Tag Archives: Doubleday Books

Lin Carter, The Earth-Shaker (1982): Pulp som i gamle dage?

Hardcover, Doubleday 1982. Romanens eneste fysiske udgave. Forsidens skaber er ikke oplyst

Nu skal vi videre med Lin Carters pulp-serie om Prins Zarkon og hans hold af Omega-mænd, der bekæmper verdens superskurke for at beskytte menneskeheden mod de uhyrlige konsekvenser, det ville få, hvis de kriminelle skulle få overtaget. Sagen er jo den, at Zarkon kommer fra fremtiden og er sendt tilbage til vores egen tid for at forhindre en katastrofal udvikling, hvor de onde rent faktisk har vundet og slavegjort hele Jorden. Det må hellere straks indskydes, at det ikke er en udvikling, der ligger lige om hjørnet, for i denne roman hører vi, at Zarkon rent faktisk er født i det herrens år 1 million (sic!) efter vores tidsregning, hvilket jo ikke er så lidt. Kæden af hændelser, som Zarkon må prøver at forhindre i vores tid, så de ikke skal have konsekvenser i fremtiden, er derfor ganske, ganske lang… Nuvel, det er præmissen.

Dette bind fjerde bind i serien udspiller sig udelukkende i Knickerbocker City – Lin Carters fiktive New York, og denne gang udfordres Zarkon på sin egen hjemmebane. En serie af mystiske, ultrabegrænsede jordskælv hjemsøger storbyen, og snart tegner der sig et mønster af, at det er banker og vigtige bygninger, der bliver udsat for dette uforklarlige fænomen. Panikken ulmer, og noget lugter råddent; den geniale Zarkon og hans hold bliver derfor sat på sagen.

Hardcover, Doubleday 1982

Det viser sig da også snart, at der intet naturligt er ved disse hændelser. Nogen står bag, og Zarkon begynder, sammen med sine Omegamænd, at undersøge, hvem gerningsmanden kunne være. Naturligvis står det hurtigt klart, at en forsmået videnskabsmand er bag jordskælvene. Denne skurk har bygget en form for dommedagsmaskine, og videnskabsmanden kræver en gigantisk løsesum af byen for ikke at ødelægge den med jordskælv.

Det udvikler sig til en kamp imod uret, for byen ser ikke anden udvej end at betale manden, men det kræver tid at få skrabet pengene sammen og det giver Zarkon rum til at efterforske sagen. Spørgsmålet er, om han kan nå det eller om Knickerbocker City ender i grus. Gæt selv!

Linwood Vrooman Carter (9 juni 1930 – 7. februar 1988)

The Earth-Shaker udkom efter en pause i serien på seks år. Dengang var fortællingerne om Prins Zarkon blevet indstillet, fordi Lin Carter ikke var inspireret længere, og salget ikke var specielt overbevisende, men i tidsrummet mellem ’76 og ’82 var der opstået en lille kult omkring historierne om Zarkon, og Carter blev til sidst overbevist af fanmiljøet om, at han måske alligevel skulle fortsætte den skrinlagte føljeton. Med The Earth-Shaker vendte fremtidsmanden Zarkon med andre ord tilbage til manegen efter en længere pause, og man mærker da også straks, at Carter skriver med fornyet energi. Men desværre sender han også serien i en helt ny retning med denne fortsættelse, som, for mig at se, ødelægger mere, end hvad godt er.

Det meste, Lin Carter skrev, lukrerede helt og aldeles på andres værker, og Omega-serien er Carters livtag med ”crime busters” som Doc Savage og The Shadow. Det er 30’ernes pulp, han her kaster sig over og fornyer, ved at transformere det til noget nutidigt. Sådan var det i hvert fald i de første tre bind, der med al tydelighed udspiller sig i 1970’erne, med alt hvad det indebærer af lummerhed, bakkenbarter og brunt tøj. Selvom romanernes kvalitet er støt dalende, er de på den led ganske underholdende som et tidsbillede.

Ebog, Thunderchild Publishing 2017

Med The Earth-Shaker går Lin Carter en anden vej og skaber en bizar hybrid mellem 30’ernes pulp og sin egen samtid, så Knickerbocker City bliver en besynderlig anakronisme, hvor folk taler og opfører sig som i 30’er-pulpen, vel vidende at vi har årstallet 1982. Dette er præcis underholdende i et kapitel, og så bliver det ganske skrækkeligt. Ikke mindst på grund af Carters ulykkelige trang til at skrive dialog i dialekt, hvilket betyder, at han har en fest med at gengive 30’er-stereotyper og 30’er-slang. Dette er desværre langt fra så underholdende, som Carter selv opfattede det. Alt dette løber sammen i en bestemt karakter – den lille forældreløse avisdreng Joey, der med sixpence på hovedet og alt for stort tøj er præcis lige så kæk og forfærdelig, som han er en sentimental og øretæveindbydende pulpkliché.

