mindre med det samme sendt ud på en ny, tophemmelig opgave. Denne gang går rejsen til Nordamerika – Rocky Mountains for at være mere præcis. En besynderlig sygdom er begyndte at ødelægge bjergenes nåleskove, og den engelske regering er interesseret i at få opklaret, hvad denne sygdom skyldes, i fald den skulle sprede sig videre ud i verden. Da de ikke officielt kan blande sig i sagen, må det hele ske i hemmelighed, og hvad er mere hemmeligt end en mand, som man næsten ikke kan se? Det er i hvert fald mit bedste bud på, hvorfor Dilke skulle være det oplagte valg til opgaven.

Som du måske kan huske, fik Dilke en engelsk-afrikansk mikrokæreste med sig fra sit eventyr i Østblokken, og hun skal med på den nye mission. Parret får også følgeskab af en skotsk entomolog. Denne trio bliver nu sendt til USA, hvor deres opgave er at opklare mysteriet om denne ukendte sygdom.

I bogens begyndelse er der blevet indsat en illustration, som viser os Dilke i 1:1 – han måler 6 mm

Det arbejde går Dilke og vennerne på med stor ildhu. Naturligvis byder naturen i bjergene på ganske mange udfordringer, men stille og roligt kommer trioen på sporet af noget, der tilsyneladende knytter sig til områdets myrer. Noget kontrollerer åbenbart myrerne, og den store finale udspiller sig i bedste James Bond-stil dybt inde i en hul træstamme, hvor russiske agenter har bygget en mikrobase og via radiosignaler nu styrer en armé af kemisk bearbejdede myrer, der spreder træsygdommen. Pulp? I den grad!

Det første, man må konstatere med en roman som Killer Pine, er, at der trods forblommede forsøg på realisme ikke er skyggen af rationalitet bag historien. Det giver ingen mening, at Dilke skal afsted, og det er ufatteligt heldigt, at en mand af Dilkes størrelse, der kun kan rejse nogle få meter om dagen, er så heldig i det enorme bjergområde at finde frem til den russiske base ved et lykketræk.

Hardcover, Putnam 1973. Romanens 1. udgave

Gennemført tåbeligt kan man sige, men her er det, at man må gå med ind på bogens præmis og acceptere den, for hvad den er. Set i det lys bliver romanen et kulørt vildmarkseventyr, der låner en del af Ian Flemings mere spraglede idéer. I første bind var det afgjort vildmarkseventyret, det fungerede bedst. Det har Gutteridge uden tvivl også selv fornemmet, for det er præcis det element, han har trukket helt frem i forgrunden denne gang. Hovedparten af Killer Pine går dermed med de strabadser og udfordringer, livet i vildmarken byder hovedpersonerne. Der skal kæmpes på livet mod insekter, klatres i træer, bestiges bjerge og alt mulig andet. Den slags går rent ind hos mig, og da vi til sidst endelig stilles over for de onde mikro-kommunister, bliver det hele så barokt, at Gutteridge alligevel holder sin læser fanget.

Stilistisk er der ikke meget at komme efter i Killer Pine, idet Gutteridges sprog og tilgang er så fast forankret i den traditionelle, handlingsfokuserede pulp-tradition, at der ikke, rent æstetisk, er arbejdet videre iøjefaldende med teksten. Det er handlingen, der er det bærende, og havde Gutteridge ikke en uheldig hang til at lade sine hovedpersoner dosere en hel del for læseren (det er ikke for sjov, at vi har en forsker med på eventyret), kunne man kalde det for en hæsblæsende historie.

