Tag Archives: Douglas E. Winter

Douglas E. Winter, Stephen King. The Art of Darkness (1984): Kongen blev hyldet før han faldt

 

paperback-new-american-library-1986

Paperback, Signet 1986. Bogens anden, reviderede udgave

 

Douglas Winter er en vigtig skikkelse i 80’ernes genrehistorie, fordi han med stor ildhu kastede sig over at dokumentere den litterære gyserscene, som den tog sig ud på det tidspunkt. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor gys og gru fortsat var ekstremt populær, og familien af forfattere med mindst én skræk-bestseller i bagagen var voksende. Winter lagde imidlertid heller ikke skjul på, at hans største oplevelse med skrækfiktionen kom, da han i ’74, i et venteværelse, faldt over en novelle af en ”Stephen King”. Et navn, der var ham totalt ubekendt, men historien gjorde indtryk, og Winter gik på jagt efter mere. Og mere, det fandt han, for kun få måneder senere slog King igennem med debutromanen Carrie. Det blev startskuddet til en lavine af fiktion, som forandrede skræklitteraturens vilkår for bestandig, og Douglas Winter var med fra begyndelsen.

Winter skrev flere artikler og anmeldelser af Kings bøger i 70’erns anden halvdel, og efter et møde med forfatteren på en kongres blev det også til en form for venskab og arbejdsfællesskab. Winter fik nemlig lov til at lave en række timelange samtaler med King, der resulterede først i en lille biografi om King (1982) og efterfølgende bogen Stephen King. The Art of Darkness, der så dagens lys i ’84.

 

paperback-new-american-library-1986_bagside

Paperback, Signet 1986

 

Bogen er en lidt sær sammensyning af interview, biografi, litterær analyse og bibliografi. I de glade dage før internet og Google har bogen utvivlsomt været guld værd for Stephen King-samleren på jagt efter hans romaner og spredt publicerede noveller. I dag har den omfattende bibliografiske del af Winters bog desværre overlevet sig selv, og de fleste ville nok nu ønske, at der i stedet havde været et par kapitler mere med bogens andre aspekter, men det kan man jo ikke ændre på.

Fra første side er det tydeligt, at Douglas Winter elsker Stephen Kings værker, og The Art of Darkness er en lang og komplet ukritisk hyldest til Kings forfatterskab. Det gør bogen til en ganske ensidig affære, der har det dobbelte formål dels at udlægge Kings tekster for hans mange interesserede fans, dels at modgå den etablerede presses lunkne modtagelse af King. Winter går dermed til kamp for Kings litterære kvaliteter og demonstrer meget tydeligt, at der skam er alvorlige tematikker hos King, der i Winters univers sidestiller King med en skikkelse som eksempelvis Mark Twain.

 

douglas-e-winter-anno-1985

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

 

Jubelbegejstringen kender med andre ord ingen grænser, men Winter har blik for litterær analyse. Han formår derfor at trække de bedste og stærkeste elementer frem i forfatterskabet. Bogen er således interessant læsning, selv for den, der ikke har synderlig megen begejstring for Kings bøger, fordi Winter faktisk beriger forståelsen af King.

Mens Winter lægger vægtige argumenter for Kings litterære kvaliteter, kan man samtidig læse en række mildest talt problematiske udsagn fra forfatteren selv i bogens interview-dele. Her sammenligner Stephen King sin egen skrivestil med intet mindre end en Big Mac. Han ser sig selv som et brand, en stil eller et udtryk, som læseren præcis ved, hvad er. Hvordan Winter kan arbejde for Kings litterære status, når forfatteren selv tydeligvis bevidst sigter ganske lavt med sit arbejde, er lidt af en gåde for mig.

 

paperback-new-american-library-1984_1ed

Paperback, New English Library 1984. Bogens 1. udgave

 

King beskriver et andet sted sine bøger som hængekøjer, som læseren kan slænge sig i. Igen fornemmer man den komplette mangel på kunstneriske ambitioner hos King, der tydeligvis hellere vil omfavne og behage sine læsere med det, de forventer, end at udfordre dem med noget uventet. En anti-intellektuel og anti-kunstnerisk selviscenesættelse fra Kings side, som også vil være bekendt for den, der har læst hans Danse Macabre.