Måske endnu værre er det, at Carter fortsætter den tendens, der prægede de tidligere bøger; han lader nemlig Zarkon og nu avisdrengen Joey klare stort set alle udfordringerne til trods for, at der står et helt hold af specialister i kulissen og venter på at kunne gå til hånde med tekniske fremtidsdimser og store færdigheder. Det er ikke nogen heldig løsning, og han taber igen idéen om et team, der arbejder sammen. I stedet får vi kun nogle korte passager med Omega-holdet, der leverer de samme dårlige vittigheder og mundhuggerier, som Carter har gentaget siden første bind. 

Ebog, Gateway 2020

 Når man dertil føjer, at det ikke er den mest spændende historie, som Carter her har brygget sammen, ender vi ud med en roman, der faktisk ikke udmærker sig på nogen måde. Det, der skulle være Carters store comeback til Zarkons univers, bliver en lidt lunken fornyelse, der tydeligvis er skrevet med stort gåpåmod, men som ikke formår at omsætte skriveglæden til nogen egentligt fængende. Det er en skam. The Earth-Shaker blev ikke det sidste bind. Der udkom én bog mere om Zarkon, og den er jeg naturligvis også nødt til at se nærmere på, men jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke har store forventninger, fordi Carter mere eller mindre har skuffet med hvert eneste bind efter det første, der skød serien i gang med et festfyrværkeri af underholdende retro-pulp. Sådan er det ikke længere her, hvor Carters retro-fascination tydeligvis har optaget ham mere end det at skabe en god fortælling. Bedre held sidste gang.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Flashing Swords funkler stadig

 

hardcover-doubleday-1973_1ed

Hardcover, Doubleday 1973

 

H. P. Lovecraft og Robert E. Howard oplevede en ekstrem popularitet fra 60’ernes slutning, da deres noveller og kortromaner blev udsendt i paperbackformat, og dermed kom ud til en helt ny generation af læsere. Fantasy, SF og gys og gru var moderne, og Pulpæraens gamle helte fik med ét en fornyet stjernestatus. En af dem, der nød godt af denne bølge, var forfatter og redaktør Lin Carter, der skabte en hel litterær karriere baseret på retrospektiv genrefiktion og pasticher.

 

paperback-dell-1973

Paperback, Dell 1973

 

Man kan sige meget dårlig om Lin Carters produktion, men en af de spændende ting er hans Flashing Swords-serie – en bogserie, der udkom i fem bind mellem ’73 og ´81. Her samlede Carter fantasynoveller fra tidens store navne – han gik altså ikke tilbage til Howard/Lovecraft-generationen, men fandt sit materiale yngre navne. Man finder således folk som Michael Moorcock, Roger Zelazny, Jack Vance og mange andre i samlingerne. Hans bøger kom dermed til at stå som en form for anden bølge af Sword and Sorcery-litteratur og udgør i dag et nødvendigt nedslagspunkt for den, der vil forstå, hvordan fantasylitteraturen flyttede sig og kom ud af skyggen på især Howards (læs: Conans) slagskygge: Ikke overraskende er serien derfor også genoptrykt flere gange.

Og så kan man også glæde sig over seriens fine forsider.

 

paperback-mayflower-1974

Paperback, Mayflower 1974

 

 

hardcover-doubleday-1973_vol-2

Hardcover, Doubleday 1973

 

 

paperback-dell-1974

Paperback, Dell 1974

 

 

paperback-mayflower-1975

Paperback, Mayflower 1975

 

 

paperback-dell-1976

Paperback, Dell 1976

 

hardcover-doubleday-1977

Hardcover, Doubleday 1977

 

paperback-dell-1977

Paperback, Dell 1977

 

hardcover-doubleday-1981

Hardcover, Doubleday 1981

paperback-dell-1981

Paperback, Dell 1981

 

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Cutting Edge, red. Dennis Etchison (1986): En lektion i horrorlitteraturens potentiale

Hardcover, Doubleday 1986. Bogens 1. udg. Den blå rose, inspireret af Straubs novelle, er malet af Linda Fennimore

Hardcover, Doubleday 1986. Bogens 1. udg. Den blå rose, inspireret af Straubs novelle, er malet af Linda Fennimore

Der findes en nærmest uendelig mængde af gyserantologier; både dem der genudgiver gamle fortællinger og dem med nye noveller. De bedste har som regel en eller anden form for agenda – eksempelvis en ambition om at nå et nyt publikum eller at genfortolke gammelkendte genretroper. Desværre må man nok sige, at det er de færreste antologier, hvor målsætningen står mål med resultatet. Som regel er man heldig, hvis der er mere end en eller to historier, der for alvor brænder igennem.