Hardcover, Jonathan Cape 1973

Nærmere end sproget er det derfor også mere interessant at dykke ned i begge romanerne og se dem som udtryk for en efterklang af ’68. Selvom vi strengt taget befinder os i en militærsammenhæng hos Dilke, er der en understrøm af antiautoritært oprør og seksuel frigørelse i teksten. Det er ikke tilfældigt, at Dilke finder sammen med en sort pige, som han helt åbenlyst har et forhold til. Det er heller ikke forkert at se det liv, som Dilke lever med sine kolleger i begyndelsen af første roman og videre gennem hele anden bog som en form for økologisk kollektiv, der lever af jorden, frigjort for kapitalistisk markedsøkonomi. Der er med andre ord et udtalt, tidstypisk utopisk element i Gutteriges’ univers, der helt sikkert har appelleret til de samme læsere, som også på samme tid eksempelvis genopdagede bøger som Thor Heyerdahls vildmarkseventyr og så fremdeles.

Man kan dermed sige, at mikrolivet er et utopisk landliv, der bringer mennesket tilbage i sin naturlige skala i forhold til naturen. I stedet for at dominere den bliver alt nu på naturens præmisser. Men selvfølgelig er der malurt i bægret, for kommunisterne er den ødelæggende kraft, der misbruger mikroteknologien og smadrer den arkadiske tilværelse, som Dilke har opnået. Der er med andre ord ikke tale om nogen endegyldig flugt fra den moderne verden, for verdens problemer følger mennesket, uanset hvor det rejser hen – om det er ned i mikrouniverset eller ud i verdensrummet. Det er i hvert fald Gutteridges budskab bag pulpen. Nu må vi se, om han føjer nyt til i det tredje og sidste bind i serien.

Paperback, Berkley Medallion 1974

Paperback, Panther 1975

 

 

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Lindsay Gutteridge, Cold War in a Country Garden (1971): ”One pill makes you larger, and one pill makes you small”

Paperback, Futura 1979. Det herlige omslag er skabt af Vicente Segrelles

Lindsay Gutteridge udsendte Cold War in a Country Garden i 1971, og romanen blev en mindre bestseller på det engelske bogmarked, vel sagtens af samme grund som at James Herbert få år senere fik så stor succes med Rats (1974). De engelske læsere var nemlig tydeligvis sultne efter genrefortællinger, der ikke udspillede sig i USA eller alle mulige andre steder, men som derimod tog afsæt i en britisk virkelighed og hverdag. Det er da også omtrent udgangspunktet for Lindsay Gutteridges spændingsroman, hvis første halvdel foregår i noget så engelsk som den klassiske ”country garden”.

Da bogen åbner, møder vi vores hårdtslående hovedperson, militærmanden Matthew Dilke, der som led i et videnskabeligt eksperiment udført af efterretningstjenesten har ladet sig skrumpe til mikrostørrelse (via en pille!). Da vi kommer ind i historien, har Dilke levet i sin egen baghave i nogen tid. Formålet er, at han her skal afprøve, hvor svært det er for mennesket at overleve i den skala, og hvilke muligheder samt ikke mindst udfordringer, der viser sig. Dilke er således i kontakt med ”den store verden” gennem et sindrigt kommunikationssystem, men får ellers tiden til at gå som jæger og samler.

Hardcover, Jonathan Cape 1971. Romanens 1.udgave

Der går ikke lang tid før Dilke får følgeskab af en ung videnskabsmand med forstand på insekter samt en berømt storvildtsjæger, der naturligvis skal undervise i kampen mod havens titaner; myrer, hvepse, biller og alt mulig andet kryb, der nu har antaget dimensioner som elefanter og det, der er større.

En stor del af romanens handling er naturligvis tyvstjålet fra Richard Matheson. Alene det faktum, at vi introduceres til historien in medias res, er det samme greb, som Matheson har brugt flere gange, og hvor Mathesons hovedperson har sin nemesis i form af en edderkop, er Dilkes opgør med en jagtbille i stedet. De åbenlyse lån fra The Shrinking Man (1956) til trods tager Gutteridge alligevel læseren med et andet sted hen. Sagen er den, at Dilke jo er skrumpet med vilje modsat Mathesons ufrivilligt formindskede hovedperson. Formålet med at skrumpe Dilke er imidlertid ikke helt klart, men han har en række ganske underholdende og ganske absurde betragtninger omkring perspektiverne ved denne ”skrumpeteknologi”. Blandt andet at verdens hunger og overbefolkning kan afhjælpes ved at lade overskuddet i befolkningen skrumpe og kolonisere mikrouniverset, så man vil få en menneskehed i flere skalaer, levende side om side.