Winter får ganske enkelt ikke enderne til at mødes i sin bog, fordi alt ved King synes at modsige den litterære forfatterperson, som Winter gerne vil ophøje ham til. Men at King alligevel gerne selv vil ses i det litterære lys, kunne måske ligge antydet i nogle af hans mere ambitiøse bøger (eksempelvis The Stand og It), men det er gætværk fra min side og under alle omstændigheder irrelevant, fordi Kings bøger i min verden er og bliver den Big Mac, han sammenligner sig selv med.

 

stephen-king

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Winters fascination af King og bogens udgivelsestidspunkt er også interessant at se nærmere på. The Art of Darkness udkom, som sagt, i 1984, og på det tidspunkt gik Kings kurs stadig mod stjernerne. Han havde udgivet stort set alle de romaner, der i dag betragtes som hans hovedværker, og King var for længst blevet et verdensomspændende synonym for horror.

Det fører Douglas Winter til, i et lille efterskrift, at filosofere over, hvad fremtiden mon vil bringe for King. Winter er ikke i tvivl om, at der ligger store ting ude i horisonten, men her skulle han vise sig at tage fejl. Der lå ikke store ting i vente, snarere det modsatte. Der kom bare mere af det samme, og Kings forfatterskab overlevede ikke 80’erne med kreativiteten i behold. Ved indgangen til det nye årti – 90’erne – var han blevet en forstenet dinosaur, der var blevet overhalet af yngre, kreative kræfter på skrækscenen. Kings bogsalg gik fortsat fint, men hans popularitet har været faldende lige siden storhedstiden i 80’erne.

 

 

paperback-plume-1986

Paperback, Plume 1986

 

Douglas Winters bog er først og fremmest et tidsbillede af Stephen King på toppen, da han enerådigt regerede skrækscenen. Et billede på den entusiasme og friskhed, som en generation af læsere oplevede, da de mødte værker som The Shining og ’Salems Lot for første gang. Den begejstring er bestemt ikke uberettiget eller ubegrundet, men Kings momentum forduftede hurtigt, mens han sled sig op på tusindsiders romanfortællinger. Winters bog er derfor et bittersødt gravskrift; en lettere løgnagtig ligprædiken, der pynter på Kings forfatterskab ved at ignorere alt det, der umuliggør at måle hans bøger på den kunstneriske vægt, som Winter gerne vil anbringe King på.

Man taler ikke ondt om de skindøde.

 

paperback-new-english-library-1989

Paperback, New English Library 1989

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Faces of Fear: Encounters with the Creators of Modern Horror, red. Douglas E. Winter (1985): Toppen af 80’er-poppen

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Alle, der interesserer sig mere indgående for nyere horrorfiktion, har formentlig stiftet bekendtskab med Douglas E. Winter. Ikke alene var han den første, der skrev en Stephen King-biografi, han var også en af de vigtigste anmeldere og kritikere af skrækfiktion i 80’erne. Tilmed skrev han selv skønlitteratur, men den del træder afgjort i baggrunden for Winters rolle som redaktør – en funktion han tidligere har optrådt under her på bloggen, med antologien Prime Evil.

Winter var og er ikke professionel litterat, men i løbet af 80’ernes første halvdel arbejdede han efter endt arbejdstid på stof til en interviewbog med tidens helt store forfatternavne. Bogen var derfor længe undervejs, men da Winter udsendte Faces of Fear i ’85, var det et monument over tidens sprudlende gyserscene. Winters bog er afgjort del af en særlig zeitgeist, som set retrospektivt var noget ganske særligt. Skræklitteratur har i hvert fald aldrig siden opnået samme popularitet. Og stemningen af, at horror er der, hvor det sker, kan afgjort mærkes i bogens interviews. Der er selvbevidsthed og autoritet bag de interviewede forfattere, som ikke føler, at de skal undskylde for noget. Hverken deres stil eller genrevalg.