Sådan forholder det sig ikke med Cutting Edge fra 1986. Denne antologi, redigeret af den velrenommerede Dennis Etchison, er ganske enkelt fremragende fra ende til anden. Faktisk er bogen, efter min mening, måske den bedste gyserantologi, der udkom i 80’erne! Det siger ikke så lidt taget i betragtning, at horror i 80’ernes anden halvdel for alvor oplevede et kreativt opsving og rystede pulparven af sig. Horrorforfatterne engagerede sig pludselig i livets tunge, ubehagelige sider fra helt nye vinkler og afsøgte den moderne tilværelses skyggesider på måder, som det ikke tidligere havde været gjort så klart.

Hardcover, Doubleday 1986

Hardcover, Doubleday 1986

Cutting Edge er et paradigmatisk skrift, der viser, hvor tidens bedste horrorforfattere søgte hen for at finde nye græsgange. Det er et opgør med fortiden og en form for fadermord i forhold til den type nostalgisk, tandløse horror, som den moderne gysers ukronede konge Stephen King var kommet til at repræsentere. Med Cutting Edge vendte forfatterne blikket indad og afsøgte psykiske mørkelande, der stort set er helt befriet for monstre, flagermus og alt det andet hængedynd, som genren sad fast i.

Etchisons antologi er med andre ord tænkt som en cæsur, der skiller det nye fra det gamle: Det skrev vi før, og det skriver vi nu. Sprogligt og tematisk har de fleste af bidragyderne kastet enhver uskyld over bord og forladt de gammelkendte konfrontationer mellem godt og ondt. Den slags åbenlyse, banale dikotomier har ingen plads i Cutting Edge, der udfolder sig i en moralsk gråzone. Her findes ingen helte og ingen skurke, her skildres mennesket på godt og ondt. Det er menneskets tvivl, frygt, smerte, vrede, begær og foragt, der udstilles i bogens dunkle prismeglas og gøres til genstand for selvgenkendelsens gru.

All the young dudes... Fra højre mod venstre: Clive Barker (født 5. oktober 1952), Dennis Etschison (født 30. marts 1943 ), Karl Edward Wagner (12. december 1945 – 13. oktober 1994) og Charles L. Grant (12. september 1942 – 15. september 2006)

All the young dudes… Fra højre mod venstre: Clive Barker (født 5. oktober 1952), Dennis Etschison (født 30. marts 1943 ), Karl Edward Wagner (12. december 1945 – 13. oktober 1994) og Charles L. Grant (12. september 1942 – 15. september 2006)

Fælles for stort set alle bogens noveller er, at de dykker under overfladen og viser sider af os selv, som vi normalt udtrykker eller holder skjult for andre. Antologien er fyldt med misbrug, sex, SM, tvangstangstanker og dunkle, blodige drifter. Det bliver næsten en form for parallelunivers, der skabes i bogen, hvor vores hverdag fremstilles i et evigt tusmørke med meget lidt håb, men vel at mærke ikke uden kærlighed og medmenneskelighed. Og det er vel her, antologien har en af sine forløsende pointer – trods alt mørket finder mennesker sammen og overvinder den uendelige dysterhed, der altid truer med at rive os bort. Det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Som sagt er der ikke en eneste dårlig historie i Cutting Edge. Enkelte er måske mere ordinære eller mindre velartikulerede, men her taler vi om nuancer, der i bund og grund handler om smag og behag. En af de mest imponerende bidrag er ”Blue Rose” af Peter Straub. Fortællingen om en dreng fra et socialt belastet hjem, der lader al sin afmagt og vrede gå ud over den uskyldige lillebror. Fortællingen er subtil og snigende, men fyldt med en indestængt, eksplosiv kraft. Den er uendeligt grum og tragisk, og jeg lover dig for, at dens fabelagtige periode- og miljøskildring vil brænde sig ind i hjernen på dig. Bravo mr. Straub, bravo!

Paperback, St Martins Press 1987

Paperback, St Martins Press 1987

Karl Edward Wagners korte ”Lacunae” er også et af de helt stærke bidrag. I dette tilfælde fordi Wagner formår, på ganske få sider, at udfolde sin fortælling som en kinesisk æske, der bliver mere og mere kompliceret for hvert lag, der føjes til. Stilen er Wagners vanlige, hvor vi råt for usødet får serveret brutale, ærlige beskrivelser af sex og stoffer.

Tematisk hænger den godt sammen med Willum H. Pugmires og Jessica Amanda Salmonsons punkede, romantiske fortælling om mødet med døden og tabet af selvstændighed. Faktisk repræsenterer Pugmires og Salmonsons historie meget fint den følsomhed, der går igen i de fleste af bogens bidrag. En sensibilitet der kontrasterer brutalitet med noget forførende blidt, som nærmest har karakter af en eskapisme fra al grusomheden.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Måske er det i virkeligheden en af antologiens mest ubehagelige idéer; nemlig den at al trøst og samvær er desperate forsøg på at lukke omverdenens grusomhed ude, at kærligheden er en indbildt tilstand, der skal gøre det muligt for os at kapere en verden, der grundlæggende er én stor dødedans.