Paperback, Gold Medal Books 1956

Alle de altruistiske perspektiver til trods er Dilke militærmand, og pludselig kommer der bud fra hæren. Man har brug for en mikromand, der kan infiltrere en militærlejr på den anden side af jerntæppet i Rumænien for her at bjerge informationer. En lettere skør tanke, men Dilke bliver i hvert fald udstyret med et mikrokamera og smuglet ind i landet i en cigaretpakke. Snart befinder han sig dybt inde i rødt territorium. Nu går det hverken værre eller bedre end, at den lejr, som han skal infiltrere, er af videnskabeligt tilsnit og her arbejder kommunisterne også… med mikro-mennesker selvfølgelig. Hvad ellers. Dilke, som en anden mikro-Adam, møder dermed sin kommunistiske mikro-Eva midt i alt dette, for pulplitteratur skal naturligvis også have en romance. Dilke skal også igennem en frygtelig masse ubehagelige udfordringer i bedste Mary Norton-stil, før han er sikkert hjemme i sin have igen.

Der sker et ret voldsomt, stemningsmæssigt omslag i handlingen. Første del er rent og skært vildmarkseventyr i en sær, forvrænget verden, hvor kampen om liv og død står mellem de tre isolerede mænd og en enorm jungle fyldt med blodtørstige skabninger. Præcis den del, som måske ikke er videre original, er klart bogens bedste og mest intense. Gutteridge fanger her essensen af pulpeventyret ved at koge sin handling ned til klare, spændingsorienterede konflikter og sørge for, at vi gribes af det eksotiske miljø.

Paperback, Panther 1973

Der er noget fascinerende ved med en simpelt greb at kunne omdanne sin egen baghave til en fantasy-jungle. Jeg er generelt glad for vildmarkseventyr, og Gutteridge føjer afgjort noget spændende til genren ved at lægge dette element af jordbunden fantasy til de velkendte scener med kamp mellem helte og junglens bæster. Måden han eksempelvis får beskrevet hvepsene, er helt forrygende, fordi Gutterridge her virkelig får skrevet noget diabolsk og akut livstruende ind i sin fremstilling.

Lige så underholdende den første del er, lige så ufrivilligt komisk og en smule dum bliver anden del, hvor Dilke, som en anden mikro-James Bond, må udkæmpe en blodtørstig kamp med sit kommunistiske mikro-alter ego i en militærbarak. Idérigdommen fejler ikke noget hos Gutteridge, og man kan sige, at når han omdanner det indre af barakken til en form for farefuldt klippeterræn, som mikro-mændene kun forcerer med møje og besvær, er det ikke anderledes end situationen i haven. Det hele bliver dog for alvor fjollet, når det bliver fortalt, at Østblokken arbejder på at lave en hel armé af mikrosoldater, der vil kunne infiltrere Vesten.

Paperback, Pocket Books 1973

Cold War in a Country Garden er tidstypisk retro-pulp, der i sprog og handling skæver bagud. Det slipper Gutteridge ikke nødvendigvis helt vellykket fra, men romanen blev, som sagt, en ganske stor succes, og jeg kan sagtens se hvorfor. Den rammer noget rigtigt ved at udpege den arketypiske engelske have som sit miljø, og Gutterigde vil noget andet med sin historie end forlægget hos Matheson. Derved bliver Cold War in a Country Garden sin egen fortælling, der ikke udelukkende er et plagiat. Den er nærmere en britisk spejling af Matheson, som kan ske ikke har samme, fascinerende eksistentialistiske problemstillinger, men som i stedet udnytter sit miljø langt mere end Matheson gør det i sin mere indadvendte roman.