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Bogen åbner med Robert Bloch og lukker med Stephen King. Dermed har Winter sluttet ringen ganske flot. Mellem giganterne finder vi navne som Ramsey Campbell, Peter Blatty, Clive Barker, Whitley Striber, TED Klein, Michael McDowell og flere andre. Den eneste kvinde er den bizarre V. C. Andrews – damen bag den nygotiske klassiker Flowers in the Attic (1979), som må regnes blandt genres absolut største bestsellere.

Douglas Winter er amerikaner, og det kan ikke fornægtes i bogens perspektiv. Selvom Winter stort set har redigeret sig selv ud af alle samtalerne, så hvert interview kommer til at fremstå som en løs monolog fra forfatterens side, går flere punkter igen. Opvækst og skolegang, syn på det at skrive og religion. Navnlig det sidste spørgsmål er en smule sært med danske øjne, fordi det ikke har nogen synderlig konsekvens for de enkelte forfatteres genrevalg eller stil. Trods dette insisterer Winter åbenbart på at få det med.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Bogen leverer imidlertid et unikt blik ind i meget forskellige tilgange til skrivearbejdet og skrækfiktion. Genrens nestor Robert Bloch kan mindes de gamle pulpdage og beklage genrens forfald. Synspunkter han luftede igen og igen i sine senere år, og noget du kan finde omtalt i de indlæg om Psycho-serien, jeg har skrevet på Fra Sortsand.

Mere interessant er det at notere sig hvor mange af de amerikanske forfattere, der har en eller anden form for indkomst gennem filmindustrien. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at det et sted nævnes – jeg husker ikke præcis i hvilket interview – at man som helt ukendt horrorforfatter kan forvente at afsætte omkring 2000 eksemplarer af sin bog i USA uden at tjene på sagen. Sammenlignet med danske forhold i dag er 2000 eksemplarer et astronomisk tal, men her i bogen bliver det regnet som bagatel, der knap er ulejligheden værd. Den slags små glimt af bogbranchens vilkår kommer der flere af, og de er ganske lærerige, navnlig fordi de sætter vores selvoptagede, hjemlige diskussion om genreudgivelsers salgstal og publikum i relief.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Tilgangen til skrivearbejdet er imidlertid mere interessant, fordi det er her, vi kommer ind i maskinrummet og får nogle små kig på det, der driver den enkelte forfatter. Flere skriver horror, fordi det er sjovt, og fordi der er penge i skidtet. James Herbert er et prima eksempel. Winter bruger i dette interview atypisk meget tid på stemningsbeskrivelsen af mødet med Herbert, hvilket uden tvivl skyldes forfatterens ekstravagante livsstil med sportsvogn og luksusvilla. Herbert fremstår da også som en ekstremt selvglad klovn, men det gør ikke samtalen mindre underholdende. Det samme gør et par af de andre, som tydeligvis ikke har for vane at reflektere alt for meget over deres genre og arbejde.

Helt modsat forholder det sig med folk som TED Klein, Clive Barker, Michael McDowell og Peter Blatty, der hver især meget klart sætter ord på deres forhold til genren og flere også for deres angst for at blive stemplet som rene skrækforfattere.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Ikke desto mindre er der flere, som meget præcist kan pege på genrens tiltrækningskraft. Ramsey Campbell fortæller om opvæksten med en alvorligt psykisk syg mor – noget, han mener, har haft afgørende betydning for hans syn på verden og litteratur. Clive Barker kan fortælle om en altopslugende interesse for kroppen og alt makabert, mens eksempelvis King understreger, at han bare er en helt almindelig gut, der aldrig har sluppet sine barndomsfascinationer.

Faces of Fear er ikke en af den type bøger, der har skrivetips til forfatterspirer, og den gør os måske heller ikke meget klogere på genren som sådan, men trods det er bogen glødende spændende. I hvert fald for en som mig, der bruger ret meget tid i selvskab med forfatternes bøger. Det er med andre ord fascinerende at læse, hvordan de iscenesætter sig selv over for intervieweren, og hvordan de gerne vil fremstå for omverden. Det føjer et metalag til læsningen af deres bøger, som faktisk kan være ganske interessant at have med.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

For mig er det i hvert fald spændende at fornemme de enkelte forfatteres intellektuelle horisont og refleksionsgrundlag for det at skrive. Det er uden tvivl en ganske nørdet ting og formentlig kun noget for de hærdede entusiaster derude, ikke desto mindre er det ganske stimulerende.

