Tag Archives: Dinosaurer

Edgar Rice Burroughs, Pellucidar (1915/23): Tjuhej hvor det går i den hule verden

Paperback, Ace Books 1972. Forsiden er, naturligvis fascinerende skabt af muskelkenderen Frank Frazetta

I 1915 vendte Edgar Rice Burroughs tilbage til sit eventyrunivers baseret på idéen om, at vores jordklode er hul og indeholder en fremmedartet verden, der går under navnet Pellucidar. Som forgængeren er der tale om en føljeton, der små ti år senere blev udgivet som selvstændig bog. I første fortælling hørte vi, hvordan den gæve David Innes og hans aldrende ledsager Abner Perry ved et uheld borede sig ned gennem jordskorpen med en nyopfundet maskine kaldet ”the Iron Mole”. Navnet siger næsten alt om den opfindelse. Makkerparret gennemlevede en stribe eventyr, før Innes vendte tilbage til vores jordoverflade for at hente forsyninger og sørge for, at hans utrolige eventyr kunne nå os læsere.

Nu er vi så tilbage i samme univers og hører, hvordan Innes kommer til Pellucidar igen efter sit visit på overfladen. At komme til jordens indre viser sig imidlertid at være lettere sagt end gjort, eller rettere, er det let for Innes at gnave sig ned gennem jorden, men desværre havner han et forkert sted i den underjordiske verden. Han står dermed alene i det ukendte uden det netværk af hjælpere, han fik opbygget i første bog, og han må nu genoptage den langsomme udforskning af det fremmede rige.

Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950)

Det medfører naturligvis mange nye farer og eventyr, før Innes atter kan genforenes med sin trofaste Abner og den forunderlige Dian the Beautiful, der stjal Innes’ hjerte i den første roman. Men Burroughs stopper ikke her, for efter vores helte atter er genforenet halvvejs gennem historien, udvikler sagerne sig drastisk. Der udbryder krig på grund af førnævnte Dian, og Innes må nu lede sine tropper af stammefolk mod de ondsindede klaner, der ikke har til sinde at underkaste sig hans regime. Det skulle de nok alligevel have gjort, for de betaler en dyr pris for deres stædighed.

Hvor At the Earth’s Core (1914) fokuserede på Innes og Abners ankomst i det ukendte, tilfangetagelse og flugt fra fjenderne, står den efterfølgende historie ganske famlende. Burroughs gør et nummer ud af at gentage formler fra første bind, der tydeligvis fik et tag i publikum, og han forsøger opfindsomt at variere sine scener, så de fremstår nye og originale. Ikke desto mindre er Pellucidar rodløs og tilfældig. Innes flagrer rundt i den hule verden, møder sine venner, kommer i krig og har til sidst overvundet alle udfordringer. Det tvivlede vi jo ikke på, at han ville gøre, men vejen dertil er desværre ikke specielt tilfredsstillende læsning.

Et kort over Pellucidar skabt til fortællingen i 1915

Denne peu à peu-udvikling af historien gør den abrupt og fragmentarisk. Stemning af eventyr er absolut til stede, og Burroughs er en mester udi dristig spænding, men det er desværre bare ikke nok for en roman, hvilket er tydeligt efter historien blev udgivet som bog i 1923. Stort håndværk er der således ikke tale om her. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at det ikke kan blive meget mere sjusket, selv målt i pulpens standarder. Det, der driver værket, er Burroughs evne til at sætte et tempo for handlingen, der konsekvent gennemføres og efterlader hovedpersonerne halsende efter den historie, som drøner derudaf. Der er ingen hvile for David Innes, og det er der heller ikke for læseren.

Man kommer heller ikke uden om, at Burroughs bramfri idéer står sig godt med det halsbrækkende tempo. Når der ikke dvæles, kan vi sluge hvad som helst råt, fordi scenerne er forbi, før de begyndte. Troværdighedsproblemerne sætter først forsinket ind, og når det sker, er vores helt Innes allerede involveret i hele nye udfordringer. Det ene utrolige væsen eller fænomen efter det andet præsenteres i Pellucidars verden, og vi køber det, fordi scenerne dybest set er fantastiske smagsprøver på selve eventyrets ekstrakt.