Lindsay Gutteridge fangede noget stærkt, da han slap Dilke løs i haven, og det førte til et par efterfølgere, som vi forhåbentlig også snart kan se nærmere på her på bloggen. Efterfølgerne tog i øvrigt ved lære af den uheldige sammenblanding af vildmark og James Bond. Sidste nævnte blev nedtonet i de næste bind, mens den barske kamp om liv og død i baghavens vildnis i stedet kom i forgrunden – præcis som jeg gerne ville have det.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Daniel F. Galouye, A Scourge of Screamers (1966): Skrig, atomart gru og tidlig psykedelika

Paperback, Bantam Books 1968. Den stemningsfulde forside er malet i Paul Lehr

Paperback, Bantam Books 1968. Den ganske stemningsfulde forside er malet i Paul Lehr

Det er længe siden, at jeg har læst en roman, der præsenterer en så dystopisk fremtidsvision. I bogen er verden, som vi kender den, ødelagt. I sig selv er det jo ikke noget nyt; sådan har vi set det mange gange før. Det, der gør den engelske SF-forfatter Daniel Galouyes koncept særlig dystert, er måden, det sker på.

I 80’erne begyndte de første såkaldte ”screamers” at dukke op. Det vil sige mennesker, der over hele kloden spontant kollapsede i vanvittige smerteskrig. De skrigende var blevet inficeret af en form for afsindig smertefuld nervesygdom. Så pinefulde smerter, at kroppen enten brænder sammen eller tvinger den ramte til selvmord. Den uhelbredelige skrigesyge ramte de inficerede gradvist. Først med små antydninger af anfald, og så kom det endelige, uvægerlige angreb.

Paperback, Bantam Books 1968

Paperback, Bantam Books 1968

Sygen spredtes over alt og endte med at udløse en atomkrig mellem Øst og Vest. Begge parter beskyldte selvfølgelig modstanderen for at have udtænkt plagen. En ulykkelige, kort lille krig udspillede sig, den ødelagde meget og efterlod verden uden en vinder. Den eneste supermagt, der stod tilbage efter støvet havde lagt sig, var SecBu (The Security Beureau) – en international sammenslutning rejst på ruinerne af FN.

Da vi kommer ind i historien i slutningen af 90’erne, kæmper SecBu en brav kamp for at genoprette global orden og bekæmpe skrigesygen, der fortsat hærger. Men umiddelbart er der ikke meget at kæmpe for. Verden er ikke længere meget andet end halvtommelandskaber og udbrændte byer, hvor skrigene fra de syge høres ustandseligt. Særlige korps patruljerer i byerne for at indsamle de skrigende og derved mindske smittefaren, men tilsyneladende uden megen held.

Daniel Francis Galouye  (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Daniel Francis Galouye (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Noget er imidlertid under opsejling. I løbet af den senere tid er der begyndt at ske ting og sager, der peger på en ny aktør på den politiske scene. SecBus fly og stationer er blevet angrebet af ukendte styrker, og noget kunne tyde på, at det måske er gæster fra rummet, der står bag disse angreb. Måske er der endda beviser for, at skrigesygen er blevet plantet på Jorden af de fremmede fra rummet.

Midt i alt dette møder vi makkerparret Arthur Gregson og Kenneth Wellford. En henholdsvis amerikansk og engelsk agent for SecBu. To hårdtslående gutter, der har oplevet en ting eller to. De to herrer får til opgave at optrevle de fremmedes netværk. Det bliver starten på en lang, hektisk jagt, der udspiller sig i Europa, Amerika og endda ude i verdensrummet. Alt sammen noget, der sker til lyden af de evigt skrigende syge, der jammerligt omkommer omkring dem. Og sygdommen bliver bestemt ikke mindre nærværende af, at Gregson selv er smittet.

A Scourge of Screamers er fyldt med koldkrigstemaer og trækker flittigt på spiongenren, for det viser sig nemlig hurtigt, at det ikke er helt let at skelne venner fra fjender. Fjendebilledet vendes løbende på hovedet, og vores hovedpersoner ender endda med at blive spillet ud imod hinanden – men er de mon fjender?