Winter præsenterer udvalget af forfattere som toppen af poppen og genrens største navne, men udvalget virker ikke helt overbevisende. Hvorfor er en mand som Graham Masterton ikke med? Hvor er Anne Rice? Burde Koontz ikke have været med i selskabet? Og hvorfor er David Morell med? Det er i hvert fald ikke nødvendigvis de litterære kvaliteter, der ligger til grund for Winters valg. Snarest er der tale om en blanding af hans personlige præferencer og tilfældige kontakter. I sidste ende er udvalget måske også mindre relevant, fordi bogen kommer omkring alt fra tanketom, romantisk gotik (V. C. Andrews) til subtilt gru af den fineste slags (Michael McDowell).

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

For den retrobevidste gyserlæser er Faces of Fear en fest. En tankevækkende, stedvist tåkrummende (Ja James Herbert, det er dig vi taler om), stedvist rørende beretning. Om ikke andet, er bogen et fantastisk nedslag i periodens litteratur, dengang gyserforfatterne var superstjerner og et fantastisk sted at starte for den, der gerne vil forstå 80’ernes gys lidt bedre.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

4 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Prime Evil (1988), red. Douglas E. Winter: Blå bog over 80’er-horror

Paperback, New American Library 1988

Hvor stort bliver det, når man samler tidens største eller mest spændende horrorforfattere og får dem til at skrive en historie af eget valg? Får dem til at skrive en novelle, der ikke kun skal udfordre genrens konventioner, men også læsernes vanetænkning? Det satte Douglas E. Winter og forlaget New American Library sig for med udgivelsen af Prime Evil i 1988. Med novellesamlingen konfronterede forlaget og redaktøren det enorme popularitetsboom, som horror havde oplevet siden 70’ernes anden halvdel. De stillede skarpt på fænomenets væsen og ville afdække, hvad horror egentlig er, hvorfor det er så virkningsfuldt og hvordan kun fantasien sætter grænser for den type fortællinger.

Om nogen var Douglas E. Winter den rette til sagen. Han var den første, der skrev et indgående portræt af Stephen King med bogen Stephen King: The Art of Darkness (1984). Han var også manden bag Faces of Fear(1985). En bog hvor Winter interviewer tidens bedst kendte navne fra den dystre ende af bogbranchen. Winter havde med andre ord et detailleret kendskab til the movers and shakers på 80’ernes horror-scene. Det kendskab udnyttede han til en bog, der vel er tænkt som en genremilepæl i stil med Harlan Ellisons Dangerous Visions (1967).

Paperback, New American Library 1988

Ambitionen fejler dermed ikke noget, men Prime Evil når på ingen måde Elisons antologi til sokkeholderne. Det kan der være flere grunde til. Den vigtigste er nok, at de indbudte forfattere alle har været næsten pinagtigt optaget af at skabe noget originalt, genrevridende eller klogt. Det er alt sammen meget godt, men det berømte barn fløj ud af badevandet, da en stor gumpetung kreativitet pressede sig ned i karet. Eller sagt direkte: Prime Evil er mere form og halvbagte idéer end stærke fortællinger.

Men hvem er så med? Først of fremmest er der mastodonterne – bestsellerne – der har været med til at forme tidens gys, hvis endda ikke den moderne horror i det hele taget. Meget passende er det på den konto Stephen King, der som det absolut største navn indleder bogen. King får følgeskab af Peter Straub, Clive Barker og Ramsey Campbell. Alle forfattere der op gennem 80’erne cementerede deres stjernestatus og solgte rigtig, rigtig mange romaner.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Strøet med let hånd mellem giganterne dukker en blanding af, for mig helt ukendte navne op (Paul E. Hazel?) og så de forfattere, der har gjort sig bemærket blandt især dedikerede horrorfans. Jeg tænker her på folk som Thomas Ligotti, Thomas Tessier, Charles L. Grant og M. John Harrison. Antologiens måske største overraskelse er, at David Morrell – forfatteren bag First Blood (1972) – blev indbudt til at deltage i bogen. Ikke mindst fordi han faktisk ikke har skrevet ret meget horror tidligere. Det siger imidlertid lidt om Winters projekt. Han var ude på at vise, at horror kunne findes i alle tekster og alle situationer. Gyset er ikke noget, der kan isoleres til en specifik måde at skrive på eller til specifikke emner. ”Horror is not a genre, it is a mood” lyder det paradigmatisk i Winters faktisk meget interessante indledning, der sætter tonen for hele novellesamlingen.