Hardcover, A. C. McClurg & Co. 1923. Historiens første udgave i bogform

Desuagtet kan man også konstatere, at seriens andet bind er en smule mere nedtonet end første bind, hvor intelligente flyveøgler og gorillamænd kæmpede mod hulebeboende stenaldermennesker. I andet bind ligger det eksotiske ikke så meget i præsentationen af sære skabninger, men først og fremmest i utrolige hændelser og bedrifter. At Abner eksempelvis har formået at bygge en kanonbåd, mens Innes har været oppe på jordoverfladen, får stor betydning for historien. Det nye, store element i fortællingen er da også teknologien, der gennem Abner nu for alvor er blevet introduceret i den hule verden.

Det er tydeligvis en tanke om det industrialiserede samfunds overlegenhed, der har dannet et idémæssigt grundlag for handlingen. I historien introduceres et nyt folkeslag i form af mennesker, der til forveksling ligner nordamerikanske steppeindianere. Modsat de onde hulemandsklaner tager indianerne imod teknologien, og derved får de del i det nye samfunds frugter. De mere primitive huleboere gør det modsatte og ender som sagt med at gå til grunde. Dem er der ikke plads til i det storrige, som fortællingen til sidst får skabt for Innes, Dian og Abner.

Paperback, Pinnacle 1955

Innes er gennem to romaner gået gennem ganske mange prøvelser, men her, ved afslutningen af Pellucidar, kan kronen sættes på værket. Med Dian the Beautiful ved sin side kan han indtage tronen som den hule verdens hersker og dermed fejre den hvide, industrialiserede mands triumf over vildmarken. Det er mildest talt usmageligt, set med moderne øjne, men samtidig også sjovt og naivt i sin tidstypiske tro på egen ret og rigtighed.

Historien er med andre ord et underholdende moment, men den er også en langt fra vellykket afslutning på det, Burroughs fik begyndt i første del. Historien var jo nok i virkeligheden fortalt, da han alligevel valgte at fortsætte, og som det skulle vise sig, havde han faktisk ikke rigtigt noget at forlænge sit eventyr med. Ikke desto mindre vendte Burroughs tilbage med nye fortællinger fra den hule verden flere år senere i en anden sekvens af romaner, som jeg naturligvis også må turnere her på bloggen.

Paperback, Ace Books 1962

Hardcover, Canaveral Press 1962

Hardcover, Tom Stacey 1971

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Del Rey 1990

Paperback, University of Nebraska Press 2002

Paperback, Fall River Press 2012

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Julian May, The Many-Colored Land (1981): Ramasjang af den fineste slags

Hardcover, Nelson-Doubleday 1982. Den  fine, fine forside er udført af Ron Dilg

Hardcover, Nelson-Doubleday 1982. Den fine, fine forside er udført af Ron Dilg

I 1981 udsendte Julian May første bind i det, der skulle gå hen og blive et af hendes absolut mest populære værker. The Many-Colored Land, som bogen hedder, er en del af den såkaldte ”Saga of Pliocene Exile”; en serie, der har tråde ud i hele Mays videre forfatterskab, og som kombinerer science fiction og fantasy med strejf af horror. The Many-Colored Land var da også Mays gennembrudsroman som forfatter og den bog, der har været med til at bane vejen for hendes efterhånden store produktion.

Handlingen åbner i en fjern fremtid, hvor menneskeheden har befolket verdensrummet og organiseret sig i en form for interplanetarisk styreform. Det spiller imidlertid ikke nogen stor rolle for handlingen. Det gør derimod det faktum, at den isolerede professor Guderian, der fortsat er bosat på vores gamle jordklode, skaber en tidsportal, som åbner sådan cirka et sted mellem 2,5 og 5 millioner år bagud i tid. Portalen er desværre envejs, og professor Guderian dør, før projektet kan udvikles videre.