Jeg må også trække Ray Russels ”The Bell” frem. De, der kender Russels arbejde, vil vide, at han stort set altid kredser om religion og død. Det samme gør han også her, men i novellens komprimerede form har han trukket nogle stærke billeder frem, der overskygger det ellers lidt banale bidrags indhold. Hans sammenstillinger af sex og krucifikset, der spiller en stor rolle i historien, har noget særligt underfundigt over sig, som fanger billedet af den korsfæstedes tvetydighed rigtig fint.

Paperback, Futura Books 1987

Paperback, Futura Books 1987

Samme dragende tvetydighed findes i Whitley Striebers ”Pain”, der runder bogen af som en sidste salut til det perverterede og grumme. Novellen ligner på mange måder det, vi også kender fra Clive Barkers hånd fra samme tid. Kødets lyst udfordres ganske bogstaveligt her, og Strieber leger med tanken om smertens metafysiske potentiale. Ligger der en mulighed i fornedrelsen, der baner vejen for mødet med noget ophøjet? Strieber besvarer ikke spørgsmålet, som får lov at hænge i luften, da hans grumme fortælling om dyster SM når til ende.

Wilum Hopfrog Pugmire (født 3. maj 1951)

Wilum Hopfrog Pugmire (født 3. maj 1951)

Mest overraskende ved bogen er det at finde gamle Bob Bloch i dette selskab. Og faktisk er Blochs fortælling om døden en af hans bedre. Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg har et lidt ambivalent forhold til Robert Bloch, men her har han for en gang skyld skabt en fortælling, der er (næsten) helt fri for hans evindelige galgenhumor.

Jessica Amanda Salmonson (født 6. januar 1950)

Jessica Amanda Salmonson (født 6. januar 1950)

Historien går i al sin enkelthed ud på, at en forfatter køber sig til længere liv hos Døden ved at myrde andre. Naturligvis går det galt på en klassisk Blochsk facon, og det er ikke for selve historien, at man husker novellen. Teksten skal huskes for de første to linjer, der står som bogens absolut bedste:

After the kids have grown up and moved away, a new child comes into your house. His name is Death.”

Stærkere, mere trist, smukt og grumt bliver det ganske enkelt ikke. Jeg får nærmest gåsehud ved bare at tænke på den tekstpassage, og den er efterhånden blevet hængende hos mig i rigtig lang tid nu.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Cutting Edge er fremragende, intet mindre, og alle, der interesserer sig det mindste for horror, bør gøre sig selv den tjeneste at læse bogen. Antologien er en lektion udi opfyldte ambitioner. Den lever til fulde op til sin intention om at vise vejen for en ny type gru, og den gør det med de kraftigste litterære skyts, man kunne ønske sig. For pokker hvor er bogen stærk!

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Samtidig er Cutting Edge et stykke genrehistorie, der viser, hvordan horror skiftede ham i slutningen af 80’erne. Gyset blev psykologisk og indadvendt. Det blev åbenlyst seksuelt og tematiserede sociale tabuer, som vi helt normalt ikke taler om. Etchison havde helt ret, da han udpegede dette gotiske nybrud som ”cutting edge”, men sådan kunne det naturligvis ikke blive ved. I starten af 90’erne mistede stilen gradvist sin kant, og de litterære kvaliteter forduftede fra udtrykket. De bedste penne søgte nye steder hen, og tilbage stod de platte imitationer, der desværre stadig bliver skrevet. Tja, sådan er tingenes gang.

 

Novellerne:

Peter Straub, “Blue Rose”

Joe Haldeman, “The Monster”

Karl Edward Wagner, “Lacunae”

W. H. Pugmire & Jessica Amanda Salmonson, “Pale Trembling Youth”

Marc Laidlaw, “Muzak for Torso Murders”

Roberta Lannes, “Goodbye, Dark Love”

Charles L. Grant, “Out There”

Steve Rasnic Tem, “Little Cruelties”

George Clayton Johnson, “The Little Man With The Hoe”

Les Daniels, “They’re Coming For you”

Richard Christian Matheson, “Vampire”

Chelsea Quinn Yarbo, “Lapses”

William F. Nolan, “The Final Stone”

Nicholas Royle, “Irrelativity”

Ramsey Campbell, “The Hands”

Ray Russell, “The Bell”

Clive Barker, “Lost Souls”

Robert Bloch, “Reaper”

Edward Bryant, “The Transfer”

Whitley Strieber, “Pain”

1 kommentar

Filed under Novellesamling