Når jeg er lidt kritisk i forhold til bogen, skyldes det især, at der er så mange velkendte navne, der om ikke skuffer, så i hvert fald ikke lever op til de standarder, der har skabt deres ry og omdømme. Stephen Kings ”The Night Flyer” er for mig symptomatisk på dette.  Den er lang, snakkende og velfortalt. Den er fyldt med vittige iagttagelser og skarpe, ironiske kommentarer. Den er bare ikke uhyggelig. Den er faktisk ikke tilnærmelsesvis uhyggelig. Novellen er stedvist blodig og den antyder grusomme ting, men står i sidste ende som en tour de force gennem stereotypisk Kingsk prosa – som en meget spinkel idé, der er blevet spækket med ligegyldigt fyld. Flere af de andre fortællinger lider under det samme. De går ikke til biddet. I stedet er de stemningsfulde billeder, der til tider har næsten vignetagtig karakter, som ikke rigtigt flytter sig nogen vegne.

Hardcover, 1. udg., New American Library 1988

Ser vi på de store navne, leverer Campbell en underholdende konceptnovelle opbygget som en gal ”stalkers” brev til en forfatter. Novellen er først og fremmest et eksperiment ud i formen, mere end den beskæftiger sig med indholdet. Barker leverer en ikke helt sammenhængende fortælling om sorg og død. Ikke dårligt, bare lidt for lang og usammenhængende. Peter Straub er den eneste af de tunge drenge, der faktisk byder ind med noget både ubehageligt og tankevækkende. Han skriver i ”The Juniper Tree” om en dreng, der bliver misbrugt seksuelt, og hvordan denne dreng, trods ar på sjælen, forstår at vende barndomstraumet til en styrke i sit arbejde som forfatter (burde King ikke have skrevet den historie?). Her blandes det tabuiserede og de ekstremt ubehagelige beskrivelser med en på mange måder provokerende forløsning.

Mine tre favoritter ud af bogens 13 historier er Thomas Tessiers ”Food”, David Morells ”Orange Is for Anguish, Blue for Insanity” og Jack Cadys ”By Reason of Darkness”. Tessiers novelle er kort, kompakt og grotesk. En mand kommer lidt for tæt på en kvinde, der gradvist er ved at forvandle sig fra et menneske til noget monstrøst andet. Novellen er rigtig god, fordi den ikke kommer med nogen forklaringer. Handlingen udspiller sig lynhurtigt, og vi sidder forbløffede tilbage og tænker: ”Hvad, hvordan, hvorfor?” Tessier var en af de helt store vordende stjerner i 80’erne, og hans romaner kan varmt anbefales. Desværre for Tessier kom han for sent med på horrorbølgen, der ebbede ud, før han for alvor blev fast inventar på boghandlernes hylder i 90’erne.

Paperback, Bantam 1989. Engelsk 1. udg.

David Morells ”Orange Is for Anguish, Blue for Insanity” er generelt en af de mest populære fortællinger fra bogen. Den vandt The Bram Stoker Award for bedste kortroman og fortjener berømmelsen. Det er en veloplagt, intens fortælling med anstrøg af noget cthulhuidt kosmisk horror, der er lidt altmodisch, men samtidig formår at virke både frisk og relevant. Historien er en form for digtning over og eskalering eller fortætning af tragedien omkring Van Goghs liv. Den er historien om en ung student, der bliver besat af maleren Van Dorns bizarre kunst. Det hele leder naturligvis til død og undergang, men hvorfor har Van Dorn denne tiltrækningskraft? Gode, gode sager!