Julian Clare May (født 10. juli 1931)

Julian Clare May (født 10. juli 1931)

Efter professorens død sker der imidlertid uventede ting og sager, for den afdøde forskers kone får en dag besøg af en rejsende, som frivilligt vil gå gennem envejsportalen til fortiden. Madame Guderian protesterer naturligvis, men den fremmede får til sidst lov at tage turen ud i det ukendte. Det bliver startskuddet på en forbløffende udvikling, hvor passagen tilbage til Pliocæn-tiden pludselig bliver losseplads for galaksens utilpassede og kriminelle indbyggere, men også udskibningshavn for eventyrere og lykkejægere, der ønsker at starte på en frisk i en ny(gammel) verden.

Og der er netop den kombinationen af eventyrere og udskud, som vi får lov at følge på deres rejse tilbage til fortiden. De rejsende bliver sendt af sted i tilfældigt sammensatte grupper, og den gruppe, som vi følger – den såkaldte Gruppe Grøn, er da også et typisk udpluk af sære eksistenser og havarerede romantikere.

Hardcover, Houghton-Mifflin 1981. Romanens 1. udgave

Hardcover, Houghton-Mifflin 1981. Romanens 1. udgave

Det korte af det lange er, at livet i urtiden er helt og aldeles anderledes, end de tidsrejsende havde forventet. Det viser sig nemlig, at en fremmed race fra rummet har slået sig ned på Jorden, og denne race af høje, smukke skabninger med psykiske evner høster nu bekvemt hold efter hold af lykkejægere fra fremtiden og bruger dem som slaver. De rejsendes drømme og forhåbninger får dermed en brutal afslutning, da de kommer gennem portalen og må indse, at de er røget direkte i fangenskab uden håb om at kunne vende tilbage til deres egen tid.

Men naturligvis sker der ting og sager, og selvfølgelig viser det sig, at Gruppe Grøn måske ikke har været helt gennemsnitlig alligevel. Takket være en lille kerne af stærke og kraftigt anarkistiske individer lykkes det nemlig for gruppen at slippe fri af deres fangenskab, og dermed begynder gruppens eventyr for alvor i det fremmede, frodige og farvemættede land.

Paperback, Fawcett Columbine 1982

Paperback, Fawcett Columbine 1982

The Many-Colored Land lykkes med flere ting på samme tid. Først og fremmest har May nemlig formået at skabe et omfattende, men stærkt sympatisk persongalleri i form af Gruppe Grøn. Man fornemmer tydeligt, at der er hovedfigurer og bipersoner, men ikke desto mindre fanger hun en stemning af sammenhold og gruppedynamik, der knytter os til figurerne, og faktisk gør det fascinerende at følge dem på deres noget fortumlede rejse gennem fortiden. En del af kimen til gruppens tiltrækningskraft ligger utvivlsomt i det forhold, at de alle på den ene eller anden måde er ude af balance eller dysfunktionelle individer, som har valgt at flygte fra deres liv i fremtiden.

De er med andre ord sårbare og derfor også meget mere menneskelige end de helte vi sædvanligvis møder i den slags tidsrejsefortællinger. Kan ske enkelte af dem er mere heroisk anlagte end andre, men eksempelvis er gruppens måske største helt, palæontologen Claude, en gammel mand – og hvad nytter det så at være fyldt med selvopofrende iver, når man i sidste ende bare er en svagelig pensionist? Modsat er gruppens mest handlekraftige karakterer dybt problematiske individer, der afgjort må beskrives som antihelte, der på trods af tvivlsomme motiver faktisk fører gruppen til frihed.