Hardcover, Golancz 1966. Romanens 1. udg. I England udkom bogen under denne titel. En titel der åbenbart var lidt for fersk for det amerikanske marked

Hardcover, Golancz 1966. Romanens 1. udg. I England udkom bogen under denne titel. En titel der åbenbart var lidt for fersk for det amerikanske marked

Mest af alt ligner plottet noget, som Robert Heinlein har skrevet mange gange. For naturligvis er der noget lusket ved den store, globale SecBU-institution, og naturligvis kræves der frihedselskende helte med laservåben for at bekæmpe de onde og genoprette orden.

Som jeg skrev i indledningen har romanen et helt fantastisk koncept. De voldsomme scener, der beskrives med de skrigende, er fabelagtigt grufuldt fundet på. Billedet af ødelagte storbyer med de syges smerteskrig har ædt sig ind i min bevidsthed. Galouye skaber noget helt særligt og virkningsfuldt her, der fremstår som et ekko af Daniel Defoes pestskildringer.

Det er en klaustrofobisk form for horror, der udstiller vores sårbarhed over for den ansigtsløse sygdom. Et tidløst tema, der kan gentages igen og igen, fordi frygten for en ny form for plage altid vil være der. Desværre udnytter Daniel Galouye slet ikke bogens potentiale i den retning, som jeg havde håbet. Skrigesygen falder gradvist i baggrunden og bliver blot en bekvem trussel.

Faktisk afmonterer Galouye gradvist sygdommen som trusselsbilledet og viser, at skrigesygen i virkeligheden slet ikke er noget dårligt, den er bare misforstået. Det viser sig i bogens anden halvdel, at skrigesygen er en metafor for erkendelse. Sygen er slet ikke nogen sygdom. Det er et resultat af de bevidsthedsudvidende energistråler, som rumvæsnerne sender ned fra deres skjulte rumskib, der ligger i kredsløb om Jorden. Denne nye bevidsthedshorisont er absolut ikke nogen velsignelse; de ramte får ganske enkelt alt for mange nye indtryk på en gang. Ude af stand til at kapere dette brænder de skrigende sammen.

Paperback, Corgi Books 1968. Den første og eneste  engelske paperback-udgave. Også med en ganske cool forside

Paperback, Corgi Books 1968. Den første og eneste engelske paperback-udgave. Også med en ganske cool forside

Nu er bogen jo udgivet i ’66, og det er næppe helt ved siden af at se romanen som del af den tidlige psykedeliske bevægelse. Vel at mærke uden Daniel Galouye nødvendigvis selv var en del af dette. Ikke desto mindre trækker den på retorikken omkring bevidsthedsudvidelse og kroppens skjulte psykiske evner. De skrigesyge tripper med andre ord. A Scourge of Screamers bliver på den led et apokalyptisk samtidstidsbillede. Et verdenssamfund der syrer ud, mens Øst og Vest hamrer hinanden ned med atomraketter.

Der ligger dermed også en klar kritik af hele det psykedeliske eventyr i bogen, men ikke en ubetinget afstandtagen til idéen om at stimulere bevidsthedsudvidelse. Galouye gør det faktisk klart, at han mener, at vi kan finde indsigter og kræfter inde i os selv. Indsigter der kan bruges i skabelsen af en ny og bedre verden. En drøm om et transcendent Utopia, hvor magtliderlighed og prosaisk politik bliver ligegyldige størrelser.

Under normale omstændigheder har jeg en svaghed for den slags sværmerisk 68’er-gøgl, men i A Scourge of Screamers fungerer det ikke og irriterer mig dobbelt. Dels fordi jeg føler mig snydt for den omgang dyster SF-horror, som bogens første del lover, dels fordi Galouye bruger en tredjedel af romanen på at udfolde sin kedsommelige, halvbagte filosofi om skrigesygens bevidsthedsudvidende potentiale.