En af de sidste fortællinger i bogen er Jack Cadys ret lange ”By Reason of Darkness”. Historien drejer sig om tre amerikanske soldaterkammerater, hvis man kan kalde dem det, der mødes igen efter en aldrig udspecificeret krig i Asien. Da de vender hjem, har krigen, naturligvis, ændret dem og deres genforening mange år senere bliver alt andet end uproblematisk. Historien er skrevet i et helt fremragende sprog, der malende får indre, psykologiske spændinger trukket frem og samtidig formår at iscenesætte fortællingens skiftende miljøer levende og stærkt. Navnlig de sidste sider efter konfrontationen er endda rigtig rørende og gennemsyret af en morbid form for skønhed.

Paperback, Cordi Books 1989. Engelsk 2. udg. Endnu en af de ekstremt kedelige forsider, der kendetegner stort set alle bogens forskellige udgaver

Her bevæger jeg mig jo imidlertid også langt ind i smag-og-behag-afdelingen. Jeg er helt sikker på, at der sidder mange King-fans derude, der eksempelvis elsker ”The Night Flyer”. Den blev faktisk nomineret, sammen med Peter Straubs bidrag i samme kategori, som Morrells novelle, der løb med sejren. Jeg har derfor egentlig heller ikke så meget lyst til at holde de enkelte noveller op imod hinanden og vurdere dem kvalitativt, fordi de alle er solidt håndværk fra forfattere, der kan deres kram. For mig at se er Prime Evil en spændende bog, fordi den tager temperaturen på en periodes forfattere og gør det både selvsikkert og selviscenesættende. Prime Evil vil gerne vise verden, hvad horror kan, og den har samlet alle feltets sværvægtere til opgaven.

En sjov detalje er, at bogen sådan set er retrospektiv. Langt de fleste af bogens forfattere blev aldrig større, end de var, da Prime Evil udkom. Det vil sige, at den på mange måder markerer toppunktet på horrorfeberen. Dermed peger bogen heller ikke fremad, hvilket Douglas Winter utvivlsomt havde forestillet sig. Kun på et punkt har bogen vel mere eller mindre tilfældigt peget på de veje, der skulle komme til at tegne 90’ernes gys (når vi ser bort fra seriemorderne). Bogens næstsidste novelle er Whitley Striebers ”The Pool”, der her blander gys med besøg fra rummet (læs: aliens). Et tema han også opdyrkede i sine romaner på samme tid. Her må man sige, bogen peger frem, for om noget kom den der TV-serie om to FBI-agenters konfrontationer med UFO’er og så fremdeles til at præge en meget stor del af 90’erne.

Paperback, New American Library, 2. udg. 1989

    

Er du med andre ord interesseret i at få et overblik over gyserfeltet, som det så ud fra midten af 70’erne og frem til udgangen af 80’erne, er Prime Evil et perfekt sted at sætte ind. Her får du ganske enkelt serveret væsentlige navne på et sølvfad. Du kan gå på opdagelse i historierne og bruge de små biografier om forfatterne som inspiration for videre læsning. Sidstnævnte har naturligvis været langt vigtigere, da bogen udkom, dengang før internettet gjorde den slags informationer tilgængelige på et helt andet plan. Det er imidlertid ikke blevet mindre interessant at læse, hvordan forfatterne blev beskrevet, da de var på vej op eller befandt sig på toppen. Er du interesseret i 80’er-horror og måske især interesseret i at opleve, hvilke stemmer der havde tegnet perioden, er Prime Evil ganske enkelt et must.

Hardcover, Donald M. Grant 1988. Luksusudgaven! Den er trykt i et ekstremt lille oplag og går i dag til skyhøje priser. God jagt!

Novellerne:

Stephen King, “The Night Flier”
Paul E. Hazel, “Having a Woman at Lunch”
Dennis Etchison, “The Blood Kiss”
Clive Barker, “Coming to Grief”
Thomas Tessier, “Food”
M. John Harrison, “The Great God Pan”
David Morrell, “Orange Is for Anguish, Blue for Insanity”
Peter Straub, “The Juniper Tree”
Charles L. Grant, “Spinning Tales with the Dead”
Thomas Ligotti, “Alice’s Last Adventure”
Ramsey Campbell, “Next Time You’ll Know Me”
Whitley Strieber, “The Pool”
Jack Cady, “By Reason of Darkness”

3 kommentarer

Filed under Novellesamling