Paperback, Pan Books 1982

Paperback, Pan Books 1982

På samme vis er de enigmatiske Tanuer, som den fremmede race fra rummet kalder sig selv, en kompleks størrelse, fordi de tydeligvis er bogens fjender, men der er ikke tale om onde væsner, der har overtaget Jorden, langt fra. Der er snarere tale om en form for imperialisme og et kulturelt sammenstød, og som bogen udvikler sig, bliver det da også ganske mudret, hvem der har retten på sin side.

Der, hvor tingene imidlertid går op i en højere enhed i romanen, sker i selve det konceptuelle rammeværk. Der løber nemlig et metalag gennem bogen, hvor May leger en dristig leg med sin læser, der handler om selve menneskeracens udvikling. Først og fremmest skal det således bemærkes, at der lever menneskeaber, da Tanuerne rammer ned på Jorden. Ved hjælp af deres højtudviklede teknologi bliver disse aber (Ramapithecus) domesticeret af rumvæsnerne. Senere, da menneskene begynder at komme gennem portalen, mister aberne noget af deres betydning, men de er på det tidspunkt blevet en del af Tanu-samfundet.

Paperback, Del Rey 1983

Paperback, Del Rey 1983

Det, May gør her, er at antyde, at Tanu-herrefolket faktisk har været medvirkende til, at mennesket i det hele taget kunne udvikle sig. Der er med andre ord et bånd mellem menneskene fra fremtiden og Tanuerne i fortiden, som er mere kompliceret end som så. At mødet mellem aber og Tanuer rent faktisk har haft ganske stor betydning, går også snart op for læseren, fordi Tanu-kulturen er gennemsyret af keltisk mytologi. May postulerer dermed, at ikke alene har Tanuerne måske været medvirkende til skabelsen af Homo sapiens, deres kultur har klinget med gennem menneskeslægtens lange, lange rejse frem mod i dag.

May arbejder med andre ord med en ganske udvidet forståelse af kulturel erindring, der antyder dybe strukturer i vores kultur, som rækker helt tilbage til rødderne af vores eksistens som kulturelle væsner. Med Aleida Assmanns terminologi kunne vi kalde dette for ”Speichergedächtnis”. Altså lagrede erindringer, som ikke længere umiddelbart har nogen funktion, men som ligger i den kulturelle bevidsthed og snakker med i vores forståelse af verden.

Paperback, Ballantine 1988

Paperback, Ballantine 1988

The Many-Colored Land tager os dermed tilbage til mennesket rødder og stiller os, metaforisk, ansigt til ansigt med Adam og Eva, blot er det nu klart, at det ikke er i den kristne guds billede, disse individer er skabt, men i en fremmed race fra rummets selvbillede. Det er et ret fascinerende koncept, som May dermed folder ud, ikke mindst fordi hun dermed også eksempelvis sætter den lille katolske nonne fra Gruppe Grøn på en forståelsesmæssig prøvelse, for hvor er Gud så henne, hvis mennesket faktisk kan takke Tanuerne for alt? May er katolik, og hun kommer med svar på dette spørgsmål senere i serien, men her i første roman står svaret befriende frit og flagrer i vinden.

Naturligvis er Mays koncept absurd og fyldt med umuligheder, men det gør ikke idéen mindre frugtbar at lege med. Faktisk hæver hun sit eventyr op over den grundlæggende ramasjang-fortælling, som historien dybest set er. Hun illustrerer nemlig, hvor porøs e alle kulturer er og postulerer samtidig, at der kan aflæses en kronologisk stratigrafi i kulturen, som kan føres tilbage til menneskehedens rødder. Sidstnævnte tanke er langt ude, men absolut spændende som baggrund for en roman. Tingene går med andre ord op i en højere enhed i bogen, der favner både tempo og eftertænksomhed i en ekstremt sympatisk symbiose, og det er derfor også fuldt fortjent, at Julian Mays saga om de tidsrejsende er blevet et højtelsket klenodie i genrefiktionens skattekammer.

Paperback, Tor 2013

Paperback, Tor 2013

3 kommentarer

Filed under Roman

That is not dead… Dinoerne kommer!