Paperback, Corgi Books 1964. Galouye blev allerede tidligt optaget af de temaer, som han også udforsker i A Scourge of Screamers

Paperback, Corgi Books 1964. Galouye blev allerede tidligt optaget af de temaer, som han også udforsker i A Scourge of Screamers

Det stritter i den grad imod den ellers hårdkogte action-orienterede handling, og det gør dele af bogen ulideligt uinteressante. Side for side hamrer Galouye sit budskab frem, men for pokker hvor ville det være rart, hvis han på forhånd havde besluttet sig for en stil og tekstuel rytme. De mange stemnings- og handlingsmæssige kovendinger gør bogen famlende og skizofren.

Faktisk er A Scourge of Screamers en af den slags bøger, der er ganske frustrerende, fordi der ligger så meget ubenyttet stof mellem siderne. Stof der bliver spildt på ingenting. Ren og skær spildt kreativitet. Det er til at skrige over…

4 kommentarer

Filed under Roman

Gary Brandner, The Brain Eaters (1985): Når blodrus og byldepest går op i en højere enhed

 

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985. En ganske cool, typisk 80’er-forside

Gary Brander fik succes med en stribe bestsellers, der begyndte med The Howling fra 1977. Romanen blev et hit, og den efterfølgende filmatisering var med til at gøre Brandner til et etableret navn på gyserscenen. Strengt taget har Brandner aldrig overgået The Howling, hverken i kvalitet eller popularitet. Han skabte sig et navn med bogen og fik sporet sig ind på den sti, som han efterfølgende forfulgte i sine romaner op gennem 80’erne.Og nu hvor vi er ved stil. Brandner skriver ud af en klassisk, upyntet, dialogdreven pulp-tradition. Hans beskrivelser er klare og præcise. Det samme gælder persongalleriet, der består af letgenkendelige arketyper. Kapitlerne falder som korte, veltilrettelagte skudsalver, der skridt for skridt bringer historien frem mod målet. Det er effektiv prosa, der hurtigt fanger læseren, men som samtidig også er dybt kedsommelig. Halvvejs gennem en Brandner-bog begynder jeg i hvert fald at trænge til mere sproglig udfoldelse, der kan udfordre tankerne lidt.

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985

The Brain Eaters (herlig titel, ikke!) fra 1985 er en klassisk moderne gyser, der vel bedst kan beskrives som en hårdkogt zombie-roman uden zombier. Der kan heller ikke være nogen tvivl om, at bogen er skrevet i 80’erne. Den byder nemlig på en ganske pæn samling personer og situationer, der var oppe i tiden. Det store, onde firma, agenter fra Østblokken og masser af techno-thriller-klichéer.

Men lad os da lige få vendt handlingen. Det store stygge gigantfirma Biotron producerer forskellige kemikalier og pesticider. Ved et ”uheld” bliver en tønde med farve forbyttet med noget eksperimentel insektgift, der skulle bruges til at markere noget kvæg på en mark. I stedet for farven spreder de to uheldige helikopterpiloter den ukendte gift ud over et større område i nærheden af Milwaukee. Det får grusomme konsekvenser. Giften viser sig at angribe hjernen på mennesker. En uge efter, at man har været i kontakt med den, begynder ofret at få influenzalignende symptomer. Symptomerne afløses af en eskalerende hovedpine, der til sidst bliver så voldsom, at den udløser et grotesk raseri hos den smittede. Et raseri så vildt, at den syge går i en blodrus og angriber alt omkring sig. Og så må jeg ikke glemme, at der sammen med hovedpinen følger røde, pusfyldte bylder, der sprækker som fuldmodne blommer, når den syge går amok. Kommer man i kontakt med den betændelse eller slim, som bylderne producerer, bliver man selv smittet.

Gary Brandner (født 31. maj 1933)

Gary Brandner (født 31. maj 1933)

Som du nok kan regne ud, udvikler sagen sig hurtigt til en epidemi af national kaliber. Syge går i blodrus over hele USA, landet kommer i undtagelsestilstand og udvikler sig på få uger til noget, der hører hjemme i en post-apokalyptisk fortælling.

Midt i al tumulten følger vi den unge journalist Corey Maclin, der ved et tilfælde bliver vidne til et af de første angreb fra en af epidemiens ofre. En vejarbejder, der arbejde i nærheden af det sted, hvor giften i første omgang blev spredt, splitter en bar ad og lemlæster både gæster og bartender, før han bliver dræbt med en billardkugle. Det sætter Corey på sporet af en stor historie, der hurtigt får ham viklet ind i et net af intriger.

Paperback, Fawcett Books 1985

Paperback, Fawcett Books 1985

Samtidig sidder den unge, smukke forsker Dena Falkner på Biotron og undrer sig over, hvorfor de to helikopterpiloter forsvinder. Da hun en nat får besøg af den ene af dem, kan han fortælle hende om lyssky ting, der sker på Biotron. Piloten bliver imidlertid på bedste Gestapo-vis indfanget af Biotrons folk. Derfor beslutter Dena sig for at gå til pressen, og manden, hun opsøger, er naturligvis Corey Maclin.

Sammen begynder journalisten og forskeren at optrevle sagen. Det fører dem dybt ind i nogle konspiratoriske forhold mellem CIA og Biotron. Til det kan man så også føje nogle interne intriger på Coreys avis samt et hold russiske spioner og en ekstremistisk øko-aktivist, der ligeledes har en finger med i spillet.

Paperback, Fawcett Books 1977

Paperback, Fawcett Books 1977

Gary Brandner lægger rigtig godt ud i The Brain Eaters. Det er blodigt, splattet og klamt. Han placerer tematikken og persongalleriet med sikker hånd, og slipper så de frådende sygdomsofre løs på de amerikanske storbyer. Rigtig fin underholdning. Det eneste der bliver en smule distraherende, er den ganske ubehjælpelige dialog mellem Dena og Corey. Jeg tror ikke, der bliver udvekslet en eneste troværdig samtale i løbet af hele bogen. Helt grotesk bliver det dog først, da Brandner lader os følge den ene af de russiske spioner, der længe lurer i handlingens kulisse. Jeg tror, Brandners kendskab til Rusland og russisk kultur stammer fra billige amerikanske actionfilm. Det er i hvert fald en temmelig karikeret måde, han vælger at iscenesætte sine russere på.

I anden halvdel løber The Brain Eaters desværre af sporet. Fra at være en simpel splatter-choker, begynder techno-thriller-elementerne at tage over. Corey og Dena samt resten af det persongalleri, der gradvist samler sig omkring dem, bliver trukket bort fra handlingens monster-action. I stedet bruges kapitlerne nu på at snakke om de store spørgsmål – mulighederne for at finde en kur, regeringens rolle i sagen osv. Alt det fede; det, man læser en bog med et navn som The Brain Eaters for, fortaber sig i baggrunden. Og når de syge bersærkere endelig dukker op, virker det påklistret og mest af alt for at skabe lidt drama i pauserne mellem de mange samtaler.

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1982

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1982

Gary Brander går ganske enkelt galt i byen. Han begynder med en roman og slutter med en anden. Det er næsten som om, at hans ambitionsniveau med bogen er vokset, som han får skrevet sig varm. Det er beklageligt, for på den måde mister han faktisk det af syne, der i udgangspunktet gav bogen lidt kvalitet. Alt det festlige drukner ganske enkelt i snak, og resultatet bliver en bog med alvorlig slagside.

Gary Brandner er ikke nogen stor forfatter. Han opererer udelukkende inden for rammerne af velafprøvede klichéer, som han fremfører med et knapt men effektivt sprog. Men han har et nærmest filmisk blik for spændingsopbygning, og det redder ham igennem. The Brain Eaters kan derfor heller ikke kaldes en dårlig genreroman, den er bare lidt trættende. Og det er vel egentlig synd og skam, når man nu endelig sidder med en bog, der lover så meget ramasjang i sin titel.

Skriv en kommentar

Filed under Roman