Jungle Stories, vinter 1943

Jungle Stories, vinter 1943

Man siger, dinosaurerne er uddøde, men et hurtigt blik på pulpforsiderne beviser, at de lever i bedste velgående. Jules Verne introducerede dino-temaet i Voyage au centre de la Terre (Rejsen Til Jordens Indre) i 1864, og Conan Doyle gentog temaet med The Lost World i 1912. Siden har dinosaurerne hængt ved i alle grene af genrelitteraturen. De optræder som godmodige, til tider super-intelligente, kæmper fra det ydre rum. De optræder som blodtørstige bæster i kamp om liv og død mod forhistoriske mennesker, og sørme om de ikke også kan gå amok i vores samtid.

Thrilling Wonder Stories, oktober 1937

Thrilling Wonder Stories, oktober 1937

Michael Crightons Jurassic Park (1990) er naturligvis det bedst kendte eksempel på dinoer i en moderne kontekst, men Crighton dryssede sådan set bare sit bestseller-guldstøv på et tema med lange traditioner. Faktisk har Jurrasic Park og navnelig filmene haft så meget succes, at man til tider helt glemmer, at det ikke var Crighton og Spielberg, der skabte dinosaurus-genren.

Amazing Stories, februar 1927

Amazing Stories, februar 1927

Tyrannosaurus Rex har naturligvis altid været den helt store fanfavorit, og T-Rex driver da også sit uvæsen på hovedparten af de forsider, jeg har samlet her. Men trods den store overvægt af drabelige dinoer i kamp er det interessant at bemærke, hvor alsidigt og kreativt dinosaurerne bliver brugt. Det er helt tydeligt, at forsidetegnerne har taget dinusaurustemaet med kyshånd og skabt fascinerende billeder fyldt med spændingen og gru. De fleste af forsiderne oser langt væk af drengebogseventyr og dagdrømmerier.

Herligt, ikke?

Thrilling Wonder Stories, november 1940

Thrilling Wonder Stories, november 1940

Amazing Stories, februar 1929

Amazing Stories, februar 1929

Thrilling Wonder Stories, april 1940

Thrilling Wonder Stories, april 1940

Amazing Stories, januar 1949

Amazing Stories, januar 1949

Terror Tales, juli 1971

Terror Tales, juli 1971

Amazing Stories, juli 1942

Amazing Stories, juli 1942

Paperback, Tor Books 1982

Paperback, Tor Books 1982

Amazing Stories, juni 1926

Amazing Stories, juni 1926

Paperback, Pyramid 1960

Paperback, Pyramid 1960

Fantastic Adventures, oktober 1940

Fantastic Adventures, oktober 1940

Paperback, Kensington Publishing 1999

Paperback, Kensington Publishing 1999

Fantastic Adventures, oktober 1945

Fantastic Adventures, oktober 1945

Paperback, Dell 1960

Paperback, Dell 1960

FATE, februar/marts 1952

FATE, februar/marts 1952 – Læs også her om “sex in the spirit world”!

Paperback, Daw Books 1981

Paperback, Daw Books 1981

Hardcover, Knopf Doubleday 1990

Hardcover, Knopf Doubleday 1990. Mere fersk forside kan man næsten ikke tænke sig

Paperback, Createspace 2010

Paperback, Createspace 2010

IF Science Fiction, december 1964

IF Science Fiction, december 1964

Paperback, Corgi Books 1966

Paperback, Corgi Books 1966

Kindle release, august 2012

Kindle release, august 2012

Paperback, Bantam Books 1982

Paperback, Bantam Books 1982

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Bantam 1965

Paperback, Bantam 1965

Paperback, Avon Books 1952

Paperback, Avon Books 1952

Paperback, Ballantine Books 1984

Paperback, Ballantine Books 1984

Paperback, Baen Books 1986

Paperback, Baen Books 1986

Paperback, Baen Books 1998

Paperback, Baen Books 1998

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret